Copenhagen Buisness School – HD-Finansiel rådgivning
Finansielle kriser
- før, nu og i fremtiden
Kunne den være undgået?
Af: Bettina Wain
Vejleder: Torben Henning Nielsen D. 1. november 2012
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ... 4
2. problemformulering ... 6
3. Metode ... 6
4. Opgavens struktur ... 7
5. Afgrænsning ... 7
6. Historiske kriser ... 8
6.1. Wall Street krakket i 1929 ... 9
6.1.1 Hoover ... 12
6.1.2 Franklin D. Roosevelt ... 13
6.1.3 Hvad gjorde krakket i 1929 ved Europa ... 13
6.2 Danmark i krise 80’erne-90’erne... 14
6.2.1 Indgreb fra regeringen ... 14
6.2.2 De nordiske pengeinstitutter i krise ... 16
6.2.3 Danmark havde løsningen ... 17
6.3 Den Japanske krise ... 17
6.3.1 Jusen selskaber ... 18
6.3.2 Regeringens reaktion ... 18
6.4 Opsummering ... 20
7. Den nuværende krise 2007-? ... 21
7.1 Baggrunden for den nuværende krise ... 22
7.2.1 CDO’er ... 23
7.2.2 Moral Hazard ... 23
7.2.3 Subprime-lån ... 24
7.2.4 Likviditetskrise i finanskrisen... 26
7.3 Bankpakkerne ... 28
7.4 Too big too fail - nu SIFI ... 29
7.5 Hvad gjorde denne krise anderledes ... 30
7.6 Rogoff og Reinhart’s model i praksis ... 30
7.7 Delkonklusion ... 31
8. Monetarismen eller Keynesianismen ... 35
8.1 Monetarismen ... 35
8.1.1 Anna Starts ... 35
8.1.2 Joseph Schumpeter ... 37
8.2 Keynesianismen ... 37
8.2.1 Hyman Minsky ... 39
8.2.2 Charles Kindelberger ... 40
8.3 Delkonklusion ... 42
9. Basel ... 43
9.1 Hvorfor er det vigtigt at regulere ... 44
9.1.2 Indskydergarantifonden ... 45
9.2 Basel i et historisk perspektiv ... 46
9.3 Basel I ... 48
9.4 Basel II ... 49
9.4.1 Standard metoden ... 50
9.4.2 IRB-metoderne- Internal Rating-Based ... 50
9.4.3 Svaghederne i Basel II ... 51
9.5 Basel III ... 52
9.5.1 Likviditetskrav... 53
9.5.2 Kapitalkrav ... 56
9.6 Gældssætning/Gearing/Leverage Ratio ... 64
9.7 Indfasning af Basel III... 65
9.8 Hvad mangler i Basel III? ... 65
9.9 Delkonklusion (forskelle på Basel II og Basel III i grove træk) ... 66
10. Hvordan skal kapitalbehovet finansieres ... 68
10.1 Intern finansiering ... 68
10.2 Ekstern finansiering ... 69
10.3 Alternativer til finansiering ... 69
10.4 Hvad koster Basel III kunderne? ... 70
10.5 Delkonklusion ... 71
11. Konklusion ... 72
12. Perspektivering ... 74
13. Litteraturliste ... 75
1. Indledning
Der er mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med den finansielle krises oprindelse. Hvad var årsagen til krisens start, hvem var skyld i krisen og kunne vi have gjort noget anderledes. Har vi ikke lært noget af tidligere kriser og kunne der være gjort nogle flere tiltag, før denne krise udviklede sig til en verdensomspændende krise.
Befolkningen har kun medierne at forholde sig til, hvor der den ene dag bliver sagt at regeringerne er skyld i krisen, at de ikke har handlet hurtigt nok, og den anden dag siges det at det er pengeinstitutterne og deres grådighed som bærer ansvaret og er den afgørende årsag til krisens start. Er dette fair? Og hvad er det egentligt for en krise vi har? Har befolkningen selv en del af ansvaret?
Vi har de sidste 11 år været vidne til et volatilt finansielt marked. Omkring år 2000 havde vi IT boblen der brast, herefter fik vi et opsving og der fulgte 7 år med højkonjunktur. De første tegn på den eksisterende krise viste sig i 2007-2008, her var der mange som ikke skænkede ordet krise en tanke. Vi levede med afdragsfrie lån, da vi regnede med at vores bolig ville være det dobbelte værd om 5 år og luksus var en normal og naturlig del af vores hverdag. Mange ejede flere boliger fordi de kunne og banken gav dem lov til at låne, da dette skulle gøre dem rige.
I USA udviklede pengeinstitutterne subprime-lån.1 Der er hypoteser om at det er disse lån der er årsagen til krisen. De fik store pengeinstitutter til at gå konkurs og de finansielle markeder til at fryse til is. Ingen pengeinstitutter ville hjælpe hinanden når der manglede likviditet, for de vidste aldrig hvornår de skulle bruge likviditeten selv, eller om de ville få det tilbage. Krisen gik fra at være en subprime-krise til at blive en likviditetskrise og videreudvikle sig til en gældskrise som vi har været vidne til om dagligt de sidste 5 år.
Krisen har bland andet betydet at de sydeuropæiske lande er hårdt ramt og har af flere omgange modtaget kæmpe hjælpepakker og gennemført omfattende reformer for at afhjælpe problemet.
I Danmark prøvede vi at styre krisen gennem en bankpakke, dette var dog kun kortsigtet og ikke tilstrækkeligt, der var hurtigt brug for nye bankpakker.
Der var brug for nogle mere langsigtede løsninger. Det er her Basel komitéen blev bedt om at udarbejde et nyt regelsæt. Dette regelsæt skulle indebære strammere internationale reguleringer som skulle genoprette tillid i markedet og mellem de finansielle institutter og samtidig begrænse risici for fremtidige finansielle kriser.
1 http://videnom.com/finanskrisen-hvordan/ og finansielle kriser af Finn Østrup
Her udviklede Basel komitéen Basel III, denne skærper kravene til likviditet, tilsyn og kapitalbehov.
En del af formålet ved de nye kapitalkrav er at forhindre at de økonomiske problemer spreder sig fra pengeinstitut til pengeinstitut. Samt at ”polstre” pengeinstitutterne til fremtidige finansielle kriser
Får problemerne lov til at sprede sig, kan det medføre at flere pengeinstitutter kollapser, hvilket kan resultere i mistillid i markedet og til det finansielle system. Dette bevirker at pengeinstitutterne ikke længere kan tiltrække sig kapital fra diverse investorer så som husholdninger, virksomheder, interbanklån osv.
Når kapitalkravene ikke overholdes af pengeinstitutterne er de nødt til enten at erklære sig konkurs, låne penge i markedet via aktieudvidelse eller at modtage hjælpepakker fra staten.
Her har størrelsen på pengeinstituttet betydning. Der er en hypotese som siger at nogle pengeinstitutter er ”too big too fail” eller SIFI’er 2, eks. Danske Bank, Nordea bank og Nykredit bank. SIFI’er står for: systematically important financial institutions.
Hvis disse pengeinstitutter går konkurs vil der være for store konsekvenser for samfundet og derfor er det bedre at holde dem i ”live”. Dette forklares som en implicit offentlig garanti. Der kan stilles spørgsmålstegn ved om dette er fair, og om det får konsekvenser for mindre pengeinstitutter. Vil det være nemmere for disse pengeinstitutter at skaffe likviditet.
Basel komitéen har gennem de sidste 25 år, prøvet at udarbejde rammerne og strukturen for de ovenstående problemstillinger. Den finansielle sektors kapitaldækning er en væsentlig faktor i sikringen af finansiel stabilitet, og i dag kan vi konstatere at hverken Basel I eller Basel II har virket optimalt, for så ville vi ikke befinde os i samme situation. Dog har vi undgået større langvarige kriser siden børskrakket i 1929. Her måtte en lang række danske pengeinstitutter lade livet, og der skulle offentlige garantier til for at sikre de øvrige pengeinstitutters overlevelse.
De nye Basel III regler blev vedtaget i 2010 og det forventes at blive implementeret i Danmark på basis af et kommende EU-direktiv med virkning fra 2013. Det vil blive en hård kamp for mange pengeinstitutter at skulle overholde dette.
Basel III er en videreudvikling af Base I og Basel II og har derfor sine grundsten i disse.
2 http://finanswatch.dk/Finansnyt/article1010942.ece samt Finansernes fald af Jesper Berg og Morten Bech
2. problemformulering
Denne hovedopgave har til hensigt at belyse hvorfor den finansielle krise opstod og om det var noget der kunne have været undgået med udgangspunkt i kendte teorier.
Herfra vil jeg undersøge om Basel III’s kapitalkrav er en fair løsning, når man ser på store kontra små pengeinstitutter. Samt om det er tilstrækkeligt for at undgå fremtidige finansielle kriser.
Jeg har opstillet følgende spørgsmål, som jeg vil søge svar på:
Via belysning af tidligere kriser, findes der fælles forudgående træk? – kunne vi have lært noget med henblik på den nuværende krise?
Kunne vi have forudset krisen ud fra kendte teorier?
Hvilken indvirkning har opbygningen af det amerikanske realkreditsystem og finansiel innovation til krisens start?
Hvordan bliver de væsentligste ændringer i forhold til Basel II?
Hvordan vil too-big-to-fail hypotesen blive håndteret i Basel III?
Hvordan vil kapitalbehovet se ud efter implementeringen af Basel III?
Hvordan kan det øgede kapitalbehov finansieres?
3. Metode
Jeg vil i denne opgave, give et billede af hvordan den nuværende krise opstod. Samtidig vil jeg se på om den kunne være undgået, og hvordan den kunne være undgået. Dette vil jeg nå frem til, ved at se på andre historiske krise, samt inddrage forskellige teorier og teoretikere, herunder keynestarisme og monetarisme.
Jeg vil komme ind på de amerikanske subprime lån, og dets indvirkning på den globale krise.
Derudover vil jeg give et indblik i hvad Basel III indeholder og hvordan den vil påvirke den finansielle sektor. Med analyse heraf, vil jeg finde frem til om Basel III kravene er tilstrækkelig for den nuværende situation, og i fremtiden. Endvidere om Basel II havde haft effekt, såfremt der var lige så omfattende krav.
Jeg vil gennem opgaven give læseren et neutralt indblik i krisens start og have fokus på den økonomiske del, både på mikro- og makroniveau. Jeg vil derfor berøre baggrunden for krisen i andre lande end Danmark.
Det empiriske grundlag er udelukkende bygget på sekundærdata. De sekundære data er valgt med udgangspunkt i nyere bøger, artikler samt internettets dokumenter, heraf relevante grafer og illustrationer.
Bøgerne og rapporter fra eksempelvis nationalbanker er fundamentet i opgaven. Artiklerne, som er benyttet, er fra engelske, amerikanske og danske medier. Mange artikler der er anvendt er fra artikelsamlingen, som er anvendt i faget Finansielle kriser og
virksomhedskrak. Ud over avisernes hjemmesider og hjemmesider fra nationalbanker, har jeg også brugt finanstilsynets samt finansiel stabilitets hjemmeside, som jeg anser for at være meget valide.
I opgaven vil der ligeledes blive stillet spørgsmål om, hvordan krisen startede og siden blev håndteret af specielt den amerikanske nationalbank. I forlængelse af dette vil moral hazard- begrebet blive diskuteret som en mulig årsag til krisen. Der vil også blive diskuteret om det var det rigtige at lade Lehman Brothers gå konkurs i krisens begyndelse.
Den udvikling, den nuværende krise har været igennem, både i finanssektoren og hos, vil blive gennemgået i opgaven. Da Basel III endnu ikke er implementeret vil konklusionen i denne opgave kun være en hypotese, da det ikke er til at forudse hvordan markedet vil udvikle sig.
Jeg vil fremhæve de problemstillinger, som har gjort sig gældende, og som har ført til krisen.
Konklusionen vil samle op på de spørgsmål problemformuleringen åbner.
4. Opgavens struktur
Opgavens struktur har sit udspring i problemformuleringens spørgsmål.
Første del omhandler tidligere kriser samt de fællestræk heraf. Det vil sige læringen og erfaringen af historien. Dette samles op og sammenlignes med den nuværende krises symptomer, samt de elementer som bliver berørt af en finansiel krise. Herunder gennemgås også det amerikanske realkreditsystem med subprime-lånene, som menes at være en af hovedårsagerne til krisens begyndelse.
Herefter kommer det teoretiske indspark, hvor vi analyserer to forskellige måder at anskue styring af de økonomiske mekanismer og om staten skal blande sig.
Gennem diskussion af teorier, føres vi over til håndteringen af den nuværende krise. En analyse af Basel komiteens regel, med 360 graders gennemgang af den kommende Basel III, herunder sammenligning med Basel II, too-big-to-fail hypotesen, kapitalbehovet og dets finansieringsmuligheder.
Dette afrundes med en konklusion, der opsamler problemformuleringens spørgsmål.
5. Afgrænsning
Jeg vil i denne opgave kun inddrage tre tidligere kriser. Årsagen til det er at de ligger i tre forskellige lande på tre forskellige tider i historien. Derfor finder jeg det ikke relevant at inddrage yderligere historiske eksempler.
Jeg afgrænser mig fra at bruger andre teorier en keynesianismen og Monetarismen da disse er de mest anerkendte. Samtidig vil jeg kun se teorierne med udgangspunkt i Anna Swarts, Joseph Schumpeter, John Keynes, Hyman Minsky, Charles Kindelberger og Rogoff.
Jeg afgrænser mig til Basel II og Basel III, og berører kun kort Basel I. Basel forholdene er set fra et bankmæssigt synspunkt. Det skal nævnes at Basel IIIs regler ikke er fuldt ud implementeret, så alle regnskabstal er formodninger og antagelser. Hvorfor udregninger af virkningen af Basel III ikke vil forekomme.
Subprime-krisen er en del af den finansielle sektor i USA. Jeg vil dog ikke foretage en udtømmende gennemgang eller analyse af hele den finansielle sektor i USA, da opgaven udelukkende fokuserer på årsagerne til den finansielle krise.
Endvidere vil økonomiske aspekter som valuta, samhandel osv. ikke være en del af denne opgave. Der vil løbende blive draget paralleller til bl.a. det danske den danske situation både i krisen og mht. Basel III. Dette er dels for at understrege svarene på problemformuleringen samt for at kunne komme med et bud på, om krisen i Danmark overvejende var en udefrakommende ting, eller om vi i Danmark havde vores egen subprime-boble. Dog vil gennemgangen af Danmarks situation og rolle ikke være lige så detaljeret, da det forudsættes, at læseren har et generelt godt kendskab til dansk økonomi, det danske realkreditsystem og generelt har fulgt med i emnet.
6. Historiske kriser
Når en ny krise opstår, hører man ofte regeringerne verden over fortælle at denne krise er helt anderledes og mere speciel end den foregående. Der er sjældent 2 kriser der er helt ens, eller er der? For at finde ud af om vi har lært noget af tidligere kriser, samt om det var muligt at bruge de tidligere kriser til at lære om den nuværende krise, er vi nødsaget til at se på de foregående kriser. Jeg vil se, om der er nogen fællestræk, om vi kunne have forudset vores nuværende krise, og om vi i fremtiden kan forudse nye kriser og være forberedt.
Teoretikeren Kenneth Rogoff professor ved Harvard universitet, har sammen med kollegaen Carmen Reinhardt gennem de sidste mange år studeret og analyseret store mængder data om kriser fra 60 lande tilbage til 1200-tallet. De er ikke uenige og mener bestemt at historien gentager sig. Selvfølgelig er det en ny ”indpakning” hver gang med nogle nye tvist, men i bund og grund de samme fællestræk og det samme forløb.3 De har opstillet en figur som viser hvordan en typisk finansiel krises opbygning ser ud. Dette ses i nedenstående figur. Jeg vil bruge denne figur 1 senere under analysen af den nuværende krise, for at finde ligheder til tidligere kriser.
3 ”Finansernes Fald” af Jesper Berg og Morten Bech s. 180
Figur 1: En krises udvikling
“I dag er det jo stort set umuligt at køre et pengeinstitut ned, selvom man skulle have lyst til det. De fundamentale ubalancer i økonomien eksisterer ikke længere.”
Sådan sagde en selvsikker Peter Straarup, ordførende direktør for Danske Bank, da han talte ved Finansrådets årsmøde i 2006. Budskabet var ikke til at tage fejl af:
”Alvorlige finansielle kriser hører fortiden til, tiderne har ændret sig, vi er blevet klogere, vi er blevet dygtigere.” Straarup tog fejl. Han led af det, den anerkendte Harvard-økonom professor Kenneth Rogoff, kalder “this time is different”-syndromet.4
En af Kenneth Rogoffs vigtigste pointer er, at kriser faktisk kan forudses, og deres skadevirkninger dæmpes, hvis vi ellers lægger skyklapperne til side og ser realiteterne i øjnene.
Jeg vil i de næste par afsnit gennemgå en række historiske kriser, der indeholder fællestræk til den nuværende krise. Med dette vil jeg finde dybere ind til om alle kriser er ens, eller i det mindste har samme symptomer. Kan vi lære fra historiens gang?
6.1. Wall Street krakket i 1929
»Stocks have reached what looks like a permanently high plateau. I expect to see the stock market a good deal higher within a few months.«5
4
https://docs.google.com/viewer?a=v&q=cache:FegiC7zicTQJ:https://www.mm.dk/pdf.php?id%3D36519+blundell+wignall+slovik+2011&hl
=da&gl=dk&pid=bl&srcid=ADGEESjXTAZY1bQpQd0ih6BNA9_y9p7XJxgfO_IwAR-UHq4y1qEWUTcOvH2-
2m7HRFVSiyBDlAIo5uoRUPckSZi6ph9jCeipLkAQhhhH3qWBMLkCQHcNLIbbIfP3g9eQNnN5nV0IctNk&sig=AHIEtbQULL5qIbuTO_yRtJui8xrew Ajv1A p7
5 http://en.wikipedia.org/wiki/Irving_Fisher
Kilde: ”Mandag morgen”, på baggrund af Reinhart og Rogoff fra 2009
Sådan skrev økonomiprofessor ved Yale University, Irving Fisher den 15. oktober 1929.
Få dage senere kollapsede den amerikanske boble af aktieopgang, og skabte en årelang global krise.
Mange sammenligner den nuværende krise i de finansielle markeder med det berømte krak på Wall Street i 1929, og kalder det således den værste krise i næste 80 år.
Krisen var en deflatorisk krise. Men hvad var det egentligt, der skete på Wall Street i den kaotiske oktober måned i 1929?
Efter 1. verdenskrig havde der været et økonomisk opsving i verden. Både USA og Europa var specielt i 1920’erne præget af en fremgang og et økonomisk boom af ny teknologi og nye produktionsprocesser. Her var radioen, vaskemaskiner og biler blevet hver mands eje. Den stigende velstand afspejlede den amerikanske fondsbørs, hvor aktieindekset, Dow Jones, steg fra kurs 106 i starten af 1920’erne til 245 ved udgangen af 1927. Disse stigninger var begrundet i realvækst i den amerikanske produktion.
Omkring halvanden million aktive investorer, af den samlede befolkning på 120 millioner, var berørt af krakket. Aktiehandelen var blevet en del af den amerikanske kultur. Det blev en sport at følge papirstrimlen med kurserne på selskaber. Den amerikanske sindsstemning var allerede inde i en fremtid, med vækst og rigdom.
Opsvinget syntes uden ende og ligeledes gjorde de økonomiske fremskridt. De private investorer opfattede markedet som risikofrit, og derfor, blev der taget store risici. Da aktierne steg og steg, blev mange fristet til at sætte hele deres opsparing i aktier.
Mange gjorde det, uden at sætte sig nærmere ind i hverken selskaberne eller markedets situationer. Med den store mængde af amatører, var der pludselig skabt et hul for de professionelle, der så de lette penge ved at ”skubbe” lidt til kurserne.
Investment pengeinstitutters, børsmæglere og også ejere, slog sig sammen og manipulerede kurserne.
Dow Jones Industrial Average indekset over de 30 største og mest omsatte aktier nåede et højdepunkt af 381 point den 3. september 1929. Siden årtiets start var aktiekurserne mere end firedoblet. Forventninger om fortsat stigende indtjening og udbytter fra selskaberne havde fordoblet aktiernes P/E-ratio6 fra 10 til 20, og endnu højere for de mest omsatte aktier. Aktiekursernes stigninger kom ud af trit med den realøkonomiske vækst i virksomhederne.7
Den 24. oktober 1929 startede den største krise i nyere tid. På 6 dage ændrede dagligdagen sig. Krisen startede i USA, da aktierne på New Yorks Stock Exchange faldt dramatisk, og store formuer gik tabt. På denne dag blev der handlet ikke færre end 12.894.650 aktier8
6 hvor mange penge en investor skal betale for 1 års indtjening
7 http://www.emu.dk/gsk/fag/his/inspiration/1914-1945/mellemkrigstid/wallstreetkrak/index.html
8 http://www.penge2.dk/investor/wall-street-1929.aspx
Der var forretningsfolk, som gik konkurs, da hele deres formue på få minutter var forvandlet til værdiløse papirer. Der var mange private opsparinger der forsvandt og erhvervslivet blev på kort tid sat under pres. Krakket var starten på en dyb depression, som fik et stort omfang. Og krakket på Wall Street er blevet opfattet som en af de mest betydningsfulde begivenheder i mellemkrigstiden. Mange fabrikker måtte lukke, og dermed blev arbejdsløsheden hurtigt stor. Landmænd kunne ikke sælge deres produkter, da der ikke var mange der havde penge at købe dem for. Dette gjorde, at de ikke kunne betale deres gæld og gik konkurs. Denne krise bredte sig fra USA til resten af verden, og arbejdsløsheden og fattigdommen blev meget udbredt i begyndelsen af 1930'erne.
Det var først i juli 1932 at aktiemarkedet fandt bunden og herefter tog det 25 år før markedet var tilbage på det samme niveau som før krakket på Wall Street i 1929.
Figur 2: Det markante fald i aktierne i USA i oktober 1929. 9
Der havde dog været forvarsler til krakket på Wall Street allerede i 1928, da økonomien begyndte at miste tempo. I landbruget bredte krisen sig først. Under 1.
verdenskrig var landbruget blevet ansporet til at producere stadig større mængder for at dække behovet i det krigshærgede Europa. Men da krigen sluttede i 1919 skruede de amerikanske farmere ikke ned for deres produktion. Tværtimod kostede det USA's landbrug dyrt. Priserne raslede ned, og mens andre dele af det amerikanske samfund oplevede fremgang i 1920erne, var situationen anderledes ude på landet.
9
http://www.google.dk/imgres?q=wall+street+krak+1929&um=1&hl=da&sa=N&qscrl=1&rlz=1T4ADRA_daDK467DK467&biw=1366&bih=64 1&tbm=isch&tbnid=1R_tEUGpTdI1dM:&imgrefurl=http://en.wikipedia.org/wiki/File:1929_wall_street_crash_graph.svg&docid=DYf6nN3kI nAJjM&imgurl=http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/c/c5/1929_wall_street_crash_graph.svg/800px-
1929_wall_street_crash_graph.svg.png&w=800&h=400&ei=NO-
EUNinLYbgtQaOzoD4DQ&zoom=1&iact=hc&vpx=533&vpy=385&dur=788&hovh=159&hovw=318&tx=217&ty=104&sig=111143337907363 527320&page=1&tbnh=135&tbnw=270&start=0&ndsp=19&ved=1t:429,r:9,s:0,i:96
Dette var med til at øge den skæve fordeling mellem fattige og rige, som var en indikation på, at alt ikke gik så godt som mange troede. Også i andre sektorer end landbruget, gik det skidt før børskrakket og den store depression. Det knagede i entreprenør-branchen, i første kvartal af 1929 lå dette marked stort set stille. Også i bilindustrien gik det dårligt. Bilindustrien bliver i dag brugt som målestok for et lands økonomiske tilstand. Nationalbanken, The Federal Reserve, begyndte også at blive bekymret over udviklingen. Den gjorde det dyrere for pengeinstitutterne at låne penge ud til de mange amerikanere. Et minikrak så tidligt som i 1925 viste, at børseventyret ikke var uden risiko men det blev negligeret af både regeringen og de private investorer.10
Denne store usikkerhed resulterede i at pengeinstitutterne prøvede at inddrive deres udeståender hurtigere og ikke var så villige til at udlåne nye midler. Indskyderne mistede tilliden til pengeinstitutterne og trak hurtigt deres penge ud. Dette bank-run var i 1930-1932 med til at, hver femte amerikanske bank gik fallit.
6.1.1 Hoover
I 1929 blev Herbert Clark Hoover præsident. Han stod i spidsen for den såkaldte Hoover-administration. I hans tid døjede USA med store underskud på statsbudgetterne. Det gjorde at der ikke var mange udenlandske investorer der nærmede sig USA. Han foreslog at hæve skatterne, for at komme underskuddet til livs.
Denne tankegang var meget kenyansk og havde til formål at øge forbruget. Dette ville styrke økonomien og holde en recession for døren. Man prøvede at etablere en fond, som skulle hjælpe de hårdest ramte pengeinstitutter. Midlerne i fonden blev opbrugt hurtigt og resulterede i et nyt projekt fra Hoover-Administrationen kaldt
”Reconstruktion Finance Corporation ” en form for bankpakke, som skulle tjene samme formål, at yde lån til de kriseramte finansielle institutioner. De omfattende lån var på sammenlagt USD 900 mio. svarende til 5,4 % af de samlede udlån i amerikanske pengeinstitutter i 1932. Mange pengeinstitutter var stadig bange for at benytte sig af
”Reconstruktion Finance Corporation”. De var bange for at mistilliden blev større og/eller blive hængt ud i offentligheden, og dermed vise, at de var en bank der havde brug for hjælp, dette kunne resultere i Bank-runs. Trods indgrebene må det i sidste ende vurderes, at hans politik ikke hjalp, eftersom BNP faldt kraftigt og arbejdsløsheden nåede op på 23,2 % i 1932 i forhold til 3,2 % i 1929 11
10 http://www.penge2.dk/investor/wall-street-1929.aspx
11 http://mises.org/rothbard/agd.pdf s. 244-245
Hoover udtalte:
“The Government has expanded public works, assisted in credit to agriculture, and has restricted immigration. These measures have maintained a higher degree of consumption than would otherwise have been the case”12
6.1.2 Franklin D. Roosevelt
Efter Hoover, blev Franklin D. Roosevelt præsident i 1932. rygtet sagde at Roosevelt ville devaluere dollaren, i forhold til guld, som det første for at sætte et opsving i gang.
Dette skabte naturligvis en øget interesse for at købe guld og fremmed valuta i stedet for at have opsparingen stående i dollars. Dette rygte gjorde at pengene fortsat fossede ud af pengeinstitutterne og pengeinstitutterne havde ikke guld nok til at imødekomme efterspørgselen, og dermed var pengeinstitutterne sårbare over for Bank-runs. Som en modreaktion indførte Roosevelt ”bankfridage” (bank Holidays), hvor pengeinstitutterne lukkede på almindelige hverdage som en beskyttelse mod disse panikhandlinger. Dette sker fra d. 6-9 marts 1933. Samtidig blev ”The Emergency Banking Act” vedtaget. I denne opstillede man nogle love og betingelser for de pengeinstitutter der skulle åbne igen, 4.000 pengeinstitutter fik dog ikke lov at åbne igen da de ikke overholder reglerne. Reelt betød metoden, at kreditvæsenet for en stor dels vedkommende blev sat ud af drift - hvad der yderligere øgede truslen mod svagt funderede virksomheder, og dermed til en forværring af krisen. Fra 1929 til 1933 faldt antallet af pengeinstitutter i USA fra 24.970 til 14.207.13 Dette er det samme vi oplever i dag, mange pengeinstitutter bukker under for krisens pres eller bliver tvunget ud i fusioner.
Som en forlængelse af ”The Emergency Banking Act” indførte man ”Banking Act of 1933”. Dette var en indskydergaranti ordning som den, på daværende tidspunkt, nyoprettede Instant Federal Deposit Insurance Corporation, skulle stå for. til at starte med blev garantiordningen finansieret via indskud fra finansministeriet samt de 12 pengeinstitutter der udgjorde federal reserve system. I årene efter vendte tilliden tilbage til indskyderne, de satte penge i banken igen og antallet af krakkede pengeinstitutter blev færre.
6.1.3 Hvad gjorde krakket i 1929 ved Europa
Europa blev også hårdt ramt. Under alle omstændigheder var det afslutningen på en opgangstid, som havde præget sidste halvdel 1920'erne, hvor den negative stemning fra 1. Verdenskrig var blevet afløst af en mere positiv holdning med moderne
12 http://mises.org/rothbard/agd.pdf
13 http://www.hyperhistory.com/online_n2/connections_n2/great_depression.html
livsformer, som havde haft sit indtog i Europa. Krisen kom naturligvis også til Danmark.
I første omgang ramte krisen ikke Danmark, idet priserne på råvarer til at starte med faldt mere end prisen på de danske eksportvarer. Dette var grunden til, at Danmark først blev ramt af krisen i 1931, fordi prisen på danske eksportvarer fortsatte med at falde. I Danmark bestod ca. 80 % af den samlede eksport af landbrugsvarer, og det var grundlaget for, at det hovedsageligt var landbruget i Danmark, som blev hårdest ramt af krisen. Købekraften faldt dermed også i Danmark, og krisen spredte sig til andre erhverv. Den store arbejdsløshed fyldte meget i og blev en stor belastning for det danske samfund, men heldigvis varede krisen ikke i mange år. Krisen nåede sit højdepunkt i 1932, og herefter begyndte det at gå frem af i Danmark, idet byerhvervene kom sig forholdsvis hurtigt over krisen. Allerede i 1934 var byerhvervenes produktion større end niveauet i 1930.
6.2 Danmark i krise 80’erne-90’erne
En anden krise som havde stor betydning i Danmark var den nordiske krise. Under denne krise, som under Wall Street krisen, nåede konkurserne i erhvervslivet høje niveauer op igennem 80’erne, mens husholdningerne blev hårdere ramt i begyndelsen af 1990'erne. Arbejdsløshed og renter var høje under denne krise der fandt sted i slut 80’erne start 90’erne. Banksystemet blev markant ramt under denne krise, realkreditsektoren slap lettere igennem men blev dog stadig hårdt ramt. Der var i denne krise ikke så hårdt brug for offentlig støtte som man har set det i den nuværende krise.14 Det hurtige tilbageslag af krisen skyldes efter alt at dømme mere lempelige kapitalkrav og færre hensættelser.
Krisen var størst fra 1987-93 og gav kun anledning til mindre justeringer af den lovmæssige regulering af det finansielle system. Det skal ses i lyset af, at en mindre del af problemerne udsprang direkte fra den finansielle sektor. Krisen var ikke verdens omspændende, men mere centraliseret i Skandinavien.
6.2.1 Indgreb fra regeringen
I 1982 overgik man til en konsekvent fastkurspolitik og afskaffede den automatiske dyrtidsregulering, dette var med til at reducerede devaluerings- og inflationsforventningerne til den danske krone i løbet af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne. Det medførte et rentefald der igangsatte en kraftig højkonjunktur. Det var nødvendigt med kraftige forbedringer af de offentlige finanser og privat opsparinger, da den danske økonomi var en meget gældsat økonomi. Der var et stort underskud på betalingsbalancen og et svagt arbejdsmarked. Tilpasningsperioden blev lang, men skabte også en stærk grobund for den senere danske økonomi og fastkurspolitik.
14https://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/d8a9f2b39990e07880256a3e004157b5/297892ecd653ffecc1257855002a4b10 /$FILE/kap06.htm
I Årene 1987-93 havde vi en usædvanlig lang periode med lav vækst og stigende ledighed i den danske økonomi. Forinden havde der været fem år med ganske kraftig konjunkturfremgang og overophedning af økonomien. Ændringen i økonomien skete allerede i begyndelsen af 1986 og dermed før Kartoffelkuren som blev indført i oktober 1986. Ved kartoffelkuren indførtes der en forbrugsrenteafgift, denne blev dog hurtigt ophævet igen, samt en opstramning af reglerne for boligfinansiering. Dette blev indført for at modvirke et hastigt stigende underskud på betalingsbalancen.
Med en skattereform blev rentefradragets skattemæssige værdi reduceret væsentligt med virkning fra 198715.
Realrenten, som siden begyndelsen af 1970'erne og frem til midten af 1980'erne havde været negativ, vendte og blev positiv. Det gav en forbedring af økonomien i en opsparingsfremmende retning, men på kort sigt lagde det en dæmper på forbrug og boliginvesteringer.
Overophedning af økonomien i midten af 1980'erne betød, at der ved overenskomstforhandlingerne i 1987 blev aftalt høje lønstigninger på næsten 10 %.
Det indebar en meget kraftig forværring af eksportens konkurrenceevne, så regeringen sidst på året måtte gribe ind. I slutningen af 80’erne var det ikke konjunkturerne i udlandet der var skyld i vores krise. Der var i den periode en solid fremgang på de danske eksportmarkeder, og i begyndelsen af 1990'erne blev den danske eksport yderligere understøttet af høj vækst i Tyskland. Dette skete efter en genforening af Øst- og Vesttyskland. Men i 1992/93 lagde konjunkturomsvinget i den europæiske økonomi atter en betydelig dæmper på den danske økonomi.
I midten af 1980'erne, blev der gennemført politiske indgreb netop som følge af problemer med betalingsbalancen. Der kan skabes ubalance i økonomien under stærke konjunkturopsving, disse må efterfølgende udlignes, dette kan gøre ved hjælp af flere forskellige politiske indgreb. Regeringen lavede en konsekvent fastkurspolitik i 1982 og afskaffelse af den automatiske dyrtidsregulering reducerede devaluerings- og inflationsforventningerne.16 I den første halvdel af 1980'erne var der over en kort årrække en kraftig stigning i ejendomspriserne set i forhold til udviklingen i byggeomkostningerne. Krisen i 1980’erne var præget af betydelige nedskrivninger i pengeinstitutter med store ejendomsrelaterede engagementer i takt med vendingen i ejendomspriserne.
Krisen førte til nogle generelle tiltag:
1. Der blev i 1988 indført en generel indskydergarantiordning.
15 Gaard og Kieler (2005) og Callesen mfl. (2008)
16
https://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/d8a9f2b39990e07880256a3e004157b5/297892ecd653ffecc1257855002a4b10/$
FILE/kap06.htm
2. Nationalbankens tab i forbindelse med krisen i C&G Banken i 1987 gav anledning til, at der i den sidste del af 1980'erne blev indført krav om sikkerhedsstillelse ved pengeinstitutternes overtræk fra dag til dag på foliokonti i Nationalbanken.
3. En forhøjelse af grænsen for Indskydergarantifondens dækning af almindelige indlån, ved
4. betalingsstandsning eller konkurs, hvilket blev gennemført i 1995.
Herefter gik det langsomt fremad for Dansk økonomi.17
6.2.2 De nordiske pengeinstitutter i krise
Der var ro i den danske banksektor fra afslutningen af 2. Verdenskrig og frem til begyndelsen af 1980'erne. Det var samtidig en periode, hvor kreditrationering og valutakontrol var centrale instrumenter i den økonomiske politik. I 1984 kom Danmarks syvendestørste pengeinstitut, Kronebanken, i krise. Årene frem til midten af 1990'erne var en lang række institutter i krise. 102 pengeinstitutter ophørte i perioden 1985-95, heraf 52 som følge af vanskeligheder. Der var dog primært tale om mindre og enkelte mellemstore institutter, og ofte var det de store institutter der overtog de andre kriseramte institutter. Nationalbanken og staten blev inddraget i at finde løsninger for nogle få pengeinstitutter eks. af Varde Bank i 1992/93.
Norge, Sverige og Finland havde I slutningen af 1980'erne og især i begyndelsen af 1990'erne systemkriser, hvor store dele af banksektoren kom i vanskeligheder. Her også flere af de store landsdækkende pengeinstitutter. I sammenligning med de øvrige nordiske lande slap det danske finansielle system betydeligt lettere gennem kriseårene 1987-93 trods store nedskrivninger i pengeinstitutterne.
Det var især hos pengeinstitutter, som var kraftigt eksponeret mod bygge- og ejendomssektoren. Nedskrivningsprocenterne var relativt høje for udlån til erhvervslivet og husholdninger. Antallet af tvangsauktioner og ledighed lå på et højt niveau. Nationalbanken stillede likviditet til rådighed for landets næststørste pengeinstitut, Unibank, efter at der var opstået rygter om, at Finanstilsynet havde taget særlige initiativer over for instituttet.
Realkreditinstitutter måtte nedskrive markant og reglerne for hensættelser blev omlagt så der fremover skulle foretages hensættelser for sandsynlige tab og ikke bare for sikre tab.
17
(https://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/d8a9f2b39990e07880256a3e004157b5/297892ecd653ffecc1257855002a4b10/
$FILE/kap06.htm)
Også nogle af de største danske forsikringskoncerner, som Hafnia og Baltica forsikring, led store tab i begyndelsen af 1990'erne og ophørte som selvstændige virksomheder.
Statens og Nationalbankens oprindelige omkostninger i form af lån og udestående garantier osv., ved redning af danske pengeinstitutter i anden halvdel af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne kunne opgøres til omkring 1 mia. kr.
6.2.3 Danmark havde løsningen
Danmark havde igennem 1970'erne og 1980'erne liberaliseret den finansielle sektor.
Dette havde været en proces, som havde givet sektoren den optimale tid til at forbedre deres risikostyringssystemer og indstille sig på de nye mere liberale forhold på markedet. I de øvrige nordiske lande blev dereguleringen gennemført senere og kom derfor til at strække sig over en kortere periode, som ramte hårdere. I Danmark var tabene og nedskrivningerne spredt over en noget længere periode, og de alvorligste kriser var afgrænset til små og mellemstore pengeinstitutter. Danmark havde skrappere krav til pengeinstitutternes egenkapital, før krisen. I de fleste andre lande betød indførelsen af de nye kapitalkrav fra Baselkomiteen en skærpelse af kapitalkravene, da de trådte i kraft i begyndelsen af 1990'erne. I Danmark betød overgangen til Basel I reglerne derimod en væsentlig lempelse for kapitaldækning til pengeinstitutterne. I 1990 viste vi til slut et stærkt billede af den danske banksektor, at seks af de største pengeinstitutter med varierende grad af soliditet blev sluttet sammen i to storpengeinstitutter.18
6.3 Den Japanske krise
En anden af de større og mere sammenlignelige kriser er den Japanske bankkrise. Den startede i begyndelsen af 1990’erne. Konsekvenserne af denne krise var en mangeårig lavkonjunktur i Japan. Krisen startede med stigende aktie- og boligpriser i årene op til knækket. Japan havde i nogle år før krisen brød ud en meget lav styringsrente dette ses i figur 1.
Figur 3 viser det stigende aktie og boligmarkedet.19
18(https://www.nationalbanken.dk/DNDK/Publikationer.nsf/d8a9f2b39990e07880256a3e004157b5/297892ecd653ffecc1257855002a4b10/$FILE/kap06.htm) 19 Artikel ”Finansielle kriser” af Martin Ipsen
De japanske husholdninger sparede i 1980 18 pct. af deres indkomst op. En andel, der i 1992 var faldet til 13,1 pct. Til sammenligning har opsparingen i USA i de tre seneste år ligget omkring 0 pct.20
I 1975-1985 liberaliserede man banksektoren i Japan, det gjorde pengeinstitutterne mere risikovillige da de forventede, at eventuelle tab ville blive dækket. Et såkaldt ponzi-cash flow. Man havde et overoptimistisk syn på Japans fremtid samt en aggressiv udlåningspolitik som kun var mulig grundet en ekspansiv finanspolitik, som skabte stor vækst i Japan. Japan opkøbte samtidig udenlandske pengeinstitutter og ejede 9 af de 10 største pengeinstitutter i verden i 1980’erne.
6.3.1 Jusen selskaber
Samtidig opstod der nye jusen-selskaber uden for banksektoren. Jusen selskaber var realkredit institutter skabt af japanske pengeinstitutter i begyndelsen af 1970'erne med en stærk tilskyndelse fra Finansministeriet (MOF), der oplevede stigende betydning af finansiering af boliger til en øget bybefolkning. Øget konkurrence i den finansielle sektor efter dereguleringen af yen’en i slutningen af 1980'erne tvang Jusen selskaberne til at flytte væk fra boligfinansiering, hvor de ofte måtte konkurrere med deres moderpengeinstitutter, og over i mere risikable lån til fast ejendom.
Pengeinstitutterne indførte ofte ”høj risiko projekter”. I den forstand ligner Jusen, pengeinstitutternes tilknyttede SIV’er også kendt som, Structured Investment Vehicles, fra de amerikanske pengeinstitutter, der investerer i securitiserede sub-prime lån. De lå begge uden for den traditionelle banksektor, samt uden for myndighedernes kontrol.
Disse selskaber, købte op og forgældede sig kraftigt på lånemarkedet for ejendomme i slutningen af 1980’erne. I samme periode var tilsynet med både banksektoren og især Jusen-selskaberne ret begrænset.21
6.3.2 Regeringens reaktion
Renten har afgørende betydning i en krisetid Den japanske centralbank hævede renten fra midten af 1989 frem til midten af 1990 fra 2,5 % til 6 %. Det medvirkede til de kraftige fald på først aktiemarkedet og senere boligmarkedet.
Aktiemarkedet toppede i 1989 og priserne på jord toppede i 1993.
20 Artikel ”Finansielle kriser” af Martin Ipsen 21 http://www.economonitor.com/blog/2008/05/jusen/
Da luften gik ud af ballonen faldt aktiemarkedet med 50 % på 9 måneder. Dog faldt priserne på jord over en lang periode på 12 år. I første omgang var der ikke stor reaktion fra myndighederne, da det kun var små pengeinstitutter det gik ud over, så man det ikke som et stort faresignal. Det var først i 1997 at myndighederne trådte i karakter da det var nogle af de store finansielle institutioner der var i vanskeligheder.
En af de store faktorer i den japanske krise var gennemsigtigheden i pengeinstitutterne, der var usikkerhed omkring solvensen. Dette kulminerede i 97-98 samtidig med at de store finansielle institutioner kom i vanskeligheder.
Regeringen havde svært ved at finde en løsning på problemet og erhvervslivet havde svært ved at finde penge og investorer til deres projekter, derfor blev erhvervsinvesteringerne mindre. Når en finansiel krise er brudt ud, er det vigtigt at yde likviditet til pengeinstitutterne, så det finansielle system kan holdes kørende. Opnår pengeinstitutterne ikke likviditet, vil de være nødsaget til at begrænse deres udlån kraftigt. Det får lånerenterne til at stige, og økonomien går i stå. I Japan satte man derfor renten ned, men først, da der for alvor var opstået en økonomisk recession, og på det tidspunkt var det for sent. Måske kunne en hurtigere japansk rentenedsættelse have reduceret krisens skader på økonomien. Regeringen blev tvunget til at tilføre ny kapital til finanssektoren, og prøvede at løse problemerne på denne måde. Der var samtidigt store urealiserede tab for ca. 5.3 % af BNP og dertil kom en yderligere tabsrisiko på 17.7 % af BNP. 22
Der blev oprettet afviklingsselskaber til nødlidende engagementer som finansielle institutioner ønskede at komme af med. I 1998 blev der vedtaget en ny lov som gjorde at staten kortvarigt kunne overtage nødlidende pengeinstitutter for at sælge dem videre eller nedlægge dem. Denne lov hed Financial Reconstruction Law. Herefter blev den økonomiske situation gradvist bedre og tilliden fra omverdenen vendte tilbage.
Dog skulle man frem til 2004 før man så en positiv driftsindtjening i de japanske pengeinstitutter.
Krisen i Japan ramte stort set kun Japan selv.
Den lave økonomiske vækst efter 1991 skyldes en række forskellige faktorer:
1. Faldet i aktivpriser samt det faldende prisniveau medfører en stigende real gældsbyrde for japanske erhvervsvirksomheder, hvilket trækker erhvervsinvesteringerne ned.
2. Det var vanskeligt at stimulere efterspørgslen gennem pengepolitik idet den korte rente allerede fra 1995 var blevet sænket til et niveau tæt på 0% (og i perioden 1999-2006 med en kortere afbrydelse). Renten kunne således ikke sættes længere ned for at stimulere økonomien.
22http://www.nationalbanken.dk/C1256BE2005737D3/side/Japans_oekonomiske_krise_og_pengepolitikkens_muligheder/$file/2002_kvo 2_jap77.pdf
3. Krisen i de japanske finansielle virksomheder medførte, at det i hvert fald efter 1998 blev sværere for japanske erhvervsvirksomheder at opnå finansiering til investeringsprojekter.
4. I Japan havde man Jusen lån som kan sammenlignes med subprime lån. Dvs.
her har vi igen en fællesnævner som har betydning for krisers start.
Optakten til den nuværende likviditetskrise på de finansielle markeder minder meget om optakten til den japanske bankkrise i starten af 1990'erne, og forudsætningerne for en finansiel krise har i høj grad været til stede.
6.4 Opsummering
Indtil videre har jeg gennemgået 3 forskellige kriser i 3 forskellige perioder i 3 meget forskellige lande. Selvom alle 3 kriser er forskellige har de mange ligheder.
Krakket på Wall Street i 1929 startede med, en stærkt opadgående aktie og boligmarked samt et økonomisk marked i kraftig vækst. Det var et marked både regeringen og befolkningen troede ville fortsætte og som intet kunne bremse.
Boblen brast i 1929 og herfra gik det nedad, krisen var i gang. Hoover famler i blinde og gør ondt værre. Regeringen prøvede sig frem med kapitalindsprøjtninger til det finansielle marked for at få gang i markedet. Generelt gjorde regeringen ikke meget for at bekæmpe krisen og først da Roosevelt blev præsident i 1932 blev der oprettet selskaber, der skulle overtage nødlidende pengeinstitutter.
Krisen i Danmark/Norden startede også med forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser. I denne krise havde mange af de pengeinstitutter, der måtte ophøre som selvstændige virksomheder, haft en meget stærk udlånsvækst som var kommet af en ekspansiv finanspolitik. Pengeinstitutterne havde en høj andel af ejendomsrelaterede engagementer og forholdsvis mange store engagementer. Krisen ramte alle landene i norden, men Finland blev ramt særlig hårdt.
Som følge af problemer med betalingsbalancen blev der gennemført kontraktive politiske indgreb og husholdningerne var været hårdt ramt. Som nævnt havde institutterne i anden halvdel af 1980'erne en høj grad af polstring, som gjorde det muligt at absorbere tab. Hvis ikke der havde været det havde Danmark været i endnu større krise, det at Danmark var et skridt foran gjorde at vi klarede os bedre gennem denne krise.
Optakten til den japanske bankkrise i starten af 1990'erne, mindede meget om optakten til krakket på Wall Street i 1929 med et overophedet bolig- og aktiemarked. I Japan blev der ført en ekspansiv finanspolitik hvor de opkøbte udenlandske
pengeinstitutter. Denne form for politik var med til at understøtte en økonomisk udvikling der var meget positiv. I 89 og 90 begyndte kurserne at falde. Dette fik den positive vækst til at vende og medførte en negativ vækst. Også her valgte Regeringen ikke at gøre noget og lukke øjnene for den negative udvikling, de håbede at det ville løse sig selv. Solvensen var ikke særlig gennemskuelig og pengeinstitutterne valgte at holde liv i nødlidende engagementer i håbet om at krisen snart er overstået.
I 1997 og 1998 starter de store pengeinstitutter med at krakke og dette får regeringen til at handle, ligesom i USA, oprettede man selskaber der havde til opgave at overtage nødlidende pengeinstitutter. krisen i Japan ramte stort set kun Japan selv.
Selvom de nævnte historiske kriser er forskellige, har de mange ligheder. Kriserne var således karakteriseret ved at have haft en særlig kraftig udlånsvækst, mange store engagementer, et stort indlånsunderskud og betydelig eksponering mod ejendomssektoren sammenlignet med banksektoren som helhed. Økonomisk vækst årerne før krisen, en boble som venter på at springe, deregulering og manglende tilsyn fra regeringen. Samtidig danner der sig et mønster, det er værd at bemærke, at mange af de pengeinstitutter, som ophørte i anden halvdel af 1980'erne, ligeledes var karakteriseret ved en meget stærk udlånsvækst, og at mange af de institutter, som ophørte i begyndelsen af 1990'erne, havde relativt store ejendomsrelaterede engagementer.
Summa summarum efter gennemgang af 3 store historiske kriser, er at Rogoff og Reinhart langt hen af vejen har ret. Der er utrolig mange fællestræk i kriserne, som kunne være forudset. Indpakningen er altid anderledes, men de grove træk går igen.
Jeg vil nu tage et kig på den nuværende krise. Analyserer den, og se om der også her er fællestræk med Rogoff’s teori, samt de tidligere kriser.
Selve konklusionen bliver berørt efter gennemgang af den nuværende krise.
7. Den nuværende krise 2007-?
Nu hvor vi har set på de tidligere kriser, vil jeg nu se på vores nuværende krise og vores nuværende situation.
Igen vil jeg opstille prototypen på en finanskrise iflg. Rogoff og Reinhart inddelt i faser23:
1. liberalisering af finanssystemet
2. Gældssætningen stiger, aktie og boligboble opbygges 3. finanskrisen begynder
23 Reinhard og Rogoff mandag morgen 2009
4. valuta under pres
5. BNP falder-arbejdsløshed stiger 6. offentlige udgifter stiger
7. offentlig gældskrise
I slutningen af dette afsnit, vil jeg så se om denne krise vi gennemgår nu også føres igennem disse faser.
Nogle kritikkere, som Peter Straarup, vil argumentere for at hver krise er forskellig og ikke ligner hinanden. Men en af de vigtigste pointer Rogoff kom frem til i sin undersøgelse var, at kriser faktisk kan forudsiges og deres skadesomfang kan reduceres hvis vi tager action på dem med det samme.24
Finanskrisen udspringer i korte træk fra USA og det amerikanske boligmarked. Dette vil jeg komme ind på senere i opgaven.
Der blev bevilliget boliglån til folk som ikke burde have haft dem, da de ganske enkelt ikke havde mulighed for at tilbagebetale lånene. Lånene blev bevilliget på baggrund af at priserne ville stige og at risikoen for at tabe værdi ved evt. salg ikke ville være til stede. Da dagen kom og husejerne skulle til at have refinansieret deres lån kunne de ikke betale deres nye ydelser. Dette skabte en periode med tvangsaktioner som medførte faldende huspriser og en afventende stemning blandt køberne. Krisen er nu i gang og flere konsekvenser er fulgt efter. Pengeinstitutterne tør ikke længere låne penge ud til hinanden af frygt for at de ikke kan få dem igen, grundet de ”mange”
konkurser. Dem der har penge nok låner ud, men det er til en markant højere rente end tidligere. Flere af de store pengeinstitutter og investerings-selskaber er gået konkurs som følge af ovenstående.
7.1 Baggrunden for den nuværende krise
Vi skal helt tilbage til 11. september 2001, hvor terrorangrebet mod USA rystede hele verden, for at se på starten af denne krise. Samtidig med at verden var berørt af denne frygtelige handling var ”IT krisen” også i fuld gang og dette medførte at daværende centralbankdirektør Alan Greenspan sænkede den amerikanske rente til 1% for at afhjælpe eftervirkningerne. FED bibeholdt renten lav frem til 2004 dvs. FED holdt renten lav selv i opgangstider, det var med til at starte boligboblen, som fik lov at udvikle sig uden opsyn og med en stor hastighed.
Renten var lav og investorerne fik ikke afkast der var store nok, derfor begyndte de at tænke i alternative investeringsmuligheder. Markedet for derivater, strukturerede papirer og andre nytænkende og specielle produkter blev større i den finansielle verden. Dette resulterede i et nyt ”parallelt banksystem”, shadow banking- systemet25.
24 https://www.mm.dk/historien-gentager-sig-0
25 http://en.wikipedia.org/wiki/Shadow_banking_system
Det var et marked, der var svært at kontrollere. Grundet den lave rente blev gearing også en del af hverdagen i shadow banking-system, dette resulterede i store gældsposter i mange af disse virksomheder og i resten af den finansielle sektor.
7.2.1 CDO’er
Der kom i USA en stor efterspørgsel efter en højere rente. Derfor producerede/opfandt man i USA det der hedder Collateralized Debt Obligation også kendt som CDO. I Danmark bruger vi realkredit obligationer. CDO er opbygget på den måde at en masse forskellige slags ”boliglån”, det vi i Danmark kender som realkreditlån, lægges i en kasse og kaldes for CDO. De opdeles i nogle trancher; a, b og c. hvis låntagerne ikke kan betale får tranche a deres penge først herefter b og til sidst c. Dette kan også karakteriseres som lav, middel og høj risiko. Derfor får c også et højere afkast end a, da c forventer et højere afkast for at løbe en større risiko. Risiko er lig med afkast.
Til CDO’erne lavede de et forsikringsprodukt der skulle dække når boligejerne ikke kunne betale deres gæld. Dette produkt blev kaldt Credit default Swap. Også kaldt CDS, dette resulterede dog i at der blev produceret flere risikobetonede produkter i shadow banking- markedet.
7.2.2 Moral Hazard
Stille og roligt kom tiden, hvor pengeinstitutter og kreditinstitutter blev mindre kritiske overfor deres kunder. Det var ikke længere et krav at boligkøberne kom med en udbetaling for at få finansieret boligkøbet og der var ikke de store økonomiske dokumentationskrav for at blive godkendt til lånene. Der var nogle kredit institutter, der var villige til at yde disse risikofyldte lån. Eks. Fannie Mae og Freddie Mac. Dette skabte et Moral Hazard problem. Disse institutioner tog alt for store risici, da de vidste at de var ”too big to fail”. De vidste, at hvis det skulle gå galt for dem ville den amerikanske centralbank(FED) komme med en kapitalindsprøjtning, der ville sikre deres overlevelse.
Moral Hazard opstår, når en part påtager sig en risiko, men den økonomiske risiko ikke varetages af den samme part som påtog sig risikoen til at starte med. Dette medfører at den person der påtager sig risikoen til at starte med, ikke har forpligtiget sig, da fremtidige økonomiske risici kun påhviler en anden part. Hvis vi skal se på Moral Hazard i forbindelse med krisen, må vi erkende, at der er flere steder at Moral Hazard har gjort at der er taget større økonomiske risici. Både ved subprime-lånene i USA, hvor køber af ejendomme købte for mere end de kunne betale. Med henblik på at markedet skulle stige, men da det gik galt smed de nøglen i postkassen og banken overtog gælden. Den anden vinkel, låneagentens vinkel, er ikke nødvendigvis interesseret i at yde rådgivning, eller en reel kreditvurdering eller oplyse
investeringsbanken og pengeinstituttet om de reelle risici. Derimod kun interesseret i at sælge lånet, da der optjenes en ”fee”. Derfor opstår der Moral Hazard. Vi har set investorer som har gearet deres investeringer og tabt penge hvorefter banken sidder med gælden. Samtidig har vi set direktøren, som ikke har haft en ”større” personlig konsekvens end at blive fyret og skæmmet sit gode navn og rygte, men derimod en meget stor gevinst. Hvis direktøren tager nogle chancer og det går godt, så er direktøren en stor succes. Hvis direktøren tager chancen og det går skidt, bliver direktøren fyret og andre tager over. Direktøren har gearet virksomhedens investering og hvis det gik galt overtog banken gælden. Banken har udlånt mere end de kunne tåle at tabe og staten har taget gælden.
Dette har gjort at flere har taget risici i opgangstider og vundet på det. Grådigheden har gjort at flere og flere har taget disse gearinger og da bestyrelserne rundt omkring ikke altid var kompetente nok til at se hvad der foregik, har ingen stoppet dem. Måske hvis der havde været fagfolk, som var uddannet og havde forstand på finansverdenen og det samfundsøkonomiske, i bestyrelserne rundt omkring havde flere pengeinstitutter og virksomheder måske haft en sundere forretning.
Interne kontrolindsatser har ikke været tilstrækkelige og de udviklede modeller til monitering af operationelle risici har svigtet markant og deres forudsigelser har ikke været gode nok.
7.2.3 Subprime-lån
Som skrevet tidligere startede Moral Hazard princippet de berygtede ”subprime lån”
mange låntagere til Subprime-lånene havde ikke faste indtægter eller opsparinger, de blev udelukkende givet på baggrund af optimisme omkring et fortsat stigende boligmarked. Boligpriserne steg i perioden 2000-2005 mere end 50 %, samtidig byggede man nye boliger og erhvervshuse som aldrig før. Det var først da huspriserne i begyndelsen af 2007 begyndte at falde at det gik op for både boligejerne og kreditinstitutterne at markedet kunne kollapse. I august 2007 begyndte den bratte nedgang for boligmarkedet, og mange boligejere måtte sande at opgangstiden var forbi.
Flere og flere boligejere kunne ikke betale terminen og måtte, som skrevet tidligere, aflevere nøglen til banken. I USA er boligmarkedet indrettet således at kunderne ikke selv står for tabet på deres hus, men blot overlader nøglerne til banken og derfor ikke selv har nogen forpligtigelse. Herefter er det banken, som overtager forpligtigelsen og gælden på huset og har ansvaret for at få det solgt til den bedst mulige pris. Et evt.
tab overtages herefter af banken. Derfor har der været et Moral Hazard problem mellem banken og husejerne. Grundet denne enorme default-rate blev udbuddet af boliger i løbet af kort tid stort og boligmarkedet begyndte at falde. Da boligmarkedet faldt så selv de ”gode” kunder ikke længere nogen grund til at fortsætte deres afdrag, da de var teknisk insolvente.
Pengeinstitutter og kreditinstitutter havde nu en overbelånt ejendoms portefølje, som de kunne starte store afskrivninger på og realisere nogle store tab. Derudover havde tusindvis af investorer, hedgefonde, investeringsforeninger osv. investeret billioner i derivater og produkter fra shadow banking- markedet, som havde grundlag i at boligejerne kunne tilbagebetale. Da markedet udviklede sig som det gjorde, var der allerede store risici i trancher- a, og trancher- c fik ofte ikke deres penge. Grundet en større finansiel samhandel mellem USA og Europa end vi tidligere har set, og generel større globalisering spredte disse investeringer, og investeringsformer sig til resten af verden. De blev solgt videre til store europæiske pengeinstitutter og derigennem ud til den private investor og andre almindelige investorer. Tiltroen til USA har været stor og derfor har det også været nemt at flytte risikoen ud i verden. Dette skete blandt andet via subprime-lån. Hverken USA eller Europæerne var på dette tidspunkt klar over hvilken risiko der var forbundet med disse former for investering.
Rundt om i verden når pengeinstitutter og kreditinstitutioner annoncerede store nedskrivninger og tab kunne det relateres til subprime-lånene. Dette var starten til næste fase, som var kreditkrisen. Mistilliden til det finansielle marked begyndte at sprede sig. Gennemsigtigheden på shadow banking-markedet var ikke eksisterende og det var svært at gennemskue, hvem der havde ansvaret og skulle tage tabene på de dårlige lån. Dette forårsage næsten en nedsmeltning af den finansielle sektor. Hele den finansielle sektor gik på listefødder og pengeinstitutterne vågede over hinanden. De finansielle institutioner ville gerne vide, hvem der var de næste til at lave store nedskrivninger, af frygt får at låne penge ud og optage unødig risiko. Dette gjorde at interbankmarkedet, markedet hvor pengeinstitutterne låner penge ud til hinanden (ses i figur 4), stort set gik i stå. Ingen ville låne penge ud til hinanden og den sum penge der var på interbankmarkedet blev hurtigt tømt.
Kilde: http://iob.systime.dk/index.php?id=602
Normalt følger deres rentesatser på interbankmarkedet markedsrenten, men nu udvidede kreditspændet sig kolossalt. Ted-spreaded er den merrente som pengeinstitutterne skal betale for at låne penge af hinanden på interbankmarkedet.
Figur 4 : Interbankmarkedet
Efter krakket af Lehman Brothers forsvandt tilliden i den finansielle sektor og spændet udvide sig markant. 26 Dette ses i nedenstående figur.
Kilde: se fodnote 26
Med en kreditkrise, et tørlagt interbankmarked og en endnu højere rentesatser på interbankmarkedet med store tab og nedskrivninger samt mistillid til den finansielle sektor, var det starten på en ny fase. Nemlig likviditetskrisen.
7.2.4 Likviditetskrise i finanskrisen
Likviditetskrisen opstod som følge af en stor efterspørgsel efter likviditet. Likviditeten skulle bruges til at inddække de store underskud der var opstået, efter sektoren havde haft en lang periode med lav rente. Institutionerne havde ved høje gearinger påtaget sig nogle store gældsposter. Derfor havde mange pengeinstitutter et stort indlånsunderskud der skulle finansieres. Under normale omstændigheder ville det være muligt for pengeinstitutterne, at hente likviditeten på interbankmarkedet. Dette var dog meget svært og næsten umuligt og tvang derfor selskaberne ud i at hente pengene
26
http://www.google.dk/imgres?q=ted+spread+figur&hl=da&sa=X&qscrl=1&rlz=1T4ADRA_daDK467DK467&biw=1366&bih=641&tbm=isch&
prmd=imvnsb&tbnid=wUp629xs_uOYHM:&imgrefurl=http://www.voxeu.org/article/foreign-exchange-market-not-liquid-you-may- think&docid=63uOgq2IhUNMMM&imgurl=http://www.voxeu.org/sites/default/files/image/FromApr2012/ranaldo%252520fig3%2525203 1%252520aug.png&w=669&h=392&ei=hpNlUKndAcqD4gS4qoCADg&zoom=1&iact=hc&vpx=964&vpy=355&dur=159&hovh=172&hovw=29 3&tx=173&ty=201&sig=106175377357119676305&page=1&tbnh=113&tbnw=192&start=0&ndsp=18&ved=1t:429,r:16,s:0,i:119
Figur 5 : ted-spreaded
hos kunderne, enten i form af en forhøjet kontantrente, i form af aktieemissioner eller obligationsudstedelse. Da tilliden til hele det finansielle marked var væk og ligeledes til de finansielle produkter, var den nemmeste vej at hente pengene på en konto.
Kunderne kunne derfor opleve en høj rente hvis de bandt pengene i banken. Så længe kunderne var uvidende var denne løsning god, men efterhånden fandt kunderne også ud af at dette var et svaghedstegn, og de pengeinstitutter der tilbød den højeste rente var den bank med størst problemer. Dette udsatte visse pengeinstitutter for et bank- run og gjorde at de svage herefter måtte bukke under.
De fleste lande har noget der minder om en indskydergarantifond, dette sikrer kunden et vist beløb, i Danmark er det 750.000, hvis banken skulle gå konkurs. Dette var noget kunderne forstod og det medførte at kunderne havde konti i flere forskellige pengeinstitutter for at sikrer sig. Dette er ikke en optimal løsning for nogle af parterne og derfor blev der i de fleste lande indført en solidarisk ordning mellem regeringen og banksektoren, som lovede fuld garanti for de almindelige kunder. 27
Krisen, i 2008, var nu så gennemtrængende at regeringer og centralbanker over hele verden kom med massive hjælpepakker, rentesænkninger opkøb af obligationer og andre former for hjælp der skulle være med til at begrænse krisen. Summen af tab er store. Rigtig store. Men på trods det, har det indtil nu virket som om at tiltagene har virket, har det ikke fået situationen til at vende til det positive, men i det mindste gjort at vi har balanceret lige på kanten.
Den 9. marts 200928 er det 3 år siden at aktiemarkedet nåede bunden. I perioden op til dagen for tre år siden var investorerne vidne til en af de største finansielle nedture, som kun var set få gange tidligere. Siden da er det gået betydeligt bedre og aktierne er kommet stærkt tilbage. Det ser ud til at krisen tager 2 skridt frem og 1 tilbage. 29
Tilbage står landene med en oprydningssituation. En situation, hvor krisen er gået fra at være en forbrugskrise til at være en statskrise. Regeringerne og centralpengeinstitutterne rundt om i verden skal finde en måde at redde de lande, der kæmper for at overleve og samtidig skaffe arbejdspladser og sætte gang i økonomien for deres eget land. Der er vi stadig i skrivende stund i 2012.
27 http://www.morningstar.dk/mobile/Article.aspx?Site=dk&articleid=105343&categoryid=557
28 https://www.mm.dk/historien-gentager-sig-0
29
http://www.google.dk/imgres?q=ted+spread+figur&hl=da&sa=X&qscrl=1&rlz=1T4ADRA_daDK467DK467&biw=1366&bih=641&tbm=isch&
prmd=imvnsb&tbnid=wUp629xs_uOYHM:&imgrefurl=http://www.voxeu.org/article/foreign-exchange-market-not-liquid-you-may- think&docid=63uOgq2IhUNMMM&imgurl=http://www.voxeu.org/sites/default/files/image/FromApr2012/ranaldo%252520fig3%2525203 1%252520aug.png&w=669&h=392&ei=hpNlUKndAcqD4gS4qoCADg&zoom=1&iact=hc&vpx=964&vpy=355&dur=159&hovh=172&hovw=29 3&tx=173&ty=201&sig=106175377357119676305&page=1&tbnh=113&tbnw=192&start=0&ndsp=18&ved=1t:429,r:16,s:0,i:119
