Nedenfor følger et analyseafsnit, der tager fat på, om den daglige oplevelse med anerkendelse kan siges at have en indflydelse på udviklingen af en tillidsrelation.
Diskussionen vil i denne omgang inddrage de teoretiske tanker af Honneth og her tilstræbe en vurdering af, hvorvidt der er sammenfald mellem empiri og teori. Derudover tager diskussionen også fat på, hvorvidt Luhmann og Möllerings antagelser om tillid stemmer overens med det, som ses i praksis. Den følgende delkonklusion skal besvare problemformuleringens første delspørgsmål og altså fastslå, hvilken indvirkning anerkendelse har for udviklingen af en tillidsrelation.
Det handler om åbenhed
De to interviewede ledere gør det allerede fra starten af interviewet tydeligt, at de forbinder mange elementer i deres ledelsesstil med anerkendelse. Først og fremmest er der selvfølgelig den åbenlyse ros, der kan komme f.eks. efter et veludført stykke arbejde, en overstået eksamen eller håndteringen af en svær situation. Begge ledere erkender dog også, at de godt kunne blive bedre til at yde denne form for ros, og at det er noget, som de hele tiden
Side 52 af 102
skal minde sig selv om. I stedet lægger de begge vægt på deres evne til at være til stede og tage hånd om lærernes eventuelle problemer eller spørgsmål. Det bliver tydeligt, at særligt Birgitte opfatter konstruktiv kritik som en anerkendelse. I hendes øjne bliver den konstruktive kritik hendes måde at tilkendegive, at hun betragter lærerne som kompetente nok til selv at omsætte gode råd eller velmenende kritik til effektive arbejdsværktøjer. Hun understreger, at hun sætter stor pris på den forskellighed, som eksisterer internt i lærerstaben, og at hun på ingen måder ønsker at ensrette sine lærere. ”Vi er også meget forskellige. Det skal man også have mulighed for at være. Med forskellige temperamenter, forskellige indstillinger, politiske holdninger… Og det skal der være plads til, og det er jo netop det der er kendetegnet for folkeskolen, ik’? At vi er lige så forskellige som børnene er, men at vi skal samarbejde alligevel.” (Citat af Birgitte; 34.30) Den konstruktive kritik bliver for hende en måde, hvorpå hun kan være til stede, og aktivt tage del i at guide og forme hendes medarbejdere, mens hun stadig udviser respekt for deres individuelle kvaliteter og egenskaber samt deres måde at gøre tingene på. I arbejdet med at give konstruktiv kritik i stedet for at udstede udførlige retningslinjer giver Søren udtryk for, at forskellighed er en positiv ting, og noget, som ikke må forsvinde. Det fremhæves flere gange, at skolens personale har mange måder at gøre tingene på, og at der godt kan være levende diskussioner om, hvordan tingene gøres bedst. I sidste ende er det dog den enkelte lærer og dennes individuelle tilgang til tingene, der bliver styrende for resultatet.
Både Søren og Birgitte fortæller, at de oplever, at lærerne godt kan blive mistænksomme når de får for megen ros, og at de derfor tilstræber at lade deres anerkendelse sive gennem mindre tilkendegivelser, smil, nik og gode råd til fremtiden. Læses der mellem linjerne er det tydeligt, at begge ledere for en stor dels vedkommende ser deres medarbejder i stand til selv at omsætte deres tilstedeværelse til anerkendelse.
Et andet punkt, hvor de to ledere betragter sig selv som anerkendende er mht. deres åbenhed. Begge fortæller, at deres dør altid er åben, og at lærerne kan komme til dem, hvis der skulle være problemer eller andre udfordringer. Det at være til stede og på flere måde tage aktivt del i det liv, som leves på skolen, betragter de to ledere som anerkendelse. De er qua deres lærergerning i stand til at møde lærerne et andet sted, end det ellers ville være tilfældet, og ifølge dem har det som konsekvens, at anerkendelsen bliver mere nærværende og oprigtig.
Begge giver endvidere udtryk for, at de sætter pris på de mange input og nyder, at deres skole er et sted præget af åbenhed. ”Noget af det som jeg synes er aller vigtigst er åbenhed.
Åbenhed og selvfølgelig også tillid. Det, at man kan sige sin mening uden at man… At man er lige gode venner af den grund. Det synes jeg er rigtig vigtigt.” (Citat af Søren; 22.50) Denne
Tillid og anerkendelse – et studie af en dansk folkeskole
Side 53 af 102
åbenhed kommer også til udtryk når en medarbejder f.eks. skal fyres. Både Søren og Birgitte sætter en ære i at være åbne over for deres medarbejdere, og hvis det er muligt, også indgå i en uddybende dialog omkring forflytningsmuligheder. De søger begge at anerkende deres medarbejdere via gennemsigtighed omkring begrundelser vedrørende følsomme sager.
Både Birgitte og Søren understreger, at de er åbne i mere end en forstand. Begge mener de, at det er deres pligt at tage hånd om deres medarbejdere, hvad end denne har faglige eller personlige problemer. ”Det (anerkendelse) kan også godt være det modsatte, hvor man måske har lagt mærke til at en har set lidt trist ud et stykke tid. Har du det egentlig godt?” (Citat af Birgitte; 50.40) Så længe de personlige problemer ikke tager overhånd, og der stadig er plads til kerneydelsen, så mener begge ledere sig i stand til at anerkende også de mere private, og for skolen uvedkommende, sider af deres medarbejdere.
Sidst men ikke mindst skal også fremhæves indgriben. Gennem interviewene bliver det tydeligt, at særligt Birgitte betragter det som anerkendende, når hun griber ind og f.eks.
trækker en lærer ud af en konflikt eller decideres fratager denne en særlig funktion. Det bliver tydeligt, at hun ikke betragter det som tilstrækkeligt at anerkende på den korte bane, men at hun også må tage et mere langsigtet ansvar og erkende, at medarbejderen muligvis står i en situation, som denne ikke kan klare alene, og som på længere sigt vil køre den pågældende person helt ned. Der ser hun det som hendes ledelsesmæssige ansvar at gribe ind og sikre medarbejdere en bedre oplevelse på længere sig. Ligesom med den konstruktive kritik opfatter Birgitte sin indgriben som en investering i medarbejderens arbejdsglæde og langsigtede udvikling, hvorfor hun også betegner det som en form for anerkendelse. Hvis hun ikke tillagde personen værdi og var opsat på at beholde denne som en velfungerende del af lærerstabel kunne hun i stedet for at gribe ind bare lade stå til. Hun erkender, at hun har et ansvar over for sin lærerstab, der umiddelbart kan opfattes som det stik modsatte af anerkendelse, men som på den lange bane alligevel bliver anerkendelse over for skolens såvel som den enkelte lærers samlede bedste.
Plads til forskellighed
Sammenfaldene mellem lærernes og ledernes beskrivelse af anerkendelse er mange, men der er også enkelte afvigelser. Grundlæggende skal det måske mere forstås som forskelle i måden, hvorpå det opleves, og hvorvidt det omhandler en selv. Som eksempel kan nævnes indgriben og fratagelse af f.eks. fag eller andre funktioner. Det fremgår overordnet set, at lærerne betragter det som anerkendelse når nogen tager hånd om en person, for hvem det hele er ved at skride ud. ”Og ikke for at slå folk i hovedet, men faktisk for at hjælpe, og hjælpe hele
Side 54 af 102
lærerstaben, fordi hvis der er for meget der ligesom sejler, så går det jo også udover de andre kollegaer.” (Citat af Anette; 30.20) Dette gælder både faglige og personlige elementer, og viser, ifølge lærerne, grundlæggende en interesse i at sikre en kollega rent arbejdsmæssigt.
Dog fortæller Anette også om det ubehagelige i at blive frataget en funktion, som hun, på trods af visse udfordringer, ønskede at beholde. På afstand beskrives og betegnes det som anerkendelse, mens det, når situationen står på, eller det omhandler en selv, kan opfattes som meget grænseoverskridende og på mange måder som det absolut modsatte af anerkendelse.
Hvad angår mange af de andre elementer, der blev fremhævet af de to ledere, så er lærere umiddelbart meget enige. Også de betragter den store grad af åbenhed som en anerkendelse.
Flere lærere fortæller om det vidunderlige i, at deres ledere er i stand til at favne den forskellighed, der eksisterer i lærerstaben, både hvad angår det rent fysiske, men også hvad angår holdninger, meninger og måder at gøre tingene på. Alle de interviewede lærere sætter pris på, at det er tilladt at byde ind med egne ideer og holdninger, ligesom der også åbenlyst sættes pris på, at de personlige karakteristika og særheder accepteres og får plads til at udfolde sig. ”Det med at have respekt for hinandens forskelligheder går han meget op i, og det kommer os alle sammen til gavn.” (Citat af Maria; 27.11)
Et andet punkt, som i en anden form også fremgår af ledernes ord på anerkendelse er den hurtige tilbagemelding og den store åbenhed ved eventuelle kriser eller fyringsrunder. Flere lærere giver som eksempel, at lederne er gode til at fornemme, hvis medarbejderne går og er nervøse, og at de anerkender det ubehagelige i situationen, hvorfor de altid tilstræber at finde hurtige svar eller melde klart ud. For de interviewede bliver dette et udtryk for ledernes anerkendelse i og med, at de opfatter det som en investering i skolens samlede velvære, og fordi der tages individuelt hånd om den utryghed som enhver kritisk situation medfører.
Et andet element, der bliver vigtigt for at forstå lærernes forhold til anerkendelse er fagfordeling og ressourcer. Det bliver f.eks. tydeligt i Michaels interview, at han føler sig anerkendt af sine ledere, når han tildeles specielle fagkombinationer og/eller, hvis han får opfyldt nogle ønsker i retning af flere eller færre timer i det pågældende fag. ”Altså i forbindelse med fagfordelingen og sådan. Der er der jo nogen gange noget, hvor der er nogle fag, der er mere eftertragtede end andre… Ja det tror jeg der har været nogle gange, hvor ledelsen ligesom har hentydet, at jeg skulle have dem fordi at jeg var sådan og sådan… At de ligesom har anerkendt, at det var jeg god til.” (Citat af Michael; 22.12) I hans øjne bliver dette en anerkendelse af hans evner som lærer, hans måde at gøre tingene på og en måde, hvorpå ledelsen kommer ham i møde og anerkender hans ønsker ift. stadig udvikling. Også Maria fortæller, at hun oplevede det som en stor anerkendelse da hun endelig blev tildelt et
Tillid og anerkendelse – et studie af en dansk folkeskole
Side 55 af 102
længe ønsket fag. På samme måde kan man også ud fra Anettes og Janes interview se, at det modsatte gør sig gældende. Når en lærer ikke får det ønskede antal timer eller det efterspurgte fag, så opleves det som manglende anerkendelse af dem som lærere. De nævnte eksempler synliggør, at anerkendelse for alle de interviewede lærere bl.a. hænger sammen med de fag og de ressourcer, som de tildeles i deres arbejde.
Diskussion – Honneth, anerkendelsen og tillid
Når det kommer til anerkendelse så bliver oplevelsen af de daglige relationer særlig interessant. Først og fremmest er det dog værd at påpege, at anerkendelse for en stor del af informanternes vedkommende er bundet op på åbenhed og tolerance. Åbenhed hvad angår både de problemer eller udfordringer, som en lærer måtte side med, men også åbenhed hvad angår diversitet i holdninger og meninger samt forskellige måder at gå til elever, undervisningsmateriale mv. på. De solidariske relationer giver sig udtryk i en stor mængde af solidarisk anerkendelse, og der ligger en positiv holdning til individuelle egenskaber og engagement. Det må endvidere hævdes, at der ikke er den store forskel på opfattelsen af anerkendelse hos hhv. lærerne og lederne. Det er stort set de samme ord og eksempler, som sættes på anerkendelse, hvilket forstærker ovenstående delkonklusion om, at relationerne betragtes som vante, sikre og trygge. Meget tyder på, at det interne fællesskab er så etableret, at vaner og rutiner også er indarbejdet i forhold til anerkendelse, og at der gennem tiden er opnået en fælles forståelse og holdning til, hvad anerkendelse og positive relationer er. Den delte værdihorisont, der ifølge Honneth beskrives som afgørende for, at den solidariske sfære formår at berige det enkelte individ, synes på mange måder veletableret på Broskolen. En høj grad af identifikation og samhørighed er grundelementer på skolen, og må i den forbindelse også betegnes som en af de afgørende grunde til, at lærere såvel som ledere finder det personligt udviklende at investere sig selv i det evindelige projekt, som det er at skabe en god skole.
Den ovenfor argumenterede tillidsrelation synes at have en indvirkning på den måde, hvorpå anerkendelse gives og indoptages. I den forbindelse peger meget på, at den høje grad af synlighed, åbenhed samt ledernes evne til at engagere deres lærere i det kollegiale fællesskab på mange måder overflødiggør den traditionelle offentlige ros samt behovet for at blive klappet på ryggen. I relation til Honneth må der argumenteres for, at netop synligheden bliver det centrale element i forståelse af anerkendelse. Informanterne forbinder tydeligvis synligheden med anerkendelse, og betragter det som afgørende, at de tages positivt til efterretning. Dette være sig både fagligt og personligt, og favner også de dele, der ligger helt
Side 56 af 102
uden for lærergerningen. Anerkendelsen, og dermed synligheden, skal dog være autentisk forstået på den måde, at informanterne kræver oprigtighed og individualitet. De elementer, som er afgørende i tillidsrelationens autenticitet, gør sig også gældende inden for anerkendelse. Autenticitet og forvaltning af de daglige relationer gør, at anerkendelsen på Broskolen bliver hverdagsagtig og indforstået og sjældent behøver et konkret og entydigt udtryk. Dette stemmer udmærket overens med Honneths teori om, at anerkendelse primært må gå på, at individer føler sig set og respekteret for deres individuelle bidrag til det samlede hele.
Det er tydeligt, at alle informanter har et behov for anerkendelse, og at dagligdagen på mange måder kan opfattes som en kamp for netop at få denne anerkendelse. Selvom ingen af informanterne udtrykker dagligdagen som en kamp, så bliver det tydeligt, at de på sin vis kæmper om den samme pulje af ressourcer, hvad end det drejer sig om økonomiske ressourcer, fagfordeling eller mere sociale elementer som tid og opmærksomhed fra ledelsesteamet. I denne forbindelse synes der at være tegn på, at informanterne er opmærksomme på, at resultater i stigende grad kan føres tilbage til dem som enkelt individet, Der er hele tiden en velmenende skelnen til skolens samlede bedste, men også en interesse i personlig selvrealisering og præstige. Lærerne synes altså ivrige efter at unikke egenskaber betragtes som betydningsfulde, og i den forbindelse som nogle, der kan bidrage til skolens samlede udvikling. Dette giver ifølge Honneth en følelse af selvværdsættelse, som også kan spores hos flere af de interviewede lærere. Flere steder bliver det tydeligt, at den personlige selvværdsættelse er central i informanternes lyst til at fortsætte i lærerfaget. Flere fortæller om den personlige tilfredsstillelse, som de får, når noget lykkes, når eleverne får en a’ ha’
oplevelse eller når en eksamen bliver særligt godt afsluttet. Den personlige udvikling og det bidrag, som anerkendelsen giver, synes på flere punkter medvirkende til at lærerne så at sige kan ranke ryggen og finde stolthed i deres arbejde. Der kan argumenteres for, at anerkendelsen såfremt den føles berettiget og velkommen kan have en langvarig eller endog permanent på informanternes selvbillede og dermed på hele deres identitet.
Der synes dog samtidig at være en tendens til, at jagten på anerkendelse og det vedvarende ønske om at gøre sig fortjent til denne anerkendelse mindsker informanternes egocentriske interesser, og så at sige sætter disse i parentes for en periode. Informanterne synes med udgangspunkt i anerkendelse villig til at investere mere af sig selv, end det ellers var tilfældet, samt se igennem fingre med mindre uoverensstemmelser eller tegn på korte perioder med vaklende eller manglende tillid. Informanterne fortæller at anerkendelsen gør dem i stand til at give plads til kollegaer, ligesom der også gives plads til dem selv, når
Tillid og anerkendelse – et studie af en dansk folkeskole
Side 57 af 102
behovet er der. Som Honneth også fremhæver i sin teori er der elementer i anerkendelsen, der har som konsekvens, at individer må arbejde sammen for at nå nogle fælles mål. Det er i en forståelse af anerkendelse ikke nok at se på den individuelle kamp for personlig anerkendelse, idet der også må skelnes til den kollektive kamp om at få de daglige relationer til at fungere for derigennem at øge mulighederne for at nå fælles etablerede mål og herigennem en essentiel form for anerkendelse. De interviwede lærere og ledere opfattes som opmærksomme herop, og meget tyder på, at de aktivt er medskabende ift. egne såvel som kollegaers udviklingspotentiale.
Endnu et leap of faith
Anerkendelse synes på mange måder at have fællestræk med forståelsen af en tillidsrelation, idet de begge fordrer en delvis suspendering af egne interesser og herigennem et tiltro til, at individer i et fællesskab, på baggrund af aftaler, arbejder mod et fælles mål. Der er argumenteret for, at de solidariske relationer er befordrende for en tillidsrelation, ligesom det også er tydeligt, at de er afgørende ift. informanternes behov for anerkendelse.
Det kan på mange måder synes relevant endnu engang at skelne til Möllerings udtryk
”leap of faith”, da der umiddelbart kan trækkes flere paralleller mellem det spring ud i uvisheden som tilliden fordrer, og så den sårbarhed, der bliver karakteriseret ift. behovet for anerkendelse. I en erkendelse af det menneskelige behov for anerkendelse sniger der sig en form for sårbarhed ind, og kombineret med Honneths skitsering af anerkendelse som en kamp, må det formodes, at informanterne i deres daglige interaktioner stiller dele af sig selv til skue, med det formål at fremme gensidigheden og muligheden for realiseringen af fælles mål. Uden disse udtryk for åbenhed og anerkendelse synes det svært at forestille sig en grundlæggende lyst til at fravige egne interesser og fokusere på skolens samlede udbytte snarere end ens egen umiddelbare tilfredsstillelse. Anerkendelse og tillid har altså lighedspunkter idet, at de begge er bestanddele i en større forståelse af ønsket om at fremme solidariske relationer, og ved at de begge muliggør en midlertidig tilsidesættelse af egocentrisk interesseforfølgelse. Ledere såvel som lærere er i arbejdet med at fremme disse relationer, og den ovenfor præsenterede tillid, nødt til at anerkende hinanden for de individuelle bidrag og det engagement, som lægges for dagen. Det er nødvendigt at arbejde sammen for at sikre medejerskab, engagement og lysten til at yde en indsats. I samme omgang er informanterne ikke nødvendigvis vidende om hvorfor de har tillid til deres kollegaer og ledere, eller at deres tillid til tider er næsten urealistisk.
Side 58 af 102
Delkonklusion
Det synes på mange måder problematisk at komme med en entydig konklusion på, hvilken indflydelse anerkendelse har for udviklingen af en tillidsrelation. Ud fra en gennemgang af analysen, empirimaterialet samt de teoretiske bidrag finder jeg det dog svært at se forbi anerkendelse som en af hjørnestenene i forståelsen af en tillidsrelation. Af empirimaterialet bliver det tydeligt, at anerkendelsen er med til at forene medarbejderne på tværs af positioner, og at dette på mange måder er med til øge lysten til at engagere dele af sig selv i et fælles projekt, og på den måde lave den tilsidesættelse af egne interesser, som Luhmann og Möllering beskriver som centrale i en tillidsrelationer. Medarbejdere, der føler sig anerkendt, synes mere tilbøjelige til at afstå fra en egocentreret forfølgelse af egne ønsker og i stedet investere i et stykke arbejde, som de ikke umiddelbart kender udfaldet af. Det bliver ud fra empirimaterialet understreget, at denne anerkendelse vel at mærke både skal favne de personlige og professionelle elementer og altså se det hele menneske. Det er ikke nok, at en leder alene arbejder med de professionelle elementer, da også de personlige elementer spiller ind i en forståelse af den betydning, det har for udviklingen af en tillidsrelation. Af empirimaterialet bliver det også klart, at anerkendelsen, så længe den opfattes som autentisk og oprigtig, er med til at dæmpe de tendenser, der måtte være til mistillid. Möllerings udtryk
”leap of faith” kan altså også siges at gøre sig gældende når det kommer til anerkendelse, forstået på den måde, at anerkendelsen fremmer lysten til og på mange måder også den menneskelige egenskab til at tage et spring ud i uvisheden og satse på tilliden.