Skarn, skrald og affald

(1)

Skarn, skrald _og affald

- kulturhistorisketræk, der

knytter

sig

til

AFFALD ^-

Af

Anita

Mikkelsen

Denneartikelomaffalderetuddragafenkulturhistorisk undersøgelseaf af- faldsbegrebet,synetpåaffaldetogaffaldsbehandlingengennemdesidste 150 år,somjeg foretog i 1990-91. Der findes kunlidt kulturhistorisk litteratur

omdette_{emne, som}ikke harværetbetragtetsomsalonfæhigt.Materialet til undersøgelsenerderfor hentet fra aviser, forrige århundredes sundheds-og renlighedsdebat, fra nyere tids miljødebat samt fra egne interviews i byområderogpå landet. Københavnerden undersøgteby.

Derernoget spændende,menogsånogetparadoksalt vedatbeskæftige sig

medbegrebetaffald, somimpliciternoget,som»ikke skalværetil stede«.

Affalderdet,som ersorteretfra. Det opstårførstsomkategori i de øjeblik¬

ke, hvorvi ordnervoreomgivelserogfinder,atderernoget,vi vil skille^os

af med-ikke vedatsælge eller ombytte,menbarevil af med. I detøjeblik ting anbringes i kategorienaffald,kanmansige,atdebliver til »ikke-ting«.

Deternetopenaf egenskaberne ved affaldet i f. eks. skraldespanden,attin¬

gene ikke længere optræder ^som enkelte ting, ^{men som} del af^en blandet, uigenkendeligmasse ogalmindeligvis opfattessomurent.Menhvad derer affaldfordenenekangodtværenyttigt forden anden.Affald blivernoget først, når den enkelte vælgerat betragte det som sådan - og det vilbl.a.

afhænge af de forskellige kulturelleforhold, af tiden^ogaf stedet.

Påbutikstorvet foranBrugsenogIrmaser mani dag kommunens runde

eller sekskantede beholdere til brugte flasker m.m., UFF's containere til gammelt tøj og sko, og flaskedrengen, der betaler for genbrugsflaskerne.

Alle_ugensdage, menmestpå lørdage, kommer deomkringboendeogsmi¬

der deleafderes»affald« idisse beholdere. Tommeflasker,somikke giver panttilbage ved aflevering i butikkerne, kastes bragende i flaskecontaine¬

ren, og de udslidte sko og det umoderne, kedelige tøj lempes ind ^gennem sprækken påcontaineren, der samler ind til ulandene. De kasserede ting

ønsker man tilsyneladende på denne måde skal genanvendes, eller man

forsøger blotat mindske sin dårlige samvittighed, nårman smider endnu brugelige tingbort. Måske vil man bringe orden i sin bolig, eller det kan tænkes, atman gør det,fordi man ermiljøbevidst, vil skåne miljøet forat undgåmiljøkatastrofer.Derkan tænkesmange svar.

(2)

Ienrække kommunererdetbestemt,atkøkkenaffaldetnuskalsorteresi forskellige fraktioner i hjemmene, f. eks. i metal, glas ogikke mindst i det

grønne; detsidste til kompostering. Derharsiden 1970'erneværet udført forsøg, hvor beboere i forskellige boligområder harsorteretderesaffald,og hvor det harvistsig,atde harværet megetinteresseredeoghar bakketdisse ordningerop.Forbavsende! Det erdog langtmindre kompliceretatsmide

det hele ud underetienaffaldssæk/spand eller affaldsskakt.Ibyerne haraf¬

faldet siden slutningen afforrigeårhundrede ellers bare skullet væk.Inter¬

essenfor egetaffald harværet megetlille, når^{man ser}bortfra den helt^spe¬

ciellesituation, alle kom i under besættelsen mellem 1940-45.

Idag vokser genanvendelsen af affaldetstøt.Hvorfornudennevoksende bevidstgørelseoverfor affald? Hvad kan få såmangetilatændre deres dag¬

lige affaldsvaner? Ser vi anderledes på affaldet i 1991, end vi hargjort de sidste 150 år?

1840-1850: en anderledes

affaldssituation

Affaldsproblemer, etbyfanomen

Affaldsproblemerseri høj grad ud til først^ogfremmestatværeopståetsom

byfænomener,og detlænge før 1840. Frederik IV skriver alleredefølgende

tilborgernei København i Forordningen1702:

»den megenUreenlighed, somoveraltpaaTorve,GaderogStræder dag¬

lig tilsamles,ogikke efter derom allernaadigst gjorde Anordning jævnlig bortføres, somsig bør,^menatdenderimodpaa mangeStæderikkun bli¬

versammenfeyetogi store HobeogMøddinger henlagt, Staden ikke til ringe Vanhæld, foruden den Vederstyggelighed,somsaadan Uhumskhed

ellers med sig fører...«

Kongen anmoder borgerneom atgøre derespligtog få bragt affaldet væk

fragaderne, menhan måopgiveogetablererenrenovationsordning.

Nårenby nåedeenvis størrelse,oghovedpartenaf byens indbyggerevar

gåetovertil aleneatbeskæftige sig med byerhverv,somhåndværkoghan¬

del, opstod der problemermedaffaldet. Det kan ses som enkombination af,atmangemenneskervarsamletpåetsted,ogatdei hovedtrækkene hav¬

deforladtlandbrugserhvervet, hvor derer ennaturlig recirkulation mellem produktion, forbrug, affald og fornyet produktion. Desuden har mange i byen^enboligform, hvor der ikke findes tilstrækkelig plads tilatsmide affal¬

det udenforboligenoglade detligge,oghvorrecirkuleringen ikke længere

har nogenmening.

Problemet blevsærligstortfor København i 1800-tallet. Det varlandets

enesterigtigstoreby, ogden rummede etstadigt stigende antal boliger og

(3)

erhvervsvirksomheder. Men selv om byens størrelse spiller en rolle for ændringerne, er det ikke hele forklaringen på, at deromkring midten af

1850 kommer gangi diskussionen omaffaldet. Andre forhold får også ind¬

flydelse på,atflereogflere af byens borgere fåret nytsynpåaffaldet, samti¬

dig medat deforrige århundreders traditionpå affaldsområdet stadigvæk

erlevende.

København omkring 1840-1850

København eri 1840'erne en by medca. 126.000indbyggere, indespærret bag voldene, med 1500 køer på stald i stadens bryggerier,enbymed 3000

hesteopstaldedeoglatrinkuler i gårdeogkældre. Ottepet. af befolkningen

boende i usundekælderlejligheder-ikke underligt,atlægernem.fl. frygte¬

de,atkoleraepidemien, der havde hærget Europa i første halvdel af århun¬

dredet, skulle nå Danmark. København manglede ordentligt drikkevand,

detvarindtil 1859overfladevand fraSøerne. Gennemtidens aviser fårman

indtrykket af,at gaderne varbeskidte, ogat de offentlige renovationsord¬

ninger ikke fungerede tilfredsstillende. I det lille blad »Politivennen« kom¬

merborgernesutilfredshed til orde ienrækkeindlæg i 1840'erne. Følgende

billedegiverenlæseraf detsyn,der mødte ham, når han kom til byen fra

søsiden ved Københavns Toldbod_oggikgennemjernporten:

»En Skarnbunke,Gødning, Aske, Kul ex. alt henkastet til Skraldeman¬

den,naarhan kommer. Gadekommissairen burde ikke tillade, atdet laa lige ved Københavns Toldbod«(l).

Ofte gentages opfordringer til at»belægge Rendestenenemed Brædder« i bladet, ogsåtil husejerne i Vimmelskaftet,enafbyensmestbefærdedega¬

der med_mangebutikker.

»Dethænder daofte, især fordamerne vedatskulle skræveoverRende¬

stenen, at defaa vaade fødder«(2).

Nårman serbortfraerhvervsaffaldet,somjeg ikke vil beskæftige mig med her, varderi princippettoslagsaffald ienbysomKøbenhavn: 1. dagreno¬

vationen,sombestodaf det,derblev tiloversi husholdningernesamtgade¬

skarnet og 2. natrenovationen, de menneskelige affaldsstoffer. Men hvor

storemængder drejede det sig om,oghvad bestodfamiliernes affald af?

Den københavnske

dagrenovation

Hvisman kunne trædeind iet københavnerhusi midten afforrige århun¬

drede, ville affaldet og affaldsvanerne nok kunne beskrives som i det følgende:

(4)

Detaffald,sommadlavningengavanledning til, harværetbeskedent, og

husdyrene, høns m.fl. har fået deres del. Resten eri nogle tilfælde blevet

smidtpåilden foratgøre ensidstenyttesom varme.Dogikke altid benene,

somkunnesælges til benmel. Men det kunne også ske,atmanhavdeensvi¬

netønde stående, hvor madresterne havnede. Den blev med mellemrum hentet af »Tørvebønder« eller »Mælkebønder« fra Københavns _omegn.

Hos velhavendefamilier blevspiseligerestergivet væk ved køkkentrappen

tilfattigfolk. Endelig varder også den mulighed, atubrugelige rester blev

smidt igården elleri rendestenensammenmedhusspildevandet. Udslags¬

vask fandtes visse steder, men vand og affald endte alligevel i gården og nåede sårendestenen, hvor deri forvejen har ligget såmegetandetogflydt,

atmanformodentlig ikkeharsyntes, atlidtmere kunne betydenoget.

Hver_{morgen er}der blevet raget aske og slagger ud af alle Københavns

ildsteder.Mængdenaf aske må haveværetbetydeligogtilsyneladende også

etproblem.Mankani samtidens aviser læse,atden havdeentilbøjelighed

tilatspredesfor alle vinde,nården skulle bæres udtil skraldevognen. Nogle gemtedog askenfra bøgetræ i^enbunkei gården eller foran huset foratkun¬

ne bruge dentil lud ved storvasken. Også det gamle sand fra gulvene blev fejet ud, nårnytskulle bruges pårengøringsdagene.

Husgeråd harhaftenmegetlanglevetid. Vi kan sepåmangeaf de beva¬

rederedskaber,atdeerblevetrepareretigenogigen-nyehanke, lapper på gryderneosv.Nårde såendelig nåede kasseringstidspunktet, blev de deltop i deres bestanddele _oglagt i bunker i gården. Med mellemrum kom så den tidsprodukthandlereogkøbte det gamlejernogandrematerialer. Var detet fad, en spølkum eller andet lertøj, dervargåetfuldstændig i stykker, blev

det smidt i skarnet,fejet ud på gaden ognedi rendestenen.

Tøjet gik fra barn til barn imere og mereomsyetstand,ogresternekøbte

kludehandleren. Det var ressourcebesparende, da kludende vandrede vi¬

deretilpapirmøllen foratblivetilpapir,somvi alle kender detfraH.C.An¬

dersens»Flipperne«.

Det københavnske madlavningsaffald repræsenterede heller ikke de

voldsommemængder, somvi kender til i dag. En væsentlig årsag hertilvar det fuldstændige fravær af emballage i affaldet; til gengæld indeholdt det

samlede affald _mange brændselsrester. Man købte ind direkte hos produ¬

centen på torvet. Omegnens bønder og fiskere sørgede for varerne, ogde

blevbårethjem i kurve, kun nødtørftigt emballeret. Den første frasortering

af detuspiselige affald foregik påtorvet,ogdet måtte bystyret tagesig af.

Skarn_ogfej,somdethed, blev kørt ind til Københavnstooffentlige los¬

sepladser,somomkring 1850 endnu lå inden for voldene. Detvarbeboernes pligt at feje skarnetsammen og lægge det ien bunke hver morgen, inden byensvognekomforatafhentedet. Når skralden lødi gaden,ogden kunne

(5)

Ci-Ttit££<V«IC.

Satirisk bladfra omkring1840 viseren københavnsk gadepå ^enaf årets 2 flyttedage. (Københavns Bymuseum).

være sværathøreiside-_ogbaghuse, kunnemankomme ud medsin bøtte

ogfå dentømt. Men detvarabsolutforbudtatstille skraldebøttenfra sig.

Detbetød, athvis manvillevære sikker påatkommeaf med skraldet, så

måtteman brugemegentid påat vente,ellermanmåtte opgiveog smide

skraldetirendestenenistedetfor; hvilket naturligvisvarforbudt. Togange

omåret^-påflyttedagene^-^vardettilladtatsmide alt ud på gaden,^ogi løbet afdenæste24timerblev det så kørt vækafbyensrenovationsvæsen,

»imedens viarmeIndvaanderesnubledeoverHalm ogMøddinger«(3).

Gadefejningen af byens centrale gaderogtorvehavde detsiden 1822været overladttilfattigvæsenetatudføre,mendaKøbenhavn mangledeordentlig vandforsyning, foregik renholdelsen af gaderne ved hjælp af kosteogvand¬

kander. Resten afgaderne var overladt til ejernes forgodtbefindende ^og oplevedes således: »man vader i Dynd og Skarn!«. - »Visank i Dyndtil

overAnklerne, min Kone mistedesinene Skoei Skarnet!«(4).

(6)

Københavns natrenovation

København havde intet ordentligt kloaksystem. Voldgravene blev beskre¬

vet som nærmest renovationskuler, fordi rendestensudløbene ofte endte

der eller i det indre af havnen. Byenvaromkring 1850 såstorogtætbebyg¬

get, atdenne delaf affaldetnetopblevetmarkantogmegetsynligt problem

ibyrummet.

I første del af1800-tallet var latringruberne i gårdene det almindelige

nødtørftssted.Forslagomatanvende tøndervarfremme,mendettogman¬

geår,før det blev almindeligt. Man har først tal for fordelingen mellemgru¬

ber_ogtønderi 1865,ogdafordeltedetsigpåhenholdsvis510^og3051. Ideen

med tønderne_var,atde skulle udskiftes,nårdevarfulde, menvirkelighe¬

den _var,atde bare blevtømtoverinatmændeneslatrinvogne.

Dervar offentlige priveter for enden afMagstræde ogHyskensstræde,

menmangebenyttede også gaden, fremgår det afprotesteri aviserne. En¬

kelte velhavende familier havdeindrettet sig med vandklosetter med fald¬

stammer. Manpumpede vandetop tiletagerne ogskyllede ud. Men hvor¬

hen? Ned ien sumpi gården eller ud i de åbne rendestene, hvilket byens styre forbød i 1856. Omkring 1858 fik de bedrestillede et alternativ med Marinos Kloset, der mekanisk adskiltedefasteogflydendeekskrementer.

Det nedsatte lugtgenerne, men forringede gødningsværdien, fordi urinen

ledtes ud ikloaken.

Natmandslavet havde fragammeltid monopol påat tømmeog renselatrin¬

gruberne. Selvetømningen af kulen ansås foretbeskidt ogubehageligtar¬

bejde,og detvar nogetborgerne^gerne betalte lidt ekstraforat få gjort så

skånsomtsom muligt, somdetfremgår afenerindringfra Nyboder:

»Naar Kulen var fuld - dog sjældent før den truede stærkt med Over¬

svømmelse- anmeldtes dettepå Kommandantskabets Kontor,hvorfra

derudgik Ordre til Renovationsselskabetomat tømmeden. DetteArbej¬

de udførtes om Natten, og man maatteAftenen forud stille et Lys paa Køkkenbordettillige med Drikkepenge til Natmændene, der sørgede for,

atGriseri i Køkkenet kom tilat staaiforholdtilGratialetsStørrelse. Ku¬

lentømtesvedHjælp af Spande, dermaattebæresgennemKøkkenet ud til enKassevognpaa Gaden«(5).

Natrenovationen blev anbragt ien kule uden for Amagerport indtil 1854.

Her tørrede man og solgte det til gødning. Senere, efter næringslovens ophør, fikandrevognmænd udenfor natmandslavetrettilatkøre Køben¬

havns natrenovation væk - i _mange år til arealerne ved Lersøen og

Rådmandsmarken, hvormanforsøgte sig med^engødningsfabrik.

(7)

En københavnsk losseplads. Udsnit af aktiebrev til »Dagrenovationssel¬

skab«, dateret 1884. (Københavns Bymuseum).

Udgifterne til Københavns dagrenovation blev også organiseret, så de

blev mindst mulige for byen. Private vognmænd fik i sidste halvdel af

århundredet koncession på bortkørslen og kørte dagrenovationen til ^en

rækkeprivatejede lossepladser,somkøbte byens husholdningsaffaldog ga¬

deskarn. Det varaktieselskaber, som ejede og drev disse områder. Losse¬

pladserne havde såansat et antal »pillere«,enslags klunsere, derfik deres

udkomme ved at frasortere ben, metal, klude o.a. fra affaldsbjergene. De

vadede rundt sammenmedflere hundredesvin, som rodede det hele godt igennem, spiste og tilførte blandingen gødning. Denne gennemarbejdede dagrenovation kunne så sælgessomgødning til landmænd. De frasorterede ben, metal,osv. afhændedes til andre liebhavere. Svinenegavogsåindtæg¬

ter-altialtenfinforretning,indtil kvægpesten i 1887 fik myndighederne

tilatforbyde denne fremgangsmåde.

Synet på affaldet

I »Dagligt Liv i Norden« har Troels-Lund det følgende citat fraenforord¬

ning for København i 1647, hvor det fremgår, hvordanmansåpå,atborger¬

neudførtenatmændenesarbejde:

(8)

Natmandens_vogn.Halmen påvognenblev brugt tilatblande i latrinen forat dæmpe stanken. (Københavns Bymuseum).

»Befindes nogenudi Bøtter, Ballier, Spande eller i anden Maade Menne¬

skeskarnatudbære eller udbærelade ogdeti eller ved Stranden,paaTor¬

vene,ved Volden ellerpaaandresFortovathenkaste, bør saavel den, der

lader det bestille, som den, der overtager sig det, første Gang paa det højeste straffes. Sker det oftere, skal deagtesfor Folk,somNatmændene

falder iBestillingen oglænger ej lidesi Menigheden«(6).

Det menneskelige affald er tabubelagt, og overskridelserne straffes med

udelukkelse. Endnu omkring 1840varder i byerneen social udskillelse af

de _grupper, der måtte tage sig af det »urene arbejde«, bl.a. affaldet -

natmænd, rakkerog bøddel. Tabuforestillingeri forbindelse med affaldet, specielt det menneskelige, afdækker en række sociale barriererog klasse¬

markeringer. I løbet af sidste halvdel af århundredet bliver denne skarpe adskillelsemellem den»urene«gruppe ogrestenaf samfundet mindresyn¬

lig^-samfundets demokratiseringognæringsfriheden spiller sandsynligvis

enrolle. Men denholdning,atdeterforbundet med lav socialstatus atvære

skraldemand,erikke væk endnu i dag, til trods foratdetnu eretvellønnet job.

(9)

Menhvordanmanidendaglige samtale påtrappen, i gården eller i huset

harudtrykt sigomaffaldetogaffaldsbehandlingen,erdetsvært atfinde do¬

kumentation for. Ommanharføltulystoverfor affaldet, der låogflød, eller

det harværet en selvfølge, som man ikke lod sig anfægte af, ernoget, der sjældent findes udtrykt i kilderne.Menindimellem stikker utilfredse borge¬

realligevel hovedet frem,somdetidligereogde kommende eksemplerkan

vise. OmAdelgadei København hedder det f.eks. i 1845:

»I dennevinterligger mellem isbunkerne halm, aske, fejeskarnogetpar stedermenneskelige ekskrementer. Rendestenen harpåflere steder ikke

væretophugne. Man skulletro,denne gade havdeprivilegium på svineri,

ikkeadel«(7).

Gammeltorv ligner et morads, og folk piller brolægningenop, så de kan

skaffesig afløb for deres beskidte spildevand fra ejendommene, og inden

bunkernefjernes af renovationsvognene, når deatspredesaf trafikken-det

ernogleaf klagerne fra byens borgere. Andremener,atder burde betalesen

afgift af hver husejer, som så skulle gå til offentlige retirader. Det ville

skærme husene ogbidrage til »Moralitetens og Sædelighedens Fremme«,

hvis der kom »Forbud mod, paaoffentlig Gade ^og Stræde at forrette sin Nødtørft«(8).

Købstædernesgadenavne harofte kunnet fortælle historieom, hvad der foregik i ogomkring husene -en Skindergade, Yognmandsgade, ogtillige

en SkidenstrædeellerSkidentorvhavdebyerne ofte. Men efterhånden for¬

svinder de sidstnævnte. Pludselig månavnenehavegeneretstedets beboe¬

re, for bystyret anmodes om, at gaden, torvet, må få navneforandring. I

København ansøgtenoglegrundejere i 1842 kancelliet,ogSkidentorv kom

til at hedde Nørretorv - Skidenstræde varnogle år før blevet til Krystal¬

gade^).

Forandringerne

som

de begynder

i1850

Dervaromkring 1850 kommet bevægelse i diskussionenom,hvordanman kunnefå affaldet vækpåenbedre måde. Væsentlig indflydelse fikensund¬

hedskommission, der blev nedsat i 1851med dr. med.EmilHornemannsom

leder(lO).Denskulle komme med forslag til forbedringer af de hygiejniske forhold,såmankunneforebyggeenkoleraepidemi. Lægekredse havde i fle¬

reårarbejdet forenbedresundhedstilstand, inspireret af de undersøgelser,

somnavnlig England havde foretaget foratdokumenterenødvendigheden afat skafferenluft,jord ogvand tilsinebyer.

Flere aftidligere århundreders affaldsvaner medatsmide husholdninger¬

nesskarn i fællesmøddinger på gade eller i gård,atbenyttefælles latringru-

(10)

ber, eksisteredeendnu i 1850, men deaccepteredesikke længereaf dele af borgerne. Der var ved at ske en privatgørelse af affaldet. Latringruberne

forsvandt til fordel fortønderne,somkangøresprivateoganbringes inde i

husenepåtrappenoghelt inde i lejligheden.

Derforekommerogsåændredeopfattelser af, hvadmanbørgøreoffent¬

ligtoghvadprivat, atmanf. eks. ikke længere bør forrette sin nødtørft i det offentlige rum. Fællesmøddingerne forsvandt, skraldet hoppedeopi skral¬

debøtter,som den enkelte husstand selv måtte bringe udogvedkendesig.

Længst, helt frem til 1890, holdt tidligere tiders kollektive affaldsordning sig i tilladelsen tilpå åretstoflyttedage fortsatatmåttesmide alt ud påga¬

derne.

I defølgende årtier komenrækkeændringerogforslag til flere:enbegyn¬

dendekloakering i 1860'erne, ^enbedre vandforsyning, bedre boliger til de dårligst stillede, somf. eks. Lægeforeningens Boliger^ogandet.Ofte^nævnes

koleraen ogfrygten for epidemier^somårsagertil de ændrede affaldsnormer

og vaner, men borgernes ændrede syn påbehandlingen af affaldet havde

været undervejs i længere tid, og processen med at usynliggøre affaldet

fortsætterresten af århundredet. Koleraepidemien i 1853 kannærmere ses som katalysator for forbedringer ^og ændringer af affaldsforholdene end

somårsagtil disse.

Det

usynliggjorte affald

i

København 1880-1890

En række fremtrædendeembedsmænd, herafmangelæger, søgtei den of¬

fentlige^somfaglige debat i 1880'erneatfremme^{en mere}hygiejnisk affalds¬

behandling. De besøgte en række store,europæiske byerog deltogaktivt i

den voksendehygiejnebevægelse. Dr.med. D. Cold var enaf dem, oghan

kommenterede situationen i Københavnsgader såledesi 1884:

»Bortførelsen afSmudsetiGaardene, fra Stalde ogfra industrielle Fore¬

tagendersker ved privat Initiativ, medens GadesmudsetogFejeskarnet,

Asken _og Kjøkkenaffaldet bortføres ved de saakaldte Skraldevogne til

PladserudenforByen. Paalæsningen af disse Vogne med Fejeskarnosv.

ermeget primitiv, og enhverafos harvistnok adskillige Gange mærket Ubehagelighederne ved dem, hvorfor det vildeværemegetønskeligt,om denylig projekterede lukkede Skarnbeholdere i Gaardene, der skulle byt¬

tes daglig, kunne vinde Indgang. ^- Exkrementerne opsamles som be- kjendt i Tønder, der ugentlig borttages og ombyttes med tomme Tøn- der«(ll).

Til 1850'ernes viden_om, at rentvand,jordogluft varafgørendefor folke¬

sundheden,føjede sig i 1880'erne kendskabet tildebakteriologiske forhold.

(11)

Fra Kjøbenhavns Gader paa Flyttedagen.

Øverst: EnJlyttedagsscene.Nederst: Skraldebøtter bringes ned til skraldevog¬

nenaftjenestepiger.Efter^tegningafPaul Fischer^1883.(KøbenhavnsBymu¬

seum).

(12)

Mendehygiejniske hensyn finderman nuogsåuløseligt knyttet til æstetiske overvejelser.

Lugteni gårdene mindede til stadighed beboerne omdenuæstetiske af¬

faldsbehandling.Etskønsiger,atderdagligt i 1880'erne blevtømt300.000 potterudi kloakkerne i København,enten i gårdenes afløb eller i lejlighe¬

dernes vaske. Et forhold, sommåhaveværet svært atsebort fra.

IUgeskrift for Læger skrev dr.med. V.Budde,atdet ikkevarsåprimitivt,

atmanhavdegruber,menat etkøbenhavnskgårdlatrinvaryderst ubehage¬

ligt atbenytte, »en Kilde til Infektion«, ogden manglende ventilation fra

klosetterilejligheder gjorde,at»enfin Næse« ville kunnespore»dederfra udgående Emanationer gjennem ^en stor del af den paagjældende Lejlig- hed«(12).

Som Soya skriver i »Min Farmors Hus« om de borgerlige hjem, at der

»havde manlugteni stuerne,men mantalteikke omdet«. I det heletaget taltemanikke iborgerlige kredseommennesketsaffaldsstoffer,oghvor de

blevaf. Detvarettabubelagt område,som sammenmed andetaffald skulle usynliggøres. Man dølgede de ubehagelige lugte vedatoverstænkelejlighe¬

derne med »Eau deCologne«,somOtto Rungfortæller det fra sin barndom, ligesom han mindes, hvorledes hansomlille dreng diskret skulle bringeen æskeafformsom enhøj hat forbi damerne i salonen til de trængende herrer

i herreværelset.

Deborgerlige hjem i 1880'erne med deres højpolerede bordeogklunker

overalt viste i deres boligindretning også den mest udtalte lukkethed om

privatsfæren. Deterligeledes i denne kulturellegruppe,atman finder det

størsteønskeomatgøre alleforhold,der haratgøremedaffald fra indivi¬

det, såafsondret fra offentlig beskuen sommuligt. Man overlader tiltyen¬

detatbringe affaldet ud i det offentligerum ogtillægger renlighed i hjem¬

met overordentlig stor betydning. Emma Gads bog: »Vort Hjem«, som

ganskevist først kom i 1903,ergennemtrængtaf disse tankeromrenlighed,

selvomder kungives få rengøringsråd til selve klosettet eller skraldespan¬

den. Men læserneafbogen skulle heller ikke selv tømme, skylle og lægge

sodai;detvarhenlagt tilenandengruppei samfundet. Borgerskabet kunne

med sin afstandtagen til altsnavs ogmedsine renlighedsnormer skabe^en

socialkontrol, der kunne væremedtilatmarkeregrænserbl.a. overforen fremvoksende arbejderklasse.

Bogen »VortHjem«ertillige eksponent forenandenaf borgerskabets dy¬

der,sparsommelighed, somogså har medaffaldsbehandlingen atgøre.Det

varønskværdigt at være sparsommelig i alle livets forhold. I Emma Gads bog hedder det:

»I enhverHusholdning, storellerlille, vil der kunne spares ikkesaafaa

(13)

Penge,naarHusmoderenstadig haret vaagentØje med,ataltvedligehol¬

des,og intet faarLovtilatforfalde«(13).

Sparsommelighed var ensbetydende med »at holde hus«. Intet brugeligt

måttegåtil spilde,ogdetvarnaturligvis i endnu højere gradennødvendig¬

hed for andre mindre velstillede dele afbefolkningen. Men dermed blev ogsåaffaldsmængderne stærkt begrænset. Den første undersøgelse af ind¬

holdeti det københavnskeaffald finder førststedi1902-04,ogdenviser,at halvdelen^erforrådnelige dele, hovedparten afrestenerfortsat brændselsre- ster,mensklude, ben,glasogmetalkun udgør ganske lidt. I altpr.indbyg¬

gerca. 180 kgpr. år(14).

Byens hovedproblem var bortskaffelsen af natrenovationen. Lægerne

mente, atetsåkaldt »Tout ål'égoutsystem«med vandklosettervarløsnin¬

gen. Det skulle koste 100 kr. pr. husejer. Byens ledelse varderimod bange

foratforurene havnen_ogsundet vedatudlededen samledenatrenovation dertil, ogsocialdemokraterne ville ikke, atafgifter på dette område skulle uddybe klasseforskellene. Bønderne havde derimod helt andre synspunk¬

ter: Den rålatrin skullebrugestil gødning. Tankeromatbrænde hushold¬

ningsaffaldet,som manhavdesetforsøg med i England,oglederestenaf af¬

faldet iØresundfikmodsætningerne mellem byoglandssynpåaffald tilat fremståskarpt hen imod århundredskiftet. Bøndernemente:

»at i et agerdyrkende Land bør de store Byer ikke tilintetgjøre dette kvælstof-_og fosforsyreholdige Affald; tværtimodbør det behandles paa saadanneMaade, atdet kommerAgerbrugettil Gode, ^ogVexelvirknin-

genmellem Land^ogBybliver^mererationel iagrikulturøkonomiskHen¬

seende«^).

Københavnsborgerevarafenandenmening. For demvardetaf betydning,

ataffaldetblevusynliggjortogfjernet af hygiejniskeogæstetiske grundeog gernesåbilligt^sommuligt. For Sjællands bønder repræsenterede byensaf¬

fald enværdi, ennytteværdi, de ønskede atgørebrugaf.

Affald

-

ikke eksisterende på landet

»Affald? ^-vi havde slet ikkenoget affald dengang«. Sådan huskede^{en nu}

ca. 60-årig gårdmandskone forholdene i sin barndom i 30'erne, ogdet er

sandsynligt, at det er en lignende opfattelse, der har været gældende på

landet i sidste halvdel afforrige århundrede.Affald, i betydningen værdilø¬

seting, har^{man næppe}haft megetaf.

Derertovæsentligeårsagertil,atbegrebetaffald erblevetopfattet som

(14)

»ikke eksisterende«på landet. Denførste erdenudprægedegenanvendelse

aftingene, og den andenerden betydning, somgårdens mødding har haft

for engårds drift. Her recirkulerede man flest mulige organiske stoffer til gødning. Genbrugvar normen,ikke undtagelsen: Det gjaldt bygningsmate¬

rialer, det gjaldt tøj, husgerådogmøbler-for de sidstes vedkommende ofte

ienny form eller funktion.

Genbruget var i høj grad et udtryk for en sparsommelighed, som var

nødvendig, men somogså vargodbondeidelologi. Genanvendelse ^erden

mestmarkante spareform på landet, samtidig med at denforhindrede, at affaldet blevsynliggjort. Men denvarogsåudtrykforenlivsindstilling, der hangsammenmedgudsfrygt. Detvarhelligbrøde atlade Gudsgavergåtil spilde. Specielt madenmåttemanvise respekt, den smed^manikke væk. Til frasorteredeting havdemandesuden dyrene, defik skrællerogandet,og re¬

stenafaltorganisk fra dyr^sommennesker gik på møddingen-ekskremen¬

ter, resteraf dyre-ogfuglevildt, gulvaffejet ellerresterafetgammelt stråtag.

Den ^var»Sjælen i Agerbruget«.

Møddingen lå ofte mellem gårdens længer, og forskellige erindringer fortælleromstolthedenovermøddingen. Ind igennem de åbentstående vin¬

duer lugtede bonden om sommeren velsignelse ^og velstand for gården,

mensbyboen kun mødtesafubehagelige lugte.Opfattelsen af affalderkul¬

turelt bestemt. JeppeAakjær omtaler Niels Bak på Bakgårdens ømhedsfø-

lelseroverfor sinmødding på denne måde:

»Dens duft var ham kjærere end Rosens, som han ikke fandt løjtet af møj.«

Martin Andersen Nexø, dersom ungarbejdede på en gård,følte derimod afsky for dette ælte, han med skræk for atmiste balancen måtte køre den

enetrillebørudi efterden anden. Ietgammelt sjællandsk mundheld hedder

det: »Vis mig din mødding,ogjeg skal sige dig, hvad mand duer«. Eller i Vestjylland: »En mand skal kendespåhansmødding«.

Møddingerne havde også egnskulturellesærpræg ogblevvurderet deref¬

ter. Således så en vestjysk bonde sin sjællandske kollegas halmstrittende møddingsomudtryk for ødselhed.Ihansegnblandedemantørvi møddin¬

gen ogbrugtehalmen til foder, så der iengodmødding intet halmstrå måtte

væresynligt. Mens halmen på Sjælland blev brugtsomblandingsmateriale.

Møddingen ^som gødning repræsenterede en væsentlig værdi og kunne endog brugessomvare.Mangehusmænd kunnepræsteregødning fra fami¬

lien_ogetpardyr,menhavde ingen jordatbruge dentil. Gødningen kunne

de såsælge mod »atsåstil halvs«, det vil sige, athusmanden fik tilsået et stykkejord svarende til halvdelen af den gødning, han leverede.

Også de gamle ordsprog taler deres tydelige sprog om denøkonomiske

(15)

betydning,manhartillagt møddingen: »DeterMøget,dersætteKagenpaa

Bordet«, eller »I æSkidtgror æPænng«. Møddingerne viste sigat væreet markant middel for bonden til kulturelt at kommunikere sine værdinor¬

mer.

Der_{er, som} deterfremgået,storekulturelleforskellepå,hvordanmanser

påaffald afhængigt af, hvilkengruppe mantilhører. Set med bondens øjne

eraffaldsbegrebet »ikke eksisterende«,mensdetfor byboen^eretreeltpro¬

blem,somskalfjernes. Med^voredagesudligning af levevilkår på land^ogi bybliver disse forskellesværereatfå øje pånu, mendekom dog til udtryki

denkarakteristik,som enkøbenhavnskpræstgavaf sin nabo ienligprædi¬

ken forenhalvsnesårsiden. Præsten havde inogle årværet præstpåAskøi

Smålandshavet _og nabo til den ældre gårdmand, som han begravede, og hvis mødding lå ud til vejenogind mod præstens indkørsel. Denne land¬

mandseftermæle blev konkretiseret således: »Hansdyr fik altidfoder til ti¬

den, oghan passede sin mødding.«

Københavns

affaldsbehandling

i 1.

halvdel afdette århundrede

Ibegyndelsenaf det tyvende århundrede fik København endelig den ønske¬

dekloakering, så der kunne installeres vandklosetter i dennyerebebyggelse

ogi dele af den gamle. Men i 1938varder endnu 4600 tønderat tømme.La¬

trinenvartidligeresammenmed andet affald blevet bragttil lossepladser

fortrinsvispåAmager. Bøndernesinteresse forataftage latrinen faldt^om¬

kring 1900 i takt med importen af kunstgødning. Doggenoptogmansalget

af Københavns latrin under 1._ogtil dels 2. Verdenskrigafressource- og va-

lutamæssige grunde. Men bortset fra disse korte tidsrum pumpedemanla¬

trinenudiØresundsammenmedresten afbyensnæstenurensede spilde¬

vand.

Det varomkring år 1900 almindeligtathavemindre beholdere af galva¬

niseretjern i lejlighederneskøkken eller ude på køkkentrappen. Beholderne

vardog så små, at de kun kunne indeholde en dags affald og blevtømt i

størrebeholdereihusetsgård. Fra sidst i 1800-tallet til 1940 holdtorganisa¬

tionen afdagrenovation i Københavnsig stort setuændret, ogskraldevog¬

neneså således ud: Det varhestetruknekassevogne med fire dæksler, der hvilede over enbom henovermidten af_vognen,_ogbag påvognen var an¬

bragt engreb, enskovl og en kost,posenmedfoder til hestenogdestørre kasserede genstande, der dinglede mod bagsmækken. Skraldebeholderne

varfirkantedejernkasser,somblev henteti gårdeneogbåret ud pånakken

af skraldemænd medetlæderstykkeoverskuldrene. Ofte stod deren»stam¬

per« oppei læsset, som for sin hjælpogmodenmindre afgift fik lov til at

(16)

Skraldevogn tilhørende C. M. Christensen Ejby. Orla Bock 1907. (Køben¬

havnsBymuseum).

klunse undervejs. Det var lidt afet multifunktionelt køretøj, hvis sidste repræsentanterførst ophørte medatkørei 1958.

Enkelte_nyere ejendomme havde fået indrettet nedfaldsskakte, hvor be¬

boerne kunne kaste deres affaldbort, udenat det kunneidentificeres som tilhørende den enkelte^-affaldet varher nået tilatblivefuldstændigusyn¬

ligt.

Affald

^som

national symbol

Med besættelsenfikaffaldsbehandlingenogopfattelsen af affaldeten uven¬

tetdrejning. Krigen kom til atføre enbetydelig knaphedstilstand med sig foret råvarefattigt land som Danmark,ogher fik affaldet sin storebetyd¬

ning. Allerede isommeren 1940 så manLAB'svogne(Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse) køre rundt i København med højttalereog storeskiltepå ladet, hvor der stod:»Spilderikke SpildnaarSpildsamlingen

faar det. En national Opgave.« LAB-manden eller spildmanden,som han kaldtes, blev populær, han modtog klude,flasker, metalosv. ogbyhusmo¬

deren sorteredesit køkkenaffald, så detkunne indsamles til svinefoder til

(17)

Klunserfra perioden 1940-50. (Københavns Bymuseum).

20.000 svin. Det bleven national opgave. Man viste sin danskhed ved at give sit affald til LAB-manden, som man viste den, når man gik til al¬

sang.

Besættelsestidens knaphed betød naturligvis, at sparsommelighed med

ressourcerne var en nødvendighed. Genbrugogattergenbrugvarligeledes selvfølgeligt. Bøjede^søm rettes ud, ølkapsler afleveredes, korkpropper ^og

elastikker blev gemtsammenmed det glattedeindpakningspapir. Børnene

rullede staniol til kugler, og disse afleveredes på politistationen ^sammen

med mælkekapslerne. En transparent fra besættelsestiden illustrerer gen¬

bruget: »Uden Klude Ingen Klæder«. Også de foregående årtiers affald gjordegavn.Man gennemgravede lossepladserne^ogsigtede i alt 250.000 hl

såkaldte»pillekoks« ud af dyngerne.

Sparsommeligheden havde i årtier væretopfattet afmange sometideal

forengod husmoder. Besættelsestidens sparsommelighed udsprangikke af

tidensnødvendighed alene,menden blevmeresynlig i disse år,ogenaf ti¬

denstegneserier blev »Peter Spar^ogSøren Sold«,^{som mange}voksne endnu

kan huske.

Ibesættelsestiden fårsynetpåaffaldenanderledesdrejning endførhen.

(18)

Tidens vilkårnødvendiggjorde dyder som sparsommelighed,^men det var ikkenyt,oggenbrugvarogså velkendt. Detnye var,athusmødreidestore byergav sig til at sorterederesaffald ogtage noget op af skraldespanden,

som de ellersville have kasseret. De gavsig tilat kategorisere deresaffald påen nymåde,i fraktioner, de ikke før havde anvendt. Detvarikkesitua¬

tionens nødvendighed, der alene var afgørende for de nye affaldsvaner,

mendervar nuknyttetenvæsentlig symbolkraft til denyerutiner. Her kun¬

ne mandagligt visesit nationale sindelag. Affaldet varheretmiddel tilat signalere dansk sammenhold^overforbesættelsesmagten,envilje tilatklare sig^-enaf den almindelige danskers kommentarer til nationensspecielle si¬

tuation i de år.

Tiden

efter 2. Verdenskrig

Fra1950-1970 ændredes Danmark fraet mangelsamfund til etoverflods¬

samfund. Fra 1960-73 fordobledesbruttonationalproduktet, verdensmar¬

kedetsråvarepriser faldt,ogdetkunne dermed bedre betalesigatkøbe^ny

råvarerendatgenvinde dem af affaldet. I løbet af disse 10 år kom 330.000

kvinder ud på arbejdsmarkedet, det husligearbejde måtte rationaliseres,

der komselvbetjeningsbutikker med frysevarer, halvfabrikata, dåserog an¬

dre indpakninger, der ændrede affaldet.

Lossepladsen kanfortælle kulturhistorie,ogi 1960'erne afslørede den, at danskerne havde ændret deresdaglige tilværelse. Resterne fra den materiel¬

le kulturhavde skiftet udseende.Mængden af emballagevarstærkt stigen¬

de,ogtingene havdefåetenmegetkortlevetid.»Kassér, Kassér, det^gørfler

ogfler«, hed det ien af Erik Knudsens studenterrevyer. Og hvorfor skulle

manogsågemme,nårmantroede påfortsat vækst? Mange følte,atde ende¬

lig havde fået råd tilatbruge løs,ogdebrugteogsmed væk-ud, væk uden

forøjets rækkevidde. De gamle normer om detvæsentlige i at være spar¬

sommeligogskønne på,atmanhavde detdaglige brød,^varfor^{mange unge} uforståelig tale. De ikke heltunge, som trodsede tidens åndog stadigvæk gemte, varlidt til grin. I 60'erne smedman ikke alene det helt ubrugelige ud,men også det umoderne eller bare detikke helt perfekte.

Affaldsbehandlingen »moderniseredes« med papirsække og komprima- torvogne, der gjorde den enkeltes affald uigenkendeligt. Lossepladserne

krævedestadig mere plads, og rotteplagen varmærkbar. Alt pegede frem

mod bygning af forbrændingsanstalter, der blev løsningen mange steder omkring 1970. På denne måde opnåede man at usynliggøre affaldet fuldstændigt, ingen tænkte ^mere på det, når detforsvandt ^op i ^røg. Men

oliekrisenssynlige ændringer af de vestlige landes økonomierogdenplud-

(19)

9. klasse på Vallerød-skolen sorterer deres eget husholdningsaffald. Fra

»Genbrugogdig«, Kommunetryk 1976.

selig meget påtrængende debatom den globale forurening bragte i begyn¬

delsen af 1970'ernepåny affaldet i søgelyset.

Miljødebatten

Voresaffald_ogspørgsmåletom,hvadvi skalgøremed det, harsiden begyn¬

delsen af 70'erne været et centralt spørgsmål i den offentlige debat. Så væsentligtetproblem,atmanhar kunnet vælteindholdet afenskraldepose

udpå bordet vedenforelæsning eller ienskoleklasseoggive sigtilat sortere affaldet. Detvillehave væretenutænkelig tankefor 100 årsiden.

I 1978-80fikman for første_gangved enrepræsentativaffaldsundersø- gelseetbillede af, hvad danskerne smider ud^-vortaffald deltopi fraktio¬

ner. Det er gennemsnitstal, men de kan alligevel give et indtryk af mængderne,ogaf fordelingen mellem materialerne. I alt producerede hver

dansker 234 kgdagrenovation i 1990 fordelt som detfremgår af diagram¬

met næsteside(16).

Hvis mansammenligner tallene for affaldsmængderne fra etagelejlighe¬

deri 1978-80 med 1902erderforbavsende nokmegetlidt forskel. Forkla¬

ringener,at denvæsentligste mængde affald tidligerevarbrændselsrester.

Disseer nuvæk, ogemballage har blandt andeterstattet dem.

Indtilførstehalvdelaf1970 harder,somdeterfremgået af det foregåen¬

de,væretenhøj grad af kontinuitet i affaldsvanerne i destørrebyer:Affal-

(20)

ej brændbart

papir og paf andet brændbart

plast