Copy from DBC Webarchive

(1)

Copy from DBC Webarchive

Copy from:

Kulturens fremtid : æstetik uden

grænser

(2)

This content has been stored according to an agreement between DBC and the publisher.

www.dbc.dk

e-mail:dbc@dbc.dk

(3)

KULTURENS FREMTID ÆSTETIK UDEN GRÆNSER 1

Forskningsstyrelsen

Ministeriet for Videnskab Teknologi og Udvikling

KULTURENS FREMTID ÆSTETIK UDEN GRÆNSER

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

1

OMS Æstetik uden grænser 12/05/05 11:46 Side 1

(4)

Udarbejdet af: Morten Kyndrup, Aarhus Universitet (formand) Kirsten Drotner, Syddansk Universitet

Anne Birgitte Richard, Roskilde Universitetscenter Jørgen Stigel, Aalborg Universitet

Erik Svendsen, Roskilde Universitetscenter Tania Ørum, Københavns Universitet

Mikkel Bolt Rasmussen, Københavns Universitet (sekretær)

KULTURENS FREMTID ÆSTETIK UDEN GRÆNSER

(5)

Indhold

Forord 5

Rapportens opbygning 7

Indholdsmæssig baggrund 11

Kulturaliseringen af det sociale liv 12 De æstetiske videnskabers nye udfordringer 15

Kunstens tværæstetiske udvidelse 16

Mediernes æstetisering af virkeligheden 19 Den æstetiske produktion: kulturen som vare 21 Globalisering: en verden uden grænser 24

Det æstetiske perspektiv 26

Tilstedeværende forskningsressourcer 29

Institutionel organisering 29

„Teoretisk“ organisering 33

De faglige problemstillinger 38

Høj- og lavkultur 38

Æstetik og medier 40

Interart og tværæstetik 42

Æstetik i markeds- og organisationskommunikation 44

Æstetik og subjektivitet 45

Kvalitet 46

Æstetisk analyse 47

Globalisering og æstetik 49

Reception: individets omgang med det æstetiske 50

Æstetik og politik 52

Æstetik og didaktik 53

Ressourcerne over for opgaverne 55

Kulturens fremtid:

Æstetik uden grænser 2. oplag

Udgivet af: Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation Grafisk design: Marianne Dunker

Tryk: Clichéfa Tryk AS

ISBN: 87-90201-63-9

TEMARAPPORTER FRA FORSKNINGSRÅDET FOR KULTUR OG KOMMUNIKATION

1. KULTURENS FREMTID – ÆSTETIK UDEN GRÆNSER 2. HUMANISTISK VIDEN I ET VIDENSAMFUND 3 LÆRING – KULTUR OG SUBJEKTIVITET

4. OMVERDEN, INDIVID OG SAMFUND – HUMANISTISK NATURFORSKNING 5. RELIGION – KULTUR – DEMOKRATI

6. STRATEGISK SATSNING PÅ DANSK SPROGTEKNOLOGI 7. BAG TALLENE – HUMANISTISK VELFÆRDSFORSKNING

8. ORDETS MAGT – HUMANISTISK FORSKNING I SPROG OG INDFLYDELSE

9. KULTUR OG SUNDHED – HUMANISTISK FORSKNING I KROP, SUNDHED OG SYGDOM 10. KOST OG KULTUR – HUMANISTISK FØDEVAREFORSKNING

11. IKT: ET HUMANISTISK ANLIGGENDE – TEKNOLOGI, MEDIUM, KOMMUNIKATION 12. UDFORDRINGER OG MULIGHEDER FOR HUMANISTISK FORSKNING

(6)

Forord

Hermed fremlægger forskningsrådet en række tilbundsgående analyser af forskningstilstand og –behov på en række udvalgte humanistiske forskningsfelter i form af i alt 11 temarapporter.

Formålet med rapporterne er at styrke humanioras grænseflader til andre videnskaber og kontakten til det øvrige samfund. Det er frugten af et intenst arbejde med at nyformulere humaniora, som nu kommer til udtryk i temarapporterne.

I stedet for en fagdisciplinær tilgang har forskningsrådet udvalgt en række temaer. De enkelte temagrupper blev sammensat af håndpluk- kede forskere fra en række relevante fag. Mens temarapporterne så vidt muligt skulle skrives som helhedsblik over temaet, var det ikke et krav til arbejdsgrupperne, at de skulle dække alle relevante forskningsgrup- per og -tilgange. Arbejdsgrupperne havde også fuld frihed til selv at vur- dere og prioritere. Forskningsrådet modtog rapporterne til gennemsyn inden offentliggørelse og havde mulighed for at kommentere på dem, men de fremlægges uden at de på alle punkter skal tages som udtryk for forskningsrådets vurdering.

Rapporten Kulturens fremtid: Æstetik uden grænser blev udarbejdet på bestilling af Statens Humanistiske Forskningsråd og første gang frem- lagt i 2004. De første rapporter blev hurtigt udsolgt, og Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation genudgiver derfor de gamle rapporter sammen med de nye.

(7)

Vi håber at rapporterne vil stimulere til ny forskning og samarbejde på tværs af fag og institutioner og stimulere dialogen med samarbejds- partnere uden for forskningsinstitutionerne.

Med venlig hilsen

Poul Holm Formand

Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation

Rapportens opbygning

Kunst er ikke det samme til alle tider; det er bekendt og en selvfølge – lidt mindre selvfølgeligt er det allerede, at dens funktion i forhold til det individuelle og fælles liv i et samfund er under stadig forandring.

Engang var kunst en del af det religiøse liv, siden skrev og kompone- rede kunstnerne til hoffet; i det sidste par århundreder har kunsten levet på markedets præmisser samtidig med, at den er indgået i det offentlige budget, der støtter f.eks. museer og enkelte kunstnere. Man kan uddanne sig til kunstner og til forsker, underviser eller formidler i musik, litteratur, arkitektur på linje med andre uddannelser.

Det er denne rapports anliggende at vise, hvorledes det område, der har med kunst og æstetik at gøre, i de sidste årtier har ændret sig afgørende. Hele det æstetiske felt har fået en central placering i det moderne samfund. Det betyder også, at forholdet mellem kunstens liv, det bredere æstetiske område og det sociale, politiske og økono- miske liv må forstås i nye termer.

Det er de æstetiske videnskaber, dvs. både forskningen inden for de traditionelle kunstarter, medieforskningen og forskningen i arkitektur og design, der har udviklet de kompetencer, som er nødvendige for at forstå og handle i forhold til det æstetiske felts nye samfunds- mæssige placering. Det betyder også, at der er behov for ny forskning og for nye organiseringer af den forskning, der allerede finder sted inden for de æstetiske fag. Fornyelser er imidlertid på vej.

Rapporten redegør for, på hvilke områder ændringerne har fundet sted:

(8)

sælge en vare, det handler også om at ’brande’ en virksomhed, en organisation, en idé – eller et politisk parti, at skabe en identitet både udadtil og indadtil ved hjælp af æstetiske virkemidler. Krea- tivitet er ikke længere et tilskud, men en livsnødvendig legitime- ring og identitetsskabelse på alle samfundsmæssige planer; den indgår som del af enhver offentlig og privat virksomheds strategi, både i udformningen af nye produkter, i virksomhedens kultur, som det hedder, og identitet. Og spørgsmålet bliver, hvad denne form for sammenblanding betyder i og for det moderne samfund.

E: Kultur og æstetik er også rykket ind i samfundets økonomiske centrum; det er ikke bare den enkelte kunstner, der skal sælge sin kunst (og sit image) som vare: Massemedierne er i den globale øko- nomi blevet en enorm industri, især præget af amerikanske produkter; billedkunst stiger i værdi, og i takt med bl.a. den længere uddannelse i de vestlige samfund stiger også kulturforbrug og kul- turturisme ligesom interessen for design – en central dansk eks- portartikel – og arkitektur. Også arbejdskraften skal have kompetencer inden for arbejdet med og afkodningen af æstetiske former.

F: Kunst, kultur og æstetik breder sig over grænserne fra de traditionelle kunstarter og virkefelter – og tager også del i globaliseringen.

Den kunstneriske udvikling er altid foregået gennem international inspiration og udveksling, men med massemediernes, informati- onsteknologiens samt kunstens og kulturens stigende økonomiske betydning indgår kunsten i et langt mere kompliceret globalt spil;

på én gang i en friere udveksling, i en økonomisk konkurrence og i en stadig politisk og kulturpolitisk diskussion om smag, kvalitet samt kunstens og kulturens betydning.

Kunstarterne og de æstetiske videnskaber tager del i denne proces, udfordres af den og udfordrer den. Det er rapportens påstand, at der i de æstetiske fag er udviklet de centrale kompetencer, der er væsent- A: Et blik på den moderne kunst viser, hvordan traditionelle kunstar-

ter som billedkunst, litteratur og musik blander sig med hinanden i tværæstetiske former; samtidig anfægter kunsten sine egne grænser i forhold til traditionelle kunstinstitutioner som museet og teatret, den flytter ud på gaden eller ind i bygninger og boliger, den inddrager greb og teknikker fra den nye teknologi – den digita- liseres, blander sig med massemediale former, inddrager sociologi- ske redskaber, kræver medvirken fra tilskuere, læsere og publikum. Det kan tage sig mærkeligt og provokerende ud, det er avantgarde og måske kun for specielt interesserede.

B: Men den situation er samtidig et spejl af og en kommentar til, hvad der foregår overalt i samfundet. Man taler om, at vi lever i et infor- mationssamfund, et vidensamfund, men det er også et samfund, hvor de symbolske former i almindelighed får stadigt større betydning, efterhånden som stadigt flere i arbejdslivet, i det politiske liv og privat skal håndtere udveksling af ideer, tanker, koncepter. Det er selve det æstetiske som en stadig formgivning af vores bevidsthed og vores kommunikation, der breder sig.

C: Det ses i den betydning, de moderne medier har fået. De er i sig selv eksempler på æstetiske former, ofte overtaget fra de traditionelle kunstarter, som fortællingen og billedkunsten, der kommer på tv.

Men også på, at grænserne mellem information og kunst, mellem højkultur og lavkultur – og mellem afsender og modtager af budskaber og æstetiske produkter – bliver stadigt mere diffuse og porøse. Mediernes tekniske udvikling får så traditionelt væsens- fremmede anliggender som teknologi og kunst til at indgå i nye forbindelser, ikke mindst gennem de digitale medier.

D: Kunsten har i århundreder været på markedet, og markedet har brugt løs af æstetiske former i reklamen, men også her er sket radi- kale ændringer. Markedsføring drejer sig ikke længere blot om at

(9)

Indholdsmæssig baggrund

Kunst har gennem tiden ofte bevæget sig hen over de enkelte kunstarters grænser. Den slags tværæstetiske bevægelser har antaget forskellige retninger og har været hyppigere i nogle perioder end i andre.

De er foregået både i institutionaliserede former – som f.eks. de mange kendte blandformer mellem musik og tekst (fra Lieder til opera og jazz and poetry) eller teatrets multiæstetiske kombinationer af tekst, lyd, billedkunst, lyskunst og musik. Og de er foregået som stadige eksperimenter med at overskride de traditionelle kunstarters indbyrdes afgrænsning (f.eks. i billeddigte, tekst/lyd-kompositioner, eksperi- mentalfilm etc.). Avantgardebevægelsernes eksperimenter har ført til nye genrer og hybridformer (som happenings, performance, instru- mentalteater, installationer), hvoraf nogle efterhånden er blevet institutionaliseret. Nye teknologier og medier har desuden i sig selv været medvirkende til udbredelsen og standardiseringen af tvær- æstetiske fusionsformer (fra radiomontage og musikvideo til de nye elektroniske multimedieformer).

Det tværæstetiske er i dag fortsat et område for kunstnerisk virke både på mere traditionelle områder og som nybrydende eksperimenter, bl.a. som led i kunstarternes kritiske refleksion over samtiden.

Kunstvidenskaberne, de æstetiske fag, har fulgt disse kunstneriske traditioner og eksperimenter og er i de senere år blevet stadigt mere opmærksomme på det frugtbare i de tværæstetiske perspektiver både på kulturens og kunstarternes historie og på samtidens kunst- og medieudvikling.

Samtidig er tværæstetiske værker og samarbejdsmuligheder blevet langt mere udbredt også uden for de egentlige kunstneriske cirk- lige, både når det drejer sig om at forstå, hvad der sker, om at skabe

færdigheder i at håndtere forandringerne – i uddannelsesinstitutio- nerne, i det fælles sociale og politiske liv, specifikt i arbejds- og erhvervsliv – og om at gøre samfundet bedre rustet til at agere i forhold til og med kunsten, kulturen og de symbolske former. Kunsten er i den sammenhæng i sig selv et vigtigt anliggende; det er ikke mindst her, refleksionen over det æstetiskes rolle i massemedierne og som del af det sociale og individuelle liv foregår. Det er afgørende, at æstetisk forskning, som i almindelighed giver kompetencer til at håndtere æstetiske former, udvikles i tilknytning til kunstarterne og dermed trækker på de erfaringer og den indsigt, der findes dér.

Vi anbefaler derfor følgende: Der er brug for, at de æstetiske fag ved at arbejde på tværs af fag og institutionsgrænser, og til dels også på tværs af grænserne til samfundsvidenskaber og tekniske/naturvi- denskabelige fag, mere systematisk griber fat i en række af de tværgående problemstillinger, som de nye grænseoverskridelser – mellem kunstarterne, mellem kunsten og samfundet, mellem det nationale og globaliseringen – rejser. Skal denne tværgående bevæg- else have den fornødne videnskabelige kvalitet, må den samtidig fastholde og udvikle sin forbindelse til den grundforskning, der finder sted i enkeltkunstarternes videnskaber. Vi peger på en række centrale (tvær)faglige forskningsområder, der bør indgå i de æstetiske fags samarbejder. Udgangspunktet kan være de nye institutdannelser og forskerskoler; men der kan også peges på centre med og uden mure og gerne større ambitiøse forskningsprogrammer, i grundforsknings- regi og/eller i form af internationale samarbejder: nordiske, euro- pæiske og globale.

(10)

enkelte menneske kan dette vilkår på én og samme tid indebære oplevelsen af en hidtil uset frihed og et større pres end nogensinde.

„Friheden“ til at vælge er forbundet med følelsen af en tvang til at skulle vælge rigtigt. Og hvad „rigtige valg“ af livsstil, værdier, oplevel- ser, forbrugsvarer og udseende angår – ja, dér står en række tilbud parat i form af medieformidlede udbud af alt, hvad man måtte ønske.

Det individuelle valg er et fælles vilkår, og det „frie valg“ sker dermed i en kulturel rammesætning, der allerede har bestemt reglerne for valgene. Denne dobbelthed synes at gå igen på alle niveauer. Med henfaldet af de traditionelle fællesskabers selvfølgelige autoritet oplever individerne generelt et krav om selv at være refleksive og selv vælge deres fællesskaber. Men de fællesskaber, der kan vælges, fore- ligger allerede – og er ofte konstrueret med henblik på salgbarhed.

Samlet set bliver samfundets fællesskaber imidlertid mindre selvføl- gelige, mindre hierarkiske og mindre homogene. Det sker i takt med stadig øget arbejdsdeling. Dels gennem samfundets opdeling i stat, marked og civilsamfund, dels gennem det liberalistiske markeds tvang til rationalisering og stedse mere forfinet specialisering.

Som tendens har de vestlige samfund i løbet af anden halvdel af 1900-tallet løftet sig ud af et fundament og en struktur, som hvilede på industriel produktion. Betegnelsen industrisamfund er blevet af- løst af først service- og siden informations- og vidensamfund. Heri ligger indbygget, at det hverken er industriel, materiel produktion eller produktion af produktionsmidler, som udgør det centrale udvik- lingspotentiale set i lyset af den globale arbejdsdeling og konkurrence. Vægten ligger derimod i stigende omfang på mindre håndgribeli- ge størrelser som idé- og konceptudvikling, planlægning, videns- og informationsindsamling og -håndtering, design, beregning, analyse, program- og systemudvikling, forskning, symbolbearbejdning, udvikling af menneskelige og organisatoriske ressourcer. Det betyder også, at der sker en generel forskydning hen imod selve udviklingen af de redskaber til at håndtere betydning og af de modellerings- og infor- mationssystemer, som sætter rammer og betingelser for den menne- ler. De elektroniske medier har gjort tværæstetiske produkter og pro-

cedurer til noget tilvant og dagligdags. Fra børnenes elektroniske spil til de voksnes computerredaktion af familiefilm, musikhilsner eller design af hjemmesider og firmalogoer er en tværæstetisk dimension til stede både i fritiden og i arbejdslivet. Reklamebranchen og forret- ningslivet har for længst indset de æstetiske virkemidlers betydning og trukket litteraters, billedkunstneres og designeres specialviden ind i tilrettelæggelsen af „corporate storytelling“, slagkraftige visuelle og fortællemæssige brands, kreativitetsfremmende udformninger af rum, farver og samtaleformer, skuespil som træning i samtale med klienter etc. Kulturelle og æstetiske varer udgør en voksende del af den økonomiske omsætning. Og også i fritidens markering af grup- petilhørsforhold og individuel identitet har de æstetiske markeringer fået stigende betydning.

Æstetisk kommunikation fylder med andre ord mere og mere i nutidens kultur og samfund. Dermed får kunstarterne og de æsteti- ske videnskaber en anderledes central placering i udformningen, for- midlingen og forståelsen af det moderne samfunds mangesidede funktioner.

KULTURALISERINGEN AF DET SOCIALE LIV De vestlige samfund får i dag påhæftet en række nye betegnelser såsom vidensamfund, oplevel- sessamfund, servicesamfund og risikosamfund. De hævdes ligeledes at være kendetegnet ved globalisering, multikulturalisme, mobilitet og refleksivitet. De mange forskellige betegnelser er i sig selv dels et tegn på, hvor svært det er at sætte samtiden på begreb, dels – og måske nok så afgørende – at selve det at reflektere over den og sætte den på begreb opfattes som betydningsfuldt. Også tidligere har man kendt til mobilitet, udveksling og refleksivitet. Men i vor tids samfund ser det efterhånden ud, som om fraværet af almene sandheder, seku- lariseringen („Guds død“, jf. Nietzsche) og generelt uantastelige auto- riteters tab af legitimitet er blevet til ubestridelige vilkår. For det

(11)

Her om noget sted kommer æstetisk kunnen og æstetik i centrum. De fleste af disse teknologier kombinerer lyd, billede, ord og tekst på for- skellig måde, og det kræver i sig selv en tværgående æstetisk tilgang at forstå og forholde sig til deres funktion.

DE ÆSTETISKE VIDENSKABERS NYE UDFORDRINGER Når spørgsmål om æstetik og æstetisering og dermed videnskaberne vedrørende det æstetiske bliver centrale i en ny og langt mere produktionsrelateret forstand, så hænger det sammen med ændringer i den vægt, som de symbolske udtrykssystemer generelt har fået i samfundet. At de og dermed de ekspressive dimensioner af kulturen har fået en større vægt, er en mere eller mindre naturlig og umiddelbar konsekvens af medie- og IKT-udviklingen. Medieudvikling er også udvikling og omformning af de symbolske udtrykssystemer og af de formidlings- og forståelses- former, som de skaber, idet de anvendes. Denne anvendelse er også forbundet med udviklinger på markedet og i offentligheden og dermed forbundet med kravene i produktionslivet og det politiske liv. I disse sammenhænge sker også en relativ forskydning. Der skabes ø- gede krav om at være synlige og markere forskelle – at signalere indi- vidualitet bliver et fælles mål. I den konkurrence inddrages velkend- te instrumenter fra det æstetiske lager i helt nye sammenhænge:

storytelling, dramaturgi, performance, drama, rolle- og spontan-spil, visualisering mv.

Virksomhederne selv og ikke blot deres produkter eller ydelser skal være ekspressive, og virksomheder og deres ansatte skal kunne for- stå sig selv organisatorisk i kulturelle former, der giver mening indadtil og tydelig identitet udadtil. Organisationer bliver i stigende grad vurderet på deres evne til at skabe og synliggøre sympati og menings- fuldt nærvær i deres omverdensrelationer.

Men også centrale udviklinger inden for kunstarterne tynger i vægtskålen. Kunst, kultur og design har i en langt mere almen forstand fået en samfundsmæssig betydning. Kunst kan stadig leve af at skelige interaktion, information og kommunikation.

Abstraktionsprocesserne flytter dermed ikke kun rundt på forholdet mellem individ og fællesskab og mellem globalt og lokalt/nationalt. De sætter også relationerne eller grænserne mellem ellers traditionelt adskilte størrelser under pres, herunder ikke mindst dem, der har at gøre med, hvordan menneskelig erkendelse og menneskelige forståelsesformer bliver til og bliver produktive. Det gør, at de er- kendelses- og erfaringsformer, som er indeholdt i æstetikkens forskellige og – traditionelt set – afgrænsede domæner, må anskues i et nyt lys, nemlig som noget, der ikke blot henligger i deres egen særli- ge verden, men som erfarings- og produktionsformer med langt mere almene udfoldelsesrum.

Erkendelse er således også sansemæssig erkendelse. Og arbejde er i stigende omfang systematisk arbejde med kulturens iboende mekanismer og former, herunder ikke mindst dem, som sammenfattes under betegnelsen: æstetiske. I en vis forstand er vi da vidner til en

„kulturalisering“ af det sociale liv. Symbolsk udveksling, formning og anskueliggørelse af betydning er om ikke vigtigere, så dog lige så vigtig som materiel udveksling på de politiske og økonomiske arenaer.

Og denne symbolske udveksling tager fart og finder nye former, fordi den i stigende grad formidles og udtrykkes igennem teknologier, der kan bygge bro over afstande i tid og rum mellem mennesker.

Medier samt informations- og kommunikationsteknologi (IKT) er sådanne centrale dynamoer, der ændrer opfattelsen og oplevelsen af det rum og den tid, mennesker lever i. Teknologierne formidler ikke blot budskaber om verden omkring os, de medvirker selv til at skabe nye rammer for, hvorledes vi forstår og handler i verden. De afsætter dermed også nye behov for at forstå og kunne fungere i verden – f.eks.

ved at skabe kontinuitet og stabilitet, der underbygger den enkeltes identitet i forhold til arbejds- og fritidslivets ofte modsatrettede krav.

Samlet skabes en ny efterspørgsel af værdier og forståelses- og udtryksformer, som på relevant vis kan imødekomme dette artikulati- onsbehov og manifestere det i anskuelige og håndgribelige former.

(12)

og kunstens placering i det sociale liv. De gælder kunstens afgræns- ning til masse- og mediekulturen og dens virke og engagement i det sociale liv. Den eksperimenterende kunst har bevæget sig på tværs af kunstarterne, så det næppe længere er muligt at forstå og redegøre for kunstens historie inden for enkeltkunstarternes ramme. Set i bak- spejlet er det således tydeligt, at en række af de væsentligste kunstneriske eksperimenter i det 20. århundrede alle arbejdede tværæste- tisk og var engageret i et udvidelsesprojekt, hvori det enkelte kunstneriske medium dels blev udforsket som enkeltmedie, dels blev suppleret med eller erstattet af nye tværæstetiske former. I begyndelsen af det 20. århundrede kritiserede de såkaldte avantgardebe- vægelser den samtidige civilisation, der blev opfattet som gennemra- tionaliseret, nyttekalkulerende og økonomisk styret. Avantgarden ville ikke blot kritisere organiseringen af samfundet, den ville også pege på alternativer, der dels var af åndelig art, dels var på højde med den accelererende teknologiske udvikling og den modernisering, der prægede perioden. Både modernismen og avantgardebevægelserne reflekterede kritisk tidens karakteristiske træk som hastighed, bevægelse og rytme og gennemførte aktioner og (anti)værker, der, håbede man, kunne være med til at gestalte et nyt rum og en ny virkelighed. Avantgarderne og den modernistiske kunst så det som deres opgave at udtrykke den erfaring af samtidighed, sammen- sathed og bevægelse, som det moderne liv i storbyen indrammede, ikke kun gennem nye motiver og temaer, men også gennem nye former, der brød med den hidtidige kulturs forestillinger og udtryk. Som en naturlig følge af den moderne storbys appel til flere sanser be- grænsede modernismen og avantgarden ikke deres praksis til én kunstart, men forsøgte derimod at skabe tværæstetisk: Maleriet skulle ikke blot appellere til beskuerens syn, det skulle også kunne læses;

digtet skulle visualiseres etc.

I efterkrigsperioden og specielt i 1960’erne slog tværæstetikken for alvor igennem som nye blandingsgenrer, som en ny pluralisme og et nyt syn på den kunstneriske skabelse påvirket af industrielle pro- være en kulturel distinktionsfaktor, men der er sket en kraftig „seku-

larisering“ af kunstforståelsen og dermed af hele det æstetiske do- mæne, også set igennem en kunstnerisk optik.

Dermed er der også sket et skift i fokus mht. de dimensioner, som æstetisk videnskab arbejder med. Den må i højere grad begynde at forholde sig til det æstetiske på tværs af udtrykssystemerne (f.eks.

kunstarterne) og på tværs af grænsen mellem det æstetiske i henholdsvis kunstens og hverdagslivets verdener. Den må i en fornyet forstand begynde at spørge langt mere dybdeborende og præcist til de funktioner, som æstetiske fænomener har, og til de virkninger, de er i stand til at udløse: Hvad er det, som det æstetiske „gør“ og „kan“?

Hvordan spiller de forskellige æstetiske former og ekspressive processer sammen med menneskets forståelsesformer og med dets kulturelle kontekst?

Udtrykssystemer mv. indebærer også rammer og begrænsninger.

De er ikke blot neutrale og selvfølgelige formidlings- og forståelses- former. De påtvinger bestemte syn og mekanismer og sætter bestemte begrænsninger. Derfor arbejder den æstetiske tilgang direkte med udtrykssystemernes og forståelsesformernes syn, rammer og mekanismer. Den æstetiske tilgang er tillige brugsorienteret, fordi den baserer sig både på et behov for at opleve virtuelt eller artificielt, dvs.

igennem illusion og make-believe – og på et generelt krav om at imø- dekomme brugerens eller modtagerens forståelsesformer, dvs.

modellere sig efter dem, men også udfordre dem. Det brugsorientere- de drejer sig dermed om at ekspandere og forny udtrykssystemernes råderum og formningens funktionsdygtighed. Det er med andre ord det æstetiske felts konstruktive side.

KUNSTENS TVÆRÆSTETISKE UDVIDELSE Selvom tværæstetiske bestræbelser i kunsten som nævnt ikke i sig selv er historisk nye, har kunsten og dens objekter forandret sig meget i løbet af det tyvende århundrede.

Forandringerne gælder det indbyrdes forhold kunstarterne imellem

(13)

kunstneriske udtryksformer, der også benyttede sig af fotografi, video og computer i det kunstneriske arbejde. En tværæstetik er blevet kon- sekvensen af dette nybrud. Tværæstetikken i den eksperimenterende kunst har indebåret, at også beskueren må forholde sig radikalt anderledes til kunsten. Minimalismens og konceptkunstens åbning af værket mod beskueren, kroppen, lyset og rummet fortsatte i akti- onskunst, performancekunst, jordkunst og andre former for kryd- sende adfærd, der på forskellige måder iværksatte sociale processer og problematiserede selve begrebet „kunst“. Denne undersøgende og selvkritiske tendens er fortsat i nutidens installationskunst og andre eksperimenterende praksisformer. I disse år er til gengæld også for- tælling, figurativitet og patos igen blevet gangbare konstruktions- midler til gavn for bl.a. kunstens publikumsmæssige tiltræknings- kraft. Om en „kunstens død“, som det mange gange er blevet pro- klameret, er der således ikke tale. Tværtimod: Kunsten fylder i de udviklede vestlige samfund mere, end den nogensinde har gjort, både økonomisk og statusmæssigt.

MEDIERNES ÆSTETISERING AF VIRKELIGHEDEN Den omfattende udvidelse på medieområdet siden 1980’erne i form af f.eks. video, satellit-tv, computer, internet og forskellige mobile medier, har udvidet det æstetiske udtryksregister – samtidig og på tværs af landegrænser. Computer- medierne har tilføjet en hidtil uset interaktivitet mellem afsendere og brugere, en interaktivitet, der nu potentielt kan udbredes til alle æstetiske udtryksformer via digitalisering: Billeder, tekst, ord og lyd kan bringes på digital form og dermed på samme teknologiske plat- form. Digitalisering og interaktivitet giver ikke blot kvantitative udvidelser af de æstetiske udtryksregistre; denne udvikling skaber tillige kvalitative forandringer mellem de æstetiske praksisfelter, der tidligere er blevet rubriceret som henholdsvis finkultur (kunst) og popu- lærkultur. Grænserne er blevet mindre absolutte, ja, i en vis forstand nærmest porøse. Æstetiske konstruktionstyper, som tidligere var duktionsprocesser, nye teknologier og populærkulturens infiltration

af de højkulturelle udtryksformer. Inspireret af de oprindelige avant- gardebevægelser forsøgte f.eks. konceptkunst, situationisme eller fluxus at forlade eller forvandle kunstens definerede rum og bestræbte sig på at nedbryde kunstbegrebets grænser eller udvide det til ukendelighed for bl.a. at sætte kunsten i forbindelse med fæ- nomener, der traditionelt betragtedes som ikke-æstetiske. Den eksperimenterende del af tressernes billedkunst bevægede sig således ud over traditionelle genrer som maleri eller skulptur og skabte objekter og situationer uden klare ligheder med nogen af delene.

Grænserne mellem de forskellige udtryksformer blev nu ikke under- streget, men aktivt undermineret af kunstneriske praksisser som minimalismen, der omfatter samtlige kunstarter.

En række nye forholdelsesmåder blev således introduceret i løbet af 1960’erne bl.a. i minimalismen, i musikkens og litteraturens „åbne værker“, brug af collageformer og genrehybrider og i den „steds-specifikke“ kunst, i konceptkunsten og i performancekunsten: markerin- gen af det tidslige aspekt, af tilegnelsesprocessens åbenhed og læse- rens/tilskuerens/tilhørerens aktive medvirken, og for billedkunstens vedkommende betoningen af udstillingsrummets specifikke egenskaber, som først var begrænset til de fysiske, men som hurtigt inklu- derede også dets ideologiske, historiske og politiske egenskaber. Brud- det med den tilvante æstetik satte sig således også igennem som en kritik af selve de fysiske og konkrete steder, hvor kunst blev præsen- teret. En del af 1960’ernes billedkunst ønskede at forlade gallerirum- met. Ligesom eksperimenterende forfattere, filmfolk, komponister og musikere forlagde deres fremføring til andre symbolske og offentlige rum i håb om bredere kontakt til ikke mindst det voksende ung- domskulturelle publikum.

Det udvidede rum var en effekt af en undersøgelsesproces inden for særlig billedkunsten, men fandt også sted på områder som litteratur, musik, arkitektur og film. Billedkunstens klassiske medier som maleri, skulptur og grafik blev i denne proces opløst eller indgik i nye

(14)

mesættelse på den ene side og på den anden individernes mulighed for at gennembryde og tilegne sig den med henblik på sine egne udtryksmæssige formål, skærpes af såvel konkurrencen blandtmedi- erne som den generelle konkurrence om offentlig opmærksomhed og troværdighed i medierne. Det medfører et øget pres på kommunika- tionens udformning, dens æstetik og det grundlag, som den udsprin- ger af.

Opmærksomhedskonkurrencen har ikke mindst skabt fokus på virksomheders og organisationers adfærd og deres samlede kommunikation internt såvel som eksternt. Organisationer og virksomheder er ikke blot leverandører af bestemte ydelser og produkter. De skal herigennem formidle en klar identitet, der er forankret i bestemte værdier, og de skal efterstræbe, at identiteten stemmer overens med det image, som organisationens samlede adfærd danner i omverde- nen. Det betyder, at de eftersøger udtryk for sig selv som værdifæl- lesskaber, der kan sikre loyalitet og tilslutning på mere indforståede niveauer. Ligesom en virksomheds produkter på et marked skal bran- desog have et særkende, skal det ske for virksomheden som helhed, og ikke blot i forhold til kunderne, men også i forhold til medarbejde- re og andre umiddelbare interessenter. At udforme virksomheders særkende, såkaldt corporate branding, bliver i lighed med anden virksomhedskommunikation via produkters design og promotion et særligt formulerings- og symboliseringsarbejde, hvor ’æstetisk kommunikation’ fra at være et fremmedord er blevet et centralt begreb – både produktivt og interpretativt.

DEN ÆSTETISKE PRODUKTION: KULTUREN SOM VARE Produktionssektoren i de avancerede vestlige lande er kendetegnet ved at gennemgå en form for æstetisering, der ændrer ved traditionelle forestillinger om produktion og arbejde. Skønt heller ikke de højtudviklede lande har afskaffet tungt, materielt og traditionelt arbejde, bliver vareprodukti- onen i takt med den teknologiske udvikling i et vist omfang forvand- knyttet til den eksperimenterende kunstproduktion og reception, er

nu en integreret del af det øvrige kulturliv i bredeste forstand – fra medier til reklameverden. De evner til at aflæse form og indhold på tværs af vante rammer og kunstartgrænser, som tidligere var forbe- holdt nydere af den avancerede kunst, er nu blevet til en basal og nødvendig kompetence for den enkelte i hverdagslivet. At tolke og udtrykke sig gennem billeder, musik og drama er ikke reserveret kunstneren eller kunstbeskueren, men kendetegner almindelige hverdagssituationer. Det er således i langt højere grad end tidligere muligt for alle mennesker at blive æstetiske modtagere og producen- ter og selv redigere billeder og musik, selv skabe grafiske udtryk eksempelvis på deres hjemmeside. Den traditionelle, passive publi- kumsrolle, som almindelige mennesker til en vis grad var henvist til i deres daglige omgang med populærkulturens produkter, er under forvandling og erstattes af en langt mere aktiv medskabende rolle, hvor de selv er med til at ændre og formulere æstetiske udtryk.

Men igen støder tendensen til udvidede muligheder for selv at skabe og selv at vælge på givne grænser: Rammerne for det frie valg er allerede lagt, formgivningen allerede givet form, og ofte tilrettelagt for målgrupper, der er opdelt efter køn, alder og klasse. Mediernes æstetiske kommunikationsformer er tilrettelagt helt ned i detaljen – og på grund af konkurrence er de ofte tvunget ind i en ensgørende mainstream. Men brugen af disse produkter er ikke nødvendigvis mainstream og ens, den afhænger i høj grad af folks forskellige livs- omstændigheder, og mange brugere blander fine og folkelige kulturformer. Brugerne skaber egne fortællinger, der kan tage form af f.eks.

ironiske tilgange til tv-serier eller humoristiske kommentarer på internettet.

Forholdet mellem afsendere og modtagere i medierne er med andre ord blevet langt mere komplekst. Kompleksitet er derfor også et krav til de kompetencer, der skal til for at kunne deltage i denne udveksling, hvad enten det er som afsender eller som modtager.

Kompleksiteten i processerne, dvs. blandingen af mediernes ram-

(15)

densplan er kultur en vigtigere indtægtskilde end både fly-, bil- og fødevareindustrien. Den teknologiske udvikling har været stærkt medvirkende til denne vækst. Antallet af tv-kanaler og internettet er ekspanderet voldsomt og har åbnet for et helt nyt marked for medie- produktion. USA dominerer det kommercielle marked for kultur og underholdning. Hollywood står for omkring 70 % af billetsalget i europæiske biografer, og på tv-markedet er produktioner fra USA også førende, mens der på musikmarkedet er en større mangfoldighed, om end det engelske sprog klart dominerer. Tendensen til en vis monopolisering eller koncentration findes også på produktions- og distributionsniveau, hvor Europa og USA er domineret af få store multinationale selskaber, der sidder på store dele af markedet – inden for musikbranchen op til 80 %. Virksomheder som AOL/Time Warner, Disney, Vivendi, Bertelsmann, Kirch Corp. og Universal Music dominerer markedet for kultur og underholdning og ejer ofte ikke blot produktions-, men også distributionsapparatet. Fusionen mellem internetfirmaet America Online og mediekoncernen Time Warner i 1999 skabte en betydningsfuld mediegigant, der samtidig markerede den begyndende sammensmeltning af underholdningsindustrien og it-branchen, hvor ét firma ejer hele værdikæden: produktionsselska- ber, biografer, aviser, tv-stationer, videodistribution og internet.

Væksten i den globale underholdningsindustri og monopoldannel- ser truer muligvis den kulturelle mangfoldighed ved at indsnævre udbuddet til globalt cirkulerende, serieproducerede varer. Tendensen til koncentration af medie- og IKT-produktionen modificeres imidlertid af den øgede adgang til eksempelvis internet og video. De teknologiske produktions- og distributionsmidler er i langt højere grad end tidligere til rådighed for almindelige mennesker, og det gør det muligt for flere at skabe alternative smagsfællesskaber og livsstilsgrupper.

De produkter, som de multinationale firmaer sælger, bearbejdes ofte af den enkelte bruger og indgår i komplekse sammenhænge hinsides hensigten med produktet.

Dertil kommer, at også den såkaldte finkultur er blevet rykket ud af let, så man i visse brancher er begyndt at sammenligne sine arbejds-

processer med kunstnerisk skaben. Den enkelte ansatte afkræves både selvstændighed og teamforståelse for at kunne producere vær- dier. Almindelige varer søges i stigende grad lanceret ud fra kulturelle, psykologiske og æstetiske komponenter. „Design“, det vil sige kal- kuleret æstetisk effekt, har fået en stadigt stigende betydning. Varens kulturelle og symbolske signalværdi bliver afgørende. Økonomisk vækst afhænger dermed direkte af menneskelige ressourcer som kommunikationsevner og kreativitet.

Men ikke kun produktionen er i stigende grad kendetegnet ved brugen af kreativitet, det er receptionen også. Varen opfattes som et æstetiskprodukt, dvs. som noget, der påkalder sig en værdiorienteret tilgang.

Samtidig med at væsentlige dele af det arbejde, som fortrinsvis udføres i de avancerede vestlige lande, er blevet mindre materielle end tidligere, og produktionen og receptionen af varer finder sted i en stadigt mere udtrykkelig æstetisk rammesætning, så har „kultur“ fået større økonomisk betydning, og kulturforbruget er steget markant.

Kultur er blevet en vare, og kulturmarkedet er blevet særdeles lukra- tivt. Det kan aflæses i rekordhøje vækstrater for brancher som film, musik, video, bøger og magasiner, spil, tv, radio og meget anden underholdning. Kultursektoren har udviklet sig til et væksterhverv af stor betydning både internationalt og nationalt. Kultur og underholdning er et af de markeder, som er vokset hurtigst i de sidste 30 år.

Den internationale handel med kultur og underholdning er således vokset fra 95 mia. dollars i 1980 til 387 mia. dollars i 1998. I Danmark blev der i 1998 omsat for 75 mia. kroner inden for kulturerhvervet, og 60.000 mennesker var ansat i denne sektor, der er et af de hurtigst voksende erhverv i landet. Oplevelsesindustrien – fra sport til design og traditionel kultur – er i dag en vigtig økonomisk aktivitet, der eks- porterer 50 procent mere end landbruget og er større end bygge- og anlægsindustrien.

Kultur er således eksempelvis USA’s største eksportvare, og på ver-

(16)

som en begyndende udhulning af nationalstaternes selvstændighed og evne til at forfølge klassiske politiske mål med traditionelle midler, med deraf følgende behov for øget internationalt samarbejde.

Selvom staterne langtfra har opgivet deres mulighed for at påvirke økonomien og ikke har overladt alt til de globale markeder, så tende- rer den økonomiske integration mod at undergrave nationalstatens handlemuligheder på visse områder. Nationalstaten har dog stadig- væk stor betydning som et centralt element i det globale politiske system, der i stigende grad består af internationale organisationer og samarbejdsformer.

Kulturelt er globaliseringen forbundet med medier, med rejser fra den velhavende del af verden og med indvandring til den velhavende del af verden. Globalisering er ikke blot den globale udbredelse af USA’s populærkultur i form af film, tv-serier, musik, madvaner og tøjmode, men også fremvæksten af nye multi-etniske og fler-sprogli- ge blandingskulturer. På den ene side formidler medierne modere- kvisitter, fascinationsobjekter og løsrevne kulturfragmenter til hele kloden, på den anden side finder denne formidling sted som en bear- bejdning af det nationale og det internationale i identitetsdannelse.

Det nationale tilhørsforhold relativeres, samtidig med at der kommer større opmærksomhed om de nationale elementer, som man holder fast ved. I kulturel henseende er globaliseringen altså ikke entydigt lig med en kulturel homogenisering, folk bliver ikke mere og mere ens, og nationale forskelle udviskes ikke uden videre. Den øgede øko- nomiske, sociale og kulturelle udveksling og cirkulation fører ikke nødvendigvis til mere ensretning, men snarere til forskelligheder og polarisering. Man kan også blive mere bevidst om sin danskhed ved at være verdensborger.

Refleksionen over national og global identitetsdannelse er blevet et universelt fænomen, der er karakteristisk for i hvert fald alle uddannede befolkningsgrupper i hele verden. Globaliseringen finder sted på en dobbelt måde, som det f.eks. er tilfældet med kogekunst, hvor der i stort set alle lande nu optræder elementer af fransk, itali- sin traditionelle status som i hvert fald økonomisk marginal. I dag

skal man ofte reservere plads til prominente kunstudstillinger i stor- byerne måneder i forvejen, hvis man vil have en chance. Man ser bedsteborgerlige operafans sove på gaden for at sikre sig billetter til en bestemt opførelse flere år senere. Museumsbyggerier i milliard- klassen indkalkuleres i turistindustrien som almindelig investering.

Da den nordspanske baskerprovins i 1990’erne finansierede byggeriet af Frank Gehrys nye Guggenheim-museum i Bilbao, var det lige så meget et økonomisk egnsudviklingsprojekt som en kulturel gestus.

Projektet lykkedes over al forventning: Man har regnet ud, at milliard- investeringen set fra regionens synsvinkel var tjent ind mindre end et år efter det spektakulære museums åbning.

GLOBALISERING: EN VERDEN UDEN GRÆNSER Ændringen af det æstetiskes rolle hænger også sammen med, hvad der er blevet kaldt globaliseringen. „Globalisering“ er betegnelsen for en mangfoldighed af kulturelle, sociale, politiske og ikke mindst økonomiske forandringer, der er i færd med at ændre samfundet, og som stiller nye krav til økonomi, politik og kultur. Skønt der altid har været økonomisk, social og kulturel udveksling på tværs af geografiske grænser, så er denne udveksling tiltaget markant i omfang og intensitet inden for de sidste to årtier. I teknologisk henseende er skabelsen af globale relationer vidt fremskreden i kraft af internet, kommunikationssatellitter, mobilte- lefoner. En global virkelighed er således allerede en realitet for de pri- vilegerede, som har adgang til disse teknologier. De har muliggjort

„online“, „real-time“ kontakt med snart sagt hvem som helst hvor som helst på kloden.

I økonomisk forstand er der sket en omfattende global integration i takt med, at finansmarkedet er blevet verdensomspændende, og varemarkedet internationaliseres inden for rammerne af regionale og kontinentale handelsblokke som EU og NAFTA (Frihandelsaftalen i Nordamerika). I politisk henseende manifesterer globalisering sig

(17)

en række relativt selvstændige områder såsom videnskab, politik, religion, moral og kunst. Udvidelsen af det æstetiske og æstetiserin- gen finder sted på baggrund af denne historiske udvikling. I en læn- gere periode i det 19. og 20. århundrede opfattedes det æstetiske som primært knyttet til kunstens område. Nu er det æstetiske på grund af en række samfundsmæssige udviklingstendenser imidlertid blevet af central betydning også uden for de områder, som det traditionelt har været forstået i forhold til.

Dette stiller selvsagt nye krav til de traditionelle æstetiske kompetencer og til placeringen af dem i hele samfundslivet. Der er et iøjne- faldende misforhold mellem koncentrationen af æstetiske kompetencer af både analytisk, historisk og produktiv karakter i kunst- fagenes og kunstens område på den ene side, og så behovet for disse kompetencer i det bredt æstetiserede samfundsliv på den anden.

Kunsten selv har desuden spillet og spiller en vigtig mediekritisk rolle, som nødig skulle (for)blive begrænset til det finkulturelle område – porøsitet eller ej.

Bevægelserne mellem kunstens felt og det samfundsmæssige implicerer også en opdatering – for nu at vælge en rammende tidsty- pisk metafor – af det kunstneriske arbejde, der er blevet stadigt mere teknificeret, snart sagt uanset hvilken kunstnerisk udtryksform man ser på. Digitaliseringen betyder, at kunstneren bliver en håndværker i en anden bogstavelig forstand, end tilfældet var med det kunstneriske geni, som blev grundlagt med romantikken.

Man kan se et behov for „eksport“ af kompetencer, der er oparbej- det og udviklet på kunstens og kunstforståelsens område til samfundet som helhed. Dette behov står imidlertid ikke alene. Der kunne også med føje gå en bevægelse den modsatte vej i den forstand, at medier og medieforskning har udviklet fremgangsmåder, perspektiver og strategier, som kunne være frugtbare også for den kunstfagli- ge forskning. En øget dialog mellem disse traditioner gavner den almene æstetiske kompetence, som nutidens samfund kræver.

Det æstetiske felt er blevet et stadigt vigtigere område, hvor både ensk, tyrkisk, japansk og amerikansk oprindelse, samtidig med at der

udvikles nye blandingsformer, og opmærksomheden på de nationale specialiteter skærpes. Forskellene opleves på baggrund af en erkendelse af, at vi lever i en global verden: Globaliseringen medvirker til en øget erkendelse af kompleksitet, af det anderledes, af de andre. I en verden, hvor også de enkelte nationale samfund tager sig mere og mere multikulturelle ud, får spørgsmålet om den nationale kulturarv en fornyet relevans. Også i analysen af kulturarvens placering, formidling og potentialer i nutidens samfund har æstetiske kompetencer en central placering.

DET ÆSTETISKE PERSPEKTIV De vestlige samfunds øgede afhængighed af symbolsk produktion kræver kompetencer til at kunne håndtere og handle i forhold til tal, tale, tekst og billeder. Og disse krav medfører en fornyet opmærksomhed på, hvordan disse symboler udformes og forstås, dvs. en opmærksomhed på æstetiske former og forståelser.

Denne æstetisering af de vestlige samfund ændrer måden, hvorpå vi forstår og skaber verden, og den er i færd med at transformere det samfund, vi lever og handler i. Æstetiseringen stiller nye krav både til den enkeltes og til organisationers og virksomheders evne til at ori- entere sig og gør det samtidig muligt at overveje, hvorledes dette kan ske.

Derfor er det blevet af stor betydning for individet at besidde æste- tiske kompetencer både i forhold til kulturelle processer og i forhold til f.eks. økonomiske fænomener og strukturer. Æstetiseringen af det menneskelige liv finder nemlig sted på flere niveauer. Stadigt flere elementer af den omgivende verden konstitueres og bearbejdes æste- tisk, og virkeligheden fremstår i stigende grad for os som designet, som et æstetisk „værk“, vi er medskabere af, og som vi skal indgå i en både forståelig og sansemæssig dialog med.

Udvidelsen og forandringen af det æstetiske felt har fundet sted og finder sted som element i de moderne samfunds gradvise opdeling i

(18)

Tilstedeværende forskningsressourcer

INSTITUTIONEL ORGANISERING Der kan forekomme at være et vist misforhold mellem på den ene side mediekonvergensen og kulturindustri- ens brug af det tværæstetiske og på den anden side de hjemlige uni- versiteters uddannelse af kandidater, som er domineret af en smallere og traditionelt defineret enkeltfags-faglighed. Der er flere, der forsker i det tværæstetiske, færre, der underviser i det tværfagli- ge. Der er flere ansættelsesmuligheder i at kvalificere sig i et specia- listområde, end der er i at gå på tværs af de faglige grænser. Sådan har det været indtil nu, men udviklingen er måske ved at vende. Givet er det, at det tværfaglige samarbejde på tværs af landets universiteter trænger til at forbedres, og givet er det, at der er behov for at styrke de institutter og centre, som i forskning og undervisning tager høj- de for udviklingen i det æstetiske og i kulturindustrien; tiltag, som i parentes bemærket nyder stor interesse hos de studerende.

Sigtet i en fremtidig forsknings- og uddannelsesprofil må være at etablere en frugtbar spænding mellem på den ene side det tværfagli- ge, de tværæstetiske studier og på den anden side enkeltfags-kvalifi- kationerne. De sidste har historisk set været de basale forudsætnin- ger for den senere udviklede forskning i det tværæstetiske. Største- delen af de seniorforskere, der i dag beskæftiger sig med det tvær- æstetiske – fra informationsvidenskab, medievidenskab til moderne kulturstudier med forskellige toninger – kommer fra de gamle enkeltfag. Men en del af fremtidens forskere vil typisk have en anden og bredere faglighed at arbejde ud fra, i og med at de er skolet i tværfag- individer og organisationer kan udtrykke forskel. Gennem disse æste-

tiske bestræbelser skabes „sociale“ smagsfællesskaber og fælles kom- munikative referencerammer, inden for hvilke kulturel identitet kan konstrueres og giver mening. Også i denne forstand er det æstetiske et betydningsfuldt bidrag til etableringen og vedligeholdelsen af det sociale i overordnet forstand. Herigennem præsenterer det æstetiske sig tillige som en væsentlig samfundsmæssig udfordring også for den traditionelle politiske kultur og dennes faste værdifællesskaber.

Samlet set synes det æstetiske perspektiv at indtage en stadigt mere fremtrædende plads i samfundslivet både politisk, økonomisk, socialt og kulturelt, frembragt som det er af det moderne samfunds egen udvikling. Dermed bliver det også af afgørende vigtighed for dette samfund at oparbejde en dybtgående og tidssvarende videnskabelig indsigt i disse æstetiseringsprocesser, ikke bare i deres historie og baggrund, men også i deres funktioner i nutiden og i deres betydning for fremtiden.

(19)

brugernes tiltag. Receptionsforskningen er en central del af medievidenskaben, og man kan notere sig, at dele af den er inspireret af receptionsæstetikken, der oprindelig udvikledes i litteraturvidenskabelige sammenhænge. Film- og medievidenskab findes på Køben- havns Universitet, og siden mediedelen kom til, er der etableret flere institutionelle rammer om medievidenskaben. Informations- og Me- dievidenskab på Aarhus Universitet, Kommunikation på Aalborg Uni- versitet, Kommunikation på Roskilde Universitetscenter samt Center for Medievidenskab på Syddansk Universitet omfatter alle studier i nutidens komplekse mediekultur, hvor internet, computer og mobil- telefon i stigende grad virker sammen med tv, film, radio og trykte medier. Det tværfaglige er kendetegnende for disse i øvrigt forskelligt accentuerede forskningsenheder.

I takt med medieudviklingen og interessen for den moderne, eksperimenterende kunst er det tværæstetiske blevet et omdrejningspunkt i flere forskningsprogrammer og centerdannelser. Ved flere af landets universiteter er der etableret overbygningsuddannelser, som fokuserer på området.

I Århus har det siden 1982 været muligt at erhverve kandidatgrad i Æstetik og Kultur, der figurerer under Afdeling for Tværæstetiske Studier (siden 2002 tilbydes endvidere en bacheloruddannelse i faget). Overbygningsuddannelsen Moderne kultur og kulturformidling på Københavns Universitet tilgodeser også de tværæstetiske perspektiver i kulturanalysen. I begge uddannelser er rationalet at kombinere beskæftigelsen med de enkelte kunstarter med studier i, hvordan kunstarterne spiller sammen inden for en kulturhistorisk og kulturanalytisk kontekst. Den samme bestræbelse finder man på Kulturstudier, der er en kultur-overbygningsuddannelse på Syddansk Universitet, mens Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universi- tetscenter snarere fokuserer på sproget som kultur end på det æste- tiske felt.

Statens Humanistiske Forskningsråd har initieret forskellige større projekter, der har haft det tværæstetiske som omdrejningspunkt, om lige miljøer og studier.

Vi har herhjemme veletablerede enkeltfag centreret i de forskellige kunstarter. Der er litteraturvidenskabelige miljøer på Syddansk Universitet (Center for Litteraturvidenskab), på Aarhus Universitet (Litteraturhistorie) og på Københavns Universitet (Litteraturviden- skab). De to sidstnævnte har for nylig indgået institutionelle samarbejder med andre fag; således finder man i København kunsthistorie, teatervidenskab, litteraturvidenskab, (snart) musikvidenskab samt Moderne kultur og kulturformidling under et nydannet Institut for Kunst- og kulturvidenskab, ligesom litteraturhistorie, kunsthistorie, dramaturgi, musikvidenskab samt Æstetik og kultur nu tilsammen udgør et Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet.

En lang tradition for forskning i litteratur finder man på de nordiske institutter og danskfag, der er at finde på alle universiteter: fra Syddansk Universitet (Odense og Kolding) på Institut for Litteratur, medier og kultur, over Ålborg, Danskstudiet på Institut for Kommu- nikation, Århus på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Roskilde på Institut for Sprog og Kultur til København på Institut for Nordisk Filologi. Også på det hæderkronede danskfag kan udviklingen hen imod det tværæstetiske spores. Engang var faget forankret i opfattelsen af litteraturen som et privilegeret dannelsesmedium; i dag er interessen for medier, udvidelser af det litterære værk og kulturens virke – litteraturen som et integreret moment i den moderne offent- lighed – afgørende for det danskfag, der fortsat har en særstatus i uddannelsessystemet og i den nationale bevidsthed. En tilsvarende interesseforskydning møder man på fremmedsprogfagenes litterære afdelinger.

Film- og medievidenskaben har af gode grunde været tilskyndet til at arbejde på tværs af udtryksformerne. De levende billeder med lyd har indoptaget de tidligere mediers former og udtryk, og følgelig er der i film- og medievidenskaben tradition for at gå ud over enkeltfa- genes grænser, en tendens, der forstærkes i og med, at modsætningen mellem høj- og lavkultur i den grad anfægtes i medierne og i medie-

(20)

pelvis forskningsbiblioteker og kunstmuseer.

På IT-universitetet har man bl.a. Afdeling for Digital Æstetik og Kommunikation, som inddrager æstetiske teorier i udviklingen af digitale produkter og indholdsformater. På både Aarhus Universitet og Aalborg Universitet findes der overbygningsuddannelser i Multimedi- er, som integrerer æstetisk produktion og analyse inden for feltet.

Der er endelig grund til at nævne, at de filosofiske/idéhistoriske miljøer ved universiteterne i København, Århus, Odense og Roskilde alle har traditioner for forskning i æstetisk teori med vekslende foku- seringer på hhv. angelsaksisk analytisk æstetik og kontinental æste- tisk tænkning. Kunsten har i alle tilfælde stået i centrum for den filosofiske refleksion.

„TEORETISK“ ORGANISERING Som det fremgår, rummer de forskellige forskningsmiljøer vidt forskellige tilgange til det æstetiske genstands- område, herunder til det tværæstetiske perspektiv. Disse forskelle omfatter også den teoretiske grundlagsforståelse. Det har selvfølgelig at gøre med (institutions)historiske forskelle i udgangspunkt, kontekst og forskningsinteresse. Et nationallitterært dannelsesperspektiv giver et andet afsæt end et filosofisk-spekulativt, ligesom et teoretisk kulturanalytisk søger andre pointer og har brug for andre værktøjer end f.eks. et kulturhistorisk, litteraturvidenskabeligt eller et medieso- ciologisk.

De forskellige tilgange forekommer grundlæggende at være en styrke ved det samlede felt. De er en af forudsætningerne for, at tværfaglige samarbejder giver gensidig befrugtning og nye perspektiver gennem selve mødet. På den anden side er der ingen tvivl om, at en vis afklaring af i hvert fald disciplinernes kernebegreber kunne gavne udvekslingerne og dermed forskningens resultater.

Her står bl.a. æstetikbegrebet selv i centrum. Det har en lang og kompliceret historie, og det dækker over en række forskellige, ofte modstridende betydninger. Æstetik forbindes ofte med kunst – endda end i forskellige varianter. Det gælder således de to store projekter,

der begge løb fra 1993 til 1998,Moderne æstetisk teori: det æstetiskes aktuelle funktionsforandring og Urbanitet og Æstetik, forankret i hen- holdsvis Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet, og Institut for Litteraturvidenskab, Københavns Universitet. I samme årrække fungerede TV’s æstetiksom et samarbejdsprojekt mellem forskere fra Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, Institut for Infor- mations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet og Institut for Mar- kedsøkonomi, Handelshøjskolen, Århus. Center for Æstetik og Logik på Aalborg Universitet organiserede 1994 til 1999 her et tværæstetisk samarbejde; dette er siden bl.a. videreført i det tværfaglige og tværin- stitutionelle projekt om de nye (multi)mediers udtryksmuligheder (Staging-projektet 1999-2002).Æstetik i markedskommunikationer én af arvtagerne til dette forskningsmæssige udviklingsforløb. På handels- højskolerne i København og Århus samt på Syddansk Universitet er inden for det sidste par år oprettet centre for Corporate Communica- tion eller Virksomhedskommunikation.

Ved Center for Kulturstudier på SDU findes desuden overbygningsuddannelsen designstudier som den første forskningsbaserede designuddannelse i landet. Med designteoriernes fokus på æstetisk produktion og performans udgør miljøet en vigtig brobygger til nyere videnskabelige felter som digital æstetik og interaktionsdesign, hvis forskningsgenstand udfordrer traditionelle æstetiktraditioner. Mil- jøet har endvidere et veletableret samarbejde med Designskolen i Kolding. Landets to designskoler er sammen med de to arkitektskoler p.t. ved at opbygge et fælles center for design, der skal have til huse på Kunstakademiets Arkitektskole i København, og som bl.a. skal udvikle en fælles forskeruddannelse inden for designforskning.

Arkitektskolerne står for en stor del af den kulturministerielle forsknings- og uddannelsessektors „anvendte“ æstetikfaglige forskning. Men det er vigtigt at understrege, at der også foregår æstetik- fagligt forsknings- og udviklingsarbejde både på de øvrige kunstsko- ler (kunstakademierne, teaterskolerne, filmskolen etc.) og på eksem-

(21)

digt område med egen teori, begyndte „formalisering“ og „abstrakti- on“ at sætte ind. Tænkningen om kunsten og efterhånden kunstvær- kerne selv kredsede i stigende grad om netop denne kunstens

„særlighed“, om autonomiens funktion og rækkevidde. Spørgsmålet om en særlig sanseerkendelse, herunder eksempelvis om kunstvær- kers sansemæssige kvaliteter, kom efterhånden i anden række.

Selvom der i både det 19. og 20. århundrede stadigvæk fandtes teoretiske forsøg på at fastholde æstetik som en bredere, almen lære om en særlig sansemæssig erfaringsmåde, så var den dominerende tendens tydelig: Æstetik blev mere og mere til kunstfilosofi i forskellige udformninger. Fokus blev da lagt på kunstobjektet snarere end på den sansemæssige relation mellem kunstværk og beskuer.

Kunstfilosofien, der således som oftest ikke vægter æstetikkens sansemæssige sider og det dynamiske forhold mellem subjekt og objekt, men analyserer kunstværket og spørger til kunstens essens, er i det 20. århundrede blandt andet blevet praktiseret af den såkaldt analytiske filosofi. Den analytiske kunstfilosofi eller æstetik har set det som sin opgave at koncentrere sig om kunsten som et selvstæn- digt område i livet og samfundet. Dens analyser har taget form af en diskussion af de begreber, som bruges til at diskutere, hvad kunst er.

Denne filosofi har lagt vægt på definitioner, på strengt logisk argu- mentation og har været orienteret mod naturvidenskaben. Udviklin- gen af en egentlig teori om kunstens og kunstværkets væsen har været formålet med spørgsmålet „hvad er kunst?“. Denne gren re- præsenteres af skikkelser som Richard Wollheim, Nelson Goodman og Arthur Danto.

Mens den analytiske kunstfilosofi har analyseret kunstbegrebet og den måde, man omtaler kunst og omgås kunstværker på, så har den kontinentale æstetik (med tyngdepunkt i det tysksprogede område) snarere villet benytte forholdet mellem kunst og æstetik til at sige noget om verden. For den kontinentale filosofi var forholdet mellem kunst, æstetik, viden og sandhed det centrale. Kunst besad et særligt erkendelsesmæssigt potentiale og stod i et privilegeret forhold til den i et omfang, så der sættes lighedstegn mellem kunst og æstetik. Den-

ne forbindelse skyldes imidlertid en bestemt teoretisk tradition fra romantikken og frem. Selve begrebet „æstetik“ opfindes midt i det 18.

århundrede og retter sig da som udgangspunkt bredt mod en særlig sansemæssig perception, der ikke kun omfatter kunsten.

Der sker som bekendt i løbet af det 18. århundrede en række nybrud, der tilsammen radikalt ændrer på den hidtidige opfattelse af kunsterne og kunstnerne, af det skønne og af sanseperceptionen.

Fremkomsten af „kunsten“ som kollektivsingularis i moderne forstand og skabelsen af forbindelsen mellem kunst og æstetik hænger selvfølgelig sammen med de voldsomme ændringer, der finder sted i perioden generelt. Under indtryk af moderniseringsprocessens uddif- ferentieringer begynder tænkningen på en ny måde at fokusere på forskellen mellem en sanselig og en logisk erkendelse.

Da æstetikken af Baumgarten „opfindes“ som en selvstændig filosofisk disciplin, fastholder den umiddelbart forbindelsen til kroppen og det materielle. Senere i århundredet forsøger Kant at begrunde det æstetiskes selvstændighed på en filosofisk systematisk måde, som får stor betydning for senere teorier om både kunst og æstetik. Vigtig er især Kants forankring af den æstetiske dom i relationen mellem værk og modtager frem for i en „objektiv“ erkendelse af det skønne.

I kølvandet på, men i modstrid med, Kants meget indflydelsesrige kritiske filosofi, hvor ikke kun kunstværker kunne være genstand for æstetisk erfaring, blev æstetik nu gjort til en teori om kunstværker af romantikerne og eksempelvis i Hegels filosofiske system. Æstetik blev til kunstfilosofi.

Udviklingen af en særlig gren af filosofien, der fokuserede på „kunsten“, den fælles kategori, under hvilken alle kunstarterne nu blev samlet, hang selvfølgelig sammen med den selvstændiggørelse, der skete med de objekter, som tidligere var blevet holdt i ære som helli- ge og havde spillet en rolle i religiøs tilbedelse eller som emblemer for politisk magt. Nu blev de redefineret som værker, der havde en rent kunstnerisk værdi i sig selv. Da kunsten udviklede sig til et selvstæn-

(22)

område. Der er således klart behov for tværgående fora, hvor forholdet mellem enkeltvidenskabernes analytiske fremgangsmåder og de tværgående overvejelser og perspektiver i både kulturteori, en mo- derniseret æstetik og eksempelvis medieforskningen gennemlyses konstruktivt. Udvikling og koordinering af de enkelt- og tværfaglige discipliner og deres arsenaler af teoretiske og metodiske værktøjer er således en vigtig forudsætning for tilvejebringelsen af dybtgående videnskabelig indsigt i vor samtids „æstetisering“.

autentiske sandhed i og om en verden, der ellers generelt var kendetegnet ved overfladiskhed og falskhed. For filosoffer som Th. W. Ador- no, Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer var kunstværket en åbenbaring af sandhed. Den kontinentale æstetikteori formulerede en kritik af den oplyste modernitet og så kunsten som et privilegeret instrument for en sådan kritik, netop baseret på dens selvstændighed og særlige status.

Både den analytiske kunstfilosofi, der sætter lighedstegn mellem kunstfilosofi og æstetik, og den mere spekulative kontinentale æste- tikfilosofis betoning af kunstværkets sandhedspotentiale har haft stor indflydelse på brugen af æstetikbegrebet. Men en række afgøren- de teoretiske fornyelser fra midt i det tyvende århundrede havde imidlertid rødder i de æstetiske enkeltfag, især i litteraturvidenska- ben. Med inspiration fra strukturalisme, semiotik og især fænomeno- logi udvikledes således tilgange som den såkaldte receptionsæstetik, der ligesom hos Kant fokuserede på forholdet mellem værk og modtager og dermed rykkede opmærksomheden tilbage til det æstetiskes oprindelige grundanliggende: dets særlige effekter. Ifølge receptions- æstetikken var det kun ved at analysere modtagerens omgang med værket (således som dette selv implicit foreskriver denne omgang), at det var muligt at redegøre for kunst og litteratur. Men perspektiverne af eksempelvis denne tilgang skulle siden langt overskride kunstens område.

I takt med den samfundsmæssige udvikling er der i slutningen af det tyvende århundrede sket en markant drejning af den humanistiske forskning hen imod en fornyet interesse for et bredere æstetikbe- greb. Det gennemgående træk er, at man i stigende grad opererer med et tværgående æstetikbegreb, der relaterer det æstetiske til mere end kunsten, og som forbinder det med særlige værdiorienterede sanse- perceptioner i hverdagslivet i almindelighed.

En af konsekvenserne af de teoretiske traditioners forskellighed er, at operationelle fremgangsmåder eksempelvis til beskrivelse og analyse af æstetiske relationer er temmelig forskellige fra område til

(23)

og massekulturen har op gennem det 20. århundrede givet anledning til både æstetiske, moralske, pædagogiske og politiske diskussioner om forholdet mellem høj- (eller fin-)kulturen og den brede masse- kultur med knaldromaner, kulørte hæfter, film, musik og tv. De to kulturformer tilhørte henholdsvis de bedre og de mindre godt uddannede dele af befolkningen, og æstetisk var der tale om, at fornyelsen primært fandt sted i den højere kultur. I 1960’erne fandt der således store sammenstød sted mellem kulturerne, da den statslige kunst- støtte blev indført, samtidig med at populærkulturen blomstrede op.

1970’ernes kulturelle opbrud havde også delvis karakter af en kon- frontation med højkulturen, og fra 1980’erne har man talt om en form for nedbrydning af og trafik over grænserne mellem de to kul- turer.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der i realiteten er sket, og hvordan man overhovedet skal forstå de to kulturformer æstetisk, kvalitativt, sociologisk – og økonomisk. Fra begyndelsen har medier som filmen, det illustrerede tidsskrift, også været inddraget i kunsten med eksperimenterende film (Langs Metropolis, 1926) og med avantgardens tværæstetiske brug af tidsskriftet. Det er æstetisk set ikke mediet, der sætter grænsen mellem høj- og lavkultur, bogmediet er som bekendt også modtageligt for enhver skrifttype. Allerede i anden halvdel af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet klagede man i England over den strøm af ukvalificeret, sensations- og triviallitteratur, der fulgte i kølvandet på romangenrens gennembrud (ofte skrevet af kvinder, fremhæver kritikerne, og særligt fordærvende for de letbevægelige unge kvinder – jf. også Flauberts Madame Bovary). I dag er forholdet mellem høj- og lavkultur karakteriseret af en vandring over grænser- ne, idet det dog primært er kunstværkerne, der „vandrer“ gennem indoptagelse af massemediale former, som da gives ny betydning. Det er heller ikke nødvendigvis udbredelsen, der sætter grænsen, selvom en del af den høje kultur også er karakteriseret ved at være „smal“.

Taler man om de to former set sociologisk, dvs. fra publikumssiden, synes det også umiddelbart vanskeligt at drage klare skel; en stor del

De faglige problemstillinger

Det æstetiske i vores samfund er, som det er skitseret i de foregåen- de afsnit, på én gang under kvantitativ vækst og kvalitativ forandring.

Det stiller helt nye krav til begribelsen, herunder til den videnskabelige udforskning, af de æstetiske felters historie, rolle og funktioner i vores samfund. Disse nye krav er en udfordring både til de traditionelle æstetikfaglige miljøer og til de senere tilkomne, uanset om de er tværæstetiske, kulturanalytiske, kulturhistoriske, medieorienterede eller selv engagerede i udviklingen af de nye digitale medier. Netop fordi æstetiseringen går på tværs og ikke lader nogen områder – heller ikke kunsten „selv“– uberørt, er der behov for at kunne begribe, dimensionere og gennemføre dens udforskning under ændrede perspektiver og i tværgående samarbejder. Disse vil i en række tilfælde med nødvendighed overskride hidtil ukrænkelige grænser, konceptu- elt og institutionelt.

I det følgende vil vi pege på en række felter, der i særlig grad synes at kalde på videnskabelig udforskning i sådanne tværgående perspektiver. Felterne og de problemstillinger, de implicerer, repræsente- rer på ingen måde hverken nogen udtømmende liste eller noget systematisk overblik: De griber naturligt ind i hinanden og anskuer en række af de samme fænomener gennem forskellige optikker og i varierende kontekster. De er således alene tænkt som eksempler på problemstillinger, der med føje kunne indgå i udarbejdelsen af egentlige forskningsprojekter inden for området.

HØJ- OG LAVKULTUR Både den avancerede eller provokerende nye kunst