Gestapochef i Esbjerg

Gestapochef i Esbjerg

Af arkivleder Henrik Lundtofte

Eftersigende^varThees Burfeind ved^athjælpe

sin hustru medvasketøjet, da han blevarreste¬

ret påsin bopæl i Niebøl, få kilometer syd for

grænsen. Det var den 16. maj 1945, og Burfeind blev straks ført til Danmark ogindsat

i arresthuset iKolding-baggrunden varhans

nærefortid somGestapolederi det tyskbesatte

Danmark.

Burfeinds udstationering havde taget sin begyndelse små to år tidligere, i september

1943, da han blev udnævnt til den første chef forGestapo i Esbjerg. I juni 1944 blev hanflyt¬

tettilStaldgårdeni Kolding, hvorfra han indtil

befrielsen ledede det hemmelige politis arbej¬

de i hele Sydjylland med stationerne i også EsbjergogAabenraa under sig.

I 1948 tog Burfeind i fængslet fatpåatskri¬

vesin version afGestaposvirksomhed i det syd- lige Jylland. Det blev til en redegørelse, der

omfatter 52 maskinskrevne sider. Den skulle med Burfeinds indledende ord berette om

»vores indsats mod den danske modstandsbevægel¬

se

Determegetusædvanligt,atenhøjtstående Gestapomand har skrevet en længere rede¬

gørelse for tiden i Danmark. I det heletageter kilderne til Gestapos virksomhed og arbejds¬

metoder kun få. Mange arkiver og kartoteker gikop i ^røg under Royal Air Force-angrebene på Gestapo i

Århus,

pe sprængte politihovedkvarteret. Ogvar den

bureaukratiske mangfoldighed af rapporter, direktiver, kartoteker _og personalesager ikke

destrueret ved indgangen til maj 1945, så blev

næsten hele det resterende materiale brændt i

befrielsesdagene. Midt i kaos og nederlag lod Gestapocheferne, deriblandt Burfeind, bålene

med dokumenterflamme.

På den baggrund erThees Burfeinds rede¬

gørelse interessant. Men den er også en pro¬

blematisk affære. Burfeindsattesigtilatskrive

i dansk_arrest,ogudsigten til^enlangfængsels¬

straf sætter sit meget tydelige præg på rede¬

gørelsen.Typisk fralægger den tidligere Gesta¬

pochef sigenhver skyld for den voksende tor¬

turog terroribesættelsens sidste år; hanspar¬

ker ansvaret op til chefetagerne, sender det

nedad til de underordnede eller ^over i den anden lejr, til modstandsbevægelsen ^- eller også vælger hanen helt fjerde løsning, nemlig

at væreganske tavsom ubehagelighederne.

Derfor kan redegørelsen kun anvendes med

varsomhed ^- som hér, hvor den sammen med andet materiale benyttes til at belyse træk af Gestapos etablering, personale og arbejdsmeto¬

der i bekæmpelsen af modstandsbevægelsen i Sydvestjylland. Samtidig skal yderligere et par facetter af Burfeinds redegørelse tages op. Den

gør det nemlig muligt ^{at se} lidt ^nærmere på

Burfeinds forsvarsstrategi under retsopgøret, ligesom redegørelsenåbnerforetlille, mensjæl¬

dentindblik ienGestapochefs selvforståelse.

TilEsbjerg

»Såkom ordrensometlyn fraenklar himmelom, at jeg den16. september 1943 skulle melde mighosdet tyske riges befuldmægtigede [Werner Best] på Dag¬

marhus iKøbenhavnforatudføre^entjenstligopga¬

ve«.2

Det tyske politiapparati Danmarkvar sprit¬

nyt og under opbygning i september 1943.

Først umiddelbart eftersamarbejdspolitikkens

sammenbrud 29.august 1943 blev deroprettet

etegentligt operativt tysk politi her i landet. I

besættelsensførstetre ethalvtår havdebekæm¬

pelse af sabotageværet etanliggende for dansk politi og retspleje. Denne ordning hørte til hjørnestenene i samarbejdspolitikken og er et af de håndgribelige punkter, hvor Danmark

adskiller sig fraresten af det tyskbesatte Euro¬

pa. Efterhånden som en modstandsbevægelse

voksedefrem,greb noglehåndfuldetyske poli¬

tifolkdogi stigende grad ind i danske forhold.

Men detvarstadig dansk politi,der jagtede og anholdt de første modstandsfolk, ligesom det

var danske betjente, der i ^en bølge af razziaer

arresteredekommunisterne.

Så komAugustoprøret i 1943, samlingsrege¬

ringen indstillede arbejdet, ogden rigsbefuld- mægtigede Werner Best anmodede ^om at få tyskepolitistyrker indsat i Danmark. Det tyske politi, der nu trådte ind på scenen, bestod af Gestapo, kriminalpolitiet (Kripo), efterretnings¬

tjenesten SD og ordenspolitiet. Gestapo og

Kripo var under samme paraply, kaldet Sik¬

kerhedspolitiet. Men i provinsen var der reelt

kun tale om Gestapo, hvorfor den betegnelse

anvendes her.

Politistyrkerne skulle fordeles rundt om i

landet. Da Thees Burfeind ankom til dettyske

hovedkvarter i København i september 1943,

gav sikkerhedspolitiets chef ham ordre på at etablere enGestapostationfor Vest-ogSydvest¬

jylland. Burfeind beretter:

»Mig sendte man til Esbjerg med politikredsene Ringkøbing, Varde, Esbjerg, Ribe, TønderogToftlund.

Vores chef, SS-Standartenfuhrer Mildner, holdtfør

voresafrejse^enformanende tale, hvor han betonede,at

vi skulleforholdeos somdet byder sig ietland med spi¬

oner, sabotører, terroristerogkommunister«3.

Sådan formuleredeSikkerhedspolitichefRu¬

dolf Mildner sig dog næppe overfor Burfeind

og de andre regionale ledere. Snarere tværti¬

mod. Mildner, der også var ny i landet, var

nemlig indstillet på, atDanmark fortsat skulle

behandles som et særtilfælde. Det samme var

Bestogi sidste endeogsåBerlin. Der findesen forholdsordre til dettyskeordenspolitifraden¬

neperiode, hvor politifolkene udtrykkeligtfår

beskedpåatopføre sig i overensstemmelse med,

at de befinder sig i etland, der ikke er i krig

med Tyskland. Dertil kommer, at Auguststrej-

TheesBurfeind. Fotograferet underretsopgøretefter besæt¬

telsen(HSB).

kerne kunvar en godmåned borte, ogfor det nyetablerede tyske politi gjaldt detom ikkeat hælde benzin på bålet og skabe nye urolighe¬

der. Netop derfor var Mildner, en mand der

ellers ikke viste nogen nåde og som havde

sendtjøder direkte i døden i Auschwitz, faktisk også modstander afen aktion imod de danske jøder i oktober 1943. Hans forsøgpåatfå akti¬

onen udskudtmislykkedessombekendt.

Danmarkvaretsærtilfælde, _ognår Burfeind alligevel lægger Mildner skrappe ord i mun¬

den,erdetgivetvisetudslag afen tilbøjelighed

til at få cheferne i København til at virke fir¬

kantede og radikale ^- så Burfeind selv kunne

fremstå så rund ogmoderatsom muligt.

Burfeind berettervidere, at han ikke mod¬

tog konkrete ordrer for Gestapos arbejde ved

sin tiltrædelse. Dét harmonerer formentlig

bedre med virkeligheden. Gestaposarbejdsop¬

gaver var ikke klart definerede eller tydeligt afgrænsede i 1943. Derblev f.eks.førtforhand¬

linger om etdansk-tysk politisamarbejde, hvor

den tyske side (herunder Mildner) forsøgte at få dansk politi med i sabotagebekæmpelsen mod, at det danske _retssystem fortsat kunne

dømmesabotører.

Thees Burfeind fik blot besked på fra Esbjergatstå i spidsen for Gestapoogsørgefor bekæmpelsen af modstand, anden undergra¬

vende virksomhed og spionage i Vest- og

Sydvestjylland. Det gav regionale ledere som Burfeind indflydelsepåprioriteringen afopga¬

verne og »dagligdagsmetoderne« i bekæmpel¬

sen af modstandsbevægelsen. Det indebar, at den enkelte leders fagligekompetence og per¬

sonlige egenskaber havde stor betydning for Gestapos resultaterogfremfærd.

TheesBurfeind

Hvemvarså denGestapoleder, der den 21.sep¬

tember 1943 begavsig fra det tyskehovedkvar-

Sabotagen togfart i 1943. I Riberamte imarts 1943en voldsomsabotagebrand Møbelfabrikken, destoreFordauto¬

værksteder ogRibe Automobilforretning. Gerningsmanden

varNiels AageSkov. Han blev taget af Gestapo i maj 1944, en arrestation Burfeindbetegnedesom en "rensuc¬

ces"(Fotofra Niels Aage Skov: Brev til mine efterkommere.

2000).

termod Esbjerg? Hverken i redegørelsen eller

under retssagen forklarede Burfeind, hvorfor lige præcis han blev sendt herop. Men det hang utvivlsomt sammen med, at han havde gjort tjenesteved Gestapoi Slesvig-Holsten.

Når politiledelsen i Berlin sendte politifolk på indsats ietbesat land,vardetmåletatfinde personale, der havde et forhåndskendskab til

landet, kulturenogsproget.Derfor blev derså

vidt muligt sendt folk fra Nordtyskland til Danmark, fordi man regnede med, at de ville

have lettest ved at sætte sigind i dansk kultur

ogmentalitet-ogderfor også havde de bedste forudsætninger foratskabe resultater.

Burfeind var tilknyttet Gestapo i Hamborg

indtil 1939, hvor karrieren bragte ham til Tjekkoslovakiet som regional leder. Personale¬

politikken iGestapovarprægetafetslagsrota¬

tionsprincip, hvor lederne hyppigt blev forflyt-

tet.Meningenvaratdygtiggøre demogforhin¬

dre stagnation. Så Burfeind blev flyttet rundt

og kom i 1942 tilbage til Nordtyskland, hvor

han i Kiel blev afdelingsleder med bekæmpel¬

sen af kommunisme som ansvarsområde. Her

fulgte han ifølge sin efterkrigsforklaringover¬

fladisk med i udviklingen i Danmark. Men det

ergivetvisenunderdrivelse, eftersomGestapoi Slesvig-Holsten skulle bekæmpe kommunisti¬

ske netværk med forbindelser til eksilkredse

nordpå. DerforvarBurfeind nok bedre inde i

danske forhold, end han vil være ved. I som¬

meren 1943 blev han udnævnt til leder af

Gestaposgrænsepoliti i Lubeck,menaltsåkort

eftersendt til Esbjerg.

Hans baggrund var typisk for mange mel¬

lemledere i Gestapo. De var i tiden før Nazi¬

regimet hverken gennemfanatiske nazister

eller kriminelleudskud,menrutineredepoliti¬

folk ogretalmindelige tyske familiefædre.

Thees Burfeind var født i Granstedt, Bremervörde, i 1904. Han blev gift i 1931 og blev far til ^to børn. Han havde aldrig været i

konflikt med loven, men blev derimod _ægte karriepolitimand. Efter realeksamen havde

han ellers tageten bankuddannelse, men skif¬

tede hurtigt spor og begyndte i 1925 i Weimarrepublikkens politi med en ansættelse

som betjent ved ordenspolitiet i Hamborg.

Senere bestod han ^en optagelsesprøve, der til¬

lod ham atsøge ind ved kriminalpolitiet, hvor

han begyndte i 1932. Herfra gik det over i Gestapo.

Straks fra magtovertagelseni 1933forøgede

og ændrede Naziregimet kraftigt det eksiste¬

rendepolitiske politi, der blev til Gestapo. I lig¬

hed med ^næstenalle kollegernes efterkrigsud-

sagnhævder også Burfeind,athans overflyttel¬

se fra kriminalpolitiet til Gestapo skete mod

hansvilje. Men alt taler for,atmænd som han

kom ind iGestapo,fordi desomrutineredeog

ambitiøse politifolk blev opfordret og havde muligheden-ogfordi de støttede regimet.De blev ikke tvunget.Burfeind hørtei hvert tilfæl¬

de til de "omstillingsparate". Ganske kortefter

Hitlers magtovertagelse var han blandt de

mange embedsmænd, der meldte sig ind i nazistpartiet, ogi 1934blev han også optageti

SS. I 1936 bestod han ^en tillægseksamen, der muliggjorde hansavancementtil Kriminalkom¬

missærtoårsenere.Detvarhanstjenesterang i Gestapo, da han kom til Esbjerg. Inden for SS

varhanHauptsturmfuhrer, hvilketomtrentsva¬

rertilkaptajn. Også i DanmarkstegBurfeind i graderne, og i 1944 blev han udnævnt til kri-

minalrat, denhøjesterangforenGestapoleder

udenenuniversitetsuddannelse.4

Forfremmelserne taler deresegetklaresprog

om en ambitiøs _og kompetent leder, der blev

værdsatafledelsen iKøbenhavn.

Mændenepå Hotel Hafnia

Nøjagtigtsom kollegernei

Ålborg, Århus,

ding, Odense ^og København rådede Burfeind

kun over et begrænset antal folk. Efter han

havde indrettet Gestapos sydvestjyske hoved¬

kvarter på Hotel Hafnia i Skolegade omkring

den 1. oktober 1943, bestod hans samlede_per¬

sonale iEsbjerg af i alt 17 ansatte.

Deegentlige tyske Gestapofolk kan tællespå

mindre end et par hænder. Det var folk som kriminalsekretær (Det svarer til ^en dansk kri¬

minalassistent) Karl Bein, født i 1904 og fra Gestapo i Hamborg. En anden var Overkri-

minalsekretær Franz Marquardt. Hanvar sam¬

men med endnu en Gestapomand kommet til Esbjerg allerede i slutningen afmarts 1943 og kom nu under Burfeinds ledelse. Marquardt

afhørte i marts 1944 flere _gange landsretssag¬

fører Hartvig Rambusch fra det illegale Frit

Danmarks Esbjerg-gruppe. Angivelig uden at bruge fysisk vold. Burfeind gørsig i redegørel-

[ Eftermiddag skal Gestapocheferne

Burfeind, Naujock,

samt Gestapomændene HansJulius og Hans Erik

Munck

afhøres

Gestapomanden Hans Munck. Getitapochefen Burfeind.

Gestapochefen Naujock.

Gestapomanden Hans Julius.

Vestkysten12. marts1946.

Øversttilhøjreerdet Burfeind med efterfølgeren August Naujock nedenun¬

der. På den anden sideerdet toaf deres håndlangere fra Esbjergmed Hans Erik

Munk øverst ogHans fulius nederst. Billedet blevbragti forbindelse med de fire

Gestapofolks vidneforklarin¬

gerienafsagerneunder retsopgøret(HSB).

sen høje tankerom netopMarquardts forhørs-

evner. Nogetkunne tydepå, at hovedkvarteret

i København var afsamme mening, for Mar- quardt blev i 1944 hentet til Shellhuset som souschef forenvigtig Gestapoafdeling. Selvom mændsom Bein ogMarquardtvartrænede og erfarne politifolk, der ikke altid greb til vold,

varde forlængstvænnettilatbrugetortur, når overtalelser, list, udmattelsesstrategi og trusler

under forhør ikkelængere virkede.

Ikke mindst kriminalsekretær og SS-Sturm-

fuhrer Karl Burrack bragte tortur-erfaringer

medsig. Haneret retubeskrevet blad i Esbjerg¬

litteraturen, men skal være kommet til byen i september 1943. Han afløste i juni 1944 Bur-

feind og varlederaf stationenindtil september

1944.OgsåBurrackvarfra Hamborgs Gestapo,

hvor hansarbejdevar atbekæmpe modstands¬

grupper blandt østeuropæiske tvangsarbejdere

ogkrigsfanger. Hanoghans folk myrdede flere

hundrede og sendte ukrainereog polakker til KZ-lejren Neuengamme. I Esbjergvarhan me¬

rebehersket. Karl Burrack forsvandt frabyen i

efteråret 1944, hvor han blev flyttet først til

Berlin og senere mod krigens slutning tilbage

tilHamborg.5

Hotel Hafnia husede desuden underordnet

tysk personale uden politimæssig skoling. Med

tiden blev de istigende grad involveret i f.eks.

forhør_{og var}ikke tyngetaf faglig indsigt. Her

sadknytnæverne ikke sjældent endnumereløst

end hos de uddannede Gestapofolk.

Når det kom tilstykketvardet dybere kend¬

skab til bl.a. dansk til at overse hos de fleste

Gestapofolk. Desto vigtigere var det lokalt at rekruttere folk, der talte flydende dansk, som

var fortrolige med geografien og som kunne trænge ind i illegale miljøer.

Burfeind ansatte bl.a. dansk-tyskerne Hans Julius ^og Niels Riis, der begge blev henrettet

under retsopgøret efter krigen. Julius søgte

ansættelse på eget initiativ og begyndte på

Hotel Hafnia i maj 1944. Han arbejdede for Gestapo i Esbjerg til befrielsen. I begyndelsen

af 1944 ansatte Burfeind Niels Riis. Han blev

en af chefens bedste danske håndlangere og

fulgte med Burfeind til Kolding i juni 1944,

menvendte flere gange tilbage til det vestjyske pårazziaer. Riisvar en typiskrepræsentant for Gestapos danskeindslag med baggrund i arbej¬

derklassen og politiskståsted i nazismen samt

etlængere forløb i tysktjeneste bagsig, i Riis'

tilfælde bl.a.som marinevægter i Esbjerg. Født

i 1907 var han dog ældre end det ret unge

aldersgennemsnit for danskerne i Gestapo.

Niels Riis' fortid og merittererbeskrevet af

Dorthe Petersen ibogen Thueoghans tid.?Hér

får man et billede af, hvordan folk som Riis arbejdede. De deltog i alle ledaf Gestapos be¬

kæmpelse af illegale grupper. Riis kunne udgi¬

vesigsom en bekendt af modstandsfolkogfor¬

søgte derved at lokke oplysninger ud af på¬

rørendetil de mistænkte.I næste omgangdel¬

togde danske Gestapofolk i razziaer. Lykkedes

det at pågribe modstandsfolk fungerede de

som tolke underforhørene _ogi nogle tilfælde også som torturbødler. Den tidligere bokser

Niels Riis' generalieblad tæller talrige mishand¬

lingerog opimod 100 anholdelser i 1944-45.

TypersomRiisogJuliusvaruundværlige for Gestapo og var daogså efter datidens forhold

ret vellønnede. De udgjorde ikke nogen stor gruppe. De øvrige danskere, som var ansat af Gestapo,varbeskæftigetsomchauffører,vagter ogrengøringsdamer.

PersonaletiEsbjerg blev reduceret kraftigt i juni 1944. Frygten for en invasion på Vest¬

kysten fik Gestapoledelsen i København til at nedprioritere stationen og lægge den ind

under Kolding. Det var i den forbindelse, at Burfeind blev forfremmet ogforflyttet til Stald¬

gårdensom leder af Gestapo ihele detsydlige

Jylland. Hantogendel folk med sig fra Esbjerg,

og invasionen spøgedei en grad,såmeningen

varatflytte alle kvindelige Gestapo-ansatte med

til Østkysten. Ved befrielsen stod Burfeind i spidsen foretpersonalepå omkring70 mænd

og kvinder fordelt på Kolding, Esbjerg og Aabenraa.

Efter Burracks midlertidige ledelse af statio¬

nen iEsbjerg isommeren 1944overtogden47- årigeAugust Naujock fra september 1944. Han opnåede rang af overkriminalsekretær og var endnu en Gestapomand fra Hamborg. Under

denne nidkære og primitive chef voksede an¬

tallet afGestapofolk i Esbjerg igen. I 1945 var der en snes mænd og kvinder beskæftiget

under Naujock.7 Gestapo-stationen havde nu kontorerpåHøjskolehjemmet, indtil^endristig sabotage den 10. april 1945 raserede ejendom¬

men.

Samarbej dspartnere

I Esbjerg fandtes der udover Gestapo en lille afdeling afSD, den nazistiske efterretningstje¬

neste, som havde til _opgave at rapportere om f.eks. folkestemningen. Men SD var ikke kun

en nazistisk udgave afGallup-instituttet. Afog til tog tjenesten del i oprulninger af illegale

grupper. Og SD-lederen i Esbjerg 1943-44, Wolfgang Söhnlein, blevsattilatrekognoscere

i Vedersø, da politicheferne i København i

december 1943 havde udpeget Kaj Munk som terrormål. Söhnlein var den 4. januar 1944

blandt defemtyskere, der myrdededigterpræ¬

sten.8

GrundlæggendevarSDenganske lilleorga¬

nisation. For Gestapo var den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, deropererede i

detsydjyske sammen med det hemmelige felt¬

politi,envigtigere samarbejdspartner i bekæm¬

pelse af modstand. Derudover kunne Burfeind

trække på dele af det tyske ordenspoliti, der i

Niels Risportrætteret underretsopgøret.Den 3. maj 1948 fulgte Højsteret underretterneogidømte Riis dødsstraf (Foto fraC. Næsh Hendriksen: Tiden derfulgte. 1948).

oktober 1943 skal have rådetoveromkring 150

mand iEsbjerg.

Men det var især selve Værnemagten, der

måtte assistere Gestapo ved større razziaer.

Værnemagten forsynede også tysk politi med oplysningerogundertiden med fanger, dervar blevet anholdt afpatruljerogvagtposter.

Endelig var der dansk politi, som tyskerne

gerneville samarbejde med. Burfeind beretter,

athan tog på charmeoffensiv blandt politime¬

streneforatskabe tillid ogsamarbejde.

»Iflere tilfældeovergavvi anholdte kriminellefor¬

brydere til dansk politi, ogjeg må sige, atviegentlig

kommegetgodtud af detmedhinanden«.''

Burfeind fik faktisk ryfor atvære en mand,

somdetvar muligtatforhandle med for både

politietogandre danske myndigheder. Haner

naturligvis megetforhippetpåatfremhæve,at forholdet til danskpolitivargodt. I redegørel¬

sen hævder han, at dansk politi gav Gestapo

fotos fra gerningssteder efter sabotager, men

bringer i øvrigt ingen konkrete eksemplerpå,

atpolitietvarbehjælpelig i optrevlinger af ille¬

gale grupper.Tværtimod skred Gestapo i 1944

til flere anholdelser afenrække modstandsak- tive politifolk, bl.a. politimester Simony fra

Varde, der siden døde i KZ-lejr.

Senere, efter aktionen mod danskpoliti den

19. september 1944, kunne Gestapo i Sydjyl¬

land trække på dansk-nazistisk hjælpepoliti i

form af folk fraHipo-korpset.Dervaret paraf

de forhadte Hipoer udstationeret ibl.a.Varde.

Stikkere

Det er indlysende, at Gestapo i Esbjerg selv

med bistand fra andre dele af tysk politi og

Værnemagtenikke havderessourcertilennøje overvågning af hvert eneste gadehjørne fra Ringkøbing til Rudbøl, et område med titusin¬

der afindbyggere- hvad gjorde mændene på

Hotel Hafniaså foratstandsesabotage, anden

modstand ogspionage?

Stikkeri bruges i besættelsestidslitteraturen

meget oftesom forklaringpå Gestapos»succe¬

ser«. MenBurfeindgøret stortnummerud af,

athan oghans folk aldrig gik i aktionpågrund¬

lag af angiveri^ogskriver i 1948:

»Når det alligevel lykkedes os at opklare mange sager ogrulle helegrupper op, skylder vi det del hel¬

dige tilfælde, somjo i sidste ende hjälperethvert poli¬

tiog mangeembedsmænd tiletsuccesrigt arbejde. Jeg

kan ikkegodskriveen informantnogenstørresag«.10

En af Burfeinds »tilfældige« oprulninger udspillede sig i Esbjerg i oktober 1943 kort

efterGestaposankomst til det vestjyske.Dalyk¬

kedes det at trevle en modstandsgruppe omkring det illegale kommunistiske blad

Vestjyden op. Omkring 20 blev anholdt heri¬

blandt den ledende figur, skolelæreren Axel Andersen, der blev_tagetaf Gestapo under en razzia mod et illegalt trykkeri. Men forinden

havde Gestapo-folkene gennemført et større

oprulningsarbejde, der havde ledt dem dl en

Esbjergejendom, hvorde mente trykkerietvar

placeret."

Meretilfældigtvardetaltså heller ikke. Og i nogle tilfælde skyldtes arrestationerne afgjort angiveri. Frants Gertsen var en endnu en cen¬

tral skikkelse i den esbjergensiske modstands¬

bevægelse, som det lykkedes Gestapo at arre¬

stere. På tidspunktet for Gertsens arrestation i Esbjerg den 16.marts 1945varhan ikke længe¬

re byleder, men med sin viden og mangekon¬

takteralligevelenstorfangst forGestapo.Han

blevbragt tilStaldgården og tortureretafbl.a.

Niels Riis. Gertsens arrestation skyldtes en

angiver, og Burfeind indrømmer det sågar

selv.12

Når Burfeind rodersigud iselvmodsigelser

ogpå den ene side benægter,atstikkere spille¬

de nogen rolle og på den anden side i Frants

Gertsens tilfælde beretter, at hans anholdelse netopskyldtes angiveri, bunder det i flere for¬

hold. Set fra chefensvinduervarstikkerne ofte

egentligt Gestapoansatte^-det kunne være en Niels Riis, der infiltrerede en illegal gruppe eller den iSydjylland ligeledes berygtede Jenny Holm, dervar ude i samme ærinde. For mod¬

standsbevægelsenogdens illegale bladevardet temmelig underordnet. Men ikke for Burfeind,

for på den måde isolerer han i sin redegørelse angiveri til noget mere spontant fra menne¬

sker, Gestapo ikke havde kontakt med forin¬

den. Og på det punkt tyder en del på, at Ge¬

stapo ikke fik mange henvendelser fra offent¬

ligheden.

Burfeindvar næppeudepå atbeskytte dan¬

skere, der var mistænkt for angiveri. Derimod

VESTJYDEN

Marts Udgivet af Danmark» kommunistiske Parti, Esbjerg Afd. I944

Den

Tilegnet Kommunelærer

Aksel Ejner Andersen

I en Kælder i Vettre Fængsel,

hvor Murene driver af Fugt, har Gestapomænd skudt ham,

og sagt, det ersket under Flugt.

Kommunisten, som ikke talte,

saa andre endnu skulde dø, stod forunderlig tavs og rolig

og hørte Pistolerne gø.

Dererén,somdefejgthar myrdet I Hjerterne føler vi Gru,

men vi har ikke Lov at sørge:

Gestapomænd myrder endnu.

Imens andre har bjerget Livet,

mens nogleblev slæbt imod Syd,

var det sidste, han skulde høre, Revolvernes bragende Lyd.

Ja, vi andre, som endnu lever,

m aa glemme, at Aksel er død

ogkæmpe den Kamphan kæmped, med samme forbitrede Glød.

Detillegale Vestjydenmarts 1944 medenforside

vietAksel Andersen.

Hanblevefter sin anholdelse i oktober

1943førttil København.

Andersen blevikke skudt ienkcelder i VestreFængsel, men blevden 4. december 1943 likvideretpå

ladetafenlastbil på

Vesterbrosammen

medyderligereto Gestapofanger.

Skudt "underflugt¬

forsøg" hed det bag¬

efter. Men ivirkelig¬

hedenvardet de

førstetyske gengal-

delsesmord i Danmark(HSB).

forsøger han genereltatfåGestapo tilatfrem¬

stå som et almindeligt og fagligt kompetent politi. Etsådant politi kunne i hans øjne ikke

væreafhængigt af angivere.

Endnu en vigtig grund til, at den tidligere Gestapochef er så optaget afat afvise angive¬

riets betydning, er, at det ville retfærdiggøre stikkerlikvideringerne. Han forsøger nemlig

målrettet at fremstille modstandsbevægelsens

metoder som absolut hensynsløse. Hvis han

derfor indrømmede, at Gestapo rådede over mange angivere og gik i aktion pga. deres informationer, ville det f.eks. legitimere de fire likvideringer,der fandt sted i Esbjerg i 1944-45.

Dermed ville hansforsøgpåat tegnebilledet af

enaggressivogskruppelløsmodstandsbevægel¬

se bliverystet.

Når detgælderstikkeri erdetselvmodsigel¬

serne, derspringer i øjnene. Ispørgsmåletom den stigende brug aftorturhar Burfeind også

travlt ved håndvasken.

Tortur ogoptrevlinger

Gestapo og tortur hænger uløseligt sammen.

Men detvarikkealtid, atfangerblev udsat for

tortur under afhøringerne. Og slet ikke efter

datidens opfattelse. I dag regnes typiske Gestapo-metoder, der ikke indebar fysisk vold,

men sombestod i trusler_ogdøgnlange forhør, ogsåfor torturanvendelse.

Specielt i besættelsens sidste 8-9 måneder

blev forhørsmetoderne mere og mere forråe¬

de. Karakteristisk nok kunne Burfeind under retsopgøret da heller ikke gøres ansvarlig for

en eneste mishandling i Esbjerg mellem sep¬

tember 1943 ogjuni 1944 - hvilket dog ikke betyder,atder ingen torturfandt stedpå Hotel

Hafnia i denperiode.

Denvoksende torturbrugframidtenaf1944

forklarer Burfeind med en række forhold.

Gestapoledelsen forlangte resultater, og

Burfeinds forsvar for de såkaldte »skærpede forhør«, en pænere betegnelse for tortur, hvi¬

ler på, atdetvar hovedkvartereti København,

der krævede skrappere afhøringsmetoder for

atknækkefangerneogfådem til attale.

I forbindelse med den store oprulning af

ledelsen af modstandsbevægelsens region III ^-

densydjyske-iefteråret 1944gavGestapochefen påShellhuset, Karl Heinz Hoffmann,påegetini¬

tiativ grønt lys for tortur, beretter Burfeind.

Optrevlingen blevenaf Gestaposstørstesucceser i Danmarkoverhovedet; »Vi rullede hele denillegale

butikiSydjyllandopogtilføjede modstandsbevægelsen

dens hidtil hårdesteslag«." En lavine af anholdelser

rullede fra det østlige Jylland mod syd og mod

vest. Modstandsbevægelsen i Esbjerg slap dog

relativtnådigt,selvomGestapoogsåher foretog

flere anholdelser.

Ledelsen i København kan meget vel have presset strenge afhøringsmetoder igennem,

men mishandlinger på både Staldgården og Hotel Hafnia tidligere på åretviser tydeligt,at det ikkevar nødvendigtat indhente tilladelse

til »skærpetforhør« fra højeste sted. Desuden

mishandlede Gestapofolk på razzia ikke sjæl¬

dentfanger straks, devarblevetpågrebet. Hele pointenvar at opretholde et højt tempo i op¬

trevlingerne. Såvar der ikke tid til atfinde en telefon ogspørgeShellhusetom lov.

Burfeindforsøgerat tegne etbillede af ord¬

nede forhold omkring forhørsmetoderne og hævder, at der fandtes regler for brugen af

»skærpedeforhør«. Detbetød, ifølge Burfeind

og andre Gestapofolk med ham, ^at der højst

måttetilføjes fanger 20-25 stokkeslag. Serman

på mishandlingerneerdet dog helt tydeligt,at gennembankningerogpisksamti nogle tilfæl¬

demereudspekulerede pinsler blev almindeli¬

ge i forhørslokalerne, hvilket igen taler imod

Burfeinds forsøg på at gøre brugen aftortur disciplineretog topstyret.

Under retssagenpåstod Burfeind, at tortur¬

brugen foregik i nødværge,fordi

»Modstandsbevægelsens angreb til stadighed

udsattetyske soldaterogpolitifolks livoghelbred for fare, der kun kunne afværges vedat tyskerne straks efter de pågældendes anholdelse af dissefik oplysnin¬

ger om. deres forbindelserm.v., ogat det derforvar

nødvendigtatanvende skærpet forhør

Hér overdriver han kraftigt den fare, mod¬

standsbevægelsen udsatte tyskerne for. Likvide¬

ringerramte stort setalene danskere,sommod¬

standsgrupperne mente arbejdede for besæt¬

telsesmagten. En bedre forklaringpå voldelig¬

hederne ermanglende evnetil at knuse mod¬

standsbevægelsen,ogatnogle afBurfeinds folk

blev forråede. Selv chefen lagde i mindst tre tilfælde håndpåfangerne.Tilbøjeligheden tilat uddele tæsk blev større med tiden. Når først

gennembankning og ydmygelser af fanger er almentaccepteret, mindskes forhørslederes tål¬

modighed generelt, og samtidig bliver næste skridt til^merebestialske pinsleruhyggeligt lille.

Burfeind opmuntrede selv til hårde meto¬

der. Her har vi endnu en forklaring på tortu¬

ren: Denskabtesimpelthen resultater. Han lod

sine folkprygleogpiske fangerogsørgede selv

for, at deres indsats blev belønnet. Således anbefalede han, at en notorisk torturbøddel

somNiels Riis blevdekoreret med^enorden for sine initiativer ogoprulninger afillegalegrup¬

per-resultater der i høj grad byggedepå mis¬

handlinger.15

Thees Burfeinds tilbøjelighed til at benægte

den udbredtetorturhængerselvfølgeligsammen med,athan skrevredegørelsen,menshanvente¬

depåatkomme forretten. Men igen spillerogså

hans bestræbelserpåatfremstille Gestaposomet

mere traditionelt politi ogsåen rolle. Burfeind

villeså gernefremståsom enanstændigogfagligt kompetent politimand, der kun billigedetorturi alleryderstenødstilfælde.

Burfeind skriver i 1948 med stolthed omde

store oprulninger, det lykkedes atfå satigang under hans ledelse. To gangeformåede hanog hans folk at trevle ledelsen af den sydjyske modstandsbevægelse helt op. Fra Staldgården dirigerede hanoptrevlinger i Esbjergogafbå¬

deBramminggruppenogmodstandsorganisati¬

oneni Ribe imånederne umiddelbart før befri¬

elsen.

Med Burfeind i spidsen 1943-44 anholdt Gestapo iEsbjerg83personer, mensder under

hans ledelse 1944-45 blevarresteretgodt 1.000

personeri hele det sydjyskeområde. Flere blev

henrettet,og mangeendte i KZ-lejr.KarlHeinz Hoffmann, Gestapos chef iDanmark, karakte¬

riserede Burfeindsomden »dygtigste krimina¬

list« blandt lederne i provinsenog som en sag¬

ligogenergisk leder, dervarnøjeinde i dever¬

serende sager.Denstoreoprulning iSydjylland

i efteråret1944blev daogsåfremhævet ietpar (overlevende) rapporter, der blev sendt fra

Shellhuset tilGestapo-hovedkvarteret i Berlin.16 Kompetentpolitiarbejdeogenvis dygtighed

hos chefen ognogle af hansfolk skaffede sam¬

men med angiveri og torturaf fanger resulta¬

ter.Men alt dette standsede ikkemodstandsbe¬

vægelsen. Savede Gestapo en grenaf, voksede

ennyefterhånden frem. Det erikkeren efter- krigsromantik. Esbjerg er et godt eksempel.

Byen blev ramt af fire alvorlige razzia-bølger,

mendeslog kunmidlertidigt ind overdet ille¬

gale miljø og rev aldrig hver og een af mod¬

standsgrupperne med sig.

Terror

Mod slutningen af 1943 forlangte Hitler og Himmler, at der blev indført væsentligt stren¬

gere gengældelser for modstandsbevægelsens

aktioner. Aksel Andersen blev idecember 1943

etaf de første ofre for besættelsesmagtensnye

gengældelsesform, nemlig den såkaldte »mod-

terror«.Fra ogmed mordetpåKajMunk janu¬

ar 1944foregik modterroren i form afanony¬

me clearingdrab og modsabotager, schalburg¬

tagerne, der fortsatte besættelsen ud.

Modterrorenramteflere gange Esbjergogi

november 1944 også Bramming ogVarde. De

første schalburtager i Esbjerg fandt sted den

28. februar 1944 og gik ud over Engers

Hansens Boghandel og Paladshotellet, og den

5. maj 1944 blev byen på ny ramt.17 På begge tidspunkter havde Burfeind den daglige ledel¬

se på Hotel Hafnia, men han kaster ikke lys

over terrorsprængningerne i sin redegørelse.

Som byens Gestapochef blev han dog næppe holdt hen i uvidenhed^- ellers risikerede man

jo, at han sendte sine folk ud for at opspore

»sabotørerne«!

I begyndelsen af 1944 indløb der fra

København ordre til provinsstationerne om at udarbejde lokale kartoteker overfremtræden¬

detyskfjendtligepersoner. Dagbladet Vestkysten

blev ifølge Burfeind brugt til at finde fotos af

relevante personer. Han hævder, at han ikke

varklarover,atdetgjaldtterrormål, mentroe¬

de, at der var tale om gidsellister. Igen erdet

svært at forestille sig, at Burfeind ikke vidste,

hvad kartotekerne kunne bruges til, når mod¬

terroren nu varbegyndt.Kartotekerne viste sig

iøvrigt vanskelige atbruge for de omrejsende terrorgrupper,der derfor ofte kontaktede loka¬

le Gestapo- og SD-ledere for at få udpeget

attentatmål. Både i forbindelse med clearing¬

drabene på Poul Carstensen og L. V. Jensen

den 13. november 1944 og på pastor Poul

Bentzen den 25. marts 1945, ^var Burfeinds efterfølger Naujock indblandet. Muligvis blev ogsåBurfeindspurgttil råds forud for morde¬

nepåJensen og Carstensen. I den forbindelse

vendte han i øvrigt for en stund tilbage til Esbjerg. Byenssvarpåclearingdrabenevarfol¬

kestrejken den 15. november,som besættelses¬

magten gengældte med undtagelsestilstand og

lukning afgas,vand, elektricitetogfjernvarme.

Situationens alvor indebar, at Burfeind som

Gestapochef for Sydjyllandovertogtøjlerne fra Naujock.

Tid tilatskrive forsvarstaler

Ganske tidligt om morgenen den 5. maj 1945 begav Burfeind sig mod den dansk-tyskegræn¬

se i spidsen forenstørrekortege. Den 16. maj

blev han anholdt i sithjemogoverført til arre¬

sten i Kolding. Derefter blev han sendt videre

tilAisgades Skole i København, der fungerede

sominterneringssted forde allieredes krigsfan¬

ger i Danmark. I februar 1946 blev Burfeind

ført tilbage til Kolding, hvor han skulle vidne i

de verserende sager mod især danske Gestapofolk, der havdeoperereti Sydjylland.18

Dennuforhenværende Gestapochef fik god

tid tilattænke tanker, for først den 15. februar 1949låanklageskriftet mod ham klar. Burfeind

stod anklaget for krigsforbrydelser ved som

GestapochefiEsbjergogKoldingathaveværet ansvarlig for oggivet ordre til torturaf fanger.

Anklageskriftet optalte 40 meget grove mis¬

handlinger, der primært havde fundet sted i

besættelsens sidste otte måneder, foruden tre torturtilfælde, som han personligt havde med¬

virket i. Endelig blev han anklaget for tre ter¬

rorsprængninger i efteråret 1944. Men altså

ikke for de første schalburgtager i Esbjerg.

Anklageren krævede dødsstraf, mensBurfeind plæderedeforfrifindelse eller mildeste straf.

Nøjagtigtsomiredegørelsen hævdede hani byretten,at torturen fandt sted efter ordre fra København. Burfeind tilkendegav desuden, at han ikke^varklar_over, atforhørsmetodernevar i strid med folkerettenHanvardog tilstrække¬

ligt inde isagernetilatmene,atmodstandsbe¬

vægelsens aktioner stred mod sammefolkeret!

Burfeinds forsvar i byretten gør det helt tyde-

Engers Hansens Boghandel i Esbjerg efter schalburgtagen28. februar 1944. Burfeinds hukommelsevarikke skarpsleben,

hvad modterrorenangik (HSB).

ligt, hvorfor hansatte sig til at skrive en rede¬

gørelse i fængslet. Med den ville han især uddy¬

be den tredje søjle i sitforsvar, nemligatmod¬

standsbevægelsen havde tvungetGestapo til at bruge»skærpet forhør«^-tortur-som rennød¬

værge.

Byretten idømte den 10. juni 1949 Thees

Burfeind otte års fængsel og efterfølgende udvisning fortortur,heriblandt Burfeindsegen

personlige medvirken i tre tilfælde. Derimod

blev han frikendt for ansvaret for to af de tre

terroraktioner. Retten afviste ikke totalt hans forsvar. Det virkede formildende, at Burfeind havde handlet efter ordre ogunder pres, ogat han medrettensord »ietikke heltubetydeligt omfang ^... må antages at have optrådt hjælp¬

somt overfor danske arrestanter og disses pårørende ...«'9.

Dadet underretssagenmodenunderordnet Gestapomand kom frem, atBurfeind i efteråret

1944 havde givet ordre til mordet på enjern¬

banesabotør, fik han i 1950lagt yderligere fire

årsfængsel til sinstraf. Underdenefterfølgen¬

de appelsag ved landsretten fik Burfeind en mindre nedsættelse,så dommen kom tilatlyde på10årsfængsel i alt. Kort efter blev hanbenå¬

det ogudvist.

Burfeind ogslangen i paradiset

Tyskernevar glade foretophold ved den dan¬

ske »Flødeskumsfront«. I fængslet beskrev

Burfeind malende sit første indtryk fra efter-

Gestapos frygtelige Hærgen

i Sydjylland under Burfeind

Lørdag den 26. August 1950

Det oplystes i Gaar, at der blev foretaget 1300 Anhol¬

delser, 64 henrettedes eller døde i Koncentrations¬

lejr, Schalburgtage for 7% Mill. Kr., og 8 myrdedes

ved Clearingmord

Kolding, Fredag (Privat) Under Krigsforbrydersagen mod Gestapolederen i Esbjerg og paa

Koldinghus Staldgaard, Thees Burfeind oplystes det i Dag, at Ge¬

stapo havde foretaget over 1300 Anholdelser i Sydjylland under Kri¬

gen, at 64 af de anholdtevar blevet henrettet eller var døde 1 tyske Koncentrationslejre, samt at der var udført Schalburgtage til et Be¬

løb af 7,5 Mill. Kr.i Sydjylland ogat8 Menneskervarblevet myrdet vedClearingmord.

Der nfhrirt.es iövrigt i Sagen to fhv. Borgmestre samt en Række af de-fanger, som (TeStaisaJiavde mishandlet.

Burfeind som Lærer >

for Bødlerne

Burfeind forklarede först om Forholdenevedrørende Arrestationen af Kommunisterne iSydjylland. Han oplyste, at hanhavde afhørtLederen

af KommunisternesillegaleBevægel¬

se i Sydjylland, Redaktør Ib Nør¬

lund uden at anvendeskærpet Forhør for at vise sineFolk paa Staldgaar- den, atman kunde faa Oplysninger ved energisk at vedblive at spørge.

Burfeindudtalte, at delvarIb Nør¬

lund, der gennem General Bennike havde faaet Redaktør Børge Hou¬

mann anbragt i Modstandsbevægel¬

sens Ledelse i Aarhus. Vedrørende

Burfeind havde sagt til hende, >at idetikke klædtehenrieatspille barm¬

hjertigSamaritan..4a \unvilde give

in af demenCigaret. 1

Burfeinds Forsvarer, Landsrets-

sigfører Jørgen Wolf, Kolding,

1ad efter denne Afhøring Anklage-

isn fremskaffe Erklæringen fra i ;nny Holms Sag om hendes men- t.leTilstand.

vurfeind

Aktionen mod Grænsegendarmeriet

Mangikderefterovertilatdrøfte Foiholdene omkringAnholdelsen af Grænsesrendarmerne.

— Jeg maatte, erklærede Bur¬

feind, paaPankes Ordre lede Ak¬

tionen mod Grænsegendarmeriet.

Derblev ialt anholdt 237Gendarmer.

Dagen efter Anholdelsen blev der givet Beskedom,atalleGendarmer

over 55 Aar skulde løslades. Jeg kørte tilFrøslevlejren,hvor Grænse- gendarmerne var anbragt, og talte med samtlige Gendarmer om deres Helbredstilstand og Familieforhold, ogjeg løslodpaaegetInitiativ 5 Gen¬

darmer paa Grund af særlige For¬

hold. Hoffmann meddelte efter Or¬

dre oppefra, atGrænsegendarmerne skulde sendestilTyskland, menBo- vensiepen gav paa Burfeinds An¬

modning Tilladelse til, at de blev i Danmark, indtil Forholdene nær¬

mere var undersøgt. Burfeind ud¬

valgte derefte-r 75 Gendarmer, som paaGrund af Alder eller Helbreds¬

tilstand ikke kunde sendes til Tysk¬

land.

Burfeind afhørtes derefterom Tiltalen tor at have slaaet Politi¬

betjent Gunnar Sørensen, Køben¬

havn (tidligere Kolding). Han ind¬

rømmedeat have givet ham 4 Slag med Haanden, fordi han, Burfeind,

varblevet ophidset. Endvidere ind¬

rømmedehanat havegivet Mekani¬

kerAageChristensen nogle Lussin¬

gerved en Afhøring paa Kasernen i Tønder, og endelig tilstod han at have givet Vognmand Lauritzen, Tønder, 4—5 Piskeslag.

Forhørene fortsættes.

JyllandsPosten den. 26. august 1950. Anklagemyndig¬

heden havdeappelleret Burfeind-sagen for atfå dommen skærpet til livsvarigt fængsel. Iaugust1950 kørtesageni

Landsretten med afhøringer af hele Gestapo-toppen i

Danmark. Burfeind endte med en dompå tiårs fængsel (HSB).

året 1943 afetfredeligt oglykkeligt land med

velnærede indbyggere, hvor hans folk følte sig

som »maddikerispæk«.20 Men Burfeind lod helt

sikkert kun sin lyriske åre flyde frit for at få Vestjylland til at fremstå så dejligtog fredfyldt

som muligt, så han rigtigt kunne sætte mod-