Debat
Steen Busck:
Begrebet »livsform«
- Bemærkninger til Thomas H øjrup: D et glemte f o l k , K bh. 1983
Sidste å r drøftede etnologen Palle O . C h ri
stiansen her i Fortid og N utid X X X s. 1 ff forholdet m ellem fagene historie og a n tro p o logi. J e g skal i det følgende tage tråd en op;
ikke ved at forsøge mig med et generelt signa
lem ent, a f de to fagtraditioner, m en ved at forholde mig til et begreb, der tilsyneladende spiller en hovedrolle hos etnologerne: begre
bet »livsform«. Palle O . C h ristian sen bruger det selv i titelen på bøger som »En livsform på tvangsauktion« og »Fire landsbyer. En et
nologisk ra p p o rt om nutidige livsform er«, og nu foreligger fra en anden etnolog T hom as H øjrup en m ursten a f en bog m ed titelen
»D et glem te folk. Livsform er og centraldirige
ring«, S tatens B yggeforskningsinstitut og I n stitu t for europæ isk folkelivsforskning 1983.
Bogen ru m m er ikke blot en indgående teore
tisk redegørelse for begrebet, m en også en g rundig praktisk anvendelse a f det. Palle O.
C hristiansen henviste til m an u sk rip tet i sin artikel.
H istorikere, der ikke vil lade sig nøje med kildernes egne begreber og hjem m estrikkede begreber m ed oprindelse i dagligsproget, er henvist til at im portere dem , for fagtraditio
nen h a r ikke selv udviklet nogen egentlig teo
ridannelse, et særligt historisk b eg reb sap p a
rat. H istorikerne im p o rterer d a også på livet løs. D en nye »D ansk socialhistorie« giver et godt indtryk a f im portproblem erne. H er op
træ der antropologiske, nationaløkonom iske, dem ografiske og m ange an d re teorielem enter sam m en m ed traditionel historisk teorifjendt
lighed un d er en »m inim um skonsensus«, der bygger p å begreber som »socialgruppe«, »in
teressegruppe« o.l., og som kun i m eget ringe
grad h a r form ået at fastholde sam m en h æ n gen mellem de syv bind. Socialhistorien illu
strerer på glim rende vis historikernes dilem ma: på den ene side kan vi ikke opretholde teorifjendtligheden, m en er n ødt til at gå på ja g t efter begreber hinsides faggrænserne, på den anden side kan vi ikke frit vælge sådanne begreber, uden at de sam tidig vælger os.
Straks m an begynder at bruge et frem m ed begreb, indskriver m an sig i den begrebssam - m enhæ ng og ofte også forskningstekniske sam m enhæ ng, begrebet er h en tet fra, og tvin
ges ideelt set til at sæ tte sig m eget grundigt ind i den. O g hvem h a r tid til det? M æ ngden a f interessante tilbud på nutidens teo rim ar
ked er jo ganske overvældende.
Ikke desto m indre vover jeg mig herm ed ud på m arkedet. U n d e r varebetegnelsen »livs
form« og varem æ rket »T hom as H øjrup« fore
ligger et tilbud, som er en næ rm ere undersø
gelse værd.
Bogen »D et glem te folk« h an d ler om for
hold på Skiveegnen, men Skiveegnen er u n derordnet; den er end ikke næ vnt i titelen.
D et glem te folk er ikke bare Sallingboerne, det er os allesam m en, folket som helhed, og de, d er h ar glem t os, er forskerne bag de m oderne levevilkårsanalyser. De far nem lig med deres levevilkårsbegreb og dets enkelte variable, »indkom st«, »boligstandard« osv., ikke fat på de særlige, d ybt forskellige m åder, vi lever på, og som bestem m er vores holdnin
ger, bl.a. til de æ ndringer i levevilkårene, som planlæ ggerne og politikerne foretager på grundlag a f de selvsam m e levevilkårsanaly
ser. H øjrups hovedform ål er »dels at påvise, at der i det m oderne sam fund findes væsens
forskellige livsform er og dels at opstille et p ro blem katalog m ed forskellige typer a f levevil- kårskonflikter, der betinges a f livsform ernes forskellighed«.
H vad forstås da ved dette grundlæ ggende
begreb »livsform«? »Livsform og k u ltu r er synonym er i etnologien«, siger H ø jru p på en a f de første sider. D erm ed er vi ikke meget klogere, for hvad er kultur? N u er H ø jru p ikke den, d er straks præ senterer os for en kort og klar formel definition a f den type, som socio
loger og an d re excellerer i. Livsform er »et ord, d er vil æ ndre indhold og blive korrigeret hen ad vejen«. A ltså m å vi følge ham i be
grebsudviklingen.
H an indleder m ed at placere o rd et mellem begreberne »levevis« og »levevilkår«. Livsfor
m en er en sam m enfatning a f forskellige m å der at leve på (»levevis«), d er rad ik alt adskil
ler sig fra an d re m åder, og som er betinget a f og selv betinger bestem te ydre »vilkår«. En bestem t livsform h a r altså bestem te ydre leve
vilkår som eksistensbetingelse, og om vendt h ar det bestem te sæt levevilkår livsformen som eksistensbetingelse. D ette stiller H øjrup over for problem et: hvor skal m an begynde, og hvor skal m an ende, n å r levevilkårene skal udpeges fra livsform en og livsform en fra leve
vilkårene. H an løser gennem hele sin lange bog efter m in m ening ikke dette problem , hvad jeg ikke skal bebrejde ham , for jeg tror det er uløseligt. M en jeg h ar en m istanke om, at han tro r han løser det.
H ø jru p begynder begge steder, først ved livsformen. D et hed d er herom : » ... der skal være tale om et bestem t livsm ønster, som gentages eller h a r en varighed, og hvis enkelte dele nødvendigvis betinger hinanden«, og vi
dere: »M an m å forsøge at skyde sig ind på det samlede billede, der tegner sig a f en gruppe m enneskers liv, n å r m an kender deres daglige gørem ål, ugens gang og aktiviteterne året ru n d t. M an m å vide, hvorledes folkenes livs
forløb form er sig, hvorledes fam iliens daglige rutine æ ndrer sig med alderen, og m an må kende til arbejdslivet, fritidsinteresserne, om gangskreds og sam væ rsform er. K an der teg
nes et sam m enhæ ngende billede a fliv e t, som det ud fra disse synsvinkler form er sig fra opvækst til alderdom , så vil denne helhed blive betegnet som en livsform«. O m livsfor
mens bestanddele hed d er det, at den nødven
digvis m å indeholde et idéunivers, en »ideolo
gi« kaldes det, sam t på »den m aterielle side«
en række »praksisfelter«, d er gensidigt opstil
ler de m aterielle ram m er for hinanden.
H erefter forlader H ø jru p begrebet »livs
form« i alm indelighed for at koncentrere sig om de særlige livsformer. H vad er det, der adskiller den ene livsform fra den anden? D et er forskelle i levevilkårene: »M åden hvorpå livsform erne behandles og senere frem stilles, vil afhænge a f det beg reb sap p arat, med hvil
ket m an h a r lokaliseret og system atiseret de sam fundsm æ ssige vilkår, livsform erne er for
ankrede i«. D er skal en generel sam fundsm o
del til. H vad for én skal m an nu vælge?
H ø jru p er ikke i tvivl. M arxism en i den althussérianske version er sagen. H er finder han m odellen for »den sam fundsform ation, der svarer til situationen i D an m ark og V est
europa i dag«. D enne sam fundsform ation ru m m er to stru k tu relt forskellige p ro d u k tionsm åder, der hver især er »relativt selv
stændige, selvreproducerende strukturer«, nem lig den enkle v areproduktion og den ka
pitalistiske. De er »det logiske udgangs
punkt« for konstruktionen a f et b eg reb sap p a
rat, hvor begreberne »på logisk nødvendig m åde im plicerer hinanden«. »B egrebsstruk
turen udsiger således, at hvis den og den be
stem te p ro d u k tio n sm åd ev arian t skal kunne eksistere, så forudsæ tter det nødvendigvis, at de og de bestem te politiske, ju rid isk e og ideo
logiske stru k tu rtræ k gør sig gæ ldende i sam fundet«. O g derm ed kan m an lokalisere de bestem te m ulighedsbetingelser eller »vilkår«, som nødvendiggør tilstedevæ relsen a f be
stem te livsformer.
D ette er store ord, m eget store ord. H vad er logisk nødvendighed? G am le M arx levede un d er sin udvikling a f k ap italbegrebet med begreber som profitrate og m ervæ rdirate op til betegnelsen, men ved overgangen til klas
serne begyndte det for alvor at knibe m ed nødvendigheden, efter a t han m ange gange undervejs havde væ ret ude over logikkens grænser. B landt hans klassebegreber følger kun »arbejderklassen« m ed logisk nødvendig
hed a f kapitalbegrebet. »S m åborgerskabet«
f.eks. kan nok henføres til begrebet om den enkle eller sim ple vareproduktion, m en denne o p træ d er ikke hos M arx som en »selvstændig,
selvreproducerende stru k tu r« , ikke i logisk forstand i hvert fald, derim od nok i em pirisk, historisk forstand.
H øjrups au to ritativ e tale om »logisk nød
vendighed« im ponerer mig ikke, så m eget m indre som han om gås begreber som »bytte
værdi«, »produktionspris« og m ange andre på en yderst letsindig m åde. M en jeg h ar stor respekt for det, han m ed sine logiske u n ø d vendigheder n år frem til, nem lig en »em pi
risk« m odel, hvori in d g år tre/fire forskellige livsform er, bestem t ud fra hvert deres sæt a f levevilkår. H a n udfolder m odellen på en overordentlig fru g tb ar m åde i det m ateriale, han h a r indsam let i Salling. »D et glem te folk«
er en frem ragende bog både i analysen og iagttagelsen, og H ø jru p skriver ualm indelig godt. D esvæ rre kan je g ikke opholde mig ved disse kvaliteter, m en h a r valgt her at begræ n
se mig til m odellen og dens opbygning.
U d fra de to begreber om henholdsvis den kapitalistiske p roduktionsm åde og den enkle v areproduktion opstilles to livsformer: Den første »er karakteristisk ved at indeholde en række aktivitetsfelter (fritid, familieliv m .v.), der er adskilt fra produktionen (»arbejdet«), men som kun kan opretholdes ved, at der stilles krav til produktionen om arb e jd sd a
gens længde, faggræ nsernes overholdelse, lønniveauets højde, arbejdsbelastningens græ nser, arbejdsm iljøets k arak ter etc.«. Den anden livsform er karakteristisk ved at være direkte involveret i produktionen, så der vanske
ligt eller slet ikke kan skelnes mellem »arb ej
de og fritid« i de forskellige aktivitetsfelter.
H er er det snarest produktionen, der stiller krav til livsformen om »solidaritet« m ed p roduktions
enheden, engagem ent og ansvarlighed over for arb ejd et og dets »rentabilitet«. »I den enkle v a reproduktion stå r livsformen ikke
»udenfor« produktionen, den er direkte invol
veret som et stru k tu re ren d e elem ent i pro d u k tionsenheden«.
D er m elder sig en række spørgsm ål over for disse form uleringer: H vad hører med til livs
form en og hvad ikke? H ører arbejderens liv på arbejdspladsen ikke med? H ø jru p frem stil
ler det her og siden næ rm est som et ikke-liv, der alene h a r til form ål at tilvejebringe det
økonom iske gru n d lag for livet i fritiden. M en er dette hele sandheden? E r ikke arbejdet sam tidigt en m ere eller m indre meningsfuld, frem stilling a f brugsvæ rdier, et sam arbejde og sam væ r m ed de øvrige an satte, som kræver og far en vis grad a f engagem ent i stil med den sim ple vareproducents? O g er ikke om vendt også den sim ple v arep ro d u cen t m ange gange und erk astet byttevæ rdiens åg til en grad, så han i klare øjeblikke m å tvivle på selvejets velsignelser og m eningen m ed det hele, navnlig hvor han arb ejd er i næ sten total isolation? E r husholdning og virksom hed al
drig adskilt i den enkle vareproduktion?
H vad m ed m in barber, som g år på arbejde langt væk fra sit hjem på faste tider i m odsæ t
ning til mig, lønm odtageren, der sidder h er
hjem m e? H vad forstår H ø jru p i det hele taget ved livsform en, er kernen i det hele i virkelig
heden det gode gam le begreb »familien«?
Disse spørgsm ål skal im idlertid ikke anfæg
te hovedsagen: H ø jru p h ar ram t en aldeles afgørende skillelinje m ellem forskellige for
m er for levevis, en skillelinje, som den m arxi
stiske klasseanalyse h a r understreget fra be
gyndelsen for nu h alvandet hu n d red e år siden bl.a. m ed begrebet »frem m edgørelse«.
Lad os følge H ø jru p videre. H an konfronte
rer nu sine to livsform er m ed etnologernes hidtil m est an vendte begrebspar »urban« og
»rural livsform« og n år til det resultat, at hans livsform er går på tværs a f skellet mellem land og by. R esultatet nås først efter en g ru n dig og m eget fængslende gennem gang a f ti Sallingfam iliers levevis. M en kunne det ikke udm æ rket være nået forinden?
D er kom m er yderligere det resu ltat ud a f feltarbejdet, at den »kapitalistiske« livsform deler sig i to. H ø jru p står herefter m ed tre livsformer, »livsform 1« eller »de selverhver
vendes livsform«, »livsform 2« eller »arb ej
derlivsform en« og »livsform 3«, »den karrié- rebundne livsform«. D en sidste adskiller sig fra »arbejderlivsform en« på flere m åder, især ved en anden holdning til arbejdet. I »den k arriéreb u n d n e livsform« lever m an for at a r
bejde og arb ejd er ikke kun for at leve. Endelig nævnes sporadisk en Qerde livsform, »den borgerlige«, m ed kapitalejendom m en som ydre »vilkår«.
J e g er i hovedtræ kkene yderst tilfreds med disse livsform er. De svarer så vidt je g kan se ret nøje til den m arxistiske klasseanalyses vig
tigste begreber: »sm åborgerskabet«, »arbej
derklassen«, »m ellem lagene« og »borgerska
bet«. Disse g år som H øjrups livsform er på tværs a f skellet m ellem land og by, a f katego
rier som »erhverv« og »socialgruppe«, og de o m fatter alle »niveauer« i sam fundsform atio
nen. M en H ø jru p sæ tter i »D et glem te folk«
ikke sine livsform er i relation til klasseanaly
sens begreber og lange tradition. H vorfor ikke? E r det fordi h an sim pelthen lader sit livsform begreb træ de i stedet for klassebegre
bet? D et ser næ sten såd an ud.
I et p a p ir til den nordiske etnolog- og fol
kloristkongres i 1983, vist nok indledningen til en ny teoretisk afhandling, kom m er H øj
ru p om sider ind på forholdet m ellem livsfor
m er og klasser. H a n siger bl.a.: »Sam fundet som teoretisk objekt er konstrueret således, at det lad er sig udlæse ... på to forskellige m å
der: dels som en sam fundsform ation a f sociale relationer og dels som forskellige form er for og helheder a f praksis (i H egeliansk for
stand)«. D en sidste er begribeligvis hans egen
»udlæ sningsm åde«. H er betragtes »sam fundsform ationen som en ikke-m ekanisk stru k tu r a f sociale relatio n er (?). D ette bety
d er i det konkrete analytiske arbejde, at kon
struktionen a f de ideologibæ rende livsform er (kulturanalysen) er en logisk m ulig udlæ s
n in g ..., som ikke b estår i, at vi »bem ander«
den sociale stru k tu r m ed individer eller »klas
ser« og fylder disse m ed evnen til i bevidsthe
den at reflektere og erfare deres om verden udfra hver deres særlige position og »outlook«
- således som det er alm indeligt inden for dele a f sociologien og trad itio n el m arxism e«.
D en forskel eller direkte m odsæ tning, H øj
ru p m ed disse ord m arkerer m ellem klasse
analysen og »kulturanalysen«, er jeg slet ikke m ed på. M å det være en traditionel m arxist tillad t at replicere: K lasseanalysen b etrag ter ikke nødvendigvis sam fundsform ationen som en m ekanisk stru k tu r. G anske vist kan klasse
analytikeren udm æ rket finde på a t o p eratio nalisere sine begreber og »bem ande« stru k tu ren ved f.eks. a t tælle hoveder, virksom heder eller husstande, m en kan kultu ran aly tik eren
ikke det? E r det dog trods alle operationalise- ringens nødvendige vilkårligheder ikke en ud a f flere m åd er at vægte f.eks. livsform l ’s sam fundsm æ ssige betydning på?
D et er rigtigt, at klasseanalytikeren løber en alvorlig risiko for a t aflede befolkningens holdninger og h andlinger a f dens objektive p lacering i den økonom iske stru k tu r på en mekanisk m åde, så f.eks. m ekaniker Jen se n reduceres til et sim pelt eksem plar a f racen
»arbejder«, skønt h an også er søn og far, fod
boldinteresseret og genert og m eget a n d et og frem for alt et frit levende m ennesker, der lever sit liv, såd an som h an og hans om givel
ser nu synes, det skal være. M en løber ikke også kultu ran aly tik eren denne risiko? H ø j
rups livsform er er for mig at se stru k tu rer, ovenikøbet på det næ rm este tidløse stru k tu rer, som han »bem ander« m ed sallingboer på en ofte ret m ekanisk m åde, som jeg tro r sal- lingboerne selv ville studse ikke så lidt over. I passager bliver disse stru k tu re r frem stillet som næ rm est selvvirkende subjekter trods H øjrups gentagne forsikringer om det m od
satte.
J e g tror, vi står over for en risiko, som hverken klasseanalytikeren, k u ltu ran aly tik e
ren eller nogen anden analytiker u ndgår. D en engelske historiker E. P. T h om pson blev så bange for den, at han i forordet til »T he M a- king of the English W orking Class« skrev:
»Jeg ser ikke klassen som en »struktur«, ikke engang som en »kategori«, m en som noget der faktisk sker (og kan påvises at være sket) i de m enneskelige relationer«. H a n lagde m ed det næ vnte værk g ru n d en til en ualm indelig fru g tb ar trad itio n i engelsk socialhistorie. D et v ar befriende at se klassestrukturen som begi
venheder og h an d lin g er udført a f frie h a n d lende subjekter. Ikke desto m indre er stru k tu rerne fortsat til stede hos både T h o m p so n og hans elever. De undgås ikke trods alle p ro gram erklæ ringer. Så lidt som begivenhe
derne, h eru n d er de lange historiske træk, undgås hos H ø jru p og an d re » stru k tu rali
ster«.
M en n å r klasseanalytikeren og k u ltu ra n a lytikeren begge gerne vil b etragte »sam funds
form ationen som en ikke-m ekanisk stru k tu r a f sociale relationer«, hvad er da forskellen
im ellem dem? H vad er forskellen p å »klasse«
og »livsform«? Efter m in bedste overbevis
ning alene den, at m an m ed begrebet »livs
form« anlæ gger en bestem t synsvinkel på klassestrukturen og vælger sig et bestem t gen
standsfelt, a f H ø jru p betegnet som »levevis«.
K lassestrukturens øvrige felter anskues heref
ter som »vilkår« for livsform erne. I »D et glem te folk« analyserer H ø jru p på frem ragen
de vis sam m enstødet m ellem en bestem t livs
form variant og centraldirigeringen. H a n be
skæftiger sig nok m ed en del a f b ag grunden for statens indgreb, m en ikke m ed hele den klassestruktur, der ligger bag, for den er ikke hans emne.
L ivsform analysen er kun et led i klasseana
lysen, m en til gengæld et m eget fru g tb art led.
De store vanskeligheder, klasseanalytikere a f enhver slags h a r stået overfor, n år det gjaldt at forbinde de økonom iske stru k tu re r og a n dre vilkår m ed »bevidsthedsform er« og kon
krete handlingsm ønstre, er H ø jru p i stand til at takle på en yderst givtig m åde m ed sit livsform begreb. Ikke fordi h an er en god klas
seanalytiker, dertil er hans begreber for ukla
re, m en fordi han kom binerer klasseanalysen m ed begrebet »livsform« og derigennem m ed en række synsvinkler og m etoder fra den etno
logiske fagtradition, som vi h a r h å rd t brug for.
»Livsform « er i al sin bredde et næ sten tom t begreb. D ets anvendelighed beror på, at det retter opm æ rksom heden m od bestem te undersøgelsesfelter såsom dagens, ugens, årets og livets gang i fam ilien, på arb ejd s
pladsen og i lokalsam fundet og anviser be
stem te m etoder og teknikker til at undersøge disse felter m ed. I sig selv er det et ren t o p era
tionelt begreb. M an kan udm æ rket betegne landsbyen som en livsform og sam tidig tale om forskellige livsform er i landsbyen, således som Palle O . C hristian sen gør det i »Fire landsbyer«.
A f den sam m e g rund er begrebet ikke så risikabelt a t give sig i lag m ed for historikere som så m ange an d re begreber. B ruger m an H øjrups livsform er, forskriver m an sig ganske vist til et større, m arxistisk teorikorpus. D et h a r jeg ikke noget im od, m en det er der måske an d re d er har. D e kan så lade H øjrups livsfor
m er ligge og nøjes m ed begrebet livsform i alm indelighed, som det f.eks. introduceres a f Palle O . C h ristian sen i indledningen til »Fire landsbyer«. H e r er risikoen for a t fa en m asse anden teori a f m ere eller m indre ukendt art på slæb ikke slet så stor. Dog bør m an nok være opm æ rksom på, at den fagtradition, be
grebet hentes fra, især er udviklet u n d er stu diet a f »prim itive« sam fund hvorfor begreber som »familie«, »slægtskab« og »lokalsam fund« får en vægt, som kan synes betænkelig, n år vi n år op i det 19. og 20. årh u n d red e. D et er vel næ ppe heller tilfældigt, at etnologerne h a r forkærlighed for landsbyer og fiskersam fund i rigets udk an ter, som her H øjrups
»fjordboer«. Til gengæld u n d g år m an med begrebet »livsform« de ulykker, som m oderne nationaløkonom iske og sociologiske begreber kan forvolde i den æ ldre historie.
Jø rg en Friis-H ansen:
D a lan d b ru g et kom til D anm ark
Efter ertebølletiden kom lan d b ru g et til D a n m ark. D ette lan d b ru g h a r m an kunnet følge gennem de forudgående 2-3000 år. D et sta r
tede i Forasien og bredte sig d erp å frem gen
nem E uropa.
D en traditionelle opfattelse a f landbrugets
»ankom st« til D an m ark blev udform et a f C.
J . Becker i 1947 og 1955. M an antog da, at lan d b ru g et kom hertil m ed indvandrende bønder, m ens D an m ark v ar befolket m ed jæ ger-folk. D er skal endog have væ ret 2 bølger m ed in d v an d ren d e bønder først m ed A -tragt- bægre og dernæ st m ed B -tragtbæ gre.
D er er 2 grundliggende tan k er bag denne teori:
1. E nhver opfindelse er at b etragte som et frem skridt. D enne tanke h a r ganske vist aldrig væ ret udtrykt, m en den er den selv
følgelige baggrund for hele ræ nsonnem en- tet.
2. C .J . Becker udsiger fig. tanke (1947, 259):
D en O vergang fra n a tu rb u n d e n Fanger- Tilværelse til A gerbrugerens i B und og G ru n d anderledes form ede Liv, som kan forekom m e N utidsm ennesker lige saa selv
