Overgang og undergang

Overgang ^og undergang

Om broen som

symbol

folketroen

AfBodil Nørgaard

Derhunnukomtil breden Bro

da snubled hendesGanger påfireGuldsko Fire Guldsko_ogfemten Guldsøm denJomfru faldt ud istridenStrøm

- fra»HarpensKraft«(1).

I folkevisen »Harpens Kraft« kommer den unge brud ikke uskadt over

broen, midtvejsfalder hun,ogtrolden trækker hende nedi dybet. Men i vi¬

sen har hendes brudgom kraften til, med sin harpe, at spille hende ud af

troldenskløer, så historienkan endelykkeligt.

Dennejomfruerikke deneneste,der skalover enfarlig bro påetvigtigt tidspunkt i livet. Det samme motiv bruges flere steder i folkedigtningen,

både i andreviser, isagn ogieventyr.Deter omdisse vanskelige^overgange,

atdetfølgende skal handle,ogdetervedattolkeviserogeventyr, atjeg vil forsøgeat forstå broensomet symbol i folketroen. Men først lidt generelt

om symboler.

Somdeterkendetegnende for folkedigtningen,erbroenikke bareenbro,

vandeterikke bare vand_ogtroldenerikke bare trold.Folkedigtningen er fuld afsymboler,ogforatforstå de forestillinger, derligger bag symbolerne,

erdetnødvendigtatgøreetforsøg påattolke dem. Dererabsolutikke enig¬

hed_om,hvordan symbolerne skal tolkes;menderligger^enfællesopfattelse bag det overhovedetattolke: Nemlig,atde gamle godtvidste, hvad de gjor¬

de, når debrugte symbolerne.Arbejdet med fortællingerne bliver også langt

merenærværende, nårmanbetragter demsomudtryk forenpersonligop¬

fattelse af livetsvanskeligeoggodesider.

Folkedigtningen eri sin fortællemådeenblanding af det megetfantasti¬

ske_ogdet heltjordnære. Netop det fantastiske skildres i fortællingerne med

enmassivbrugaf symboler, dergørdetmuligtatfortælleenhistorie på flere planersamtidigt. På den måde opnår fortællerneatfastholde både detfan¬

tastiske vedvirkelighedenogdetvirkelige ved detfantastiske. Deterdette

ForestillingenomNøkkensomdenlokkende spillemandivandetvarisærud¬

bredtiSverige;menden romantiske kunsts flittigebrug afmotivethar også

holdtforestillingen vedlige hosos. (Fra Stattin:»Näcken«).

forhold, der bevirker,atmanheletidenerklarover,atfortællingerne vil én noget mereendblot underholde.

Foratvisepåhvilken mådeeventyrenekanpåvirke de lyttende, harpsy¬

kologer tolketeventyreneogde symboler, deindeholder. BrunoBettelheim

hargivet en grundigog overbevisende skildring af, hvordan børn oplever

det atfå fortalt eventyr(2). JungianerenMarie-LouisevonFranzhar, især

ved brug af trylleeventyrenes symboler, vist hvordan eventyrene skildrer

den menneskelige udviklingsproces- individuationen (3). PsykologenVi¬

beke Arndal hartilsvarendetolketenrækkehenholdsvismandligeogkvin¬

delige udviklingseventyr (4).

Sådanne tolkninger har folkloristerne traditionelt ikke beskæftiget sig

med. Eventyrforskeren Bengt Holbek har imidlertid i sinetolkninger i høj grad gjort brug af symboler, idet han læggervægtpå,atsymbolernerefererer

til begivenheder i fortællernes nære virkelighed. Ved at bruge symboler

kunne fortælleren tale om problemer, håb og ideer i samfundet, som det

ikkevarmuligtattaledirekteom (5). Holbekfastholder dervedhele tiden

forbindelsen til tilhørernesomgivende verden,mensjungianernehenviser

til tilhørernesindre, uerkendte verden.

Når mangennemgår fortællingerneom broer, viser det sig, at der ^erto træk, dergårigen i alle fortællingerne: delsatovergangen skildres^somfar¬

lig, og dels at der sker en ændring undervejs. Her ^er det vigtigt at lægge

mærketil,atselvehandlingen:»atgåoverbroen« nokbeskrives^somfysisk,

menatændringerne ikke skerpådetfysiske plan. Det,som erkendetegnen¬

de vedfortællingerne,ernetop atdet bådeer enydreog enindre handlingat

passere over enbro.

Idigtningen erdetofte mennesker iovergangssituationer, der bliver ud¬

satfor at skulleoverbroen: børn derblivervoksne, ugifte der skalgiftes.

Deter sværeovergange, somikke alle har held tilatgennemføre.Nårover¬

gangenlykkes, betyder det,atmennesketerklartilatbegyndeet nytliv^-på

ethøjere eksistensplan.

Disse_overgangefra et livsstadium til detnæste ernoget, derprægeret¬

hvertmenneskeliv. For det enkelte menneske såvel som for samfundeter

det vigtigt, at overgangene lykkes: at barnetløsriver sig fra forældrene, at denugifte ikke mister sig selv ved brylluppet. Foratgøremennesketi stand tilatovergåfraen socialgruppetil dennæste,harmani allesamfund riter

tilat symbolisere disseovergange ogfestertilatmarkere dem(6).

Deriter, der^erforbundetmedovergangenfraen gruppetilenanden,er såledessymbolskehandlinger for den sociale situation,overgangen er.Ialle beretningerne^ombroer symbolisererpassagenoverbroen overgangen fra

engruppetil dennæste. Brohistorierne fokuserer på denfase, hvor^menne¬

sket erisoleret fra omgivelserne ^- adskilt fra både den gamle ^ogden nye gruppe.Deterdennefase, dererafgørende for, ommennesketbliverparat tiloptagelsen.

På den måde kan man betragtepassagen over broen som et universelt symbolpåenovergangsrite. Nårenbrooptræder ienvise elleret eventyr, betyder det,atsangerenellerfortælleren har villet beretteom en overgangs¬

situation. At »fortælle situationen« harværet en del afden sociale indlæ¬

ring. Fortællerne har,netopvedatbruge den symbolskeform, kunnet frem¬

stille både de reelle_ogdeskjulte farer vedovergangen,ogfortællingerne har på den mådehaften vigtig, forberedendefunktion.

Min_gennemgangaf viserogeventyrerdeltopefter deforskellige livssta¬

dier, de omhandler. Barnetsovergangtil det voksneliveretvigtigttemai

mangeeventyr.Brylluppet skildres ofte både isagn,i viserogieventyr.Kun

etenkelt_sagnomhandler ligogbroer;menbroenbrugesoftesomsymbol på

vandringen til detnæsteliv»broentildethinsides«. Danaturen spiller^en vigtig rolle i alle beretningerne, vil jeg begynde medetafsnitommenneske¬

nesforhold til denfarligenatur. Herkommer jeg også ind på ofringer i for¬

bindelsemed broer.

Den

farlige

Det er sagnene, der stærkest udtrykker menneskenes forhold til naturen, hvordanmanfærdes iden,hvilke forholdsreglermanskaltage,foratklare sig. I de sagn, der handler om broer, er det naturligvis særligt vandets kræfter,der^erinteressante.

Ifolketroenoptræder vandløbene oftesom entryllegrænse, hvorover det

onde^-heksen _ogtrolden ^-ikke kan følge én. Til gengæld findesvæsener, der kan lokke menneskene i vandet. Nøkken kendes især fra svenske_sagn, hvor han lokker børn_ogkvinder til sig (7), i DanmarkerdetÅmanden,der tagerofre (8). Sagnet om

Åmanden

fortællerom en å, der hvertår kræveretoffer. Når råbetlyder:»Tidenog stundenerkommen,men mandenerikkekommen« så vedman,atnogen straks efter vil drukne i åen. Alle beretningerne bærer præg af en tung skæbnetro,ogde skal velforklare demangedrukneulykker ved vandløbene.

Detervandet,som erdetfarlige,^ogbroenermenneskenes mådeatkom¬

me overdet; dengiver mennesketmagtovernaturen.Hvornaturensorden brydes, vilnaturens væsenersamlesforatforhindre det,og vover man sig

udpå broen,er manudsatfor disses angreb. Trolden kan ikke følgemenne¬

sketover vandet; men denkanbeherske broen ogdem, der gåroverden.

Noglegangekan menneskenenarretrolden vedsnedighed eller ved^overna¬

turligeevner, menandregangetrækkes mennesket ned i vandet, for aldrig

atkommetilbage.

Hos mangenaturfolk opfattesvandetikkesomfarligt,men somlivgiven¬

de_oghelbredende (9).Derfor betragter freudianerne vandetsometsymbol påfrugtbarhedogseksualitet. Jungianerneserderimod vandetsomsymbol på detubevidste, deuerkendte følelser. Bengt Holbekargumentererfor, at vandet i eventyrene i særlig grad symboliserer det kvindeligelivsprincip,

ofte idets seksuelleaspekt (10).

I fortællingerneombroerervandet ikke umiddelbart livgivende, deter først_ogfremmest farligt;menkommermanoverdet,er manblevet styrket.

Idissefortællinger optræder vandet ofte^sometkvindeligt princip, især^som

denfølelsesmæssige side af det kvindelige. At bestigeetbjergeretkonkret symbol påatovervinde forhindringerogblive stærkere. Bjerget kan betrag¬

tessomdenmaskuline, fysiske vej tilatblive stærkere, vandet^somdenfe¬

minine, følelsesmæssige vej.

Sagnene udtrykkerstor angst fornaturen; menspørgsmåleter, om men¬

neskenevirkelig harhaft så dybenangstfornaturen.Vi måtro, atde kend¬

telandskabetbedre, endvigørdeti dag;atde kendte defarer, dervarvedat færdesude,ogatdevidste, hvordan de kunne undgå dem. Deovernaturlige

væsener, derforhindrer menneskene iatkommefrem, hører ikke naturen til;det^erindredæmoner, der dukkerop,når mørketognaturensænker sig

omén. Deterdem, derforhindrermennesketiat»kommeover«de proble¬

mer, someventyretellersagnetomhandler. Når dæmonernei^sagnenegives fysisk gestalt somtroldeog genfærd,erdet den uforklarlige frygt, der for¬

tolkes.

Ofre for brobyggeri

Atbyggeenbro harværet etfysisk hårdtogslidsomt arbejdeogogsåfarligt påanden måde,fordimangrebforstyrrende ind inaturensgrænsedragning.

Ligesom ved kirkebyggeri greb trolden tit ind iarbejdet^{og rev}nedomnat¬

ten,hvad menneskene havde bygget i løbet af dagen. Derfor blev menne¬

skene nødttilatgåtil trolden foratbedeomhjælp. Menhjælpenvarikke gratis, og ofte måtte man love trolden den første skabning, der gik over broen. Denknibe reddermansig ud af ved atladeen lille hund løbeover broen først, så er trolden narret (11). I andre tilfælde skal byggeriet være

færdigt inden hanegalog man narrertrolden vedatfå hanen til atgale^se¬

nere(12).

Motivet med disse»djævlebroer«erkendtfra Sicilien til Skandinavien

ogkanjævnføres med de andre bygmestersagn (13). I det danskemateriale

harjeg kun fundettresagn omtrolde, der bygger broer (14),menderfindes flere, hvor troldenebyggerdæmninger til gengæld forenmenneskesjæl (15).

Som vedbrobyggerietnarresdeog får ikke deres løn.

Sagneneombroofre bekræfter,atbroervarvigtigeogfarlige steder,ogat det krævedeofreatbryde ind i troldens revir. Deterværdatbemærke, at trolden næsten altid bliver snydt for sin løn, hvad

Åmanden

Åmandenfår fortsat hvert år sitoffer,ogdeternetopkarakteristisk,atman ikke kunneundgå sin skæbne, når først råbet havde lydt.

Seti dette forholderderenmegetspændendeberetning fra Sjellebro, ved

hvis vadestedÅmandenhvert årtog etliv. En gammel mand, der berettede

omåmandsskriget tilTangKristensen, fortalte:»Nuharvi fået det kvalt, si¬

den vi fik den_ny landevej og denstore bro ved Sjellebro« (16). Nårførst

broen bliver såstor, atdeterfysisk ufarligtatpassereden, såmister

Åman¬

densinmagt.

Enmegetsenereoptegnelsefra Dansk Folkemindesamling lyder: »Derer kun held vedbrobyggeri,nårderofresetmenneske. 130'erne, daLillebælts-

Trolden erfrygtet af alle børn. Her har Erik Hjorth Nielsen illustreretden

lille Bukkebruses mødemedden_grummetrold.

broen blevbygget, sagde folk beroligende i Nyborg, at nu varderheld ved arbejdet, daen arbejder faldt nedogdræbtes.«

Denneberetning står i modsætning til de underholdendesagn omdjævle-

broer_{og er mere}i overensstemmelse med

Åmandssagnenes

underholdende _{sagn og} de jeg-fortalte sagn (memoratet), står altså i modsætning til hinanden. Memoratet siger,atder måofres ved brobygning

ogatskæbneneruafvendelig. Sagnet siger,atselvDjævelen kannarres,hvis

manersnedig nok.

Overgangen

fra barn til voksen

Etaf de allerbedstebørneeventyr,somalle børn vil have fortalt igenogigen,

ereventyretom»DetreBukkebruse« (17).Hermøder denlille Bukkebruse

troldenpå broen;men da hanerfor lille tilatbekæmpeden, måhan klare sig ved snedighed og ved at stikke af. Det samme gælder den mellemste

Bukkebruse.Endelig kommer den store Bukkebruse, dererstornoktilat stange trolden ned i vandet, så han aldrig mere skal forskrække nogen.

Eventyret fortæller børnene, atjo større de bliver, jo letterevil de kunne

klaresig overfor trolden-de voksne.

Troldensidder under broen foratfåetoffer fradem, derpassererbroen;i

andretilfældebruger hanmereeffektive midlertilatskaffe sigdem. Ieven¬

tyret»Denglemte kæreste« (18)bliverenmandoghans konestoppetmidt påenbroefter solnedgang,entrold kommerop ogvil ikkegive dem fri, før

konen har lovet hamdet, hun »bærerundersit forklæde«.Uvidende^omat deterderesufødte_søn,lover de det,ogda drengenbliver 12, kommer trol¬

den_oghenter ham,ogeventyretkan begynde. Ienaf variationerne,Jomfru Nøggel, fortælles det sådan:

»Dahan^vartolvAar, sendte de hametSted hen medenlille Bylt under Armen,saadantehan kunde kommeoverBroen. Dahan kommidtpaa

den, sank han nedogblev vedatsynke længe,indtilhan komtilen grøn

Sti,ogden fulgte han, til han kom tiletlille Hus. Der gik hansaaned. I Kakkelovnskrogen sadengammel Heksoghan havdealdrigsetsaagrim

engammelKjælling.« (19)

I detteeventyrerdenkendteforestillingombrooffer blevet brugtsom mo¬

tiv tilat startehistorien.SomHolbek harpåvist, fortæller dentypeeventyr

om enlilledreng, der kommerhjemmefraogudattjene, hvad derer uover¬

skueligt for ham. Her billedgøres det ved,athan synkerogsynker nedivan¬

det,i andre udgaver vedathan skaligennemenstorskov.Vandet^erselvføl¬

gelig vand; men ligesom skoven er også det et billede på noget dybt og

ukendt, hvorimankan fare vildogopsluges.

Dadrengenførstegangkommertil broen,erhanikke modentilatændre sig fra dreng til mand, derfor synker han i vandet. Vandet symboliserer

følelserne_ogseksualiteten,somopsluger hamidennefase.Førstda hanfår

forbindelse tildetkvindelige^-ogerkender,athanikke kan klare sig uden^-

bliver han til en selvstændigt handlende, voksen mand.

Sandhedsbroer

Iflerefortællingerombørn, dererpåvej tilatblive voksne, optræder broen

som en sandhedsbro, der skal røbe^ombørnene ersandfærdige mod deres

liv. Iførsteeksempel optræder ikkeenbro;hererdetetvadested, der skal symbolisere den vanskeligeovergang.

»PaaVejen mellem TøvingogFlade,paaMors,erderetlille Kiær,som kaldesPigens Vadested. En fattig Pige fra Tøving kom tilattiene hos for¬

nemme Folk, der opklædte hendeog behandlede hende som dereseget Barn. Derover blev hun, Tid efter anden, Hovmodig, og vilde neppe kiende sinfattige Slægt. Engang vilde hun dogfor Syns Skyld besøge sine

Forældre_ogiførte sig da sit bedste Stads, forret athovmodesig. Midtveis

standsedehun vedKiæret, ogda hunnu saae,athunikke kunde komme

H. C.Andersen haromskrevet sagnetomPigens Vadested til

en moralskhistorieom en hov¬

modigpige: »Pigensomtrådte på Brødet«. Ihansversionhar pigenallerede frastarten»en

dårliggrund«, oghan udpensler

hendesnegativesider forat

retfærdiggørestraffen. Hun syn¬

kerpågrund afsinforfængelig¬

hed.

(III: LorentzFröhlich).

Tørskoet_over,toghun det Brød,somhun skuldebringe de fattige Forældre,

kastede det ud i Kiæret, for derpaaatkunde trædeover. Men da hunsatte sin Fod _paa Brødet, sankdet, og hun sankefter, og der blev intet tilbage

uden Stedet, som sidendenTidkaldesPigens Vadested.« (20)

Selvsmå,tilsyneladende ufarlige vandløb kan opsluge én, hvis ikkeman er parattilatpassere grænsen, ogdet erpigen her ikke. Hunerkommet væk fradetsted, hun oprindeligtstammerfra,ogvilnuikke kendes vedsinher¬

komst. Deterhendesskyggeside, dertrængerfrem: Den, der lægger forme¬

getvægtpåden ydre fremtræden^-ogglemmer deindre værdier.Derforkan

hunikke sedeværdier,derligger i hendes tidligere liv.

Dettelivernetopsymboliseret af brødet,somhuntræder på. I alle land¬

brugssamfund betragtes brødetsomhelligt^-deterdetlivsnødvendigeslut¬

produktafenlangproces.Idet hun træder påsine oprindeligeværdier,syn¬

ker hun til bunds. Det væsentlige i sagnet er, at hun synker netop på

grænsentil sin barndoms landskab. Sagnet fortæller,atmanmåkendes ved

sin herkomst foratklaresig i livet,manmåkunneoverskride^grænsenmel¬

lem detgamle ^ogdetnyudenattræde påsin barndoms værdier.

Bådei dette_{sagn og}ieventyreti forrige afsniterdetovergangenfra barn

tilvoksen, der tematiseres. Vi får ikke beskrevet drengensværdier,menfor-

di detereteventyr,ved vi, athanergod. Derfor må han, når han synker,

kommetiletsted,hvorfra han kan komme videre. Pigen isagnethar vendt

op ognedpåværdierne,og derfor må hun gå til grunde.

Heller ikke selv om der ^erbygget en bro, er man sikker på at komme

tørskoet over. Defleste kender vel visenom Hans, der havdeværetuden¬

lands_ogpraledestygt. Hanfulgtes med sin far,ogde skulleundervejsover

enbro,somlodløgnerestyrtened.UndervejsformindskerHanssit praleri,

og han når lige at få det rigtige forhold fremsagt, inden de når frem til

broen.

Detersandsynligt,atdettemotivstammerfra forestillingenombroentil dødsriget, der bliver smal for de falskeogbredfor de retfærdige. Opfattel¬

senafovergangen sometudsat sted for dem, derikkeersandfærdige mod

deresværdier,erimidlertid densamme somligger bag »Pigens Vadested«.

Hvorpigen bliver opslugt fordi hun ikke forstod, (og heller ikke blev vej¬

ledt), så kommer Hanspåbedre tanker, hanfår balance mellem sin pralen¬

de skygge og sit indre, og kommer uskadt over broen. Man kan også se broen som en overgang fra ^en ungdommelig tilstand, hvor det kan ^være nøvendigt atpraleforatklaresig, til den voksne tilstand, hvormanklarer sig ikraft af sin position somnetopvoksen.

I eventyrtypen »Prinsessen i højen« optræder også motivet med broen,

der dømmer(21). Dette eventyr omhandler også brylluppetog foregriber

derfornæsteafsnit, der skal handleombroens rolle ved bryllupper.

Enprinsesse bliver af sin farsatienjordhøj, fordi han ikkesynes omhen¬

des frier. Der sidder hun i _syv år, så erhendes ledsagere døde, og maden spistop.Dahunfårgravetsig ud, ved hun ikke, hvor huner; menhun ender

medatkommeitjenestesomhønsepige påetkongeslot, hvor prinsen,som

erhendesoprindelige frier,netopskal giftes meden,han ikke holder af. På bryllupsdagen viser det sig, atden falske brud ermed barn ognetopskal føde,såprinsessenmåtagehendes plads. Pårideturen på vejen til kirke skal

deover enbro,somikke vil ligge stille underetbrudetog, hvor denene eraf kongeligætogden andenikke. Da siger prinsessen: »Bro bro lig stilla! Två

ädla kungsbarn öfver dig rida«. Prinsessen bliver gift med prinsen og til

sidst bliverforbytningen redet ud.

I løbetafde_syv åri jorden bliver pigen voksen. Jordhøjen symboliserer

vel detkvindelige princip »Moder Jord«.Dahun kommer ud,eraltforan¬

dret, fordi hun selv er forandret, og hun må prøve at finde tilbage til sit oprindelige landskabog sinfrier.

Hun kommer_oppå slottetogopdager,atdeterdenforkerte, prinsen skal giftes med. Hun måværeprinsessens skyggeside, der for^entid stikker frem.

Men dabrylluppet skal stå,erdet hendesegetjeg, dertageraf sted. Havde

hun sendt skyggen, som i »Pigens Vadested«, såvardet gåetgalt. Nu kan

hun frejdigt sige til broenomatligge stille, for deterhendeselv, der kom¬

mer, oghuneraf kongeligæt.

Ialle eksempler lykkes detatkommeoversandhedsbroen. Detlykkelige

udfaldskyldes imidlertid ikke,atpersonernepåforhånderfejlfri, det skyl¬

des,atde harvidst,atde ville blive udsat for^{en prøve.}Devarforberedteog kunne møde _prøven i deres rette skikkelse. Broen ersåledes ikke blot en prøve, der skal sorterede falskefra; dens tilstedeværelse ermedtilat ud¬

viklepersonerne, så deeristand tilatforbinde fortid med nutidognutid

med fremtid. Sandhedsbroen harenvigtig rolle, idet bevidstheden om,at deneksisterer, fårpersonerne tilat handle rigtigt.

De følgende fortællinger om broens rolle ved brylluppet i henholdsvis

sagn, eventyrog viser, skal på sammemåde advareog forberede deunge mennesker på de farer, der lurer ved en så vigtig begivenhed ^som gifter¬

målet.

Sagnet om

bruden

kirkebroen

Nogleafsagnene omkirkebygning ved Djævelens hjælpskiller sigud,fordi Djævelen her skal have den første brud, der køreroverkirkebroen. Derfin¬

des 9 _{sagn, som} alleomhandler den sammekirke, nemlig Borbjerg Kirke

ved Holstebro(22). Sagnet fra Borbjerg fortælles således:

»PaadenøstreEndeafBorbjærgKirkeerder højtoppeiGavlenindmu¬

ret to storetrekantede Sten. De skalangive HøjdenpaatoKjæmper, der

havdepaatagetsigatopføre Kirken. Men det^varetvanskeligt stykke Ar¬

bejde, for alt, hvad der blevmuretop omDagen, detblev brækket nedom Natten ogførtbort tilenBakke,somhedderGedebjærgogliggeretlille Stykkeøstfor. Fornuatfaarotilatopføre Kirkenpaadet Sted,hvor de

havdebegyndt,maattedetilatgjøre den Akkord med Fandenomikkeat forstyrre dem, da det jo varham, dervar paaSpil. Han skuldesaahave

Lovtilattagedetreførste Brude, der komoverdenlille Bro,somfindes

nede i Lavningen mellem detoBakkerog føreroverden Aa, somløber

der_ognordpaatil Søen. Nu blev Kirken færdig,^ogSognefolkene^vargla¬

de. Men da saa enskjøn Dagen Brudkom kjørende østfra foratblive vietiKirken, da lagde der sig pludseligentætTaageoverDalen,ogdasaa

Følget havdenaaetKirkenvarBrudenforsvunden, for Fanden havdeta¬

get hende. Siden den Dag har ingen Brud turdet kjøreoverden Bro,og ethvertBrudefølge,der kommerøsterfra, kjørerhelt norden^omSøenfor

atkommevesterind tilKirken, hvilket gjørVejenenhalvMil længere,^og

dette sker denDagi Dag.« (23)

Sagneteri høj gradetlokalsagn, inæstenalle beretningerne gives der hen¬

visninger til kendte steder. Tang Kristensen harenoptegnelse(24), hvor^en

meddeler fra egnenfortæller,atda han i 1833spurgte,omingen brud endnu

havde dristetsig tilatkøreoverKirkebakken, fik han detsvar,atder ende¬

lig for kort sidenvar enkommenoverder;mendetvarsketafvanvare,for¬

di brudefolkenevarukendtepåegnen.Derskete ikkenogetmed brudenog

»Man har heller ikke hørt noget til at bruden senere er kommen galt af

sted«.

Deterkendetegnende for allesagnenemed brude,atdet går galt, debli¬

verfaktisktagetaf Djævelen. Dissesagnharmangetrækfælles medsagnene omdjævlebroer bortset fra, at dér kunnemanredde sig ud af faren vedat

narreDjævelen. Brudeneerimidlertid i forvejen udsatte for fare, fordi deer ienovergangssituation, derforerde letteofre for Djævelens onde greb. Det

erpåvejen til kirken,atbrudenebliverrøvet,altså påvej fra deres hjem til

denkirkelige vielse.

Idet brudenforlader sine forældreshjem,starterdetritual, der skal ændre

hendesstatusfraugift til gift. Når hun køreroverKirkebakken,erhunlige netopmidt i bryllupsritualet, oghunerpåen mådehedning, fordi forbin¬

delsen ikke har fået en kirkelig velsignelse. Hun befinder sig i et ingen¬

mandsland, huntilhørerikkesine forældreogheller ikke brudgommen, hun

erhelt overladt til de dæmoniske kræfter. Turenoverbroenforstærker hen¬

des udsatteposition, idetbroenogsåsymbolisereretingenmandsland.

Det erikke en trold, der tagerhende, det erden Slemme selv. En trold

kunneværeetbillede af brudensfar,oghanvil kunne bekæmpes, som man serdet i eventyrene.Menhererdetnetop noget,somikke kan bekæmpes,

der tager bruden; alle beretningerne læggervægt på, at folk erhelt hand¬

lingslammede.

Det erkun i denciteredeberetning, atdet erkæmper, der laveraftalen

medDjævelen, ellerserdetpræsteneller»man«eller»de«,hvilketmå hen¬

tydetil de lokale folk.Deteraltsåfolk, hvis døtre skal giftes i kirken, der la¬

veraftaler_ogdermedudsætter disse forenfrygtelig skæbne.

Denenesteforklaring jeg kan finde påsagneter,atdetskal virkeafskræk¬

kende, det skal forhindrebrudeiatkøreoverbækken.Fra demange sagn

ombjergtagne brude vedman,atbrudeersærligt udsatte. Man ved også,at det^erfarligtatpassere enbro; der knyttesmangedæmonertil sådanetsted,

og manharvillet undgåatudsætte brude, der skulle til BorbjergKirke for

ensådan fare. Derforerdet hellerikkeentrold,somjo kan bekæmpes, der optrædersombruderøver, deterFanden selv, oghamundslipper ingen.

Afoptegnelsernefårmandetindtryk, atdet harværetenfast overbevis¬

ning blandt folk i Borbjerg^-heltoptil 1830'erne,atmanikke skulle køreen brud overKirkebakken. Det måbetyde, atder harværet»nogen«, der har

væretklaroverfaren vedatkøre^enbrud^{over en}bro_ogderforharholdtfast

i det _{sagn, som}skulle forklare hvorfor. Når manhar læst beskrivelsen af,

hvordan den første brud forsvinder i tågen, så vil man heller ikke ^være tilbøjelig tilatudsætte andrefordensammeskæbne. Det^eretsagn, der har opfyldt sit formål.

Bryllup

eventyrbroer

I trylleeventyrene kan broerne have egenskaber, ^somligger ^sagnenesfore¬

stillinger fjernt. Det er ikke naturens uhygge, der omgiver dem, men en mereoverordnetuberegnelighed.

I »Denfortryllede prinsesse« skal helten skaffe forskellige ting til veje for

atløseprinsessen aftroldensfortryllelse,ogdenenetingerenspoleaf guld.

Før helten nårfrem tilprinsessen, skalhanbetvingetrehekseogkrydseen flod. Hanbruger spolentilatdanneenbroved atkaste denfremogtilbage

overfloden. Da han selverløbetoverbroen, nårhanattrække dentil sig, så

heksene ikke kan komme efter ham.EventyrtolkerenvonFrantzmener,at

»Denneguldtråder enhemmelig forbindelse til den dyberemening, der fin¬

desi det ubevidste. Den ^erdetusynlige bånd, somkædertingenesammen

...Påetfarligt stadium holderspolen balancen mellem denuvissenutidog denumiddelbarefremtid, indtilbroen^erstabilnok.« Først nårbroenersta¬

bilnok, kan han gåover, dvs.ændresin indstillingogdermedblive klartil brylluppetmedprinsessen (25).

Ietandeteventyrmedkvindelig hovedperson »Min hjærtens Ven« (26)

fårpigen også hjælp til at kommeoverbroen. Pigen skal henteetbrude- smykkei Hekkenfeld ogfår blandt andetenpind, somhun skallæggeover enbro,»Forellers vildensynke meddig, når duerpåtilbagevejen«. Hun lægger pinden på broen ogkommer uskadtover, hvorved hun dannerfor¬

bindelse til det dæmoniske i Hekkenfeld. Påtilbagevejen bliver hun forfulgt

af^enkælling,ogda denårtil broen,råberkællingen: »Synk med hende, lille Bro, såerduflink«. »Nej, sagde fjælene i Broen, hun har givetosKlædning,

hendevil vi ikkesynke med«. Pigen har altså sikret sit tilbagetogfra dæmo¬

nerne, ogderfor »Kunde den gamle Kjælling ingen Færd få på Pigen«.

Broen er heren forbindelse til en underverden, som pigen får kontakt med,men somhun lærer,atdetervigtigtatkunne forladeigen. Hunerble¬

vetstyrket ved besøget, idet hun har fået fat i brudesmykket,og erførstnu klartilat blivegift.

Ieventyret»Tvillingebrødrene«erdetførst efter,atdragenerbekæmpet

ogdenenebrodergift med prinsessen, atbroen dukkerop(27). Helten går

nede ved strandenpådet sted, hvor han bekæmpede dragen, ogher møder

hanengammel kælling-dragensmor.Hun lokker ham med sig ud tilsinø ogfår ham tilat gentage:»Broæforogbrist æbag«, så kan de gå tørskoede igennem vandet.Påden mådefår kællingen ham tilatglemmevejen tilbage

ogderved får hunmagtoverham. Han løses,da broderen kommerogsiger:

»Bro æfor_oghold fast æbag!«, for han kunne nok forstå,at der varnoget lumskeri ved dengamle kælling. Han ved, ligesom pigen i det foregående eventyr, atdetervigtigtatholde forbindelsen bådefremadogtilbage (28).

Ieventyret»Defrelste Prinsesser« (29) skaltresoldaterfrelsetreprinses¬

ser, som erspærret indepåetslot. Soldaterne skalsiddepåslottetetårog tredage;mendeopgiver midtvejsogstikker af. Mellem slottetogomverde¬

nengårenstorbro,ogden brydersammenefter soldaterne medet stortra¬

balder. Senere, da de vender tilbage,erbroen blevethel igen. Kun den^ene

af soldaterne klarernuopgaven ogfrelser alle prinsesserne.Daderømmer slottet_ogskaloverbroen, bryder densammen såtidligt, atsoldatensprin¬

sessefalder ned ivandet; menhan trak hendeop ogdelevede lykkeligt...

Broenforbinder her mændenes verden medkvindernes, eller måskesna¬

rere manden med hans kvindelige side. I eventyret har mændene ikke tålmodighed tilatlære kvindesiden atkende,og derfor stikker de af. I det

sammespringer broen i luftensometsymbol på,atforbindelsenerafbrudt.

Demister kontakten med detkvindelige,^ogderfor klarer de sig ikke. Da de

vendertilbage, fordi de har fundet ud af,atdeterdenenestemåde, de kan

klaresig på,erbroen heletigen. Så længe de har kontakt med den kvindelige side, bevares forbindelsen tildenmandlige;mendet modsatte gælderikke.

Dasoldaten_ogprinsesserne flygter fra slottet,styrterbroenigensammen, ogsoldatensprinsesse falder i vandet. Hun^{er som}vordende brudmereud¬

satend deandre, ogfor hendeer overgangentil den mandlige side særligt skæbnesvanger. Somi »Harpens Kraft« får helten hende trukketop,ogdet mandligeogdet kvindelige forenes ved brylluppet.

Broer, brudeog

folkeviser

Iflere folkeviseroptræder broennetopi forbindelse med brylluppet,^ogdet

erklart,atbroen har^en dybbetydning^somsymbolskovergang.

Ideversfra»HarpensKraft«,somindlederdenneartikel,erbruden midt

i_overgangen(30). Forhistoriener,athunsidderogspiller guldtavl med sin fæstemand,oghan undrersigover,athun græder:omdeterfordi, hun har noget atudsætte på ham;menhunfastslår,atdetikkeerham, derernoget galtmed»Deter ogmedmin vilje, jegerblevet edersmø«.Dethun frygter,

ernogetlangt mereuhåndgribeligt:

»leggrædermerefor Bro hin Blide

somieg skalloverride.

leggrædermerefor Blide Bro

der druknedemine Systre tho.« (opskriftB)

Hendesfæstemand ladersig berolige af dette overskuelige problem^oglover

atbeskytte hendemed12 eller100 svendeogenddai nogleafskrifteratbyg¬

gebroen bredere. Trods dette skrider hesten alligevel, ogjomfruenfalder i vandet, hvor troldentagerhende. Hr.Villemanderdogikke handlingslam¬

met,han lader hente sin harpeogspiller jomfruen ud af troldens klørsam¬

men med hendesto søstre,der ogsåfaldt i vandetpåderes bryllupsdag.

Broenerheretsymbol påovergangenfra ugift til gift,ogvisenbekræfter,

atdeter enfarlig situation. Jomfruenergodt klaroverdet, hunhar sineto søstre som afskrækkende eksempel. Da det netop drejer sigom søstre, er troldensandsynligvisetsymbol på deres far. Iennorskvariation af visener det enddafaderen,derudsiger forbandelsenoverhende: »StoltGudmund

til festarmann du aldrig få, for skal på havsens botten rotnedit hår« (31).

Hvad der sker i situationen ^er vanskeligere at tolke. Freudianerne ville

måskemene, at pigerne har haftetincestuøst forhold til deresfar (32). En jungiansk tolkning ville sige,athun overvældesafetnegativ billedeaf far¬

arketypen, hvilket måske udtrykkeren frygt forat den tilkommende skal

besidde desammenegative træk.Under alleomstændighedererløsrivelses-

processen smertefuld.

Deterikke umiddelbartfæstemanden, hunængstes for, oghan viser sig

daogsåi stand tilatredde hende udaf troldens greb;meni selveovergangs¬

situationenerhun alene, påtrodsaf demangesvende.Deteruundgåeligt,

athunfalder i vandet,hunernødttilatkonfronteres medsit inderste, før

hun kan indgå forbindelsen med manden. Som Villy Sørensen skriver: »I

forlovelsessituationen ønsker mennesketatgive sig henogængstesdog-for

at mistesig selv« (33).

Iopskrift AenderHr. Villemand med at tagejomfruenop på sin hest.

SomVilly Sørensen bemærker, burde han have gjort det med det samme;

men detvarhan netopikke i stand til, han skulle bekæmpe trolden ipigen, før han selv kunne overgive sig. I vore dage bærer manden bruden over dørtærskelensom etsymbol på, athanhjælper hendeoverdenvanskelige

overgang.

I enhverovergangssituation konfronteresmanmed dæmonen,ogderer to mulige udfald: sejr overdæmonen eller undergang. I eventyrene ender

det altid medsejr, her kommer helten eller heltinden styrket udaf konfron¬

tationen; men deterogsåjordiskevæsener,de møder. Isagneneender det

ofte medundergang,fordi mødet med dæmonerne^erskæbnebestemtog un¬

dergangen uundgåelig. Detsammegælderi flere af folkeviserne, bl.a.»Ger¬

mandGladensvend«, somVilly Sørensen også behandler (34).

I visen »Hr. BøsmeriElverhjem« ses, påvisse punkter, enkønsmæssig omvendingaf Harpens Kraft,menmedulykkelig udgang (35). Her^erdet^en Havfrue, der er den aktive part, hun ønsker atgå til Hr. Boldering, hvad

hun_gør,klædersig afogspringer isengentil ham. Hun tilsiger hamatmøde

hendedagenefter, han sadler sin gangermed guldsadelogrideraf, men:

»Der han kompå Havsbredens Bro,

da snubler hansGraagangerpaafire Guldsko.

Fire Guldsko _ogtoog tred've Guldsøm

Hr. Bolderingfaldt ned for striden Strøm.«

Hansfald beskrives altsånøjagtigt^somjomfruens i Harpens Kraft. Her^er dogfor alvor tale^{om en}undergang,for Havfruen byder ham påvin,så han glemmer sin fæstemøog dermederi Havfruensmagt.

Hr. Boldering er også i en forlovelsessituation og derfor udsat, han

drømmer om natten om den dejligste havfrue, og for at understrege det

seksuelle i forbindelsen lader visen ham »falde i Havfruens Skjød«. Han

møderi drømmeenkvinde(-lighed)somhansfæstemø ikke kan leveoptil.

Derfor glemmer han hende. Visen har en ulykkelig udgang for hans fæstemø_ogforældre, hvad der udtrykkes i en senereudgave(36);menHr.

Boldering selv ertilfreds: »I havet har jeg min kjær Fæstemø, med hende

saaagterjegatleveogdø«-omdeter enindre ellerenydrekvinde, han har

kontaktmed, erikke godtat vide. Visen udtrykker ganske sikkert denfor¬

nemmelse, noglejomfruer har haft af deres ægtemænds inderste:at der al¬

tideretuopnåeligt kvindeideal atleveop til.

I»AgneteogHavmanden«ses,påvisse punkter,enkønsmæssigomven¬

ding af Hr. Bøsmer i Elverhjem (37). Visen begynder inæstenallevariatio¬

ner: »Agnete hun gangerpå Højelands Bro, da kom deren Havmand fra

Bunden _op«. Han frier til hende, og huntager med ham ned på havsens

bund. Her lever hun iotteår ogfår^syvbørn. En dag hører hunkirkeklokken

ogbeder omlovtilatkomme op i kirken, hvor hun møder sin mor. Hav¬

mandenfølger efterhendeogbeder hende såmindeligtatfølge med tilbage

tilhavet, hvad hunafslår. HereftermåHavmandentagealenetilbage,mens

Agnete hånende ler ad ham.

Agnete-visener enaf demestkendteogmest omdiskuteredeaf folkevi¬

serne.Dettepåtrods afatdentilsyneladendeernogetyngreend defleste vi¬

ser, ogtil forskel fra disse skrevet til papiretogkun mundtligt overleveret

efterflyveblade (38). Både Piø og Meisling mener, at visen erdigtet over

gamle viserogtro,som en»ironisk« efterligning. Når visen virker ironisk,

erdetfordi_personernehandler modsat de»rigtige« folkeviser: Havmanden

eruden svigoghandler omsorgsfuldt (39), ogpigen handler selvstændigt,

hvadfolkevisernes kvinderellersikke_gør(40).

Jegopfatter visensom enbeskrivelse afen ungpige, der kaster sig ud iet

ægteskabudenovervejelserover,hvadhunvil.Agnetegårhelt frivilligtog

ganske aleneud på broenogtagerudenovervejelser med Havmanden. Han forhindrerhendeiathave kontakt med_nogenudenfor hans verden: »han stoppedhendesøren,han stoppedhendes mund, såtoghan hendetil hav¬

sensbund«. Hun lever i 8 år under vandet _ogføder 7 sønner. Vandet kan symbolisere,atAgnete,i deårhun føderbørn, leverienanden verden, hun tilsidesætter i den tid sine bevidste tanker_ogfølelser. Ialle versionerneer det 7 _sønner, hun får, hvilket betyder, at hun eralene kvinde på havsens

bundomgivet af det maskuline.

Efter de 8 år hører hunpludselig kirkeklokkerne, hendes bevidsthed duk¬

ker_optil overfladen,oghun opdager,atderernogethun har glemt-ergået glip af. Hun møder sinmoder i kirken ogmoderenspørger,hvad hun har

fået »forærendin«, ogAgneteopremserguldbånd,guldkniv, guldspænder, guldharpe- alt sammenting, der både reelt og symbolsk indeholderstor værdi, hun haraltsåfået ting af værdi,menmangler alligevelnoget.Dadet

erkirken, hungår ind i,måmantro,deteretåndeligt liv, hun vil hengive sig til; menvisen giver ikke indtryk af,atdetteeretpositivt valg.Detene¬

ste,dererklart,er,athunforladerbåde mandogbørn,ogkun harenhånen¬

de lattertiloversfor dem (41).

Nårvisenersåomdiskuteret,erdet sikkertfordi,den ikkeefterladerno¬

get, dergør os i stand tilat »forstå«Agneteshandlinger. Det usædvanlige

ved visen_er,atingen afparterneviser dybere følelser. Hovedtemaeti folke¬

viserneerofteulykkelig kærlighed,ogi de fleste ligger sympatien klart hos

denenepart. I denne må sympatien ligge hos begge, for ingen elskermere end denanden,ogingen handler imod moralen. Man forstår godt,atAgne¬

te»såhjærteliglo«, da hun endelig får kraft tilatgive Havmanden Fanden (42),og manføler med Havmandenssavn,dahan måtagealenetilbage til

havsens bund.

Netop fordi visen er så»uforståelig«, har forskellige sangere forsøgt at ændrepåden vedatgive denenlykkelig slutning;men, somPiø bemærker,

virker det underligt påklistret. Når visen har været så brugt, erdet fordi,

den rører ved noget meget menneskeligt. Jeg kan ikkese noget »komisk«

vedden,somPiø hævder. Tværtimod viserdenenhåbløssituation mellem

toægtefæller,somikke kan løses, udenatmindst denenebliver ulykkelig.

Deterdentilfældigeogtilsyneladende følelsesforladte måde, begge handler på, der taler til fantasienoggiver mulighed for tolkninger.

Folkeviserne kan^-ligesomeventyrene-tolkessomkunstneriske udtryk

for de heltjordnære problemer i forholdet mellem mandogkvinde; men disseprosaiske tolkninger lykkes først, hvisman ogsåserviserne^somud¬

tryk for de dybere, erkendelsesmæssige problemer, der følger med tilknyt¬

ningen til det modsatte køn.

Ligover

bro

Ved mennesketssidste_overgang-fra livet til døden-har broen også betyd¬

ning. Menhererbetydningen forskellig for den dødeogfor deefterladte.

I deforestillinger, somudtrykkesi Danske Sagn,ersjælen farlig for de le¬

vende,og manskalsørgefor,atdenbliver ordentligt begravetsammenmed liget.Ifleregravebådefra oldtidognyeretiderden dødeblevet dækketaf

storesten,eller dererstukket pæleigennem liget. Altsammenforatforhin¬

dre den dødeiatgå igen. Også for den døde selv^vardetafgørende, athan

blevsikret modatgåigen, da detvar enuendelig trist skæbne.

Nårfolk ellerkøretøjer bliver holdt tilbage ved broer, erdet gernedøde sjæle, dererskyldige. Man løser dem vedatnævneGudsnavn; mendeter kunfå, dertørmødegenfærdene.Isagnetom»Spøgelset vedGinding Bro«

erdet^enfremmed, der lader håntomde lokales advarsler, hankørerover broen _og møder spøgelset. Ved at nævne Vorherresnavn skaber han det frygtedegenfærdomtilensølle skikkelse, derertrætafatgå der ved broen.

Oveni bliver manden vist hen tilen høj, hvor der liggeren skat »ogsiden

varderingen tingatmærke ved den bro« (43). Hererdet mødetmedenkol¬

lektivdæmon, derberiger den angstfri fremmede.

Men de dødes sjæle kunne væreubehagelige for dem, der ikke turde se dem i øjnene, og her varbroerne særligt farlige steder, hvor genfærdene færdedes istorttal. Nårmanbyggedeenbro,vardetikke blot menneskene,

menogsådæmonerne, der kunne kommeover,for vandetsgrænsemagtblev

brudt. Man kunneafværge dæmonerne ved at spytte i vandet eller vedat bede Fadervor, mens man gik over (44). Fik man en dæmon med over

broen,forblevmanidens vold. Forikkeatfå den dødes sjæl medover van¬

det, sågik ligtog nogle stedergennem vandet istedetfor overbroen forat forhindresjælen i atgåigen (45).

Disseforanstaltninger kendes fra tyske kilder, fra Danmark kendes kun følgende beretning:

»Sagnet vedligeholder sig endnu i Borbjærg med hensyn til fartenover

Kirkebækken,ogjeg véd,atenkeltefør deres død hartagetløfte af deres

efterlevendeomejatføre deres ligoverdenne bæktil kirkegården. Doger der i de sidsteåringer ført enkelte lig af børn og andre, som ej brød sig derom, derover, ogintet uheldermødt derved.« (46)

Det »uheld«, der tales om, er nok, at man ikke får sjælen med over broen.

Detervanskeligtatsige,om deterdensammeopfattelse, der ligger bag;

menFeilberg harennotitsomat»Bro, hvoroverligtog eller brudefolk har passeret,harmagiske kræfter«og enanden, der siger: »modkighoste virker

Vejentil Hel. Midgun vogterbroen der føreroverGjølåenide øde, sumpede

egne. Denedbøjede skikkelsersvarertil den tristhed, derventerdemidøds¬

riget. (LouisMoe, 1928).

melgrød kogt på en bro, hvorover ligtog har passeret« (47). Under alle omstændigheder antyder disse,atdetikkeeralmindeligt,atligtog^passerer broer, ogdet kannetopskyldesangstfor, atden dødeskulle gå igen.

Broen til det hinsides

Forestillingenomatsjælen efterdøden skal vandreenlangogtornefyldt vej

og somdetsidstepassere overetsund ellerenflod, findes i flere arkaiskere¬

ligioner.Ide ældste kulturererdetfærgemanden, dersørgerfor fartenover

vandet, først dadeførstebroerrejses i 7. århundrede f.Kr. kommer broen

ind i billedet (48).