Indtil nu har jeg undersøgt problemformuleringens første del, som handler om, at skabe en større forståelse af fravalget. I det her kapitel tager jeg fat i problemformuleringens andel del og kigger derfor på fravalget, som en handling. Jeg er interesseret i, at undersøge, hvordan fravalget kan skildre et kreativt og innovativt udspil.
Jeg undersøger først det entreprenørielle teorifelt, hvorefter jeg sammenholder det teoretiske udgangspunkt med både Lars Juhl og Stine Bosses fravalgsfortællinger. Til sidst slutter jeg af med et opsummerende afsnit.
Det teoretiske felt
Med strategien klar sætter jeg mig til at læse og genlæse adskillelige artikler og bøger om det entreprenørielle felt. Efter lidt tid finder jeg mig selv i en håbløs situation. For det første fordi litteraturen er tung og massiv. For det andet fordi de indsamlede informationer stikker i hver sin retning, hvilket kun gør mig mere forvirreret.
Da det går op for mig, at jeg allerede har mistet overblikket, ser jeg nødvendigheden i at gøre mig overvejelser over, hvordan jeg skal bygge afsnittet op. Jeg kommer hurtig frem til, at jeg må skabe en samlet ramme for det teoretiske felt, som jeg kan bruge til at sortere informationerne efter.
Jeg griber ud efter bogen Entreprenørskab i teori og praksis – paradokser i spil af Nielsen et al (2009) og læser de indledende sider. Til min glædelige overraskelse finder jeg, at bogen forsøger at samle det entreprenørielle felt til en række forskellige perspektiver. Det giver mig idéen til at gøre det samme, men da jeg ikke finder alle perspektiverne lige vigtige udplukker jeg kun dem der har mest relevans. Derfor bygger jeg feltet op af tre perspektiver: det individuelle-, ressourcemæssige- og netværksmæssige perspektiv.
Med rammen på plads genstarter jeg litteratursøgningen og begynder således med det individuelle perspektiv. Der går ikke lang tid før jeg finder frem til Schumpeter og hans teoretiske bidrag, som tager sit afsæt i den økonomiske ligevægt (Hospers, 2005).
Da jeg kun husker begrebet svagt fra min tid på bacheloruddannelsen bliver Schumpeters teori en smule kompleks, så jeg vælger derfor, at finde de gamle noter frem og genlæse dem.
Her finder jeg, at den økonomiske ligevægt er, når efterspørgslen er lig med udbuddet. Det vil sige, hvis forbrugernes præferencer eller producentens produktionsmuligheder ændrer sig,
således at enten efterspørgslen eller udbuddet forandres, så vil systemet bringes ud af sin ligevægt. Da det langt fra er den optimale situation vil man genetablere ligevægten så udbuddet og efterspørgslen igen tilpasses hinanden ved for eksempel at justere priserne (Andersen, 2004). Det er den økonomiske tilgangs opfattelse, at forstyrrelserne i den stationære proces er et resultat af udefra kommende påvirkninger, såsom katastrofer, smagsændringer og ny teknologi (Ibid.).
Med en klarere forståelse af den økonomiske teori vender jeg atter tilbage til Schumpeters teori. Jeg kan nu se, at han vedkender sig den økonomiske ligevægtsproblematik, men er uenig i konklusionen om, at uligevægten forårsages af ydre påvirkninger (Nielsen et al, 2009).
Han er i stedet fortalertaler for en økonomisk forandringsteori, hvor det er systemet selv, der afbryder en hvilken som helst opnået ligevægt. Schumpeter anser nemlig kapitalismens som en evolutionær proces, hvilket indebærer, at systemet, historisk set, hele tiden vil ændre sig, eftersom alting har en begyndelse og en slutning. Det betyder, at virksomheder og industrier bliver til, mens andre dør ud, nye teknologier introduceres og andre udgår osv. (Hospers, 2005).
Således ser Schumpeter ikke forandring som værende et forstyrrende element, der skal tæmmes og bringes i harmoni, ligesom den økonomiske teori, men derimod at forandring udgør betingelsen i den økonomiske struktur. Det gør han, fordi han ser forandring som en kreativ-destruktion. Det vil sige, at forandring er en vedvarende proces af innovative bølger, der rammer den økonomiske struktur indefra. De innovative bølger nedbryder og ødelægger den eksisterende økonomiske struktur, men skaber samtidig en ny (Hospers, 2005).
I Schumpeters optik er de innovative bølger en sværm af innovatører, som sammen ændrer det økonomiske system. Han deler innovationsprocessen og dermed ”sværmen” op i følgende dimensioner: invention, innovation, diffusion og imitation.
En innovatør opfinder noget (invention), hvorefter han udvikler denne opfindelse (innovation). I lyset af det vil andre innovatører få øjnene op for genialiteten, og derfor selv investere i det eller innovere i følgeindustrien, hvorved fornyelsesaktiviteten breder sig (diffusion). Hvis det bliver succesfuldt vil det naturligt munde ud i, at innovationen imiteres af endnu andre (Andersen, 2004).
Dimensopdelingen viser, at de første tre dimensioner frembringer et økonomisk opsving, fordi fornyelsen skaber arbejdspladser, grobund for effektivisering af aktiviteter samt er basis for flere innovationsprojekter. Den sidstnævnte dimension medvirker dog til en tilbagegang, fordi innovationen bliver en del af det rutinemæssige system. Med andre ord forstyrres den økonomiske ligevægt af et innovationsbaseret opsving, og i takt med, at markedet bliver mættet opstår, der en ny ligevægt i økonomien (Nielsen et al, 2009).
Selvom jeg fristes til at tro at inventionen og innovationen er kernen i Schumpeters entreprenørteori, bliver jeg hurtig bevidst om, at det i stedet er udførelsen og implementeringen der er det. Det er nemlig de sidstnævnte, som gør innovationen mulig.
Uden dem er det blot en idé. Af denne årsag får individet tildelt en aktiv og determinerende rolle i Schumpeters teori, fordi han ser innovation og fornyelse som et resultat af individets handlen (Sledzik, 2013). Dog er det ikke hvem som helst, der kan skabe noget nyt. Det skal være en stærk karakter, der kan bryde ud af det cirkulære og automatiserede flow, hvor der foreligger klare rammer og regler for den rette adfærd og måder at gøre tingene på. Det vil sige, at han ikke skal følge med strømmen og følge andres forventninger, men i stedet bryde med det og afvige fra normen. Han skal søge det ukendte og skabe nye kombinationer, før han, i Schumpeters optik, kan skabe fornyelse og dermed blive en entreprenør (Schumpeter, 2000).
Schumpeter (2000) definerer tre forhold, som er sigende for entreprenørens karisma.
Det første forhold er, at entreprenøren skal være i besiddelse af en stærk intuition, så han kan prøve sig frem, fordi der ikke længere er nogle retningslinjer for, hvordan han skal gebærde sig, når han træder ud af de kendte rammer.
Det andet forhold er, at entreprenøren skal have en stærk psyke, fordi hvis han skal lykkes med eksekveringen af en ny kombination skal han ikke kun være flittig, men også have et mentalt overskud, fordi processen er forbundet med stor utryghed og usikkerhed. Eftersom der ikke findes nogle regler vil han hele tiden befinde sig på usikker grund og uden for sin komfort zone.
Det tredje forhold er, at entreprenøren skal besidde en solid tro på sig selv, da der er stor sandsynlighed for, at omgivelserne i første instans vil reagere med modstand. En modstand
som ofte tager sig ud som fordømmelse og værste fald udstødelse, fordi en markant afvigende adfærd fra et medlem af en social gruppe ikke tolereres (Schumpeter, 2000).
Med en forståelse for entreprenørens særlige rolle i eksekveringen af en entreprenøriel handling forlader jeg nu det individuelle perspektiv og fortsætter litteratursøgningen indenfor ressourceperspektivet.
I litteratursøgningen finder jeg, at eksekveringen af en entreprenøriel handling ikke kun er afhængig af en stærk entreprenør, men også er afhængig af, at entreprenøren har adgang til forskellige ressourcer og kan forstå at udnytte dem (Andersen, 2004; Schumpeter, 2000).
Det er ikke alle ressourcer, der er lige brugbare. De skal helst opfylde kriterierne om at være værdifulde, sjældne, ej imiterbare og ej substituerbare, eftersom dette giver entreprenøren en mere gunstig position, hvilket motiverer ham til at eksekvere sin innovation (Andersen, 2004). Det gør det, fordi sådanne ressourcer vil skabe vedvarende konkurrencemæssige fordele, fordi de naturligt danner en barriere, der afholder nuværende og fremtidige konkurrenter væk fra markedet (Nielsen et al, 2009).
Der er særligt tre ressourcekategorier, som kan bidrage til en entreprenøriel handling:
finansielle-, menneskelige- og sociale ressourcer (Nielsen et al, 2009; Burt, 2000b).
De finansielle ressourcer handler om innovationens økonomiske overvejelser og deles op i to kapitaler: egenkapital og fremmedkapital.
Ved førstnævnte besidder entreprenøren den økonomiske kapital, der skal til for at finansiere udviklingen og organiseringen af innovationen. Ved sidstnævnte har han det ikke, hvorfor han må fremskaffe og derved låne kapitalen fra anden part.
De menneskelige ressourcer handler om entreprenørens færdigheder, hvilket skaber en klar sammenhæng til det individuelle perspektiv. Her er både viden og erfaringer centrale emner, da viden og evnerne, til at omsætte denne viden, kan forbedre muligheden for at opdage alternativer og dermed gennemføre entreprenørielle processer. Det samme gør sig gældende ved erfaringer, som også skaber fundamentet for at observere og igangsætte potentiel innovation (Nielsen et al, 2009).
Andre essentielle menneskelige ressourcer kan være tilsvarende karaktertræk, såsom at være kreativ, omstillingsparat, idérig og have tillid til egne evner (Ibid.).
De sociale ressourcer indebærer entreprenørens netværk, hvilket danner en naturlig overgang til det næste perspektiv, hvori denne bliver uddybet.
En entreprenøriel handling er nemlig også afhængig af et velstruktureret netværk, som kan assistere de innovative processer som for eksempel i idéskabelsen eller idéudførelsen.
Et velstruktureret netværk indbefatter adgang til forskellige kompetencer, som udgøres af diversificerede og heterogene aktører såsom kunder, leverandører, investorer, revisorer, men også kollegaer, erfarne venner og familiemedlemmer (Burt, 2000b).
Det er netop forskelligheden i aktørernes jobs, erfaringer, holdninger mv., som giver entreprenøren flere informationer og derved større mulighed for at opdage, skabe, evaluere og organisere nye innovationer (Nielsen et al, 2009).
Det handler derfor om, at være i besiddelse af et godt netværk, hvori entreprenøren må have en central placering, for at have en større forhandlingskraft, så han kan kontrollere og få indsigt i de relevante informationer, som kan have indflydelse på hans innovation.
Da det syner af, at det professionelle netværk har en direkte indflydelse på entreprenørens innovative processer, bliver jeg inspireret af Colemans (1988) artikel til at hævde, at den private sociale kontekst har en indirekte betydning i den innovative eksekvering. Det gør jeg, fordi den entreprenørielle proces er forbundet med stor utryghed og til tider kaotiske omstændigheder, hvilket skaber et klart behov for at have et sikkert og trygt fundament at trække sig tilbage til, som ofte familien eller andre sociale relationer er garant for. Her kan entreprenøren nemlig få støtte og derved opnå den mentale styrke til at fortsætte den innovative udvikling.
Den entreprenørielle ramme
Den ramme jeg skaber for entreprenørforståelsen udtrykker begrebet ud fra et individorienteret-, handlingsmæssigt- og kollektiv sigte.
De to første hænger uløseligt sammen, for som Schumpeter udtaler, så kan en entreprenøriel handling ikke finde sted, hvis ikke den tages op af en stærk karakter. Den sidste kommer dog i
stærk forlængelse af de to første, fordi entreprenøren skaber fundamentet i det entreprenørielle udtryk, men eksekveringen og organiseringen heraf kan kun forekomme, hvis han er i besiddelse af de rette ressourcer og netværk, som kan hjælpe processen på vej, hvilket netop giver entreprenørbegrebet et kollektivt udtryk. Entreprenøren og den entreprenørielle handling kan altså ikke stå alene, fordi de er afhængige af andre aktører, der kan assistere den innovative aktivitet.
Med en tydelige forståelse for den entreprenørielle ramme bevæger jeg mig nu tilbage til det empiriske felt og anskuer nu fravalget ud fra disse rammer.
Fravalg som et innovativt og entreprenørielt udspil
Når jeg ser fravalget i lyset det teoretiske udgangspunkt kan det netop være en innovativ og dermed entreprenøriel handling. Det vil sige, at det innovative aspekt her ikke er et fysisk produkt eller fysisk idé, men i stedet er en adfærd, der tager sig ud ved en anderledes og afvigende arbejdsstruktur.
De fire fravalgsfortællinger demonstrerer altså en anden måde at indgå og deltage på det danske arbejdsmarked på. I stedet for at gå med strømmen og følge de gængse normer og værdier, der eksisterer i arbejdslivet, opfinder de deres egne. Det bevidner om, at de stadig er aktive spillere på arbejdsmarkedet, hvorfor deres fravalg ikke symboliserer et afkald på eller udmelding herfra. Det betyder også, at den entreprenørielle handling ikke er det faktum, at Lars, Hanne og Stine driver deres egen virksomhed, men netop afstedkommer, fordi de omdefinerer og nytænker de arbejdsmæssige rammer. Derfor er Martins fravalg også en entreprenøriel handling, fordi han åbenlyst skildrer med, at han også omdefinerer de eksisterende rammer, som han agerer indenfor.
Set med disse øjne bliver fravalget altså en innovativ arbejdsstruktur, som opfindes og udformes af den enkelte, men har samme formål om at prioritere sig selv. Derfor kan fravalget i princippet anses som en samlet innovation, hvorved jeg kan drage en parallel til Schumpeters innovationsopdeling. Det kan jeg, fordi fravalgsfortællingerne beretter om opfindelsen og udviklingen af arbejdsstrukturen, hvorfor de to første dimensioner kan siges at være en realitet. Om strukturen vil brede sig og imiteres af andre, fordi flere bliver opmærksomme på goderne herved, kan jeg kun gisne om. Men jeg kan dog se, at
fravalgsfortællingerne, og særligt Lars’ og Martins historier, florerer i medierne, hvorfor en påbegyndende innovationsproces kan antages at være et faktum. Hvis det er tilfældet er det ikke fejlagtigt at formode, at arbejdsstrukturen med 80+ timer om ugen og arbejdet som livets centrum med tiden vil destrueres og erstattes af den nye selvskabte arbejdsstruktur.
Mens jeg leder efter beviser på det ovenstående postulat falder jeg over en artikel, som netop bekræfter, at der er ved at ske ændringer, ikke på det danske arbejdsmarked, men på det svenske. Jeg læser, at Sverige netop nu eksperimenterer med at omdefinere den overordnede arbejdsstruktur, indenfor nogle brancher, med det formål at skabe bedre betingelser for de ansatte, således at sygefraværet sænkes. Eksperimentet går ud på, at nedsætte arbejdstiden fra 40 timer om ugen til kun 30 timer om ugen, uden, at der vel og mærke, ændres på lønnen (Andersen, 2014).
Det jeg læser synes faktisk, at være et organisatorisk eksempel på dét, som det individuelle fravalg symboliserer, da essensen heri også handler om den enkeltes velbefindende.
Selvom jeg ikke kan finde sådanne artikler om det danske arbejdsmarked giver det stadig grobund for at hævde, at innovative sværme så småt er begyndt at danne fundamentet for, at en kreativ-destruktiv proces kan opstå.
I sin helhed er fravalget altså en entreprenøriel handling. Men jeg er stadig nysgerrig efter at vide mere om fravalgets entreprenørielle udtryk, så derfor dykker jeg nu ned i detaljen ved først at undersøge entreprenøren Lars og derefter Stine.
Entreprenøren Lars Juhl
At fravalget er en entreprenøriel handling bliver særlig tydeligt i Lars’ fortælling, fordi han beretter om, at fravalget muliggør, at hans talenter bliver sat i spil på en anden måde end tidligere (bilag 1). Således er ændringen i den arbejdsmæssige struktur og værdier hverken et udspil om, at ville være en passiv spiller på arbejdsmarkedet eller om ikke at ville gøre sig gældende herpå. Han er derimod ligeså ambitiøs og engageret som tidligere, hvilket Lars understreger, når han pointerer, at arbejdet i dag, betyder ligeså meget for ham, som dengang han var administrerende direktør (Ibid.).
Derudover afsætter Lars en dag om ugen til frivilligt arbejde, hvilket også symboliserer overskud og ikke et mangel herpå. Derfor kan Lars’ fravalg siges at skildre en aktiv og
formålsorienteret beslutning om, at ville gøre en forskel og er således ikke en udmeldelse af et aktivt arbejdsliv (Pink, 2010).
Når jeg kigger på Lars’ fravalg er det ikke kun engagementet og den ambitiøse tilgang, der gør fravalget til en entreprenøriel handling. Det er også, at fravalget synes at være en ny kombination af noget eksisterende, idet den alternative arbejdsstruktur netop udspringer af de eksisterende arbejdsmæssige rammer. Det er nemlig i Lars’ opfattelse, at de eksisterende rammer skaber en klar ubalance og udvisker grænserne imellem arbejdslivet og privatlivet (bilag 1). Lars påpeger ligefrem den manglende tid til at restituere, fordi man er på hele tiden:
”Derfor er det vigtigt, at man også i arbejdsdagen kan tage et break, indtil vi finder ud af nye måder at indrette os på” (bilag 1, s. 93).
Det interessante ved den udtalelse er, for mig at se, den sidste sætning ”nye måder at indrette os på”, da Lars herved angiver, at den eksisterende metode ikke længere er hensigtsmæssig, og derfor må ændres. Det er en udtalelse, hvor Lars direkte påpeger behovet for innovation på området, hvortil han selv bliver en forgangsmand, fordi han formår at indrette sig på en ny måde, der er karakteriseret ved balance og klare prioriteter.
Udover at fravalget besidder entreprenørielle træk kan jeg også finde ligheder mellem det entreprenørielle udtryk og Lars’ ressourcer.
Fra en tidlig alder lærer Lars nemlig, at han ikke behøver at følge med strømmen og at det er udmærket at skille sig ud. Det er en anekdote fra sin far om et skævt træ, der står ved Vesterhavet sammen med en hel flok harmoniske træer, der ændrer Lars’ holdning til at være tilfreds med sine ujævne præstationer og derfor ikke efterligne gennemsnittet. Essensen i historien er, at det anderledes træ har andre kvaliteter, såsom en let genkendelighedsgrad, som man for eksempel kan navigere efter, hvis man er ude på havet, fordi det netop skiller sig ud (bilag 1).
Dertil afslutter farens sin pointe således:
”Så hvis du spørger mig om jeg helst vil have en søn, der ligner alle de andre eller være det skæve træ, så ved jeg godt hvad jeg helst vil have. Og fy for satan, min søn skal ikke være en
af dem, hvor toppen bliver klippet af ligeså snart det spirer. Det ønsker jeg ikke.” (bilag 1, s.
100).
Det er en historie, som lærer Lars at acceptere det anderledes, og dermed skaber grobunden for en entreprenøriel psyke, hvilket også forklarer hans særlige trang og forkærlighed til forandringer. Lars fremhæver nemlig selv, at han nogle gange gør noget anderledes blot for at gøre det (Ibid.).
Selvom han er ivrig efter forandring indrømmer han dog det skræmmende element i valget om at frasige sig sin stilling. Det krævede mod, fordi det var hårdt at frakoble sig den generelle norm og selv opfinde sin egen plads i livet (bilag 1).
Ud fra de ovenstående beretninger finder jeg derfor, at Lars menneskelige ressourcer såsom hans omstillingsparathed, mod og troen på egne evner, resulterer i skabelsen af de nye arbejdsmæssige rammer. Da Lars er forandringsvillig og besidder et stærkt mod, lader han sig ikke styre af kroppens begrænsninger, men omstiller sig derimod til de nye omstændigheder.
Han skaber derfor en ny forretning, hvilket kræver, at han tror på sig selv og sine egne evner.
De finansielle ressourcer kan jeg kun gisne om, men ud fra Lars fortælling fremgår det, at han både er i besiddelse af flere huse, biler og motorcykler, hvorfor jeg antager, at Lars har den nødvendige kapital, der skal til for at skabe den nye arbejdsstruktur.
Af Lars’ historie finder jeg tillige, at de sociale ressourcer danner fundamentet for, at de nye rammer overhovedet bliver en realitet, da han får støtten og opbakningen fra både sin kone og far om at ændre den arbejdsmæssige adfærd, hvilket får ham til at trække sig fra den gamle stilling (Stubager, 2014a).
Om Lars får hjælp igennem det professionelle netværk til at eksekvere sin nye arbejdsstruktur kan jeg også kun gisne om, men jeg kan sagtens forestille mig, at det gør, fordi de professionelle relationer i form af kunder, leverandører og venner skaber et større grundlag for at Lars’ kompetencer kan blive efterspurgt. Det gør det, fordi relationerne enten selv efterspørger Lars’ kompetencer eller måske kender nogen der gør, hvilket hjælper ham til at opbygge renomme og dermed en mulig kundekreds.
Jeg kan derfor afslutningsvis hævde, at fravalget netop afspejler en kreativ og entreprenøriel vinkel.
Entreprenøren Stine Bosse
Da jeg forlader Lars’ historie til fordel for Stines, finder jeg også her beviser på, at fravalget afspejler en entreprenøriel handling. Fravalget er nemlig heller ikke her et passivt udspil, da hun for det første er medlem af flere bestyrelser, og dernæst holder adskillige foredrag samt sparringsmæssige samtaler. Det betyder altså, at Stines talenter stadig sættes i spil, hvorfor den nye arbejdsstruktur ikke ændrer ved hendes passion og engagement for arbejdet (Bosse.biz, 2014).
Derudover beskæftiger Stine sig også med frivilligt bestyrelsesarbejde som formand for Børnefonden og afholder desuden gratis foredrag, hvilket også giver et indtryk af et arbejdsmæssigt overskud. Det er foredrag, som giver Stine mulighed for at komme tættere på forskellige befolkningsgrupper og deres situationer, hvilket er med til at udvide hendes læringsmæssige horisont (Masri, 2013). Ved denne anskuelse bliver fravalget således et bevis på at en nedsat arbejdstid hverken er et svar på uduelighed eller sløseri, men derimod et svar på en ambitiøs og fremadstræbende tilværelse, hvor udvikling og læring stadig er i spil.
I vurderingen af Stines entreprenørielle ressourcer finder jeg først og fremmest, at det er Stines finansielle ressourcer, som muliggøre hendes valg om en anderledes arbejdsstruktur.
Det gør jeg, fordi Stine, i en artikel, påpeger nødvendigheden i at være økonomisk uafhængig, når man vælger bestyrelsesvejen, som hun gør, hvilket bevidner om, at hun er besiddelse af en stærk kapital (Juel, 2014).
Dernæst finder jeg at Stine også besidder stærke menneskelige ressourcer og dermed personlighedstræk, som er karakteristiske for en entreprenør. For det første ejer hun evnen til at lytte til sin intuition og mavefornemmelse, hvilket viser sig ved, at hun opsiger sin stilling i Tryg. Her går hun nemlig med intuitionen, der beretter om, at livet handler om mere end stillinger og prestige og skaber derfor en ny tilværelse (Juel, 2014). Det er en tilværelse, som understreger, at Stine både er omstillingsparat, nytænkende og kreativ, da hun ellers ville vælge at blive i Tryg, men på nedsat tid, eller finde et tilsvarende eller mindre krævende job et andet sted.
En anden særlig egenskab, som er af entreprenøriel karakter er Stines ”radarblik”, som hun lærer på grund af morens psykiske sygdom. Sygdommen medfører nemlig, at Stine bliver god