Danish University Colleges
Samarbejde omkring udsatte unge
Enevoldsen, Jørn Henrik; Nielsen, Anette; Hansen, Louise
Publication date:
2007
Document Version
Tidlig version også kaldet pre-print Link to publication
Citation for pulished version (APA):
Enevoldsen, J. H., Nielsen, A., & Hansen, L. (2007). Samarbejde omkring udsatte unge. CVU VEST CVU Storkøbenhavn.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
• Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
• You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain • You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal
Download policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.
NVIE er et nationalt videncenter, dannet i et partnerskab mellem CVU Vest og CVU Storkøbenhavn med støtte fra undervisningsministeriets midler til udvikling af CVU’ernes videncenterfunktioner. De to CVU’er repræsenterer tilsammen et uddannelsesmiljø med 600 akademiske medarbejdere og 9000 studerende.
NVIE er etableret i 2005 med det formål at udvikle nationale spidskompetencer inden for det pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige område med særligt fokus på udsatte og sårbare grupper i samfundet.
(Læs evt. mere om NVIE bagerst i denne rapport)
Samarbejde omkring udsatte unge
En rapport af Anette Nielsen Louise Hansen
Jørn Henrik Enevoldsen, november 2007
Indhold
Forord ...3
Politisk baggrund...4
Udfordringer i Vejen ...4
Organisatorisk baggrund ...6
Sammenfatning - Barrierer for inklusion med henblik på Vejen Kommunes indsats...8
Metode ...9
Sammenfatning ...10
Kendskab til samarbejdspartnerne og deres funktioner. ...10
Tidsopfattelsen ...11
Problemopfattelse ...12
Arbejdsdeling ...13
Overgange ...14
Deltagerne i samarbejdet ...14
Huller i indsatsen?...15
Forslag til løsninger ...16
Interview med en socialrådgiver i børneafdelingen...17
Målgruppen ...17
Arbejdet...17
Samarbejdet...18
En anden case ...19
En tredje case ...20
Samarbejdet...23
Sammenfatning og vurdering ...24
Interview med to sagsbehandlere fra Jobcenteret i Vejen Kommune ...25
Målgruppen ...25
Samarbejdet...26
Ønsker til samarbejdet ...31
Interview med en SSP medarbejder. ...32
Målgruppen: ...32
Arbejdsopgaven ...34
Samarbejdet...36
Forslag til at forbedre samarbejdet...37
Sammenfatning ...38
Interview med en leder fra en produktionsskole...40
Institutionen:...40
Målgruppen: ...40
Arbejdsopgaven: ...41
Metode/grundsyn: ...42
Samarbejde:...42
Forslag til at forbedre samarbejdet...44
Sammenfatning ...45
Interview med en ungdomsuddannelsesvejleder i Vejen Kommune...46
Målgruppen ...46
Arbejdet...47
En anden case ...49
En tredje case ...50
En fjerde case ...52
Samarbejdet...54
Sammenfatning og vurdering ...55
Interview med to vejledere fra en ungdomsuddannelse...57
Målgruppen for vejledningen ...57
Arbejdsopgaven ...57
Case et...58
Case to...59
Tredje case ...61
Samarbejdet...63
Forslag til at forbedre samarbejdet...65
Sammenfatning ...66
Interview med en fællestillidsmand på en privatejet maskinfabrik...67
Arbejdsform...70
Samarbejdet...70
Sammenfatning og vurdering ...71
Ophavsretten til rapporten tilhører NVIE (CVU Vest og CVU STORK). Rapporten eller dele af den må imidlertid frit gengives med behørig kildeangivelse. Dog må teksterne ikke gøres til genstand for selvstændig kommerciel udnyttelse.
Forord
I denne rapport sammenfattes resultaterne fra en undersøgelse af samarbejdet i Vejen Kom- mune omkring udsatte børn og unge. Rapporten indgår i Vejen Kommunes udvikling af ind- satsen for denne gruppe.
Rapporten er kommet i stand i et samarbejde mellem Vejen Kommune og NVIE (Nationalt vi- dencenter for inklusion/eksklusion) ved CVU Vest og CVU STORK. NVIE ønskede at udbyg- ge sin viden indenfor feltet ”unge og arbejdsmarked/uddannelse”. Vejen Kommune viste sig interesseret, da de stod i et udviklingsarbejde indenfor feltet i forhold til at etablere en samlet indsats i den nye storkommune for gruppen af unge med henblik på at øge uddannelses- og erhvervsfrekvensen overfor gruppen.
NVIE deltog således i en konference for samarbejdspartnerne i Vejen Kommune og efterføl- gende blev et samarbejdsprojekt formuleret i arbejdsgruppen, som bestod af Verner Hansen og Louise Hansen, begge Vejen Kommune og Anette Nielsen, Videncenterkonsulent i NVIE.
Projektet skulle fokusere på samarbejdet omkring de unge og skulle udmønte sig i en rapport, som Vejen Kommune kunne anvende i det videre arbejde, bl.a. med etablering af en samar- bejdsguide på Vejen Kommunes hjemmeside.
Projektoplægget er udviklet af Anette Nielsen.
Interviewene er foretaget af Louise Hansen, projektkonsulent i Vejen Kommune, Jørn Henrik Enevoldsen, cand. Scient. Pol. og lektor på Socialrådgiveruddannelsen, CVU Vest og Anette Nielsen.
Rapporten er forfattet af Louise Hansen, der har skrevet 1. afsnit og Jørn Henrik Enevoldsen.
Rapporten starter med et baggrundsafsnit om forholdene i forhold til målgruppen på landsplan og i Vejen Kommune, samt Vejen Kommunes formål med det projekt, som denne undersø- gelse er en del af.
Herefter følger undersøgelsens tema og metode samt en sammenfatning af undersøgelsens resultater. Man kan således nøjes med at læse rapportens første 15 sider.
Undersøgelsens resultater uddybes i resten af rapporten, hvor de enkelte interviews bearbej- des tematisk.
Vi vil her meget gerne takke de deltagende parter for det engagement, som de har udvist i samarbejdet i forhold til interviews. En speciel tak til Verner Hansen og især Louise Hansen for utrættelig og engageret organisering og deltagelse i interviewene.
NVIE, november 2007
Samarbejde omkring udsatte unge
Af Louise Hansen, projektkonsulent Vejen Kommune
Politisk baggrund
Regeringen fastsatte i 2006, som et led i dennes globaliseringsstrategi, en målsætning om, at 85 % af en ungdomsårgang i 2010 skal have gennemført en ungdomsuddannelse og 95 % i 2015. Formål med målsætningen er, at de unge skal have en ungdomsuddannelse, så de er rustet til arbejdsmarkedet og videre uddannelse.
Tanken bag regeringens udspil er, at vejen til selvforsørgelse går gennem en uddannelse og uddannelse giver et afsæt til et godt voksenliv. Statistikken viser, at unge, der ikke uddanner sig efter folkeskolen, har en større risiko for at ende udenfor arbejdsmarkedet, end de unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse. Beskæftigelsesgraden er eksempelvis højere for unge med en erhvervsuddannelse. Størstedelen af de unge påbegynder en ungdomsuddan- nelse, men ca. 20 % fuldfører ikke en ungdomsuddannelse.
Regeringen ser i denne sammenhæng kommunerne som en væsentlig aktør. Kommunerne skal være med til at sikre, at de unge får en ungdomsuddannelse. I begyndelsen af 2007 sat- te regeringen og KL, Kommunernes Landsorganisation, gang i et projekt, der har til formål at give kommunerne medansvar i forhold til at sikre, at flere unge gennemfører en ungdoms- uddannelse og hermed bidrage til at realisere det potentiale af uddannet arbejdskraft, som er blandt unge uden uddannelse. Projekt har til formål, at 85 % af de 15-29 årige skal have gen- nemført en ungdomsuddannelse i 2010 og 95 % i 2015.
Projektet blev søsat ved udgangen af april 2007. Vejen Kommune blev dog ikke udtaget til at deltage i ”projekt ungdomsuddannelse til alle” i KL regi. I Vejen Kommune valgte man at igangsætte projekt ”ungdomsuddannelse til alle” i eget regi, med bred opbakning fra politisk side og fra de forskellige afdelinger, der er i kontakt med den målgruppe, projektet henvender sig til samt fra eksterne samarbejdspartner på uddannelsesområdet.
Udfordringer i Vejen
Vejen Kommune står over for to større udfordringer i forhold til at få flere unge til at gennem- føre en ungdomsuddannelse. Det er to udfordringer, der er af meget forskellig karakter, mål- gruppen og samarbejdsrelationerne i Vejen Kommune internt og eksternt.
Uddannelsesniveauet i Vejen Kommune er lavere end landsgennemsnittet og antallet af ufag- lærte stillinger er relativt højt, hvilket gør det lettere at få arbejde uden en uddannelse (se ta- bel 1). Hvilket tyder på, at der skal en øget indsats til for at vende tendensen i kommunen og sætte fokus på vigtigheden i at få en ungdomsuddannelse. Hvis man ser bort fra de sociale institutioner, er borgerne i Vejen Kommune primært beskæftiget inden for jern og metal-
industri, landbrug, gartneri og skovbrug samt bygge og anlæg, hvilket afspejles i erhvervsud- dannelsesfrekvensen.
Tabel 1: Uddannelsesniveauet blandt befolkningen i Vejen Kommune sammenlignet med re- sten af landet.
Højest fuldførte uddannelse – 2005
Landsgennemsnittet Vejen Kommune
Grundskole 32,5 % 40,5 %
Alm. gymnasial uddannelse 6,0 % 2,5 %
Erhvervsgymnasial uddan- nelse
2,3 % 1,9 %
Erhvervsuddannelser 33,4 % 38,0 %
Korte videregående uddan- nelser
4,3 % 4,0 %
Mellemlange videregående
uddannelser 11,5 % 8,7 %
Bachelor 1,4 % 0,4 %
Lange videregående uddan- nelser
5,5 % 1,9 %
Uoplyst 3,1 % 2,2 %
100 % 100 %
Kilde: Danmarks Statistik og egen beregning
Vejen Kommune har i forhold til landsgennemsnittet flere beskæftigede unge 15-29 årige med grundskole som højeste gennemførte uddannelse. Erfaringerne på de lokale produktionssko- ler og sprogskolen er også, at udslusning i højere grad sker til beskæftigelse end til uddan- nelse set i forhold til landsgennemsnittet.
Tabel 2: De 15-29 åriges fordeling på uddannelse og beskæftigelse i 2006 Landsgennemsnittet Vejen Kommune
Under uddannelse 63,8 % 63,9 %
Beskæftigede 19,4 % 21,7 %
Arbejdsløse 2,8 % 1,3 %
Udenfor arbejdsstyrken 14,0 % 13,1 %
Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken - KRHFU2 og egen beregning
Tendenser tyder dog på, at virksomhederne i stigende grad vil efterspørge uddannet/faglært arbejdskraft, mens de ufaglærte jobs vil blive færre, bl.a. som konsekvens af flytning af lavt- lønsarbejde. F.eks. har Kolding/Vejle oplevet en vækst i arbejdspladser på op mod 10 % frem til 2004, mens antal arbejdspladser i Vejen Kommune har været faldende. Vejen Kommune har derfor den særlige udfordring også at nå de unge beskæftigede uden uddannelse, så de også på sigt vil kunne være efterspurgt arbejdskraft.
Organisatorisk baggrund
En anden vigtig faktor er, at Vejen Kommune står overfor en væsentlig ufordring, eftersom Vejen Kommune er relativ ny. Den nye Vejen Kommune bestod før kommunalreformen af fire væsentlig mindre kommuner. Samtidig med, at kommunerne er blevet lagt sammen, blev der implementeret en ny organisationsstruktur. Den nye kommune og struktur er på kortsigt en udfordring i forhold til placering af arbejdsopgaver, snitflader mm. Dette gælder både internt i kommunen, men også i forhold til eksterne samarbejdspartner. Vejen Kommune er ikke op- delt i forskellige kommunale forvaltninger, men i 15 afdelinger, der hver især har deres ar- bejds- og ansvarsområde samt en direktion, der har det overordnede koordineringsansvar.
Valget af en struktur med 15 afdelinger med hver deres fagområde kan medføre, at afdelin- gerne bliver mere specialiserede inden for hver deres områder. En alvorlig konsekvens af denne specialisering kan være, at nogle målgrupper ikke har en mulighed for at få den hjælp, der er behov for, fordi de ikke direkte kan tilknyttes til en af de forskellige afdelinger.
Figur 1: Organisationsdiagram Vejen Kommune
I forbindelse med projekt ”ungdomsuddannelse til alle” har man valgt, at projektet skal være et tværfagligt projekt, der går på tværs af de afdelinger, som i det daglige har kontakt til pro- jektets målgruppe. Afdelingerne, som er med i projektet, er skoleafdelingen, børneafdelingen, socialafdelingen og jobcentret samt jobcentret som tovholder. Projekt ”ungdomsuddannelse til alle” blev sat i gang med en temadag den 2. maj 2007, hvor repræsentanter fra kommunens forskellige afdelinger og uddannelsesinstitutionerne i området og medlemmer fra be- skæftigelsesudvalget deltog.
Projektet er opdelt i flere faser. Første fase var afholdelse af temadagen i maj 2007. Tema- dagen havde til formål at give medarbejdere i kommunen og de forskellige uddannelsesinsti- tutioner et indblik i, hvem er hvem og hvilke personer/afdelinger, der varetager de forskellige opgaver generelt og i forhold til projektets målgruppe. Projektets målgruppe er unge i alders- gruppen 15-29 år, som ikke har taget en ungdomsuddannelse eller hvor der er en risiko for at droppe ud af en ungdomsuddannelse.
Anden fase er at få skabt en dialog mellem de afdelinger, samarbejdspartner m.fl., der be- skæftiger sig med målgruppen og hermed få identificeret, hvor dette samarbejde ikke funge- rer og målgruppen går forgæves i forhold til at få den nødvendige hjælp og støtte. Tredje fase af projektet bliver at udforme en handleplan og iværksætte nødvendige initiativer som sikrer, at Vejen Kommune opnår det opstillede mål.
Sammenfatning - Barrierer for inklusion med henblik på Vejen Kommunes indsats
En stor del af indsatsen på det sociale område og arbejdsmarkedsområdet indgår i et samar- bejde mellem offentlige og andre aktører.
For målgruppen af unge i alderen fra 15-30 år er dette samarbejde vigtigt for at skabe konti- nuitet, når den unge bevæger sig gennem forskellige livsfaser fra folkeskoleelev over ung- domsuddannelse til arbejdsmarkedet. Denne kontinuitet er specielt vigtig for vanskeligt stil- lede unge, der har behov for en særlig indsats.
Udfordringerne for denne kontinuitet består for det første i, at der kommer forskellige offent- lige aktører ind i de unges forskellige livsfaser og at det offentlige generelt opererer med en grænse på 18 år, hvor indsatsen indenfor det kommunale sociale og arbejdsmæssige område skifter aktører, selvom den unge er i samme livsfase.
For det andet skal samarbejdet koordineres mellem forskellige aktører og sektorer i den sam- tidige indsats. Den unge vil ofte møde en indsats f.eks. både fra folkeskolen, PPR og den kommunale børneafdeling. Eller den unge vil kunne møde en indsats fra henholdsvis jobcen- teret, ungdomsuddannelsesvejledningen og en SSP medarbejder.
Dette samarbejde foregår mellem forskellige faggrupper og/eller sektorer både indenfor det offentlige og mellem den offentlige og den private sektor. Her er det ikke givet på forhånd, hvem der har den reelle beslutningskompetence, det afhænger af problemets karakter, hvor- dan den unge og den unges familie agerer og hvem, der tager initiativet. Sagsbehandlerens myndighed kan blive modsvaret af, at den unge flytter til faderen i en anden kommune eller at en privat arbejdsgiver kommer med en løsning. Generelt har samarbejdet omkring målgrup- pen altså en række indbyggede problemer og udfordringer, der udspringer af arbejdets karak- ter.
Lokalt har indsatsen overfor de unge ændret forudsætninger ved kommunalreformen, hvor den nye Vejen Kommune nu består af fire væsentligt mindre kommuner. Det har medført en række ændringer af organisationsstrukturen, som de kommunalt ansatte i juni og august må- ned 2007 kun har haft et halvt år til at lære at kende og håndtere.
Én del af barriererne for Vejens Kommunes aktuelle indsats for målgruppen vil altså bestå i manglende kendskab til organisationen og samarbejdspartnerne. Disse barrierer for samar- bejdet kan forventes at blive reduceret over tid, når de forskellige faggrupper lærer hinanden at kende via det konkrete samarbejde.
En anden del af barriererne vil potentielt udspringe af organisationens størrelse og de om- struktureringer, der udspringer af denne. En organisation består ikke kun af en formel struk- tur, men også af en uformel organisation og kultur. Den uformelle organisation vil bestå af an- satte, der danner uformelle grupper og netværk og forsøger at dække de behov for f.eks. vi-
den og koordinering hos hinanden, som organisationen ikke kan dække. Dette kan f.eks. be- stå i udveksling af informationer og/eller en hurtig adgang til systemet.
Når den formelle struktur ændrer sig, vil det ændre forudsætningerne for denne relation mel- lem den formelle organisation og den uformelle organisation og kultur. Både indenfor den en- kelte organisation og i det interorganisatoriske netværk. De uformelle måder at samarbejde på vil blive stillet anderledes.
Metode
Denne undersøgelse af samarbejdet omkring vanskeligt stillede unge i Vejen Kommune un- dersøger samarbejdsparternes forståelse af dette samarbejde. Vi har fokus på samar- bejdspartnernes forståelse af samarbejdet ud fra den forudsætning, at det er aktørernes for- ståelse, der danner baggrunden for deres konkrete handlinger. Hvis man f.eks. ikke tror, at man kan komme i kontakt med en bestemt samarbejdspartner, er man mindre tilbøjelig til at gøre forsøget. Den enkelte samarbejdspartners forståelse vil, uanset hvor velfunderet denne er, få betydning for hvilke handlinger, han sætter i værk og hvordan han går ind i et samar- bejde. Denne forståelse har vi forsøgt at få eksemplificeret og konkretiseret ved, at vi på for- hånd havde bedt interviewpersonerne om at bidrage med tre cases, som skulle illustrere de- res arbejde og samarbejde med andre.
Der er ikke tilstræbt nogen repræsentativitet. Interviewpersonerne er ikke nødvendigvis re- præsentative for deres arbejdsplads. Vi har ikke haft nogen intention om at generalisere un- dersøgelsens resultater i en færdig konklusion. Fokus har været på at præsentere nogle pro- blemstillinger i samarbejdet, som kunne udbrede kendskabet til den enkelte samarbejds- parters arbejdssituation og opfattelse af det aktuelle samarbejde og danne udgangspunkt for en forsat diskussion om dette.
Det tværfaglige samarbejde er multifacetteret og sammensat og omfatter mange problem- typer og samarbejdsrelationer. Der vil følgelig være forskellige erfaringer og opfattelser alt ef- ter, hvem man samarbejder med og hvad der samarbejdes om. Interviewpersonerne udtaler sig her om deres generelle erfaringer, men skelner, når de mener, det er nødvendigt, mellem erfaringer fra forskellige samarbejdspartnere.
Konkret har vi interviewet enkeltpersoner fra følgende områder: En socialrådgiver fra børne- afdelingen, to rådgivere fra jobcentret, en medarbejder fra SSP, en vejleder fra ungdomsud- dannelsesvejledningen, en medarbejder fra en produktionsskole, to vejledere fra en ung- domsuddannelse, og en fællestillidsrepræsentant fra en større virksomhed.
Desuden ville vi gerne have interviewet enkeltpersoner fra socialafdelingen og PPR, men pga. den korte tidsfrist for undersøgelsen lykkedes det ikke.
Interviewrunden blev afsluttet med et gruppeinterview, hvor deltagerne var: En socialrådgiver fra børneafdelingen, en vejleder fra ungdomsuddannelsesvejledningen, en medarbejder fra en produktionsskole og en fællestillidsrepræsentant fra en større virksomhed i kommunen.
Her var deltagerne de samme som ved enkeltinterviewene. Udover disse deltog her to social- rådgivere fra socialafdelingen: En fra voksenhandicap og en fra børnehandicap.
Formålet med gruppeinterviewet var at komme dybere ind i nogle af problemstillingerne, at kontrastere nogle af synspunkterne men også at finde eventuelle fælles opfattelser.
Sammenfatning
Kendskab til samarbejdspartnerne og deres funktioner.
Det er en generel opfattelse, at man mangler kendskab til hinanden både i forhold til at kende hinanden og kende de forskellige arbejdsopgaver og -funktioner. Specielt de ansatte i ung- domsuddannelsesvejledningen, SSP og produktionsskolen, dvs. nogle af de eksterne samar- bejdspartnere i forhold til de myndighedsudøvende afdelinger i Vejen Kommune, gav udtryk for det manglende kendskab og konsekvenserne af dette. Et manglende kendskab til
1) hvilke funktioner, der bliver udført i de forskellige dele af organisationen. Det manglende kendskab medfører, at samarbejdspartnere ikke ved, hvor vedkommende skal henvende sig både på kort og langt sigt
2) den konkrete samarbejdspartner, hvor det manglende kendskab medfører, at den gensidi- ge respekt for hinandens faglighed ikke naturligt er til stede og at sprogbruget, kommunikatio- nen kan give problemer.
I fællesinterviewet gav også de ansatte i socialafdelingen og børneafdelingen udtryk for et manglende kendskab, hvor man også mellem børneafdelingen og socialafdelingen nogen gange kunne blive i tvivl om, hvem man selv skulle henvende sig til eller sende borgere videre til.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at interviewpersonerne oplever de største problemer mellem de myndighedsudøvende afdelinger i Vejen Kommune på den ene side og deres ”eksterne samarbejdspartnere” ungdomsuddannelsesvejledningen, SSP og produktionsskolen på den anden side. Specielt de tre sidstnævnte gav udtryk for, at det manglende kendskab i flere til- fælde var en barriere for deres arbejde med de unge. Disse samarbejdspartnere gav udtryk for, at deres indgang til systemet (de administrative afdelinger i Vejen Kommune) blev be- sværliggjort af, at de nogle gange skulle kontakte adskillige kommunale afdelinger og fortælle den samme historie, før de fandt frem til de relevante personer. Der blev endvidere givet ud- tryk for visse kommunikationsproblemer mht. at finde et sprogbrug, der passede til lovgivnin- gens paragraffer, kunne vanskeliggøre indgangen til de myndighedsudøvende afdelinger.
Ungdomsuddannelsesvejledningen, SSP og produktionsskolen opfatter sig som dem, der møder den unge og dennes problemer i dagligdagen og ikke alene har førstehånds kendska- bet til den unges akutte problem, men også bliver tvunget til at forholde sig til dette. Her får det manglende kendskab og kontakt til organisationen et helt konkret udtryk, der rammer det daglige arbejde.
Der bliver derimod ikke givet udtryk for samarbejdsproblemer på baggrund af manglende kendskab mellem f.eks. produktionsskolen og ungdomsuddannelsesvejledningen, hvor per- sonkendskabet er stort og der har været et langvarigt og tæt samarbejde. De to vejledere fra
en ungdomsuddannelse har ligeledes en positiv opfattelse af samarbejdet med f.eks. ung- domsuddannelsesvejledningen og SSP.
Interviewpersonen fra jobcenteret, der arbejder med matchgruppe 4+5, samarbejder i stort omfang med socialafdelingen og oplever generelt samarbejdet som velfungerende. Modsat oplever begge interviewpersoner fra jobcenteret, at samarbejdet med børneafdelingen fun- gerer dårligere. Med børneafdelingen er kommunikationen og koordineringen mangelfuld og kunne forbedres.
Det viser sig tydeligt gennem flere af interviewene, at en del af forklaringen på samarbejds- vanskelighederne skal søges i, at den uformelle organisation har fået ændrede betingelser ved omstruktureringen af kommunens virksomhed. Specielt de ansatte i ungdomsuddannel- sesvejledningen, SSP og produktionsskolen giver udtryk for, at de både nu og tidligere har brugt uformelle kontakter i samarbejdet mellem afdelingerne. Personer, de kender, er blevet brugt som kontaktpersoner til at åbne vejen ind i systemet. Disse gav udtryk for, at hvis de skulle have kontakt til en institution, kunne de aldrig finde på at ringe til kontorer på vedkom- mende institution. Det afgørende var at kende nogle personer, der kunne løse disse proble- mer. Det er altså relationerne, der gør en forskel, fordi disse giver tillid, forståelse og gensidig respekt. Denne respekt blev formuleret som, at man skulle have respekt for hinandens faglig- hed. For disse ansatte hæmmer strukturændringerne denne uformelle koordinering af arbej- det, også selvom de stadig benytter sig af de personer, de kender, som kontaktskabere.
Tidsopfattelsen
Efter interviewene står det klart, at de menneskebehandlende områder: Ungdomsuddannel- sesvejledningen, SSP og produktionsskolen har en anden tidsopfattelse for indsatsen end socialafdelingen og børneafdelingen. De tre førnævnte er klare i deres opfattelse af, at det ta- ger alt for lang tid at få kontakt med den myndighedsudøvende del af Vejen Kommune. Efter at kontakten er opnået, tager det for lang tid, før der bliver taget en afgørelse og indledt en foranstaltning. De tre førnævnte områder møder de unge, hvor de ofte har akutte problemer, som de skal forholde sig konkret til. De oplever, at nogle af de unges problemer opstår og bli- ver forværrede, men i nogle tilfælde bliver de også løst, uden at den administrative del af Ve- jen Kommune når at reagere. Opfattelsen af problemerne er, at der skal ske noget her og nu og at en § 50 undersøgelse ofte tager for lang tid. Dette bygger på en opfattelse af, at virke- ligheden ændrer sig omkring den unge, mens undersøgelsen foregår. Den unges problem kan blive forværret, forældrene kan flytte den unge eller indmelde den unge til en uddannelse.
Den unge kan blive 18 og derfor pludselig overgå til nye offentlige aktører.
Undersøgelsens genstand ændrer sig i løbet af undersøgelsen.
Fællestillidsrepræsentanten giver klart udtryk for, at en hurtig indsats er afgørende for et vel- fungerende samarbejde med arbejdspladserne.
De myndighedsudøvende områder, børneafdelingen og socialafdelingen, er ligeså klare i mælet om, at deres arbejdsopgaver er blevet stadig mere reguleret af lovgivningen, §50 un- dersøgelsen er lovbestemt og pengekassen kan ikke åbnes, uden at denne er foretaget. De møder klienter, der har en lang række af foranstaltninger bag sig, hvoraf en række kan være
mislykkede, og prioriterer et grundigt forarbejde. Undersøgelserne kræver flere samtaler med familien og den unge samt forskellige samarbejdspartnere og disse tager tid. De udtaler for- ståelse for samarbejdspartnernes kritik af den lange tid til udredning og undersøgelser, men mener, at f.eks. en § 50 undersøgelse er et godt arbejdsredskab, når beslutningerne skal træffes.
Den del af jobcenteret, der arbejder med matchgruppe 4+5, giver udtryk for, at ved de kom- plekse sager er det et omfattende og tidskrævende arbejde at samle de konkrete samar- bejdspartnere. Dette kan forsinke indsatsen.
Problemopfattelse
Forskellige problemopfattelser er også et dilemma, samarbejdspartnerne møder i det tværfag- lige arbejde.
Det kan få som konsekvens, at man er uenige om hvilken foranstaltning, der er den rigtige for den unge. F.eks. om den unge er parat til et praktikophold på en arbejdsplads eller om den unge er for skrøbelig til dette.
Baggrunden for samarbejdspartnernes problemopfattelser er deres viden om problemet. Pro- duktionsskolen kan have et stort personkendskab til den unge og viden om dennes akutte si- tuation, hvilke relationer den unge har til andre unge. Børneafdelingen vil have stor viden i forhold til familien og den unges relation i denne samt have en viden om den unges forhold gennem en årrække.
Der var bred enighed mellem deltagerne i fællesinterviewet om, at fokus og den viden, der bliver formidlet i journaler m.m., for ofte fokuserer på problemerne og at resurserne fylder for lidt i beskrivelse af de unge. Dette kan være begrænsende i forhold til at finde en realistisk indsats. Den målestok, de unge bliver mål ud fra, er ofte deres evne til at tage en uddannelse.
Der er bred tilslutning til, at samarbejdsparterne ofte må have forskellige perspektiver på den unge, nogle vil f.eks. tage udgangspunkt i den unges perspektiv, men andre vil møde og tage udgangspunkt i forældrenes perspektiv. Der kan være forskellige faglige tilgange, forskellige opfattelser af problemet og forskellige erfaringer med de unge.
Faktisk er det opfattelsen, at det kan styrke indsatsen, at man f.eks. på et netværksmøde kan møde forskellige problemopfattelser og perspektiver.
Omvendt kan uenigheden være ødelæggende, hvis den bliver formuleret på et møde med den unge og familien, hvor to samarbejdsparter f.eks. børneafdelingen og PPR forfølger hver sin løsning.
Uden at det bliver formuleret direkte, synes forskellige perspektiver på samme sag at kunne være frugtbar, hvor de forskellige aktører faktisk mødes og diskuterer disse før en eventuel foranstaltning. Hvis parterne mødes med deltagelse af den unge og på forhånd hver for sig har lagt sig fast på en forskellig løsning, synes de forskellige opfattelser at kunne føre til en hårdknude, hvor indsatsen ikke bliver koordineret.
Det synes specielt bekymrende, der hvor de forskellige problemopfattelser med efterfølgende forskellige foranstaltninger ikke senere bliver taget op og diskuteret samarbejdspartnerne i mellem. Der er ingen af interviewpersonerne, der nævner de eksisterende samarbejdsfora, som steder, hvor man diskuterer konkrete samarbejdsproblemer og muligheder for at forbed- re samarbejdet.
Generelt synes der blandt de menneskebehandlende områder at være en holdning til og selvopfattelse af, at ”vi prøver og ser, hvordan det går”. Hvor de myndighedsudøvende om- råder er mere undersøgelses - og lovgivningsorienterede.
Man kunne formulere den hypotese, at nogle af de værdier, der gennemsyrer de menneske- behandlende områder, er, at det er vigtigt med en indsats for at understøtte de unge, der el- lers må klare sig selv. De myndighedsudøvende områders implicitte og eksplicitte værdier går mod, at den rigtige indsats i situationen er afgørende og at en grundig undersøgelse er forud- sætningen for en sådan indsats. Disse værdier bygger naturligt nok på lovgivningen på områ- det.
Man kunne formulere den hypotese, at de myndighedsudøvende områders forståelse af den rationelle handling bygger på, at der findes en bedste løsning på den unges problem, som man kan finde frem til ved hjælp af en grundig undersøgelse.
Hypotesen for de menneskebehandlende områder kunne være, at disse bygger på den for- ståelse, at den rationelle handling er den hurtige indsats, der retter sig mod de presserende problemer og hvor det rationelle fremkommer ved at samle de centrale aktører og at disse bli- ver enige om en indsats.
Arbejdsdeling
I et samarbejde mellem organisationer er et af de centrale punkter om arbejdsdelingen mel- lem organisationerne afgrænset og gennemsigtig. En klar arbejdsdeling vil bevirke, at samar- bejdspartnerne ved, hvem de skal henvendes sig til og her er der, som det er fremgået, åbenbare mangler.
Får dette den konsekvens, at der opstår uenighed om, hvem der har ansvaret for en bestemt gruppe?
Der er få eksempler på, at samarbejdspartnerne er uenige om, hvem der skal gøre hvad eller decideret modarbejder hinanden.
Ungdomsuddannelsesvejledningen giver et enkelt eksempel på, at der blev visiteret personer fra jobcentret, som ikke faldt under deres målgruppe for vejledning, ligesom de ikke blev in- formeret på forhånd om de personer, der blev visiteret til dem.
Børneafdelingen har været ude for, at skolen afviste en elev midt i et undersøgelsesforløb, li- gesom de har oplevet, at eleven på grund af skolens afvisende holdning flyttede sammen med faderen i en anden kommune.
Det er imidlertid et gennemgående træk, at samarbejdspartnerne giver udtryk for, at denne type problemer ikke er gennemgående i samarbejdet.
Overgange
Overgange er defineret som de tidspunkter, hvor den unge går fra en fase af sit liv til en an- den f.eks. fra folkeskole til ungdomsuddannelse eller fra ungdomsuddannelse til produkti- onsskole.
Der synes blandt interviewpersonerne at være enighed om, at overgangen fra under til over 18 år er den mest problematiske i forhold til at skabe kontinuitet og sammenhæng i indsatsen.
Problematikken er velkendt, men giver alligevel anledning til en række problemer.
Børneafdelingen oplever det f.eks. når de skal iværksætte et tiltag for 17-årige, der rækker ind i deres voksenliv og hvor det vil være hensigtsmæssigt at lave en sammenhængende støtte mellem to afdelinger. Selvom man ringer rundt og forsøger at få et samarbejde i stand, falder det ofte til jorden, fordi de unge ikke er fyldt 18 år endnu. Når den unge så fylder 18 år, opstår der i nogle tilfælde uenighed med f.eks. jobcenteret om, hvad der er den relevante for- anstaltning, hvilket kan betyde, at handleplanen skal revideres.
De interviewede fra jobcenteret giver udtryk for, at der generelt ikke er noget samarbejde med børneafdelingen om overleveringen af unge, der fylder eller er fyldt 18 år. Nogle gange står de pludseligt i døren, uden at de ansatte i jobcenteret har kendskab til dem eller har fået over- leveret sagen. I de tilfælde, hvor der sker en overlevering, har det en positiv effekt på indsat- sen.
Jobcenteret gav dog udtryk for, at samarbejdet omkring overleveringen af de unge i øvrigt kunne forbedres, f.eks. omkring de unge, der kommer tilbage til jobcenteret fra produktions- skolen. Jobcenteret oplever i nogle tilfælde, at de unge pludselig står i døren.
De menneskebehandlende områder oplever, at overleveringen er et kæmpeproblem. I nogle tilfælde skal de starte samarbejdet helt forfra med en ny afdeling, når den unge fylder 18. Li- gesom der kan være usikkerhed mht. om, hvorvidt den unge er omfattet af efterværn og der- for bliver i børneafdelingen eller ej. Når den unge er omfattet af efterværn, er der dog som re- gel en kontinuitet til det tidligere arbejde og arbejdet går lettere.
Samarbejdet mellem produktionsskolen og ungdomsuddannelsesvejledningen fungerer godt.
F.eks. i forhold til EGU, hvor produktionsskolen laver en beskrivelse af de unge og det kon- krete forløb, ungdomsuddannelsesvejledningen godkender forløbet og skoleforvaltningen be- vilger økonomien.
Deltagerne i samarbejdet
I interviewene fremstod to signaler i forhold til, hvornår socialforvaltningen skulle inddrages i arbejdet. En generel holdning var, at forvaltningen var det nederste sikkerhedsnet og først skulle inddrages, når den øvrige del af samarbejdspartnerne ikke kan løse det selv. En anden holdning var, at det var vigtig med en tidlig indsats og f.eks. børneafdelingen skulle inddrages så hurtigt som muligt. Generelt var holdningen, at det var bedst, hvis problemerne kunne kla- res uden at inddrage de myndighedsudøvende områder, men hvis samarbejdspartnerne kun-
ne se, at f.eks. socialafdelingen skulle inddrages i samarbejdet, skulle det ske så tidligt som muligt.
De menneskebehandlende områder: Ungdomsuddannelsesvejledningen, SSP og produkti- onsskolen efterlyser dog nogle mere konkrete overvejelser over, hvor tidligt de skulle tage kontakt og hvor stort problemet skulle være, før de inddrog de myndighedsudøvende områ- der.
Det er forskelligt, hvem der skal med til netværksmøderne alt efter sagens karakter. Der er enighed om, at man alle sammen bestræber sig på at få de relevante aktører til at deltage i samarbejdet. Det bliver dog udtrykt, at der skal mere fokus på hvem, der har tovholderfunk- tionen i samarbejdet og hvilke samarbejdsparter, der er gennemgående i samarbejdet om- kring en ung.
Jobcenteret gav udtryk for, at mange samarbejdspartnere først og fremmest var en styrke, til at få koordineret indsatsen og løst problemerne i fællesskab. Problemet er at få samlet de re- levante samarbejdspartnere.
Huller i indsatsen?
Et af problemerne i et interorganisatorisk netværk er, at der kan opstår tendenser til uløste opgaver. Dvs. nogle problemer og opgaver som bliver ved med at dukke op, men som net- værket har svært ved at forholde sig til. Deltagerne i gruppeinterviewet blev derfor spurgt, om der var grupper af unge, der manglede et passende tilbud.
Her blev gruppen af bogligt svage elever nævnt - både almindeligt bogligt svage elever, men også de antalsmæssigt noget færre stærkt ordblinde. Både i den skolepligtige alder og efter denne, mangler der nogle ordentlige tilbud.
Jobcenteret nævner, at for en gruppe af unge, der endnu ikke er helt klar til en uddannelse, mangler der nogle specielle tiltag, der henvender sig til denne målgruppe og til den gruppe, der starter på en ungdomsuddannelse, men hurtigt forlader denne igen, fordi de ikke magter kravene.
Psykisk syge unge blev også nævnt som en gruppe, der faldt igennem det offentlige hjælpe- apparats masker. I fællesinterviewet blev der givet udtryk for, at der ikke nogle reelle tilbud til gruppen.
Jobcenteret mangler en mentorordning til støtte for unge misbrugere. Mentorer der kunne ha- ve en uformel kontakt til de unge misbrugere og f.eks. tage med til samtalerne på Center for misbrug. En uformel person uden for systemet, der som det blev formuleret: ”..ikke nød- vendigvis skal indberette til de sociale myndigheder…”. Nogle af de unge, der er i psykiatrisk behandling, kunne også drage nytte af en mentor, der kunne følge dem til lægen eller samta-
ler i distriktspsykiatrien og i det hele taget kunne hjælpe de unge med kontakten til det offent- lige.
Forslag til løsninger
Det bliver i interviewene givet udtryk for, at det grundlæggende problem er, at samarbejds- parterne ikke kender hinanden og hinandens jobfunktioner, de kan ikke overskue, hvor de for- skellige funktioner er placeret i institutionen. Der er brug for et overblik, der kan hjælpe en til at få fat i den rigtige person. Derfor indeholder en del af forslagene også, at man skal lære hinanden at kende.
F.eks. bliver det foreslået, at man skal besøge hinandens institutioner og se hvad der foregår.
Mange af de interviewede fører deres egne private telefonlister, hvor de skriver de personer op, de møder i arbejdet og hvad de laver.
Et andet forslag er, at der i forbindelse med Vejen Kommunes hjemmeside bliver lavet en form for opslagsværk, hvor de samarbejdspartnere, der mangler et systemkendskab, kunne blive mere præcis i sin kontakt med kommende samarbejdspartnere. Der er et behov for at kende samarbejdspartnernes arbejdsopgaver, så man kan se, hvem man skal have fat i.
De personlige relationer og det personlige kendskab bliver højt prioriteret som grundlag for et velfungerende samarbejde. Det giver en respekt og troværdighed, når man senere henvender sig både i forhold til at tage henvendelsen seriøst og at kunne blive enige om en foranstalt- ning.
De fleste interviewpersoner efterlyser også et større økonomisk råderum. For at få fleksibilitet i opgaveudøvelsen efterspørges midler, man lokalt selv kan disponere over til de mest på- trængende opgaver.
De fleste forslag er af praktisk, teknisk og proceduremæssig karakter. Der er dog også et for- slag om en tværfaglig temadag, hvor deltagerne ud fra cases fra virkeligheden, diskuterer problemstillingerne, hvad den enkelte faggruppes opgave er og dermed lære hinandens ar- bejdsområder og de tværfaglige problemfelter at kende.
Interview med en socialrådgiver i børneafdelingen
Målgruppen
Socialrådgiveren beskæftiger sig med de unge fra 15 – 18 år, som har brug for særlig støtte.
Hvis de unge er anbragt, indgår de i børneafdelingens arbejdsområde, indtil de er 23 år eller indtil anbringelsen stopper.
Nogle af de unge har problemer i fritiden, nogle har problemer i hjemmet, der er ofte også problemer i skolen.
Nogle vil være senmodne, mange af de intelligensmæssigt dårligt fungerende er placeret un- der handicapgruppen, hvis de ikke er i anbringelse.
Under målgruppen er også etniske unge.
Nogle vil være kendt af systemet gennem hele opvæksten, mens andre kommer fra familier, som børneafdelingen ikke har kendskab til i forvejen.
Arbejdet
Socialrådgiveren har de samme arbejdsopgaver som før sammenlægningen til den store Ve- jen Kommune, bortset fra at de handicappede børn under 18 år kun er en del af arbejds- opgaverne, hvis de bliver anbragt eller kommer i aflastning eller andre foranstaltninger efter § 52.
De konkrete arbejdsopgaver: § 50 undersøgelser, opfølgning m.m. vil fremgå af de efterføl- gende cases.
Nogle af indsatsmulighederne, socialrådgiveren nævner, er anbringelser, efterskole, de unge kan få tildelt en kontaktperson, arbejdsdusør hvor den unge får penge for at tage et fritidsjob.
Socialrådgiveren:
”Allerførst møder jeg dem jo nok der, hvor der er problemstillinger, og så skal jeg i gang med en § 50-undersøgelse, og ud fra den skal jeg vurdere, om de har brug for støtte, og hvilken støtte de har brug for. Undersøgelsen laver jeg i samarbejde med de unge og deres forældre, det er sjældent, at det sker uden samtykke. Når vi laver undersøgelsen, beder vi om beskrivelser fra selve samarbejdspartnerne, det kan være skoler, det kan være folk, der er i kontakt med den unge, som vil være relevant at inddrage.”
Kontakten til den unge sker ved at skolen, de unge selv eller forældrene henvender sig.
Hvor tidligt kontakten sker, er meget forskelligt.
”Mange gange er det positivt at skolerne har forsøgt at gøre noget selv, inden de sender en underretning. Erfaringen siger, at mange gange er den hjælp, man får i det nære, bedre og hurtigere end den hjælp vi kan give. Nogle gange kan man tænke, at den unge kommer for sent, men så må man tage den op, når den unge kommer.”
Det er ikke erfaringen, at underretningerne kommer for tidligt. Men tilbagemeldingen kunne i givet fald være at finde en løsning i lokalmiljøet.
Det konkrete tiltag bliver afgjort efter et møde med familien eller den unge. Her deltager den offentlige aktør, der har sendt underretningen og de som i øvrigt er relevante. Det kunne f.eks. være PPR. ”De, der henvender sig, er med til at vælge, hvem der skal være med til mødet. Men nogle gange kan man på vej til mødet overveje, om der var andre, der skulle ha- ve været med.”
Samarbejdet
Det er ikke altid, at de offentlige aktører vurderer problemet på samme måde.
Den første case illustrerer, hvilken betydning det kan have, hvis samarbejdspartnerne har en forskellig problemopfattelse.
”…. det drejer sig om en ung mand, som vi ikke havde noget kendskab til, men hvor det gik rigtigt dårligt i skolen. Skolens og PPR’s holdning var, at han skulle bare hjemmefra, og det kunne min holdning ikke bære, når jeg ikke kender famili- en, og jeg kender ikke problematikkerne. Jeg syntes, at man kunne forsøge en indsats i hjemmet, inden den unge skulle flytte hjemmefra.
Underretningen var reel nok, og der var nok til, at jeg kunne gå i gang med min § 50-undersøgelse. Men jeg nåede ikke lave den.
Vi havde et fælles møde, og ud fra det vurderede jeg en ”hjemme-hos-støtte” ville være relevant. Det kunne være, at man på sigt fandt ud af, at han skulle bo et an- det sted, men jeg synes, at man skulle udrede og undersøge noget mere. Jeg sy- nes egentlig, at der var nogle kontakter til forældrene, man godt kunne udvikle, og at forældrene måske var kørt fast. Nu var dette forældrepar skilt, men den der hav- de barnet, var kørt fast, og kunne egentligt godt profitere af råd og vejledning til at komme på rette vej igen, men det var vi uenige om.
Uenigheden kom frem på mødet. Det var primært PPR og jeg, der var uenige, jeg havde jo så lige drøftet det med min gruppe. PPR mente, at han skulle anbringes.
Skolens melding var, at de ikke kunne have drengen som elev mere. PPR remse- de 3 muligheder op, og forældrene fik selv ansvaret for at vælge, hvad de ville ar- bejde videre med. De valgte så, at han skulle flytte.
Det ender med, at drengen flyttede op til sin far og startede i et ganske almindeligt skoleforløb oppe i den nye kommune.
Jeg er da ikke sikker på, at vi løste problemstillingen for drengen.
Jeg synes, at det var et svært møde. Den unge mand var også med, og puha, hvor var hans ressourcer henne? Jeg synes, at det må have været hårdt for ham og hårdt for forældrene. Jeg snakkede med moderen efterfølgende, og for hende var det meget svært.
Moderen var dybt frustreret, fordi hun syntes egentlig, at lige pludselig ville skolen bare ikke have hendes dreng mere. Hun syntes, at det var gået for hurtigt, og hun syntes ikke, at de havde gjort nok. Drengen havde været der i 4 år, og da han star- tede, havde hun fortalt, at han havde problemstillinger, og hun synes ikke, at han var blevet hjulpet i forhold til disse problemstillinger. Hun var meget frustreret.
Drengen gik i 8. klasse og var kommet til skolen i 3. eller 4. klasse.”
Det var svært at forklare uenigheden, for hverken socialrådgiveren eller PPR kendte drengen.
Socialrådgiveren syntes, at man drog konklusionen for hurtigt. Læreren kunne imidlertid ikke se den unge som elev på skolen længere. PPR mente, at moderen ikke magtede opgaven.
Socialrådgiveren og PPR har ikke efterfølgende drøftet uenigheden. Der bliver afholdt tvær- faglige møder i distriktet en gang i kvartalet, men disse har været aflyst de sidste par gange.
Socialrådgiveren husker ikke, at den unge er blevet nævnt ved disse møder.
I denne case bliver drengen overflyttet til en anden kommune. Konsekvensen er derfor, at drengen ikke længere bliver socialrådgiverens ansvar.
Den næste case illustrerer den samme uenighed om indsatsen mellem samarbejdsparterne, men hvor drengen bliver i kommunen og socialrådgiveren fortsætter sin del af indsatsen.
En anden case
”En mor henvender fordi, hun kan ikke få drengen af sted i skole. Moderen fortæl- ler om en kompliceret fødsel, og det er også nogle forældre, som ikke har fået sat grænser for deres dreng, men jeg synes også, at jeg hører om nogle vanskelighe- der helt tilbage fra fødslen.
Skolen fortæller, at drengen ikke kommer, og han skal komme. Hvis han ikke kommer, skal moderen undervise ham derhjemme. Det ender med, at skolen og forældrene finder ud af, at han skal skifte skole. Jeg synes ikke, at han skal skifte skole, for jeg tror, at nissen bare flytter med, det ændrer ikke problemstillingen. Jeg kunne egentligt godt ønske mig, at han blev udredt også psykiatrisk, fordi er der noget, der hænger sammen med den her komplicerede fødsel, der var for mange år siden, og selvfølgelig sammenholdt med de sociale problemstillinger.
PPR mener, at han også skal bo et andet sted, så dér var rigtig stor uenighed.
Drengen har skiftet skole, og nu har jeg faktisk lige fået et brev fra skolen, som si- ger: Hvad er det for en skole, der har ansvaret for drengen, er det den nye skole – drengen har været 2 timer i skole på den nye skole – eller er det den gamle skole, hvem skal sørge for undervisningspligten til ham. Hvis det er den nye skole, så vil inspektøren derfra godt vide, hvordan man kommer videre? Han vil gerne have, at jeg ringer til ham. Jeg tænker, at det burde være skoleforvaltningen eller PPR’s område.
Nu tager jeg den selvfølgelig med til min gruppe og drøfter, hvad jeg skal gøre. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg skulle gøre min § 50-undersøgelse færdig. Jeg tror også, at det handler om noget støtte derhjemme. Jeg tror også, at det godt kunne være aktuelt, alt efter hvor svær problemstillingen er, med et efterskole- eller kostskoletilbud. Men jeg synes, at det er vigtigt, at der også sættes støtte ind der- hjemme, for vi skal også have de unge godt hjemmefra. De skal ikke stå med en oplevelse af, at de bare bliver sendt væk. ”
Socialrådgiveren mener, at drengens problemer er uafklarede:
” Jeg oplever, at den dreng ikke kan overskue det mere. Han oplever ingen succe- ser ved at være i skole, fordi han ryger i konflikter, og han ryger på lærerværelset, så han har ikke nogle gode oplevelser af at være i skolen. Jeg kunne ønske mig, at man så lidt på, hvad denne dreng har brug for. Jeg er ikke i tvivl om, at han har brug for et eller andet særligt også i skoletiden, det har han også derhjemme, men jeg synes, at vi skal hele vejen rundt. Det er vigtigt, at han oplever en succes ved at gå i skole. Jeg kan godt forstå, at hvis det går i smadder for ham, så er det nemmere at blive hjemme”
Beslutningen blev truffet uden, at PPR og socialrådgiveren havde haft et fællesmøde om drengen. Socialrådgiveren havde haft et møde med familien og været i telefonisk kontakt med skolen.
PPR havde ikke mødt hverken drengen eller forældrene. Socialrådgiveren ved ikke, hvilket materiale PPR har haft.
Socialrådgiveren har efterfølgende været i kontakt med familiens læge. Lægen fortæller, at nogle af familiemedlemmerne har et misbrug, at drengens tilstand kan skyldes noget arveligt og det derfor kunne være relevant med en udredning på børnepsykiatrisk afdeling, som læ- gen ønskede, at PPR ville henvise til. Det gør PPR imidlertid ikke, det er lægen, der skal gøre det.
Socialrådgiveren vil fortsætte med sin del af arbejdet:
”Jeg tænker, at jeg gør min § 50- undersøgelse færdig, sideløbende tager jeg selv- følgelig en kontakt til hjem/skole omkring, hvad gør vi videre nu. Jeg vil snakke med lægen om at få lavet den henvisning til børnepsyk., og så vil jeg gøre min § 50-undersøgelse færdig, og jeg tænker, at der skal en familiekonsulent ud i hjem- met her, en familiekonsulent, som har en tæt kontakt med drengen, så det bliver en form for kontaktperson, også med drengen, for at støtte ham og høre og guide ham mere intensivt, end jeg kan gøre”
En tredje case
En tredje case tager udgangspunkt i en ung, der bliver 18 år:
”Det er en ung mand på 17 år, som i mange år har gået i et specialskoletilbud.
Drengen er sent modnet, og han har været vant til at være i nogle miljøer, som har passet godt på ham. Han har været i et særligt skoletilbud, og han har været hjemme ved forældrene. Han har kunnet begå sig i de rammer, men når de giver slip, så bliver svært.
Vi har haft et særligt tilrettelagt skoleforløb her i Gammel Rødding Kommune, det har han gået i en del år. Man har for nogle år tilbage forsøgt at få ham udsluset til specialklassen på Rødding Skole, men det gik ikke, så han kom tilbage til det her særligt tilrettelagte skoleforløb.
Der gik han indtil sidste sommer, hvor man så besluttede sig for, at han skulle på efterskole, og der sker en overlevering til efterskolen. Der er han elev indtil novem- ber måned, indtil han selv vælger at gøre noget for at blive smidt ud fra efterskolen.
Ugen forinden har jeg haft en henvendelse fra faderen, om at det ikke går. I timer- ne fra at han er blevet smidt ud, og til at forældrene kommer og henter ham, bliver drengen gennemtævet af en flok andre unge på efterskolen. Det er først dér, det går det op for efterskolen, hvad det egentlig er det handler om. Drengen er gen- nem de måneder, han har været på efterskolen, blevet truet med tæsk og vold, og han har været ”hundebange”. Han har også nogle sociale vanskeligheder, der gør, at han har svært ved at begå sig i sociale sammenhænge. Han har ikke nogle fri- tidsaktiviteter, han har ikke været med til noget i rigtigt mange år, fordi at aktivite- terne har sagt, at de kan kun have ham, hvis du har én af dine forældre med. Han går til noget skydning sammen med sin far”.
Mht. samarbejdet med efterskolen, blev socialrådgiveren kontaktet af denne en uge inden drengen blev smidt ud af denne. Der er aftalt et møde i januar (kontakten var i november) På grund af den lange mødefrist, når man ikke at reagere, inden drengen er smidt ud, men det er usikkert om man kunne have foretage sig noget, da drengens problemer på skolen er ukendte for skolen.
”Han bliver smidt ud af efterskolen, og jeg laver en § 50-undersøgelse. Jeg vurde- rer, at han vil kunne profitere af et tilbud på en revalideringsinstitution for sent ud- viklede. Jeg går over i de baner, fordi han bliver 18 om et ½ år, og så kan vi ligeså godt begynde at gøre ham klar til voksenlivet. Det synes jeg, at der er formål i. Det vil være svært for ham at skulle ud på det ganske almindelige arbejdsmarked, når han bliver 18 år. Han får tilbudt en plads på en revalideringsinstitution, og instituti- onen får § 50-undersøgelsen og papirerne på ham.
Før drengen starter på REVA besøger Ungdomsvejlederen og socialrådgiveren REVA og fortæller om drengen, REVA får ligeledes tilsendt papirerne på drengen, som de læser, inden de beslutter sig for at acceptere drengen. Socialrådgiveren, drengen og familien besøger REVA og de beslutter, at de vil tage imod tilbuddet på institutionen.
Han starter med en uges praktik, og efter yderligere en uge bliver han sendt hjem på en ”tænker”. I løbet af den 2. uge formår han at overskride reglerne. Mens han er hjemme på en ”tænker”, vælger institutionen, at sende reglerne skriftligt til ham og beder ham om at skrive under på dem, fordi så vil de godt tage ham tilbage. De
mener godt, at de kan gå ind i en proces med den unge. Det er svært for forældre- ne, de er til et møde og vælger at tage deres dreng og gå med ham, fordi han ikke skal være der mere. Jeg tror, at det handler om mange ting, det her, fordi foræl- drene sidder også med en dårlig oplevelse fra efteråret, hvor de egentlig finder ud af, at deres dreng har været udsat for noget, som de slet ikke har været klar over.
Jeg tror også, at de oplever, at drengen ikke bliver mødt i forhold til sine vanskelig- heder, når institutionen sætter kravene op, for hvordan han kan være der.
Samtidig tror jeg ikke, at forældrene helt er klare over, hvor store vanskeligheder den her dreng har. Han har været med sin far på arbejde igennem flere år, på hans fars arbejde kan han finde ud af at begå sig. Det er også det ønske, han har for fremtiden, at arbejde med det samme som faderen. Det er så meget indarbejdet ved den her dreng: han kender rutinerne, han ved lige, hvordan han skal gøre, men i det øjeblik, han bliver sluppet ud i fritiden, da aner han ikke, hvad han skal gøre, og derfor får han lavet nogle dumme ting.
Ham står jeg ved, han ved, hvad han gerne vil være, og faderen har fundet et sted, hvor han kan arbejde. De vil selvfølgelig ikke give en løn, så jeg har kontaktet en beskæftigelseskonsulent eller en jobkonsulent, og hun er ved at undersøge, om der kan være nogle muligheder for virksomhedspraktik. Jeg har kontaktet jobkon- sulenten, for jeg har overhovedet ikke forstand på noget som helst inden for ar- bejdsmarkedet, og hvilke muligheder, der er. Jeg har også tænkt lidt ungdomsvej- ledning ind i den her. Det tror jeg måske, jeg gør, når jeg har hørt tilbagemeldingen fra beskæftigelseskonsulenten, fordi han har brug for noget helt særligt tilrettelagt.
At sætte ham på produktionsskole, det vil ende rigtigt dårligt.
Jeg synes egentlig, at jeg har mulighederne. Vi har tilbudt ham et særligt tilrettelagt forløb, men det trak han og forældrene sig ud af, men jeg synes, at jeg er nødt til at gøre det i samarbejde med voksenlivet, kan man sige, for han bliver 18 år til febru- ar, og han er ikke anbragt, jeg har heller ikke en kontaktperson på den her dreng, så han forsvinder automatisk, og der er heller ikke nogle efterværnsordninger, men jeg tænker, at jeg måske også er nødt til at se på, hvad er mulighederne for den her unge mand i voksenlivet.
Inden drengen bliver 18 år har jeg snakket med Arbejdsmarkedsafdelingen om, hvem der skal tage over her. Hvem der kan tage over her, hvad vil de tilbyde ham?
Det skal jeg gøre ½ års tid inden, så det bliver i efteråret”.
Efterfølgende har socialrådgiveren kontaktet jobkonsulenten for at undersøge hvilke mulighe- der der er. Jobkursen er ligeledes blevet kontaktet, for at se om den unge er en opgave, de kan tage, disse har ønsket at få foretaget nogle psykologiske undersøgelser som socialråd- giveren har bedt PPR foretage.
Med hensyn til hvilke faktorer, der er afgørende for hvilket alternativ, der bliver foretrukket, svarer socialrådgiveren:
”Det er forældrenes beslutning, fordi de er jo med, og drengen er også med. Jeg tror, at det afgørende, det er forældrenes beslutning, og jeg tror for dem vil det væ- re, hvilket tilbud der kommer først. For han går derhjemme og laver ingenting, så
jeg tænker også, at det kunne godt være, at hvis vi kommer med en virksomheds- praktik, ja, men så kunne det godt være, at vi skulle køre det andet sideløbende stadigvæk. Fordi, sådan som jeg har forstået det på Jobkursen, så er det ikke altid, at de har pladser. Jeg skal måske også vente på en plads, så er det måske godt nok at have noget andet kørende i mellemtiden.”
Samarbejdet
Socialrådgiverens samarbejde med UU-vejledningen. Der er et behov for et formaliseret samarbejde, hvor børneafdelingen og ungdomsuddannelsesvejledningen mødtes og samtaler og koordinerer indsatsen for de unge, som begge afdelinger arbejder med og laver en fælles handleplan.
Børneafdelingen savner viden om Ungdomsvejledningen. Arbejdsdelingen er ikke afklaret og fornemmelsen er, at de to afdelinger måske laver dobbeltarbejde.
Afgørende for, om den unge bliver henvist til ungdomsvejledningen, er, hvor alvorligt og kom- pliceret den unges problem vurderes til at være.
Samarbejdet med og kendskabet til SSP er begrænset. Socialrådgiveren savner nogle ram- mer, hvor de kan mødes.
Mht. produktionsskolerne har socialrådgiveren ikke haft et samarbejde med disse endnu, men har kollegaer, der samarbejder med disse.
I forhold til socialafdelingen ved socialrådgiveren ikke, om der er en klar arbejdsdeling mellem denne og børneafdelingen. Samarbejdet består i, at man ringer til hinanden, hvis man har brug for hinandens sager:
”Hvis de ligger hos mig, så er det, fordi at der er en aflastning, eller der er en døgnanbringelse i gang, eller f.eks. en kontaktperson, så vil den del jo ligge her hos mig, men jeg vil stadig in- vitere socialafdelingen, for sådan som jeg har forstået det, vil de stadigvæk have opgaverne i forbindelse med merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste, så der vil være et samarbejde. I for- hold til de andre børn i familien, hvor det vil være mig, der skal ind og vurdere.”
Spørgsmålet kunne være, om det altid står klart, hvilke tiltag socialafdelingen foretager samti- dig med, at der foregår en indsats i børneafdelingen, dvs. om der er klarhed over hele indsat- sen. Her svarer socialrådgiveren:
”Jeg har ikke haft en fælles sag sammen med dem endnu, men jeg vil da tro, at når jeg har en fælles sag med dem, så vil jeg vide, - så vil vi vide, hvad hinanden laver. Det er mit håb, det tror jeg da også.”
For socialrådgiveren er det afgørende, at der er et godt samarbejde på tværs mellem de for- skellige samarbejdspartnere og familien. Denne fælleshed vil forældrene og den unge kunne mærke.
Problemerne opstår f.eks., hvis samarbejdspartnerne er uenige om, hvilke tiltag, der skal iværksættes. Ligesom der er eksempler på, at der opstår problemer, når den unge bliver 18 år.
Samarbejdet, efter et tiltag er iværksat, fungerer. På opfølgningsmøderne deltager samar- bejdspartnerne og diskuterer, hvordan det går. Hvis opfølgningsmøderne ikke er tilstrække- lige, bliver der indkaldt til ekstra møder. ”Det fungerer fint, når vi laver opfølgning, så laver vi opfølgning på det hele på én gang, så vi er alle parter samlet.”
Forskellige perspektiver i en supplerende indsats kan afvejes mod hinanden:
” Hvis vi tager jobkonsulenten, de har mere fokus på det arbejdsmæssige i det.
Hvor jeg måske tænker det sociale mere ind og baggrunden for problemet. F.eks. i forhold til de unge mødre, så er vi nogle gange inde og bede om, at de måske ikke skal aktiveres så mange timer, fordi vi kan se, at de har en ”hjemme-hos’er” på, og de har små børn, og det er svært, at… hvis vi nu giver dem muligheden for at få lidt mere luft. Det synes jeg egentlig, at jeg oplever en god succes med. Jeg synes egentlig, at de er lydhøre og tager det til efterretning.”
Sammenfatning og vurdering
Interview og cases sætter fokus følgende problemstillinger.
1) Børneafdelingen og eventuelle samarbejdspartnere kan både have en forskellig opfat- telse af problemets karakter og alvorlighed, men også hvorvidt problemet er tilstrække- ligt udredt, denne uenighed medfører forskellige opfattelser af, hvilke tiltag der skal løse barnets eller den unges problem og hvornår der skal træffes en beslutning. Det virker, som om børneafdelingen og nogle samarbejdspartnere har en forskellig opfattelse af, hvor grundig problemet skal udredes og hvor hurtigt, der skal sættes ind. Muligheden for uenighed er et vilkår for socialt arbejde. Det forekommer dog særligt problematisk, når uenigheden kommer frem på et møde, hvor også forældre og den unge deltager. Mulig- heden for at udvikle samarbejdet og indsatsen bliver ligeledes problematisk, når samar- bejdspartnerne ikke er bekendt med hinandens grundlag for at træffe en beslutning f.eks. i form af skriftligt materiale og efterfølgende ikke får diskuteret grundlaget og kon- sekvensen af uenigheden.
2) Case 1+2 viser, at forældre og samarbejdspartnere både hver for sig og i samspil med hinanden kan ændre grundlaget for socialrådgiverens arbejde i form af § 50 undersø- gelsen og den efterfølgende handleplan.
3) Når den unge når myndighedsalderen, er det et problem for børneafdelingen, som kræ- ver en ekstraordinær indsats.
4) Kendskabet til nogle samarbejdspartnere er mangelfuldt.
Interview med to sagsbehandlere fra Jobcenteret i Vejen Kom- mune
De to sagsbehandlere arbejder i Jobcenteret, der organiserer den arbejdsmarkedsrettede del af indsatsen, den øvrige sociale indsats foregår i socialafdelingen, som er Jobcenterets vig- tigste samarbejdspartner.
Sagsbehandlerne kommer fra arbejdsmarkedsafdelingen i to af de kommuner, der nu begge er blevet en del af Vejen Kommune. De to sagsbehandleres arbejdsområde er efter omstruk- tureringen blevet specialiseret mht. til klienterne, den ene arbejder med de arbejdsmarkeds- parate i matchgruppe 1-3, den anden arbejder med gruppen 4-5, hvor der er sociale proble- mer ud over ledighed. Før omstruktureringen sad de begge med matchgrupperne 1-5.
Til gengæld har de begge fået flere arbejdsområder. Den første arbejder udover integration og aktivering nu også med sygedagpengeområdet. Den anden arbejder udover revalidering, fleksjob, indstilling til førtidspension nu også med integration. Desuden arbejder hun nu også med psykisk udviklingshæmmede.
Målgruppen
Med matchgruppen 1-3 gennemfører teamet kontaktforløbssamtaler, jobsamtaler og CV- samtaler. Disse matchgrupper bliver tilbudt jobs, hver gang de kommer samt vejledning om at tage en uddannelse. Flertallet kommer hurtigt i arbejde eller i uddannelse, de fleste kommer i arbejde. Der er flest unge kvinder i denne målgruppe. Mange af disse er på barsel. De, som er længere tid på offentlig forsørgelse, er kvinder med mange børn og/eller tidlige børneføds- ler.
I matchgruppen 4-5 er mange tunge komplekse sager, hvoraf nogle repræsenterer personer, der aldrig har haft tilknytning til det ordinære arbejdsmarked. Her er mange med misbrugs- problemer, psykiske problemer og sociale problemer, en del er sent modnede og udviklings- hæmmede. Teamet, der arbejder med denne gruppe, skal afklare, om personerne skal i be- skæftigelse, revalidering eller førtidspension. De forskellige aktiveringsprojekter bliver brugt til at afklare klienterne.
Misbrugerne fylder meget i arbejdet, her er en del ekstraarbejde med indkaldelser til samtaler, Center for Misbrug, og distriktspsykiatrien, hvor misbruger udebliver.
Det er indtrykket, at antallet af unge med psykiske lidelser, angst, depressioner er stigende.
Disse bliver henvist til distriktspsykiatrien eller samtaler med en psykolog. Det sker, at nogle af disse bliver bedre og derfor bliver henvist til team 1-3, men det er sjældent.
En del af arbejdet består også i revalidering:
” Jeg har jo også revalidender, der går i uddannelse. Det er jo revalidender, der har problemer med helbredet. Altså dårlig ryg, dårlig ben, skulder og arme og forskelli- ge ting ikke også. De kommer i uddannelse. Vi bruger meget AMU, og giver dem korte kurser, truckcertifikat og hygiejnekurser og sådan noget. Jeg har også en sag
nu, med en mand der har været på kontanthjælp 5-6 år. Vi har bevilget ham et ta- xakørekort til, det skulle han gerne have i løbet af næste uge, han har fået arbejde.
Det kan jo godt lykkes”.
Arbejdsdelingen mellem team 1-3 og team 4-5 er ikke altid helt klar. Nogle klienter kunne pla- ceres begge steder. I nogle tilfælde skelner man ikke kun til, om de er arbejdsmarkedsparate, men hvilke behandlingsmuligheder teamet har. F.eks. har team 4-5 bedre muligheder for at sende alkoholikere i behandling. Arbejdsdelingen opleves ikke som et problem, hvis der er uenighed eller uklarhed, opsøger man hinanden og taler om det.
Samarbejdet
Teamet, der beskæftiger sig med matchgruppe 1-3, samarbejder med aktiveringsprojekterne, ungdomsvejledningen og en sjælden gang lægerne.
Team 4-5 har mange samarbejdspartnere: Socialafdelingen, familieafdelingen, aktiverings- projekterne, Center for misbrug, ungdomspsykiatrien, VUC og AMU, ungdomsvejledningen, produktionsskoler, virksomhedskonsulenter, læger og sundhedsplejersker, bofællesskaber, institutioner af forskellig karakter bl.a. Troldkærskolen m.fl.
Det er dog ikke alle sager, hvor der er mange samarbejdspartnere.
De mange samarbejdspartnere er både en styrke og et problem:
” inden man får koordineret alt det ikke, og sidder her om bordet, så melder den ene afbud, og så melder den anden afbud eller så kan den ene ikke. Det er altså virkelig et puslespil. Og det synes vi godt nok tager lang tid. Men det er jo sådan sagerne de ser ud. Det bruger vi meget tid på synes jeg.”
” Jamen vi er jo tovholder på sagen, fordi vi har kontanthjælpsdelen, så det er egentlig os, der er tovholdere. Og det kan da godt være lidt bøvlet, men jeg ville nødig undvære alle de her samarbejdspartnere i de sager i hvert fald.”
Team 4-5 samarbejder meget med socialafdelingen, det er socialafdelingen, der skal bevilge f.eks. psykologbehandling eller misbrugsbehandling. Samarbejdet opfattes som velfunge- rende.
Samarbejdet med familieafdelingen oplever interviewpersonen som et problem. Familieafde- lingen er fysisk langt væk, det er svært at få tilbagemeldinger, når man kontakter familieafde- lingen, overleveringen af sager, når de unge bliver 18, fungerer dårligt. De oplever, at når nogle unge henvender sig i visitationen, viser det sig i løbet af samtalen, at de er meget bela- stede.
”Der er ingen overleveringer. Nogle gange står de her i døren. Jeg havde en der blev 18 i går, og hvor far, han kom med ham. Han var tilknyttet familieafdelingen hele vejen igennem. Han var hjerneskadet. Så han var her bare pludselig, den dag han blev 18.”
Nogle gange fungerer samarbejdet dog:
” Og det er også en der bliver 18. Han har haft noget misbrug og også nogle andre ting. Og der ringer hun nemlig for at høre, om det kunne lade sig gøre, at han blev i den virksomhedspraktik, han nu var i, for det gik godt. Om når jeg nu fik sagen, om jeg så kunne køre det forløb færdigt. Og det er jo vældig givtig at få sådan noget ud af det. Så får man også nogle ord og noget med, hvad er det egentlig der er galt med den unge. Så han stod der ikke bare lige pludselig. Så det kunne være vældig fint, hvis vi ligesom kunne få det til at køre noget bedre.”
Man har tidligere samarbejdet meget med SSP. Det er oplevelsen, at SSP konsulenten nu arbejder med en anden gruppe end teamet. Man har været i kontakt med SSP konsulenten mht. et samarbejde omkring to unge misbrugere, men den opgave kunne vedkommende ikke løfte.
Interviewpersonen mangler nogle mentorer, der kan arbejde med gruppen af unge mis- brugere. Det kunne f.eks. være mentorer for de unge, der kunne have kontakt til de unge, tale med dem om deres problemer og være bisidder i de unge misbrugeres møde med behand- lingssystemet.
”... Han kunne tage med dem til lægen også, hvis det var svært for dem. Mange af de her synes jo, at læger de er arrogante og de ser ned på dem og sådan noget.
Der er det jo rart at have sådan en med til at støtte sig og til samtaler med misbru- gere eller måske samtaler i distriktspsykiatrien eller bare man skal et eller andet.
Der er det vældig fint at have sådan en støtte omkring… Der er for eksempel også nogle af dem der ikke kan læse jo. Jeg har en som kommer med sine breve i ku- verterne, for han ved ikke, hvad han skal gøre ved dem. Og så er man altså lidt handicappet.”
En case fra arbejdet med matchgruppe 4-5:
”…. det er en ung pige, som har en kronisk lidelse, der bevirker, at hun danner så- dan nogle knuder, der har sat sig på hendes hørelse, og det har sat sig på hendes syn, og så er hun blevet lammet i den ene side af ansigtet. Det gør, at hun ikke kan høre, hun kan næsten heller ikke se, det betyder, at vi har døvekonsulenter med i samarbejdet, vi har en skrivetolk med, socialafdelingen deltager, vi har også for- ældrene med, vi havde Nyborg skolen med, som er en døveskole.. Men inden man får koordineret det hele og sidder her om bordet. Det er altså virkelig et puslespil.
Men det er jo sådan, sagerne ser ud. Det bruger vi meget tid på, synes jeg”.
