Krigens prædikener

(1)

Aalborg Universitet

Kaj Munk

Krigens prædikener 1940-1944 Grund, Christian; Øhrstrøm, Peter

Creative Commons License CC BY-NC-ND 4.0

Publication date:

2021

Document Version

Også kaldet Forlagets PDF

Link to publication from Aalborg University

Citation for published version (APA):

Grund, C., & Øhrstrøm, P. (red.) (2021). Kaj Munk: Krigens prædikener 1940-1944. (1 udg.) Aalborg Universitetsforlag. Skriftserie om Kaj Munk Nr. 7 https://aauforlag.dk/shop/historie-kultur-litteratur-ebog/kajmunk-krigens-praedikener-1940-1944-(e-bog.aspx

General rights

Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.

- Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.

- You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain - You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal -

Take down policy

If you believe that this document breaches copyright please contact us at vbn@aub.aau.dk providing details, and we will remove access to the work immediately and investigate your claim.

Downloaded from vbn.aau.dk on: March 24, 2022

(2)

Krigens prædikener

1940-1944

(3)

(4)

Redigeret af

Christian Grund Sørensen og Peter Øhrstrøm

Krigens prædikener 1940-1944

(5)

Kaj Munk. Krigens prædikener 1940-1944

Redigeret af Christian Grund Sørensen og Peter Øhrstrøm 1. udgave, Open Access

Nr. 7 i Skriftserie om Kaj Munk

Serieredaktion: Søren Dosenrode og Peter Øhrstrøm

Billederne i bogen er fra Kaj Munk Forskningscentrets arkiv, hvis intet andet er anført.

Grafisk tilrettelæggelse af indhold og omslag: akila v/ Kirsten Bach Larsen ISBN: 978-87-7210-748-6

ISSN: 2794-1949

Udgivet af Aalborg Universitetsforlag ǀ forlag.aau.dk

Udgivet med støtte fra Kaj Munk Forskningscentret, Aalborg Universitet

For enkelte illustrationers vedkommende har det ikke være muligt at finde eller komme i kontakt med den retmæssige indehaver af ophavsrettighederne. Såfremt ophavsretten dermed er krænket, er det sket ufrivilligt og utilsigtet. Retmæssige krav i denne forbindelse vil blive honoreret efter gældende tarif, som var tilladelsen indhentet i forvejen.

Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk, fotografisk eller anden

gengivelse af eller kopiering fra denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsmi nisteriet og Copydan. Enhver anden udnyttelse er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

KajMunk

Forskningscentret

(6)

Indhold

Kirkeårsregister 11 Indledning 15

Prædikener 1940

21

3. søndag efter Påske (B) 1940 23

Kristi Himmelfart (B) 1940 31

Trinitatis (A) 1940 35

Prædikener 1941

43

Palmesøndag (A) 1941 45

Påskedag (A) 1941 51

1. søndag efter Påske (A) 1941 59

Pinsedag (A) (1) 1941 95

Pinsedag (A) (2) 1941 101

1. søndag efter Trinitatis (A) 1941 113 2. søndag efter Trinitatis (A) 1941 119 3. søndag efter Trinitatis (A) 1941 125 4. søndag efter Trinitatis (A) 1941 131

(7)

5. søndag efter Trinitatis (A) 1941 137 6. søndag efter Trinitatis (A) 1941 143 7. søndag efter Trinitatis (A) 1941 149 8. søndag efter Trinitatis (A) 1941 155 9. søndag efter Trinitatis (A) 1941 159 10. søndag efter Trinitatis (A) 1941 165 11. søndag efter Trinitatis (A) 1941 171 12. søndag efter Trinitatis (A) 1941 177 13. søndag efter Trinitatis (A) 1941 183 14. søndag efter Trinitatis (A) 1941 189 15. søndag efter Trinitatis (A) 1941 193 Prædiken paa Kongens Fødselsdag 1941 199 16. søndag efter Trinitatis (A) 1941 205 17. søndag efter Trinitatis (A) (1) 1941 209 17. søndag efter Trinitatis (A) (2) 1941 215 18. søndag efter Trinitatis (A) 1941 221 19. søndag efter Trinitatis (A) 1941 227 20. søndag efter Trinitatis (A) 1941 233

Alle Helgens Dag (A) 1941 239

1. søndag i Advent (A) 1941 267

Juleaften (A) 1941 285

Julesøndag (A) 1941 291

Prædikener 1942

299

Søndag efter Nytaar (A) 1942 301

1. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 307 2. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 313 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 319

(8)

4. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 327

Septuagesima (A) 1942 333

Seksagesima (A) 1942 339

1. søndag i Fasten (A) 1942 345

Midfaste (A) 1942 363

Mariæ Bebudelsesdag (A) 1942 369

6. søndag efter Trinitatis (B) 1942 375 7. søndag efter Trinitatis (B) 1942 379

Juledag (A) 1942 393

2. Juledag (A) 1942 401

Prædikener 1943

409

Nytaarsdag (A) 1943 411

10. søndag efter Trinitatis (A) 1943 421 22. søndag efter Trinitatis (A) (1) 1943 425 22. søndag efter Trinitatis (A) (2) 1943 431

2. søndag i Advent (B) 1943 439

Juledag (B) 1943 447

Prædikerner 1944

455

Nytårsdag (B) 1944 457

Kilder til udgivelsen 463

Liste over Bibelske forkortelser 465

Personregister 469

(9)

(10)

Kirkeårsregister

Som det fremgår af dette register valgte Kaj Munk i prædiken- samlingerne Ved Babylons Floder og Med Ordets Sværd at fasthol- de 1. tekstrække (A) også hvor Folkekirkens kirkeårskalender foreskrev 2. tekstrække (B).

1. tekstrække (A)

Juledag (A) 1942 393

2. Juledag (A) 1942 401

Nytaarsdag (A) 1943 411

Søndag efter Nytaar (A) 1942 301

1. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 307 2. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 313 3. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 319 4. søndag efter Helligtrekonger (A) 1942 327

Septuagesima (A) 1942 333

Seksagesima (A) 1942 339

Midfaste (A) 1942 363

Mariæ Bebudelsesdag (A) 1942 369

(11)

Pinsedag (A) (1) 1941 95

Pinsedag (A) (2) 1941 101

1. søndag efter Trinitatis (A) 1941 113 2. søndag efter Trinitatis (A) 1941 119 3. søndag efter Trinitatis (A) 1941 125 4. søndag efter Trinitatis (A) 1941 131 5. søndag efter Trinitatis (A) 1941 137 6. søndag efter Trinitatis (A) 1941 143 7. søndag efter Trinitatis (A) 1941 149 8. søndag efter Trinitatis (A) 1941 155 9. søndag efter Trinitatis (A) 1941 159 10. søndag efter Trinitatis (A) 1941 165 11. søndag efter Trinitatis (A) 1941 171 12. søndag efter Trinitatis (A) 1941 177 13. søndag efter Trinitatis (A) 1941 183 14. søndag efter Trinitatis (A) 1941 189 15. søndag efter Trinitatis (A) 1941 193 16. søndag efter Trinitatis (A) 1941 205 17. søndag efter Trinitatis (A) (1) 1941 209 17. søndag efter Trinitatis (A) (2) 1941 215 18. søndag efter Trinitatis (A) 1941 221 19. søndag efter Trinitatis (A) 1941 227 20. søndag efter Trinitatis (A) 1941 233

22. søndag efter Trinitatis (A) 1941 243 22. søndag efter Trinitatis (A) (2) 1943 431 23. søndag efter Trinitatis (A) 1941 249

(12)

24. søndag efter Trinitatis (A) 1941 255 25. søndag efter Trinitatis (A) 1941 261

2. tekstrække (B)

2. søndag i Advent (B) 1943 439

Juledag (B) 1943 447

Nytårsdag (B) 1944 457

6. søndag efter Trinitatis (B) 1942 375 7. søndag efter Trinitatis (B) 1942 379

Uden for tekstrækker

Prædiken paa Kongens Fødselsdag 1941 199

(13)

De tusind Aar – saa blev de væk i Morges Kl. 5 af Skræk.

Kaj Munk, den 9. april 1940

(14)

15 Indledning

Morgenen d. 9. april 1940 blev et vendepunkt for Danmarks rolle under 2. Verdenskrig. Det blev samtidig også et vendepunkt for Kaj Munks tjeneste som præst. Gennem forkyndelsen kunne Munk bringe ikke alene de gode nyheder om evigheden, men også konkrete, opmuntrende og revsende budskaber til tiden.

For mange er Kaj Munk i høj grad blevet synonym med sin rolle som nationalt ikon og martyr i modstanden mod den tyske besættelse. Det gælder også i forhold til prædikenerne, hvor majoriteten af de hidtil udgivne prædikener netop er fra besættelsesårene og indfældet i diverse prædikensamlinger.

Disse prædikener tog livtag med både besættelseslivet og menneskelivet i almindelighed og kombinerede Munks rolle som kulturpersonlighed og præst. Både de store eksistentiel- le spørgsmål og hverdagslivets hændelser under besættelsen slynger sig sammen i Munks prædikener.

Denne udgivelse indeholder Kaj Munks kendte prædike- ner fra 1940-1944, hidtil upublicerede såvel som publicerede.

Krigens prædikener kan læses som belysning og dokumenta- tion af Kaj Munks forkyndelse til det danske folk under den tyske besættelse. Krigens prædikener kan både læses historisk, politisk og teologisk, men måske allerbedst med den holistiske forståelse af menneske- og kristenlivet, som var Munks eget udgangspunkt.

Derfor er det en stor glæde nu i Krigens prædikener at kunne præsentere Kaj Munks homiletiske produktion i form af det

(15)

16

store korpus af prædikener, vi på Kaj Munk Forskningscentret har kendskab til. Hensigten med udgivelsen af Kaj Munks præ- dikener er dobbelt. Dels at tilvejebringe en samlet udgave af Kajs Munks prædikener i en forskningsmæssigt valid bearbej- delse. Dels at skabe et brugsværk til mere udbredt inspiration og formidling.

Prædikenerne er opsat i kronologisk rækkefølge. Det er muligt for læseren at følge Munks udvikling som teolog og præst, samtidig med, at det er overskueligt at relatere teksten til relevante samtidige historiske begivenheder. Samtidig er det muligt for læseren at finde prædikener til bestemte søndage i kirkeåret og bibeltekster, hvilket gør udgivelsen umiddelbart tilgængelig og brugbar i en kirkelig kontekst.

Det er planen, at Krigens prædikener suppleres med udgivelse i samme serie af Kaj Munks tidlige prædikener. Det samme gælder for Kaj Munks øvrige kristelige tekster og taler.

Prædikenerne

Denne prædikensamling tager sit udgangspunkt i Munks kald og tjeneste som præst i Folkekirken. Prædikenerne består over- vejende af tolkning af de bibelske skrifter kombineret med dis- ses applikation på menneskelivet. Men samtidig er der i præ- dikenerne fra efter d. 9. april et fornyet og tydeligt fokus på fædrelandet, det nationale og besættelsesmagtens overgreb.

Munks fokus er ikke alene på den tyske besættelsesmagts frem- færd, men også på både det danske folks og den individuelle danskers ansvar og rolle i den nye virkelighed.

Krigens prædikener kunne med rette også benævnes Dan- ske prædikener, som er den undertitel Munk valgte til en del af sine udgivne prædikener i perioden.

Hovedparten af de prædikener, som indgår i Krigens præ- dikener stammer fra tre prædikensamlinger, som blev udgivet i årene 1941-43. Det drejer sig om de to sammenhængende samlinger Ved Babylons Floder – Danske Prædikener 1941 og Med Ordets Sværd – Danske Prædikener 1941-42, 2. Samling. Det dre-

(16)

17

jer sig også om et mindre skrift, 3 Prædikener udgivet i 1943.

Mange af disse – og andre - prædikener blev efterfølgende genudgivet af Niels Nøjgaard og Knud Bruun-Rasmussen i den såkaldte Mindeudgave i 8 bind, hvoraf et bind indeholder udvalgte prædikener af Kaj Munk. Det gælder også den kor- te prædikensamling I Guds Bismer – Sidste danske Prædikener, begge fra 1946. Hertil kommer et antal prædikener, som ikke tidligere har været udgivet. Her har Kaj Munk Forsknings- centrets store samling af originalmanuskripter været udnyttet i bestræbelsen på at gøre denne samling af Kaj Munks prædi- kener så fuldstændig som muligt. I nogle tilfælde foreligger der to prædikener til samme prædikedag. I de tilfælde har vi valgt at medtage begge i nærværende samling.

Udover at udgive den store Mindeudgave med mange af Kaj Munks værker har Niels Nøjgaard gennemgået størstedelen af Munks efterladte papirer og i den forbindelse i mange tilfælde søgt at give et kvalificeret bud på datering af Munks udaterede manuskripter. Som det fremgår af fodnoterne har vi hovedsa- geligt valgt at henholde os til Nøjgaards forsøg på datering af manuskripterne.

Munks virke som præst i den evangelisk-lutherske Danske Folkekirke har præget prædikernes form og kategorisering:

Dels er de er nært forbundet med Folkekirkens gudstjenestecy- klus og de normerede prædikedage med tilhørende faste præ- diketekster, som altså er den tekstmæssige baggrund for hver prædiken. Dels har vi valgt at identificere prædikenerne efter deres plads i det folkekirkelige kirkeårshjul, deres tilknytning til Folkekirkens tekstrækker (A eller B), eventuelle tekstvarianter til den pågældende prædikedag og endelig affattelsesåret. Den- ne kategorisering letter også brugen af Kaj Munks prædikener som en traditionel prædikensamling, der kan inspirere nutidens prædikanter til at udlægge og kontekstualisere søndagens tekst.

De pågældende prædikedages evangelietekster er medtaget i den oversættelse, som Munk må formodes at have benyttet ved gudstjenesterne. For Det Nye Testamentes vedkommende

(17)

18

refereres til den autoriserede udgave fra 1907. Hvor Munk refererer til Det Gamle Testamente er der tale om den autoriserede udgave fra 1931.

I Munks prædikensamlinger Ved Babylons Floder - Danske Prædikener 1941 og Med Ordets Sværd - Danske Prædikener 1941- 42, 2. Samling er prædiketeksten ligeledes aftrykt, men teksten adskiller sig her i visse detaljer fra den autoriserede udgave.

Formentlig skyldes det Munks ønske om at forny og tydelig- gøre teksten, et ikke ualmindeligt forkyndelsesmæssigt greb.

Hvor disse tekstlige justeringer er væsentlige, kommenteres forskellen i en fodnote. Af hensyn til udgivelsens konsistens fastholdes i øvrigt den autoriserede bibeltekst.

Om udgivelsen

Det er i udgivelsen valgt at fastholde gammel retskrivning og i det hele taget at gengive Kaj Munks sprogbrug så tæt som muligt. I vore kommentarer benytter vi dog moderne retskrivning, idet vi dog tillader os at stave højtider, helligdage og mærke- dage med stort.

Til støtte for læsningen af Kaj Munks prædikener er teksten tilføjet et antal fodnoter, som af hensyn til en ubesværet læsning dog er begrænset. Der er primært tale om detaljer i forhold til den givne prædikens tilblivelse og kategorisering, men også om lejlighedsvise referencer til identificerbare personer, citater fra andre værker eller begivenheder. Hvor Munk i sine prædi- kener nogenlunde præcist refererer til et bibelsk skriftsted, er dette så vidt muligt identificeret. Hvor der er tale om bibelske parallelpassager fra eksempelvis de synoptiske evangelier, er der kun angivet én bibelsk reference. Bibelske forkortelser føl- ger Det Danske Bibelselskabs forkortelseskatalog.

Samtidig har vi har valgt at være så tilbageholdende som muligt med tolkning af Munks tekster, hvilket betyder, at fodnoter tilstræbes at være faktuelle om end der i enkelte tilfælde er tale om en formodning for, hvad Munk kunne have haft i tan- kerne. Det har været vores mål at skabe en neutral kildesamling

(18)

19

med Kaj Munks prædikener, som alle interesserede kan bruge – uanset synet på Kaj Munks person eller værker. Af hensyn til læsere, som ønsker et mere righoldigt noteapparat, er en sådan udgave tilgængelig med adgang fra Kaj Munk Forsknings- centrets hjemmeside.

Ved referencerne til de hidtil uudgivne prædikenmanu- skripter, som indgår i Kaj Munk Forskningscentrets samling ved Aalborg Universitet benyttes såkaldte KMF-numre. Disse numre er udformet således, at de angiver de fysiske placerin- ger af manuskripterne i samlingen.

Avisartikler mm. er ofte fundet ved brug af det store udklip- sarkiv, som en af Munks nære venner, pastor H.H. Siegumfeldt, udarbejdede, og som nu indgår i Kaj Munk Forskningscentrets samling (se mere herom på centrets hjemmeside).

Munk holdt naturligvis de fleste af sine prædikener i Veder- sø Kirke, hvor han virkede som præst i 20 år. Hvis der er evi- dens for eller tegn på, at en prædiken ikke blev holdt i Vedersø, vil det fremgå af fodnoterne.

Det er vort håb, at udgivelsen af nærværende samling af Kaj Munks kendte prædikener fra årene 1940-1944 vil foranledige læsning, fordybelse og inspiration fra Munks prædikenunivers.

Vi skylder stor tak for hjælp med transskriptionen af Munks håndskrevne tekster og gode råd undervejs til vore kolleger og nære samarbejdspartnere på Kaj Munkforskningscentret, Jør- gen Albretsen, Knud Erik Andersen, Mathine Ammitzbøll An- dersen, Søren Daugbjerg, Johan de Mylius, Søren Dosenrode, Ida Gammelmark, Jette Vibeke Damsgård Madsen, Ricardt Riis og Karoline Vibæk-Riis. Ligeledes vil vi takke for et fortrinligt samarbejde med Kirsten Bach Larsen og Pernille Herold fra Aalborg Universitetsforlag.

Christian Grund Sørensen og Peter Øhrstrøm

(19)

Foto: Ritzau Scanpix

(20)

Prædikener 1940

(21)

De maatte gerne være bange. Men de maatte ikke give sig Angsten i Vold, de maatte ikke blive inde i Sorgen; derfor hed det: Eders Hjerte forfærdes ikke!

( Side 25 )

(22)

23 Prædiken til 3. søndag efter Påske (B) 1940

“Eders Hjerte forfærdes ikke! Tror paa Gud, og tror paa mig! I min Faders Hus er der mange Boliger. Dersom det ikke var saa, havde jeg sagt eder det; thi jeg gaar bort for at berede eder Sted. Og naar jeg er gaaet bort og har beredt eder Sted, kommer jeg igen og tager eder til mig, for at, hvor jeg er, der skulle ogsaa I være. Og hvor jeg gaar hen, derhen vide I Vejen.” Thomas siger til ham: “Herre! vi vide ikke, hvor du gaar hen; og hvorledes kunne vi vide Vejen?” Jesus siger til ham: “Jeg er Vejen og Sandheden og Livet; der kommer ingen til Faderen uden ved mig. Havde I kendt mig, da havde I ogsaa kendt min Fader; og fra nu af kende I ham og have set ham.” Filip siger til ham: “Herre! vis os Faderen, og det er os nok.” Jesus siger til ham: “Saa lang en Tid har jeg været hos eder, og du kender mig ikke, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen; hvorledes kan du da sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg siger til eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gør sine Gerninger. Tror mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa tror mig dog for selve Gerningernes Skyld! (Joh 14,1-11)

Nok frygte, men ikke forfærdes

Den hellige skrift bringer i denne Søndags Evangelium en Hil- sen fra Kristus. Den begynder saadan: Eders Hjerte forfærdes ikke! Tro paa Gud, og tro paa mig!

Det er den sidste Aften, Frelseren er sammen med sine Venner. Han ved det, de ved det ikke. Allerede i Morgen Af-

Prædiken over Joh 14,1-11 til 3.

søndag efter Påske, den14. april 1940. Kilder: Jyllands-Posten, 14. april 1940. Med Sol og megen Glæde, s. 214-216. Mindeudgave:

Prædikener, s. 297-99.

(23)

24

ten vil det være sket; og han kender paa Forhaand deres Sorg;

de vil faa det, saadan som Mennesker har det, der føler, at noget værre end dette kunde ikke være hændet dem. Fortviv- lelsen over, hvad de har mistet, vil slaa sammen i Brænding med Skam og Selvanklage: at vi kunde have værget ham bedre, det er vor Skyld, vi maatte kunne have været saadan, at dette ikke var overgaaet ham. Alt det ser Jesus forud, ser vel ogsaa, at det er nødvendigt og gavnligt, at al den Sorg ople- ves og gennemleves.

Men hvad der ikke maa ske, er, at de bliver stikkende i Sor- gen. Kristus er altfor aktiv en Personlighed til, at han kan billige Smerten som en Værdi i sig selv; tragisk stort kan det være, at et Menneske kan føle sin Hjertesorg saa ubærelig, at det synker sammen under den og gaar til i den; langt, langt hellere det end Letsindet, der fjanter sig ud af og uden om, hvad der er svært.

Men Bedrøvelsen er for Kristus aldrig Maalet, Sorgen er ikke til for sin egen Skyld. Han vil noget med den.

Og just derfor er han ikke bange for at række sine Discip- le dens tunge Gave. Han er ikke den, der forstaar Peter, naar han fornægter, og prøver paa at overhøre det og gemmer sine Øjne for den svage Ven. Nej, han sætter sit Blik lige paa den stammende og hakkende Mand, og det var et Blik, der ramte, et Blik, der gav Sorgen — og han gik udenfor og græd bitterlig.

Men af den Graad over Faldet fulgte saa det Sind, der mere end nogen af de andres kunde modtage Opstandelsesbudska- bet og lade sig bristefærdigt fylde af det, fulgte den Stordaad, som hedder Grundlæggelsen af den kristne Kirke.

Anderledes med Judas’ Fortvivlelse; det var den Sorg, der intet andet sansede end sig selv, der lukkede sig inde i sig selv, lukkede sig for evigt inde — i Graven.¹

Jesus vil ikke vide af den nytteløse Sorg. Det ringeste, man kan bruge sine Hænder til, det er at vride dem. Derfor er det, at hane Afskedsord til Vennerne maa være et: Lad eders Hjer- te ikke forfærdes! Det betyder ikke: Frygt ikke! For frygte kan 1 Judas hængte sig. Se Matt 27,5.

(24)

25

vi alle komme til. Kristus selv var ingenlunde hævet over det, ikke engang ham. Ja, der er maaske Folk, der ikke har Nerver;

de kan sagtens gaa paa; det er der egentlig ikke meget at takke dem for; men at kunne overskue, gennemtænke og føle det inde i sig og saa alligevel, om end med hamrende Hjerte, staa fast som en Luther² i Wittenberg, det er Bedrift. Maaske man kunde sige, at Manden i Getsemane var mere bange, end noget andet Menneske nogen Sinde har været det — i Forvejen er det en meget stærk Reaktion at svede af Angst, endda saa Sveden falder som Draaber til Jorden, men helt ukendt er det, at den kan blive som Blod. Maaske var det, fordi han kendte Frygten saa enestaaende dybt, at han blev det, som ingen af de frygtløse nogen Sinde naaede frem til, at han blev Verdens Frelser.

Denne Mand kunde ikke skilles fra sine Kammerater med et flot Tilraab om: Vær nu ikke bange! Eller: Saa, frisk Mod! De maatte gerne være bange. Men de maatte ikke give sig Angsten i Vold, de maatte ikke blive inde i Sorgen; derfor hed det: Eders Hjerte forfærdes ikke! Og det var stadigvæk ikke bare et venligt Ønske eller en mandfolkelig Opfordring, men det var desuden et Krav og støttede sig paa en Grund, og den hedder saadan:

For I skal tro paa Gud og tro paa mig.

Da jeg var Barn, fortalte de mig en Historie om min Ven Morten Luther, at han engang havde været inde i en Periode fuld af Bekymring og Tungsind. Hans gode Kone Käthe,³ der var stærkere i det kvindelige end i det aandelige, blev til sidst enig med sig selv om, at noget maatte der gøres, og da hun nu som sagt var en Kvinde, saa hed det: Sig det med Tøj. Da Luther traadte ind i Stuen, sad hun sortklædt fra Top til Taa.

„Men Käthe da! Er nogen død?“ „Ja“, svarede hun, „det kan jeg mærke paa dig, at det er den gode Gud.“

Eders Hjerte forfærdes ikke! Tro paa Gud, og tro paa mig. I Morgen skulde de staa ved hans Grav. Lammede, helt fattige.

2 Martin Luther (1483-1546), reformator. Morten er en anden navneform af Martin.

3 Martin Luthers hustru Katharina von Bora (1499-1552).

3.s.e. Påske

(25)

26

Det, der var Grundvolden for deres Liv, var taget bort under dem. De stod paa Luften, syntes de, som en Slags Gengangere.

De levede ikke mere og skulde dog alligevel være til. I denne Dybsens Nød skulde Ordet komme til dem om, at Gud var ikke død. Tværtimod, han var levende og handlende, der var en Mening med dette — jeg gaar bort for at berede jer Sted, jeg kommer til jer igen, for at I atter skal være hos mig.

Hans Ord fik dem til at holde ud.

(26)

27 Prædiken til 5. søndag efter Påske (B) 1940

Dette talte Jesus; og han opløftede sine Øjne til Himmelen og sagde:

“Fader! Timen er kommen; herliggør din Søn, for at Sønnen maa herliggøre dig, ligesom du har givet ham Magt over alt Kød, for at han skal give alle dem, som du har givet ham, evigt Liv. Men dette er det evige Liv, at de kende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig paa Jorden ved at fuldbyrde den Gerning, som du har givet mig at gøre. Og Fader!

herliggør du mig nu hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. Jeg har aabenbaret dit Navn for de Menne- sker, som du har givet mig ud af Verden; de vare dine, og du gav mig dem, og de have holdt dit Ord. Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er fra dig. Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have modtaget dem og erkendt i Sandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, men for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. Og alt mit er dit, og dit er mit; og jeg er herliggjort i dem. Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilket du har givet mig, for at de maa være et ligesom vi. (Joh 17, 1-11)

Giv os som Folk den Tugt vi behøver

Dristig, dristig, dristig er disse Ord: Fader, Timen er kommen, herliggør din Søn! Dristig fordi han vidste, hvad han sagde.

Stumpede helt ned i Sjælen maa vi være, om vi ikke kan lade os ryste af de Ord. Han vidste, hvad han sagde, men hans Kam-

Prædiken over Joh 17,1-11 i Them Kirke, 5. søndag efter Påske, søndag den 28. april 1940.

Kilde: Silkeborg Avis, mandag den 29. april 1940.

”Ved Formiddagsgudstjenesten i Them Kirke i Gaar talte Digter- Præsten fra Vedersø, Pastor Kaj Munk, og skønt Gudstjenesten formede sig, som den har formet sig i danske Kirker Søndag efter Søndag, blev den ved Pastor Kaj Munks gribende Forkyndelse en Oplevelse for Kirkegængerne”.

(Silkeborg Avis, mandag den 29.

april 1940).

(27)

28

merater og Venner, som han var sammen med paa denne sidste Aften, forstod ingenting.

Det var Festaften. Lammet var slagtet. Men han vidste, at nu gik det ikke længere paa den næsten sorgløse Maade, det hidtil havde gaaet. Nu var det forbi med at vandre i Genesareths Enge mellem Foraarsblomster og trippende Lam. Nu var det forbi med at holde Folkemasser i Aande med gribende Ord og ma- lende Billeder. Men Disciplene troede ham ikke. De havde set, han var Guds Søn, skulde han ikke i Katastrofens Øjeblik kunne finde paa en anden Udvej? Skulde han slæbes for Retten og krydsforhøres af de Skriftkloge? Det kunde ikke være den Vej, Guds Rige skulde komme. Men han vidste, Timen var kommen.

Han saa en ung Mand hænge paa en Planke og dø en febertør- stende Død. Det var ham. Og det var ikke noget, der skulde ske i en fjern Fremtid, men i Morgen. Bare i Morgen var der ikke andet for Vennerne at være sammen med end et stakkels Lig.

Det var det, han saa, da han sagde: Fader, herliggør mig!

Vi holder dobbelt saa meget af vor Frelser, fordi vi har en Gud, som er menneskelig, en Gud, om hvem det fortælles, at i Angstens Stund faldt hans Sved som Draaber af Blod til Jor- den. Her var ikke Tale om forløjet Helteposition eller en Bokser uden Nerver, men om et Menneske, der krympede sig og bad

“Fader, er det muligt, da tag denne Kalk fra mig”.⁴ Og han bar ikke blot sin egen Sorg, men ogsaa de sorgløse Venners Smerte.

Han vidste, at i Morgen staar de og forstaar ikke et Ord af det hele. Hvor er saa alt det, de byggede deres Liv paa? De har set straalende Syn; nu ser de ind i en Grav. Men han vilde ikke tage Sorgen fra dem.

Her er et Punkt, hvor vi Præster ofte maa bebrejde os selv, at vi har været ham lidet følgagtige. Vi har hørt saa meget om Præstens trøsterige Tale ved Baaren. Men det er ikke sandt. Der er ikke givet Mennesker Ord, der kan tage Sorgen bort, naar vi staar ved en Grav, der rummer en, der var os kærere end os selv. Der gives ikke Ord, der kan hjælpe, hvis en indre Stemme 4 Jesu bøn i Gethsemane have Luk 22,42.

(28)

29

siger: Du har baaret dig ad som en Sjover, som en gemen Fyr, en sjofel Karl i denne eller hin Situation. Vi kan finde Undskyld- ninger, vi kan finde Bortforklaringer, men det fjerner ikke den indre Stemmes Røst. Der findes ikke Ord, og selv om Frelseren havde kendt dem, havde han ikke brugt dem. Han maatte ikke tage Sorgen fra Disciplene. De skulde staa modløse og magtes- løse, men han maatte gøre noget, saa de, naar den første Sorg var gennemlevet, ikke lukkede sig inde i sig selv. Det er det eneste, man ikke maa. At synke sammen i Fortvivlelse er Synd.

Sorgen er ikke hos vor Frelser en Teaterfølelse. Det er det prak- tiske Middel i Guds Hænder overfor Mennesker. Det skulde dages for Diciplene i Paaskenattens Mørke, at Frelseren maatte dræbes for at kunne opstaa. Disciplene var Folk, der maatte op- leve denne Fallit, for at de kunde føre hans Værk videre. Derfor talte han, som han gjorde. Derfor tvættede han deres Fødder og gav dem Nadverens Gaade. Han lagde det i deres Hjerter, der i det afgørende Øjeblik skulde bryde frem.

Saa kom Morgendagen. Og den bragte Korsfæstelsen af den gode, glade, milde og sorgløse Frelser. I Sandhed Dagen derpaa. Og saa ser vi Disciplene, hvor ynkeligt de svigtede, hvordan de løb med Halen mellem Benene. Hvordan den ene lukkede sig inde med sin Sorg, og den friskeste — ham med mest Krudt i — af dem alle bandede paa, at han ikke kendte dette Menneske. Saa dybt maatte de ned, før de var skikket til at modtage Opstandelsen. Hvad havde Opstandelsen været uden en Død? Disciplene havde tænkt sig, at det stadig skulde gaa opad og opad, at Præsterne til sidst vilde have bøjet Knæ for ham, at Romerne af sig selv vilde have forladt Landet, og at Evigheden var kommet som en umærkelig Fortsættelse af dette glade jordiske Liv. Hele denne Løgn maatte knuses paa en Maa de, der var mere end brutal. Saa haard maa Gud være for at være god. Saa kunde Disciplene modtage Opstandelsen: men Disciplene blev ikke Guder. De bevarede deres menneskelige Svagheder, medens de bar Evangeliet ud over Verden. En af dem blev kastet i Fængsel i Rom for sin Tros Skyld. Han blev af

5.s.e. Påske

(29)

30

nogle Venner hjulpet til Flugt, og en Morgen tidlig listede Peter bort fra Rom, skulende til højre og venstre for at se, om hans Flugt var opdaget. Da saa’ han i Morgendæmringen et Syn. En Skikkelse, han kendte, viste sig for ham, og han sagde: Herre, hvor gaar du hen?⁵ Og Skikkelsen svarede: Jeg gaar til Rom for at modtage Korsfæstelsen. Og gamle Peter, der nu nærmede sig de 70, vendte om. Han blev korsfæstet. Den viljeløse Gren, den svajende Vaand⁶ var blevet til en Klippe.⁷

Kære Menighed! Det forunderlige ved denne Bog er, at den altid er brændende aktuel. Det, den fortæller om, skete for 2000 Aar siden, men det samme sker i Dag. Gud give at vi ret maa forstaa det og leve derefter.

Amen!

Bøn:

Giv os som Folk den Tugt, vi behøver. Vi forstaar det nu mere end for en Maaned siden, at du ikke blot er i det stille Vejr, men ogsaa i den farende Storm. Vi havde et frit Fædreland og en gammel Kristendom, men vi glemte det. Vi satte det til Side som Skatte, vi siden kunde tage frem. Vi bekender nu, at vi ikke har handlet ret. Giv os det tilbage, Herre, naar du har dannet vore Hjerters Aand. Saa vil vi være varmhjertige Dan- ske og Kristne uden Tomhed og Lunkenhed. Giv os Korset, for at vi kan finde Opstandelsen som Folk.

5 På latin: Quo vadis. Formentlig henvisning til forfatter og nobelprismodtager Henryk Sienkiewicz’s (1846-1916) historiske roman, Quo vadis, 1896.

6 Smidig plante, tynd, bøjelig gren.

7 Peter betyder klippe på græsk, se Matt 16,18.

(30)

31

Prædiken over Luk 24,46-53 til Kristi Himmelfart, 2. maj 1940.

Kilder: Jyllands-Posten, 12. maj 1940. Med Sol og megen Glæde (1942), s. 220-222. Mindeudgave:

Prædikener, s. 300-303.

Prædiken til Kristi Himmelfart (B) 1940

Og han sagde til dem: “Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag, og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem. I ere Vidner om disse Ting. Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.” Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen. Og efter at have tilbedt ham vendte de tilbage til Jeru- salem med stor Glæde. Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud. (Luk 24,46-53)

Oppebie

⁸

Naar man hører om den Udvælgelse, der bliver de moderne Krigsflyvere til Del, om hvordan de fastspændt i snurrende Hjul prøves mod Svimmelhed eller med Hætte over Hovedet drejes hid og did for at aflægge Bevis for Orienteringsevne, forstaar man, at her duer kun det bedste, denne Stat har i denne Situati- on ikke Raad til at nøjes med noget ringere end det bedste. Atter er det værd at lægge Mærke til, at en saadan Fattigdom kendes ikke hos Jesus; hos ham er der ikke noget, der hedder ikke at have Raad. Naar man ser det Materiale, hvoraf han opbyggede sit Krigsvæsen, kan man i Sandhed tale om en kongelig Skø- desløshed, der er lige saa opløftende hos ham, som den vilde 8 Afvente.

(31)

32

være fordømmelsesværdig i Rigerne af denne Verden. For at faa Certifikat som Discipel hos Frelseren blev der hverken forlangt Øvelser i Nervebelastning eller taget Aandeprøve⁹ i Anlæg for Religiøsitet. Han mødte Mennesker paa sin Vej, og han sagde til dem: Følg mig, og de fulgte ham, saa længe det gik ham godt, og saa fulgte de ikke længer — en forraadte ham, en fornægte- de ham, en gav sig Tvivlen aldeles i Vold, svigte gjorde de alle.

Man kunde ægges til at sige, at skulde de have bestaaet nogen Eksamen, saa skulde det have været en Eksamen i Uduelighed.

Hvor turde han nu? Fordi han er saa meget mægtigere end alle Tiders og Verdeners Herskere, at han kan stole udelukken- de paa sig selv. Hans Disciple maatte erkende sidenhen, at naar det var gaaet, var der ikke noget hos dem selv, de kunde takke for det. Ingen af dem kunde sige: Se, hvor jeg stod mig med Glans i Afgørelsens frygtelige Øjeblik. Nej, dybt beskæmmet maatte de alle vedgaa: Hvor viste vi os usle og fejge, uværdige til al den Tillid, han havde overøst os med!

Og da, først da, kunde han sige til dem: “Ja, eders Magt er intet. Saa modtag da min.”

Alligevel staar det for mig, som om der dog var een Ting, der krævedes af dem, kun een, men saa ogsaa en meget svær. At de ikke forstod hans Hensigter og Planer, at de lod sig blænde af det ydre og undlod at søge Kernen, at de ikke brugte Medgan- gens Dage til at ruste sig til at møde Modgangens, at de kive- des¹⁰ om Uvæsentligheder og lukkede Øjnene for de Spørgs- maal, hvor det virkelig brændte, at de altfor ofte glemte den store Sag for det lille Jeg, at de tabte Hovedet, at de svigtede, at de søgte den allerbilligste Løsning (som jo altid er den dyre- ste) — alt det kunde han tilgive (hvor utroligt det lyder!) og raade Bod paa selv (hvor vidunderligt at vide det!). Men eet har der været krævet af Guds Folk til alle Tider og maatte han altsaa ogsaa kræve af sine: at de kunde vente.

9 Formentlig reference til salmen ”Talsmand som på jorderige.”

N.F.S. Grundtvig 1837. DDS 294. Se 1 Joh 4,1.

10 Skændtes.

(32)

33

“At de ikke maatte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse”.

Oppebie! Et dejligt Ord. Hvad det betyder, ved vel Dansk Ordbog, men hvad der ligger i det, kan jeg mærke. Oppebie er ikke bare det sløve: at tage sig ingenting til og lade komme, hvad der maa. Nej, det er noget med at være oppe, vaagen, pa- rat. Enten saa det, der kommer, skal modtages med Geværsal- ve eller jublende Velkommen. At vente — det kan være at sidde og nikke. Men oppebie — det er et Ord uden Søvn i Øjnene, klarøjet, skarpsynet. Velsignede danske Sprog!

Disciplene skulde oppebie Faderens Forjættelse.¹¹ Der skulde ske noget stort. Og de skulde bruges til det. Efter Forræderi- et og Altopgivelsen og Afmagten, det dybe, dybe Fald, skulde der ske noget stort. Det, de frem for alt trængte til: En helt ny Aand skulde komme til dem.

Men hvordan det skulde ske, og hvornaar den maatte komme, herom var der ikke givet dem anden Oplysning end, at “det tilkommer ikke jer at kende Tider eller Timer, hvilke Fade- ren har fastsat i sin egen Magt. Men I skal faa Kraft, naar den Hellig aand kommer over jer ...”.

Hvor har de længtes efter denne Kraft!

Jeg kan se dem sidde daadløse hen i Jerusalem og tygge paa deres Selvforkastelse og Fornedrelse. De syntes ikke, de havde Ret til at være her paa Jorden længere. Om den vilde falde over dem og skjule dem selv og deres Skam! Men Judas’ Vej¹² maatte de ikke gaa, det vidste de. Ikke Graven, ikke Døden, men Daaden skulde aftvætte deres Skændsel. Derfor var det næsten ikke til at holde ud at vente. Vente paa den nye Kraft, vente paa den Aand, der skulde fylde dem og give dem Lov til at sige: Nu kan vi, nu duer vi. Af Guds Naade. Med hans Kraft.

Og netop fordi det ikke var til at udholde at vente, netop derfor var det, at der skulde holdes ud.

11 Løfte, ofte profetisk.

12 Selvmordet, idet Judas hængte sig, se Matt 27,5.

Kristi Himmelfart

(33)

34

De var unge Folk, Herrens Disciple, de fleste af dem, og just for unge Muskler er det svært at holde sig i Ro. Men endelig bestod de, endelig var der en Prøve, de bestod. Der var Fristel- ser nok. En Ild at give efter for Presset i sit Blod, atter en Gang at stole paa egen Kraft og springe ud paa Gaden: Nu skal Riget komme! Og blive hugget ned af Ypperstepræstens Tjenere og dø i befriet Forvisning om at have sonet sin Brøde med sit Blod.

Ja, men have svigtet sin Sag, som nu krævede “det mindst he- roiske og største af al Slags Mod, nemlig Taalmodet”. — Og der var en anden Fristelse: at give op. Sagen var vel haabløs, ret beset en Uting: i denne Verden et Rige, der ikke er af denne Verden; ak, vor arme Jord vil aldrig kende til andet end to Ri- ger: Undertrykkernes og de undertryktes; lad Sværmeriet fare, tag tilbage til Galilæa, og plant Kaal! Eller udnyt Situationen, fisk i plumrede Vande, krum Ryggen, og slesk for de høje Her- rer i Jerusalem, det giver Bonus, og Bonus er bedre end Ære og Samvittighed; bare ikke være Idiot! Pokker skulde hænge sig, saa længe man har tredive Sølvpenge¹³ paa Haanden!

Jo, for den, der skal bie, er der Fristelser nok. Men denne Gang prellede de af. Og saa er det jo Pinse-Evangeliet til os, at Kraften fra det høje kom.

En lille Flok, som der slet ikke var noget ved, som man kunde sige alt muligt haanende om, men som havde været gennem al Nedværdigelse og Ydmygelse og var gaaet i sig selv og vendt om, oplevede efter den lange, svære Venten, at Gud sendte Bud til dem: Nu er Tiden inde. Og de stod op, og en ny Kraft bar dem, og hans Finger viste dem Vej, og fortrøstningsfulde gik de i Gang med Arbejdet, at bygge det nye Rige.

13 Se Matt 26,15.

(34)

35

Prædiken over Joh 3,1-15 til Trinitatis (A), den 19. maj, 1940.

Teksten er til 1. tekstrække (A), men burde ifølge kirkeåret være 2. (B). Kilder: KMF-nr. 76.03.02.

Studenterbladet, maj 1940.

Prædiken til Trinitatis (A) 1940

Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Raads herre iblandt Jøderne. Denne kom til ham om Natten og sagde til ham: “Rabbi!¹⁴ vi vide, at du er en Lærer kommen fra Gud; thi ingen kan gøre disse Tegn, som du gør, uden Gud er med ham.” Jesus svarede og sagde til ham: “Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født paa ny, kan han ikke se Guds Rige.” Nikodemus siger til ham: “Hvorledes kan et Menneske fø- des, naar han er gammel? Mon han kan anden Gang komme ind i sin Moders Liv og fødes?” Jesus svarede: “Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige. Hvad der er født af Kødet, er Kød;

og hvad der er født af Aanden, er Aand. Forundre dig ikke over, at jeg sagde til dig: I maa fødes paa ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens Susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; saaledes er det med hver den, som er født af Aanden.” Nikodemus svarede og sagde til ham: “Hvorledes kan dette ske?” Jesus svarede og sagde til ham: “Er du Israels Lærer og forstaar ikke dette? Sandelig, sandelig, siger jeg dig vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have set; og I modtage ikke vort Vidnes- byrd. Naar jeg siger eder de jordiske Ting, og I ikke tro, hvorledes skulle I da tro, naar jeg siger eder de himmelske? Og ingen er faren op til Himmelen, uden han, som for ned fra Himmelen, Menneske- sønnen, som er i Himmelen. Og ligesom Moses ophøjede Slangen i 14 Mester, jødisk skriftklog.

(35)

36

Ørkenen, saaledes bør Menneskesønnen¹⁵ ophøjes, for at hver den, som tror, skal have et evigt Liv i ham. (Joh 3,1-15)

Hvor skal vi gaa hen?

Men der var en Mand af Farisæerne, han hed Nikodemus, en Øverste iblandt Jøderne. Han kom til Jesus om Natten ....

Denne Hvileløshed om Natten er der mange Mennesker, der har lært at kende i den sidste Tid. Mange, og det ikke af de ringeste.

Især tænker jeg paa dem, for hvem Religionen var et “Ikke mere”. Det, der siges i Kirkerne, er for dem Ord uden Sammen- hæng. Maaske er der noget kønt i Tanken om et kærligt Forsyn, og at vi skal alle være Brødre. Men dels er denne smukke Lære vævet ind i Symboler, der forlængst har tabt deres Mening, og Dogmer, der er simpelthen afskrækkende, og dels er det med Forsynet jo kun paradoksalt Gætteri, og af de Kristnes Færd lyser ingen Broderskabsfølelse. Vi likviderer altsaa Kirken og al dens Væsen og alle dens Gerninger, og i Stedet for sætter vi — ja, hvad skal vi sætte? behøver vi i det hele at sætte noget? kan vi ikke bare leve vort Liv? Jo, men det maa dog leves efter en eller anden Grundsætning — ligegyldigt om vi gør os den klar eller ej. Skal vi gøre os den klar, maaske vi saa kan kalde den:

Troen paa det gode i Mennesket.

Der er et Ord, der hedder Kulturoptimisme. Mange af de kloge var for kloge til at ville erklære sig for det Ords Dyrkere;

men de var det nok alligevel. De regnede med, at dummere var Jordens Beboere heller ikke, end at de, trods mange Forvildel- ser og Tilbagefald, dog efterhaanden vilde faa den gjort mere og mere skikket til at bo paa. Alle vil gerne have det godt, leve længe og tage for sig af det rige Livs Anretning. Da vi gerne vil det alle, maa vi vel ogsaa ville hjælpe hinanden længere og længere ind i det skønne Maal. Og lykkes det ikke ogsaa? Hør hvilke Ord, der kan nævnes i Sejrsbulletinerne .... og saa op- 15 En betegnelse Jesus bruger om sig selv. Reference til Messi-

as-skikkelsen. Se Dan 7,13.

(36)

37

remses alt det, vi kender: Kommuneskoler og Lægevidenska- bens Fremskridt, Aldersrente og Flyvemaskiner, ubestikkelig Retspleje og Levevilkaarenes Standardisering paa høj Basis ....

Bevisgloserne snubler over hinanden i deres Triumfkankan.¹⁶ Det er disse Nikodemer, der er blevet saa stille; de har kvit- teret deres Nattesøvn. De gaar til ingen med deres Bekymrin- ger, for det er de for stolte til eller for haabforladte til. Højst til en Nervelæge, Brom¹⁷ og Rejse til Napoli, der endnu kun har Krig med Vesuv,¹⁸ som for Resten nu ogsaa skal bastes af Tekniken og lære skikkeligt at levere Strøm til Lys og Kraft til Byerne ved dens Fod.

Men det er kun et Faatal, der kommer saa langt. De fleste tilbringer de vaagne Nætter med March paa Dagligstuetæppet.

Op og ned, op og ned. Det er det, der kaldes Revisionen.

For de synes jo, at alt det, der hidtil har baaret deres Liv, er ved at skride i Ruiner.

De vidste jo nok, at noget maa man lyve for at komme igennem Tilværelsen; men at det ikke bare er Hjalmar Ekdal,¹⁹ men endog store Statssamfund, der har Livsløgnen behov, ja der ganske kynisk bruger Løgnen som Eksistensgrundlag for deres Vælde, det havde de dog ikke rigtigt villet gaa med til at tro. De vidste nok, der var noget, der hed Konkurrence, men en viss Hensyntagen hører dog med til Omgangsformen mellem Mennesker. Nu ser de, at Orangutangerne er gentlemen i Sammenligning med homo sapiens. De troede ogsaa, at der til en viss Grad var noget, der hed Idealer; det var der ogsaa, ikke blot til en viss Grad, men fuldtud. Idealer, man snart sammen- bidt, snart jublende sætter sit Blod, sætter sin Sjæl ind for. Men disse Idealers Indhold er blot det stikmodsatte af, hvad disse

16 Kankan (cancan) dans.

17 Beroligende nervemiddel.

18 Et projekt ville aflede tryk fra vulkanen og sikre leverance af energi til det nærliggende Napoli.

19 Karakter i Henrik Ibsens (1828-1906) skuespil Vildanden (1884).

Trinitatis

(37)

38

pæne Mennesker er opdraget og har opdraget sig selv til at tro paa og have Ærbødighed for.

Nikodemerne synes, at de er stukket i Ulykkens Galocher²⁰ og havnet paa en fremmed Klode. De kender ikke Jorden mer.

Der var ganske visst den sidste Verdenskrig. Men den klarede vi med, at det var den sidste. Og nu er den alligevel sluppet ud af Buret igen, og det saa eftertrykkeligt, at alle kan forstaa, at det Bur er ikke til at lukke, saa det ikke atter og atter og atter vil blive brudt op.

Men under disse Forhold er Livet ikke værd at leve. Jor- den er alt for besudlet. Nu forstaar de, at det er ikke muligt at være til uden en Tro. Men hvor skal de vende sig hen for at faa Hjælp? De ved maaske, hvor Udleveringsstederne for Gasma- sker er? Findes der ogsaa Udleveringssteder for Tro?

Ja, hvordan skal man bjerge sig? Finde en Busk og stikke Hovedet i? Æstetikken, Teater, Vers? Forøget Arbejde? Hjem- liv? Bare sørge for ikke at tænke, bare glemme, ustandselig være optaget. Men hvorlænge kan Nerver holde til en saadan Belastning?

Et andet Middel er at kaste sig ud i Forraaelsen. Være glad med de glade! Glamme med de Ulve, man er iblandt! Hurra for de nye Idealer! De gamle var Svaghed og Tossegodhed og Blødsødenhed. Forkrøbling af det frie Menneske, Rod i Kloster- politik fra Middelalderen! Leve Selvudfoldelsen, leve Sundhed og Styrke! vé over de svage! Her kommer Jungleloven og vi.

Da er det en og anden Nikodemus opgiver den hvileløse Vandring i Ring, trækker i Galocher²¹ og Overfrakke for at prø- ve at finde den Brønd under Stjernerne, hvor Jesus har svøbt Kjortelen om sig og sat sig til Hvile for Natten.

Da Nikodemus gaar fra Jesus, har han ikke faaet besvaret nogen af de Spørgsmaal, han kom for. Han fik ikke engang stillet dem. Og har han en Kone derhjemme, der spørger ham:

20 Omskrivning af Lykkens Galocher, som er et eventyr fra 1838 af H.C. Andersen (1805-1875).

21 Overtrækssko.

(38)

39

“Hvad sagde han saa?” vil han se paa hende og sige: “Hvad han sagde?”

Og han husker det ikke for godt. Men hvad han husker, det er Manden. Den Mand, der sad over for ham og talte.

Denne Mand, der var saadan, at nu var det til at være paa Jorden igen.

Nikodemus prøvede sidenhen at rekonstruere noget af det, der var sagt. Han syntes, at det maatte være noget om en al- mægtig Gud, der trods alt dog havde alle Traade i sin Haand og nok skulde faa det hele i Lave til sidst. Noget om, at Sandhed og Kærlighed til syvende og sidst er Livets stærkeste Magter, hvor meget end det modsatte ser ud til at være Tilfældet. Noget om, at der var et Liv efter Døden, ja, at det var dér, det egentlige Liv begyndte. Var Ordene ikke faldet saadan? Det maatte de vel være. Men strengt taget— det var ikke det — Ordene betød ikke saa meget.

Men denne Skikkelse over for ham — det var, som om den vidste Besked med al Verdens Ondskab. Som om denne Je- sus havde lukket det ind i sit Hjerte, Perversiteter og Gru- somhed og Tankeløshed og misforstaaet Idealisme — alt, hvad af ondt nævnes kan. Han havde lukket det ind i sit Hjerte og lidt umenneskeligt under det og — overvundet det. Ja, nu hu- skede Nikodemus, at det var faret igennem ham, om ikke han, Manden over for ham, egentlig var en død. Han sad, som om Verdens Ondskab havde slaaet ham ihjel— ja, han havde bredt sine Arme ud langs med Bænkens Ryg, som om han hang paa et Kors. Men samtidig følte Nikodemus der i Stjernenatten, at han aldrig havde været nær et Hjerte, der slog saa levende som Hjertet hos denne dræbte Mand. Det var, som om al den Men- neskehedens Lidelse, han havde følt, havde fyldt ham med en Kærlighed, der var endnu stærkere. En Kærlighed, der var saa stærk, at stærkere end den var ingenting paa Jorden. Saa maatte den vel blive staaende, naar alt andet gik under.

Eller rettere, den maatte vel sejre paa den Maade, at alt andet gik under i den.

Trinitatis

(39)

40

Nikodemus lod sig ikke mere lamme af det onde i Verden, for han havde mødt noget, der var større. Han følte med sig selv, at der stod vigtigere Ting paa Dagsordenen, end om han kunde hitte ud af et eller andet System til at putte ind i sit Ho- ved og faa Tilværelsen til at gaa op i. Han lod Jordens Fremtid passe sig selv, om det skulde gaa op eller ned med det, vi kalder Kulturen og Civilisationen. For det eneste, der virkelig betød noget, det var, at han, Nikodemus, fik Afløb for det, der var kommen ind i hans Hjerte hin Nat ved Brønden. At han af al sin Evne prøvede, mens han dobbelt ivrig passede sit Arbejde, at hjælpe de Mennesker, han fik med at gøre, en Smule til Rette med Tilværelsen. Han kunde aldrig finde paa at bruge saa flot et Ord som at elske dem, for han var jo bare Nikodemus, men lidt kunde han da altid hjælpe dem med at bære deres Byrder og stikke dem et Raad og have aabent Sind over for dem. Over for alle og især over for dem, der ærgrede ham.

Det gav hans Liv et helt nyt Indhold. Det var meget sunde- re end at rende rundt paa Gulvtæppet om Natten. Det var naturligvis stadig frygteligt at høre Bombeflyverne knurre forbi Huset. Stadig frygteligt at vide Mænd lægge Gift for hinanden og se Børn blive misbrugt. Men det var ikke lammende mere.

Tværtimod! det manede til endnu friskere at hænge i.

Sandheden byder mig at sige, at der kom Tider, da Nikode- mus blev træt. Syntes, han ikke duede til noget, og det hele blev til ingenting. Ja, der kunde endog komme Tvivl om, hvorvidt den Stjernenat ved Brønden ikke var en, han selv havde digtet det meste af dens Indhold ind i.

I saadanne Tider lærte han at blive glad for Daabens og Nad- verens Hemmelighed — da følte han, at de dyrebareste Ord var disse: til dine Synders Forladelse. Men det var først senere. Han begyndte med Handling — at gaa paa med godt Humør ud fra et nyvundet Instinkt for, at Livets Gaade løses med Kærlighed.

Se, det lyder filosofisk — og saa er det ikke meget værd.

Men Kraften i det var jo, at han havde mødt det, ikke som Filo- sofi, men som Kød og Blod.

(40)

Ifølge Kaj Munks oprindelige manuskript er titlen på denne prædiken: ”Hvor skal vi gaa hen?”. I Studenterbladet, maj 1940, er det forkortet til ”Hvor gaar vi hen?”.

(41)

(42)

Pinsedag (A) (1) 1941 95

Pinsedag (A) (2) 1941 101

1. søndag efter Trinitatis (A) 1941 113 2. søndag efter Trinitatis (A) 1941 119 3. søndag efter Trinitatis (A) 1941 125 4. søndag efter Trinitatis (A) 1941 131 5. søndag efter Trinitatis (A) 1941 137 6. søndag efter Trinitatis (A) 1941 143 7. søndag efter Trinitatis (A) 1941 149 8. søndag efter Trinitatis (A) 1941 155 9. søndag efter Trinitatis (A) 1941 159 10. søndag efter Trinitatis (A) 1941 165 11. søndag efter Trinitatis (A) 1941 171 12. søndag efter Trinitatis (A) 1941 177 13. søndag efter Trinitatis (A) 1941 183 14. søndag efter Trinitatis (A) 1941 189

Prædikener 1941

(43)

15. søndag efter Trinitatis (A) 1941 193 Prædiken paa Kongens Fødselsdag 1941 199 16. søndag efter Trinitatis (A) 1941 205 17. søndag efter Trinitatis (A) (1) 1941 209 17. søndag efter Trinitatis (A) (2) 1941 215 18. søndag efter Trinitatis (A) 1941 221 19. søndag efter Trinitatis (A) 1941 227 20. søndag efter Trinitatis (A) 1941 233

(44)

45 Prædiken til Palmesøndag (A) 1941

Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved Oliebjer- get, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem: “Gaar hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks skulle I finde en Asenin- de bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig! Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har Brug for dem, saa skal han straks sende dem.” Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved Profeten, som siger: “Siger til Zions Datter:²² Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa et Trældyrs Føl.” Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; og de hentede Aseninden og Føllet og lag- de deres Klæder paa dem, og han satte sig derpaa. Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder paa Vejen, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Vejen. Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, raabte og sagde: “Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn! Hosanna i det højeste!”

(Matt 21,1-9)

Vi begynder med en Børnegudstjeneste.²³

Kære Børn, synes I ikke, det var en prægtig Historie? Det er næsten, lige som vi har været i Biografen. Tænk, at Jesus var saa mægtig, at han bare kunde sende Bud til en Mand, han havde Brug for hans Heste. Saa gav Manden dem fra sig uden 22 Jerusalem, se Es 62,11.

23 Munk hentyder til, at bogen, Ved Babylons Floder: Danske Prædi- kener 1941, begynder med denne børnegudstjeneste.

Prædiken over Matt 21,1-9 til Pal- mesøndag, 6. april 1941. Kilde:

Ved Babylons Floder, s. 5-11.

(45)

46

at kny. Der er maaske nogen af jer, hvis Far har en Bil hjemme i Garagen og kan huske tilbage til gamle Dage, da saadan en Indretning var til at køre med.²⁴ Tænk, om der saa en Dag var kommen en vildfremmed Chauffør og havde sagt: Jeg napper lige Vognen til en Tur op i Nordsjælland. Den var jeres Far vist ikke gaaet med til. Og Heste er det endnu risikablere at betro i fremmede Hænder; de skal helst behandles paa en ganske bestemt tilvant Maade for ikke at blive kulrede. Ja, nu var det Æsler; men de er bare værre endnu. Men Jesus var saa mægtig, at naar Manden gjorde Vrøvl, og Disciplene saa sagde, at det var ham, der havde Brug for dem, saa havde Manden slet ikke mere at skulle have sagt. Saa trækker Disciplene af med Asen- inden, det er altsaa Æselshoppen eller Hunæslet, eller hvad vi nu vil kalde det, og se det lille Føl! det traver nok saa flinkt ved Siden af. Det vil skam ogsaa holde Indtog i Jerusalem. Og Mo- deren slaar med Ørene og tænker: Det er, som det skal være: vi skal have Børnene med.

Hvor kan det nu være, at Jesus gjorde saadan et Nummer ud af sin Rejse til Jerusalem? Det ligner ham egentlig ikke. Han var i det store og hele en beskeden Mand. Og dette her med, at noget skal tage sig ud i det ydre, det var han ikke saa interes- seret i, selv om han altid gik pænt klædt og godt nok forstod at holde paa Værdigheden. Han var ikke Dus med alle og enhver.

Men han var det, vi kalder for ægte. Og den, der er ægte, behø- ver ikke at trække i Uniform, for at Folk skal kunne se, hvem han er. Derfor hører vi heller aldrig om Jesus, at han “optraad- te”; nej, han var bare den, han var. Alligevel, her i Dag, her er han jo med i et Skuespil. Hvorfor gaar han ikke stilfærdigt ind i Byen? hvorfor kommer han ridende og tager mod Hyldest og vækker Postyr?

Jo, det skal jeg sige jer. Det var der en Mening med. Det skulde betyde noget.

Her hos os, i jert og mit Folk, gik der i gamle Dage — det var dengang, da et stort Stykke af vort gamle Land, hele Sønderjyl- 24 Under krigen var privatkørsel forbudt på grund af benzinmangel.

(46)

47

land, ikke var hjemme hos os²⁵ — men da gik der altsaa et Sagn om, at engang skulde den danske Konge paa en hvid Hingst

— hvid det er Fredens Farve — ride over Grænsen og hente vor Landsdel hjem til Riget igen.²⁶ Da Dagen virkelig kom til, at Kongen kunde gøre det, og, kære det var vor Konge, ham, vi nu har, det har han oplevet! ja saa kan I jo nok allesammen forstaa, at vi sørgede for, at Hingsten blev en hvid en.

Dernede, hvor Jesus havde sit Fædreland, der gik der ogsaa en gammel Fortælling i Folket: naar Landet i lang Tid ingen Konge havde haft og trængte til en, saa skulde han nok saa be- skedent komme ridende paa en Æselshoppe ind til Jerusalem.

Den gamle Sang, som alle Børn dernede kendte, lige saa godt som I kender f. Eks. Jeg elsker de grønne Lunde,²⁷ den lød saadan: Se, din Konge kommer til dig, Jerusalem, sagtmodig og ridende paa et Æsel, paa et Trældyrs Føl.

Det var derfor, Jesus bar sig saadan ad i Dag, som han gjorde. Han vilde sige det til alle Folk i Byen: Se, nu gaar det i Op- fyldelse, nu er Tiden inde, Kongen, I venter paa, og som er lo- vet jer, her er han, det er mig.

Naada! det kan nok være, de blev glade.

Det er vel ogsaa nok et kønt Syn at se ham komme ridende der.

Tænk, om han nu var kommen paa en Panservogn. Eller bare paa en fnysende tumlende Stridshingst, der havde traadt Børnenes Tæer i Stykker. Jeg ved godt, I synes, I Drenge, at det havde været flot ogsaa, men jeg synes nu, at der er Stridshing- ste og Strid nok i Verden. Jeg ser mig saa glad paa denne Mand, der paa engang er saa stilfærdig og beskeden — og saa kan vi alligevel godt se paa ham, at Konge er han. Det er rigtigt nok.

Og Børnene jubler, og Folk synger Alsang,²⁸ og det lille Føl er 25 Sønderjylland var under tysk herredømme i perioden 1864-1920.

26 Reference til Kong Christian X’s symbolske ridt ind i Sønder- jylland d. 10. juli 1920.

27 Sang fra 1873 af rektor og forfatter Johannes Helms (1828-1895).

28 Måske reference til besættelsestidens alsangsbevægelse.

Palmesøndag

(47)

48

alle Vegne paa eengang — der er nogen, der siger, at det Føl er bare med paa Grund af en Trykfejl eller en Fejllæsning i Bibe- len, men hvad gør det? naar Folk gør sig mest Umage for det rigtige, gaar det sommetider allerværst; lad os være glade for Trykfejlene, naar der kommer noget godt ud af dem!

Jeg kan huske endnu, da jeg var Barn og boede ude paa Landet, hvordan Palmesøndag var en prægtig Dag for mig. Jeg gik i Kirke som Barn; der foregik vel meget, jeg ikke forstod, men hvad Præsten læste op om, hvad Jesus gjorde og sagde, det forstod man næsten altid, Jesus og Børn har altid forstaaet hinanden. Og naar man gik hjem fra Kirke— og vi havde dejligt langt til Kirke — saa vidste man, hvad den Søndag var for;

hver Søndag havde paa den Maade sin særegne Stemning. Pal- mesøndag var for Jesu Indtog i Jerusalem. Og Lærkerne sang over Agrene, og Foraarsvinden viftede med de lollandske Pop- ler, som var de Palmetræer — aah, Ens lille Hjerte var jo med i det hele, Verden er saa frisk for jer Børn, og Frelseren red paa sit muntre Æsel lige ind i Ens Sind — jo, Søndagen var en helt anden Dag end de andre 6! hvor var det godt, man havde den Frelser, han gjorde Livet helligt.

Helligt, forstaar I, det er saadan søndagsrent og blankt og lystigt, man er saa tindrende glad.

Ja, Smaavenner, her vilde jeg jo helst holdt op med at prædi- ke. Nu har vi det lige saa storartet sammen. Men det gaar ikke;

vi maa have det hele med.

For hvis vi ser hen paa Jesus, der sidder paa sin lille Gan- ger og nikker og smiler, hvis vi rigtig lægger Mærke til ham, saa opdager vi, hvad er det? han ser jo slet ikke glad ud, der er en smertelig Trækning ved hans Øjne. Ved I, hvad jeg tror?

det er, fordi han tænker paa noget meget tungt og forfærde- ligt, han tænker paa, at i Dag er det Søndag, og paa Fredag, allerede paa Fredag, da vil disse glade Folk raabe paa en helt anden Maade. Nu omringer de ham og vifter og vinker: Vel- signet i Herrens Navn være den kommende Mand! Gud i det højeste give dig sin Aand.

(48)

49

Saadanne og mange andre dejlige Ord raaber de til ham.

Men paa Fredag vil de raabe: Korsfæst, korsfæst ham!²⁹

Det er vel nok tungt at tænke paa. Og hvordan kan det dog gaa til, at de vil det?

Jo, saadan er vi Mennesker. Vi bliver vrede, naar vi ikke faar vor Vilje. Har I nogen Sinde set et Par Kærestefolk? Det kan gaa hedt til, naar de er gode Venner. Men det er ingenting imod, hvis de bliver Uvenner.

Jesus siger i Dag, at han er Konge. En Regering kan eet af to, enten gøre Folkets Vilje eller prøve at faa Folket til at gøre dens.

Naar Jerusalem i Dag raaber Hurra for Jesus, saa er det, fordi de tænker: Nu endelig faar vi en Fører til at skaffe os Hævn og gøre os store og rige, gøre os til et Herrefolk.³⁰

Men Jesus han er saa ligeglad med Herrefolk og regner ikke Storhed og Rigdom for noget videre, bare Folk har det, de skal spise, og Hævn vil han slet ikke vide af. Nej, det, han vil lære sit Folk, det er Gudsfrygt og Menneskeglæde — at tro paa Gud og være tro imod ham og synes godt om Mennesker, endda bedre, jo værre de er, og øve godt imod dem, for hvor er der mange, mange, mange, der trænger til det.

Derfor blev de saa skuffede over den kommende Mand og saa forbitrede paa ham. De havde ikke troet, at det med Æslet betød noget. Men det betød alt. Havde de anet det, var de stillet med en Stridshingst med det samme. Og havde faaet Nej Tak.

Hvad siger I nu, Drenge og Piger? Vil I ogsaa have fat i Hing- sten? Eller er der ikke nogen af jer, der er blevet saa hengiven til det lille, muntre Æselsføl og dets gode Mor, til den stilfærdige Herre Jesus, der siger saa lidt over for alle de Herrer af de store Ord i Verden, og dog er Gud den Almægtiges Søn og Konge over det eneste Rige paa Jorden, som aldrig skal forgaa? Er der ikke nogen af jer, der har været til denne Forestilling i Dag, som er blevet saa hengiven til Æslet og ham, der sidder paa det, at 29 Se Joh 19,6.

30 Formentlig reference til det nazistiske begreb Herrenvolk.

Palmesøndag

(49)

50

I siger til ham: “Du, Herre Jesus, du skal være vor Konge, du skal bare lige sige til os, hvad du vil have os til, og saa skal du se, at vi er til at stole paa.”

(50)

51 Prædiken til Påskedag (A) 1941

Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier³¹ fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.

Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete. Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem. Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham. Men han sagde til dem: “Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?” Og de standsede bedrøvede.

Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: “Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?” Og han sagde til dem: “Hvilket?” Men de sagde til ham:

“Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket; og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.

Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete. Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven, og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever. Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.” Og han sagde til dem: “O I uforstandige og sen- hjertede³² til at tro paa alt det, som Profeterne have talt! Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?” Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som 31 Græsk afstandsmål.

32 Tungnemme.

Prædi ke nen er formentlig tiltænkt Påskesøndag 13.april, men Lang- fredag 11. april er også mulig. Her medtages teksten til Påskedag.

Kilde: Ved Babylons Floder, s. 12-18. Oprindelig overskrift

”Langfredag og Paaskemorgen”.