Et embedsmandshjem i Varde 1854 til 1880
Af Kamma Struwe
By- og herredsfoged senere borgmester Jens
Albrecht Frederik Bagger (1820-1884) flyttede
i 1854 til Varde med hustru og deres etårige
datter Emilie.
I 1858 fik ægteparret tvillinger, døtrene
Alma og Edith Camilla. Næsten 70 årgammel begyndte Edith Camillaatskrive sine erindrin¬
ger.Nedenforgengives iletredigeret formdet
afsnit i Edith Camillaserindringer, derhedder
»Mit barndomshjem«. Edith Camilla Rasmus¬
senf. Bagger (1858-1927) blev gift medTheo¬
dor Ludvig Marius Rasmussen (1852-1896).
Han var søn af Hans Rasmussen, lærer og kir¬
kesangeriSønderby ved Assens påFyn,ogBo¬
lette Frederikkef. Palludan.
TheodorRasmussenvar 1880-86sognepræst i Daugbjerg, Mønsted, Smollerup ogfra 1886-
1896sognepræst i Sønderbypå Fyn.
Mitbarndomshjem
Min fader-Jens AlbrechtFrederikBagger,kal¬
det Fritz i daglig tale - var søn af cand. jur.
Slotsforvalter Bagger på Sorgenfri, han blev født i Ringsted, men han talte aldrig om sin barndom, af og til om sine kandidatår i København, hvor hani flere årvaransat ijus¬
titsministerietsomkancellist, og hvor han blev gift-
Min mor varlærerinde i nærheden af Hørs¬
holm, hvor hendeseneste brorhavdeenstørre
landejendom. Hantogsig af sinemangesøstre.
Mors far var organist i Holstebro, men sad i
meget små kår og måtte for at forsørge sin
familie gåud og spille til dans. Mor kom i sin ungdom i forbindelse med familien Bagger på Sorgenfri, ogder lærte min farog mor hinan¬
den atkende.
De blev viet i al stilhed iFrederiksberg Kirke,
kunfars lillebroder Emilvarmed, da far havde fået den løjerlige ide, atingen måttevide bryl¬
lupsdagen. De kom til atbo i en lille lejlighed
vedNørrevold, og her oplevede de koleraåret
1853 i al sin uhygge. Farfik et lettere anfald,
men kom igennem det ret hurtigt. Her blev
min søster Emilie født og opkaldt efter fars bror, der døde året før 18 år gammel. I 1854
blev farbyfoged i Varde-borgmester blev han
først meget senere (1864). Der var en stor
embedsbolig, der tidligere havde været avls¬
gård, og alle bygninger stod derendnu i hele
fars embedstid. Det var en stor overgang for
familienatkomme til den lilleprovinsby.
Farvar en statelig mand, men nogetstivog
tilbageholdende i sin fremtræden. Borgerne respekterede ham i høj grad som embeds¬
mand,menkunne ikke tilgive ham,athan ikke deltog i klublivet. Byens matadorer samledes
hverlørdag aften tilet størremåltidmed efter¬
følgende rhombre i et ækelt tilrøget snavset lille lokale. Far gjorde forsøget, da hans for¬
gænger havde dyrket klublivet, men han
befandtsigilde derved, navnlig fordi stemnin¬
gen blev lovliganimeret efterdiverse små glas.
Derimod deltog både far og mor i den al-
Et embedsmandshjem iVarde 1854til1880
By-ogHerredsfogedsamtborgmesteriVarde,JensAlbrecht
FrederikBagger (1820-1884) Foto: privateje.
mindelige selskabelighed både ude og hjem¬
me,ogder herskede da altidenmunter utvun¬
gentone.Mine forældrevarmegetgæstfrie,og der kom mange mennesker, også tilrejsende
der havdeforretninger med far,ogdet hændte ofte,athan sendte bud hjem, athan kom med
så ogsåmange tilmiddageller aften.
Morhavde meget at gøre, da vi havde kon¬
torpersonale boende og dertil etpar extra på
kost; men det var etjævnt borgerhjem uden ekstravaganser inogenretning, kun ved deårli¬
ge repræsentationsmiddage gik det flot til. I
det daglige så vi børn vores far meget lidt ud
over måltiderne, han sad i sit kontor ogarbej¬
JensineMarieKathrineBaggerf. Christensen (1828-1876). Foto:privat eje
dede til ca. otte hver aften, det var mor, der måtte holde for.
Men det var højtideligt, når ferierne kom,
ogfar viste sig ifamiliekredsen.Fars gamlemor
var hos os flere måneder både om foråret og
om efteråret, far hentede hende selv i Ribe, hvor hun boede hos fars søster og svoger, Saltos,ogdisse afhentede da »Bedste«ogholdt
i den forbindelsesommer-ogjuleferier hosos, ogsåvarder liv til fryd forosbørn.
Juleaftensdag var for os, som for alle børn uendelig lang. Juletræet blev pynteti fars kon¬
tor, ogvi kunnejo høre, hvor de andre lo og snakkede. Vi havde med spænding imødeset
alle de interessante ting, der skulle foregå i julen med selskaber og dilettantkomedier, og
detmesteforegik ivorthjem. Vi fikogsålovat bære kurve rundt til de fattige, og det var vi glade for, vivaraltid velkomne.
Kristendom hørte vi ikke noget om, vi bad
vores aftenbøn, men ingen bad med os, ogvi hørte ikke megetom Gud. Visyntes, detvarså
kønt, når der blev sunget salmer juleaften.
Saltosvarreligiøse. Bedstemorligeså,de søgte alletrekirkenflittigtogbragte envisstemning
med sig. Men når tante Sofie med stor patos læsteenafMartensensprædikener i dagligstu¬
en flygtede vi, selvom hun bebrejdede osdet bagefter.
Om sommeren blev dergjort køreture i en
gammel flersædig Holstensvogn, og det var sårefestligt, og ikke mindst når de voksne en mild sommeraften tog en »salt og brød« med
os,atsefar løbe,ja detvar en begivenhed.
Krigen 1864
Detvar envældig oplevelse med krigen i 1864,
skøntjeg kunvarseksår, stårdet altsålevende
for mig. Pikkelhuerne, der kom kørende og holdt ved en værtshusholder, der boede lige
overfor os,kom ogringede påogtog far med sig. Det varingen spøg formor; vi havde stor indkvartering af officerer og menige, og de
første ovenikøbet på kost, de spiste sammen med os. Dervar en Hofman Liebe, dervar så elskværdig, ledogkedafkrigen, somhan fandt uretfærdig. Slemt var det, når de forskellige
batallioner kom marcherende ogstyrtedegård¬
enrundt foratfinde heste ogledeefterembeds-
pengene, ognår de intet fandt-morgik med
pengenesyetpåsig-blev rasende. Østrigerne
var de bedste, dem havde vi ti af i indkvarte¬
ring.
Afogtilvarvipå besøgi Ribe,dengamle by
med de mange broer og den store domkirke
Et embedsmandshjem iVarde 1854til1880
gjorde stærkt indtryk på os, og dette at være gæst hos onkel og tante, der aldrig vidste det gode de villegøre os,devarmehvederommor¬
genen,de mangebesøg hos deresvenner osv., detvar en oplevelse foros.
I de første skoleår havde vi lærerinde, der boede hjemme og var en gammel bekendt af
familien. Hun var vist ret dygtig, men forstod
ikke atgive det fra sigogvarbundkedelig. Da
Emilie kom til København, kom Almaogjeg i
enlilleprivatskole i byen,en rædselsfuld skole
hvor man intet lærte,jeg trorikke farog mor havde anelse om, hvor slet den var. Frøken Blokvar engod bekendt af dem,etelskværdigt menneske, men hvis hun virkelig selv havde kundskaber, forstod hun i al fald ikkeat bruge dem, hun kunne ikkesvare på vorespørgsmål.
Dajegpåetseneretidspunktbeklagede mig til
farderover, blev han ked af detogglædedesig
over at se mig selv arbejde med både historie
oggeografi. Ide tidermentemanikke, detvar sånødvendigtatkvinder lærtesåmeget.
I 1867varviførstegangpåFanøogdetgen¬
tog sig hver sommer i syv år, lærerinden var med ogopholdet varede fleremåneder. I 1868
varvi alle påÆrø ogbådegamle bedstemorog Saltos var med. Mors søster - tante Helene - var gift med apotekeren der.1 Vi skulle have
deres søn Kristian med tilbage, han skulle i
latinskole i Ribe og bo hos Saltos. Onkel Ras¬
mussen var en meget ejendommelig mand og holdtsigmestfor sig selv i apoteket,mentante gjordemereindtryk, hunvarlivlig,ognårhun
iregnvejr underholdtosmedatforedragemor¬
sommeviseruhyre dramatisk,varjubelen stor.
De havde foruden deres egne to børn et par
plejebørn,sådervar nogen atlege med.
Sygdomsår
Så kom de tunge år, der knugede hjemmetog
bragte det ud af devantefolder.Først kom min
ET EMBEDSMANDSHJEM IVARDE 1854TIL1880
sygdom med dedårlige ben, efteratjeg i mit
Ilte år var falden i et rendestensbræt, såjeg
ofte havde lange sygelejer og måtte gå med krykkerietparår. Det tyngede mine forældre,
da de efterathave konsulteretprofessorEngel¬
sted i København med mig fik at høre, at be¬
handlingen havde væretganske forfejlet. Han
foreskreven smertefuldkur,jeg ikke nærmere skalbeskrive, kuren voldte mig megen smerte,
men bragte mig nær til min fader, der beun¬
drede mintapperhedogfrejdighed.
Mors sygdom var imidlertid også kommen til, også hun var blevet underkastet forkert behandling, der bragte hende i fortvivlede for¬
hold. Vorgamle huslægevar bleven begejstret
for et nyt lægemiddel - kloral tilsat morfin -
det dulmede smerterne, men blev til øde¬
læggelse formor, der blev slave af det. Uagtet
der senere ved apotekerens hjælp blev gjort,
hvad der kunnegøres,varulykken sket.Detvar
frygteligt for os alle, når disse perioder kom,
nårmorgik ienbestandigrusaf den afskyelige
medicin. Fremmede, der ikke kendte hende, troedealtid, detvar ennaturlig livlighed, men
vore nære og trofaste venner - Rosenørns2 -
delte det med os, og fru Rosenørn var sød og kær til atkomme og være hosos. På far virkede
det aldeles lammende, og når han så det var galt, viste han sig kun vedmåltiderneog varda meget tavs.
Vennekredsen
Far og mor tog sigmeget af enlige og gamle.
Der kom ugentlig to gamle enker hos os, fru Stampe og fru Teilman, to prægtige menne¬
sker. Vi havdeogsåjævnlig besøg afengammel jomfru Smidt, der havdekendtmineforældrei
deres ungdom. Hun havde i sin tid tjent kam¬
merherre Wolfhagen, og han havde købt hen¬
de ind i Vartov, da hun forlod hans hus. Der befandt hun sig såre ilde, hun havde et lille
kedeligt værelse over porten, som hun kaldte
»hummeret«,ogtilbragte denmestetid afåret
dels i Ribe, dels hos os. Hun var hyggelig og megetmorsom,men af ganske jævn herkomst.
Inspektøreni Vartovskrevafogtil efter hende,
da værelset ikke måtte stå ubenyttet i årevis,
menså sendte hun hamenhare ellerlignende,
også gik der flere måneder igen.
En hyggelig omgangskreds havde far og mor,det stive embedsmandsvæsengik bort,når
farvarvært, devargæstfrie,ogderes hjemvar åbentformange.
Blandt detidligstevenner varpastorClaudis
familie, -den senerestiftprovst i Ribe-de var meget musikalske allesammen. Som student
havde præsten giftet sig med en skuespillerin¬
de, og han læste til eksamen med den første¬
fødte i armene -Julie- der senerevar gæst i lange perioder ivorthjem, hunsangsådejligt
og varelsketafosalle. Moderens skuespillerta¬
lent var gået i arv til døtrene, og de spillede
megethyppig dilettantkomedie i veldædigt øje¬
med - forresten moderen med - det var
udmærket godt og meget fornøjeligt, da de opdragede hele stabe af gode medspillende.
Dadeflyttede til Ribe, efterlod deet stortsavn iselskabslivet i Varde.
Claudisefterfølger blevpastorLuplau'-han
varfordreven fraSlesvig efter 1864-ogda han
ikke kunne komme i præstegården straks, til¬
bød mine forældreathuse dem. Deboede hos
os i et par måneder, så vi lærte dem godt at kende. Præsten var en elskelig from mand,
men en svag karakter, og hans hysteriske men
begavedefrue,varhamenumådelig hæmskoi
hansgerning, han havde alle betingelser forat kunne bliveendygtigpræst.Fruen fiketaf sine
rædsomme anfald oglå i sengen det meste af
tiden, medens devarhosos,besværlig formor, da hun med sin grænseløse fordringsfuldhed lagde beslag på hende. Vi børn kunne ikke
ETEMBEDSMANDSHJF.M IVARDE 1854TIL1880
EmilieBagger, datteraf borgmester Jens Albrecht Frederik Baggerog hustruJensine Marie Kathrine Bagger,
Varde. Foto:privat eje
EdithCamillaRasmussen, født Bagger(1858-1927) datter af borgmesterJens Albrecht Frederik Baggeroghustru Jensine Marie
KathrineBagger, Varde, gift med
TheodorLudvig Marius Rasmussen (1852- 1896)Edith Camilla nedskrevnæsten 70 årgammel sine
erindringer. Foto:privat eje.
AlmaBagger,datter af borgmester Jens Albrecht Frederik Baggerog
hustruJensine Marie Kathrine Bagger, Varde. Foto: privat eje.
begribe, hvaddetvarfor inderlige hyl vi hørte
inde fra værelset, hvor hun boede. Datteren Marie - den senere kunstnerinde-var på det tidspunkt meget sød, men udviklede sig min¬
dreheldig på kunstnerskolen, blev emanicipe-
ret osv., og først da hun kom i berøring med
kunstneren Emilie Mundt, faldt der mere ro over hende, og frk Mundts ophold i præste¬
gårdenvirkede altid velgørendeoverhele lini¬
en.4
De venner, der stod os nærmest, var dog
absolut Rosenørns, deresgammeldags hyggeli¬
ge hjem med dets ejendommeligeluft elskede
vi alle. Herredsfogeden havde i sin ungdom
haft etanfald afsindsyge, som han imidlertid
havdeforvundet, det havde efterladtenvisner¬
vøsitet, der ofte gavsig pudsige udslag, f. eks.
når han vari selskab og havde sagt: »Stine, nu skal vi hjem«, så styrtede han rundt og sagde
farvel til alle og var færdig, inden hans lille
kone fik sit arbejdstøj lagt sammen, og fars ansigt ved slige lejligheder fik ofte ungeansig¬
tersmuskler tilatdirre. Dethyggeligstevar, når
de to kære mennesker kom alene og spiste til
Et embedsmandshjem iVarde1854tu.1880
Gjellerupholms hovedbygning. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv. B 14021.
aften med. Såspillede Emilie ogjegfirhændig
- Beethovens ogHaydns symfonier-jegmåtte
synge, og når den musikalske underholdning
vartilende, fik degamle sigen »lille rubber«5,
som de sagde, alt imens snakken gik lystigt, også efter mors sygdom fortsatte disse aftener
tilstoradspredelse for far.
Til de særlige begivenhederhørte i flere år
et sommerbesøg på Nørholm hos Kammer¬
herre Rosenørn Teilmann6 fætter til herredsfo¬
geden, og tidligere kultusminister. Den store
herregård med de vældige sale med den
mugne lugt, destorefamilieportrætterosv. im¬
ponerede os børn. Kammerherren var meget
venlig imod os, men vi var bange for ham, vi
havde hørt formegetom, hvorubehagelig han
kunnevære. Far og morforetrak også søndag,
når Rosenørnsvarder, tilsligebesøg,sågik det bedre, og smuktvar derbåde i haven og nær¬
mesteomegn.
Nej! Vi børn fandt detmorsommerepå Gjel¬
lerupholm,engårdderlå 1/4 mil fra Varde, og hvor min gudmor boede.Hunvargift med for¬
henværende herredsfoged cancelliråd Smidt,
etægteskab der havde sin historie, hunvar en
jævn bondepige. Som børn havde vi ingen klar¬
hed over det mærkelige familieliv der førtes,
skønt vi undredeos.Mingudmorvarstoltover
at have holdt mig over dåben, familien ikke mindre, så der blev gjort vældig krus af mig,
nårjeg kom derind, ogdet dryppede påsøstre¬
ne. Gudmorvar en dygtig husmoder, men det
Et embedsmandshjem iVarde1854til1880
varogsåhendeslivoginteresse. Mandenvar en
storsærling, hansad altid i sit »kammer« und¬
tagen ved måltiderne, (hvor han altid fik sin
egenanretningpåetbarnestel) og omaftenen
ville han have sin Rambus,7 enten dervar sel¬
skab ellerej.
Huset var i to etager, i den øverste nogle
storeværelser,hvor de ældste døtrealtid sadog lod sigopvarte og gernetogimod besøg afos.
Dervarogsåenvældig spisestue, hvorder blev
holdttreårlige selskaber. Trappen knirkede af
ælde,såvivaraltidbangeforatfalde igennem.
Nedenunder var der en lille skummel stue forankancellirådens »kammer«,-døtrene for¬
talte, da han var død, at der ikke havde været
gjortrenti 24år! Hanville ikke have det-der
sad altid de toældstesønneraf førsteægteskab
og spillede skak og røg; denyngste datter var døv, blev i senereårsindssygogvarmegetbes¬
værlig,hvad hendesegne dog ikke villeerken¬
de. Det var nogle ejendommelige mennesker,
menvi børnmoredeosaltidpå Gjellerupholm,
da vi blev voksne kneb detmereforos.
VardeApotek ejedes i vorbarndom afapo¬
tekerHelms, han varenkemand oghavde fire børn,tosønnerogtodøtre, vi kommegetsam¬
men, ogAmalie, Mathilde, RudolfogVilhelm
var vore bedste legekammerater; de havde en stor have, hvor legen gik lystigt. Apotekerens
mor, der boede i huset, var en yndig gammel dame, åndsfriskoglivlig, hun glædede sig med børnene, ellers var familielivet trist og kom
Et embedsmandshjem iVarde1854til1880
seneretilatpræge børnene. Drengene kompå
SorøAkademi, og nårferierne kom ogbragte
soranernehjem,varder livmed ballerosv.
Omegnens præster tog dengang ind hos
mine forældre, når de skulle gøre indkøb i Varde, de kom om morgenen et helt læs, og nød alle deres måltider hos os, inden aften svømmede vores entre af pakker. Hvorledes
dettevarkommenigangvedjeg ikke,mender
varvenskab imellemdem, dervarSeidelins fra
Janderup8, og de to brødre Læssøe, sønner af
den kendte fru Signe Læssøe, den ældste af brødrene, der var fra Kvong9, togmine foræl¬
dre sigmeget af, desad i meget små kårmed
en storbørneflok, ogjeg huskerendnu, hvad
der blevpakket indtil dem,nårmor ogfartog ud på embedstureogbesøgte dem.
Den anden Læssøe var i Ølgod,10. Men der
kom flere endnu, Stampes fra Nørre Nebel,11
han sad altid i en lukket doktorstol, konen på bukken, hun varsåfin og rar, hanen frygtelig
bonde. Men da deres efterfølgere, som vi slet
ikke kendte, betragtede vores hjem som en
hyggelig gæstgivergård, blev det dog far for meget, oghan sagdestop.
Festligheder
Så kom konfirmationsforberedelserne, der
foregikivoresspisestue; jegvarså dårligtilbens
atpastorLuplau venligt gik tilos.Da hørte jeg
første gang om kristendom, sådet gjorde ind¬
trykpåmig,ogjeg glemte det ikke siden. Selve konfirmationsdagenvar trist;morhavde ligget
i sengen nogen tid, og dervar ingen, dertog sig afos.SåkomtanteHelene, hun sørgede for salmebøger tilos osv, og varkærligoggod. Da
vi kom hjem fra kirke var mor stået op, men havde stimuleret sig så meget, at hun måtte i
seng igen, og det indtryk det gjorde på mig,
harjeg aldrig glemt.
Morsfamiliegæstedeosafogtilomsomme¬
ren,efterattanteHelenevarblevet enke, kom hunofte medsine børn, men hun kunne ikke forsone sig med mors svaghed, og det frem¬
kaldtemisstemning mellem deto søstre.
Far havdejo repræsentationspligter, blandt
demogså nårsessionen blev afholdt. Far skulle
overvære sessionen og indbød altid sessions-
herrerne til middagsammenmed byens andre
embedsmænd og borgere. Den middagvar en
begivenhed. Der blevserveretmangeretter,og fintskulle detvære. Dengang kendtemanikke
til kogekone,såmor varmed enkones hjælp i
virksomhed flere dage forud, men dygtig som hun var gik det altid fortræffeligt. Rosenørns stuepige hjalp med opvartningen, til vi blev
voksne, så måtte vi bære de tunge fade rundt.
Sessionen varede i tredage, ogden sidste slut¬
tede med middag på Nørholm, det holdt far
ikkeaf, thidavarherrerne ikkehyggelige.
Lysetimerogforelskelse
Tillyspunkterneivorungdom hørte besøgene
iRibe, de feterede ogforkæledeos, og detvar
hyggelig og opmuntrende at besøge de kære
tre.
Gæsteværelsetlå imellem bedstemors værel¬
se ogonkels soveværelse. Døren stodåbenind
tilbedstemor, hunvartotimerom atklæde sig
af og elskede at blive underholdt, kom stadig
frem i dørenogsagdeeteller andet. Så hænd¬
te det at dørens til onkels soveværelse blev åbnet lidt ogtante sagde: »Risse, giv ostonen til den sang, du sangfør, Salto kan ikke finde den«, sådanne småfornøjelige oplevelser hav¬
de vi mange af. Onkelvarden elskeligste sjæl,
kun ommorgenenholdtmansigpåafstand.
I sommeren 1874 havde vi besøg af tante Helene med datter, og blandt andre fornøjel¬
seroverværede vienkirkekoncert, ogdersåjeg
for første gangham, der blev min hjertensven,
og han mig. Jeg var kommen til at le ved en
bemærkning af Emilie, dette tildrog sig hans opmærksomhed, da omgivelserne ellersvaruri¬
melig højtidelige. Vivar senere i Hjerting, der
kom familien Palludan på udflugt, og vi blev præsenterede for hinanden.
Ijulensammeårblev vi bedt til bal hosKøb¬
mand O. Palludan,12 hvor Theodor13 var i be¬
søg, ogda jegvarO. Palludans guddatter, blev jegsati første række, ogkom derved til attale
medTheodor, ogvibegyndteatfå interesse for
hinanden. Efter nytårskulle jeg til København
og have undervisning i sang; jeg boede hos
grosserer Salomonsen på Kongens Nytorv, og
ennyverdenåbenbaredesig for mig. Detvaret flot og meget verdsligt hus, ogjeg må takke
Gud, der lod sine engle bevare mig igennem fristelser, spotm.m.Grossererens gik iDetkon¬
gelige Teater to til tre gange om ugen, ogjeg
var med til premieren både af Ibsens og
Bjørnsonsnyeskuespil, hørtemangekoncerter
osv.Jeg var meget optaget af min sang, hvori jeg fik opmuntring af min herlige lærerinde
fru Gerlack,ogdetvarsåvistikke hendes skyld,
atjeg ikke blev koncertsangerinde, idelig sva¬
rede hunpå mine indvendinger: »Ja! Vent De
nu bare, til De kommer til at synge med Gerlack, så skal De se«, han var syngemester ved DetkongeligeTeater. Menjeg kom ikke til
atsynge medham.
Emilieboede hos grossererTrierspå Amager¬
torv.Mine forældre havdeståeti venskabsforhold tilenapoteker Trier, derhavde boet i Lyngby,og gennemdem fik Emilie tilbudomfrit ophold hos
grossererens, mens hun gik på konservatoriet.
Hunbefandtsigglimrende i den kreds,menhele
den verdsligetone der herskedesatte sine dybe
sporhos hende imangeår. Forunderligtogvid¬
underligt prellede det afpå mig, jeg gik i kirke
hversøndag,ogspottenoglatteren,jegvar gen¬
standfor, afficeredemigikke.
Et meget rørende træk oplevede jeg i den
EtembedsmandshjemiVarde 1854til1880
anledning med gamle fru Trier-dervar mor til fru Salomonsen-. Hunvarortodoksjødeog holdt strengt på fastedagene og andre jødiske
skikke,menshendes mandogbørnenevarhelt
udenforkristendom. Endag jeg kom med bud
tilEmilie, trafjeg fru Trier alene mellem lutter
hviddækkede borde, det varjødernes påske.
Hvor godt du træffer mig alene,sagde hun, så
kanjeg tale med digom en sagder trykker mig.
DetvaratEmilie ikkegik ikirke,jegved dugør det, ogjeg beder dig om at hente hende om
søndagen, når du går. Hun var så bedrøvet
over,atdet skullesiges,atEmiliehavde tabtsin
tro, fordi hun var i et jødehjem. Jeg gjorde
mangeforsøg,men Emilie villeikke. Blandt de
mange der kom i Salomonsens hjem var Edvard Brandes, dervar giftmed en søster til
Salomonsen. Når han kom flygtede jeg indpå
mitværelse, hans taleogspotvarmig fordrøj.
Påenubegribeligmådehavde Theodorfået
opsnuset, hvor jeg boede, og hver dag til en bestemttid, såjeg ham kommegående medsin
trofaste følgesvend Ølgaard, der var hans for¬
trolige. Men derved blev det. Hen på foråret
blev vi pludselig kaldt hjem, damorblev døds¬
syg, men hun rettede sig igenog varden som¬
merbedretilpas.
Kongebesøget i 1876
I juli måned 1876 skulle jernbanen mellem Esbjerg og Tarm åbnes og kongen14 og kron¬
prinsen meldte deres ankomst; det var først meningen, at de kongelige damer skulle med, kongeparretskulle bo hos os, kronprinsenset parsteder derfra. Detvar enbegivenhed,ogvi
unge varstærkt optagne afudsigten til et bal.
Imidlertid kom damerne ikke, og kongen
ønskede at have sin søn hos sig. Bogholder
Nielsens havde gjort stor ulejlighed, blandt
andet betrukken det værelse, hvori der skulle
sovesmed flonel.
Et embedsmandshjem iVarde 1854til1880
Huset iStoregade i Varde, hvor borgmesteren havde boligogborgmesterkontor. Huset rummede fra 1854 tilca. 1880 borg¬
mesterBagger med familie. Kong Christian den IXvarindlogeret der i anledningen af åbningen afjernbanen fra Esbjerg
til Tarm. Foto:Omkring århundredskiftet Varde Lokalhistoriske Arkiv. B3395.
Farkviedesigved atmeddele marchallatets telegram, men der var ingen vej udenom,
Nielsen blev så forbitret på ham, at han ikke
ville hilsepå ham i flere år. Hoffoureren kom- enhoven herre menhan fandt intetatudsæt¬
te, helevorlejlighed blev stillet til disposition,
vi beboede selv etpargårdværelser. Hoffoure¬
ren anmodede mor om at sørge for kammer¬
tjenerens forplejning, ogdet var en besværlig
tilgift, han var meget fordringsfuld. Desværre
formørkedes dissestorefestdage ved, atfarvar syg ogled ubeskriveligt, når han ikke repræs¬
enterede, lå han i sin seng. Den gamle elskeli¬
ge konge opdagede det, ogved taflerne sagde
han bestandig »borgmester Bagger, vi to drik¬
kervand, vitålerikke andet«, detvarfar meget rørtover.
Når kongen var hjemme hyggede han sig i
vorhave, hvor hanentidligmorgenoverraske¬
de mori sin arbejdsdragt, og da hun ville for¬
svinde,stoppedehan hendeogbad hendesæt¬
te sig hos ham på en bænk og spurgte hende
om farssygdom, bad hende få ham til atspise honning i brede baner, det hjælper, sagde han, jeg bruger det selv. Far fulgte rådet og fandt også hjælp derved. Om aftenen drak de teen hjemme, Emilie ogjeg vartede op, ogde talte elskværdigt med os, spurgte efter Alma, der
foretrak atståi gården og betragteos.Ved af¬
rejsen skænkede kongen mor og os søstre et værdifuldt smykke, betænkte husstanden med
gaver og store drikkepenge, så gamle overhof-
marshalSvanenskjold sagde til mor,at kongen
havde været ualmindelig veltilpas og tilfreds,
han plejede ikke at uddele så store og værdi¬
fulde gaver.
I dissekongedage,somvikaldte dem, nikke¬
de Theodor ogjeg adskillige gange til hinan¬
den, hans broder stodvagt uden forvort hus,
så der fandtesrig lejlighed tilatseham, dervar iborgervæbningenogærgrede sigoverden tje¬
neste,dervartildelt ham.
Vinteren1876
SenereindbødJ. W. Palludan15ostilforskellige udflugter, så Theodor ogjeg kunne mødesog tale lidt sammen. Efter den tid var »tante Nora«16megetflittig tilatfortælleomham, der
da var huslærer på Store Grundet.17 Så kom julen og mens Theodor boede hosJ.W. Pal¬
ludan, mødtes vi ofte, hidtil havde vimesttruf¬
fet hinandenpåballer,numødtes vi i hjemme¬
ne. Søstrene havde fortalt far og mor,hvad der
var i gære, og morville da gerne se Theodor,
hvorfor de bad familien Palludan med gæster til middag. Vi søstre var noget beklemte for,
hvorledes det skulle gåpå grund afmors svag¬
hed, men det gik godt, Theodor havde intet
abnormt mærket. Detvar enskuffelse for min
Etembedsmandshjem iVarde1854til1880
familie, ikke mindre.forTheodors,atderingen
forlovelse blev denjul.
Vi havde megenfornøjelseafmusikken den
vinter, Emilie var hjemme, vi spillede meget
sammen, oghun varbegejstret for det udbytte, jeg havde haft af min sangundervisning og al
den dejlige musik, jeg havde hørt vinteren forud; vifik dannetetlillesangkor,sammensat af byens musikalske mennesker, og der var
prægtige stemmer iblandt, så vi kunne synge
flerstemmige sange ogindøve kor fraoperaer.
Vi sang også i kirken, der kom udmærkede
mandsstemmer, bl.a.havdeenungdyrlægeen
herlig bas. Almavarden vinter iKøbenhavnog fik undervisning i sang, ogvi oplevede da føl¬
gende lille morsomme historie med hende.
Morsendte hendeetpar nyestøvleroglagdei
bunden af dem nogle kroner, som hun skulle
haveatmoresig for,morhørte intettil disseog skrev da ogspurgte til dem;ogførst efterdette
brev fandt Alma pengene, som hun gladelig
havde spadseret medentid.
Henad foråret skrev grosserer Salomonsens
og inviterede mig med til Ronneby i Sverige,
hvor de ville være nogle måneder af somme¬
ren, ogfarog mor syntesabsolut,atjegskulle
tageimod dette tilbud. Imidlertid blevmor syg aflungebetændelseogdøde den5.maj.Jegvar meget medtaget afnattevågen, og minesvage ben knurrede, såjegville helst blive hjemme,
men farsyntesjegskulle rejse, ogjeg rejsteda
først ijuni og var borte i seks uger, hvorefter jeg vendte hjemmedenstærk kighoste, smittet
af børnene og vartemmelig dårlig.Detvar en streg i regningen for Theodor, for jeg kom ingensteder forsmittens skyld; imidlertid kom
han og gjorde visit dagen før han rejste, han
blev ikke viderevenlig modtaget af min familie,
dermente der ikkevaralvor i hans »kurmage¬
ri« som de kaldte det; døren stod åben ind til den stue, hvorjeg sad, og da han rejste sig for
Etembedsmandshjem iVarde1854til1880
atgå, kom hanhen imod migogde sagde, jeg
varsmittefarlig,mendetbrød han sig ikkeom, han kom ind og hilste på mig, og det blev afgørende for ham. Derhavdenemligværeten fruJacobsen medenyndigungdatter i besøgi
Store Grundet ifleremåneder,ogTheodorvar meget indtaget i den unge pige, og var ikke
klaroversig selv, før han kom til Varde, davar hanpå detrenemed, hvor hanshjertevarbun¬
den.
Forlovelse
Far havde taget vores gamle lærerinde frk Henningsen i huset som husbestyrerinde, men detvarforfejlet, hun havde ikkebegrebomhus¬
førelse ogmadlavning. Detvarpinligtpå begge
sider,Almaogjegvarinde isagerne,da vi under
morssygdomhavde lærtendel.Emilievaratter i København, men boedenu i et pensionat,og Alma ogjeg fik da lysttilatdeltage ietkursus i skræddersyningsammenmedvoreveninder.Så
vardersidst i novemberen dilettantforestilling
- Alma var på det tidspunkt ikke hjemme,jeg
trori Ribe-ogfarsyntes, atvito skullegåsam¬
men og se den forestilling, der skulle bagefter
væredans, ogfar ville atjeg skullebliveogtage det med, menjeg bestemte mig for at følges hjemmed ham. Men-hvemserjegderhenne,
da vi havdefået plads-Theodor Rasmussen - jeg skal ikkenægte,atjegikke havde megetud
af denkomedie.Farhviskede dlmig,omjegnu ikke blev tilbage, menjeg rystede på hovedet.
Mens vi stod og tog overtøjet på, passerede
Theodor, og det blik han sendte mig var så
talende, atdetstårfasti min erindring. Farvar
bekymretover,atjegfulgte ham hjem, jegburde
vistværeblevet, for Rasmussensåså skuffet ud,
menjeg trøstede ham med, at ville han mig
noget,vidste han jo,hvor han kunnefinde mig.
Hanrejstemed uforrettetsag,mentodage efter
skrevhan tilmig.
Alma ogjegkom hjem frasyning, da farstak
hovedet ud afsin dør ogsagde,athanville tale
medmig. Postenblev altidlagt ind på fars kon¬
tor, han sådet var en herrehåndogstemplet i Vejle, og såvar han klar oversituationen. Far
blev såglad, hanhavde væretbekymret for, at jeg skullelideenskuffelse,Alma tudederesten afdagen, dervar retbevæget. Den eneste,der
var skuffet var Theodors broder, han havde
troet,detvarfor hansskyld, Theodorvarkom¬
men til den omtalte forestilling og forstod nu
meningen; det klemteham en tid, menvi blev
senere gode venne, ogjegbesøgte ham ofte i
han tristeungkarlestue.
Theodor tilbragte den jul i mit hjem, det
ville han helst, og detvar en herligjul for os begge, vi fik talt meget sammen, ogjeg fik
kendskab til hansbarndomshjemoghans øvri¬
ge forhold, han til mit. Farkom ham venligt i
møde,ogsattestorpris på ham. Men mit hjem
var ikke noget kristent hjem, far havde den gamle forsynstro og talte ofte derom, men Kristus var ham uforståelig, og han ville ikke
høretale derom;vedsjældnehøjtidelige lejlig¬
heder gik han til alters, men detvar mig pin¬
ligt. Det erså vemodigt at tænke på, hvad far
ville have været som en kristen mand, varm¬
hjertet og følsom som han var over for sine
medmennesker,ikke mindstoverfor deforbry¬
dere, han havde med atgøre. Theodorogjeg
mærkede allerede den ferie vanskelighederne
med hansfamilie, der syntes han holdt sig for
megettil detnye. Navnlig demfra »Kræmmer¬
gade«, som vi altid sagde, og broderen kneb
det med. Selskabeligheden var stor, vi skulle
hele familienrundtpå visit-uha!
Efter nytår 1877varAlma enlangtid i Ribe
ogplejedetante,dervar syg,EmilievariKøben¬
havn, farogjegvar ene,ja,frk. Henningsenvar derogså, men passede siteget. Far ogjeg kom
hinandenmegetnæri dentid. Han fortalte mig
omsine embedssager, ogdet fornøjede ham,at jeg interesserede mig for det, så jeg kunne følge
de forskellige sager og spørge til og om arre¬
stanterne osv. Han kom altid med brevene fra Theodor, når postenvarkommetogundrede sig
overderes længde, spøgte med osi den anled¬
ning. Alma ogjeg fik dengang to kroner om måneden i lommepenge, nu blev de forhøjede
til fire på grund af de mange frimærker.
Theodor fandt, det var en latterlig lille sum,
menskønnedesenerepå,atjegvarnøjsomvant.
I bededagsferien var Theodor atter hos os,
men allerede St. Bededag blev jeg syg, og det
viste sig at være en ondartet skarlagensfeber
med difteritis oggigtfeber,ogdetvaret strengt sygeleje. Grev KnuthpåSt. Grundet turde ikke
lade Theodor komme tilbage,såhanvarhosos til faren var overstået, måtte hente læge flere
gange om natten osv. Alt stod for mig i tåge,
kun to begivenheder står klart for mig, først
Theodors grænseløsesorg, når han lå knælen¬
de ved min seng, ogfarsendeløse fryd, da han
hørte den første bemærkning om noget for¬
færdelig the, de gav mig. At jeg kom mig, til¬
skriverjeg udelukkende Theodors bøn, Almas
udmærkede pleje og den dygtige unge mand,
der behandlede mig - en læge Sørensen af bondeæt, som han var stærkt præget af, men megetdygtig-han dødefå årsenerepåJava.
Vedpinsetid rejste Theodor ogvar en uges- tid hos Stine Marie" forat blivegodt luftet, da
greven ellers ikke turde lade ham vende hjem.
Jegtilbragte sommeren påFanøhos Saltos, og
da ferien kom stødte Theodor til. Men vi havde
en værre ballade med »Kræmmergade«. Ole
Palludans kone varsindssyg oganbragtprivat i Vejleegnen, Theodor havde besøgt hende.
Mennurejste han først til Fanø foratse til mig,
som han ikke havde set, sidenjegvar syg, det
toghans onkel ham meget ilde op, ogdet gav mangevanskeligheder.
ET EMBEDSMANDSHJEM iVARDE 1854TIL1880
St. Grundet
Iseptember havde komtesse Moltkefåetarran¬
geret atjegskulleværegæstpå St. Grundet.Jeg tilbragte tre herligeugerderog travede rundt
i densmukke omegnmed minven. Grevenvar megetvenlig, menvi så ham heldigvis kun ved måltiderne, komtesserne var meget elskværdi¬
gealle tre,ogi deres selskab forsvandtheltden beklemthed, som jeg følte de første dage. I
oktober skulle den lille greve konfirmeres og skulle optagesi Metropolitanskolens 4. klasse,
men det kneb da han ikke yndede bogen.
Greven anmodede da Theodoromattage med
til København og læse lektier med ham de
førstemåneder, oghan gik ind derpå,men var
ikkeglad derfor. Han bad da min far, om han
ikke måtte få mig derover på etbesøg, og far
gavlovogjeg blev installeret i samme pensio¬
nat, somEmilie boede i, og varder i tre uger.
Theodorogjeg fulgtes ad iteatre,påkoncerter
oghavdeengod tidsammen.
Stillingen hos greven blev imidlertid Theo¬
dorpinlig oghan opsagdeden. Han erkendte dog at opholdet på St. Grundet havde været meget udviklende for ham, det kultiverede hjem med demange elskværdige fint dannede mennesker, f. eks. kammerherre Luttichau fra Tjele, major Schleppegrels enke m. fl., den dagligeomgangmed den fine komtesse Moltke
og andre havde stor indflydelse på ham og
påvirkedehele hans optræden,sånogle spydigt
kaldte ham »baronen«. Han var blevet mere
harmonisk og havde fået herredømme over sine bevægelser, hvad han ikke havde, da jeg
lærte hamatkende.
Borgmester Bagggers sidsteår
Manuskriptet med Edith Camillas erindringer afbrydesbrat i afsnittet »MitBarndomshjem« i 1877.
Få år efterforlod de tredøtre hjemmetved
Et embedsmandshjem iVarde1854til1880
ægteskab, borgmester Bagger modtog som
60årig sin afskedigelse, blev udnævnt til etats¬
råd ogforberedte sigpåatbrydeop fra Varde.
I oktober 1880 flyttede Bagger til Køben¬
havn, hvor han boede i en lejlighed på Øster¬
bro dør om dør med sin mor, Vibeke Marie Bagger (1799-1884) og sin søster og svoger Sofie ogC. E. Salto, der efter overlærerenspen¬
sionering iRibevarflyttet til København.
Med mellemrum besøgte Bagger sin datter
og svigersøn, Edith Camilla og Theodor Ras¬
mussen iJyllandogglædede sigoversine bør¬
nebørn. Men kræfterne tog af. I 1884 sad han
den 4. oktober i Detkongelige Teater, da fore¬
stillingen blev aflyst, fordi Christiansborg
brændte. Det gjorde et så overvældende ind¬
tryk på ham, athan kom syg hjem. Kort efter
fik han etapoplektisk anfald ogdøde 29. okto¬
ber 1884.
August Palludan 1860-1875. Gift med Frederik
Holmsted Palludan Rasmussen1882-1908.
17. Store Grundet. GodsiHornstrupSogn, Vejle Amt.
18. StineMarie,gårdejer i Næsby, drogomsorgfor Theodor
og Frederik Rasmussen, da de var forældreløse og boede i Odensesomlatinskoleelever.
Renskrevet af Kamma B. Struwe, født 1916, Margrethevej 5B, 2900 Hellerup. Mag.art, fhv.
undervisningsinspektør.
Medforfatteraf. »VoreTropekolonier«, 1952.
Forfatter af: »Sydkorea« 1988. »Kirkerevolution i
1890érne« 1995. Forfatter, redaktørogmedredaktør aftalrigebøger til undervisning i historie.
Noter.
1. Christian Ludvig Rasmussen (1814-1872). Apoteker i Ærøskøbing1859-1872
2. Carl GustavRosenørn,byfoged i Varde 1814-1825
3. D.C. E.Luplau,sognepræsti Varde 1866-88.
4. MarieLuplau, (1848-1925) maler, kendtsommaler af detstore maleri i Rigsdagen »Fra kvindevalgretskam-
penstid«.
5. En runde ikortspillet whist
6. Theodor Rosenørn Teilmann (1817-1879) godsejer,
minister1865-1868.Arvede Stamhuset Nørholm og nav¬
netTeilmann, fætter til Carl Gustav Rosenørn 7.Etkortspil
8. Em. H. Seidelin.Sognepræst i Janderup 1853-1868.
9.K. F.Læssøe.Sognepræst i Kvongl857-1866
10. A. V.Læssøe.Sognepræst iØlgod 1858-1869.
11.Jacob Stampe. Sognepræst i Nørre Nebel1844-1870.
12. Ole Carl Palludan(1822-1895), købmand i Varde.
13. TheodorLudvigMarius Rasmussen. 1875 cand.theol.
Søstersøn til Ole PalludanogJens WormPalludan.
14.Kong Christian IX.
15.Jens WormPalludan.(1825-1917)Købmandogbankdi¬
rektør i Varde.
16.Eline Eleonora Vindfeldt(1841-1908) gift med Ludvig
