THE DET

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk

For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

VÉRDEr: " '114-181 .

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019372600

PROF., LIC. THEOL.

„HURRA O G HALLELUJA"

•SCHSnbérgskS

itil. : >rn

D E T S C H Ø N B E R G S K E F O R L A G — K Ø B E N H A V N

F O R N O R G E : J. W . C A P P E L E N , KRISTIANIA

Af samme Forfatter udkom:

A. Ritschls Theologi.

E n objektiv Fremstilling. 1893. 30 ø r e . O m T r o s a r t i k l e n s B e g r e b . En Undersøgelse af den syn­

kretistiske Strids dogmatiske Problem. 1894. 3 Kr.

D e n k r i s t e l i g e G l æ d e . En etisk Studie. 1895. 50 Øre.

P a u l u s o g T r o e n s O r d . 1900. 1 Kr. 35 Øre.

K r i s t e n d o m o g N a t i o n a l i t e t med særligt Hensyn til Forholdet mellem Dansk og Tysk i Sønderjylland. Fem Foredrag.

1900. 1 Kr. 50 Øre.

O m K r i s t e n d o m m e n s V æ s e n . Forelæsninger holdt paa Køben­

havns Universitet. 1902. 3 Kr.

T e o l o g o g L æ g m a n d . Et Nødraab til det kristne Lægfolk af En Teolog. 1911. 50 Øre.

D e t r e l i g i ø s e S j æ l e l i v . Religionspsykologiske Studier.

I. Religionspsykologien og Religionen selv. 1911. 2 Kr.

50 Øre.

II. Moderne Religionsdannelse indenfor Kristenheden (En- født Religion). 1912. 3 Kr. 75 Øre.

O m F o r s o n i n g e n i K r i s t u s . Tre Foredrag holdt paa Liselund.

Sommer 1913. Udk. 1914. 1 Kr. 75 Øre.

P R O F E S S O R , L I C . T H E O L .

„ H U R R A O G H A L L E L U J A "

P R Ø V E R A F N Y - T Y S K A A N D

E N D O K U M E N T A T I O N

^^CHØWBERGSKE- fO^r

K Ø B E N H A V N

D E T S C H Ø N B E R G S K E F O R L A G

1916

K b h v n . - N i e l s e n & L y d i c h e ( A x e l S i m m e l k i æ r )

Side

I. Tankegangen 1

II. Tyske Profeter 10

III. Tysk Krigsdigtning 16

IV. Krigen i Prædikener 24

V. H. Francke 27

VI. V. Lehmann 31

VII. K. Konig 40

VIII. J. Rump 45

IX. G. Tolzien og hans Fæller 55

X. J. Lahusen 64

XI. Taler af tyske Professorer 67

XII. W. Herrmann 79

XIII. Tysklands hellige Lidelseshistorie 82

XIV. F. W. Førster 89

XV. Slutningsbetragtninger 94

D en Strømning indenfor tysk Aand, som længe har været virksom, men som nu under Krigen har afkastet alle Baand og Hensyn. Det drejer sig sær­

lig om to Ting: det nye Tysklands Betragtning af andre Folkeslag og dets Vurdering af sig selv og sin formentlige Verdensopgave. Bogen har Form af en omfattende Dokumentation, der tilsigter at give et Indtryk af denne Aandsretnings mangfoldige For­

mer, dens Omfang og Styrkegrad. Den Bevægelse, der her skildres, vil, hvis dens Tanker sejrer, faa den mest skæbnesvangre Betydning for Tyskheden

og Verden i det hele. ^

T A N K E G A N G E N .

D en nuværende forfærdelige Krig er med Rette blevet kaldt den næststørste Tragedie i Menneskeslægtens Levneds­

løb. Der er vel dem iblandt os, som efterhaanden er blevet saa sløvede af Krigstilstandens tilsyneladende Uendelighed og Ensformighed, at den efterhaanden er traadt i Baggrunden for dem. Der er andre, hvem Krigen saadan helt har kastet ud af deres sædvanlige Leje, at de ikke mere kan falde til Ro, men stadig paany maa tumle med Krigens mægtige Problemer, lide under dens Rædsler og med Haab og Frygt se Frem­

tidens Muligheder i Møde. Til disse sidste hører nærværende Forfatter.

Hvad skal Enden blive paa denne frygtelige Kamp? Hvad vil der ske, hvis den ene eller den anden Part vinder? Er det muligt at staa ligegyldig overfor disse Spørgsmaal? Jeg for- staar det ikke. Det er intet mindre end den hele Verdens Fremtid, der kæmpes om. Vort eget lille Land er et af dem, hvis Fremtidsskæbne allerstærkest vil blive berørt af Krigens Udfald. Derfor burde det være umuligt for nogen dansk at undlade med alle Nerver spændte at lytte efter den kommende Tids Fodtrin.

Vi danske er et fredelskende Folk. Vi ønsker ikke at blive styrtede ind i Krigen. Der findes ingen „Chauvinisme"

blandt os. De, der paastaar det modsatte, lyver. Men vi føler os dog endnu som et Folk. Vi ønsker dog endnu at leve v o r t e g e t f o l k e l i g e L i v i F r i h e d o g S e l v s t æ n d i g h e d . J a , vi kræver det som vor selvfølgelige Ret. Men vi har set,

J. P. Bang: .Hurra og Halleluja". 1

hvorledes denne simple og selvfølgelige Ret for en Del af det danske Folks Vedkommende i Aarevis er blevet traadt under Fødder. Vi ser, hvorledes den ogsaa andre Steder rundt om i Europa ringeagtes. Og vi har nu set, hvorledes under Kri­

gen den mægtigste og stærkeste Nation af alle har sat sin Jærnhæl paa det ene lille Folk efter det andet og knust dem.

Dette og meget andet har gjort, at jeg og mange andre med mig med Fortvivlelse ser den Dag i Møde, da den endelige Sejr skulde tilfalde denne Magt og dermed den Aand og de Tanker, som er de ledende i dens gigantiske Kamp.

Med voksende Beundring, men ogsaa med voksende Gru har Verden været Vidne til Tysklands Kamp. Med Beundring for den Forudseenhed, hvormed der var sørget for alt indtil de mindste Enkeltheder, den Orden og Punktlighed, hvormed den uhyre Organisation var gennemført, den vældige Kraft og det dristige Initiativ, hvormed Kampen stadig paany blev taget op paa nye Fronter i alle disse Maaneder. Men ogsaa med voksende Gru. Thi der aabenbarede sig snart en Hensyns­

løshed i Krigsførelsen, hvis Mulighed intet Menneske havde drømt om, og det viste sig stedse klarere, at Krigen blev f ørt med saadanne Planer og Ideer for øje, at Gennemførelsen af denne vilde betyde en Haan mod al folkelig Retfærdighed.

Man har fra de allieredes Side betegnet Tyskerne som Bar­

barer. Hvis det skulde betyde, at man vilde nægte, at Tysk­

land er en Kulturnation, saa vilde en saadan Beskyldning natur­

ligvis være meningsløs. Selvfølgelig er Tyskland en Kultur­

nation, og ingen af de allierede Magters Ordførere drømmer om at nægte, at Tyskland har frembragt rige Kulturskatte.

Overalt hvor tysk Aand har arbejdet, har den skabt vidunder­

lige Rigdomme; paa de forskelligste Omraader, særlig paa Musikkens, Literaturens , Videnskabens og Religionens Omraade vilde det være let at nævne Navne, der straaler med Berøm­

melsens Glans over den hele Verden. Men Beskyldningen for Barbari har ogsaa et ganske andet Sigte. Den sigter paa en Udvikling indenfor Tyskland, som er gaaet for sig med rivende Fart særlig i de sidste 50 Aar, og her vil Beskyldningen i Virkeligheden ikke være let at afvise. Selv den højeste Kul­

tur kan blive til Barbari, naar den nemlig lader sig tage i

grundfalske og umoralske Ideers Tjeneste. Henvisningen til

Tysklands store Fortidskultur nytter aldeles intet her; den aner­

kender vi, og den vil vi fremdeles lære al; den kan aldrig gaa til Grunde. Men de ikke-tyske Folkeslag, særlig de, der er Tysklands Naboer, og de, der føler deres Stilling truet ved Tysklands voksende Styrke og Verdensmagt, de maa nødven­

dig spørge: hvad skal hele denne højt udviklede Kultur bru­

ges til? Der har i Tyskland udviklet sig en saadan Vilje til Magt, en saadan Tilbedelse af den blotte Styrke, at Kravet om Retten som det, der bør bestemme Forholdet mellem Folkene, ganske er blevet trængt til Side. En kolossal og stedse sti­

gende Selvbeundring, en Tro paa det tyske Væsens Herlighed som det, der ene har Ret til at herske i Verden, en kynisk brutal Hævdelse af, at i Forhold til dette Krav har alle gamle Traktater, al Beraabelse paa Folkeretten, alle Hensyn til de svagere aldeles intet at sige — alt dette har vi med Undren og med Uhygge været Vidne til. Det tyske Krav skal sættes igennem, til Verdens eget sande Vel ganske vist, men om for­

nødent mod en hel Verdens Vilje med Vold og Magt. Dette er usminket Barbari. Og for saa vidt som disse Ideer er fremme og bestemmer den tyske Krigsførelse og de tyske For- haabninger om Krigsmaalene, saa er Beskyldningen for Barbari, saa vidt jeg kan se, fuldt ud berettiget.

Det er om denne Retning indenfor Tyskheden, jeg vil skrive.

Der foreligger her Fakta, som man langtfra hidtil er blevet tilstrækkelig opmærksom paa. Og netop nu, da Tyskland staar midt i sine Sejre, vil jeg skrive derom. Hvis Tyskland laa knust og ydmyget, vilde der ikke være nogen Grund dertil.

Men nu, da Sejren har fulgt dets Faner og det tror sig sine store „Fredsmaal" nærmere, er der al Anledning til at vise, i hvilken Grad hin barbariske Tankegang er kommen til at her­

ske indenfor det tyske Folk.

Allerede længe har jeg været opmærksom paa denne Tanke­

gangs Tilstedeværelse og hurtige Vækst og fra Tid til anden ogsaa talt derom. Den Tid er længst forbi, da det var Tysk­

lands Stolthed at være et „Folk af Digtere og Tænkere". Et helt andet Træk er nu kommet frem og har faaet Overmagten i det tyske Væsen, og det er den prøjsiske Tradition. Det er Prøjseraanden, den som har sit synlige Centrum i Huset Hohen- zollern, med dens udprægede Vilje til Magt, til politisk Stor­

hed, som nu har gennemsyret det tyske Folk. Bismarck skabte Riget, men hans Værk var kun en Station paa Vejen mod det

1*

4

endelige Maal. Maalet er Verdensherredømmet. Nu er jo Alverden blevet kendt med disse Tanker. Man er blevet op­

mærksom paa enkelte Ordførere, særlig Treitschke, Nietzsche og Bernhardi, hos hvem man har fundet dem tydelig udtrykt.

Men fra anden Side har man søgt at hævde, at disse Navne ingenlunde kan tages som Repræsentanter for det tyske Folk som Helhed, men kun er Udtryk for et lille Mindretals Op­

fattelse. Dette er efter min Opfattelse en stor Fejltagelse.

Det tyske Folk er betaget af Tanken om sin egen Storhed.

Deutschland, Deutschland tiber alles, iiber alles in der Welt.

Denne Sætning betyder i Tyskernes Mund ikke mere blot dette, at for en Tysker maa Tyskland og alt tysk Væsen være det bedste i Verden, men det er overhovedet, uden Sammenlig­

ning det bedste, der er til, og der kan ikke tænkes noget højere. Deri, i dette tyske Grunddogme, stikker den hele Ulykke; thi deraf følger Kravet om, at det tyske Væsen er kaldet til at herske over hele Verden.

Med Vold og Magt har Tyskerne under Prøjsens Ledelse gjort sig til Verdens stærkeste Krigerfolk. Det har vænnet sig til at se med en vis Foragt paa sin tidligere Drømmer- og Digtertilværelse. Det har kastet sig ind i Handlingens Verden og søgt at forme sig Teorier, der passer dertil. Den, der vil Magt, maa ogsaa ville Midlerne, og disse Midler er fremfor alt

„Blod og Jærn". Vil man Maalet, Verdensmagten, saa maa man ogsaa indarbejde i sig en vis Haardhed, ja en vis kynisk Brutalitet; med sentimentalt Føleri kommer man ingen Vegne.

Denne Vilje til i fornødent Fald, d : naar den nationale Inter­

esse synes at kræve det, at bruge brutale Midler, er bleven godt opøvet i de forløbne Aar, og den har givet sig Udtryk i udpræget Tvangsherredømme overfor de fremmede, annekte­

rede Nationaliteter. Derom har vi danske en rig Erfaring.

Men nu kommer vi til det for Tyskheden allerejendomme­

ligste Træk. At Vold er Uret, den Bevidsthed ligger nemlig trods alt Tyskerne i Blodet. Selv om de har udformet Teorier, der ligefrem f. Eks. ud fra darwinistisk Tankegang søger at hævde, at den stærkeres Ret er den eneste, der bør gælde mellem Folkene, saa der ikke behøves andre Grunde for Over­

greb fra Tysklands Side end den, at Tyskland nu en Gang er

den stærkeste, saa kan de fleste Tyskere alligevel ikke nøjes

hermed. Det tyske Folk er jo et sædeligt Folk og vil have

sin Handlemaade sædelig begrundet. Det maa tro, at det har en god Samvittighed i alt, hvad det foretager sig. Og her er det da, at hint Grunddogme træder ind og faar den afgørende Plads i den tyske Tankegang.

Tyskland er ikke blot det stærkeste Folk i Verden, men det er uden Sammenligning det, der i alle Henseender staar højest. Det tyske Folk er egenlig Grundfolket, Skabningens Krone. Alle sædelige Dyder er hos Tyskeren i Grunden kun hans naturlige, medfødte Egenskaber. Alt, hvad der er ædelt, godt og skønt, kan derfor ogsaa betegnes som tysk. Derfor kan det tyske Folk som saadant umulig handle urigtigt; det vil altid blive bevaret derimod ved det inderste i sin Natur.

Derfor kan f. Eks. de tyske Videnskabsmænd staa op og paa Forhaand uden nogen Begrundelse kræve det anerkendt, at den tyske Hær og den tyske Krigsførelse ikke kan begaa nogen Forbrydelse — det er simpelthen utænkeligt. Andre kan gøre det, Tyskerne umuligt. I denne Vurdering af Tyskheden, der kan stige til ligefrem Tilbedelse, stikker der jo selvfølgelig et ikke ringe Fond af Naivitet. Men ved Siden af denne, ofte tykhudede, Naivitet, der kan give sig Udtryk, der for uhildede Iagttagere kan tage sig uhyre latterlige ud, findes der i den tyske Natur en højt udviklet Skarpsindighed. Det er netop Foreningen af disse to Træk: Naiviteten og Skarpsindigheden, der er en af de allermærkeligste Ejendommeligheder i den tyske Folkesjæl. Og i Kraft af denne Skarpsindighed, der naturligvis saare ofte bliver til Spidsfindighed, bliver det dem uhyre let at bevise for sig selv, at det, der ved første øjekast kan tage sig ud som Uretfærdighed og Vold, dybere set netop er den højeste Retfærdighed.

Derfor mangler Tyskland, som bl. a. Chesterton meget rig­

tig har set, det, som han kalder Gensidighedsbegrebet. Ty­

skeren kan ikke slutte fra sig selv til andre. Hvad Tyskeren hos andre vilde stemple som Vold og Uret, det bliver, naar han selv gør det, Udtryk for den højeste Sædelighed og den kærligste Hensynsfuldhed. Naar et andet Folk undertrykker en fremmed Nation, naar f. Eks. England har undertrykt Irerne eller naar Russerne underkuer Finnerne, saa er det forfærdeligt, og hvis det er Tyskere, der undertrykkes, ja, saa er det mere end ugudeligt og man rejser sig i hellig Harme imod det.

Men naar Tyskerne underkuer Polakker eller Danske, saa er

6

der tusinde Grunde, som gør det mere end berettiget, nemlig ligefrem til Pligt. Er ikke den tyske Kultur den overlegne, som derfor andre kun har godt af at blive delagtig i? Er ikke det tyske Rige en saa mægtig Værdi, at man maa gribe til alle de Forholdsregler, der egner sig til at beskytte det? Er ikke andre Racer mindre værd i Forhold til den tyske? Maa ikke Tyskland af strategiske Grunde skaffe sig Herredømme over tilgrænsende Egne? (Hvis andre Magter argumenterede paa samme Vis, vilde det vække Tysklands sædeligste Harme).

Er ikke det tyske Blod ti Gange mere værd end det ikke- tyske? Er det ikke en Selvfølge, at det som den tyske ørn en Gang har sat sine Klør i, det fastholder den bestandig?

Bør ikke det tyske Flag vaje over de tyske Soldaters Grave?

(at der ogsaa findes franske, danske eller russiske Grave spil­

ler i Sammenligning dermed ingen Rolle). Naar derfor Tysk­

land kommer i Krig, er der aldeles ingen Tvivl om, at Tysk­

land er uskyldshvid og dets Fjender helvedsorte. Naar Fransk­

mænd og Englændere lader mohammedanske Soldater drage mod Tyskerne, er det en Haan mod al Moral og Kristendom; naar Tyskerne allierer sig med Tyrkerne, er alt, som det skal være.

Naturligvis kan der undertiden komme Betænkeligheder op, men de bliver altid fjærnede, undertiden paa den pudsigste Maade. Naar saaledes tyske Kristne er lidt betænkelige ved, at det tyske Folk slutter Forbund med Tyrkerne, saa er det, som vi skal se, en smal Sag for en tysk Professor at bevise, at Tyrkerne, naar alt kommer til alt, egenlig er ubevidste Kristne.

Eller naar den tyske Rigskansler i sin berømte Tale sagde, at det ganske vist var Uret at bryde Belgiens Neutralitet, saa voldte denne Tilstaaelse Tyskerne et synligt Ubehag. Ganske vist begyndte Rigskansleren selv at forsvare Uretten med at henvise til, at Nød bryder alle Love, men det var ikke nok.

Nu er det forlængst blevet bevist, at det var Belgien, der brød Neutraliteten, saa det tværtimod var Tysklands sædelige Pligt at bryde ind i Landet o. s. v. At der i disse Ræsonnementer undertiden syndes mod den simpleste Logik, synes ikke at anfægte den tyske Skarpsindighed synderlig.

Denne tyske Vurdering af det tyske Væsen fører nu en

anden mærkelig Konsekvens med sig, nemlig paa det religiøse

Omraade. Her føres man i Retning af den mest forbavsende

Sammenblanding af Tyskhed og Kristendom. Tyskheden er

Kristendommens naturlige Jordbund; alle kristelige Dyder er ogsaa tyske; derfor har Kristendommen her naaet sin højeste Udvikling. Men dermed følger ogsaa, at Tyskland i Guds Tanker maa have en særlig Plads og maa være kaldet til at løse en verdensomfattende Opgave. Det er derfor en guddom­

melig Lov, at Tyskland stadig maa gaa mere og mere sejrende frem i Verden. To Tanker kæmper her med hinanden. Den ene er den, at der svarende til det tyske Væsen egenlig i Tyskland burde opstaa en særlig tysk Folkereligion, højt hævet over al anden Religion og egenlig utilgængelig for andre. Men den anden Tanke, som vel nok er den hyppigste, er den, at ligesom Tyskland ogsaa paa alle andre Omraader skal velsigne Verden med det tyske Væsen, saaledes er det ogsaa kaldet til at være Guds Missionær blandt alle Jordens Folk, der kun kan vinde ved at tilegne sig Kristendommen i dens fuldkomne tyske Skikkelse. Derfor møder vi her, ikke sjældent men ofte, Udtrykket den „tyske Gud". Ja, jeg har endogsaa set en tysk Forfatter i fuldt Alvor lade et Menneske bede: „O, tyske Gud!" Dette, paastaar jeg, er kun muligt i Tyskland. Selv her vil det naturligvis støde mangfoldige; men det er dog kun en naturlig Følge af den Overvurdering af Tyskheden, som sikkert de fleste af dem, hvem dette Udtryk vilde falde for Brystet, selv er medskyldige i. Men for alle Ikke-Tyskere maa det selvfølgelig være umiddelbart indlysende, at denne Sam­

menblanding af Tyskhed og Kristendom betyder en meget al­

vorlig Forvanskning af Kristendommens Væsen.

Tysklands Modstandere plejer med stor Kraft at angribe den tyske Militarisme. Disse Angreb er for Tyskerne ganske simpelt aldeles uforstaaelige. De svarer, at for Tyskerne er det, deres Modstandere kalder Militarisme, simpelthen et Led i, ja en Grundbetingelse for hele deres Kultur. Thi den ene- staaende Punktlighed og Nøjagtighed, den glimrende Organisa­

tion, som er Hovedgrunden til Tysklands kolossale Fremskridt i de sidste Aartier, hviler for en stor Del paa den militære Disciplinering, som det hele Folk gennem den almindelige Værnepligt bliver opdraget i. Jeg skal ikke her drøfte Spørgs- maalet om den tyske Militarisme, og jeg skal villig indrømme, at det tyske Folk med Rette kan gøre Krav paa at besidde de nævnte Dyder. Men det ophæver ikke, at det, som for Tysk­

land selv er en væsenlig og højtskattet Del af deres Kultur,

8

det bliver en forfærdelig Fare for de Folkeslag, som Tyskerne gerne vil velsigne med det tyske Væsen. For andre Folk staar det nemlig saadan, at de nævnte Dyder vel i sig selv er attraaværdige nok, men skal de vindes derigennem, at Folket presses ind i et saa udpræget Tvangsmaskineri som det tyske Bureaukrati er, saa vil de til det yderste betakke sig derfor.

Thi selv om dette System maaske nok saa meget stemmer med Tyskernes Natur, med de andres stemmer det ikke. Og for dem vilde det derfor være den største Ulykke at faa paa­

tvunget et saadant System. Men det er det, Tyskerne ikke forstaar. Skulde det, der er godt for Tyskerne, ikke ogsaa være godt for andre oven i Købet lavere staaende Nationer?

Det manglede bare! Jeg har nylig set en tysk Udtalelse, som gaar ud paa, at det eneste, der fattes Tyrkerne, er 200 Land- raader og 1000 Gendarmer! Det løber en koldt ned ad Ryg­

gen, naar man hører sligt! Er det dog ikke forbavsende, at dette Folk, der roser sig af, at det sidder inde med en ufor­

lignelig Evne til at sætte sig ind i andre Folks Aand og Tankegang, saa de endogsaa kan paastaa, at de ofte kender dem bedre end vedkommende Folk kender sig selv, — at de ikke kan forstaa, at det for andre Folk vil være en dødbrin­

gende Pest at faa paatvunget en fremmed Kultur, selv om den er nok saa høj, naar den ikke passer til vedkommende Folke- aand? Og er det ikke mærkeligt, at dette Folk med sin rent ud sagt forbløffende Beundring for sit eget, kan sige, at det eneste Punkt, hvori det staar tilbage for andre Folk, er dette, at dets Nationalfølelse ikke er tilstrækkelig stærkt udpræget!

Det er aldeles umuligt for Tyskerne at torstaa, at de ikke er mere elskede end de er. De harmes og bedrøves over den Uvilje, de møder; de kan ikke finde andre Grunde for den end den laveste Misundelse; de bebrejder Verden dens skam­

melige Utaknemlighed; de vil jo ikke andet end tjene Verden med deres store Begavelse og enestaaende Kultur. Andre kan kun smile ad denne Mangel paa Forstaaelse. Den hører med til den naive Side af deres Karakter. Der er intet, der væk­

ker mere Ubehag og Uvilje, end naar Folk vil paatrænge sig

selv. De vil altid faa det Tilraab: Bliv mig fra Livet! Jeg

skal nok selv vælge, hvad jeg vil have; lad mig dog faa Lov

at raade mig selv! Men naar Tyskerne idelig, maaske i den

bedste Mening, gør Overgreb og altid oven i Købet erklærer

disse Overgreb for lutter Udslag af den sædeligste Pligtopfyl­

delse, som de arme Ofre burde være glade ved og taknemlige for, saa holder Taalmodigheden op. Læg dog en Gang Mærke til den aldeles forbløffende Evne, som Tyskerne har til at faa sat den sædeligste Etikette paa deres alier uhyggeligste Over­

greb! Tyskland, hedder det, vil ingenlunde annektere noget!

Betyder det, at Tyskland ingen Erobringer vil gøre? ingen­

lunde! De tilføjer nemlig, at de selvfølgelig maa foretage de nødvendige „ Grænsereguleringer", der skal værne dem mod fremtidige Angreb. De synes virkelig ikke at forstaa, at ved­

kommende Befolkninger vil være lige utilfredse med den dem tiltænkte Lod, enten man kalder det Anneksion eller Grænse- regulering! Ligeledes kan man høre dem med den sædeligste Harme erklære det for en skammelig Løgn, at de tilstræber Verdensherredømmet. Det kunde aldrig falde dem ind. Nej — men hvad vil de? De vil blot „organisere Verden"; de vil blot, af lutter Kærlighed, stille deres glimrende Organisations­

evne til Raadighed for Verden! Hvordan skal det ske? Ved prøjsiske Landraader og Gendarmer? ved tyske Officerer og Handelsmænd? Og hvis man nu ikke vil lade sig „organi­

sere"? Skal man saa tvinges til at tage mod den Velgerning, hvis Værdi man øjensynlig til sin Skam ikke forstaar at skatte?

Det er denne den tyske Paatrængenhed, Tyskernes fornærme­

lige Undervurdering af andre Folkeslag, deres utaalelige Krav om, at de skal have Lov til, om fornødent med Tvang, at paanøde andre deres formentlig højere Kultur, der har gjort Tyskerne saa forhadt. Og det er hele den her skitserede tyske Tankegang, hvis Udslag jeg i det følgende vil skildre og hvis Udbredelse jeg vil dokumentere. Man ser som sagt i den sædvanlige Litteratur næsten kun Henvisninger til Treitschke og Bernhardi.

Men jeg agter her at vise, i hvilken Grad paa den ene Side Undervurderingen, ja Foragten for og Hadet til det fremmede, og paa den anden Side Overvurderingen, ja Tilbedelsen af det tyske Væsen har grebet om sig i Tyskland. Derfor maa jeg meddele en Mængde af Fakta, bringe en rig Fylde af Hen­

visninger. Og jeg har unægtelig uudtømmelige Forraad at

øse af!

10

I I .

T Y S K E P R O F E T E R .

Til de tyske Profeter kunde man med Rette henregne Treitschke og Bernhardi. Mange Tyskere betragter uden Tvivl særlig Treitschke saaledes. De er ligesom Stormfuglene, der varsler Stormen. Imidlertid er de saa ofte blevet fremdragne af andre, at jeg skal undgaa Fristelsen til at behandle dem her. Der er desuden andre, som det ligger nok saa nær at behandle i denne Sammenhæng. Jeg vil nævne tre Mænd, der af Tyskerne særlig under denne Krig med Begejstring er blevet hyldede som deres Profeter.

Den første, der bør nævnes, er Ernst Moritz Arndt , den store tyske Patriot fra Frihedskrigens Tid

1

). Han skrev alle­

rede i 1834 et .Stykke, hvor han udtalte, at Belgiens Neu­

tralitet umulig kunde overholdes i en kommende Krig (den blev dog overholdt 1870!). Han siger:

„Belgien, Kornkammeret og Krigskammerat, er den fødte Slagmark i Striden

om

Maasfloden og Rhinen. Jeg spørger hver Feltherre og Minister, der har tænkt efter over Krig og Politik, om Belgien kan forblive neutralt i en europæisk Krig, det vil sige agtes som neutralt, længere end det synes den bekvemt, der foler den bedste Kraft i sig til at blive Angriber."

Hertil knytter den tyske Forfatter G. Traub, den ubetale­

lige Bemærkning, at „altsaa ogsaa en Arndt har allerede for 80 Aar siden givet os Absolution for det saakaldte Neutralitets- brud og har forudset, at det her drejer sig om højere Nød­

vendigheder, og at Belgien selv, det „halvfranske Land", slet ikke kan forblive neutralt". Det maa jo siges at være en nem Maade at skaffe sig Absolution paa, nemlig ved blot at citere sine afdøde Profeter.

Men det bliver ikke derved. Arndt har ved at grave i gamle Dokumenter fundet, at i 1814 havde en engelsk Diplo­

mat haft den Idé, at for grundig at svække Frankrig skulde Prøjsen anbringes som Grænsevagt: alle de gamle, tyske Lande hinsides Rhinen, deri indbefattet den burgundiske Kreds, skulde samles til et hele og overgives til Prøjsen! Denne forbavsende

l) Se hertil G. Traub: Aus der Waffenschmiede 1915.

Idé vandt Arndts ivrige Bifald. Den Gang skete det jo imid­

lertid ikke. Men hvad ikke er, kan vorde. Og i hvert Fald maa Belgien siges at høre naturligt sammen med Tyskland.

Han overvejer, om det ikke kunde frigøres for fransk Indfly­

delse ved igen at forenes med Holland. Men er det umuligt, saa foreligger Landets Forening med Tyskland som en gammel Ret og en gammel og ung Pligt. Derefter følger en Sætning, som Hr. Traub kalder klassisk, og om hvilken han siger, at den rummer mere politisk Visdom end mange af de seneres Afhandlinger, nemlig følgende:

„Paa Belgiens Marker vil der for Tyskland og England nødvendig til evige Tider blive stridt om Besiddelsen af Rhinen og om Herre­

dømmet over Kanalen."

Begejstret udbryder Hr. Traub: Han havde dog et ørne­

blik! Og han priser ham, fordi han stadig tænker paa at faa gammel, tysk Jord genforenet med Prøjsen. „Hans Hjærte hænger ved Rhinen og Maasfloden; her vil han staa paa de tyske Rigsvolde, som Gud byder det, med Sværdet i Haand."

Arndt er altsaa Profet for Kravet om Tysklands Udvidelse over Belgien og Nordfrankrig. Men han kan tillige staa som Udtryk for den tilbedende Ophøjelse af Tyskland, som det og- saa er vor Opgave at fremdrage. Det er nemlig ham, der

bl. a. har digtet det af Tyskere ofte citerede Vers, der lyder saaledes:

Deutsche Freiheit, deutscher Gott deutscher Glaube ohne Spott deutsches Herz und deutscher Stahl sind vier Helden allzumal.

Den ejendommelige Aritmetik, i Følge hvilken de nævnte tyske Helte kun regnes for fire og ikke for fem, synes lidt gaadefuld. Men her møder vi allerede Talen om den tyske Gud. Maa jeg her med det samme indskyde en Bemærkning.

Tyske Blade har i den senere Tid strømmet over af Forargelse over den franske Frivolitet, fordi et fransk Blad skal have sagt, at de franske nok skulde „blive færdige med Tyskerne og med deres Gud." Det er atter et forbausende Eksempel paa tysk Naivitet. De kunde da, skulde man tro, umulig vente, at Fransk­

mændene skulde tro paa den Gud, som de erklærer for tysk!

Det falder dem ikke ind, at der i hin franske Udtalelse selv­

12

følgelig ikke ligger den mindste Gudsbespottelse men kun en haanlig og, man maa sige, fuldtud berettiget Afvisning af den Paastand, at der skulde eksistere en særlig tysk Gud.

Den anden tyske Profet er den bekendte Filolog og Teo­

log P. de Lagarde. Han har allerede i 1874 udtalt, at Bis- marcks Skabelse af det tyske Rige kun var en Episode paa Vejen til Dannelsen af den store mellemeuropæiske Stat. Det tyske Rige kalder han for „Lilletyskland". Ja, Lagarde har, efter hvad en Tysker nylig har udtalt, allerede opstillet de nationale Krav, som Tyskerne „ikke i frækt Overmod men ud fra den i Sagen selv liggende indre Nødvendighed" maa anse for det uopgivelige Grundlag for det tyske Folks Medarbejde paa Menneskehedens Historie. Disse Krav er Grænseudvidelser baade mod øst og mod Vest; den belgiske Neutralitet kan man nemlig ikke stole paa. Det er dog ikke nogen simpel Anneksion, det drejer sig om. Nej, det gælder noget langt højere. Det gælder om at „kolonisere" — ikke i fremmede Verdensdele, men i vor nærmeste Nærhed, nemlig i Grænse­

landene mod Vest, i den ikke-tyske Del af det habsburgske Monarki og i de tilgrænsende Dele af Rusland indtil det sorte Hav. Saa faar vi et stort mellemevropæisk Rige, hvis Græn­

ser gaar mod Vest fra Luxemborg og Belfort til det gamle Goterland ved det sorte Hav mod øst, mod Syd indbefatter Triest og holder Lilleasien fri til Tilfredsstillelse af fremtidigt Behov. Det vil ikke kunne ske uden Krig

1

). Den vil komme og vi skal vænne Folket til den Tanke, at den vil komme.

Men ogsaa paa det andet Punkt er Lagarde Profet. Han har krævet Dannelsen af en særlig tysk Religion. Det tyske Folk er en Organisme, Organismen maa have en Sjæl, Sjælen er en national Religion, den maa hverken være protestantisk eller katolsk, hverken liberal eller ortodoks, hverken Kristen­

dom eller Humanitetsreligion. Jesus skal dog have en Plads i den. Han har foreslaaet, at der ved Universiteterne skulde ansættes religionsfilosofiske Professorer, der skulde have den Opgave at være „Stifindere" for denne nye tyske Religion!

Det er tilstrækkeligt at nævne dette; at gaa yderligere ind paa denne barokke Idé vilde være ganske overflødigt

2

).

') Alle Udhævelser er af mig, hvor det modsatte ikke bemærkes.

*) Se Paul Fischer: Paul de Lagarde, ein Prophet des deutschen Vol-

Den største og den mest populære af alle de nytyske Pro­

feter er dog Digteren Emanuel Geibel, hvis Hundredaarsfest man nylig har fejret (f. 1815 f 1884). Ham er det, der har givet det klassiske Udtryk for det nytyske Haab om Tysklands Sejrstog gennem Verden. Det er lykkedes ham baade at give den klassiske Formel for det tyske Overmod, der nødvendig kræver, at Tyskheden bliver sat over alt andet i Verden, men tillige at give dette Overmod et saadant Udtryk, at det kan til­

fredsstille Tyskernes sædelige Trang. Det er sket i de Linier, som jeg allerede forlængst har fremdraget og som citeres tal­

løse Gange i den nyeste tyske Krigsliteratur, nemlig:

Und es mag an deutschem Wesen einmal noch die Welt genesen!

„Det kan endnu en Gang ske, at Verden vil blive helbredt ved tysk Væsen". Det her udtalte Haab er for det moderne Tyskland blevet Vished og de ser deri den sædelige Begrun­

delse for alle deres Krav. Hvorfor skal Tyskland sejre, hvor­

for skal det have sin Plads i Solen, hvorfor skal det have sine Grænser udvidede, hvorfor er enhver Modstand mod Tyskland skammelig, ja djævelsk, hvorfor skal Tyskland blive et Ver­

densrige, hvorfor bør Tyskland og ikke England være det store Kolonirige? Jo, thi det er jo ved tysk Væsen, at Verden skal helbredes; det er af Tyskheden, Verdens Frelse afhænger.

Derfor er Angreb mod Tyskheden Synd mod Guds Planer, Kamp mod hans Verdensformaal, det er kortsagt Synd imod Gud. At de øvrige Folk ikke kan være synderlig henrykte ved at blive betegnede som sygnende Skud, der kun kan hel­

bredes ved at komme under Indflydelse af den tyske Sund- hedskilde, synes Tyskerne ikke at kunne forstaa. Og dog skulde man tro, at hvis de bare vilde tænke lidt over, hvad der ligger i disse to Linier, saa maatte de begribe noget af Grunden til den Uvilje mod dem, som de siger, de ikke kan fatte.

Men han har sagt meget andet end dette. Han er i Sand­

hed vel værd at studere. Han var hele sit Liv en glødende tysk Patriot. I Begyndelsen var det os Danske det gjaldt.

kes. Christliche Welt, Nr. 48—50, 1915. J. P. Bang: Kristendom og Nationalitet, 1900.

14

Han var naturligvis ærlig overbevist om Sandheden af Slesvig- Holstenernes Beskyldninger mod Danmark og begejstret for deres Frihedskamp: Danskerne vover at skænde (!) en tysk Slægt! Tyskland, er du faldet saa dybt i Søvn, at du tillader disse fremmede Dværge at hugge deres frække økse ind i dit Legeme (1846). Og 1852 efter Krigen falder der i Anled­

ning af London-Konferencen bitre Ord mod „Franskmand, Britte og Russer": Naar de holder Raad sammen, saa maa andre yd- mygt sige Amen — og saa kommer der i Sandhed profetiske Ord: han forudsiger disse Kokke og Mestre, at en Gang skal der fare en Sværm vrede bander i deres Kedel, og saa vil der gaa et stormende Brus gennem alle Tysklands Stammer, og de vil med Gru se Verden i Flammer. Naturligvis fryder han sig over Krigen 1864, han fryder sig i det hele taget som en ægte Teutoner over Krigen i sig selv: endelig kom­

mer Krigen, den hellige Ildregn, vi skal helbredes ved; saa skal Sværdet gennemhugge Løgnenes skændige Væv o. s. v.

Man ser, at Tankegangen her er den sædvanlige. De arme Tyskere maa altid kæmpe mod skændige Løgne. Det skulde altsaa have været os, der løj i 1864! Naar man nu véd, hvor­

ledes der blev løjet fra slesvig-holstensk Side i alle disse Aar, saa er dette om det skændige Løgnevæv jo lidt svært for Danske at skulle sluge. Endelig fryder han sig over Dybbøl og det „frigjorte" Slesvig.

Han profeterede ogsaa om den store Mester, der skulde komme og skabe Tysklands Enhed. I Bismarck blev denne Profeti glimrende opfyldt. Efter 1866 kræver han saa højlydt Elsass-Lothringen. Det kan han da fornuftigvis ikke have tænkt sig at faa uden Krig. Men da saa Krigen kommer, hører vi akkurat den samme Tale som nu om Tyskernes Fredsvenlig­

hed og deres Fjenders afskyelige Lumskhed. Hans Ord her er i højeste Grad interessante netop ved det Lys, de kaster over Nutiden. Han siger, at

Tyskland havde sat sin Hu til at bygge sit Hus i Fred, men saa kommer Arvefjenden, svulmende af Gift og Misundelse. Over ham og hans Yngel skal det forbryderisk udgydte Blod komme. Vi drøm­

mer ikke om eu let Sejr; denne Krig er en Verdensdom, og stærk er Løgnens Aand; dog han, der en Gang var vore Fædres Borg, han fører os ogsaa igennem denne Gang, vær vis paa det! — I en anden Sang „mod Babel" (o: mod Frankrig) hedder det: I har for­

kastet Freden, som et trofast Sind bød jer, saa skal 1 da ogsaa faa

Strid, Jammer og Nød, og saa skildres Ødelæggelsen: Hyl, Sult, Ulve, Gribbe, der smauser i Lig, — indtil de afsværger Løgnaanden. Og Freden skal være en tysk Fred; nu bæver for Gud og Tysklands Sværd Spottens Magt og Blodskyldens Arnested!

Det er dog ejendommeligt og værd at lægge Mærke til, at det i alle Enkeltheder er ganske de samme Toner, vi hører nu; der er intet af alt dette, der ikke er blevet sagt tusinde Gange under den nuværende Krig. Men senere fik man jo at vide, hvorledes det forholdt sig med Emser-Depeschen.

Geibels profetiske Genialitet har dog særlig vist sig i de to Digte, som nu i Krigens Tid er blevet særlig fremdragne i Tysk­

land, hvor de idelig citeres med undrende Begejstring. Det ene bærer Overskriften: Tysklands Kald og er skrevet 1861, altsaa lige før den store Opgangstid. Her ser han frem mod en Storhedstid for Tyskland. Den skal komme, naar den hellige Krone (han mener sikkert Kejserkronen) atter smykker en høj Isse, og en fast Vilje fra Hovedet behersker alle Lemmer, da vil Tysklands Ord atter faa noget at sige i Folkenes Raad.

Saa skal det ikke mere være det franske Lune eller de rus­

siske Horder, der har den afgørende Røst. Nej, Magt og Fri­

hed, Ret og Sæder, klar Aand og skarpt Hug, de skal saa ud fra en stærk Midte (Tyskland) tugte enhver Selvsyges vilde Drift, og saa er det de berømte Linier kommer, at saa skal endnu en Gang Verden helbredes ved det tyske Væsen.

Men allerede 1859 har han skrevet et profetisk Digt, som i Grunden er endnu mærkeligere. Det lyder i Oversættelse saaledes:

En Gang vil det ske, da vil Herren bryde sit Folks Skændsel:

han, der talte paa Leuthens Marker, han vil tale i Tordenen. Da, vær trøstig, o Tyskland. Dette er det første Tegn: naar Vesten og Østen rækker hinanden Haand til Forbund mod dig. Naar Østen og Vesten forbundne griber til Sværdet mod dig, saa vid, at Gud forlader dig ikke, naar du ikke forlader dig selv. Da vil Uvejret fortære din gamle Brodertvist, og i denne Frist vil Nøden føde dig Bedrifter og Helte, indtil du atter stærk, som ellers med Herredømmets Tegn paa Panden, troner for Europas Folk som en Fyrstinde uden Lige. Saa lad da Ver- densbrandens Lutringsglød slaa i Vejret og stig som Føniks frem deraf, du det tyske Lands Kejserørn!

Man kan godt forstaa, at Tyskerne kan hilse denne Digter

som en Profet. Hans Profeti er, som det jo ofte gaar med

Profetierne, ikke blevet opfyldt paa én Gang; først kom 1870,

•-7V - . • *

••••."••••• .'V •••';.•' ifip'H

16

der skaffede Tyskland Kejserkronen og Riget; men da forenede Østen og Vesten sig endnu ikke. Nu derimod er det jo bog­

stavelig gaaet i Opfyldelse, at Østen og Vesten har forenet sig mod Tyskland, og nu er det Verdensherredømmet, det gælder. Og alle Tyskeres Haab er da allerede for 56 Aar siden blevet udtrykt i disse Geibels Ord.

Og naar Freden saa en Gang er blevet sluttet, som en

„tysk Fred", saa vil det sikkert ogsaa blive sunget, hvad Geibel sang efter den sidste Krig:

Nu skal Gud, som drog foran os i Ildsluen, sende vort Folk Kræf­

ter til den sidste Sejr, Kraften til at udrydde Løgnens mørke Sæd, det vælske Væsen, af Hjærterne i Tro, Ord og Gerning. Drag ind ad alle Porte, du stærke, tyske Aand, som født af Lyset viser os Vejen til Ly­

set °g grundlæg i vor Midte, vaabenstærk og from paa samme Tid, i Frihed, Tugt og Sæder dit tusindaarige Rige.

Intet Under, at Geibel staar som Profeten for det kom­

mende tyske Tusindaarsrige paa Jorden!

I I I .

T Y S K K R I G S D I G T N I N G .

Det følger af sig selv, at Krigen har fremkaldt et Utal af Digtere. De allerfleste af dem har, saa vidt mit Kendskab til dem rækker, meget ringe poetisk Værd. Men de Tanker, jeg her forfølger: Forherligelsen af Tyskheden, dens verdenshisto­

riske Bestemmelse og det lidenskabelige Had, den grænse­

løse Foragt for Tysklands Modstandere, indtager ogsaa her en meget anselig Plads.

Et af de mest klassiske Udtryk har den nytyske Aand fundet i en Digtsamling, der er udgivet af den tyske Præst, Konsistorialraad Dietrich Vorwerk , under den betegnende Titel:

„Hurra og Hallejuja". Jeg finder i denne Sammenstilling noget

saa absolut ejendommeligt for tysk Aand, at jeg har brugt

den som Titel til nærværende Skrift. I den første Udgave af

denne Digtsamling stod der en Omskrivning af Fadervor. Jeg

skal anføre de tre sidste Bønner og Slutningen:

„Er end karrigt Krigerens Brød, saa virk kun daglig Død og ti­

fold Ve for Fjenderne. Tilgiv i barmhjærtig Langmodighed hver Kugle og hvert Hug, som det ikke lykkes os at ramme med! Før os ikke i den Fristelse, at vor Vrede altfor mildt fuldbyrder din Gudsdom! Giv os og vor allierede Frelse fra den Helvedes Fjende og hans Tjenere paa Jorden. Dit er Riget, det tyske Land; maa vi ved din pansrede Haand vinde Kraft og Herlighed."

Her følte dog Tyskerne selv, at Grænsen var overskredet;

Digtet blev i et kirkeligt Blad betegnet som Blasfemi, og det blev slettet i de senere Udgaver af Bogen. Selv under Kri­

gen kan man dog altsaa ikke finde sig i, at en evangelisk Præst i Tyskhedens Interesse udgiver en blasfemisk Gengivelse af Herrens Bøn.

Nu mangler Digtsamlingen ellers ikke bedre Toner; den rummer Opfordringer til at bøje sig for Gud i alvorlig Selv­

prøvelse, og at den er fyldt med Jubel og Tak over de tyske Sejre, er der jo ikke noget at sige til. Men disse Tanker kan ikke siges at være bragt i den rette Ligevægt og de er gen­

nemtrængt af den tredie Betragtningsmaade, den, som her be­

skæftiger os, nemlig, at det tyske Folk er Folket over alle Folk, særlig udrustet af Gud og under hans særlige Styrelse og Varetægt. Jeg skal give enkelte Eksempler her:

Digteren opstiller det Spørgsmaal, hvordan det kan være, at Tysk­

land er omgivet af lutter Fjender og ikke har en enesteVen? — formo­

dentlig var Digtet skrevet, før Tyrkerne kom med. —Er det ikke Tysk­

lands egen Skyld? Nej, svarer den fromme Digter. Kender I ikke den Helvedsfyrste, som hedder Misundelse, som forener Skurkene og splitter Heltene? Vel os, at Misundelsen saadan rejser sig imod os; det viser kun, at Gud har stillet os højt og rigt velsignet os. Tænk paa ham, som hang paa Korset og syntes forladt af Gud og maatte vandre sin Sejrsgang saa ensom. Mit tyske Folk, selv om din Vej er besaaet med Torne og med Fjender, saa drag kun videre fuld af Trods og Til­

lid. Endnu staar Himmelstigen. Du og din Gud, I er Majoriteten.

— Et andet Digt begynder netop i gammeltestamentlig Aand med en Forbandelse over dem, der ikke er ivrige nok til at udføre Guds Vredesdomme. Krigen er en hellig Krig. Der følger en Opramsning, som viser, at alt er helligt paa tysk Side, deres Ret, deres Pagt, deres Harme, deres Haand, deres Grave, men tre Gange hellig er den gamle Gud, som fører vore Faner til hellige Maal, og forbandet være den, som fortvivler om sin Guds Sejr og som raader til en raadden Fred o. s. v.

Et andet Digt skildrer Briternes Karakter og minder forbavsende om Farisæeren og Tolderen: .Pengesyge, Kræmmeraand, Begærlighed efter Vinding, beregnende Misundelse, Hykleri, hvor blev det os ikke til en modbydelig Last; vi spytter ad det, vi hader det, just fordi det er

J. P. B a n g : „Hurra o g Halleluja". 2

iSOS •1 -M tip'"

18

britisk, i Slægt med britisk Løgn og List! Ganske vist maa vi med Skam bekende, at vi havde ogsaa noget af det, men nu har vi kastet det altsammen fra os og vandrer nu i blid Uskyldighed gennem de hjemlige Egne, fri for Pengesyge, blottet for List, fordi — just fordi det altsammen er britisk.

Endelig skal jeg meddele et Par Udslag af det .hellige Had", som besjæler vor Digter. Han anraaber Gud saaledes i en „ Slagbøn Du, som bor højt over Keruber, Serafer og Zeppeliner i din Himmel du, som troner under Lyn fra Skyer, Lyn fra Sværd og Skyts som en Tordengud, send Torden, Lyn, Hagl og Uvejr mægtig ned over Fjen­

den, skænk os hans Faner, slyng ham ned i den mørke Massegrav. — Og saa til Slut blot følgende Digt om det hellige Had: Vi havde ganske glemt det, det hede Had, vi Tyskere, som gerne staar beun­

drende overfor vælske Moder og fremmede Racer, som om det var dem, der skænkede os alt godt. Vi rakte Japaneserne tyske Vaaben, de bri­

tiske Kræmmere tysk Videnskab og glædede os over med vor Aands Skaben at styrke vore Modstanderes Kraft. Det er forbi. Nu har vort Øje kastet et Blik ned i en bundløs Gemenhed. De, som vi gjorde lykkelige, de misunder os i Forening vor Lykkes sollysende Bane, de, som vi rustede, søger utaknemlige med forgiftede Vaaben vort Hjærte;

de, som har spist af vor Aands Brød, dem ser vi i deres Ondskab ar­

bejde paa vor Ulykke. O Gud, du som er en Fjende af fejge Snig­

mordere, en grum Modstander af graadig Utak, vi takker dig, at Be­

drageriets Maske er blevet draget bort fra Hyklernes Hoved. Hjælp os at dømme med dit hellige Had, hvad der frækt griber efter din Krone, saa at vi ikke holder op med at tilintetgøre, før Døden har modnet den fulde Frugt!

Især det sidste Digt er jo uhyggeligt og næsten ubegribe­

ligt, selv for den, der er fortrolig med nytysk Tankegang.

Kun Antagelsen af den mest haardhudede Naivitet kan gøre et saadant Digt psykologisk forstaaeligt. Er det virkelig mu­

ligt, maa man jo spørge sig selv, at en dannet Tysker i fuldt Alvor kan stille Sagen saadan op, at det kun er Tyskerne, de uskyldige, godtroende Tyskere, som har været de givende, at det er dem, der i deres storslaaede Uegennytte har lyksalig­

gjort den øvrige Verden med deres Aands og Snilles Produk­

ter, og som altsaa burde bæres paa Hænderne af alle os andre, saa vi i Følelsen af vor uendelige Taknemmelighedsgæld burde opfylde alle vore tyske Velgøreres Ønsker! De har altsaa intet modtaget af andre; de har kun været de givende; ja, man skulde virkelig tro, at de havde foræret den øvrige Verden deres Pro­

dukter for slet ingenting! Mon de dog ikke i hvert Fald har faaet Penge for deres Ulejlighed? Som en blaaøjet Uskyldig­

hed har Tyskland vandret sin stille Vej og spredt Glæde og

Lykke omkring sig, og saa bliver det pludselig overfaldet paa

den lumpneste Maade af alle dem, der burde takke det paa deres Knæ for dets ubegribelige Naade og Miskundhed imod dem. Ja, en saadan Tankegang er ikke blot mulig, men som man vil se i det følgende, hyppig. Og dette, at Zeppelinerne rykker op i Række med Keruber og Serafer — det er unæg­

telig et Vidnesbyrd om den forbausende Mangel paa Smag, som ogsaa saa hyppig møder én indenfor tysk Kultur.

En anden Digter, Fritz Philippi, har skrevet følgende Digt med Titlen: „Verdens-Tyskland":

„Midt i Verdenskampen ligger Tyskland som en stille Guds-Have bag sine Hæres Mur. Da hører Digteren de vældige Skridt af det nye malmklædte Tyskland; Jorden ryster under dem; Landene skriger op;

den gamle Tid styrter sammen. Før sad den tyske Tanke spærret inde i sin Krog, nu skal Verden have sin Frakke tilskaaret efter tysk Maal (! jetztwird der Welt gemessen der Rock nach deutschem Maass), og saa langt vore Sværd blinker og tysk Blod flyder, skal Jordens Kreds gives ind under tysk Arbejdes Omsorg."

Det er jo netop disse Udsigter til at skulde presses ind under det tyske Væsen og komme ind under den tyske „Om­

sorg", der er saa skrækindgydende for os andre

1

).

I „Schlesische Zeitung" for 9de Nov. 1914 staar følgende Linie i et Digt om Kiautschau:

„O Gud, agt os for stærke og værdige til at føre dit grumme Hævnsværd; som dine trofaste Gudstjenere vil vi bløde og sejre for Retten, og vi vil hævne vore Brødres Blod med sandt Gudsmod. O hjælp os, Fader, til rette Tid, du al Retfærdigheds Fader."

Men den øverste Plads i den tyske Krigsdigtning fortjener i al Fald i Retning af Navnkundighed den berygtede Hadsang mod England, som i Krigens Begyndelse blev digtet af Ernst Lissauer og som den bajerske Kronprins lod uddele i sin Armé.

Den gjorde stormende Lykke, blev ligefrem en Slags National­

sang, blev sunget og spillet allevegne. Følgende Citat er til­

strækkeligt til at give et Begreb om den:

„Vi vil træde sammen til Dom, at sværge en Ed Ansigt til An­

sigt, en Ed for Barn og Barnebarn: hør Ordet og sig det efter, lad det vælte sig gennem hele Tyskland, vi vil ikke aflade fra vort Had, vi har alle kun ét Had, vi elsker sammen, vi hader sammen, vi har alle kun én Fjende, England."

l) Christliche Welt 1944, Nr. 38.

2*

20

Digtets Virkning har været uberegnelig. Der løftede sig i Krigens Begyndelse i Tyskland en mægtig Bølge af lidenskabe­

ligt Had til England, i den Grad skummende og fraadende, at dets Udtryk kun kan fylde én med Gru. Det blev den dag­

lige Hilsen i Mund og Pen: Gud straffe England! Saaledes lød det, naar Kompagniet stillede om Morgenen: Kaptajnen raaber med høj Røst: „Gud straffe England!" og der svares tilbage fra 250 Struber: „Han straffe det". Og denne Hil­

sen skulde fra Hæren udbredes til det hele Folk: „Naar I f.

Eks. sidder ved Stambordet, saa sig ikke Skaal, naar I drik­

ker; nej, gør som vi, sig: „Gud straffe England" og svar:

„Han straffe det".

Lad mig et øjeblik dvæle ved dette Tema, det forfærde­

lige Had, som i Tyskland har naaet en saa svimlende Højde.

„Det er dog virkelig sandt, at vi i Rusland, Frankrig og Eng­

land bekæmper Løgnen og Lumskheden, Fejgheden og Ge­

menheden, Misundelsen og Forræderiet, alt, hvad der gives af Uretfærdighed." Saaledes staar der at læse, ikke i et Smuds­

blad (den Del af Pressen tages der i det hele ikke Hensyn til her) men i en vel overvejet og i Formen rolig Artikel i et anset tysk kirkeligt Blad, Allg. evgl.-luth. Kirchenzeitung, hvor­

fra mange af de her givne Citater er tagne. Men selv om her de tre Hovedfjender nævnes sammen, saa er der dog ingen Tvivl om, at Hadet ganske særlig er rettet mod England. „Vi har alle kun én Fjende, ham, I alle véd, ham, der sidder og dukker sig bag de graa Bølger, lumsk og listig, det Had vil vi ikke slippe", hedder det i det omtalte Haddigt. „At Eng­

land alene stikker bagved og i første Linie er Ophavsmand til Verdenskrigen, det véd enhver". Ja, det er for alle Tyskere et faststaaende Dogme, og videre hedder det: „De Retsbrud, som England begaar paa alle Omraader, er Legio; de raaeste Handlinger af Vilkaarlighed og Umenneskelighed følger uaf­

ladelig efter hinanden. Retten bliver stadig bøjet".

Skulde man da ikke hade? Jo vist, siger det kristelige Blad, ikke den enkelte, men Folket skal man hade. For

„nu er England den Guds Svøbe, under hvilken Jorden sukker(!), som hindrer Handel og Vandel, og ikke spørger om Neutralitet, som har fremkaldt denne forfærdelige Krig med det eneste Maal at knuse Tysk­

land; som lader vort Folks bedste Sønner forbløde sig paa Slagmarken, fører Døden i hundredfoldig Skikkelse over Jorden, lader fredelige

Lande ryge af Baal og Brand (!) som udleverer den tyske Kulturs uer­

stattelige Værdier til de russiske Barbarers Ødelæggelse; som har slup­

pet hedenske Asiaters vilde Erobringslyst løs mod Reformationens Folk og dermed bragt den evropæiske Kristenhed i Fare for at miste sine helligste Goder(!). Sandelig, den tyske Kristenhed vilde ikke være værd at bære dette Navn, hvis den ikke flammede op derover, hvis den ikke brændte i én Vrede, endnu blot kunde løfte én Næve, Næven mod England."

Ja, saadan staar der virkelig. Og naar et saadant Ud­

brud af det vildeste og tankeløseste Had kan finde Plads i et ellers ret hæderligt kirkeligt Blad, hvorledes ser det saa ikke ellers ud i det tyske Folk! Det hader England med et

„langt Had", som der ogsaa staar i hint Digt, og saa meget er sikkert, at Tyskland vil ikke hvile, før det fuldstændig har knust England, om ikke i denne Krig, saa senere. I hin Ar­

tikel tager man det gamle Testamente til Hjælp som Støtte for sit Had; og det nye? ja, det taler jo nok om Kærlighed, men, siges der, det taler ogsaa om en saadan Kærlighed, der driver Hyrden til at slaa Ulven ihjel for at frelse Faarene. Og Faa- rene er det tyske Fædreland, medens Ulven er England. Paa ny opramses alle Englands Forbrydelser og der endes saa med det profetiske Ord: „Vé dig, du Ødelægger, du skal igen ødelægges".

Vel har der i den sidste Tid fra tysk Side løftet sig Rø­

ster mod dette Haddigt, Forfatteren selv har taget nogen Af­

stand fra det, og man har ikke villet have det med i Skole­

bøgerne — men det har desværre ikke meget at sige. Ska­

den er sket, og desuden dryppes Hadets Gift, som vi skal se, fremdeles i nye Digte og Taler dybt ned i den tyske Folke­

sjæl. Af et Digt af Otto Riemasch fremhæves saaledes som

„særligt gribende" følgende Vers om England;

»Men hundrede Gange mere glødende end vort Staal skal For­

agtens Mærke brændes ind i dig. Og strejf saa som en ensom Ahas- verus hvileløs og ulykkelig over Jord og Hav. Og siger du: Jeg kastede Helvedes Brand fra Jord til Himmel, over Vand og Land, jeg har slaaet Gud og Menneskeheden i Ansigtet og skal nu bære al deres Forbandelse, et evigt brændende Ildmærke, saa siger du Sandhed for første Gang. Le kun bag Masken, din Time er kommen."

Ganske vist kan der ogsaa til Tider rases stærkt mod de

andre Fjender, saaledes i følgende Vers mod Russerne:

\ -V.H' * t W . i-pt ,f /jpty

22

„Nu har I Fjenden i Næverne, hold nu en retfærdig Dom Lad Østprøjsens Blykugler svirre og lad hver hente et fjendtligt Liv. Sam- mentraengte i Skarer, med opløftede Arme, afskaarne paa Øer mellem afgrundsdybe Moser, vaklende i den Haglbyge, som vort Skyts' Ræk­

ker udslynger . . . Fjenden han værger sig ikke mere . . . Hører I hans fejge Klynken om Naade? Lader I Geværerne synke? Vil I gøre Fanger? Hedder eders Pligt nu Menneskelighed?"

Men det er dog stadig til England, der idelig vendes til­

bage. Saaledes Hr. Eulenburg:

„O England, du perfide Land, det skal dig aldrig glemmes, at uu har forraadt dine Brødre alene for Pengeinteresser."

eller O. v. Gierke:

.. »Storm frem i Pagt med Slaver og med Vælske, du lavtsindede Nation; du skal dog ej forfalske Gudsdommen, troløse Albion."

eller G. Falck:

„Hvide Sne, hvide Sne; fald kun i syv Uger; alt dækker du vidt og bredt, dog ikke Englands Skam; hvide Sne, hvide Sne, ikke hvad England forbrød." '

Men ogsaa den anden Tone: Tyskland som den store gudbenaadede Nation, den fuldstændig rene og uskyldige, Redskabet i Guds hævnende Haand kommer naturligvis ogsaa frem. Saales E. Kiihnemann:

„Hvortil Krigen? Vi véd det ej! Maaske, mit Folk, en Verdens- dom. Og du Sværdet i Guds Haand, der suser ned paa Skurkene."

eller T. Suze:

„Tyskerne er de første ved Guds Trone — — du kunde ikke lægge Sejrens gyldne Krone i renere Hænder."

eller J. Hort:

.Aldrig saa I et stærkt Folk og Rige i en hvidere Fredsklædning.

Vi bød eder Palmegrene, vi bød eder Retfærdighed, I bød os Had og Misundelse."

fremdeles F. Lienhardt:

„Naar disse Uvejr har gjort deres Værk, saa begynder Tysklands reneste Sendelse: at blive et Tilflugtsted, en hellig Lund for de sø­

gende Folk paa den hele Jord, et Midtens Land, et Visdommens Land, et Sædernes Land. Da vil det være den bekransede gæstfri Port mod det funklende Østen."

og K. Hildebrand:

„Velsignelsen strømmer og flyder ned, der hvor man har hengivet sig til dig; tyske Dyder bruser klart, tysk Kraft udgyder sig dér. Hvil­

ken Drik af denne Kilde! Stærkt og dybt og ved højt Mod flyder tysk Art forbi, tysk Væsen flyder langt ud over alle Folks Liv."

Saaledes fortaber disse tyske Digtere sig i straalende Sy­

ner om den Velsignelse, der fra det sejrende Tyskland skal strømme ud til den arme, tørstende, syge Verden. Men fore­

løbig gælder det, som F. Philippi synger:

„Vi er blevne Vredens Folk; vi tænker kun paa Krigen;

vi udøver Guds almægtige Vilje og hans Retfærdigheds Skrig vil vi hævnende opfylde paa de ugudelige, fulde af helligt Raseri. Os kalder Gud i morderiske Slag, om saa Verdener skulde styrte sammen derved vi er bundne sammen som et Krigens Tugtens Ris; flammende som Lyn farer vi op; som Rosenhaver blomstrer vore Saar ved Him­

lens Port. Hav Tak, Herre Gud! Din vrede Vækkelse sletter vor syn­

dige Art; vi slaar med din Jærnstav alle Fjender i Skægget."

Ogsaa den temmelig poesiforladte Digtsamling; „Neue Kriegs- und Friedens-Kirchenlieder", som er blevet fabrikeret af Præsten Emil Schultz , bærer det samme Præg. Den er vel ikke slet saa slem som „Hurra og Halleluja", men er dog som den helt igennem bygget over dette, at Gud er det tyske Folks Gud, og det tyske Folk er Guds Folk, andre Folk kom­

mer kun paa Tale som Bander („Rotten"), der ikke kan tæn­

kes at have noget med Gud at gøre;

„Lad os blive paa Vejen til Sejren, tyske Kristne! Saa vil Gud til sidst i denne Krig fordrive hver Fjende, som saa frækt forhaaner dit Folk, der stedse forsoner sig med Gud".

Denne sidste Beskrivelse af det tyske Folk er jo ret mærkelig! Sangens sidste Vers lyder saaledes;

„Hjælp os fremdeles, Sejrsgud, lad os snart naa til Maalet, giv at alle Fjenders Bande nu for Alvor bliver bange. Før os, Herre, i den store Krig ogsaa til den endelige Sejr.

Den digteriske Smag maales af følgende Linier, som maa hidsættes paa tysk;

„Bringt Gott den Psalterklang, er t<3ne lebenslang

deutschen Gauen, denn nimmermehr von Gottes Ehr'

lasst Deutschlands Land-, Luft- und Seewehr."

Den sidste Linie er ubetalelig. Med den skal jeg slutte

dette Kapitel.

24

I V .

K R I G E N I P R Æ D I K E N E R .

I sin Bog: „Mit dem Auto an die Front", der er blevet meget omtalt og meget læst, ganske særlig fordi den er skre­

vet af en Socialdemokrat, fortæller Forfatteren, Hr. A. Fen- drich , følgende om en Samtale, han paa sin Tur ved Fronten havde med Kejseren og Rigskansleren:

H!,,nHR i g Srk a n S lle r e rl.Sn0 d s,t (?r og °Pr eis t °g ^kte mig sin bløde, stærke Haand. Jeg har heller ikke smaa Hænder, men min Højre forsvinder i hans. Jeg lider den godt. Den udstraaler Varme og Troskab". Saa kommer Kejseren og der udspinder sig nu en interessant Samtale mel-

em Kejseren og Socialdemokraten. Kejseren bevidner først sin Freds- N

p !

U'0^i de

i

efter refererer Hr

Fendrich

Kejserens Udtalelser saa- ledes „Vi havde svært overvurderet alle andre Nationer, ogsaa den

S ,f'r a n s k n ifnd e n e er et Folk i Nedgang. Deres Krigsførelse er

fuld af de sværeste Forfærdeligheder, fuld af saa frygtelige Begiven- Fn h»i St - E e Tl Krigsbog en Gang kan gengive dem.

, .h a l v ' ,l m e h a r Kejseren indvortes modstræbende og dog reven med af de vedkommende Kendsgerningers Uhyrlighed, meddelt mig edelig besvorne Kendsgerninger angaaende franske Officerers og Lægers For- i J l ? ' i h • mod Fjenden, men ogsaa mod deres egne Folk, som ikke lod noget Haab om Helbredelse tilbage. Frankrig er et dømt Land. Og de Taarer, som mere end én Gang kom til at staa i Kei­

serens Øjne, var ofte Taarer af Undseelse over en saadan Fremgangs- maade hos et Folk, som man dog endnu ansaa for ridderligt og ædelt men som er faldet som Offer for en fiks Idé." Paa dette Punkt var der fuld­

stændig Enighed mellem Kejseren og Soscialdemokraten, og denne frem­

hæver dernæst et andet Punkt, hvor han ogsaa ganske bifaldt Kejserens uptattelse, nemlig angaaende Krigens Mening: „Dens Mening og For- maal er Tysklands Ening og Rensning, for at det kan blive skikket for sin verdenshistoriske Opgave at være Europas Hjærte og arbejde for

d e n e"r oPæ i s k e M e n n e s l<eheds Inderliggørelse. Vi fører Lysets Kamp mod Mørket. Vi er alle ikke gode, men vi har Viljen til det gode Og for de oprigtige lader Herren det lykkes. — Det var Hovedtanken om Krigens Mening, og det var, som om derude klare Børnestemmer sang: „O Tyskland, højt i Ære, du Troskabs hellige Land". —

Skønt det ligger noget ud over dette Skrifts Ramme, vil jeg dog i Betragtning af den Interesse, som knytter sig til denne Samtale mellem Kejseren og en Socialdemokrat, endnu anføre følgende Slutningsbetragtning:

i A s o c'a'e Ting blev der ikke talt. Men jeg har den faste Til-

u ^eJs e ren med sin livligt søgende Forstand efter Fredsslutningen

og efter Folkets Ening om Fædrelandets Forsvar endnu en Gang vil