Her'ar siiild

Her'r siiiild

Gaderäb i Danmark

Af Svend. Nielsen

I dag må man nok konstatere, at gaderåbene i Danmark er historie.

Man kan stadig på det gamle ^grønttorv på Israels Plads i København

høre en svag afglans, når de handlende annoncerer deres varer - en

særlig betoning af ordene og en særlig stemmemelodi, men det er ga¬

detale, ikkegaderåb, ogdet hængersammen med, atdet hererenhen¬

vendelse til folk indenfor enradius af få meter.

Men endnu for 25 år siden kunne man enkelte steder opleve gade¬

handlere, dervirkelig råbte. Devar medtil at sætte koloritpå bylivet,

men deres betydning for byens forsyning med dagligvarer varallerede

da væk.

Anderledes for 50-60 år siden. Dengang satte gadehandlerne med

deres trækvogne helt afgørende deresprægpå byens hverdag, oghvad vigtigere var,så sørgede defor leveringen afenrække af småkårsfolks

fornødenheder. Varerne var ganske vist somoftest af sekundakvalitet

- tingforretningerne ikke ville^tage hjem, ^menpriserne^vartil gengæld små, og det var nok så afgørende i tredivernes og fyrrernes arbejder¬

husholdninger.

Alfred Enevoldsen, København

»Jegkørte mestpå Vesterbro, til alle disse gader ved Dybbølsgade^og Absalonsgade og Saxogade, Dannebrogsgade og Valdemarsgade.

Menså nårviblev trætteafatkøre igaderne^-nårformiddagen var

forbi (det ^var almindeligtat folk spiste middag kl. 12) ^- så stod vi

nede i Istedgade. Derstod vi i lange rækker lige fra Valdemarsgade

og helt ned til Skydebanegade. Der ^{var tæt} besat med forskellige

vogne, ogder varalle mulige frugt- ogfiskehandlere mellem hinan¬

den.«

Og de kunne råbe! Folk, der ^er gamle nok til at have oplevet, at der

blev råbtmedvarerunderkrigen, vil kunne bekræfte,^athvadvikunne

høre afgaderåb i årtierne derefter kun var en svagafglans.

Dengang var det ikke, som det senere blev til, kun frugthandlerne,

der råbte. Der blev råbt med fisk, med aviser, med sand, med rejer og

John Hansson råber medfrugt. John Hansson kom gennem 1970-erne en gang om ugen op gennem Nyrupsgadeog råbte med sineæbler, pærer og anden frugt. (Foto:

Svend Nielsen 1975)

»Denskønne Helene« vignet fra forsiden af skillingsviset¬

ryk fra Julius Strandbergs Forlag1866. (Foto:DFS)

med brænde. Skorstensfejeren anmeldte med råb sit besøg næstedag,

ogskærslipperen tilbød at ordne »alle skærende instrumenter«.

Vi harikkeiDanmarkeksemplerpågaderåbsmelodier, der ^erældre

endca. 100år, hvorimod der^erbevaret^enlang række af de »tekster«,

man råbte i 17-1800 tallets København.

Alleredei 1660'erne råbtes der f.eks. med muslingeri gaderne.

»Moos...! moos! moos! moos...ling! her^er mosling!«

Disse tidlige gaderåb og gadehandelen dengang giver kulturhistori¬

kerenHugo Matthiessen^enutroligt levende ^ogfængslende skildring af

i ethelt kapiteli sin bog »Københavnske gader 1728-1795«

Fra byer som London og Paris har man imidlertid også eksempler på den melodiske udformning af råbene tilbage i 14-1500 tallet. Me¬

lodierne erbevaret tilvore dage, fordi komponister lod dem indgå i de¬

res musikværker.

Der er næppe heller nogen tvivl om, at traditionen med at rekla¬

mere med råb også herhjemme går adskilligt længere tilbage end til

1660. Egentligerden nok lige så gammel somhandelen selv, for som

vi skal _{se, er}det at sætte musik på råbet helt enkelt et praktisk hjæl¬

pemiddel til på ^{en gang at spare} på stemmen og bære råbet længere omkring.

Christian Møller Olsen,

Ålborg:

»Der var nogle, der kom og lavede ethelvedes hus over, atjeg råbte for højt, deres børn ku ikke^sove. Såsagdejeg: Jamen det^erder ikke

noget at gøre ved, det ^erjeg nødt til. Dem oppe på 5. sal de skal da også høre, atjeger her.

Menjegråbte godt nok frygtelig højt.Jeg ved, atnår jegkørte her¬

inde iKayerødsgade, ogjegråbte, så stod de paratude på Sønderbro,

nårjegkom. De vidste, jegvar på vej. De kunne høre mig helt herin- defra.«

Gaderåbeterétmedgadehandlerens salg ved trækvognen. Denbruges

kun dér. Gadehandleren går ikke hjem ^om aftenen ^og underholder

kone _og børn med sine råb, lige så lidt ^som han ville finde på at give

dem til bedste på værtshuset iselskab med kolleger.

Sliber-Jens fra Nordsjælland (postkort fra før1920). Iældre tid gik skærsliberen rundt

med sin sliberbør, men i nyeretid var børen udskiftet med encykel, og senere igen kunne slibestenenvære motordrevet. (Foto: DFS)

Torvehandel med_grønsagerpåHøjbro PladsiKøbenhavn(Postkortfraca. 1900). De, dersom blomsterkonenher, solgte fra faste stader,måtte ikke råbe medvarerne. Det måttekun de omvandrendesælgere. (Foto: DFS)

Og hans råb er en forudsætning for den måde, han sælger sineva¬

rerpå. Nårhan holder ^op med råberiet, måhan enten slåsig ned med

et fast stade på et befærdet sted, eller han må give sig til ^{at stemme}

dørklokker. De fleste frugthandlere valgte den første løsning, skær¬

slipperne den sidste.

Detertilgengældsituationen ogdens krav, derpåvæsentlige punk¬

ter formergaderåbet:

Stemmelejet erhøjtog skarpt, så meddelelsen når langt omkringog skærer igennemal anden gadelarm. De korte afsnit indenfor råbet og den stadige vekslen mellem korte råbte oglængere mere sungnetoner modvirker, ^at beskeden bliver til »grød«, når råbet gjalder mellem

husmurene. Det er meddelelsen om vare og pris, der ^er altafgørende.

Melodienerdens lydigetjener, der sikrer,atordene når ud, bliver hørt

og vækker interesse, samtidig med at stemmen trættesmindst muligt,

så den kan klareden stadig ^gentagneanstrengelse dag ud ^og dag ind.

Gaderåbsmelodien består af en kæde af melodiske vendinger sva¬

rende til de korte afsniti teksten.

Densammelillemelodistump kan bruges igen ogigen, menvarieres ustandseligt. Den bygges ud ellertrækkes ^sammenioverensstemmelse

Fiske-Clausundervejs medsin trækvogniVejle. Fiske-Claus,hvis borgerligenavn var ClausSørensen, gik i 52 årogsolgte fisk fra sin trækvogn, indtil hansom mere end 80-åriggik på folkepension. (Foto: Oscar Jensen ca. 1958)

«« i^rtSrT Rejekælling. Forside af skil-

♦ _J

f |! (|vvi

1 1

bergs tryk. (Foto:DFS) ffiariant til ben tefenbte Sang, og til -Dielobi

af øommerreuueu.

Cg:

3eg fibber bag JængdlctS 9Jiurc.

ffiftertrsf forboSe«

Jtobenbaon.

33ern§. SBentifit^mä

medteksten, der heller ikke ligger helt fast, og ihvert fald ændres fra dag til dag alt efter hvilke^varer, der liggerpåvognen, og hvilkepriser,

han skal have for dem. Man kan råbe udelukkende på én tone. I

mange tilfælde er et af tonetrinnene stærkt dominerende, men råbet

gøres levende ved at udsmykke denne råbetone gennem små udsving

tiltonen lige ^overeller under, eller ved med mellemrum ^at skifte med

endybere tone.

I øvrigt kan det nævnes, at melodier af denne opbygning indenfor europæisk folkemusikogså kendes fra f.eks. religiøs recitation og fra

delange sungne fortællinger, de såkaldteeper.

En anden måde at råbe på er at begynde råbeteller evt. hver melo-

disk vending højt også lade melodien dale, efterhånden som manån¬

der ud. Denneråbemåde harligheder med det, vimøderide norske og svenske lokk-råb, ^som hyrdepigerne bruger, når de kalderpå kvæget.

Atråbe sine varerud er enkunst, og som al anden kunst forudsæt¬

ter den medfødte _{evner, men} mindst lige så vigtig ^er lang tids daglig praksis.Mankan ikke læsesig til, hvordanman skal gøre. Detergodt

at have et solidt kendskab til andre gadehandleres råb, men først og fremmest må nybegynderen arbejde med sig selv i det daglige arbejde

- prøve sine muligheder ^og findesin form.

VagnHolmboe, København:

»Jeg har i et par enkelte tilfælde fulgtsanges opståen: Et^par arbejds¬

løse, der begyndte med råb, fik mere og mere tone på for til sidstat ende ien (mereeller mindre) fast melodisk form.«

Flintesælger. Énaf tolv folke- livsscener. Et kobberstik med fællestitlen: KjøbenhavnsGa¬

deråb. 1860. (Foto: Køben¬

havnsBymuseum)

Flint, Klint, Flintestene!

KransesælgeriKøbenhavn.

Gouache lavet af ukendt kunstner i 1600-tallet. (Fo¬

toNationalmuseet)

Christian Møller Sørensen,

Ålborg:

»11926begyndtejeg, men det kneb medatråbe. Til sidstvarjegnødt

tilatgå oppåSkovbakken og øveminstemme. Dérlærtejeg migselv det, da jeggik deroppe på Skovbakken ^og råbte, forjeg kunne godt høre, atdet ikke duede, ^som jeggjorde det. Jeg skulle finde udafen anden metode.

Også harjeggåetogsungetpågaderne, ogjeghar elsket det liv, når jeggik der mellem stængernepå trækvognen.«

Råbet er nemlig i høj grad personligt. Det formes umærkeligt, så det afspejler den råbendes stemmekarakter ogstemmestyrke, hans tempe¬

rament, hans erfaringer^og hans musikalske^smag.

Alt dette bevirker, atderernogenlunde lige såmangemåderatråbe på, som der er folk, der råber. Stamkunderne kan altså uden besvær høre, når deter »deres mand«, der kommer.

CharlesOlin, Kobenhavn:

Dagmar Hansenråbermedfiskpå ØsterbroiKøbenhavnca. 1930. (Foto:Politikens Foto)

»Jeghavde min bestemte mådeatråbepå, så ku de børe detvarmig.

Deterjo ^stemmen oghele væremåden. Vi råberjo ikkepå din måde,

vel. Se _nu, »Gamle Orla« kaldte de ham. Han kørte iIndre by^-med

enspædstemme, oghan kom med det her. Menhan kunne sælge. Han havdesine kunder, der kunne høre, det varOrla der kom.«

Derer ingen modsætning mellem denne frihed til personlig udfoldelse

oggaderåbetsomtradition. Tradition behøver nemlig ikke,som mange tror, være en spændetrøje. Så længe traditionen ^er levende, ^er den

tværtimodet hjælpemiddeltilatudfolde sig ubesværet^ogselvfølgeligt.

Råbtraditionen kanvisom sagtfølge fire til fem hundredeårtilbage

i tiden, og den er utvivlsomt langt ældre, ^men samtidig skabes råbet

fra nyt, hver ^gang det råbes.

Gadehandleren erpå sammetid sanger ogkomponist. Ingentvinger

ham til atgentage råbet på sammemåde, somhan gjorde før, og fak¬

tisk bliver det sjældent helt^ens fra ^gang til gang.

Påden anden side skal han heller ikke for en hver pris »fornysig«.

Her, ^som i al anden folkemusik, kommer forandringerne og fornyel¬

serne, nårde ydre omstændigheder gør dem ønskelige, nødvendige og

selvfølgelige.

Almindeligvis var gadehandlerne anonyme, men der var i Køben¬

havn én undtagelse, og det var fiskehandleren Dagmar Hansen. Som

det ses på fotografiet (s. 80), var hun en stortrivelig dame, men det,

somgjorde særligt indtrykpåfolk,var hendes stemmepragt oghendes

råb eller hendes _sang.

Jeg har snakket med flere gamle mennesker, der huskede specielt

hende _oghendes råb med fisk, og i enaviskronik i 1929 fortæller ar¬

kitekten Steen Eiler Rasmussen næsten forelsket ^om sine oplevelser

med hende _oghendes råb.

Steen Eiler Rasmussen

»Hvor har jeg ikke mange morgener, nårjeg sad ved mit arbejde og skulde skrive, hørt Dagmar Hansens Sang (Det er ikke den bekendte Dagmar Hansen, der^merehavde ydre end^{stemme, men en}fiskerkone,

dergår ogsælger sildi Østerbros sidegader, ^{og som} formig er lutter

stemme. På lang lang afstand hører^man hendes skingrerøst:-Silder

godt, sildergodt^-. Jo merejeg tænkerpaa det, jo mere gaardet op

formig, hvilket Unikum hun er, hvor fortræffelig hendes Sanger. Der kan hungå dag ud^ogdag ind, iregn ogslud, så tyk^som hun^er lang, indbyltetiviolette ogblå strikkede trøjer, skubbesin lille, vogn foran sigog synge ivilden sky, uden^atdernogen sindeer tale om, athuner

indisponeret. Forholdene er nu også ganske gode ^at virke under; thi

man kan sige megetugunstigt om Østerbros sidegader, men resonans deterder.

Man siger, atvisse storegamle domkirkergavgenlydpaa en særlig maade, ideten bestemttonekunne blive vedatlydeigen under dehøje hvælvinger. Hver kirke havde derforsin egen tone, og detmåtte ^man

regne ned, naar manskulle komponereMusik, der skullespilles iden.

Selve kirkerummet måtte benyttes som et instrument, og dets ^tone

være dominanti melodien. På den måde skulle så forskellige skoler i kirkemusiken være opstået. ^-Jegtror næsten, atDagmar Hansenhar fundet Livjægergades særlige^tone, derslår igenfrahuseogbrostenog

genlyderi100metersafstandienlang^syngen.Ihvert faldpasserdisse

materialers hårdegenklang til hendes skingre organ.«

Dagmar Hansens måde at råbe på var helt hendes egen og skilte sig markant ud fra alle andre gadehandlendes. Den var opbygget af en række sekvenser, der iogfor sig hver kunne fungere somselvstændige

i X"

V y b" 1

]'

bl' 1

J cT, a

ait

dT~jpt sil <X S Tor f&rfke S«l di jot

"~3 £-"1 1 ? _S

lyjjKerier

j 1 m tlT) ? I »ff

i

"før** « livendt tdr»W<#

pn Star tor« <8 f

i i . . t- ■— T» i -

ri n

y n 1111 i

i

liamjitK

mm

jot hornfitk *r rforføkc

ut

ii ' r i i

fart«*,

tjv-e ør

Dagmar Hansensgaderåb, således ^somVagnHolmboe nedskrev det efter enlakpla¬

deoptagelse fra 1934. I sin bog »DanishStreet Cries« (København 1988) har Vagn Holmboe splittetråbetop i seksmindre enhederoganalyseretdem hver for sig, men

Dagmar Hansens råberformetsomenmusikalskhelhed,ogda denerkendtfra flere forskellige optegnelser,ved vi,atdet musikalske forløbtrodsforskelle, derskyldesdet varierende udbud affisk, i det store og hele er fast. Dagmar Hansens Gaderåb kan hørespåkassettebåndet: Her'ersild (Kragen DFS K 103).

råb, ^mende ^erbundet^sammen påenmåde,så manfornemmeren mu¬

sikalsk helhed, der gennemløber en udvikling, før den afsluttes. Det bliver faktisk etlille musikstykke.

Gaderåbsnedskrifter

Teksterne til gaderåb findes der somnævnt tidligt kilder til. Det skyl¬

des dels, at de gengives i forbindelse med de billeder med forskellige gadehandlende, der helt tilbage i 1600-tallet fremstilles på tryk med salg for øje. Og dels, at de citeres iskillingsvisetryk entenpå forsiden

ellersom en del afvisen.

Anderledes med melodierne; de blev ikke publiceret på samme måde. Når vi i dag overhovedet kansigenogetmereindgående^omden

musikalske karakter afgadehandlerens råb, dengang de endnu ^var al¬

mindelige, er det derfor først og fremmest komponisten Vagn Holm¬

boe, vi kan takke for det.

Som der nok ikke er mange der ved, var den unge Vagn Holmboe dybt interesseret i musik-etnologi.

Efterathaveafsluttetsinkonservatorieuddannelse rejstehan tilRu¬

mænien, og her studerede ^og indspillede han i et år hyrdernes fløjte¬

spil.

Her ærejer ergodt

/: her er skær-slipperen. :/

Nedskrevet af Vagn Holmboe i september1937 iRingkøbinggade

efter_anonym mand.

rejerergodtfemogtredvemålet.

Sild her silægot b b »

fem ogtyve* øre.

Nedskrevet af Vagn Holmboe i juni 1937 i Ringkøbinggade efter

anonymmand.

rv

Blommer ty• ve ør.

Nedskrevet af Vagn Holmboe i august i Øresundsgade efterJensen (ca 35år).

Søde blommer ty-ve ør,

to h«l'-kilo femtredveør.

Sygdom tvangham hjem, ogdet var, da han kom tilbagetil Køben¬

havn i 1935, at hanfik ørerne op for det særlige ved gaderåbene.

Han havde nok hørt dem tidligere, men ikke tænkt nærmere over dem-blotopfattet gaderåbene ^sometkarakteristiskogmorsomt ind¬

slag i gadebilledet. Nu hørte han dem pludseligt ^somet særligt musi¬

kalsk _{sprog, som} hangav sig til ^at studere.

I de kommende fem år cyklede han det meste af København tyndt

foratopsøge gadehandlere, der råbte. Detvar mestenformiddagsfor- nøjelse, for det ^var på den tid, ^at de hyppigst ^{var at}træffe.

Når han så fandt frem til engadehandler, fulgte han ham ^et stykke tid,mens han i sin lillemedbragte notesbog optegnede råbmelodien,^og

så vidtmuligtopsøgte han den samme fleregange, dels for atkontrol¬

lere sin nedskrift_ogdels for eventuelt ^atopfange mulige variationer.

242 råbmelodier fik Holmboe pådenne måde nedskrevet, ^men der¬

udover lykkedes det ham at finde frem til ^mere end 100 gaderåbsme- lodier, der i tidens løb (de ældste fra 1880) ^var nedskrevet af andre i såvel København som iforskellige provinsbyer.

Med udgangspunkt i disse melodier gennemførte han så en dybt¬

gående analyse af gaderåbet såvel musikalsk^som sprogligt.

Efter 1940 fik Vagn Holmboe imidlertid travlt med ^mange andre

musikalskegøremål,ogselvomhans afhandling i detstoreoghele^var færdig, blev den liggende i enskrivebordsskuffe i mange år, ogførst i

1988 blev den udgivet på engelsk under titlen »Danish Street Cries«.

Gaderåbsoptagelser

Udover deskriftligt bevarede råbmelodier harvigudskelov ogsåetlille

antal lydoptagelser af gaderåbene. Det drejer sig ikke ^{om megetmere}

end fyrre i alt, ^{men gennem} dem får vi en chance for ^at få ^et første¬

håndsindtryk af, hvordan de engang lød. At vi har disse optagelser, skyldes først og fremmest to personer, først radioreporteren Sven

Carstensen _{og senere} den daværende politibetjent og folkemindesam¬

ler Anders Enevig.

I 1941 lavede radioreporteren Sven Carstensen en af de reportager,

som hanvar så kendtfor. »Gadehandelens romantik«.

Med den storeradiovogn med indbygget udstyr til atskære lakpla¬

der drog han rundt i byen og opsøgte gadehandlere, der råbte: avis¬

sælgeren på Rådhuspladsen, fiskehandleren, sandsælgeren, blomster¬

handleren. Manhørte deres råb, ogbagefter lavede SvenCarstensenet lille interview med hver af dem. Optagelserne har speciel værdi, fordi

de ^er optaget i gaderåbenes storhedstid.

Atten år_senere,i 1959, varpolitibetjenten AndersEnevig begyndtat optage mere bredtiKøbenhavn, efter idetstore oghele athave afslut¬

tet sine banebrydende lydoptagelser blandt klunserne på Nørrebro.

Her faldt han ved forskellige lejligheder ^over handlende, der råbte.

Handelen med fisk fra _{vogn var} forvundet fra Nørrebro, ^men der var

enrække forskellige frugthandlere^ogblomsterhandlere, der brugte^ga¬

deråbet somsalgsmiddel, ogdem fik han ^optaget igademiljøet.

Han havde samtidigt blandt klunserne et par stykker, der havde

været rundt i landet som skærslippere, og også dem fik han til ^at de¬

monstrere deres salgsråb.

Indenforvorofficielle musikherhjemmeergaderåbet^enydmyg^genre.

Bortsetfraeninformativ lille artikel iEncyclopædien^erdet svært at finde den omtalt i de _gængse opslagsværker.

Gaderåbetudgør imidlertidet spændende hjørne af den musikalske folkekultur, der altid har eksisteret, og somstadig lever.

sildergodt ferske sildergodt!

Ker' skrub-b(h)er!

Optagetaf AndersEnevigd. 8.au¬

gust 1959 i TønnesgadeiVejle ef¬

ter Claus Sørensen, kaldet Fiske-

Claus. Råbet findes på kassetten:

Her'ersild! (KragenDFS K 103).

Her* stor1 levendesaltvandsål!

biltvands-&1! æh her!

Litteratur

Holmboe,Vagn:DanishStreet Cries. Kbh.1988 Nielsen, Svend: Her'sild. (kassetbånd) Kbh.1988.

Rasmussen,SteenEiler:enbogomnogetandet. Kbh. 1940 Rasmussen,SteenEiler: På sangensvingerKbh.

Sagers, Fr.: »Amsterdamsche Straatrope« iTidj der Vereiniging voorNoord-Nederlands Muziekgeschiedenis. 1919

Suliteanu, G.: DinStrigateleMuncitorilor, Bukarest 1960

Summary

Callerherring!

- Street cries inDenmark

Thestreetcriesthatwere once sowidespread have almost disappeared today.Itwas adif- ferentmatter 50-60 years ago,when thestreets were still full of lively shouting. In those days thestreettraders with their barrows helpedtobring colourtothe everyday life of the city.Thisarticle is about thestreet-criers'textsand the melodies of thesetexts.

Thestreettraders cailedout to attract customersfor theirwaresandservices-they could shout about anything from fish to chimney-sweeping. The street cry was crucial to the

streettrader's sales.

We have _{many street cry}texts going all theway back to the Copenhagen of the eig- hteenth and nineteenthcenturies,and the author pointsoutthat the tradition of advertis- ingby shoutinginthiscountrygoesfurther back than 1660. Butwehaveno examples of street-crymelodies in Denmark^morethan about^ahundred^yearsold.