Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Kaae, Alfred.

Titel | Title: Om en ret, kristelig Børneopdragelse :

Sendebrev til danske Plejehjem fra de danske Plejehjemsforeninger.

Udgivet år og sted | Publication time and place: [Odense] : Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer), Fysiske størrelse | Physical extent: 1897XIX s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author

< DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1 .-2.S 4 8°

1 1 04 0 8 0 0 7 0 6 8

_________

Sendebre? til danske Plejehjem

fra

de d a n sk e P le j e h je m s f o r e n in g e r

ved

Alfred Kaae.

15 Ø r e .

Trykt i Fyens Stiftsbogtrykkeri (Dreyer),

1897.

Om en ret, kristelig Børneopdragelse.

(Af Alfred Kaae).

Jesusbarnet og vore Børn.

I Begyndelsen af sit Evangelium i Kap. 2,40 be­

skriver Evangelisten Lukas vor Frelsers Barndomstid med de Ord: »Men Barnet vokste og blev stærk i Aanden og fuld med Visdom, og Guds Naade var over ham,« og det er mærkelig nok til en Begyndelse omtrent de samme Ord, hvormed han i Kap. 1, 80 beskriver Johannes Døbers Barndomsliv, idet han om denne siger: »og Barnet vokste og blev styrket i Aanden«. Det er jo hermed sagt, at hvor megen For­

skel der er paa Jesu Barndomsliv og et syndigt Menneskes Barndomsliv, saa er der dog ogsaa en vis Lighed derimellem. Et lille Barn, der er født af syndige Forældre, kan dog og »vokse og blive styrket i Aanden«, og kan have Guds Naade over sig. Det er den største Lykke for ethvert Menneske, der ved Daaben er blevet indpodet i Kristus og blevet et Guds Barn, og det maa da ogsaa Pleje­

forældre inderlig ønske for de Børn, de have givet Plads i deres Hjem, og som dér skulde lære at

»blive ved Kristus, ligesom de ved Daaben ere ind­

podede i ham.«

Ret begyndt er halvt fuldendt.

At et Barn ikke er født i et Hjem, men optaget deri som et Plejebarn eller Fosterbarn, som Svenskerne sige, medfører naturligvis Vanskeligheder i Op­

dragelsen. Det er ikke Faders og Moders eget Kød og Blod. De have ingen Indflydelse haft paa dets Tilblivelse. Det have de jo paa deres egne Børns

IV

Komme til Verden, og det endnu længere tilbage, end alle tænke paa. For mange Hundrede Aar siden sad der en gammel Præst paa sin Stol ved Dør­

stolpen i Herrens Hus i Silo. Det var Ypperste­

præsten Eli. Han iagttog opmærksomt en Kvinde, der synlig var i stærk Sindsbevægelse. Taarerne trillede ned ad hendes Kinder, og hendes Læber be­

vægede sig. Han troede, hun var drukken, og talte hende strængt til; men hun svarede: »Det er ikke saa, min Herre! Jeg er en Kvinde, som er hårdt bedrøvet i Aanden, og jeg har ikke drukket Vin og stærke Drikke, men jeg udøste mit Hjærte for Herrens Ansigt.« Den Kvinde var Hanna, Elkanas Hustru, der i mange Aar med Smerte var barnløs, men som netop i Tabernaklet bad til Gud og sagde: »Om Du ser til Din Tjenerindes Ringhed og giver hende mandlig Afkom, da vil jeg give ham til Herren for alle^hans Livs Dage.« Og Herren hørte hendes Bøn, og hun blev Moder til Samuel, en af de største Guds Mænd i Israels Folk. Nej, det er, Gud ske Lov, ikke alle Børn, der fødes blot af Kød og Blods Vilje.

Lad mig nævne et andet Træk. Lægen Sper­

ling, Eleonore Christine Ulfeldts Samtidige og Lidelses­

fælle, fortæller i sin Selvbiografi, skrevet for hans Børn Side 46: »Om Aftenen efter Brylluppet blev jeg og min Kæreste af hendes Fader og Moder førte ind i et Kammer, hvor vi skulle sove, og befalede de os Gud i Vold. Moderen lukkede Døren af og tog Nøglen med sig, idet hun sagde, at vi kun skulde blive liggende, til hun kaldte paa os næste Morgen.

Da nu min Kæreste og jeg havde klædt os af, faldt vi ned paa vore Knæ og bad til Gud, at ligesom han paa saa underfuld Maade havde ført os sammen, vilde han fremdeles se i Naade til os og velsigne os i vor Ægtestand og af Naade give os, hvad der maatte være os nyttigt til Legeme og Sjæl etc.

Derpaa steg vi i Guds Navn i vor Seng og holdt

y

os nu tilsammen som Ægtefolk, favnede og kyssede hinanden og tilbragte næsten hele Natten med ynde­

lig Samtale. Iblandt andet sagde Eders salig Moder disse Ord til mig, som jeg aldrig kan glemme: »I Synderlighed hafuer jeg Eder hiertelig kjær derfor, at al den Stund I hafuer værit i min Omgængelse, I hafuer Eder saa tuctig forholdit imod mig etc.«

Med saadan og lignende Samtale underholdt vi os, indtil Søvnen kom over os, og vi med et kærligt Kys ønskede hinanden Godnat. Vi sov sødt til om Morgenen, da vor kære Moder omtrent ved 10 Slæt kom og lukkede Døren op og formanede os til at staa op: det var paa høje Tid«. Ogsaa her er Ægte­

skabet og dets Frugt, de vordende Børn, forud skønt indviet til Gud og helliget for hans Ansigt. Se paa samme Maade kan det jo ikke ske i et Plejehjem.

Men have Mand og Hustru i et Plejehjem ikke forud den Indflydelse paa Barnets Tilblivelse, kunne de dog gøre meget for paa rette Maade at berede dets Ind­

trædelse i Plejehjemmet. Det er nok af stor Vigtig­

hed, at de forud have raadført sig ikke blot med deres Pengefordel og gjort andre timelig fordelagtige Beregninger, men at de have raadført sig baade med »Gud i Himmelen og deres Hjertelag«, og om det skal være ogsaa med »Slægt og Venner« om det Skridt, de agte at gøre. Jeg ved da et Eksempel derpaa:

Provst Høyer Møller fortæller følgende i sin Bog »Præsten i Krigen« Side 95: »Efter et blo­

digt Slag laa blandt de saarede, der vare under Lægernes Behandling i et midlertidig indrettet La­

zaret, en ung Soldat, som henvendte disse Ord til mig: »Hr. Pastor! tror De ikke, at de glemme at forbinde mig? jeg har ligget her i 4 Timer.« Paa min Forespørgsel hos Lægerne fik jeg det Svar, at han var opgivet; saaledes, som han nu laa, maatte han ligge, indtil Døden vilde komme. Det var altsaa min Pligt at forberede ham paa, hvad der ventede ham, og efter at have styrket mig med en Bøn til

VI

Herren, lagde jeg mig paa Knæ hos ham og be­

gyndte med at spørge om hans Hjemstavn og Familieforhold, og der udspandt sig nu en lang Sam­

tale imellem os.

Han var et fattigt, uægte Barn, der aldrig havde kendt sin Fader, men som opholdt sig hos Moderen, der var Fattiglem, indtil sit 6te Aar, da hun døde.

Sogneforstanderskabet vidste ikke noget Sted for ham og berammede derfor en Art Licitation for at overlade ham til den mindst bydende. Drengen blev tilslaaet en Husmand, som han ikke kendte, og som han heller ikke var videre glad ved, da han saa noget alvorlig ud; men da Sagen var ordnet, tog Manden ham ved Haanden, og de vandrede nu sammen til det nye Hjem. Drengen, som hidtil paa Fattighuset havde været overladt til sig selv og vant til at gaa omkring for at tigge, var allerede bleven

»en rigtig grim Knægt« med en stor Fripostighed, der ytrede sig straks, da Manden traadte ind i sin Stue og sagde til sin Kone: »Her er Drengen, Mo’er, nu har Du ham, gid Du nu kan faa noget godt ud af ham!« — thi da tog Drengen til Orde: »Her vil jeg ikke være, hvad vil I med mig? jeg løber min Vej.«

Konen gav til Svar: »Hvorfor vi vil have Dig, det skal du nok faa at vide, naar du bliver stor, for nu forstaar du det ikke; men du skal nok faa det godt.

Og nu skal du allerførst have noget at spise; det siger du vel ikke Nej til?« Dermed slog han sig da til Ro, »og Døren til det Hus var den bedste Dør, han nogensinde var kommen igennem,« thi han fik det godt! Den Kærlighed, som han hidtil hverken havde kendt af Navn eller Gavn, kastede nu sine milde Straaler paa ham; den bar over, og den tugtede, den gav efter, og den holdt igen, indtil det var blevet en hel anden Dreng. Folkene vare vel- staaende, men havde ingen Børn; der var kommet Liv og Alvor i deres Kristendom, de havde Glæde i Guds Ord, og det var blevet deres levende A ttraa

Y I I

at følge det i Livet. Nogle Dage før den omtalte

»Licitation« sad de en Aften og læste i Bibelen de Ord: »Hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig!« — de mente, at det var, som om Vor Herre selv gav dem et Fingerpeg der­

ved, og Manden sagde: »Jeg tror nok, at vi skal tage Drengen; men vi maa være visse paa, at det ikke sker for andet end for Hans Skyld« — og saa tog de Drengen, til Glæde saavel for ham som for dem. Konen havde selv lært ham at læse og fortalt ham Historier til Belønning for hans Flid; efter Kon­

firmationen blev han hjemme et Aar, da Forældrene ikke kunde afse ham; men senere havde han dog taget Plads hos en Gaardmand i Nærheden, saa at han i enhver Fritime kunde smutte hjem; og der blev han, indtil han skulde være Soldat.

»Ja jeg kan godt forstaa,« — afbrød jeg ham —

»at dine Plejeforældre nu ere meget bekymrede for dig, da de elske dig saa højt.«

»Bekymrede? Nej, det er de ikke. Da jeg fik min Indkaldelse, stak min Moder i at græde, men min Fader sagde: »Nu gælder det, om vi virkelig kan sige: Ske ikke vor, men Guds Vilje. Lille Mo’er, vi skal nok hjælpes ad at komme over dette,« og saa tørrede hun Øjnene med sit Forklæde. Den sidste Aften, jeg var hjemme i Sognet, gik jeg ikke til den Legestue, som de øvrige Karle og Piger holdt før vor Afrejse; men jeg gik hjem, og jeg blev da noget forundret ved at se, at mine Forældre vare i deres Stadsklæder, ligesom naar de gik til Kirke;

men det var, fordi de vilde holde Afskedsfest for mig. Da vi havde spist, satte vi os til at tale sammen, og Fader betroede mig da, at jeg skulde have Stedet efter ham. Saa sang vi en Salme, og Fader tog en Bibel, slog op i den paa et Sted, hvor han med Vilje havde lagt en Traad til Mærke, og læste de Ord: »Værer ikke bekymrede for noget, men i alle Ting lader Eders Begæringer fremføres for

V III

Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; og Guds Fred, som overgaar al Forstand, skal bevare Eders Hjærter og Tanker i KristoJesu.« Det var underligt nok: jeg kunde disse Ord udenad, men den Aften var det, som jeg hørte dem for første Gang; underligt var det ogsaa, at da min Fader talte om, at han kunde dø, før jeg kom hjem, eller jeg kunde blive borte i Krigen, men at vi dog snart skulde samles igen: da sad vi og græd alle tre, men der var ingen af os, der vare bekymrede. Næste Morgen skulde jeg afsted; de kyssede mig til Afsked, og saa sagde Fader igen: »Farvel, Vor Herre være med dig, lader os ikke være bekymrede for nogen Ting!« —

Efterat jeg havde hørt hans Livs Historie, var mit Hverv ikke vanskeligt længere, jeg kunde nu rolig sige, hvorledes det stod til; og vi talte nu om, at Huset derhjemme gik ham vel ud af Hænderne;

men det andet Hus, som ikke er bygget af Menneske­

hænder, stod smykket for ham, og da han lukkede Øjnene, ogTaarerne stjal sig frem under Øjenlaagene, bad jeg for ham og sluttede med »Fader vor«; han kunde ikke folde Hænderne, da den ene Arm var saaret, men han lagde den sunde Arm paa Brystet og bad med. Saa sagde han: »Tak! nu synes jeg, er al Bekymring borte; Vor Herre er dog den stærkeste«.

Der skulde skrives hjem, saa snart han var død;

»de vil nok sørge«, tilføjede han; »men saa vil de igen blive glade, naar de høre, at jeg har været Vor Herre og dem tro«. — Døden kom hurtigt; alle­

rede efter en Times Forløb var der indtraadt en stor Forandring; der var kommen megen Uro og nogen Vildelse over ham; og næste Morgen var han død.

Jeg skrev til hans Hjem og modtog nogen Tid efter et Brev fra Faderen, hvori der stod: »Det var os en stor Trøst, . . . at han er bleven trofast mod Frelseren, indtil sin salige Ende, saa vi heller ikke ere bekymrede for, hvor han er gangen hen. Vi

IX

føle dog en saare stor Byrde af Sorg, for v a r h a n i k k e v o r Søn e f t e r K ø d e t , s a a v a r h a n v o r t i n d e r l i g k æ r e og æ g t e B a r n i Her r en. . . Vi glæde os over, at Herren har gemt det bedste, vi ejede, og vel forvaret det, at han kan være rede at tage imod os, naar vi komme.«

Det er, synes mig, en saare skøn Fortælling, og jeg har Forfatterens eget Ord for, at det er en

»Fortælling ud af Livet« ikke fra Fantasiens Verden, Den synes mig ret et Eksempel paa, hvordan et lille hjemløst, forvildet Barn kan indpodes i et godt Hjem, vokse sammen dermed, selv faa Del i et kristeligt Huslivs Velsignelser og selv efterhaanden blive Hjemmet til Velsignelse, idet dets Opdragelse giver Forældrenes Liv et rigere Indhold, et Kærlig­

hedens Indhold, som end ikke Døden kan tilintetgøre.

Naar blot mange af vore Plejebørns Indtrædelse i Plejehjemmene kunde blive saaledes forberedt, saa vilde der komme mere godt ud af deres Opdragelse, end der i Reglen kommer ud af Børneopdragelsen her til Lands.

Og hvad der er en Vanskelighed — nemlig, at det er andre Folks Børn, der skal opdrages — kan blive en Styrke. Jeg har da hørt Forældre, der havde baade Plejebørn og egne Børn, sige, at de første mange Gange ere lettere at faa Skik paa. De føle alt det gode, de faa, mere som en Naade; de andre tage det ofte forfængeligt som enRet, de kunne kræve.

Det Ord »Naade« har jo en skøn Klang i kristne Menneskers Øre. Men man maa passe paa ikke at misbruge det ligeoverfor Plejebørnene. Det er Synd, uden Nødvendighed at lade et Plejebarn føle, at det ikke har samme Plads i et Hjem som Familiens egne Børn. Der er Plejeforældre, som, hver Gang der er lidt i Vejen med et Plejebarn, straks have det Ord til Rede: »Er du ikke artig, saa skal du bort herfra, saa ville vi ikke have dig længere«. Selv om det kommer nænsommere frem: »Du har vel ikke mere Lyst til

X

at komme bort?« saa maa det Vaaben dog bruges sparsomt og med stor Forsigtighed, saa naar Barnet bøjer sig, burde de kærlige Plejeforældre kunne til­

føje: »Ja, vi ville ogsaa meget nødig af med dig; vi ville saa gerne, at du skulde kunne vokse op hos os og blive rar og god«. Saadan kunne de nok tale, naar de have dets Anbringelse i Børnehjemmet eller Opdragelsesanstalten i Tanke, der jo er en god Til­

flugt, naar det kniber, men som ikke skal nævnes uden Nødvendighed. Glemme Plejeforældrene at lade Barnet føle deres Kærlighed, eller have de ingen Ømhed eller Trofasthed ligeoverfor det, saa ødelægge de Forholdet. Barnet var maaske netop, lig en lille Plante, begyndt at skyde sine Rødder i Hjemmets Jordbund — deraf kom maaske dets Kaadhed og Overmod og smaa Vildskaber —, gennem saadanne ukærlige Ord faar det da kun altfor stærkt at føle, at det skal blive ved at være hjemløst og rodløst i Verden. Det maa ikke ske! Der maa vaages over, at det saa fuldt som muligt vokser fast i Hjemmet.

Paa Plejeforældrenes Ømhed og Kærlighed burde det da i hvert Fald ikke skorte. De skulde jo dog i Kærlighed være de overlegne.

Opdragelsen for Guds Rige.

Men vi maa tilbage til Begyndelsen. Selv om vi altsaa indrømme, at der er en Vanskelighed ved at opdrage et »fremmed Barn«, saa kan ikke blot Hin­

dringerne vende sig til at blive heldige Betingelser;

men — hvad jeg nu vilde fremhæve — det er godt at tænke paa, at Daabens Bad, hvorfra al kristelig Opdragelse maa begynde, og hvortil den maa vende tilbage — Daabens Bad er dog fælles for Plejebørn og Familiens egne Børn. I Reglen er den vel fore­

taget, før Barnet blev optaget i sit Plejehjem; men det kan dog undertiden ske anderledes. Jeg ved da et Eksempel paa, at Plejeforældre fik Barnet i spæd Alder, saa de selv kunde bære det til Kirke og

X I

skaffe det til Faddere nogle af Byens bedste Mænd og Kvinder, saadanne, der havde nogen kristelig Indsigt og Evne til at følge det i dets Livs-Udvikling og ved Lejlighed række det et godt Ord med nogen kristelig Vægt. Det er skønt, naar det kan ske, og faa Plejehjemsforeningerne efterhaanden deres Ønske opfyldt, at faa fat paa Børnene fra ganske smaa af, vil det vel oftere indtræffe. Men selv om Barnet er døbt andetsteds, selv om det maaske har været elendige Mennesker, der ere dets Faddere ogDaabs- vidner, saa ville vi ikke glemme, at Menigheden dog har taget det paa sine Moderarme, og at Jesus har taget det i sine Frelserarme og har givet det »den evige Velsignelse i dette himmelske Bad«. Igennem sin Daahspagt er det paa en Gang forbundet med Menigheden, der jo ved dette Ord bekender sin Tro, og forbunden med Frelseren, der paa denne Tro har døbt det, og al kristelig Opdragelse gaar saa ud paa, at Barnet kan blive sig denne sinDaabs Naade bevidst og gerne vil leve i den »indtil dets sidste salige Ende«. Til et Barns Opdragelse hører vistnok megen menneskelig Omhu og Vejledning og Oplærelse og Indøvelse i Pligtopfyldelse, som det her vil være for vidtløftigt at komme ind paa; men al den Oplærelse samles dog tilsidst i dette, at det skal lære at »ære sin Fader og Moder« for saa- ledes at ære Gud, eller at det skal lære at være al god menneskelig Orden underdaning, som det om Jesusbarnet i Nazaret hedder, at han »var sine For­

ældre underdanig«.

Opdragelsen for Guds Rige er derfor Kærnen i al Opdragelse, og Hjemmet bør derfor gøre alt, hvad det kan, for at Barnet kan faa Lyst til at være et Guds Barn og blive klar over, at Gud har kaldet det dertil og ved Daab og Tro gjort det dertil.

Hvorledes kan nu dette ske? Hvorledes komme Børn til kristelig Bevidsthed? Herpaa vil jeg svare: »Det kommer paa ganske tilsvarende Maade som det natur-

X II

lige Bevidsthedsliv. Paa samme Maade som Børnene lære at forstaa og tale det naturlige Tungemaal af Moderen, skulle de lære at forstaa og tale Guds Riges Tungemaal. Man har — siges der — prøvet paa, om ikke Børn af dem selv kunde lære at tale; man har ladet dem opføde af døvstumme Mennesker uden Berøring med talende Folk. Man tænkte saa, det vilde blive Menneskehedens Ursprog, der saaledes af sig selv skulde fremkomme. Men det er ikke sket, de bleve aandelig forkrøblede Mennesker, der kun kunde udstøde utydelige uklare Lyde. Nej, Børn lære at tale af deres Omværende, og saaledes og- saa i Guds Rige. Guds Rige kan ikke komme til Bevidsthed i Børn, blot fordi de ere skabte i Guds Billede og genfødte i Daaben. Guds Riges Ord maa lyde for deres Øre, forstaas af deres smaa Hjerter og saa efterhaanden bryde frem paa deres Læber.

Det er en Fryd i Hjemmet, naar de smaa begynde at kunne »skønne« og sige »Mam« eller »Dada«, eller hvad der er endnu lifligere »Mo’er« eller »Fa’e r« ; men det er en Fryd af en højere Orden, naar de kunne skønne lidt af, hvad der hører til Guds Rige, en Fryd det nok er værd at gøre sit Bedste for at opleve. Ja mer end »sit Bedste«; thi kristne Mennesker har mer end deres egen Styrke, deres egen Fornuft og Kraft. De har jo gennem Be­

kendelse og Forbøn Adgang til de himmelske Skatte af Kraft og Naade.

Men naar den religiøse Opdragelse bestaar i dette, at lade Guds Riges Tungemaal lyde for Børnene med Aands- og Hjerteklang, saa det giver Genlyd i deres Indre og siden bryder frem paa deres Tunge, hvorledes skal saa dette anvendes og ud­

føres i det daglige Liv? Jeg vil svare: S a a vidt s o m m u l i g t l ej l ighedsvis; og der er Lejlighed nok dertil, naar den kun ret benyttes. Lad mig nævne nogle Eksempler.

Der er en god Lejlighed om Aftenen, naar de

X III

smaa komme i Seng. Er der en Moder, der har lidt Stemme, og fremfor alt et fromt Sind, det skal nok behage de smaa at høre de himmelske Toner fra hendes Læber. Endog Vuggevisen er sødt dulmende for de smaa, naar den lyder fra hendes Læber. Guds Riges Sange ligesaa. Der er en Præst, der har gjort en stor Gerning for Guds Rige i Danmark. Han var efter eget Sigende ikke op­

vokset i et troende Hjem; men dog mindes han tydelig, naar en enkelt Gang hans Moder med sin klare bløde Stemme sang Helligtrekongervisen: »0 Stjerne hav Tak vor ledende Ven imellem de vild­

somme Veje«. Hvor Børn hører sligt, skal det ikke vare saa meget længe, inden de forlange det og maaske begynde at synge med. Saa kommer der nok Lejlighed til mere. Børn ville gerne se Billeder.

Køb en bibelsk Billedbog! Jeg holder for, at lidt maa de have hørt om Guds Rige, før de kunne bede deres Aftenbøn, og at det er eftergjort og forlorent at lære dem en Aftenbøn udenad, de slet ikke for- staa. Det var godt, om Børn vilde protestere deri­

mod. Ja det kan ske. Jeg véd da en saadan lille Dreng, der gjorde Indsigelse, da hans Moder vilde, han skulde bede Aftenbøn. »Det vil jeg ikke«, sagde han rent ud. Men saa betænkte han sig lidt, og den fromme Moder tænkte sig vist ogsaa om, kan jeg tro, og saa brød det frem: »Men Mo’er maa

gerne fortælle om den kære Gud«, og saa forstod hun, at hun ogsaa havde baaret sig rent forkert ad.

Hun anskaffede saa nogle bibelske Billeder, og det blev festlige Timer for hende og Barnet, naar hun viste det Billeder og fortalte baade om Skabelsen og Paradiset og Syndefaldet og om Barnet i Bethle- hem o. s. v. Saaledes vokser paa naturlig Maade Troen frem i Barnehjertet, og der lægges godt for til Aftenbønnen, baade den frie med Barnets egne Ord og et lille Vers f. Eks.: »Søde Jesu bed for mig, bed mig ind i Himmerig, der at bygge, der at bo i

XIY

en evig Fred og Ro. Lad mig altid elske Dig, Du, som beder godt for mig. Gud vær min Ven! Gud hør min Bøn! Og det for Jesu Skyld. Amen!« Eller f. Eks.: »Søde Gud, din Engleskare o. s. v.« eller

»Jeg er træ t og gaar til Ro« o. s. v. (No. 593 og 590 i Kirkesalmebogen).

Saa kommer der andre Lejligheder. De smaa ere jo ikke altid artige. Saa skal man ikke bruge Gud og end mindre Jesus som Bussemand, men hjælpe dem til at se, at de trænge til Hjælp. De ville godt kunne forstaa det. Jeg ved da en Præstegaard, hvor Børnene heller ikke altid vare saa artige, som de skulde være. Men saa kunde den gamle Præst sige til et saa dant Barn: Nu er det nok ikke længere min egen kære Dreng, der er herinde. Min egen kære Dreng, det er saadan en god Dreng, en føjelig Dreng, en flittig Dreng. Det maa bestemt være en fremmed, styg Dreng, der er kommen herind. Ham maa vi se at jage bort, langt bort ud i Skoven, saa at han slet ikke kan komme igen. Men min egen kære gode Dreng ham ville vi beholde.« Og den lille Præstesøn saa med store Øjne paa sin Fader. Han begyndte at ane, at der var to Mennesker i ham, et Guds Menneske og et Syndens Menneske, og hans Lyst til det første voksede og ligesaa hans Kærlig­

hed til Fader og Moder, fordi de hjalp ham at er­

kende det. Og den Art Kærlighed er det lifligt for et Par Forældre at mærke hos Børnene. Begynder denne Bevidsthed om den gamle Adam og det nye Menneske at komme frem, saa vil og den frie Aftenbøn efterhaanden blive inderligere, indholdsrigere og dybere.

Vi have nu talt mest om Sovekammeret og Legestuen; men der er og et andet Rum i Huset, vi maa dvæle ved, og det er Huskapellet. Det ligger jo vistnok i Grus i mange, mange Hjem og er vel forfaldent næsten hos alle — Gud bedre det! — men et forfaldent Huskapel er der dog alligevel nogle Steder, og en Præst ved Kapellet skulde der da og være. Der er jo noget, der hedder det almindelige

XV

Præstedømme. Det bestaar i, at enhver Kristen har Adgang til det allerhelligste, til Gud selv, til Naade- stolen og kan bede for sig selv og sin Næste. Og desuden har jo enhver Husfader da Ret og Kald til at være Præst i sit Hjem for sine. Det er denne Hjemmeandagt, jeg med et Ord af Grundtvig kalder

* Huskapellet«. Naar der kan holdes Andagt daglig i Ærlighed og af Hjertet om og i Skrøbelighed, da er det en mægtig Hjælp til at bringe Guds Rige til Bevidsthed hos de smaa. Ja, selv om det ikke sker daglig, selv om det f. Eks. blot sker Lørdag Aften

— fra gammel Tid Ugens Helligaften — eller endog blot Juleaften, — den Bekendelse, der ligger deri, skal nok gøre sit Indtryk. Lad Børnene mærke, hvordan Fader og Moder stadig i Sorg og Glæde løfte deres Hjerte og Sind til Herren, det skal nok ganske uvilkaarlig uden Formaninger virke paa deres Sind og bære Frugt i sin Tid. Huskapellet vil saa være en god Indledning til Kirken, det vil blive en Fest for saadanne smaa Børn at komme i Kirke og f. Eks. over­

være Daaben og saa bagefter høre om deres egen Daab og de Minder, der knytte sig til den, og f. Eks. de store Helligdage modtage stærke Indtryk af saadanne »Him­

merigsfester«. En god Støtte er naturligvis ogsaa en god Skole, hvor den hellige Historie fremstilles levende, og de hellige Skikkelser males for Børnenes Øjne, og der tales jævnt og hjerteligt med dem om de himmelske Ting. Og en god Præstegang er vel heller ikke at foragte. Det er et stort Gode, at de smaa blive for­

trolige med Forældrenes Præst. Hvor mange for­

skellige Meninger der er om Konfirmationen, er der næppe ret mange, der ville afskaffe Konfirmations­

forberedelsen. Ved Kirkemødet i Kolding udtalte Biskop Rørdam: »Jeg har den Erfaring fra de ikke faa Aar, jeg har arbejdet som Præst i København, at have Mennesker været konfirmerede af en alvorlig, troende Præst, kan man altid senere naa til Bunds i dem og i det mindste faa deres Hjerter i Tale.«

Skal jeg saa samle, hvad jeg her har haft at føre frem om en r e t , k r i s t e l i g O p d r a g e l s e , da vil jeg sige: Den m aa ske m ed A l v o r for Guds Ans i gt og me d s t o r V a r s o m h e d o v e r f o r de smaa. G u d s O r d m a a lyde for de s m a a Hj er te r , og I n d ø v e l s e i K r i s t e n d o m skal d e r til og O p d r a g e l s e og Bøn i B a r n e k a m m e r e t , men i n g e n D r e s s u r , i n g e n Ti l l a vni ng.

Stærk i Aanden og fuld med Visdom.

Men nu Frugterne i Retning af kristeligt Bevidst­

hedsliv og Bekendelse fra Barnets Side? Hvor l angt k a n d e r n a a s i d e t t e S t y k k e ? Jeg vil svare med Lukas Ord: »Saa det bliver stærkt i Aanden og fuld med Visdoms saa stærkt i Aanden, at Bekendelsen bryder frem paa dets Læber. Hvor rørende kan det ikke stundom komme frem! I »Søndagsskolen« for­

tæller en erfaren Børneven:

I en Landsbyskole sad en Dag den gamle kærlige Lærer omringet af en hel Flok ganske smaa Bønder­

drenge, der nylig havde begyndt at gaa i Skole, og blandt dem var lille Rasmus. Læreren sad og talte med dem om Guds store Kærlighed til Menneskene;

men pludselig kom han til at tænke paa, at maaske en eller anden af de smaa uvidende Børn ikke engang vidste, hvem Gud var, og han spurgte derfor: >>I ved vel nok, hvem vor Herre er, Børn?« Og da han havde spurgt, lod han sit Blik glide fra den ene til den anden af de smaa. Men da det kom til Rasmus, standsede det; thi han maatte forbavses over den levende Interesse, som Drengens klare, blaa Øjne udtrykte, og det forekom ham tillige, at der svævede et Svar paa de smaa Læber. Nu tro I vel, at Rasmus blev bange, fordi Læreren vedblev at betragte ham, og at han derfor beholdt sit Svar hos sig selv, nej tvertimod, opmuntret ved det tillids­

indgydende Blik, udbrød Barnet: »Jo, jeg ved nok, hvem Vorherre er, det er ham, der lægger Drøje i

XVII

Suppen.« Hvad Læreren svarede, har man ikke for­

talt mig; men jeg ved, at han følte sig dybt rørt ved dette enfoldige Svar, og det havde han Grund til;

thi hvor ubetydelige disse Ord end kunde synes, saa indeholdt de dog, udtalte af Barnet, en forunderlig Rigdom.

Rasmus havde vist haft et fattigt Hjem, hvor man kun ved en sjælden Højtid har faaet Suppe, og hans Moder har da kun haft Raad til at købe et ganske lille Stykke Kød. Naar da Børnene i længsels­

fuld Forventning have staaet om den lille Gryde og spurgt, om der dog ogsaa blev nok til dem alle­

sammen, har Moderen fortalt dem, at Vorherre lagde Drøje i Suppen, saa der kunde blive nok, og Børnene have troet det. Var det ikke i al sin Troskyldighed en skøn Bekendelse?

Lad mig nævne en anden. I en Præstegaard var der Konfirmationsfest; en Ven af Huset kom for at ønske til Lykke. »0, hvor du ser straalende ud«, udbrød han, da han saa den nylig konfirmerede unge Pige. »Ja«, svarede hun, »skulde jeg ikke være glad, jeg er bleven konfirmeret i Dag.* Og det var ikke Guld- og Sølvstads, der var Kilde til den Glæde; men det var nok lidt af den Vished, som Salmedigteren tænker paa, naar han beder:

»Ja Sandheds Aand forvis os paa, at ogsaa vi er af Gud Faders smaa«!

»Og fuld med Visdom«. Den Visdom, vi navnlig her skal tænke paa hos de unge, er, at de have en uvilkaarlig Følelse og Forstaaelse af, hvad de skulle holde sig til, og hvad de skulle tage sig i Agt for, alt selvfølgelig efter deres Alder. Konfirmerede unge Mennesker paa 14 Aar ere dog endnu kun ubefæstede.

Der er langt frem, til det Maal er naaet, at Plejefor­

ældrenes Opdragelse har gjort sig selv overflødig.

Inden der naaes saa vidt, maa Barnet igennem Ung­

domstidens Farer og Fristelser og dens lyse, dejlige

X V III

Tider, hvor Hjertet luer for alt, hvad der er ædelt og godt. Er Ungdomstiden, den skønneste, men og den farligste i Menneskelivet, gaaet vel til Ende, saa vil ogsaa Guds Rige være kommet saaledes til Be­

vidsthed og Gennembrud i et Menneskes Hjerte, at han kan sige som Samaritanerne sagde til Kvinden:

»Nu tro vi ikke længere for Din Tales Skyld; men nu have vi selv hørt og vide, at denne er sande­

lig Verdens Frelser, Kristus. Og er et Menneske kommet saa vidt, saa behøver han ikke længere menneskelig Opdragelse gennem sine Forældre. Saa har deres Opdragelse naaet sit Maal. Men derfor er han dog ikke færdig med al Opdragelse. Guds Op­

dragelse skal ingen vokse ud over, saa længe de vandre hernede, og selv Menneskelivets Opdragelse er ikke overflødig, hvis Ordsproget har Ret, naar det siger, at til et fuldkomment Menneskeliv hører 3 Slags Opdragelse. Den første faar man af sine For­

ældre, den næste gennem sin Ægtefælle, den tredje gennem sine Børn.

E ndnu ej for sent!

Saa kun et lille Ord til Slutning. Der er vist mange Plejeforældre, der læse dette, som uvilkaarlig maa sukke og tænke ved sig selv: ja det var meget gode og meget skønne Bileder afPlejebørnsopdragelsen;

men den virkelige Verden er ganske anderledes. Og der er maaske dem, der ville mene, at den, der har skrevet disse Linjer er et godtroende Menneske med kun meget lidt Menneskekundskab. Ligeoverfor Præster er der jo mange Mennesker, der tage et Søndagsansigt paa, og der kan vel og være Præster, der ere troskyldige nok til at tage det for gode Varer.

Jeg vil dog bede Læserne om i dette Tilfælde ikke at tro det. Jeg ved saa godt, saa godt, at den virkelige Tilstand i Plejehjemmene rundt omkring er meget, meget ringere end her beskrevet. Men jeg tænkte, det maaske dog kunde gøre godt, at der

XIX

peges paa Maalet. Det vinker dog saa skønt, og ved Omvendelse til Frelseren og Tro paa ham, er der og Midler til Dag for Dag og Tid efter Tid at vinde frem imod det. Vi have en Frelser, der kan sige:

»Se jeg gør alle Ting nye« Aab. 21, 5, og vi have en Gud, der stundom faar os til at udbryde: Det, vi tænkte, var ilde tænkt, og det, vi gjorde, var ilde gjort; men Gud har vendt det til det gode.

Ja vor Gud og Frelser virke med sin Aand fornyende og foryngende og livvækkende paa Opdragelsen af de mange Tusinde Plejebørn i vort Fædreland, saa Arbejdet begyndes ret, fortsættes ret og krones med et godt Udfald, Gud til Ære og kærlige Mennesker til Glæde! Gid dette lille Sendebrev maatte bidrage endog blot ganske lidt dertil! Et godt Ord plejer jo at finde et godt Sted.

Kærlig Hilsen i Herren til hvert Plejehjem, hvor Frelseren æres og elskes!

Præstegaarden i Kværndrup den 6te Marts 1897.

Alfred Kaae.

Plejebørnssagen i 1896.

Beretning fra Sekretæren for Stefansforeningens og Plejehjemsforeningernes Udvalg,

Sognepræst Kaae, Kværndrup.

Før og nu.

A a re t 1896 har været et godt Aar for de hjem­

løse Børns Sag i det hele og særlig for den Del deraf, der drejer sig om Arbejdet paa Plejehjemsanbringelsens tidligere i saa høj Grad forsømte Omraade.

Rent udvortes set, er der en stor Fremgang i disse Aar. Lad os i Tankerne gaa blot 5—6 Aar tilbage. Da var der ganske vist baade Plejehjems­

foreninger til, nemlig Foreningen af 1837 i Køben­

havn, Foreningerne paa Langeland og i Viborg, og i København og Odense var der Præmieselskaber for Plejemodre, og der var en Plejebørnslov til, nemlig den af 20de April 1888, der havde stillet samtlige Plejebørn ind under Kommunalbestyrelsens Opsigt gennem frivillige Plejebørnstilsyn. Men for det første var det kun et lille Antal Børn, der kom ind under disse Foreninger. Den københavnske havde ialt i 1890 næppe 150 Børn under sin Forsorg og de 2 andre til­

sammen kun 48, og Aarets Tilgang til alle 3 Foreninger var kun 56, heraf paa Landet 12, og dernæst arbejdede alle Foreningerne efter en meget begrænset Plan. De tog kun Børn imod i en ældre Alder. Fattigvæsenets Børn havde de intet med at gøre, og Plejebørnsloven af 20de April 1888 var mange Steder kun et dødt Bog-

2

stav, som ingen syntes interesseret i at faa gennem­

ført i Livet.

Nu i 1896 staar derimod Sagen saaledes, at Plejehjemsforeninger ere oprettede over langt den største Del af Landet, i Jylland fra Kongeaaen til Limfjorden, hele Fyen med tilliggende Øer. Paa Sjæl­

land er der Foreninger i Holbæk og Frederiksborg Amter, og det øvrige kommer nok med. Det er vel ikke for dristigt at haabe, at i det mindste i Løbet af det næste Femaar ikke blot enhver Landsdel har sin Plejehjemsforening, men ogsaa at de bestaaende Foreninger have vundet forøget Tilslutning og forøget Arbejdsevne.

Nu have Plejehjemsforeningerne alle Vegne paa Landet sat sig til Opgave ogsaa at antage sig Fattig­

væsenets Børn, og paa Landet ønske de at faa Børnene fra smaa af — saa lykkes »Indpodningen«

bedst — og i stigende Grad benytte Kommunerne sig af Foreningernes Tilbud. Den Tanke, at Fattigvæsenets Børn have allerbedst af at mærke saa lidt som muligt til, at de ere under Fattigvæsenet, slaar mere og mere igennem hos Sogneraadene, og de give paa mange Maader, f. Eks ved Medlemsbidrag, til Kende, at de mene, at det er værd at takke for, at Børne­

venner frivillig ville anvende baade Tid og Kraft og ikke saa faa Penge for at lede disse Børns Opdragelse som en Kærligheds- og Velgørenhedssag, ligesom omvendt i hvert Fald kristne Mennesker i deres Hjerte takke Gud for, at der gives dem en saa kostelig Lejlighed til at være noget for de smaa. Og dette gode Samarbejde har da og baaret gode Frugter. Ved Udgangen af 1896 stodPlejehjemsforeningerne paa Lan­

det med 372 Børn under deres Forsorg, det er mer end det syvdobbelte af, hvad der var Tilfældet for 5 Aar siden, og i Aarets Løb er Antallet forøget med 86 Børn (mod 12 i 1890), heraf de allerfleste under

offentlig Forsørgelse.

Desuden have Foreningerne ogsaa paa andre

3

Maader kunnet være baade Kommunerne og Sam­

fundet til Tjeneste. Lad for en Gangs Skyld en lille Børnehistorie praktisk forklare Sagen!

I et Hjem hos en almindelig Landarbejder op­

voksede en lille Pige. Hun var af Alder omtrent midt i en Flok af 10 Søskende, hvis Antal stadig forøgedes. Ualmindelig Dygtighed maatte der findes baade hos Fader og Husmoder, eller ogsaa ualmindelig Hjælpsomhed hos Sognets Beboere maatte der være, naar de mange Munde skulde have, hvad de behøvede, og de mange Børn faa en virkelig god Opdragelse.

Og her var kun lidet af dette. Lille Maren blev baade legemlig og aandelig forsømt, og blev endog i en Alder af 7 Aar Krøbling ved et uheldigt Fald, og hvad værre var, hun blev, efterhaanden som hun voksede til, en lille Skarnspige, drilagtig mod sine Søskende, næsvis mod fremmede og efterhaanden Syndebuk og Skumpelskud i Skolen og tilsidst fræk og tyvagtig. Sogneraadet kunde intet gøre; thi Manden vægrede sig haardnakket ved at have med det offent­

lige Fattigvæsen at gøre. »De fattiges Kasse« blev anmodet om at tage sig af Sagen. De mente ogsaa at staa magtesløse. Saa var der et Par Mænd, der stod Plejehjemsforeningen nær, som besluttede at søge Barnet anbragt under denne Forening og at afholde de fornødne Udgifter for at opnaa dette. De vidste nok, at Foreningen hverken vilde eller kunde bære Byrden helt alene. Det var temmelig sent; Barnet var nær den Tid, da det skulde konfirmeres. For­

eningen maatte være belavet paa, at det blev den et Smertensbarn, næppe af dem, der kunde kaste Glans over Foreningens Arbejde, og oven i Købet maatte hun nødvendig bringe store Udgifter over Foreningens Kasse. Alligevel var der ingen Betænkeligheder ved at modtage Barnet. Faderen fraskrev sig, som det plejer at ske, Forældremyndigheden over Barnet, og det blev saa anbragt i et meget kærligt og omhygge- ligt Hjem. hvor det kunde nyde Hjemmeundervisning.

4

Det var mærkværdigt, hvor det rettede sig, hvor det aandelig forkuede og forkomne Barnehjerte begyndte at oplives, hvordan det skumle eller dog indesluttede Væsen forsvandt. Det kunde sidde i sin Seng om Morgenen og synge paa de Salmer, det havde lært og fremkom med de mest troskyldige Spørgsmaal af den Art, som ellers Smaabørn fremkomme med. I et og alt var Barnets Opførsel over al Forventning god.

Saa blev det efter Konfirmationen anbragt i en Systue;

det var for svagt til andet legemligt Arbejde. Det gaar godt, og vil det end hele sit Liv bære Mærker af de umilde Kaar, hvorunder dets Barndom henrandt, saa er det dog godt at tænke paa, at der fra Sam­

fundets Side blev kastet lidt Solskin ind i det lille Menneskeliv, og dets Udvikling ved GudsNaade blev ført ind i et nyt og bedre Spor. Menneskelig talt var det før sikkert nok, at et sligt Barn vilde ende under det offentlige Fattigvæsen, ja desværre med stor Sandsynlighed ende i en Straffeanstalt. Nu er der dog Haab om noget bedre. Det kan vel ventes, at vedkommende Sogneraad ved et anseeligt Aarsbidrag til Foreningen vil vide at vise sin Aner­

kendelse af dens gode Bestræbelser. Det vil i hvert Fald ikke have økonomisk Skade deraf.

Altsaa: Ikke blot kommer nu efterhaanden en hel Del af Fattigvæsenets Børn ind under disse For­

eningers Forsorg; men der findes Omraader, hvor offentlige Institutioner staa magtesløse, men hvor netop private Bestræbelser af en Plejehjemsforening, der arbejder for Kærlighedsgerninger kunne vinde frem

— f. Eks. for at faa Børn godt anbragte, selv om de ikke staa under Fattigvæsenet. — Men der er endnu en Maade, hvorpaa Foreningerne søge at være det kommunale Liv til Hjælp. Da Plejebørnsloven af 1ste Marts 1895 var til Forhandling i Folkethinget, var der mange Røster, der hævede sig for at faa den Bestemmelse ind i Loven, at naar et Kommuneraad ikke kunde formaa frivillige Folk til at overtage Til-

5

synet, kunde det tvinge Folk dertil. Den sikre Følge deraf vilde aabenbart være bleven, at den nemmeste Fremgangsmaade, uden videre at sætte Folk dertil, vilde være bleven den almindelige. Der vilde næppe være ret mange Formænd i Kommunalbestyrelserne, der vilde indlade sig paa personlig at henvende sig til og forhandle med Folk for at faa dem til at mod­

tage Hvervet og søge at fjerne deres Betænkeligheder og Indvendinger o. s. v., naar de uden videre kunde udkommanderes. Men Følgen vilde saa og være bleven, at de bedste Kræfter kun sparsomt vilde være komne i Brug; thi Kærlighed, Omtanke, Lyst og Glæde ved et Arbejde lader sig nu en Gang kun vanskelig udkommandere. Et tvungent Tilsyn vilde have langt ringere Betingelser i ideel Henseende end et frivilligt.

Derfor kunne sikkert vi frivillige Arbejdere for Pleje­

hjemssagen kun være glade ved, at vi slap for Tvangs­

trøjen. Vi glæde os over, at Tilsynsarbejdet blev ved at være et frivilligt Hæders- og Tillidshverv i Sam­

fundets Tjeneste.

Men nu var der jo et Hul i Loven. Hvad skulde der nemlig gøres, naar et Sogneraad meldte ingen at kunne faa til at overtage Hvervet? Det varede ikke længe, før det skete. Allerede i Sommeren 1895 stod der i mange Blade, at et Sogneraad i Præstø Amt havde erklæret ikke at kunne formaa nogen til fri­

villig at overtage Tilsynet. Noget efter kunde Justitsmini­

steriet svare, at naar ingen frivillig vil overtage Tilsynet, »vil Følgen heraf blive, at intet Tilsyn finder Sted«, o: der kan overhovedet ikke anbringes Pleje­

børn i vedkommende Sogn. Det var vel efter Om­

stændighederne det bedste Svar, der kunde gives;

men for Sagens Skyld var det ikke godt. Nu er der imidlertid bleven givet et, der er bedre. Under 16de Decbr. 1896 har Ministeriet nemlig i saadanne Til­

fælde givet Amterne Anvisning paa at henvende sig til Stefansforeningens og Plejehjemsforeningernes Ud­

valg for de hjemløse Børns Sag. Og i alle hidtil

6

forekomne Tilfælde er det lykkedes Udvalget at kunne pege paa brugelige Mænd og Kvinder, der om for­

nødent vare villige til at overtage Tilsynshvervet.

Og det er ikke saa underligt; thi den kristne Menighed er jo efter sin Natur et Samfund at lutter frivillige, og den har Hjerte for al timelig og aandelig Nød.

Alle Vegne hvor man derfor Søndag efter Søndag kan takke Vorherre for, at han »ogsaa her hos os forsamler sin kristen Kirke«, maa der og være Udsigt til, at der kan findes de frivillige Kræfter, der kan og vil paatage sig et saadant lille og i høj Grad taknemme­

ligt Kærlighedsarbejde, der giver en Indflydelse paa hjemløse Børns Ve og Vel, som kristne Mennesker ellers ikke kunne faa, navnlig til at hindre Børns An­

bringelse i daarlige Hjem. Vi tro ogsaa hermed at have ydet og fremtidig at kunne yde Kommunal­

bestyrelserne en lille Hjælp. Om ellers nogensteds, saa kunde det maaske her stadfæstes, at kristne Mennesker ikke ere de ringeste Borgere, at de Hjertens gerne tage sig et saadant Arbejde paa, naar ikke andre ville eller kun nødig ville. De bedste og dyg­

tigste Mennesker ere ikke for gode til et saadant Arbejde. Og vi haabe, at vore Venner og Medarbejdere ville vide at optræde med den Besindighed og Visdom og Udholdenhed, som behøves, naar Idealerne skulle vinde Fremgang i en Verden, der er fuld af Ufuld­

kommenhed paa alle Kanter. Der kan nok behøves de allerbedste Kræfter, især hvis den Tanke skulde virkeliggøres, at ogsaa Børnehjem kom ind under eller gik ind under Plejebørnstilsynet, hvad de ganske vist for Øjeblikket kun kunne gøre, naar Kommuneraadet forlanger det eller ordner det saaledes.

Vi kunne i denne Sammenhæng ogsaa nævne, at vore Protokoller og Tryksager, der give noget mere ind- gaaende Besked om Forholdene i Plejehjemmene end de officielle Indberetninger, have faaet Indgang i i hvert Fald over 100 Kommuner og Plejebørnstilsyn.

Dc faas ved Henvendelse til F. V. Backhausen i Vi-

7

borg. Alt i alt synes det gode Forhold mellem de frivillige Arbejdere og de kommunale Myndigheder at varsle det bedste for Fremtiden.

Et stort Savn er det dog imidlertid, at Amts- raadenes Holdning, som omtalt i forrige Aarsberetning, er saa forskellig. Endog ligeoverfor den samme For­

ening ydes der nogle Steder store Bidrag, endog over 25 Kr. pr. Barn, andre Steder staar Sagen økonomisk set paa Nulpunktet. Meget var vundet, om alle Amts- raad dog vilde støtte Plejehjemsforeningerne med nogle faa Hundrede Kroner til fri A n v e n d e lse , hvad der ligeoverfor en Forening, der har stillet sig en bestemt Opgave i det kommunale Livs Tjeneste i Virkeligheden er saare lidt. Det vilde dog række til at sætte Sagen godt i Gang med, og der kunde saa efterhaanden indsamles Erfaringer.

Vort Forhold til Børnehjemmene.

Hvad der ogsaa glædelig har kendemærket Aaret 1896 er den gensidige Tilnærmelse, der er sket mellem Børnehjemmene og os. Det kan maaske nok ende med at vi sige, som det i sin Tid blev sagt mellem de 2 Ryslingepræster: »Vi, som aldrig have været Fjender, ere nu bievne Venner«. Det er i det hele ikke lette Forhold, hvorunder Børnehjemssagen for Øjeblikket udvikler sig. De senere Aar s Oplevel­

ser i Cana, Kindstrup, Holsteinsminde m. m. ere jo alle velkendte. Og der er maaske ogsaa dem, der have lagt Mærke til, at Børnehjemskommissionens Betænkning og Lovforslag, der udkom i 1895, endnu ikke har sat nogetsomhelst Spor i Lovgivningsarbejdet.

Trods dette synes det os, at Børnehjemsvennerne have kunnet værge sig selv og deres Sag godt nok;

men vi ere dog glade ved at have kunnet yde dem en lille Haandsrækning. Ved et Møde i København, som Udvalget holdt med Delegerede fra Plejehjems­

foreningerne, foreslog Formanden for Ribe Amts

8

Plejehjemsforening, Højskoleforstander Schrøder, at Plejehjemsforeningerne skulde støtte Forstander Buddes Andragende til Regering og Rigsdag om Statslaan til hans Børnehjem for vanskelige Børn paa Himmelbjergs- fo~rc^ n’ Forslaget vandt Bifald, og den 7de Januar 1897 forebragte Formanden for den ældste Forening, Overretsassessor Brun, Kultusministeren Foreningernes Anbefaling for Forstander Buddes Andragende, hvori det bl. a. hedder:

»Vi vilde gerne fremhæve, at det for Anstalts­

opdragelsen i vort Land har den største Betydning, at der mellem de forskellige Forstandere ere for­

skellige Individualiteter og Begavelser — svarende til Børnenes forskellige Behov. Et Barn trænger til og trives bedst ved at tages med en fast Haand og ved at være under en temmelig streng Opdragelse og Disciplin, andre Børn, der maaske aldrig have kendt ægte Kærlighed og Ømhed, bøjes lettest ved Mild­

hed og trives bedst ved hos deres Forstander og Lærer at møde en fin hjertelig Forstaaelse og en overlegen Kærlighed, atter andre arte sig vel blot ved den Orden og Regelmæssighed, som Anstalts­

opdragelsen uvilkaarlig medfører. Vanen bliver dem efterhaanden en anden Natur; ved nogle Børns Op­

dragelse bør Vægten særlig lægges paa den sædelige Pligtindøvelse, andre ville ikke kunne fremhjælpes uden gennem en lykkelig Udvikling af deres religiøse Anlæg o. s. v. Ud fra denne Betragtning kunne vi ikke andet end at anse det for at være af den aller­

største Betydning, at en saa fremragende og ejen­

dommelig Begavelse som Forstander Buddes faar saa rig en Anvendelse som mulig.« Vi have alle været enige i, at vort Arbejde, for at skaffe de os betroede Børn en saa vidt mulig hjemlig Opdragelse, har et aldeles uundværligt Supplement i en alsidig udviklet Anstaltsanbringelse af de Børn, der for kortere eller længere Tid trænge til at have lidt mindre Frihed og lidt aarvaagnere Tilsyn og en noget

9

mere sagkyndig Opdragelse, end det i Reglen er muligt at skaffe dem i en Familie. Forstander Budde udtaler i sin Svarskrivelse bl. a .: »De Anskuelser, der er udtalt i Anbefalingen, falde aldeles sammen med mine. Arbejdet i Plejehjemsforeningerne er det s to r e almindelige Arbejde for de hjemløse Børn, Arbejdet i Børnehjemmene (iberegnet Holsteinsminde o. s. v.) er en lille Afdeling af det samme Arbejde, men absolut uundværligt som Udfyldning deraf.«

Der synes herefter at være god Enighed om Grundsætningerne for Arbejdet for de hjemløse Børns Anbringelse og Opdragelse. Som et Eksempel paa, hvorledes disse Grundsætninger kunne føres ud i Livet, kan det maaske ogsaa nævnes, at Forstander Budde ikke har haft noget at indvende imod, at et paa Holsteinsminde af den fyenske Forening anbragt Barn kom til sine Plejeforældre paa Feriebesøg, idet disse stadig med stor Trofasthed holde fast ved Barnet, ligesom dette — om det end ikke har kunnet taale den forholdsvis store ydre Frihed i Pleje­

hjemmet — dog ogsaa hænger med Kærligbed ved sine «Forældre« i Pleje hjemmet. Mon det derfor ikke ogsaa i andre Tilfælde kunde være heldigt, at Børn, som fra et virkelig godt Plejehjem paa Landet overgik til et Børnehjem eller Opdragelsesanstalt, kunde faa Lov at komme hjem i Ferier, og maaske tilsidst fra Pleje­

hjemmet blive holdt til Konfirmation? Det »aparte' i Barnets Opdragelse vilde derved noget blive fjernet til Gavn for dets hele fremtidige Stilling i Samfundet.

Det vil for det blive en lettere og bedre Overgang til det almindelige borgerlige og kristelige Samfunds­

liv, naar det udgaar fra og har et Rygstød i et Hjem, end naar det udgaar fra en Anstalt eller et Børne­

hjem. Hvis en saadan Arbejdsmaade bliver alminde­

lig, vil jo Eftertrykket komme til at ligge endnu stærkere end hidtil almindeligt paa Familieanbringelsen.

Det vil være en yderligere Opfordring til at søge at gøre denne saa god som paa nogen Maade muligt.

10

Det vil ikke kunne gaa, at Kommunalbestyrelser end sige Bestyrelser for Plejehjemsforeninger tage sig det lidt let med Valget af Plejesteder, trøstende sig ved, at de have Børnehjem og Anstalter i Reserve.

Der maa intet Barn anbringes i andre Hjem end saadanne, hvis Kærlighed, Opdragerevne og navnlig hvis T r o f a s t h e d man har god Tillid til.

Et Tegn paa et nærmere Forhold mellem Børne­

hjems- og Plejehjemsvenner er det ogsaa, at der har været ført Forhandling, om mulig Bladet »De Hjemløse«, Organ for Børnehjemssagen, der redigeres af Børnehjemsforstander Carl Christensen, kunde blive et Organ for Plejehjems- og Børnehjemssagen i Forening. Forhandlingerne have vel ikke endnu ført til noget bestemt praktisk Resultat; men Bladet har allerede paa egen Haand og eget Ansvar ud­

videt sit Omraade og har bragt flere gode Træk fra Livet i Plejehjem. Vi anse det for sikkert, at det derved allerede nu har faaet forøget Interesse for Plejehjemsvenner.

Forholdet til Stefansforeningen.

Det vil maaske være Læserne bekendt, at da Plejehjemssagen efter den nyere Arbejdsmaade endnu var en ganske ny og uprøvet Sag, var Stefansfor- eningen, en over hele Landet udbredt Forening for kristelige Kærlighedsgerninger, en af de allerførste Institutioner, der stillede sig imødekommende og hjælpende ligeoverfor det begyndte Arbejde. Allerede i Oktober 1889, o: før nogen af de nyere Plejehjems­

foreninger var oprettet, tilbød Stefansforeningen den, der skriver disse Linjer, Plads i sin Bestyrelse og Sekretærpladsen i et Udvalg, der skulde have den Opgave at virke for Pleje- og Børnehjemssagen over hele Landet. Dette Udvalg har haft sin Del i Op­

rettelsen af næsten alle Plejehjemsforeninger siden 1891, dels ved at formaa Talere, som f. Eks. Højskole-

11

forstander Kristensen-Randers, til at føre Sagen frem ved Møder, og saaledes indsamle Medlemmer af vor­

dende Foreninger, men ogsaa ved at afholde en ikke ubetydelig Del af Udgifterne til Aarsberetning, Tryksager og et Medlemsbidrag i de bestaaende Foreninger af 25 Kr. aarlig.

Nu er imidlertid Stefansforeningens pekuniære og personlige Kræfter stærkt optagne af Diakonsagen., saa der er megen Stemning for at ophæve i hvert Fald den økonomiske Forbindelse med Plejehjems­

foreningerne. Fra Foreningernes Side er der imid­

lertid under Forudsætning af Gensidighed afgjort Stemning for at bevare en Forbindelse, hvorved det kristelige Moment i Arbejdet faar en ikke uvæsentlig Understregning. Da Udvalget den 15de Oktbr. 1896 i København havde et Møde med Delegerede fra Plejehjemsforeningerne, vedtog man at udtale, »at det er ønskeligt, at det kommer til en nøjere Sammen­

slutning mellem de bestaaende Plejehjemsforeninger, saaledes at disses Formænd danne en Fællesbestyrelse for samtlige danske Plejehjemsforeninger. Bestyrelsen kunde saa vælge et Forretningsudvalg af 3 Medlemmer.

Hvad Forholdet til Stefansforeningens Bestyrelse an- gaar, mente man, at denne af sin Midte kunde vælge et Medlem, der kunde tiltræde Plejehjemsforeningernes Fællesbestyrelse, hvis han ikke allerede forud var Medlem deraf — alt dog kun saa længe Stefansfor- eningen ved Medlemsbidrag eller paa anden Maade har virksom Del i Foreningernes Kærlighedsarbejde.«

Om der ad denne Yej kan bevares en Forbindelse, er vel usikkert; men i hvert Fald ville sikkert de aller­

fleste af Foreningerne betone, at en Adskillelse fra Stefansforeningen paa ingen Maade maa opfattes som en Adskillelse fra den danske Menighed, hvis Deltagelse for vort Arbejde vi ikke blot paaskønne, men som vi anse for aldeles uundværlig, naar det skal naa sit Maal. Som et lille Tegn paa, at vi ikke agte at tabe den kristelige Side af Sagen af Syne, kan det maaske

12

anføres, at den lille Afhandling »Om en ret kristelig Børneopdragelse«*) vil i Særtryk som »Sende­

brev« blive tilstillet alle de Hjem, hvor Foreningerne have anbragt Børn.

Slutning.

Der kunde være meget at omtale endnu, f. Eks.

Offentlighedens Stilling til vor Sag, for saa vidt det træder frem gennem Dagspressen. Her kunde saaledes nævnes en Række Artikler i »Kristeligt Dagblad«

(1897 Nr. 47 ff.), hvor vor Sag gennemgaaende har fundet en meget anerkendende Omtale, naar det f. Eks.

hedder: »Det er alle disse Foreningers store Fortjeneste, at de, næst efter at have aabnet Almenhedens Blik for Plejehjemssagens store Betydning, have forvandlet den Hede, hvorpaa Børnene som Blomster vare plantede, til en Have, hvori de kunne passes og tilses af kyndige Folk og kærlige Hænder.«

Det kunde ogsaa ligge nær at gaa nærmere ind paa de enkelte Foreningers Virksomhed i 1896; men i saa Henseende maa vi indskrænke os til neden- staaende korte Meddelelser. Udførligere Oplysninger maa søges i Foreningernes særlige Aarsberetninger, hvor saadanne findes.

Efterskrift. Ved Stefansforeningens Bestyrelses­

møde i Aalborg den 1ste April 1897 vedtoges det at besvare ovennævnte Udtalelse fra Plejehjemsfor­

eningerne saaledes: »Det har været Stefansforeningens Bestyrelse særdeles kært at erfare, at de danske Plejehjemsforeninger sætte Pris paa, at der bevares en Forbindelse mellem disse Foreninger og Stefans- foreningen. Stefansforeningen maa imidlertid opsætte indtil sit næste Bestyrelsesmøde for sit Vedkommende at træffe nærmere Afgørelse om Formen for Samar-

*) Kan faas gratis ved Henvendelse til Kredsformanden eller Sognepræst Kaae, Kværndrup.

13

bejdet. Samtidig hermed udtaler Stefansforeningen sit Haab om, at den fremtidige Forbindelse, — for- saavidt Plejehjemsforeningernes Generalforsamlinger ogsaa fra deres Side maatte ønske den bevaret — maatte blive til Velsignelse for begge P arter.« Sagen synes saaledes at være i et godt Spor. Hvis Gene­

ralforsamlingerne nu godkende deres Repræsentanters ovenfor Side 11 anførte Udtalelse, tør det nok haabes, at ogsaa Stefansforeningen vil lade sig det være magtpaaliggende ved given Lejlighed, f. Eks. ved Gudstjenester, kirkelige Møder og i Aarsberetninger at søge at vække og oplive den danske Menigheds hjertelige Deltagelse og virksomme Støtte for Pleje­

hjemsforeningernes Arbejde.

Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse i København har i det forløbne Aar arbejdet i samme Spor som tidligere. Foreningen har haft den Glæde at faa udbetalt en Arv paa henved 40000 Kr.

samt at faa Meddelelse om at have i et andet Bo arvet \ af ca. 80000 Kr.

De Afkald paa Forældremyndigheden, som For­

eningen siden Efteraaret 1894 har gjort til Betingelse for Antagelse af Børnene, have i Aarets Løb flere Gange vist sig gavnlige til at give Foreningen Magt til at modsætte sig, at Børn, som den havde antaget, efter Konfirmationen, eller i ét Tilfælde endog før, vendte tilbage til København.

En saadan Tilbagevenden har nemlig stadig vist sig at indeholde den største Fare for Barnet, og For­

eningen har altid tidligere med stor Beklagelse af­

givet Børnene paa Forlangende af Forældrene; det

14

er ogsaa i mange af disse Tilfælde hændt, at For­

ældrene senere have erkendt, at det var en Fejl, at de havde forlangt Barnet tilbage.

Mellemstal 149 med Kr. 1247; Aarsindtægt og Udgift ca.

24000 Kr. Rentebærende Formne over 252000 Kr., over 7500 Kr. i Legatrenter, overordentlige Bidrag 6110 Kr., Forældres Bidrag 406 Kr. 33 Øre. Plejeløn for Børnene, der som Regel ere fra 9—14 Aar, 80 Kr. for en Dreng, 70 for en Pige. 1ste Januar 1897 ialt anbragt 1777 Børn, deraf nu under Forsorg ca. 160 og ca. 50 anbragte i Lære, Tjeneste og lign. med Til­

skud fra Foreningen. I sidste Aar anbragt 54. Formand:

Overretsassessor Brun, Rosenvængets Sideallé Nr. 1, Kbhvn. 0 .

Langelands Forening for Plejebørn af 1867.

Naar man undtager, at 1 Dreng tvende Gange har forsøgt at løbe bort fra Plejeforældrene, men som dog nu forhaabentlig er kommen til Ro, og 1 kon­

firmeret Dreng kort efter at være kommen i Tjeneste har forladt den, men nu, da hans Husbond ikke vilde have ham, er kommen paa en anden Plads, hvor det gaar ret godt, er Aaret gaaet tilfredsstillende.

En Pige, som var saa lille og lidet udviklet, har man foreløbig beholdt i Foreningen, skønt hun formedelst Alderen kunde konfirmeres. Ingen Ansøgning om Optagelse i Foreningen har man afvist, og intet Pleje­

barn, som udgaar af Foreningen, bliver bortfæstet under 18 Aars Alderen uden ved Foreningens Be­

styrelse.

Medlemstal 709 med Kr. 1035,67. Gode Pengeforhold, i Sparekassen ca. 4000 Kr., i Legater ca. 6000 Kr., Plejeløn 100 Kr. aarlig for Børn under 7 Aar, for de ældre 80 Kr. Ialt an­

bragt 233 Børn, deraf nu under Forsorg 49, i det sidste Aar anbragt 7. Alle Øens Kommuner støtte Foreningen. Formand:

Sognepræst Hansen, Longelse pr. Rudkøbing.

Foreningen til forsømte og hjemløse Børns Opdragelse i Yiborg S tift og Amt har siden sin Oprettelse 1884 virket for at skaffe moralsk forsømte Børn anbragte i gode, kristelige Plejehjem, men er siden 1894 begyndt at virke som Plejehjemsforening

15

til at anbringe ogsaa almindelige hjemløse Børn. Det er endnu smaat med Kommunernes Tilslutning, hvor­

imod vi have faaet en Del Bidragydere med smaa Bidrag, hvorigennem vi haabe forøget Hjælp. Maatte saa kun Benyttelsen af Foreningen som egentlig Plejehjemsforening vokse; thi hermed er det ogsaa smaat.

Medlemsantal 151 med Kr. 415,75, foruden en Del unævnte Bidragydere fra Gudum og Lillevorde Menighed, indsamlede ved Hr. Provst K. Rasmussen, Kr. 102,17 ialt Kr. 517,92. Kirke­

kollekter Kr. 866,40, fra 14 By- og Sogneraad Kr. 250,00. I Sparekassen Kr. 1646,45 og en rentebærende Obligation paa 600 Kr. Aarlig Plejeløn for ældre Børn 50—100 Kr. samt Klæder og ekstraudgifter, for a l m i n d e l i g e Plejebørn fra ca. 100 Kr.

nedad. I alt anbragt 63 Børn, deraf nu under Forsorg 24, delvis Forsorg 10, i sidste Aar anbragt 11. Pastor Smith, Næstformand og Sekretær, og Købmand Romlund, Kasserer, danne Forretningsudvalget, til hvem Henvendelse sker (Adr. Viborg).

Plej ehj emsf or eningen for Pyens Stift af 1891.

Stille jævn Fremgang baade for 1ste Afdeling, Børn under offentlig Forsørgelse, og for 3die Afdeling, der har kunnet samarbejdet med 47 kommunale Pleje- børnstilsyn og har faaet udførlige Oplysninger om i alt 431 Børn. 2den Afdeling, der antager sig Børn af private f. Eks. uægte Mødre, har fremdeles større Vanskeligheder at kæmpe med, navnlig for at faa den fornødne Sikkerhed for Moderens Del af Beta­

lingen. Afdelingen har af den Art haft 8 Hen­

vendelser, men ingen af dem har ført til et positivt Resultat. Vi haabe i det kommende Aar ved en omhyggelig gennemført Arbejdsplan at faa ogsaa denne Side af Foreningens Virksomhed indarbejdet paa sit vanskelige Omraade.

636 Medlemmer med Kr. 732,21 og 74 Sogneraad med Kr.

744,00, i Sparekassen Kr. 6495,29. Heraf er dog Kr. 3371,78 forud indbetalt Plejeløn. Aarlig Plejeløn for Børn indtil 2 Aar 120 Kr., for de følgende 6 Aar 100 Kr., og for de sidste 6 Aar indtil Konfirmationen 90 Kr. for en Dreng og 80 Kr. for en Pige. 1ste Afdeling (Børn, der forsørges af det offentlige) ledes