• Ingen resultater fundet

THE DET

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "THE DET"

Copied!
38
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

(2)

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

(3)

* a *

W i l h e l m £ ? Demokratiet V vj

i Danmark.

(4)

Jvi - oJ

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019381537

01

9?

(5)
(6)
(7)

Kejser Wilhelm

og

Demokratiet i Danmark

efter Krigen i 1864.

En politisk Debat

i

Sønderborg om Nordslesvig

1877

Offentliggjort under Verdenskrigen af

Kommis N. N,

Sfi°i

1918

J ens Nielsens Forlag Aabenraa Nr. 3.

K ø b e n h a v n

K

(8)
(9)

Kejser Wilhelm

og

Demokratiet i Danmark

efter Krigen i 1864.

KONG WILHELM

, mægtig, vis og stor, os givet har sit Kongeord at selv vort Land vi vælge maa —

hvo tør da nogen tvivle paa at han ej Ord vi) holde.

2)oktor §ade

Sønderborg 1877.

1918

J e n s N i e l s e n s F o r l a g Aabenraa Nr. 3.

K ø b e n h a v n K

(10)

KONG WILHELM, mægtig, viis og stor, os givet har sit Kongeord at selv vort Land vi vælge maa —

hvo tør da nogen tvivle paa at han ej Ord vil holde.

doktor $ade

Sønderborg

N A T I O N A L T R Y K K E R I E T • K I H V N .

(11)

Efter tre Aars Forløb, kom jeg i Aaret 1876 til Sønderborg, der nu var en tysk Fæstning.

Da jeg Dagen efter min Ankomst havde faaet mine Fødder om bag Disken, bag hvilken jeg skulde arbejde, gik det hurtig op for mig Stedfortræder, at jeg var klemt inde midt imellem Fæstningens Komman­

dant und der Hauptmand

Vi

havde haft udsædvanlig travlt om For­

middagen, og vi fik endnu mere travlt om Eftermid­

dagen.

Puh!

Det var rigtig rart, syntes min Principal, Hr. Frie­

derich Jensen, der i Parenthes sagt ikke vidste noget om, at Klokken 7 skulde samtlige Sønderborg Han­

delsbetjente samles paa „Aissund" og drikke et Af­

skedsbæger med en ældre Handelsbetjent, der nu ikke gad være i Sønderborg længere.

Javel var det rart, men som sagt

Da jeg omsider Kl. 7 naaede ned paa „Aissund"

med min Vinterfrakke kastet løst over mine Skuldre, havde samtlige Sønderborg Handelsbetjente — paa min Ringhed nær — allerede stuvet sig sammen i det Værelse, hvor Gildet skulde holdes. Da jeg no­

get forpustet traadte ind i Gæstestuen, der paa det Tidspunkt syntes mig at være tom for Gæster, tonede:

Danmarks dejligst Vang og Vænge,

lukt med Bølgen blaa, mig imøde indefra Værelset, il hvilket Døren stod paa Klem. Jeg naaede dog

(12)

— 4 —

ikke at faa mine Fødder ind i Værelset, før en Li­

delsesfælle, saaledes yndede han at kalde sig selv, kom mig imøde lige i Døren, som, idet han gav mig Haanden og bød mig Velkommen, sagde ganske sagte:

— Naar du vender dig om tilhøjre, Kammerat, vil du faa Digteren Holger Drachmann at se i hele hans majestætiske Skikkelse. Der, hvor han sidder, mellem Kakkelovnen og Disken, har han siddet om­

trent en halv Time og talt med Frøken Jacobsen, der naturligvis ikke aner hvad for en stor Aand hun taler med; aa, du, gør mig den Tjeneste at gaa hen og bede ham om at være vor fælles Gæst nu i Aften.

— Nej, absolut nej, Kammerat, det vil jeg ikke!

Derimod vil jeg, der er Udlænding, anbefale dig at invitere Digteren Holger Drachmann til vort Gilde;

han skal nok sætte Kulør paa det, for ikke at sige Humør i os allesammen.

Jeg gik nu ind til mine Kammerater og hilste paa Æresgæsten, idet jeg gav ham Haanden. Da jeg satte mig ned i den for mig bestemte Lænestol, vendte vor Kammerat tilbage med Holger Drachmann, som vi nu trykkede i Haanden allesammen. Derved opstod der et syndigt Virvar, men i samme Øjeblik kom Fru Jacobsen med et vældigt stort Fad paa sine Hænder, som hun satte midt paa Bordet, idet hun noget overanstrængt gav os tilkende, at nu kunde vi godt begynde at tage til os fra Fadet; blev det tomt, skulde hun snart faa det fyldt igen. Det ved vi, lød det nu Fru Jacobsen imøde, mens vi fik travlt med at sætte os ned igen, det vil sige, da der manglede

•en Stol til Holger Drachmann, overlod jeg ham reso­

lut min Lænestol, hvilket Galanteri blev belønnet med at Fru Jacobsen hurtig skaffede en anden Lænestol tilveje, som hun overlod mig med den Bemærkning,

(13)

— 5 -

at nu blev der Symatri i Arrangemenfet, hvad jeg gav hende Ret i, for nu sad Holger Drachmann og min Ringhed, der jo var en Slags Udlændinge begge to,*) i hver sin Lænestol med Ryggen mod Gæstestuen og Ansigtet vendt mod Vinduerne, for hvilke der var sat Skodder udvendig.

Det kan nok være at det var en Bøf, der var værd at give sig i Lag med, kort sagt, den var ægte dansk i Smagen og det var Snapsen og Øllet ogsaa.

Da vi var ved at blive færdig med Bøffen, der sandt og sige var bleven rigelig betænkt med Snapse, fore­

kom det mig, at vi var indhyllet i en tæt Taage alle­

sammen. Var det Snapsene der var Skyld deri, eller hvad var det, der fik mine Kammerater til at glemme i hvilken Anledning vi var kommen sammen? Da jeg havde lettet mit Hjerte desangaaende for min ven­

stre Sidemand, stødte han mig i Siden og sagde gan­

ske sagte:

— Aa, kan du ikke se, at Komitéen, dette Tre­

kløver, har forelsket sig i Digteren Holger Drachmann;

indrøm mig, han overskygger da ogsaa fuldstændig Æresgæsten. Men vent bare lidt, Kammerat, der kom­

mer s'gu nok Gang i Gildet, naar Fru Jacobsen faar

"taget af Bordet.

Hvad havde jeg andet at gøre end at tage .den Forklaring for god, tilmed da Komitéen, straks da Bordet var bleven hævet, forsvandt med Holger Drach­

mann op i Theatersalen. Uden at tage mig noget af det, sluttede jeg mig nu tættere til Æresgæsten, hvem jeg i Stilhed betroede en — politisk Hemmelighed, som jeg havde baaret alene paa i adskillige Maaneder;

det kan man ogsaa blive træt af i Længden.

Vi havde forlængst igen bænket os ved Bordet,

*) Alle de øvrige Handelsbetjente, 19 i Tallet, var fødte Sønderjyder.

(14)

— 6 —

hvorpaa Fru Jacobsen havde sat en dampende Bolle- Punsch midt imellem en Krans af slebne Krystalglas,, da Komitéen omsider kom tilbage med Holger Drach­

mann, der nu atter satte sig ned i sin Lænestol ved min højre Side. Han sad nu med „Illustreret Ti­

dende" fra 1864 i Haanden; det var det Numer hvori man bl. a. ser Pepita danse for de danske Soldater».

„Ja", sagde jeg nu til ham, „det var den Gang, nu er vel sagtens Pepita død, ligesom adskillige af de Soldater nok ogsaa er døde, der den Gang gladelig overværede hendes Præsentationer. Dermed er ikke sagt, at Hotellets Theater ikke bliver brugt mere, der­

til har Tyskerne endnu ikke drevet det, nej, jeg var saamænd for et Par Maaneder siden oppe paa Bræd­

derne, hvor jeg som „Neger" tog mange Kegler nede blandt Tilskuerne. Det hører nu til de store Sjælden­

heder at et dansk Theaterselskab vover sig herned til Sønderborg, hvad vi er kede af lige ud til Finger­

spidserne. Ak, nu maa vi stakkels Handelsbetjente det meste af Vinteren nøjes med et Theater-Surrogat, der kaldes: Musikalsk Aftenunderholdning, udført af en københavnsk Gitarspiller og tre af Nordens skøn­

neste Kvinder, der i Parenthes sagt nok kan faa Na­

turen til at gaa over Optugtelsen, men saa har vi

„Die Freiheit" ovre paa Bjerget, hvor vi mod yder­

lig Betaling kan tage os Friheder, uden at blive til­

talt derfor af Øvrigheden".

Der var nu, under denne min private Samtale med min højre Sidemand, kommen Gang i Gildet,, saa det forslog noget, kort sagt, de smukke Krystal­

glas var under Sang og Klang bleven tømt og fyldt igen. Sandt at sige, saa kendte mine sønderjydske^

Kammerater ingen anden Medicin, der kunde holde Humøret oppe, end de danske Fædrelandssange...

(15)

— 7 —

Mens vi nu for tredie Gang var i Færd med at lange vore tomme Glas hen til Bollen for at faa dem fyldt igen, rejste Formanden for Komitéen sig og sagde:

— Maa det være mig tilladt, Kammerater, at spørge Kommandantens Nabo . . .

At det var min Ringhed den spørgesyge Kamme­

rat sigtede til, forstod jeg straks, hvad der fik mig til at rejse mit Hoved og smile over til ham.

. . . o m h a n i k k e h a r e n p o l i t i s k H e m m e l i g h e d at betro enhver af sine andre Kammerater

— Det maa du, Kammerat, spørg bare væk!

Hahaha, hvor langt er han til Dato kommen med Kommandantens wunderschöne*) Datter?

Jeg rejste mig nu op af min magelige Lænestol og sagde:

— Undskyld, men der blev spurgt mig, om jeg ikke havde en politisk Hemmelighed at betro enhver af d'Hrr. Handelsbetjente, som her er tilstede bag Skodderne. Nej, det har jeg ikke, kort sagt, jeg har i det Tidsrum jeg har studeret Tilværelsen syd for Kongeaaen, kun haft én politisk Hemmelighed at bære paa. Da man ogsaa kan blive træt af en saadan di­

plomatisk Byrde, har jeg nu for et Øjeblik siden lagt denne Byrde over paa vor bortdragende Kamme­

rats brede Skuldre; han kan saamænd have godt af at have noget at slæbe rundt med —

— Aa, ja, men hvorfor maa vi andre Kammerater ikke blive sat ind i Hemmeligheden?

— Nærmest fordi jeg betragter denne Hemmelig­

hed for at være noget Kællingesnak fra først til sidst.

— Nej, ved du nu hvad, Kammerat, du

*) Hun — enessaaende tysk Skønhed, der var forlovet med Faderens Adjudant, en modbydelig Krigskarl at se til — kom uanset vi var Danske, næsten daglig ind i vor Butik og gjorde smaa Indkøb til sit Brudeudstyr. Det viste mine Kammerater, derfor var de misundelige.

(16)

— 8 —

— Godt, saa hør nu efter, Kammerater, men sig det ikke til nogen. Som jeg tidligere har fortalt, fik Hans Gyldenfeldt, der for nogle Aar siden stak afsted fra Haderslev, fordi han ikke vilde være tysk Soldat, mig, der den Gang stod ledig paa Torvet, til at væie hans Stedfortræder i den Forretning, han maatte løbe fra.

Det har jeg ikke haft nogen nævneværdig Grund til at fortryde, tværtimod, denne Forandring i Tilværelsen har bekommet mig vel i enhver Henseende. Maa nu den landflygtige Hans Gyldenfeldt ogsaa blive ligesaa godt tilfreds med Tilværelsen deroppe i Dannevang, da skylder jeg ham ikke noget.*)

Saa en Dag, da jeg var alene i Butikken — min Principal, Hr. P. Kjems, var gaaet ned paa Naffet til hans Kæreste — kom der en sortklædt Mand ind til mig i Butikken og sagde:

— Goddag, unge Mand, mit Navn er Appel; jeg skal nu være Præst ude i Rødding, saa jeg maa have mig en Præstekjole.

— Det forstaar jeg, Hr. Pastor, men vi fører ikke Præstekjoler her i Forretningen, saa hellig er Hr.

Kjems ikke.

— Det tror jeg gærne, unge Mand, men der fin­

des vel nok saa meget sort Klæde her i Forretningen, at jeg kan faa syet en Præstekjole deraf.

— Bevars, det gør der, Hr. Pastor, men om vor Skrædder, Hans Krüger, kan sy en Præstekjole, tør

*) Da han efter 2 Aars Forløb fik udlært i Fredericia, fik han Plads i Bogense som Kommis; derfra kom han til Nyborg for at aftjene sin danske Værne­

pligt. Da dette var overstaaet, kom han til København, hvor han fik Plads hos J. A. Behrend (Eskild Salomon) i Kronprinsensgade. Jeg var den Gang ogsaa kommen til København, efter at have aftjent min Værnepligt. Jeg fik nu af og til Lejlighed til at veksle Haandtryk med ham inde i Kongens Have, hvor han yndede at gaa en Spadseretur. Han stod derefter en længere Tid ledig paa Torvet, hvad der gik ham nær til Hjertet. Da jeg en Dag senere saa ham inde i Kongens Have, forekom ham mig at gaa i saa dybe Tanker,

a t jeg gjorde bedst i at holde mig i en vis Afstand, hvad jeg ikke skulde

have gjort, for da han havde gaaet saadan i nogle Minutter, fandt han en Bænk, som han satte sig ned paa, hvorefter han trak en Revolver op af Lom­

men og skød stg.

(17)

— 9 -

jeg ikke udtale mig om, før jeg faar skikket Bud efter ham.

— Saamænd kan Hans Krüger sy mig en Præste­

kjole; han har før syet en Klædning til mig, der sad godt paa Kroppen af mig i lange Tider.

— Jeg fik nu hurtig adskillige Stykker sort Klæde lagt paa Disken, hvorefter jeg fik fat i en Dreng ude paa Gaden, der straks var villig til at hente mig Skræd­

der Krüger hen i Forretningen. Hør nu godt efter, Kammerater, for nu kommer det, der er noget ved.

Samtidig med at Skræddermester Hans Krüger indfandt sig, kom der en anden Kunde ind i Butikken. Det var en ældre Kone nede fra Naffet, der adskillige Gange, efter fattig Evne, havde aflagt Besøg hos os.

Som sagt, jeg havde set denne fattige Kone adskillige Gange før, men aldrig havde jeg set hende med et saa glad Ansigt som nu, da Skræddermester Krüger stod og tog Maal af Pastor Appel til en Præstekjole.

Hun kom for at købe sig et nyt Tørklæde til at tage over sit Hoved, da hun snart skulde i Besøg ude paa Landet, hvor hun havde en Datter boende. Det skulde denne Gang, skønt hun kun havde smaa Penge, være et rigtig fint Tørklæde, ja, for jeg havde vel hørt hvad Kronprins Frederik havde gjort for os? Nej, jeg sagde ikke noget til hende, men idet jeg lagde en Stabel Tørklæder op paa Disken, tyssede jeg paa hende, samtidig med at jeg lagde min højre Haand paa hen­

des Skulder og saa hende mildt og forstaaende i hen­

des taarefyldte Øjne. hvorefter jeg gik hen til Pastor Appel og Skrædder Krüger og gjorde mig færdig med dem. Det tog Tid, men det maatte Konen fra Naf­

fet finde sig i; hun fik saamænd nok Tiden til at gaa med at se paa de mange Tørklæder, som jeg havde lagt frem for hende paa Disken. Da nu Skrædder

(18)

— 10 —

Krüger omsider havde taget Maal af Pastor Appel, der var en Kraftkarl at se til, gik det hurtigt med at faa d'Herrer ekspederet, hvorefter de veltilfreds gav mig Haanden og forsvandt. Jeg stod nu igen lige­

overfor den fattige Kone nede fra Naffet, der for­

længst havde fundet et Tørklæde, som hun syntes om. Det var jo rart, men i Øjeblikket faldt det hende ikke ind at spørge mig om hvad dette Tør­

klæde kostede, nej, det var hende i Øjeblikket mere magtpaaliggende at faa at vide, hvem den pæne sort­

klædte Mand var, som Skrædder Krüger stod og talte med. Da jeg havde forklaret hvem denne Mand var, udbrød hun: „Ih, var det Pastor Appel, det stakkels Menneske, som der har været saa meget Spektakel om i Aviserne!" Det kunde nok være, at hun var glad for at have set Pastor Appel inde i vorses Butik, hvor ogsaa hun helst vilde komme, naar hun trængte til lidt Pjus, som hun kunde skjule sin Krop i. Naar hun nu inden ret længe kom til Rødding, hvor hen­

des gifte Datter boede lige ved Højskolen, saa vilde hun ind i Højskolens Kirke og høre Pastor Appel prædike, selv om der stod nok saa mange tyske Gen­

darmer opstillet indenfor Kirkedøren. Det holdt jeg tappert med hende i, idet jeg nu gav mig til at slaa en Handel af om det Tørklæde, som hun holdt i Haan­

den. Da dette var besørget, uden at hendes smaa Penge var blevet stort mindre deraf, kom jeg i Tan­

ker om, at det var bedst at faa min Videbegærlighed tilfredsstillet m. H. t. hvad det var for noget Kron­

prins Frederik havde gjort for os. Det var min egen Skyld, men ikke uden Grund, at jeg ikke allerede vidste det. Men hvordan skulde jeg faa hendes Mund paa gled, uden først at gøre hende opmærksom paa, at jeg aldrig havde set hende i vor Butik med et saa

(19)

— 11 —

•glad Ansigt som nu, da hun kom for at købe sig et rigtig fint Tørklæde? Var det i Anledning af det, Kronprins Frederik havde gjort for os, saa maatte hun ved Gud i Himlen fortælle mig, hvad det var for noget Hs. kgl. Højhed havde gjort for os, før jeg slap hende ud af Butikken, for jeg havde ikke hørt noget og vid­

ste altsaa heller ikke noget i saa Henseende. Denne min tykke Uvidenhed forundrede hende ikke saa helt

•lidt, al den Stund hun allerede i Morges var kom­

men til Kundskab om: at Kronprins Frederik havde købt Nordslesvig, med Dybbøl Banker, af Kejser Wil­

helm for 200,000 Rigsdaler — — — —

Det kan nok være, at hele Selskabet — Digteren Holger Drachmann indbefattet — brast i Latter, da jeg var kommen dertil. Da mine Kammerater var bleven træt af at le, tog jeg imidlertid straks Ordet igen og sagde:

— Sandt at sige, jeg var lige ved at græde af Glæde over denne billige Nyhed, saa det faldt mig ikke ind at spørge den fattige Kone om, hvad det var for en Hertug paa Naffet, der havde bundet hende denne kostelige Løgn paa Ærmet, nej, for det vilde have været det samme som at saare hendes Hjerte blodig, derimod gik jeg paa Akkord med mig selv, det vil sige, jeg bad resolut den fattige Kone fra Naf­

fet om at give mig Haandslag paa, at hun undlod at lade denne glædelige Nyhed tilflyde Sleswig-Holste- nerne, gjorde hun det, det vil sige, kom det Komplot til Kundskab om denne — Handel, ja, saa vilde der efter alle Julemærker at dømme ikke blive noget af Handelen. Og det var da ikke værd, at det Rak og Pak skulde have en saadan Glæde! Nej, uha, hun skulde saamænd nok holde sig fra S l e s w i g-Holstenerne, i hvert Fald indtil Handelen mellem Kronprins Frede­

(20)

rik og Kejser Wilhelm var kommen rigtig i Orden, men saa vilde hun svært gerne hjælpe alle andre Koner paa Naffet med at feje de Djævle-Mennesker ud af Nordslesvig og Dybbøl Banker, hvor de hidtil kun har afstedkommet Ulykker. Saa forsvandt den meddelsomme Kone ned efter Naffet til med sit Tør­

klæde. Der er nu gaaet \lj2 Aar siden da. Om denne fattige Kone endnu lever, véd jeg ikke. Der­

imod ved jeg, Kammerater, at gaar der l1/. Aar til uden at Kronprins Frederik og Kejser Wilhelm har affundet sig med hinanden, hvad Nordslesvig med Dybbøl Banker angaar, saa eins, zwei, drei, gør jeg, Kom­

mis N. N., en Sviptur ned til Berlin i den Hensigt at købe Nordslesvig med Dybbøl Banker, af der alte Kaiser. Selv om jeg skal op med T/2 Mill. Rigsdaler, gaar jeg paa den, al den Stund jeg nok paa en eller anden Maade faar dette Beløb skrabet sammen.

— Hahaha, lød det atter i Kor, gennem Tobaks­

røgen, saa næsten alle Vinduer klirrede bag Skod­

derne, er du gal, Kammerat, eller kan du ikke for- staa, at naar Kronprins Frederik ikke har kunnet af­

slutte en saadan Handel om Nordslesvig, med Dyb­

bøl Banker i Købet, saa kan du s'gu endnu mindre gøre det.

— Naa ikke detl Selv om jeg skal op med 3/*

Mill. Reichsthaler, gaar jeg paa den

— Ja, men Kejser Wilhelm gaar ikke paa den l

— Hvor har I det fra?

— Det har vi fra en paalidelig Kilde, der véd god Besked om, at gamle Kejser Wilhelm paa ingen Maade vil give Kong Christian d. Niende saa meget som en Fodsbred eller et Hanefjed af det danske Nordslesvig tilbage, saalænge der er et saadant poll-

(21)

sn nm

- 13 —

tisk Spektakel nord for Kongeaaen, som der er og har været lige siden Attenhundrede og seksogtreds — —

— Hahaha !

— Du skulde hellere græde, Kammerat, saa vilde du tage dig endnu bedre ud i vore Øjne.

— Det tror jeg gærne, Kammerater, men saa blød om Hjertet er jeg ikke.

— Nej, for du er nærmest et Bæst, som alle an­

dre Bæster, nord for — — —

— Hold op med det, Kammerater, ellers bliver jeg gal i Ho'det.

— Hahaha!

— Stille og hør efter hvad jeg har at sige, in­

den vi slutter Gildet. Ligesom min gode Forstand straks sagde mig, at den fattige Kone fra Naffet var bundet en kostelig Løgn paa Ærmet, saaledes siger min gode Forstand mig ogsaa, at det ikke er det po- litiske Spektakel i Danmark der gør, at Kejser Wil­

helm ikke vil give Kong Christian d. Niende det danske Nordslesvig med Dybbøl Banker godvilligt til­

bage, men at det danske Nordslesvig, med Dybbøl Banker, alene bliver holdt tilbage paa Grundlag af en planlagt tysk Krigs-Politik, dette saa sandt som denne tyske Krigspolitik nu fornylig har faaet Helgo­

land sammenkoblet med det tyske Rige.

— Det slap du nemt fra, Kammerat, men ikke destomindre bliver vi samdrægtelig ved vores.

Der blev nu pustet og drukket det ene Glas Punsch efter det andet samt sunget Fædrelandssange.

Dette gjorde, at jeg omsider blev saa blød om Hjer­

tet, at jeg atter rejste mig af min Lænestol med mit Glas i Haanden og sagde:

— Hvis det er sandt, at Kejser Wilhelm ikke vil give Kong Christian d. Niende det danske Nordsies-

(22)

— 14 -

vig med Dybbøl Banker tilbage, saalænge det politi­

ske Spektakel i Danmark vedvarer, saa maa det vel ogsaa være sandt, at Kong Christian d. Niende faar det danske Nordslesvig med Dybbøl Banker tilbage, saasnart det politiske Spektakel i Danmark ophører?

— Selvfølgelig!

— Godt, saa foreslaar jeg, at vi Sønner af Mer­

kur nu i Aften vælger en Mand af vor Midte, der for vor Regning har at drage op til Danmark i den Hen­

sigt at faa det politiske Spektakel, som Kejser Wilhelm efter Eders Udsagn har saa ondt i Maven af, til, eins, zwei, drei, at høre op!

— Hvordan skal den Mand bære sig ad med det? Det gad vi vide.

— I véd alle, at da Krigen i 64 var endt, da maatte det lille Danmark nødtvungent afstaa Nord­

slesvig og andre Landsdele til de tyske Sejrherrer, der gned sig gladelig i Hænderne. Da saa Aaret 66 oprandt, blev det samme lille Danmark i sin Ned- trygthed prakket en ny Grundlov paa af en Klat Gods­

ejere og deres Meningsfæller. Det er denne Grund­

lov af 66, der har fostret det politiske Spektakel, der i Øjeblikket opføres under aaben Himmel nord for Kongeaaen, det vil sige, da de fleste Bønder og ad­

skillige Borgere er utilfreds med denne Grundlov, der sandt at sige er et Misfoster af en Grundlov, sammen­

lignet med Grundloven af 5. Juni 49, saa har nu disse Bønder og Borgere sammenrottet sig i den Hen­

sigt at tvinge Godsejerne og deres Meningsfæller til at give dem Grundloven af 5. Juni 49 tilbage igen, hvad jeg, der staar paa et demokratisk Standpunkt, ogsaa naar jeg staar bag Disken og klæder Folk fra Landet paa efter sidste Mode, holder med dem i af alle mine Kræfter. Men se, Kammerater, dette billige

(23)

Forlangende vil hverken Codsejerne eller deres kæp­

høje Meningsfæller indlade sig paa at opfylde, efter­

som det er d'Herrer Patrioter magtpaaliggende at holde baade Bonde og Borger indenfor saa snævre politiske Grænser, som vel muligt. Jeg spørger ikke vor gamle Kammerat, der nu forlader Sønderborg, hvilke af de to Partier — Højre eller Venstre — han holder med, men jeg forudsiger, at den politiske Kamp nord for Kongeaaen, som altsaa Kejser Wil­

helm, efter Eders Udsagn, har saa ondt i Maven af, vil tage til i Styrke efterhaanden som Tiden gaar, indtil Maalet er naaet. Jeg har ligefra min Fødsel holdt med Venstre, men jeg tvivler om, at det vil lykkes dette Parti at faa Grundloven af 5. Juni 49 i sit Eje igen før — Vorherre i Himlen, paa en eller anden Maade, har set sig vred paa Godsejerne og deres Følgesvende. Ti bare stille, Kammerater, for nu er det jeg mener, hvis det er sandt, det Sludder, jeg nu i Aften har hørt fortælle, at vi i Aften vælger en Mand af vor Midte, f. Eks. Hr. N. N.,*) der har Ordet i sin Magt, saavel paa Torvet, som bag Disken, til for vor Regning at gøre en Sviptur op over Græn­

sen i den nationale Hemigt, at faa trommet Højre og Venstre sammen paa Torvet i samtlige Købstæder deroppe — - - —

— Og hvad saa, Kammerat, hvad saa?

— Ja, saa skal Hr. N. N. først gøre Venstre for- staaelig, at hvis dette Parti vil holde op med sit Spek­

takel, det vil sige, leve Livet fredelig under Grund­

loven af 66, saa vil Kejser Wilhelm give Hs. Maje­

stæt Kong Christian d. Niende det danske Nordsles­

vig, med Dybbøl Banker, hvor saa mange Bønder har blødt og fundet Døden, tilbage igen.

*) Det var den Handelsbetjent, der var Holger Drachmann en ypperlig Vejleder i de efterfølgende Dage.

(24)

— 16 -

— Det gør Venstre ikke!

— Nej, men saa maa Hr. N. N. vende sit milde Ansigt om mod Højre og faa dette Parti til at gaa paa Akkord med sig selv

— Det gør Højre ikke!

— Naa ikke, Kammerater, ja, saa giver jeg stak­

kels Menneske tabt, det vil sige, saa tager jeg dette mit Forslag tilbage.

— Og hvad saa, Kammerat, hvad saa?

— Ja, saa maa vi Sønderborg Handelsbetjente indtil videre lade Kejser Wilhelm have ondt i Maven af det politiske Spektakel, der f. T. bliver opført nord for Kongeaaen. I skal se, Kammerater, det gaar nok, for dette Sludder er simpelthen prøjsisk Blaar i Øjnene paa den ulykkelige danske Befolkning lige ned til Ejderen.

Der blev nu et saa farligt Mudder, at jeg fandt mig foranlediget til at trække mig ud af Debatten med mine Kammerater og give Plads for Holger Drach­

mann, hvis han havde noget at skulde have sagt før han i Morgen drog ud i Stillingen for at danne sig en ædruelig Mening om alt det, der var at se der­

nede. Det var lige noget for Holger Drachmann, der nu rejste sig af sin Lænestol og lod en versifiseret Tale flyde over sine Læber, der fik mine Kammerater til at studse.

Jeg husker ikke nu, hvad Klokken var blevet, da vi Sønderborg Handelsbetjente skiltes, efter at Holger Drachmann, noget overanstrengt havde trukket sig;

tilbage, derimod husker jeg tydelig, at jeg havde faaet mig en gevaldig Kæfert stablet paa Benane, mens Gildet stod paa. Da jeg var naaet op til vor Butik med denne min Kæfert, havde jeg saa stærk Fart paar at jeg ikke kunde faa mine Undersaatter standset før

(25)

— 17 —

jeg stod udenfor Porten, der førte ind til Komman­

danten. Jeg husker heller ikke nu, om jeg i min Kæfert gjorde Forsøg paa at komme ind ad Porten til Kommandanten og hans Datter, derimod husker jeg tilstrækkelig tydeligt, at jeg blev standset af Skild­

vagten, en Polak, der i Nattens Mørke stod og grinte mig lige op i Ansigtet. Da han var blevet træt af det, syntes jeg, at jeg ogsaa skulde have lidt Sjov i Gaden med ham, hvorfor jeg trak ham udenom Skilderhuset hen til vort Kontorvindue og fortalte ham paa Tysk vistnok et underligt Tysk i den Kæfert, jeg havde paa, at indenfor i Kontoret stod der et Pengeskab, som han havde at lade blive staaende, derimod laa der en Mængde Brosten, stablet op i en Pyramide ovenpaa Pengeskabet, dem maatte han passe godt paa at Po litiet ikke kom om Natten og nappede. Disse mange Brosten havde nemlig den tyske Pøbel i Byen bræk­

ket op af Gaden og kastet min Principal i Hovedet gennem Vinduerne — fordi han ikke efter 64 vilde for­

andre Signalerne.

Da jeg den næste Morgen var kommen ned i Butikken igen, havde jeg det meste af min Kæfert i Behold endnu; det var ikke rart, hvis der skulde komme Kunder, som jeg ikke kunde blive fri for at tage mig af. Endnu havde dog ingen saadanne Kun­

der indfundet sig i Butikken, hvorfor jeg stillede hele min Bedrøvelighed op i Døren til Gaden. Det gjorde godt, syntes jeg; bare min Principal vilde blive borte lidt endnu. Som jeg nu stod der i Døren, kom Hol­

ger Drachman, ledsaget af Hr. N. N., gaaende i dybe Tanker tvers over Gaden, hen efter Apotheket til. Da de var kommen ind paa Fortovet, vinkede jeg over til dem med mit Lommetørklæde: Saa tidlig, det er godt jeg ikke skal med paa Farten, for jeg har endnu en

(26)

— 18 -

lille Streg paa fra i Aftes! Det havde Holger Drach­

mann og Hr. N. N. naturligvis ogsaa, men det var heldigvis ikke til at se paa dem, som de der gik paa Fortovet. Det kan nok være at den skæve Apo­

theker og hans to ugifte Døtre kom til Vinduerne, da Holger Drachmann og N. N. var kommen ud for Apo- theket. Hr. N. N. kendte de, men Holger Drach­

mann, nej, ham havde de aldrig før set; hvad mon han vilde in Sonderburg efter? Jeg véd det ikke, havde jeg nær sagt, derimod véd jeg, hvorfor Folk i Byen kalder vor Genbo for den skæve Apotheker.

Det gør Folk, fordi han i 64 døbte sit Apothek om til at hedde: Apotheke. Det skulde han ikke have gjort, for siden han foretog denne Daabshandlng, er hans aarlige Indtægter bleven mindre og mindre, da de fleste syge Mennesker køber den Midicin, der skal gøre dem rask igen, oppe i Nordborg. Nu forleden skulde hans ældste Datter have holdt Bryllup med sin Kæreste. Det var den skæve Apotheker saa glad for,, at han i den Anledning fik rejst et Alter inde i Stor­

stuen, hvor den hellige Handling skulde foregaa.

Men ogsaa det kom den stakkels Apotheker skævt fra, for bedst som hans Datter stod parat ved Alteret inde i Storstuen, udeblev hendes Kæreste; han havde været paa Apotheket den foregaaende Aften, men siden da har intet Menneske set noget til ham. Nu sidder de to Apothekerdøtre med deres Hekletøj ved hver sit Vindue og ser vemodigt ud paa Gaden. Jeg har spildt Snese af Timer inde i vort Kontor med at sidde med Haanden under Kinden og kigge paa disse to Kvinder, der forekommer mig at være et godt Stykke oppe i Aarene. De bliver s'gu aldrig gift, har jeg mangen Gang sagt ved mig selv, naar jeg var bleven træt af at kigge paa dem. Det skulde jeg

(27)

WAUJ

— 19 —

vistnok ikke have sagt, for jeg har nu i den sidste Maaned set saa én, saa en anden ung Løjtnant af ægte prøjsisk Støbning gaa forbi Apotheket og gøre stram Militærhonnør for de to Søstre, der sidder ved Vinduerne. Det er en Selvfølge, at de giftelystne Hr.

Løjtnanter aldrig gaar forbi Apotheket uden at de to Apothekerdøtre ogsaa nikker og smiler ud til dem igen; lige for lige, naar Venskab skal holdes, ogsaa mellem Tyskerne. Det skal blive morsomt at se, hvor­

dan det vil gaa disse Løjtnanter, for*) —

Jeg maatte nu sande, at ingen har Fred længere end Naboen vil, for nu kom den smukke Frøken Kom­

mandant og vilde ind i vor Butik. Det blev jeg gal i Ho'det over, kort sagt, jeg var nær ved at tage hende om Livet og bede hende om at komme igen i Morgen, for jeg havde mig en lille Streg paa fra i Aftes. Som den pæne unge Mand, jeg den Gang var, gjorde jeg mig naturligvis ikke skyldig i en saadan Handling, nej, jeg traadte i Stedet for helt udenfor Døren, saa jeg kunde komme til at bukke og smile, idet hun gik ind i Butikken, hvorefter jeg skyndte mig med at komme ind bag Disken og være hende til Tjeneste — med hvad som helst hun ønskede, ja, om det saa var et dansk Kys, saa skulde hun faa det, trods det, at jeg som sagt havde en lille Streg paa.

Som jeg nu stod der bag Disken ligeoverfor den smukke Frøken K. og paastod paa Tysk, at de Spit­

zen, jeg havde i Haanden, var meget smukkere end de Spitzen, hun stod med i Haanden, kom der en yngre, tysk Handelsrejsende ind i Butikken og spurgte

*) Ligesom en tysk Apotheker paa det Tidspunkt kun maatte have én Lærling for hver Pharmasevt han beskæftigede i sit Apothek, saaledes maatte en tysk Officer, der kun havde sin Lønning at leve af, kun gifte sig, naar han sam­

tidig giftede sig en saa stor Kapital til, at han i sin Ægtestand kunde føre en Husholdning, der var den tyske Officerstand værdig; den skæve Apotheker var som sagt fattig.

(28)

- 20 -

mig om Hr. Fr. Jensen var zu sprechen? Ikke lige paa Minutten, svarede jeg paa Dansk, men vent bare lidt Højstærede, jeg venter Hr. Fr. Jensen hvert Øje­

blik. Jeg var nu saa stærkt optaget af den smukke Frøken K., at jeg, da min Principal kom ind i Bu­

tikken, ikke straks lagde Mærke til, hvad det var for Varer, den salgslystne Geschäftsmand vilde prakke ham paa, nej, jeg hørte kun, at min Principal stadig­

væk ikke havde Brug for noget; enten var det for dyrt eller ogsaa var han tilstrækkelig forsynet med det, han hidtil havde set paa. Dermed gav den salgslystne Geschäftsmand imidlertid ikke tabt, nej, nu lagde han en Kollektion Taschentücher op paa Disken, som han med Smil om Munden mente, at dem kunde min Principal ikke staa for, uden at give ham en Ordre, der straks skulde blive effektueret.

Se, her var f. Eks. et Tørklæde med Kejser Wilhelm paa, her var et Tørklæde med Fyrst von Bismarck paa, og her var et Tørklæde med baade Wrangel og Moltke paa, det maatte da være noget? Uden at sige noget, sprang nu min Principal, bleg i Ansigtet af Raseri, over Disken, hvorefter han tog den hele Kol­

lektion Taschentücher i sin Favn og smed dem ud i Rendestenen. Da dette var besørget, bad min Prin­

cipal den forskrækkede Geschäftsmand om at forlade Butikken, for han havde ikke Brug for slige tyske Snotklude.

Jeg fik ikke senere Lejlighed til at løbe paa Hoiger Drachmann, mens han opholdt sig i Sønder­

borg; da jeg nogle Aftener senere kom ned paa „Als- sund" for at betale min Part af Gildet (ialt 11 Reichs- mark), var nan forlængst rejst tilbage til København med sine Indtryk og Oplevelser.

Det var i Grunden kedelig, for havde Holger

(29)

I , g % • 9 nrnfl

- 21 —

Drachmann forlænget sit Ophold blot nogle faa Dage, saa havde han faaet Livet i Byen at se fra en anden Side. — —

Jeg blev vækket Nytaarsmorgen Kl. 6 af et Mu­

sikkorps, der gik rundt i Sønderborg og spillede:

Fryd dig ved Livet i dine Ungdomsaar, pluk Glædens Roser

— før de forgaar.

Saa liflig var jeg aldrig før bleven vækket Nytaars­

morgen i nogen af de Købstæder, jeg hidtil har været i. Nu, nogle Maaneder senere, netop som jeg stod bag Disken og tænkte paa — ingenting, blev jeg igen vækket, ikke af et Musikkorps, men af nogle Borgere, med tysk Sindelag, der løb rundt i Byen og skreg om Hjælp.

— Hvad er der paa Færde, spurgte jeg vor højre Nabo, der stod i Døren og røg en Cigar, ist de Diiwel los?

— Man skulde næsten tro det, sagde Hr. Thej- sen, men saa galt er det nu heller ikke. Sagen er den, der er en fattig Cigarmager undervejs her til Sønderborg, nede fra Altona. Efter hvad d'Herrer Tyskere nu har fortalt mig, saa har denne fattige Cigarmager lejet „Collosseum" derovre, hvor han i Morgen Aften vil tale om noget han kalder Social­

isme. Nu løber de fra Butik til Butik og vil have vi Danskere til at hjælpe dem med at faa ham smidt ud af Sønderborg saafremt han vover at aabne Mun­

den. Det faar d'Herrer Tyskere naturligvis ikke vi Danskere til at hjælpe dem med, nej, saa dumme Dänen er vi dog ikke!

(30)

— 22 —

— Det tror jeg heller ikke, Hr. Thejsen, men hvad saa?

— Ja, saa haaber jeg, at vi i Morgen Atten faar en Mundsmag af, hvad Socialisme er for noget.

— Det er hørt, Hr. Thejsen, det er hørt!

Da vi den næste Dags Aften var naaet til det Klokkeslet, da den frygtede Cigarmager fra Altona skulde tale om Socialismen, var det lille „Collosseum"

stuvende fuld af Tilhørere. Saa meget opnaaede denne Arbejder-Politikker fra Altona altsaa efter sin Ankomst, men heller ikke mere, for da han kom op paa Tribunen, blev han modtaget af en bevæbnet Politibetjent, der overrakte ham et Stykke Papir, som han straks holdt op til Lyset og læste igennem. Da han var færdig dermed, raabte han: Verboten ud mod Tilhørerne, mellem hvilke min Ringhed ogsaa be­

fandt sig, hvorefter han med nedbøjet Hoved gik ned fra Tribunen igen. Da mindst 90 pCt. af Tilhørerne var Danskere, kom han hurtig ud af „Collosseum"

igen, uden at der skete ham nogen yderlig Overlast, af den Snes Tyskere, der havde faaet Politiet pusset paa ham.

Ja, saaledes endte det første Socialistmøde i Sønderborg i Aaret Attenhundrede og syvoghalvfjerds.

Nogle faa Dage efter at dette politiske Staahej var forbi, kom Sønderborg igen i Oprør. Det var ikke denne Gang en fattig Cigarmager, men et tysk Vandrelager, som det gjaldt om for d'Herrer Køb­

mænd at faa jaget væk fra Byen. Det var den Gang saaledes, at naar en Hamborg-Grosserer eller Berliner- Jøde ved Lejlighedskøb havde samlet sig et større Parti Manufakturvarer, af den Slags, som der let kan tjenes store Penge paa, saa drog han Gang paa Gang afsted med disse Manufakturvarer op i Nordslesvig,

(31)

— 23 —

hvor han saa i de forskellige Købstæder, ved Hjælp af vældige Annoncer, grundlagde et ottedags eller fjortendags Udsalg i ledige Lokaler. Det siger sig selv at samtlige Manufakturhandlere i de nordslesvig­

ske Købstæder blev i daarligt Humør, hver Gang der dukkede en saadan Konkurrent op, da han naturligvis

— ved Hjælp af sin storslaaede Reklame — lokkede mange af deres Kunder hen til sig. Nu skulde Søn­

derborg igen velsignes med et saadant Vandrelager.

Der blev nu i den Anledning afholdt Butiksraad hos samtlige Manufakturhandlere. Da jeg af min Princi­

pal, Hr. Fr. Jensen, blev spurgt om, hvad -jeg mente han for sit Vedkommende skulde foretage sig, vidste jeg i Øjeblikket ikke noget bedre Raad at give ham, end at samtlige Sønderborg Manufakturhandlere fik det tjenstvillige Politi til at smide den ubehagelige Konkurrent ud af Byen, før han fik sit Vandrelager pakket ud paa Disken. Jeg holdt paa, at naar en Snes Tyskere kunde faa Politiet til at smide den fattige Cigarmager fra Altona ud af Byen, fordi han af et godt Hjerte vilde traktere Byens Borgere med politiske Kundskaber, saa maatte samtlige Sønderborg Manufakturhandlere sagtens kunne faa Politiet til at være sig følgeagtig overfor den ubehagelige Konkur­

rent. Det vilde min Principal, Hr. Fr. Jensen, imid­

lertid ikke skrive under paa, nej, jeg maatte huske paa, at enhver saadan Konkurrent selvfølgelig havde en tysk Lap Papir hos sig, der gav dem Ret til at træde samtlige Købmænd i Nordslesvig paa Tæerne.

Dagen efter at vort Butiksraad var tilendebragt, fandt jeg min Ringhed staaende bag Disken i et:

Kontra-Udsalg

af Manufakturvarer til Spotpriser,

grundlagt af samtlige Manufakturhandlere. Det kunde

(32)

den ubehagelige Konkurrent fra Hamborg ikke staa for, nej, han stak slukøret væk fra Sønderborg med sit Vandrelager, hvad der var fornuftig gjort af ham, thi selv om han skreg nok saa meget op i Aviserne om at han var billig, saa maatte han vide, at vi for en Gangs Skyld var endnu billigere. — — —

(33)

(34)

I A T IO N A L T R Y K K E K I E T - K B H V N .

(35)
(36)
(37)

M99RRS8T:

(38)

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Det havde ikke krævet et stort noteapparat, men kunne med fordel være indarbejdet i teksten som al god formidling.. Og det var

Kender du den følelse, at der er der noget , du har rigtig lyst til at lave, lige når du vågner2. Har du nogensinde besøgt et hus, hvor

[r]

Han forstod i hvert fald ikke min aggressive irritation, da jeg sagde: „Og ih hvor det 8..

Pigerne i de røde strømper havde imidlertid ikke den mindste lyst til at overtage den 16. rolle, deres mødre

Ved afslutningen af et ægteskab oplever parterne ikke blot et brud på hverdagens rutiner, men også et brud med deres forventning til, hvordan livet ville forløbe.. Forventninger

• Unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse, der ikke ved første visitation vurderes at være uddannelsesparat, skal igennem en uddybende visitation indenfor fire uger.. •

1) At der blandt kommunerne i Danmark er stor uklarhed om retningslinjerne for, hvordan uledsagede børns sager skal håndteres – hvilke tilbud børnene skal have, og hvem der