35. Nørrejyslce Stednavne.
36. Københavnske Gadenavne.
37. Danske Stednavne. (33.—37.: Forarbejder, hvis In d hold kun delvis er kom m et til sin Ret i A fhandlingerne i »Blan
dinger«),
Det k a n her tilføjes, at Sam lingerne m ange Steder rum m er O luf Nielsens Brevvexling m ed stedkendte Mænd. O plysninger og A nskuelser a f Værdi findes af og til deri.
Nu er det ganske vist en Selvfølge, at det Udbytte, den af
døde L okalhistorik er selv havde ku n n et drage af sine vidtløftige Sam linger, aldrig vil ku n ne naas af Frem m ede. Ofte synes de et Vildnis, uden Vej og Sti. F o r den, der af Kærlighed til sit E m ne ingen Møje skyr, vil der dog sikkert ofte være Vej frem.
Med fornøden Kritik vil der sandsynligvis endnu k un n e u d d ra
ges vigtige R esultater af det righoldige Stof. — Paa Rigsarkivets Læsesal, eventuelt og'saa p aa Stednavneudvalgets Kontor (Ind
gang i T øjhusporten), vil m an k u n n e rekvirere de enkelte Dele a f Sam lingerne efter ovennævnte Numre.
LOVEN OM BYGNINGSFREDNING.
Af C h r. A x e l J e n s e n .
Hvis en Profet i 1890’erne havde forudsagt Bygningsfred
ningsloven af 1918, havde h a n næppe fundet m ange troende, og endnu et godt Stykke efter A arhundredskiftet vilde en saa- dan Spaadom være bleven m ødt med alm indelig Skepsis, selv hos dem , der nærede den oprigtigste Interesse for Sagens Gen
nem førelse. Det er ikke mer end en Snes Aar siden, at m an ru n d t om i L andet atter og atter m ødte den trægeste Ligegyldighed eller den stædigste M odstand, n a a r det gjaldt at bevare en gam mel Bygning. H elligaandshuset i R anders blev det klassiske
Exem pel paa en saadan Kam p, og selv om dens ihærdige F o r
svarere sejrede, er der ingen Tvivl om , at de berøm m elige
»elleve Vandaler« i V irkeligheden havde F lertallet p aa sin Side.
E n h ver, der h a r taget Del i Bevaringsbestræbelserne, ved, h v o r
ledes m an l'isikerede at blive b eh an d let a f brave Bedsteborgere, der i en sm u k og m inderig Bygning k u n kun de se en »gammel Kasse«. H vor de h istoriske Interesser tørnede sam m en med kraftige P rivatinteresser, bukkede de uvægerligt un d er i K am pen.
E t a f de alvorligste af disse Nederlag kostede H ovedstaden »de sex Søstre«, den sm ukke gamle H usgruppe, der harm onerede saa ypperligt m ed Børsen og gav denne Del af H avnen et hyg
geligt gam m eldags Præg, m en der ku n d e fra Aarene næ rm est om 1900 næ vnes m ange an d re Tilfælde, hvor det gik ud over gode K øbstadhuse. Da der for en h alv Snes Aar siden blev forelagt M inisteriet et U dkast til en B ygningsfredningslov, v an d t det ikke den m indste T ilslutn in g , uagtet det kun foreslog at paalægge E jerne en A nm eldelsespligt af forestaaende N edrivnin
ger eller O m bygninger*). Selv en saa beskeden F o rdring føltes en d n u dengang som et uberettiget Indgreb i E jendom sretten, og Forslaget naaede aldrig frem til Rigsdagens Bord.
N aar saadan n e Forh o ld og Begivenheder ikke ligger længere tilbage i T iden, m aa m an forbavses over den nye B ygnings
fredningslov og ikke m in d st over den Maade, h v o rpaa den er kom m et til Verden. Den nu vedtagne Lov er nem lig ikke bragt paa Bane af nogle enkelte Interesserede eller F agm æ n d; det er hverken A rkitekter eller M useum sm æ nd, der h a r haft Initiativet.
Den er bleven til i Regerings- og R igsdagskredse, saa at sige vokset frem af parlam en tarisk e F o rh an d lin g er. I Rigsdagssam lingen 1915— 16 forelagde M inisteriet sit Lovforslag om N atu r
fredning, og heri fandtes en k o rt Bestem m else om Bygninger, som det a f historiske eller ark itek ton isk e H ensyn v ar »af væ
sentlig B etydning for A lm enheden at bevare«, og som derfor skulde kunne fordres bibeholdt u fo rand ret. Med Rette fandt R igsdagsudvalget, at Paragrafen ikke hørte hjem m e i dette Lov-
*) Sml. »A rcliitekten« 1908.
forslag, m en den gjorde dog sin store Nytte, og n a a r Udvalget resolut sk ar A rkitekturbestem m elserne bort, var det ikke af Uvilje m od selve Sagens Realitet. Tvæ rtim od, Rigsdagsmændene i Udvalget greb T an k en, førte den nu videre og sørgede for at faa udarbejdet et Forslag til en selvstændig Rygningsfrednings
lov. Dette detaljerede Forslag akcepteredes af M inisteren, og m ed nogle Tilføjelser, m en uden væsentlige Æ ndringer forelagde Regeringen det i N ovem ber 1916 for Tinget.
U nder den paafølgende Rigsdagsbehandling krydsedes selv
følgelig forskellige Interesser. Som R epræ sentanter for G rund
ejerne hævdede de konservative, at E jerne af fredede B ygnin
ger ikke burde lide nogen direkte Udgiftsforøgelse ved de Krav, som ifølge Loven kan stilles med H ensyn til Vedligeholdelse og O m bygninger. De m oderate frygtede mere de økonom iske Kon
sekvenser for Statskassen. Men det v ar k u n lidet væsentlige U denvæ rker, som vakte D isput; om selve Lovforslagets Kærne opstod der ingensom helst Uenighed. Skønt de konservative klart saa det Indgreb i Ejendom sretten, som Loven faktisk be
tyder, udtalte Højres Ordfører i Folketinget dog: »Her er et P u nk t, hv or der m aa sættes en Grænse for den private E jen dom sret, fordi disse gamle Bygninger ikke i alm indelig F orstan d er E n keltm an ds Eje. De er hele Sam fundets Eje, og Sam fun
det h a r Ret og Pligt til at værne om dem. Men m ed Retten følger h e r som paa alle andre O m raader Pligten«. Og ved den afsluttende B ehandling i Folketinget sagde den socialdem okra
tiske O rdfører: »Der er her Tale om at bevare kun stnerisk e V æ rdier; ja m ere end i og for sig at bevare en Bygnings k u n st
neriske Værdi: m an vil sam tidig bevare det historiske, som for et Folk altid h a r en saa overordentlig stor Værdi«. Saadanne Sæ tninger illustrerer, hvor lidt P a rtistan d p u n k ter gjorde sig gæl
dende i R igsdagsforhandlingerne. Bygningsfredningsloven havde den Lykke, at der ikke i ringeste M aade gik P olitik i den;
Folketingsudvalget valgte til O rdfører Doet. Moltesen, den for Sagen varm est interesserede M and, uagtet h an ikke hørte til Rigsdagsflertallet. Trods den udførlige og ret langvarige U d
valgsbehandling, især i Landstinget, h a r Loven da faaet en ud-
m æ rket Modtagelse i Rigsdagen, og n a a r den paa en vis Maade h a r haft en daarlig Presse, er det sikk ert en direkte Følge deraf;
D agbladene h a r ganske sim pelt ikke h aft Lejlighed til at d isku
tere Sagen, fordi det gik saa glat og roligt, at m an næ sten ikke bem æ rkede dens F rem sk rid t. F ø rst efter Lovens Vedtagelse h a r Pressen om talt den m ed stor Velvilje, og desuden h a r den v akt megen O pm æ rksom hed hos vore Nabofolk, ikke m indst i de skan d in av isk e B roderlande, h v o r m an arbejder for Gennem fø
relsen af lignende Love, og hv o r m an synes at ville tage den d an sk e Lov som Forbillede.
Trods den skarpe M odsætning m ellem T ilstanden, som den var ved A arhundredskiftet, og den Stem ning, der h a r baaret Loven frem uden nævnevæ rdig M odstand, trods det dybe Skel m ellem før og n u , er det selvfølgelig ikke en pludselig Strøm kæ ntring, som h a r bevirket Om slaget. I V irkeligheden er sikkert de Æ ndringer, der er foregaaede i den offentlige Mening, vel forberedte, og i de senere Aar h a r der arbejdet m ange forskel
lige Kræfter, som tilsam m en giver Loven et solidt Grundlag.
Det videnskabelige Studium a f vor gamle A rkitektur h a r haft sin Del i Lovens F o rh isto rie; det h a r til Bygningerne fæstet B ygherrers og Bygmestres Navne og gjort det indlysende, at F ortid en s A rkitektur er en betydningsfuld Del af vort L ands H istorie. Som en stille P ro pag and a h a r det virket, at N atio nal
m useet i den sidste Snes Aar regelmæssigt h a r ladet undersøge gam le K øbstadhuse fra M iddelalderen og R enæ ssancetiden, n a a r det fik at vide, at de skulde ombygges eller nedrives, og siden h a r fulgt sam m e Skik overfor H erregaarde, n a a r de skulde re staureres. Men V idenskaben h a r ikke arbejdet alene, og endnu dybere end den h a r sik k ert den praktiske og æstetiske Interesse for A rkitekturen virket. E n d n u i Slutningen a f forrige A arhun- drede var B ygningskunsten »Kaviar for H oben«; den kunde være god nok for Fagfolk, m en i den alm indelige D annelse spillede den ab so lu t ingen Rolle, og sam m enlignet m ed de andre K unstarter stod den som et ren t S kum pelskud, der blot var ke
delig og aldeles ikke vedkom P u b lik u m . A rkitekterne a f den æ ldre Skole skød de første alvorlige B recher i denne Ligegyl-
dighedens M ur; det er sikkert nok, at Nyrops københavnske R aad h us var den tørste m oderne Bygning, som fangede Folks O pm æ rksom hed og allerede under Opvæksten naaede at blive populær. Og senere er disse Brecher stedse bievne udvidede.
De Svingninger i vor æstetiske Forstaaelse af A rkitekturen, som er foregaaede i de seneste Aar og stadig gør sig mere gældende, m edfører ganske vist store O m vurderinger; efter at M iddelalderen og Renæ ssancestilen tidligere alene havde vakt O pm æ rksom hed, h a r de i stigende Grad skabt Interesse for Skønhederne i B arok
kens, Rokokoens og N yklassisism ens hidtil saa foragtede Byg
ning sk u n st og aabnet Øjnene for disse Tiders faste og gode T raditioner. Men de h a r ved at udvide Feltet i Virkeligheden styrket K ærligheden til og Forstaaelsen af vor gamle Bygnings
kunst. Striden om F ru e Kirkes Spir forebyggede ikke blot et stort Misgreb, m en virkede ogsaa som den kraftigste P ropa
ganda.
E fterh aanden h a r da ogsaa F orsvaret for den gamle Arki
tek tu r vundet flere og flere Sejre. Til R anders H elligaandshus er der i Aarenes Løb føjet m ange andre Bygninger, som er red
dede Ira truende Undergang. Bindingsvæ rkshuse som Ejler R ønnovs Gaard i Odense, M useum sgaarden i Køge (foruden andre i sam m e By), G avlhuset i Koldings Helligkorsgade og Mads Lerches Gaard i Nyborg, G rundm ursbygninger som det gamle R aadhus i Nestved og K arm elitter-Sygehuset (H erluf T rol
les Skolegaard) i Helsingør. Udaf K am pen om den sidstnævnte, stæ rkt omstridt&Bygning voxede »Foreningen til gamle B ygnin
gers Bevaring«, der stiftedes 23. Maj 1907, og som siden, i Sam arbejde med N ationalm useet og m ed Støtte fra m ange forskel
lige Sider, h a r forstaaet at sam le Bestræbelserne og trods et be
skedent M edlem skontingent dog h a r udrettet meget godt. Den v a n d t h urtigt en stor Sejr, da en offervillig P rivatm and købte L indegaarden i K allundborg, som er af saa afgørende Betyding for den fem taarnede Kirkes V irkning i L andskabet, og en af dens senere, store Fortjenester er Bevaringen og Fredlysningen a f W illem oesgaarden i Assens. Nederlag undgik m an ikk e;
Claus Cortsens m aleriske Bindingsvæ rksgaard flyttedes fra sin
F o rtid og N u tid . II. 14
gam le Plads paa H orsens Søndergade, og Efterslæ gtens Gaard p aa Østergade i K øbenhavn m aatte ligeledes vige for en m o
derne Forretningsbygning. Men selv i disse triste T ab m æ rke
des det, at F o rsv aret havde v u n d et i Styrke, og at Pressen og den offentlige M ening nu var ved at gaa over til dets P arti.
I vide Kredse føltes disse to N edrivninger som E nkeltm an ds uberettigede Overgreb m od offentlige Værdier.
Saaledes v a r Jo rd b u n d e n da efterhaanden forberedt, og al
ligevel k a n det vel være et Spørgsm aal, om det danske Folks R epræ sentanter havde konciperet og vedtaget Loven, hvis ikke V erdenskrigen var kom m et im ellem . Med Rette er der peget paa, at den h a r væ nnet os til Statsm agtens Indgriben paa ta l
rige O m raader, der i de gode, gam le Dage tilhørte Privatlivets Fred, og derfor ogsaa h a r hæ rd et Sindene overfor de Indgreb i den private Ejendom sret, som Loven nødvendigvis m edfører*).
Og denne Tilvæ nning h a r i D anm ark været nødvendigere end andetsteds, fordi vi danske er n aaet videre end de fleste andre L ande, uden nogen Slags Støtte i Lovgivningen. E nh v er ved, at de T u sin d er og atter T usin der a f Gravhøje, som ru n d t om i L and et er m æ rkede med det kendte kronede FM, er bievne fredlyste ad Frivillighedens Vej, ofte ved Køb, m en lige saa ofte ved Gave fra Jordejerne, at m ange m iddelalderlige M indesm æ r
ker, V oldsteder og R uiner, er sikrede paa sam m e Maade, og at der selv overfor Bygninger i Brug er naaet ikke ubetydelige Re
su lta te r; før Lovens Ikrafttræ den ku n de N ationalm useet m ellem sine fredlyste M indesm æ rker tælle en halv Snes gamle K øbstads
bygninger. Hele dette tidligt organiserede og vidt frem skredne F redlysningsarbejde h a r sik k ert bidraget til at forhale Lovgiv
ningens Indgriben; baade A utoriteterne og P u b lik u m h a r været v an t til at ordne den Slags Sager ved frivillig O verenskom st, og selv om Frivilligheden føltes som m ere og m ere utilstræ k kelig overfor B ygningsm indesm æ rkerne, h a r begge P arter dog
*) Sml. M useum sdirektør M. M ackeprangs A fhandling i A arsb eretn . fra Foren, til n orske F o rtid sm in d esm æ rk ers B evaring 1917.
m aattet have god Tid til at tænke sig om, førend de paatog sig en Lovs Spændetrøje.
Men nu, da Loven endelig er et Faktum , vil sikkert de allerfleste føle den som rimelig og selvfølgelig. Saa selvfølgelig endogsaa, at m an begynder at undre sig over, hvorfor vi ikke før h ar fulgt andre K ulturstaters Exempel, og hvorfor saa m ange L ande i denne Henseende er gaaet forud for os. F or k un at næ vne nogle a f de betydningsfuldeste nugældende Love, vedtog F ra n k rig sin Bygningsfredningslov 1887, G rækenland 1899, P or
tugal 1901, Italien 1902, Hessen-Darms.tadt 1902, Preussen 1907 og Sachsen 1909. E r den frivillige Fredlysningsm etode tilstræ k kelig til at forklare vor Sendræglighed? E r Aarsagen ikke og- saa at søge i den danske Beskedenhed? Vi ved alle, at vort lille Land aldrig h a r været noget førende Kunstens Land, aldrig h a r sk ab t nogen helt national Stil eller gjort nogen bestem m ende Indsats i den europæiske Kunsts. Udvikling. Men vi h a r sikkert været for tilbøjelige til at frem hæve denne Sandhed alt for stæ rkt og glemme, at vore Forfæ dre h a r haft K ultur nok til a t ku n n e m odtage de frem mede Stilarter lige fra M iddelalderen til N yklassicism en, at de h a r forstaaet at give haade Renæs- saneen, B arokken og Em piren lødige og fuldgyldige Udtryk, og at vore hjemlige M indesm ærker end ikke savner et vist Særpræg, m en vidner om Evne til at vælge imellem de udenlandske Forbilleder, hvad der passer os bedst, til at om sætte det efter danske Krav og give det et nationalt Stempel, paa en Gang borgerlig nøgternt og sm agfuldt kultiveret. Vi har h aft vanskeligt ved selv at faa Øje derpaa, og først efterhaan- den forstaar vi vore egne Ejendom m eligheder: Men de er der sikkert nok, og vi h ar saa vist ingen Grund til at skam m e os over vor gamle A rkitektur. Dens bedste Værker, de m est m a
leriske Dele af vore gamle Byer fortjener i luldeste Maal det Værn, som Loven Ira nu af vil give dem. Alle historisk in- teressede vil byde den Velkommen.
R edaktionen af Fortid og Nutid h a r ønsket at frem hæve den nye Lovs Betydning ved at aftrykke dens Tekst, saaledes at Tidsskriftets Læsere k an gøre sig bekendt med den og lære,
14*
h vad den byder. Yderligere F o rk laring a f dens enkelte Bestem
m elser, som i det væsentlige er form et efter det franske F o r
billede og bl. a. h a r optaget dets K lassification af B ygningerne, er derfor unødvendige. N aar L isterne over de to Klasser, A og B, sn art foreligger, haab er R edaktionen at ku n n e vende tilbage til Æ m n et og give en Oversigt over de Bygninger, som falder ind u nd er dens væ rnende Bestem melser. Men der kan dog til Slut være A nledning til at frem hæve, at Loven hverken kan eller bør give fuld Sikkerhed for en Bygnings Bevaring, og at den langtfra vil gøre det frivillige Arbejde overflødigt.
Den nye Bygningslov om fatter ikke den kirkelige A rkitek
tur. P aa dette O m raade gælder vedblivende Synsloven a f 1863, der ganske vist i Aarenes Løb er udviklet og forbedret ad ad m inistrativ Vej, ved m inisterielle C irkulæ rer, ved det særlige K irkesyn og ved N ationalm useet, m en som dog er foræ ldet og i høj Grad tiltræ nger en Afløser. H er er et O m raade, hv or Lovgivningsm agten snarest m uligt burde skaffe Bygningsfred
ningsloven et Supplem ent i den forbedrede Lov om K irkesyn, som saa længe h a r været paa T ale, og som efter at være stra n det paa sin Vej burde opstaa i ny og bedre Skikkelse.
H vad de profane B ygningsm onum enter angaar, gælder Loven ikke R uiner og Voldsteder. En G rundejer k an nu som før køre Jo rd en fra et Voldsted ud som F yld i sin Mose og op
bryde G rundstenene a f en K irkeruin eller en Borgruin for at bruge den til sin nye Stald, uden at h an kan straffes paa anden M aade derfor end ved m oralsk Fordøm m else. O verfor saadanne
»døde« M indesm æ rker h a r Loven intetsom helst at sige; her lever vi endnu u n d e r den lovløse F rivillighed, og her vil det derfor vedblivende være nødvendigt, at de stedligt interesserede, E n k eltm æ nd , historiske Sam fund og M useer hjæ lper m ed til at passe paa, hvad der sker ru n d t om i L andet, og i paakom - m ende Tilfælde søger Sam arbejde m ed N ationalm useet.
Af praktiske G runde vil det sikkert blive saaledes, at heller ikke B øndergaarde kom m er ind u n d er Loven. I de allerfleste Tilfælde byggede af B indingsvæ rk, ofte u p rak tiske og forældede vilde de være um ulige at bevare efter Lovens O rd; tilm ed er de
endnu ikke saaledes kendte, at de med nogen Rimelighed og Retfærdighed kunde klassificeres. De kulturhistoriske Værdier, som vore gamle B øndergaarde rum m er, m aa indtil videre be
vares og fredes ad anden Vej, og ogsaa paa dette O m raade maa da de lokalhistoriske Interesser vedblivende paakaldes.
Men selv de Bygninger, for hvilke Lovens Paragraffer har Gyldighed, Slotte, H erregaarde og K øbstadbygninger, er ikke ab so lu t sikrede. De B aand, som lægges paa Bygninger af Klasse B, er meget milde, saa at Ejerne h a r stor Bevægelsesfrihed. At de ofte vil følge Bygningssynets Raad og Forskrifter, er sikkert at vente, m en der k a n h er meget vel kom m e Tilfælde, hvor frivillig Hjælp i F orm af Penge eller P aavirkning vil være af den største Betj'dning. Loven h a r ikke overflødiggjort F o r
eningen til gamle Bygningers Bevaring, der ogsaa i Frem tiden vil faa sm ukke og fortjenstfulde Opgaver at løse.
B landt disse Opgaver vil ogsaa Agitationen finde sin Plads.
Uden en stadig og levende, alm en Interesse for vor gamle Ar
k itek tu r k a n Loven blive reduceret til en Lap P ap ir uden alt
for megen Værdi. Den vil vel altid værne Bygningerne mod vansirende O m bygninger, m en den E xproprialionsret, som er dens yderste Middel m od gamle Bygningers Nedrivning, er i sidste Instans afhængig af Regeringens og Rigsdagens Offervil
lighed. H ar de bevilgende M yndigheder ikke Hjærte for de gamle Bygninger, vil det nu som før gaa galt, n a a r det drejer sig om de største og kostbareste. Loven selv antyder, at en gam m eldags Fredlysning under N ationalm useet byder større Sikkerhed end selve den fornem ste af Lovens Klasser, og ønsker en Ejer af en eller anden Grund at sikre sin Ejendom mod se
nere F orandringer, bør han nu som før lade den fredlyse.
Den fremtidige Udvikling »i Lovens Tegn« vil i m angt og meget blive afhængig af den p raktiske Udform ning, som det særlige Bygningssyn efterhaanden kom m er til at give den. Men der er al m ulig Grund til at vente, at det vil forslaa at løse sin vanskelige Opgave, indenfor Lovens R am m er at give Ejere og A rkitekter det nødvendige Spillerum og dog altid at værne det bedste og værdifuldeste af vor gamle A rkitektur m od ethvert
Overgreb. De B em æ rkninger, som er frem satte, er ikke m ent som nogen K ritik a f L oven; de skal kun understrege, at den h a r sine Grænser, og at vi ikke kan nøjes alene m ed dens P a ragraffer. Som B ygningsfredningsleven er form uleret, er den i V irkeligheden udm æ rket, og det vidner godt om dens F rem tid, at den første store V irkning bliver Sikringen a f et af de sm u k keste og folkekæreste Bygningsværker i de danske Provinsbyer, af »Jens Bangs Stenhus«, Apoteket i Aalborg, og at denne Sik
ring ikke er en Strid m ellem det offentlige og det private, men naas i bedste Forstaaelse m ellem M yndighederne og Ejeren, der i Kærlighed til sin skønne, gamle E jendom allerede h a r bragt store Ofre for at bevare den for Eftertiden.
LOV OM BYGNINGSFREDNING AF 12. MARTS 1918.
§ 1. U ndervisningsm inisteriet lader udarbejde en stedordnet Fortegnelse over verdslige Bygninger eller Bygningsdele, der skal undergives en begræ nset Fredning. P aa Fortegnelsen, der re videres hver 5te Aar, m aa til enhver Tid k u n optages Bygnin
ger eller Bygningsdele, som h a r k un stnerisk eller historisk Værdi og tillige som Regel er over 100 Aar gamle.
§ 2. De paa denne Fortegnelse opførte Bygninger (Bygnings
dele) deles efter deres større eller m indre kunstn eriske og h isto riske Værdi i to Klasser, om fattende
A. Bygninger, hvis Værdi i ovennæ vnte Henseende m aa siges at være saa frem ragende, at deres N edrivning, F o rv a n sk ning eller V anrøgt vilde m edføre en betydelig M indskning a f N ationens K ulturskatte.
B. Bygninger, hvis Værdi vel er m indre frem ragende, m en hvis Bevaring dog er af væsentlig Betydning.
Afgørelsen af, om en Bygnings Værdi fornæ vnte Henseende er tilstræ kkelig stor til, at Bygningen skal optages paa Forteg
nelsen, saavel som Afgørelsen af, om den skal henføres under Klasse eller Klasse B., træffes af M inisteren efter Indstilling a f
