AErådet - 2005 1

(1)

(2)

ISBN: 87-91018-14-5

ISSN (Papirform):0903-8868 ISSN (Online): 1602-3633 Layout: Annette Topholm

Udgivet af: AErådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Reventlowsgade 14, 1., 1651 København V - Telefon 3355 7710 - Telefax: 3331 3041 E-mail: ae@aeraadet.dk - Web: www.aeraadet.dk

Redaktion: Lars Andersen, Frederik I. Pedersen, Thomas V. Pedersen og Anita Vium

Redaktion mv.

Derudover har følgende bidraget:

Mikkel Baadsgaard Agnethe Christensen Annett Melgaard Jensen

Jonas Schytz Juul Peter Spliid

Rasmus Tommerup

(3)

Indholdsfortegnelse:

Arbejdsmarkedet

- Et dynamisk arbejdsmarked ... 5 - Tendenser på det danske arbejdsmarked de næste ti år .... 16 - Middellevetid, pensionsalder og tilbagetrækning ... 25 Fremtidens velfærd

- Velfærdssamfundets design ... 33 - Strategier for en holdbar finanspolitik ... 45 - Håb og realiteter ved en Danmark 2015-fremskrivning ... 54 - Færre i restgruppen er en god investering ... 61 International

- Mangelfuld indsats for øget beskæftigelse i EU ... 71

- International skattekonkurrence ... 80

(4)

(5)

Dette kapitel i Økonomiske Tendenser belyser den dynamik, der er på det danske arbejdsmarked i form af jobskabelser og jobnedlæggelser. Som en del af dette belyses omfanget af de brancheskift, der muliggør, at der på den ene side udvikles nye brancher og på den anden side udfases andre brancher, uden at det betyder, at der hvert år er mange løn- modtagere, der ender i ledighed eller helt udenfor arbejdsmarkedet.

Endvidere ses der også på hvor stort omfanget af jobnedlæggelser er samt ikke mindst, hvad omkostningerne ved jobnedlæggelserne er for de forskellige grupper af lønmodtagere.

Da de ufaglærte ofte fremhæves som globaliseringens ”ofre”, vil der i kapitlet være størst fokus på denne gruppe af lønmodtagere.

Jobomsætning

En vigtig del af dynamikken på det danske arbejdsmarked er, at der hvert år både skabes og nedlægges et stort antal job. De nyskabte job kan enten være eksisterende arbejdssteder, der ekspande- rer, eller nystartede arbejdssteder. Til- svarende kan de nedlagte job være enten arbejdssteder, der indskrænker eller arbejdssteder, der helt nedlægges. I boks 1 er datagrundlag og metode nærmere be- skrevet.

Et dynamisk arbejdsmarked

Analysen viser, at der er en høj grad af dynamik på det danske arbejdsmarked. Det vi- ser sig således, at langt de fleste af de ansatte i virksomheder, der lukker, har fundet nyt arbejde året efter, virksomheden lukkede – det gælder både ufaglærte og de forskellige uddannelsesgrupper. Analysen viser dog også, at der på trods af den høje dynamik sta- dig er en del, der bliver negativt berørt og ender enten i ledighed eller udenfor arbejds- markedet, når en virksomhed enten skærer ned eller lukker. Længere tids ledighed i for- bindelse med en fyring har mærkbare negative effekter på den fremtidige løn.

I figur 1 er udviklingen i antallet af jobskabelser og jobnedlæggelser vist for de seneste godt 20 år. Omfanget af jobskabelser har i hele perioden fra 1980 til 2002 ligget på omtrent 12 procent af de eksisterende job. Det svarer til, at der hvert år bliver skabt ca. 285.000 nye job.

Dog er der mindre udsving, som blandt andet afspejler de konjunkturmæssige udsving med høj jobskabelse i årene 1984, 1985 og 1994, som alle var præget af høj- konjunktur.

Andelen af jobnedlæggelser har også haft et nogenlunde konstant omfang i hele perioden. Således er mellem 10 og 14 procent af de eksisterende job hvert år blevet nedlagt. Det svarer til, at ca. 300.000 job blev nedlagt i år 2002. Omfanget af nedlagte job har været størst i år med lavkonjunktur og lavest i år med højkonjunk- tur.

Sammenligner man kurverne for jobskabelser og jobnedlæggelser i figur 1, kan man se, at omfanget af jobnedlæg- gelser er mere konjunkturafhængigt end omfanget af jobskabelser. Denne udvikling skyldes formentlig, at det er mere omkostningsfuldt at ansætte nye medarbejdere end at afskedige eksisterende medarbejdere.

Samtidig viser kurven for nettoændrin- gen i antallet af job, at 2002 var det første

(6)

Boks 1. Datagrundlag og metode

Analyserne i dette kapitel er foretaget på data fra den Integreret Database for Ar- bejdsmarkedsforskning (IDA), der er et forløbsdatasæt, der gør det muligt at følge personer og arbejdssteder i perioden 1980 til 2002.

De fleste virksomheder består af et enkelt arbejdssted, men nogle virksomheder be- står af flere arbejdssteder. Det kan f.eks. være tilfældet for en fødevarekæde, der har butikker mange steder i landet. Som udgangspunkt vil hver butik være et selvstæn- digt arbejdssted, selvom det er en del af en større virksomhed. Da virksomheder imidlertid er mere mundret og læsevenligt end arbejdssteder er dette anvendt flere steder i teksten på trods af, at der altså reelt er tale om arbejdssteder.

En mindre del af lønmodtagerne er ikke knyttet til et arbejdssted i IDA og disse personer er ikke medtaget i analysen. Selvstændige er heller ikke medtaget i analysen.

Jobomsætningen måles som summen af jobskabelser og jobnedlæggelser set i forhold til det eksisterende antal job. Denne metode undervurderer niveauet for job- omsætningen på hele arbejdsmarkedet set i forhold til jobomsætningen på arbejdsmarkedet for en bestemt uddannelsestype. Det skyldes, at når man ikke skelner mellem uddannelsestyperne vil, nogle af jobskabelserne og jobnedlæggelserne for de forskellige uddannelsesgrupper udligne hinanden.

I kapitlet anvendes både begrebet jobomsætningen og begrebet jobmobilitet. Til forskel fra jobomsætningen – der medregner summen af jobskabelser og jobned- læggelser – er jobmobiliteten kun beregnet ud fra hvor stor en del af de ansatte løn- modtagere, der forlader deres arbejdssted.

Figur 1. Årlig jobskabelse og jobnedlæggelse

Anm.: Den samlede jobskabelse er opgjort som antallet af ansatte lønmodtagere på nyoprettede arbejdssteder samt nettostigningen i antallet af ansatte på arbejdssteder, der udvider ansættelsen. Tilsvarende er destruktionen af job opgjort som antallet af lønmodtagere på nedlagte arbejdssteder samt nettofaldet i antallet af ansatte på arbejdssteder, der reducerer antallet af ansatte på arbejdsstedet. Jobomsætningen fra 1986-1987 og 1990-1991 er ikke medtaget pga. databrud i arbejdsstedernes identitet over tid.

Kilde AErådet på baggrund af IDA.

-4 -2 0 2 4 6 8 10 12 14 16

1981 1984 1987 1990 1993 1996 1999 2002

Antal jobs i procent

-4 -2 0 2 4 6 8 10 12 14 16

Antal jobs i procent

Jobskabelse Jobnedlæggelse Nettoændring

(7)

år siden 1993, hvor der blev nedlagt flere job, end der blev skabt.

Den stigende globalisering vil indebære forholdsvist store omstillinger på arbejdsmarkedet i de kommende år. Og der er meget, der tyder på, at det især er ufag- lærte job, der vil rykke til udlandet i årene fremover. Ser man på de seneste to årtier, er der således en klar tendens til, at antallet af ufaglærte job har været faldende.

Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke også løbende skabes nye job til ufaglærte. Der skabes nemlig over 100.000 ufaglærte job hvert eneste år, som det fremgår af figur 2. Det svarer til omkring 15 procent af det samlede antal ufaglærte job. Omkring tre fjerdedele af disse job skabes på eksisterende arbejdssteder, mens de resterende skabes på nyoprettede arbejdssteder. Med en generel faldende tendens for antallet af ufaglærte job er modstykket til det store antal job- oprettelser, at der hvert år nedlægges endnu flere ufaglærte job.

Den samlede omsætning af ufaglærte job kan således opgøres til ca. 32 procent

af det samlede antal ufaglærte job. Til sammenligning var omsætning for arbejdsmarkedet som helhed på 22 procent.

Der er således en tendens til, at på trods af, at relativt mange ufaglærte hvert år mister deres job, formår de i høj grad at finde nyt arbejde.

Lønmodtagernes brancheskift og jobmobilitet

Joboprettelserne og jobnedlæggelserne er kun en del af dynamikken på arbejdsmarkedet. For derudover er der også de ”nor- male” jobskift, der ikke resulterer i et ny- opført eller nedlagt job – for eksempel flytning fra ét job til et andet.

I de sidste mange år har andelen af løn- modtagere, der skifter eller mister job, år- ligt ligget på omkring 30 procent. Løn- modtagere, der forlader et job, kan enten skifte til et nyt job i samme branche, til et nyt job i en anden branche, ende i ledighed eller forlade arbejdsmarkedet. Mellem 10 og 14 procent af de ansatte forlader jobbet til fordel for et job i en ny branche.

Der er en meget klar tendens til, at andelen, der skifter branche, er størst i de pe- Figur 2. Årlig jobskabelse og jobnedlæggelse af ufaglærte job

Anm.: Som figur 1 bare kun for antal ansatte ufaglærte.

Kilde AErådet på baggrund af IDA.

-100 -50 0 50 100 150 200

1981 1984 1987 1990 1993 1996 1999 2002

Antal jobs i 1.000

-100 -50 0 50 100 150 200

Antal jobs i 1.000

Jobskabelse Jobnedlæggelse Nettoændring

(8)

rioder, hvor beskæftigelsen generelt er høj.

Høj beskæftigelse og et vist pres på arbejdsmarkedet kan derfor være med til at smidiggøre de strukturelle branchemæs- sige skift, der kan være nødvendige som følge af f.eks. stigende globalisering og indførelse af ny teknologi. Dette fremgår af figur 3, der viser den andel af de løn- modtagere, der skifter fra ét job til et andet, som har fået ansættelse i en ny branche. Figuren viser, at denne andel svinger meget kraftigt med konjunkturerne.

Endvidere fremgår det af figur 3, at andelen, der skifter branche, er højere blandt de ufaglærte end blandt lønmodtagere generelt. Det tyder således på, at de ufag- lærte i særlig høj grad – og specielt i perioder med højkonjunktur – er fleksible med hensyn til at kunne finde job i en ny branche.

En række brancher har oplevet et meget kraftigt fald i beskæftigelsen i løbet af de seneste to årtier. Det gør sig blandt andet gældende for tekstil- og beklædnings-

industrien og skibsværfter. Da ufaglærte generelt har højere risiko for at bliver ramt af ledighed eller forlade arbejdsstyrken end personer med en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse, er det valgt at fokusere på, hvordan de ufaglærte har klaret sig i de udsatte brancher. Som det fremgår af tabel 1, har ufaglærte løn- modtagere i tekstil- og beklædningsindu- strien en lidt større risiko for at blive ramt af ledighed eller forlade arbejdsstyrken, end tilfældet er blandt ufaglærte generelt i industrien. Der er dog trods alt tale om forholdsvis små forskelle som indikerer, at det er lykkes mange af de ufaglærte i brancherne at finde et nyt job. Samtidig viser tabellen, at der blandt de ufaglærte indenfor beklædningsindustrien er forholdsvis mange, der har fået job i en ny branche.

En høj jobomsætning og mobilitet er en af mekanismerne til at løse strukturelle branchemæssige skift, der kan være nød- vendige som følge af den stigende globalisering. Den skandinaviske lønmodel med en lav lønspredning er således med- virkende til, at de ufaglærte flytter fra lav- Figur 3. Andel af jobskift der sker til en ny branche blandt lønmodtagere

Anm.: Databrud i 1991

Kilde: AErådet på baggrund af IDA

52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72

1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001

Procent

52 54 56 58 60 62 64 66 68 70 72

Procent

Alle lønmodtagere Ufaglærte

(9)

produktive brancher, hvor der i høj grad konkurreres på lønnen, og over til brancher med en højere produktivitet – modsat risikerer man i lande med høj lønspred- ning, at specielt den ufaglærte arbejdskraft ”fastholdes” i lavproduktive brancher. Danmark kan dermed – specielt i opgangstider – forholdsvist smertefrit og

uden større stigning i arbejdsløsheden udfase de lavproduktive brancher og i ste- det fokusere på brancher med en højere produktivitet.

Noget tyder på, at en anden – mere automatisk – branchetilpasningsproces finder sted ved, at unge fravælger de ud- Tabel 1. Ufaglærte lønmodtageres situation året efter, fordelt på brancher, gennemsnit 1980-2000

Alle lønmod- Industri Beklæd-

tagere i alt Tekstil ning Skibsværft

Procent

Samme arbejdssted 64,1 68,8 67,6 63,2 70,8

Forladt arbejdssted 35,9 31,2 32,4 36,8 29,2

- Samme branche 6,4 4,1 4,4 4,5 3,5

- Ny branche 13,9 12,5 12,8 15,6 11,2

- Selvstændig 0,8 0,5 0,5 0,9 0,4

- Ledig 5,8 6,1 6,5 6,7 6,8

- Ud af arbejdsstyrken 8,2 7,2 7,6 8,2 6,7

- Udvandret el. død 0,8 0,6 0,6 0,8 0,6

Anm.: Tabellen angiver hvilken arbejdsmarkedssituation, lønmodtagere i forskellige brancher befinder sig i året efter. Tabellen viser gennemsnittet af overgangssandsynlighederne for perioden 1980-2000. Tabellen er standardiseret for køn og alderssammensætningen

Tabel 2. Udvikling i gennemsnitlig alder for lønmodtagere fordelt på erhverv

1985 2000 Ændring 1985 -2000

År

Landbrug 29,4 33,0 3,6

Fremstilling mv. 35,5 38,6 3,1

Energi 42,8 46,7 3,9

Bygge og anlæg 34,7 37,5 2,8

Handel 32,8 33,1 0,3

Transport + tele 37,1 39,4 2,3

Finans og forretningsservice 36,3 39,0 2,7

Offentlig 38,7 41,8 3,1

I alt 36,2 38,7 2,5

Udsatte brancher

- Tekstil- og beklædningsindustri 35,4 39,8 4,4

- Skibsværfter mv. 37,1 40,9 3,8

- Pengeinstitutter 35,7 41,1 5,4

(10)

satte brancher. Ser man på alderssam- mensætningen i flere af de udsatte brancher, er der således sket relativt store for- skydninger i gennemsnitsalderen i disse brancher i forhold til arbejdsmarkedet som helhed. Tabel 2 viser udviklingen i gennemsnitsalderen i de ni hovederhverv samt i tre udsatte brancher.

I de udsatte brancher som f.eks. tekstil- og beklædningsindustrien, skibsværfter og pengeinstitutter har stigningen i gennemsnitsalderen været markant større end den generelle tendens. Det peger på en klar tendens til, at unge fravælger de erhverv, hvor der har været og er udsigt til beskæf- tigelsesmæssig tilbagegang.

Ledighedsrisiko for ansatte på nedlagte arbejdspladser

På trods af den relativt høje grad af mobilitet på arbejdsmarkedet og af de mange nye job, der oprettes hvert år, er der også en del af de ansatte, der ikke finder nyt arbejde, når deres job nedlægges. Flere ting spiller ind på, hvem det er, der ender i denne ”uheldige” situation. Det kan blandt andet være køn, alder, region, branche, herkomst osv. Når man i en statistisk analyse kontrollerer for effekterne af så- danne faktorer, viser det sig, at uddannelsesniveauet har stor betydning for risikoen for at blive ledig og risikoen for at forlade

arbejdsstyrken i kølvandet på en virksom- hedslukning. Det fremgår af tabel 3, der viser, at i forhold til ufaglærte er risikoen for at blive ledig eller forlade arbejdsmarkedet lavere for specielt personer med en lang videregående uddannelse, men også for de andre uddannelsesgrupper. Tabel- len viser således, at blandt lønmodtagere, der mister jobbet som følge af en virk- somhedslukning, har dem med en lang vi- deregående uddannelse 46 procent mindre risiko for at blive ledig og 62 procent lavere risiko for at forlade arbejdsstyrken end ufaglærte.

Tallene i tabellen understreger, at uddannelse er meget vigtig set i forhold til at undgå nogle af de uheldige konsekvenser, der kan følge af, at den virksomhed, man er ansat på, lukker.

Analysen af de nedlagte arbejdssteder viser også, at lønmodtagere, der var ansat på nedlagte arbejdssteder i yderområder og/eller industribrancher havde størst risiko for enten at blive ledige eller helt at forlade arbejdsstyrken.

Resultatet understreger, at der specielt i nogle områder af landet er behov for en øget indsats i form af efteruddannelse.

Kun på den måde kan man sikre, at løn- modtagerne har et kompetenceniveau, der Tabel 3. Procentvis ændring i merrisiko i forhold til ufaglærte

Til ledighed Ud af arbejdsstyrken

Ungdomsuddannelse -45 (6)

Erhvervsfaglig -21 -30

KVU -22 -38

MVU -41 -31

LVU -46 -62

Anm.: Den logistiske regression er foretaget på et poolet datasæt fra 1997/98 til 2001/02. I den statistiske model er der desuden kontrolleret for alder, herkomst, erhvervserfaring, anciennitet, størrelse af arbejds- pladsen, køn, branche, region, timeløn samt kalenderår.

(11)

gør dem i stand til at kunne varetage andre jobfunktioner (på nye arbejdspladser), end den – måske meget virksomhedsspe- cifikke – som de har på deres nuværende arbejdsplads. Med en tilstrækkelig kom- petenceudvikling mindskes de privat- og samfundsøkonomiske omkostninger, der følger af eventuel ledighed for lønmodta- gerne.

Løn for fratrådte medarbejdere Hvor der i afsnittet ovenfor blev fokuseret på hvilke typer af personer, der har størst risiko for at blive ledige eller forlade arbejdsstyrken, er der i dette afsnit regnet på de økonomiske konsekvenser for de løn- modtagere, der må forlade jobbet som en følge af, at virksomheden enten indskræn- ker eller lukker helt.

I analysen opdeles lønmodtagerne i før- ste omgang i fem grupper: I den første gruppe er lønmodtagere, der fratræder nedlukkede arbejdssteder. I 2. og 3. grup- pe fratrådte hhv. ikke-fratrådte lønmodta-

gere på arbejdspladser, der indskrænker medarbejderstaben med mindst 30 procent i løbet af et år. Endelig består gruppe 4 og 5 af fratrådte hhv. ikke-fratrådte lønmod- tagere på resten af arbejdsstederne – her- efter benævnt ”almindelige” arbejdssteder. Opdelingen efter, om lønmodtageren fratræder eller ikke fratræder arbejdsstedet, vedrører ændringen i lønmodtagerens beskæftigelsessituation fra november 1997 til november 1998.

Som det fremgår af figur 4, er der ikke de store forskelle i timelønsudviklingen for de forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Lønmodtagere, der fratræder et nedlagt og indskrænket arbejdssted, har stort set samme gennemsnitlige udvikling i timelønnen som lønmodtagere, der for- bliver på det samme arbejdssted. Der er således ikke noget, der umiddelbart tyder på, at lønmodtagere på nedlukkede og indskrænkede arbejdssteder har lavere lønudvikling end andre lønmodtagere.

Derimod viser figuren, at lønmodtagere, Figur 4. Procentvis stigning i lønmodtageres gennemsnitlige timeløn fra 1997 til 2002 fordelt på jobskiftstatus 1997/1998

Anm.: Kun personer med mindst tre års anciennitet i 1997 er medtaget. Da timelønnen i de anvendte registerdata er behæftet med nogen usikkerhed for visse personer – specielt personer på deltid – er disse personer ikke medtaget i analysen. Indskrænkede virksomheder er defineret som virksomheder, hvor mere end 30 procent af arbejdspladserne er forsvundet.

0 5 10 15 20 25 30

Fratrådt, nedlagt Fratrådt, indskrænket

Indskrænket Fratrådt, almindelig

Almindelig

(12)

der fratræder et ”almindeligt” arbejdssted, i gennemsnit oplever en lidt kraftigere lønudvikling end andre grupper på arbejdsmarkedet. Det skyldes formentlig, at en stor del af disse jobskift er frivillige, og derfor typisk vil ske til virksomheder med bedre lønforhold end det job, der forlades.

Lønmodtagere, der fastholder ansæt- telse på arbejdssteder, der har indskrænket væsentligt i medarbejderstaben (mindst 30 procent), oplever en lidt lavere lønstig- ningstakt end de øvrige lønmodtagergrup- per. Forklaringen på dette kan være, at mange af disse arbejdssteder er presset økonomisk og derfor ikke har mulighed for at give samme lønstigninger som andre virksomheder. Det kan imidlertid også skyldes, at gennemsnitsalderen kan være højere på disse arbejdssteder – hvilket alt andet lige vil trække i retning af lavere lønstigninger, fordi ældre typisk ikke oplever samme lønstigninger som yngre løn- modtagere.

I figur 4 er der ikke skelnet mellem, om fratrædelsen fra arbejdsstedet var frivillig eller ufrivillig. Det kan ikke udelukkes, at

den efterfølgende lønudvikling er meget afhængig af, om lønmodtageren er blevet afskediget eller selv har valgt at forlade arbejdsstedet. Af de registerdata, der er adgang til i Danmarks Statistik, fremgår det imidlertid ikke, hvorvidt fratrædelsen er frivillig eller ufrivillig. Derimod er der oplysninger om eventuel ledighed for den enkelte lønmodtager i forbindelse med jobskiftet. Hovedparten af de lønmodta- gere, der selv vælger at skifte job, er næppe berørt af ledighed i forbindelse med jobskiftet. De personer der afskedi- ges, kan derfor statistisk set afgrænses som de lønmodtagere, der er berørt af ledighed i forbindelse med jobskiftet. Her skal man imidlertid være opmærksom på, at der blandt de afskedigede sandsynligvis er mange, der finder nyt job i løbet af opsigelsesperioden, og dermed heller ikke bliver berørt af ledighed. De lønmodta- gere, der er berørt af ledighed i forbindelse med jobskiftet, er således den svageste gruppe blandt de afskedigede.

Som det fremgår af figur 5, er lønud- viklingen for fratrådte ledighedsberørte lønmodtagere fra nedlagte og indskræn- Figur 5. Udviklingen i lønmodtageres gennemsnitlige timeløn fordelt på jobskiftstatus 1997/

1998

Anm.: Se figur 4.

90 95 100 105 110 115 120 125 130

1997 1998 1999 2000 2001 2002

Indeks (1997=100)

90 95 100 105 110 115 120 125 130

Indeks (1997=100)

Fratrådt med ledighed, nedlagt Fratrådt uden ledighed, almindelig Ikke fratrådt, almindelig Fratrådt med ledighed, indskrænket Fratrådt med ledighed, almindelig

(13)

kede arbejdssteder betydeligt lavere end blandt andre lønmodtagergrupper. I perioden 1997 til 2002 stiger den gennemsnitlige timeløn for disse lønmodtagere med under 10 procent, mens den tilsvarende stigning for lønmodtagere, der ikke fra- træder arbejdsstedet i 1998, i gennemsnit er på omkring 21 procent. Den lønmodta- gergruppe, der har oplevet den største løn- stigning i perioden, er lønmodtagere fra almindelige arbejdssteder, som skifter job uden mellemliggende ledighed. Det frem- går af figur 5, at disse lønmodtagere har oplevet en stigning på omkring 27 procent i perioden. Lønmodtagere, der mister jobbet og bliver ledige fra et almindeligt arbejdssted, oplever i gennemsnit en løn- stigning på 17 procent over de fem år.

Ledighed i forbindelse med jobskift har stort set samme betydning for den efter- følgende lønudvikling for alle uddannelsesgrupper. Det illustreres i tabel 4, der viser hvor meget, lønudviklingen for de forskellige uddannelsesgrupper adskiller sig fra lønudviklingen generelt i de enkelte uddannelsesgrupper.

Lønmodtagere, der bliver ledige efter at have mister jobbet på et nedlagt eller ind- skrænket arbejdssted, oplever for alle uddannelsesgrupper en markant lavere lønudvikling end den generelle lønudvik-

ling for uddannelsesgruppen. Det fremgår af de to første rækker i tabellen. Det ses også, at løntabet er større end på de almindelige arbejdssteder. Samlet viser det sig, at tabet er størst for dem med en videregå- ende uddannelse – her udgør løntabet 10,8 procent – mens det er mindst for de ufag- lærte. Det kan blandt andet skyldes, at disse lønmodtagere skifter branche og kommer over i nogle virksomheder med bedre fremtidsmuligheder og dermed bedre muligheder for at opnå højere løn.

Samtidig er det værd at huske på, at det er en mindre del af de højtuddannede end af de andre uddannelsesgrupper, der ender i ledighed, jævnfør tabel 3. Det betyder formentlig, at de højtuddannede personer, der er tilbage i denne gruppe, er dem, der er mindst omstillingsdygtige og har de mindst alsidige kompetencer.

Derudover spiller det formentlig også ind, at ledighed blandt ufaglærte ikke – i samme omfang som f.eks. blandt højt- uddannede - ”stempler” de ledige.

Ser man udelukkende på de ufaglærte, der går ledige efter at have mistet jobbet på almindeligt arbejdssted, oplever denne gruppe rent faktisk en lidt større lønfrem- gang end ufaglærte generelt.

Tabel 4. Lønstigningstakt fra 1997 til 2002 for ledighedsberørte lønmodtagere, der fratrådte arbejdsstedet i 1998, målt i forhold til den generelle lønstigning i perioden

Ufaglærte Erhvervsfaglig Videregående I alt

Virksomhedens type Procent enheder

- Nedlagt -10,6 -9,2 -27,6 -13,1

- Indskrænket -9,3 -10,6 -16,9 -11,2

- Almindelig 1,5 -4,8 -8,8 -4,8

- I alt -1,1 -6,1 -10,8 -6,4

Anm.: Se figur 4

(14)

Fratrædelser kan påvirke den enkeltes ind- tjening både via timelønnen og via be- skæftigelsesomfanget. For at få et samlet billede af, hvordan indtjeningen påvirkes, undersøges udviklingen i lønindkomsten blandt de, der fratræder og de, der bliver på virksomheden .

Set i forhold til lønindkomsten for alle lønmodtagere under ét, viser figur 6 det lønindkomsttab, personer, der er ledige i forbindelse med jobskifte, oplever i årene efter jobskiftet. Som det fremgår, er løn- tabet på omkring 25 procent i det år, hvor jobskiftet finder sted, mens løntabet stiger lidt året efter jobskiftet.

Fem år efter fratrædelsen er der en tendens til, at løntabet har stabiliseret sig på omkring 13 procent for fratrædelser på nedlagte og almindelige arbejdssteder, mens løntabet efter fem år for fratrædelser fra indskrænkende arbejdssteder er på omkring 18 procent. Analysen tyder altså på, at der er relativt store og (tilsvarende be- kymrende) permanente omkostninger ved

at ende i ledighed i forbindelse med fra- trædelser fra et job.

Sammenholdes dette langsigtede tab i lønindkomst med det langsigtede tab i ti- melønnen (som belyst i afsnittet ovenfor), viser det sig, at tabet i lønindkomsten er lidt større end reduktionen i timelønnen blandt fratrådte på almindelige og ind- skrænkede arbejdssteder. Denne forskel skyldes langt overvejende, at beskæfti- gelsesgraden blandt disse lønmodtagere efter fem år fortsat er lavere end den generelle beskæftigelsesgrad. Derimod er tabet i lønindkomst og timeløn nogenlunde sammenfaldende for fratrådte på nedlagte arbejdssteder.

Samlet viser analysen, at de privatøko- nomiske omkostninger ved at blive ledig i forbindelse med fratrædelse fra et job er relativt store. Det er imidlertid ikke kun den enkelte, der har omkostninger ved ledigheden. Ledigheden er også en udgift for det offentlige som følge af udbetaling af understøttelse og lavere skatteindtæg- ter. Tiltag, der kan mindske andelen af Figur 6. Udviklingen i løntabet blandt fratrådte ledighedsberørte målt i forhold til løn- indkomsten blandt lønmodtagere som helhed

Anm.: Kun personer med fuldtidsbeskæftigelse og mindst 3 års anciennitet i 1997 er medtaget.

0 5 10 15 20 25 30 35

1998 1999 2000 2001 2002

Procent enheder

0 5 10 15 20 25 30 35

Procent enheder

Nedlagt Indskrænket Almindelig

(15)

lønmodtagere, der ender i ledighed, vil så- ledes både være gavnlige for den enkelte og for samfundet. Da de personer, der rammes af ledighed, må forventes at være de kvalifikationsmæssigt svageste (nogle har måske også andre ting imod sig) enten som en følge af manglende kvalifikationer eller som en følge af, at kvalifikationerne er de ”gale”, vil en løbende efteruddannelse kunne være med til at mindske omfanget af ledighed i forbindelse med virksomhedsnedskæringer.

Afslutning

Samlet viser analysen, at der er en høj grad af dynamik på det danske arbejdsmarked. Analysen viser endvidere, at høj beskæftigelse og et vist pres på arbejdsmarkedet kan være med til at smidiggøre de strukturelle branchemæssige skift, der kan være nødvendige som følge af for eksempel stigende globalisering og indfø- relse af ny teknologi. Det viser sig såle- des, at langt de fleste af de ansatte i virksomheder, der lukker, har fundet nyt arbejde året efter virksomheden lukkede – det gælder både ufaglærte og andre uddannelsesgrupper.

Analysen viser dog også, at der på trods af den høje dynamik stadig er en del, der bliver negativt berørt og ender enten i ledighed eller udenfor arbejdsmarkedet, når en virksomhed enten skærer ned eller lukker.

Analysen viser, at specielt ufaglærte rammes i relativt højere grad end andre.

Både lønudviklingen og størrelsen af det løntab, der følger af en eventuel ledighed i forbindelse fratrædelse fra nedlagte eller indskrænkende virksomheder, viser, at der er store økonomiske omkostninger både for de berørte, men i sidste ende også for det offentlige.

Analysen understreger således vigtighe- den af at der foregår en løbende efteruddannelse af medarbejderne således, at man kan undgå, at folk ender i ledighed, hvis deres virksomhed enten skærer ned eller lukker. Kun ved en fortsat opgrade- ring af lønmodtagernes kompetencer sik- rer man, at de vil kunne tage nye udfor- dringer enten på deres nuværende arbejdsplads eller på nye arbejdspladser i forbindelse med tvungne såvel som frivillige fratrædelser.

(16)

I dette kapitel foretager vi en fremskrivning af dansk økonomi til 2015 bl.a. for at kunne give et bud på, hvordan fremtiden vil se ud på arbejdsmarkedet. Fremskriv- ninger så langt frem i tiden er meget usik- re og må ikke opfattes som egentlige pro- gnoser for dansk økonomi og beskæfti- gelse. Fremskrivningen skal opfattes som et scenario for den økonomiske og be- skæftigelsesmæssige udvikling, der afspejler de forudsætninger, der er lagt til grund for fremskrivningen.

Konkret vil vi se på indenfor hvilke erhverv, der kan forventes beskæftigelses- fremgang og inden for hvilke erhverv, be- skæftigelsen vil gå tilbage. Fremskrivnin- gen af den beskæftigelsesmæssige udvikling vil vi derefter kombinere med oplysninger om erhvervenes uddannelsessam- mensætning og en fremskrivning af arbejdsudbuddet fordelt på uddannelser. Det giver os mulighed for at se nærmere på tendensen i udbuddet og efterspørgslen efter arbejdskraft fordelt på uddannelsesgrupper.

Den økonomiske vækst bliver lavere Den økonomiske vækst bliver i de kommende ti år lavere, end hvad vi har set de foregående 10-15 år. Det skyldes primært, at den ene af de faktorer, der er bestemmende for den økonomiske vækst, nemlig

Tendenser på det danske

arbejdsmarked de næste ti år

Den befolkningsmæssige udvikling betyder, at den økonomiske vækst i de kommende ti år bliver lavere, end hvad vi har set de foregående 10-15 år. Reformer rettet mod at øge beskæftigelsen bliver helt afgørende for den fremtidige velstandsudvikling. Fremskriv- ningen til 2015 indikerer, at virksomhedernes efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft ikke vil kunne realiseres, hvis der ikke sker et løft i uddannelsesniveauet. Hvis dette løft ikke realiseres, er der risiko for, at uligheden mellem de ufaglærte og de længere ud- dannede vil øges, og det vil samtidig begrænse vækstmulighederne.

beskæftigelsen, ikke kan vokse særlig meget. Årsagen er, at den befolkningsmæs- sige (demografiske) udvikling – primært det forhold, at der bliver relativt flere æl- dre og færre yngre - lægger et massivt nedadgående pres på arbejdsstyrken og dermed beskæftigelsen.

Det må på nuværende tidspunkt betegnes som umuligt i løbet af de næste fem år at nå de målsætninger, der er opstillet for beskæftigelsen i regeringens 2010-plan. I det scenario for dansk økonomi, der i dette kapitel danner grundlag for udviklingen på arbejdsmarkedet i de kommende ti år, er det antaget, at regeringens beskæftigel- seskrav først bliver opfyldt i 2015. Kapit- let indeholder også analyser af alternative forløb for beskæftigelsen.

Figur 1 sammenholder det forudsatte forløb i 2015-fremskrivningen for beskæf- tigelse og arbejdsstyrke med det demografiske udgangspunkt. Det demografiske udgangspunkt er det forløb, man over tid vil- le ramme, hvis deltagelsen på arbejdsmarkedet (erhvervsfrekvenserne) for de forskellige køn-, alder- og herkomstgrupper ikke ændrer sig i fremtiden.

Forskellen mellem det demografiske udgangspunkt/forløb og 2015-arbejdsstyrken i figur 1 afspejler, at et øget uddannel-

(17)

sesniveau og tidligere og kommende initiativer skal øge erhvervsdeltagelsen svarende til 60.000 personer fra 2004-2015.

Forskellen mellem 2015-beskæftigelsen og 2015-arbejdsstyrken afspejler et fald i ledigheden på godt 45.000 personer, såle- des at ledigheden i 2015 når ned på ca.

130.000 personer. En realisering af et så lavt ledighedsniveau vil fordre en styrkelse af den aktive arbejdsmarkedspolitik, da ledighed mellem jobskifte, sæsonmæs- sig ledighed, beskæftigede der holder fe- rie på dagpenge, hjemsendelsesledighed mv., sætter en nedre grænse for ledigheden.

Alt i alt er der i figur 1 en forskel på godt 100.000 personer mellem det demografiske udgangspunkt og beskæftigelsen ude i 2015. Det svarer i store træk til den forskel, der er mellem beskæftigelsen i kravforløbet og den demografiske udvikling i regeringens seneste 2010-plan i år 2010 (jf. Økonomisk Redegørelse, maj 2005). Vi har således i vores 2015-frem-

skrivning et forløb, der nogenlunde modsvarer forudsætningerne i kravforløbet i regeringens 2010-plan dog således, at må- let mere realistisk først nås ude i 2015. En realisering af forløbet kræver, at der gen- nemføres en række nye initiativer/reformer, der løfter beskæftigelsen ud over den stigning, der følger af et øget uddannelsesniveau.

Hvis ikke der gennemføres nye initiativer/reformer - f.eks. bedre integration, at de unge kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet og at der sker en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet – vil gabet mellem det demografiske udgangspunkt og beskæftigelsesscenariet i figur 1 ikke blive lukket. Det betyder, at beskæftigelsen vil udvikle sig mindre positivt end forudsat i grundscenariet, og at grænsen for, hvor meget BNP kan vokse, vil falde i forhold til 2015-fremskrivningen. Tabel 1 ser på betydningen af udviklingen i beskæftigelsen for BNP-væksten i grundscenariet.

Figur 1. 2015-fremskrivningen af beskæftigelse og arbejdsstyrke sammenholdt med den befolkningsmæssige udvikling

Anm.: Det demografiske forløb er opgjort på basis af RAS (2002) og DREAMs (2003)- befolkningsprognose Kilde: Danmarks Statistik, DREAM og AErådet.

2820 2840 2860 2880 2900 2920 2940

2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015

1.000 personer

2645 2665 2685 2705 2725 2745 2765

1.000 personer

Demografisk udgangspunkt Arbejdst. 2015-fremskrivning Besk. 2015 (højre akse)

(18)

BNP vokser i perioden 2005-2015 årligt med gennemsnitligt 1¾ procent. Denne vækst skabes af et bidrag fra beskæftigel- sen på knap 0,1 procent enhed og en produktivitetsvækst på ca. 1,6 procent enheder. Produktiviteten – der er den anden faktor, der er bestemmende for væksten – er forudsat at stige på linje med udviklingen de seneste 10-15 år, jf. nederste linje i tabel 1.

Sammenholdt med tidligere er bidraget fra beskæftigelsesvæksten således be- grænset i den kommende ti års periode. I 1990’erne var bidraget på 0,3 procent enheder og i slutningen af 1990’erne var bidraget på hele 1,5 procent enheder i gennemsnit om året.

Tabel 1 viser samtidig en forklaring af bidraget fra beskæftigelsesvæksten fra ændret arbejdsstyrke og ændret ledighed, hvor bidraget fra arbejdsstyrken igen er opdelt på bidrag fra befolkningsudviklingen og bidrag fra højere erhvervsdeltagelse (erhvervsfrekvens). Det markante bidrag fra beskæftigelsesvæksten i slut-

ningen af 1990’erne kom næsten udelukkende fra ledigheden. Tabel 1 afspejler så- ledes i høj grad 1990’ernes succes med at få reduceret ledigheden.

Tabel 1 markerer også tydeligt de æn- dringer, der nødvendigvis må ske hvis ikke BNP-vækstraten skal falde yderli- gere. I de foregående 10-15 år har bidraget fra befolkningsudviklingen til BNP- væksten været positivt, mens bidraget fra erhvervsdeltagelsen til tider har været negativt. I den kommende tiårs periode for- holder det sig omvendt. Her ved vi, at bidraget fra befolkningsudviklingen er negativt. Det negative bidrag fra befolkningsudviklingen vil udgøre ca. 0,2 procent enheder årligt. For at modgå det kræ- ves der, som forudsat i 2015-fremskriv- ningens grundforløb, initiativer og/eller ændret adfærd, der øger deltagelsen på arbejdsmarkedet.

Hvis ikke der gennemføres nye initiativer skrumper grænsen for hvor meget, økonomien kan vokse set over en årræk- ke. På kort sigt vil økonomien godt kunne Tabel 1. Opgørelse af BNP-væksten set fra udbudssiden

1990’erne 1995-1999 2000-2004 2005-2015 Gennemsnitlig årlig vækst, procent

BNP-vækst 2,1 2,7 1,5 1,7

heraf beskæftigelse 0,3 1,5 0,0 0,1

- heraf Ledighed 0,4 1,4 0,0 0,2

Arbejdsstyrke -0,1 0,1 0,1 0,0

- heraf Erhvervsfrekvens -0,4 -0,2 0,0 0,2 Befolkning 0,3 0,3 0,1 -0,2

Produktivitet (pr. beskæftiget) 1,8 1,1 1,5 1,6

Anm.: Bidraget fra befolkningen modsvarer i perioden 2005-2015 den demografiske udvikling fra figur 1.

Beskæftigelsen og produktiviteten opgøres per beskæftiget, fordi det vurderes, at opgørelsen af arbejdsti- merne endnu ikke har en kvalitet der berettiger til at anvende dem. Afrunding gør, at summen ikke nød- vendigvis passer med totalen.

Kilde: ADAMs databank og AErådet.

(19)

svinge både over og under denne grænse.

Men set over en lidt længere horisont, hvor konjunktursvingene netter ud, vil grænsen være bindende.

Tabel 2 viser vækstbidraget fra beskæf- tigelsen og BNP-væksten under forskellige forløb for arbejdsmarkedet. Lukkes f.eks. kun halvdelen af gabet mellem det forudsatte beskæftigelsesforløb i 2015- fremskrivningen og det demografiske udgangspunkt i figur 1, vil BNP kun vokse knap 1,6 procent om året i perioden 2004- 2015 eller næsten 0,2 procent enheder mindre end forudsat i 2015-fremskrivningen. Det svarer til, at BNP ude i 2015 er 6.300 kr. lavere per indbygger end i grundforløbet, målt i 2005 priser.

Til sammenligning er BNP-vækstpoten- tialet under forudsætning af et rent demografisk forløb – dvs. et forløb uden stigende erhvervsfrekvenser og faldende ledighed – kun knap 1,4 procent om året frem mod 2015.

Alt i alt peger ovenstående på, at det i fremtiden bliver reformer rettet mod at øge beskæftigelsen, der kommer til at af- gøre den fremtidige vækst og dermed velstandsudvikling. Samtidig er udviklingen på arbejdsmarkedet afgørende for udviklingen i det finanspolitiske råderum.

Fortsat skifte mod servicesamfundet

Fremskrivningen til 2015 indebærer et fortsat skifte mod servicesamfundet fra Tabel 3. Beskæftigelsen fordelt på hovederhverv, 1990-2015

1990-2004 2004 2004-2015

1.000 personer

Landbrug mv. -49 116 -31

Bygge- og anlægsvirksomhed 14 166 4

Industri -101 418 -48

Private serviceerhverv 183 1.219 89

Offentlige tjenester 63 804 22

I alt 111 2.723 37

Tabel 2. Konsekvenserne for gennemsnitlig BNP-vækst af forskellige situationer, 2005- 2015

Ændret beskæftigelse Vækstbidrag BNP-vækst Forskel i BNP pr.

fra beskæftigelse indbygger i 2015 1.000 personer Pct. enheder Procent 2005-kr.

AE 2015-fremskrivning 37 0,1 1,7 -

Kun halvdelen af gabet lukkes -17 -0,1 1,6 -6.300

Demografisk forløb -70 -0,2 1,4 -12.500

Anm.: AErådets demografiske forløb. Opgørelserne er foretaget under forudsætning om samme produktivitetsvækst som i 2015-fremskrivningen. I sidste søjle vises forskellen i BNP per indbygger ved en årlig lavere vækst sammenholdt med grundforløbet i 2015-fremskrivningen. Opgørelsen måles i 2005- priser.

Kilde: Danmarks Statistik, DREAM (2003) og AErådet.

(20)

landbrug mv. og industrien. Det fremgår af tabel 3, der viser beskæftigelsesudvik- lingen fordelt på hovederhverv, dels historisk og dels i 2015-fremskrivningen. Bilag 1 viser lidt mere detaljeret den økonomi- ske udvikling frem til 2015, der ligger bag beskæftigelsesudviklingen.

Landbrug mv. og industri kommer til at betyde mindre og mindre for beskæftigel- sen. Fra 2004 til 2015 ventes beskæftigel- sen inden for landbruget mv. reduceret med 31.000 personer, mens beskæftigel- sen i industrien forventes at falde med 48.000 personer.

Der, hvor beskæftigelsen i særdeleshed øges, er inden for de private serviceerhverv. Her ventes en vækst i fremskriv- ningsperioden på ca. 89.000 personer, så- ledes at andelen af den samlede beskæfti- gelse for de private serviceerhverv i 2015 udgør 47½ procent. Et andet område, hvor der ventes nævneværdig beskæftigelses- fremgang, er inden for de offentlige tjenester. Her stiger beskæftigelsen fra 2004- 2015 med 22.000 personer.

En stor del af den negative beskæftigel- sesudvikling for landbruget mv. samt industri skyldes en høj produktivitetsvækst.

En positiv produktivitetsvækst betyder

lidt firkantet sagt, at erhvervet år efter år kan producere en større mængde med den samme beskæftigelse, og/eller at man kan producere den samme mængde med færre beskæftigede. Som det fremgår af tabel 4, er det netop indenfor landbruget mv. og industri, at man finder de højeste produk- tivitetsstigninger – både historisk og frem- adrettet. Det afspejler en mere og mere ef- fektiv produktion, der gør, at selvom produktionen i mængder øges år efter år, så sker det med færre og færre beskæftigede.

En af årsagerne bag udviklingen er. at man i disse erhverv nemmere kan effekti- visere produktionen med maskiner samt outsource servicefunktioner til andre danske virksomheder og til udlandet. Samti- dig er landbruget mv. og industrien mere udsat for udenlandsk konkurrence end de øvrige erhverv – det stiller også krav til effektiviseringer og outsourcing i en stadig mere globaliseret verden.

Alt i alt forventes i forlængelse af de historiske tendenser, at jobudsigterne tegner lysest indenfor serviceerhvervene, herun- der de offentlige tjenester. Dermed ikke sagt, at der ikke vil oprettes nye job indenfor f.eks. industrien – det vil der, men der vil bare blive nedlagt flere job, end der oprettes, og jobbene vil formentlig

Tabel 4. Gennemsnitlig produktivitetsvækst i private erhverv

1990'erne 1995-2004 2005-2015

Gennemsnitlig vækst procent

Landbrug mv. 4,8 3,8 4,0

Bygge- og anlægsvirksomhed 0,1 0,2 1,2

Industri 2,3 2,2 2,6

Private serviceerhverv 2,1 1,8 1,8

Private erhverv 2,1 1,8 1,9

Anm.: Opgørelsen er foretaget per beskæftiget. Private erhverv er hele økonomien eksklusive offentlige tjenester.

(21)

især blive oprettet i andre industrierhverv end der, hvor de nedlægges.

Den uddannelsesmæssige sammen- sætning af beskæftigelsen

Med udgangspunkt i ovenstående fremskrivning af beskæftigelsen fordelt på erhverv, er det muligt at skønne over tendensen i den fremtidige beskæftigelse fordelt på uddannelse. Dette gøres ved at kombinere beskæftigelsen i de enkelte erhverv med uddannelsessammensætningen i de enkelte erhverv. For hvert af de 19 erhverv i ADAM-modellen er det under- søgt, hvorledes uddannelsesfordelingen har udviklet sig de sidste ca. ti år. Forud- sættes uddannelsessammensætningen i hvert af de 19 erhverv at udvikle sig på samme måde de kommende ti år, som vi har set de sidste ca. ti år, giver dette, sammen med den branchefordelte beskæfti- gelse i fremskrivningen, et billede af be- skæftigelsen fordelt på uddannelse.

Tabel 5 viser hvorledes beskæftigelsen – fordelt på uddannelse – må forventes at udvikle sig, når tendensen i uddannelses- sammensætningen i de enkelte erhverv kombineres med udviklingen i beskæfti- gelsen i de enkelte erhverv i fremskrivningen.

Som det fremgår af tabellen, dækker den moderate stigning i beskæftigelsen fra

2004 til 2015 på 37.000 personer over en stigning i efterspørgslen efter personer med en videregående uddannelse på næ- sten 190.000 personer, mens efterspørgs- len efter ufaglært arbejdskraft falder med 240.000 personer. Efterspørgslen efter faglært arbejdskraft stiger med 45.000 personer. Samme stigning ses for personer med en gymnasial ungdomsuddannelse.

Som sagt bygger fremskrivningen i høj grad på en videreførelse af dels de brancheglidningstendenser og dels de tendenser i uddannelsessammensætningen i de enkelte erhverv, som vi har set de sidste ca. ti år. Det store fald i efterspørgslen efter ufaglært arbejdskraft er således en følge af både, at beskæftigelsen falder i de erhverv, hvor der er mange faglærte ansat, og at andelen af ufaglærte i de enkelte brancher falder. Det omvendte er tilfældet for efterspørgslen efter personer med en videregående uddannelse.

Figur 2 viser, hvordan uddannelsessam- mensætningen har ændret sig fra 1994 til 2002 i hovederhvervene. Som det fremgår af figuren, er andelen af ufaglærte faldet i alle hovederhverv, mens andelen af uddannet arbejdskraft omvendt er steget.

Stigningen har været mest markant for personer med en videregående uddannelse. Da det er uddannelsessammensætnin- gen i hovederhvervene, der er vist i figur

Tabel 5. Tendensen i beskæftigelsen fordelt på uddannelse frem til 2015

2004 2015 Ændring

1.000 personer

Ufaglært 767 527 -240

Ungdomsudd. 245 291 46

Erhvervsudd. 1.009 1.054 45

Videregående udd. 702 889 187

I alt 2.723 2.760 37

(22)

2, skyldes en del af ændringen i uddan- nelsessammensætningen branchefor- skydninger indenfor de enkelte hovederhverv.

Det er selvfølgelig højest usikkert, om de brancheglidningstendenser og de tendenser, vi har set i uddannelsessammen- sætningen i de enkelte erhverv de sidste ca. ti år, vil fortsætte i fremtiden. Frem- skrivningen af beskæftigelsen fordelt på uddannelse skal derfor ikke opfattes som en egentlig prognose for beskæftigelsen, men som et sandsynligt scenario for be- skæftigelsen, hvis de tendenser, vi har set, historisk forsætter de kommende ti år.

Spørgsmålet er så, hvorledes udbuddet af arbejdskraft passer til de kvalifikationer, som virksomhederne tenderer til at efter- spørge i fremtiden.

Hvorledes det samlede fald i arbejdsudbuddet frem til 2015 på knap 10.000 personer fordeler sig på uddannelsesgrupper, afhænger i stor udstrækning af det uddannelsesniveau, de unge vil opnå i de kommende år. Forudsætter man, at det nuværende uddannelsesmønster hos de unge forsætter uændret de kommende ti år, får man et billede som vist i tabel 6.

Som det fremgår af tabellen, vil der blive væsentligt færre i arbejdsstyrken, som kun Figur 2. Ændring i uddannelsesandele i hovederhvervene, 1994-2002

Kilde: IDA-registret og AErådet

-15 -10 -5 0 5 10 15

Ændring i andel pct.enhed.

Ufaglært Ungdom Faglært Videregå Ud.

Landbrug mv. Bygge og anlæg Industri Private serviceerhverv

Offentlige tjenester

Tabel 6. Arbejdsstyrke fordelt på uddannelse

2004-2015 1994-2004

Ufaglært -113 -248

Ungdomsudd. 58 36

Erhvervsudd. -68 51

Videregående udd. 114 193

I alt -9 32

Anm.: Udbuddet af de forskellige typer af arbejdskraft er fremskrevet under forudsætning af, at den nuværende adfærd i uddannelsessystemet fastholdes fremover.

Kilde: ADAMs databank, IDA-registret og AErådet

(23)

har grundskolen som højest afsluttede uddannelse. Der bliver også færre med en erhvervsfaglig uddannelse. Til gengæld bliver der flere, der har en gymnasial uddannelse og videregående uddannelse. De fremtidige tendenser afviger fra det vi har set i tiårs perioden 1994-2004 på flere områder.

For det første falder arbejdsstyrken frem til 2015, hvor den steg i perioden 1994-2004. For det andet falder udbuddet af faglært arbejdskraft, hvor det tidligere steg. Derudover falder udbuddet af ufag- lært arbejdskraft ikke så kraftigt i de kommende ti år, som det var tilfældet fra 1994-2004. Endelig øges udbuddet af personer med en gymnasial ungdomsuddannelse kraftigere i de kommende ti år, end det var tilfældet i 1990’erne og først i det nye årtusinde, mens stigningen i antallet af personer med en videregående uddannelse vil være væsentligt mindre de kommende ti år end det, vi så fra 1994-2004.

Sammenholdes udbud og efterspørgsel efter de forskellige uddannelser i tabel 5 og tabel 6, ses det, at virksomhedernes ef- terspørgsel efter uddannet arbejdskraft ikke vil kunne realiseres, hvis der ikke sker et løft i uddannelsesniveauet. Således er virksomhedernes efterspørgsel efter faglært arbejdskraft og arbejdskraft med en videregående uddannelse langt større end det udbud, der skabes ved en fasthol- delse af det nuværende uddannelsesmøn- ster. Omvendt falder virksomhedernes ef- terspørgsel efter ufaglært arbejdskraft væ- sentligt mere, end udbuddet af ufaglært arbejdskraft falder.

Sammenholdes den historiske udvikling i udbuddet af arbejdskraft i tabel 6 med den efterspørgsel efter arbejdskraft, som

følger af 2015-fremskrivningen, jf. tabel 5, ses det, at vi i perioden 1994-2004 faktisk var i stand til at hæve arbejdsstyrkens uddannelsesniveau svarende til den efter- spørgsel frem til 2015, som er et resultat af fremskrivningen.

Fremskrivningerne af udbud og efter- spørgsel efter arbejdskraft for de forskellige uddannelsesgrupper frem til 2015 er rent fiktive i den forstand, at der aldrig vil kunne realiseres et økonomisk forløb med så store ubalancer – et kæmpe overudbud af ufaglærte og en kæmpe overefterspør- gsel efter arbejdskraft med en faglært og en videregående uddannelse.

Fremskrivningerne illustrerer imidlertid behovet for at hæve uddannelsesniveauet, så udbuddet af kvalifikationer kan holde trit med virksomhedernes efterspørgsel efter kvalifikationer. Det øgede udbud af kvalifikationer må især tilfredsstilles ved, at hver ny ungdomsårgang opnår et højere uddannelsesniveau end tidligere ung- domsårgange, men der må også ske en styrkelse af efteruddannelsesindsatsen, så- ledes at de ufaglærte, der allerede er på arbejdsmarkedet, opnår kvalifikationer svarende til faglærte, og at faglærte opnår kvalifikationer svarende til personer med en videregående uddannelse.

Hvis dette løft i arbejdsstyrkens kvalifi- kationsniveau ikke realiseres, vil uligheden mellem de ufaglærte og de længere uddannede øges, og det vil samtidig læg- ge begrænsninger på vækstmulighederne, fordi der ikke vil være nok faglærte og vi- deregående uddannede til at skabe de fremtidige ændringer i erhvervsstrukturen, som en succesfuld tackling af globalise- ringsudfordringen vil fordre.

(24)

Tabel. Nøgletal for dansk økonomi historisk og 2015-fremskrivningen

1990’erne 1995-2004 2005-2015

Gennemsnitlig realvækst i procent

Privat forbrug 2,0 1,5 2,0

Offentligt forbrug 2,0 1,9 0,6

Boligbyggeri 1,6 4,8 0,9

Maskininvesteringer 5,9 6,9 4,0

Øvrige bygge- og anlægsinvest. -0,3 0,3 1,9

Lagerinv. - vækstbidrag -0,1 -0,1 0,0

Eksport 4,4 5,5 3,8

Import 4,8 6,4 4,2

Bruttonationalprodukt 2,1 2,0 1,7

Procent af BNP i slutår

Betalingsbalance 1,8 2,5 4,3

Offentlig saldo 3,2 2,3 1,6

1.000 personer i slutår

Beskæftigelse 2.721 2.723 2.760

Arbejdsløshed 158 176 131

Arbejdsstyrke 2.879 2.899 2.891

Kilde: ADAMs databank (Danmarks Statistik) og AErådet.

Forudsætninger for 2015-fremskrivningen - Lav og stabil inflations- og lønudvikling.

- Fortsat stigende bytteforhold som følge af den stigende globalisering.

- Fortsat stigende import- og eksportkvoter (import og eksport som andel af BNP).

afspejlende en fortsat stigende international samhandel.

- Fortsat stigende materielinvesteringskvoter og nogenlunde faste bolig-, bygge- og anlægskvoter.

- Nogenlunde fast forbrugskvote.

- Regeringens krav til reformer, der øger beskæftigelsen iht. den såkaldte 2010- plan, er indregnet, men således at kravet mere realistisk først nås i 2015.

- Finanspolitikken følger ligeledes 2010-planen, dog er SP-ordningen i fremskrivningen suspenderet frem til og med 2007. Skattestoppet ”kører” frem til 2010.

- Det offentlige forbrug stiger frem til 2010 med ½ procent om året. Fra 2010 til 2015 udgør den årlige realvækst 0,8 procent.

- Der forudsættes en produktivitetsvækst i hovederhvervene på linje med de historiske tendenser.

Fremskrivningen er foretaget på den makroøkonometriske model ADAM.

Bilag 1. En fremskrivning af dansk økonomi til 2015

Frem til 2007 svarer fremskrivningen nogenlunde til den seneste konjunkturprog- nose fra AErådet. Boksen opridser i korte

træk de forudsætninger, der er lagt til grund for 2015-fremskrivningen. Tabellen viser hovedposter fra fremskrivningen, sammenholdt med udviklingen de sidste 10-15 år.

(25)

Siden midten af 1990’erne har der været en relativ kraftig fremgang i middellevetiden. Befolkningsprognoserne peger også på stigende middellevetid i fremtiden.

Begge disse forhold vil øge antallet af pensionister i fremtiden. Det er således bl.a. som følge af den glædelige nyhed, at vi lever længere og længere, at de offentlige ældreudgifter vil stige i fremtiden. El- ler sagt med andre ord; Det er bl.a. som følge af stigende levetid, at finanspolitikken i dag må betegnes som uholdbar – med de nuværende regler, satser og stan- darder for den offentlige service og over- førsler samt med den nuværende erhvervsdeltagelse for de enkelte alders- grupper mv.

Dette holdbarhedsproblem løses bedst ved at forbedre de offentlige budgetter gennem højere beskæftigelse. Den højere beskæftigelse kan bl.a. opnås ved, at en del af de flere år, man lever, også tilbrin- ges på arbejdsmarkedet – frem for alene at slå ud i en længere pensionisttilværelse.

Med dette udgangspunkt ser artiklen nær- mere på de finanspolitiske effekter af den stigende middellevetid, ligesom de mulige gevinster ved højere pensionsalder disku- teres.

Middellevetid, pensionsalder og tilbagetrækning

Erfaringerne fra de 50-59 åriges erhvervsdeltagelse og beskæftigelse igennem de sidste små 25 år viser, at når der er et ”tilstrækkeligt” pres på arbejdsmarkedet, så vil æn- dringer i tilbagetrækningsreglerne relativt hurtigt slå ud i beskæftigelsen. Da befolk- ningsudviklingen trækker i retning af faldende arbejdsstyrke, vil der være gode mulighe- der for at skabe et sådant ”tilstrækkeligt” pres på arbejdsmarkedet i fremtiden. Disse forhold – samt det faktum, at middellevetiden for de 65 årige er i relativ kraftig frem- gang – betyder, at man med god grund allerede nu bør overveje, hvordan og hvor hur- tigt man vil reagere på den stigende levetid.

Arbejdsudbud, beskæftigelse og tilbagetrækningsordninger

Den økonomiske teori tilsiger, at beskæf- tigelsen på langt sigt udvikler sig i overensstemmelse med udviklingen i arbejdsstyrken. I den offentlige debat fremføres det ind i mellem, at en stigning i arbejdsudbuddet for de ældre – f.eks. ved at hæve efterløns-/pensionsalderen – bare medfø- rer øget ledighed for de ældre.

På det korte sigt behøver der ikke være modstrid mellem de to udsagn. Hvorvidt beskæftigelsen udvikler sig i overensstemmelse med arbejdsstyrken, kan såle- des ikke ses uafhængigt af konjunktursituationen.

Figur 1 og 2 illustrerer disse sammen- hænge med udgangspunkt i de sidste knap 25 års udvikling i arbejdsudbuddet – målt ved erhvervsfrekvensen – og beskæftigel- sen for aldersgruppen 50-59 år. Årsagen til, at der netop stilles skarpt på denne al- dersgruppe, er, at de fra 1993 til 1996 havde mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet via den såkaldte over- gangsydelse.

Som det fremgår af figur 1, er der over tid en rimelig pæn sammenhæng mellem udbuddet på arbejdsmarkedet af personer i

(26)

50’erne og beskæftigelsen for disse personer. Specielt ses udsvingene i erhvervsfrekvensen i midten af 1990’erne – der kan henføres til overgangsydelsen – også at aflejre sig i beskæftigelsen.

Omvendt ses også af figuren, at under den langvarige lavkonjunktur fra 1987 til

1993 faldt beskæftigelsesgraden, selvom erhvervsfrekvensen steg.

I figur 2 er der renset for udviklingen i konjunkturerne ved at sætte de 50-59 åriges erhvervsfrekvens og beskæftigel- sesgrad i forhold til den generelle udvik-

Figur 2. ”Konjunkturrenset” arbejdsudbud og beskæftigelse for 50-59 årige

Anm.: Se figur 1. Figuren viser forskellen i erhvervsfrekvens hhv. beskæftigelsesgrad for de 50-59 årige i forhold til de 30-49 årige.

Kilde: Danmarks Statistik, RAS og AErådet.

-14 -12 -10 -8 -6 -4 -2 0

1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003

Procent

-14 -12 -10 -8 -6 -4 -2 0

Procent

Erhvervsfrekvens Beskæftigelsesgrad

Figur 1. Arbejdsudbud og beskæftigelse for 50-59 årige

Anm.: Som følge af ændret opgørelsesmetode er der databrud fra 2002 til 2003. Erhvervsfrekvensen hhv.

beskæftigelsesgraden måler andelen af personer i 50’erne, der er på arbejdsmarkedet hhv. i beskæftigelse. I begge tilfælde viser figuren den standardiserede udvikling.

Kilde: Danmarks Statistik, RAS og AErådet.

68 70 72 74 76 78 80 82 84

1981 1983 1985 1987 1989 1991 1993 1995 1997 1999 2001 2003

Procent

68 70 72 74 76 78 80 82 84

Procent

Erhvervsfrekvens Beskæftigelsesgrad

(27)

ling på arbejdsmarkedet – målt ved for- holdene for de 30-49 årige.

Renset for konjunkturudsving ses erhvervsfrekvens og beskæftigelsesgrad for de 50-59 årige praktisk taget at udvikle sig ens. Også omkring midten af 1990’erne, hvor indførelsen og siden afskaffelsen af overgangsydelsen medførte relativ store udsving i erhvervsfrekvensen for de 50- 59 årige.

Ovenstående figurer viser således, at der er en klar sammenhæng mellem mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og beskæftigelsen – som be- skrevet af den økonomiske teori. Men samtidig ses også, at i perioder med lavkonjunktur er dette ikke nødvendigvis til- fældet. Sagt med andre ord kræves såle- des et ”vist pres” på arbejdsmarkedet, for at ændringer i arbejdsstyrken – f.eks. som følge af ændringer i mulighederne for til- bagetrækning – slår fuldt ud i beskæftigel- sen.

Som følge af de negative demografiske tendenser på arbejdsmarkedet i fremtiden må man forvente, at der netop er det ”til- strækkelige pres” således, at senere tilba- getrækning fra arbejdsmarkedet rent faktisk også medfører højere beskæftigelse.

Udviklingen i levetiden

Udover konjunktursituationen er det selv- følgelig også afgørende for beskæftigel- seseffekten af ændrede tilbagetræknings- regler, hvordan sundhedstilstanden (i bred forstand) er ved pensionsalderen. En gan- ske god indikator for udviklingen i sundhedstilstanden er den forventede middellevetid for 65 årige.

Figur 3 sammenholder udviklingen i middellevetiden for 65 årige i Velfærds- kommissionens befolkningsprognoser med den historiske udvikling siden 1990.

Efter en længere periode med stagna- tion er middellevetiden for 65 årige steget med ét år i løbet af syv års-perioden 1995- Figur 3. Middellevetiden for 65 årige

Anm.: ”VFK-grund” er den befolkningsprognose, der er grundforløbet i Velfærdskommissionens beregninger.

I ”VFK-FN” har Velfærdskommissionen tilpasset stigningen i middellevetiden, så den er i overensstemmelse med FN’s antagelser for Vesteuropa. I overgangen fra de historiske data til befolkningsprognoserne er der databrud i 2003.

Kilde: DREAM, Velfærdskommissionen og AErådet.

15 16 17 18 19 20 21 22

1990 1993 1996 1999 2002 2005 2008 2011 2014 2017 2020 2023 2026 2029 2032 2035 2038

2041 2044 2047 2050

Antal år

15 16 17 18 19 20 21 22

Antal år

Middellevetid, 1990-2002 VFK-grund, 2003-2050 VFK-FN, 2003-2050