Debat
Søren N ancke-K rogh:
Tvivlens pædagogik - endnu engang
O m K ristian K ristiansens debatindlæ g »Po
pulæ r arkæologi« i Fortid og N utid X X X s. 302 f f
»Fantasi og idérigdom er forudsæ tningen for al original forskning«, skriver K ristian K ristiansen i sit debatindlæ g om de seneste 3-4 års populæ rarkæ ologiske bogudgivelser.
Selv h ar jeg defineret det lidt anderledes:
»N ysgerrighed kom bineret m ed tvivl er forsk
ningens grundelem ent, og bør vel også være g ru n d stam m en i enhver form for sund og for
nuftig pædagogik. D er er intet forgjort i at praktisere tvivlens pædagogik« (M useum s- m agasinet 22, dec. 82, s. 9 ff).
Begge dele er skrevet i relation til min bog
»Søfolk og k entaurer, m ennesker i yngre bronzealder« (N yt N ordisk Forlag 1982), som K ristian K ristiansen kalder »en bog der på sam m e tid inspirerer og irriterer«. D a der ikke er tale om en egentlig boganm eldelse, men et debatoplæ g, og da K ristian K ristia n sen direkte h ar opfordret mig til at svare på dette sted, vil jeg forsøge at trække nogle væ
sentlig synspunkter frem, og til dels uddybe nogle pu n k ter i bogen, som en uopm æ rksom læser å b e n b a rt overser. D et evige skribent
problem er jo b la n d t an d e t at: »ingen der skrev, fik det hele sagt. Ingen der læste, fik det hele med«. (Jacob P aludan).
Lad fatale fejllæsninger a f bogen hvile.
D erim od er det vigtigt at påpege fortielsen af, at bogen klart og utvetydigt rejser tvivl om m etodevæ rdien, hvor forskere vil »overføre viden om sam fundsm æ ssige opbygninger fra naturfolk til forhistoriske folk. D et h a r des
værre siden slutningen a f 1960’erne været en arkæologisk uskik at gøre dette, og der er ikke græ nser for hvad der er kom m et ud a f det, helt forglem m ende, at de såkaldt »prim itive«
folkeslag h ar gennem gået sam m e å rtu sin d gam le udvikling som os andre, blot i andre retninger. N år m an således ud fra etnografi
ske sam m enligninger hævder, at b ro nzealder
folk næ ppe h ar drevet handel eller søfart ud over en stræ kning på 50 km, så er det som om det totalt overses, at store dele a f Stillehavet blev koloniseret i bronzealderen«. En væ sent
lig årsag til bogens tilblivelse var faktisk en stærk tvivl om teserne i D ansk Socialhistorie bd. 1 (G yldendal 1979).
A llerede nu læ rer skolebørn oldtidshistorie ud fra de teser, som m åske end ikke burde være frem sat som hypoteser. J a m e n kan vi da ikke lære noget eviggyldigt om stenalderfolk ved at studere nyere tids stenaldersam fund i godt gem te etnografiske lokalom råder — eller om bronzealderfolk etc.? Jo , teknologisk set er der meget at hente. M en at overføre sam fun d sstru k tu r og m obilitet fra disse fjerne og isolerede folk til f.eks. oldtidsm ennesker i E u ropa er altså en risikabel m undfuld. I sagens n a tu r er de etnografiske »oldtidsfolk« aldeles utypiske. De h ar netop ikke haft en sam funds
indretning som h ar m edført en udvikling i sam m e retning som de fleste an d re folkeslag i verden, og nogle a f dem h ar måske netop bevaret en fortidig teknologi fordi de h ar væ
ret ekstrem t stationæ re og haft et helt u n o r
m alt lille handelssam kvem m ed andre. At sam m enligne vor oldtid m ed disse nutidsfolk kan være m indst lige så forkert som at sam m enligne med nutidsfolk i Ø K . Fortid og n u tid er som regel to vidt forskellige ting.
I Søfolk og k en tau rer søges an d re sam m en
ligninger. F.eks. søges bronzealderens m obili
tet belyst ved eksem pler fra selvsam m e tid.
Det kan gøres ved at følge m enneskers eks
pansion i tidligere ubeboede om råder, nøg
ternt registreret ved hjælp a f C 14-dateringer:
»O m kring 1900 f. K r. koloniseredes M aria- nerne i det nordvestlige M ikronesien, 2.500
km fra Asiens kyst. Ca. 1100 f. K r. kolonisere
des Ny C aledonien, 4-5.000 km sydøst derfor, i M elanesien. 400 å r senere nåede skibene 500 km m od nordøst, til Ny H ebriderne, og om kring 500 f. K r., sam tidig m ed overgangen til je rn a ld e r i S ydskandinavien, nåede de gæve søfolk 2-3.000 km m od øst, ind i Polynesien«.
D ette eksempel h a r K ristian K ristiansen ikke næ vnt i sit debatindlæ g, m en hæ vder i stedet, at bogen »viderefører en k u ltu rh isto risk forskningstradition hvor ligheder i arkæ ologisk m ateriale tolkes som udtryk for v an drin g er a f folkestam m er. . (og) går. . langt ud over hvad selv de m est rab iate og højtflyven
de arkæ ologer kunne finde på at skrive for 4 0 - 50 år siden inden kritikken satte ind«. H er er det spørgsm ålet om m obiliteten hos de første, præ-skytiske, rytterfolk, d er refereres til, og K ristian K ristiansen synes ikke at have større kendskab til litte ra tu re n om disse rytterfolk, som h an noget anakronistisk kalder for sky
ter. H er kan f.eks. henvises til G ryaznov, C on d u rach i, Daicoviciu sam t Erik Nylén.
D et er forresten tankevæ kkende, at kun ganske fa vesteuropæ iske forskere arb ejd er se
riøst m ed im pulser fra østlige rytterfolk. En af de få, Erik Nylén, m ener at den m anglende interesse og d e ra f følgende fejltolkninger skyl
des »den ofte om edvetna verkan som politiska engagem ang rent em otionellt sett kan fa på en forskares slutledningar« (T O R 1967-68, s.
170—71, note 71). H er er sim pelthen tale om, at je rn tæ p p e ts n u tidsplacering overføres på bedøm m elsen a f fortiden. D enne ret beset utilgivelige nutidige fejlkilde blev især under 50’ernes kolde krig form uleret som et forsk- ningsopgør m od enhver form for indvan- dringsteori eller influens østfra. B ortset fra fa fagligt ærlige forskere skal vi helt frem til i dag for at finde et velargum enteret opgør med den vestligt m oderne politisk præ gede forsk
ning i de uhyre vigtige forhistoriske øst-vest spørgsm ål. H er tæ nker je g bl.a. på Politikens V erdenshistorie, bind 7: » K ulturenes kors
vej« (nov. 1983), for ikke kun ubeskedent at referere til m in egen et å r ældre »Søfolk og kentaurer«.
N år dette forskningsopgør er trukket skarpt op, skal der dog ikke undlades en bem æ rk
ning om, at den arkæologiske forskning filoso
fiske dilem m a stadig består. O m vi vil eller ej, så m å vi bevæge os i den farlige »posteriori«
logik, farlig fortid den ofte m edfører udeluk
kelse a f em piriske vidnesbyrd, som den enkel
te forsker a f en eller anden gru n d ikke bryder sig om. Derfor m å tvivlen frem holdes som et vigtigt m om ent, ikke blot i forhold til andres forskningsresultater, m en også i forhold til egne.
Lad os et øjeblik se på hvorledes K ristian K ristiansen selv skriver populæ rarkæ ologisk.
I »K am pen om bronzen (SK A L K 1983:5, s.
18 ff.) giver han en m eget saglig fremlæggelse bl.a. a f opskæ rpningsundersøgelser a f fuld
grebs- og grebtungesvæ rd fra bronzealderens perioder 2 og 3. I periode 2 sm alskæ rpes klin
gerne for at opnå stiksværd, i periode 3 flad
skærpes de som hugsvæ rd. D enne æ ndring, som kan følges over hele E uropa, m å betyde en æ ndret våbenbrug, ikke lokalt, m en i et betydeligt om råde, hvilket dog ikke belyses næ rm ere. D erim od lægges stor vægt på u n dersøgelsens a n d et resultat, at fuldgrebssvær- dene ikke i sam m e grad som grebtungesvæ r- dene bæ rer spor a f opskæ rpning. K onklusion:
»der er næ ppe tvivl om, at den (forskellen) betegner to forskellige »lag« i datidens over
klasse: høvdingens og krigerens«. V idere skri
ver han om »rangfølgen mellem de styrende slægter. G ru n d lag et for disses m agt var en overskudsproduktion, der gennem politiske og æ gteskabelige allicancer kunne investeres i den efterspurgte b ro n ze... K am p en om b ro n zen m å være foregået på flere leder. In d b y r
des stredes de mægtige om gode alliancer og handelsforbindelser, nedad h a r m an skullet styre en måske til tider noget vrangvillig u n derklasse«. D en menige SK A L K -læ ser m å nøjes m ed at sluge p ostulaterne, m en an d e t
steds h a r K ristian K ristian sen fortalt, at »et såd an t socialt system . . h a r m ange etnografi
ske paralleller . . bl.a. i Afrika & O ceaniet«
(R ap p o rt från det tredje nordiska sym posiet for bronsåldersforskning i L u n d 23-25 april
1982, s. 63 ff).
På G otlandskongressen 1978 frem lagdes en sådan slags arkæologisk nydarw inism e, base
ret på system atiske studier a f etnografisk ka
rakter. U d g an g sp u n k tet v ar især et værk a f K arl Polanyi, udgivet i New York 1957. Det
Fig. 1.: Når det hævdes, at ældre bronzealders fuldgrebssværd findes i de rigeste grave, undertiden også sammen med
»troldmandstasker«, mens greb tungesværd er fra simplere grave, så er det en fortielse af, at et grebtungesværd lå i den store og rigt udstyrede Skallerup grav, blandt andet med guldring og den rituelle kedelvogn herover (Tegning: S.N .-K . i »Søfolk og kentaurer«).
oplæg blev diskuteret en hel del bl.a. med kritik af, at teoridannelsen ikke tog sit u d gangspunkt i de arkæologiske fund. D et for
hold er siden forsøgt bedret.
I S K A L K forsøger K ristian K ristiansen at bygge på fundene; næ vner, at fuldgrebssvæ rd ofte findes i de rigeste grave, endog sam m en med såkaldte troldm andstakser. De h a r altså, m ener han, tilhørt høvdinge m ed politisk og religiøs o v erm ag t... »O ver for høvdingen står så krigeren. H an h ar sjæ ldent eller aldrig et følgeudstyr, der vidner om særlige sociale el
ler rituelle beføjelser, ofte kun (g reb tu n ge) sværdet. E ventuelt dog tillige toiletsager
eller d rag tp y n t - også han h ar jo hørt til de ledende slægter, blot i en lavere rangklasse«.
M en K ristian K ristansen næ vner slet ikke, hverken i S K A L K eller i Lundsym posiet, at et grebtungesvæ rd (tilhørende den form odede lavere krigerklasse) blev fundet i en a f D a n m arks største og rigeste grave (4 m lang ki
ste), bl.a. sam m en med en vægtig guldring og det m est bem ærkelsesværdige kult-udstyr, som nogensinde er fundet i en sydskandinavi
ske grav: Skallerupvognen (fig. 1). Det er som at finde en solvogn i en grav, og det m ener jeg ikke ju s t taler for, at den gravlagte i Skallerup skulle være un d erlag t andre, som besad et
Fig. 2. Rytterfolk med hugsværd og fodfolk med spyd ses malet på en sarkofag fra Klazomenai i Lilleasien, 6J5. å r h .f Kr.
(British Museum). Rytterne synes at være kimmerier, som kom til Lilleasien 680-670f . Kr., da de flygtede fo r skyterne. Før da var kimmerierne i bronzealderen en rytterkultur på de sydrussiske stepper og ind i Europa. Rytternes andet våben, buen, stikker op bag dem over hestenes kryds. På sarkofagen ses endvidere fodfolk med stiksværd. Altså infanterister med spyd og stiksværd, kvallerister med bue og hugsværd. (Tegning: S.N .-K .).
religiøst m onopol. O K , ethvert system kan bringes til at passe, hvis m an u delader det, m an ikke kan fa til at passe i system et.
Forskelle på hug- og stiksvæd kan efter min m ening også forklares på anden vis. Stiksvæ r
det vil på grund a f sin anderledes brug ikke behøve så hyppig opskæ rpning. Fuldgrebs- svæ rdet er ældre bronzealders gam le typiske stiksværd. G rebtungesvæ rdet er nyere, og u d vikler sig i løbet a f yngre bronzealder til et effektivt hugsvæ rd (Nylén, U nion In te rn a tio nal de ciencias Prehistoricas y Protohistori- cas, X congreso, M exico 1981, s. 230 ff), a n vendt a f kavallerister. F ra tiden u m iddelbart efter bronzealderens afslutning ses sværdbe- væ bnede ryttere på en svæ rdskede fra H all- sta tt og på en sarkofag fra K lazom enai i Lille
asien (fig 2), hvor vi ser præskytiske ryttere, d er svinger hugsvæ rd. J . D. Cow en h ar over
bevisende peget på, at H a llstattsv æ rd er ry t
tersvæ rd (PPS 1967), og de er g reb tu n g e
sværd. Det er faktisk rim eligt at antage, at grebtungesvæ rd også v ar ryttersvæ rd tidlige
re, i al fald fra og m ed periode 3, hvor de fladskærpes som hugsvæ rd. Det er iøvrigt i den periode de første nogenlunde sikre vid
nesbyrd om rytterfolk dukker op i det syd
skandinaviske fundm ateriale.
Altså: stiksværd for fodfolk i ældste bronze
alder, gradvist efterfulgt a f hugsvæ rd for ry t
tere. Således vil jeg tolke svæ rdundersøgel
sen. M an kan vel næ ppe postulere, at kavalle
rister skulle være u n derlagt infanterister, eller om vendt. D en m egen postuleren om sociale lagdelinger i bronzealderen stå r svagt, idet der ikke er en forskel i bebyggelsesstrukturen som svarer til forskelle i gravform er. En så
d an overensstem m else mellem disse to næ vn
te fundkategorier forekom m er først ca. 150 f.
K r. Forskelle i gravform er behøver kun at vidne om én ting: forskelle i tro. D et eneste som nødvendigvis røber noget om sociale for
hold er tilfælde a f gravplyndring, der, som G ryaznov indlysende h a r påpeget, jo er tegn på eksistensen a f priv at ejendom sret. D et er jo forudsæ tningen for at begrebet tyveri over
hovedet kan forekomme. H vem vil skrive om gravplyndringens historie i D anm ark?
Forskelle i våben b ru g vidner ikke nødven
digvis om sociale rangforskelle. M en svæ rde
nes brugsspor vidner om reelle k a m p h an d lin ger, m ener K ristian K ristiansen. D et behøver dog ikke at være tilfældet. U n d ertegnede h ar været husar, og da der blev udleveret ry tte r
sabler var det m ed ordene: »N u vil je g ikke se nogle døde hu sarer de næste dage«. Sablerne v ar alle opskæ rpede efter brug, og da vi afle
verede dem igen træ ngte de absolut til en ny opskæ rpning, og det på trods af, at det v ar os forbudt at bruge våbnene, som kun var til p arad eb ru g . B rugsspor på sværd eller sabler indicerer ikke nødvendigvis m ere end at v åb nene h ar væ ret i m enneskehånd, så kan resten godt kom m e bare for sjov.
H vad der kan un d re er, at en særdeles spæ ndende og om hyggelig undersøgelse p å
hæftes m ed teoretiske p o stu later uden synder
lige forbehold. I forbindelse m ed p o p u læ rar
kæologi m å m an være opm æ rksom på den afsm ittende virkning overfor menige læsere, og så bør forskningens sunde og naturlige tvivl også tages m ed. I forbindelse herm ed m å jeg også korrigere K ristian K ristiansen, n år han m ener, at i »Søfolk og kentaurer«
tolkes »ligheder i arkæologisk m ateriale som udtryk for vandringer a f folkestam m er«. D et står noget i m odstrid m ed hvad je g anfører a f forbehold: »tilsyneladende østlige påv irk n in ger fra rytterfolk kunne let tolkes som noget næ r en invasion, m en intet tyder på om væ lt
nin g er... Fundene betyder heller ikke n ø d vendigvis, at thrako-kim m erier spredtes nordpå. D er er også m ulighed for, at deres rytteri h ar haft en afsm ittende virkning«.
Iøvrigt er det glædeligt, og forhåbentlig på langt sigt fru g tb art, at populæ rarkæ ologi drøftes i disse år. I et stykke tid h a r der været en for skarp opdeling m ellem forskning og
»formidling«.
Vi bør ikke glem m e, at D an m ark h a r en særdeles velfunderet trad itio n for fagligt u d ført populæ rarkæ ologi, lige siden C. J . T h o m sen satte skilte m ed sten, bronze og je rn a ld e r op på sit m useum , foruden de endnu læselige bøger a f W orsaae og M uller. Vi lever i et land, hvor populæ rarkæ ologi i ca. 150 å r h ar været en uofficiel videnskabelig disciplin. D et er ikke m eget forkert at sige, at det er på det felt den egentlige overordnede teoridannelse finder sted. D et er indbygget i selve arbejds
processen, hvor de m ange fundoplysninger skal sam les til et større oversigtsbillede end det er n o rm alt at arbejde m ed i m ere afgræ n
sede specialartikler eller i de m ere konventio
nelle videnskabelige værker.
Benito Scocozza:
Livsfæste-myten skrum per ind
- en replik
I artiklen »Blev der indført livsfæste i Danmark i 1523?« (Fortid og N u tid , X X IX , 1981, s. 184-201)
h ar jeg hæ vdet, at der ikke blev indført livsfæ
ste i 1523, og at det derfor er forkert, n år fæ steforordningen a f 14. maj 1523 igennem årtier er blevet kaldt /zw /ks^forordningen.
F orordningen er efter m in m ening intet andet end en alm en form aning, der g år i rette m ed k o n trak tb ru d .
A rtiklen h a r frem kaldt m ange kritiske kom m entarer. D en er a f M ikael Venge blevet kaldt et »sadistisk« angreb på velm eriterede historikere, og m in kritik a f m in egen frem stil
ling a f forordningen i bogen Klassekampen i Danmarks historie. Feudalismen, opfattes a f V en
ge som et udslag a f »m asochism e«.
U d over denne psykologiske vurdering m e
ner Venge ligeledes at kunne konstatere, at artiklen »i sin opbygning afspejler et a f de i denne fotokopieringens g uldalder så yndede kom pendier til undervisningsform ål«, som jeg i dette tilfælde skulle have anvendt i for
bindelse m ed undervisningen i m etode på K øbenhavns U niversitet - en gisning, som straks skal bekræftes. Faktisk blev artiklen til efter en gennem gang a f traditionen om kring 1523-forordningen. At kom binere undervis
ning og forskning er jo én a f idéerne med universitetslæ rerjobbet.
Så m eget om artiklens psykologiske og praktiske ophavssituation. M en artiklen er også blevet kritiseret for den m etode, der a n vendes i den. O g det er vel m ere interessant end form odninger om m ine eventuelle sado
m asochistiske fornøjelser ved at fare ud m od andre historikere og mig selv i skøn forening.
Venge kalder m in m etode for »chaiselong
m etoden«. Siddende i en sådan h a r je g skum m et især de brede frem stillinger hvor disse h ar »strejfet« (livs)fæsteproblem et, i stedet for at udtøm m e litteratu ren til bunds. R esul
ta tet — i følge Venge —: »Torskesmut«! (Jvf.
Venge i Fortid og Nutid, X X X IX , 1982, s. 476).
O m selve sagen siger Venge im idlertid in
tet. H a n er vred over, at je g h ar citeret ham for i sin frem stilling i G yldendals D an m ark s
historie at gentage, at d er er tale om en livsfæ- steforordning. Je g burde dog have bem æ rket, at han i sin forskningsdiskussion h a r nævnt, at Skrubbeltrang h ar en anden opfattelse. M en jeg kan ikke efter m in bedste overbevisning se, at det æ n d rer noget ved den kendsgerning,
