Copy from DBC Webarchive
Copy from:
Sermini innasiorneq sermersuarmi : 'én der klatrer på den store is'
This content has been stored according to an agreement between DBC and the publisher.
www.dbc.dk
e-mail:dbc@dbc.dk
Pilot og isklatrer. Claus Kongsgaard kender indlandsisen bedre end de fleste. Til glæde for ikke bare ham selv, men
også for flyvevåbnet og søværnet, som han træner i overlevelse i ekstrem kulde. Og for en forskningsverden, der
via udgravet indlandsis får adgang til et arkiv over fortiden
’Én, der klatrer på den store is’
Ud & Se J A N U A R 2 0 0 7 48
D
ET KAN NÆSTEN kun beskrives som en navle. Jordens navle. Selvom det bare er et hul. Et gabende krater, på samme tid skræmmende og sært dragende. Det burde være umuligt at komme ned i, endsige have lyst til at gøre forsøget, men sådan er det ikke alle, der har det. For Claus Kongsgaard er isklatring både en sport og et arbejde. Modsat de fleste andre klatrere stræber han ikke efter højderne. Som en af de meget få i verden klatrer han ned i huller i isen, huller, der kun findes på arktis og antarktis. Og man skal være heldig og dygtig for at finde dem, fastslår Claus Kongsgaard. Han arbejder som pilot i flyvevåbnet i Søndre Strømfjord i Grønland, men hans trang til også at udforske indlandsisen giver forskere adgang til et stort frossent arkiv over fortidens klima. Det hold af klatrere som Claus Kongsgaard arbejder med har sponsorater fra både udstyrsproducenter og forskningsinstitutter, og de tager blandt andet isprøver til institutioner i Danmark. De leder efter tardigrader, også kaldet bjørnedyr, som er en lille organisme på to-tre millimeter, der i et mikroskop faktisk ligner en bjørn.– Den har den evne, at selv hvis den fryses ned i lang tid, kommer den til live igen, når man varmer den op. I dvaletilstand kan de overleve alt fra +151 °C til - 270 °C.
Den kan godt slås ihjel, men er ekstremt tolerant over for klimaforhold. Forskerne vil prøve at kopiere den omstillingsevne til at indgå i vævsprøver, der i dag ødelæg- ges i frossen tilstand, forklarer Claus Kongsgaard.
At blive isklatrer på et verdens mest øde, utilgængelige yderpunkter var ikke ligefrem en selvskreven rolle for den 38-årige pilot. Isklatringen begyndte så småt i 1993 med små korte ture til indlandsisen, da han var turistguide i Grønland. I 1997 skulle Ekspedition Tycho Brahe op til Frederikshåb Isblink for at finde en meteorit, og Claus Kongsgaard kom med på holdet. Det var på den tur, at han blev grebet af isen og fik kendskab til hullerne. Da han var færdiguddannet som pilot, blev han udstationeret i Grønland, hvor han i sin fritid kunne tumle med isbjerge ved Thule og Jakobshavn, inden han kastede sig over klatring på iskappen. I dag er isen en fast del af livet for Claus Kongsgaard. Om efteråret tager han ud og undersøger, hvilke huller, der kunne være interessante at klatre i, når den barske vinter får en ende. Han markerer hullernes position, for ellers er der ikke mange chancer for at finde frem til dem i foråret, når de er skjult under dynger af sne. Sandsynligheden for, at et hul er samme sted mere end to år i træk, er næsten lig nul, og hullerne skabes ved en tilfældighed. Når isen smelter om foråret, løber smeltevandet langs iskappen og samler sig i floder. I det øjeblik den enorme vandmasse finder blot et lille bitte hul eller revne i overfladen, vil den presse sig ned og gøre det lille hul større og større. Til sidst dannes en form for brønd. De kan blive flere hundrede meter dybe og op til 15 meter brede. Et hul kan være kraterlignende på overfladen for så at snævre sig ind til en helt smal tunnel. Omvendt kan hullet ved overfladen være så lille, at man ikke opdager det, før man er styrtet igennem. Hullerne findes kun i randområderne af indlandsisen, fordi tyngdekraften presser iskappen sam-
men og skubber isen ud mod kysterne. Inde på midten er isen flad og komprimeret, og trykket i hullerne bliver så intenst, at de fleste lukker sig.
Indlandsisens kant består oftest af en 20-30 meter høj lodret mur af is, men ved Søndre Strømfjord er der lettere adgang. Det er det eneste sted, hvor man kan gå fra snefrit land direkte til iskappen. Derfor har stedet i mange år været der, hvor flyvevåbnet og søværnet holder deres år- lige overlevelsesøvelse for piloter og flypersonale. For selv om forsvaret ikke har haft havarerede fly eller helikoptere i Grønland siden 1970, er der altid en risiko for, at der sker uheld i luften over det enorme grønlandske islandskab.
Derfor skal piloter og besætninger, der færdes på de kanter vide, hvordan de efter en nødlanding holder sig selv og passagererne i live i længst mulig tid på isen.
T E K S TA N N A P R A I
F O T O P E T E R S T A G G E M E I E R , A N N A P R A I & K I M P E T E R S E N
49 J A N U A R 2 0 0 7 Ud & Se
CLAUS KONGSGAARD har været instruktør på øvelsen i 10 år. Med sin erfaring som pilot og sin ekspertise som isklatrer kan han lære folk, hvordan de skal handle i et arktisk klima. Han kender udstyret, dets begrænsninger og multifunktioner så godt som nogen. Og det er netop nødudstyret, han instruerer i. Øvelsesdeltagerne lærer fx, at stearinlys både kan være en varmekilde og spises som hurtig næring, at en skovl ikke kun er et graveredskab, men også kan bruges som radiator, og at et såkaldt space- blanket (sølvfolie) fra det amerikanske rumfartsprogram, NASA, både kan bruges som rygsæk, båre, liggeunderlag og solbrille.
Claus Kongsgaard klatrer aldrig alene. Det er for farligt.
Han har i flere år klatret sammen med to erfarne makkere, René Knudsen og Kim Petersen. Med en lavinesonde, et aflangt aluminiumsrør, prikker Claus Kongsgaard og
Isen absorberer
øjeblikkeligt vores
lyde, så der ville
aldrig kunne opstå
ekko. Vi hører kun
lyden af isen, der
knaser, brager
og rumler.
Ud & Se J A N U A R 2 0 0 7 50
.
51 J A N U A R 2 0 0 7 Ud & Se
holdet af klatrere sig vej frem til de huller, de har spottet i efteråret, men som lige så godt kan være forsvundet hen over vinteren. Hullerne kan også beskrives som enorme trappetrin. Man kravler lidt ned og så hen, og mørket i hul- let gør, at man aldrig ved, hvad der venter et trin længere fremme. Der kan være fri passage til bunden, men det kan også være spærret, fordi sneen har dannet propper.
Isklatrerne klatrer derfor altid bundet til hinanden med reb. Isproppen kan måske godt holde til de første to mand, mens den tredje så ryger igennem, og det sker tit, forklarer Claus Kongsgaard. Inden klatreholdet overhovedet be- gynder at bygge en lejr på isen, sætter de et par skruer tæt på hullet og klatrer ned over kanten for at se, om det er et lovende hul.
– Det tager typisk et par dage at gå et hul igennem. Vi har altid to reb nede. Skulle det ene knække, har vi det andet at kravle op ad. For hver 20. meter sætter vi et anker af to-tre isskruer ind i væggen. Det første lag is er altid skørt.
Det må man aldrig stole på. For at komme op igen bruger vi rebklemmer, som er små håndtag med pigge i, der er
bundet fast til vores klatreseler. Rebet svøber man rundt om klemmen, låser den fast, og så kan man trække sig op. Det er utrolig hårdt, og det tager lang tid, for væggene hælder tit over lodret, og vi bærer på en masse udstyr.
Cirka halvandet tons grej. Så meget oppakning er der med til to ugers klatretur.
Isskruer, reb og isøkser er de tre vigtigste redskaber. Lige så snart Claus Kongsga- ard og de andre klatrere er nede i et hul og dermed væk fra indlandsisens vind, føles det mindre koldt. Nede i bunden af et hul er der buldrende mørkt og 20-40 minusgrader.
– Isen absorberer øjeblikkelig vores lyde, så der ville aldrig kunne opstå ekko. Vi hører kun lyden af isen, der knaser, brager og rumler. Isen er levende og bevæger sig hele tiden. Bare den flytter sig et par millimeter, giver det nogle enorme brag, men det vænner man sig til.
Den bedste tid at klatre i er marts-april, og holdet har i realiteten kun små 14 dage om året at klatre i. Resten er forberedelse og held.
Nogle år får de slet ikke noget ud af det. Andre gange er vejret og hullerne per- fekte. Ud over et fransk forskerhold er der så vidt vides ingen andre i verden, der klatrer i hullerne på indlandsisen. Det dybeste hul Claus Kongsgaard har været nede i er 110 meter.
– De første 15 meter gik lodret ned, hvorefter vi landede på et plateau. Vi fryg- tede at have ramt bunden allerede, men fandt en sidetunnel, der så lovende ud.
¯verst til venstre: En isskrue er ikke bare et stykke slebet stl, der holder rebet fastsp¾ndt til isv¾ggen. Den er forskellen p liv eller d¿d. Hvis en isklatrer mister fodf¾stet og hiver i skruen, kasseres den, s snart han har fast grund under f¿dderne. For en sikkerheds skyld. Nederst til venstre:
Varm kakao og tomatsuppe giver energi. Til h¿jre: Claus Kongsgaard er p vej i sine pigsko mod et hul, der skal indtages.
Ud & Se J A N U A R 2 0 0 7 52
Da vi nåede bunden var vi ’kun’ 110 meter nede lodret, men vi havde brugt 450 meter reb, fordi vi også måtte klatre vandret under isen.
Isens luner kender Claus Kongsgaard. Han ved, hvad den er i stand til. Og anerkender dens styrke. Blot ved at lytte til eller se på isen, kan han lure de små krystallers tilstand.
– Is er ikke bare hvidt eller gennemsigtigt. Isen kan fx være rødlig på grund af alger. Det er luftpartiklerne i isen, der presses sammen, og når lyset rammer, spaltes iltatomerne og giver øjet et fascinerende farvespil.
Indlandsisen er som et frossent oprørt hav, hvor bølgetop- pene er slebet runde af den skarpe vind. Farverne skifter fra blændende hvid over turkis til en rolig koboltblå.
– Isens farver fortæller dig, hvordan den skal håndteres, og når jeg går på isen, kan jeg høre mig frem til temperaturen.
Den sprænger på en helt særlig måde, når det er virkelig koldt. Ved minus 20 grader lyder det som at gå på flamingo- plader iført pigsko.
Fra nul til minus 10 grader er sneen stort set lydløs. Jo kol- dere vejr, jo skarpere lyd.
– Modsat gælder det i en iglo, der er utrolig lydisoleret. Folk kan stå udenfor og råbe, uden at man hører det inde i igloen.
Men til gengæld kan man høre på lang afstand, når en person nærmer sig . Så runger det nede fra jorden. Isbjørne OM GR¯NLAND
Grønland er 51 gange større end Danmark.
Hvis Grønland lå, hvor Danmark ligger, ville øen strække sig fra Skagen til Tunis i Nordafrika. Der bor 56.300 mennesker på øen, det samme som i Roskilde Kommune.
Det kolde vejr spiller en afgørende rolle for livet i Grønland. Om vinteren lader indbyg- gerne i Søndre Strømfjord fx deres biler stå i tomgang hele natten. Ellers er de frosset til næste morgen.
OM OVERLEVELSES¯VELSEN
Flyvevåbnet og søværnet laver hvert år en arktisk overlevelsesøvelse for piloter og flypersonale i samarbejde med det cana- diske og amerikanske flyvevåben. Efter at have modtaget teori om arktisk overlevelse på flyvevåbenets base i Søndre Strømfjord, skal deltagerne simulere en nødlanding på indlandsisen. Her skal de overleve i to døgn i mere end 40 minusgrader med det nødud- styr og proviant, de til daglig flyver med i fly og helikoptere. Øvelsen kaldes Pituqfik, der på grønlandsk betyder ’stedet, hvor man tøjrer hundene.’
OM CLAUS KONGSGAARD
Pilot og premierløjtnant i flyvevåbnet siden 1991. Har fløjet Gulfstream III (eftersøg- nings- og inspektionsflyvninger) i Grønland fra 1991 til 2004. Flyver nu Herkules C130J med missioner i Afghanistan, Irak og Grøn- land. Instruktør på overlevelsesøvelsen Arctic Survival siden 1994. Isklatrer siden 1994. Opvokset i Nørre Åby på Fyn, i dag bosat i København.
G R Ø N
L A N
D
G R Ø N
L A N
D
StationNordScoresbysund
Godthåb Søndre Strømfjord
Grønnedal Thule
Air Base Thule
JØRGEN STAMP
Claus Kongsgaard p sit kontor.
53 J A N U A R 2 0 0 7 Ud & Se
derimod er gode til at liste, så dem hører man ikke altid komme.
Claus Kongsgaard har dog aldrig været udsat for fare fra en af indlandsisens isbjørne. Han har heller aldrig været i en klatresituation, hvor han har været bange, men der har været tilfælde, hvor han bagefter har opdaget noget, der har givet et sug i maven.
– Det er da sket, at vi er kommet op fra et hul, hvor rebet var flosset i kanterne eller en isskrue har siddet faretru- ende løst. Så synker man lige en ekstra gang.
Men holdet har aldrig haft ulykker. Kun en orkan har engang ødelagt dele af deres grej.
SOLEN BRÆNDER i øjnene, og kulden bider i kinderne, det eneste hud, der ikke er gemt bag lag på lag af uld, bomuld og fiber. Når Claus Kongsgaard er på isen, og mø- ver sig ud af sit telt om morgenen, tager han en kop med smeltet lunkent vand med. Vandet kaster han op i luften, og hvis det når at blive til isklumper, inden det rammer jorden, tager han et ekstra lag tøj på.
At have afprøvet og forstået sit udstyr i de virkelige omgivelse gør sandsynligheden for at overleve hundrede gange større, forklarer isklatreren. Når man står oven på millioner af kubikmeter frossent vand i en ubeskrivelig
Overlevelse p indlandsisen handler ikke kun at f n¿dudstyret til at virke. Det er lige s vigtigt, at folk har opgaver. Kedsomhed s¾nker moralen og giver grobund for spekulation og bekymring, forklarer Claus Kongsgaard. Her er det et hold fra S¿v¾rnets Helikoptertjeneste, der arbejder p at f
gang i deres primus, s de kan koge vand, mens en anden hakker i isen for at lave isblokke til den iglo, de skal sove i om natten.
kulde, gælder det om at vide, hvad man gør. Fx melder tørsten sig ikke automatisk hos øvelsesdeltagerne, men instruktøren understreger igen og igen, hvorfor det er så vigtigt at drikke vand.
På isen sveder man nemlig lige så meget, som hvis man stod ude i ørkenen, fordi luftfugtigheden er lav.
Klatreholdet har også overvejet at klatre på Sydpolen, hvor der siges at være huller op til 500 meter dybe. Men hvor isklatring i Grønland er dyrt, er det på Syd- polen ikke til at betale uden større sponsorater.
– Det er så godt som utilgængeligt på Sydpolen. Skulle vi ned i bare et par huller, ville det ikke kunne gøres for under to en halv million kroner.
Claus Kongsgaard bruger omkring 30.000 kroner om året på isklatring. Og det er kun for at kunne supplere og vedligeholde sit udstyr. Alt hans grej ville koste flere hundrede tusinde at investere i. Bare én isskrue koster 500 kroner, og dem har de mindst 100 med af per klatring.
– Jeg er egentlig ikke den vilde knægt, der skal prøve kræfter med det ekstreme.
Vi klatrer så sikkert, som det overhovedet er muligt. Jeg ville også klatre på isen, hvis jeg havde kone og børn. Der er selvfølgelig en risiko, men det er der også ved at gå i byen lørdag aften eller tage på dykkerferie. Der er dog den forskel, at hvis du klatrer på en bjergside i Frankrig, kan andre finde dig, men hvis du falder ned i et af hullerne heroppe, så kommer der ikke nogen og henter dig.
Men det skræmmer dog ikke isklatreren det mindste.
– Mine grænser flyttes i kraft af, at jeg føler, jeg har kontrol over tingene. Teknik og psyke udvikles for hver eneste tur. Det nytter heller ikke noget at stå nede på bunden og gå i panik i mørket. Du skal jo selv komme op igen.
