Antal skift og mønstre

Der er i denne undersøgelse gennemført interview med sygeple-jersker, der skifter fra offentlige hospitaler, fra hjemmeplejen og fra plejehjem til henholdsvis private vikarbureauer, privathospita-ler og til medicinalbranchen. Der er også gennemført interview med sygeplejersker, der skifter fra ansættelse i private vikarbu-reauer, privathospitaler og medicinalbranchen til ansættelse på offentlige hospitaler og i hjemmeplejen. Endelig er der gennem-ført interview med sygeplejersker, der bijobber eller har bijobbet i private vikarbureauer og på privathospitaler.

En stor del af sygeplejerskerne har deres første stilling på en afdeling, hvor de havde været elev eller i praktik. Alternativt væl-ger de et speciale, der er genkendeligt fra deres praktiktid. Syge-plejerskerne angiver årsagerne hertil som værende, at det er mere trygt at begynde som ny sygeplejerske på en afdeling, når man kender specialet. At de kendte afdelingen og medarbejderne og

godt kunne lide stedet. Og at de blev tilbudt en stilling og sagde ja, fordi det var attraktivt at blive tilbudt en stilling.

Hovedparten af sygeplejerskerne angiver en kombination af flere forskellige årsager til at skifte stilling. Men dårlige arbejds-betingelser, dårlig ledelse og mangel på faglig udvikling er de of-test nævnte begrundelser for jobskifte. Derudover nævnes ar-bejdstider, ændrede familieforhold, arbejdsmængde, arbejdstem-po, dalende kvalitet i plejen, løn, prestige, afdelinger der lukker, funktioner der omlægges som årsager til jobskifte.

10.1.1 Skift som led i udvikling

De mere ambitiøse af sygeplejerskerne peger på, at der ligger en slags naturlig udvikling i, hvor man begynder som nyuddannet sy-geplejerske, og hvor man bevæger sig hen. At mange eksempelvis begynder på de medicinske og kirurgiske basisafdelinger og deref-ter bevæger sig op i hierarkiet af specialer og afdelinger.

På den almenmedicinske afdeling var de meget i 20’erne.

Måske i begyndelsen af 30’erne men så forsvandt de jo.

Så var der nogle i 50’erne. Men de fleste i 50’ene var sy-gehjælpere og social- og sundhedsassistenter. Det er fordi, når man kommer og er nyuddannet sygeplejerske, så skal man starte et eller andet sted. Og de er som regel i 20’erne. Så starter man måske på en almenmedicinsk afdeling, fordi der lærer du rigtig meget, og det er nemt at gå til. Og man ved ikke, hvad man vil. Mange mænd vil helst skadestuer eller AMA og kan måske også bedre få det. Så finder du dit ståsted, din identitet. Og så be-gynder man at tænke, at man godt vil et skridt videre.

Nogle tager så en skadestue eller en intensiv eller noget andet. Men det kræver lidt ballast at komme ind på en af de interessante specialafdelinger. Og det er forklaringen på, at aldersfordelingen er helt anderledes på AMA, skadestuen og intensivafdelinger. Der finder man folk i

132

30’erne og 40’erne og mændene. De sidder der eller som ledere. (Sygeplejerske i den private sektor)

Nogle ser dette som en rejse i at finde sin faglige identitet. Nogle skifter for at søge faglig udvikling og bedre arbejdsvilkår på de mere specialiserede afdelinger, nogle for også at få arbejdstiderne til at hænge bedre sammen med et familieliv med børn.

Lige så snart, man har fået noget erfaring, søger man over i dagsspecialer, ambulatorier og dagkirurgiske kli-nikker, så man bedre kan få det til at hænge sammen med at have en familie. Sygeplejersker er ofte bundet af, at det er dem, der står for skud, når børnene skal passes.

Det er også vigtigt for sygeplejersker at vise udadtil, at familien er noget, vi prioriterer. Det passer godt med vores værdier som sygeplejersker og vores fokus på om-sorg. Det er en del af identiteten som sygeplejerske, hvor de prioriterer omsorg og tryghed. (Sygeplejerske i den offentlige sektor)

Flere af sygeplejerskerne vælger at skifte job i forbindelse med, at de skal begynde at arbejde igen efter barsel. Andre angiver dog, at en barselsorlov kan være med til at forsinke skift, som man ellers måske ville have foretaget før:

Det varede længere tid, før jeg skiftede afdeling, fordi når man er på barsel, så har man sine prioriteter et an-det sted. Det er ikke så meget de faglige udfordringer.

Der får man nok sociale udfordringer derhjemme. Og kollegerne var søde og rare og så kørte det bare. På et tidspunkt så vender fokus igen på arbejde. Man synes, man mangler lidt udfordringer og synes måske, at det kan være lidt hårdt at være der. At arbejdspresset er hårdt. Og så skifter man. (Sygeplejerske i den offentlige sektor)

I en svensk ph.d.-undersøgelse baseret på spørgeskemaer og fo-kusgruppeinterview med sygeplejersker, der er gennemført af Sti-na Fransson Sellgren, taler de ledende sygeplejersker ligefrem om charterturistsygeplejersker i beskrivelsen af særlig de unge syge-plejerskers bevægelser med ofte korte ophold på hver afdeling (Selgreen 2007).

10.1.2 Netværk og identitet

Der er et gennemgående træk i sygeplejerskernes fortællinger om, at skift af afdelinger og arbejdssteder også formes i gruppen af sy-geplejersker på afdelingerne og/eller gennem samtaler med andre sygeplejerskeveninder fra studiet eller tidligere afdelinger. Dels fordi erfaringer med, hvad der er godt, gensidigt formidles. Dels fordi der mange steder er en tendens til, at der er en periode, hvor en afdeling bliver bygget op og får en fasttømret medarbejder-gruppe. Og når medlemmer af denne gruppe så begynder at rejse, så sættes der derigennem spørgsmålstegn ved, om det stadig er et godt og udviklende sted at være ansat – og tanker, om man egent-lig burde søge nye græsgange, begynder at melde sig.

Når først nogle begynder at rejse, så begynder man at reflektere over sin egen situation. Man kan godt i nogle år lulle sig ind i, at vi har det enormt rart sammen og det fungerer godt arbejdsmæssigt. Det at få nye kolleger kan også ændre på ens lyst til at være der. (Sygeplejer-ske i den private sektor)

Det smitter at rejse fra en afdeling eller at tage bijob, for det er noget, man snakker om i gruppen, og tanker og muligheder modnes. (Sygeplejerske der bijobber)

Den fælles og lokalt konstruerede fortælling om det at være ansat på afdelingen og det fællesskab, der er en del heraf, ændrer sig dermed. Fordi de gode kolleger rejser. Derfor har de netværk, sy-geplejerskerne er en del af, betydning for deres selvfremstilling, 134

handlemuligheder og deres valg af arbejdssteder. Den amerikan-ske socialpsykolog kalder sådanne netværk for netværk af gensidi-ge identiteter (Gergensidi-gen 1997; Holm-Petersen 2007b). Manion pe-ger på, at når en værdsat sygeplejerskekollega rejser, så giver det-te et fald i arbejdsmotivationen og en følelse af at være blevet af-vist blandt de efterladte sygeplejersker (Manion 2004). Også i Sellgrens undersøgelse peges der på, at hvis et medlem af sygeple-jerskegruppen vælger at rejse, så sætter dette hele gruppen under pres (Sellgren 2007).