Deskilling og kvalitet i plejen

Der er stor forskel på at være sygeplejerske og at være en rigtig kompetent sygeplejerske. Det er der ingen tvivl om. (Sygeplejerske i den private sektor)

Ifølge en undersøgelse gennemført på Rigshospitalet af Tewes og Laurén, er der en tendens til, at sygeplejerskerne skifter afdeling og/eller speciale efter 1½-3 års ansættelse, hvilket betyder, at der i mange hospitalsafdelinger ofte kun er få sygeplejersker, der har oparbejdet et højt kompetenceniveau (Tewes & Laurén 1996).

Problemet forstærkes på et hospital som Rigshospitalet af, at der er mange højteknologiske og specialiserede afdelinger, hvor oplæ-rings- og uddannelsesperioden er lang (Tewes et al. 1996).

Alle interviewpersoner med erfaring fra offentlige hospitals-afdelinger var af den opfattelse, at dette er et problem, der i de se-nere år er blevet markant forstærket. Der var blandt de interview-ede sygeplejersker sålinterview-edes en stor bekymring for kvaliteten i pati-entplejen.

Man kan sagtens komme op på en afdeling en aften med en patient, hvor der skal være fem i vagt, og så er de tre vikarer, og de to har været der i under tre måneder. Og det er virkelig syge patienter. Det er ikke fagligt forsvar-ligt, men det er virkeligheden. Og det er meget frustre-rende, når man har kæmpet hårdt for at stabilisere folk og så overgive dem til nogle, der ikke er fagligt klædt på til det. (Sygeplejerske i den offentlige sektor)

Vi var ti sygeplejersker og mange af os startede samti-dig – i dag er der to tilbage. I dag er sygeplejersker me-re uerfarne. Vidensniveauet er laveme-re i dag. (Sygeplejer-ske i den private sektor)

Man spejler sig meget i ens erfarne kolleger, når man starter et sted. Jeg ville ikke have stået der uden dem. Og det er det forfærdelige, der er ved at ske i dag. At de er-farne gode klinikere ikke er i afdelingerne mere. Det er katastrofalt. (Sygeplejerske i den private sektor)

Meget tit måtte vi på AMA holde på patienterne, fordi vi var bedre til at overvåge dem. Fordi sengeafdelingerne måske stod med noget helt nyuddannet personale, som var usikre på en masse ting. Vi kompenserede altså også for, at sengeafdelingerne var bemandede med helt uer-farne sygeplejersker ved at holde længere på patienter-ne. (Sygeplejerske i den private sektor)

Samarbejdet med lægerne blev dårligere med tiden, di de blev mere og mere uerfarne – til sidst var det for-vagter, der kom, når man havde brug for hjælp om nat-ten. Og sygeplejerskerne blev også mere og mere uer-farne. Det var ikke en god kombination. (Sygeplejerske i den private sektor)

166

Sygeplejerskernes oplevelse er således, at sygeplejen i dag i højere grad er præget af uerfarne medarbejdere, dårligere uddannede medarbejdere og flere løsarbejdere i form af vikarer. Dette er en vurdering, som sygeplejerskerne deler med deres engelske kolle-ger (Newman et al. 2002). Deskillingen fører ifølge sygeplejer-skerne blandt andet til en højere nedslidning af de erfarne syge-plejersker, der bliver på de offentlige hospitalsafdelinger.

På sengeafdelingerne er tyngden af de helt unge syge-plejersker alt for stor. (Sygeplejerske i den offentlige sek-tor)

Man skulle oplære, oplære og oplære. Og til sidst orkede vi det ikke. Mange af de nye kan kun overskue én pati-ent. Og så hang det på de gamle. Og til sidst var vi næ-sten helt kørt ned. (Sygeplejerske i den private sektor)

Sygeplejerskerne pegede på det uattraktive i at være på en afde-ling, hvor man som erfaren sygeplejerske har en uforholdsvis stor mængde af nye sygeplejersker hele tiden, der skal oplæres. Privat-hospitalerne anses for at bidrage til deskilling på de offentlige hospitaler i og med, at erfarne kolleger forlader det offentlige hos-pital til fordel for privathoshos-pitalet.

Det offentlige bruger så mange ressourcer på at uddan-ne og oplære folk og så rejser de bare. Og hvem er så til-bage til at passe de rigtig syge patienter? Dem der ikke kunne få en plads i det private. Dem med mindst erfa-ring. Man laver et A- og et B-hold. (Sygeplejerske i den offentlige sektor)

De interviewede sygeplejerskers oplevelse er således, at det offent-lige bruger ressourcer på dyre specialuddannelser af sygeplejer-sker, som det private så får glæden af. Også på lokalcentrene i det

kommunale sundhedsvæsen peges der på, at der ofte er en skæv fordeling:

På nogle lokalcentre er der nærmest kun unge sygeple-jersker, hvor de på andre har magtet at fastholde de æl-dre. Og det giver en meget bedre kultur, hvor man har magtet at fastholde de ældre medarbejdere. Der er man-ge ting, de unman-ge ikke magter. Og hvis de ikke får hjælp fra de erfarne, så skrider tingene. (Sygeplejerske i den private sektor)

I og med, at det på et overordnet plan, jf. den kvantitative del af undersøgelsen, er svært at få øje på, at sygeplejerskerne generelt skulle være yngre, så tyder sygeplejerskernes fortællinger måske på, at der sker ændringer i krav og kompleksitet, der gør presset på behov for erfaring større. Sellgren peger i tråd hermed på, at der ikke bare er mangel på sygeplejersker i Sverige, men at der er et uhensigtsmæssigt mix af skills. Hun peger på, at dette skyldes, at nye teknologier og mere specialiseret pleje og behandling bety-der, at der bliver behov for flere erfarne sygeplejersker (Sellgren 2007). Mette Ramstad Dønåsen opsummerer udviklingen i Norge til, at der er tale om en situation i sundhedsvæsenet, hvor der skal gøres mere for færre ressourcer, og hvor presset på kompetencer stiger (Hjorth 2008). I Canada peges der på øget stress, mere syge patienter og deskilling i sygeplejen (Burke & Greenglass 2001).

Derudover er det muligt, at der sker interne rokeringer i, hvor de erfarne sygeplejersker er at finde i forhold til afdelings- og stil-lingstyper. Dette findes der dog ikke undersøgelser af.

En anden udvikling, som sygeplejerskerne peger på har bi-draget til klinisk deskilling, er udviklingen i sygeplejerskenelsen. Der er således en stor bekymring for kvaliteten i uddan-nelsen til sygeplejerske såvel på sygeplejerskeuddanuddan-nelsen som i den efterfølgende praktiske oplæring.

168

At du som nyuddannet sygeplejerske er så dårligt ud-dannet, at du ikke kan varetage sygepleje. At du skal gå rundt og være bange for at tage livet af patienterne. Det, synes jeg, er for dårligt. Man har ikke formået at ændre oplæringen i takt med, at uddannelsen er ændret. Hvis uddannelsen er meget teoretisk, skal de have et halvt til et helt års oplæring, når de kommer ud i praksis. (Syge-plejerske i den offentlige sektor)

De nye sygeplejersker ville hellere sidde ved computeren end være ud ved patienterne. Vi oplevede, at den nye uddannelse ikke på samme måde var rettet mod patien-terne. Det gav en dårlig stemning på afdelingen. Hvis man bare ville være en god bedside nurse. Det var ikke accepteret, så var man ikke god nok. (Sygeplejerske i den private sektor)

De interviewede sygeplejersker er således bekymrede over akade-miseringen af sygeplejerskeuddannelsen – eller pseudoakademi-seringen, som nogle af sygeplejerskerne kaldte udviklingen.

Det er et håndværk og for guds skyld, lad være med at akademisere den. Det er en god uddannelse, og jeg er stolt af det, jeg laver, men det er et håndværk. Det nytter jo ikke noget, at du kan din teori, men du står derude og ved ikke, hvordan du skal omsætte den til praksis. Du ved ikke, hvordan du skal behandle patienterne. Jeg er selv med som de første i 1990’erne. Jeg ville ønske, jeg havde været med på den gamle uddannelse, og nu er det kun blevet værre. (Sygeplejerske i den private sektor)

Sygeplejerskerne mente, at det er vigtigt at se sygeplejerskefaget som et klinisk håndværk. Og at det høje fokus på samfundsviden-skabelige og humanistiske teorier på studiet har medvirket til, at

sygeplejerskerne er dårligere klædt på både i forhold til viden om sygdomme og til det konkrete arbejde med patienter.

11.2.7 Når man ikke kan stå inde for det