Føvling Forsamlingshus
Af Sven Ernebjerg Tygesen
I2002 blevFøvling forsamlingshus 100år. I den anledning udgav Lokalhistorisk Arkiv iHolsted
et udmærketjubilæumsskrift, skrevet af Chr.
Carstensen. Ved at læse det, fik jeg lyst til at skrive omdeminder,jeghar fra det oprindeli¬
ge forsamlingshus. Detdrejer sigom årene fra
sidst i trediverne til 1948. Jeg undskylder på
forhånd de tilfælde, hvor min hukommelse ikke slår til, hvorjeg husker forkert eller har
mistolketbegivenhederne.
Forsamlingshuset
Mitforsamlingshus låi Føvling. Underligt bart
ogforblæst lådetlidt nedenforden skole,som
varengang. Selv omdet lå på sin egen grund,
så det udsom om det helt tilfældigt varblevet
tabt i et hjørne af skolens legeplads. Der var ikke gjort forsøg på at plante noget eller på
andenmådepynteop på huset udenfor. Heller
ikke indendøre varder overflødig luksus eller
pynt. Alt var enkelt og primitivt. Men det var mit forsamlingshus, og netop sådan skulle et rigtigt forsamlingshusseud.
Mitforsamlingshus eksisterer ikkemere.Det
blev revetned i 1948, men envæsentlig del af
materialerne blevgenbrugt til atopføre etnyt
forsamlingshus samme år. Detgamle hus lever
således videre i det nye. Men trods det, og på
trods af, atjeg altid har kunnet indse, at det
nye husvar langt bedre og mere tidssvarende
end det gamle, så har det for mig aldrig fået
den atmosfære og den duft, som et rigtigt for¬
samlingshus skal have,og som for mit vedkom¬
mende er skabt afeventyr, festog oplevelser i
mindrengetid. Dog duften,den stammede vist¬
nok også fra andre og mere prosaiske kilder
som sved fra de hundreder af gymnaster af begge køn, der gennem årtier havde udfoldet sig i salen, fugt fravæggene og surrøgfra den
store kakkelovn, der alt for ofte måtte affinde sig medatblive fodretmedhalwådetørv.
Vi kom ind i forsamlingshuset gennem en lille gang, der vendte ud modvest. Fragangen førte én dør ud til køkkenet i nordgavlen af huset,enanden ind i denstoresalog en tredje
indiden lille sal.Dervar enendvidereentrap¬
pe, der førte optil loftet. Hervarder gardero¬
be. Detvar lidtupraktisk, atalle folk skulle op ad trappen forat komme af med overtøjet, og
det var endnu mere upraktisk, at der ikke var
ret mange knager at hænge tøjet på. For mig
står det som om, man aldrig kunne finde en
ledig knage,ogderfor havnede tøjet tit ienstor stak på gulvet. Dervarikke meget lyspå loftet,
så det kunneværesvært atfinde sitegetovertøj
ibunken, nårman skullehjem. Det kunne give anledning til megen snak og ballade. Men i
mineøjneforhøjede det bare feststemningen.
Den storesal vari mine øjneetkæmpestort
rum. I den ene ende var der ribber, i den anden den store kakkelovn og på langsiderne
faste bænke, ellers intet.
Iden lille sal havde husetsgymnastikredska¬
ber deres plads. Der var en plint, en buk, en 65
Mit Forsamlingshus«
FøvlingForsamlingshussomdetserudidag. Foto: Hans Peder Hansen 1999. Udlånt af Lokalarkivet i Holsted.
hest, en kokosnedspringsmåtte og to rullema¬
drasser,der eftermangeårsbrug bidrog stærkt
til at give forsamlingshuset sin karakteristiske lugt.
I køkkenetvarderet stortkomfur, engrue¬
kedel,etprimitivt sammentømret køkkenbord
ogetvidunderafen pumpe. Detvarikke én af
den sædvanlige slags, hvor manbevæger pum¬
pestangen op og ned, nej her skulleman vrik¬
ke stangen frem og tilbage for at få vand.
Netopfordidetvar en usædvanlig pumpe, var denspændendeatbruge.
Præcissåmegetogså lidt skulle derværeiet rigtigt forsamlingshus, og netop sådan skulle
detværeindrettet.
Juletræsfest
Det var ved den årligejuletræsfest, jeg første
gangoplevede forsamlingshuset. Sådanvardet
formig,ogsådanhar det nokogsåværetfor de
fleste andrebørn. Herkomman med,såsnart man var bare nogenlunde sikker på benene.
Jeg husker dog ikke megetfra de første år,jeg
varmed,mendestomerefra min skoletid.
Juletræsfesten, der altid blev holdt samme
dag,somvifik juleferieiskolen,varsimpelthen lyksalighedernes lyksalighed. For os børn var den med til at bringe festog farver ind i den ulidelige lange ventetid forud for julen. Jeg
kunne slet ikke forstå min mor, der med him¬
melvendte øjnehvertårspurgteom, hvem der
kunne væreså tåbeligatarrangerejuletræsfest på én af årets travleste dage.
Men travlhed ellerej,renlighedenmåtte gå
forud forandet,såmidtpå eftermiddagen blev
den store zinkbalje slæbt ind i køkkenet og
fyldt medvarmtvand.Efterturkomså mine to brødre ogjeg i baljenog blev skrubbet. I hygi-
ejnens hellige navn blev der hældt en sjat
ekstra vand ibaljen efter hverunge.
Så fik vistadstøjetpåmedmangeformanin¬
ger om ikkeatgrise os til, i hvert fald ikke før
vivarnået opi forsamlingshuset.
På køkkenbordetstod der en stor madkurv,
somduftedeforjættende,og somvi skulle have
med. Langtomlænge kom far ind fra stalden,
og da han var blevet klædt om, blev Musse spændt for jumben,ogendelig kom vi af sted.
Når vi nåede op til forsamlingshuset, blev
morogviungersataf,mensfarfortsatte hen til
énaf sinevenner,hvor Musse kunne kommepå stald, og hvor han kunne hygge sig den næste times tid. Detvaråbenbartengængsopfattelse,
at den første del afjuletræsfesten ikke varfor
mænd.
Men det var den for os. Vi stormede ind i
forsamlingshuset, op ad trappernealtimens vi
vikledeosud affrakker, tørklæderogvanter.Vi
havdeknap nok tid tilatse, om dervarledige knager til tøjet, og derfor blev det som regel
bare smidt i den hastigt voksende bunke på gulvet. Ned igen ogind i salen,ogder midtpå
gulvet stod verdens højeste juletræ. Det gik helt
op til loftet. Detvarmageløst flot.
Så blev træettændt,og imange kredse med
deyngsteinderst vedtræetgik vi rundtom det
og sang. Degnen, lærer Harbo,sangfor. Inden
han begyndte en sang, nynnede han et par toner for at sikre, at melodien fik det rette
toneleje, og så stemte han i med sin vældige
røst.
Efter at have sunget længe, efter min mening alt for længe, fik vi beskedpåat sætte
ospågulvet,ogsålæste degnenen historiefor
os. Detvar han god til,og dervardyb stilhed,
menshan læste.
Såvardenhøjtideligeogmindst spændende
del af festen forbi. Lysenepåtræetvarbrændt
ned, og nu blev det skubbet ned i en krog ved
ribberne. Så skulle der leges sanglege, stadig
undermyndig ledelseafdegnen.Viskullebåde gå rundt om en enebærbusk, skære havre og løbe med ræven rask over isen. Til sidst kom kong Gustavs skål. Den hørte åbenbart til de
svære og indviklede sanglege, for den måtte
kun de store, degnens klasse, være med til,og
Mit Forsamlingshus«
de havdefået lov tilatøvesigpåden flere dage
forud for festen. En sådan forskelsbehandling
fandt vi, der gik i de yngre klasser, dybt uret¬
færdigt.
Som iså mangeandre forholderdet sjovtat
væremed,menkedeligtatsepå,ogda destore eftervores meninghavde skåletlænge nok for kong Gustav, begyndte vi langsomtog så ube¬
mærket sommuligtatsøgened imod juletræet
og ribberne, og snart for vi under først dæm¬
pede, men senere høje hyl rundt i ribberne
som aber, fortrinsvis bag ved juletræet, hvor
hverkenmorsellerdegnens øjne kunne nåos.
Denne faseaf aftenenvarvistnok enhvermors
skræk.Når hun så sin dreng begyndeatkrabbe
ned mod den forbudte ende af salen, sendte hunstrengeblikke efter ham, først bydende, så tiggendeogtil sidstsåhøjt larmende,som kun
en mors øjne kan være, når hun har skruet løvetæmmerblikketpå.Men denne aftenvarså særlig, atvi mente, atalle regler var sat ud af funktion,ogvi følteos som fredhellige, i hvert
fald når vi sad bag juletræets skærmende
grene. Men programmet var vel afpasset.
Netopsomlarmen bag juletræetvarpå sit høje¬
ste, blev de store færdige med kong Gustavs skål,også skulle der danses.
Spillemændene, Laurids Steffensen oghans
far fraAbølling, varallerede kommet, og stod parate med henholdsvis fløjte og violin. I
sammeøjeblik de spilledeop,mistede ribberne
derestiltrækningskraft,ihvert faldfor mitved¬
kommende. Nu skulle der danses. Nu var
fædrene også ankommet til festen, og snart skulle derspises. Det foregik i den lille sal. Den
varalt for lilletil,atalle kunneværederpåén
gang, så der var rift om pladserne. Det var mødrene, der skulle skaffe plads til familien,
ogdetvar en kamp. Ikke alene skullemorskaf¬
fe pladstilallei familien, menhelstogsåtilen større eller mindre del afomgangskredsen, så
vennerne kunne sidde sammen og spise. Det betød,atdevarflere mødre omkampen, men det var svært alligevel. Når de endelig havde
sikretsig de nødvendige pladser, var ungerne og måske også fædrene væk, og blev de ikke
fundet i en fart, blev pladserne snuppet af
andre familier. Der opstod til tider drabelige
skænderier, men også de havde en væsentlig underholdningsværdi foros unger.
Somvedetmirakellykkedes det hvert år for
minmorogde andre koner i omgangskredsen
atsikresig gode pladser tilos, og så kom mad¬
kurvenepå bordet,oghvilken salighed. Detvar ikke desædvanlige klemmer, somvi kendte fra skolemadpakkerne med fedt,ostogflæsk.Nej,
madkurven ligefrem osede af juleslagtningen:
flæskesteg, medisterpølse, frikadeller, rullepøl¬
se og sylte, ogvi fik sodavand til. Det varden skinbarlige luksus.
Så ind og danse igen. »Husk nu at danse
med alle pigerne i din klasse«, lød ordren hjemmefra. Jo, dervarbåde pligtdanse oglyst¬
danse. Det var hårdt arbejde at komme hele
raden igennem og så oven i købet at skulle
hånes af de andredrenge, fordimanogsådan¬
sede med dem, der ikke stod så højt på sco¬
ringslisten. Men på det punkt var min mor
ubøjelig. Megetkunne hun tilgive mig, ogdet
varogsånødvendigt,menikkeatjeg snød med pligtdansene.
Jeg dansede og dansede, og temperaturen steg til over kogepunktet. Jakken kom af, slip¬
overen ligeledes, skjorten krøb ovenud af buk¬
serne, menslipset, symbolet på manddomsvær- digheden, blev ikke engang løsnet en smule.
Detvartitnødvendigtatfylde kølevæskepå. Så
måtte vi ud i køkkenet til den vidunderlige
pumpe. Her herskede køkkenkonen, Kro- Anna,uindskrænket. Hunvargod ved os, men
ikke begejstret for alvores drikkeri. Tog vi en
kop, betød det ekstra opvask for hende. Drak vi
Jli,
Mi
II «
Dengamle skole i Føvling. Foto:Udlånt af Hans Petersen, Føvling.
lige fra pumpen ved at holde en hånd under tuden, plaskede der uundgåeligt vand ud over
gulvet, så hun måtte til at tørre op efter os.
Men hun tog det pænt. Når pligtdansene var overstået,varder fritslag,ogdervarsødepiger
nok at vælge imellem. Spørgsmålet var bare,
om de ville lade sig vælge. Pigerne fra min
egen klasse og klassen over var der ingen pro¬
blemermed,mendetvarmed angstogbæven,
hver gangjeg dristede mig til atbukke for én,
dergik bare to klasserover.Ville hun nu ned¬
lade sig til at danse med lille mig, eller ville
hun bare se overbærende på mig og uden et ord dreje om på hælen. Det var sket nogle
gange, og det fandt jeg frygteligt ydmygende
ogflovt. Lauridsoghans far leverede den ene
polka, valsoghopsa efter den anden. Ind imel¬
lem fik vi en tre-tur,fire-tureller seks-tur. Men det var ikke godt nok til os. »Må vi få en moderne«? tiggede vispillemændene. Faderen prustede hånligtudgennem sitstore, buskede overskæg, men Laurids, der var ligeså mild,
som han var lang, nikkede venligt, og snart efter fik viså Detvar på Capri eller Ved lands¬
byens gadekær.
Nårmanbød én af destorepigerop, kunne
det ske, at hun inkvisitorisk spurgte: »Kan du
danse moderne?« Hvis man kunne svare ja, stegenschancer for,athun ville danse med én.
Nårjeg blevspurgt,svarede jeg ja udenatblin¬
ke.Jeg havde opøvetenvis færdighed iat tage
toskridtfrem, ét skridt til siden ogderefteren kvart drejning tilvenstreog såforfra igen, alt¬
sammen nogenlunde i takt med musikken.
Den teknik opfyldte tilsyneladende de krav,
som selv destore pigerstillede til derespartner i moderne dans, og den kunne bruges, uanset
om musikken spillede tango, foxtrot eller
andet.
Pludselig og alt for hurtigt var festen forbi
og aftenengået. Alle sang Dejligerjorden, og far gik ned for at spænde Musse for jumben igen. Mødre ogbørn masede op aftrapperne for at stå på hovedet i den store stak overtøj,
69
MitForsamlingshus«
derlåpågulvet,ogeftermegensnakoggrinen lykkedes detos som regelatkomme hjemmed
de samme frakker, tørklæderogvanter,somvi
havde haft med. Det havde været en dejlig
aften.
Uden forholdt far medjumben,ogsnartgik
det hjemad under stjernerne, som blinkede
ned til os, og som vi havde sungetomførst på
aftenen.Jo, dejlig var ikke alene jorden, men hele verden og om to, tre dagevar det juleaf¬
ten.
Dilettant
Senere på vinteren bød forsamlingshuset igen på en oplevelse for os børn, en dilettantfore¬
stilling. Hvert år stod (vistnok) Gymnastik¬
foreningen foren forestilling, der blev opført
to aftener, én forde unge og en forde ældre.
Men førstvarder engeneralprøve, og denvar forbeholdtosbørn. Vivarderallesammen, og vi var et godt publikum, der var så levende
optaget afhandlingen, at vi ind imellem sim¬
pelthenmåtteblandeosi aktørernesreplikker.
Vi advarede helten, nårder blevspundet intri¬
ger imodham, ogvi hånede skurken, når han
fik sin velfortjente straf. Vi jublede med de godeogbegræd verdens ondskab,når den viste sig. Vi så blandt mange andre skuespil
Brødrene Østermands huskors, Når bønder elsker,Denkloge mandogEventyrpå fodrejsen.
Den sidste stårknivskarp i min erindring, for i
den sketeder nogetudoverdet sædvanlige.
De ungei Føvlingvarnormaltmegetædrue¬
lige. Dervarikke megetdrikkerii forsamlings¬
huset. Men nårman skulleoptrædepå de skrå
brædder, kunne detvære nødvendigtat få lidt
til at dæmpe nerverne med. Somme tider
kunneenenkeltfå lidtmereendgodtvar,men normalt aldrig mere, end vedkommende
kunne klare sig nogenlunde hæderligt igen¬
nem sin rolle. Men det kunne gå heltgalt, og
det gjorde det i Eventyr på fodrejse. Da
Skriverhans skulle bryde ind i et tagkammer i
assessorenslandsted, havde hansåstorenkæp
i øret, at han snublede i vinduet og faldt pla¬
dask ind på scenen. Stor jubel. Der lå
Skriverhans på gulvet, ogder blev han liggen¬
de, indtil han under stormende bifald blev båret ud. Vi så ikkemere til Skriverhans i den
forestilling, men det gjorde ikke noget.
Instruktøren, lærer Uhd Nielsen fra Nør¬
bøllingsprangtil, ogmed rollehæftet i hånden gennemførtehan rollen.JegharsetEventyrpå fodrejsen mange gange senere, men ingen af
disse forestillinger har kunnet måle sig med den,jegsåi min barndoms forsamlingshus.
Dajegvar11-12årvarjeg selv med tilatspil¬
le dilettant.Toår i træk havdemanvalgtetskue¬
spil, hvor der optrådte en dreng, og det blev
altså mig. Det var en oplevelse, øveaftenerne
rundtomkring i de forskelligehjem,aftenerne
hvor vi byggede scenen op i forsamlingshuset,
oghvor maleren kom oglavede de mestfanta¬
stiske dekorationer også endelig selve forestil¬
lingerne.
Jeg kunne ikke nå at komme hjem og spise
inden generalprøven, men gik direkte fra sko¬
len tilforsamlingshuset. Salenvar som sædvan¬
ligt stuvende fuld afbørn.Mine brødrevarder også. Da jeg kom indpåscenenførstegang,rej¬
steminyngste bror sigop ogråbte: »Vi har fåt kaninstieg te mejer (middag) i daw, Sven«!
Han må haveværet4-5 årdengang,ogda han vidste, atjeg holdt meget af kaninsteg, syntes han,atjegskulle haveatvide, hvad jegvargået glip af. Den bemærkning,somvakte storjubel
i salen, hylede mig helt ud af rollen, så min
entré blev ikkehelt,somjeg havdeforventet.
Mellem generalprøven og aftenforestillin¬
gen var der tradition for, at alle skuespillerne spiste bøf med løg på Afholdshjemmet. Der
blev der naturligvis ikke serveret hverken vin
eller øl til maden, men sodavand. De blev til gengæld titoggrundigt spædet opmed bræn¬
devin fra de medbragte flasker, som omhygge¬
ligt blev holdt under bordet. Det betød, at stemningenvarlige præcissågodog såhøj, at aftenforestillingen som regel blev en stor suc¬
ces.
»Jo, en citronvand kan såmænd smage helt godt, bare den bliver fortyndet nok«,som énaf
de andreskuespillere betroede mig.
Gymnastikopvisning
Om foråret kom sæsonenssidste store forsam¬
lingshusbegivenhed, gymnastikopvisningen.
Gymnastik spilledeenstorrolle i Føvling. Ville
man være med mellem de rigtige og høre til
blandt ordentlige folks ordentlige børn, - og
hvem ville ikke det- så måtte man gå tilgym¬
nastik. Derforgjaldt detomatkomme igangi
enungalder,ogdet gjorde viså. Hele vinteren igennem sled vi i den store sal, der titvar så
kold, atisblomsternestorblomstredepå ruder¬
ne, og væggene drev af fugt,nårvi havde puk¬
let en times tid. Kulminationen kom den
forårssøndag,hvor det mesteafsognetvarfor¬
samlet foratse opvisning, den opvisning, som vivinterenigennem havde arbejdet hen imod,
og somvi havde glædetosmegettil.
Der var som regel altid fire hold, et pige¬
hold, etkarlehold, etsmåpigehold ogetdren¬
gehold. Der giketbrusgennemsalen, nårpor¬
ten til den lille sal blev rulletfra, og ind mar¬
cherede et storthold af karle eller piger med
fanen ispidsen. De sang,såhuset rystede. Det
FøvlingAJholdshjem,somblevkøbti1948ogudbygget tilforsamlingshus. Foto: Udlåntaf Hans Petersen,Føvling.
71
Mrr Forsamlingshus«
kunne være Stræk din fod, Vi Fik ej under
tidernes tryk eller Høje nord. Der blev hilst
med fanen, og alle rejste sig og sang Hil dig
vor fane eller måske kongesangen. Der var megenprestigeforbundet med sådanenopvis¬
ning. Allesøjne hvilede på lederen, der under opvisningen stod påsin plintogdirigerede sit
hold. Efter opvisningen blev han eller hun bedømt, og bedømmelsen kunne være både positiv og negativ. Forud for opvisningen
havde detværet spændende, hvem på holdet
der skullevære fløjmand, altså gåforrest. Det
var en hæderspost. Det næstbedste var at stå
forrest i enrække, når holdet stod i udrykket opstilling. Også de blev bedømt af publikum,
og ve den fløjmand, der kom til atlave en fejl
ien øvelse.
Forosdrengevardetmestspændendeatse karlenes spring. For at blive regnetfor noget, skulle man kunne udføre hovedspring, kraft¬
springogflyvespring. Kunnemandesuden lave
et flik-flak, rykkede man op i helteklassen.
Derudover skulleman kunne lave både lavt og
højt overslag og så naturligvis kunne springe
over bukken. Målet var at tage den i syvende
hul oghelst med rankryg. Gode enkeltpræsta¬
tioner blevbelønnet med stortbifald. Der var
desværre nogle, der aldrig fik bifald. Dem var
jeg imellem. Jeg kunne ikke klare nogle af springeneuden hjælp,oghvergangjegforsøg¬
te at kommeoverbukken, blevjeg uhjælpeligt hængende på den.
Jeg havde lav status som gymnast. Men jeg
fortsatte alligevel med gymnastikken, ikke så
megetaflyst, men fordi jeg gerne ville regnes med blandt derigtige. Påettidspunkt fik vi på drengeholdet en meget dygtig leder, Troels
Pedersen. Han påstod,atjeg godt kunne, han
troede påmig, oghan fik mig til at tropå mig
selv. Gennemhanshjælp fikjeglærtatkomme
over bukken, måske ikke særlig elegant, men
overkomjeg, ogjegfik lært alle springene til husbehov, selvflik-flak.Jegvarikke tilatskyde igennem den dag, dapublikumogså klappede
for mig ved gymnastikopvisningen.
Pigernes gymnastik var mere demokratisk.
Her blev der ikke klappet for enkelpræstatio¬
ner,kun for holdetsomhelhed.
Efter selve opvisningen, som sluttede sidst påeftermiddagen, kom detbedsteaf dethele,
dansen. Indtil de voksnes bal skulle begynde
om aftenen, var der børnebal. Her skulle vi ikkenøjesmedLauridsoghans far, nej, hervar deretrigtigtorkester, derogsåskullespille for
de voksne om aftenen, og der var både trom¬
mer, klaver, violin og måske også trompet. I nogle tilfældevar det et rigtig moderne orke¬
ster, som havde både en mikrofon og en højt¬
taler. Højttaleren blev forbundet med mikro¬
fonen med en lang ledning og anbragt i den
modsatte ende af salen. Dervar tit mange pro¬
blemer med at få skidtet til at fungere, men
som regel lykkedes det, ogsåvardet mageløst.
Vivaraltidspændtepå,omorkestret havde ref-
ræn'er med. Detvar små papirlapper med de nyestepoptekster. Under dansen blevenhånd¬
fuld af sådanne refræner hvirvlet ud i salen, hvor vi kastedeos overdem forbagefteratskrå¬
le medpå teksten.Detgavstatus athaveenstor samling af refræn'er. Desværre var mange orkestre tit fornærige tilat strøtekster ud tilos børn. De blevgemttil de voksne.
Møder
Dajeg nærmede migkonfirmationsalderen fik jeg afog til lov til at komme med min far og
mor til oplæsnings- og foredragsarrangemen¬
ter i forsamlingshuset og etpar gange til kon¬
cert. Begge gange var det organist Lund og frue fraRanders, derspilledeog sang. Hanvar blind, men havde en fantastisk hørelse og var meget sensibel. Det hørte med til forestillin-
gen, at han mindst én gang i løbet af aftenen gik amok og skældte publikum huden fuld,
fordi der blev hvisket lidt, raslet med papir
eller gjort noget andet, der kunne forstyrre
hans kunstudfoldelser. Så fik hele salen en
ordentlig omgang. Det skete også, dengang
min sidemand ogjeg kom til atgrine lidt for højt, fordi han, der sadoverforos, varfaldet i
søvn og sad med åben mund og polyper og snorkede diskret. Han var kun etparår ældre
end os og havde sikkertværetoppe længe før dag, og nu havde han altså ladet sig synge i
søvn. Ægteparret Lunds musikalske evner har sandsynligvis været udmærkede og deres pro¬
gram ligeledes, men nok ikke særlig velegnet
tilknægte i voresalder.
Nej, så var det anderledes spændende at
være med til en oplæsningsaften, hvor f. eks.
Rued fra Askov, skuespiller Johnsen fra Gørding,læge Heuch fra Vejen ellerenanden
af de mange gode oplæsere, dervar dengang,
læste op,ofte etskuespil.
Foredragsaftener havde jeg et lidt tosidet
forholdtil. Nogle gangefandt jeg dem absolut kedelige, mens de andre gange kunne være bådespændendeogunderholdende.Det gjaldt
f. eks., når detvarforfatterenJørgen Bukdahl
fraAskov, dervartaler.Jeg forstod ikke altidret meget afdet, han sagde, men han var under¬
holdendebåde atse påog hørepå. Han råbte
oggestikulerede, ogtalerstolen gik under ham
sometskib ioprørt sø. Dajeg blev ældre lærte jeg at sætte storpris på ham, også for det, han
sagde.
Jeg kom også med til politiske møder. Jeg
har f. eks. hørtViggo Starcke,ogiløbet af den
aften fik han til min farsstorefortrydelse gjort mig til glødende retstatsmand. Det holdt sig dog kun til næste møde, hvor detvarvenstres navnkundige politimester i Køge, Vagn Bro,
der var taler. Han gjorde mig til overbevist
venstremand, og det passede min far ganske godt.Jeg vedikke hvorlangtid,dergik mellem
møderne, men den næste politiker, jeg hørte,
varden konservative Ole Bjørn Kraft. Selv om
jeg fandt alle hans argumenter både gode og
indlysende, blev jeg ikke konservativ, forpådet tidspunkt havde jeg besluttet mig for at være kommunist.Detvar nemligpåmode dengang,
i årene lige efter krigen. Heldigvis holder
modefænomener sig som regel ikke længe,
men den politiske interesse, som jeg fik gen¬
nemdisse møder iforsamlingshuset,den holdt sig.
Voksen?
Jeg blev voksen i efteråret 1946, da blev jeg i
hvert faldkonfirmeret,ogkonfirmationen stod
som en lysende portal ind til voksenlivets
næsten ubegrænsede frihed og herligheder.
Sådan havdejeg gennem hele min drengetid
fået det udmalet af de ældre tjenestedrenge i
vores lilleby, som havdepasseretgennemden magiske port. »Nårdu bliver konfirmeret, må
du rygeoffentligt, du kan bande, uden de voks¬
ne blander sig i det, gå i seng, når det passer
dig, gå ibyen og til bal lige såtit du vil, og så
må du tage pigernepå det bare skind«. At det
sidste skulleværenogetsærligt, havde jegsvært vedatforstå-dengang. Men alt det andet, især
det medatkunnegå til bal i forsamlingshuset,
tilrigtigt voksenbal, detglædede jeg migafsin¬
digt til. Også blev det netoppå det punkt,jeg
skulle komme til atopleve denstørsteogbitre¬
steskuffelse,sommitforsamlingshuslivnogen¬
sinde har beredtmig.
Mine kammerater,somjeghavde gåetiklas¬
se med ogtil gymnastiksammen med,var ble¬
vetkonfirmeretom foråret, altsåethalvtårfør mig. Men i den mellemskole,somjegvarkom¬
met til at gå i, skulle vi konfirmeres om efter¬
året.Jegfandt det blodigt uretfærdigt, hvis den 73
MitForsamlingshus«
bagatel skulle betyde,atjegogså måttevente et halvt år på at tage hul på voksenlivets glæder.
Jeg kunne jo være blevet konfirmeret, ogjeg
var jo ikke skyld i de omstændigheder, der
havdebevirket,atjeg ikkevarblevet det.
Det,jeg i første omgang havde i tankerne,
varatkomme med til de voksnes bal efter gym¬
nastikopvisningen i foråret. Det argumentere¬
dejeg længeogindædtforoverfor minfarog mor, og til sidst måtte de give efter for mine gode argumenter. Derfor ville jeg naturligvis
ikke med til børneballet om eftermiddagen,
men mødte op fuld af forventning i forsam¬
lingshuset ved 8-tiden om aftenen. Allerede
indenjeg kom ind, fik jeg det første varselom, at aftenen ikke ville blive helt så vidunderlig,
somjeg havderegnetmed. En del af minekam¬
meraterstod udenfor ogrøgogfunklede langt
væk af nye konfirmationshabitter. De mødte mig ikkepåsammemåde, somde plejede, nej,
denærmestudstråledetavsfjendtlighed, ogda
deendelig sagde noget,vardet bemærkninger
som »Hvad vil du, børneballet er forbi«! -
»Hvad skal sådan en drengerøv her«? under¬
forstået blandt voksne mennesker. - »Selv om
du går på realskole, skal du ikke tro, du er nogetsærligt«!-»Duerjo ikkeengangkonfir¬
meretendnu«!
Jeg valgte ikke atlade mig gå påaf demog
gik indog sattemig på karlebænken ogvente¬
de påat komme til at danse. Så ville alt blive godt-troedejeg. Alle pigerne sad på rad og række på pigebænken lige overfor, ogjeg tog bestikaf, hvorhun sad, hende, somjeg havde
drømt om, og somjeg havde bestemt, atjeg
ville danse både den første og mange andre
danse med. Hunvarogså én af mine tidligere
klassekammerater. Da musikken stemte i med Københavnermarch, som tit blev spillet til at åbne ballet med, stormede jeg over mod
hende. Det lykkedes migat komme førnogen
anden.Jegbukkede for hende. Hun rejste sig,
menså lige igennem mig. Vi dansede ud,men hunsagde ikkeetord til mig. Først da dansen
varfærdig, sagdeogsåhun: »Du erjoikke kon¬
firmeret, Sven«! Var der etanstrøgafbeklagel¬
se i hendes stemme?Jegved det ikke, menjeg
varklarover, atsituationenvarhåbløs formig.
Jeg kunne ligeså godt tage hjem med det
samme, menda det villevære det samme som atindrømme over for min far og mor,atafte¬
nen havdeværeten fiasko, holdtjeg udetpar timer, indenjeg dybt skuffetognedbøjet liste¬
de ud til mincykelogkørte hjem. Vandet stod mig i øjnene hele vejen hjem,mendet kan kun
have skyldtes den kolde vind, der blæste mod mig. Store drenge, der kunneværeblevet kon¬
firmeret,græder ikke.
Sådan lærtejeg,atmanikke ustraffet bryder
selv uskrevne regler ietlille samfund.
Jegfandt senere ud af, at da mine tidligere
klassekammerater havdeforståetpåmig, atjeg
ville møde op til ballet, havde de simpelthen
aftalt, atjeg skulle mobbes hjem, ogjeg skal
mene, at det lykkedes for dem. Vi blev dog godevennerigen,ogdajegomsider havdefået
kirkens velsignelse til at tage hul på alt det spændende, kunnevi igen mødespå lige fod.
Generationskamp
Daforsamlingshusetvar40år, blevminfar for¬
mand for bestyrelsen, og det var i hans for¬
mandsperiode,atdet gamle hus blev revetned
og det nye bygget. Allerede i begyndelsen af perioden havde bestyrelsen byggeplaner på
bordet. Da drejede det sig ikke om at bygge nyt, men om atudvide det gamle forsamlings¬
hus.Netop af dengrund fik vi afogtil besøg af
engammel mand,som engang havdeværeten kendt og indflydelsesrig mand i sognet. Han
havde siddet iutallige bestyrelserogværetmed
til at sætte foretagender i gang, havde bl. a.
PIZ7 rnrr^
u
Etaf bygmesterH. Johansens udvidelsesforslagfra1946. Til højresesnordgavlen af det oprindelige forsamlingshus.
været med til at oprette forsamlingshuset i
1902 oghavde imangeår derefter siddet i dets bestyrelse.
Nuvarhansom nævntblevetgammel og var hverken kendt ellerbetydningsfuldmere.Hans indflydelsevar skrumpet ind til ingenting, og det havde han lidtsværtvedataffindesigmed.
Han løb far på dørene tidlig og silde for at overbevise hamom dettåbeligeogforkastelige
iatødslepengebortpåenudvidelseogmoder¬
nisering af forsamlingshuset. Jeg kan endnu
høre ham råbe: »Det hus har tjentosgodt i 40 år, som det er, og det kan det sagtens gøre mangeår endnu«!
Han villeogså have far til atgribe indover for to forhold i forsamlingshuset, som han
fandt aldeles upassende. Han ville for det
første have al »storkedans« forbudt. Det var
hans betegnelse for moderne dans. »Storke¬
dans er usædelig«! Det ord kendte jeg ikke dengang,menjeg harsenerefåetatvide,atdet
vardet hanbrugte. For detandet ville han have
min far til at inddrage de højskolesangbøger,
der nogle år forinden var blevet anskaffet til forsamlingshuset. Efter hans mening kunne
man kun synge med den rette klangog inder¬
lighed, hvisman sangefteren sangbog,dervar
ensegen. Derforhavde hangennem mangeår
forhindret, atder blev anskaffet sangbøger til forsamlingshuset. Den gamles besøg endte
næsten altid med, at han blev meget ophidset
og skældte min far ud over den løsagtighed,
somfik lov tilatsnige sig ind i forsamlingshu¬
set »Detender vel også med, at I lukker spiri¬
tusdjævelen ind«! råbte han.
Detkanværesvært atblivegammelogindse,
atudviklingen aldrigstårstille, atnyetider stil¬
le nye krav, atgamle bastioner måopgives og nye grundlægges. »Storkedansen« blev ikke forbudt, sangbøgerne fik lov til at blive, det gamle forsamlingshusblev revetnedogerstat¬
tetafetnyt,ogfå årefter blev det tilladtatser¬
vere alkoholi det.
Dereriårenesløb blevet vendtop ognedpå
mange ting, men forsamlingshuset i Føvling
levede ogleverfortsat. Nuerdet fyldt100årog stårsometstykke levendekulturhistorie i byen.
Deteren præstation i sig selvogudtrykfor,at sognetsbeboere har bakketop om detogslidt
for det. Lad så være, at det ikke er »mit for-
75
IJOtlMC"(c
MitForsamlingshus«
samlingshus«, der står der i dag, det forsam¬
lingshus, somjeg harsåmange minder fra, og
somjeg kun kan tænke tilbage på med glæde.
SvenErnebjerg Tygesen, født 1932. Stadionvej 4 A,
6623 Vorbasse.Pensioneretskoledirektør. Hartidlige¬
re skrevet følgende: Bymandene i Vorbasse, 1989.
Billund Kommune 1995. Bønder i marsken - en
slægtskrønike 1995. Egnen og Sparekassen, 1998.
Artikleri bl.a.Egnsbogen ogFra Ribe Amt.
