Hør I det, mine rige måge!
9. Brudefærden
s. C 8.
s.
Och bruden hon våntade i dagarne två, oeh inte fick hon se sin k å r a s te åndå.
Och bruden hon våntade i dagarn e fem, och inte fiek hon se sin k å r a s te ån.
s. CIO. P 11. H 6.
Och bruden s a d la r sin gångare grå, så rider hon sig till Herr Olofs gård.
s. I) 12. Når som det blef dager, och dager blef ljus, så kom liten Kerstin med brudqvinnor sju.
d. T 21. Da det lakked hen imod morgenstund, da kom liden Kirsten med brudeskaren prud.
d. B 20. D a25. D b9. E 13. 119. BI 19. n .D lf i.
Å rle om m o r g e n , dag det v a r, da kom den b ru d med b ru d e s k a r’.
(da det blev dag ; for det b le v dag.)
d. A 26. R 18. M 20. O 23. S 21. U 14.
D e r de kom for oven by,
alle gik k lo k k e r, som de v a r ny.
d. A27. Det mælte bruden i samme stund, hendes hjærte det var af sorgen tung.
d. A 28. R 19. O 24. S 22. U 15.
„ H v i m o n n e alle de k lo k k e r så g å ? jeg véd h e r in g e n , d er syg lå.
d. R 20. 0 25. S 23. D 16.
Uden rider Ole hans liden smådreng:
for ham ringe de klokker ikke så læng’.«
s. B 8. Och bruden bon ta lte med bru d s atan s å :
»Hvad månde b etyda, a tt klockorna gå?»
d. A 29. »Det er så sæd på detle her land, at ringe imod sin liljevand.
d. A 30. D et e r så sæd p a a d en n e ø, a t rin g e im od sin fæstem ø.
41
s B 9. Det år sådan sed p å denna vår o : hvar ungersven ringer hem sin mo.«
d. H 20. Liden Kirsten kom kørend’ i rosenslund, der kund’ hun se lys på hr. Oles stue.
d. H 21.
O , K rist! o , hjæ lp mig a f al min k lag ’ ! nu b ræ n d e r h e r lys ved den k la re dag.
d. H 22.
O , K rist! o , hjæ lp m ig a f al m in n ø d ! je g tro r så v ist, h r. Ole er d ø d .“
d V 13.
Om anden dags monren, der dagen gjordes Ijus, stolt Mettelil kom i brudehus,
d. Æ 11. Da de lagde hr. Ole død på bår,
da kom den skon jomfru korend’ i gåid.
d. R 21. 0 26.
Og der hun kom til borggårdsled,
der stod hans kær moder og hvilte sig ved.
d. A 31. S å fø rte de bruden i gårde, alle græ d fru e r så såre.
d. C 16. Og det var hans fæstemø, kom kørende i gård, udenfur stod hans m oder, fældte modige tår.
d. H 23. P 12. S 24. U l f . n. A 30 E 16.
liruden hun kom korende i gård,
ude stod hans kær moder, v a r svøbt i mård.
(H : Der stod hans kær moder, tog hende imod;
P : d c s a t t e hr . O l e h a n s k æ r b r o d e r i mo d . )
r i
s. C 11. E 10. Jungfruen hun rider på Herr Olofs gård, ute for henne hennes s v å r m o d tr står.
n. G 17. Då briiri kom seg riands i går, h a s s b r å e r u t e f o r d e i s t å r .
d. Æ 12. Den unge brud ind ad doren tren, hans kære moder randt tåre på kind.
d. A 32. Det mælte bruden af stor nød, ) hun var sig af hjærtet så ve:
d. A 33. „ H v i m onne alle disse fru e r så græ de, d e r m ig sk u ld e vel om la d e ? “ d. A 34. Der var siet ingen, som der var hos,
der turde svare den brud et ord.
d C 18. »Ak, hør I, min kær moder så faver og så prud!
jeg synes, I ser så sorrigfuld ud.
d H 26. Og hør, kær moder så favr og fin!
hvorfor bær hun den sørgelig lin?
d. C 17.
Hør du, ridder Oles moder! hvad jeg siger dig:
hvorfor græder du for tilkommende mit?«
d. C 18. >Slet ikke græder jeg for tilkommende dit;
men her er en kone, er død i vor by.
(1. C 19. Og alle de kvindfolk der er i vor by, de kunde k n ap skære, som hun kunde sy.
d. H 27. D' r e r død en skon ridder i vor gård, han kunde s a a herlig sk ære hår.«
n. C 27. Den brufær ho kom seg riands i t o n :
»Hor æ' Olav, mæ’n te k ’k je imot?«
s. F 12 Och in i brudstugan litan Liva steg, hon efter Riddar Olof .rud ogonen neg.
s. E 11 »Vålkommen, liten Kerstin, dotteren min!
åt dig har ja g blandat mjod og vin.«
s. E 1 2 »Ej ly s ter mig mjod. ej ly s te r mig vin;
men bur mår Herr Olof, k å r herren min?
s. C 12. D 13.
G uds fred . god d a g , k å r sv årm o d er m in!
h v a r ar H e rr O lof, k å r fåstem nn m in?
d. V 14. Og hør, kær mands moder faver og fin ! hvor er ridder Ole, allerkæ res ten min?
d. K 22. 0 27. S 25 D 19.
Og hvi mon I her så alene stå?
hvor er ridder Ole, som mig skuld’ ta’ imod?
(L. 1 i S : H ør I, min kæ r svigerm or! C : Jeg s y n e s , I se r
så sorrigfuld ud.) ,
d. D a 26. D b 10. E 14. I 20. T 22.
Hvor er ridder Ole, kæ r fæstemand min, men han ikke tager mod unge brud sin?
d. P 13. Hr. Ole, hr. Ole ! hvor est du henne, a t du ikke selv må være h e r inde?
d. M 21. Hvor er ridder Ole, som mig h av er fæst?
je g synes, han skulde være mig næst.
d C 20. Og jeg ser jer alle med roser i sko:
slet ikke ser jeg den, jeg har lovet min tro • 10. I Bryllupsgaarden.
d. A 35. De fulgte bruden i salen ind,
med sorrigfuldt hjærte og rosens-kind.
n. G 18- Dei leidde den bruri i stoga inn,
O l a v s b r o e r g j e k k f y r e b e n n a r i n n .
(I. A 36. De satte bruden på brudebænk, for gik riddere, de bar hende skænk.
n. G 19. Dei sette den bruri på ben kje, O l a v s b r o e r h a n s k j e n k t e .
d. A 37. Det mælte bruden over borde, ) hun taled sorrigfulde orde.
n. G 20. Ti ta la brure på benkje:
»Hoss ber d e , Olavs b ro er s k je n k je r?
d A 38. Jeg ser her ridder’ gå ud og ind:
jeg ser ikke hr. Oluf, kær hprre min.
d. C 21. J e g ser j e r alle både ude og inde, slet ik k e ser jeg allerkæ res ten min.«
d. B21. F 13. H24. n. A31. D l7 . E 17. s. 117.
D e sk æ n k te m jø d , og de skæ nkte v in .
„ H v o r e r h r. O lu f, brudgom m in ? u d. A 39. Det svared hr. Olavs moder,
hun var sorrig og modig.
d. C 22. K 23. M 22. 0 28. S 26. U 20.
Det svared hans moder, som hun kunde bedst:
»Bidder Ole er i lunden, at læmme sin hest.
(M L. 1: R. O. han le v e r , som han kan bedst.)
n. A32. C28. E 17*. G21.
Olaf han er inki heime, han er i skogin at veide.
45
d. { 40. Y 15. B åde med høg og så med hund da er hr. O lu f i rosenslund.
d. B 22. Da 27. Db 11. B 25. 121. T 23. Y 9. Æ 13.
n. A 33. D 18. s B 8
lir. Oluf han red sig i lunde, at prøve sin hest og sine hunde.
(lian bed er de dyr i samme stund; at jage og skyde i samme stund; at fange en bare med liden små hund.)
s. C 13 ag har inte sett H err Olof s e ’n i går, I an rider i sk ogen, s k ju ter hjort oeh rå.
s. E 13. Herr Olof han sitter i buren, och matar de små djuren.
s. D 14. Och frågar du efter Olle, k å r fåsteman din, han å r nti skogen och skjute r villvar.«
n C29. »Han æ’ kje i skogjen å veiar, mal hånoms små hundann’ æ’ heime.
d. \ 41.
H a v er han nu k æ re r’ sin høg og sin hund, end han h a v er sin unge bru d ?
d. D 21 Hvilken underlig handel mon det vist være, men han har hans hund og hans hest så kære!
d. Da 28. Db 12. 122. T 24 Y 10. Æ 14 Haver han de dyr udi lunden så kær, at han kunde glemme sin bryllupsfærd?
(at han forlader sin unge brud her; han k a n ej blive hjemme sin bryllupsfærd.)
d. A 42. Vil han heller ride med rakker og tove, end han vil sidde med hans brud i slove?
s. C 15.
end ride i lunden a t tomme sin hest?
Och tagrer han mer p å hjorten vara, ån som han a k ta r den hela b ru d s k a ra ? Och a k ta r han mer a p å hjort och hind, ån som han a k ta r a llra k å r a s te n sin?
s. D 15. Och håller han mer utaf fuglar och djur, ån han h å lle r af sin unga brud ? n. A 34. Tikje h a n ’ki meir um si unge briiør,
enn han gjeng i skogin at v e i å e dyr?
n. E 18. G 22. Kjæ rer han seg mei um veia dyr, h e l l ’ han kjæ rd e seg um si vene brtir?
d. 24. 0 30. S 28.
Men det ser jeg på eders blege kinder det er ikke glæde alt, her er inde.«
d. A 43 Sildig om aften, røg faldt å, da skulde den brud til sænge gå.
d. A 44. l)e tændle op de brudeblus, så fulgte de bruden til brudehus, d. A 45. De fulgte bruden til brudesæng;
efter går hr. Olufs liden smådreng.
s. F 13. Riddar Olofs titen drång de klådde på, och lå te honom in i bru dstugan gå.
s. F 14. »Vål å s t du R iddar Olof i ogonen lik, men inte å r du om dina hånder så bvit.u
d. A 46. »1 lader eder mindes, hr. Olufs mø!
min herre han ligger på båren død.«
d. C 24. Da svared hans søster i kjortelen rø d:
»Ridder Ole han ligger p å ligbåren død.«
d. A47. »Min herre han ligger i loftet lig;
nu skal 1 hans broder eders tro bortgive.
d. A48. »Ret aldrig skalt du den dag leve, jeg skal to brødre min tro bortgive.
d. R 19. Det er aldrig kommet 1 min hu, at j e " sk ulde give to brødre min tro,
n. A 35. Men ded sér eg på store og små:
at Olaf er inki langt ifrå.
d. Æ 15. Hvi tier og dølger I sandingen vel:
hr. Ole er død foruden skel!«
d. Da 29. Db 13. 1 2 3 . T 25. 1 11.
„ J e g kan ikke nu læ nger dølge for dig ridder Ole h a n ligger i hojeloft lig.
s. BIO. Och sanning for er jag ej dolja må:
Herr Olof år dod och ligger på hår n. G 23. De æ’kje vært å dylje så:
Olav doe f loftssvoli låg.
d. E 15. Æ16. Han red hans ganger i rosenlund, der træfted han en elv udi samme stund.
(der mødte ham den ellekon .) d. E 16. Og der han ikke vilde i dans med hende gå,
så stor en sygdom lod hun falde ham på.
d. Æ 17. Hans ganger den var ikke s it k e r på fod, den stødte ham mod en elverod.
d. Æ 18. Da han kom til hans faders gård, stod bægge hans stovlei fulde af blod,
d. Æ 19. Så løfted vi liannem ef hans hest, og s tr a k s hans broder hented ham præst, d. Æ 20. Da klukken den slog [sit sidste slag,
da lag d e vi hr. Oles lig på bår.]«