Andreas Nørgårds
»Livserindringer«
Andreas Pedersen Nørgård har skrevet hjemstavnsbogen:
»TrækafSeemsognshjemstavnshistorie«som udkom i 1945og blevgenoptrykt 1976.
AndreasNørgård blev gift med Simine Simonsenfra Var- ming, sammen med hvem han drev»Elmegård« i Varming. I ægteskabet varder5 børn, hvoraf den eneste søn, Niels, vi¬
dereførte gården. Andreas Nørgård døde i aftægtsboligen
»Bakkehuset« i Varming, fra hvis vinduerhan dagligt kunne følgelivet i»Elmegård«. Heraffattede han sine livserindringer, derforeligger håndskrevnei etkladdehæfte ien noget mere omfattende form end den hermeddelte,foren delderaf skøn¬
nesikkeathave almeninteresse,da de delseraf familiebeskri¬
vendeart, ogdelseren almen repetitionaf tidernesgunst og ugunst.
Jeghar bestræbt mig påat være tro imod teksten, selvom endelderaferkraftigt omredigeret.
SørenMulvad, Varming.
ERINDRINGER AF
ANDREAS PEDERSEN NØRGÅRD 1869-1952
Jegerfødtden 24. maj 1869oppepå HømNørgårde, som nu
ejes af Sven Thomsen. Det var en gammel slægtsgård, som min far, Niels Hansen Pedersen, som ældstesøn overtogefter
sin mor, der havde drevet den ved sønnerneshjælpefter hen¬
des mandstidlige død. Min morMarenPoulsenvarfraVester¬
gården i Varming, f. 1838 d. 1874, kun 36 år gammel. Min farvarfødt 1823ogdøde1879. Dehavde bryllup 1857.
Min far ejede foruden gården en teglovn nede ved Høm¬
vejle, hvor dergernearbejdede nogle tyskere, menda derofte
varspektakel imellem dem, blev mineforældre kede derafog
ophævede teglovnsindustrien. Dengang var det vist nedsæt¬
tende for danske atarbejde vedetteglværk. Minfar havdeen delattage varepå,entidvarhanlægdsmand isognet. Farbror
Poul var med i detførste holdeleverpå Rødding Højskoleog varsiden med ikrigen 1864, hvorforhanfik medalje. Morbror Pedervar entid skoleholder iVarming.
Min kones forældre var Hans Simonsenog KathrineLassen Mikkelsen. Minsvigerfar fiksin fødegård i Varming, mengik hjemmefra, da Treårskrigen brød ud i 1848, og gik frivilligt
med. Ja, der var fædrelandskærlighed dengang. Han blev si¬
denDannebrogsmand.
Da mine forældre døde, kom jeg til noget familie i Var¬
ming, hvor jeg henlevede mine barneår fra knap 5 til mit 16.
år. Fra min tidligste barndom husker jeg, at min to år yngre
broder, som døde, sad påmit knæ, mens min moderog jeg lavede de gammeldagssvovlstikker, der kunne rives af på en væg eller på bukserne. Vi sad ogdyppede dem ned i svovlet,
- detvarforrestenbrandfarligt.
Kort inden jeg kom hjemmefra, døde min tilkommende plejefar, menenken varen sjælden rar ogkristelig kone, som vargod mod migogville, atjeg skullekalde hendemor. Hun lærte mig Fadervorogandre bønner. Ogsåtjenestefolkenevar
gode mod mig, især udepigen, somofredesinmiddagssøvnpå migom sommeren, ogskøjtetureomvinteren.
Jeglængtes ikke, for havdefolkenetravlt, søgtejegovertil naboen, hvor dervarbørnatlegemed, ogjeg kunne ogsånok finde om gennem byen til mine bedsteforældre. Det første, jeg kan huske fra Varming,varetbryllup påStavnagergård.
I 1875 blev banenfraBramming til Ribe åbnet, vivar der¬
ude,ogkong Christian den9. varmedtilfestlighederne.
I min barndom så Varming ikke ud som nu. Der er ikke
blevetbygget så meget, kun Hans Voss' hus på brinkernefra Østergård, ligesomaftægtshuset tilLasSimonsensgård. Oppe
i Skallebækvar møllenogmøllergården deeneste bygninger, før kroen kom til. Den blev bygget af en møller Bernst fra Holsted, og der var toldsted tillige med kroeri og lidt land¬
brug. I 1862 blev matrikelno. 2flyttet frabyenogopført lidt nord forkroenpåagrene der, og ejesnuafKarl Hejn. I 1872
blev Seem-Varming skole bygget, efter at skolen oppe ved kirken var nedlagt, og Varming skole ligeledes. Det erblevet mig fortalt, at der var stor strid derom, da Varming by ikke ville af med sin skole. Omsiderfik daværende sognerådsfor¬
mand Thomas Thomsen sat forhandlingerne i gang, ogVar- mingerne gavefter. I 1943 blev den nye Seem-Varmingskole bygget. Huset, hvor der nu er smedeforretning, byggedes af
H. Schwark, som varbereden gendarmved grænsegendarme¬
riet. I 1908byggedes Seem-Varmingbrugsforening.
Dajeg kom hen imod 7 årsalderen, skulle jeg i skole, selv
omjegvarked deraf. Detvarjotvang,selvomlærerGramvar
god mod de små,ogdervar mangelegekammerater.
Min plejemor, der var ung enke, giftedesig to år efter sin
første mands dødogholdtetstortbryllup.
Dajeg blev 8 år, måtte jeghjælpe til med kreaturerne. Da jeg var 10år gammel, havde videt store uvejrnatten mellem
I. og 2. august 1879, som jeg har skildret i min hjemstavns- historie. Vi måtte udom natten og have dyrene afengeneog drive dem om i Helmbjergene, og jeg blev sat til at passe 22 kreaturer i løsdrift. Jeg fik en pisk og en jæverkølle, somjeg skulle smide efterdem, når jeg ikke kunne nå dem med pi¬
sken. Detvar en kæpmeden storknold på enden, så når jeg traf,kunne det nok giveetstød.Jegfikogsåmellemmadmed, detvargernedetførste, jegså til,nårjeg komderud. Detvar
værst atdrive dem forbikornetogfådem over,hvorde skulle gå.
Jegvarpåhedenenmåneds tid,ogtiden kunnefaldemeget lang, for der kom næsten aldrig nogen derud, undtagen når pigen kom med min middagsmad, oghun skullegerneskynde sig hjem igen. Også Mads Majmburg kunne træffes derude medsinetokøer,mendetvarogsåkunetsmut, såvarhan væk igen. Detvar egentlig underligt, at jeg undgik hugormebid,
når jeg gik i bare fødder i det lange lyng. Det var en lang måned, menendelig slog befrielsens time, ogvi kunne leje en marskfenne hennei Sønderfarup. Senere brugte vi at leje en
hededreng til at passe dyrene. Han var gerne 10 år, når han kom udattjeneog kunne blivefrifor skolen, mendetvartrist for sådanen lille dreng, der engang varhelt fra Esbjerg. Han længtesogsadoppepåde højeste højeogsåned efter Esbjerg.
Jeg skulle i den tid passe køerne og fårene og hjælpe med at rive hø indtil kl. 5 eftermiddag, når bissevejret var ovre, og køerne kunne komme ud. Jegskulle også hjælpehededrengen medatfå kreaturerne i folden derude bådemiddag og aften.
Det var værst, når drifterne kom fra Ribe marked, og man skullepassepå,atingenafvoreløbmed.
Dyrskuernevar storfest dengang. Jegvarikkemed, men om morgenen kunne man se og høresønderjyderne blive hentet nede vedgrænsen afvognemedmusik i spidsen vedovergan¬
genved Gjelsbroogligeledes vedHvidding.
I min barndom havde vi ikke så meget malkekøer og svin,
menmestungkreaturer, hvoraf destørsteblev solgt tillevering vedmajdag til sønderjyskehandelsfolk,som siden solgte dem påTønder marked eller drev dem helt til Itzehoe. Dervarogså
mange, der opkøbte til græsning i Kovsfennerne, og det
kunne være et stolt syn, når der drev store flokke stude og
græskreaturer fra markedet i Ribe. Jegvar gerne med til mar¬
ked, og dengang gaves gerne hornpenge til de drenge, der havde trukket (»vonpæng«). Blev man tørstig, kunne man gå ned i kælderenpåSkibbroen hosKnudsenogHansenog købe
en bajer til 10øre, og bagefterom til den rare tobaksspinder
Peterseni Grydergadeog fåencigar til 2 øre, førendmangik hjem. Indtil 1894 kunne tyskerne nok bruge kvæget, men så forlangtes pludselig karantæne og indsprøjtning. Reagerede dyret, blev det øjeblikkelig slået ned, overhældt med petro¬
leum og gravet ned. Oppe syd for Hvidding station ligger
mangesådannegrave.Iførstningen havde vi her påegnenden såkaldte Ballumrace, store helt røde køer, som gav meget
mælk, men de fik tuberkulose. Alle Ballumkvier blevopkøbt
og sendt til Mecklenborg i Tyskland, og dermed forsvandt
racen. Nu er tuberkulosen nok udryddet, ligesom oksebrem-
sen. Dekunneværeslemme. Nårmansomdreng skullepasse
køerne,vardet ikke nemt atundgåatde bissede, ogsåkunne
man løbe efter dem lige til aften, og det blev sent inden de
kunnefånogetatæde, blive malkedeogvi komiseng.
Jeg erindrer den rare gamle malermester Hansen fra Ribe, far tilgæropfinderen Emil Chr. Hansen. Hankomog malede
hosos. Jegvar ved ham omatmale mit piskeskaft, men han
syntes vist det varfor simpelt. »Nej, min dreng,« sagde han,
»jeg skal nok kommemedentil dig«. Ogdetgjorde hanogså.
Han var kommet til Ribe fra Haderslev og var en gammel hvidskægget mand, som kunne fortælle om, at under Paris' belejring var det så småt med føden, at mus og rotter var delikatesser.
Han var ogsåhårdfør, for omvinteren gik han ned til åen
og badede, selvomhan skulle slå isen i stykkerførst. Nårhan gik i modvind åbnede han knapperne helt ned for brystet, så vinden havde frit rum, lige meget om det frøs. Enanden af tidens og egnens småoriginaler var en gammel mand, Mads Klinker fraMejlby i Lintrup sogn, som komogklinkede vore kopper, fadeogskålesammen,nårdevargåeti stykker.
Han var invalid, men kunne desuagtet gå den lange vej herover tilVarming. Jeg kan huske,atjegsombarnhavdefået
en megetfinsovseskålafminmoster, men fodenvari stykker på den. Den satte han en ny blikfod på, såden kunne ståog
bruges.
Herkom også hver uge to konerfra Ribe med franskbrød, wienerbrød og småkager. De havde etåg overskulderen med
en kurvpåhverside. Den enehed madam Emsog den anden
Kristine Viborg. Den sidste varsøster til en fordums skræder Viborg i Ribe. Dervar ogsåengammel original, Nis,som var født nede på en af de små ejendomme påSnepsgårde mark.
Han gikgernerundt til folk ogfiknoget at spiseogfik lovat ligge i høet om natten. Detvar ikke rart at have ham i sen¬
gene, fordetvarså somsåmed renligheden. Nårmansatteet stort fad grød forham, tømtehan det altid, og gav siggerne
god tid. Tjente hanendeligenskillingvedatslå lyngforfolk, blev den straksomsati brændevin. Dogvararbejde ikke hans
mest eftertragtede beskæftigelse. En gang om årerskulle han
gerne til Ribeog have nye klæderogi bad på sygehuset. Når han kom hjem, og man spurgte, hvordan det var, sagde han altid:»Uha, deter somatkomme ienhelt anden verden!«
Oppe i Kirkeby i Roager sogn boede også en særpræget
mand, som havde familie i Varming og tit kom herned. Når han kørteforbienvis krosanghan altid:
»Nukørervifrankogfri
Helvedeforbi,
hjem til sødeEstermor- hjem tilfredens bolig.«
Hvissåikke Estermor vari døren og tog imod ham, når han kørte ind på stenbroen, så vendte han vognen og kørte en rundeigen,indtilhunstod der.
Tilhøjtidernevarder i min barndomaltidstoreforberedel¬
ser. Juletræ fik vi først i skolen omkring min konfirmations¬
alder, og hjemme havdevi detslet ikke. Men der skulle altid både slagtes og bages og gøres rent både ude og inde. Der bagtes mange kager af rugmel, som skulle sigtes, og af hve¬
demel. Mandfolkene skulle gerne værefærdige med pløjnin¬
gen, og ploven måtte ikke stå ude, for så kom Jerusalems skomager og satte sig på den, og det skal ikke være godt.
Ligeledes skulle alle vinduer i lo og stald fejes rene for spin¬
delvævog vaskes, og hakkelse skæres til hestene. Alle redska¬
ber skulle samles i hus, der skulleryddesop ogfejes i gården.
I juledageneog indtil Kongedag den 6. januarholdt mansig inde og hyggede sig og passede dyrene eller drog i byen til naboer, slægt og venner. Selve juleaften fik vi gerne fersk
suppe, ellersteg ogrisbudding, ligesomder blev båretkødog pølser til de mindre bemidlede i byen, som ikke selv havde slagtet. Når alle var færdige og iført sine søndagsklæder, fik konen ogpigerne travlt med atfå nadverbordet dækket, ogvi samledesogspiste godt. Derefterskulle der vaskesop, og man samledes så igen, og manden eller konen læste i en gammel postille et meget langt juleevangelium. Derefter kom derpe¬
bernødder, som vi somme tider spillede kort om, og ved sen
sengetid fik vi kaffe og nogle småkager med i seng. Somme tider havde vifolk, som gerneville bliveoppetil kl. 12, forså sagdes det, at alle kreaturerne rakte hovederne i vejret. Jule¬
aften og 1. juledag måttepigerne ikke sy, forså fik de bulne fingre. 1.juledag skulle alle, somkunne, i kirke, og2.juledag skulleallede,somikke havdeværetder dagenfør.
Til nytårvar detgerneskik, at karleneog imellemmanden ogsåskulle i byenog skyde nytår ind, menkun på korterevisit
hos naboerne. Siden gjorde disse gengæld. Dagen efter om
formiddagengik vi drengeogpiger ud ogskødnytårind med
bøsseog knaldpiller, og man fikgerne kaffeog kagerde ste¬
der,man kom. Detvarogsåtit skiki min barndom, atpigerne nytårsnati hemmelighedtog ensalmebogogslogtilfældigtop i den, ramte de så en dødssalme, vidste de, at der ville ind¬
træffedød,og vardetenbryllupssalme, villederblive bryllup.
Hvis karleneopdagede det, drillede de.
Efter Kongedag begyndte så det daglige arbejde igen. I Sønderjylland var der mange, som spisteKongeaftensnadver, dervarligesom jule- ellernytårsaftensnadver, menhernedevar dengamle skik aflagt. Sønderjyderne holdtmerepådegamle skikke, især iprøjsertiden.
Sågik tiden til fastelavn, nårman sombarn skulle slå katten af tønden. Detforegikpåden måde, at en gammelpotteblev
satoppåenstageeller høj skammel, og manfikså bundet for øjneneog blev udstyret med en kæp, og så gjaldt det om at ramme potten eller katten, som det kaldtes, og der var da udsat lidtipræmie.
Detvarogsåtilladt ifastelavnenat tage en bøste ellerandet med hjem fra naboerne, uden at de opdagede det. Men det blevaltid bragt tilbage igen, ogsåhavde børnene det at more
sig over. For de unge mænd blev der gerne holdt skiveskyd¬
ning, for hvem der havde en bøsse eller kunne låneen. Om aftenen blevsåpræmiernefor skydningen uddelt, og bagefter
varder fri dans, men drikkevarerne måtteenhver selv betale.
Det vardengang oftest, hvad mankalderen bollepuns, som beståraf vand, vin og rom kogt sammen med sukker, og det
smagte sødtog dejligt, men der måtte ikke drikkes formeget afdet, for såstegdet tilhovedet, sagdes der. Mankunneogså få en kaffepuns og fastelavnsboller. Der skulle gerne drives fastelavnsløjer med et eller andet, ligesom der kunne være
ringridning.
På hverdagene var der ikke megenfornøjelse. Man sad om aftenen ogsnakkede, tit omspøgeri og varslerog nedmaning afdøde, som ikke havdeførtet ordentligt levned. Det kunne
væreuhyggeligt, men mansad alligeveloghørte spændtefter,
og det kunne vel føre til, at man blev lidt mørkeræd om
aftenerne, når mangikeneude. Ligeledes kunne derfortælles
omenkelte, som varkommen ienligskare, ogdetskulleføles,
som om en flokgæs trampede på en, om ikkeman varkom¬
menafvejeni tide.Iminesenereårhører jeg kunsjældentom dissesager.
Om vinterenvar det vorstørstefornøjelse atskøjte på Var- mingsø, eller skride, hvis man ingen skøjter havde. Fra Var- ming kunnevi skøjte til skole, og vi morede os også med at løbe helt ind til Ribe, ligesom også ældre folk skøjtede til Ribe, når de havde ærinde derind. Omsøndagen kom ripen¬
serneskøjtende herop, og søenkunneværesortafmennesker.
Manskulle bare passepå ålestagehullerne,for demkunneder
væremangeaf, eftersommangeherfrastangede ål. Der kunne ogsåværevaghuller, eller åbne steder med kun tynd is.
Skolegangen var anderledes end nu. Om morgenen be¬
gyndte vi kl. 8 og havde 3 timer inden middag med kun et frikvarter. Derpå 2 timers middagspause, så man kunne komme hjem, hvem der kunne nå det, og så 3 timer om
eftermiddagen. Om vinteren begyndtevi kl. 9og havde kun
1 timesmiddag,hvor vi så havdemellemmad med.
Om morgenen begyndtevi medat synge ensalme, ogder¬
efter blevvi hørt iBalleslærebog,somvi skulle kunneudenad.
Hvis vi ikke kunne, måtte vi blive efter skoletid Vi time og
læse på vores lektie. Dernæst havde vi regning i en time, så frikvarter ogsidst på formiddagen boglæsning, hvor hver en¬
kelt skulle ståop og læse højt af en bog. Om eftermiddagen begyndte vi med skønskrivning, så danmarkshistorie ellergeo¬
grafi, såretskrivning eller genfortælling og tilsidst sproglære (grammatik) eller ogsåskriftlæsning. Ind imellemsangvifæd¬
relandssange eller havde hovedregning. Inden vi gik hjem,
sangvien aftensalme,og læreren bad Fadervorforos. Komvi henadforåret, havde visommetider lidt gymnastik eller skyd¬
ningmedensalonriffel, hvadvigerneville.
November 1883 begyndte jeg atgåtilpræsthospastorVin-
SimincJ.Simonseni Fanø-dragt, fotografe¬
ret sammenmedto
halvkusiner fra Kalvs- lundMøllegård.
ding. Vivar 15 i alt, deraf 12 herfrasognet ogHansJacobsen fraBrønsMølle, somkom ridende hertil påenhingstopigen¬
nemFrifeld, Kirkeby, RoagerogHøm. Desudenvardertofra Lustrupholm, hvor forstander Sallingholdt højskole. Vi blev konfirmeret20.april 1884.
Efter konfirmationenvarjegi Varming,til jegblev 16, hvor jeg kom i plads i Roager hosenheste- ogkreaturhandler, som havde enlilleejendom med 4 køerog4 kalve, som jegskulle
passe. Desudenvarjegpåmangeturemed hesteogkreaturer,
som varopkøbt i Nørrejylland, og som skulle på markederne
iTønder, Løgumkloster og Flensborg. Manfikset sigom, og detvarmegetinteressant. Jegvardertil november 1886, hvor
jeg komsomavlskarl påVestergårdi Varming. Detvar engod plads medmeget atbestille, menogsåmed tid til festligheder.
Vi brugte at betale en flaske vin i bøde forhvert redskab, vi fik i stykker i høbjergningstiden. Og når så høet var inde, holdt vi et gilde med vin, chokolade og kager, som madmor
gav. Hertil indbød vi så venner og veninder. Når vi havde spist, ryddede vi køkkenetog dansede til harmonika tillangt ud på aftenen. Det gik lystigt til. Jeg husker sommerkarlen
engang ingen støvler havde at danse i, men han lånte et par
klodser, og engang det gik hurtigt til, fløj den eneop i cho¬
koladegryden. Ligeledes holdt vietlille gilde, når vihavde fået kartoflerneop, og en opskør for folkene om efteråret. Vi fik da fersksuppe tilmiddagogfiksålammestegog tilkaffenen lillesort. Lønnen varellers ikkestor. Detførste årfikjeg 125 kr. og et lam som jeg skulle have fodretog græsset, samt en
Prøjseri Gudspenge. Vi levede ellersmestaf saltedevarer. Til midsommermarked var dergerne nogen fraFanø, som solgte saltede torsk og hvilling, hvoraf der købtes et lispund, ellers fiskede vi endel af alle ferskvandsfisk. Vimedede, glivedeog tattedeål,nårde mørkenætterbegyndte.
Efter at jeg havde været på Vestergården i 4 år og havde
væretpåsession, havde jeg uheld ved kanekørsel,hvorved mit
enefodled blev knust. Lægenkomfra Ribe ogville have mig på sygehusetogfoden sat af. Men davi hørte det, kørtevi til Kolsnap i Nustrupsogntil den dengangmegetbekendte ben- brudslæge dr. Poulsen. Han indlagde mig på Kolsnap Kro, hvorjeg blev behandlet hver dag af 4 mænd i 7uger. Fodled¬
det blevstift,menjeg beholdt minfodogtakkerGud derfor.
I etårs tidmåttejeg rekreere migog gik i begyndelsenved krykker og siden med stok. Jeg benyttede tiden til at tage 2 månederpåLadelundlandbrugsskole.
Næstesommertogjeg plads hosenmand på Fanø, hvor jeg kunne bade i Vesterhavet. Mandenvar formand formejeriet,
ogdesuden passede vienfuglekøje.Densommer, jegvarder, blev badesæsonen åbnet, og de badende blev kørt ud i små
vognemed hest for. Ude i bjergene var mangevilde kaniner,
som børnene kunne fange, ligesom de kunne samle æg fra gravænderog måger, som brugtes til pandekager, hvilketvar megetfin middagsmad.
På gården, som vist nokvar øens største, havde vi 10køer,
2 heste, 16 fårog 16lam, som alle blev slagtetog solgt nede
i»eøj«, som fannikkerne kalder Nordby. Når vivari marken, havde vi altid kaffekedlen med, enten vi slog græs i engen, ruskedelyngi bjergene eller bjergede hjelme.
Fannikkerne var meget religiøse og besøgte kirken meget.
Denvar storogrummeligmed skibe hængende fraloftet. Ved kirkenvaren blindbælgtræder, som nok selv kunnefindevej dertil om søndagen. Der var heller ikke så megetfærdsel på vejene. Kunpostvognen kørte til Sønderho. De ældre påøen gik for det meste i deres nationaldragt, men de yngre var
begyndt at gå i kjovl, som de sagde. De gamle dragter var
tykke, og når de om sommeren havde masker for ansigtet, kunne de snart ikke ånde, men de måtte jo ikke blive sol¬
brændte. Kvinderne derovre var dygtige til at bestille noget bådehjemme,og nårder skulle køresgødningellerved indav¬
lingen. Da jeg kørtegødning til rugen, stoden gammel bed¬
stemorpå70oglæssede,ogkonenogpigernespredte denud,
nårjeg læssede af. Bedstemoderenhavde i sineungedage tjent påengård, hvor hun tærskede alt kornet med plejl, formæn¬
dene foerjo tilsøsog kvinderne passede avlsbruget. Vi havde
mestsommerrug, som de kalder væling, og ellers høstedes en
mængdehø. I høbjergningstiden var der travlhed på engene, og når der skulle spises mellemmad, kunne man se, at der fyredes under kaffekedlerneallevegne. Derblev drukket me¬
get kaffe og spist mange hvedekagemellemmader, og det huede mig godt. Ellers spistes mange tørrede bakskuld, som blev klippet i strimler med en saks og ristet på en jernfod.
Bedstefarpå 72 passedekøerneogsamlede kasse til brændsel.
Dervar jo ikke meget træ på øen, førend staten begyndte at
ekspropriere og plante til med gran og fyr. Det var beboerne
meget fortørnede over, da de så ikke kunne have fårene gående der længere,menmåtteafskaffe dem,ogdegavellers
en god indtægt. Bedstefar besørgede selv slagtningenog par¬
terede demoggikned tilNordbyogsolgtekødet.
Hvert efterår blev der plantet marehalm i klitterne, og så måttefolkene fraRindby på hovarbajde og plante ud. Denne plantningvarnødvendigfor sandflugtens skyld. Desuden blev marehalmen slået af og brugt til at reparere veje med. Vi havdeogså etstykke vej at gøreistand. Såslog mandenafog
pigen og jeg lagde på, såstilkene lå på tværs af hjulsporene.
Sådan var vejen helt til Sønderho. Der var kun gruset fra Nordby tilRindby.
Jeg varipladsen til 1. november, sådrogjegsammen med
min yngste bror på Tune landbrugsskole indtil 1. maj 1893 hvorjeg kom hjemogkøbte gårdenmatr. 5ai Varming.
Detvar en megetforsømt gård, både hvadangårbygninger
og marker. Derkunne værehelt gult i sommerkornet af kid- dike. Desuden låenhel delafjorden hen i hede. Altsåtogjeg fat og købte et parmergelgrave oppe på Munkemarksyd for Skallebæk mølle. I 1911 kom mergelbanenfraKlåby igennem
sognet og jeg fik 5 togfulde mergel, så alle markerne i nær¬
heden afgården kunne blive merglede.
Eftersom min tilkommendehustruvari tjeneste helt nede i Holsten mellem Rendsborg og Frederiksstad, måtte jeg have
en husbestyrerinde. Den første lejede jeg på folkemarkedet i
Ribe. Detvarendygtigpige, somkunne hjælpemedi alting,
og detvar også nødvendigt, for alle køerne stod i tøjr. Næste vinter købte min naboogjeg hveret egetræi Gram skov, som vi fik skovløberentil atsave i blokke på 2}A alens længde, så vi kunne køre dem hjem og kløve demi passendetykkelse til pæle. Og detvargode pæle, hvorafenheldelstårendnuefter 56 årsforløb. Så fik vi bjergene og de lave agreindhegnet til løsgang.
Stuehuset var meget gammelt med kampestensgulv i for¬
stue, køkken og bryggers, og i en del afsoveværelset var der
lergulv og i den anden ende kampesten. Jeg støbte cement¬
gulve og lagde brædder. I søveværelset stod forværket endnu
om de gamle alkover, ligesom der hverkenvarpige- eller kar¬
lekammer med egne senge. Aftægtslejligheden blev inddra¬
get, og hele den søndre mur blev ommuret og forhøjet med
2 sten. Staldenblev helt omlavetoggårdspladsenanlagt lige¬
somhaveogvejnedtil gården, så dervarnokat tagefatpå.
Den 4. maj 1875 holdtvi så bryllup, som efter tidens skik
var stort og varede i 2 dage. Det var vellykket med taler og dans helt tilmorgenstunden den første dag. Ligeså andenda¬
gen, hvorbrudefolkene selv, som skikvar,skulle hjælpe tilat opvarte ved bordene. Festen sluttede langt ud på trediedags
morgen, og endelig kunne min kone og jeg vandre hjem til
vorteget, trætte.
I årenesløb fikvi 6børnsammen, 5pigerog endreng.Det
er alle gode børn, som nu i min alderdom næppe ved, hvad godt de skal gøre for mig. Vi solgte ejendommen 1928 til
sønnen Niels Nørgård og hans hustru Bine, og købte så 5 år efter husetheroppe på bakken.
I 1920 holdt vi stort sølvbryllup med 2 telte, og der blev danset til den lyse morgen. Der var flere grænsegendarmet med til festen, som næste morgen skulle op og tage den nye grænsei brug.
Forklaringpånogleaf de anvendte ord.
Opskør Udtales åpskövr. Fest ellergildeden dag, korneterskåret af, dvs. høstet, eller den aften det sidste læs,»ækveilas«,
erkommet i hus.
glive det af fiske med enart håndruse. Metodenerbeskrevet i FraRibeAmt 1946, s. 403-409.
farte det af fiske ål medormpå tråd.
jxwerkølle enslags kastekæp tilat styrekreaturerne med.Denskulle
gerne have en naturlig knold i den eneende. Jæwer =
vogterdreng.
kasser tørret kogødning.
vxling såledeskaldte manpå Fanø vår-rugen. Denkorrektesta¬
vemådeervaling.
bøste skinke.
vaghuller våger i isen.
GudspengeEgentlig betegnelseforenfaddergave.Detkan ikkehelt opklares, hvad meningenermedbrugeni teksten, måske skal det betydefæstepenge, håndpenge.
Prøjser 1 mønt, dersvaredetil 2,66 kr.
