Warmingfamilien og Mandø 1841-1844

Warmingfamilien ^og Mandø

1841-1844

AfSørenMulvad

Det kansommetiderværerørende atse, med hvilkentrofast¬

hed enslægt bevarer mindetom en egn, somden harforladt, måske for mange år siden. Det er i hvert fald tilfældet med efterkommerne efter sognepræst på Mandø Jens Warming,

somendogkunvirkedepåøeniganskefåår,fra 1841 til 1844,

hvorenheftig lungebetændelserevham bortfrahustru, børn

og embede. Imidlertid må han haveomfattet øen med envis interesse, eftersomhanføltesigforanledigettilatnedskriveen beskrivelse aføen,somsamtidigvar enkorrektiontilenbeskri¬

velse, dervarskrevet 40 årtidligere afenpastorA. Bruun, og

somudkom i1806.

Ensønafden tidligtdødepræst, professor, dr. phil.Eugen Warming opbevarede samvittighedsfuldt sin fars ^notater, og lod dem gåiarvtilligemed sineegnebetragtningerover øen.

Han blev selv født der umiddelbart efter sin fars tiltrædelse,

men måtte følge sin moder derfra efter faderens død. Sine personlige iagttagelser har han suppleret ved læsning i sin familiesbreve, hvorafen lille del omhandler tiden påMandø.

Iøvrigt vendte han gentagne gangetilbagedertil, bl.a. i 1889 da han sluttede sig til Botanisk Forenings ekskursion langs Slesvigs kyst. Besøget på øen 1889 fik for øvrigt til følge, ^at Eugen Warmingfik interessefor atstudere landdannelsen og

plantebælterne i marsken. En lilleafhandling iNaturhistorisk Forenings Videnskabelige Meddelelser 1890 blev frugten af

hansundersøgelser.

OmMandø skriverprofessor Eugen Warming:

». . . Faderblev_præsther 1841 (30.jan.), hanvarbondesøn

fraRåhede,'på Slesvigs kyst ligeoverfor,ogmanharsagtmig

at han først _togdansk juridisk eksamen, ^men senere blev stu¬

dent (1821) og theologisk kandidat (1829). Fader skal have

været musikalsk, han spillede violin og fløjte, og nogen poe-

Udhus

Køkken Sovekammer Studerekammer Gæstekammer

Dagligstue ^Storstue

Præsteboligen pi sognepræstJens Warmings tid. Pi huset er nu opsat en mindetavle tilerindringomEugen Warmingsfødsel dér.

tisk _{gave var}der også, omend ikke stor. Som udsprungen af bondestandenmå han havehaft letvedatomgåsmed Mandøs

- dengang måske kun 1002 ^- beboere, og at han var elsket af sinesognefolk, har jegoftehørtnævne. . .

Minfader erindrerjeg ikke i levende live. Hans grav ligger

tætved det sydøstlige hjørne af den lille kullede kirke. Af et brev dateret »Mandøe den 6.april 1845«serjegatmorbroder'

i dette forårmå have væretpå Mandø at hjælpe moder. Han beder_pastorKrarupomatskaffehende udbetaltafamtsstuen

nogle hende tilkommende penge, som den flere gange har

nægtet atudbetale.

I øvrigt skriver han, at pastorerne Feilberg4 og Olivarius5

»formene at der intet nådesår6 gives på Mandø«, ^og ligeledes

at »enkepensionen kunne afgøres indbyrdes, men jeg ønsker dog hellere at provsten medto præster bestemme den. I dag harpastorOlivarius holdtsinindtrædelsesprædikenogi efter¬

middagtilbød hanatkøbeogkøbtederfor flere tingafMarie7,

som hun solgte ham for billige ^og godtkøbspriser. Vi synes megetgodtomhamogtroerej at tagefejl af,athanerenbrav

oggodmand.

Forlængere tid siden har min søstertilsendt dig en tyrkisk tobaksdåse, har dufået den? Hermedfølger ditportræt. Marie bederdig modtage det. Det lignersærdelesgodt, ^mendet vil

med hver dag ligne dig mere og mere, eftersom du bliver ældre, ogderforønsker hun dig et langt livfor at det ganske

måfindedig liig.Hilsenogvenskab.

DinJ. W.C.v.Biilow«.

Mandø selvbesøgte jegen gang seneremed min hustru8og udvidedeminestudieraf marskdannelsen. Aldrig glemmer jeg den herlige stillemidsommeraften, da solenvar gået ned, og himmelen stod så strålende lys i vest, og vi så ved 11-tiden kørte derfra, (man må jo altid benytte ebben), det var en

vidunderlig kørselgennem det stillevand, i et tusmørke, der undertiden knap tillodos atskelnedennæsteriskost. Langt i nordsåvide_mangelys skinnefraEsbjerg.

På dette sidste besøg gjorde jeg bekendtskab med en for¬

bedring, der ersket siden Faders tid: Nu kommerder gående

post, vadende gennemvandet ved ebbetiden, hverdag. Den¬

gang varpostgangen højst uregelmæssig, og det siges atbrev¬

samleren i VesterVedsted havde lov^at åbne_og læse alle bre¬

vene, for så, hvis der var nogen meddelelse af særlig betyd¬

ning, f.eks. foren af skibskaptajnerne, at meddele dette ved

blus eller på anden måde. Den skik at læse de breve som postenbragteerfor øvrigtnæppe uddød, i altfaldhavdeman i 1889, da Vilandt havde meldt min ankomst til^øen,fuld rede på, at »nu kommer vorgamle præsts søn«, før adressaten selv vidste det. Men måske var det et brevkort, som han havde sendt.

Ved mit besøg påMandø 1921 (14. juni) kom jegmærkelig

nok til at spise middag i den gamle præstebolig, ^- der nu er udvidet ved tilbygning i begge ender. Men konen i huset(fru

ClaudiHansen) harenmoster, der boedetætved,engammel pige, Karen Pedersen, der den 10. november1921 bliver81år.

Hunhar vist som barn leget med mig, og hun kunneforklare mig, hvorledes værelserne lå i den gamle præstebolig ... vel

omtrent som hertegnet. - Karen er nu den eneste kvinde på Mandø, der bærer den gamle nationaldragt, og vi (Marie Prytz, Louiseogjeg)måtteoverog sehendesfinekisteklæder«.

Dengamlepræstebolig pi Mario. Herfotografererefterentilbygning.

Foto:Eug. Warming.

Turenfra fastlandet til Mandø beskrives således:

»Da vi kom til havet, var ebben lige indtrådt, vandet gik tydelig på skummet udad. Vi kørte lidt ud, følgende den

rækkeriskoste, der viser hvor vejen er, standsede engang, når visyntes, at nuville vandetsnart nåop over vognens bund.Så nåede vi ud til detsted, hvor dervar torækker riskoste. Jeggik ud fra at dette måtte være det dybeste, ^{som var} betegnet således, og siger til kusken: »Nu^erdet vel bedst at ventelidt her, vandet vil ellers gå for højt op, hestene går jo næsten i

vand_op til kroppen«. Vi holdt stille en langstund, måske en halvtime, så siger jeg til kusken: »Nu kanvi vistvoveatkøre videre, vandet^erjo faldetetgodtstykke«. Vi kørervidere, og forhvert skridtgårdet højere opad. »Men hvordan erdette?«

udbryder jeg, »vi har jo holdt stille lige pådet dybeste«.

»-Ja,det har vi nok«.

»-Ja,menDe måjo kende vejen«.

»-Ahår allervætherfar!«

Risene ^var her sat i to rækker, fordi dervar lidt blød bund til sidernefor den medstenog lerdannede »amtsvej«imellem dem«.

Sognepræsten Jens Varmings optegnelserhar mere almen ka¬

rakter, dog kan man læse mellem linjerne, hvordan præsten føler med øboernes fattigdom og trange kår, og på sin egen

stilfærdigemådefordømmerhan denindbyrdes undervisning,

somkong Frederik VIindførtei helelandet.

»At Mandøe tilligemed alle øerne på vestkysten af Slesvig har været landbundet hersker ikke _nogen tvivl, når man vil

spørge historien til råds og nårman finder uforgribeligespor af fordumsskovog mosemellemMandøogfastlandet

1634 i den storeflod gik det daværende Mandø under, og af de 7 mand som frelstes, blev det nuværende beboet og

bebygget, derforskal ogsånavnet skrivesMandøeogikke Ma-

nøe. Den består altså nu af to øer, nemlig GI. Mandø, hvor beboerne 1634 havde deres by og deres bolig, men som nu består af udskiftede englodder, hvorøens mestehø avles, og

Ny Mandø hvor de7 frelste mænd fra 1634fæstedebo. Siden den tid harindvånernes antal - efter den sidste folketælling -

forøgetsig til 240.

Klædedragten lignermeget amagernes, og dette såvelsom flere navne, f/eks. Cornelius, Jef, etc. synes at vidne om, at beboerne oprindelig muligt kunne være af hollandsk her¬

komst.

Øen, somhar lidtover9 tdr. hartkorn, liggeromtrent 2mil sydvest fra Ribe købstad. Den beskyttes på vestkantenafhøje sand- eller klitbjerge, der årlig beplantes med halm og som fredespådetomhyggeligste, nårdet da ikke skalkaldesufred,

at børnene stundom gårop at afplukke det visnede halm, for

deraf at sy nogle nydelige stråhatte, der kanholde prøve ved siden af enhver anden stråhat.

På østkantenerfladtland, som i mangeårårlig har lagtog

læggernogettil,ogligesom stræberefteratnåfastlandet. Det

nye tillæg kalder beboerne Andel, oggræsset og høstenderfra

erså fedt^at de ligner det ved havre. Dette nye, såre betyde¬

lige, tillægeruskiftet,mendetskifteshvert3. årmed alle mål af beboerne efter enhvers hartkorn. Med dette tillæg har Ny Mandønu 1 Vi fjerdingveji længdeogbredde.

GI.Mandøernæppehalvt såstor.Fradennesøstrekant kan havet strømme lige ind til byen, når det ikke kan få luft på fastlandet. Imidlertid harmani år9oprejst etsåkaldttoftdige mellemhavet_ogbyen, somforbyder havetatskade kornetog enbetydeligengstrækning.

GI.Mandø, dersomsagt erbeboernesegentlige hølade, ligger

omtrent 3 bøsseskud nordvest for Ny Mandø og har ingen beskyttelse hverken mod havet eller mod flyvesand, der lige¬

som entyksnefogrygerhen^overdentørrehavgrundoglægger sig stundom iettykt lag påengene.

Desforuden hører endnu til Mandø en stor og udmærket englod ved Ribe og Nørre Farup marskenge, der går ud til havet.

Sagnet dererforplantet gennem generationer, og har den

største sandsynlighed for sig, fortæller at denne englod, hvis frugter man kun med meget besvær kan afbenytte, erpå føl¬

gende måde blevet Mandøs ejendom:

Dronning Dagmar strandede eller forliste på en sørejse i nærheden af Mandø. Beboerne stødte straks fra land og red¬

dede hende tillige med hvad der forøvrigt var inden borde.

Hun varså vel tilfreds med deres mod og beredvillighed, at hun tilbød dem, atdemåtte begæreen nådeafhende, ogde forlangte da, at hun ville skænke dem lidt mere engjord, så¬

som sagde de, atderes eng og høbjergen varsåre utilstrække¬

lig. OgdronningDagmarskænkede dem da bemeldtehølade med den forjættelse at øgler, slanger ellerfirben eller giftige

ogglubende dyr ikke skullegæste nogentid deresø. Og såvidt jeg ved har hun holdt ord indtil dato. Derfindes ikke andet utøj end et par rotter og 5 å 6 eskvadroner mus. Taler skole¬

læreren i skolen om slangerog hugorme, ommuldvarpe, om

frøer, harer, ravn osv., osv.såstårbørnenesforstand stille. Thi

som bonden _mange steder næppe kommer uden for hans

sogn, ja, ej engang har sat foden over mange af sine sogne¬

brødresdørtærskel, således går det også med ungdommen på Mandø, de hænge blotfastved deresfødeplet medlivogsjæl.

Følger de endelig med fader eller moder til fastlandet, da interesserer alle de fremmede omgivelser dem slet ikke. De følger i almindelighed blot med ^som i ^en lysttur, ^og for at

hjælpefaderogmoderatforrette ærindet.

Præsteboligen, 1718 bygget, tilhører sognet, og præsten har ikke en enesteskillingsudgift forsamme, enten i indløsning, eller fornøden årlig reparation. Den ligger midt i byen og består af9 fags salshus, og har foruden køkkenet en daglig¬

stue, et sovekammer, en storstue og to små gæstekamre samt tosmåspisekamre. Køkken,^storstuekanmannæstenbrugetil alting. Det søndre gæstekammer, der har lidetover to skridt i længdeog bredde, eregentlig bestemt til studereværelse og

arkivgemme, men kan også bruges som et slags klædeskab.

Det nordre værelse, hvor der også er arnested, bruges som

pulterkammer, og stundom som pigens sovekammer. 7 fag stald_ogladehus tilhørerpræstenselv.

Præsteboligen har til sønder og nør to små haver, som er

indhegnede med plankeværk af sognets beboere,og skal årlig vedligeholdes af samme. Til præsteboligens 10 tønder hart¬

korn10 hører etsåre stort terræn af marskgræsnings mark, der ombyttes hvert 3die år, og da ^øen har 9 tdr. hartkorn, og 3 gange 9 er 27, så følgerdet af sig selv, at den hartkornsejer, der har boet på Mandø i 27 år har besiddet alt, hvad der er uskiftet på øen. Grunden til denne ombytning er den, at

jordbundens godhedog havets indflydelse erikke overaltden

samme.

Ved dennelejlighederfruentimmerne landmålere, ogsikre landmålere. Den omtalte Andel, der årligmod østen nærmer

sigfastlandet, somdet med al sin bestræbelse ikke kan nå, er

øens fedeste høslet. Dagen før man slårgræsset af, tager de (fruentimmerne) blot deres alenmål, eller 3 alens stangmed sig og afmåler det nøjagtigt. Det som på de 3 ä4 forskellige pletter skal udgørefuren eller vise, hvor rebet skal gåogligge, betegnes med små afrevne græsklatter, der lægges dér, hvor

Professor,dr.phil., Dbge., Dbmd.EugenWarming.Efter maleri, formodentligP.S.Krøyer.

rebet skal gå,ogudenforhvilke hø- ellergræsklatter sletteren

ikke må gå. Denne Andel skal præsten selv lade afslå og

bjærge. I samme øjeblik deterafslået, køres det afvogneop

på bankerne formedelst fugtigheden og havets farer, og det bliverkunudmærketgodt hø, når det i forvejenfåren dygtig regnskylforat trækkenogetafdet salte udaf det, ligervissom man må lægge saltede fisk i blød forat de kan værevelsma¬

gende og ikke have for meget salthed hos sig . . . Præstens egentlige høslæt erpå GI. Mandø. Der skal beboernebådeslå

græssetoghjembjærge høet, med den udgiftatdereftergam¬

mel skik_ogbrug leveres sletteren9 å 10 kander brændevinog

enfjerdingøl«.

Herefterfølgeren nøje opgørelseafpræstensindtægtermed denbemærkningat»Præstenfår fisk, bygogpenge ogharikke

en skillings udgift til skat, undtagen for Mandø Hølade, som han viseligen lejer ud til en højere pris end skatten er«samt hans opgørelseover sin løn som skolelærer med følgende be-

mærkning: »Jeg vil nu ikke tale om, at skolelæreren for de fattigere børnmåtabe ellereftergive sinret.

Den indbyrdes undervisning kan^og børikke anvendes her,

ikkefordialle tabellernæsten erødelagte, ^menfordinårsko¬

lelæreren vilgøresin pligt, da kan hanudrettemegetmerepå anden måde«.

»Den almindelige næringsvej her er fiskeri og søfart. Hvad fiskeriet angår, da er samme meget besværligt, og synes i de sidsteåringer betydeligtathaveaftaget.Detstorefiskeri består

i hvillingerog torsk, en del hvaler, hajenogden flyvende fisk tilligemed langen.11 Det lille fiskeri består i harn (?) og den kostbare bakskulde.

Detstorefiskeri er egentlig de hjemmeværende mandfolks guldgrube. Mandfolkene errigtignok kun få og alderstegne i fisketiden,mendeerufortrødne i derestungearbejde, selv de ældste iblandt dem. Hvorforjustgamle ogalderstegne mænd

skal til dette_tungearbejde, hvor de i kuldeogstormmåsejle

4 å 5milud i havet ellerskibsførerne, styrmænd ellermatroser er bortrejst i forvejen, omtrent 24 ä 27 i tallet for at pløje

havets bølger for brød, og fruentimmerne må da sørge for huset og marken. Ognåren skibsfører, styrmand ellermatros er blevettrætafhavetsmøje, kommerhangernehjem ^... for

attagesin aftægt påenskikkeligmåde.

Jordener i det hele tagetfrugtbar. Man sår lidet eller intet

rug, omtrent en tønde inde ved byen, fordi havet forbyder det. Man sår derimodenmængde byg, hestebønneroghavre.

Og kom engang over til det lille ejland, når de stolte heste¬

bønner, bygog havre florererogskønt du velserhøbjergeog

-dale, menikke vilfinde indsøerogskove, vildu dogmest om sommerenfindedig så overrasketafdenyndigeømidt i havet,

at duoveralt detseværdige glemmer dinegen plet. Oglader bikuben her vederfares _ret, thi her er både arbejdsbier og vandbier(?) . . .«

Såvidtoptegnelserne. Om ikkede fortællernyetrækafManøs historie, så giver de i hvert fald et sympatisk billede af den

sognepræst, der skriveromsinmenighedog denskår, ogføjer således en smule til den udførligere beskrivelse af øen i Fra Ribe_{Amt 1927.}

Om Eugen Warming kan berettes at han nåede at blive professor i botanik ved Københavns Universitet, samtdirektør for Botanisk Have. Han rejste en tid til Brasilien som docent for den da berømte, men nu tilsyneladende næsten glemte P. W. Lund, og bidrog med væsentlige afhandlinger til den brasilianske florasbeskrivelse.

NOTER:

1. Sønaf JensLauridzen Warming fra Varmingoghustru fra Stavnagersst.

2. Detrigtige antalvaromkr.240personer.

3. Jens W. C. Biilow iNørup.

4. PastorNikolaj Laurentius Feilberg,far til H. F. Feilberg i Askov.

5. Pastor OlivariusefterfulgtepastorWarmingpå Manø.

6. En bestemmelse fra ₁₅₃₉ som giver en præsteenke andel i embedets indtægter i^envis tidefter mandens død.

7. PastorJens Warmings enke, Ane Marief. Bulowf. 22/11 1800 i Kol¬

ding.

8. Johanne MargretheJespersenf. 25/4 1850iÅrhus.

9. Dvs.1843.

10. Måvære enfejlskrivning for 10 tdr. land, da hele øen kun har9 tdr.

hankorn.

11. DeterMolvavulgaris,entorskeart,somkan vejeoptil25kg.

Søren Mulvad, f. 1948, Varming, 6760Ribe. Lærer, lederaf lokalhistorisk arkiv i Seem_sogn.HartidligereoversatJacobA.Riis: »TheOld Town« udg.

afHistoriskSamfund1979under titlen: »Mingamle by«.