Småstykker
SKOVFOGEDSTEDET VED ESTRUP
Otto Hansen,dervarskovfogedi Estrupskov fra 1856
til 1919, blev fødti Petersholm huse ved Vejle den 4.
februar 1833.
Faderen, Hans Andersen, varherregårdsarbejder og til tider kusk på Petersholm. I ægteskabetvar der seks børn, fem drenge og en pige. Otto var næstyngst, den yngste hed Nicolaj ogskal efter sigende være døbt på faderensbegravelsesdag. Moderenmåtte gåudogvaske
for folk. Da Otto varblevet lidt ældre, blev han sendt udattigge sammen med Nicolaj. Ottovar dogsågam¬
mel, at han generede sig for attigge, og mange gange fik han sin lillebror tilatgå alene indpå gårdene. Otto
var ikkeretgammel, før han i perioder måttegå på ar¬
bejde på en strømpefabrik i byen. Han mødte kl. 6 om
morgenen, og tit ogofte havde han ikke mad nok med påarbejde.
Hangik i Vejle friskole, ogved eksamen den 26. ok¬
tober 1846 fik han følgende karakterer: Læsning og
skrivning: godt, religion ogregning:megetgodt.
Første søndag efter påske 1847 blev han konfirmeret
i Vejle kirke. Fra 1. maj samme år ogtil maj 1855 var
han på Petersholm, hvor han lærte gartneri og skov¬
brug. Adjunkt Torkild Hansen, der lige havde over¬
tagetgården,gavham ved afrejsenensærdelespænan¬
befaling i skudsmålsbogen. Derefter var Otto Hansen
soldat i Slesvigog Husum. I Juli 1856 kom han hjem.
Med sin fine anbefaling fra Petersholm spadserede han
145
den lange vej til Estrup i Malt sogn, hvor dervar en plads somgartner ogskovfoged. Trods sine kun 23 år
fik hanalligevelpladsen, detvar den 16.juli.
Hans kæreste, Mette Marie Christiansdatter, som
tjente på Petersholm, ville ikke rejse fra sin plads i utide, det havde hun aldrig gjort før, derfor blev de
først gift i Vejle kirke den 31. oktober samme år.
Kusken fra Estrup kørte dem hjem, og herremanden
holdtetlille gilde for dem.
Lønnen var efter datidens forhold ret god: 70 rigs¬
daler, fribolig, 1 ko, 4 tdr. korn, brændselog2 får.Efter nogle års forløb 2 køer og gratis halm fra gården. Hø
kunne bjærges i skoven ogpå etafsidesliggende jord¬
stykke.
Fra skovfogedstedet drev han en ret stor frøhandel.
Frøetblev købt iTyskland ellerhos Dæhnfeldt i Oden¬
se. Børnene sad vinteraftener oglavede frøposer. Et år havde han ihaven etstykke med gulerødder til frøavl.
En dag opdagede han, atder ude i vejgrøften desværre
voksede nogle vilde gulerødder, og så var de rigtige gulerodsfrø ødelagt. Men gulerødderneihaven fik lov
tilatstå.Ensenaugustaften imørkningensåOtto Han¬
sen,atGamleMaren snegsigind ihaven ogstjal gule¬
rodsfrø. Hanlodimidlertid,som omintetvarhændt.
Dog lagde han mærke til næste forår, at da Maren købte frø,skulle hun ikke have gulerodsfrø. I løbet af
sommeren holdt han øje med Marens køkkenhave og
især detbed med gulerødder. De løb naturligvis op i
stok. En aften kom Maren op til Otto Hansen ogbe¬
klagede sig over, at det var nogle elendige frø, han
havde solgt hende, især var gulerodsfrøene komplet umulige. Otto Hansen svarede hende noksåironisk,at ifølge gammel overtro ville det gå, som hun nu havde
set, når gulerodsfrøene var stjålet. Nu kan det nok
være,Marenbrugte mund,også gik hunmegetfornær-
146
met derfra. Næste forår købte hun igen frø hos Otto
Hansen-ogsågulerodsfrø.
Detvar H. H.C. Lautrup, deransatte Otto Hansen.
Gamle Lautrup, som man senere altid omtalte ham, overtoggården i 1851 oghavde den tilsin død i 1890.
Derefter fik børnene Christiane Lautrup, død 1902,
ogO. Lautrup gården.
Gamle Lautrup sagdetilsin skovfoged,atsåvelhave
som skov skulle passes godt, skoven dog allerbedst.
Naturligvis var der meget at forhandle om. Lautrup hørte gerne på, hvad hans skovfoged foreslog eller
havde at indvende, og ofte rettede han sig derefter.
Gamle Lautruptålteellers ikke modsigelse. Herreman¬
den og Otto gartner, som skovfogden ofte blev kaldt,
varimidlertid ikke afsammepolitiske opfattelse. Først¬
nævnte varhøjremand, sidstnævnte venstremand. Otto
Hansensagde direkte til sin arbejdsgiver: »Om så min pladsskal springe, det får ikkeathjælpe,jegervenstre¬
mand,jegstemmerpåen venstremand,ogjegvilleanse
migforenpjalt,hvis jegikkegjorde det«. »Detvillejeg også«, kunne Lautrupså godt sige.
Otto Hansen tog ikke imod bestikkelse. »A tjener
ikketoherrer«. Misundere havde kort førLautrupsdød
sagt til Otto Hansen: »Når Gamle Lautrup kommer
vestenud afgården,såskal duøstenud«. Sådangik det dog ikke. Han blev dertilsin død i 1919.
Estrupshave oganlæg var eftertiden ogforholdene mønsterværdigt holdt. Anlægget var gamle mergel¬
grave, somhan havde omdannettil fiskedammeogsten¬
høje, praktisk og smukt anlagt med mange smukke planter. Skovfogedstedet oghaven blev ligeledes holdt
i finesteorden.Engangvardetblevet fotograferet i far¬
verpåetkonfirmationstelegram. Hvorvardetsmukt.'*)
•) Skovfogedhuset,derergodt vedligeholdt, forventes fredet.
147
I sitægteskab havde OttoHansensyvbørn,endreng
døde som seksårig. Alle de andre tog til Amerika. De
tresønnerklaredesigudmærket, deneneblevansatved postvæsenet, den anden blev ansat ved de offentlige parker i Chicago, den tredje varførst gartner ogsiden
farmer. Døtrene kom allehjem igen.
Otto Hansen havde den sorg at miste sin hustru i
1891. Detvarethårdt slag for ham. Arbejdeti skoven hjalp ham. Om dette arbejde kan siges,athan følte det
som en pligt, der skulle opfyldes til punkt ogprikke.
Hvorvarhan i sit es,nårhan færdedesi sin skov. Han kendte hver del afden, næstenhverttræ, hanhavde jo plantet hovedparten.
En skovejer besøgte engangEstrup, og sammenmed Lautrupgik han en turiskoven.Lautrup fortalte da,at
skoven blevpassetafengammel skovfogeduden teore¬
tisk uddannelse. »Den mandville jeg gerne se«, sagde skovejeren.
Siden sin ansættelse i 1856 havde Otto Hansen ikke haftnogen rigtigferie. Den eneste»ferie« varhans del¬
tagelse ikrigen 1864. Mens han varindkaldt,blevsøn¬
nen Otto født. Hans soldaterudrustning bestod af hue, kappe, islandsk trøje,etgevær og enbrødpose. Hanvar med vedDybbøl.
Kortfør han døde, havdevennerindsendt ansøgning
omatfå ham udnævnt tildannebrogsmand,men ansøg¬
ningennåedeikke vejs ende irettetid.
Imidlertid blev det ordnetsådan,athan kunne få en
ferie.Detvari1897,ogturengik til USA. Han besøgte
alle børnene derovre. Han må ellers ikke være blevet meget imponeret over amerikanernes store tekniske kunnen, for dahan vedhjemkomsten blevspurgtomsit indtryk af Amerika, svarede han blot: »Hvor jeg har
truffetmange raremennesker«.
Han nåedeatfejre 25,40, 50og60 årsjubilæum.Efter
148
sitfyldte70årpassedehan kun skoven,ogdetblev han
vedmed til fådage førsindød 25.marts 1919. Hanblev begravetpåMaltkirkegård.
BROBYGNING OVER KONGEÅEN
FOR CA. 120 AR SIDEN
I »FraRibeAmt« 1968, side76,harN.Jensen Damfor¬
talt om færdslen over Kongeåen i forrige århundredes
første halvdel fra Tobøl-siden i nord til Villebøl i syd.
Den deri omtalte ejer afVillebøl kro, Nis Christen¬
sen, var min bedstefar. Min mor og hendes søskende
voksede op dér, og ud fra deres fortælling om de da¬
værende forhold ved passage af åen vil jeggerne sup¬
plere N. J. Dams beskrivelse.
Fra den ældste tid varder pådetnævnte sted etvad
gennemåen,men vedhøjere vandstandi åenbenyttede
man en firkantet, fladpram, som mantrak over ogind
i en udgravning i åbrinken, så strømmen ikke kunne tageprammen.Detskete ved, atfærgemandenholdtpå
ettov,som var spændtmellemtopæle anbragt nord og
syd for åløbet. Ved atflytte hænderne på tovetkunne
han trække prammen over. Spang har jeg aldrig hørt
omtalt. Nis Christensensugiftebroder-ifamilien kaldt
»farbrorPeje«-passede færgeriet, hvorved hanialmin¬
delighed benævntes »Pe' Skipper«.
I 1852 fik Nis Christensen efter ansøgning skrivelse
fra Haderslev amts fögderi i Toftlund, at der ved kgl.
resolutionvargivetham tilladelse tilatbygge broover
vadestedet i overensstemmelse med den akkord, han forud havde sluttet med forstanderskabet for Føvling
ogHolstedsogne.
Med brobygningen fulgte ret til opkrævning af bro¬
penge efterfølgende skala: en karet: 2 rbs. (rigsbank-
