Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Meddelelse fra hans Hustru [i.e.: Frederikke Topsøe, f. Hall].

Titel | Title: Om Frederik Vilhelm Topsøe

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kolding : JKonrad Jørgensens Bogtrykkeri, 1900 Fysiske størrelse | Physical extent: 23 s.

DK

Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be

used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work

becomes public domain and can then be freely used. If there are several

authors, the year of death of the longest living person applies. Always

remember to credit the author

I II Hil lllllllll

130020236680

Frederik Vilhelm Toosøe,

Meddelelse fra hans Hustru.

r i )

Kolding.

Konrad Jørgensens ISogtrykkeri ved H, P. Warberg.

1900. •

Herrens Anfægtelser i denne Retning var maaske h a n s største Lidelse (jfr. hans fjerde Ord paa Korset).

1 . Sønd. eft. P a a s k e holdt h a n Konfirmation og prædikede; vi har et velsignet Minde om den Dag, det blev sidste Gang han prædikede. S a a fulgte en Tid, hvor han efterhaanden følte sig mere mat og træt, hvorfor vi søgte Læge, som erklærede det for en begyndende Bronchitis. Nogen betænkelig Karakler troede hverken Lægen eller vi, a t den havde. Selv s a a Topsøe det paa s a m m e Maade, om han end af og til kunde udtale sig om, a t det kunde blive til noget alvorligere, særlig om Nætterne, d a han led meget af Søvnløshed, men han s a a dog atter frisk fremad, til vor store Lettelse og Glæde.

Vore Tanker delte sig stærkt mellem Topsøes Syg­

dom og Ingeborgs Bryllup, som vi havde tænkt o s at holde den 7 . Juni sammen med Slægt og Venner. Nu tænker vi d. 2 1 . J u n i at samle d e nærmeste og haaber paa Vorherres Velsignelse til vor stille Fest. — Efter Støre-Bededag maatte Topsøe med et P a r s m a a Af­

brydelser holde Sengen; han læste meget, havde fuld S a n s og Interesse for hvad der foregik, navnlig voldte det ham stor Glæde, a t den sønderjyske Kirkesag blev vundet. Topsøes Tunghørighed havde gjort det nødvendigt for ham i Efteraaret a t søge Medhjælp i Embedet, og som Kapellan havde han faaet Sønder­

jyden A. Filskov fra Møgeltønder. Skønt en saadan Forandring i og for sig kan være svær, var han glad ved den unge Mand, d e arbejdede godt og forstaaende sammen. Filskov fandt e n god Støtte i Topsøes rige Erfaring og Indsigt, og Topsøe oplivedes ved Samarbejdet med sin unge Medhjælper. Den sønder­

jyske Sag var ogsaa et stærkt Baand imellem dem.

Det var forlængst aftalt, a t Filskov skulde gøre et Besøg i sit Hjem i Maj Maaned, d a han senere vanske­

lig vilde kunne undværes; og da Topsøe haabede paa a t kunne blive rask nok til a t prædike Søndagen den 2 0 . Maj, paa hvilken Dag d e r første Gang skulde lyses til Ægteskab for Aksel Kragh og Ingeborg, s a a overvandt han Filskovs Betænkeligheder ved a t rejse, og Filskov rejste Mandagen den 1 4 . Under h a n s Fraværelse blev d e r begæret en Brudevielse. Det e r tidligere hændet, a t Topsøe h a r maattet staa o p af Sengen og udføre é n eller anden kirkelig Forretning, og nidkær og pligtopfyldende som h a n var, vilde h a n ogsaa gøre det denne Gang, s a a vi følte, det vilde være forgæves a t hindre h a m deri. Jeg fulgte ham over i Kirken, han talte s a a godt, ja næsten kraftigt, men h a n følte, at det havde taget stærkt paa h a m , s a a han ikke kunde forrette Gudstjenesten næste Dag, hvor nødig han netop denne Søndag vilde give Afkald derpaa. Det var ham derfor en Glæde a t Pastor Stahlfest-Møller fra Ringsted tilbød at ville prædike for ham. Dette gjorde han ogsaa, og til Lysningen føjede h a n en varm Bøn for d e unge. Om Aftenen gik vi ind ved h a n s Seng og s a n g : »Huset, som Gud har bygt«, det var h a n glad ved og udtalte sin Taknemmelighed over, a t den Dag dog var gaaet s a a godt. — Da han Mandag Aften den 2 1 . sagde Farvel til Aksel Kragh, som havde været her hjemme til Ingeborgs Fødselsdag, sagde han det paa en Maade, som kunde tyde paa, a t han selv tænkte, det var sidste Gang han s a a h a m ; og det faldt meget alvor­

ligt paa os. Men til Trods for meget lidt Søvn o m Natten, udtalte han om Morgenen: »Idag føler jeg mig virkelig bedre«, og han takkede Vorherre derfor

i sin Morgenbøn. Han begyndte a t faa lidt Madlyst og læste Breve og Aviser, d a Posten kom ved Mid­

dagstid. Han bad mig indstændigt o m at skrive el Brev til vor S ø n Peter, og netop idet jeg s a a glad s a d og skrev om Bedringen, blev jeg kaldt ind lil Topsøe, som havde faaet et strengt Anfald af Aande- nød og krampagtige Smerter om Hjertet. Da s a a vi jo straks, a t det alvorlige var der, og vi samledes alle o m ham, — hvor var det svært — ; lidt efter stilnede det lidt af, og h a n vilde ikke have, at vi maatte sende Bud efter Lægen, hvilket vi dog alle­

rede havde gjort, skønt det nok stod klart for os, at Lægen intet formaaede. Kort efter kom et lignende Anfald, og efter det talte h a n til o s som den, der er klar over, hvad der forestaar. Han bad os hente en Salmebog, og vi hjalp ham med a t oplede den Salme, han selv foreslog: »Som Dug paa slagne Enge«. Han havde endnu Kræfter til a t sige o s flere Ting, som l a a ham paa Sinde, og om end det var svært at faa Ordene frem, fik h a n sagt kærlige Ord til hver især og tog Afsked med o s alle, ogsaa med vore Piger og med flere trofaste Mennesker, som var os til Hjælp, saaledes ogsaa nogle kærlige Naboer, som kom for a t høre til h a m . Han havde et godt Ønske og en kærlig Tanke for hver især og bad om a t bringe Hilsener til Peter og h a n s Hustru, vore Søskende, som h a n stod s a a nær, særlig hans eneste Søster, hvis Fødselsdag det netop var, Slægt og kære Venner.

Vi bekendte Troen, bad og s a n g ; han sagde selv Ordene med, særlig hørte vi ham klart sige de Ord m e d : »Sejrens palmestrøde Vej«. Hans Udtalelser om sig selv var s a a ydmyge, han var rolig og klar til det sidste. Han var s a a taknemmelig for, hvad

han havde faaet i sit Liv. Henimod det sidste sagde han klart: »Gud vær mig Synder naadig!« Og d a jeg mindede ham om vor stadige Bøn om a t maatte samles med lille J o h a n n e i de evige Boliger og samles alle, gjentog h a n : — »ja, samles alle«. Det var hans sidste Ord. Der kom ikke en Klage over hans Læber, kun Tak. De sidste Øjeblikke s a a for os ud til at være strenge. Kort efter at han havde draget sit sidste S u k , kom der e t dejligt, fredeligt Smil over hans Ansigt.

Lægen, som kort efter kom, udtalte, a t det ikke var selve Sygdommen, som havde voldet Døden, men noget nyt, som var tilkommet, vistnok e n Hjerte­

lammelse.

Det var en Hjælp for mig, at alle Børnene og jeg kunde gaa s a a fredeligt med, hvad der var a t ordne i d e Dage. Kristi Himmelfartsdag havde vi en god, stille Stund i Kirken. Efter a t have talt over Dagens Evan­

gelium forkyndte Pastor Filskov Dødsbudskabet for Menigheden og tilføjede nogle Mindeord over »den kære afdøde Sognepræst« : Han var é n af de »stille i Landet«, en trofast og samvittighedsfuld Arbejder i Herrens Vingaard, en Mand med en enestaaende rig Kundskabsfylde, en Mand med et aabent Øje og en aaben S a n s for alle Livets Børeiser. Men den klare Tanke var hos ham forbunden med et varmt Hjerte, som bankede for alt, hvad der var Sandhed og Bet.

Sin Kærlighed til Sønderjylland var han tro til det sidste. Ikke alene i Præstegaarden og i hans to Sogne volder den tunge Tilskikkelse Sorg og Be­

styrtelse, men i vide Kredse ud over vort Land, hvor hans Navn var kendt og skattet. Ogsaa mig rammer Slaget. Jeg har i Pastor Topsøe mistet en god Baad

giver og faderlig Ven. Men Sorgen og Savnet vil blive størst for hans efterladte Hustru og Børn. De trænger til kærlig Deltagelse og en venlig Haands- rækning, særlig i denne trange Tid. Derpaa vil vi heller ikke lade det mangle. Gud trøste og styrke dem til a t bære, hvad der skal bæres, med Taalmodl Og om den kære afdøde vil vi slutte med a t s i g e : Gud glæde h a n s Sjæl i Himmerig! Amen!

Jordefærdsdagen den 2 9 . J u n i blev en køn og god Dag. Venner fra de gamle Sogne og fra Sønder­

jylland vare mødte, s a m t mange kærlige Slægtninge og Venner. Ogsaa fra Sognefolkene fik vi s a a mange Vidnesbyrd om sand Deltagelse. — I den dejligt smykkede Kirke — efter S a l m e n : »Som Dug paa slagne Enge« — holdt Pastor Agerskov fra Kølstrup paa Fyn, Topsøes Ven og Nabopræst fra Hejls, føl­

gende T a l e :

Johannes gjorde vel intet Tegn ; men alt hvad han vidnede om denne, var

sandt. Joh. 10, 41.

S e saaledes fortælles der i Joh. Evang., at d e ret­

seende Jøder i Nærheden af Jordans Flod, d é r hvor Johannes havde havt sin Virksomhed, udtalte sig, d a vor Herre Jesus Kristus opholdt sig paa de Steder, og Jøderne d é r havde faaet et mægtigt Indtryk af ham. Det er jo et godt Vidnesbyrd, Døberen Jo­

hannes faar, et saadant, som enhver Herrens Tjener m a a glæde sig ved, om det kan gives ham. Thi alle Herrens Tjenere de har jo i Grunden en Johannes- Gerning a t udføre, en Gerning, der skal berede vor Herre Jesus Kristus Indgang i Menneskehjerter. Han, vor Herre Jesus, siger om sig s e l v ; Jeg e r Vejen og Sandlieden og Livet, ingen kommer til Faderen uden

ved mig. Det kan han sige; men derfor bliver det ogsaa hans Tjeners Gerning a t pege hen paa ham som e r Vejen, at vidne om Sandheden, og i sit Liv a t aabenbare Livets Kraft. — Og dette tror jeg, a t vi kunne sige om vor afdøde Ven, a t han var en tro Herrens Tjener, a t han gjorde vel intet Tegn, men alt hvad han talte om denne, var sandt.

»Han gjorde vel intet Tegn«, det vil jo sige, at Pastor Topsøe gjorde ikke Opsigt ved sin Forkyndelse, og h a n s Ord fremkaldte ikke stærke Bevægelser, hvor han kom frem, s a a a t hvad der syntes.dødt, atter blev levende; »men hvad han talte om J e s u s Kristus vor Herre, det var s a n d t « ; ikke blot saaledes, a t han ikke brugte nogen urigtig eller uvederhæftig Tale om vor Herre og Mester, men saaledes, a t alt det s a n d e og rette, som han talte, det bar det P r æ g : han talede fordi han troede. — Det e r dette, vi h a n s Venner kunne vidne o m ; og det e r jeg ogsaa vis paa, a t der e r Mennesker her i hans sidste Menighed, der kan bekræfte; og det ved jeg, a t det Vidnesbyrd e r der mange ovre fra hans gamle Menighed, der vil give h a m . —

Og det ligger ogsaa nærmest for mig a t tænke til­

bage paa d e lykkelige Aar, d a vi vare Nabopræster ovre ved vort Lands Grænse, den som Uret, Vold og Magt h a r draget. Dér havde Topsøe sin bedste l i d , der faldt h a n s rette Manddomsgjerning, og d é r virkede han baade folkeligt og kirkeligt til Velsignelse.

Men ogsaa p a a det folkelige Omraade gjælder det, a t han gjorde vel ikke Tegn, han virkede ikke stærkt udadtil, men han virkede stille og dybt. Og det var han udmærket vel skikket til; thi han havde i alle Maader ypperlige Kundskaber, særlig i vort Lands og

Folks Historie, og en klar Forstand og forstod bedre end d e fleste a t klare en Sag baade i Tale og Skrift.

Derfor var der mange, der søgte til ham om Raad, og d e gik ikke forgæves, men lærte a t kende Ssnd- heden af det gamle O r d : »erfaren Mand er god a t gæste«. Og det var ogsaa dér, a t h a n s gode og s a n d d r u Vidnesbyrd om vor Herre og Mester fandt den bedste Jordbund, s a a at en Kreds af trofaste og forstaaende Venner sluttede sig nøje til ham og hans Forkyndelse. Og det var dér fornemmelig, a t han ogsaa p a a det kristelige Omraade virkede i Skrift til Velsignelse og Opbyggelse for Menigheden baade nord og syd for Grænsen, særlig ved d e Stykker om den kristelige Børnelærdom, h a n lod trykke i »Nord­

slesvigsk Søndagsblad« og senere samlede til en Bog, der giver en god og s u n d Vejledning til ham, der e r Sandheden og Livet. —

Og nu her i disse Menigheder, hvor han h a r haft sin sidste Virksomhed, her h a r det jo ofte været hans Sorg, a t han fandt s a a lidt Tilslutning til sin For­

kyndelse; men jeg kan dog ikke tro andet, end at d e r ogsaa h e r findes en lille Kreds, der h a r lyttet til hans lødige Forkyndelse og faaet at mærke, a t h a n virkelig v a r en Mand, om hvem det med Sand­

hed kunde siges, a t alt hvad han talte om vor Herre J e s u s Kristus var sandt.

J a s a a h a r h a n visselig øvet e n Johannes-Gerning, men han havde ogsaa noget af Johannes Sind. Om Johannes s t a a r jo fortalt, a t han sagde, den Gang d a hans Disciple kom og fortalte ham, a t alle søgte efter J e s u s : »ham bør det a t vokse, mig a t forringes«

og »et Menneske kan intet tage af sig selv« det vil sige, at han var en meget ydmyg Mand, der tog imod

hvad der sendtes ham og bøjede sig derunder. — Topsøe var ogsaa en ydmyg Mand. — Det m æ r k e d e s ' d a hans sørgelige Tunghørighed tog til. Det e r le a t /brstaa, a t den var et svært Kors for ham, som s a a godt forstod a t tage Del i Forhandling, i Dis­

kussion, og n u maatte give Afkald d e r p a a ; men han klagede ikke, og han blev ikke nedtrykt derover;

men h a n s Tunghørighed drev ham til større Kund­

skabstilegnelse og Fordybelse i Kristentroen, s a a a t h a n s indre Personlighed ikke tabte men blev rigere, s a a det var en Glæde a t sidde s a m m e n med ham

paa Tomandshaand. —

Og d a Forholdene gjorde det nødvendigt for h a m a t søge en Medhjælper i sin Gerning, d a s k r e v jeg til ham om Vanskeligheden derved men udtalte tillige min Tro paa, a t h a n bedre end d e fleste kunde finde sig d e r i ; og jeg e r vis paa, a t ogsaa h a n s Medhjælper har fundet, a t det var en ydmyg Mand, han havde faaet med a t gøre. —

Mén hans ydmyge og selvfornægtende Sindelag viste sig dog allermest i h a n s Families Kreds. Det ved I jo alle, I hans K æ r e ! a t han krævede over- maade lidt for sig selv og var derfor s a a r e let a t leve s a m m e n m e d ; men netop derfor ydede I ham jo ogsaa gerne eders Kærlighed og s a a op til h a m som Familiens Hoved. —

Og hans Ydmyghed viste sig jo ogsaa i hans Guds­

forhold. Hans k æ r e Hustru h a r sagt, a t han som Svar paa hendes Ord til ham paa Dødslejet: »Du h a r været en ærlig Præst,« sagde: »jeg h a r været et almindeligt Hverdagsmenneske — en Egoist.«

J a , det e r hans egen Dom o m sig selv, men den forandrer ikke vor Dom om hans ydmyge Sindelag;

og den minder mig om et Ord, vor fælles Ven af hint lille Kløverblad, vi tre P r æ s t e r dannede ovre paa Grænsen, sagde til mig paa sit Dødsleje. Han s a g d e : »jeg ved nok, a t Folk mener om mig, at jeg har et let Regnskab at opgøre; men De kan tro, at naar man h a r levet 7 0 Aar, s a a h a r der hobet sig megen Synd o p ; hvordan skulde det s a a gaa, om m a n ikke havde Troen paa Guds Naade i J e s u s Kristus.« —

J a det maa vel gaa saaledes. Pavlus siger: »det e r mig lidet at dømmes af eder efter nogen menneske­

lig Dom, ja jeg dømmer ikke mig selv. — Herren e r den, som mig d ø m m e r « ; det e r s a n d t , derfor kan kun den bestaa, der kender Guds Naade i J e s u s Kristus. —

Den kendte Topsøe, derfor haabe vi, han e r gaaet ind som den tro Tjener for sin Herres Dom. Og vi ville bevare ham i Mindet som den, om hvem det med Sandhed kunde siges: Han gjorde vel intet Tegn, men alt, hvad h a n sagde om Kristus var sandt.

A m e n !

Derefter talte Pastor Stahlfest-Møller fra Ring­

sted s a a l e d e s :

Han elskede Lys og Toner. Han elskede vor Herres J e s u Kristi Evangelium. Det var ham Livet a t være dets tro Tjener og s a a ogsaa selv baade bøje sit Hoved under og erfare sit eget Hjerte løftet og gennemlysnet af dets Naade og F r e d . Hvor der var Lys, og hvor d e r var Toner, der følte han sig hurtigt og snart hjemme, og der kunde han give alt for at tilegne sig Kærlighedens hellige Ret til af ganske

Hjerte a t leve Livet med. I alt hvad d e r var mørkt og kun kom frem i uharmonisk Lyd, d e r ligesom førte indbyrdes Strid, og derfor heller ikke kunde tiltale Hjertet, der følte h a n sig usikker, ængstet og bange, og dér var det h a m , som o m han ikke ret kunde drage Aande. Men hvor d e r var Lys, og hvor der var Toner, d e r følte h a n sig tit og ofte som et lille ydmygt Barn under Guds egen F a d e r h a a n d , og dermed ogsaa som en Mand i vor Herres Naade, for hvem det var Hjertets Trang a t kæmpe Forsagelsens og Troens Kamp fuldt og klart u d . Men kæmpede han, d a var det ogsaa s o m den, der baade kunde og vilde, og for hvem det var F r e d a t kunne give sin Modstander al ærlig Ret. Og s e det e r jo det store i den Kamp, vi som Lysets Børn have a t føre, at hvad det kommer o s a n paa, det e r ikke om Du eller jeg tilsidst faar Ret, men derimod o m vor Herre J e s u s Kristus i al sin Naade bliver Livet, Sandheden og Retten imellem os.

Saaledes staar h a n for mig fra den første Dag, jeg mødte ham, og indtil jeg forrige Søndag sidste Gang modtog h a n s varme og s a a trofaste Haandtryk. Jeg var kun en lille Dreng, 7 Aar gi., d a jeg s a a ham første Gang. Selvfølgelig forstod jeg ikke den Gang, hvilke Livslængsler og lyse Haab, d e r bevægede h a n s Sind. Men et, ganske vist ikke forstod, men skønnede jeg godt. Det var det lyse S k æ r af den Kærlighed, som raadede mellem h a m og h a n s Hjem og maaske inderligst mellem h a m og hans Moder. Et Barn h a r lit underlige Forestillinger. Han skulde tage en Eks­

amen i Koleraaaret, og mange vare bange for Smitten.

Da husker jeg, hvorledes det blev mig fortalt, a t hans Moder var taget ind til ham og var blevet hos

h a m u n d e r Arbejdet og F a r e n . F o r mig, Dreng som jeg var, stod det som en Kærlighedens Englevagt, der maatte gøre ham s a a rig, sikker og glad. S a a husker jeg h a n s Moders Død og Sorgen. J e g stod paa Havegærdet hjemme og s a a h a m komme s a a stille og sørgmodig. Da han traadte ind i sit Hjem, syntes jeg. Drengen, a t h a n maatte bringe Lys med sig, thi h a n troede jo paa vor Herre Jesus, som d e voksne kunde tro, og s a a havde han en Kærligheds Rigdom i Arv fra sin Moder, der maatte gøre det lyst baade for Fader og Søster. Det sidste jeg husker o m h a m fra Barndomshjemmets Tid var hans For­

lovelse. J e g mindes endnu, a t jeg tænkte, den unge Pige kunde nok være glad, der fik hans Sjæls Kær­

lighed betroet og skulde leve med ham under vor Herres Naade, thi han elskede jo Lys og Toner.

Aarene gik og vore Veje skiltes. Ikke sjældent læste jeg dog noget fra hans Haand. Hvad der deri greb mig, var og blev dog ikke særlig Kundskaben, skønt h a n visselig hverken manglede Kundskab eller den Art Begavelse, der kan være med til at tænde Kundskabens Lys for andre. Nej, hvad der greb mig var dette, a t det forekom mig altid, den aandede en Længsel efter og e n T r o paa Livet frem i hvert Ord og en mandig Kraft, der kunde og vilde søge al sin Styrke ene i vor Herres Naade. Men ogsaa det vil jeg n æ v n e ; en mandig Frygt. Man skal dog være Mand for a t kunne frygte, frygte al Løgn, alle Dunkel­

heder, alt, hvad der, fordi det hører Mørket til, h a r en egen Evne til a t magtstjæle baade Hjerte og Vilje.

Da mødte jeg ham atter i Alsted. Var noget for­

andret hos h a m , s a a kunde jeg fristes til a t sige, a t

han maaske var bleven en endnu ydmygere og taal- modigere Mand, men derfor ogsaa en Mand, d e r endnu mindre kunde vige fra Sandhed og Ret. Men ogsaa dette; é t kunde knuge h a m , og det knugede h a m ; det var Mørket, og alt hvad der ikke kunde tro paa Hensynets og Kærlighedens Magt, og derfor ogsaa kommer ofte underligt nok endog tilslørende sin egen Ret. Det tilslørende, det forstod h a n ikke. Det gjorde ham usikker og det kunde tære paa h a n s Livskraft. Thi han elskede Klarhed og Lys og Toner.

Han var jo et Barn af den Tid, d a Frihedens Morgenrøde tændte Lys over det gamle Danmark og over det unge med og fødte ny Toner i frejdige Fædrelandssange. Og han elskede Danmark, dansk Frihed, og alt hvad dansk er. Kærligheden til Sønder­

jylland blev han tro til det sidste. Den blev ham som al ægte Kærlighed et Haab. Hans Ungdom faldt i den Tid, d a der i mange Maader brød e t nyt Kirke­

liv frem blandt os. Og han blev en S ø n af det unge Menighedsliv, der rørte sig s a a kraftigt og folkeligt herhjemme. Han elskede dets Lys og dets Toner.

Det blev, hvad d e r vandt h a n s Menigheder i Hejls, s a a en Samlivets Forstaaelse heraf blev, hvad der bandt den til ham og ham til den. Og her i Alsted!

Hvor h a r han ikke set hen efter den Forstaaelse.

Hvor kunde han færdes stille, ydmygt og beskedent blandt eder og s a a taknemmelig ogsaa for d e s m a a Ting og de s m a a Tegn. Hans sidste Ord til mig forrige Søndag var om Alsted. Han s a a op, og det var, som lød der en Tak i h a n s Sjæl, for hvad han turde s e hen efter og haabe paa. Thi han var ikke træt eller modfalden. Døvheden havde stillet ham paa en Plads, hvor der fordredes end mere Ydmyghed

og Taalmod, vi vil ikke dølge og ikke nægte, at det var ham et saare svært Kors. Men et var stærkere og gav h a m Kraft til at bøje sig under d e t : Det var h a n s store Kærlighed til Livets Lys og til alle Tonerne i vor Herres Naade. Og den Tid vil komme, d a adskillige h e r i Alsted og Fjenneslev ikke vil kunne nævne hans Navn uden at mindes dette: Han elskede Lys og Toner.

S a a endnu kun et. Som han var sit Hjems og sin Moders S ø n , s a a var og blev han ogsaa sin Hu­

s t r u s og sine Børns Forsørger. Ganske vist og paa- lideligt blev h a n det i det timelige, men visselig ikke mindre i hvad Hjertet længes og Livet aandeligt be­

høver. Der h a r d e ikke staaet tomhændede og hung­

rige. Kom h a n hjem fra sin Gerning enten i Sorg eller Glæde, det var i Jesu T r o og Jesu Haab h a n mødte dem, s a a deres Hjerter kunde fyldes med den Rigdom, som det e r a t arbejde sammen og være med i den Aandens Enhed, som vil, hvad der e r Kjærlig­

hed for Guds Aasyn. Derfor var det s a a stille og fredlyst et Præstehjem. Derfor kendtes det baade i Sorg og i Glæde, baade naar hans Hoved var bojet, og naar det var løftet, a t her raadede en s a a fin og sjælfuld Kærlighed til Livets Lys og til alle Toner i J e s u Navn. Og det kendes ogsaa nu i Sorgen hos hans Kære. Den ejer Lys af Gensynshaabet hist.

Heller ikke menneskelig set e r han gaaet ensomt bort. Nej! eders Kærlighed følger ham og eders Tro paa den Herre, der er ham og vil være os Alle Syn­

ders Forladelse, Kødets Opstandelse og e l evigt Livs- haab. I hans Navn e r der Lys og Toner baade i Hjemmet og over Graven.

Amen i vor Herres Jesu Navn!

Til Slutning talte Pastor Dahl fra Kallhave, Top­

søes Ungdomsven, kortelig over det »saa ofte« brugte O r d : »Mindet lader som ingen Ting, e r dog et løn­

ligt Kildespring«, men som han syntes for o s r u m m e d e s a a meget. Han femhævede, a t Topsøe havde virket i sin Gerning lige til det sidste. Hans kristelige Sindelag fornægtede sig aldrig, heller ikke paa Sotte­

sengen, hvor han med Døden for Øje havde e t kær­

ligt Ord til hver, som var om ham. —

Men, n a a r vi i Dag h a r dvælet ved d e rige Evner og Kræfter, som var nedlagt i dette Menneske, s a a e r det ikke for a t ophøje noget Menneske, men for a t ophøje og prise Gud, fra hvem al god Gave kommer.

Hvis Topsøe havde noget Valgsprog, maatte det v æ r e :

»Ikke os, ikke os. Herre, men Dit Navn s k e Æ r e « . Derfor skal ogsaa det sidste Ord, som siges h e r i Dag, være d e t t e : »Gud alene Æ r e n l Amen!«

Derpaa bekendte h a n Troen, bad Fadervor og lyste Velsignelsen. Under S a l m e n : »Op dog Sion«, bares Kisten ud af Folk fra Sognet og vore nær­

meste.

Efter Jordefærden samledes Folk i Præstegaarden og Haven. Pastor Kragh fra Gudbjerg, Aksel Kraghs Fader, talte nogle gode Ord — og Chr.

Hanssen-Nør remølle, Sundeved, mindedes Topsøes trofaste Arbejde for Sønderjyderne. Han dvælede ved det lille Vers, som Venner fra Sundeved havde ladet s æ t t e paa deres K r a n s :

'>Krist signe hver god Dannemand, Som baade med Mund og Haand Uden Skrømt og Tant, med Flid og Tro Vil tjene sit Fædreneland«.

Foruden alle d e mange Kranse rundt omkring fra, var d e r Palmekranse f r a : »S. S . « , f i a Venner i Alsted, Østervang, Fjenneslev, Hejls og Vejstrup, fra Skolebørnene og Ungdomsforeningerne. De dejlige Blomster bar Vidne om, hvormange Venner Topsøe havde vundet Livet igennem, — sikkert flere end han selv troede.

Det e r en Velsignelse a t s e tilbage paa a t have staaet trygt og trofast sammen i d e mange Aar fra Ungdommen, skønt der jo altid e r s a a meget, vi gerne vilde have gjort bedre — og a t tænke paa hvor meget vi h a r delt, hvor megen Naade Herren h a r givet o s ; men Smerten ved Savnet er s a a s t o r ; vi savne alle h a n s elskelige Omhu — han var s a a glad for os — h a n s Minde e r s a a velsignet — . Det e r vor Bøn, a t alt det vi har faaet ved ham, dog maatte bære Frugt i vort Liv til Guds Æ r e .

Det var dejlige Timer, naar han om Aftenen læste højt for o s og delte s a a meget Godt med os. Han bar s a a taalmodigt Tunghørighedens Byrde uden a t stille Fordringer til Andre, men han var glad ved en Samtale med en Enkelt, som h a n godt kunde høre.

Vi maa tænke paa, a t han n u h a r vundet, og søge Trøsten Dag for Dag i, a t vi hviler i den s a m m e kærlige Favn som han. Jeg h a r i rigt Maal følt Børnenes, vore Søskendes og Venners Kærlighed og mangt stille Ord er kommet frem hos Folk i Sognet om, hvordan d e n u ret følte, hvad deres Præst havde været for dem.

Herren velsigne hans Gerning her paa Jorden ! Han glæde hans Sjæl!

Tak til Alle, s o m h a r tænkt kærligt paa os. Tak for alle d e kærlige forstaaende Breve. Guds Fred med os alle!

Hjertelig Hilsen fra Børnene og mig.

Alsted Præstegaard, i Juni 1900.

Frederikke Topsoe,

f Hall.

f. 25. Juli 1834 — d. 22. Maj 1900.

S o v nu sødt i J e s u Navn, hvil Dig efter Dagens Møje, mens vi mindes Dig med Savn, mindes Smilet i Dit Øje, Vemod blander sig deri.

Din var Danmarks dybe Smerte.

S o m den ene af d e Ti

T a k dog bragte frem Dit Hjerte.

Takked Gud af Hjertens Grund for h a n s Miskundhed og Naade, a t han i den tunge Stund løser for os Kampens Gaade, Kampen mellem Liv og Død, Løgn og Sandhed, Lys og Mørke.

Sove syntes den, men brød atter frem med øget Styrke.

Grænselandets Kaar Du s a a og var trofast med paa Vagten.

Tidens Tegn Du agted paa og faldt ikke ud af Takten.

Fik Dit ydre Øre Mén, lydhør var Du med det indre, Aanden, s o m var ikke sen, s a a vi i Dit Øje tindre.

»Beder, og I skulle faa, leder og I skulle finde, kommer Børn, og banker paa, hvor Gudfader selv e r inde!«

lød det store Bededag — Bønnen var vort Dannevirke, d a vi vandt vor Kirkesag, mens vi bad i Alsted Kirke.

Ikke mente Du Dig stor, ikke bred med store Lader.

Vendt Du var fra Løgn og Mord hen til Jesu Kristi Fader.

Lille Sandhed e r af Gud, hvad e r Verdens store Løgne?

Højt er Verdens Herrebud, højest Guds, det klare, nøgne, Hvil d a sødt i J e s u Navn, fri for Synden og for Sorgen, gør i Eftermælet Gavn, indtil Evighedens Morgen.

Morgenstund h a r Guld i Mund hist hos Faderen i Himlen, hvor Guds Børn paa hellig Grund Højtid h a r i Straalevrimlen.

MORTEN ESKESEN.

l

ej i Forgrund han sig trængte helst »i Løn« h a n færdes vilde.

Men med vaagent Blik han fulgte, hvad sig stærkt i Tiden rørte.

Dybt udi hans Sjæl sig sænked, hvad han s a a , og hvad han hørte.

Tidens mange rige Strømme Skikkelse vandt i hans Indre, alt blev d é r lagt godt tilrette fra det store til det mindre.

Derfor var det godt a t sidde h o s h a m n æ r og lytte stille, naar han af sit rige Indhold delte ud med Ord s a a milde.

Altid noget godt var vundet, n a a r man havde Topsøe g æ s t e d ; nye Tanker, nye Synsmaal ved h a n s Ord blev i os fæsted.

Mange Venner vil h a m savne og en kærlig T a k ham sende.

Mindet o m h a m vil vi frede, vi, som lærte ham a t kende.

Soro fløjskolc i Maj 1900.

LARS NIELSEN.