Copy from:
Berlin tilhører den ny tid
This content has been stored according to an agreement between DBC and the publisher.
www.dbc.dk
e-mail:dbc@dbc.dk
Billed kunst neren
Fagblad for Billedkunstnernes Forbund nr. 3 september 2010Kunst uden grænser
Kunsten har altid blæst på landegrænser. Men selvom mange politikere hylder kunstlivets internationalisering, ser de stadig i alt for høj grad kunst som en vare, der kan bruges i profile- rings- og eksportøjemed. Danske, afghanske, afrikanske og europæiske billedkunstnere fortæller om kunstens vilkår set fra deres ståsted på den globale kunstscene.
Læs også om Kunstneres non-profit aktiviteter er mange penge værd, historisk forandring i Akademiraadet, Bkfs medlemmer får lejlighed i Berlin.
Så kom det første større udspil fra kulturminister Per Stig Møller (K): En strategi, der ligger klart i tråd med hans per- sonlige politiske profil. ‘Styrket internationalisering af dansk kulturliv’, lyder titlen på udspillet, som både har kulturmi- nisteren, udenrigsministeren og erhvervsministeren som afsendere.
Strategien, som omtales her i bladet på s. 6-7, har positive elementer – men er desværre som helhed lidt af en skuffelse, hvor væsentlige kulturpolitiske problemstillinger ignoreres, og hensigten om at bruge kunsten som profilerings- og eks- portfaktor for dansk erhvervsliv dominerer.
Det er udmærket, at regeringen opstiller et mål om at
‘styrke danske kunstneres muligheder for og kompetencer til at arbejde internationalt’, som det hedder i strategien, der er udarbejdet af en gruppe embedsmænd fra de tre involverede ministerier samt fra Finansministeriet. Og det er glædeligt, at kulturministeren ved lanceringen betonede, at kulturudveks- ling pr. definition handler om gensidighed.
Men rapporten rummer desværre en række problemer. Først og fremmest bærer den alt for tydeligt præg af den embeds- mandstænkning, som den udspringer af: Strategien taler om centralisering, koordinering, ensartede målsætninger og krav – alt dette tilsyneladende uden erkendelse af, at de forskellige kunstarter er væsensforskellige i deres internationale behov og vilkår. Det er særligt bekymrende, eftersom der ikke følger nye midler med udspillet. Det betyder, at nye initiativer skal finan- sieres med de allerede eksisterende midler på området.
At organisere tværkunstneriske præsentationer af kunstar- terne, som man typisk gør det på ambassader og kulturinsti- tutter, kan måske nok have en betydning som præsentation af Danmark, men det har sjældent nogen egentlig værdi for den enkelte kunstner eller kunstart i forhold til fremtidige kunst-
faglige kontakter og netværk. Samtidig er de lande, som er mest attraktive for billedkunstnere at besøge og arbejde i pt., ikke nødvendigvis de samme lande, som vil være interessante for forfattere, filmfolk eller musikere at søge om arbejdsop- hold i.
På billedkunstens område peger al erfaring da også på, at det netop er den fagspecifikke internationale indsats, der bærer frugt. Det store arbejde, der i disse år udføres i Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg og i Kunststy- relsens Billedkunstcenter, bygger netop på effektive, fagligt specialiserede netværksredskaber, som i sin tid blev udviklet af det velansete, nu nedlagte Center for Dansk Billedkunst. En grundværdi i dette arbejde er, at man løbende monitorerer og justerer indsatserne efter, hvor de nye centre (i flertal) speci- fikt for billedkunstens udvikling opstår internationalt.
Men sådan griber regeringen ikke internationaliserings- opgaven an. I stedet foreslår strategien, at man i højere grad samtænker alle kulturområderne og opererer med faste geografiske fokusområder. Det kan blive en tung hæmsko for det internationale arbejde inden for de enkelte kunstområder.
I samme ånd foreslår strategiens forfattere, at der etableres et internationalt kulturpanel, der skal samle alle centrale statslige aktører, heriblandt Kulturministeriet, Udenrigsmini- steriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Man kan blot håbe, at panelet ikke får magt til at diktere de enkelte kunstarters strategier, men vil nøjes med at inspi- rere til konstruktive tværfaglige indsatser. Faren er dog, at de midler, der skal anvendes på dette store, centraliserende arbejde, kommer til at gå fra de fagspecifikke internationale kunstneriske satsninger. Og at Udenrigsministeriet får øget indflydelse på anvendelsen af kulturpengene. Det tegner ikke godt, hverken for kunsten eller for internationaliseringen.
Spot på det
internationale kulturliv
Nanna Gro Henningsen formand, Bkf
LeDer
Bkf 2010 | Billedkunstnernes Forbund er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med ca. 1250 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstneres faglige, sociale, økono- miske og juridiske interesser og at fremme en så bred anvendelse af billedkunst som muligt. Flere oplysninger på www.bkf.dk
Bkfs bestyrelse 2010 | Formand: Billedhugger Nanna Gro Henningsen.
Næstformand: Billedkunstner Ole Sporring. Kasserer: Maler/grafiker Jo Møller. Billedhugger Kit Kjærbye, billedkunstner Marianne Jørgensen, billedkunstner Anders Werdelin, maler Ida Ferdinand, billedkunstner Claus Hand gaard Jørgensen og billedkunstner Tina Maria Nielsen.
Forretningsfører: Klaus Pedersen. Koordinator: Vibeke rostrup Bøyesen. Redaktør/informationsmedarbejder: Miriam Katz.
Bkfs regioner 2010 | Udvalgsformænd/kontaktpersoner: Fyn: Billed- hugger Lotte Olsen. København: Billedkunstner Pylle Søndergård.
Midt jylland: Billedkunstner Birgitte Kristensen. Vestjylland: Maler erik Styrbjørn Pedersen. Nordjylland: Maler Jette Wistoft Noyes. Storstrøm:
Maler/grafiker Claudio Bannwart. Sønderjylland: Billedkunstner Trine Maria Høy. Vejle: Maler Hans Kaare. Midt- og Vestsjælland: Billed- kunstner Finn Lerkenfeld. Frederiksborg: Grafiker/billedhugger Jørgen Willerup. Bornholm: Maler Klaus Thommesen.
TeMA: KUNST UDeN GræNSer
Kunsten har altid blæst på landegrænser. Men selvom mange politikere hylder kunstlivets internationalise- ring, ser de stadig i alt for høj grad kunst som en vare, der kan bruges i profilerings- og eksportøjemed. Danske, afghanske, afrikanske og europæiske billedkunstnere fortæller om kunstens vilkår set fra deres ståsted på den globale kunstscene.
Dakar-Amager tur retur Af Miriam Katz
Læs mere s. 4
International strategi uden penge Af Miriam Katz
Læs mere s. 6
Plus
Alt kan ske
i kunstnernes egne rum Af Miriam Katz
Læs mere s. 19
Nye tider
i det gamle Akademi Af Miriam Katz
Læs mere s. 22
Mindeord for to tidligere Bkf-formænd
Af Ole Sporring Læs mere s. 25
Kort nyt
Presseklip / Nyt fra Bkfs sekretariat / Opslagstavlen / Aktuelle ansøgningsfrister / Aktuelt på kunstscenen / Nyt om navne
Læs mere s. 26-32 Kunsten lever i Afghanistan
Af Ulrikke Moustgaard, Kabul
Læs mere s. 8
Kunstnerkritik af EUs kulturpolitik Af Miriam Katz
Læs mere s. 11
Slå dørene op for mangfoldigheden Af Miriam Katz
Læs mere s. 12
Berlin tilhører den ny tid Af Henriette Harris, Berlin
Læs mere s. 15
Bkfs medlemmer får lejlighed i Berlin Af Miriam Katz
Læs mere s. 16
Billedkunstneren udgives af:
Billedkunstnernes Forbund (Bkf) Vingårdstræde 21, 1. th.
1070 København K.
Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15
bkf@bkf.dk www.bkf.dk
redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72
mk@bkf.dk
Ansvarshavende redaktør:
Nanna Gro Henningsen, formand, Bkf
Tryk: Prinfo Hobro
Deadline, Billedkunstneren nr. 4 2010: 8. november 2010 Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space:
Tlf. 47 74 27 42 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunst- neren tegnes hos Bkfs sekreta- riat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.
Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed- kunstudvalg
ISSN: 1902-3618
ISSN, elektronisk publikation:
t1901-7596
Artikelforslag, debatindlæg mm.
kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. redaktio- nen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfor- dret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.
Bkfs redaktionsudvalg 2010 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler
Nanna Gro Henningsen, billedhugger
Tina Maria Nielsen, billedhugger Marianne Jørgensen, billedkunstner Layout
Åse eg og Sine Bang:
aase@hos-eg.dk og sine@hos-eg.dk
“Jeg har mødt flere kunstnere det seneste halve år via mentor-ordningen, end jeg har gjort i alle de otte år, jeg har boet i København. Jeg har også fået nye muligheder både for at samarbejde med andre kunstnere og for at udstille.”
Amir Zainorin, s. 14
På forsiden | Amadou Kane Sy og Frans Jacobi:
‘Global Warriors’. 2010.
Læs mere s. 4.
Miriam Katz
De vækker både opsigt og moro, de to mandlige billedkunstnere, der er på spadseretur i den senegalesiske provinsby Joal-Fadiouth en varm ef- termiddag i maj måned: Den ene er som folk er flest her, dvs. sort afrika- ner, den anden er hvid, vestlig turist – en tubab, som man siger på disse kanter. Men det bemærkelsesværdi- ge er, at den sorte mand er klædt i et traditionelt vestligt jakkesæt, mens den hvide turist bærer områdets lo- kale klædedragt boubou.
“I samtidskunsten taler vi meget om ’Den Anden’, og i Vesten mener man næsten altid, at Den Anden er en person fra Den Tredje Verden.
Men for afrikanere er Den Anden typisk hvid og vestlig. Vi syntes, det ville være interessant at lege med de forestillinger, vi hver især har om de
fremmede,” fortæller den ene af de to adstadigt spadserende mænd, billedkunstner Amadou Kane Sy, om idéen med den lille happening, der indgår i projektarbejdet med udstillingen ’An- sigt til ansigt’, som kan opleves i København i disse dage.
Det seneste halve års tid har danske Frans Jacobi og senegalesi- ske Amadou Kane Sy arbejdet tæt sammen om at skabe en ræk- ke fotografiske værker, musikstykker og performances til udstil- lingen, der et et bidrag til kulturfestivalen My World Images.
“Konceptet for vores samarbejde er at undersøge kulturelle forestillinger om ’Den Anden’. Og for mig er udgangspunktet for kunstneriske undersøgelser som disse altid det menneske- lige møde. Det giver nye perspektiver på ens eget arbejde at bli- ve konfronteret med et andet blik,” fortæller Amadou Kane Sy.
Ligheder og forskelle
Frans Jacobi er enig: “For mig stod det f.eks. klart, at Amadous indfaldsvinkel til kunsten ofte er positiv, hvor jeg nok er mere negativ og kritisk over for de emner, jeg beskæftiger mig med.
Det virkede som et fælles træk hos de afrikanske kunstnere i projektet, at de var meget optagede af moralske og etiske spørgsmål, f.eks. om at være et godt menneske, og at disse spørgsmål for dem hang tæt sammen med deres muslimske baggrund. Det religiøse præger i høj grad deres tænkning.
Vi danskere er måske mere kyniske, i hvert fald handler vo- res værker oftere om overskridelse af grænser og udlevelse af
drifter,” siger Frans Jacobi, der blev overrasket over den positive sam- menhæng mellem kunst og islam.
“Når vi i Vesten normalt taler om islam og kunst, handler det ofte om, at islam begrænser og indsnævrer éns udtryksmuligheder. Men jeg op- levede tværtimod, at de afrikanske kunstnere var meget mere åbne og positive i den måde, de arbejdede på, end mange af os andre er.”
Trods åbenlyse religiøse, kulturel- le og økonomiske forskelle mellem afrikanske og skandinaviske kunst- nere er det ligheder snarere end for- skelle, der springer i øjnene på både Frans Jacobi og Amadou Kane Sy.
“Der er egentlig ikke den store for- skel på at arbejde som billedkunstner i København eller i Dakar. Vi orien- terer os i de samme hierarkier i den internationale kunstverden, vi netværker med mange af de samme personer og deltager i de samme udstillinger. Der er en tæt sammenhæng mellem den internationale kunstscene og globaliseringens økonomiske og intellektuelle processer,” siger Amadou Kane Sy. Frans Jacobi tilføjer:
“Det er tydeligt, at kunstsystemet bliver mere og mere globa- liseret. Det er ikke længere kun vestlige kunstmetropoler som New York, London og Paris, der er interessante for samtids- kunstnere, men også væsentlige kunstbegivenheder i Asien og Afrika, vi orienterer os imod.”
Leg med roller
En af disse begivenheder er biennalen for samtidskunst i Da- kar, den største på det afrikanske kontinent, som Jacobi og hans danske kolleger deltog i i maj måned. Her udkrystalisere- de det gennemgående tema sig i Frans Jacobis og Amadou Kane Sys samarbejde, nemlig en humoristisk og iscenesættende leg med vestlige og afrikanske forestillinger om ’de fremmede’, en tilgang som også kommer til udtryk i fotografiet Global warri- ors, der kan ses på forsiden af denne udgave af Billedkunstneren.
“I Danmark er der mange faste – ofte negative – forestillinger om de fremmede. Men jeg oplevede også, at der i Senegal var meget tydelige forestillinger om, hvad en hvid, vestlig mand er for en størrelse. Som hvid, vestlig turist kan du stort set ikke gå nogen steder uden at blive tilbudt at købe sex. Sexturismen er
Dakar-Amager tur-retur
Om du bor i Dakar eller på Amager: Arbejdsformen,
netværket og det inter nationale
udsyn er det samme for de fleste
billedkunstnere i dag, mener
senegalesiske Amadou Kane
Sy og danske Frans Jacobi. De
har arbejdet tæt sammen om en
række værker, som lige nu kan
op leves på udstillingen ‘Ansigt
til ansigt’ på den stort anlagte
kunst- og kulturfestival My
World Images.
massiv i landet, og selvom levestandarden er bedre end i man- ge andre afrikanske lande, er senegaleserne utroligt fattige.
Ethvert møde involverer en forventning fra de lokale om, at de kan tjene penge på dig som vestlig turist, oftest i form af salg af sexuelle ydelser,” fortæller Frans Jacobi, der tager afsæt i pro- blematikken i en performance, som kan ses på den aktuelle udstilling i København.
“Sexturismen er en moderne form for kolonialisme. Et magt- forhold, som er svært at bryde ud af,” siger han.
Modbilleder og selvbilleder
Omvendt er Amadou Kane Sy og Frans Jacobi også optagede af tidligere tiders fascinerede vestlige fantasier om Det Fjerne Østen – forestillinger, hvis æstetiske aftryk den dag i dag kan opleves uventede steder i det danske samfund:
“Tivoli er et ærkedansk nationalsymbol, men ser man nær- mere efter, er det spækket med arabisk arkitektur og muslimsk
Ansigt til ansigt | På udstillingen præsen- terer seks billedkunstnere fra Danmark og Senegal fælles værker, skabt til hen- holdsvis My World Images i Danmark og biennalen Dak’art i Senegal. Deltagende kunstnerteams er Johanna Domke (DK) og Fatou Kande Senghor (Sen); Kirsten Otzen Keck (DK) og Ibrahima “Piniang”
symbolik. Arkitekturen og udsmykningen i haven er præget af 1800-tallets vestlige forestillinger om det eksotiske Orien- ten. Vi faldt for disse naive, orientalistiske repræsentationer af Den Andens kultur – også fordi de står i så skarp kontrast til nutidens meget negative danske mediebilleder af islam,” siger Frans Jacobi.
Rammen for udstillingen ‘Ansigt til ansigt’ er Odd Fellow Pa- læet i København, der med sin fortid knytter an til Danmarks slavehandel i Afrika og Vestindien. Palæet blev i sin tid bygget af den velhavende familie Schimmelmann, hvis formue byg- gede på rigdomme fra slavehandlen.
“Det er som om, at vi i Danmark har fortrængt, at vi har været – og til en vis grad stadig er – en kolonimagt. Når man undersøger éns forestillinger om Den Anden, kommer man uvægerligt også til at undersøge sine egne kulturelle og na- tionale selvbilleder. På den måde passer form og indhold godt sammen til udstillingen, synes jeg,” siger Frans Jacobi.
Niang (Sen); Frans Jacobi (DK) og Amadou Kane Sy (Sen).
Initiativet til Ansigt til ansigt (Face á Face) kommer fra Ousseynou Wade, der er leder af Dak´art, og den herboende dansk-jamaican- ske kunstner og kurator, Michelle eistrup.
Udstillingen kan ses i Odd Fellow Palæet i København frem til d. 12. september 2010
My World Images 2010 er arrangeret af Center for Kultur og Udvikling og præsen- terer et myl der af værker produceret af danske og internationale kunstnere i tætte samarbejder, skabt direkte til festivalen.
Festivalen finder sted frem til 12. septem- ber. Læs mere på www.images.dk Ibrahim Niang og Kirsten Otzen Keck er blandt de seks billedkunstnere fra Senegal og Danmark, der bidrager til udstillingen ’Ansigt til ansigt’.
Foto: My World Images 2010.
“Vi skal ud i verden. Og vi skal invitere verden på besøg hos os.”
Sådan sagde kulturminister Per Stig Møller (K) ved lancerin- gen af regeringens nye strategi “Styrket internationalisering af dansk kulturliv” kort før sommerferien.
Strategien kortlægger Dan marks inter nationale kultur- udveksling og præsenterer en række forslag til, hvordan det eksisterende kunststøtte system kan fokusere, styrke og sam- tænke Danmarks kulturudveksling med udlandet.
Der følger ingen nye midler med strategien. Derimod sam- ler strategien 48 konkrete initiativer for at sikre, at alle inter- nationale aktiviteter på kulturens område trækker i samme retning.
Og selvom regeringen altså ikke sætter penge bag ordene, hilses strategien velkommen af Christine Buhl Andersen, formand for Det Internationale Billedkunstudvalg i Statens Kunstråd:
“Penge er selvfølgelig altid afgørende for ens handlemulig- heder, men det er også nyttigt at få et grundigt bud på, hvor- dan man forholder sig strategisk til de midler, vi nu engang har. Det er godt, at strategien sætter ord på, hvor vigtigt det in-
regeringen har lanceret en ny strategi, der ‘skal sikre dansk kunst- og kulturlivs fortsatte plads på den globale scene’, som det hedder.
Der følger dog ingen ekstra penge med strategien, der trods gode takter desværre også ignorerer et væsentligt problem: Nemlig at midlerne til billed kunstens internationale arbejde stadig ikke er sikret i kunststøttesystemet.
Miriam Katz
Grænseløse kunstnere | Hvert år rejser op mod 100 danske bil- ledkunstnere ud i verden på jagt efter ny inspiration med legater fra Statens Kunstråd eller Statens Kunstfond i baglommen. De to instanser uddeler hvert år ca. to millioner kroner til rejselystne kunstnere, der tager på studie- og arbejdsophold i udlandet.
New York er én af kunstnernes mest benyttede destinationer, her har 15 danske billedkunstnere pt. taget ophold med diverse legatmidler i ryggen.
Omvendt inviteres 25-30 udenlandske billedkunstnere hvert år hertil med besøgsordningen DIVA, der først blev afprøvet af Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg og siden har inspireret til lignende ordninger for de øvrige kunstarter.
Ca. 15 kuratorer fra hele verden får ligeledes mulighed for at ori- entere sig om dansk samtidskunst under et ophold i landet med tilskud fra Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg.
ternationale arbejde er, og fint, at den giver et overblik over de mange forskellige aktører på området,” siger Christine Buhl Andersen, der til daglig er direktør for KØS Museum for kunst i det offentlige rum og har været formand for Det Internatio- nale Billedkunstudvalg siden 2007.
Hun peger dog på, at politikerne må skelne klart mellem de forskellige formål med international kulturudveksling:
“Et formål er at profilere Danmark over for udlandet. Et an- det er at støtte og udvikle kunstlivet, på kunstens egne præ- misser. Det hele må ikke blandes sammen i én stor pele-mele,”
siger hun.
Personligt mener Christine Buhl Andersen, at det kan være helt legitimt, at politikere bruger danske kunstnere for at markedsføre Danmark f.eks. over for udlandets erhvervsliv, så længe alle involverede parter er enige om det. Men man skal vide præcist, hvad man gør – og hvad man ikke gør – når man spænder kunsten for en vogn på den måde, understreger hun:
“Politikerne bør være meget opmærksomme på, at hvis man ikke primært støtter og styrker udviklingen af dansk kunst og dens muligheder for at komme ud på egne præmisser, har man på længere sigt ikke nogen kunst af værdi at vise frem – hverken herhjemme eller ude i verden.”
Kunst før nation
Nogle af de største successer, dansk billedkunst har haft i ud- landet de senere år, har da også netop været, når man ikke tæn- ker i at profilere Danmark, men bare tænker på at styrke dygti- ge kunstnere i deres arbejde, påpeger Christine Buhl Andersen.
“Danmark har aldrig fået så megen positiv omtale på Vene- dig Biennalen, som vi fik sidste år, da vi i Det Internationale Billedkunst udvalg for første gang nogensinde besluttede at samarbejde med de øvrige nordiske lande og lavede et stort fælles projekt. Vi inviterede billedkunstnerne Michael Elmgreen og Ingar Dragsted som kuratorer, og lod dem ind- drage en række udenlandske kunstnere til at bidrage til udstillingen. Både danske og udenlandske kunstnere fik produktionsstøtte af os, og resultatet var en rekordstor me- dieomtale af vores pavillon i internationale medier samt en hæderspris. Det var kunstnerisk nytænkning på tværs
International
strategi uden penge
af nationaliteter og et farvel til den gammeldags nationale repræsentation. Og et klart eksempel på, at når det går godt for kunsten, går det godt for Danmark. Kunsten kommer før nationen,” siger hun.
Usikker økonomi
Det allerstørste problem for billedkunstens internationale arbejde er dog helt forbigået i regeringens strategi, påpeger Christine Buhl Andersen: De 9,5 mio. kr., der pt. er til billed- kunstens internationale aktiviteter, er ikke øremærkede. Der- for må udvalgets formand hvert år argumentere for, at Statens Kunstråd overhovedet skal bevilge midler til området. Det er et uholdbart vilkår, som ikke gælder for de øvrige kunstarter.
“Det betyder, at det er vanskeligt at arbejde strategisk og lang- sigtet på vores område,” siger hun.
Dette usikre økonomiske grundvilkår skyldes, at billed- kunsten er den eneste kunstart, der har sit eget selvstændige inter nationale fagudvalg i kunststøttesystemet. Udvalget blev oprettet efter massive protester fra et samlet dansk kunstliv over nedlæggelsen af Center for Dansk Billedkunst tilbage i 2003, men fik altså ikke sine ‘egne’ midler ved etableringen.
Nye kunstmetropoler
I Det internationale Billedkunstudvalgs syv år lange levetid er det dog lykkedes at bevare midlerne fra år til år, og udvalget har markeret sig med en række vellykkede tiltag, der bygger videre på de strategiske principper, som Center for Dansk Bil- ledkunst udviklede. Principper, der sagde farvel til de natio- nale fremstød og erstattede dem med netværksstrategier.
Bl.a. søsatte udvalget i 2006 den såkaldte DIVA-ordning (Danish International Visiting Artists Exchange Programme, red.), hvor udenlandske billedkunstnere kan søge om tilskud til arbejdsophold i Danmark. En ordning, der nu er udvidet til også at omfatte de øvrige kunstarter i Statens Kunstråd.
Udvalgets kunstnerboliger i udlandet, de såkaldte ‘residen- cies’, har i årenes løb skabt afgørende internationale mulig- heder for danske billedkunstnere. Senest har f.eks. Lillibeth Cuenca Rasmussen fået et internationalt gennembrud på bag- grund af sit ophold i udvalgets residency i New York.
Udvalget har desuden i de seneste år udvidet residency-akti- viteterne til en række ikke-vestlige lande – bl.a. er residencies og netværksarbejdet nu også etableret i bl.a. Tyrkiet, Egypten, Indien, Brasilien, Kina og Senegal.
“Det er stadig vigtigt for danske kunstnere at kunne arbejde i Berlin, Paris og New York. Men vores målrettede indsats i f.eks. Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika afspejler, at glo- baliseringen har skabt nye centre for samtidskunsten, uden for de traditionelle, vestlige kunstmetropoler. Hvis dansk kunst skal markere sig, gælder det om at være præcis der, hvor udviklingen er,” siger Christine Buhl Andersen.
Så selvom både kunstprofessionelle, kunstnere og politikere således er enige om, at udveksling er afgørende for udviklin- gen og profileringen af dansk kunstliv, så er den økonomiske fremtid fortsat usikker for de internationale aktiviteter på bil- ledkunstens område, fortæller hun.
“Hvis politikerne virkelig vil styrke internationaliseringen, må de gå ind og sikre selve grundlaget for, at kulturudvekslin- gen fortsat kan finde sted. Midler til billedkunstens internatio- nale aktiviteter – heriblandt besøgsprogrammerne, støtten til kunstnernes rejser og udstillinger i udlandet og til billedkunst- neres residencies ude i verden – bør øremærkes. Det er nødven- digt, hvis næste generation af spændende danske kunstnere skal ud og sætte Danmark på verdenskortet.”
Millioner til internationalisering | De statslige udgifter til interna- tional kulturudveksling inden for samtlige kunstarter er ca. 280 mio. kr. Heraf tegner de centrale statslige aktører (først og frem- mest Statens Kunstråd) sig for omkring 260 mio. kr. (2008 tal).
Statens Kunstråds Internationale Billedkunstudvalg har pt. ca.
9,5 mio. kr. at gøre godt med. Pengene går bl.a. til Danmarks deltagelse i Venedig Biennalen, støtte til danske kunstneres ud- stillinger i udlandet, udenlandske kunstneres udstillinger i Dan- mark, besøgsprogrammer samt en række forskellige residencies for danske kunstnere rundt omkring i verden.
Kilde: regeringens strategi for styrket internationalisering af dansk kulturliv. 2010.
Statens Kunstråds årsberetning 2009.
Danmark har aldrig fået så megen positiv omtale som på sidste års Venedig Biennale, hvor Statens Kunstråds Internationale Billed- kunstudvalg havde droppet Danmarks nationale pavillon. I stedet kurate rede den dansk-norske kunstnerduo elmgreen & Drag stedt et fælles nordisk projekt, hvor en lang række billedkunstnerne fra hele verden deltog. På billedet til venstre ses i baggrunden værker af Vibeke Slyngstad, Terence Koh og Pepe espaliú, ovenfor ses den danske pavillon udefra. Foto: Anders Sune Berg.
Det var en vaskeægte verdensnyhed, da Afghanistan for to år siden åbne- de dørene for en udstilling af udeluk- kende kvindelige afghanske billed- kunstnere i hovedstaden Kabul.
70 unge kunstnere udstillede deres værker på en særudstilling, der iføl- ge det afghanske udenrigsministeri- um var intet mindre end en historisk begivenhed: For det var første gang nogensinde, at kvindelige billed- kunstnere havde deres egen udstil- ling. Kvinder, der under Taliban blev tildelt en plads i hjemmet og nægtet uddannelse, job og andet offentligt liv, fik med udstillingen et rum til at
udtrykke sig – og mange af værkerne var da også kommenta- rer til kvinders liv i landet.
Begivenheden blev dækket af alverdens medier, og udstillin- gen tog senere på verdensturne til Europa, Kina og USA under navnet “Make art, not war”. Bag udstillingen stod kunstcentret Center for Contemporary Arts Afghanistan (CCAA) i Kabul. Et
center, der udråbes til at være det vigtigste udklækningssted for unge afghanske kunstnere, og som ner- ven i samtidskunstens gennembrud i Afghanistan. Rahraw Omarzad, le- der af CCAA, var stolt.
“Det her er begyndelsen på en ny bevægelse, et tegn på dybde- gående forandring – og et nyt skridt i billed kunstens liv i Afghanistan,”
sagde han til Time Magazine.
Unge frontløbere
Kvinders aktive rolle er ikke det eneste nye indslag på Afghanistans kunstscene. I 2008 blev den første priskonkurrence for samtidskunst indstiftet i landet. 75 kunst- nere deltog i konkurrencen, hvor prisen var 2000 dollar – et kæmpe beløb i Afghanistan. Samtidskunst er et nyt fænomen i landet, fortæller Rahraw Omarzad, der selv er en af den af- ghanske kunstscenes pionerer, til det sydøstasiatiske nyheds- magasin Himal Southasian. Kunst og kultur har nemlig haft lige
Det afghanske kunstliv er hårdt ramt af 30 års væbnede konflikter, hvor Taliban senest udslettede de sidste rester af landets kunstskatte. Men nu rører samtidskunsten på sig i landet – samtidig lærer en ny generation at udtrykke sig med former og farver af engagerede kunstnere, der arbejder som undervisere.
Kunsten lever
Ulrikke Moustgaard, Kabul‘Unity’ Sahba Shams, mixed media på lærred. 2008.
Sara Nabil, mixed media.
‘World’ Sahba Shams, mixed media på lærred. 2008.
så svære livsbetingelser som befolkningen gennem de seneste tre årtier, hvor Afghanistan har været hjemsted for væbnede konflikter, skiftende ideologiske magthavere og blodige etniske stridigheder. Hverken russerne, der invaderede Afghanistan i 1979, mujahedinerne, der kom efter dem, eller Taliban brød sig om uafhængig kunstnerisk udfoldelse. Sideløbende er der hel- ler ikke blevet sprøjtet meget kunst i ungdommen.
Uddannelsessystemet har budt på ringe eller slet ingen un- dervisning. Og afghanerne har på grund af konflikter og magt- havere været isoleret fra påvirkninger fra udlandet længe.
Derfor er landet fanget i et kulturelt vakuum, siger Rahraw Omarzad. Mange af de kulturproduktioner, der i dag er tilgæn- gelige i Afghanistan, er enten importerede Bollywoodfilm, iran- ske eller tyrkiske soap-operas eller vestlig eller centralasiatisk popmusik. Billedkunsten er præget af klassiske naturalistiske motiver – og er ofte klichepræget og postkortagtig med stereo- type motiver som kameler, landskaber og burkaklædte kvinder.
Rahraw Omarzad er selv maler, videokunstner og hjemvendt flygtning fra Iran. Han nåede at undervise tre år på kunstfakul- tet på Kabuls universitet, inden Afghanistan blev invaderet af russerne. Nu er han tilbage, underviser igen og har etableret kunstcentret Center for Contemporary Arts Afghanistan (CCAA).
“Jeg fandt ud af, at når de studerende nåede det sidste se- mester, hvor de lærer om moderne kunst, så havde de allerede glemt, hvordan man tænker ud af boksen. Så når de kommer på CCAA, lærer jeg dem ingen teori og ingen “ismer”. Jeg be- der dem bare om at lave kunst ud fra det, de har inde i sig.
Først når de er begyndt at udtrykke sig selv, og har tillid til sig selv, går vi videre til teorien,” siger Rahraw Omarzad.
Det er med andre ord de unge og de hjemvendte, der er frontløberne i afghansk samtidskunst. Mange af dem er vokset op i Iran eller i flygtningelejre i nabolande til Afghanistan. Og mange er tilknyttet CCAA, der især lægger vægt på eksperi- menterende kunst.
Da kunstarven døde
Afghanistan har ellers i sin tidlige historie været en kulturel højborg, ikke mindst på grund af sin geografiske placering mellem Centralasien, Sydasien og Mellemøsten. Arkæologer har fundet sjældne gamle græske mønter i landet og potteskår med religiøse motiver fra både islam, jødedommen og kristen- dommen, ligesom der er blevet rejst store buddistiske statuer.
Nogle af disse blev under stor mediebevågenhed sprængt i stykker i Bamiyan af Taliban i 2001. Men det var ikke Taliban,
i Afghanistan
Afghanistans første priskon- kurrence for samtidskunst blev vundet af Sahba Shams, (se modsatte side) der ligesom landets øvrige kvindelige billed- kunstnere nu har mulighed for at udstille offentligt. Afghanske billedkunstnere arbejder også i andre sammenhænge, f.eks. i børnekulturhuset MMCC (Mo- bile Mini Circus for Children) i Kabul, hvor undervisningen ba- seres på kunstneriske metoder.
Fotos på denne side: Ulrikke Moustgaard.
der kvalte kunsten, fortæller Omara Khan Masoudi, tidligere museumsleder af Afghanistans nationalmuseum, i Himal Sou- thasian.
Udviklingen begyndte med Sovjet-invasionen i 1979. Det Sovjet-styrede afghanske regime så nemlig kunst som en op- lagt propaganda-platform. Efterfølgende syntes de nye magt- havere, mujahedinerne, ikke at kunst var foreneligt med is- lam. Så allerede før Taliban overtog magten i 1996 og begyndte at islamisere landet på den hårde måde, var store dele af det kunstneriske og intellektuelle miljø forsvundet – flygtet ud af landet.
På samme tid blev vigtige kulturelle institutioner ødelagt.
Afghanistans nationalmuseum blev først plyndret, og siden skudt i smadder, da krigen rasede mellem kommunister og mujahediner. “Bygningen lå i forreste skudlinje,” fortæller Omara Khan Masoudi.
“I to år var området utilgængeligt og vi kunne ikke komme ind på museet. Så satte raketangreb bygningen i brand og øde- lagde det meste af museet.” Samme skæbne overgik det natio- nale kunstmuseum.
Da Taliban kom til, gav de kunsten det sidste dødsstød. Natio- nalmuseets sidste overlevende arkiver blev brændt. Kunst og kultur blev dømt uislamisk, og både private hjem og offent- lige steder blev systematisk ryddet for malerier, musik, bøger og film.
Nu er kunsten så småt ved at blive vakt til live igen. Bl.a. på CCAA, der ofte har udenlandske gæstekunstnere på besøg – f.eks. lavede en arkitekt fra Puerto Rico en stedsspecifik perfor- mance med eleverne i en gammel russisk svømmepøl i Kabul.
Centret har også blik for køn og tilbyder gratis undervisning til kvinder hver eftermiddag.
Kulturspecifikke ideer
Det var også en kvinde, der vandt Afghanistans første pris for moderne kunst. Billedkunstner og jurastuderende Sahba Shams vandt med en række værker bestående af collage, teg- ninger, tegneserier og tekst, som tilsammen var en kommen- tar til den afghanske politiske virkelighed. Inden da havde de ti nominerede kunstnere fået tildelt et legat til et intensivt kunstkursus, der blev en øjenåbner for alle, fortæller en af arrangørerne fra kulturorganisationen Turquoise Mountain, Jemima Montagu, på kunstportalen Artinfo.com.
“Mange af kunstnerne så for første gang værker af store vestlige kunstnere som Picasso, Duchamp, Pollock og Beuys,”
skriver hun og fortæller om de overvejelser, man gjorde sig om at introducere de afghanske kunstnere for vestlig kunst. F.eks.
viste nogle udtryk sig at være vældigt kulturspecifikke og ikke- genkendelige for de unge afghanere. Det gjaldt f.eks. Picassos udtryk for smerte og lidelse i det berømte værk Guernica.
“Da vi diskuterede ideer om skønhed, blev jeg igen mindet om, hvor relative den slags værdier er. De symboler på skøn- hed, de afghanske kunstnere kom med, inkluderede en penge- seddel, en krystal-sukkerskål og en hårdt pumpet bodybuilder – udtryk, der helt sikkert relaterer til Afghanistans hærgede historie og landets nuværende fattigdom.”
Men kunst og kultur er ikke bare for de få udøvere – eller de voksne. Børnene i Afghanistan er den fremtid, landet skal bygge på. Og dem har et unikt kulturprojekt i Kabul øje for.
Kunst heler
Kan man elske farver – sådan i næsten bogstavelig forstand? I hvert fald var døre, vinduer og betonmure i børnekulturhu- set MMCC (Mobile Mini Circus for Children, red.) i Kabul under heftigt korporligt pres fra omfavnende børn, da huset for et par år siden kunne byde velkommen efter sommerferien.
I ferien var der blevet malet: De hvide flader var blevet oran- ge, gule, røde, blå og grønne. Det samme var døre, paneler og vinduer. Børnene gik næsten i stå, da de trådte ind. Så satte de i løb – hen til farverne. Mens nogle lo, bredte andre armene ud i omfavnelse mod en søjle, en dør eller et vindue. “Jeg eeelsker MMCC,” stønnede en lille pige hengivent, mens hun kramme- de et stykke malet mur.
Berit Mühlhausen fortæller historien om børnenes reaktion med et stort smil. Den danske socialrådgiver og journalist er en af drivkræfterne bag stedet, som er vokset fra at være et simpelt børneteater i en skurvogn til at være et berømmet bør- nekulturhus med eget omrejsende cirkus og nye pædagogiske metoder, baseret på visuelle og kreative udtryk og indlærings- former.
Cirka 350 piger og drenge mellem 5 og 16 år og fra alle so- ciale lag kommer i kulturhuset, der blev grundlagt med én overordnet vision – at skabe glæde. Og kaster man et blik på Kabul, forstår man, hvorfor stedet er blevet så populært. Over- alt vidner ruiner og skudhuller i bygninger i den støvede ho- vedstad om, hvad befolkningen har stået igennem i over 30 år. Selvom landet nu i princippet er erklæret “befriet” og har afholdt sine første uafhængige valg, bliver der stadig ført krig og dræbt civile på stort set daglig basis.
Men på MMCC har børnene en oase. Her får de noget, der ellers er usædvanligt i Afghanistan: Engageret undervisning, hvor stokken er erstattet af dialog, og udenadslære med krea- tivitet – f.eks. geografitimer, hvor man modellerer landskaber med papmaché; historietimer, hvor man synger, danser eller laver tidslinjer med papir, saks, lim og farver; eller matema- tiktimer på gårdspladsen, hvor tallene fra 0 til 100 er malet på hver sin plade, som er hængt op i en gigantisk og farvestrå- lende tal-installation, der ligner en kugleramme.
Lærerne er for langt de flestes vedkommende selv skabende kunstnere. De er alle afghanere, kommer fra alle dele af lan- det og forskellige etniske og religiøse grupper. De har valgt at dedikere deres evner og tid til jobbet på MMCC for at investere i landets børn, for MMCC kan hverken tilbyde høje lønninger eller fine titler. “Jeg vil gerne gøre noget godt for børnene. Der- for er jeg her,” siger Shir Agha Mohammad, 25 år, maler og lærer på MMCC, til Billedkunstneren.
“Jeg var selv engang et barn med store problemer. Som barn mistede jeg min far, der blev dræbt af mujahedinerne, så jeg voksede op hos min onkel. Jeg elskede kunst, og jeg elskede at male og tegne. Men min onkel brød sig ikke om det, han mente, det var spild af tid. Så jeg blev i stedet sendt i Koran- skole. Først da vi flygtede til Iran efter Taleban, genoptog jeg maleriet, og jeg uddannede mig inden for kalligrafi og por- trætmaling i Iran. Når jeg maler, glemmer jeg alt, og jeg bliver meget fokuseret – det har en positiv effekt på mig. Kunst er en helende proces. Den oplevelse vil jeg gerne give videre til børnene.”
Ulrikke Moustgaard var inviteret til Afghanistan af børnekultur huset MMCC.
Kunstnerkritik af EUs kulturpolitik
eU vil styrke de såkaldt kreative industrier i europa. Flere kunstnerorganisationer i europa, heriblandt Bkf, hilser initiativet velkomment, men er kritiske over for rapportens ensidige kommercielle fokus på kunstens betydning i samfundet. Den bedste måde at styrke kreativiteten i samfundet på er at sikre kunstnerne ordentlige arbejdsvilkår, lyder det fra kunstner organisationerne.
Billedkunstnernes Hvidbog | De europæiske billedkunstnere foreslår bl.a.:
Fleksible sociale sikringsordninger, bl.a. pension og sygesikring, der tager højde for kunstneres særlige arbejdsvilkår.
Løn og vilkår i kunstlivet bør fastlægges i samråd med de organisationer, der repræsenterer kunstnerne.
Særlige skatte- og momsordninger for kunstnere.
Skattefradrag for køb af kunst.
Statslig ordning, hvorefter en procentdel af byggeomkost- ningerne ved offentligt byggeri øremærkes til kunstnerisk udsmykning.
Bedre brug af billedkunstnernes kompetencer i uddannelses- sek toren, så det omgiv ende samfunds bevidsthed om de visuelle kunstarters værdi og betydning styrkes.
Større inddragelse af billedkunstnere i samarbejder med eksempel vis arkitekter og byplanlæggere.
Offentlige institutioner bør gå forrest ved at betale for kunstnernes arbejde i forbindelse med udstillinger.
Læs mere om Hvidbogen på næste side...
“EUs rapport viser det, vi længe har sagt: Nemlig at kunst og kultur ikke bare er overflødig luksus eller ren underholdning, men at kunst spiller en væsentlig rolle i udviklingen af sam- fundsøkonomien, både nationalt og internationalt.”
Sådan siger den slovenske billedkunstnerformand Pavol Kral om en ny kulturpolitisk EU-rapport med titlen ‘Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale’.
Men Pavol Kral, der også er talsmand for det europæiske bil- ledkunstnerforbund IAA Europa, er bestemt ikke entydigt po- sitivt stemt over for rapporten.
Først og fremmest er problemet, at EU-rapporten fuldstæn- dig ignorerer kunstnernes centrale betydning for den kreative sektor, mener han:
“Rapporten anfører, at de såkaldt ‘kreative industrier’ typisk består af 1-2 personer. Men det er misvisende at tale om indu- strier, når der reelt er tale om individer. Det er kunstnere, der udgør hovedparten af kultursektoren. Derfor anbefaler vi EU- kommissionen at tilføje ordet ‘kunstnere’ i rapportens titel, og at fokusere på kunstneres sociale, juridiske og skattemæssige rettigheder i sit videre kulturpolitiske arbejde,” skriver Pavol Kral i en kommentar til rapporten fra IAA Europa.
Og mens EU-rapporten viser, at den kulturelle sektor som så- dan er i god form og bidrager positivt til samfundsudviklingen, så ser det helt anderledes ud, når man retter blikket mod Euro- pas kunstnere, anfører IAA Europa:
“Alle undersøgelser viser, at kunstnerne, som jo vel at mærke leverer selve indholdet til kultursektoren, overalt i EU er so- cialt og økonomisk dårligere stillet end resten af befolkningen.
Derfor må vi igen pege på, hvor nødvendigt det er at forbedre kunstneres arbejdsvilkår. Det er den bedste måde at styrke kreativiteten i samfundet på,” lyder det i kommentaren, der er sendt til EU-kommissionen.
Styrk kunstnerne
IAA Europa anbefaler i øvrigt, at EU vedtager et egentligt di- rektiv, der sikrer fælles sociale rettigheder for alle europæiske kunstnere. Og understreger desuden, at EU-kommissionen i sit kulturpolitiske arbejde bør tage afsæt i den Hvidbog, som blev udgivet sidste år af den franske kunstnerorganisation La Maison des Artistes. I Hvidbogen præsenteres en omfattende samling af europæiske billedkunstneres viden om og konkrete forslag til forbedringer af arbejdsvilkårene i deres respektive lande. Hensigten med Hvidbogen er netop at inspirere til lov- givning, der kan styrke kunstnerne - til gavn for de samfund, de er en del af. IAA Europa har derfor sendt Hvidbogen til ori- entering for EU-kommissionen.
Men viljen til dialog med EUs kulturpolitikere er ikke lige stor i alle dele af det europæiske billedkunstmiljø.
“Der er intet nyt i rapporten, den består bare af gentagelser af gamle standpunkter. Efter vores mening er rapporten di- rekte skadelig, fordi den primært ser kunst og kultur ud fra et økonomisk perspektiv,” lyder det fra Werner Schaub, formand for det tyske billedkunstnerforbund, IGBK.
Og det er problematisk, at mange kulturpolitikere – både nationalt og på EU-plan – fokuserer ensidigt på kunstens kom- mercielle potentiale, mener Nanna Gro Henningsen, formand for Bkf. Men man må også se det positive i den aktuelle sag:
“Det er glædeligt, at EU har fået øjnene op for værdien i at investere i kunst og kultur. Det økonomiske perspektiv må bare ikke dominere kulturpolitikken. For kunstens samfunds- værdi kan ikke gøres op i penge alene. Selv et velhavende sam- fund ville være fattigt uden kunst og kultur,” siger hun.
Miriam Katz
Hvor søger man midler til kunstneriske projekter, hvordan kom- mer man i kontakt med udstillingsstederne og hvilke faglige or- ganisationer kan hjælpe én på vej i ens kunstneriske karriere?
Det kan være vanskeligt at finde svar på, hvis man forsøger at slå igennem som kunstner i Danmark og har en helt anden kul- turel, sproglig og uddannelsesmæssig baggrund end den danske.
Derfor har Statens Kunstråd oprettet en interkulturel mentor- ordning, som har til formål at skabe kontakt mellem etablerede, danske kunstnere og herboende, professionelle kunstnere med interkulturel baggrund. Ordningen blev lanceret i begyndel-
Interkulturel kunst vækker stadig større opmærksomhed globalt. Men i Danmark har afstanden hidtil været alt for stor mellem her- boende kunstnere med interkulturel baggrund og det etablerede kunstliv. Hvis der ikke byg- ges broer, går vi glip af væsentlig, ny kunst, mener billedkunstner og kurator Khaled ramadan, projektleder for Statens Kunstråds inter kulturelle mentorordning, der nu kører for fuldt blus.
Forbilleder til fri inspiration | De europæiske bil- ledkunstneres Hvidbog dokumenterer ikke kun de vanskelige arbejdsvilkår for europas kunstnere, men præsenterer også inspirerende, eksisterende politiske tiltag, der kan styrke kunsten både nationalt og på eU-plan. F.eks.:
Tyskland | Mange virksomheder investerer i kunst gennem legater og priser. Visse kunstne- riske anerkendelser i form af priser og legater er fritaget for skat. Mange billedkunstnere er tilknyttet den såkaldte Künstlersozialversicher- ung. Her betaler kunstnerne halvdelen af vel- færdsforsikringspræmien, mens resten betales af forbundsstaten (20%) og distributørerne af kunst (30%).
Irland | Virksomheder og enkeltpersoner, der yder støtte til udviklingen af kunst eller til beskyt- telsen af Irlands kulturarv, belønnes med et skat - te fradrag. Kunstnere med en omsætning på min- dre end 35.000 € er momsfritagede. For øvrige kunstnere er der indført fordelagtige momstak- ster. Lønmodtagere og freelancere er automatisk omfattede af den lønrelaterede sociale sikrings- ordning, ’Pay-related Social Insurance’.
Sverige | I januar 2009 underskrev den svenske regering og Konstnärernas riksorga- nisation en aftale, der regulerer den aflønning, som kunstnere modtager i forbindelse med udstillinger. Ud over kompensation for at vise deres værker, regulerer aftalen også betaling af kunstnerne for den tid, de bruger i forbindelse med en udstilling. Den nye aftale gælder indtil videre for statslige kunstinstitutioner, men målet er, at aftalen også skal gælde på regionalt og kommunalt plan.
Slovenien | Både freelancere og lønmodta- gere er inkluderede i det obligatoriske so- ciale sikringssystem og forpligtes til at betale månedlige sociale sikringsbidrag. Størrelsen af disse betalinger fastsættes på grundlag af deres indkomst. Kulturministeriet betaler den sociale sikringsordning for visse kunstnere, forudsat at deres skattepligtige indkomst ikke overstiger et vist beløb.
Læs mere | europæiske billed kunstneres Hvidbog:
www.convention europeennedes artsvisuels.eu/
europe
eUs rapport, ‘Frigørelse af de kulturelle og kreative industriers potentiale:
www.eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.
do?uri=COM:2010:0183:FIN:DA:PDF
Kilde: Le Livre Blanc, La Maison des Artistes, 2009 research: Journalist Lea Klæstrup Andersen, Paris
Miriam Katz
Slå
dørene op til
mang-
foldig-
heden
sen af året, og projektleder Kha- led Ramadan er nu i fuld gang med at koble relevante kunst- nere sammen i mentor/mentee parløb, der skal styrke mangfol- digheden i dansk kunstliv.
Ordningen indebærer bl.a., at mentorerne og deres mentees mødes i i alt 36 timer, hvor de får lejlighed til at drøfte rele- vante faglige og kunstneriske spørgsmål, som forhåbent- lig kan åbne nye døre i dansk kunstliv for kunstnerne med flerkulturel baggrund.
“Hvis vi ikke giver plads til det flerkulturelle, går dansk kunst- liv glip af en stor og væsentlig mangfoldighed. Tænk f.eks. på så vigtige kunstnere som Mona
Hatoum, Shirin Neshat og Walid Raád. Det interkulturelle blik på verden skaber ofte eksperimenterende kunstneriske udtryk og giver os nye forståelser af den tid, vi lever i,” siger Khaled Ramadan, der selv er billedkunstner, ekstern lektor på Køben-
‘Four little ducks (after David Hockney).’ Amir Zainorin, 2010.
havns Universitet og travl kura- tor for bl.a. Manifesta 8 i Spa- nien. Han kom til Europa i 1985 fra Libanon, er uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole og på Københavns Universitet – og bruger nu erfaringerne i sin nye rolle som interkulturel kon- sulent i Statens Kunstråd.
Billedkunst behøver broer
Og én tendens har allerede tegnet sig tydeligt i mentor- ordningen, der både omfatter billedkunst, musik, scenekunst og litteratur: Billedkunstnere har tydeligvis stort behov for at bygge bro mellem de etablerede kunstnere og deres hjemlige, in- terkulturelle kolleger.
Således har markant flere billedkunstnere end f.eks. musi- kere, teaterfolk og forfattere søgt om optagelse i mentorord- ningen, hvortil ansøgerne i øvrigt vurderes og udvælges ud fra samme høje krav om kunstnerisk kvalitet og professionalisme
“I mentorordningen bruger man ordet
‘interkulturelle kunstnere’ i forhold til os
kunstnere med anden etnisk baggrund
end dansk. Men for mig at se kan det
være et problem at bruge den term,
fordi man risikerer at sætte mærkat på
kunstnere og putte dem i en bestemt
kasse. Når man f.eks. taler om pop-
kunstnere, mener man kunstnere, der
arbejder med populærkultur, men hvad
en ‘interkulturel kunstner’ arbejder med,
kan man ikke så præcist definere. Måske
skulle man droppe det ord og i stedet
bare kalde os kunstnere.”
Amir Zainorin, mentee.som i den øvrige behandling af ansøgninger i Statens Kunstråds fagudvalg.
Af de i alt 66 kunstnere, der ved ordningens lancering ansøg- te om at blive mentorer, var 27 billedkunstnere. Og af de 21 Men- torer og mentees, der foreløbigt er godkendte og koblet sammen som par i ordningen, er 12 par billedkunstnere.
For musikkens vedkommende er 4 mentorpar godkendt og matchet, mens tallene for mentorpar på scenekunstens og lit- teraturens område er 4 og 3. Men hvorfor er behovet for kon- takt så stort lige netop i billedkunstmiljøet – er billedkunst livet mere lukket end de øvrige kunstneriske miljøer herhjemme? Ja, til en vis grad, mener Khaled Ramadan.
“Dansk billedkunst er nok ekstra elitær i forhold til andre kunstarter, og derfor er miljøet nok også sværere at komme ind i, hvis man er født og uddannet i en anden kultur. Som bil- ledkunstner handler det heller ikke bare om at være en dygtig kunstner, men også i høj grad om at være synlig – og det bliver man ved at have det rette mix af gode kontakter og en god for- ståelse af kunstverdenens strukturer,” siger han, der håber at mentorordningen kan være med til at synliggøre den gruppe af herboende interkulturelle kunstnere, der er højt kvalifice- rede, men alligevel har haft vanskeligt ved at slå igennem.
“Det viser sig tydeligt i vores første møder og workshops, at mange interkulturelle kunstnere ved alt for lidt om den måde, dansk kunstliv fungerer på. Det forhindrer dem i at nå ud med deres kunst, at de f.eks. ikke kender til deres rettigheder og til de eksisterende muligheder i den statslige kunststøtte. Den viden tilegner de sig så her. Og med mentorordningen får de ikke bare del i mentorens professionelle netværk, de får også kompetent, kollegial sparring på konkrete kunstneriske pro- jekter,” fortæller Khaled Ramadan.
Kunstnerisk øjenåbner
Men læreprocessen er gensidig, understreger han: “Mentorerne lærer også af deres mentees: De får indblik i andre kunstneriske miljøer end dem, de ellers færdes i. Desuden er meningen med Kunstrådets samlede interkulturelle indsats, som mentorord- ningen er en del af, at stimulere interessen hos museer, galle- rier og andre kulturinstitutioner for det interkulturelle kunst-
Statens Kunstråds interkulturelle rådgivningsprojekt | Fremmer mulighederne for en professionel kunstnerisk karriere for inter- kulturelle kunstnere bosiddende i Danmark. Desuden tilbyder projektet rådgivning om det interkulturelle område til kunst- og kulturinstitutioner. endelig arrangeres bl.a. seminarer, work- shops og en kunstevent. Læs mere på www.kunst.dk Interkulturel mentorordning | retter sig mod kunstnere med interkulturel baggrund samt mod kulturinstitutioner i Danmark.
Ordningen tilbyder rådgivning via professionelle kunstnere, der tilknyttes som mentorer. Både mentorer og mentees vurderes af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg før optagelse i ordningen for at sikre et højt fagligt niveau.
Interkulturelle kunstnere i Danmark | Ingen ved præcist hvor mange professionelle kunstnere med interkulturel baggrund, der bor i Danmark. Men i webkataloget Bazart, den største samlede oversigt over herboende interkulturelle kunstnere, er der i alt listet 82 billedkunstnere og ca. 300 kunstnere fra samtlige kunstarter.
Se kataloget på www.bazart.dk
neriske miljø. Derfor arbejder vi også på en række andre projekter i forlængelse af mentorordnin- gen, der skal være rollemodeller for, hvordan etablerede kultu- relle institutioner kan arbejde videre med interkulturel kunst,”
siger Khaled Ramadan.
Han peger på, at interkulturel kunst er en ny kategori i billed- kunsten, som siden den dagsor- densættende Documenta 11 udstilling i 2002 har fået voksende betydning på den internationale kunstscene. Herhjemme viser f.eks. biennalen Socle du Monde i Herning værker af interkul- turelle kunstnere i dette efterår.
“Interkulturelle kunstnere er konglomerater af identiter og kulturer, og deres arbejde interesserer toneangivende kunstin- stitutioner verden over i disse år. Simpelthen fordi den inter- kulturelle kunst peger på nogle af de temaer, der er helt cen- trale i samtiden, nemlig spørgsmål om identitet og kulturelle tilhørsforhold.”
“Jeg tror, at de fleste billedkunstnere i dag føler, at national identitet og geografiske grænser har mistet betydning i kunst- verdenen. Billedkunsten er nok et af de steder, hvor globalise- ringen går hurtigst. Vi rejser som aldrig før og inspireres af kunstneriske, politiske og teknologiske strømninger, der bevæ- ger sig uafhængigt af fysiske grænser. Informationsteknologi- en accelererer udviklingen og gør kunsten mere grænseløs end nogensinde. Måske kan man endda sige, at websider som You Tube og My Space er samtidens væsentligste kunstarenaer,” si- ger Khaled Ramadan.
Én grænse er dog nået i mentorordningen: Ansøgningsfri- sten for mentorer er udløbet og der er ikke pt. brug for flere mentorer. Interesserede mentees kan dog løbende søge om op- tagelse i ordningen, der foreløbig kører over en to-årig periode.
Amir Zainorin, billedkunstner. Født og opvokset i Malaysia, uddannet i bl.a. USA, medlem af Billedkunstnernes Forbund. Mentee i Statens Kunstråds interkulturelle mentorordning.
“Jeg har mødt flere kunstnere det
seneste halve år via mentor-ordningen, end jeg har gjort i alle de otte år, jeg har boet i København. Jeg har også fået nye muligheder både for at samarbejde med andre kunstnere og for at udstille.”
Amir Zainorin, mentee.
Berlin tilhører den ny tid
Udlængslen var der fra begyndelsen. Allerede mens han gik på Kunstakademiet i København, begyndte maleren Jan Sivertsen at tænke på at rejse. Han havde fået plads på akademiet i Mün- chen, og Robert Jacobsen havde skaffet ham den.
“Jeg har altid set nordisk kunst som spændt ud mellem det latinske og det germanske og følt mig forbundet med folk som Georg Baselitz og Markus Lüpertz. Det største ville være at komme ned til Gerhard Richter, der var professor i Düsseldorf, men det turde jeg slet ikke at søge. Jeg gik på Folkeuniversi- tetet for at lære tysk, men da jeg så pludselig blev alene med min lille søn, forekom München mig uendelig langt væk. I mit hoved var Paris tættere på, så dér besluttede jeg mig for et stu- dieprojekt, der handlede om Delacroix og kolorismen,” fortæl- ler Jan Sivertsen, der er født i 1951. Efter fem år på akademiet rejste han i 1982 til Paris.
Vi sidder i hans 250 kvadratmeter store atelier i den sydvest- lige berlinerbydel Kreuzberg. Her er mindst treenhalv meter til loftet, og fra de store vinduer har man udsigt til et ægte ‘Trüm- merhaus’.
Røde og gule, umage og halve mursten er sat ind mellem hin- anden. Et hus bygget af de mursten, som enkerne, mødrene og døtrene samlede fra ruinhobene rundt omkring i byen i årene efter Anden Verdenskrig. De bankede dem fri for kalk og mør- tel. Berlin var for halvtreds procents vedkommende blevet lagt ned af De Allieredes bombardementer, og murstenene måtte genbruges.
Atelierets størrelse, lys og ro er en malers drøm, og Jan Si- vertsen siger da også selv, at han aldrig har haft så gode ar- bejdsforhold. De mange kvadratmeter deler han med sin kæ- reste, maleren Nina Sten-Knudsen. De har hver deres afdeling og regler for, hvordan der må tales i telefon, høres musik og males med terpentin
Et skridt østpå
“I 1970’erne var maleriet erklæret for dødt i Danmark, men i Frankrig var der i begyndelsen af 1980’erne gang i den nye kunst. Paris skulle egentlig blot have været et studieophold, men så fik jeg en kone og to sønner mere, og pludselig var jeg medlem af La Maison des Artistes og père de famille. Jeg var udvandret,” fortæller Jan Sivertsen.
Men kærligheden til og interessen for Tyskland var ikke død.
Da det begyndte at grøde på kunstscenen i Berlin i begyndelsen af 1990’erne, efter at Muren var faldet, fik han lyst til at flytte dertil. Også fordi der på det tidspunkt skete det samme i Frank- rig som i København 20 år forinden: Maleriet blev erklæret for dødt. Nu skulle det hele være video og installation. Men hans
ældste søn Christoffer sagde ligeud: ”Nu er jeg flyttet med dig til Paris, jeg gider ikke at flytte med dig til Berlin.” Så familien Sivertsen blev.
Men for tre år siden var sønnerne alle sammen voksne, og Jan Sivertsen tog et stort skridt østpå og flyttede til Berlin.
“Jeg var blevet så sikker på alting. Men her kan jeg mærke, hvor- dan det rykker inden i mig. Berlin er virkelig en by, der tilhører den ny tid. Efter 00’erne. Her er en kæmpe frihed i modsætning til i Paris, der er blevet en slags museum. Det er en by, der tilhø- rer den gamle verden. Derfor har jeg lyst til at være her et stykke tid. Det er en slags efteruddannelse for mig,” siger Jan Sivertsen.
Højt til loftet
Ulrik Møller, der sidder med ved bordet, samtykker. Han er også maler, født i 1962 og har boet i Berlin i små ti år. Oprinde- lig var han uddannet som smed, derefter maskiningeniør, men et ophold på Holbæk Kunsthøjskole gav ham en idé om, at hans virkelige vej var en helt anden.
“Da jeg var færdig med min ingeniøruddannelse, kunne jeg nok nævne to malere: Da Vinci og Van Gogh. Men jeg begyndte at eksperimentere, og det gjorde jeg i to år. Jeg har også forsøgt mig med den slags...,” siger Ulrik Møller og peger på Jan Sivert- sens store farvefulde lærreder. “Nå, klatmaleri,” indskyder Si- vertsen og griner. ”.... men det kunne jeg slet ikke,” fuldender Møller sætningen.
Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1994, men kunne mærke, at det var svært at være uden for akade- mikredsen. ”Jeg kunne godt se, at min kurve ikke ville stige i den grad, som jeg ønskede. Jeg måtte bygge noget op selv. Så jeg overvejede London og Berlin. Men London var for dyr og for langt væk,” siger han.
“Og for stivnende. Lidt ligesom Paris. Det er barsk og dyrt, og anstrengelsen for at få en lejlighed og et liv op at køre er enorm,” tilføjer Jan Sivertsen.
For det er ikke til at komme uden om det faktum, at Berlin bare er billigere end nærmest alle andre storbyer, og at det er en af de væsentligste årsager til den store kunstnertilstrøm- ning. Og det er ikke kun danskerne, der har opdaget Berlin.
Kunstnerne kommer også fra USA, Frankrig, alle steder.
“Indtil jeg flyttede herned, hang ordet ’livskvalitet’ for mig uløseligt sammen med at være pensionist og nyde sit otium.
Hernede opdagede jeg, at man også kan opnå det tidligere i sit liv,” siger Ulrik Møller og tilføjer: ”Det er blevet meget dyrere at være i Berlin, siden jeg kom, men vi er gudskelov ikke på københavnerniveau endnu.”
Omkring 300 danske kunstnere har de senere år slået sig mere eller mindre per manent ned i Berlin. Den tyske hoved stad er (stadig!) et slaraffenland for kunstnere fra hele verdenen.
Henriette Harris, Berlin
Fortsættes s. 18
8
9
12
13 13
14
15 16
10
18 5
Bkfs medlemmer får lejlighed i Berlin
Billedkunstnernes Forbund har købt en lejlighed i Berlins Friedrichshain-kvarter, som medlemmer kan leje for kortere eller længere ophold i byen.
Lejligheden ligger øverst oppe i en ejendom fra 1905 i det charmerende Friedrichshain-kvarter.
Den rummelige taglejlighed på 77 m2 har to værel- ser og en sydvendt balkon med udsigt over byens tage. Køkkenet er integreret i lejlighedens store stue, hvor vinduer mod begge ejendommens faca- der og et loftsvindue garanterer fantastisk lys.
4
17
Lige så snart lejligheden står klar efter en mindre renovering, vil Bkfs medlemmer få mulighed for at booke opholdsperioder i Berlin-lejligheden til en overkommelig pris. Hold øje med www.bkf.dk de næste måneder, her vil de første ledige perioder blive slået op. Senere vil Bkfs sekretariat oplyse om gældende udlejningsregler for Berlin-lejligheden i lighed med Bkfs kunstnerbolig på Fanø.
“Vi er rigtig glade for at det lykkedes os at skaffe medlemmerne præcis den her lejlighed, som lig- ger i et af de mest spændende kvarterer i Berlin, tæt på udstillingsliv og butikker. Vi håber, at Bkfs medlemmer bliver lige så forelskede i lejligheden, som vi er,” siger Bkfs koordinator, Vibeke rostrup Bøyesen, der er tovholder i Bkfs Berlin-udvalg. Ud- valget består desuden af bestyrelsesmedlemmerne Jo Møller og Anders Werdelin, der har udført et omfattende researcharbejde på det berlinske bolig- marked, før de anbefalede Bkfs bestyrelse at slå til på lejligheden i Bänschstrasse 36.
Lejlighedskøbet blev muligt, fordi Bkf gennem flere år har opbygget en solid økonomisk buffer, som skulle placeres i en sikker investering, der kommer alle medlemmer til gode.
2
7
10
1
11
af muligheder for billed- kunstnere i Berlin. Her er en appetitvækker til byens kunstliv, værksteder og organisationer med særlig interesse for professio- nelle billedkunstnere.
1 Bkfs nye lejlighed
Bänschstrasse 36, 10247 Berlin.
Hold øje med www.bkf.dk for info om booking, priser etc.
2 Künstlerhaus Bethanien Kunstnerresidenser, værksteder og udstillingsrum. Statens
Kunstråds Internationale Billed kunstudvalg råder over et residency her. Læs mere på www.kunst.dk.
Kottbusser Strasse 10, 10999 Berlin. www.bethanien.de 3 Sparwasser HQ
Kunstnerdrevet udstillingssted, pt. residency-center og kontor for samtidskunst, etableret af danske Lise Nellemann og Katja Meyer. www.sparwasserhq.de 4 Hamburger Bahnhof Museum for samtidskunst.
www.hamburgerbahnhof.de 5 Museumsinsel
Pergamonmuseet, Altes Mu- seum, Neues Museum, Alte Nationalgalerie og Bodemuseum.
Omfattende udviklingsplan for museumsøen kan ses på neden- stående link:
www.museumsinsel-berlin.de 6 Internationale Gesellschaft der Bildenden Künste (IGBK) Billedkunstorganisation. Bkfs søsterorganisation.
www.igbk.de
7 Neue Gesellschaft für Bildende Kunst
Billedkunstorganisation og ud- stillingssted. www.ngbk.de
www.kuenstlerbund.de 9 Berlinaut
Dansk internationaliseringspro- jekt for professionelle danske kunstnere, der bor/arbejder i Berlin. Drives af Den Danske Am- bassade i Berlin. BerLINAUTs projekter med danske kunstnere forankres i tyske institutioner, så der opnås del i eksisterende net- værk. Projektudviklingen foregår i tæt dialog mellem ambassaden, kunstnerne og Kunststyrelsen.
www.berlinaut.dk
10 The Forgotten Bar Project Projektrum/udstillingssted. www.
galerieimregierungsviertel.org 11 Galleri Heike Arndt Galleri etableret af den dansk- tyske billedkunstner Heike Arndt www.heike-arndt.dk
12 KW Institute for Contemporary Art www.kw-berlin.de 13 Akademie der Künste www.adk.de
14 Bauhaus-Archiv / Museum für Gestaltung www.bauhaus.de 15 Berlinische Galerie Museum for samtidskunst, foto- grafi og arkitektur.
www.berlinischegalerie.de 16 Berliner Künstler Programm, Büro Berlin
www.berliner-kuenstlerpro- gramm.de
17 loop
– raum für aktuelle kunst www.loop-raum.de 18 Skulpturenpark Berlin_Zentrum
Park mellem Alte Jakobstrasse/
Kommandantenstrasse/Seydel- strasse i Berlin-Mitte.
www.skulpturenpark.org/
Nyttige links til aktuel kunst i Berlin | www.art-in-berlin.de http://bb6.berlinbiennial.de Links til kunstmesser i Berlin, efteråret 2010 |
www.art-forum-berlin.de www.berliner-liste.org www.previewberlin.de
