KAPITEL 1 – Indledning og Problemformulering
1.1. Indledning
Dette speciale handler om socialt arbejde. Det omhandler i særlig grad de mennesker, som er ansat til at varetage det sociale arbejde, som man i litteraturen betegner med den lidt svært definerbare betegnelse; socialarbejdere. Men hvad er deres opgave? Hvilken faglighed har de?
Hvis man kan tale om en særlig fagidentitet, hvad er den så under indflydelse af?
Min personlige motivation for socialarbejdernes faglighed og arbejdsvilkår udspringer af egne erfaringer og oplevelser, som først og fremmest er funderet i, at jeg har arbejdet på en varmestue for socialt udsatte mennesker i 10 år. Her dannede jeg mig et billede af, hvem socialarbejdere er, og hvad deres funktion skulle være ud fra stedets tilgang: Pædagogisk uddannede
relationsarbejdere, som igennem vedholdenhed i relation, anerkendelse og rummelighed skulle bidrage til menneskelig opblomstring og værdighed for den, som gennem sit liv havde mødt svære betingelser. Her er altså tale om et syn på socialarbejdere, hvis opgave ikke er at fokusere på at behandle, opdrage eller bringe den enkelte borger et bestemt sted hen.
Min forståelse af socialarbejdere er siden blevet både udvidet og udfordret i forbindelse med at studere pædagogisk sociologi. Det er for det første blevet tydeligt for mig, at begrebet
socialarbejder er et relationelt begreb. Det må nødvendigvis stå i tæt relation til både de
mennesker, det berører på den ene eller den anden måde, men også i relation til det samfund og dets lovgivning, som det skal agere i. Socialarbejderes funktion befinder sig altså i forholdet mellem individet og samfundet, og defineres ud fra gældende lovgivning. Socialarbejderne skal forsøge at skabe en vis harmoni eller orden imellem individ og samfund, og kan derfor ikke ses løsrevet fra den ene eller den anden del.
Da jeg valgte at læse et semester på kandidatuddannelse i Socialt arbejde i Aalborg som valgfag, erfarede jeg desuden, at pædagoger bestemt ikke er den eneste faggruppe, som opfatter sig som særligt egnede til at varetage socialt arbejde. Særligt socialrådgivere har samme opfattelse.
Hermed er det også blevet klart, at socialarbejdere som professionel gruppe ikke kan defineres
entydigt med en bestemt faguddannelse, men at de kan have forskellige relevante faguddannelser bag sig.
Står socialarbejderen i relation til samfundet og dets lovgivning, er det nærliggende at spørge, hvad det så er for et samfund, han skal agere i? Ove Kaj Pedersen var den første til at påpege, at det danske samfund inden for de sidste 20 år er overgået fra en velfærdsstat til en
konkurrencestat (Pedersen, 2011). Det har efter min overbevisning betydet forandringer i vores måde at tænke om os selv, vores egen rolle i samfundet og derfor også socialarbejderens opgave og rolle i forhold hertil. For at påvise denne udvikling vil jeg herunder kort demonstrere de sidste 20 års udvikling af den danske arbejdsmarkedspolitik som et udtryk herfor.
1.1.1.Fra socialt til egennyttigt menneskesyn
I 1993 blev en ny arbejdsmarkedsreform vedtaget, som fremstår som skæringspunktet for en forandring for dansk arbejdsmarkedspolitik til det, der kaldes den aktive arbejdsmarkedspolitik. I årene før 1993 blev arbejdsløshed italesat som et strukturelt problem og dermed primært et samfundsmæssigt anliggende. Arbejdsløshed handlede om, at samfundet ikke var i stand til at tilbyde et passende job til den arbejdsløse, og at han i mellemtiden blev kompenseret med
universelle og rettighedsbaserede forsørgelsesydelser (Andersen J. G., 1999). Den arbejdsløse blev i den forstand fremstillet som et offer, fordi den grundlæggende logik var, at vi som individer er socialt orienterede og ønsker at arbejde og deltage i fællesskabet.
Forsørgelsesydelserne skulle sikre, at det lighedsideal, som dominerede i velfærdsstaten, kunne opretholdes, indtil der igen kunne fremskaffes et arbejde til den arbejdsløse. Idealet kan med Marshalls udtryk defineres som; ”Equal of social worth” (Jensen P. H., 2007, s. 18). Rationalet var, at sociale ydelser først og fremmest var tænkt som en beskyttelse af medborgeren fra
markedskræfternes kommodificering. De-kommodificering betyder, at menneskers værdi skal adskilles fra deres markedsværdi som arbejdskraft, og dette tilstræbtes ved, at man kunne modtage ydelser uanfægtet præstation (Esping-Andersen, 1990).
Nedenstående socialdemokratiske udmelding fra deres principprogram i 1977 skal ses som et genealogisk eksempel på denne epokes politiske diskurs og forståelse af individet og dets rolle i samfundet:
”Arbejdsløshed er en uforskyldt situation for den arbejdsløse. Derfor bør der ydes
arbejdsløshedsunderstøttelse – uden tidsbegrænsning – så længe arbejdsløsheden varer.”
(Kongres, 1977, s. 14).
Individet som et socialt orienteret og arbejdende væsen, var en underliggende præmis. I og med ledighed ikke blev anset som selvforskyldt, var tidsperspektivet ude af den enkeltes hænder og blev betragtet som ventetid, der skulle udfyldes så godt som muligt. Det sociale arbejde skulle derfor først og fremmest have en de-kommodificerende effekt og rettes mod dannelsen af individet til en moralsk, kulturel og åndelig person, som kunne forstå sig som medansvarlig for og ligeværdig i det demokratiske fællesskab – med eller uden arbejde. Sekundært kunne dette medføre, at individet fik bedre mulighed for at realisere sig som det arbejdende væsen han var og tage vare på sig selv gennem selvforsørgelse til det fælles bedste (Pedersen, 2011).
Fra midten af 1980’erne begynder den politiske diskurs at ændre sig, hvor man kan se, at teorien om rational choice (RC) influerer på den måde, man betragter individet i samfundet på. Teorien baserer sig på en økonomisk logik om, at individet altid orienterer sig mod egennyttemaksimering ud fra en rationel kalkuleberegning, der kan sammenlignes med et økonomisk cost-benefit
regnestykke – ”kan det betale sig?”. Dette forudsætter, at individet kender- eller gøres bekendt med - sine handlingsalternativer og disses konsekvenser. Dermed afviser teorien også en social verden, der a priori står over individet (Hagen, 2007).
Man kan hævde, at med den nye samfundsdiskurs mister individet sin uskyld i sin egen situation.
Individet betragtes først og fremmest som orienteret mod, hvad der er egennyttigt og gavnligt for det selv. Logikken er, at hvert individ bevidst vælger og sorterer i de goder og muligheder, der foreligger, og man bliver således ansvarlig for egne kompetencer og egen situation. På baggrund af den nu dominerende diskurs om individet som egennyttigt forankres sammenhængskraften i samfundet i højere grad i medborgerskabspligter; altså at man som medborger skal bidrage med noget. Krav til aktiv deltagelse i arbejdslivet bliver noget primært i stedet for sekundært (Torfing, 1999).
Ledighed bliver til et incitamentsproblem, der kan være økonomisk begrundet ud fra en logik om, at hvis arbejdsløshedsunderstøttelsen bliver for høj, vil den ledige hellere lade andre forsørge sig end selv at gå på arbejde. Arbejde er altså kun interessant, hvis det er egennyttigt. For at sikre, at individet orienterer sig mod arbejdsmarkedet, vendes blikket derfor naturligt mod den lediges levevilkår og sociale rettigheder for at se på de incitamenter, der kan være årsag til problemet i forsøget på her at løse problemet. Arbejde gøres så i sidste ende til den enkeltes eget valg og ansvar ud fra egennyttens logik (Caswell, 2013).
I 1993 slår diskursen for alvor igennem ved vedtagelsen af den føromtalte arbejdsmarkedsreform.
Med den sker et politisk brud med den tidligere diskurs. Fra at betragte individet som socialt orienteret og ledighed som uforskyldt, ændres det til at betragte individet som egennyttigt, og arbejdsløshed som et individuelt valg og ansvar. Ledighed betragtes derfor som et
adfærdsproblem hos den enkelte, der fra politisk hold kan styres med krav om aktivering og økonomiske incitamenter ud fra devisen: Det skal kunne betale sig at arbejde.
Socialarbejdernes overordnede og primære mål bliver at skabe incitamenter for borgeren for at komme i arbejde. Jakob Torfing beskriver det som, at vi har ændret sociale indsatser fra en passiv beskyttelse; et sikkerhedsnet under individet til en trampolin, der aktivt skal motivere eller tvinge individet tilbage på arbejdsmarkedet som en slags investering (1999). Man kan sige, at hvor
individer ikke selv kan se egennytten i det at have et arbejde, så er opgaven at demonstrere denne på forskellig vis. Arbejde gøres således til både løsningen og målet i de sociale indsatser.
Med denne korte gennemgang af dansk arbejdsmarkedspolitik har jeg nu demonstreret, at socialarbejdernes kontekst har ændret sig ligesom rammerne for, hvad deres opgave er. Med et sociologisk udtryk kan man sige, at vi går fra at betragte individet fra et strukturperspektiv til et aktørperspektiv. Som følge heraf betragtes ledige ikke som ofre, der skal understøttes, men som aktører, der skal oplyses, motiveres eller tvinges for at ændre adfærd.
I dette speciale har jeg valgt at fokusere på, hvorledes socialarbejdere konstrueres i forhold til unge mennesker med sociale problemer. Mit udgangspunkt er socialarbejdere, der arbejder med unge ud fra den nyeste kontanthjælpsreform, som er igangsat pr. 01.01.2014 og fuldt gennemført pr. 01.01.2015. For unge under 30 år betyder den, at når de henvender sig til kommunen for at søge om hjælp i stedet for kontanthjælp får en ungeydelse og et uddannelsespålæg. Det er en
afklarende og uddannelsesforberedende indsats, der målrettet skal hjælpe de unge på vej mod beskæftigelse. Mette Frederiksen, daværende beskæftigelsesminister, udtaler om initiativet, der kan betragtes som et nutidigt genealogisk eksempel på den politiske diskurs om individet og dets rolle i samfundet:
”Regeringen vil presse eller tvinge de stærke unge i uddannelse eller arbejde, og for de svage unge skal der skabes særlige og målrettede forløb (Ritzau, 2012)
”Min kongstanke er, at de unge skal i uddannelse. Vi gør de næsten 50.000
kontanthjælpsmodtagere under 30 år en kæmpe bjørnetjeneste, hvis vi ikke sørger for, at de reelt får nogle kompetencer og det frihedsbrev, der ligger i at få en uddannelse, mens man er ung” (Houmark, 2012).
Rationalet bag udtalelsen står i stærk kontrast til den tidligere udtalelse: Problemet med ledighed konstrueres som et individuelt adfærdsproblem og skal løses med en individuel indsats. Samtidig gør hun det også klart, at friheden for den enkelte ligger i beskæftigelse og selvforsørgelse, hvorfor de sociale indsatser skal defineres og berettiges ud fra dette sigte.
Hvis unge mennesker har behov for socialarbejderes indsats af en eller anden art, er indgangen hertil efter reformen gennem uddannelsespålægget. Vil man derfor se på socialarbejdere, der beskæftiger sig med unge med sociale problemer, er det særligt relevant at rette blikket mod beskæftigelsesområdet, for det er der, de unge møder socialarbejderne.
Valget af beskæftigelsesområdet som afgrænsning i forhold til at se på konstruktionen af socialarbejdere er også begrundet i, at det er et område, som er genstand for stor politisk og offentlig omtale, og dels fordi det er et område inden for det sociale arbejde, hvor der ofte
arbejdes meget tværfagligt, tværsektorielt og fagintegreret (Hansen, 2014b). Dermed forsøger jeg at analysere et konkret område, hvor socialarbejdere måske i særlig grad er genstand for den beskrevne forandring, der kan pege på nogle generelle tendenser i det sociale arbejde, som er med til at konstituere socialarbejdernes professionsidentitet generelt i dag.
Socialarbejdere står i relation til det samfund, de skal agere i. Et bud på et væsentligt aspekt heri er en samfundsmæssig ændring fra at betragte individet som socialt orienteret til egennyttigt.
Men det er jo ikke kun politiske og lovgivningsmæssige forhold, som spiller ind for
socialarbejderne. Også indenfor det uddannelsesmæssige område, som socialarbejdere
rekrutteres fra, kan man se, at der er sket ændringer, hvilket jeg vil redegøre for nu. Her tænker jeg hovedsageligt på de to faggrupper, som i særlig grad har gjort sig gældende som
socialarbejdere; nemlig pædagoger og socialrådgivere (Skytte M. , 2013).
I 2001 indførtes professionsbacheloruddannelserne, dannelsen af CVU’er (Center for
Videregående Uddannelser) og DPU (Danmarks Pædagogiske Universitet). En af årsagerne til at oprettelsen af CVU’er var et ønske fra kommunerne om, at de forskellige velfærdsprofessioner skulle blive bedre til at løse de fælles velfærdsopgaver på tværs af uddannelser og faggrupper.
(Moos, Krejsler, & Fibæk Laursen, 2004). CVU’erne blev igen nedlagt i 2007 men kun for at fusionere i større professionshøjskoler under titlen University Colleges med direkte
forskningstilknytning. Alle disse tiltag var med det formål at sikre en oprustning,
professionalisering og akademisering af området som svar på det øgede fokus på evidens,
effektmåling og globalisering gennem internationale organisationer som OECD, PISA og Bologna og liberalistiske ændringer og effektiviseringsbestræbelser (Krejsler, 2006). Camilla Schmidt, lektor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, hævder, at man kan betragte den øgede akademisering som et udtryk for kvalitetssikring og kvalitetsstempling og dermed øget
samfundsmæssig anerkendelse af de sociale indsatser. Samtidig kan det også forstås som et led i en politisk ramme- og målstyring (mod beskæftigelse), hvor sociale indsatser skal dokumentere, med hvilken indsats et ønsket mål er opnået, og hvor godt dette er lykkes (Schmidt, 2013) og som et accountability-styrings-redskab (Mørk, 2014).
Nogle forskere, som eksempelvis Katrin Hjort, vil hævde, at der er sket en de-professionalisering af velfærdsprofessionerne i dag, fordi professionerne ikke mere kan tale om en særlig ekspertise og autonomi, men skal hente deres legitimitet og begrundelse i statens politiske prioriteringer (Hjort, 2005). Steen Juul Hansen, forsker og ekstern lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik hævder, at socialarbejdere snarere er refleksive praktikere end egentlig professionelle (Hansen, 2014a). Professor John Krejsler bidrager ved at beskrive velfærdsprofessioner som
kompetencenomader, der i mindre grad er knyttet til en egentlig faguddannelse men ud fra et individuelt sammensat CV optimerer sig til de opgaver, der efterspørges som professionelle servicemedarbejdere (Krejsler, 2006).
I en kort sammenfatning kan der tegnes et billede af en samfundspolitisk og lovgivningsmæssig ændring, hvor man i dag ser en tendens til at betragte individer ud fra en egennyttig diskurs.
Ledighed betragtes som et individuelt adfærdsproblem, hvorfor den sociale indsats også skal rettes mod individet. Individet betragtes i konteksten som ansvarlig for at leve op til de medborgerskabspligter, der hedder arbejde, og ellers som et minimum som motiveret for at modtage den indsats, der skal til for at opnå dette. Socialarbejderens indsats heri betragtes som en ”trampolin-agtig investering”, hvor målet er, at få ham i beskæftigelse (Torfing, 1999). Et øget fokus på akademisering skal bidrage til at øge kvaliteten af indsatsen, som kan bruges til at få samfundsmæssig anerkendelse og dokumentation.
Det rejser spørgsmål hos mig om, hvordan det mon har påvirket socialarbejderens profession, professionalitet og professionsidentitet, og med hvilke rationaler og viden, socialarbejdere anno 2015 møder den arbejdsløse borger med. Hvordan mon socialarbejdere beskriver deres
arbejdsfunktion og mulighed for professionel autonomi i indsatsen over for ledige i dag?
Man kan formode, at socialarbejdernes møde med ledige kan være en generel indikator for den måde, vi forstår og møder hinanden som medmennesker på i dag i vores samfund – både som privatpersoner men i høj grad også i andre professionelle relationer. Aktuelt ses for tiden mange debatindlæg og opråb fra diverse velfærdsprofessioner, som beskriver deres professionsautonomi presset af politisk rammestyring – her kan nævnes praktiserende læger, lektorer på universiteter, sygeplejersker og lærere. Jeg tillader mig at være bekymret for, at socialarbejdere kommer til at spille en unuanceret og serviceorienteret rolle overfor ledige i dag, hvis det ikke lykkes dem at opretholde en form for autonomi og status i deres arbejde, når de skal udføre deres opgave, som kan nuancere indsatsen.
Specialets formål er derfor at undersøge, hvilke diskurser de offentligt ansatte socialarbejdere trækker på i forbindelse med pædagogiske indsatser for unge ledige for dermed at få en forståelse for, hvordan socialarbejderes professionsidentitet konstrueres i dag. Dette leder mig frem til følgende problemformulering:
1.2. Problemformulering
Hvordan konstrueres socialarbejderens professionalitet imellem den samfundsmæssige diskurs om ledighed og de unge?
Kontanthjælpsreformen
I april 2013 blev der indgået en bred aftale med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten om en ny kontanthjælpsreform, som trådte i kraft d. 01.01. 2014. I aftalen formuleres, at kontanthjælpen afskaffes for unge under 30 år uden uddannelse og erstattes med
uddannelseshjælp på niveau med SU. Målet for alle uddannelseshjælpsmodtagere er ordinær uddannelse, og de har derfor pligt til at stå til rådighed for en indsats, der er rettet mod
uddannelse ligesom kontanthjælpsmodtagere har pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Dvs. at alle indsatser rettet mod de unge skal have et entydigt fokus på at hjælpe den enkelte i uddannelse – det kaldes for et uddannelsespålæg. Det understreges, at den uddannelsesrettede indsats skal være koordineret og individuelt tilrettelagt ud fra den enkeltes ressourcer og
udfordringer.
Ud fra en indledende visitation af de unge kategoriseres de i følgende tre målgrupper:
Som åbenlys uddannelsesparat får man påbud om straks at gå i gang med at finde, søge optagelse og gennemføre uddannelser. I mellemtiden skal de udføre nyttearbejde for deres ydelse.
Som uddannelsesparat vurderes man til at være i risiko for at kunne miste fodfæstet på
uddannelsesvejen, og man kan få uddannelsesafklarende og uddannelsesunderstøttende tilbud.
Som aktivitetsparat vurderes man til at have komplekse problemstillinger - hvad enten der er tale om sociale, sundhedsmæssige eller helt andre problemer – som betyder, at de ikke umiddelbart vil kunne gå i gang med en uddannelse. Målet skal altid være ordinær uddannelse – også selv om vejen til dette kan være lang. Som aktivitetsparat har man ret til en koordinerende sagsbehandler der skal sikre en individuel koordineret og tværfaglig indsats. Der skal være opfølgning med
personligt fremmøde mindst hver anden måned for at understøtte progression og fokus på uddannelse.
Kontanthjælpsreformen skal operationalisere en politisk målsætning om, at 95% af en ungdomsårgang skal gennemføre mindst en ungdomsuddannelse i 2015 (Regeringen, Statsministeriet, 2004).
Jeg har nu redegjort for den empiriske data, som anvendes til analysens første del, og som således udgør den sociale praksis. Idet det empiriske data, der ligger til grund for analysens anden del, genereres konkret til dette speciales formål af mig, vil jeg i det følgende uddybe de metodiske overvejelser, der ligger til grund herfor.
Valg af informanter
Socialarbejdere er ikke kendetegnet ved en bestemt faguddannelse. Som nævnt er der særligt to faggrupper, der har domineret; pædagoger og socialrådgivere. Derfor har en anden central faktor i min udvælgelsesstrategi været, at forskellige faggrupper skulle være repræsenteret for at få en mere nuanceret konstruktion af dem. Der gives i det følgende en kort redegørelse for disse
socialarbejdere for dermed at kunne argumentere for, at forskelle og ligheder kan have betydning for den nuværende konstruktion af socialarbejdere.
Overordnet set kan man sige, at begge faggrupper traditionelt beskæftiger sig med opgaver, der tager afsæt i den ideologiske diskurs, hvormed der defineres, hvad der er problemet, hvordan de skal løses, og hvilken rolle de skal spille i løsningen heraf. Begge faggrupper har også altid
beskæftiget sig med områder, hvor en direkte måling af deres indsats vanskeligt lader sig gøre i modsætning til eksempelvis medarbejderes i en produktionsvirksomhed. Alligevel kan man tale om, at de to faggrupper i forskellig grad har været genstand for ekstern styring, der som oftest handler om, i hvor høj grad deres konkrete område har haft politisk interesse. Jo større
samfundsmæssig interesse et område har, jo mere omfattende og detaljeret synes den statslige og kommunale styring at være af området (Hansen, 2014a). Når socialarbejderens professionalitet er repræsenteret af forskellige faggrupper, kan man forestille sig, at disse faggrupper bidrager med noget forskelligt i konstruktionen af fællesbetegnelsen, socialarbejder.
Socialrådgivere
Socialrådgivere i den offentlige forvaltning har været vant til at arbejde i et felt, hvor de som myndighedspersoner har været det direkte mellemled mellem lovgivningen og borgeren. Dette har medført en orientering mod at give en ensartet og retfærdig behandling af borgerne, hvilket er søgt løst ved i højere grad at gøre brug af skemaer, standarder, metoder, faste procedurer og operationelle mål. Kendskab til de juridiske og samfundsvidenskabelige fagområder med opmærksomhed på nye love og vedtægter samt kendskab til de psykologiske og psykiatriske fagområder har været centrale for socialrådgivere. Man kan argumentere for, at socialrådgivere altid har været vant til at arbejde ud fra en høj grad af ekstern og politisk rammestyring af deres praksis, der samtidig har medvirket, at de også har været vant til at skulle håndtere stor
bevågenhed af deres arbejdes indhold og effekt.
Myndighedsrollen har desuden været kendetegnende ved, at man som socialrådgiver både har ret og pligt til at gribe ind med støtte, behandling og sanktioner overfor borgeren, hvilket igen skal baseres på politiske prioriteringer. Men disse politiske prioriteringer har ofte været baseret på dikotomiske opfattelser af, hvad der er statens opgave overfor borgerne; nemlig det kommunitære princip – at adfærdsregulere og normalisere borgerne, og autonomiprincippet – at støtte borgerne i at kunne træffe frie autonome valg for sig selv på oplyst grundlag. At agere i dette dilemmafyldte felt har altid været deres arbejde. Socialrådgivere har været vant til at skulle træffe valg af princip ud fra skøn og vurderinger af den konkrete borgers motivation og forandringsvillighed.
Pædagoger
Sammenlignet hermed har pædagoger været vant til at arbejde ud fra meget diffuse rammer og traditionelt fået lov til selv at definere, hvilke indsatser deres arbejde skulle bestå af, og hvad målet med indsatsen skulle være. Pædagoger har ikke tradition for at arbejde ensartet og standardiseret med deres borgere, men nærmest modsat sat en ære i at håndtere og behandle den enkelte individuelt ud fra dennes særlige behov og problematikker. Med ”frie
arbejdsbetingelser” kan man argumentere for, at pædagoger ikke har tradition for at skulle håndtere ekstern styring eller effektmåling af deres arbejde ud over tilfredse borgere eller forældre. De har med andre ord ikke været udsat for krydspres fra forskellige sider på samme måde som socialrådgivere, hvilket måske bevirker, at pædagoger ikke kan give en entydig definition af deres faglige kerne.
Pædagogisk faglighed består ifølge forfatteren hovedsageligt af didaktisk rationalitet; dvs. viden om, med hvilke aktiviteter man kan nå et bestemt ideal for den enkelte. Der er tale om en viden, som stiller store krav til refleksivitet og fleksibilitet i konkrete kontekster. Modsat kan man ikke tale om et stabilt ideal eller mål, som skal forfølges, da dette ideal defineres af den enkelte borger.
Autonomiprincippet har traditionelt været højt vægtet. Den pædagogiske faglighed som didaktisk rationalitet anerkendes forskelligt i forhold til, i hvilket felt det pædagogiske arbejde udføres.
Graden af politisk interesse i et område er bestemmende for, hvor høj en grad af ekstern styring der forekommer. Tager vi eksempelvis sociale indsatser for unge ledige, er den politiske interesse stor og dermed genstand for stor ekstern styring (Moos, Krejsler, & Fibæk Laursen, 2004).
Sammenfattende kan udledes, at socialrådgivere har stor erfaring med politisk bevågenhed og stor grad af ekstern styring. Dette giver erfaring med at skulle effektmåle og forsvare deres faglighed i et dilemmafyldt felt mellem autonomiprincippet og det kommunitære princip. Pædagoger har været vant til at kunne agere og tilrettelægge deres arbejde i mere ”uforstyrrede” rammer, hvorfor de ikke har tradition for at skulle italesætte deres særkende og effekt og hovedsageligt kun ud fra autonomiprincippet.
Jeg har demonstreret, er der i indsatserne er tale om socialarbejdere med forskellige funktioner.
Derfor har det været en central faktor i min udvælgelsesstrategi at finde informanter, som varetager forskellige funktioner i de to indsatser. Ligesom ideologiske diskurser opstår ved diskursive kampe, kan man hævde, at definitionen af socialarbejdere også foregår som en diskursiv kamp, hvor forskellige aktører ”claimer” retten til at definere begrebet (Kitsuse, 1987).
Derfor har jeg som nævnt i min udvælgelse af informanter haft for øje, at de skulle repræsentere forskellige aktører, som alle ”claimer” at være socialarbejdere.
3.1.4. Opsamling
Jeg vil nu samle op på det spørgsmål, som var udgangspunktet for analysen af teksten, som er:
Hvordan afspejler den ideologiske diskurs om egennytte ud fra RC sig i aftaleteksten. Ud fra ovenstående analyse har jeg påvist, hvordan den ideologiske diskurs udmønter sig i tre
underdiskurser, der juridisk udgør rammen om socialarbejdernes indsats overfor de unge ledige.
Ifølge Brantes model ”The professional Triangle” har den ideologiske diskurs indflydelse på udvikling af professioner.
En arbejder fremstilles i teksten som en økonomisk ressource for samfundsøkonomien. Arbejdet er det, som giver individet værdi. Individet fremstilles ud fra en instrumentaliseringsdiskurs ud fra sin nytteværdi som en økonomisk ressource for samfundsøkonomien. Individet forventes at have internaliseret denne diskurs, hvorfor det derfor også bør vurdere sin egen værdi ud fra, hvad det kan bidrage med til det økonomiske fællesskab. Ledighed bliver i den forstand fremstillet som en trussel, fordi det har modsatte virkning, det er en økonomisk belastning. De unge fremstilles dog først og fremmest som økonomisk rationelle aktører. Derfor skal der være økonomiske
incitamenter for at orientere sig mod arbejdsmarkedet, som udgøres af et uddannelsespålæg og en uddannelsesydelse svarende til SU.
Unge ledige betragtes i aftaleteksten ud fra behaviorismediskursen ved deres adfærd og som styret af stimuli og respons. Dvs. at de kan adfærdsreguleres via straf eller belønning som skitseret, og at de vurderes ud fra deres adfærd. Ligeledes betragtes de som udgangspunkt som
”tomme”. For at blive til en ressource, en human kapital, skal de have sig en uddannelse, som dermed forstås som læring; noget man modtager. Uddannelse beskrives således med kategorisk modalitet som vejen for de unge til at realisere deres nytteværdi for samfundet. Kan de ikke umiddelbart komme i uddannelse, skal de underkaste sig et ”optimeringsprogram”, der kan gøre dem klar til at komme i uddannelse. Uddannelse bliver både mål og middel i den sociale indsats.
I den ideologiske diskurs kan der ifølge Brantes professionsteori spores flere udfordringer for professionelles råderum. Antages det, at unge altid betragtes ud fra de ovenstående diskurser, skabes der ikke mulighed og professionel råderum for, at socialarbejdere i deres udførelse af arbejdet med at få de unge i arbejde, kan trække på andre ontologiske modeller – eller hvad? I det følgende skal der ud fra socialarbejdernes diskursive praksis undersøges, hvordan de diskursivt forholder sig til denne diskursorden.
3.2.2. Opsamling
Det kan være svært at overskue seks informanters forhold til tre diskurser i deres syn på de unge og deres opgavedefinition som socialarbejdere. Lad mig derfor kort sammenfatte det herunder.
Indledningsvist vil jeg hævde, at instrumentaliseringsdiskursen angiver opgaven – at få de unge i beskæftigelse – for socialarbejderne. Tilslutning er dermed en anerkendelse af denne opgave.
Alle trækker interdiskursivt på instrumentaliseringsdiskursen og tilslutter sig desuden diskursen.
Dvs. at diskursen ifølge Fairclough virker ind og er dominerende i deres arbejde på en måde, så man kan sige, det har vundet hegemoni. Alle anerkender således det rigtige i at arbejde hen mod at få de unge i beskæftigelse, men man ser stor forskel på, om det er med afsæt i den unges eget behov, eller om det primært skal forstås for samfundets skyld. Særligt hos U udtrykkes positiv modalitet til sidstnævnte, mens der hos H særligt udtrykkes positiv modalitet mod det
individorienterede, der interdiskursivt kan sammenlignes med Mette Frederiksens udsagn om frihedsbrev. Informanterne A, B, T og V udtrykker lige stor positiv modalitet til begge. Hos alle informanter udtrykkes, at beskæftigelsesgraden bør tage afsæt i den enkeltes formåen.
Der trækkes også interdiskursivt på behaviorismediskursen hos alle informanter. Her kan hævdes, at diskursen sammen med den økonomisk rationelle diskurs i højere grad udtrykker et synspunkt på de unge og dennes mekanisme i form af en handlingsanvisning til løsning af opgaven. Ud fra Faircloughs teori kan jeg således hævde, at også denne diskurs trænger sig på i det socale arbejde med unge ledige. Der ses en markant forskel i modaliteten hos informanterne.
A, B og T beskriver mange forskellige synspunkter og årsagsforklaringer på de unges ledighed. De fortæller, at de af denne grund anvender forskellige mekanismer – både individuelle og strukturelt orienterede, når de skal hjælpe de unge i den forandringsproces, der skal give dem mulighed for at kunne deltage og bidrage i arbejdsfællesskabet på en eller anden måde. Dermed fremhæver de ifølge Brante nødvendigheden af at mediere mellem viden og objekt for at skabe forandring. De afviser således behaviorismediskursens overfladiske betragtning af adfærdsregulering som eneste mekanisme og taler om den som skadelig i visse tilfælde, fordi den stigmatiserer eller fastholder de unge i ledighed. Beskæftigelse italesættes som sekundært; det primære er, at de unge oplever sig inkluderede i samfundet.
H beskriver sin rolle i forandringsprocessen indirekte som formidler af forskellige individuelt orienterede tilbud, der kan hjælpe den unge på baggrund af, hvad hun vurderer som årsagen. I sin direkte indsats trækker hun kun på behaviorismediskursen. U og V tager afstand fra direkte
mediering i de unges forandringsproces. De ser deres opgave som at observere og indsamle viden om de unges nuværende ressourcer og kompetencer, der skal danne grundlag for en afklaring om (rest-)erhvervsevne.
Hos H og U - begge med erfaring som koordinerende sagsbehandlere - ses en særlig høj grad af interdiskursivitet til behaviorismediskursen med positiv modalitet. Dette ses særligt, når de i deres beskrivelser af de unge lægger vægt på deres adfærd, som er det direkte observerbare – både i forhold til deres problemer, deres rådighed for indsatser og for deres behandlingsmål, som er beskæftigelse.
U og V beskriver en forventning om, at de unge har internaliseret instrumentaliseringsdiskursen og ønsker at stille sig til rådighed for hjælp, støtte, træning osv., der kan gøre dem i stand til at
opfylde samfundets beskæftigelseskrav. Et sådant rationale trækker interdiskursivt på den
ideologiske diskurs om individet som rationelt egennyttemaksimerende ud fra RC teorien. Dermed betragtes de unge implicit med kendskab til forskellige handlingsalternativer og deres
konsekvenser. H beskriver ikke nødvendigvis de unge med dette kendskab, men anser beskæftigelse som egennyttigt, fordi det er sådan, de bliver inkluderede i samfundet, og hun anvender sanktioner for at tvinge de unge til at stille sig til rådighed for hjælp hertil.
Den sidste diskurs; den økonomisk rationelle diskurs, kan også identificeres interdiskursivt hos alle informanterne og har således også fundet vej ind i det sociale arbejde. Også her ses forskellige modaliteter.
V fortæller med positiv modalitet, at de unge ikke vil i arbejde, hvis ikke det økonomisk kan betale sig, og han betragter økonomiske incitamenter som et effektfuldt virkemiddel til at få de unge i gang. Interdiskursiviteten hos B fremstilles med klar afvisende modalitet, mens den hos de andre fremstilles som en mulig mekanisme. Informanterne T, H og U italesætter økonomiske
incitamenter som en mulig mekanisme blandt flere, hvormed mediering demonstreres som professionsviden.
3.3. Kampe i det sociale arbejde
Med udgangspunkt i titlen på dette speciale; Kampen om det sociale arbejde, vil jeg nu diskutere, hvilke kampe jeg ud fra analysen kan få øje på, som udspiller sig i det sociale arbejde. Jeg vil i det følgende fremhæve tre forskellige kampe:
Kampen om, hvad behandling er
Kampen om vidensform og professionel autonomi
Kampen mellem professionstyper.
3.3.1. Kampen om, hvad behandling er
I analysen kan der identificeres to synspunkter på, hvad socialarbejderens konkrete opgave er i forhold til den unges forandringsproces. Den ene har jeg betegnet som direkte mediering og repræsenteres overordnet af A og B og udspiller sig hovedsageligt i indsats X. Denne indsatsform handler dybest set om at hjælpe den unge til en ”indre identitetsforandring”; dvs. gennem opmuntring, rummelighed, vedkommenhed og lignende at opleve sig accepteret og socialt integreret i samfundet. Men også at stille den unge overfor individuelt tilpassede krav og udfordringer, som han kan udvikle sig af. At hjælpe den unge med at finde motivation til
forandring bliver i den forstand en væsentlig del af selve indsatsen og derfor ikke en forudsætning.
Indsatsen betragtes i den forstand som en samhandlingsproces, der udspiller sig i relationer – både med socialarbejderen men også i fællesskab med andre unge, hvor identitetsforhandlingen udspiller sig. Derfor er den daglige kontakt vigtig. Samhandlingen, erfaringen, accepten indgår alt sammen her som en del af indsatsen og betragtes som væsentlige faktorer for at skabe den motivation, hvormed den unge kan ændre adfærd og således nærme sig målet om beskæftigelse.
Det processuelle i indsatsen forstås dermed som behandling. En sådan behandlingsform ligger tættest op af en pædagogisk tradition.
Det andet synspunkt repræsenteres hovedsageligt af H og U og ses klarest udspillet i indsats Y. Det betegnes som indirekte mediering. Her betragtes det egentlige sociale arbejde som at beskrive, kategorisere og placere den unge; dvs. finde frem til årsagsforklaringen til ledighed hos den unge med afsæt i de forskellige ontologiske modeller. Her vurderes hovedsageligt mellem de individuelt orienterede modeller, hvilket betyder, at årsagen så at sige forstås som indlejret i den unge og skal derfor også løses her. Opgaven er at matche denne know why til et behandlingstilbud, som er specialiseret i en særlig know how ud fra den på forhånd valgte ontologi; fx angstbehandling, medicinsk behandling eller forskellige slags adfærdstræning med sigte på beskæftigelse. På den måde specialiseres og funktionsopdeles behandlingen og er samtidig ikke en del af
socialarbejderens opgave. Behandlingen ”bestilles” i visse tilfælde hos ikke faglærte, når opgaven er konkret ud fra en på forhånd foretaget kategorisering, sådan som V og delvis T er eksempler på.
Eftersom opgaven defineres som en vurdering på individniveau; dvs. ikke tager strukturelle mekanismer i betragtning, så er det relationelle aspekt et spørgsmål om, at socialarbejderen får skabt en tillid hos den unge, så han vil stille sig til rådighed for vurdering og behandling. Daglig kontakt er derfor ikke nogen væsentlig forudsætning. Denne behandlingsform har rødder i socialrådgiverfaglig tradition.
Det man skal være opmærksom på er, at der ved sidstnævnte synspunkt ikke forekommer direkte mediering som Brante hævder som væsentlig. Dvs. at når den unge først er udredt, så er
behandlingsformen lagt fast ud fra en bestemt individuelt orienteret ontologisk model. Eller sagt med andre ord; know why i forhold til den unges ledighed fastlåses ved udredningen i én kausal forklaring, som efterfølgende bliver udgangspunktet. Selve behandlingen af den unge kan dermed risikere at blive mangelfuld. Man overser helt, at fx også konteksten i form af sociale og
strukturelle forhold også kan være en del af årsagen til den unges ledighed og dermed forhindres al den viden herom i at blive anvendt i indsatsen. Strukturelle og socialt orienterede mekanismer træder først tydeligt frem som mulige årsagsforklaringer, når den unge betragtes i en kontekst.
Derfor mener jeg, det bør være muligt, når man arbejder med kontekstafhængige objekter, at både kompetencer til know why og know how bør være integreret i samme indsats.
Min pointe er, at ved en længerevarende relation til den unge, hvor han kan følges i forskellige roller og kontekster, vil man kunne vurdere og revurdere den unge og dennes dualitet mere nuanceret, som direkte kan bringes i spil i det sociale arbejde. Hvis man vil funktionsopdele sociale indsatser, vil jeg hævde, at et tæt, professionelt og gensidigt samarbejde mellem de forskellige indsatsdele er vigtigt, fordi det netop giver mulighed for løbende at revidere vurderinger og dermed kvalificere indsatsen. For at samarbejdet kan blive ligeværdigt nødvendiggør det, som analysen har vist som en mangel; nemlig et mere udviklet fagsprog til den del af indsatsen, som baseres på know how, så de kan argumentere for nye indsigter. Uddelegerer man i stedet dele af behandlingen til ikke faglærte socialarbejdere, vil det, som også påvist i analysen, betyde risiko for, at indsatsen bliver meningsløs og kommodificerende og uden effekt.
3.3.2. Kampen om vidensform og professionel autonomi
Der ses også i analysen en kamp om, hvilken form for rationalitet, der skal lægge til grund for socialarbejdernes professionalitet. I psykiatrien er man siden 1980 gået over til at behandle patienter ud fra en diagnostisk praksis, DSM-III, som kun fokuserer på symptomer og ikke
bagvedliggende årsagsforklaringer som fx den sociale kontekst (Brinkmann S. , 2013). En lignende tendens ses også som påtrængende i socialt arbejde – beskrevet i empirien som
”apparatfejlsmodellen”, hvor det bliver den umiddelbare adfærd, som bliver omdrejningspunktet – både i forhold til at skulle forklare, hvorfor den unge fx er ledig (han mangler struktur i
hverdagen, han har en dårlig hygiejne, han har ingen uddannelse) og i forhold til den
behandlingsindsats, som sættes i værk (han skal bustræne, han skal børste tænder, han skal i virksomhedspraktik). Det bagvedliggende synspunkt har afsæt i et egennyttigt aktørperspektiv, som er udledt af RC, hvor individet betragtes som en isoleret enhed, der som sådan er både bevidst og ansvarlig for sin egen adfærd. Ledighed betragtes som fejlen og beskæftigelse som reparationen. Årsagen til fejlen gøres irrelevant – ansvaret for begge dele ligger jo i sidste ende hos den unge selv. Et sådant synspunkt fjerner al relevans for viden om ontologiske modeller og dermed know why.
Presset synes at komme fra den stigende politisk mål- og rammestyring af socialt arbejde, som baserer sig på evidensstyring som måleparameter. Presset ses både i uddannelsessystemet og i praksis som krav om øget fokus på praksisnær forskning, ud fra devisen ”What Works? What harms? Based on what evidence?” (Collaboration, 2015). Evidensbegrebet har sine rødder i en neo-positivistisk vidensforståelse. Det blev introduceret til socialt arbejde i en top-down process, hvor baggrunden herfor skal findes i det politiske og administrative lag som en hjælp til at
forudsige, konsekvensberegne og prioritere de økonomiske ressourcer. Evidens tilbyder i den forstand en teori, én kausalforklaring som den til enhver tid bedste måde at behandle på, der samtidig kan gøre indsatser standardiserede og målbare (Krejsler J. , 2011).
Evidens er et kvalificeret bud på en kausal mekanisme baseret på en prognoseberegning fra lignende symptomer eller umiddelbar adfærd. Evidens giver således et bud på, hvad der er størst sandsynlighed for, vil virke også i denne situation i en lineær forbindelse mellem adfærd og
behandling. Når mål- og rammestyringen baserer sig på prognoseberegning og kvantificeres i antal virksomhedspraktikker, antal samtaler og målsætninger om, hvor mange der skal i uddannelse, så hopper den over årsagsforklaringer og springer direkte til mekanisme ud fra en kalkuleberegning.
Det er der for mig at se ikke noget fortænkt i før også socialarbejderen presses til at fokusere på at opnå disse mål i stedet for at løse den opgave som er, at få de unge i beskæftigelse.
Ifølge Brante bør videnskab være grundlag for enhver indsats, men hans pointe er, at den skal
”låses op” fra sit epistemologiske brud for at sættes i spil i den kontekstafhængige situation, som enhver indsats er. Know how er socialarbejderens evne til at variere sine mekanismer alt efter den situation og den unge, man står med; altså ud fra en vurdering af den konkrete unge og ikke ud fra sandsynlighedsberegning. Med en sådan forståelse vil man ikke kunne måle succes på antal i virksomhedspraktik eller rammesætte med samtaler hver 14. dag, for det må bero på konkret mediering, hvad der skal til i den enkelte situation. Man ser altså her en kamp om, hvorvidt socialarbejderne skal agere mekanisk som ”forvaltningsrobotter” ud fra prognoseberegninger, eller om de kan opretholde autonomien og dermed professionaliteten i deres arbejde til at
mediere. Jeg vil igen påpege, at hvis målgruppen ikke mødes af professionelle, som har know how, er risikoen stor for, at de unge vil opleve sig som reduceret til et nummer, en ting. Det vil jeg, fordi de så både reduceres til og behandles ud fra deres umiddelbare adfærd og på baggrund af
prognoser om, hvordan de forventes at agere og ikke som unikke individer.
Som jeg har påvist i analysen, ses der en tendens til, at socialarbejdere trækker på viden, som Brante kalder for social viden, der nedtones som almindelig sund fornuft, erfaring og personlige kompetencer. Antager man, at socialarbejdernes professionelle råderum og diskretion er under pres, vil jeg fremhæve vigtigheden af, at deres professionsviden har et fagligt sprog, som kan anerkendes i den ideologiske diskurs. Kan man ikke det, kan man heller ikke legitimere sin indsats overfor dem, der skal prioritere, og så bliver man erstattet af andre professioner, som også Brante hævder. En mulig løsning kunne være rent diskursivt, at socialarbejderne går mere aktivt ind i den antagonistiske kamp om at indholdsfylde evidensbegrebet i forhold til det sociale arbejde, så det neo-positivistiske synspunkt mister sin hegemoniske plads.
3.3.3. Kampen mellem professionstyper
Den sidste kamp, som kan spores, er en kamp mellem to professionstyper, den behandlende og den repræsenterende professionstype, og den kan ses som en konsekvens af ovenstående. Den store forskel skal ses i, hvorvidt det sociale arbejde skal forstås som service for staten eller for borgeren. Den sidstnævnte refererer til den samfundsorienterede instrumentaliseringsdiskurs, og denne ses mest tydelig repræsenteret i Us udsagn, som jeg har påvist i analysen.
Den repræsenterende professionstype medierer mellem borgerens umiddelbare adfærd og den gældende lovgivning. Her er ikke tale om at betragte den unge ud fra dennes dualitet, og derfor kommer forskellige ontologiske modeller ikke i spil. Den unge reduceres altså til at være sin adfærd, og denne skal som sådan reguleres og tilpasses gældende lovgivning via primært økonomiske incitamenter. Opgaven for den repræsenterende professionstype er først og fremmest at sikre, at lovgivningen opfyldes, og de unge bliver et middel til at realisere dette. I empirien beskrives det fx som, at de unge cirkulerer i systemet uden anden effekt, end at de indgår positivt i statistikken, eller at der foretages creaming, hvorved de dårligst stillede unge kommer bag i køen for at socialarbejderen kan lykkes i sit arbejde. Jeg ser den repræsenterende professionstype som en total afvisning af socialarbejdernes professionsviden som både know why (årsagsforklaringer baseret på teori) og know how (evnen til at omsætte denne viden i den direkte kontakt med den unge).
Der fremstilles her desuden et instrumentelt eller kommodificerende syn på de unge, hvor sociale og psykologiske aspekter udviskes eller gøres irrelevante. Det sociale arbejde bliver også til en kommerciel profession, når den sociale indsat betragtes som en service, som den rationelle unge kan tage imod eller lade være. Vælger den unge servicen fra, betragtes han som en asocial nasser eller paria, og bør derfor straffes og klare sig selv.
Jeg vil dermed hævde, at der ses en tendens til, at denne professionstype trænger sig på i det sociale arbejde. Denne tendens bakkes op i en artikel; ”Fra Klientorienteret arbejde til
administrativt arbejde” af Kelvin Baadsgaard m.fl. (2012), som formidler resultaterne af flere omfattende forskningsprojekter (Baadsgaard & Jørgensen, 2009) (Baadsgaard K. , Jørgensen, Nørup, & Olesen, 2011) (Baadsgaard & Nørup, 2009). Han redegør for en tendens til, at
forvaltningen i det beskæftigelsespolitiske område i højere grad foretrækker administrativt personale som frontlinjemedarbejdere frem for faguddannet personale. I artiklen kan man læse, at de ansatte, som tilpasser sig administrationslogikken både har det nemmere og betragtes som mere attraktive på arbejdspladsen, fordi de bedre kan tilpasse sig de politiske udmeldinger og den øgede detailstyring af arbejdet. Det opleves simpelthen som svært at håndtere frontpersonale, der insisterer på etiske standarder og sætter faglige bedømmelser i forhold til de konkrete sager over reglerne.
I skrivende stund verserer netop en sag i nyhederne fra Odense kommune, hvor en socialrådgiver offentligt har meldt ud, at hun nægter at udføre en opgave, som hun, af sin ledelse er blevet pålagt. Det tyder på, at andre forhold skulle prioriteres frem for et fagligt skøn i forhold til en gruppe borgere, hvilket hun problematiserede med begrundelse i sin faglighed (Toft, 2015). Som en kommentar kan man på Lisbeth Zornings Facebook læse: ”Dybt imponeret (…) Tænker, det bliver svært for hende jobmæssigt fremadrettet” (Andersen L. Z., 2015). Zornings bekymring er et udtryk for, at socialrådgiveren kan risikere at blive fyret, fordi hun ud fra etiske og faglige
standarder nægter at udføre en pålagt opgave.
Dette aktuelle eksempel skal illustrere, hvad der kan være i spil i kampen om, hvem socialarbejderen skal servicere – staten eller borgeren – og at noget kan tyde på, at den behandlende professionstype er under stigende pres for at skulle orientere sig mere mod lovgivningen end den unge. Med specialets analyse mener jeg desuden at kunne pege på, at presset har afsæt i en ideologisk diskurs, som betragter individet ud fra RC teorien som rationelt og egennyttigt. Individet reduceres til sin adfærd og alle typer af menneskelige handlinger kan forklares rationelt ud fra de præferencer, de har.
I dette kapitel har jeg analyseret, hvordan den ideologiske diskurs afspejler sig – først i den lovgivningsmæssige ramme for socialarbejdere og dernæst som diskursiv praksis hos konkrete socialarbejdere. Dermed har jeg vist, hvordan denne diskurs konsumeres og påvirker det sociale arbejde i dag, hvilket jeg til sidst har skitseret som kampe i det sociale arbejde, hvor know why og know how gradvist udgrænses. I næste kapitel vil jeg afrunde specialet ved først at vurdere dets styrker og svagheder i konkrete nedslag samt fordele og ulemper ved de valg, som er gjort for at
kunne svare på problemformuleringen. Derefter følger en konklusion, der sammenfatter og besvarer specialets problemformulering.
4.2.Konklusion
Som det indledningsvist blev demonstreret, er der sket et skifte i den samfundsmæssige diskurs om individet og dermed også dets forhold til samfundet. Fra at betragte individet som socialt orienteret og socialt indlejret i samfundet, er det ændret til en betragtning om individet som en egennyttig, rationel aktør ud fra RC teorien, hvor samfundet forstås som en sammenslutning af rationelle aktører, der kan se egennytten heri. Specialets formål har været at undersøge, hvordan socialarbejderens professionalitet konstrueres imellem denne samfundsmæssige diskurs om ledighed og de unge. Fokusset er indsnævret til at se på socialarbejdere, der arbejder med unge ledige under kategorien aktivitetsparate.
Diskursen er identificeret i socialarbejdernes juridiske ramme, kontanthjælpsreformen fra 2014, hvor det udtrykkes, at socialarbejderne skal forstå de unge som økonomisk rationelle aktører, der via de økonomiske incitamenter, som er i uddannelseshjælpen, har interesse i passivt at stille sig til rådighed for indsatser, der skal gøre dem til nyttige instrumenter for samfundsøkonomien. De unge skal vurderes og behandles ud fra ydre karakteristika som symptomer, adfærd eller
uddannelse, hvorfor sociale og strukturelle aspekter er irrelevante som både mål og midler.
Specialet konkluderer, at socialarbejdernes professionalitet konstrueres igennem tre kampe.
Den første udspiller sig mellem to fagtraditioner; pædagoger og socialrådgivere. Pædagoger konstruerer sig som professionelle, der arbejder med direkte mediering i samhandlingsprocesser ud fra en betragtning af individet som hovedsageligt socialt indlejret. Forandring er dermed en proces, der ikke kan ske isoleret og rationelt, men som er afhængig af et relationelt aspekt.
Heroverfor arbejder socialrådgivere med indirekte mediering; dvs. at professionaliteten her konstrueres som evnen til at kunne årsagsforklare den unges ledighed på individniveau. Der kan her identificeres en funktionsopdelt og gradueret behandlingsform, hvor socialrådgiverne konstruerer sig med know why, hvorefter selve indsatsen eller behandlingen overdrages til relevante mere eller mindre standardiserede behandlingstilbud, der kun behøver know how.
Den næste kamp udspiller sig mellem, hvilken vidensform socialarbejdere skal anvende. Kampen står mellem en professionsviden, der kan årsagsforklare unges ledighed ud fra forskellige
ontologiske modeller. Med disse fokuseres behandlingen af årsagen med de relevante
mekanismer, som de ontologiske modeller har til rådighed overfor den konkrete unge. Det er ikke ledigheden men årsagen til ledigheden, som lægger til grund for indsatsen. Heroverfor står en vidensform, som baserer sig på RC teorien. Al adfærd kan her forklares rationelt og bruges både til at forklare og behandle ledighed. Der ses således en lineær sammenhæng mellem behandling og forandring uden at inddrage årsagsforklaringer fra forskellige ontologiske modeller. Derfor kan indsatsen overfor unge ledige reguleres, kalkuleres og kvantitativt målsættes ud fra en ensartet indsats baseret på evidens. Ud fra ovenstående identificeres en kamp om det sociale arbejde med eller uden professionalitet, da sidstnævnte ikke forholder sig til know why, men direkte og
mekanisk overfører viden på sit objekt, der så også reduceres til et objekt.
Den sidste kamp udspiller sig mellem velfærdsprofessionstyper. Den behandlende
professionstypes opgave er at servicere den unge; dvs. hjælpe den unge via social integration til så vidt muligt at blive en del af samfundet, der i den nuværende samfundsdiskurs defineres som et arbejdsfællesskab. Viden om forskellige ontologiske modeller til at forstå årsager hertil, teoretiske mekanismer og lovgivningen er midler til opnåelse heraf. Den repræsenterende professionstypes opgave er heroverfor at servicere staten; dvs. sikre at den til enhver tid gældende lovgivning opfyldes. Lovgivningen formuleres på baggrund af en forståelse af de unge som rationelle og egennyttige. De gøres således til kontekstuafhængige objekter med en lineær forbindelse mellem behandling og forandring, og når effekten af indsatsen således kan forudbestemmes, kan
lovgivningen gøres konkret og handlingsanvisende. Succes kan derfor måles på, hvorvidt det er lykkes at implementere disse tiltag overfor de unge (fx 80% i virksomhedspraktik), hvormed både know why og know how overflødiggøres. Den største forskel kan derfor ses i, at den unge ændres fra at være målet til midlet i indsatsen, og den unge reduceres dermed til sin adfærd – helt i tråd med RC.
Kampene illustrerer samlet et pres fra samfundsdiskursen på den professionsviden, der beskrives som evnen til at se et komplekst og nuanceret individ bag den umiddelbare adfærd og dermed
også muligheden for at lade denne årsag være afsættet for den indsats, som i en given sammenhæng er socialarbejderens opgave.
Litteraturliste
Andersen, J. G. (Nr 56/57 1999). Den universelle velfærdsstat er under pres men hvad er universalisme? . GRUS, s. 40-62.
Andersen, L. Z. (26. 08 2015). Lisbeth Zorning Andersens facebookside. Hentet fra Facebook:
https://www.facebook.com/LisbethZornig?fref=ts
Beskæftigelsesministeriet. (11. maj 2015). Hovedelementer i reformen. Hentet fra Beskæftigelsesministeriet:
http://bm.dk/da/Beskaeftigelsesomraadet/Flere%20i%20arbejde/Kontanthjaelpsreform/Hovedele menter%20i%20reformen.aspx
Bourdieu, P. (1996). Socialt rum og symbolsk rum. I P. Bourdieu, Af praktiske grunde: omkring teorien om menneskelig handlen (s. 11-31). København: Hans Reitzels Forlag.
Brante, T. (2005). Staten og professionerne. I T. R. Jørgensen, Professionsidentitet i forandring (s. 16-35).
København: Akademisk Forlag.
Brante, T. (9 2010). Professional Fields and Truth Regimes: In Search of Altenative Approaches. Comparative Sociology, s. 843-886.
Brante, T. (november 2013). The Professional Landscape. Professions Professionalism.
Brinkmann, S. (2013). Psykisk lidelse i diagnosesamfundet. I J. G. Skytte, Socialt arbejde teorier og perspektiver (s. 372-394). København: Akademisk Forlag.
Baadsgaard, K., & Jørgensen, H. (2009). Skaber måling mening i beskæftigelsessystemet? Måling og styring på det arbejdsmarkedspolitiske område belyst ved resultater fra Jobcenter Randers. Aalborg:
CARMA.
Baadsgaard, K., & Nørup, I. (2009). Det effektive arbejdsmarked - belyst ved resultater på A-dagpenge og - kontanthjælpsområdet i Jobcenter Randers. Aalborg: CARMA.
Baadsgaard, K., Jørgensen, H., Nørup, I., & Olesen, S. (2011). Rapport 1: Jobcentre og klemte kvalifikationer Rapport 2: Praksis, krav og kvalifikationer Rapport 3: Praksis og kvalifikationer set fra fronten Rapport 4: Mikroprocesser. Den konkrete faglige praksis i i jobcentrene. Aalborg: CARMA.
Baadsgaard, K., Jørgensen, H., Nørup, I., & Olesen, S. P. (4 2012). Fra klientorienteret arbejde til administrativt arbejde - ændringer i den faglige praksis og kvalificering på det
beskæftigelsespolitiske område. Tidsskrift for Arbejdsliv, s. 30-46.
Caswell, D. (2013). Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet - arbejdsløse, aktive tilbud og sanktioner. I J.
G. Skytte, Socialt arbejde teorier og perspektiver (s. 222-249). København: Akademisk forlag.
Charmaz, K. (September 2004). Premises, Principles, and Practices in Qualitative Research: Revisiting the Foundations. Qualitative health research, s. 976- 993.
Collaboration, C. (26. august 2015). What works? What harms? Based on what evidence? Hentet fra The Campbell Collaboration: www.campbellcollaboration.org
Creswell, J. W. (2013). Qualitative inquery and research design - Choosing Among five Approaches.
California: SAGE Publications.
Durkheim, E. (2000). Den sociologiske metodes regler. København: Hans Reitzels Forlag.
Durkheim, È. (2008). Den sociologiske metodes regler. København: Hans Reitzels Forlag.
Esmark, A., Bagge Lausten, C., & Åkerstrøm Andersen, N. (2005). Socialkonstruktivistiske analysestrategier - en introduktion. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
Esping-Andersen, G. (1990). The Three Worlds of Welfare Capitalism. Oxford: Polity Press.
Fairclough, N. (april 1993). Discourse & Society. SAGE, s. 133-168.
Fairclough, N. (2008). Kritisk diskursanalyse. København: Hans Reitzels forlag.
Foucault, M. (2003). Galskabens historier i den klassiske periode. København: Det lille Forlag.
Goffman, E. (2004). Social samhandling og mikrosociologi. København: Hans Reitzels Forlag.
Guldager, M. E. (2014). Helhedssyn og forklaring. København: Akademisk Forlag.
Hagen, R. (2007). Rational choice. I H. A. (Red.), Klassisk og moderne samfundsteori (s. 219-234).
København: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, S. J. (2014a). Professioner, de professionelle og deres opgaver. I r. S. Hansen, Professionelle i velfærdsstaten (s. 65-101). Latvia: Hans Reitzels Forlag.
Hansen, S. J. (2014b). Det tværprofessionelle samarbejde. I r. Steen Juul Hansen, Professionelle i velfærdsstaten (s. 174-198). Latvia: Hans Reitzels Forlag.
Healy, K. (2009). Socialt arbejde i teori og kontekst. København: Akademisk Forlag.
Hjort, K. (2005). Professionalisering af den offentlige sektor. Roskilde: Roskilde universitetsforlag.
Houmark, G. R. (12. januar 2012). Enigt folketing: Unge skal arbejde for kontanthjælp. Ugebrevet A4.
Jensen, P. H. (2007). Velfærdsbegrebets mangfoldighed. En introduktion. I P. H. (red.), Velfærd - dimensioner og betydninger (s. 11-29). København: Frydenlund.
Kitsuse, M. S. (1987). Constructing Social Problems. New York: Aldine De Gruyter.
Kongres, S. 3. (1977). Solidaritet, Lighed og Trivsel. Socialdemokraterne. København: digitaliseret af Det Kongelige Bibliotek.
Krejsler, J. (2011). What works in Education and Social Welfare? A mapping of the Evidence Discourse and Reflections upon Consequences for Professionals. Scandinavian Journal of Ecucational Research, s.
16-32.
Krejsler, J. B. (vol.26, nr 4 2006). Professionel eller kompetencenomade: hvordan tale meningsfuldt om professionsudvikling. Nordisk pedagogik, s. 298-308.
Krogstrup, H. K. (2006). Evalueringsmodeller. København: Gyldendal Akademisk.
Kvale, S. (2002). InterView. København: Hans Reitzels Forlag.
Malterud, K. (2006). Kvalitative metoder i medisinsk forskning - en innføring. Oslo: Universitetsforlaget.
Maribel Blasco, l. p. (11. maj 2015). Politikken Debat. Hentet fra Politikken.dk:
http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2663879/vi-tvangsfodrer-de-studerende---det-giver- overfladisk-laering/
Moos, L. (2004). Relationsprofessioner - hvem er de? I J. K. Leif Moos, Relationsprofessioner - lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere (s. 7-16).
København: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
Moos, L., Krejsler, J., & Fibæk Laursen, P. (2004). Relationsprofessioner - lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere. København: Danmarks Pædaogiske
Universitets Forlag.
Mørk, B. (2014). Implementering af accountability. I N. R. (red.), Den pædagogiske profession - Bidrag til forståelse af pædagogernes ændrede arbejdsvilkår (s. 94-107). København: Forlaget UP - Unge Pædagoger.
Oltedal, G. S. (2006). Modeller i socialt arbejde. København: Hans Reitzels Forlag.
Parsons, T. (vol. 11 1968). Professions. The International Encyclopedia of the Social Sciences.
Pedersen, O. K. (2011). Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag.
Regeringen. (18. maj 2004). Statsministeriet. Hentet fra Statsmministeriet:
http://www.stm.dk/publikationer/Et_Danmark_der_staar_sammen_11/Regeringsgrundlag_okt_20 11.pdf
Ritzau. (8. januar 2012). Gulerod og Pisk skal få de unge i gang. Information.
Schmidt, C. (2013). Vidensudveksling og daginstitutionsarbejde sat på manual. -Vidensformer og anvendelse af viden i kontekst. I Kampen om daginstitutionen. Den danske model mellem
kompetencetænkning, tradition og profession (s. 185-204). Frederiksberg: Bogforlaget Frydenlund.
Skytte, M. (2013). Socialt arbejde. I J. G. Skytte, Socialt arbejde teorier og perspektiver (s. 10-49).
København : Akademisk Forlag.
Skytte, M., & Guldager, J. (2013). Aktuelle fællestræk og udfordringer for sociialt arbejde. I r. J. Skytte, Socialt arbejde teorier og perspektiver (s. 510-522). København: Akademisk forlag.
Sørensen, L. S. (2014). Socialpædagogerne - en velfærdsprofessions udfordring i moderniteten. I N. R.
(red.), Den pædagogiske profession (s. 48-67). København: Forlaget UP - Unge Pædagoger.
Toft, E. (26. 08 2015). Socialrågiver modsætter sig ledelsen: Nægter at lukke børnesager. Hentet fra Dr.dk Nyheder Indland: http://www.dr.dk/nyheder/indland/socialraadgiver-modsaetter-sig-ledelsen- naegter-lukke-boernesager
Torfing, J. (1999). Workfare with welfare: Recent Reforms of the Danish Welfare State. Journal of European Social Policy, vol. 9 (1), s. 5-28.
Weber, M. (2003a). Begrebet sociologi og begrebet "mening" i forbindelse med social handlen. I M. Weber, Max Weber - udvalgte tekster (s. 192-206). København: Hans Reitzels forlag.
Weber, M. (2003b). Herredømmets sociologi, 2. afsnit: Det bureaukratiske herredømmes væsen, forudsætninger og udvikling. København: Hans Reitzels Forlag.
Weinberg, E. R. (2011). The study of social problems. Oxford: Oxford University Press.
Winther Jørgensen, M. &. (2011). Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.
