Opskriften på en Europa-dialog M m

(1)

M m

^Ugebrevet^M^ANDAG^Morgen

Opskriften på en Europa-dialog

Der er masser af bud på, hvordan en ny Europa-debat kan organiseres, hvis politikerne vil - Vestlige lande eksperimen- terer generelt med at involvere borgerne på nye måder - Politikerne må opstille et katalog over de problemer i debatten, som de særlig gerne vil afhjælpe - Norsk professor opfordrer partipolitikerne til at tage bevægelsespolitikerne i ed

Der er masser af muligheder for at indrette europadiskussionen på en mere konstruktiv og engagerende måde end hidtil. Særlig i 90’erne er der i den moderne del af verden gennemført et betydeligt antal eksperimenter med at udvikle nye former for samspil mellem borgere og politiske beslutningstagere. Disse erfaringer kan de danske partier lære af, når de i de nærmeste uger går i gang med at “opfinde” de nye rammer for dialogen med befolkningen.

De nye rammer trækker borgerne ud af den tilskuerrolle, de hidtil er blevet tildelt, når det gjaldt de store spørgsmål i national og international politik. Til gengæld får de deltagende borgere nye roller, hvor de - ofte til deres egen store overraskelse - viser sig at være ansvarlige rådgivere, kompetente udspørgere eller visionære idemagere.

Interessen for at inddrage borgerne direkte skyldes bl.a., at tidligere tiders tillidsfulde og ærbødige forhold mellem borgerne og de folkevalgte i stigende grad afløses af mistillid, kynisme og afstand. I de senere år er temaet ligefrem blevet optaget på programmet for de vestlige regeringers vigtigste studiekreds, OECD:

“Regeringerne bliver i stigende grad klar over, at de hverken er i stand til at lede eller gennemføre deres politikker effektivt, uanset hvor gode disse måtte være, hvis deres borgere ikke forstår og støtter dem,” som det hedder på OECDs hjemmeside - som begrundelse for at tage opgaven op.

Innovationsviljen skyldes givet også, at ressourcestærke og dynamiske forsknings- miljøer og tænketanke i de senere år har taget handsken op.

Ugebrevet præsenterer i det følgende nogle af værktøjerne til folkelig debat, som politikerne vil kunne bruge, kombinere og udvikle til løsningen på deres eget problem.

Hvis de ellers kan opnå en nogenlunde afklaret konsensus om, hvad problemet er.

Det tænksomme demokrati

Opblomstringen af deltagerdemokratiske forsøg skyldes bl.a., at borgerne igen er kommet på mode i den politiske forskning i den angelsaksiske verden. Hvor efterkrigsgenerationen af toneangivende amerikanske politologer især var optaget af at beskytte demokratiets institutioner imod de alt for manipulerbare vælgere, er deres efterfølgere mere optagede af at mindske kløften mellem folk og beslutningstagere.

Professor Erik Oddvar Eriksen, Oslo Universitet, der har skrevet bogen om “deliberative democracy” for den danske magtudredning, blev bedt om at udtrykke pointen meget kort:

“Noget væsentligt er at udvikle mekanismer, der skiller meningsdannelsen fra den egentlige beslutningstagning. Hvis beslutningstagerne vejer for tungt i meningsdannelsen, så vil den blive domineret af strategiske hensyn, ønsket om at bygge alliancer, forventninger om mediernes reaktioner osv. Borgerne vil gennemgående tage helt andre hensyn.”

På spørgsmålet om, hvad de deliberative demokratiforskere kan råde de danske politikere til i den nuværende situation, trækker den norske professor fire punkter frem:

!

! Inddrag de berørte. De organiserede kræfter, der har kørt Europa-debatten hidtil, må tage et ansvar for at udvikle den i fællesskab. Flertallet må ikke efterlade f.eks. nej- bevægelserne på sidelinien, men give dem både ret og pligt til at begrunde sig.

!

! Skab mødepladser. Der er behov for at skabe rammer uden for de etablerede partier og bevægelser, hvor borgere får mulighed for at udtrykke holdninger og hældninger, men hvor man skal begrunde synspunkter rationelt og med hensyn til almenvellet.

!

! Udjævn magt og kompetence. Det kan f.eks. ske ved at begrænse taletiden og gennem en neutral mødeleder - i stedet for f.eks. at bygge mødet op som foredrag fra og spørgsmål til en saglig eller politisk autoritet.

!

! Gør resultaterne offentlige. De deliberative fora må ikke blive loger. Værdien af dialogen måles på, at resultaterne formidles til og debatteres i hele offentligheden.

(2)

M m

Figur 1: Dialogen om Danmarks forhold til Europa kan i realiteten starte i hvilket som helst af de punkter, der er angivet i figuren.

Danske, europæiske og globale problemkredse hænger sammen som daggammel spaghetti.

Det trekantede problem

Under alle omstændigheder er der tale om et problem med tre sider - der må betragtes under ét.

! På den ene side: Hvad er det egentlig, der har været så dårligt ved debatten hidtil - og hvad bør den nye rette op på? Alle er enige om, at EU-debatten er syg, men måske ikke om, hvad den fejler. Debatten er således blevet kritiseret for at være visionsforladt, luftig/ukonkret, uengagerende, nationalistisk, forløjet, letkøbt, defensiv, styret af forti- den, konfrontatorisk, nedladende, teknisk, uinformeret, politikerstyret, spækket med blinde pletter, elitær, ufokuseret/udflydende, fraværende uden for folkeafstemningssæ- sonerne, følelsespræget, kompliceret, kortsigtet, materialistisk, selvovervurderende, fordomsfuld, manipulerende og sikkert mere til.

! På den anden side skal temaet for de forskellige, nye debatinitiativer afgrænses, så de har en chance for at tilfredsstille behovet for dialog og afklaring. Europadialogen er ikke alene meget omfattende i sig selv, den er også dybt forbundet med de helt store spørgsmål i dansk politik og i verdenspolitikken - som det meget forenklet vises i figur 1. Den danske “debatkreds” handler bl.a. om, hvorvidt vi har blandet det repræsentati- ve demokrati og det direkte folkestemningsdemokrati rigtigt i EU-politikken, hvilket delvis er et grundlovsspørgsmål. Den handler også om, hvilke udenrigspolitiske valgmuligheder Danmark har helt generelt. Her kobles den sammen med de store spørgsmål om globaliseringens mange facetter og fremtiden for den nuværende

“amerikanske verdensorden”. Det er tydeligt - ikke mindst på debatten efter nej’et - at der er ganske forskellige opfattelser af, hvilke af disse forbundne spørgsmål, der bør behandles først.

! Den tredje side handler om rammerne. Hvordan kan de nye dialoger organiseres, så vi på den ene side får en bedre diskussion - og på den anden side får de mest relevante

(3)

M m

Deltagerdemokratisk værktøjskasse

Ideer og prøvede metoder

Diagnose Værktøj Delta-

gere Repræ-

sentativt? Varig-

hed Pris pr.

deltager Resultat Visionsløs proces Fremtids-

værksted ca. 25 Evt. 1 døgn 2.500 kr. Ideer og

engagement Fravær af engagement og

inspiration Søgekonferen-

ce ca. 80 Nej 6 timer 100 kr. Ideer og

engagement Mangel på tillid til politisk

system og saglige afgørelser Borgerjury ca. 8 Ja 4-5 døgn 15.000 kr. Gennemtænkt råd med høj legitimitet Vigtige beslutninger usynlige,

komplekse og langstrakte Beskikket

offentlighed ca. 75 Ja 6-8

måneder 15-20.000

kr. Offentligt indsyn og debat med “teknokratpolitik”

For konfrontatorisk debat

mellem få deltagere Folkehøring

(Odensemodel) ca. 400 Ja 2 dage 10.000 kr. Oplysning, viden om folks

“egentlige” holdninger Mangel på uredigeret infor-

mation fra det virkelige liv Folkehøring

(regeringens) 500-800 Nej 3 timer 50 kr. Kritikere får luft med egne ord Unuanceret, elitær debat Rådslagnings-

grupper 1-10.000 Nej F.eks. 6

måneder Beskeden Bred dialog og kvalitet-input Overpolitisering -

ringe respekt for facts Udredning/

rådgivning - - Perma-

nent - Større saglighed, højere informationsniveau Kilde: Ugebrevet Mandag Morgen.

Tabel 1: Der er masser af nye diskussionsværktøjer, politikerne kan inddrage, hvis de vil rejse en ny Europa- debat. Men de egner sig til forskellige ting. Derfor må politikerne enes om, hvilke problemer i debatten, der især skal rettes op på.

diskussioner til at hænge sammen?

“Repræsentative værktøjer”

Igennem de senere år er der blevet udviklet et righoldigt sortiment af mødeteknikker og andre former for struktureret samspil, der egner sig til forskellige formål. En hurtig oversigt fås i tabel 1.

En kategori af nye værktøjer har det til fælles, at de bygger på udvælgelsen af en større eller mindre repræsentativ stikprøve. Bedst kendt i kategorien er de såkaldte folke- høringer (deliberative polls), der tidligere er omtalt udførligt i Ugebrevet. Efter erfaringerne med den første nationale folkehøring i Odense - og nej’et til euroen - tiltrækker metoden sig meget politisk interesse.

Et andet af de veletablerede brands på området er de såkaldte borgerjuryer, der er udviklet af The Jefferson Center i Minnesota. Borgerjuryen bruges til at afklare “folkets vilje”, hvor de valgte politikere måtte være i tvivl. Juryens ca. 18 medlemmer udpeges med samme form for lodtrækning (polling), som opinionsinstitutterne bruger. Juryen præsenteres så for vidneudsagn fra eksperter, de også får mulighed for at forhøre. Vidner er udvalgt af et neutralt rådgivningspanel for at sikre en alsidig belysning af sagen. Efter vidneførslen voterer juryen, til alle er blevet hørt, før den afgiver sine anbefalinger til offentligheden.

En beskikket offentlighed er en repræsentativ gruppe på ca. 75, der får ret og pligt til at følge en bestemt beslutningsproces fra første parket igennem en længere periode. Meto- den sigter på at skabe indsyn med og debat om vigtige beslutningsforløb, der er så langvarige og tekniske, at den offentlige interesse erfaringsmæssigt ikke opstår af sig selv. Gruppen bliver briefet om emnet på weekendseminarer, men lever ellers hovedsageligt en virtuel eksistens. Den får privilegeret adgang til at stille spørgsmål til aktørerne, også om fortrolige sider af sagen. Gruppen skal med sin tilstedeværelse sikre, at alt går rigtigt til, men medlemmer kan også inddrage pressen, hvis de finder det berettiget.

Bred dialog og/eller visioner

Bredere anlagt er rådslagningsgrupper (deliberative forums). Konceptet er udviklet af den ameri- kanske Kettering Foundation og dens datterorganisation, National Issues Forum, og det synes ikke mindst at være udbredt i Canada, hvor et trecifret antal mennesker indgår i nationale dialog-netværker med navne som The Society We Want og A World in Com- mon. Rådslagningsgrupperne giver interesserede en kanal til den nationale dagsorden. De samles omkring bestemte temaer og bestemte måder at gå til emnerne på - ikke bestemte

(4)

M m

Figur 2: Selvom vi glemmer det i konsen- sus-Danmark: Debat og dialog er ikke det samme.

ideologier som i partierne. Den slags grupper er der ikke mindst behov for på det udenrigspolitiske område, hvor både politikere og eksperter er tilbøjelige til at gøre komplekse spørgsmål alt for sort-hvide, mener The Canadian Council for International Co-operation, der ligner en krydsning af Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Ungdoms Fællesråd med 100 medlemsorganisationer.

Grupperne udvikler en “landsdækkende konsultationsproces”, der lader de upro- fessionelle borgeres grundlæggende værdier komme til syne - konfronteret med nogle af samfundets og verdens svære valg. Det sker på basis af nogle - ret geniale - debatguides, der formulerer tre-fire valgmuligheder, som alle er tiltrækkende og spækket med problemer. Resultaterne af disse debatter samles op og kanaliseres til medier og politikere.

Søgekonferencen samler mellem 50 og 80 personer under samme tag i mellem en og tre dage. Her starter deltagerne med at formulere deres fælles historie med det givne emne, dernæst reflekterer de over nutiden og slutter af med fremtidsønskerne. En væsentlig del af konferencen foregår i særlige emneopdelte perspektivgrupper, hvor de enkelte deltagere har helt faste roller - som tidtager, mediator, rapportør osv. Resultaterne samles op i ple- num via en slags mindmapping-teknik.

I fremtidsværkstedet mødes en mindre gruppe, måske udpeget af andre, over et døgn om f.eks. EUs landbrugspolitik. De første timer bruges på at kritisere og rase ud. Dernæst ser deltagerne på mulighederne, og endelig formulerer de gruppevis alternative ideer og visioner.

Stop debatten!

Fælles for de nye værktøjer er for det første, at de skaber nye regler for kommunikationen mellem de medvirkende end det sædvanlige politiske møde, som forsamlingshusmødet er arketypen på.

Betydningen af gennemtænkte rammer og spilleregler blev tydeligt demonstreret under den nationale folkehøring om euroen i Odense. Kravet om en vis seriøsitet fra deltagerne var indbygget i arrangementet på flere måder. Alle deltagere kom således efter personlig invitation og de fik en slags VIP-behandling fra start til slut.

Høringen stillede også indirekte et krav til deltagerne om at forholde sig overordnet og ansvarligt til euroen. De deltog ganske vist på egen vegne. Men det blev også understre- get, at de - i det mindste i statistisk forstand - udgjorde et slags mini-Danmark.

Da deltagerne ikke kendte hinanden på forhånd, var det muligt at undgå gamle antipatier, alliancer og autoritetsstrukturer, der ellers præger menneskelig kommunikation.

Omgangsformen var da også præget af en ikke helt almindelig høflighed og lydhørhed - hvilket bl.a. blev søgt fastholdt via neutrale gruppeledere, der sikrede, at ingen fik lov at tromle.

(5)

M m

Inddelingen af deltagerne i grupper - og det forholdsvis langvarige forløb - muliggjorde desuden en voksende tillid og åbenhed i kommunikationen. Se figur 2.

Endelig blev deltagerne ikke bedt om at diskutere euroen, endsige blive enige om den. Opgaven var at formulere og prioritere spørgsmål om euroen til politikere og eksperter. Derved blev debatten om euroen mere indirekte, mindre konfrontatorisk.

I Canada, hvis politiske debat generelt er mere polariseret og mindre konsensussø- gende end her, er parolen direkte at stoppe debatten til fordel for dialogen. Netop i EU- politikken kan det blive afgørende at huske, at de to begreber faktisk ikke er synonymer.

Jacob Andersen jaan@mm.dk

REFERENCER

- Robert Jungk og Norbert R. Müllert: Håndbog i fremtidsværksteder, Politisk revy, 1998.

- Henriette Buus og Anker Brink Lund: Det sunde liv - hvem er det godt for? Visioner fra fremtidsværksteder om lokalsamfund og sundhedsfremme, Komiteen for Sundhedsoplysning, 1990.

- Ugebrevet Mandag Morgen nr. 26, 2000: “National folkehøring kan blive vendepunkt.”

- Huset Mandag Morgen: Danskernes forhold til euroen - resultaterne af den første nationale folkehøring, 2000.

- Svenska Kommunförbundet: Politiker Utvärderar, 2000.

- Jacob Andersen. Fra Folkestyre til Fællesstyre, Gyldendal, 1998.

- Canadian Policy Research Network, www.cprn.com - National Issues Forum, www.nifi.org

- The Jefferson Center, www.jefferson-center.org - OECD, www.oecd.org/puma

Udkast til problemkatalog

Ingen i Danmark har så mange erfaringer med at inddrage borgere i diskussion om uoverskuelige emner som Teknologirådet. Sekretariatschef Lars Klüver ser ingen principielle forskelle mellem at lave teknologi- og Europa-debatter. Men man er nødt til at prioritere sit problemkatalog, understreger han. Hans eget består af fire hovedproblemer:

!

! Mangel på troværdig viden. Alle vidensbudskaber på EU-området synes at være politisk inficerede. Det er skidt, for det betyder, at man lukker øjne og ører og stoler på sin mavefornemmelse. Der bør laves situationer og debatter, som formidler og vurderer viden om EU - unionens virkemåde, effektivitet, aktivitetsområder etc. Den viden, der formidles, skal laves af “nej’ere” og “ja’ere” sammen med troværdige videnssøgende mennesker.

!

! Myter om vælgernes motiver. Der skabes hele tiden myter om, hvorfor folk reagerer, som de gør. De bruges til at stemple modstanderen. Der findes altså dels en tvivl om den faktiske situation, dels en retorisk skabt tvivl. Dette kan kun håndteres ved at lade folk selv formulere deres standpunkter og argumentation. Konsensus-konferencer er gode, hvis man vil forstå argumenterne bag stemmetal, spørgeundersøgelser og folkehøringer.

!

! Visionsmangel. Mange føler et savn efter visioner for Europa - mere håndgribelige mål at gå efter. Der findes mange metoder til at lave visioner - fremtidsværkstedet er én af dem.

!

! Ingen plads til mellemstandpunkter. I længden er det uudholdeligt, at man kun kan svare ja og nej, når spørgsmålet er så kompliceret og lægger op til betingede ja’er eller forbeholdne nej’er.

Der bør laves steder, hvor folk kan dyrke deres betingelser og forbehold op sammen. Forstå dem, lave dem, forhandle dem og viderebringe dem, siger Lars Klüver. Han peger igen på konsensus-konferencen som en mulighed, der kan varieres meget. Folkehøringer (efter modellen fra Odense) vil derimod kun gøre ondt værre, mener han. For de fryser holdningerne fast i standpunkter, hvor vi i stedet har brug for argumenterede, favnende, rummelige, nuancerede svar, lyder vurderingen fra Teknologirådets sekretariatschef.