Den færøske Sagnform har her baade en giftig Drik og et dræbende Kys; Kysset ogsaa i den islandske Sagnform, men dér egentlig kun som Paaskud for at støde Ridderen en Kniv i Hjærtet; og en
meget tilsvarende Form findes i svensk G. De andre svenske, norske og danske Opskrifter have afvexlende et Vink med Haanden eller en Elve- vaand, et Slag »mellem Hærde«, og saa Kniv
stik: et enkelt, tre, fem eller ni. I mange af de danske staar Slaget med Haand eller Kniv egentlig overflødigt; fordi han alt forud er danset til Døde.
f. A 23. Hon bar framm eitt drykkjukaf, eiturkornid i tf var.
f. A24. B12. Hon bar framm eitt drykkjusteyp, eiturkornid i tf fleyt.
f. A25. Hon skonkti honum i drykkjuhorn, har for f tad eiturkorn.
f. A26. B 13. Tann fyrsta drykkin, fd Olavur drakk, hans breida belti um hann sprakk
(gullband um hans lierS ar sprakk.)
f. B lå. Satt er at siga mi ffrå:
bleikur Olavur af sjukdomi lå.
s. G 4. • Och horer du, Herr Olof, hvad jag nu såger d is:
du lute dig af håsten och tal ett ord vid mig!
f. A 27. B 18. C 11. D 14.
Hoyr tu, Olavur frfåi!
tu kyss meg, ådrenn tu ndur!
Isl. 12 fru munt ei svo hédan fara, ad fru munir oss kossinn spara.
Isl. 13. Olafur laat um sodulboga,
kysti hann fru med hålfum huga.
f. A 28. D 15. Olavur studelist vig sagilb uga, haun k y s ti t a moy af litium huga.
f. A 29. B 19. D 16.
Hann kysti hana so mjukan, hon sveik hann so sjukan.
n. A 15. C 12. E 7. 0 9. 1 6. K 4.
O g O la f to k sin hest med spore, so reid h a n gjonom den elvelogi.
( I : Olav lu tte yvi sadelsbogje.) n. A 14. Og Olaf tok sin h e s t m e g kvist,
so r e ig han gjonom den elvelist.
n A 14*. C 13. Olav sp ente sin h e s t mæ frans (på skans), s å rei ’en igjenom dæn elvedaus.
n. C 14. Olav han spente sin hest ve kinn (mæ tind?), så rei ’en igjenom dæn elvegrind.
n. G 8. Olav sp en n er sin h e s t umkring, så rei han igjenom dæn elvering.
n H 10. Olav han h u tta r p å gangaren grå, han vilde rie dæn elvemoy i frå.
n. B 11. Olaf snudde sin hest båd til og ifrå, med' dei elvekvinnur med hoiini slå.
n. C 15. Elvekvinna ho otor dansen sprang, ho slengde te Olav mæ rode gullband.
s. D5. Elffrus dotter slog upp med sin hånd:
»Sot och sjukdom skall folja dig fram.«
s. D 6. Elffrus dotter slog upp med sin kåpp:
»Aldrig någon prest skall blifva din hjelp.«
d. A 15. Så slog hun hr. Oluf ved hviden kind, blod sprang over hans skarlagenskind.
d. A 16. H un slog ham imellem hærde, det ha n faldt neder til jorde.
d B 13. n. A 17. DIO.
Hun slog ham mellem sine hærde, aldrig var han slagen værre.
d. F 7. Så hugged hun ham alt imellem hans hæ rd’, og aldrig nogen ridder v a r huggen så for.
d. Z 6. Så slog hun ham over hans hærde god, a t s l a g e t g j a l d t i h a n s h j æ r t e r o d . d. V 6. Den elvekone var sig så falsk,
hun slog ham over hans hvide hals n. A 18. Dei sloge honom mefi tynnyre-tein,
serkin r i v n a å , og holdiø seig.
n. E 5 Ho slo te Olav mæ elvegrein (tein), sjuke blei Olav, for han kom heim.
n. E 6. Ho slo te Olav mæ elvekvist, sjuke hlei Olav, å de va’ vist.
Elveskud. 2
Is l. 14. H u n lag åi un tlir h an s h er9 arb la3 , i h ja rta ro tu m s ta ø a r gaf.
Isl. 15. Hun let honum svi'åa såra sax med sidu.
Isl. 16. Olafur leit sitt hjartablod, undir fæti å fola stod.
s. G 5- Herr Olof lutar sig ofver solfsmiddan knapp, en solfboddan knif i hans hjerta hon stakk.
n. I 7. Olav lutte yvi sadelsnapp,
den sylvutte kniven i hjarta’i smatt.
n. fl 11. Olav han lutar ivi sadelen fram, dei elvekm'vanne f hjarta’i rann.
d. 0 6. Hun gav ham de knivslag fem, sot og sygdom fulgte alle dem.
d. R 5. Æ 4. Hun hug efter hannem de sølvknive fem, b e s a t med sygdom v a r alle dem.
d. N 6. 0 7. Hun gav ham de knivslag ni, blodet randt efter hvert af di.
(sot og sygdom fulgte alle di.)
7. Afsked og Hjemridt.
s. G 6. »Och horer du, Herr Olof, hvad jag nu sager dig : din u n g a b r u d hon van ta r e f te r dig.
f. A 30. Tu sig ti ni modur, tå id tu kemur heim:
tin foli snublaOi um ein stein!
cl. A 17. S ta t op, hr. O luf! og rid du hjem ! du sk alt ikke leve dag fo ru d en én.
d. K 7. Ij 7. M 10. N 9. S i l . U 6.
Og liør, ridder Ole, du skynder dig hjem!
for du le v e r ikkun i timer fem.
d. V7. Vend om, ridder Ole, rid tilbage og hjem!
du lev er ej timer foruden fem.
d. C. 7. Vi giver dig, ridder Ole! en ly kke så god:
om timerne to så sk al du være død.
d 0 8 Og rid nu hjem, som du k a n bedst!
s i g s å , d u h a r h a f t f r u E l v e r t i l g æ s t ! «
d C 8. »Min moder hun er så langt ud af land, jeg rider ikke til hende tre dage på stand.«
d. C 9 (jfr. A 8).
»Vi giver dig, ridder Ole! en ganger grå:
du rider til din moder i to timer derpå « d. KG. LG. 1 7 . N 8. SIO. U7.
Hun tog ridder Ole om midje smal, så løfte hun ham på hans ganger pral.
d. It 14. H u n lofte h r. O luf p å gan g er rod:
„O g rid nu hjem til din fæ stem ø!11 d. I)a 1G. Så satle de liden Ole på hans hest:
to sølvslagne knive i hvideste bryst.
d. Db 5. De løfted liden Ole alt på hans hest, tre sølvslagne knive de stak i hans hals.
d. X 9 De løfte ham på hans ganger grå,
tr e sølvslagne knive gennem hvideste hals.
d. G 6. De s a tte ham på hans ganger grå, tr e slag i hans sidp de monne ham slå.
d. fl 10. Hr. Ole til sin ganger sprang,
de sølvslagne knive de efter ham klang.
d. F 8. Så satte hun ham alt op på hans hést, så red han af skoven, som han kunde bedst.
d. I 13. Så steg han til sin hojen hest,
og re d ad ve je n , som han kunde bedst.
d. ,4 18. H r. O lu f h a n v en d te sin g an g er om kring, a lt så m odig red han hjem.
d. E 6. Ridder Ole han vender sin ganger omkring, da falmer hans hår og blegner hans kind.
n. A19. Så fe k k han vende sin. ga n g a r umkring, s å re iS h an heim m eS b leik e kinn.
s. F 8. Och R iddar Olof han s a tt sig på sin g ångare grå, s å rider han sig till sin k å r a moders gård.
s. A 8. C 5. D 7. E 6.
Herr Olof snodde sin hast omkring, sjukdom och sot foljde honom hem.
(sjukdom och plågor; och sju k e r månde han rida hem så rider han h astig t till k å r moder sin.)
Isl. 17. Olafur keyrdi hest med spora, svo reid hann til modur dyra.
29 8. Ridderen i Hjemmet.
s. G 7. Herr Olof han t ider allt till sin faders gård, fast bioden han rinner utur hans hjertesår.
d. R 6. Æ5. Og der han kom til hans faders gård, stod hægge hans stovler fulde af blod.
d. A 19. B 15. Ba 17. Dit 6. f 9. 1 1 4 . K 8.
L 8. Hl 11. N 10. 0 9. S 12. T 11.
1 8 . X 1 0 . n. A 20. B 12. D 11.
D er h an kom til b orgeled, h an s kæ re m oder stod d er ved.
(el. der stod lians kær moder og hviltes ved.)
d. CIO. E 7. B il. P 6. V 8.
Og der han kom til sin faders gård, der stod hans kær moder, var svøbt i mård.
(der stod hans kær mider og tog ham imod; der kom hans kær fader, tog hannem imod.)
n C 17. E 8. F 4, 0 10.
Olav han kom seg riands i går, hånoms k j e r moeri ute står.
s. A 9. C 6. E 7. G 8.
Herr Olof red i sin moders gård, ute hans moder for honom står.
(G: faders gård; hans kåre fader står.) d G 4 Og der han nu kom til sin faders port,
der stod hans k æ r fader og tog ham imod.
f. A 31. B 20. C 12. D 17.
Olavur heim i gardin for.
uti hans modir fyri honum slod.
anten er ’en sjuke ellå rædd.
n. A 22. B 13. C 16.
Ded sér eg no på Olafs ieid:
anten er ’en sjuke ellå vreirY«
(C : d ru k k je n e lla vrei.)
Isl. 18. Klappar å dyr med lofa sin:
»Ljuktu upp, åstar-modirin min!«
s. E 8. »Vålkommen hem, Hen Olof, till mig!
mjod och vin har jag blandat ål dig.«
s. E 9. »Ej lyster mig mjod, ej lyster mig vin:
men mig lyster mera åt sangen min.«
s. D8. Ileir Olle han går for sin moder in:
»Och hvi åst du nu så biek under kind?
d. A 20. Hor du, hr. Oluf, kær sonnen min!
hvi rider du [så] sørgende hjem?
d. M 12. Hør du, rid d er Olle, kær sonnen min!
og li vi kommer du så svang opå ben?
Is l. 19. H vadan kom stu, so n u rin n m inn?
h v ern ig ertu svo fo lu r å k in n ? d. B 16. € 11. E 8. L 9. n. A 23. D 12. G 11.
H ø r du, h r. O luf, k æ r so n n en m in!
hvi bæ r du nu så bleg en kin d ?
(og hvorfor s e r du så bleger i kind? hvi falmer dit h å r og blegner din kind?)
s A 10. F 9. H 2.
Var vålkommen, k a r so n in m i n ! hvi a s t du så blek i blommekind?
(hvarfore å s t du så blek på kind? bur' å r du nu vorden så b lek om kind?)
n F 5. Hoyrer du, Olav, hot eg ta la r t e ’ deg:
bor bove du? hot felar de deg?
n. G 9. Vælkomen, Olav liljegrein ! kvi æ' du i dine kinni så bleik?
f A 32. B 21 C 13.
Hvi ertu so folin, hvi ertu so bleik, sum tu hevdi verid i elvarleik?
Isl. 20. Svo ertu blår og svo ertu bleikr, sem f)ii hafir v e r i0 i ålfa leik.
Isl. 20*. Svo ertu folur og svo ertu blår, eins og Jju hafir af ålfum sår.
f. D 18. Hvi ertu, sonur min, folin sum bast, sum tu h e v ø i verif) teim ålvum næst?
d. Oa 18. H 12. K 9. 0 10. P 7. R 7 . S 13.
T 12. 1 9 . V 9.
Og hør, rid d e r Ole, k æ r sønnen min!
hvi rin d e r blodet fra sadel d in ? “
(på, i el. under sa d e l din, af stovlen din.)
f. A33. »Min kæra modir! eg sigi lær sann:
min foli snubladi um ein stein.
d. Da 19. H 13. K 10. fli 13. 0 1 2 . T 1 3 . W il.
Min g a n g e r h a n v a r ikke v isser p å ben, h an stødte m ig mod en ellegren.
(jeg stødte mit hov ed ; . . . en lindegren.) s. A il. P 10.
Min få le var snabb, och ja g v a r sen, ja g stotte mig mot en ekegren.
(jag stotte mig illa på en appelagren.) n. P 6. Min hesten v a ’ k a r s k e på firan bein,
han bar meg undi ei lindegrein.
d. Da 21. K 11. M 14. 0 11. R 8-. S H. T 15. U 10. X 11.
Min ganger han v a r ikke v is ser på fod, han stødte mig mod en ell erod.«
(el. han snublede over en linderod.)
d. Da 20, 22. 1 14.
„N ej h ø r, liden O le! d et e r ikke sa n d t:
du h a v er vist v æ ret i elk v in d e-d an s.
d. R 9. Det e r ik k e sandt, du siger for mig:
den elvekvind haver d a n s e t med dig.
V
d. K 12. S 15. Det er ik k e sandt, det kan je g se på dig her:
ti du har v is t væ ret i elvefærd.
d. B 14. Ja, vel kender jeg din ganger på ben;
men du haver været i dværgkonc-leg.
d. Y 8. Din ganger h a r vist ik k e snublet p å fod, det er de elvekvinder, der h a r gjort dig imod.
d. M 15. 0 13. J e g frygter, at skylden e r ej hos din hest, je g frygter, du h a r haft fru E lv e r til gæst
n. F 7. De heve ingje lindegrein vori, men du heve vori i elvelogji.«
. *
d. It 17. € 1 2. L 10.
„O g je g må vel bæ re kinden bleg, for je g har væ ret i ellekonens leg.
n. A 24. D 13. E lit.
Du ta r ikkje undra st p å , fer eg æ’ bleik, fer eg heve vori i den elvarleik.
s D 9. HA J a g må val hafva kind så blek, ja g hafver nu varit i elffrus lek.
f. A 34. H 22. (114. D 19.
Ti eri eg f o lin , ti eri eg bleik : i g jår var eg i ålvakonu-leik.
f. A 35. Ti eri eg folin, ti eri eg sum b a s t:
i £jår var eg i elvar last.
I si. 21. Mer tjåir ekki a t dvlja {)ig:
ålfamærin blekkti mig.
n. G 12. Di æ’ eg så bleik, di æ’ eg så blå:
for elvekvinnunne mæ km'vane små.
d. E9. Og jeg red mig i rosenslund, der mødte mig den ellekon’.
d. E 10. For je g ikke vilde i dans med hende gå, så stor en sygdom lod hnn falde mig på.
d. V 10. Den elvekone var sig så falsk, hun slog mig over min hvide hals.
d. A 21. E 12. H 18 1 1 5 . K 13. L 11. N 12.
0 14. P 8. 4 5. R 1 0 . S 16. T 19. H U . 1 6 . n. A 25. C 19. D 14. E 11. 1 .8 .
Min kæ re fa d e r, I ta g e r m in hest!
min kæ re b ro d e r, du h en te m ig præ st!
(min kæ re moder! du sidder mig næst!)
s. G 9. Och k å re min f a d e r , du hjelpe mig af hast!
och k åre min b ro d er , du skaffe mig en p res t!
f. D 20. Min k æ ra m o S i r , bind min hest!
min kæri f a f lir , h ein ta mær prest!
f. C 15. Min kæri f a S i r , tu lieinta mær p r e s t!
min kæra m o flir, ver tu mær næst!
n. C 20. F 9. Kjære min broer, tlu hentai meg prest!
so m å du h a v a den, eg h e v e fest.
(s å sko’ du få viv i, som eg heve fest.) n. A 26. Du he n ta r meg p re s t og r e ifle r mi seng!
for r e t t no er mit h ja r ta sprengt.
lal. 22. Moåfr, Ijådu mer mjuka sæng!
systir, ljådu mer si'duband!
d. K i l . li 15. 1 1 6 . K 14. L 12. Bl 16. N 11.
0 15. P 9. ft 6. H i l . S 17. T 18. V 12. Æ 7.
n. C 18. D 15. K 12. f 10. ft 13. s. G 10.
O g m in k æ re s ø ste r, du re d e r m in sæ ng!
og m in k æ re m o d e r, I fø lg er mig til den !
s. A 12. Min k å r a s y s te r , bå d d a min såDg!
min k åre b ro d er , hålle håsten i å n g ! s. C 7. Och k å r a min m oder, I bådden min sång!
r å t t aldrig s å stiger ja g upp utaf den.
s. A 13. Min kåra moder, borsta mitt hår!
min kåre fader, gor mig en bår!
d. F 10. I giver mig ud det bolster så blå!
og her vil jeg ligge og d« derpå, d. P 10. 1 rede min sæng på det bare strå!
jeg frygter, at jeg ikke præsten skal nå.«
35
d. .4 22. „ T i kvæ r, hr. O luf! du sig ikke så!
så m angen b liv er syg, de d ø r ikke af.
s A 14. Min kåre son, du sag ej så!
i rnorgon skall ditt brollopp stå.«
s. A 15- »Stånde nu, når det stånda vili!
aldiig kommer jag till fåstemo min.«
isl. BEHLM. Mo5ir bjo honum mjuka sæng, systir batt honum sfduband.
isl. D E H K. Modir kastadi kodda blå, bar let Olafur lif sitt å.
isl R. Breiddi hun nidur klæåi grænt, t>ar let hann sitt lifid vænt d. 0 16. Hr. Ole han ud ad vinduet så:
»Jeg frygter, at jeg ikke præsten skal nå.«
d. k 15. L 13. S 18.
Ja, ind kom præsten og stedtes for sæng:
»Gor skrift bon, gor skriftbon! du lever ej læng’.«
d. A23. »Sig mig, hr. Oluf, under ø:
hvem giver du din fæstemø?
d. B 18. H ø r du, hr. O luf, min son så p ru d ! hv ad skal je g svare din unge brud?
d C 13. fl 16. Æ 8.
Og har, ridder Ole, kær sonnen min!
hvad sk al jeg svar e kær fæstemø din?
n. A 27. Gud b e d r e meg for d eg, sonen min!
hot sk al e g då seja festarmoy di?
2*’
d. D a 23. D b 7. P i l . | 17. K 16. X 13. O 2 0. s 19. T 16. U 12. Ofr hvad skal jeg dia unge bru d svar e
i morgen, hun kommer med sin b ru d e s k a re ? s D 10. I morgon komm er liten Kerstin med brudkvinnor sju,
det fo rstå bon k mmer, då spor hon efter dig.
s. H 4. Och hvad s k a ll ja g s v a r a . du sag det for mig, når unga bruden din hon frågar efter dig?«
(1. Æ ft. »I svarer hende venlig, I svarer hende brat!
jeg frygter kun kommer denne samme nat.
d. X 14- I s v a r e r hende h v a t, I s v a r e r hende brat,:
I siger, je g dode i denne nat!
d. i! 19. n. A 28.
I skal sige, je g er udi lunde,
a t p rø v e m in hest og så mine h u n d e!
d. D a 21. D b 8. P 12. H 17. 1 18. T 17.
Ku sig, jeg rid er i rosen slund, at lage og skyde i samme stund!
(ut tomme min hest og at jag e min hund; a t fange en hare med liden små hund.)
s. H 5. D U . I sv a r e n , jag å r riden i rosende-lund, a tt ja g a vilda djur med hok och med hund!
(D : såg h e n n e , jag å r i skogen och s k ju te r vilivar.) n. L. De s k o ’ s v a r a m-' unge brur:
eg gjeng i skogjen å v eiar djur.
d. C 14. K 17. 0 21. S 20. U 13.
Og I kunne s v a r e , som I kunne b ed st:
ridder Ole e r i lunden, a t tæmme sin hest.
I står op, alle mine brødre syv!
og rider imod min unge brud!