Slægtsforskernes Bibliotek

Dette værk er downloadet fra Slægtsforskernes Bibliotek

SLÆGTSFORSKERNES BIBLIOTEK

Slægtsforskernes Bibliotek drives af foreningen Danske Slægtsforskere. Det er et special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv, blandt andet omfattende slægts-, lokal- og personalhistorie.

Slægtsforskernes Bibliotek:

http://bibliotek.dis-danmark.dk Foreningen Danske Slægtsforskere:

www.slaegtogdata.dk

Bemærk, at biblioteket indeholder værker både med og uden ophavsret. Når det drejer sig om ældre værker, hvor ophavsretten er udløbet, kan du frit downloade og anvende PDF-filen.

Drejer det sig om værker, som er omfattet af ophavsret, skal du være opmærksom på, at PDF- filen kun er til rent personlig brug.

ARNE-SUNDBO

FREDERIKS SUNDS

OG KØBSTADEN SLANGERUPS

• HISTORIE

UDGIVET-AF-FREDERIKSBORG -AMTS HISTORISKE- SAMFUND

M C M X X X V I I

FREDERIKSSUNDS

OG KØBSTADEN SLANGERUPS HISTORIE

ARNE SUNDBO

FREDERIKSSUNDS

OG KØBSTADEN SLANGERUPS HISTORIE

A N D EN DEL • FR ED ER IK SSUN DS H ISTO RIE 1810—70

UDGIVET AF FREDERIKSBORG AMTS HISTORISKE SAMFUND

I KOMMISSION HOS GYLDENDALSKE BOGHANDEL 1 9 3 7

KORTENE • FORFATTEREN

CLICHÉERNE • NORDISK REPRODUKTIONSANSTALT TRYKKET • C. NORDLUNDE - HILLERØD

M

rikssund, der har paataget sig den Opgave at give en Beskrivelse af Byens Liv i de to sidste Menneskealdre, hvortil han har samlet betyde­

ligt Stof, ved svigtende Helbred er blevet forhindret i at gøre sit Arbejde færdigt. Forhaabentlig kan det dog i en nær Fremtid se Lyset, saaledes at Købstadens Historie foreligger fuldstændigt.

De Institutioner, som har gjort det muligt at udgive første Bind af nærværende Bog, har ved deres økonomiske Støtte ligeledes hjulpet

„Frederiksborg Amt historiske Samfund“ til Udsendelsen af det her fore­

liggende Bind. Ogsaa jeg bringer dem min Tak for deres Støtte.

Amtssamfundets Formand, Lektor H. Boisen, Hillerød, har med aldrig svigtende Bistand og med sine gode Raad hjulpet mig ved dette Binds Trykning paa samme Maade som ved det tidligere.

Jeg vil gerne have Lov til paa dette Sted at bevidne ham min Tak­

nemmelighed derfor.

A. S.

F Ø R S T E A F S N IT

FREDERIKSSUNDS HISTORIE

1810—70

1. KAPITEL. KØBSTADENS MULIGHEDER

1. TORVEBYEN. Frederikssund var kun en ganske lille By, da den fra Nytaar 1810 paa egen Haand fortsatte Tilværelsen som Køb­

stad, efter at Slangerup var faldet fra. Ved Folketællingen 1801 var der i Frederikssund 46 Familier, 262 Mennesker, og selv om Befolkningen ved Tællingen 1834 kunde opgøres til 56 Familier og 395 Beboere, var det ikke Udtryk for nogen stor Fremgang. Ved Folketællingen 1787 var Tallene 36 Familier og 190 Personer.

Slangerups Eksistens som Købstad havde beroet paa Sammenlæg­

ningen af de tre Herreder, hele Nordsjælland, under eet Tingsted omkring den kgl. Gaard ved et Vadested paa den alfare Landevej fra Skandinavien til Sydeuropa, senere det store Herrekloster, hvor mange Munde skulde mættes, og hvor mange Menneskers økonomiske For­

hold administreredes. Derved skabtes den gamle Torveby.

Man havde først berøvet Slangerup Klosteret og dettes Administra­

tion. Byen nedlagdes ganske følgerigtigt samtidig som Købstad. Kort efter gav man den vel Købstadrettighederne tilbage, men samlede 1573 hele Byens Opland med dets Bønder, det 1562 nyoprettede Frederiks­

borg Birk, sammen i Hillerød. Slangerup blev ganske konsekvent paany nedlagt som Købstad allerede 1569, mens disse Planer udarbej­

dedes. Byen klarede atter de juridiske Magter, men Hillerød beholdt, hvad det havde naaet, og fik tilmed den Fordel fremfor Slangerup, at det kongelige Hof med dets Embeds- og Bestillingsmænd gennem lang Tid hvert Aar opholdt sig der. De store Hoveriarbejder paa Frederiksborg Ladegaard samlede ikke mindst Bønderne til Hillerød.

Slangerup berøvedes al Eksistensmulighed.

Da Hillerød den 17. Juli 1869 fejrede sit 300 Aars Jubilæum, kunde

10

Slangerup for den Sags Skyld godt samtidig have fejret 300 Aars Dagen for sin Dødsdom, der ligeledes afsagdes den 17. Juli 1569.

Thi Dommen blev staaende ved Magt. Selv Færdselen paa den store Landevej havde man i 1730’erne ledet bort fra Byen til Fordel for Strandvejen og København.

Slangerup havde 1631 øjnet en ny Mulighed for sin Eksistens og slaaet Lejr ved Havet, der løb forbi det — i otte Kilometers Afstand fra det. Det grundlagde Frederikssund som sin Havneby. De ledende saa klart, da de derefter søgte Regeringen om Tilladelse til at flytte Byen til Sundby Bro. 1778 var denne Tanke igen fremme. Og dog formaaede Frederikssund aldrig, saalænge Slangerup var Købstad, at skabe det store Havnemarked. Efter at Slangerup har givet op, er det lykkedes.

Muligheden derfor beholdt Frederikssund 1810 som Arv fra det fælles Købstadbo.

Slangerup Byfoged var en Tid fra 1731 Birkefoged i Jægerspris Birk, men Tingstedet forblev stadig paa det store Jægerspris Godskontor og flyttedes ikke til Slangerup eller Frederikssund, saaledes at dette Arran­

gement kun blev en personlig Fordel for Byfogeden. Selve dennes Kontorvirksomhed kunde vanskeligt tænkes at ville drage Bønderne fra Jægerspris Birk til Slangerup. Hillerøds Opland laa imellem Færge­

stedet og Slangerup. Derfor kunde Frederikssund heller aldrig kon­

kurrere med sin Moderby.

Som omtalt i første Bind af denne Bog, viste Frederikssund imid­

lertid i Slutningen af Aarhundredet med den økonomiske Opgang i Landbruget nogen Tiltrækning for Horns Herreds Bønder, og Frede­

rikssund kunde derfor tage denne Del af Dobbeltbyens fælles Opga­

ver op. Slangerup kunde aldrig have gjort det. Frederikssund blev Markeds- og Torveby for hele Horns Herred. Byen begyndte at fungere som Købstad.

Da Slangerup blev Landsby, havde Regeringen, som det udtales 1832, ventet sig meget af den lille Sundby1. Man havde den Forestil­

ling, at Købstaden ved at opgive Bopladserne i Slangerup, i Virkelig­

heden havde konsolideret sig. Denne Regeringens Forestilling viste sig ogsaa til sidst at være rigtig.

Centraladministrationen gjorde 1810 Byfogeden i Frederikssund til Birkedommer ikke alene i Jægerspris Birk, men i alle de smaa private Godsbirker i Horns Herred: Svanholm, Egholm og Selsø. Man for-

11

maaede Retsbetjentene til at træde tilbage, og 1811 blev Byfogeden ogsaa Skriver i disse Birker, som han allerede var Skriver, Vejer, Maa- ler og Vrager i Frederikssund; Administrationen forfulgte i første Række det Formaal, som var udtrykt i en Forordning fra 1809, at afskaffe de privates Kaldsret og Indstillingsret til gejstlige og juridiske Embeder. Tingstederne i Horns Herred blev stadig i Birkerne. Men 1827 flyttedes Svanholm Ting til Frederikssund, fordi Tinghuset var forfaldent2; 1832 opgav den sidste Birkeejer, Scheel-Plessen paa Selsø, sin Birkeret, og alle de fire smaa private Jurisdiktioner samledes i det nyoprettede Horns Herred, og det fik Tingsted i Frederikssund, hvor det nye Tinghus var færdigt 1839. 1843 fik Købstaden, der 1833 havde optaget en Del af Udesundby Sogn i sin Jurisdiktion, samme Tingdag som Horns Herred: Tirsdag, medens Byens Tingdag indtil da var Mandag3.

2. LANDEVEJEN FØRES G EN N EM BYEN. Det føltes af Borgerne som et stort Savn, at Frederikssund laa udenfor den alfare Vej, der fra Tidernes Morgen gennem Udesundby var gaaet til Færge­

stedet udenom den lille Ladeplads, som der ikke var tænkt paa, da Vejen blev lagt, og som, da den grundlagdes 4. Januar 1632, maatte opgive Pladsen ved Vejen for at faa Skibbroen placeret rigtigt. Til en Købstad hører mindst een Landevej.

Men det 18de og 19de Aarhundredes store Vejarbejder, der mange Steder omlagde Vejene helt, bød Frederikssund en Mulighed for at faa Vejen flyttet, saaledes at Byen blev anbragt rigtigt ogsaa i Forhold til Vejen og den store Færdsel. Det var alle Købstæders Ønske den­

gang at faa de Rejsende tvunget indenfor deres Hegn, for at de skulde gøre Holdt paa Gæstgiveriet og fortære af Byens Varer, særligt ogsaa dens Brændevin.

Vejene kunde dengang kun befærdes i langsomt Tempo. Thi mange Steder var de spærret ved Led, navnlig hvor de Markgærder, der var bygget mellem Landsbyernes Vange for at holde Kreaturerne i Van­

gene ude fra Byens øvrige Marker, krydsede Vejene. De Gab i Gær­

derne, som Vejene dannede, var lukket med Led; dem maatte de Vejfarende aabne og huske at lukke igen.

Da Udskiftningen af Markfællesskabet blev gennemført de fleste Steder, og hver Gaard indhegnede sin Ejendom i Marken, faldt Led­

dene bort. Men først midt i det 19de Aarhundrede kunde der udgives en almindelig Lovbestemmelse om, at alle Led skulde afskaffes.

12

Ogsaa Passagen gennem en Købstad betød en betydelig Sinkelse for den Rejsende. Thi han skulde baade ved sin Indkørsel i Købstaden, og naar han atter forlod den, gennemgaa Konsumtionsbetjentenes Ran­

sagning, der ofte var energisk nok.

For den Rejsende var det saaledes en Fordel, at Vejen hidtil var gaaet udenom Frederikssund.

1814 var Landevejen fra Hillerød til Jægerspris gjort færdig saa langt som til Udesundby, og Byens Formænd og vise Fædre indsendte da følgende Ansøgning til Amtmanden, som lod den gaa videre til Rentekammerets Vejkontor.

Det fremgaar, synes man, af selve Ansøgningens Form og Tone, hvor magtpaaliggende denne Sag var for Byen.

Enhver lille Købstad har almindelig større Byrder end de større, fordi de maa ud­

rede mange Udgifter, der er lige saa store, for Ex. Gjordemoderløn, Byens Betjentes Lønninger m. m. Dette føler vist enhver lille Købstads Indvaanere. Som eligerede Mænd er det vor Pligt at sørge for Byens Vel saa meget som muligt. Da vi nu anser det at være til megen Fordel for Byen, om den nu til Udesundby færdigede Landevej maatte ved dens Fortsættelse til Sundby Færgested komme til at gaa igennem Byen, og da Vejen blev derved ikke meget længere, end den er ved at gaa udenom Byen, saa bønfalder vi underdanigst Deres Højvelbaarenhed paa samtlige Borgeres Vegne om, at dette maatte vorde tilladt.

Vel ved vi, at herimod kunde indvendes, at Vejens første Istandsættelse indenom ved Stranden, saa langt den gaar saa at sige i Strandbredden, vilde være svær, men for at hindre denne Indvending vil Købstaden selv istandsætte dette Stykke paa dens egen Bekostning, naar dens Begæring maatte gaa i Opfyldelse. Lige Tilladelse er og givet andre Købstæder, f. Ex. Holbæk, uagtet Omvejen der er meget større.

Og dette — tillagt, at Deres Højvelbaarenhed altid har vist sig som den, der antager sig Byens Vel — giver os Haab om, at denne vor Bøn gaar i Opfyldelse.

Fridrichssund, d. 14. Januar 1815. Underdanigst O. Smith, Michaelsen.

Eligeret. Eligeret.

Byfoged Hadeln anbefalede naturligvis Sagen og maalte op, at den ny Vej fra Frederikssund Østerport til Strandporten vilde faa en Længde af 260 Favne samt fra Strandporten ud af Byen til Feldbere- derhuset (Stat-i-Vejhuset) 322 Favne, ialt 582 Favne, medens Vejen i sit daværende Løb var 322 Favne fra Udesundby til Feldberederhuset.

Hadeln fremhævede, at Byen især ønskede denne Omlægning af

Vejen for at hindre Forprang. Naar Prangerne mødte Bønderne ved Færgebroen og afkøbte dem deres Varer, vilde „en Pranger neppe vove

13

at køre gennem Byen med sit opkøbte Læs“, og Forpranget var da standset. Byfogeden fremhævede, at Købmand Hans Schade Holm vilde gratis afgive Jord til Vejen gennem sit Vænge (tidligere Langes), hvor den nu gik som Markvej, og at Byfogeden, der boede i det senere Apothek (Matr. Nr. 44), vilde afgive Jord til Vejen bag Skyllebakken, som hørte til hans Ejendom.

Byens Ansøgning mødte megen Velvilje hos alle Embedsmænd, der blev hørt. Kun Vejfiskal Jost Dahlerup i Hillerød havde Betænkelig­

heder, fordi man ved at tvinge Vejen gennem Købstaden nødsagede de kgl. Herskaber og Vogne til paa Vejen til og fra Jægerspris at køre gennem Frederikssund. Dahlerup fremhævede ogsaa, at mangen en Rejsende kunde blive fristet til uden Nødvendighed at sætte Penge overstyr, naar han kommer ind i Byen.

Ingen af disse to Betænkeligheder blev taget op af andre, og ved Rentekammerets Skrivelse af 7. November til Amtmanden4 bevilge­

des det, at „Landevejen fra Frederiksborg til Sundby Færge maa gaa gennem Frederikssund, og den Vej, som nu gaar bag Byen, afhegnes“.

Amtmanden fik Ordre til at foranstalte det fornødne; Byen skulde fremtidig vedligeholde Vejen paa Købstadens Grund. Den gamle blev

Markvej til Strandgaarden paa Udesundby Mark.

1816 anlagde Byen sin Del af Vejen samtidig med, at Vejvæsenet førte den videre til Jægerspris. Byen maatte paa et kort Stykke gen- nemgrave Skyllebakken, og Vejen maatte her sikres mod Jordskred.

Ved Stranden opsattes 86 Alen Bolværk for at hindre Højvandet i at beskadige Vejbanen. Denne beplantedes i de følgende Aar med Pile­

træer fra Skovene i Horns Herred. Vejen var paa Byens Grund 130 Favne lang, og paa 22 Favne opsattes et Stengærde. Vejen, der snart fik Navnet Strandvejen eller Strandalléen, kaldtes ogsaa slet og ret Vejen fra Strandporten til Smedehuset. Dette sidste laa lige indenfor Gærdet om Købmand Holms Vænge. Det hele Anlæg kostede Byen 169 Rgd.5

Landevejens Gennemførelse gennem Frederikssund blev unægtelig lidt akavet ved den Maade, hvorpaa den skete i 1816. Det havde været bedre, set fra et byplanmæssigt Synspunkt, om Byen var kom­

met til Vejen, end at Landevejen kom til Byen.

Paa Udesundby Grund ved Landsbyens gamle Gadekær kunde alle Veje til Frederikssund have fundet det rigtige Torv at mødes paa.

Men skønt de, hvad enten de kommer fra Havnen eller fra Hille-

14

rød, fra Frederiksværk eller Jægerspris eller fra Roskilde og Køben­

havn, pegede paa dette Sted, som den gamle Byplans Centrum ved Sundby Færge, har vistnok ingen i Datiden tænkt derpaa, skønt Frederikssund først fik Torv 14 Aar senere, og skønt Byen var fuld­

stændig tilbygget. Nogen juridisk Hindring for at lægge Torvet her ved Gadekæret, var der ikke. Ved Reskriptet af 1809 om Slangerups Nedlæggelse havde Købstaden, som det senere skal vises, faaet Ret til at udvide sig, hvor den vilde i Udesundby. Købmændene Jørgen og Ole Smith ejede Gaardene Marienlyst og Frederikslund endnu før Udskiftningen 1782, og efter den Tid havde andre købt adskilligt i Udesundby. Tanken om at gaa udenfor Købstadens Hegn var ikke den Tids Borgere fremmed.

Men Tanken om at faa et Torv indenfor det egentlige Frederiks- sunds Omraade har sløret de ledende Mænds Blik, saa de ikke har kunnet tænke sig at flytte deres Torveplaner blot disse 100 m i lige Linje mod Øst. Det er karakteristisk for Byens Vækst, at man overalt uden revolutionære Anfægtelser har respekteret det gamle Vejnet og har nøjedes med at opdele og bebygge Ejendommene i deres gamle Former. Branden i Udesundby 1868 blev kun meget lidt udnyttet til Opnaaelse af byplanmæssige Formaal, Jernbanens Anlæg 1879 og Jernbanestationens Omlægning i Bløden 1928 slet ikke.

Og dog maa Frederikssund 1814 vel have besluttet, at nu vilde det trække ogsaa andet Opland til sig ad Landevejen end Horns Herred.

Men helt sikker derpaa kan man naturligvis ikke være.

3. FAST TORVEDAG OG HAVN. 1838 havde Frederikssund faaet Torv med Torvedag Onsdag og Lørdag.

Denne nye Institution kom til Verden paa en — kan man sige — skriftlig Raadstuesamling, idet Byfogeden og de eligerede Mænd den 2. Marts 1836 omsendte en Liste6, der er bevaret endnu, til samtlige Borgere med Opfordring til at tiltræde eller protestere mod Slagternes Forslag om, at der skulde holdes Axeltorv de to Dage. Ved Kancelli­

skrivelse af 15. November 1838 godkendtes den trufne Afgørelse, som ingen havde stemt imod. Men Indvaanerne udenfor Borgernes Kreds spurgte man ikke, saa lidt som man hørte dem i andre Sager.

Siden Samhørigheden med Slangerup havde Frederikssund sine 3 Markeder: 20. April, 31. Juli og 30. November. Markedsgæsterne stod paa Fortovene i Byen med deres Smaaboder. Antallet var 1819: April 167, Juli 145 og November 193. Fra 1815 fik Byen (Kæmnerkassen)

KØBSTADENSMULIGHEDE

Efter Matrikelkortet, optaget 1813. (Gadekæret mrkt. la ).

16

Afgifterne af disse Besøgende, der tidligere havde betalt til de Borgere, paa hvis Fortov de havde opslaaet deres Bod7.

1843 kunde Frederikssund tage Ledelsen af de to Markeder, der fra ældgammel Tid uden Lovhjemmel St. Hans (23. Juni) og Vor Frue (1. Juli) holdtes ved St. Olavs Kilde paa Skuldelev Mark, hvor store Forlystelser fulgte i Markedets Spor. Kancelliskrivelse af 5. Marts 1843 tillagde Frederikssund Halvdelen af Stadepen­

gene her.

Ved denne Tid fik Frederikssund ogsaa en Havn igen. Den 27. Ok­

tober 1843 meldte Havnekommissionen til Generaltoldkammeret, at den var færdig.

Skønt den gamle Skibbro endnu laa ved Byens „Udskibningsport“

og vidnede om Historiens Hensigt med Frederikssund, vilde ingen her tro paa de Muligheder, som laa ved den gamle Ruin af Broen.

Laden og Lossen af de faa Skibe, der kom til Byen, skete ved, at Hest og Vogn kørte ud i Vandet ad „Skibevejen“ ved Broens Bagende og Varerne i Baade sejledes ud og ind til Skibene. Større Fartøjer til Roskilde maatte losse midt i Fjorden ikke langt fra Frederikssund, fordi Grunde spærrede dem Adgangen op til Stiftsstaden, men Fre­

derikssund synes ikke nogensinde at have kunnet drage Fordel af dette Forhold.

Stiftamtet, der i sin Tid — til 1806 — var Byens nærmeste Over­

øvrighed, havde god Tro til dens Muligheder, men skønt Stiftamtet fik valgt en Havnekommission 1799, bestaaende af Byfogeden og Køb­

mændene Ole og Jochum Smith, nægtede Borgerne Aaret efter at ved­

tage et Havnereglement, da de hævdede, at de ingen Havn havde, og da det vilde koste 8—9000 Rgd. at faa en; „Det formaar de ikke at skaffe“, hed det, og da den kendte Havnekyndige, Kaptajn Poul Lø­

venørn, Maj 1802 var i Frederikssund, havde man opløst Havnekom­

missionen8. Løvenørn henstillede, at Myndighederne afventede, om Roskilde, hvor Købmændene 1792 havde købt Skibbroen, men 1830 havde foræret Byen den, kunde faa Fjorden mudret op.

1833 var denne Opmudring færdig. Skibsfarten steg, og de Skibe, som plejede at lægge bi i Nærheden af eller ud for Frederikssund, sej­

lede længere op i Fjorden. Regeringens Vandbygningssagkyndige, Fyrinspektør C. A. Leth, arbejdede dette Aar ved Jægerspris. Byfoged Bardenfleth i Frederikssund fik ham til den 19. September 1833 ogsaa at tage Forholdene her i Øjesyn, og Leth udarbejdede et Overslag og

KØBSTADENSMULIGHEDE

Skibbroen (Ingeniørtegning 1842). Den gamle Bro ses som indgaaet i Anlæget.

18

en Plan til en ny Skibbro til 6000 Rgd., men Amtet forlangte Sagen forelagt for en Raadstueforsamling i Frederikssund, og her blev For­

slaget forkastet den 19/12 1834, da man havde baade Skolevæsenet og et nyt Raad- og Tinghus at samle Kræfterne om.

Roskilde var dog ikke videre end, at det først den 15/7 1836 fik Havnetakst, altsaa først da kunde Besejlingen af Byen aabnes.

Det blev 1834 oplyst, at en af Frederikssunds driftigste Købmænd, omend ikke den største, Vicekonsul H. R. Lange, alene udgav 200—

250 Rgd. hvert Aar til Baadføring, og at det Beløb højst var en Tredie- del af det, der aarligt udgaves i Frederikssund paa denne Konto. Det var derfor naturligt, at Købmændene S. F. Smith, H. P. Hall, Lange og H. S. Frandsen 1840 androg Borgerrepræsentationen om at faa overladt den gamle Skibbro for privat at opføre en ny.

Tømrermester I. C. Fugl, Holbæk, havde udarbejdet en Tegning og et Overslag paa 4075 Rgd., idet man regnede med en aarlig Indtægt af Havne- og Bropenge paa 460 Rgd.9

Men Kommunalbestyrelsen, der vilde kunne faa Statslaan, hvis den tog Sagen i sin Haand, søgte de fornødne Midler hos Regeringen.

Generaltoldkammeret sendte 1841 Leth til Stedet, og han støttede atter Tanken om Skibbroens Bygning stærkt, dels med den Begrun­

delse, at Frederikssund nu var den eneste Havnekøbstad, der ikke havde en Skibbro, dels fordi han saa Muligheden for Anlæget af en god Vinterhavn indenfor Broen i „Bløden“. Han udarbejdede ogsaa Tegning og Overslag.

Det blev Leths Tegning og Overslag, der blev lagt til Grund for Planens Gennemførelse. Efter Annoncer i Hovedstadspressen afhold­

tes Licitation i Frederikssund den 4. November 1842, og knap et Aar senere var Broen færdig. Pengene var skaffet ved et Laan hos Finans- deputationen (Staten) paa 4000 Rgd.

4. DAMPSKIBSFART PAA ISEFJORDEN. Havnearbejdet udfør­

tes saaledes, at der først anlagdes en 450 Alen lang Stendossering fra den nordvestre Ende af Sprøjtehuset Syd paa. 75,000 Kubikfod Fyld, der toges dels paa Kalvøen, dels paa Torvet, mest det første Sted, udvi­

dede Terrænet ved Havnen. Denne øgedes allerede 1847 for 230 Rgd.

med et 25 Alen langt Bolværk paa den sydlige Side af Broen henimod Kalvøen, der ved en Overkørsel og Bro kom i Forbindelse med Havnen. 1848 forlængedes Bolværket yderligere 25 Alen, og der opfør­

tes i Tilslutning hertil et nyt Stykke Bolværk, 11 Alen, ind mod Over-

19

kørselen til Øen. Udgiften hertil var 436 Rgd., og man havde dermed antydeten Indsejling til „Bløden", hvor Vinterhavnen skulde anlægges.

Broen havde 7 Fod Vand ved sin yderste Ende, var altsaa ganske beskeden, i Virkeligheden kun en Forlængelse og Opretning af den gamle.

Havnen havde 1843 ogsaa faaet en Muddermaskine med 2 Pramme, og Vandet udenfor Skibbroen uddybedes Aar efter Aar.

1857—58 foretoges for 1938 Rgd. en Forlængelse af Brohovedet 9 Alen, saaledes at der nu var 10 Fod Vand ved Broen. 1861—62 forøgedes Bolværket yderligere 75 Alen, og der nedsattes 6 Stormpæle, saaledes at man naaede, hvad der ansaas for nødvendigt i 60’erne, og standsede Udvidelserne.

1856 gjordes Havnepladsen større i den østlige Side, hvor der opfør­

tes et Stengærde paa 60 Alen og anlagdes en Losseplads paa søndre Side af Skibbroen langs dette Gærde „ud til den Vig af Isefjorden, som kaldes Bløden“. 1859 fyldtes op ved den vestre Side af Pladsen, hvad der fortsattes Aaret efter, saaledes at Terrainet her forøgedes med 7200 Kvadratalen af Forstranden. Foran Opfyldningen lagdes en Stendos­

sering, hvorfor Havnen maatte betale Staten som Ejer af Stranden en Rekognition paa 20 Rgd. en Gang for alle. Efter denne Udvidelse af Havnepladsen udgjorde den et Areal af 14,457 Kvadratalen. Ud mod Fjorden var anlagt et Slæbested i den 105 Alen lange Stendossering.

I Bolværket (75 Alen) i denne Dosserings Forlængelse var ligeledes et Slæbested. Endelig laa i Stensætningen mod Syd (45 Alen i Forlæn­

gelse af Havnebolværket) en Opkørsel fra Stranden.

1870 byggedes en Baadehavn ved Skibbroens sydlige Side, 66 Alen Bolværk, saa Havnen blev lukket, som det ses paa Kortet 1870.

Den 2. Sept. 1841 valgte Borgerrepræsentationen den første Havne­

kommission: Byfogeden, Købmand Søren Friis Smith og Borgerrepræ­

sentant, Malermester Niels Peter Poulsen, senere Forsamlingens For­

mand. De fik en Instruks af 22. Marts 1842, og 3. November 1843 udnævntes Lods Ole Jensen af Generaldtoldkammeret til Havne- og Brofoged. Den 29. August 1843 begyndte Opkrævningen af Bropengene

— Havnen aabnedes — men den første Havnetakst af 29/4 1843 om­

byttedes snart med en ny (dat. 11. Novbr. 1845), og denne er siden fornyet adskillige Gange.

Konsul Lange dannede et Aktieselskab til Anlæg af et Badehus og androg i Juli 1847 om Koncession derpaa10. Byens gæve Politibetjent,

2*

20

Arrestforvarer N. Madsen, syntes, at hans Politikreds og Arbejde nu var saa stærkt udvidet med Havnen, at han i Februar 1848 androg om Løntillæg i den Anledning.

Men Frederikssund naaede saaledes at komme med Tiden.

Da der indbødes til Aktietegning i Banen fra København til Ros­

kilde, som aabnedes 1847, dannedes et Dampskibsselskab, der skulde besejle Isefjorden fra Roskilde til Holbæk i Tilslutning til Togene fra København, og naturligvis lod dette Selskab sit Skib anløbe alle de Skibbroer, der var paa Ruten. Den 31. Juli 1847 sejlede Selskabet sin første Tur med S/S William, Kaptajn Chr. Warming. Den 2. August lagde Skibet til for første Gang ved Frederikssund Skibbro11.

Senere (1857), købte Dampskibsselskabet et nyt Skib, Frederik Vil, Da Selskabet, hvis Navn var „Aktieselskabet for Dampskibsfartens Fremme paa Isefjorden“ stiftedes 1845, tegnede Havnen endog en Aktie deri, men kun paa 500 Rgd. Den gav aldrig Udbytte, og den 22. Mart9 1870 vedtog Selskabet at likvidere.

Byen havde allerede siden Foraaret 1834 Dagvogn 3 Gange om Ugen til København12.

Inden man skrev 1847, havde Frederikssund haft sine Trængsels- aar, og det gik nu fremad for Byen. Købstaden havde visse Muligheder.

2. KAPITEL. KOMMUNEOPGAVER OG BYENS UD­

VIDELSE

5. FORHOLDET TIL UDESUNDBY. Da Slangerup opgav Køb­

stadværdigheden, og Byfogeden gik over paa den lille Skude, der der­

efter fortsatte alene, var Frederikssunds Byomraade allerede i det væsentligste tilbygget. Ved det kgl. Reskript 1809, der afgjorde Slange- rups Skæbne som Købstad, bibeholdtes imidlertid den Ordning, der fra gammel Tid var karakteristisk for Købstadudvidelsen i Frederiks­

sund, og saa længe dette havde eksisteret, havde bragt det Luft. Det bestemtes nemlig, uden at det kan fastslaas, hvem der tog Initiativet hertil, i Reskriptets § 8, at de Jorder, der udenfor Frederikssunds By­

grænse ejedes af Borgerne, skulde være Købstadjorder, og det gjaldt ogsaa alle de Arealer, Borgerne erhvervede. Selve Brugsretten til Jor­

den, som Staten havde Ejendomsretten til, ordnedes efter Reskriptets

21

Udstedelse ved Fæstebrev, saaledes at Frederikssund dermed havde faaet en enestaaende Ret til at udvide sig hvorsomhelst i Udesundby, endda paa Landkommunens Bekostning.

Ved en Kancelliskrivelse af 11. Januar 1812 fastsloges det tillige, at de Beboere i den omgivende Udesundby Kommune, der var Haand- værkere og havde deres Næring i Frederikssund, skulde regnes som Borgere og Skatteydere i Købstaden, og deres Huse anses som hørende til Frederikssund. I Praksis betød det vistnok, at enhver i Udesundby, der havde sin Indtægt i Frederikssund, regnedes med til dette. Først udstykkedes Arealerne paa Vestsiden af Udesundby Gade, ud mod

„Bløden“, til Huse, der havde hver sit Navn, og fra 1824 betalte disse

„udenbys“ Borgere Konsumtionsskat13 efter Ligning, som det var Skik andetsteds, men 1844 udvidedes Konsumtionsomraadet ogsaa til dem.

Ved Kancelliskrivelse af 1. Februar 1833 indlemmedes de i Købsta­

dens Jurisdiktion, og det bestemtes, at denne tillige skulde omfatte de Ejendomme i Udesundby, som fremtidig kom til at høre til Frederiks­

sund. Kun Fattigafgift ydede de til Udesundby.

Enhver Vanskelighed for Købstadens Udvidelse var dermed paa Forhaand ryddet til Side. Bortset fra en enkelt Indlemmelse af et Areal i Byen 1829, hvad der ordnedes simpelt ved, at Kæmnerkassen købte Arealet, udvidede Frederikssund sig derfor paa Udesundby Grund. 1828 opgives det, at 28 Familier i Udesundby hørte til Køb­

staden14. 1833 omfattede Jurisdiktionsudvidelsen Gaardene Strand- gaard, Lunebjerg (Navnet kommer af Lune, en lille Dam), Frederiks- lund, Asklund, Marienlyst, Hofgaarden, 5 Arvefæstegaarde og 2 Huse uden Jord. Disse Ejendomme ejedes altsaa af Frederikssund-Borgere.

Ved 1845-Folketællingen, den første Tælling, der medtager disse

„udenbys“ under Købstaden, talte de 45 Familier med 242 Personer, medens Befolkningen indenfor Frederikssund gamle Bygrænse udgjorde 67 Familier med 404 Personer15. 1845 opføres som hørende til Frede­

rikssund følgende 25 Huse i Udesundby: Haabet, Enigheden, Maries- lyst, Mariendal, Trineslyst, Tofteshus, Askelund, Bergslund, Madsborg, Paradiset, Kristianslyst, Udsigten, Bonderup, Frydendal, Degneboligen, hvor Bødker Chr. Holst boede, Lerkesund, Sølyst, Lenedal og — udstyk­

ket fra Gaarden af samme Navn, Matr. Nr. 9 — Amsterdam Nr. 6, Nr.

9, Nr. 10, Nr. 11 og Nr. 12 samt paa Skyllebakken Garver Isaac Wer- delins Hus og ved Engebæk Hjulmand Chr. Claussens. Man havde altsaa foretrukket ikke at give Gaderne Navne. Det Navnestof, som

22

fandt Anvendelse paa Husene, lyder jo helt moderne i Nutidens Øren.

Ejerne af Husene fik efterhaanden Arvefæsteskøder paa Amtstuen.

Dog synes Købstadarealets snævre Grænser at have været Byen til nogen Ulempe, mærkeligt nok. Thi 1828, da Købstadens Erhvervelse Aaret efter af det omtalte Areal til Torv drøftedes, hævdede Frederiks­

sund, at der sikkert vilde have nedsat sig flere Borgere i Byen end sket, hvis der havde været Boliger at faa16.

6. SKOLEN. Men det gjaldt formentlig kun de allernærmeste Aar før 1828, da først dette Aar den store 10-aarige Landbrugskrise her i Landet ebbede ud. Byens Borgere var indtil da saa fattige, at de end ikke havde Raad til at oprette en Skole, og skønt Skoleforordningen af 1814 havde udløst en ganske overordentlig Energi paa Skolevæsenets Omraade, bøjede Amtsskoledirektionen (Provsten, Borch i Udesundby, og Amtmanden i Frederiksborg), som var den drivende Kraft i Skole­

reformerne, sig fuldt ud for denne Byens Paaberaabelse af sin Fattig­

dom. Det var dog ellers en Tid, da Præsterne og Kancelliet forlangte af hvert Landsogn, at det skulde oprette eller forny en eller flere Sko­

ler og organisere Skolens Økonomi og Opkrævningen af Skolebidrag.

Amtsskoledirektionen søgte endogsaa at komme Købstaden til Hjælp ved 1820, da Oppesundby Lærerembede blev ledigt, at faa Kancelliet til at henlægge aarligt 7 Tdr. Rug og 8 Tdr. Byg fra Embedet i Oppe­

sundby til en Hjælpelærer i Frederikssund17, „da der i mange Aar har været stor Trang til en Skole der“.

Det hjalp ikke. Købstaden oprettede intet Skolevæsen, men Amts­

skoledirektionen naaede dog at opmuntre en Privatmand, den 31-aarige Mathias Søeborg, en Præstesøn fra Hagested ved Holbæk, der 1819 paa egen Risiko havde begyndt en Skole i Frederikssund, som han udtalte, fordi han fik at vide, at Børnene i Frederikssund havde lang Skolevej til Udesundby. Han samlede straks alle Byens Børn i sin Skole, 25. Han fik 1821 Kornet fra Oppesundby.

Baade Provst Borch og Byfoged Hadeln i Frederikssund hævdede overfor Kancelliet, at Borgerne ved af skaffe en Bygning og oprette en Skole vilde sætte sig i en aarlig Udgift af 600 Rgd., altsaa lige saa meget som Kæm nerkassen (hele Byen!) indbringer, „hvilket disse [Borgerne] formedelst nærværende mislige Nærings- og Indtægtskon­

junkturer ikke vel er i Stand til at udrede, og saa meget mindre som de fleste i de sidste Aar er særdeles meget tilbage“.

Men Byen modtog naturligvis Tillæget fra Oppesundby „med ærbø-

23

dig Taksigelse“, „indtil en heldigere Periode i den kommende Tid maatte befordre vort attraaede Øjemed“.

Da den afdøde Brændevinsbrænder Peder Andersens Hus (Matr.

Nr. 17), der var nyt og godt, opført 1805 efter Branden, og havde Façade mod Torvet, kom til Auktion i Dødsboet den 14. Oktober 1822, købte Kæm nerkassen det dog og stillede det gratis til Skolelærer Søe- borgs Raadighed. Prisen var 1250 Rgd., og der medgik en Del til Istandsættelse18; men længere kunde Byen som Kommune ikke strække sig i Skolesagen.

Spørgsmaalet om Byens Pligter paa Skolevæsenets Omraade blev imidlertid snart efter rejst fra anden Side og paa en noget overra­

skende Maade.

Ved Revisionen i Kancelliet af Byens Regnskab for 1824 gjorde Revisor Ditlev Lemming i 1826 Ophævelser over, at Kæmnerkassen havde afholdt Udgifterne til Købet af Skolebygningen. Thi Skoleudgif­

ter skulde efter Loven af 1814 betales af en særlig Skolekasse med en særlig Ligning af Afgiften paa Borgerne, og Kancelliet hævdede Loven overfor Kæmnerkassen. De to eligerede Borgere, Købmændene Niels Wulff og Hans S. Holm, henviste i en Skrivelse til Amtmanden, der i alle Sager var Mellemmand mellem Byen og Regeringen, atsaaledes havde Borgerne vedtaget det, og insisterede paa, at denne Vedtagelse blev respekteret. De anførte, at Byen var for lille til uden Hjælp andet Sted fra at holde Skolekasse. „Vi vover derfor som Byens eligerede Borgere paa vore Borgeres Vegne underdanigst at bønfalde deres Høj- velbaarenhed om, at det maa, overensstemmende med Borgernes Beslutning, være tilladt, at Udgifterne til ermeldte Bygnings Indkøb, aarlige Afdrag paa Købesummen og Vedligeholdelsen maa gaa ud af Kæmnerkassen, indtil Byen ser sig i Stand til og Tidsomstændighederne tillader at etablere en formelig Skole.“

Kancelliet tvang imidlertid sin Vilje igennem. Der oprettedes en Skolekasse, og Gælden paa Skolen skulde tilbagebetales paa 5 Aar.

Men, hvad værre var, ogsaa Biskoppen havde grebet ind i Sagen, idet han den 18. Marts 1826 paalagde Amtsskoledirektionen at frem­

skaffe en Organisation af Skolen i Frederikssund, som det hed i Dati­

dens Sprog, d. v. s. Vedtagelse af en Skoleplan, der fastslog Lærerløn­

ningerne, Udgifterne til Undervisningen, dermed ogsaa dennes Om­

fang, og bestemte, hvorledes Pengene skulde tilvejebringes, altsaa en ny Beskatning, der paa Landet lagdes paa Hartkornet, i Byen paa

24

Grundtaksten eller paa Næring og Lejlighed, som Byens Borgere nu selv bestemte. En Borgersamling paa Raadstuen (Byfogedens Kontor), der var den bevilgende Myndighed i Byen, vedtog ogsaa den 13. Januar 1827 en Skoleplan, som sendtes til Kancelliet, men derefter kunde Amtmanden ikke raabe Frederikssund Købstad op paa Skolevæsenets Omraade, skønt hans Kollega i Amtsskoledirektionen, Provst Borch, boede tæt op ad Byen og var Formand i Skolekommissionen.

Ogsaa Bispen forbarmede sig over den fattige By og skrev 28/4 1827 til Amtmanden, at da Borgerne var ude af Stand til at indrette Skole, og den foreslaaede Skoleplan var for dyr, maatte Ordningen hellere vente, til Udesundby Lærerembede blev ledigt. Den gamle Lærer Nielsen, der døde 1833, har formentlig allerede da været svagelig.

Hvad Amtmanden ikke udrettede ved sine Breve, har han vel naaet ved mundtlig Henvendelse til Provsten. Thi den 21. December 1829 vedtog Frederikssund paany en Skoleplan, som Kancelliet dog kræ­

vede ændret. Da Provst Borch blev forflyttet 1830, og hans Efterfølger, I. T. Neergaard, straks udnævntes til Provst, blev der 2. September 1831 vedtaget en tredje Skoleplan, som approberedes af Kancelliet under 17. November 1831, og dermed var Frederikssunds Skolevæsen endelig „organiseret“.

Man faar virkelig det Indtryk, at Byens Borgere lige til 1832 var ude af Stand til at bære Udgifterne, og at Forholdene først da bedre­

des. Men, som det skal fortælles senere, var Opklaringen kun ganske kortvarig. Smalhans kom snart efter atter til Huse.

Skolen blev oprettet som en Borgerskole, hvori der i Modsætning til de fleste andre Borgerskoler skulde undervises i Begyndelsesgrun­

dene i Matematik og Tysk. Søeborg ansattes som Lærer, og hans Kone skulde undervise Pigerne i Haandgerning, hvad Kancelliet ikke approberede, men hvad Byen alligevel gennemførte. Børnenes Antal skønnedes at ville blive 40, naar Borgernes og Embedsmændenes Børn blev sat i Skolen.

Denne skulde holdes, som en Iagttager i Nutiden vilde synes, meget eksklusiv, hvad der i og for sig laa i Begrebet Borgerskole. Borgere var kun de, som havde Borgerskab paa at kunne drive Næring, og Raad- stuesamlingen, der bestod af de allerede begunstigede Borgere, kunde nægte enhver Borgerskab, som den ikke ønskede at tage ind i Kredsen af Næringsdrivende. Byens Beboere udenfor Borgernes Kreds var Embedsmændene og de andre Indvaanere. Men kun Embedsmæn-

25

dene fik Opfordring til at sende Børn i Borgerskolen. Tjenestedrenge og -piger henvistes til Udesundby Skole med en Begrundelse, der aabenbart forekom Skolekommissionen, Byens Repræsentant i Skole­

sager, en selvfølgelig Betragtning. Det hed:

„Frederikssunds Borgeres og Embedsmænds Børn er og forhaabent- lig vil blive sædelige [d. v. s. velopdragne] og renlige Børn. Derimod kunde det indtræffe, da Borgerne i Frederikssund ejer betydelige Jor­

der i Udesundby, at de til disses Drift og Kreaturernes Vogtning bli­

ver nødt til at antage skolepligtige Børn, der kan være usædelige, smudsig klædte, urene og ganske forsømte med Hensyn til deres Undervisning. Dette vilde have den skadeligste Indflydelse paa Bor­

gernes Børns Undervisning og Opdragelse. Det vil saavel med Hensyn til Borgernes Børn som Bøndernes Børn være gavnligt for Undervis­

visningen, og lige for lige, vil skolepligtige Tjenestedrenge og Tjeneste­

piger ej heller med Nytte søge Skolen med Borgernes Børn. Thi disse skal lære mere og gøre hurtigere Fremskridt, saa at hine ej kan følge med dem.“ Og det tilføjes, at „Kommissionen har tilladt sig at oplyse denne Sag saa vidtløftigen, fordi den anser den af højeste Vigtighed.“

Skoledirektionen fandt i sine Bemærkninger overfor Kancelliet denne Deling af Børnene lidt mærkelig. Provst Neergaard var baade Formand i Skolekommissionen og Medlem af Skoledirektionen. Det har vist alene været Amtmanden, der fandt Skolekommissionens De­

ling af Børnene mærkelig.

Men Skoleplanen fik altsaa Kancelliets Approbation19.

Skolekommissionen i Frederikssund bestod foruden af Provsten og Byfogeden af Købmændene H. R. Lange og H. P. Hall.

7. AARLIGE UDGIFTER. løvrigt var heller ikke den Del af det kommunale Liv, der faldt udenfor Skolens Omraade, synderlig frodig i den lille Købstad.

I Form og Indhold eller i Omfang skete der ikke nogen Forandring i Byens Styrelse fra Indførelsen 1748 af de eligerede Borgere, Byens Formænd, til de kommunale Reformer satte ind i Slutningen af 1830’erne, samtidig med at Frihedstiden begyndte ogsaa i det statspoli­

tiske Liv. Til daglig ordnede Magistraten (Byfogeden) og de to elige­

rede Mænd som hans Raadgivere alle Spørgsmaal, og hvert Aar den 2. Januar samledes Raadstuemødet, hvor alle Borgere havde Adgang, til Valg af Rodemestre (til Brandvæsnet), Taksereborgere, Kæmner og de andre borgerlige Ombudsmænd. Udgifter udover Vedligeholdelsen

26

af de Aktiver, der indeholdtes paa det engang fastlagte Budget, kræ­

vede en Raadstuesamlings Tilslutning. Saaledes vedtoges det paa Raad- stuen den 13. Oktober 1816 at forbyde Borgerne at opkræve Fortovs­

leje af Markedsgæsternes Boder, og at lade disse Penge gaa i Kæmner- kassen efter en bestemt Takst Til Gengæld skulde Kæmnerkassen overtage alle Udgifterne ved Brolægning af Gaderne, medens den enkelte Borger forhen havde brolagt Gaden ud for sit Hus. Reformen var naturligvis nyttig. Den gav Kæmnerkassen en Indtægt af ca. 280 Rdl. om Aaret. Enkelte Borgere protesterede mod denne Konfiskation af deres Indtægter, men Kancelliet gik dem imod20.

1824 blev Sprøjtehuset ved Havnen nedrevet og bygget paany, hvad der kostede 390 Rgd.

Byens Opgaver indskrænkedes udover den nys overtagne Pasning af Gadernes Brolægning, der var udført med Rendestene ved Siderne, til Vedligeholdelse af Østre Port med 8 Favne Stakitværk, senere Mur­

værk, og Slagbommen ved Strandporten med 4V2 Favne Stakit. Mod Vandet var her Udskibningsp orten, som 1815 var mørnet, og da Byen vilde erstatte den med en Slagbom, greb Konsumtionsvæsenet ind og byggede en ny Port for egen Regning, saa Byen slap med at betale, hvad en Slagbom vilde have kostet. Her ved Strandporten var en Sten­

kiste under Vejen, 17 Alen lang, som det ogsaa kostede Penge at ved­

ligeholde.

1819 anlagdes en Rendesten med et Brædt (en Planke) over fra Lunebjerg, hvor der var en vandrig Kilde, til den anden Side af Gaden under Brændevinsbrænder P. Olsens Hus (Matr. Nr. 13) og gennem hans Have ud i „Bløden“.

Byen havde sin Fane, og den 15. Marts 1810 betalte den 5 Rgd. for et nyt Signet, som Guldsmed D. Jacobsen i København havde stukket.

Der stod i det: „Fridrichssund Byes Segl“. 1853 blev der stukket ogsaa et Signet til Borgerrepræsentationen.

Men udover de nævnte Udgifter havde Byen, foruden Skatterne til Staten, kun Bekostningen til sine egne Bestillingsmænd. Disse Bekost­

ninger afholdtes efter et Reglement, der maatte godkendes af Kancel­

liet. Ved særligt Reglement af 21. November 1810 fik ogsaa Frederiks­

sund ansat en Jordemoder, Caroline Heldt, der oppebar i Løn af Byen dels 10 Rgd. til Husleje, dels 40 Rgd. til Brændsel. Hendes Mand, Skræder Carl Leopold Heldt, var 1813—19 Politibetjent, idet han afløste Kæmner Nilaus Villumsen, der i nogle Aar havde tjent

27

sammen med Smed Jens Lange paa deqne Post. Han var Kæmner ved Siden af. Fra 1814 havde Byen kun een Politibetjent, der 1839 tillige blev Arrestforvarer.

Til 1838 holdt Frederikssund ligeledes kun een Vægter, men da Borgerne i Udesundby ogsaa gerne vilde have Vægter, bevilgede Raadstuesamlingen lo/io 1836 200 Rgd. aarlig til Vægterløn, saaledes at der ansattes Vægter i Udesundby, hvor de bedst situerede Borgere, skønt de betalte Skat til Frederikssund, forpligtede sig til hvert Aar at give 22 Rgd. aarligt som frivilligt Tilskud. Byen forsynede Vægterne og Politibetjenten med Uniform.

Brandvæsenet spillede en betydelig Rolle i Befolkningens Bevidst­

hed; kun Brandmesteren var dog lønnet, medens Chefen, Brandinspek­

tøren, hvis Hverv i adskillige Aar varetoges af Købmand Niels Wulff, og Brandassistenten samt de to Rodemestre var ulønnet.

Kæmneren, Nilaus Villumsen, bestred sit Embede for en Løn af 12 Rgd. om Aaret, til han 4. Dec. 1832 gik af, fordi han flyttede fra Byen. Han fik alligevel Pension og maa have været ganske effen, den gamle Væver og Politibetjent. Man valgte Brændevinsbrænder Peder Johansen til hans Efterfølger, og da han døde 1837, afløstes han af Husejer N. F. Kruckow, som paa Grund af svigtende Helbred veg Pladsen 2. Oct. 1840 for Apotheker Ivar Brinck-Seidelin21.

8. DE ELIGEREDE OG MAGISTRATEN. Men ingen af disse Kommunalmænd kan i Betydning lignes med de to eligerede Mænd.

Det ovenfor angivne Citat af deres Skrivelse til Amtet angaaende Sko­

len viser, hvilke stoute Karle det var.

Denne Karakteristik gælder maaske mere Købmand Wulff end de andre. Han valgtes paa Raadstuesamlingen 12. November 1815 ved Købmand Daniel Michaelsens Død. Aaret efter, den 9. November 1816, døde ogsaa den gamle Købmand Ole Smith og erstattedes som Byens Formand af Købmand Hans Schade Holm. Denne døde 1827, og Brændevinsbrænder Lars Øegaard valgtes den 7. Maj 1827 i hans Sted. Øegaard og Wulf regerede da, til Borgerrepræsentationen kom 1838. Wulff, der var født i Skuldelev, var Indehaver af den gamle Hagedorn’ske Forretning og var efter Hagedorns Død blevet Med­

indehaver af Forretningen sammen med en anden Kommis, Peder Lindberg, hvis Søster, Datter af Farver Lindberg i Roskilde, Wulff ægtede. Han repræsenterede saaledes Traditionen i Frederikssund fra den første Halvdel af det 18de Aarhundrede, forplantet i lige Linje.

28

Den største Del af Æren for Udviklingen i Byen fra 1810, til de daarlige Aar var forbi, tilkommer dog Byfogeden, der siden 1682 ud­

gjorde Magistraten og ikke alene var den bestemmende Faktor, som blot skulde have Raadstueforsamlingen med sig eller ikke imod sig, men som ogsaa var den udøvende Myndighed og Byens Talsmand overfor Amtmanden, dermed overfor Centraladministrationen.

Frederikssunds første Byfoged, efter at Slangerup ikke var med i Købstadsstyrelsen mere, var Knud von Hadeln, der blev i Frederiks­

sund 1809—30. Han var en fattig norsk Student, Officerssøn, da han fik sin juridiske Embedseksamen efter at have været Student i 9 Aar.

Han maatte de første 51/2 Aar være Lærer; han havde haft Ørsted til Manuduktør. Som Kandidat sad han 6 Aar paa Underfogedens Kontor i København og var 35 Aar, da han kom til Frederikssund. Han var ikke forvænt, og Befolkningen her synes at have sat stor Pris paa ham.

Amtmanden fremhæver altid hans Nøjagtighed i det Arbejde, han var sat til at udføre, og han nød Anseelse. Da han kom fra Frederikssund, fik han Embedet som Birkedommer i Frederiksborg Birk, hvad der ikke var en Forfremmelse, men senere blev han Byskriver og Raadmand i Hel­

singør, hvoraf kan ses, at han var en anset Embedsmand. Da han for­

lod Frederikssund, satte han hele sit Indbo til Auktion. Han havde sik­

kert en drøj Tid i de mange Aar, han ledede den lille fattige Købstads Anliggender. Hadeln købte 1810 den Ejendom, der senere ejedes af Købmand Elsass (Matr. Nr. 46), og 1815 tillige den Ejendom (Matr.

Nr. 44), hvor der nu er Apothek.

Efterfølgeren, der var af en ganske anden Støbning, omend lige saa velvillig og vel dygtigere, Carl Emil Bardenfleth, var i Frederikssund 1832—37 og blev derefter Amtmand paa Island, senere i Odense. Han boede til Leje paa Torvet (Matr. Nr. 37).

Ogsaa den næste Byfoged, Carl Gottfred Krüger, var en fremra­

gende Embedsmand, der i 16 Aar havde ledet det store Birk paa Fal­

ster. Men han var opslidt og søgte derfor til Frederikssund, der havde den store Fordel, dengang som i Dag, set fra en Embedsmands Stand­

punkt, at det ligger saa nær ved København som faa andre Embeder.

Krüger, der efter nogen Tids Hvile kom sig igen, beklædte senere i adskillige Aar, dog vistnok som Retrætepost, Embedet som Justitssekre­

tær i Landsoverretten i København.

Hans Afløser i Frederikssund blev Chr. Ehlers Hertz, Søn af Dom­

provsten i Roskilde, senere Biskop i Ribe. Hertz var en livlig Mand,

29

vel indlevet i Selskabet i hele Østsjælland, og skønt han kun var i Fre­

derikssund i 6 Aar, har hele hans Maade at være paa sikkert faldet Borgerne i Frederikssund behageligt. De nye Former for det kommu­

nale Liv vakte et stærkt Røre ogsaa her, og Hertz holdt 1847 sit Jubi­

læum for 25 Aars Embedsmandsvirksomhed, som der gik Omtale af viden om, hvad der formodentlig ikke har været den lille Bys Borger­

skab imod. „Forsamlingen har været talrig og munter“, hedder det i den Notits, der gik rundt i Landets, ogsaa Hovedstadens, Aviser22.

Efter i Aarene 1848—57 at have haft en noget kølig og stiv Byfoged, Peter Feddersen, tidligere Kontorchef i Kancelliet, til sidst Borgmester i Stiftsstaden Roskilde, fik Frederikssund atter en Magistratsembeds­

mand, Byfoged P. S. D. Brix, der ikke alene blev her længe, 1857—97, men som betød overordentlig meget for Byens Udvikling, mere end nogen af de øvrige.

Han blev den 1. Januar 1869 Frederikssunds Bys første Borgmester.

3. KAPITEL. TORVET OG BYENS FØRSTE RAADHUS

9. INDLEMMELSE. Den største Sag i Frederikssunds Historie i det første halve Aarhundrede efter 1809 var Købet af Torvet 1829 og Opførelsen af Byens første Raadhus her ti Aar senere.

Ved Udskiftningen af Udesundby 1782, da Frederikssund kun strakte sig fra det nuværende Torvs Vestside til Havnen og alene bestod af Vimmelskaftet og Havnegade, fik Gaarden Lunebjerggaard de Jorder anvist, som laa umiddelbart Nord for Vejen fra Udesundby til den lille Havnekøbstad. 1799 havde Værtshusholder Niels Mogensen erhvervet en lille Parcel ved Østre Accisebod paa Vejens Nordside nærmest Udesundby, 3657 Kvadratalen, og Købmand Ole Smith den øvrige Del, 3 Tdr. V2 Skp. Land, af den Jord, der laa paa Vejens Nord­

side mellem Niels Mogensens Jordlod og Frederikssund. Købmand Smith havde dermed ogsaa den store Grusgrav paa dette Sted. Han byggede et Hus ved det østlige Skel af sin Jord, Grundtakstens Nr. 27 a, og ved Grundens Vestgrænse laa hans egen Gaard, Grundtaksten Nr.

26, den østligste i Byen paa dennes Nordside, hvortil kom en Parcel af Bondejorden, der fik Grundtakst Nr. 29. Fra Nr. 29 til Nr. 27a var allerede før 1810 opsat Byens Plankeværk, 150 Alen langt, som Kæmner- kassen vedligeholdt23.

Købmand H. R. Langes Hus, Matr. Nr. 37 a, formentlig opført omkring Aar 1800.

REDERIRSSUNDSHISTORIE1810—70

31

En af Smiths Svigersønner, Krigsassessor Herman Andreas Richardi, født i Holsten24, der 1816 efter at have staaet 3 Aar i Lære i Sviger­

faderens Butik hk Borgerskab som Købmand i Frederikssund, købte Ejendommene efter Smith, men vilde imidlertid 1828 sælge dem ved Auktion og trække sig ud af Forretningen. Byen havde den 30. Novbr.

1821 lejet Pladsen af ham til Hestemarkedet, og Byfoged Hadeln sam­

menkaldte i Hast en Raadstueforsamling, der den 18. Juni enstemmigt vedtog at andrage Amtmanden om Tilladelse til at købe Pladsen. Fra de ældste Tider havde Byen ønsket en Markedsplads i dette Nabolag.

Auktionen skulde være den 3. Juli. Man mente, Pladsen, der var 152V2 Alen lang, vilde gaa i 1000 Rgd. Amtmanden forelagde Spørgs- maalet for Kancelliet og fik ogsaa af dette Fuldmagt til at approbere et saadant Køb, og paa Auktionen optraadte Byfoged Hadeln, der sad som Auktionarius, derfor tillige som Bydende.

Først opraabtes Richardis Gaard i Byen, Grundtakst Nr. 26 og 29, og den svensk-norske Vicekonsul Lange bød 2000 Rgd. Sedler. Kaptajn Beissenhertz, gift med en Dame af Familien Smith, og ligeledes Køb­

mand i Frederikssund i Familiens Forretning, bød ogsaa 2000 Rgd.

Sedler for Richardis Gaard i Udesundby, Frederikslund. Købmand O. Smiths Søn, Møller Chr. Smith, Frederiksborg Slotsmølle, bød 1000 Rgd. for Parcellen af Lunebjerggaard, men da alle Ejendommene derefter raabtes op under eet, kom Slaget til at staa mellem Hadeln og Lange, der fik Hammerslag for 6850 Rgd., medens Hadeln kun turde gaa til 6000 Rgd.

Dagen efter nægtede Richardi imidlertid at approbere Budet, hvad han efter Auktionsvilkaarene havde betinget sig Ret til.

Lange og Richardi blev dog senere enige, og Lange fik den 6. Juli 1829 Skøde paa det hele for 3000 Rgd. Sølv og 7535 Rgd. Sedler, men havde da forlængst overtaget Ejendommene og byggede 1832 ved Siden af Købmandsforretningen og paa en Del af Lunebjerg det store Pakhus med Gavlen ud til Gaden, som endnu staar der. En anden Del af Lunebjergparcellen overlod han i Foraaret 1829 til Byen, der fik Skøde den 19. December s. A. for 800 Rgd. Sedler paa de 21,890 Kvadratalen Land, geometrisk Maal, skyldsat til Hartkorn 1 Td. 1 Fjdk.

7/i6 Album.

Allerede under 27. Januar 1829 var Købet blevet approberet af Kan­

celliet tilligemed en Bebyggelsesplan25, der var opstillet af Byfoged Hadeln og de Eligerede i et Andragende af 12. November 1828 om Godkendelse af deres Aftale med Lange.

32

Byplanen er et Vidnesbyrd om den Duelighed, hvormed Byen behandlede denne Sag. Torvet havde allerede paa denne Plan den karakteristiske Form af en Halvcirkel eller Trekvartcirkel som den Dag i Dag, i kunstnerisk Klarhed og Fasthed paa Højde med de bed­

ste Frembringelser af denne Art, saa lille Pladsen end er. Hvem der er Ophavsmand til dens Idé og Udformning kan ikke nu oplyses sik­

kert, rimeligvis stammer Idéen fra Landinspektør E. W. Knoph, der

Købmand H. R. Langes Pakhus, Matr. Nr. 37 a, opført 1832.

har udført Udstykningen og Tegningen, og som boede i Udesundby, hvor han døde 8/i 1837. Han havde forud været Inspektør paa Jægers­

pris Gods (til 1826), omend uden Held, og var af Uddannelse Inge­

niørkaptajn. Torvets Plan minder mest om en Skoletegning til en Lejr eller en By. En af Knophs Døtre blev 1839 gift med den største Køb­

mand i Frederikssund, Søren Friis Smith (f 1864), født her som Søn af Jochum S., hvis Fader var den gamle Købmand Chr. Smith, der har spillet en betydelig Rolle som Borger i Frederikssund.

Ved Byplanen bestemtes det, at den Del af Grunden, som ikke med­

gik til Torv, skulde deles i 11 Parceller, hvoraf de 10 havde lige stor Façade mod Pladsen, medens den største, Nr. 11, var dobbelt saa stor

Landinspektør Knophs Projekt til Torvet. Foroven er Raadhuset afsat. (1834).

33

som de andre og liggende midt for Torvet skulde anvendes til Raad- husgrund. Paa den ene Side laa 5 Parceller Nr. 1—5 paa Torvets østre Side med Nr. 1 som Hjørnegrund ved Hovedgaden og Nr. 6—10 paa den vestre Side med Nr. 6 som Hjørnegrund ved Gaden. Nr. 10 ved Raadhusgrundens vestre Side skulde anvendes til en Skole og Gymnastikplads, medens de øvrige skulde sælges til private Bygge-

3

34

pladser. Det bestemtes, at Skøderne paa disse skulde indeholde en Bestemmelse om, at Køberen havde Pligt til at bygge saadanne Huse af Grundmur, at de kunde være en Pryd for Torvet, og at Husene ikke maatte have mindre Højde indvendig end 41/2 Alen til Bjælkerne.

Interessant er ogsaa det økonomiske Grundlag, som Byen lagde for Salget af disse Parceller, der havde 20 Alen Façade mod Torvet. Kø­

berne skulde ikke betale nogen Købesum fordern, men svare en aarlig Afgift, af Parcellerne Nr. 4, 8, 9 og 10 syv Rgd. Sølv og af de øvrige seks Rgd. af hver. Man regnede ud, at med Købesummen 800 Rgd. og Omkostninger 50 Rgd. vilde Byen faa en aarlig Udgift paa 34 Rgd. i Rente og 10 Rgd. i Hartkornsskat, som ikke Køberne, men Byen skulde betale, ialt 44 Rgd. aarlig Udgift. Indtægterne vilde efter Planen blive 6 X 6 Rgd. og 4 X 7 Rgd., ialt 64 Rgd., der svarede til Renterne af en Kapital paa 1600 Rgd. Der var altsaa et Overskud hvert Aar paa 20 Rgd. Pladsen til Raadhus og den store Torveplads havde Byen dermed gratis.

Den 14. Juni 1832 solgtes Parcellerne 6—8 til Guldsmed G. A. Ager­

lin, den 27. August s. A. Parcellerne 1—3 til Købmand H. P. Hall, der ejede afd. N. Mogensens Hus ved Siden af (Grundtakst Nr. 28), Den 1. Oktober 1832 købte Byfoged Bardenfleth Parcel Nr. 9, og da han rejste fra Byen 1837, solgte han den til Agerlin, som den 26. No­

vember ogsaa havde købt de sidste Parceller, Nr. 4 og 5. Derved sam­

menlagdes disse Byggegrunde, og den smukke Plan om Opførelse af Huse med lige store Façader mod Torvet blev saaledes forpurret, hvad man aabenbart oversaa.

Agerlin opnaaede, at alle Køberne blev fri for Skatter26 af de nyop­

førte Ejendomme i 25 Aar, og 1836 var allerede de 7 Parceller bebyg­

get, saaledes at de kunde sættes i Grundtakst. De fik Nr. 36, 37, 38, 42, 43, 44 og 45 og sattes til 45 Sk. hver. 1841 sattes ogsaa Halls Par­

celler til Grundtakst efter samme Beløb. De fik Numrene 39, 40 og 41. „Grundtakstskillingerne“, der var Grundlag for Byskatten og an­

vendtes ved adskillige andre Ligninger, fastsattes som Skilling af hver Alen Façade27.

Naar Byfoged Hadeln og de Eligerede, Købmand Wulff og Brænde­

vinsbrænder Lars Øegaard, turde gaa ind for en Plan som denne — den blev forelagt og vedtaget paa en Raadstuesamling —, skyldtes det, at Byen om kort Tid vilde faa en anden Aktivindtægt, som var en Arv fra Købstadsfællesskabet med Slangerup. Thi i Reskriptet af 4/9 1809

35

§ 12 havde Frederikssund faaet Tilsagn om en Afgift af Slangerup Overdrevs Jorder, naar de blev udskiftet. Denne Afgift skulde begynde at løbe 6 Aar efter Udskiftningen, d. v. s. fra 182228. I 1830’erne var den allerede kommet op paa 190 Rgd. om Aaret, en kærkommen Ind­

tægt for en fattig lille By. Skolelærer S. Ibsen i Slangerup opkrævede Afgiften til Byen mod et lille Salær.

Byfogeden havde beholdt sine Embedsjorder i Slangerup Mark. Den gamle Købstadret blev stadig bestaaende, skønt Slangerup gled ud af den. 1836 blev disse Jorder, 92 Tdr. Land, solgt ved Auktion29 og købt for 2800 Rgd. af Byfogedfuldmægtigen i Frederikssund B. B. Thron- sen, død 1855 som Sagfører i Neksø.

10. RAADHUSET. Byfogeden havde paa Byens Vegne den 24/s 1830 sluttet Aftale med Borger N. Larsen om Leje af Lokale til 2 Arrester, da Byen havde Pligt til at stille Arrester til Raadighed for Byfogeden30.

Ejeren opsagde imidlertid 1832 Lejemaalet til April 1833, og skønt man fik ham overtalt til at lade det løbe videre foreløbig, var Opsigel­

sen sikkert kærkommen for Byfoged Bardenfleth. Thi derved fik han Anledning til at paaskynde Opførelsen af Ting- og Raadhuset, hvor der ogsaa skulde være Arrester.

Byen henvendte sig allerede 1831 til Murermester R. Ulrichsen, København, der havde bygget Raadhuset i Hillerød. Han affattede en Tegning og udarbejdede 9/ii 1831 et Overslag over Opførelsessum­

men, der efter dette blev 7386 Rgd. Sedler. Skønt man beregnede, at Byen kun skulde betale 1/6 °é Horns Herred 7e. henviste man til, at Byen i det lokale Overformynderi havde staaende 8500 Rgd. til Bekostningen og altsaa kunde udlægge en betydelig Sum til det fælles Formaal.

Byfoged Bardenfleth, der tiltraadte Embedet 1832, fik nye Tegninger og Overslag udarbejdet og arbejdede for, at Raadhuset blev højere end foreslaaet. Store Forandringer skete der ikke med de Planer, Ulrichsen først udarbejdede, og Façaden (Opstalten) var heller ikke Genstand for Ændringer af Betydning. Men senere søgte Bardenfleth, der aabenbart var flottere indstillet end de lokale Folk, at faa Bygningen gjort læn­

gere og bredere og forsynet med Granitsokkel. Herved kom Sagen til den kongelige Bygningsinspektion, og det blev saaledes kgl. Bygnings­

inspektør Fr. Ferd. Friis i København, der kom til at give Tegning til den Bygning, som blev udført. Han byggede senere Raadhus i Holbæk

3*

36

(nu nedrevet ligesom Raadhuset i Frederikssund) samt Fængselsbyg­

ninger i Horsens og Vridsløselille, hvor hans Værker endnu er bevaret.

Samtidig med Opførelsen af Raadhuset i Frederikssund forestod han en Nybygning af Jægerspris Færgegaard, der endnu staar i hans Udfø­

relse. Ulrichsens Udkast, der var en net Empirebygning i Tidens Stil, blev utvivlsomt kunstnerisk forbedret af Friis, der nød Anseelse som en dygtig Arkitekt, men Ulrichsens Tegning og Plan blev i det store og hele fulgt.

Ulrichsen udarbejdede ogsaa under Tilskyndelse fra Bardenfleth et Raadhus paa 2 Etager, og det havde utvivlsomt været rigtigt at vælge dette Projekt. Allerede 3—4 Aar efter, at Raadhuset var taget i Brug, ansaa man det for altfor lille og lod udarbejde Planer til en anden Etage. Men skønt Købstaden og det store rige Herred tilsammen for­

mentlig uden Besvær kunde have skaffet Pengene, skelede man baade til de Byrder, der skulde paalægges de private Godsejere i Horns Herred, og mest til den Anpart, man maatte paalægge Kongens private Gods Jægerspris. Derfor valgtes det lille Projekt.

Imidlertid rejste Bardenfleth 1837 til sit Amtmandshus paa Island, og den nye Byfoged i Frederikssund, Krüger, barberede Tegningen til Raadhuset ikke alene for Kampestenssokkelen, men foret Hjørneskab og Tinghusklokken, saaledes at Borgerne senere maatte indsamle Penge til et Ur, der 1840 opsattes over Tinghusets Hovedindgang.

Byfoged Krüger købte heller ikke Bardenfleths Byggegrund ved Siden af Skolen og Raadhuset, da Bardenfleth rejste fra Byen. Han synes ikke at have haft samme Interesse for denne Byens Hjertesag som Kam­

merjunkeren.

Den nyoprettede Borgerrepræsentation fik den 22. Febr. 1838 Sagen til Behandling under den Form, at den efter Henstilling fra Kancelliet vedtog at lade Byen betale Husets Vedligeholdelse og Arrestforvarerens Løn samt anskaffe og vedligeholde hele Inventaret. Byens Politibetjent, Niels Hansen, kunde ogsaa være Arrestforvarer i de 5 Arrester, der skulde være i Huset. Borgerrepræsentanterne var paa Byens Vegne taknemmelige for, at den store Sag nu stod ved sin Løsning, Byen havde nu snart baade Torv og Raadhus. Derefter fik det hele Projekt kgl. Godkendelse den 12. September 1838.

Opførelsen af Bygningen kom ved Licitationen den 18/10 1838 paa 5860 Rgd., og lavestbydende var Købmand L. C. Smith, Holbæk.

Murermester Ulrichsen kunde ikke følge med, men maatte standse