• Ingen resultater fundet

Udviklingen - så vidt jeg husker -

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Udviklingen - så vidt jeg husker -"

Copied!
11
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

slæb ogstræb tilethestearbejde. StedeterJanderup Markår 1937.

Udviklingen

- Såvidt

jeg husker

-

AfFrode Sørensen

IårbogenFra Ribe Amt 1990 skrev jeg omtiden førog efter1940,somjeghuskede den. Det slut¬

tede den første mandag i maj 1945 med, atjeg hørtegræssetgroi fredog ro.

Der skulle gå nogle år, før verden kunne kom¬

mei laveigen.

År

somjeghelst vilforbigå istil¬

hed. Imens ventede vien ny udvikling. Den

kom ikke på dato og klokkeslet, men den kom.

Og den blev helt anderledes, enddenvi måtte for¬

lade foratfølge med tiden. Hvisjegdelermin tid

som bonde i to »halvlege«, varjeg med i dem begge lige længe. Jeg har væretfortrolig med at

gå i en plovfure bag en Fraugde-plov og et par trækhestei 30år, førjeg lærte mig selvatpløjeli¬

gesåvellykket vedentraktors hjælp.

Det kom i 1950'erne, dette tidehverv eller sy¬

stemskifte. Tiden forinden blevhurtigt til »dego¬

degamle dage«, lidt for hurtigt villenogen mene.

Denvarbyggetop påbøndersogandre borgeres gode menneskelige erfaringer uden overordnede ekspertersutidige indgreb.

Siden blevnetopordetudviklingen det slagord,

der blev brugtsomforklaring eller undskyldning

i tide ogutide. Somnævntspilledejegmedibeg-

(2)

Et læsenghø med læssetræogsvøbereb klar til hjemkør¬

sel efterkuskog passagerersfortjente kaffepause. Før 1940.

ge halvlege og var mest nysgerrig i den første.

Nogleretjordnære trækderfravil jeg forsøge at samle tilenhelhed udenhang til romantikover,at

»dervardejligt udepå landet-«. Det varder

ikke altid; men seti sammenhæng vardetenin¬

teressanttid,også førdengråFerguson bleviden¬

tisk med dentraktor, der fordrev nogle af de he¬

ste, derlænge havde væretfor mange afog, for

entid,fastholdtnogle af de medhjælpere, dervar

tilbage.

Den lille, populære grå traktor kan opfattes

som symbol for en ny tid med langt større om¬

væltninger end vi, der nåede at komme med i begge halvlege havde drømt om. Vi havde som

tredje generation arvet det bondesamfund, som

vorebedsteforældre selv havde reformeret vedat

bygge fællesmejeriet i overkommelig afstand for

ethestekøretøj.

Mejerietvardet midtpunkt, der bandtos bøn¬

dersammen,uansethvad vi ellers troedepå. Der

var gensidig tillid. Og vi dyrkede vortlandbrug,

somvigjorde, fordi dervaretmejeri. Hvordanvi gjorde det blev ikke skrevet i forhandlingsbogen.

Derfor viljeg skriveomdet herog nu,såvidtsom

jeg husker, ogbegynde ved al bondelivs grunde¬

lement,jordenog...

Gårdene

Vi varalsidige. En middelgod gårdhavde gerne tre slags jord på tre steder, og fire slags husdyr.

Detslog sjældent fejl altsammenpåen gang.Jeg

har kendt nogen af slagsen vest for Varde, nord

for åen og for Ho bugt. Jeg sigterikke tilen be¬

stemtgård,snarere enønskegård:areal40-601.1.,

hvoraf mindst2/3burdeværeagerjordnærstald¬

dørogladeport.

Engene

Etengareal med 5-71.1. ved å eller fjord, hvor der

kunnebjærgestoellertrelæs høpr.td. 1. iferieti¬

den ijuli,varregnetforetgodttilbehør tilenhver ejendom.

I Aal enge ved Ho bugts nordvestkystvar det

en hævdvunden skik, at der efter høslæt blev sluppeto. 200 stk. ungkvæg (høveder) løsi fælles eftergræsning (en høved pr. td. 1.). Et udvalg af lodsejere forestod dette med hjælp af en mand,

der for en aftalt pris pr. høved ville føre tilsyn

med ogholdetalpådyrene. Dennegræsningspe¬

riode varede traditionelt fra 10. august til okto¬

bermarkedet iVarde, men kunne høre opi utide på grund af stormflod.

Marskengene med deres rige variationafnatur¬

græsserydede i »de gode gamle dage«, førroe-

dyrkning blev opfundet, det sikreste bidrag til kvægetsvinterfoder. Og i engene var manfri for

at pløje og harve eller have udgifter til mergel, gødningog sædekorn. Man skulle blot overkom¬

meatgræssetskåret afved rodenogfå solen til

at skinnepå det ien ugestid, hvis den ville? Det lykkedes ikke hvert år.

Det mest trættende ved det løse, men tunge enghø varkørselen fremog tilbage ad denmile¬

lange vej. I min tidvaragtelsenforengene ogde¬

resspeciellevæsenpåretur.Vi havde fået såme¬

get at tagevarepå hjemme, atderikke blev tid til

atdyrke de naturskabtevadehavsenges ejendom¬

meligheder.

Derestilhørsforholdvarfra fordums tidenmy-

(3)

stisk blanding af fællesdriftog selveje. En ved¬

tægtfra 1737 stadfæster tidsrum for slåning, grøf¬

terensning m.m. under bødeansvar eller, i værste fald, fratagelse af høleer (trykt i Fra Ribe Amt

1939).

Enengvejsforening af 1867varikke så brutal i

sine krav til lodsejeransvarog -moral, men bag¬

grundenvarden samme: tidevandets stormflods¬

skadero.1. måtte man værefællesom atmildne;

(i nutid kan det hedde solidaritet).

I 60-70 år harjegkendtengene. Førstsom ud¬

flugtsmål og legeplads, men det meste af tiden

somarbejdspladsog somlodsejer. I deårvar en¬

genes betydning i landbrugsøkonomienvigende,

ogdetvar i grunden ikkeengenesskyld. I entid

med fremskridt og stigende høstudbytter på de hjemligeagre ogkultivering af de sidste hedeare¬

aleretc.gikrespektenforengene ogderes traditi¬

oneri forfald. Sidst hos dem, der fra deres op¬

vækst havde kendt dem bedst oglængst.

Trangen tilat skaffe sigmerejord ved atkøbe

enenglod ellertoforudendem,manhavde i for¬

vejen har været stori fordums dage. Derfor var

prisen pr. arealenhedca. den sammei 1870'erne,

somdenvari min tid. Derforvarderejendomme,

somlå fem ellerottekmborte, der havdeengtre- fire forskellige steder. Det irriterede ienforjaget

eftertid.

Udmarker

Entredje slags jord,som mangebøndersattepris på, kunnevære engræsfenne af passende størrel¬

se, hvorgårdens bestand af kvier og evt. stude

kunne få føden og nyde livet i sommerhalvåret.

Sådanne arealervarderendel afpå nordsiden af

den Billumhede, der ifølgemegetgamle kortog¬

så omfattede det nordlige Borreområde, med de gamleTinghøjesomdet højeste punkt.

Denne tredeling af arealernes tilhørsforholder

formodentlig et levn fra dengang en rigtig gård

havde brug for agerjord til kornavl (brødkorn),

engtilhøslætog enstumplynghede, hvis afgrøde

kunne være til nytte som brændsel eller foder i knappetider.

I min barndomvarderejendomme i Borre, der

havde bådeVesterhedeogØsterhede. Denførste,

som varden største, blevopkøbt afstaten i 1930

og vardermedendel af hærens skydeterræn. En

vist nok kun mundtlig tilladelse til athøste lyng påarealet blev, så vidt jeghusker, benyttet i den

tørre sommer1941. Sidenerstedet, dervarimel¬

lem Aal præstegårdog Sølager, forsvundet i den

militæremalstrøm,ogingen civile harsavnetdet.

Jeg husker også dunkelt, at de sidste stumperaf Østerhedenkom underplovogefteretparhavre- afgrøder udlagtmedgræs.

Som8-9årig drengvarjegmeget optagetafat glo pået tipvognstog, der kom fraetmergelleje i

Blaksmark nord for Varde, og jeg gætter på, at dette spor var anlagt for at køre mergel ud til

de hedearealer, der var hele vejen over fra

Blaksmark over Orten-Kærup og helt til Borre.

En hedeopdyrker fra Vittarp ved Outrup var en hovedmandiforetagendet. Isagensanledningvar han inde og snakke med min far et par gange.

Han var en travl mand. Satte sig på det solide

bord inden for bryggersdøren, tog en pakke

»Flag« cigaretterop og tændte,og så gik han til

sagen. Det var usædvanligt, at en hedebonde i

hans alder tændteen »Flag« i stedet foratvende

skråenengang. Derfor husket.

Hulletijorden,der hvor mergelen havdeværet, heddernu BlaksmarkSø, så vidtjeg ved. Ogde

fordums hedelodder faldt til ro hos de retså til¬

fredse ejermænd. Blot der varjord nok tætved,

varde fleste ikkekede af lidt afstand til udlodder isydognord. Detgavanledning tilatkomme lidt hjemmefraog måske stjæle tid til lidt snak over mark- ogsogneskel med andre naboer.

Agermarken

Detvarmarkernehjemme ved gården, der skulle givedetmesteafindtægten.Dervarerfaring for,

atjordens bonitet ikke var ene om atbestemme

(4)

Blaksmark mergelbane under anlæggelse, en vognlad¬

ning svellererundervejs. O. år 1925.

avlens størrelse. Kulturtilstand og driftsform var manden selv med til atbestemme,menikke vej¬

rligets gunst eller unåde. En lang tør sommer kunne betyde stedvis misvækst, men netop alsi¬

dighed i afgrødevalg var en sikkerhed for, atdet ikke gik rivegalt overalt samtidig. Vi havde vist hørt om kunstig vanding andre steder, men det

varnæppenogetfor os?

Driftsformer

Der var ingen love, der bestemte, hvad bonden skulle så i sinjord. Det gjorde hans husdyrhold,

dervarlige såalsidigt sommarkbruget. Om der groede aldrig såmeget (eller lidt)på marken, så

ådhusdyrene dogdethele plus nogle indkøbte fo¬

derstoffers bidrag til mængde og alsidighed. Og husdyrholdets sammensætningvarblevet afgjort,

da stalden blevbygget.

Tiden fra en nyfødt kviekalv var gnedet tør med en tot halm til den med sin mælkeydelse

kunnebegyndeatbetale for sin opvækst,varogså dengang ca. 2 1/2 år. Og hvad kunne mælken til sin tid kostepå bondensegetnæremejeri,somin¬

tetvarværd udenkøer?

Derfor ville bonden til næsteår gøre omtrent,

somhan havdegjort i fjor. At marken skulle tilsås

hvert år hørte med til tradition og livsform. De

fleste afos varvokset opmeden indre skræk for

at så detsamme toår itræksammested. Dervar

plantesygdomme, som man næsten pr. instinkt

skulleværevagtimod. Den i sin tid såberyg¬

tede kålbroksvampkunne detvareseks åratslip¬

pefri af.

Vi som blev ejere og proritetsbestyrere på

fædrenejord, havde ogsåarvetviden omjordens

kulturstade. Dens kalktilstand (reaktionstal) var hidtil holdt nogenlunde vedlige ved med dags varsel at modtageenvognladning mergel (10-15 t.) medjernbanen, hvorfra det så, uansettravlhed

med andetarbejde, skulle køres hjem i endynge

og ved senere lejlighed spredes på marken, der

hvor manden pr. fornemmelse mente trangen måttevære størst.Den megeterfarne kunnesepå afgrødeog ukrudtsfloraomdervarformeget el¬

ler for lidt kalk i jorden, men en, der var ny på stedet, havde ikke tid eller råd til at ventepåden¬

ne fornemmelse. At sendejordprøver til analyse på et laboratorium var ved at blive sædvanlig praksis, først hosnyeejereogbrugere.

Sædskifter

Afet markarealpå 30 tdr. land, der skulle skaffe

foder til 12 køeråret rundt pluds opdrætog den

endnu nødvendige og rigelige hestekraft samt svinehold i forhold tilplads, lyst ogpengebehov,

skulle der bruges 6 tdr. land til roer, 10-12 til græsmarker af indtil 3 års varighed, og resten blev tilsået med korn.Sådankunne detvære, men med forskel fra sted til sted og fra tid til anden.

Dervar entendenstil, isærunderogefter den sid¬

stekrig,at fodreheste med renvaskede sukkerro¬

erogderved spare havre. Og mangefandt ud af,

atde kunne strække kornet tilsvineholdet vedat

bruge sukkerroer eller foderkartofler, der helst skullekoges. Detvari desammetider vilærte,at der kunne gro flere foderenheder i en roemark

end i en kornmark (1 foderenhed = 1 kg byg),

hvilketbetød,atder kunne holdes flerehusdyr på

(5)

Græsslåmaskinen medhøstapparatvaretmellemled mel¬

lem mejeleen og selvbinderen, medens der endnu var kvinder, der kunne bindeneg.Detrebag maskinenerfak¬

tiskenfor lidt. O. år 1929.

etgivetareal, hvismanindskrænkede sit kornare¬

al. Det havde også med arbejdskraftog maskiner

atgøre.

Korn oghalm

Ingen turde undvære et parkornmarker i et alsi¬

digt sædskifte af flere grunde. Det var skik at

»lægge ud« tilnæsteårs græsmarker ved atudså

en frøblanding med utallige slags græs- og kløverfrø i en kornmark. Det var en almen me¬

ningmed demangeslags,atvarderaltidnoget afdet, der klarede sig. (Det kunne også blive til

alleskampmod alle).

Hvormanefter høst kun så »stubbene de gol¬

de« skulle disse fældes (skrælpløjes) med dob¬

beltplovenogharves medfjedertandsharven(kul¬

tivator udenhjul) ienuendelighedforat svække

senegræsinæsteårs roemark.

Halmenvarfaktisklige så nødvendigsomker¬

nen. Detvarlangtnemmereat købe ogtranspor¬

terenogle sække korn end atflytte løs halmover store afstande. Efterentørsommer vardet sjæl¬

dent, at naboen havde halm at sælge. »Halm er kun halm, men i en foderknap tid er halm det

værste,du kan komme tilatmangle«, har jeg hørt

min farsige.

Omkring 1930-35 var biandkorn en udbredt

skik. Havre,sommerrug ogsildigbygien(tilfæl¬

dig) blanding var en forsikring mod total mis¬

vækst og en alsidig foderblanding til svin og

kvæg. Ientørsommermente man,athavrenvar bedst til få gavnaf juniregnen. Hvis den kom? Og

varder negene, som endnui 1930 skulle bin¬

desmed hænderne de flestesteder, (men ikkeme¬

rei 1940). Medsommerrugibiandkornetvarder

altidnogle lange, stærke stråatlave bånd af. Det

varnetop i 1930, atvi prøvede aten tøndeaf

denyderige, korte, tidlige byg med det betegnen¬

denavnBinderbyg.

Tidlig høst skulle i min fars praksis følges af kraftig, saftig eftergræsning. Men ak! i denregn¬

fulde august tog rødkløveren vejret fra de korte bygneg, der stod i kløver til bæltestedet et par måneder. Så uheldig varhan heldigvis ikke hver

år.

Og det var endel år inden min tid,at der blev

brudt med denvane(eller uvane)atdyrke bygog

saftig rødkløver i sammemarkogsammetid.

Men denkorte, stivebygvarkommetforatblive

ogfor ienfjern fremtid(setfra dengang)atvære denenestekornsort mangesteder.

Kløverhø

Min farsfrydoverden ædle rødkløvervar,så vidt jeg husker, opstået i denæstenpengeløsetredive¬

re,da der skullesparespå alt undtagenøkonomi¬

en. Frøet til hans enårige kløvermarks polske kløverog italienske rajgræs varnæsten engratis glæde. Dennæsteogden bedstevarkløverensev¬

ne tilat udvinde kvælstof af den blå luft både til egetforbrugogtil efterfølgende afgrøder,endyd,

der kunne blivemodregnet i førnævnte høstbes¬

vær.Mendet bedste af det bedstevardetprotein¬

rige kløverhø, der kunne fylde på loftetogerstat¬

tenogle sækkekraftfoder i tidens foderøkonomi.

(6)

Skolemøde

Detvar en tradition,at kløvergræsset skulle slås Grundlovsdags formiddag,imens der kunnevære

allertravlest med påtrængende roeudtynding. Og

det kunne blive pinse i de samme dage med påfølgende Vestjysk Skolemøde i Ambjérghallen

i Varde (ogcirkus på markedspladsen itodage).

Oggrundloven havde krav påenhalv fridag. Det

kunneværestrengt,hvismanskulle nådet hele.

Vi varnogle,som helst ville nøjes medatgå i

roerneogtænkepå høet elleromvendt. Den væk¬

kelse,somde berømteskolemøder hørte tili, nåe¬

dealdrig helt ud til den yderste roerække ellerret langt ind i stationsbyerne. Og ude på landetvarvi skønsmæssigt flere mennesker tilbage, end der

varplads til i Arnbjerghallen.

Høvendere

Når de tunge skår skulle vendes (hverres) et par gange,førdetvarblotnogenlundetørt,kendte vi

ikke andet end træriver og armkræfter. Nogle af

os havde måske set enmaskine med lange ens¬

pænderstænger til hesteforspand og nogle fjed¬

rende grebe på en krumtapakse, som ved køre¬

tøjets fremkørsel kastede høet bagudog lod det

vende i luftenengang. Men så længe vivarfolk

nok på landet, var mange ting overkommelige

med armkræfter.

Høet blevsamlet i riller(eller»rande«) meden hestetrukkenrive,enhesterive hvis krummetæn¬

der ikke var krumme nok, og forket sammen i små, aflange stakke, hvis nederste lag ville suge

fugt fra jordenogderfor helst skulle vendes med bunden ivejretet pardage før høet omsidervar

godt nok til hjemkørsel. Denne anvendelse af høstakkehavdebrug fortomands armkræfter. Vi

vidstelænge, atden RIGTIGEstak afkløver- el¬

lerlucemehø burdesættesettrekantet stativ af 2,4mlange, fyrrestænger, der foroven gikopien

spids og ca. 0,5 m overjorden varpåbundet tre langestænger, ialt 6 lige langestængerpr. stak- rytter,som var dereskendingsnavn. Nårman fik

Kløverhøstativer-(med lidt høpå toppen?).

lærtatbruge dem rigtigt,varhøet sikret mod fugt

både fra neden ogfraoven.Men metoden kræve¬

demeretid ogarmkræfter, end dervarlystogråd

tilatanvendepå det, da vi efter krigen fik råd til

atkøbestakryttere nok-ogtillige den længeøn¬

skedehøvender, hvispopulærenavnblev sparke¬

maskinen. Med »systemskiftet« i 50'erne gik det

heleafmode,også denengangså kære rødkløver.

Roeavl...

...havde kunværetkendtca. 5Qår, da mine bar¬

nefingrelugede de første gulerødder,som var gu¬

le ogkun til foderbrug. Vi havdeca. 1/2 td. land,

der blev sået i aprilmed enlille såmaskine, som blev skubbet ved håndkraft, en række adgangen ogtæt, at et bredt skuffejern passede som ra¬

drenser. Når de kunne skimtes i rækkerne, skulle de luges med fingrene. Man kravlede på sine

knæ. Det kunne være en god syssel for børn og

gamle folk, der tit supplerede hinanden godt.

Deførsteroervaromgivet afskepsis blandteg¬

nens bønder. Jeg var af gode grunde ikke med,

men har hørt og læst om det. I december 1887 skrev dennavnkundige bonde Niels Kristensen i Oksbølietbrev til sin kære broder bl.a.: »Vi hav¬

deen storgeneralforsamling (i det fireårgamle fællesmejeri)omfodringen. Jeg måttefleregange

(7)

Enalsidig roemaskine- enAvance-der med kørestæn-

gerne som styrestænger kunne to lige rækker. Når såapparatet blev byttet med radrenseudstyr og til sidst medoptagejernsom her,varmaskinen til alsidignytte i 40-50 år.

iildenforroerne, somnogle stadigerepå nakken af,menmedassistance,navnligaf Niels Broeng, lykkedes det dog atfå fodringen med en halv skjæppe per ko anerkjendt som uskadelig for

smørretsKvalitet«.

Der kan læses både landbrugs-ogmejerihisto¬

rie mellem disselinjer. I 1887 avledesnæppe an¬

dreslagsroerend de nøjsomme, vandede turnips,

der helst skulle såes sentog bruges tidligt. Hvis

de lodsiggemmetil jul,ville deres harske lugtog smagkunne genkendes i både mælkogsmør.

Min bedstefar, somhavde sin bedste tid netop

o. 1887, troede ikke, at der kunne gro kålrabi, endsige runkelroer (bederoer), på hans jord i Bor¬

re. Og han kunne have ret? Fordi jordens kulturs¬

tade ogkalkbehov ikkevaropfyldt. Der gik også nogle år, før min far fik runkelroerne tilatlykkes.

Og der vedblev at være plads til turnips i hans selvgjorte og velgjorte sædskifte, der blev mere

mangfoldigt, hver gang han vovede noget nyt udenatforkaste det bestående.

Sommerfoder

Længe før min tid, mens han endnu var ung og

radikal, havde han for skikat høste grøn, meter¬

lang rug til sine otte køer, mens de vænnede sig

til det unge, stærke forårsgræs i maj. Under den

procesblev der igen samlet nogle læsmøg oget partønderajle,somdetvarhansøkonomiske(og ubevidst økologiske) sans imod at gemme til

næste år udenrenter. Kortførgrundlovsdag blev

derbrugtendag til atgøde, pløjeog tromle age¬

ren med de grønne rugstubbe og få den tilsået

med turnipsfrø. Intet måtte være helt tilfældigt.

Græsvækstenpå markenvarlige så lunefuldsom

vejret. Derfor staldfoder ireservesåsomgrønrug i maj, grøn havre ved midsommer eller nyt hø, turnips i august,gulerødder med frisk grøn top i september og runkelroetop i oktober, hvor det længevarskik atindbinde køerne samtidig med,

atkodrengen havdeudtjent ved vinterskolens be¬

gyndelse.

Atvinterfoderet skulle slå til i 200dage har in¬

gen teoretiker rokket ved i eftertiden. De robuste

kålrabifyldtemestimarkenogi foderplanen. De

kunne haveenlang voksetid,fordide uden skade

kunne tåle en frostperiode, men ikke to. Henad

martsskulle deværebrugt,førde medkortvarsel

blev lige så ildelugtende somturnips vedjuletid.

Med de pæne, glatte runkelroer var det anderle¬

des,også i forhold til nutidens bederoer. Håndte¬

ringogopbevaringsforholdvarogså anderledes.

Runkelroer

Min fars pæne runkelroer skulle omgåes som

gemmeæbler. Hårde stødoglæsioner med spidse grebe varnærved hellig brøde. Vi gik med bøjet

rygeller kravlede påknæ,ogmedenskarpknivi højre hånd blev roen trukketopmed den venstre og faldt for kniven, hvor den skulle, rod til højre

ogtoptilvenstre.Efteren omgangfrem ogtilba¬

ge var fire rækker roer samlet i en pæn stribe.

Hvis dervar enatfølges med (og helst tilatsnak¬

ke med) blev det til otte rækker med passende køreplads i midten til de smalle kassevogne.

Hvad vi trak open formiddagblev læsset med

(8)

Entrelænget gård fra før 1925. Det tegldækkede stuehus har(vistnok)engang haft stråtag.Istaldbygningerne er derplads til 20 køerogladenvardenstørsteiAalsogn.

Gården brændte vedlynnedslag i 1945,menblevgenop¬

bygget.

de bare hænder omeftermiddagen. Karlen vare¬

tog den venstre side tillige med fremkørsel for

hvervognlængde (hestene var altid til højre for kusken). Pigen eller drengen på den anden side

fik tid til at rette ryggen, mens karlen skiftede

vogn ved den pæne, tagformede kule ved ager¬

enden, hvormanden, dervaraleneom aflæsnin¬

genmed de barenæver,havde mest at gøre. Der

kunne gå kappestrid i skiftevognssystemet. Så

blev der »fartoverfeltet«.

Roekulen...

. .. somjeg lærte den atkende,var enrigtig kule (udeng)ikke kunenlang stak ovenpå jorden.Der hvor dens bund skulleværeienplovfures dybde,

blevjorden ved pløje- og gravearbejde lagt ud i

en vold til hver side. Såvarder merejord til at dække kulen med ogikkenærså højtatløfteden,

og ikke så lang en kule at dække, fordi den var lidt »underjordisk«. Efter hver dags roekørsel

blev der dækket medettyndt jordlag på kulens si¬

der og foroven medet lag kartoffeltop, som var bedre end halm. Det vardennøgne,nærejord på

siderne også regnet for at være. Et tæt jordlag

overhele kulensom vinterdækkevar en selvføl¬

ge.

Vigjorde den erfaring, atjordenvardet bedste

værnbåde mod frost og varmeskaderogmod ud¬

tørring. Runkelroer kunnegemmes længe isom¬

mervarme,hvis vi lodjordlagetværeurørt.

Bygninger

Stalde ogladervarmed til atbestemme, hvordan gården skulle drives. Den klassiske firelængede gård var ikke så typisk på Vardeegnen som den trelængede model, der passede godt til det, den

skullebrugestil. I tiden 1930 til 1950varnybyg¬

geri på landet minimalt, men der er fortalt om

bygmestre, der vovedeat sætteenlænge med risi¬

ko for tab, fremfor at lade værktøj og håndelag

forfalde. Enlærlingekontrakt kunne også forplig¬

te.

Det kan ses i brandprotokoller o. 1., at der

brændte megeto. 1900, ofte vedlynnedslag.Der

kom solide staldei stedet med lofter afjernbjæl¬

ker og murede hvælvinger, men ikke altid med fodergang foran køerne. Stuehuse fra før 1900

stod hist ogher godt endnu med den pæne side

mod syd- oghavesiden. Mange stråtagevar skif¬

tetud medteglellereternit, fordi dekunnevære

besværlige i vedligeholdog især dyre i brandfor- sikringspenge.

Staldbygningens sydgavlvarkoblettil beboel¬

senvedenlillemellembygning med halvtag tilat

sætte træsko oggummistøvler fra sig i, før man betrådte det nok pæne bryggersgulv. Denne mellemgang var en traditionel behagelighed for ham, der ved nattetid ville holde øje med sine kælvekøer,oghvemville ikke det?Mange steder

kom rummet også til nytte som maskin- og va¬

skerum for demalkeanlæg, sommellem 1936og 1950 blev fast inventar i enhvergård uansetko-

antal.

I kostalde, dervarnye o. 1920,var fodergang langsøstmurenalmindelig. En række køerogan¬

dre storkreaturer stod så med halerne ind mod

(9)

Enrød korthornskoogdo. kvie med hver sin kodrengvej hjemfra det lokale dyrskue med hvide præmieskilte i panden.

midtergangen, dervardaglig færdselsvej for den specielle vestjyske »moegstøuvt«, (øboere kunne

ikke lære at sige ordet) enlav trillebør, som var

nemat læsse og at køre op på selv en høj mød¬

ding med, fordi detmeste af læssets vægtlå på

karlens træsko.

Midtergangenvarogså fodergang forenrække

svinestier. Med køer og svin i paralelle rækker

vardermulighed foret tempereretstaldklimaog¬

så ienkold vintertid. Specielle svinehuse vartit

for kolde og fugtige,' thi der manglede isolering

og ventilation i de fleste huse, der dengang var, hvad vi nu vil kalde murermesterhuse. Hver håndværksmester havde sine specielle gesimser

og andre kendemærker. Stalde og lader fra

1920'ernevarnæstenalle tækket med degalvani¬

serede bølgeblikplader med Emustrudsen stem¬

plet på indersiden. De varletteog billige i deres

krav til tømmer ogarbejdsløn. Der sketemerein¬

denformure og markskel, end der kunne ses fra alfarvej.

Køerne...

. . . var somnævnt føruundværlige. Ingen land¬

brug uden køer, menmeget få med over 20. Og

dervarengang, atalle køervarrødskimlede eller

næstenrøde korthornskøer (med helt hvide und¬

tagelser). Dervarhistogheren(elite)kvægavls¬

forening medentyraf engelsk malkekorthornsra-

ce, købt i hjemlandet med langt, engelsk navn

somdyrets vestjyskefodervært fik besvær medat udtale.

Hensigten med denne forædlingvarvist nokat forene mælke- og kødproduktion, altså igen den eftertragtede alsidighed. Alle køerfik hvertåren kalv, og den halvdel, dervar af hankøn, kunne

blive tilstude, der kunneudnytteegnensnaturlige græsarealer.

Med tiden blev det bønderaf »dengamle sko¬

le«(min farsgeneration)der holdtfast ved denne

studedrift. Somtypeblev de kendeligefra deme¬

re »effektive«, nårde gik i deresegen gangartpå eksportmarkederog slige steder. Med deres ken¬

derblik kunne de seudenpå dyretsskind, om kø¬

det sadpåderigtigesteder.

Deres korthornskøer udviklede sig imidlertid

til slatmalkere med tendens til at samle fedt de forkerte steder. De gamle bønder kunne selv se det, thi devarikke dumme,mendenfornøjelseat trække køer af anden og bedre race ind i den gamlestald overlod de til deres efterfølger.

Mejerier

Den største opgave i den tids kvægbrug varnok

den tuberkulosebekæmpelse, der som en lovfor¬

anstaltning blev sat iscene gennem mejerierne først i 1930'erne. Hensigten var, så vidtjeg har forstået, atkomme den folkesygdom, som tuber¬

kulosen havde været,endelig til livs. De tuberku¬

løse køer kunne være smittespredere til menne¬

sker ogandre husdyr.

Dervar engammel mistanke, somikke kunne

modbevises: Ifællesmejeriets første år blev mæl¬

ken fra allekøer, både de sundeogde usynligtsy¬

ge,blandet ienpulje på mejeriet, hvisopgavedet

varatskummeflødeogkærnesmørogsende den

magrecentrifugemælk hjem til kalvene oggrise-

(10)

ne og sombillig børnemælk, så rå som den var.

Som ernæring var det et tilbageskridt fra den¬

gang,da »koensvarmedrikke« havde »fyldt hver barnekrop til randen«, (frit efter Jeppe Aakjær).

Dervarmeget atlære i mejeriets førstetid. Og

mereblev der siden. Men mangeharværetvillige

tilatlære.

Allerede den 26. marts 1887 skrev den før¬

nævnte Niels Kristensen i et brev til sin broder:

»Dernæst har de bestemt, at der i mejerietskal indlægges en kogeaperat, så at mælken bliver kogtfør vi får den hjem.Jegharentid lang tænkt på, atdet burdeværeså, thi Hugten har bestemt frarådet nydelsen af ukogt mælk ogpåvist dens farlighedbådefor mennesker og dyr«. (Hugten,

hvisrigtige navn varHutzen,vardyrlæge i Vejle

ogtillige timelærer på Vinding Højskole, hvor N.

K.selvvarelev).

Det blevogså mejeriet,dersom en slags køer¬

nes sygekasse, blev sattilat formidle tuberkulo¬

sebekæmpelseni samarbejdemeddyrlægerne.

Endemåletvartotal udryddelse af al husdyrtu¬

berkulose. Ingen vidste på forhånd, hvor længe

det kunnevare. Men det skullegøres,ogalle lær¬

te atforstå situationensalvor,også dem, der måt¬

teskillesig af mednogle af deresbedste køer,når

de udensynlig sygdom faldt for den obligatoriske tuberkulinprøve. Så vidt jeg husker komendyr¬

læge ienvinterperiode rundt i alle staldeog gav alle kreaturerneundtagen småkalveen indsprøjt¬

ning med tuberkulin. Detvar rutinearbejde med

ensaks i denenehånd ogensprøjte i denanden.

En hårtot blev klippet væk og skindets tykkelse målt på et fladt sted foran på dyret før stikket.

(Skriverkarlen på staldbroen måtte man gerne kaldereservedyrlæge, thi »såbliver jeg samtidig overdyrlæge«vardyrlæge Balslevs ironiske kom¬

mentarifarten).

tredjedagen kom han igen for atfornemme

hudenpå sprøjtestedtog afsige dommen: bestået

eller faldet(reagent). Altvivlkom dyret til gode,

indtil detvarprøvetigen.

De fleste reagenter var ikke smittefarlige, og

dyr, der »faldt« for sprøjten, udløste ikke panikre¬

aktion hos de ansvarlige. Der skulle langt mere tid til at sanere så mange kvægbesætninger, end

det villetage at slagte en flok høns og starte en

rugemaskine.

Da situationen efter deførste prøverblevover¬

skuelig somprikker påetlandkort, vardissetæt¬

test nærmest ved det historisk berømte Varde marked. I Aal sogns vestside var der god plads

imellemprikkerne,ogpå Fanøvarder(vist nok) ingen? Om detvardenfriske havluft eller hangtil

handel med høvederpå måog få,der havde haft virkning hver sin vej kan dergættespå?

I al handel medlevekvæg blev der, så vidt jeg husker, oprettet nogle attestværdier på blåt eller gultpapir. Gul attest blev garanti for og symbol på 100% renhedogdet ideelle endemål. Det blev

henad 1950 før dette mål var nåetpå landsplan.

Længe havde det varet,men opgaven blev løst-

ved samarbejde i ordets bedste betydning. Lov¬

givning, veterinære myndigheder, lokale dyr¬

lægerog,sidstmenikke mindst, bøndernesegne

mejerikredse havde haft den nødvendige tid tilat bruge »densunde fornuft«.

Generationsskifte

Forholdene omkring landbrugets medhjælp ænd¬

rede sig meget i min første »halvleg«. Bønder,

som i 1930 var nær de 50, havde uden selv at

være dovne, vænnet sig til stabil hjælp afegne voksne børn. Tjenestepigerne, som havde været til nyttebåde udeog inde, varde førstesomfor¬

svandt. Hvis karlen også var bondens arvesøn, kunne det varelænge, før det passede den gamle

atlæggeop,måske lidt for længe?

Den generation, der overtog landbruget o.

1940-45gik ind tilenstørrekorporlig arbejdsbyr¬

de end deres forgængeres. Medhjælperstaben

blevmindre,yngre ogdyrereogdermedenmagt¬

faktor? »Nu er det karlene, der skal bestemme, hvordan gårdene skal drives!« tillod en selvbe-

(11)

Etbilledligt eftermæleover ensvunden tid, medens denhestetrukne selvhindersangnæstsidstevers, ogden jyske he¬

stekraftvarså stærkogså kønsomdennogensinde blev. Bemærk denungerødemedde hvide sokkerogdet hvide blis.

Detvar o.1937.ca.11 årfor de første amerikanske traktorer kom tilVestjylland.

vidst bonde sig at sige, da han havde afstået be¬

driften. Sådan havde det slet ikkeværethos ham.

Medhjælp med egne, ærlige meninger var nu ikke altiden uskik. At det kunne knibeosatleve op til de stigende forpligtelser, som fulgte med,

varikke alenemedhjælpens skyld. Detvartidens

krav ogikke kunetspørgsmålomløn.

Vivarikkeforgældedeogønskedesombørnaf mellemkrigstiden heller ikke at blive det. Hvis

karlen var sin løn værd, kunne vi også tjene en løn ved selvathængei. Dervarnokatbrugepen¬

getilnuefter krigen. Vi fik så travlt hjemme hos

os selv, at det mere udadvendte måske blev for¬

sømt? Eller overladt til sagkyndige og fagkyndi¬

geeksperter, deroftekomtilatsavne etmodspil

fra salen. At tievarmåske ikke altidatsamtykke?

Individualisternevar blevet de forhenværende.

Om vi blot skulle være dentavse generation må

ventetil »andenhalvleg«.

Nuerder pause.

En stortak til sognearkivet i Janderup forvel¬

villigt udlån af gode billeder.

Frode Sørensen,Borrevej 5, 6840 Oksbøl,f. 1915,gårdejer.

Modtog H. K. Kristensenprisen i 1984. Artikler i »Fra Ribe

Amt«. Harudgivet »Breve fra Niels Kristensen 1865-1913- ettidsbillede fra AalSogn« (1984).

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

tivt. Ovre paa Sølvfløjen gik de gladeligt med dem — enhver, som vilde, kunde dér bare købe sig én. Men vor gamle, elskelige Brumbasse til Bataillonschef*) vilde ikke sé dem

Er der ikke brug for en vedvarende undersøgelse af arkivalierne og hjælpemidlerne? Sådan en undersøgelse skal være beregnet på at bestemme tre typer af fortegnelser:

Line fortæller, at den måde afdelingen er struktureret på gør, at hun føler, at hun skal blive færdig med post partum forløbene indenfor to timer.. Line oplever dette som udfordrende

En ny situation opstår som konsekvens af første sætning. Derfor

Der foreligger ingen reaktion på dette brev, men i en ny skrivelse af 16.2.90 fastslog Rentekammeret, at gård- mændene i Gentofte havde pligt til at aflægge ed, hvis deres

december 1560 og den kongelige kros opførelse, vides ikke med bestemthed, men man må straks være gået i gang med at finde en velegnet mand til at overtage kroen, idet en

Der er et brev af 19.juli 1817 fra hende til advokaten, hvor hun skrev, at hun havde bedt birkedom- mer Langreuter, der udover at være herredsfoged i Haderslev herred også

I forlængelse heraf og på baggrund af projektlederens udsagn er det samtidigt vurderingen, at størstedelen af de virksomheder, der har haft borgere i enten virksomhedspraktik