§ 12.
Indledende Bemærkninger1).
I. A uktion er en særlig Frem gangsm aade til Indgaaelse a f H andeler. Medens nem lig den ene Side ved H andelen
■J) Jfr. N e l l e m a n n : Auction S. 3—13, B a n g & L a r s e n : Procesmaade. IV. S. 470—84, T o r e A l m é n : Om auktion S. 1—25.
D e n d u n s k e R e t s p l e j e . I II . 2. Udj r. S
p aa F o rh aan d er fastslaaet, idet der tilbydes en in dividuelt eller generisk bestem t Ting eller Rettighed, søges V e d e r l a g e t for denne bestem t gennem en K onkurrence m ellem tilstedevæ rende Personer, som ved deres successive Bud og Overbud bestem m er P risens Størrelse. Ved det beslægtede Forhold, »Licitation«, forlanger om vendt den, der lader en saad an afholde, p ræ steret en vis Ydelse (en V areleverance eller et A rbejdsresultat), og det er da den billigste P ris, hvor
for denne kan leveres, der søges u d fu n d et gennem de til
stedevæ rendes Bud og U nderbud.
Til E jendom m elighederne ved A uktionsfrem gangsm aa- den h ø rer det saaledes netop, a t en Kreds af P ersoner er næ rvæ rende, som ved a t paahøre h in andens B ud faa r en Op
fordring til a t gøre Overbud1*) (ved L icitation: U nderbud), idet denne gensidige P a a v irk n in g erfaringsm æ ssig viser sig som et godt Middel til a t bevirke en Forhøjelse2) (eller N edsæ t
telse) af Prisen. Det k an derfor ikke betragtes som A uk
tion, n a a r Folk blot opfordres til a t indsende deres Bud i en lu k k et Seddel, saa a t de, ialtfald officielt, ingen Lejlig
hed h a r til at blive bekendt m ed h inandens Bud. Derimod er det for A uktionens Begreb ligegyldigt, om m an vælger den sæ dvanlige F rem gangsm aade a t lade de tilstedevæ ren
de af sig selv frem kom m e m ed deres Bud, eller fo retræ kker den Ordning, a t den, der fo ran stalter A uktionen afholdt, selv gennem A uktionsm yndigheden lader Tingen tilbyde til en vis P ris, som h a n da efterhaanden nedsæ tter, in d til h a n s Bud akcepteres.
A uktionen betegner endelig blot en Frem gangsm m aade, hvorved et sa a d a n t R esultat t i l s i g t e s . Men den taber ikke sin K arak ter af A uktion, fordi i det enkelte Tilfælde R esu ltatet ikke m aatte opnaas, idet der m aaske ikke m øder flere Personer, der kan k onkurrere om Budet, ja selv om der slet in tet Bud sker. En anden Sag er, a t flere af Reg
lerne om A uktion u n d e r denne F o rudsæ tning vil blive uden Anvendelse.
i 14
1#) Cfr. dog herved Skattedep. Skr. (Nr. 62) 14. Febr. 1920.
2) Selve Navnet Auktion, der hidrører fra det latinske »augere«
(forøge), udtrykker netop ligesom det tyske »Versteigerung«
denne tilsigtede Prisstigning.
II. Hvad A u k t i o n s v æ s e n e t s h i s t o r i s k e U d v i k l i n g 3) an g aar, begyndte A uktioner a t kom m e i B rug her i D anm ark ved M idten af det 17de A arhundrede. Disse afholdtes im id lertid ikke af Em bedsm æ nd, m en af a u to ri
serede N æ ringsdrivende, som havde E neret til a t holde of
fentlige A uktioner, nem lig i K øbenhavn af en D irektør, u d en for K øbenhavn af saakaldte A uktionsm estre. Dette stod i Forbindelse med, at m an p a a den Tid k u n kendte saadanne A uktioner, som efter N utidens Term inologi m aa tte henføres til de »frivillige«, m en ikke egentlige T vangsauktioner4). S aa
ledes v a r F orholdet ogsaa efter Chr. V. Lov. Man finder vel i denne p a a nogle Steder, saaledes i 1—24—32, 3—17—23 og 5—
7—3, hen v ist til Afholdelse af A uktion; m en a t d e r derved ikke k a n være tæ n k t p a a T vangsauktion, frem g aar allerede deraf, at Udlæg efter D. L. no rm alt havde K arak teren af et Udlæg til Ejendom , sa a a t der herved slet ikke blev B rug for nogen A uktion. Den M ulighed for a t lade en sa ad a n afholde over u dlagte Ting, som hjem ledes ved D. L. 1—24—32, havde en ganske ek strao rd in æ r K arakter, og A uktionen foregik da sikkert i delte Tilfælde p a a ganske sam m e M aade som de andre (frivillige) A uktioner.
K ort efter D. L. in d tra ad te der im idlertid en væ sentlig F o ran d rin g i A uktionsvæ senets hele Ordning, idet Afholdel
sen af A uktioner udenfor K øbenhavn ved en Fr. 4. M arts 1690 henlagdes til de sæ dvanlige R etsbetjente. N avnlig denne O m stæ ndighed i Forbindelse m ed O pkom sten i det 18de A arhundrede af Begrebet T vangsauktioner, som m an n a tu rlig tilagde den sam m e K a ra k te r som den øvrige Tvangs
fuldbyrdelse, h a r virket til a t frem m e den Opfattelse af alle A uktioner som en judiciel Akt, der i N utiden m aa siges a t sta a fast. Denne Opfattelse af A uktionsbehandlingen h a r da efterhaanden ogsaa præ get A uktionsvæ senet i K øbenhavn, skønt A uktioner her, indtil Retsplejeloven tra a d te i Kraft, foretoges af en sæ rlig E m bedsm and, A uktionsdirektoren.
III. Ved M odsætningen m ellem » p r i v a t e« og » o f f e n t- 1 i g e« A uktioner tæ n k e r m an sæ dvanlig paa, om A d g a n
-3) Jfr. nærmere N e 11 m a n n: Auction S. 9—13, B a n g &
L a r s e n . IV. S. 474—84.
4) Jfr. om denne Modsætning nedenfor under IV.
116
g e n sta a r aaben for A lm enheden eller kun for en bestem t begræ nset Kreds, cfr. dog om F oren in g sau k tio n er L. (Nr.
246) 9. Maj 1917, navnlig §§ 1 og 5. I en vis Sam m enhæ ng herm ed s ta a r Spørgsm aalet, v e d h v e m A uktionen a f- h o l d e s . De A uktioner, der afholdes ved Statens Embeds- m ænd, er altid offentlige, jfr. allerede Fr. 19. Decbr. 1693, som helt igennem forudsæ tter, a t Adgangen til de deri om
handlede A uktioner er offentlig. O m vendt vil offentlige A uktioner som Regel alene kunne afholdes af offentlige Tje
nestem æ nd, sæ dvanligvis Fogedem e. F or T v angsauktioner
nes Vedkom m ende gæ lder denne O rdning undtagelsesfrit, h vad der s ta a r i Forbindelse m ed deres K a ra k te r af Led i T vangsfuldbyrdelsen. Men det vil nedenfor blive paavist, a t den sam m e Regel ogsaa opretholdes m ed H ensyn til de of
fentlige frivillige A uktioner, om end med forskellige p ra k ti
ske U ndtagelser.
IV. Som allerede antydet, spiller M odsætningen m ellem
» T v a n g s a u k t i o n « og » f r i v i l l i g A u k t i o n « en væ
sentlig Rolle.
A. Ved T vangsauktion forstaas en A uktion, som d an n er S lutningsledet i en Tvangsfuldbyrdelse. E t Hovedtilfælde foreligger altsaa, n a a r udlagte Ting bortsælges ved A uk
tion. Men det sam m e m aa gælde, hvis et K onkursbos E f
fekter realiseres p aa denne M aade, jfr. K. L. § 73, og lige
ledes, n a a r det sker i et Dødsbo, hvori Gælden ikke er ved- gaaet, jfr. Rpl. § 679 og Skiftel. § 27, idet ogsaa en saadan B obehandling væ sentlig h a r K arakteren af en Forfølgning til K reditorernes Fyldestgørelse. A uktionens K a ra k te r vilde ikke i disse Tilfælde forandres, fordi Ejeren og andre Ved
kom m ende m aatte give Sam tykke til dens Afholdelse. Der
im od m aa alle A uktioner, der ikke saaledes dan n er et Led i en Retsforfølgning, henføres til de frivillige.
Dette gælder, selv om A uktionen m aatte være »t v u n- g e n « i den F orstand, at E jeren m aa findo sig i dens Fore
tagelse, n a a r den dog ikke tjen er til um iddelbar Tvangsind- drivelse af et Krav p a a ham , f. Eks. n a a r en S kyldner i Til
fælde af F ordringshaverens Mora m ed M odtagelsen af en Ting stiller denne til A uktion, jfr. Købel. 6. April 1906 § 34, eller n a a r den, der h a r Tilbageholdelsesret over en Ting,
rea-liserer denne; der finder ikke derved nogen um iddelbar F yl
destgørelse af et K rav Sted, m en den indkom ne Sum træ der alene i Stedet for Tingen som G enstand for Tilbageholdel
sesret, og A uktionen kan a ltsa a ikke betragtes som en egent
lig T v an gsauktion5). P a a lignende M aade stiller Sagen sig f. Eks. n a a r en Skipper i Medfør af Søl. 1. April 1892 §§ 49
—51 bortsæ lger Rederens Gods eller Ladningen.
E ndnu m indre forandres en A uktions K a ra k te r af frivillig i tek n isk F orstand, fordi den for saa vidt m aa betragtes som
» n ø d v e n d i g«, som Lovgivningen eller R etssæ dvanen p a a lægger at lade R ealisation foregaa ved A uktion, idet dette anses for den bedste A fhæ ndelsesm aade. Dette gæ lder s a a ledes m ed H ensyn til H ittegods, og i en Række Tilfælde, der er hjem lede i Sølovens §§ 23 og 50n). En lignende Forstaaelse m aa ogsaa anlæ gges p a a B estem m elserne i Skiftelovens §§
56 og 65, jfr. § 27. H erefter m aa vel ogsaa A fhæ ndelsen af Ejendele, der tilh ø re r et Vedgaaelses- eller Skilsm issebo, som Regel foregaa ved A uktion, m en denne k an dog ikke anses for T vangsauktion, da B ehandlingen ikke finder Sted til K reditorernes Fyldestgørelse. De A uktioner, der m aatte af
holdes i saadanne Boer, k a n i h v ert F ald ikke m ed H en
syn til deres V irkninger og — efter a t de nyere Regler om T vangsauktion er kom m et —, til Trods for den udtrykkelige H envisning i § 65 til § 27, ikke engang ubetinget m ed H en
syn til den M aade, h v o rpaa de foretages, behandles som T vangsauktioner, jfr. ogsaa Rpl. § 682.
B. Som det af det følgende næ rm ere vil frem gaa, h a r Son
dringen m ellem T v angsauktioner i egentlig F o rsta n d og fri
villige A uktioner en indgribende Betydning. Saaledes finder hele det nye Indbegreb af Regler, som tidligere Tvangsauk- tionsloven af 9. April 1891 og, i væ sentlig O verensstem m else derm ed, nu Rpl. i sine K apitler 49—52 indeholder, direkte kun Anvendelse p aa T vangsauktion. Der kræves sæ dvanlig til dens Foretagelse et form elt G rundlag, m edens der ikke bliver Spørgsm aal om noget saa d ant ved frivillig A uktion.
*) Jfr. U. f. R. 1886 S. 1100.
c) Ved § 20 er dog Begrebet Tvangsauktion blevet udvidet ud over dets sædvanlige Omraade.
118
Og navnlig m aa der til T vangsauktion, for a t den kan op
fylde sit F orm aal a t skaffe K reditorerne endelig Fyldestgø
relse, kn y tte sig den særlige »ekstingverende« V irkning, at H æ ftelser, til hvis D æ kning der efter A uktionens U dfald in tet udkom m er, m aa udslettes af Skøde- og Pantebogen, jfr.
Rpl. § 584, m edens der selvfølgelig ikke kan være Tale om a t tillægge en frivillig A uktion en saad an V irkning.
F rem stillingen i det følgende vil som en Del af L æ ren om T vangsfuldbyrdelse alene beskæftige sig m ed T vangsauk
tion. I et Tillæg i S lutningen vil der dog blive gjort nogle særlige B em æ rkninger om frivillig A uktion7).
§ 13.
Grundlaget for Tvangsauktionen.
I. A. Til Foretagelse af T vangsauktion kræ ves som Re
gel e t f o r e g a a e n d e G r u n d l a g , idet der. sæ dvanlig m aa være foretaget » U d l æ g t i l F o r a u k t i o n e r i n g «
— eller U dpantning, jfr. § 605 — i de G enstande eller R et
tigheder, der skal bortsælges, jfr. § 538. A uktionen m aa ikke foregaa, førend den ordentlige A nkefrist af 4 Uger er u d løbet, § 542, 2. Stk., jfr. m ed H ensyn til U dpantning § 6051).
Som ovenfor i § 12 IV. A. om talt, m aa den U niversal eksekution i en Skyldners Form ue, som K onkursdekretet indleder, have en lignende V irkning til a t give de A uk
tioner, der foretages til Boets R ealisation, K arakteren af T vangsauktion, og det sam m e gæ lder om A uktioner i Døds
boer, hvori Gælden ikke vedgaas, m en derim od ikke i Ved- gaaelsesboer eller Skilsm isseboer.
II. U ndtagelsesvis k a n dog T vangsauktion foretages u d e n e t sa a d a n t f o r e g a a e n d e G r u n d l a g .
A. Med H ensyn til v i l j e s b e s t e m t H a a n d p a n t hjem lede saaledes allerede D. L. 5—7—3 en subsidiæ r Ad
gang for P an th av e ren til a t stille P a n te t til A uktion; den h e r om talte »offentlige Auctionering« havde dog en h elt
7) Angaaende Literaturen om Auktion henvises til ovenfor S.
3- -4.
A) Jfr. om den nærmere Forståael se af disse Bestemmelser ovenfor S. 109 Note 18).
an den K a ra k te r end N utidens T vangsauktioner. Ved K. L.
§ 155 blev der givet H aan d p an th av eren en alm indelig Be
føjelse til, uden foregaaende Udlæg, a t ivæ rksæ tte P a n tets Realisation ved offentlig A uktion, og der kunde ikke være Tvivl om, at denne m aatte betragtes som en T vangsauk
tion. Den h id til gældende Ret er p aa dette P u n k t o p ret
holdt ved Rpl. § 538, 2. Stk.2).
B. Det sam m e gæ lder i forskellige Tilfælde af l o v b e - s t e m t P a n t . Saaledes for det første efter den u d try k kelige Bestem m else i § 538, 3. Stk., om F orauktionering, der ifølge Fr. 1. Febr. 1797 § 75 foretages af S tatskassen som P a n th a v e r for krediterede Toldafgifter i de en Op
lagshaver betroede O plagsvarer, endvidere om A uktioner, der i Medfør af L. 4. Ju li 1863 § 50, jfr. Toldl. (Nr. 88) 5.
Maj 1908 § 37, foretages af Toldvæsenet til Dæ kning af P a k husleje og Toldafgifter, og om den A uktion, som Skippe
ren efter Sølov 1. April 1892 § 157 kan fo ran stalte over op
lagt Gods. Det sam m e m aa vistnok gælde, n a a r P ostvæ se
n et efter Postl. (Nr 288) 9. Maj 1919 § 26 b. stiller en P ostfor
sendelse til A uktion for at forskaffe sig B etaling af en B ø
de, Porto eller E rstatn in g , m edens en A uktion, d e r m aatte afholdes efter § 26 a. over Genstande, der ikke h a r k u n n et postbesørges, sn arere m aa anses for »frivillig«, da den ikke skaffer Postvæ senet um iddelbar Fyldestgørelse. Det m aa frem deles betragtes som T vangsauktion, n a a r efter L. om M ark- og Vej fred 25. M arts 1872 § 6 et optaget H usdyr bort
sælges ved A uktion til Fyldestgørelse af O ptagerens F o r
dring p a a E rsta tn in g for sket Skade, Foder- og Optagelses- penge (i dette Tilfælde afholdes A uktionen dog af Sogne
fogeden eller Politiet). Endelig m aa ogsaa den P an teret, der ifølge Kom m issionsi. 8. Maj 1917 §§ 31—36 tilkom m er K om m issionæ ren i K om m ittentens Gods, n æ rm est sidestil
les m ed en H aan d p an teret. —
I de Tilfælde, hvor saaledes en um iddelbar Adgang til F o rau k tio n erin g s ta a r aaben, m aa i det hele de h id til gæ l
dende Regler om disse A uktioner være opretholdte, sa a at de nyere Regler om T vangsauktion, som indeholdes i Rpl.
Kap. 49 og 50, ikke kan være bindende. E fter U dtryksm aa-2) Tidligere T. A. L. § 1.
120
den i den tidligere T. A. L. § 1 künde det m aaske om tvi- stes, om det ikke alene var A d g a n g e n t i l at stille P a n tet til A uktion uden foregaaende Udlæg, der var opret
holdt, sa a at R e g l e r n e f o r A uktionens Afholdelse der
efter skulde bestem m es efter T. A. L. Men ved Rpl. § 538 er U dtrykkene æ ndrede saaledes, a t det er gjort k la rt — hvad sik k e rt ogsaa tidligere v ar M eningen —, at de æ ldre Reg
ler opretholdes ikke blot m ed H ensyn til B etingelserne for at stille P a n te t til A uktion, m en ogsaa m ed H ensyn til den Frem gangsm aade, der derved skal følges, dog at nu A uk
tionen i A lm indelighed skal foretages af Fogeden3).
Hvad sæ rlig H aan d p an t angaar, m aa det jo ogsaa e rin dres, at H ovedejendom m eligheden ved de nyere Tvangs- au ktionsregler bestaar i det Hensyn, der tages til ajidre, som m aatte have R ettigheder i Tingen, m en dette H ensyn lader sig ved H aan d p an t dog ikke opretholde, idet P a n t
haveren altid ved den Adgang, der efter D. L. 5—7—2 tilkom m er h am til selv a t overtage P a n te t til Ejendom efter V urde
rin g og udbetale det overskydende til P an tsæ tteren , vil k u n ne sæ tte det til Side. Og med H ensyn til de andre Tilfælde ai um iddelbar A uktionsadgang vil det derm ed tilsigtede For- m aal a t skaffe en h u rtig Fyldestgørelse vanskelig kunne n aas m ed Iagttagelse af den sædvanlige F rem gangsm aade, lige
som det viil kunne være næ sten u m uligt at følge denne, n a a r A uktionen afholdes i U dlandet, hvad der f. Eks. efter Søl. § 157 ofte vil være Tilfældet. Om K om m issionæ rens Salg til sin Fyldestgørelse træ ffes der forøvrigt ved Komsl. § 34, 2. Stk., nogle særlige Bestem m elser.
C. Andre Tilfælde af um iddelbar Adgang til T vangs
auktion gives der næppe i vor Ret. Den blotte T i l b a g e h o l d e l s e s r e t kan i h v ert Fald ikke medføre en saa- dan Adgang. Og hvad U n d e r p a n t angaar, h ersk er der ingen Tvivl om, at der, n a a r G enstanden for dette er L ø s- ø r e, ikke er hjem let nogen um iddelbar Adgang til at stille dette til A uktion, m en at P a n th av e ren m aa gaa den sæ d
vanlige Vej, først at erhverve Dom (eller Forlig) for sit K rav og p aa G rundlag deraf foretage Udlæg til F orauk- tionering.
a) Jfr. Mot. t. K. U. t. B. R. ad § 384 Sp. 155 (258).
H vad U nderpant i f a s t e E j e n d o m m e angaar, inde- holdtes der i flere ældre B estem m elser, saaledes navnlig Rskr. 7. Febr. 1794 § 12 en F orudsæ tning om, a t det i P a n te brevet kunde vedtages, at K reditor uden Lovm aal og Dom skulde være berettiget til a t sæ tte P a n te t til A uktion4).
Men denne F orudsæ tning ophævedes ved Fr. 25. J a n u a r 1828 §§ 11 og 12, og der m aatte h erefter alene antages at bestaa en Adgang til at foretage u m iddelbart Udlæg efter U dpantningsi. § 15, n u Rpl. § 478,3), for derefter p a a G rund
lag deraf at ivæ rksæ tte T vangsauktionen; det ligger ogsaa nær, fra den sidste Bestem m else a t drage en M odsæ tnings
slutning om, a t ikke ogsaa Udlæget kan overspringes.
Det h a r ligeledes væ ret antaget, at der p a a D. L. 5—7—11 kunde støttes en Adgang til um id d elb art p aa G rundlag a f en Dom over P an tsæ tteren , uden m ellem kom m ende Udlæg, a t stille den p a n tsa tte Ejendom til Auktion, idet den ved den næ vnte A rtikel hjem lede Dom til a t tage P a n te t til Eijendom efter V urdering ved den senere R etsudvikling skulde være blevet om dannet til en Dom til um id d elb ar F orauktionering. H vad m an im idlertid end m aatte antage herom før T vangsauktionslovenr), m aatte A dgangen til at opnaa en saad an Dom til A uktion sik k ert i hv ert F ald være faldet bort ved denne Lovü), idet denne i § 1 jfr. § 20, lige
som n u Rpl. § 538 jfr. § 560, k la rt foru d sæ tter et Udlæg til F orauktionering som G rundlag for T vangsauktionen, s a a ledes at der k u n i de udtrykkelig hjem lede Tilfælde, der alle udelukkende h a r H ensyn til Løsøre, kan gøres U n d ta
gelser herfra. —
H vad Fogedens P r ø v e l s e s r e t overfor det givne G rundlag a n g a a r7), m aa det S ynspunkt fastholdes, a t T vangsauktionen k un udgør en Del af den tvangsfuldbyr- dende V irksom hed, der i ældre Tid allerede afsluttedes m ed Fogedens Udlæg til Ejendom . De to Akter, Udlæget og T vangsauktionen m aa derfor til en vis Grad opfattes som en ju rid isk Enhed, og Fogeden kan derfor ikke p a a
Tvangs-4) Jfr. nærmere N e l l e m a n n : Auction S. 34 ff.
r*) Jfr. nærmere herom N e l l e m a n n : Auction S. 38 ff.
($) Jfr. ogsaa T o r p-G r u n d t v i g: Tingsret S. 696.
7) Jfr. efter den tidligere Ret N e l l e m a n n : Auction S. 158—9.
122
forfølgningens sidste S tadium anfæ gte, hvad der p aa dens tidligere S tadium er sk et8).
I O verensstem m else herm ed bestem m er Rpl. § 586, 1.
Stk., a t u n d er T vangsauktionen kan de oprindelige P a rte r ikke frem sæ tte saadanne Indsigelser, som vedrører Lovlig
heden af U dlæ gsforretningen eller de forud for sam m e gaa- ende R etshandlinger. Derim od kan en T redjem and frem kom m e m ed Indsigelser mod A uktionen, selv om de m aatte have H ensyn til noget, der er forefaldet allerede under Eksekutionen, n a a r h a n dog ikke u n d er denne h a r rejst Indsigelse i den A nledning, jfr. § 586, 2. Stk., og § 523.
Kun hvor A uktionen foregaar uden nogetsom helst for
m elt G rundlag, f. Eks. blot i H enhold til en H aandpanteret, vil der tilkom m e Fogeden fuld m ateriel Prøvelsesret.
§ 14.
Parterne ved Tvangsauktionen1;.
T vangsauktionen er ikke blot, saaledes som den hos os v a r før Loven af 1891 og endnu i det væsentlige er i Norge, et Middel til at skaffe A uktionsrekvirenten Fyldestgørelse, m en den tje n e r tillige — i Lighed med hvad der sæ dvanlig er Tilfældet efter frem m ed, saaledes navnlig tysk og fransk Ret — til a t fyldestgøre andre, der m aatte have R ettig
hed er i Tingen. Selv om en saad an R ettighedshaver m aatte ønske at bevare sin Ret i Tingen uafhæ ngig af T vangs
salget og ifølge sin P rio ritetsstillin g have et n a tu rlig t K rav h erp aa, vil hans R etsstilling dog m aaske kunne berøres ved A uktionen. Som P a rte r u n d e r denne m aa h erefter anses ikke blot A uktionsrekvirenten og Skyldneren, m en alle a n dre, der kan siges a t være interesserede i Salget. I den tyske T vangsauktionslov (§ 9) findes der en udtrykkelig Bestem m else af, hvem der i denne R etning skal anses for
»Beteiligte«, og en sa ad a n næ rm ere B estem m else m aa og
sa a anses for nødvendig. Men d a dette ikke er Tilfældet efter Rpl. (lige sa a lid t som tidligere efter T. A. L.), m aa m an gennem Lovens spredte F o rsk rifter og F oru d sæ tn in g er
s) Jfr. fra den tidligere Ret Dom i U. f. R. 1896 S. 1191.
l) Jfr. N e l l e m a n n: Auction S. 92 -94.
slaa T idspunktet for og den næ rm ere K a ra k te r af deres Partsvirksom hed.
F orholdet stiller sig i saa H enseende væ sentlig forskel
ligt ved Løsøre og ved faste Ejendom m e.
I. A. Ved T vangsauktion over L ø s ø r e m aa selvfølge
lig altid R ekvirenten og Skyldneren anses for P arter. Ved
»Skyldneren« m aa i denne Forbindelse forstaas den egent
lige R ekvisitus eller den, som er E jer af de Ting, der skal bortauktioneres; a t Loven g a a r ud fra denne Forstaaelse, frem gaar bl. a. k la rt af B estem m elsen i Begyndelsen af § 554 om, a t det m ulig tiloversblevne af A uktionssum m en skal afgives til Skyldneren, idet der herm ed selvfølgelig k un kan være sigtet til Tingens Ejer. Men ogsaa andre, der h a r R ettigheder over Tingen, vil i et vist Omfang kunne betragtes som P a rte r.
Som n ø d v e n d i g e P a rte r m aa alle de anses, hvis R ettigheder over det bortsolgte ophører ved Tvangssalget.
Deres R et vil nem lig ved Salget blive om sat til et K rav paa den derved indkom ne Sum, og A uktionen er da ifølge § 552 m ed H ensyn til sit Udfald bindende for alle disse R et
tighedshavere.
Et sa a d a n t tv u n g en t Ophør af R etten in d træ d er altid for U d l æ g s h a v e r e , idet disse ifølge § 551 aldrig kan m odsæ tte sig, a t æ ldre eller yngre U dlæ gshavere i sam m e Løsøre sk rid er til T vangsauktion, og Salget p a a denne m aa, da en L øsøregenstand vanskelig lad er sig sælge behæftet, m edføre de an d re U dlæ gsrettigheders Bortfald. Det gør i denne R etning ingen Forskel, om deres U dlæ gsret er ældre eller yngre end R ekvirentens Ret. K un bestem m es det i
§ 551, 2. Pkt., a t hvor A uktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre U dlæ gshaver, skal de deraf flydende O m kost
n in g e r ikke kom m e en æ ldre U dlæ gshaver til Skade, lige
som Beløbet bliver a t anvende til h an s Fyldestgørelse, for
inden noget k a n kom m e den yngre U dlæ gshaver til Gode.
F or sa a v id t der derim od m aa tte være Tale om P a n t h a v e r e , d er endnu ikke h a r gjort Udlæg for deres F o r
dring, skal det ifølge § 551, 2. Stk., afgøres efter »de hidtil gæ ldende Retsregler«, om de kan m odsæ tte sig vedkom m en