Den første guldhornsfejde
a f Mogens Bene ard
Den fjerde maj 1802 sneg Niels H eidenreich sig ind på K u n stk am m eret og stjal g u ld h o r
nene. Som bekendt satte tabet så dybe sving
ninger i gang hos den unge skjald A dam O eh- lenschlåger, at han skabte et a f vore store nationale digte. D er er en tendens til at mene, at det er disse begivenheder, der an b rag te guldhornene b lan d t vore vigtigste n atio n al
m onum enter. D er findes også kynikere, som vil hævde, at netop det faktum , at guld h o r
nene for evigt forsvandt i H eidenreichs køk
ken, skabte det bedste g ru n d lag for de ofte overordentlig hæftige videnskabelige fortolk- ningsstridigheder, som h ar raset indtil vore dage. Det følgende vil vise, at dette ikke er tilfældet. Tvæ rtim od blev det første guldhorn allerede fra begyndelsen betragtet som et dansk n atio n alm o n u m en t, og tolkningen skabte fra første færd bitre fjendskaber.
I juli m åned 1639 fandt K irsten S vensdatter det første guldhorn. 1 septem ber sam m e år blev det afleveret til C h ristian 4., der u m id delbart gav det videre til kunstsam leren i fa
milien, den udvalgte prins C h ristia n .1 K o n gen gav sønnen det velm ente råd, at han kunne lade gøre et guldbæ ger deraf, til m inde om fundet og vor store fortid. Prinsen tog hornet m ed til N ykøbing, lod det istandsæ tte og fik i den tynde ende indsat en prop, så det kunne bruges som drikkehorn. I septem ber m åned 1640 så O le W orm hornet på N ykø
bing slot, ja han drak til og m ed a f det. H er
med begyndte den første guldhornsfejde.
Fejden, der kan følges i Breve til og fra Ole 1. O m den udvalgte P rin s’ rolle som k unstsam ler se V ictor H erm ansen: Den udvalgte Prins og R arietetern e. Et Stykke M useum shistorie, K u l
tu rm in d er, Ny Række Bind I I I , 1960, s. 16-44.
W orm ,2 h ar som væsentlig baggrund en n a tionalism e, m ed klare overtoner a f frem m ed
had, hvilket er årsagen til, at den frem drages her. N ationalism e, eller bevidstheden om en national identitet, som den nyeste forskning foretræ kker at kalde det, kan kun sparsom t belyses, før den for alvor blev opdyrket i sid
ste halvdel a f 1 700-årene.5 I guldhornsfejden vil m an kunnne se nationalkæ rligheden blom stre med en voldsom hed, der h ar k arak ter a f nationalchauvenism e rettet fra dansk side mod tyskere. K o m b a tta n te rn e er på den ene side O le W orm (1588-1654), støttet a f Saxo- forskeren Steffen H ansen S tephanius (1599- 1650), der var professor i Sorø, og a f lægen H enrik K øster (1631-47), der var livlæge hos den udvalgte prins. På den anden side står den tyskfødte H enrik E rn st (1603-65), filolog og nysudnæ vnt professor i ju ra og m oralfilo
sofi i Sorø.
Den 27.9.1640 skrev W orm til S tephanius om sit første m øde med guldhornet:
For nogle D age siden v ar jeg kaldt til N ykø
bing for paa Slottet at pleje vor fyrstelige N aades og an d re H ofm æ nds svage Hel- 2. Breve fra og til O le W orm I - I I I . O v ersat og
udgivet a f H .D .S chepelern. 1967. Brevene vil i det følgende blive citeret efter denne udgave og m ed henvisning til de heri an v en d te num re. I sin d isp u ta ts, M useum W orm ianum 1971, h en viser H .D .S chepelern liere gange til denne ”før- ste G u ld h o rn sfejd e” , se s. 165f, især note 32 m ed redegørelse for kildestoffet, s. 229, og s.
311.
3. Se O le Feldbæks indledende afsnit, s. 18 og H a ra ld Ilsøes afsnit: D anskerne og deres fæ dre
land i O le Feldbæ k(red): D ansk Id e n tite tsh isto rie, bd. 1, K ø benhavn 1991.
M ogens B encard
bred. B landt an d re Beviser paa Æ re og Velvilje, som jeg m odtog, stilledes jeg over for et G uldhorn, som for et A ar siden blev fundet i Jy lla n d ; i Prinsens N avn blev det rakt mig fyldt med V in ,'fo r at jeg skulde tøm m e det. Je g beu n d red e dets O p b y g ning, je g beundrede Stoffets Æ delhed, men m est den forunderlige S am m enstilling og O pbygning a f de Billeder og Hieroglyffer, hvorm ed det var prydet. Alt tyder paa den største Æ lde. H verken a f Paaskrift eller af K risten tro findes der Spor, hvoraf det er m uligt at drage nogen Slutning, det være sig om dets Æ lde eller dets Ejer. Siden har jeg ofte tænkt d erp aa og h ar nedfældet no
get paa P apiret. Hvis du enten hos Saxo eller hos an d re a f vore L andsm æ nd har læst noget om såd an n e H orn, beder jeg dig fortælle mig det. Det drøftes m eget, til hvil
ken Brug det h ar væ ret bestem t; nogle m e
ner, det h ar tjent som Bæger, an d re som S ignalhorn; a tte r an d re form oder, at det fordum h ar væ ret i Brug ved hellige H a n d linger. M en jeg erin d rer ikke at have læst, at noget saa d a n t h ar været anvendt ved O frene b la n d t vore L andsm æ nd. Je g beder dig ved første Lejlighed frem sætte, hvad din M ening er derom , og hvad du h ar iag t
taget om saad an n e Ting. Det er sandelig en G enstand, som fortjener, at d er anvendes noget A rbejde d erp aa. Den b estaar a f 99 U nser a f det reneste G uld og rum m er to og en halv Pægl. V ærdien ansæ ttes til 1200 Rigsdaler. Je g skal en anden G ang gøre nøjere Rede for E nkelthederne.4
W orm signaliserer således fra første færd sin hensigt om at publicere hornet, og han re
fererer den allerede opståede diskussion om hornets brug: drikkehorn (som jo både kon
gen og prinsen m ente), blæ seinstrum ent eller an v en d t ved gudsdyrkelse. Y derligere fastslår han som en kendsgerning, at hornet er dansk.
D ette fastholder han resten a f livet som et ufravigeligt g ru n d sy n sp u n k t for sine arg u m enter. Faktisk etab lerer han, hvad angår brugen som offerhorn, en fastlåst slutning, som skaber et væ sentligt gru n d lag for den 4. Brev 870.
senere konflikt: hornet er dansk; i danske lit
teræ re kilder optræ der ingen vidnesbyrd om brugen a f horn ved ofringer. A ltså kan hornet kun være et blæ sehorn eller til nød et drikke
horn.
Som næ vnt var S tephanius saxoforsker, og i det hele taget datidens m est velbevandrede i kilderne til vores ældste historie.5 Det er d e r
for forståeligt, at W orm anm oder ham om assistance. T ilsyneladende h ar W orm dog selv haft en betydelig viden på om rådet.
H .D .S chepelern h ar overbevisende arg u m e n teret for, at det v ar W orm , der u darbejdede program m et for den fæ drelandshistoriske se
rie, som C h ristian 4. bestilte i 1637. Schepe- lern kan påvise, at S tephanius - og derm ed næ ppe heller an d re professores i Sorø — ikke var inform eret om planen, men at W orm var d e t.1’ W orm m å derfor både som an tik v ar og historiker have væ ret rustet til at undersøge den fornem m e oldsag.
Stephanius besvarer W orm s brev næ sten um iddelbart:
Je g lykønsker dig til den kostelige Drik, som du fortæller, at du nylig h a r nydt a f hint gyldne Bæger ved vor fyrstelige N aa- des H o f J e g vilde sandelig anse det for den største Lykke blot m ed Ø jnene at have m ønstret et K lenodie a fe n saadan Sjæ lden
hed, endsige at have ført det til sine Læ ber for at drikke d e ra f og at have signet sine Læ ber med B erøringen d e ra f — og tilm ed efter Befaling a fe n saa højtstaaen d e M an d , hvis N aade er kosteligere end alt G u ld .' H erefter sender han forskellige henvisninger, til Saxo, til A nders Sørensen Vedel og til kalk- m alede våbenskjolde for slægten D rukken i
5. Ellen Jø rg en sen : H istorieforskning og H isto rie
skrivning i D an m ark indtil A ar 1800, K ø b en havn, 1931, s. 127 f.
6. H .D .S chepelern og U lla H oukjæ r: T h e K ro n borg Series. K in g C h ristian IV an d his P ictures a f E arly D anish H istory, s. 28IT', K ø b en h av n 1988.
7. Brev 871, 30.9.1640.
D en Jørste guldhornsfejde
Sorø klosterkirke,8 alle vedrørende drikke
horn. Efter et p ar henvisninger til folkeviser, hvori brugen a fb læ se h o rn nævnes, fortsæ tter han:
Ligesom nem lig R om erne tog H o rn i A n
vendelse u n d e r K am pene for at opildne Soldaternes M od, saaledes plejede ogsaa vore L andsm æ nd, og især F yrster og Stor- m æ nd, at m edbringe H orn paa K rige og Togter og have dem p aa rede H aand; det v ar dels D yrehorn, dels var de sm edet a f Sølv eller m assivt G uld. M ed deres barske K lang og bragende Lyd skulde de kalde en vigende H æ r til O rd en og opflam m e K ri
gernes M od og K raft. Den Slags H orn kaldte de ældste D anskere efter K langen for ” L iyd” , hvilket O rd ofte forekom m er i gam le Vers og K vad.
At det, som er fundet i Jylland og 1 1 1 1 tjener som Bæger, h ar været bestem t til denne Brug, er afgjort m in O pfattelse. Føl
gende G ru n d e synes nem lig at tale herfor:
1) At dette G uld h o rn v ar a ab en t m ed et stort H ul i den Ende, hvori m an plejede at blæse, førend vor fyrstelige N aade lod det lukke ved at indsæ tte ligesom en la p a f G uld. 2) N æ sten alle de H orn, som a n vendtes til B ordbrug, hvilede paa Fødder eller S tøtter, a f hvilke der, efter hvad jeg h ar hørt, slet ikke findes Spor paa dette H orn. 3) Selve F undstedet taler for min O pfattelse. T h i m an fortæller, at det blev fundet i en dyb og snæ ver Vej, som en Fyrste eller Helt, d er var slaaet paa Flugt, har søgt at træ nge igennem og derved har m istet det. Senere er det a f H estehove ble
vet presset dybere i J o rd e n og bar ligget skjult og begravet gennem en lang Række A ar, indtil en enestaaende Skæbne h ar kaldt det tilbage "til Lysets straalen d e Ky- ste r” (Lucr. 1,22).
8. På Søren A b ild g aard s tegning fra 1 756 a f vå
benirisen ses 3 skjole med d rikkehorn, h v o raf det ene h a r to d rikkehorn og et stavbæ ger, og de to kun h a r horn. To a f dem er betegnet som tilh ø ren d e slægten D rukken, det tredie slægten Snubbe. D an m ark s K irker, Sorø A m t, K ø b en havn 1936, s. 58.
Efter at have opfordret W orm til at offent
liggøre hornet, slu tter han m ed en henvisning til det O ldenborgske H orn, det forgyldte d rik kehorn, som i dag befinder sig i S katkam m eret på R osenborg.
A f S tep h an iu s’ tre h o v edargum enter for blæ sehorn, ikke drikkehorn, kan det første og det sidste vistnok kun gøre indtryk på ønske
tænkere. Det m idterste, derim od, er både su n d t og godt. M an m å dog spørge sig, hvor
fra S tephanius h ar denne detaillerede viden?
H an h ar ikke selv set hornet, og W orm h ar ikke inform eret ham , det ses a f brevet. Som det vil frem gå a f det følgende, h a r kun een m and i Sorø siddet inde med disse oplvs- ninger, nem lig H enrik Ernst.
S te p h an iu s’ ovenstående brev er dateret 30. septem ber. Et efterfølgende brev fra ham til W orm er d ateret 14. novem ber. M ellem disse to d ato er h a r W orm erfaret, at E rn st af Prinsen h ar fået til opgave at offentliggøre hornet, og han h ar ved et m øde bedt S te p h a
nius om at fremskaffe yderligere oplysninger.
S tephanius skriver:
M ed al den T roskab og Flid, jeg form aa- ede, h a r jeg søgt at faa nys om Dr. H enrik E rnsts Plan og Forehavende angaaende H ornet i Nykøbing. U den at vide hvad min N ysgerrighed tilsigtede, og hvad jeg havde isinde m ed saa in d gaaende en Forespørg
sel, aab en b ared e han mig i Fortrolighed sin Tanke og indrøm m ede aab en t, at han havde tilsagt hans fyrstelige N aade sin Bi
stan d m ed at beskrive det G uldbæ ger, og først og frem m est at forklare Tegnene og de hieroglyfiske Aftryk, og at hin til Gengæld havde lovet m ed det første at sende ham en Kopi al næ vnte H orn støbt og u d arb ejd et i Bly. Da jeg videre spurgte ham , om han havde taget fat paa A rbejdet, indrøm m ede han endnu ikke at have sat et eneste Bog
stav til P apiret om denne Sag. Nu m aa du altsaa ikke lade dig saa meget som et Ø je
blik sinke m ed det herlige A rbejde, hvor- paa du fornylig beæ rede mig med at vise mig en m eget sm uk Prøve. J a , netop du, berøm m elig som du er, og a f N atu ren skabt til at frem drage og belyse den Slags O ld sa ger, grib du først den Sejrspalm e, som er
M ogens Bene ard
den ud satte Pris, og sørg for snarest m uligt at offentliggøre den K o m m en tar, du har p a ab eg y n d t om hin kostelige Ju v el. Saale- des vil du utvivlsom t ogsaa erhverve dig vor fyrstelige N aades G unst og Bevaagen- hed og gøre dig herligt fortjent a f vort Fæd
reland og a f hele E fterverdenen. Føj hertil, at det er sm ukt og søm m eligt, at danske O ldsager frem drages ” til Lysets straalende K y ster” a f en dansk M an d , snarere end en M and a f frem m ed N ation. E jheller skulde jeg let tro, at vor E rn st besidder den K y n dighed i m ere dybtliggende Problem er, el
ler en saad an S karpsindighed, at han med H æ der og B ehæ ndighed kan beskæftige sig m ed U dforskningen a f M ysterierne i en saa hem m elig L æ rdom .9
A fslutningsvis kan han m eddele, at E rn st h ar noteret sig en kilde, som skulle dreje sig om horns særlige brug ved ofringer, m en at såvel kilden, som hans udskrifter a f den v ar gået tab t for ham .
S tep h an iu s’ brev m å m ildt sagt kaldes be
synderligt. Selvfølgelig h a r han i princippet ret i, at YV orm havde bedre forudsæ tninger end E rn st for at publicere guldhornet, men m an m å på den anden side ikke glem m e, at E rnst på dette tidspunkt havde adskillige af
handlinger a f filologisk-antikvarisk karakter bag sig. Disse a rb ejd er h a r W orm i øvrigt både læst og rost, fordi E rnst havde sendt dem til h a m .10 V idenskabeligt er han ingen
9. Brev nr. 878.
10. Brev nr. 597. 27.6.1636: E rnst sender nogle
"S m aask ilter". Brev nr. 600, 11.7.1636: Tak fra YVorm, som refererer sit foreløbige indtryk ved læ sningen således: 'J e g h a r glæ det mig over, at d er endelig er o p ru n d e t den M o rg en røde, som b aad e vil belyse vore Fæ dres O ld sa ger og b ringe a f m ange foragtede og oversete T in g tilbage til deres G lans. T h i je g ved ikke, h v o rd an det kan være, at vi i saa høj G rad b eu n d rer, o phøjer og besm ykker frem m ede T ing, m en o p fatter vore egne m ed Foragt Brev nr. 634, 12.4.1637: E rn st sender sin re
spekt og kæ rlighed, sam t en bog og et skrift.
YVorm tak k er - og roser - næ sten et å r senere, m ed m egen beklagelse for det sene brev (nr.
701, 23.2.1638). E rn st, d er er i u d lan d et, sva
rer 5.5.1639 (nr. 775). Det er sidste brev m el
lem dem før fejden b ry d er ud.
novice, om end han fortrinsvis h ar arbejdet med udenlandske em ner.
M en tysker er han, og for S tephanius er m ålet klart: der skal en dansker til at hævde nationens ære i denne enestående sag. O g m ålet helliger tilsyneladende alle m idler.
S tephanius finder ud af, at E rnst rigtignok h ar faet ejerens tilsagn og støtte til at p u b li
cere guldhornet, m en at han i tillid til sin førsteprioritet ikke endnu er i gang med a r
bejdet. Konsekvensen er ikke, at W orm a n stændigvis bør vente. T væ rtim od skal han skynde sig des m ere for at gribe sejrens p al
m er og sikre sig prinsens bevågenhed. S tep
h an iu s’ rolle som forskningsspion kan ikke kaldes gloriøs. In te t under, at han, da striden for alvor h ar udviklet sig, u dbeder sig W orms fulde diskretion om hans m edvirken."
H eller ikke W orm lader sig slå ud a f sin kurs a f denne nye viden. Som det frem går, er han allerede i gang, og nu gør han S tephanius m edansvarlig for at fortsætte:
For ydet B istand i den Sag, du nok ved, siger jeg saa m ange Tak. Paa din T ilskyn
delse og O pfordring vil jeg altsaa bestræ be mig for, at vort H o rn øjeblikkelig bliver undersøgt. In d til nu h ar D oktorprom otio
nen lagt fuldt Beslag p aa m ig .12
W orm m å dog have væ ret længere m ed sagen, end han giver S tephanius indtryk a f i brevet, der er d ateret d. 10. decem ber. To dage se
nere kan han skrive til T h o m as B artholin, at han h ar fuld gang i trykningen a f sin frem stilling a f g u ld h o rn e t,13 og han g entager dette d. 20. decem ber i et brev til H enrik F u ire n .14 I et brev, der kan dateres mellem 13. og 22.
jan u ar 1641, sender han H enrik K øster et
11. Brev nr. 927, 7.5.1641: " Im id le rtid vil jeg gerne have, at du ikke viser noget levende M enneske de Breve til dig, som je g h a r skre
vet, det være sig før eller efter U dsendelsen af din A fhandling om det G u ld h o rn . H v ad G ru n den er, skal je g lade dig vide om faa D ag e.” 1 brev. nr. 931, 16.5.1641 m eddeler han, at E rnst overvejer en injuriesag.
12. Brev nr. 882.
13. Brev. nr. 883.
14. Brev nr. 885.
D en Jørste guldhornsfejde
eksem plar a f sin fæ rdigtrykte g u ldhorns-af
h a n d lin g .1’
U anset, hvad m an ellers m åtte m ene om W orm s h an d lem åd e m ed hensyn til E rnst, m å m an b eundre indsatsen. H an så hornet første gang i septem ber og lire m åneder se
nere forelå den færdige afhandling. Det frem g år ikke a f nogen kilde, om W orm h ar set hornet igen, m en en tegner h ar været i N ykø
bing for at m åle det op, og en kobberstikker h ar nået at stikke den afbildning, der ledsager publikationen. I dag, hvor dette stik er en a f de vigtigste kilder til hornets udseende, kunne m an m åske have ønsket sig, at W orm ikke havde haft helt så tra v lt,16 men nu kender m an i hvert fald årsagen. W orm skulle komme først, a f personlige og a f n ationale grunde.
I det ovennæ vnte brev til H enrik K øster beder W orm ham om at tage vel im od af
handlingen og udlægge alt i bedste m ening, hvis han hører om nogle "S kum lere” . O g han fortsætter:
Det er paa andres Tilskyndelse, jeg h ar p aatag et mig dette A rbejde, m en m ed hvil
ket H eld vil T iden vise. (Joachim ) Ger- storff h a r lovet at ville overrække den til Prinsen, og je g venter m ed Begærlighed paa, m ed hvilke M iner, han vil optage den.
Jeg beder dig holde mig u n d errettet om E n k elth ed ern e.17
W orm holder med an d re ord S tephanius i baghånden, hvis Prinsen skulle reagere nega
tivt, hvad der kunne være flere grunde til.
G anske vist m å W orm have faet tilladelse til, at hornet blev aftegnet, m en det er ikke nød
vendigvis ensbetydende med en publikations- tilladelse. Den havde E rn st allerede fået. Der kunne også være gru n d til at forvente, at der ved hoffet fandtes "S kum lere” , eller rettere
15. Brev. nr. 890.
16. Se brev nr. 899, 10.2.1641 til Stephanius: "P a a G ru n d a f H astv æ rk et h a r d er indsneget sig forskellige U n ø jag tig h ed er, som je g stoler p aa, at den retfæ rdige Læ ser vil tilgive.” H en heder om rettelser, fordi det er h ans hensigt a t give h o rn et p lad s i sin kom m ende bog om danske m indesm æ rker.
17. Brev nr. 890.
fortalere for E rnsts sag. H ans svigerm or, der boede i Nykøbing, var enke efter dronning Sofies kansler, D aniel Faber (død 1626), og derfor næ ppe uden indflydelse. Desuden havde W orm, ved at gå ind for tolkningen a f hornet som et blæ sehorn, indirekte rettet en kritik m od Prinsen for at have ladet det re
staurere som drikkehorn. Som udvalgt prins og kom m ende konge repræ senterede han u n d ersåtternes politiske frem tidsm uligheder, og det var derfor ikke risikofrit at kom m e på kant med ham . Det h ar været en god idé at sikre sig kansleren Joachim G ersdorfls m ed
virken ved overrækkelsen. Ifølge W orm havde denne endda selv tilbudt sig.18
Lettelsen m å derfor have været stor, da W orm m odtog brev fra K øster, d ateret 25.
ja n u a r:
Den A fhandling var saare kæ rkom m en for vor fyrstelige N aade; den blev ham paa dine Vegne overrakt a f mig (thi p aa G ru n d af altfor stort H astvæ rk m ed at kom m e til Fyn og Jy lla n d blev der ikke givet Gers- dorflf Lejlighed til at træffe hans N aade) - for slet ikke at tale om hendes N aade, som ogsaa straks bad om m it E ksem plar, der skulde sendes til G ottorp, hvad jeg ingen
lunde turde nægte hende, skønt hun var ked af, at den ikke var udgivet p aa Tysk eller Dansk. Prinsen selv h ar om hyggeligt gennem læ st A fhandlingen, og siden den T id, da jeg u n d erd an ig t selv overrakte ham Bogen, er der endnu ikke forløbet nogen Frokost eller M iddag, uden at han h ar om talt den m ed H æ der: H an priser ikke blot den rigtige Aftegning a f H ornet, m en frem for alt de T ing, som fortræffeligt er udledet og anført fra den danske H istorie. O g jeg vil bede dig ikke tvivle om en Belønning, og især om et større forgyldt Sølvbæger, n aar vi kom m er tilbage til Nykøbing, som jeg haab er og ø n sk er.19
W orm m å være blevet både glad og lettet over K østers brev. Prinsen er tilfreds, interessant nok især m ed W orm s teorier om hornets til- 18. Brev nr. 895, 27.1.1641.
19. Brev nr. 894, 25.1.1641.
M ogens Bene ard
knytning til dansk historie. Det lille portræ t af M agdalene Sybille, som ikke kan læse Latin, m en som alligevel er ivrig efter at la bogen, er m orsom t. G ru n d en til, at hun ønsker at sende den til Got torp, er, at der bor hendes søster, gift m ed h ertug F rederik 3. H e rtu g p a rre t var begge passionerede sam lere, som h ar kunnet væ rdsæ tte den vigtige nyerhvervelse. Da M agdalene Sibylle efter prins C hristians død forlod lan d et for at gifte sig påny, tog hun en kopi a f hornet m ed sig. K opien, som hun selv havde ladet udføre, lindes i dag i G rim es G ewolbe i D resden.20 I øvrigt kan W orm frem sende en oversæ ttelse allerede d. 27. j a nuar:
Da an d re h ar lagt Beslag paa det Eksem plar, som jeg sendte dig, sender jeg et a n det, som du kan beholde for dig selv. Jeg vedlægger de tyske Prøver, hvorm ed vor B oghandler M oltichen h a r søgt at im øde
kom m e M enigm and; je g beder dig paa m ine Vegne fordele dem ved Hoffet blan d t V enner, som er m indre glade ved det ro
m erske S p ro g .'1
E n d n u engang må m an im poneres over den effektivitet, W orm udviste. U d over den op
rindelige afhandling, som han antagelig har skrevet på L atin direkte, h a r han i den korte tid også kunnet overkom m e en oversættelse. I øvrigt er det en m ærkelig m åde, W orm om taler prinsessen. Ikke noget ”vor nådige fyrst
in d e” . M åske skal det dog kun tolkes som diskretion, ikke nedladenhed.
Lykønskningerne til bogen kom m er hurtigt.
Biskop Ja c o b M adsen A arhus (1602-60) tak
ker og skriver blandt andet: ” D et er mit høj
este Ø nske, at du m aa leve længe endnu, for at du kan sprede mest m uligt Lys over F æ dre
20. G u d m u n d Boesen: Et g u ld h o rn fra den u d valgte prins C h ristian s hof, K u ltu rm in d e r, Ny række, bind II, K ø b en h av n 1957, s. 13-23.
C h ristia n IV og E u ro p a, U dstillingskatalog 1988, kat. nr. 664. Jø rg e n H ein: V ier W erke des G rim en G ew olbes zu r A usstellung " C h ri
stian IV. un d E u ro p a ” in K o p en h ag en , Dres- d en er K u n stb lå tte r, 6,88, s. 162-168.
21. Brev nr. 895.
landets O ltid — ” .22 H enrik K øster skriver, at Corfitz U lfeldt højeligen har anbefalet af
handlingen over for prinsen, sam t at prinses
sen h ar sendt liere eksem plarer a f den tyske oversættelse til G o tto rp .25
M est trium ferende er S tephanius, som efter en lang rosende indledning skriver:
N avnlig lykønsker jeg a f H jertet mig selv og glæder mig inderligt, fordi det var ifølge m it R aad, at du m ed din Flid kom andres B estræ belser i Forkøbet. T hi du kender jo nok nogle a f disse frem m ede, som opholder sig her hos os: hvor emsige og utidigt nys
gerrige de er, og det i en saad an G rad , at de - hvis det stod i deres M agt - vilde fratage os næ sten ethvert Em ne, hvorom der kunde skrives og intet lade uforsøgt, endog af Ting, hvorom de ikke kan skønne m ere end den blinde om Farverne: Lad dem da se, disse m isundelige U dlæ ndinge, at der og- saa er levnet noget, som de m aa overlade til vor Flid — . J a , siger jeg, lad dem se det og skære T æ n d er, og lad de avindssyge revne af M isundelse. Derfor er der ingen G ru n d til, at du skal bekym re dig for m eget om deres Dom og K ritik, thi n a a r det drejer sig om Ting, der er hævet over enhver K ritik, plejer de at gøre den allerm est uretfæ rdig.
Slaa du dig blot tiltaals m ed den oprigtige Følelse im od dig og dine Skrifter, som næ res b lan d t V enner a f F æ drelandet og V i
denskaben, thi hos dem ”sam ler du sa m t
lige S tem m er” (H or. A.P. 343), og de h ar forlængst kranset dit N avn ved Evighedens A lter m ed L au rb æ rk ran sen for udsøgt V i
denskabelighed, m ed enig T ilslu tn in g a f H æ der og Ry. Alle rettæ nkende Folk bi
falder dette: Bravo! Smukt! Fortjent! H el
digt! Tillige skal vi m ed T retom m ersøm banke T eren ts’ O rd fast i vort Sind: ” Lad dem skum le blot i Stilhed, mig det rage skal en Fjer!” (Ter. Eun. 411).24
M an tørrer sveden a f pan d en ved læsningen a f denne svada, der klinger næ sten uhyggeligt 22. Brev nr. 897, 5.2.1641.
23. Brev nr. 898, 7.2.1641.
24. Brev nr. 903, 10.3.1641.
D en fø rste guldhornsfejde
Brikker fr a skakspil. Danskekongen, Svenskekongen, hvis scepter en krybende person lister jra ham, og en svensk bonde, der gemmer en pengepose på ryggen. Rosenborg.
a f m oderne højrefløjstoner. S tephanius fort
sæ tter m ed at referere indvendinger, som han h ar tilbagevist, og skriver om E rnst, at han, der så at sige kæ m per for hus og arne, fast
holder sin m ening om hornets brug under ofringer blan d t vore landsm æ nd, idet han henviser til den kilde, der er bortkom m et for ham . Dr. H an s L au rem b erg (c. 1591-1659, ligeledes professor i Sorø) h ar iagttaget en detaille på hornet, der a f ham tolkes som vidnesbyrd om m enneskeofringer.
W orm svarer, at m isundere kerer han sig intet om, ” blot dette H astvæ rksarbejde m aa tage sig gunstigt ud hos brave Folk, der hol
d er a f deres F æ d rela n d .” O g han fortsæ tter, at han skal tro på E rnst, n år han får det at se.
M en det er dog et spørgsm ål, hvilken kilde
værdi og pålidelighed, m an tør tillægge ham , n å r dog det m odsatte hævdes a f alle andre, som ” h ar beskæftiget sig m ed hjem lige For
h o ld .” O gså H ans L aurem berg afvises.25 25. Brev nr. 904, 10./14.1641.
Altså: h ornet er dansk, derfor kan ingen u d læ nding have - afvigende — m eninger om det.
I øvrigt er der forskel på udlæ ndinge. I den senere brevveksling kan m an finde talrige ek
sem pler på W orm s iver for at indhente in te r
nationale forskeres m ening om guldhornet. F.
eks. får A thanasius K ircher i Rom og For- tunius Licetus gennem W orm s elever tilsendt afhandlingen, og W orm venter spæ ndt på d e
res reaktioner.
Den 4. april foreligger E rnsts reaktion i form a f et brev til Jo ac h im Gersdorff. ” D a jeg i sin tid så hornet, frem satte je g m in m ening, som jeg baserede på noget, jeg havde læst, nem lig at visse hedninger h a r anvendt horn a f denne slags ved deres gudsdyrkelse,” skriver han, og fortsætter:
”D a jeg forstår, at denne m in m ening om dette g uldhorn anfægtes a f andre, h a r jeg ikke kunnet undlade at afgive min erklæ
M ogens Bencard
ring for dig og gennem dig for vor høje prins og herre, for hvem, som jeg forstår, denne m in opfattelse står fast.”26
E rnst baserer sin opfattelse på Saxo og på H elm olds sakserkrønike. Heri læser han, at Svantevit står m ed et gyldent horn i højre h ån d , h v o raf præ sterne drak. H an tolker en del a f figurerne på hornet som aktører i Svan- tevit-ritualer og m ener, at hornet er bragt til D an m ark a f kong V aldem ar efter erobringen a f Rugen. H v o rd an hornet endte ved M øgel- tønder h ar han - lige så lidt som andre - nogen forklaring på, m en bortset herfra, er hans tolkning hverken væ rre eller bedre end andres forsøg - før eller siden. Det forhin
drede im idlertid ikke m odstanderne i vold
som m e m odangreb. Den første er S tephanius, som endnu engang o p træ d er m ærkvæ rdigt.
Både han og W orm h ar til deres åb en b are ærgrelse overset stedet hos Saxo. S tephanius skriver til W orm fire dage efter E rnsts brev:
Da jeg fornylig var ganske opslugt a f at studere m in Saxo, tra f je g tilfældigt paa et Sted om R ugenboernes Afgud Svantevit, som han i 14. Bog fortæller holder et H orn udført a f forskellig Slags M etal i sin højre H aa n d . J e g tog mig det virkelig næ rt, at jeg ikke tidligere h ar opgivet dig det. T h i jeg saa, at det kunde kaste et ikke ringe Lys over din A fhandling om den forskellige A n
vendelse a f H orn hos de gam le. Dog m ente jeg at have gjort min skyldige Pligt, en d skønt det er alt for sent, jeg nu gav dig M eddelelse derom . M en hvad sker? N æppe er der gået tre Dage, siden den Bekym ring var vaagnet i m in Sjæl, før vor H enrik 26. H er citeret efter en oversæ ttelse i u d d rag , som
venligst er stillet til min rådighed a f Dr.
H .D .S chepelern. D enne, hvem jeg skylder m e
gen tak for venlig im ødekom m enhed og n y t
tige råd, h a r i 1968 frem sat en m eddelelse i S elskabet for d an sk K u ltu rh isto rie, beti tlet Den første G uldhornsfejde. Det sam m e h a r jeg gjort i 1990. For u d arb ejd elsen a f d en n e artikel h a r Schepelern stillet sit m an u sk rip t til min råd ig h ed . S am m en m ed en tak herfor skylder jeg at gøre opm æ rksom på, at S chepelerns v u r
dering a f W orm s og E rnsts respektive roller i fejden d en g an g v ar væ sentlig forskellig min.
E rnst viste mig dette sit Brev, som du ser, an gaaende sam m e Sted og om Svantevits H orn.
S tep h an iu s’ ”jeg så det først” virker lidet overbevisende, m en i øvrigt er han tydeligt rystet. H an frem sæ tter et p a r spage indven
dinger, m ener, at enkelte ting kan have noget for sig, griber m ed henrykkelse E rnst i en fejlfortolkning a f en ligegyldig detaille, m en vil dog alt i alt slutte sig til W orm s opfattelse.
Fil slut i brevet m eddeler han, at det piner og nager E rnst, at W orm er kom m et ” hans G e
skæ ftighed” i forkøbet og berøvet ham en m u lighed for at indynde sig hos prinsen.
W orm ryster til gengæld ikke på hånden. I sit svarbrev til S tephanius, hvori han ved
lægger en kom m entar, taler han om E rnsts barnagtige vrøvl, og u d taler det from m e øn ske, at denne ikke i en såd an grad ville for
spilde sit rygte og om døm m e over for den lærde verden.
” L ad ham bringe sit i Trykken, hvis det passer ham , m it skal følge u m id d elb art ef
ter. Je g er ikke bange for at prøve Lykken i en M eningsudveksling, blot han vil frem føre T ing, som h ar nogen B etydning. Bør- nesnak skal behandles som B ørnesnak.” 21, S tephanius h ar ikke m odtaget dette brev, før han sender et nyt. H an er tydeligt skræm t over sin egen rolle i spillet.
H an h ar allerede hørt, at W orm er blevet h ensat ” i en T ilstan d a f O ph id selse” over E rnsts brev, og at han agter at gendrive det offentligt. H an beder indtræ ngende W orm om al undlade dette, idet det frem går, at han endnu engang h a r o p trå d t i sin lidet klædelige rolle:
T h i n a a r Forfatteren h ar m eddelt mig sit, v ar det ikke m ed den Tanke, at jeg skulde lade dig faa det at se, førend den højædle GersdorfT, til hvem det var stilet, v ar kom m et i Besiddelse a f det E ksem plar, som var bestem t for ham : J e g skulde blot kunne 27. Brev nr.912, 8.4.1641.
28. Brev. nr. 917, 17.4.1641.
D en fø rste guldhorns f e j de
gennem gaa det i Ro og derefter ærligt og oprigtigt meddele ham min M ening og Dom om dette Brev. D a han fik Meddelelse om, at denne hans Afhandling havde v u n det saa snarlig Udbredelse, tog han det vel ikke ilde op, men jeg kunde dog mærke, at det ikke ligefrem var sket med hans gode Vilje. M en hvis han nu erfarer, at du imod al Forventning pønser paa en Gendrivelse, saa er det Slut med hans "Fillid og Aaben- hjertighed over for mig. Hertil kommer, at han staar i den varmeste G u n st hos vor ædle Forstander, der vil give mig Skylden, hvis Sagen fører til yderligere Forvikling. I Ernst vil du nemlig sikkert faa en stadig og haardnakket M odstander, der ikke vil strække V aaben, selv om han bliver be
sejret. Derfor bønfalder jeg dig ved vort Venskab om at forhandle privat med ham og udglatte hele Sagen gennem et Brev, som du enten kan udfærdige til mig eller til Ernst, men uden Galde og Bitterhed.29 Tre dage senere melder Køster fra Nykøbing, at prinsen har fortalt h am om en anden for
tolkning a f guldhornet, som er blevet fremsat i et brev. Køster er i stand til at sende en afskrift, som han beder om at få retur. H an lover samtidig at ville forebringe Worms eventuelle svar for prinsen og Gersdorff.30
Worm takker og fremsender sit svar med følgende kommentar:
Jeg finder, at Forfatteren dels uberettiget snerter vort Folk, dels gennemhegler han mig og min Afhandling paa forskellige Punkter uden dog samtidig at føje noget nyt til, saa Tenen kan blive fuld; alligevel har jeg ikke kunnet undlade at gøre det til G enstand for Vejning og Undersøgelse.
Skulde jeg maaske synes dig lovlig skarp, saa m aa du vide, at M a n d e n med sin Ufor
skam m ethed selv er ude om det: H an har kun den ene Tanke at gøre vore O ld tid s
m inder betydningsløse, og a f H ad til alt dansk benytter han ethvert Middel for at fratage os dette G uldhorn og tilkende sine 29. Brev. nr. 918, 18.4.1641.
30. Brev nr. 919, 21.4.1641.
Riigenboere det. H ans Navn har jeg imid
lertid fortiet og h a r forsøgt saa vidt som muligt at holde hans Person fri for Be
skyldning; han nævner jo heller ikke mit Navn, og fra ham har jeg dog altid ventet mig noget, der var langt lærdere og mere antageligt for vort Folk. J e g beder dig over
række det til vor høj ædle Gersdorff og sørge for, at det n aar frem til vor fyrstelige N aade Prinsen, for at denne kan se, hvor straa- lende Fornuftgrunde, han støtter sig til i sin Emsighed for at fravriste os et saa ypperligt Klenodie, og for at han kan vide, at der er dem, som gennemskuer den Slags Taabe- ligheder.31
Hensigten er klar: fingrene væk fra den d a n ske nationalskat. Det er denne nationalistiske grundholdning, som gør, at Worm ikke kan begrænse sig til en akademisk arg um entation, men bliver så utroligt voldsom. H ans svar er indpakket i den fiktion, at Svantevit-teorien ikke kan være fremsat a f e n så lærd m and som Ernst, men en fusker, der har misbrugt hans navn. H a n glæder sig fromt over, at hans egen afhandling h a r vakt en sådan o p m æ rk
somhed, at emnet tages op til diskussion, men hans glæde forsvandt, da han konstaterede, at brevet var slet underbygget og dikteret a f had til den danske nation. Først herefter går han over til at fremføre sine — ofte gode — m o d a r
g um enter.32 Worms brev til Køster er dateret d. 1. eller 2. maj. Den 8. sender Ernst Worm et brev, der er præget a f et forsøg på at opnå forsoning:
Sandelig, berømmelige hr. Worm, min gamle ven, hvem jeg agter højt, ikke burde je g have kunnet vente dette a f dig! Det bør ikke kunne forbavse nogen, hvis jeg nærer mistro til din tænkemåde og dit venskab.
M ener du, at mit private brev, hvori jeg for en lærd adelsm and h a r villet godtgøre tro
værdigheden al min opfattelse, fremdraget et og andet punkt hos forfatterne, at det
31. Brev nr. 923, 1./2.5.1641.
32. Her igen citeret efter Schepelerns ovennævnte manuskript. Hvad angår sagens akter, se hen
visningen i note 2.
M ogens Bencard
skulle fortjene en så heftig kritik - for ikke at sige det skarpere? Gid du havde tænkt på, at jeg skrev om en underordnet sag, ikke om evangeliet! Gid du havde bem æ r
ket, at jeg blot har villet afprøve, hvorvidt det sted hos Saxo kunne passe på vor høje prin s’ guldhorn, og om det d e ra f rimeligt kunne godtgøres, at det er et trofæ fra de tapreste danskes sejr! M en d a jeg indså, at jeg fremsatte en formodning bygget på gis
ninger, undskyldte jeg mig for den for
nem m e m and, idet jeg ikke var uvidende om, at jeg ikke bør ofre hans kostbare tid på gætteri, men på alvorlige overvejelser.
Derfor har jeg også ladet hele sagen henstå uafgjort. Dette og andet sligt, som jeg skrev med enfoldigt og oprigtigt sind uden prunk og bedrag, det fordrejer du, hr.doktor, og bøjer det til en fremmed og falsk betydning.
Du bør indse, med hvor lidt ærlighed og med hvor lidt berettigelse du gør det. Gud og min herre Jesus Christus sætter jeg som do m m er mellem dig og mig: For hans åsyn sværger jeg højt og helligt, at jeg står helt uskyldig over for de anklager, du retter mod mig i det brev, du har sendt hr. Step
hanius. Men jeg vil efter min frelsers bud med sindsro bære dine forbandelser og vil ikke tillade mig at gengælde ondt med ondt. Broderlig i Christus an m o d er og be
d e r j e g dig om fremtidig at skåne mit rygte og tage bedre vare på dit sind. Selv nu behersker jeg mig og siger dig ingen hårde ord. Min retfærdige smerte holder jeg for mig selv. Dog vil jeg gerne lade dig vide, at hvis du ikke kvæler den onde frugt i spiren, så vil jeg handle, som du og jeg fortjener det, hvilket du let vil komme til at for
try d e.15
Tonen i Ernsts brev er naturligvis lidt højt
ravende, men der kan ikke være tvivl om, at det er et oprigtigt m ent forsøg på en u d soning, en fremstrakt hånd og et forsøg på at la W orm til at sætte sagen i et lidt mere 33. Brevet n åed e ikke at kom m e m ed i udgaven a f
W orm s breve. D et findes i Ny k.S. 4o, nr. 807, u n d er nr. 3. Igen skal jeg takke dr. Schepelern for henvisningen og for at have stillet over
sæ ttelsen til m in rådighed.
ræsonabelt perspektiv. H a n havde fremsat en form odning om hornet over for Gersdorff (det vil jo i grunden sige over for prinsen), for
mentlig på det tidspunkt, da han fik tilladel
sen til at publicere det. Nu, hvor Worm er kommet ham i forkøbet, h ar han ønsket at forsvare sin teori og, som han siger det, af
prøve, hvorvidt Saxos Svantevit-beretning kunne anvendes som tolkningsmodel. H a n har fuldstændig ret i, at noget sådant m å være helt rimeligt. Til syvende og sidst er det utro ligt, at han ikke er mere aggressiv, og han kun truer med repressalier, dersom Worm fortsæt
ter i sam m e spor.
En kerne i brevet er hans omtale a f de anklager, som Worm retter imod ham. Inden vi skal se nærm ere på, hvad han m ener her
med, skal Worms svar på hans brev anføres.
Svaret er dateret dagen efter Ernsts brev, så Worm har ikke givet sig tid til at overveje.
Tværtimod. Tonen er både hård og uforson- lig.
H an skriver om den uret, Ernst har begået både mod ”vort Folk” og mod Worm selv.
H an havde ikke ventet et sådant angreb fra en, som han betragtede som en ven. Havde det været en fjende, kunne han have båret det med større sindsro. Ernsts påstand om, at der er tale om et privatbrev kan han ikke godtage, n år det cirkulerer ved hoffet. Så må han be
tragte det som et forsøg på at sværte hans ry og om døm m e hos prinsen. H an bebrejder Ernst, at denne ikke sendte h am brevet privat som en orientering om sin mening. H ans op
hidselse er så stor, at han midt i brevet med andre vendinger gentager sine bebrejdelser:
H avde du ikke med dit Brev utidigt opirret mig, og havde du ikke forsøgt med mis
brugt Fortrolighed at forjage mig fra vor prinselige Naades G unst, saa havde Sagen været afgjort mellem os privat. Gør hvad du vil, du skal aldrig opnaa, at jeg tier til den Slags Snak eller ser igennem Fingre med dine falske Stiklerier mod vort Fæ dre
land, vore L andsm æ nd og os alle. Hvor langt end dine Fornærmelser gaar, skal jeg sørge for, at min retfærdige H æ vn følger efter, og det med vore højeste M yndighe
ders Billigelse, haab er jeg. Alle m aa til
D en fø rste guldhornsfejde
sidesætte egen Berømmelse for Fæ drelan
dets S kyld.11
Det er et på alle m åd er forbløffende brev. Det er vanskeligt at forstå, at Worm, der i næsten alle breve i øvrigt virker som en klarttæn- kende m and, ikke tager imod Ernsts frem
strakte hånd. Ernst har jo ret: det er trods alt ikke Evangeliet, det drejer sig om. O g det må da betragtes som normal akademisk praksis, at m an afprøver en teori, uden at dette er ensbetydende med et personligt overfald, ikke mindst i dette tilfælde, hvor Ernst netop gør sig umage for, at det ikke skal virke så
dan. Hvorfor bliver Worm så ophidset? Fordi han ikke er vant til at blive modsagt? Næppe.
I brevsamlingen støder m an ofte på diskus
sioner, hvor Worm netop im ponerer ved sine klare og velbegrundede argum enter. Fordi det irriterer ham, at der teoretisk kunne være nogen fornuft i Ernsts idéer? Måske, men det lår vi aldrig at vide. Der er ikke et senere brev, hvor han om taler sagen, hvor han ikke udtrykker sin foragt for Ernst. Fordi han er urolig over, at prinsen skal døm m e til Ernsts fordel, med en d e ra f følgende forringelse af hans egen position? Utvivlsomt. Det giver hans brev og andre senere breve klart udtryk for. I betragtning af, at Worm var vidende om Ernsts førsteprioritet til hornet, forekommer det stærkt, at han kan fa sig til at bebrejde Ernst, at denne ikke først sendte sit brev til ham privat. Denne bebrejdelse holder Worm fast ved i alle senere om taler a f sagen. I et brev fra 1641 og gentaget i 1643 har han endog drejet sagen derhen, at det var ham, ikke Ernst, der havde fået prinsens tilladelse til at publicere hornet.35 Hvorom alting er, W orm svarer som han gør, og Ernst blev
34. Brev nr. 928, 9.5.1641.
35. Brev nr. 896, 1.2.1641 til T h o m as B artholin:
”J e g sen d er en A fhandling, som jeg fornyhg p aa Prinsens B efaling h a r skrevet om hans G u ld h o rn —” . Brev nr. 1143, 7.7.1643 til A u
gust B uchner i W ittenberg: ” N a a r je g p riv at h a r væ ret ret sk arp m od E rn st, sa h a r G ru n den væ ret den, at M an d e n altid h a r anstillet sig som m in gode Ven, indtil jeg p aa Prinsens
Bud havde udgivet m in A fhandling om H o r
n et;—” .
naturligvis rasende. Det var det sidste brev, der nogensinde blev vekslet imellem dem.
For E rnst er det mest alvorlige den anklage for illoyalitet over for den danske nation, som denne første guldhornsfejde m u n d e r ud i. Det er dentie anklage, han først og fremmest må værge sig imod. Fra Sorø kan Stephanius be
rette, at E rnst har aftvunget ham Worms svar, sam t at denne er opfyldt a f vrede.3b Lidt senere meddeler han, at Ernst ” er alvorligt fornærmet over O rd e t Uret, som du har a n vendt saa mange Gange i dit sidste Brev, og forbereder sig paa at iværksætte et Injurie- søgsmaal imod dig. Sørg for at være aarvaa- gen og rede til at imødegaa h a m .” ’' I et brev til Køster skriver Worm, at Ernst har været hos kansleren for at klage over, at han var blevet alt for hårdt behandlet. Worm har be
nyttet lejligheden til at vise kansleren sit svar
brev og bede ham selv dømme. Siden har han intet h ø r t . ’" M idt på sommeren svarer K ø
ster, at E rnst i næsten en m åned har opholdt sig i Nykøbing hos sin svigermoder. H an be
klager sig gang på gang over, at han har indladt sig i striden, og han hævder, ” at hans O rd af dig er blevet fordrejet til en anden, for ikke at sige en skæv M en in g .” Det er sikkert, at han holder en gengæld i baghånden, og at han agter at affatte en skriftlig klage til næste herredag.39 Worm svarer, at han tager sig sin m odparts forehavende såre let, og at han a n ser truslen om herredagen for bulder fra en tom tø n d e .t(l
Worm beder i septem ber Stephanius sende ham et modskrift, som han har hørt, Ernst har udsen d t." H an efterlyser skriftet igen i oktober — forgæves og fyldt med triumf; i november meddeler Stephanius, at der her
sker den dybeste tavshed om skriftet."’ Af oktober-brevet fremgår det dog, at Worm har set et brev fra Ernst til ”vor Biskop” ,43 hvoraf det fremgår, at Ernst har opgivet kampen.
36. Brev nr. 927, 7.5.1641.
37. Brev nr. 931, 16.5.1641.
38. Brev nr. 941, 2.6.1641.
39. Brev. nr. 954, 1 1.7.1641.
40. Brev nr. 960, 7.8.1641.
41. Brev. nr. 975, 28.9.1641.
42. Breve nr. 976, 15.10.1641 og 979, 4.1 1.1641.
43. Form entlig J e s p e r B roch m an d i Roskilde.
M ogens Bencard
Måske h a r han, på trods a f sin forståelige bitterhed, indset, at sagen ikke ville have haft store chancer for en domstol. Det er, som han selv skrev, ikke evangeliet, det drejer sig om, og beskyldningerne for national illoyalitet, som kunne være det eneste punkt, hvorom m an kunne føre juridisk disput, ville ikke kunne føre til noget. Blandt andet måske fordi det ville være en dansksindet domstol, der skulle d øm m e i sagen.
W orm vandt denne første guldhornsfejde.
Ikke på grundlag a f akademiske argum enter, men i kraft a f sin egen overbevisning om, at han havde ret, og først og fremmest på grund a f sin energi. H an kom først, og det blev hans publikation (som han genudgav i rettet form i 1643 i D anicorum m o n u m en to ru m libri sex), der blev grundlaget for samtidens internatio
nale forsknings bedømmelse a f hornet. H ver
ken Licetus eller K ircher var i tvivl om, at hornet var dansk a f oprindelse, hvilket n a tu r ligvis fylder Worm med dyb tilfredshed.14 Ernsts tolkningsforsøg er endnu i dag upubli- ceret. På grund a f hornets (og dets makkers) ulykkelige skæbne er Worms afhandling ho
vedkilden for et hvilketsomhelst nyt tolk
ningsforsøg. Det er der trods alt en vis ret
færdighed i, først og fremmest fordi Worm på grund af sit um iddelbare forhold til genstan
den som kildemateriale, sørgede for, at det blev aftegnet og gengivet i hans afhandling.
D er er to hovedmotiver, som gør denne første guldhornsfejde så bitter og uforsonlig fra W orms (og S tep h an iu s’) side. Det ene er be
kymringen for karrieren, som den udvalgte prins C hristian h a r sin stærke indflydelse på.
Den kan vi forbigå som uinteressant, i hvert fald i denne sam m enhæ ng. Den anden er n a tionalismen, som m arkerer sig stærkt og på en måde, så m an ikke kan være i tvivl om, at den har eksisteret som tankesæt, også før fundet af dette nationalklenodie. Den er der fra første færd. H ornet er dansk, skriver Worm. Det bør (derfor) være en dansk m and, der publicerer det, skriver Stephanius. Ernst har kun den ene tanke, skriver Worm, at fratage os dette 44. Breve nr. 1030, 16.4.1642 og 1059, 20.7.1642.
O ldtidsm inde og tilkende sine Riigenboere det. Der spores en massiv antitysk stem ning i brevvekslingen, en stemning, som formentlig rækker ud over Ernst. Er den specifik for akademikerkredsene, fordi der netop i disse var så mange indkaldte tyskere, eller rækker den videre end det um iddelbare brødnid? Det er i denne forbindelse værd at notere sig, at prinsen ifølge Køster roser de ting, som Worms afhandling anfører om den danske historie. Det kan naturligvis være Køsters personlige udlægning, men hvis det er til
fældet, h a r han enten haft den sam m e g ru n d holdning, eller været klar over, at dette ville være Worm til særlig glæde.
En væsentlig del af den åndelige ballast, som Worm og Stephanius havde med sig, havde de naturligvis hentet hos Saxo. K ærlig
heden til Fædrelandet var, hvis m an læser fortalen, Absalons væsentligste motiv for at pålægge Saxo opgaven at skrive Danernes Gerninger. Igennem hele værket kan m an spore et særligt had til tyskerne. H ver gang den tyske kejser blander sig i de danske in- drepolitiske forhold er der fare for, at D a n mark skal miste sin selvstændighed og blive kejserligt len. De andre naboer, Svenskere, Nordm æ nd, selv Venderne bliver behandlet på en helt anden måde. Dem slås m an med.
På lige vilkår så at sige, og uden at det efter
lader egentlig bitterhed. M en med kejseren og Tyskerne er det noget helt andet, som medfører generelle bem ærkninger om den ty
ske nationalkarakter fra Saxos side.
Et par eksempler kan anføres. U n d e r borger
krigen mellem Sven, K n u d (og Valdemar) appellerede K n u d til kejseren om hjælp, og ved mødet i M erseburg i 1152 kunne kejseren spille rollen som mægler og dele landet mel
lem de to rivaler, hvorved han faktisk havde kunnet optræde som lensherre. At forliget blev opsagt a f Sven G rathe, da h an kom hjem, er en sag for sig. Det i denne sa m m e n hæng interessante er Saxos fordømmelse af Svend for at tillægge sig tyske lader:
Nu da Sven ikke længere behøvede at frygte for Krig, forfaldt han til Hovmod,
D en fø rs te guldhornsfejde
/''rederih j . s kalenderslok a f sølv. I d fo r I I . februar ses hånden, der afhugges f ø r den når at gribe kronen. Rosen
borg.
fandt ikke den fædrende Skik og Brug fin nok, men aflagde den som bondsk og plum p og antog Naboernes høviske Væsen, han kastede Vrag paa dansk Sæd og tog
tysk til Forbillede. Selv anlagde han saxisk Dragt, og for at vække m indre M ishag d e r
ved gav han sine M æ nd Smag for samme Klædesæd. Led ved den landlige Leve- m aade fyldte han Kongens G a a rd med en Skare pyntede Svende. O gsaa ved Maalti- derne gik det h am for simpelt til; han in d førte udenlandsk Artighed og Bordskik samt finere A nretning ved alle Gilder.45 Saxos fremstilling a f kong Valdemars rejse til M etz i 1162 for at møde kejseren, er gennem syret a f den sam m e fjendtlighed. Kongen havde ladet sig lokke a f "kejserens gyldne Løfter” . Absalon troede ikke ”den træske Kejser” på hans ord, og sagde, at det ikke gik an at tage ”hans falske Løfter for gode Va
rer” . Esbern Snare talte sin konge lige til med ordene:
Underligt bæres det mig for, H erre Konge, at du er saa opsat paa at drage saa langt af Led uden sikkert Lejde og lægge din egen saavel som dit Lands Velfærd i en rænke
fuld Kejsers Hænder. Det ser fast ud til, at du a ttr a a r den Skam og Skændsel at træl
binde dit fribaarne Folk, der ej er vant til at bøje Nakken for fremmed H erskab, og bringe det under de Tyskes tunge Aag. K an m an tænke sig taabeligere Færd end unødt at slænge sig selv i Støvet, kaare ussel Træl
dom frem for at være fri og frels og hellere tigge Riget af andre end raade selv? N aar nu Kejseren har lagt D a n m a rk under sig, vil han ej kunne fatte, at han ved blotte Løfter, uden Sværdslag, har fået Bugt med et saa stort og stærkt Folk.4(1
Absalon og Esbern lik ret, naturligvis, kej
seren fik lokket V aldem ar til at aflægge en slags lensed.
Senere, efter Henrik Løves fald, mødtes kejseren og kongen i Lybæk. H er blev aftalt ægteskaber mellem de to fyrstehuse, samtidig med, at kejseren sikrede sig Venden som len.
45. Sakses D anesaga. O v ersat a f Jø rg e n O lrik, K ø b en h av n 1908, bd. II I, s. 207.
46. Sakses D anesaga, s. 62 og 66.
M ogens Bencard
Saxo benytter lejligheden til at karakterisere konsekvenserne a f en sådan lensaflæggelse.
Selvom han ikke siger det, h ar det en tydelig adresse til faren for en tilsvarende skæbne for D anm ark:
Kongen — m ødte Dagen efter på det Stævne, hvor Kejseren højtidelig overrakte Bugislav og K azim ir Lensfanen og u d nævnte dem til H ertuger a f Vendland. Saa- ledes solgte de deres Lands gamle og a r
vede Frihed for tom m e og uægte Ærestitler;
men havde de vidst, hvad for et Aag de gik ind p aa at bære ved at tage imod den Lap Tøj, vilde de vidst have valgt Døden frem for den N aade eller i al Fald frasagt sig Styret paa Livstid. Saaledes drog de bort med et Skin a f Hæder, men i Virkeligheden med den værste Skam og Skændsel, og rej
ste hjem med en uægte Ære, der skulde pynte paa den Trældom, de bragte deres Land i.1
Efter Valdem ars død og efter at K nud var blevet konge; efter at D anerne ved Absalon havde erobret Venden fra kejseren, kan Saxo lade hele sit værk u d m u n d e i en hyldest til Absalon, som den, hvis konsekvente antityske holdning havde sikret D an m ark s selvstændig
hed.
Det er ikke her opgaven at bedøm m e Saxos værdi som kilde, eller at tage stilling til hans objektivitet. Det er sprogbrugen og g ru n d holdningen, der er det vigtige. Læsere a f Saxo h a r bevidst eller ubevidst kunnet akkumulere i sig et tyskerhad a f den karakter, som vi har m ødt hos Stephanius og Worm.
Der findes mange former for nationalisme.
Den, vi her har mødt, hører til blandt de m indre positive, men Kærlighed til Fædre
landet kan m an ikke frakende den.
U m id d e lb a rt ville m an - med en nutidig synsvinkel - mene, at det massive nationale had på det tidspunkt ville være rettet mod Svenskerne. Som sagt, findes det ikke hos Saxo, og det var næppe heller etableret så 47. O lrik, s. 278.
tidligt som i 1641. Det fandt først fodfæste, da Svenskerne som krigsmagt havde fået over
taget over Danm ark. D a den svenske formyn
derregering uden forudgående varsel beor
drede Torstensson til at overfalde D a n m a rk i 1643 og tvang landet til den ydmygende fred i Brømsebro.
Der er ingen speciel anti-svensk (eller for så vidt anti-tysk) holdning at spore i den natio
nalhistoriske serie, som C hristian IV beor
drede i 1637, og som skulle have prydet det genopbyggede K ronborg.48 Som ovenfor nævnt, er det sandsynligt, at W orm u d a rb e j
dede p rogram m et for serien, men her er der tale om en officiel national manifestation, ikke om personlige overbevisninger. Serien skulle vise Danskernes store gerninger, og som sådan er den jo interessant nok.
Den ældre Kronborg?serie, nemlig de væ
vede vægtapeter, som Frederik 2. bestilte hos H ans Knieper, ru m m e r heller ikke um iddel
bart en national aggression. Det er slægtshi
storie, som skal fastlægge kongefamiliens ur
gamle rødder tilbage til Kong Dan. Men samtidig lår den dog også karakter a f national identitet — og på den m åde et forhold til Sve
rige. M ack ep ran g 49 sætter den direkte i for
bindelse med den serie tapeter, som Erik X I V bestilte i 1560’erne, men som aldrig blev færdig. Det første tapet forestillede Noahs sønnesøn, Magog, der ifølge den svenske hi
storiker, Jo h a n n e s M a g n u s ’ i 1554 udkomne værk Historia de om nibus G o th o ru m Sueon- n u m q u e regibus var den første konge i Sve
rige.
J o h a n n e s M a g n u s ’ bog er præget a f en voldsom aggression mod Danskerne — i g ru n den betinget a f nøjagtigt de sam m e holdnin
ger, som Saxo dem onstrerer i sin anti-tysk- hed: hver gang den svenske nation under hi
storiens gang har mistet, eller har været ved at miste, sin selvstændighed, har D anskerne været årsagen. I 1500-årene og i den første del a f 1600-årene føler Danskerne sig tilstrække
ligt selvsikre, til ikke at tage det svenske had 48. H .D .S ch ep elern og U lla H oukjæ r: T h e K ro n
borg Series. 1988.
49. M .M a c k e p ra n g og Sigrid f lam an d C h ris te n sen: K ro n b o rg ta p e te rn e , K ø b en h av n 1950, s.
4 f.
D en fø rste guldhornsfejde
helt højtideligt. I sin analyse a f E rasm us Læ- tus’ digt M argaretica karakteriserer K aren Skovgaard-Petersen den dansk-svenske natio
nale udveksling som en "pennefejde” .50 Det er utvivlsomt ram m en d e for den danske hold
ning, men for Svenskerne synes den at stikke dybere end det. Det er ikke kun den nye kongefamilie, Vasaernes, dynastiske problem, men bun d er i en langt mere dybtgående bit
terhed.
Den gamle strid om retten til at føre de tre kroner i våbnet, som jo er et juridisk problem om arveret, tager Christian 4. op i de unge år på en udfordrende, og lidt drillende m åde f.
eks. ved placeringen a f kronerne på Blåtårns og Børsens spir. I sin bog om Kronregalierne skriver G u d m u n d Boesen, at Christian 4.
valgte den åbne krone ikke kun, fordi dette var valgkongens kronetype, men snarere fordi det var den nordiske krone.51 Hvis Boesen har ret, havde Svenskerne grund til at tage dette signal langt mere højtideligt, end de andre eksempler.
Den dansk-russiske ægteskabsbaserede al
liance-politik, som mislykkes af forskellige grunde i 1602 og 1622, er fra begge de to landes side rettet mod Sverige. Den kulmi
nerer på alle ulykkelige m åd er med ægte- skabskontrakten mellem V aldem ar Christian og zar Michaels datter, og den alliance, som kongen fik etableret mellem Polen, Rusland og D anm ark-N orge. Den resulterer helt u m iddelbart i Torstenssons overfald på D a n mark i 1643.’' Denne krig og Carl Gustav krigene bragte de danske i en national nødssi
tuation, som de i deres nedarvede selvsikker
hed tilsyneladende var ganske uforberedte på. Det medfører utvivlsomt, at frem m edha
det vender sig fra syd mod nord.
To kilder til belysning h eraf kan anføres.
Begge befinder sig på Rosenborg. Den ene er
50. K a re n Skovgaard-P etersen: M arg aretica. Et b id rag til den dansk-svenske pennefejde i det 16. årh u n d re d e . H istorisk T idskrift, bd. 87, hft. 2, s. 209-237.
51. G u d m u n d Boesen: D an m ark s Riges R egalier, K ø b en h av n 1986. s. 5711.
52. M ogens B encard: C h ristia n IV s P ragtsølv og kongens forbindelser m ed R u sland. K ø b en havn 1988.
et skakspil, udført meget smukt i mørkgrå kalksten. Det ene sæt brikker forestiller D a n skere med Frederik 3. og Sophie Amalie som konge og dronning, det andet Svenskere med Carl G ustav og Hedvig Eleonora i spidsen.
De svenske ligurer er fremstillet som listige, lumske og tyvagtige, dog har kunstneren - vel af royale grunde - ikke direkte fremstillet Karl G ustav som sådan. Bag h am kryber en figur, der er i gang med at stjæle fra ham. ’3
Den anden er en balsambøsse, udskåret i en valnød.54 U dvendig ses Frederik 3. og Sop
hie Amalie, og indvendig i låget ses, sammen med datoen ” 1 l.F e b .” en hånd, der griber ud efter kronen, men forhindres deri a f Guds sværdbevæbnede hånd, som kommer ud a fe n himmelsk sky. Dette motiv, der også findes på en m ø n t” ses på Frederik 3.s k alen d erstav 1(1 af sølv ud for datoen 11.2. og skal således knyt
tes til stormen på K øbenhavn i 1660. At kalde G ud til hjælp for sin egen retfærdige sag er jo almindelig skik til alle tider og ru m m e r ingen speciel anti-svedisme. Den findes i den ring, som er i enden a f balsambøssens kæde. Denne er udformet som to hænder, den ene, a f sølv, holder Rigsæblet, den anden, a f j e r n , griber efter æblet. På indersiden a f je rn h å n d e n står:
”C ” og ” Du stjæler med Din List” , og på den anden: ” F ” og ” Du mister det dog vist.”
” List” er nøgleordet. Karl G ustav brød Ros- kilde-lreden og havde en forfrossen F eb ru ar
nat forsøgt at overliste K ø benhavn - forgæ
ves. Hverken skakbrikkerne eller balsam bøs
sen kan siges at have haft nogen udadvendt propagandistisk virkning, men netop derfor, fordi de tilhører privatsfæren, er deres udsagn om stemningen hos kongen og D anm arks po
litiske ledelse stærk.
Hvad guldhornsfejden fra 1641 angår, er det interessanteste ved den dem onstrationen af, at en insisteren på D anskhed findes så latent, selv i en internationalt orienteret akademiker- 53. Inv. nr. 5.256-87. Se Jørgen H ein og K a tia
J o h a n s e n : Sophie A m alie, 1986, kat. nr. 64.
54. Inv. nr. 5.122. H ein og Jo h a n s e n , kat. nr. 66.
55. Se G eorg G alster: M edailler og Je to n s, 1936, s.
53 og 56.
56. R osenborg, inv. nr. 7.222. H ein og Jo h a n s e n , kat. nr. 65.
kreds, som Worms. Den nationale identitets- bevidsthed accepteres næsten som et livsvil
kår, ikke alene a f W orm og Stephanius, men også af Ernst. De m å alle have kendt til dens
Alogens Bencard
eksistens, men der skulle noget så ekstremt som fundet a f et nationalklenodie til, for at den kunne blive fæstet til papiret, så efter
tiden kan blive bekendt med den.
