Digitaliseret af | Digitised by

113  Download (0)

Hele teksten

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): i Overblik ved Svend Grundtvig.

Titel | Title: Elveskud : dansk, svensk, norsk, færøsk,

islandsk, skotsk, vendisk, bømisk, tysk, fransk, italiensk, katalonsk, spansk, bretonsk Folkevise Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Thieles Bogtrykkeri, 1881

Fysiske størrelse | Physical extent: 95 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

(2)

'T'«i E253

I

• ■ m

y f :

k ■ ■

i p p

• hp/å^

r>.£ ■ ■

. . l U f l

• - 3 1 ^

p f

■ v x l ' g ;

■*«: : / ■ V\«i

■ g j g

:afia

£ 7 ^

v ^ ‘ «- - \ > , ,

" v , i & h > •

» ’ > ■ . \

* i ^

^ Jr--

i V v v \ " * '% » - /* - *

A ’ > . v . . . v . * > > ¥ ' "

% V * s

^ ; -■' ; g , ¥ •*„ #• • ,c v * V, ’ .

C r i % f c v W - e( ~ ' * £

^ < * ; - + . / , S * . V A .

1 , ^ . , * s srV v V , w * '

>*' ;■* - y g--" -

• * A > ^ \ „

V -a. \ y tr ‘ »' * "v i1 - . _ >£ ► ^ •* *• v t > ^ *

■“ff f t ^ • *•> ' ,< ( ^ , . ■>

- K ■: ,- . '■

. V . r ~ . ' , * ? '

; ■ > , f t . V i t

g

•’ > • • ■ ■ / -

n VH **&

v , . > . ' * , .' * V - g - v ' v ,

*•* V V ,r A»

•* _ • > * ’ . . /• v i

'•■ ir

,

7

V ' - ;

% r * g & . X

v-. - S "*A ' * f O * '■>».

1 "* ■' . t. . ■ ' ^ X

- & * > V \

V ^ ^ - t ' .. —Jr

> • '■,:>• \ 1 ; ^ " ’ ,■

. v ■ ' ^ x ■ ; g t . 1 T ' < « C '* . ^

' x . J - ,v X * * . y ■

^ v • • <? , t *,‘ ■ r VF '*^m \ V li ’ »•• v ft. , * ••

^ '-X

g ,.:: r

r a \

;v7tj

• %* - f 77

»' • V > ti V ' "

v - v. K X ' ^ -r i* # ’ ... f t t S, ' V ‘^ ' , ■ j k - f

. • A,

> < * o \ * ■ '

i ' V ‘ -' '■'l- '-V

’ r

' & % . « " • ' I J v -C ’f . - ■ ' / '

i f »i • ft / • > ' '•* * v <■ ‘v ' » p

■^ . - ^ ^ \ , L ■■-,' ~ 2Æ J m

v > m ^

*

c: < : ? r

(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)

ELVESKUD 5

d an sk , svensk, n o rsk , fæ rø sk , islandsk, skotsk, 7) vendisk, bømisk, ty sk , fransk, italiensk, katalonsk,

spansk, bretonsk Folkevise,

I OVERBLIK

■ ■

VED

S V E N D G R UN D T V I G .

K J Ø B E N H A V N .

(9)
(10)

1.

En Vise, der har saa dybe Rødder i den folke­

lige Jordbund, der, som denne, hviler paa en æld­

gammel og almindelig Folketro, og hvis gribende Æmne har en saa simpel Bygning, at alle de enkelte episke Led gribe saa bestemt ind i hinanden, at Mis- forstaaelse og Forvanskning bliver næsten umulig, — den er, saa længe den bevarer Folkets Deltagelse og rører dets Sind, og som en F’ølge deraf forplantes fra Slægt til Slægt, en le v e n d e O r g a n i s m e , der paa en forbavsende Maade formaar at fastholde og bevare Enheden med sig selv under Tidernes og Tungemaalenes Skiften. Den fremtræder som en helstøbt organisk Enhed

„ lige saa fuldt i saadanne nys i Folkemunde forefundne Formatjoner som de danske Opskrifter G og Q paa 7 eller 8 Vers, som i den gamle danske Hovedform A med sine 54.

Men ved Siden af den vidunderlige Finhed og Fasthed i Hovedsagen, som vi finde i de mange — i alt 88 — mig foreliggende nordiske Optegnelser (26 danske, 8 svenske, 18 norske, 4 færøske og 12 is­

landske), finde vi dér ogsaa en saare livlig Afvexling,

Elveskud. 1

(11)

snart fremtrædende i en forskjellig Begrænsning af Æmnet: en delvis Opgiven af enkelte Led, Under­

ordnelse af nogle, Fremdragning af andre, snart i en mangfoldig Variatjon af enkelte Sagntræk — som naar Elvemøen giver Ridderen Døden: med et Ord, med et Kys, med en Drik, med et Vink, med et Slag af sin Haand eller af en Tryllevaand eller med Kniv­

stik: enten et enkelt, ført af den enkelte Elvemøs Haand, eller som en Regn .af Knive, slyngede fra mange Hænder, eller endelig: Livet udsuges af ham, medens han hvirvles i Elvernes Dans —-, snart ogsaa ved Tilkomst af egne Sagntræk (kun en Del danske Former af Visen lade ham indtræde i Elvedansen, de færøske alene have hans Afsked fra Moderen inden Udfærden og Antydningen af hans tidligere Forhold til Elvemøen); og endelig fremtræder denne rige Afvex- ling i en overordentlig høj Grad i Udførelsen af alle Enkeltheder og i de dertil benyttede Udtryk og Rim.

Denne Vise egner sig derfor i allerhøjeste Grad til at kaste Lys over Folkedigtningens Væsen og Liv i Almindelighed, og det lønner sig vel at gjøre den til Gjenstand for en indgaaende sammenlignende Be­

tragtning, der her først i det enkelte skal holde sig til alle dens n o r d i s k e Fremtrædelsesformer, for siden at udvides ved Inddragning i Sammenligningen af de Skikkelser, hvori Visen er forefunden uden for Norden.

En saadan Granskning vil bedre end noget andet af­

give Beviset for Rigtigheden og Nødvendigheden af de

(12)

3

Grundsætninger for en videnskabelig Behandling af Folke­

viseudgivelsen , der fra første Færd — og for første Gang — ere gjorte gjældende i nærværende Værk.

Den Middelalders-Digtning, som i vore gamle Folkeviser først foreligger, i heldigste Tilfælde, i en­

kelte af de Former, som den havde i det 16de Aar- hundredes mundtlige Overlevering, men for største Delen kun saaledes som den lyder eller har lydt i Almuens Mund i det 19de, den tilhører jo i Virke­

ligheden en saa fjærn Tid — for Viser som denne kunne vi ikke tænke paa nogen senere Datering end 12te Aarhundrede — , at vi, for at kunne bestemme de oprindelige Omrids af en Vise, maa have et ikke lidet Materiale til vor Raadighed. Dersom vi ikke havde de sydlige, f. Ex. de franske og især de bre­

tonske Texter af denne Vise, saa vilde vi efter de nordiske alene være tilbøjelige til at antage hele dens sidste Afsnit der omhandler Brudens Ankomst og Op­

træden i den elveskudte Ridders Gaard, for senere til­

kommet, eftersom det ganske fattes i alle islandske og færøske Former, i den gamle svenske og i en Del nye saa vel danske som svenske og norske Optegnelser.

Nu kunne vi derimod med Sikkerhed sige, at dette Afsnit har udgjort et Led i den oprindelige Helhed, og at den gamle danske Opskr. A hævder sin Plads som Visens ypperste Repræsentant.

Jeg vil nu her forsøge at give en s a m l e t F r e m s t i l l i n g af V isen i a lle d e n s n o r d i s k e

(13)

F o r m e r , i det jeg lader enhver af dem komme fuldt til Orde og lader hver synge med sit eget Næb. Kun­

sten bestaar da i ved rigtig Gruppering og tilbørlig Afskygning at fastholde Enheden gjennem Mangfoldig­

heden, saa at Fuglekorets Sang maa samle sig lil en skjøn Harmoni; thi Formaalet er jo gjennem denne enkelte Vise at bringe det til Læserens Bevidsthed, hvilken Rigdom af Poesi vor gamle Folkevise rummer og i Tidernes Løb har formaaet at udfolde.

Ved Anvendelse af forskjellig Skrift har jeg her søgt for Øjet at fremhæve eller underordne de enkelte Dele af Billedet: Hovedversene, der ligesom udgjøre Træets Stamme, trykkes med større Skrift (Korpus), de særlige Forgreninger af enkelte Træk gives i deres Hovedform med noget mindre Skrift (Petit), og de mangfoldig skiftende Udtryk for samme Grundtanker, svarende til Træets Kviste og Løv, gives da med Perleskrifi. Meningen dermed er dog ikke. at noget skal læses og andet overspringes. Det tilsigtede samlede Indtryk skal fremgaa af en samtidig Optagelse af den hele Mangfoldighed. Kor at give de fornødne Hvile­

punkter under Granskningen, har jeg inddelt Visen i tolv Afsnit: 1 Ridderens Udfærd fra Hjemmet; * Modet med Elverne; 3 Elvemøens Tiltale, Tilbud og Trusel;

4 Ridderen i Dansen; 6 Valget; 6 Straffen; 7 Afsked og Hjemridt; 8 Ridderen i Hjemmet; 9 Brudefærden;

10 I Bryllupsgaarden; 11 Bruden i Højelofl; 12 Jorde­

færden.

(14)

(De benyttede nordiske Optegnelser e r e :

D a n s k A i Haandskrift fra 1550, DgF. II, 112. B hos P ed e r Syv 1695, DgF. I I , 114. C fra Sydsæland 1844, DgF. I I , 115.

Da og Db fra Bjerre Herred i Nørrejylland 1851 og 1854, DgF. I I , 116 og 665. E fra Sydsæ land 1844, DgF. II, 117.

P fra Nordsæland 1813, DgF. II, 118. 6 fra Fanø ved Ribe i Nørrejylland 1845, DgF. I I , 119. H fra H aderslev Amt i Sønderjylland 1855, DgF. I I , 663. I fra Aab enra a Amt i Sønderjylland 1854, DgF. I I , 664. K —Æ fra Nørrejylland, mes t vesterp aa og is ær fra Hammerum Herred 1861—76, DgF. IV, 835—47.

S v e n s k A i Haandskrift fra 17de Aarhundrede, Afzelius III, 165.

B fra Opland 1816, Afzel. I I I , 160. C fra Østergøtland 1816, Afzel. 111, 162. D fra Vermland 1837, Arwidsson I I , 304. E fra Østergøtland 1837, Arw. 111, 307. P fra Østergøtland 1844, DgF. IV, 848. G fra Nerrke 1860, Djur- klou, S. 94. H uvist Hjemsted c 1820, Afzel. Sagahafder II, 141 (2. Ddg. 157).

N o r s k A fra Telem arken 1848, L a n d s ta d , S. 355. B fra T e le ­ marken 1853, Landstad, S. 843. C—S Optegnelser fra T ele­

marken ved Professor S. Bugge 1854—64, her benyttede i Haandskrift.

F æ r ø s k A fra Syderø 1823; B og C fra Østerø 1868 og 1873;

D fra Sandø 1873; trykte i DgF. IV, 849—52.

I s l a n d s k A i Haandskrift fra 1665; B og C i Haandskrift fra c. 1700; DM optegnede i dette Aarhundrede; tr y k t i Is - lenzk fornkvæSi, Nr. 1.) 1

1. Ridderens Udfærd fra Hjemmet.

Denne Indgang til Visen haves alene i færøsk Traditjon. Moderen siger: Hvor skal du ride hen? min Olav! din Brynje hænger jo i Loftet. — Jeg farer mig ud paa Hede, den vilde Hind at

(15)

bede. — Du faier ikke at bede Hind, men du farer til din Lege-Lind (o: Elskerinde) Hvid er din Skjorte, vel er den tot: den bliver dragen af dig i Hiod. Hvid er din Skjorte, vel er den skaaren: i Blod vorder den tilbage baaren. — Olav vendtes sin Moder fraa: Gud lade ikke gange, som mig er spaat!

f. A l Cl. D l. »Hvort skaltu rida, Olavur min!

i loftl hongur brvnja tin.«

f. A 2. »Eg fari mær å heidi, tå villini hind at veida « f. A 3. »Tu fert ikki at veida hind,

men tu fert til ti'na leika-lind.

f. A 4. D 2. Hvlj. er tin skjurtan, væl er hon Ivigin:

i bldfTi verdur hon af tær drigin f. A 5. Hvil er tin skjurtan, væl er hon skorin

i blodi so verdur hon aflur borin.«

f A 6 Olavur snudist sini modur frå:

»Gud gevi ikki ganga, sum mær er spåd!«

2. Mødet med Elverne.

Det er i O tte n , i den tidlige Morgenslund inden Dagens Frembrud, i Elvernes og alle Mørkets Aanders Time, at Olav rider ud; men han an­

tager det for lys Dag, fordi (som en norsk

(16)

7

Kvæderske rigtig har forstaaet det) Elvefolket har lyst op for ham, som det ogsaa lyder i det islandske Omkvæd: L u e n b r æ n d t e rød (Raudur loginn brann); og Elve lu en forekommer ogsaa i norske Opskrifter siden hen, hvor Olav rider igjennem den, for at slippe ud af Tryllekredsen.

d. A l. H r. O lu f rid e r om otte, men lysen dag hannem totte.

s. A 1. Herr Olof rider om otte, Ijusa dagen honom totte.

n.A2. Olaf han reid seg i otte, ljose dagin han totte.

(Saal. og sa a n. B 2 ; C l : n s otti; 1) 1: at o tte ; H 1 og K 1: ei o tte ; I I : Olav vaknar i otte.)

s. B 1. H err Olof han red sig ut om en otta[-tim me] , ock s å kom han i en elfvedans-s tim[m e].

s. D l . H err Olle rider u t om ottemål, så kommer han uti det berget blå.

s. E 1. H err Olof rider om ottetid,

han vill hemta sina brudmån till sig.

n. C 2. Olav han ri um minatts ti,

s å t o t t e h a n , s o l i s k j e i n s å bl i . (Kvædersken forklarer: »Elvarkvinnunne forvilla'n.«)

s. F 1. Riddar Olof tog sin fåle och sin lilla hund, så rider han sig i rosende-lund.

s. F 2. Riddar Olof han rider i rosende-lund, h a n v is s te i n t e an n a t, å n d e t var d a ­

ger lju s

(17)

Ridder Ole han rider i gronne rosenslund, at bede de dyr i samme stund.

(el. a t jage og skyde i samme stu n d ; at tæmme sin h e s t og at prøve sin hund.)

d. D al. G I. H l.

Ridder Ole han bad lægge sadel på hest, for han skulde ride at byde til gæst.

d. B l . C l . K 1. L I . M l . N I . P I . S i . 1 1 . Y 1. n. B 1.

H r. O lu f h a n rid e r så vide, a lt til sit b ry llu p a t byde.

n. A 1. G 1. Olaf han r e i s ivir rjoSe, , han vil til sit hry llaup b jo ø e .

d. A 2. H r. O lu f rid e r frem ad bjæ rge, d er gik en d ans med dvæ rge.

s. A 2. Herr Olof rider for bergja, finner en dans med elfver.

n. A3*. Olaf han reiå imot bergi, han vekkir up elvir og dvergir.

n. B 3. C 3. D2. G 2. K 2.

Olav rie mæ bergji blå,

der d an sa elvarkvinnunne s 'o re å små.

(L. 1: på bergi b l å ; ber nor mæ å ; framette mæ å ; L. 2: der såg han dei elvinn st. å s.)

s. I) 2. Och når som han kom till berg et det blå, elffrus dolter for honom mand’ stå

(18)

s. E 2. H e r r O l o f r i d e r b å d e f r u s e n o c h b l e k så, flok han se en elfvelek.

Olaf han re iS seg norS ivir dy, so reiS ban in i den elveleik.

Der dansar elf och elfvemåg, elfvekongens dotter med uts lagit hår.

Dær d ansar elvekvinnur bå store å små, dær dansar kungens dotter mæ uts legji hår.

H e r Olof rider sig ofver långan en skog, der moter han elffrun i skinande kjol Då han kom te skågjen fram, den elvekvinda g jek k fy r i dans.

Og der han red ad vejen frem, der mødte han en elvekvind.

Som Olaf han kom seg p å bergiS fram, elvir og dvergir ikring honom sprang.

Olafur reid med bjorgum fram, hitti fyrir sér ålfa-rann.

f. A 7. B 2. C 2. D 4.

Olavur ridur eftir bjorgum framm, fann uppå eitt ålva-rann.

f. A 8. B l. D 3.

Olavur reid eftir bjorgum fus (ut), faun hann å eitt elvar-hus.

f. B 3. Olavur ridur eftir bjorgunum inn, har fann hann tad ålva-ting.

d. C 2. Hr. Ole han rider til stætte, en ellefrue-dan s han der mødte, d. H 2. Den tid han kom til kirken s port,

der dansed de dværge udi dens gård.

1*

n. A 3.

s. A 3.

n. K 3.

s. Gi.

n. H 2.

d. R 2.

n. B4.

Isl 1.

(19)

'■I

I

i? I : .

s. C 1. Herr Olof red sig till borgare-led, der stod en elfqvinna och hvilar der vid.

s. F 3. Och n å r som han kom uti rosende-lund, sag- han elfva skogsjungfrur dansa i ring.

d. Q 1. Hr. Ole han vilde sig ud a t fri, der mødte hannem de [ e l - ] kvin d er ni.

n. I 2. Olav rei framette mæ li, der m øter han dei elvir ni.

d. Da 2. Db 1*. E 2. F 3. G 2. I 2. 0 1. T 2. V 2 Æ 1.

Og der han kom i rosenslund,

der mødte ham tre elkvinder i samme stund.

(Da, Db, T: tre e llek v in d er; G: da dansed der tre e lv e ­ m ø e r ; I: tre trold kvinder; V: de ellek o n '; Æ : der mødte ham en elvekvind udi så ond en stu n d ; E: der mødte ham den ell ekon’ ; F: en ellekvin de fæl og grum ; 0 : der mødte ham fru E lv e r i samme stund.) d. K 2. L 2. M 2. N 2. P 2. S 2. U 2.

Og der han kom til e l v e h o j ,

der d a n s e r hun e l v e d r o n n i n g e n selv.

(L : der d a n s e r hun dronning Elleve s e l v ; M: der dansed de elvekvinder der ved; N: så v a k k e r en dans gik der p å n y ; P : den elvekvind ræ k k e r hånden f r a s i g ; 8 : der m øder han de elvkvinder ni; U : der dansed den dron­

ning og tr e ellevevyw <v> ellevehyw.)

d. H3. Hr. Ole han holdt og så derpå,

der dansed de dværge både store og små.

f. A 9. B 5. Ut kom eitt taå elvar-fljoå, flættad hår å heråar dro.

(L. 1 i B : Ut kom ein af ålvum stor.) f. A 10. B 4. C 3. D 5.

Ut kom ein af alvnm små, flættafl h å r å herflum lå

§

■■

-i;

_______________

(20)

f. B 6. Olavur inn um dyrnar så, gullhand um hans herSar lå.

Isl. 2. {>ar kom lit ein ålfa mær, gulli snuid var hennar hår.

(el. hun r a r ekki gujji k æ r; Olafi Tar hun hvergi kær.)

Isl. 3. [>ar kom ut hin onnur, hélt å silfurkonnu.

Isl. 4. |»ar kom ut hin jiridja, silfurlinda um sig midja.

Isl. 5. t a r kom ut hin fjorda, henni vard skjott til orda

d. A 3. D e r tra d en jom fru a f den dans, hun lagde sin arm om h r. O lufs hals.

3. Elvemøens Tiltale, Tilbud og Trusel.

d. A 4. »Hor I, hr. Oluf hin blide!

hvort lyster 1 nu at ride?«

d. A 5. »Jeg vil ride mig under ø, at tale med min fæstemø.«

d. B 2, D e r danse fire, og d er danse fem, elvekongens d a tte r ræ k k e r hånden

frem . d. A 6. D en jo m fru ræ k k e r h ån d fra s ig :

„ A lt skal I fø rs t, hr. O lu f, danse hos mig. “

(21)

Den elvekonge s d a tte r ra k te hånden fra sig:

1>I aften sk al du træde i dan sen med mig.

(el. Og ly s te r ridder Ole at danse med mig? A k , vil du ikke danse tre danse med mig? osv.; D a og I have Den første, anden, tredje.)

d. B 3. Velkommen, hr. Oluf, lad fare din fig!

bi lidet og træd her i dan sen med mig!«

s. A 4 B2, 4, 6 C 2. D3. E 3. G 2.

Elfvekongens dotter rack te hånd från sig:

»Kom hit, h err Olof, tråd dans med mig!«

(el. L y ste r h e r r O tr å d a dansen med mig? du stige utaf hasten och tråd en dans med mig! B h a r: Elfvefader, -moder, -syste r.)

n. D 3. P i . 13. Elv cm oy r e tte hånd if rå se g:

»Kom nu, Olav, å danse mæ meg!

n. C 4. Vælkomen, Olav, heim te meg!

) v i’ du tr da dæn dan sen mæ meg?«

s. F4. Den en a hon ta lte till Riddar Olof s å :

»Och ly s te r Riddar Olof i dansen med mig gå?

isl. 6. V elk o m in n , O lafur lilju ro s!

g ak k tu i bjorg og bu me5 oss!

(el g ak k i buS og d r e k k hjå oss!)

f. A l l . Ver vælkomin, Olavur riddararos!

tu gakk i dansin og kvofl for os!

f. D 6. Hoyr tu, Olavur r o s in k in n ! stig’ af hesti og kom her inn!

n. A 4. E 2. G 4. Hoyre du, Olaf lilju k ra n s!

stig* af hesten og t r o 6 i dan s!

;

f. B 7. (! 6. D 7. Hoyr taO, Olavur ro s in k ra n s ! statt af hesti, gakk i d a n s !

(22)

n. E l . G 3. Vælkomen, Olav liljegrein!

stig av hesten, g ak k i leik!«

(el. stig ne af hesten å kvil dine hein!)

f. A 12. C 4. »Tu tort ikki flætta titt hår for meg, eg eri ikki komin at biåja teg.«

f. A 13. C5. »Ertu ikki komin at biåja meg, eg ha vi ikki aktaå at eiga teg.«

s. A 5. »Intet tråder jag dans med dig:

min fåstemo har det forbudit mig.

n B 6 Danse meå deg eg no inki kann, fer eg er no ein festarmann.

cl. B 4, 9. C 4. Da 4, 8, 12. Db 2*. E 4. F 5.

G 4. H 5. K 4. 1 4 . III 4. N 4. 0 3.

P 4. R 4. S 4. T 4. 1)4. V 4. Æ 3.

s. A 6. B 3, 5, 7. D 4. n. A 5. C 7.

D 4. G 5.

Ikke jeg tor, og ikke je g m å:

i m orgen skal m it bry llu p stå.

(d. C: Ja, gærne jeg vilde, når bare jeg m å; n. G: Eg må ikkje i dansen gå.)

d. V 5. Nej, ikke jeg kan, ikke heller je g vil:

for i morgen så skal mit bryllup stå til s. C 3. E 4 . P 5. G 3. H l.

Och inte vill ja g tråd a dansen med dig:

i morgon så skall ja g brudgumme bli.

(ty ja g skall hemta mina brudmån till mig; i morgon skal] jag dansa med min unga brud; jag vånta r min unga bru d efter mig; i hoganloft vånta r min brud uppå mig.)

(23)

p I

K ■ 11 '

§ rj; ' f.' -

;■

Iji

l

n. H 4. S ie tt ik k je eg vi’, å si ett ik k je eg kann : i morgo flyt eg heim mitt liljevand.

n. H 5. Siett ik k je eg kann, og s ie tt ik k je eg vi’ :

* morgo flyt eg heim mitt festarviv.

n. F 2 . E g vi’ ik k j e mæ elvo tr o y ;

i morgo vi’ eg flytje heim mi vene moy.

n. F 3. E g vi’ ik k je mæ elvo b u :

i morgo vi’ eg flytje heim mi unge brur.

f. A 14. B 9. D 8.

Eg kann ikki meira hjå ålvum bo:

' morgin skal eg milt brnllup sno.

(Det betydningsfulde Ord m e i r a i dette og l o n g u r i det følgende Vers findes kun i A.)

f. A 15. B 8. C 7. D 9.

Eg kann ikki longur hjå ålvum vera:

i morgin lali eg mitt biullup gera.

Isl. 7. Eg vil ei med ålfum bua, heldur vil eg å gud minn trua.«

Isl. 8. »[j o |ui vilir med ålfum bua, samt måttu å gud [)inn trua, d. A 7. H r. Oluf, vil I love mig,

så rige g a v e r da g iv e r j e g dig.

d. T 3. Ridder Ole, ridder Ole, træd i dansen med mig!

så fagre gaver je g giver dig.

d. F4. Og hør du, ridder Ole, træd d ansen med mig!

et slot og en fæstning det vil jeg give dig.

(24)

15

d. A 8. Jeg vil eder give en ganger grå, han går én time til Rom og frå.

d. C 9. Vi giver dig, ridder Ole, en ganger grå, du rider til din moder i to timer derpå.

d. A 9. Den ganger grå skal I vel få, og sadel af guld, at lægge derpå.

d. A 10. Jeg giver eder en brynje ny:

1 tor aldrig fra nogen mand fly.

d. A l l . Jeg giver eder så godt et sværd:

der kom aldrig sligt i herrefærd.

d. A 12. Og slig er alle mine bænke, som guld, var lagt i lænke.

d. A 13. Slig er alle mine vindebro,

som guld, skinner over eders hænder to.•

d. A 14. »Behold du selv alt dit guld så rød!

jeg vil hjem til min fæstemø.«

d. B 5. 11. n. A 8. B 5. D 5.

»Hør du. hr. Oluf, træd dansen med mig!

to bukkeskinds stovle så giver jeg dig.

d. B 6. To bukkeskinds stovle sidde vel om ben, forgyldene spore derom spændt.«

d. Z2. »Et par bukkeskinds stovler dem kan jeg vel få, men ikke jeg tor, og ikke jeg må.

n. A 9. Tvo bukkeskinns stovlar kan eg vel få, men da nse meS deg eg inki må.

n. D 6. Ei p a r bukkeskinns stovlar får eg hor eg kann, men tr å dansen mæ deg, de gjeng siett ik k je an.«

(25)

I.

d. »7. D.9. 14. T 5. X2. T2. A 6. B 7. 05. 1)7.

•Hør du, hr. Oluf, træd tlansen med mig!

en silkeskjorte giver jeg dig.

d. B 8. n. B 8. D. 8. (De norske forstaa det som Olavs Svar.)

En silkeskjorte så hvid og fin,

den blegte min moder ved måneskin.«

n. A7. C 6. »Ei silkisaumad skjulte kan eg vel få, men danse med deg eg inki må.

d. Da 10. E n sk jo rte af silke je g se lv formår, ti den h a r min fæstemø foræret mig i går.

d. 15. T 6. E n s ilk e s k jo rte p a s s e r jeg ej på, deraf h a r min k æ re s t foræret mig to.

d. X 3. Y 3. Tre (Syv) silk estn k n e sk jo rte r dem hav er je g selv, dem h av er min fæ stem ø foræret mig s å vel.«

d. BIO. »Hør du, hr. Oluf, træd dansen med mig!

et hoved af guld så giver jeg dig.«

(d D a s , T 7, Y 4 : en kæde a f g n i d ; I 10: guldkæden om h a ls e n ; 1 7 : guld uret i lommen; X 4 : en hat med guld snorer; n. II 3: dæ rode gullband.)

d. B 11. »Et hoved af guld kan jeg vel få, men danse med dig tor jeg ej så.

d. Da 6. 18. T 8. X 5. Y 5.

E n kæde af guld je g selv formår,

ti den h a r min fæstemø foræret mig i går «

( p a s s e r je g ej p å og foræret mig to ; ha v e r j e g s e l v oo foræret mig s å vel.)

(26)

d. X 6. »Og hør du, ridder Ole, træd i dansen med mig!

to sølvslagne sko jeg give vil dig.«

d X7. »To sølvslagne sko dem haver jeg selv, dem haver min fæstemø foræret mig så vel.«

d. Z3. »Og hør du, hr. Ole, træd i dansen med mig!

syv skibe i floden dem giver jeg dig.«

d. Z 4. »Syv skibe i floden dem kan jeg vel få, men ikke jeg tor, og ikke jeg må.«

n. A 10. »Velkomen, Olaf, trod dansen med meg!

mi yngste dotter geve eg deg.«

n. A 11. »Di yngste dotter eg agtar ’ki på, og danse med deg eg inki må.«

d. B 12. Da 13. Db 3. V 6. Il 6. P 5. T 9. Y 6.

Z 5. n. A 16. D 9.

„O g vil du ikke danse med m ig, sot og sygdom skal følge dig.

(så såre en sygdom sender jeg dig; så stor en ulykke jeg påfø rer dig; så koster det dig dit unge liv; dit unge liv det koster dig; hvasse knive dem låner jeg dig.)

d. E o. Og vil du nu ik k e i dans med mig gå, så stor en sygdom sk al falde dig på.

s. A 7. E 5 . P 6.

Vill du intet tr å d a dansen med mig, en olycka sk all ja g stålla på dig.

(sorger og sjukdom sk all folja med dig; sk all han lida sjukdom och svåran pest.)

(27)

meåan eg geng i græna lund!«

Isl. 10. Hun gekk sig til kistu, axlaåi yfir sig skikkju Isl. 11. Hun gekk sig til arkar,

greip upp saxiå snarpa.

f. A 16. B 11. D 10.

»Viltu ikki meira hjå ålvum bo, sjukur skaltu titt brullup sno.

(m e ira i dette og l o n g u r i n. V. alene i A.) f. K 17. BIO. C. 8 D 11.

Viltu ikki longur hjå ålvum vera, sjukur skaltu titt brullup gera.«

4. Ridderen i Dansen.

Kun i en Del nye danske (CDGHIKLMNSTDXY) og glimtvis i én af de nye svenske Opskrifter (F) har Sagnet faaet den Vending, at Hidderen tvungen træder ind i Elvernes Dans.

d. ffl 5. N 5. S 5.

De (Hun) tog ham i hans midje smal, og løfted ham fra hans gråganger pral.

d. Da 14. Liden Ole han træder af sin lysegule hest, de dansed med hannem, som de kunde

bedst.

(28)

s. F7. Han stod af sin gångare i rosende-lund, sju resor han med dem dansar på en stund.

d. C 5. Ridder Ole han danser med lette, han danser dem alle trætte.

d. H 7. Hr. Ole han d ansede så let, de femten dværge d ansed han træt.

d. S 7 Hun dansed med ham, til han hlev træt, han dan sed vel tr edive mænd deres ret.

d C 6. Ridder Ole han danser så længe, han danser dem alle til sænge.

d. D a l5 Db 4. G 5. 1 11. R 5. L5. M 6. N7 Sf>.

T 10. 0 5. X 8. 17 .

De dansed med ham, til han blev mod, til bægge hans stovler stod fulde af blod.

(L. 1: til han fik mod; af alt sit mod; med et frit m od; til han blev vaad.)

d. 112. Han dansed så længe som han var nød, han dansed så længe, han næsten var død.

5. Valget.

Det Valg, hvorom her rettelig er Tale: Valget, som gives Ridderen mellem to onde Ting, hastig Død og langvarig Sygdom, hvoraf han vælger det første, — det er jo det samme som gives ham i den bretonske Vise. Forud for det ligger det

(29)

Valg, mellem Liv i Elvehjem og Død i Menneske­

verdenen, som danner Hovedindholdet af Visens tredje Afsnit, klarest fremtrædende i dens is­

landske og færøske Former. Men ogsaa hint Valg forudsætter et endnu tidligere, som kun træder tydelig frem i det gamle tyske Stauffen- berg-Sagn og spores i den færøske Vise: Grund­

valget imellem Elvehjem med Elvemøens Elskov og Menneskelivet med Muligheden af en menne­

skelig Bruds Kjærlighed, som fra først af har været ham forelagt; han har den Gang uigjen- kaldelig bundet sig til de dæmoniske Magter, og han har allerede da maattet sætte Livet i Pant, om han nogen Sinde vilde skifte Sind og for­

tiyde sit Valg Kun i Kralt af dette første Valg faar Elvemøen Ret og Magt til nu at forelægge ham baade det andet og endelig dette tredje, som da bliver at betragte som den sidste Naade, hun viser sin utro Elsker

Det sidste Valg: mellem de to onde Kaar, er et Træk, som vel er vidt udbredt i Norden, men dog ingenlunde overalt i lige høj Grad: det optræder med Fasthed i den færøske og ihvorvel fordunklet) i den norske Traditjon, mere sporadisk i den danske (id H M 0 Q S), og kun i én svensk Opskrift (C). Det er dette, som vi nu skulle betragte i dets skiftende, men overalt nær over­

ensstemmende Udtryk.

(30)

"

f. å 18. B 15. C 9.

„ H v at viltu fy rr lig g ja sjey v e tu r sjiik, ella fa ra i m orgin til m oldar ut?

(e lla viltu i morgin liggja lik.)

f A 19. Hvat heldur viltu sjey v etu r liggja å strå, ella viltu i morgin til moldar gå?

f B 16. D 12. Hvat viltu sjey v etu r liggja i dvala, ella tu vilt i morgin til moldar fara?

cl. B 8. IH 8. 0 4. Q2. S 8.

Hvad heller vi! du i aften (morgen) de, eller du vil ligg’ syv år syg under ø?

s C 4. Antingen vill du i sju år lida nod, eller så vill du i morgon bli dod?

n. A 12 B 10. C 8 G 6. 1 5.

Hokke vil du då heller med elvo bu, hell’ du vil fara frå clvo sjuk?

(hell’ du vi’ sjiike flytja di brur.)

n. A 13 E 3. Hokke vil du då heller m e å elvo vera, hell’ du vil sjuk dit gestebofl g e ra ?

n. B 9. C 9. Hokk’ vi’ du hell’ mæ ’kon elvanne doy (troi), hell’ du vi’ sjuke flytje di moy?

n. H 6. Kvore vi’ du sjuke flytje unde oy, hell’ du vi’ feste ei elvemoy?

n. H 7. Kvore vi’ du sjuke flytje unde li, hell’ du vi’ feste eitt elveviv?«

II

.

(31)

f. 4 20. B 17. C 10. D 13.

•>,Tveir eru kostirnir, h v o rg in er m jukur:

ilt er a t liggja leingi sjukur.

f. 4 21. F y r r vil eg i morgin liggja lik, e n n eg vil liggja sjey v e tu r sjok.

f. A 22. F y r r vil eg i morgin til moldar gå, enn eg vil sjey ve tu r liggja å strå.

d. B 9. M 9. 0 5. Q3. S 9.

Langt heller vil jeg i aften (morgen) dø, end jeg vil ligg’ syv år syg under ø.

n. CIO. G 7. Eg vi’ no ’kje mæ dikkon elvanne bu, eg vi’ kje sjuke flytje mi brur.

n. 0 11. E g vi’ no ’k je mæ dikkon elvanne ddy (troy), eg vi’ k je sjuke flytje mi moy.

n. E 4 . E g vi’ kje mæ elvo vera, å ik k je sjuke mitt gjestebo gjera.

n. 11 8. Eg ly te helle sjuke flytje unde oy, eg kann ik k je fe ste ei elvemoy.

n. H 9. Eg lyte helle sjuke flytje unde li, eg kann ik k je feste eitt elveviv.«

6. Straffen.

Den færøske Sagnform har her baade en giftig Drik og et dræbende Kys; Kysset ogsaa i den islandske Sagnform, men dér egentlig kun som Paaskud for at støde Ridderen en Kniv i Hjærtet; og en

(32)

meget tilsvarende Form findes i svensk G. De andre svenske, norske og danske Opskrifter have afvexlende et Vink med Haanden eller en Elve- vaand, et Slag »mellem Hærde«, og saa Kniv­

stik: et enkelt, tre, fem eller ni. I mange af de danske staar Slaget med Haand eller Kniv egentlig overflødigt; fordi han alt forud er danset til Døde.

f. A 23. Hon bar framm eitt drykkjukaf, eiturkornid i tf var.

f. A24. B12. Hon bar framm eitt drykkjusteyp, eiturkornid i tf fleyt.

f. A25. Hon skonkti honum i drykkjuhorn, har for f tad eiturkorn.

f. A26. B 13. Tann fyrsta drykkin, fd Olavur drakk, hans breida belti um hann sprakk

(gullband um hans lierS ar sprakk.)

f. B lå. Satt er at siga mi ffrå:

bleikur Olavur af sjukdomi lå.

s. G 4. • Och horer du, Herr Olof, hvad jag nu såger d is:

du lute dig af håsten och tal ett ord vid mig!

f. A 27. B 18. C 11. D 14.

Hoyr tu, Olavur frfåi!

tu kyss meg, ådrenn tu ndur!

(33)

Isl. 12 fru munt ei svo hédan fara, ad fru munir oss kossinn spara.

Isl. 13. Olafur laat um sodulboga,

kysti hann fru med hålfum huga.

f. A 28. D 15. Olavur studelist vig sagilb uga, haun k y s ti t a moy af litium huga.

f. A 29. B 19. D 16.

Hann kysti hana so mjukan, hon sveik hann so sjukan.

n. A 15. C 12. E 7. 0 9. 1 6. K 4.

O g O la f to k sin hest med spore, so reid h a n gjonom den elvelogi.

( I : Olav lu tte yvi sadelsbogje.) n. A 14. Og Olaf tok sin h e s t m e g kvist,

so r e ig han gjonom den elvelist.

n A 14*. C 13. Olav sp ente sin h e s t mæ frans (på skans), s å rei ’en igjenom dæn elvedaus.

n. C 14. Olav han spente sin hest ve kinn (mæ tind?), så rei ’en igjenom dæn elvegrind.

n. G 8. Olav sp en n er sin h e s t umkring, så rei han igjenom dæn elvering.

n H 10. Olav han h u tta r p å gangaren grå, han vilde rie dæn elvemoy i frå.

n. B 11. Olaf snudde sin hest båd til og ifrå, med' dei elvekvinnur med hoiini slå.

(34)

n. C 15. Elvekvinna ho otor dansen sprang, ho slengde te Olav mæ rode gullband.

s. D5. Elffrus dotter slog upp med sin hånd:

»Sot och sjukdom skall folja dig fram.«

s. D 6. Elffrus dotter slog upp med sin kåpp:

»Aldrig någon prest skall blifva din hjelp.«

d. A 15. Så slog hun hr. Oluf ved hviden kind, blod sprang over hans skarlagenskind.

d. A 16. H un slog ham imellem hærde, det ha n faldt neder til jorde.

d B 13. n. A 17. DIO.

Hun slog ham mellem sine hærde, aldrig var han slagen værre.

d. F 7. Så hugged hun ham alt imellem hans hæ rd’, og aldrig nogen ridder v a r huggen så for.

d. Z 6. Så slog hun ham over hans hærde god, a t s l a g e t g j a l d t i h a n s h j æ r t e r o d . d. V 6. Den elvekone var sig så falsk,

hun slog ham over hans hvide hals n. A 18. Dei sloge honom mefi tynnyre-tein,

serkin r i v n a å , og holdiø seig.

n. E 5 Ho slo te Olav mæ elvegrein (tein), sjuke blei Olav, for han kom heim.

n. E 6. Ho slo te Olav mæ elvekvist, sjuke hlei Olav, å de va’ vist.

Elveskud. 2

(35)

Is l. 14. H u n lag åi un tlir h an s h er9 arb la3 , i h ja rta ro tu m s ta ø a r gaf.

Isl. 15. Hun let honum svi'åa såra sax med sidu.

Isl. 16. Olafur leit sitt hjartablod, undir fæti å fola stod.

s. G 5- Herr Olof lutar sig ofver solfsmiddan knapp, en solfboddan knif i hans hjerta hon stakk.

n. I 7. Olav lutte yvi sadelsnapp,

den sylvutte kniven i hjarta’i smatt.

n. fl 11. Olav han lutar ivi sadelen fram, dei elvekm'vanne f hjarta’i rann.

d. 0 6. Hun gav ham de knivslag fem, sot og sygdom fulgte alle dem.

d. R 5. Æ 4. Hun hug efter hannem de sølvknive fem, b e s a t med sygdom v a r alle dem.

d. N 6. 0 7. Hun gav ham de knivslag ni, blodet randt efter hvert af di.

(sot og sygdom fulgte alle di.)

7. Afsked og Hjemridt.

s. G 6. »Och horer du, Herr Olof, hvad jag nu sager dig : din u n g a b r u d hon van ta r e f te r dig.

f. A 30. Tu sig ti ni modur, tå id tu kemur heim:

tin foli snublaOi um ein stein!

(36)

cl. A 17. S ta t op, hr. O luf! og rid du hjem ! du sk alt ikke leve dag fo ru d en én.

d. K 7. Ij 7. M 10. N 9. S i l . U 6.

Og liør, ridder Ole, du skynder dig hjem!

for du le v e r ikkun i timer fem.

d. V7. Vend om, ridder Ole, rid tilbage og hjem!

du lev er ej timer foruden fem.

d. C. 7. Vi giver dig, ridder Ole! en ly kke så god:

om timerne to så sk al du være død.

d 0 8 Og rid nu hjem, som du k a n bedst!

s i g s å , d u h a r h a f t f r u E l v e r t i l g æ s t ! «

d C 8. »Min moder hun er så langt ud af land, jeg rider ikke til hende tre dage på stand.«

d. C 9 (jfr. A 8).

»Vi giver dig, ridder Ole! en ganger grå:

du rider til din moder i to timer derpå « d. KG. LG. 1 7 . N 8. SIO. U7.

Hun tog ridder Ole om midje smal, så løfte hun ham på hans ganger pral.

d. It 14. H u n lofte h r. O luf p å gan g er rod:

„O g rid nu hjem til din fæ stem ø!11 d. I)a 1G. Så satle de liden Ole på hans hest:

to sølvslagne knive i hvideste bryst.

d. Db 5. De løfted liden Ole alt på hans hest, tre sølvslagne knive de stak i hans hals.

(37)

d. X 9 De løfte ham på hans ganger grå,

tr e sølvslagne knive gennem hvideste hals.

d. G 6. De s a tte ham på hans ganger grå, tr e slag i hans sidp de monne ham slå.

d. fl 10. Hr. Ole til sin ganger sprang,

de sølvslagne knive de efter ham klang.

d. F 8. Så satte hun ham alt op på hans hést, så red han af skoven, som han kunde bedst.

d. I 13. Så steg han til sin hojen hest,

og re d ad ve je n , som han kunde bedst.

d. ,4 18. H r. O lu f h a n v en d te sin g an g er om kring, a lt så m odig red han hjem.

d. E 6. Ridder Ole han vender sin ganger omkring, da falmer hans hår og blegner hans kind.

n. A19. Så fe k k han vende sin. ga n g a r umkring, s å re iS h an heim m eS b leik e kinn.

s. F 8. Och R iddar Olof han s a tt sig på sin g ångare grå, s å rider han sig till sin k å r a moders gård.

s. A 8. C 5. D 7. E 6.

Herr Olof snodde sin hast omkring, sjukdom och sot foljde honom hem.

(sjukdom och plågor; och sju k e r månde han rida hem så rider han h astig t till k å r moder sin.)

Isl. 17. Olafur keyrdi hest med spora, svo reid hann til modur dyra.

(38)

29 8. Ridderen i Hjemmet.

s. G 7. Herr Olof han t ider allt till sin faders gård, fast bioden han rinner utur hans hjertesår.

d. R 6. Æ5. Og der han kom til hans faders gård, stod hægge hans stovler fulde af blod.

d. A 19. B 15. Ba 17. Dit 6. f 9. 1 1 4 . K 8.

L 8. Hl 11. N 10. 0 9. S 12. T 11.

1 8 . X 1 0 . n. A 20. B 12. D 11.

D er h an kom til b orgeled, h an s kæ re m oder stod d er ved.

(el. der stod lians kær moder og hviltes ved.)

d. CIO. E 7. B il. P 6. V 8.

Og der han kom til sin faders gård, der stod hans kær moder, var svøbt i mård.

(der stod hans kær mider og tog ham imod; der kom hans kær fader, tog hannem imod.)

n C 17. E 8. F 4, 0 10.

Olav han kom seg riands i går, hånoms k j e r moeri ute står.

s. A 9. C 6. E 7. G 8.

Herr Olof red i sin moders gård, ute hans moder for honom står.

(G: faders gård; hans kåre fader står.) d G 4 Og der han nu kom til sin faders port,

der stod hans k æ r fader og tog ham imod.

f. A 31. B 20. C 12. D 17.

Olavur heim i gardin for.

uti hans modir fyri honum slod.

(39)

anten er ’en sjuke ellå rædd.

n. A 22. B 13. C 16.

Ded sér eg no på Olafs ieid:

anten er ’en sjuke ellå vreirY«

(C : d ru k k je n e lla vrei.)

Isl. 18. Klappar å dyr med lofa sin:

»Ljuktu upp, åstar-modirin min!«

s. E 8. »Vålkommen hem, Hen Olof, till mig!

mjod och vin har jag blandat ål dig.«

s. E 9. »Ej lyster mig mjod, ej lyster mig vin:

men mig lyster mera åt sangen min.«

s. D8. Ileir Olle han går for sin moder in:

»Och hvi åst du nu så biek under kind?

d. A 20. Hor du, hr. Oluf, kær sonnen min!

hvi rider du [så] sørgende hjem?

d. M 12. Hør du, rid d er Olle, kær sonnen min!

og li vi kommer du så svang opå ben?

Is l. 19. H vadan kom stu, so n u rin n m inn?

h v ern ig ertu svo fo lu r å k in n ? d. B 16. € 11. E 8. L 9. n. A 23. D 12. G 11.

H ø r du, h r. O luf, k æ r so n n en m in!

hvi bæ r du nu så bleg en kin d ?

(og hvorfor s e r du så bleger i kind? hvi falmer dit h å r og blegner din kind?)

(40)

s A 10. F 9. H 2.

Var vålkommen, k a r so n in m i n ! hvi a s t du så blek i blommekind?

(hvarfore å s t du så blek på kind? bur' å r du nu vorden så b lek om kind?)

n F 5. Hoyrer du, Olav, hot eg ta la r t e ’ deg:

bor bove du? hot felar de deg?

n. G 9. Vælkomen, Olav liljegrein ! kvi æ' du i dine kinni så bleik?

f A 32. B 21 C 13.

Hvi ertu so folin, hvi ertu so bleik, sum tu hevdi verid i elvarleik?

Isl. 20. Svo ertu blår og svo ertu bleikr, sem f)ii hafir v e r i0 i ålfa leik.

Isl. 20*. Svo ertu folur og svo ertu blår, eins og Jju hafir af ålfum sår.

f. D 18. Hvi ertu, sonur min, folin sum bast, sum tu h e v ø i verif) teim ålvum næst?

d. Oa 18. H 12. K 9. 0 10. P 7. R 7 . S 13.

T 12. 1 9 . V 9.

Og hør, rid d e r Ole, k æ r sønnen min!

hvi rin d e r blodet fra sadel d in ? “

(på, i el. under sa d e l din, af stovlen din.)

f. A33. »Min kæra modir! eg sigi lær sann:

min foli snubladi um ein stein.

(41)

d. Da 19. H 13. K 10. fli 13. 0 1 2 . T 1 3 . W il.

Min g a n g e r h a n v a r ikke v isser p å ben, h an stødte m ig mod en ellegren.

(jeg stødte mit hov ed ; . . . en lindegren.) s. A il. P 10.

Min få le var snabb, och ja g v a r sen, ja g stotte mig mot en ekegren.

(jag stotte mig illa på en appelagren.) n. P 6. Min hesten v a ’ k a r s k e på firan bein,

han bar meg undi ei lindegrein.

d. Da 21. K 11. M 14. 0 11. R 8-. S H. T 15. U 10. X 11.

Min ganger han v a r ikke v is ser på fod, han stødte mig mod en ell erod.«

(el. han snublede over en linderod.)

d. Da 20, 22. 1 14.

„N ej h ø r, liden O le! d et e r ikke sa n d t:

du h a v er vist v æ ret i elk v in d e-d an s.

d. R 9. Det e r ik k e sandt, du siger for mig:

den elvekvind haver d a n s e t med dig.

V

d. K 12. S 15. Det er ik k e sandt, det kan je g se på dig her:

ti du har v is t væ ret i elvefærd.

d. B 14. Ja, vel kender jeg din ganger på ben;

men du haver været i dværgkonc-leg.

d. Y 8. Din ganger h a r vist ik k e snublet p å fod, det er de elvekvinder, der h a r gjort dig imod.

d. M 15. 0 13. J e g frygter, at skylden e r ej hos din hest, je g frygter, du h a r haft fru E lv e r til gæst

n. F 7. De heve ingje lindegrein vori, men du heve vori i elvelogji.«

. *

(42)

d. It 17. € 1 2. L 10.

„O g je g må vel bæ re kinden bleg, for je g har væ ret i ellekonens leg.

n. A 24. D 13. E lit.

Du ta r ikkje undra st p å , fer eg æ’ bleik, fer eg heve vori i den elvarleik.

s D 9. HA J a g må val hafva kind så blek, ja g hafver nu varit i elffrus lek.

f. A 34. H 22. (114. D 19.

Ti eri eg f o lin , ti eri eg bleik : i g jår var eg i ålvakonu-leik.

f. A 35. Ti eri eg folin, ti eri eg sum b a s t:

i £jår var eg i elvar last.

I si. 21. Mer tjåir ekki a t dvlja {)ig:

ålfamærin blekkti mig.

n. G 12. Di æ’ eg så bleik, di æ’ eg så blå:

for elvekvinnunne mæ km'vane små.

d. E9. Og jeg red mig i rosenslund, der mødte mig den ellekon’.

d. E 10. For je g ikke vilde i dans med hende gå, så stor en sygdom lod hnn falde mig på.

d. V 10. Den elvekone var sig så falsk, hun slog mig over min hvide hals.

d. A 21. E 12. H 18 1 1 5 . K 13. L 11. N 12.

0 14. P 8. 4 5. R 1 0 . S 16. T 19. H U . 1 6 . n. A 25. C 19. D 14. E 11. 1 .8 .

Min kæ re fa d e r, I ta g e r m in hest!

min kæ re b ro d e r, du h en te m ig præ st!

(min kæ re moder! du sidder mig næst!)

(43)

s. G 9. Och k å re min f a d e r , du hjelpe mig af hast!

och k åre min b ro d er , du skaffe mig en p res t!

f. D 20. Min k æ ra m o S i r , bind min hest!

min kæri f a f lir , h ein ta mær prest!

f. C 15. Min kæri f a S i r , tu lieinta mær p r e s t!

min kæra m o flir, ver tu mær næst!

n. C 20. F 9. Kjære min broer, tlu hentai meg prest!

so m å du h a v a den, eg h e v e fest.

(s å sko’ du få viv i, som eg heve fest.) n. A 26. Du he n ta r meg p re s t og r e ifle r mi seng!

for r e t t no er mit h ja r ta sprengt.

lal. 22. Moåfr, Ijådu mer mjuka sæng!

systir, ljådu mer si'duband!

d. K i l . li 15. 1 1 6 . K 14. L 12. Bl 16. N 11.

0 15. P 9. ft 6. H i l . S 17. T 18. V 12. Æ 7.

n. C 18. D 15. K 12. f 10. ft 13. s. G 10.

O g m in k æ re s ø ste r, du re d e r m in sæ ng!

og m in k æ re m o d e r, I fø lg er mig til den !

s. A 12. Min k å r a s y s te r , bå d d a min såDg!

min k åre b ro d er , hålle håsten i å n g ! s. C 7. Och k å r a min m oder, I bådden min sång!

r å t t aldrig s å stiger ja g upp utaf den.

s. A 13. Min kåra moder, borsta mitt hår!

min kåre fader, gor mig en bår!

d. F 10. I giver mig ud det bolster så blå!

og her vil jeg ligge og d« derpå, d. P 10. 1 rede min sæng på det bare strå!

jeg frygter, at jeg ikke præsten skal nå.«

(44)

35

d. .4 22. „ T i kvæ r, hr. O luf! du sig ikke så!

så m angen b liv er syg, de d ø r ikke af.

s A 14. Min kåre son, du sag ej så!

i rnorgon skall ditt brollopp stå.«

s. A 15- »Stånde nu, når det stånda vili!

aldiig kommer jag till fåstemo min.«

isl. BEHLM. Mo5ir bjo honum mjuka sæng, systir batt honum sfduband.

isl. D E H K. Modir kastadi kodda blå, bar let Olafur lif sitt å.

isl R. Breiddi hun nidur klæåi grænt, t>ar let hann sitt lifid vænt d. 0 16. Hr. Ole han ud ad vinduet så:

»Jeg frygter, at jeg ikke præsten skal nå.«

d. k 15. L 13. S 18.

Ja, ind kom præsten og stedtes for sæng:

»Gor skrift bon, gor skriftbon! du lever ej læng’.«

d. A23. »Sig mig, hr. Oluf, under ø:

hvem giver du din fæstemø?

d. B 18. H ø r du, hr. O luf, min son så p ru d ! hv ad skal je g svare din unge brud?

d C 13. fl 16. Æ 8.

Og har, ridder Ole, kær sonnen min!

hvad sk al jeg svar e kær fæstemø din?

n. A 27. Gud b e d r e meg for d eg, sonen min!

hot sk al e g då seja festarmoy di?

2*’

(45)

d. D a 23. D b 7. P i l . | 17. K 16. X 13. O 2 0. s 19. T 16. U 12. Ofr hvad skal jeg dia unge bru d svar e

i morgen, hun kommer med sin b ru d e s k a re ? s D 10. I morgon komm er liten Kerstin med brudkvinnor sju,

det fo rstå bon k mmer, då spor hon efter dig.

s. H 4. Och hvad s k a ll ja g s v a r a . du sag det for mig, når unga bruden din hon frågar efter dig?«

(1. Æ ft. »I svarer hende venlig, I svarer hende brat!

jeg frygter kun kommer denne samme nat.

d. X 14- I s v a r e r hende h v a t, I s v a r e r hende brat,:

I siger, je g dode i denne nat!

d. i! 19. n. A 28.

I skal sige, je g er udi lunde,

a t p rø v e m in hest og så mine h u n d e!

d. D a 21. D b 8. P 12. H 17. 1 18. T 17.

Ku sig, jeg rid er i rosen slund, at lage og skyde i samme stund!

(ut tomme min hest og at jag e min hund; a t fange en hare med liden små hund.)

s. H 5. D U . I sv a r e n , jag å r riden i rosende-lund, a tt ja g a vilda djur med hok och med hund!

(D : såg h e n n e , jag å r i skogen och s k ju te r vilivar.) n. L. De s k o ’ s v a r a m-' unge brur:

eg gjeng i skogjen å v eiar djur.

d. C 14. K 17. 0 21. S 20. U 13.

Og I kunne s v a r e , som I kunne b ed st:

ridder Ole e r i lunden, a t tæmme sin hest.

I står op, alle mine brødre syv!

og rider imod min unge brud!

Hør I det, mine rige måge!

1 tager imod min stolte jomfrue!

d. A 24.

d. A 25.

(46)

d. R 12. Og hør, min kær moder! I hente mit skrin imedens jeg uddeler guldet min!«

d. R 13. "Og hør da, hr. Ole, kæ r sonnen min!

du glemmer ej kæ re søskende din' !«

d. R 14. »Min’ s øs kend’ de har både hus og g å rd , min kæ re st hun går alt ene til bord.

d. R15. Min’ sø s k e n d ’ de h a r både ager og e n g , min kære st hun går alt ene til sæng.

d. L 14. 0 17. Min fader skal have min ganger grå han rider så tit i kongens gård.

d. M 17. Min fader sk al have min gode hest, for han kan ride den allerb edst.

d. 0 18. Min moder skal have min hængende karm hun bar mig så listelig i hendss- barm.

d. L 15. 019.

Min søster skal have mit guld så rød ; min b r o d e r skal h a v e min fæ s te m ø . d. R 16. Hør du, min yngste broder så fin!

vil du ej trolove allerkæresten min?«

d. R 17. n. 0 21. »Så gærne jeg det gjorde, om jeg for synden turde.«

d R 18. »Jeg gjorde mig aldrig så lystig, at jeg hende én gang kyste.

n. 0 22. Kg hev ’kje gjort Ingerll større harm, hell ei gang eg låg på hennais arm.«

n. E 13. Olav ha' kje legji bare ei liti stund, då horde han luen i grøne lund.

(47)

n. E 14. Olav h a ’k je lcgji bare ei liti ti, då hord e han luen i grene li.

n. C 23. G 14.

»De rcier meg seng i hogeloftssvala!

so ser eg mi brufær i lunden iramfara.

n. C 24. Der sér eg mi véne moy;

væl æ’ den, som må liva å inkje tar doy!

n. C 25. Der s é r eg mitt véne viv:

væl æ den, som må li va å inkje t a r læ ta livin

d. C 15. Og næppe var ordet af munde udtalt, ridder Ole han dod til jorden nedfald!

n. G 15. Då bi uri kom seg i grønan lund, då livd’ ikkje Olav ei liti stund.

n. (i 16. Då briiri kom seg p a a hvidan sand, då gav Olav upp si ånd.

n. A 29 Og då som p re s te n kom fe r lund, då gav han Olaf up si ånd.

d. U 7. Og der de kom jagende med præsten i gård, da lagdes hr. Ole på sorten bår.

d. 1*11. Da præ sten han kom rideude i gård, da l å hr. Ole lig på strå.

n. E 15. Brun kjem ’kje fyrri te gårs, for han Olav gav upp si ånd.

Isl. 23. Leiddi hun hann i loptid inn, daudan kysti hun soninn sinn

isl. B F L p å Olafur kom i hæga sæng, hann gaf p å upp sina ond.

isl. I 11. E i lei® nem a stu n d ir p rjå r, Olafur var® sem b leik u r når.

m

(48)

_

'

isl. 1 M. Ei leifi ne ma litil stund, Olafnr ungi gaf npp ond.

n. F i l . Hass unge brur helt uti hass hånd, Olav snudde veggjen te å gav upp sf ånd.

n. C. 26. Olav snudde veggjen te, eitt bil derette so v a ’ en dø.

f. A36. C 16. Olavur vendist til veggin brått, hann doydi langt fyri midnått.

d. T 20 Der klo kken slog n i, da endtes deres kval, der klokken slog ti, da lå han i dv al’.

d. Æ 10. Da klokken den slog det sidste slag, [de lagde lir. Ole død på b å r ]

n. H12. Der blei sorg på hans festerne, forste natt ette ble Olav dø.

n. B 13. Der blei sorg paa hans festevi'v, for elveknivar måtl’en lete si'tt liv, d. B 19. 0 22. Præsten kom for oprunden sol,

hr. Ole var død, forend hanen gol.

d. IB 18. Han kunde ikke præsten nå, forend han måtte i døden gå.

9. Brudefærden.

s. C 8.

s.

Och bruden hon våntade i dagarne två, oeh inte fick hon se sin k å r a s te åndå.

Och bruden hon våntade i dagarn e fem, och inte fiek hon se sin k å r a s te ån.

s. CIO. P 11. H 6.

Och bruden s a d la r sin gångare grå, så rider hon sig till Herr Olofs gård.

(49)

s. I) 12. Når som det blef dager, och dager blef ljus, så kom liten Kerstin med brudqvinnor sju.

d. T 21. Da det lakked hen imod morgenstund, da kom liden Kirsten med brudeskaren prud.

d. B 20. D a25. D b9. E 13. 119. BI 19. n .D lf i.

Å rle om m o r g e n , dag det v a r, da kom den b ru d med b ru d e s k a r’.

(da det blev dag ; for det b le v dag.)

d. A 26. R 18. M 20. O 23. S 21. U 14.

D e r de kom for oven by,

alle gik k lo k k e r, som de v a r ny.

d. A27. Det mælte bruden i samme stund, hendes hjærte det var af sorgen tung.

d. A 28. R 19. O 24. S 22. U 15.

„ H v i m o n n e alle de k lo k k e r så g å ? jeg véd h e r in g e n , d er syg lå.

d. R 20. 0 25. S 23. D 16.

Uden rider Ole hans liden smådreng:

for ham ringe de klokker ikke så læng’.«

s. B 8. Och bruden bon ta lte med bru d s atan s å :

»Hvad månde b etyda, a tt klockorna gå?»

d. A 29. »Det er så sæd på detle her land, at ringe imod sin liljevand.

d. A 30. D et e r så sæd p a a d en n e ø, a t rin g e im od sin fæstem ø.

Figur

Updating...

Relaterede emner :