THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

S T U D I E R O V E R V E R D E N S K R I G E N

PAA DE TYRKISKE FRONTER

1914—1915

DARDÅNELLERNE—OALLIPOLI

AF

DANIEL BRUUN

KAPTAJN

U D G I V E T A P

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB

K Ø B E N H A V N

I KOMMISSION HOS VILHELM TRYDE

HASSELBALCHS BOGTRYKKERI

1922

VERDENSKRIGEN 1914-18

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019374050

u

Studier over Verdenskrigen.

Under denne Fællestitel udgiver Det k r i g s v i d e n s k a b e l i g e S e l s k a b , A r t i l l e r i o f f i c e r s f o r e n i n g e n o g M i l i t æ r l æ g e ­ f o r e n i n g e n hver inden for sit Omraade en Række kortere Afhand­

linger om Emner vedrørende Verdenskrigen.

Al Det krigsvidenskabelige Selskab er udgivet:

Dr. phil. R. Besthorn: Aarsagerne til Verdenskrigen. Pris 2 Kr. 50 Øre.

Kaptajn W. W. Prior og Premierløjtnant O. F. Lokkegaard: Den militære Situation ved Krigens Udbrud: Hærene. Pris 1 Kr. 50 Øre.

Kaptajn S. Kghl: Den militære Situation ved Krigens Udbrud: Fæstningerne. Pris 2 Kr.

Premierløjtnant C. Hammerich og Premierløjtnant S. Jessen: Den militære Situation ved Krigens Udbrud: Flaaderne. Pris 2 Kr. 50 Øre.

Kaptajn O. Kghl: Operationerne paa Vestfronten indtil Midten al November 1914. Pris 3 Kr.

Kaptajn W. TV. Prior: Operationerne paa Østfronten i 1914. Pris 3 Kr.

Kaptajn W. W. Prior: Operationerne paa Østfronten i 1915. Pris 3 Kr.

Kaptajn Helge Bennike: Felttogene i Serbien 1914—15. Pris 3 Kr. 50 Øre.

Kaptajn Daniel Bruun: Englændernes Forsvar af Ægypten. Italienerne i Tripolitanien.

Pris 3 Kr.

Kaptajn Daniel Bruun: Paa de tyrkiske Fronter 1914—15. Dardanellerne—Gallipoli. Pris 3 Kr.

Oberstløjtnant K. L. Lasson: Fodfolket: Organisation, Bevæbning, Udrustning, Feltarbejder.

Pris 3 Kr. 50 Øre.

Af Artilleriofficersforeninoen er udgivet:

Artillerikaptajn P. W. Mørner: En kystartilleristisk Studie, Særtryk af Dansk Artilleri- Tidsskrift. Pris 1 Kr. 25 Øre.

Artillerikaptajn O. Rolf-Larssen: Nogle Bemærkninger om Feltartilleriet og dets Brug i Verdenskrigen. Særtryk af Dansk Artilleri-Tidsskrift. Pris 3 Kr. 50 Øre.

Nie. L. Hansen: Gaskrigen. Særtryk af Dansk Artilleri-Tidsskrift. Pris 2 Kr. 85 Øre.

Af Uilitærlægeforeninoen er udgivet:

Dr. med. Oluf Thomsen: Krigsepidemiologiske Erfaringer. Særtryk af Militærlægen. Pris 3 Kr.

Det krigsvidenskabelige Selskabs Redaktionsudvalg:

O. Moltke, S. Kyhl, J. D. Stemann,

Oeneralmajor, Formand. Stabsintendant. Kaptajn.

Militært Tidsskrift,

udgivet af det krigsvidenskabelige Selskab, redigeret af Kaptajn H. Styr- m e r , udkommer hver 14. Dag.

Abonnement koster 8 Kr. aarlig og kan tegnes hos Ekspeditionen eller gennem Bogladerne. Ekspedition: Kaptajn J. D. Stemann, Strand­

boulevard 27, Kjøbenhavn 0.

S T U D I E R O V E R V E R D E N S K R I G E N

P A A D E T Y R K I S K E F R O N T E R

1 9 1 4 — 1 9 1 5

DARDANELLERNE—GALLIPOLI

AF

D A N I E L B R U U N

KAPTAJN

U D G I V E T A F

D E T K R I G S V I D E N S K A B E L I G E S E L S K A B

K Ø B E N H A V N

I KOMMISSION HOS VILHELM TRYDE HASSELBALCHS BOGTRYKKERI

1922

I N I) II O L I)

Side

Indledning 3

Paa de tyrkiske Kanipfronter forinden Dardaneller-Eks-

peditionen 12

Dardanellerne og Gallipoli-IIalvøen som Krigsskueplads .. 16 Elaadeaktionen mod Dardanellerne 21 Dardaneller-Ekspeditionen: Et forenet Flaade- og Hær­

angreb besluttes 29

Dardaneller-Ekspeditionen: Landgangen — Kampene paa

Gallipoli-IIalvøen 32

Virksomheden paa de andre tyrkiske Fronter samtidig

med Dardaneller-Ekspeditionen 40

Gallipoli-IIalvøen rømmes 43

2 Oversigtsskitser indheftede efter Side 48,

I. INDLEDNING

Tyske Interesser i Lilleasien — Baneanlæg.

Det tyske Kejser pars Besøg i Konstantinopel, Palæstina og Syrien i Oktober og November Maaned 1898 havde skabt en for Tysklands Hensigter gunstig Stemning. Begejstringen for Kejser­

parret havde været overordentlig stor i Hovedstaden, og siden havde Kejseren „elektriseret hele den muhamedanske Verden", da han den 8. November i Damaskus mindedes Sultan Saladin som: „Ridderen uden Frygt og Dadel", og da han hyldede Sultan- Kalifen og de 300 Millioner Muhamedanere, som levede rundt paa Jorden, idet han erklærede til enhver Tid at ville være deres Ven. — Tyskernes „Drang nach Osten" fik et mægtigt moralsk og praktisk Stød fremad ved samme Lejlighed.

Deres Interesse for Syrien, Lilleasien og Mesopotamien var aabenbart en Følge af strategiske, politiske og økonomiske Over­

vejelser — de samme, som bevirkede, at Oldtidens Erobrere be­

skæftigede sig saa meget med disse Lande.

Mesopotamien: „Landet mellem to Floder", var engang og kunde atter blive et af Verdens mest attraaværdige Landomraa- der. Mellem de to mægtige Vandveje, Eufrat og Tigris, strækker det sig fra de armeniske Højlandes Fod til den Persiske Havbugt og danner en natui lig Forbindelse mellem Østen og Vesten, en strategisk Hovedlinie, og en i økonomisk Henseende enestaaende Færdselsvej, ad hvilken Asiens Rigdomme kunde blive udveks­

lede mod Europas Produkter. Efterhaanden havde Assyrere, Ba­

byloniere, Persere, Grækere, Romere, Arabere og Tyrker tilegnet sig Herredømmet der.

Ad denne Vej marcherede Aleksander den Store delvis frem mod Indien efter at have sikret sig Ægypten. Og i nyere Tid, da Indien var bleven Storbritanniens Hovedrigdomskilde, vilde Na­

4 KAPTAJN DANIEL BRUUN

poleon ad samme Vej rette et Stød mod dette Land. Efter at det ægyptiske Felttog var glippet for ham, havde han siden store Planer om et asiatisk Felttog mod Indien gennem Mesopotamien, hvilke dog ikke blev iværksatte.

l yskerne i vore Dage havde i ikke mindre Grad Opmærksom­

heden rettet mod Østen, og de opnaaede efter Kejser Vilhelms Besøg i 1898 Koncession paa Anlæg af „Bagdad-Banen", som de haabede vilde aabne vidtstrakte Egne for tysk Industri og Handel, samtidig med at Mesopotamiens en Gang saa frugtbare Egne kunde bringes til paa ny at træde i Kultur; endvidere gav dette Baneanlæg Mulighed for en Konkurrence med Sues-Kanalen, idet der skabtes en ny Trafikaare mod Indien og Bagindien m. m.

med Bagdad som „Østens Hamburg". Endelig vilde dette Anlæg maaske en Gang kunne blive Vejen, ad hvilken et Tyrkisk-Tysk Angreb mod Indien kunde blive ført frem,

I)et asiatiske Tyrki under tysk Indflydelse var aabenbart det Maal, som tilsigtedes. I Lille-Asien fandtes et prægtigt Soldater­

stof, som der kunde øses af for at opretholde Magten sammesteds, naar Bagdad-Banen først blev færdig.

Et stærkt, men uafhængigt Tyrki vilde have kunnet afbalan­

cere Magtforholdet i Orienten; „men et svagt og desorganiseret Tyrki maatte falde for den første stærke Magt, der fik Lov at tage det." To Gange i nyere Tid havde England været med til at redde Tyrkiet fra den russiske Ørns Kløer (i Krimkrigen og i den russisk-tyrkiske Krig); men det osmanniske Bige vedblev at være svagt, og da Tyskerne nu for Alvor begyndte at faa Foden ind i Kejserriget, var Øjeblikket kommet, da Storbritanniens Be­

gering følte, at dette Biges Interesser var truede, og den skred til Handling bl. a. ved at spænde Ben for den tyrkisk-tyske Flan, at Bagdad-Banens Endepunkt skulde anbringes ved Kuweit i Bun­

den af den per siske Havbugt.

Faren for en alvorlig Udgang af Konflikten drev dog foreløbig over, Bygningen af Bagdad-Banen fortsattes med Iver; og Tysk­

land gjorde sig fremdeles Umage for at knytte Tyrkiet til sig for i en kommende Krig at finde det paa sin Side.

Navnlig efter at det europæiske Tyrki ved Krigen i 1912 var bleven indskrænket til kun at omfatte Konstantinopel med et ringe Landomraade, blev det endnu mere klart end maaske tid­

ligere, hvor uheldig den strategiske Situation var blevet for Kej-

Dardanellerne—Gallipoli

serriget, hvis Hovedstad nu altsaa laa i Rigets Udkant, adskilt ved et saa vigtigt Stræde som Bosporus fra det asiatiske Tyrki.

Den tyske Feltmarchal Friherre von der Goltz, der gennem mange Aar før Verdenskrigen ledede den tyrkiske Hær Offi- cersuddannelse, havde gjort Sultanen opmærksom paa, at det i mange Henseender, og da navnlig i militær, vilde være fordel­

agtigst for denne helt at opgive det europæiske Tijiki med Kon­

stantinopel og vælge sig et nyt kulturelt og militært Centrum i Lilleasien, i Anatolien, hvis Udviklingsmuligheder var meget store, og som vilde blive endnu større, naar Baneanlæggene blev udvidede.

Før Verdenskrigen var der i det asiatiske Tyrki Jærnbane- linier med en samlet Længde af 5537 km. Af disse havde Tysker­

ne bygget de 3417 km, Franskmændene 1500 og Englænderne de 620 km. Det vil heraf fremgaa, i hvor høj Grad Tyskerne havde forstaaet at vinde Indpas i Sultanens Rige. — Med Udgangspunkt Bosporus løb Bagdad-Banen gennem Lilleasien i Sydøst pas­

serende Taurus Rjærgene paa Sydkysten og gik saa videre over Aleppo i Øst til Eufrat-Tigris-Dalen, forbi Bagdad, i Retning af den persiske Rugt, hvorfra Indien vinkede i det fjerne.

Fra denne Hoved-Ranelinie udgik ved Aleppo en anden Hoved­

linie i Syd gennem Syrien; den fortsattes over Damaskus gennem den smalsporede Hedschas-Bane helt ned i Arabien til den hellige Ry Medina. Denne Ranelinie med dens Forgreninger vilde kunne tjene til at føre Tropper frem til et Angreb paa Ægypten.

„Haidar Pascha-Bagdad-Linien ' eller Bagdad-Banen var imid­

lertid ikke bleven fuldendt, da Krigen udbrød. Af de 2435 km, som den skulde komme til at omfatte, var der kun færdigbygget ialt 1358 km, medens den paa to adskilte Strækninger endnu var ululdført. Tyrkiets Indtræden i Verdenskrigen bevirkede ingen­

lunde, at Ranebygningen standsede. Tvært imod sattes der Kraft ind paa at fremskynde Arbejdet. — Det lykkedes da ogsaa un­

der selve Krigen at faa over to Trediedele af hele Raneanlægget i uldtørt, deri indbefattet store Gennemskæringer i Taurus-Rjær- gene; iøvrigt oprettedes paa de ikke fuldførte Strækninger saa vidt muligt Automobilforbindelser, saaledes at der ogsaa der kunde føres Tropper og Krigsfornødenheder frem. Ragdad-Ra- nen var saaledes med visse Afbrydelser bleven ført frem til i Nærheden af Mosul.

(i KAPTAJN DANIEL BRUUN

Fra denne store tyske Kommunikationsaare udgik talrige andre Forgreninger, som i militær Henseende var af stor Vigtig­

hed. Først skal nævnes Linien til Angora (261 km) paa Vej mod Armenien, dernæst Banen til Smyrna (en fransk Linie), som iøvrigt stod i Forbindelse med Marmarahavet ved en anden Linie, og hvorfra der udgik fem Linier til den sydvestlige Del af Lille­

asien (franske og engelske — ialt 1320 km). Paa denne Maade var Smyrna et vigtigt Centrum for Jærnbanerne.

Fra Bagdad-Banen udgik endvidere to korte Grene i Syd til Meisina (91 km) og Alexandrctte (00 km) ved Middelhavets in­

derste Bugt mod Nordøst. Endelig blev der under Verdenskrigen begyndt forskellige Linier, som paa Strækningen mellem Middel- havsegnene og Mesopotamien skulde føres videre mod Nord i Retning af Armenien, hvor de en Gang kunde komme i Forbin­

delse med Angora-Liniens Fortsættelse: den Trans-Armeniske Bane, som var projekteret.

De Lilleasiatiske Baners Ydeevne under Verdenskrigen blev dog mindre, end man i Tyskland havde ventet.

KAMPFRONTERNE

Som Basis under en Krig, i hvilken Tyrkiet maatte gøre Front til alle Sider, var Konstantinopel, som antydet, uheldigt beliggende, navnlig fordi Transport af Tropper og Materiel til de fjernere Fronter medførte enorme Vanskeligheder.

Foruden den euiopæiske Front, hvor det især gjaldt at værge Konstantinopel, var der i Asien følgende Fronter:

I)en ægyptiske Front, fra hvilken der aabnedes Mulighed for at ramme Storbritannien føleligt ved et Fremstød mod Sueskanalen.

Irakfronten i Mesopotamien, hvorfra dette Land skulde for­

svares mod Briternes Angreb fra den persiske Havbugt.

Fronten mod Persien, hvorfra Briter og Russere truede, om end i mindre Grad.

Endelig maatte der gøres Front mod Russerne, som fra Kau­

kasus alvorligt truede Armenien.

For de Hærstyrker, som kom til at kæmpe paa Irakfronten og den persiske Front, var Bagdad, den sekundære Basis, lige­

som Syrien med Damaskus var Basis for Operationerne mod

Dardanellerne—Gallipoli

Ægypten, hvor der iøvrigt maatte kæmpes ret isoleret, ettersom vidtstrakte Ørkener adskilte denne Front fra dens Basis og tra Irakfronten. Iøvrigt kunde Tropper uden større Vanskelighed over Aleppo forskydes fra den ene Front til den anden.

K a u k a s u s fronten var af alle Fronter værst stillet m. H. t.

Kommunikationslinier, eftersom Jærnbanenettene ikke berørte dette Kampomraade. Ad Søvejen var der, over Sortehavet, for­

bindelse mellem Konstantinopel og Trebizond, der laa meget ud­

sat, men da denne Forbindelse blev for farlig at benytte, maatte der fra Angora og navnlig Stationen Ulu Kyshla (i Taurusegnene paa Bagdadbanen) oprettes Forbindelseslinier over Land.

Straks i Begyndelsen af Krigen var Bugten ved Alexandrette bleven benyttet som Udskibningssted tor Tropper til flere al Fronterne, ogsaa til Kaukasus, men de allieredes Flaader for­

hindrede snart al Troppetransport ad denne Vej, saaledes at Bag­

dadbanen blev Hovedfærdselsaaren til de asiatiske Fronter, idet dog Banen til Angora tillige benyttedes. At disse Banelinier til Tider komplet overlastedes, vil let forstaas. Dag og Nat rullede der Transporter af Sted. Militærtogene udgik fra Hovedbanegaar- den i Haidar Pascha ved Bosporus. Det hele foregik med Orden, idet tyske Lokomotivførere og tyske Jærnbanebetjente besørgede Tjenesten i Togene.

Det vil ses, at Tyrkerne i Lilleasien til en vis Grad kunde operere paa de indre Operationslinier, medens dets fjender maat­

te benytte de ydre Linier, der til at begynde med var vidt tjær- nede fra hverandre.

DEN TYRKISKE HÆR OG DENS TYSKE HJÆLPERE

Da Verdenskrigen stundede til, var Ungtijrkerne de raadende i Sultanens Rige, skønt Befolkningen stod ret fremmed og ufor- staaende over for dette Parti, som arbejdede paa hele det tyr­

kiske Riges „Ottomanisering" og paa at kvæle de ikke-tyrkiske Nationaliteter gennem en fanatisk Sprog- og Racekamp.

Aarene 1908 til 1914 blev for Tyrkiet en kaotisk Periode. Ung- tyrkerne havde, til at begynde med, gode Kort paa Haanden, men deres Chauvinisme tog saadan Overhaand, at den ødelagde alt.

Balkan-Krigen 1912 satte deres Mod noget ned, men snart rejste

KAPTAJN DANIEL BRUUN

de Hovedet igen, og da Verdenskrigen kom, førte de, som vi skal se, deres Land ind i samme, idet de slog sig sammen med Cen­

tralmagterne, i det Haab, at deres Parti vilde vinde derved ind­

adtil og udadtil. De drømte om Erobringer paa Ruslands, Persiens og Storbritanniens Bekostning, til Krstatning for, hvad der var gaaet tabt paa Balkanhalvøen.

Den Mand af det ungtyrkiske Parti, som kom til at spille den mest fremtrædende Rolle med Hensyn til Maal og Midler lor den tyrkiske Krigsførelse, var Enver Pascha, som havde faaet sin militære Uddannelse i Tyskland, og som var stærkt paavirket herfra; men som paa den anden Side mente sig saa dygtig, selv­

stændig og overlegen, at han til Tider kunde trodse de Raad, som de i I yrkiet værende tyske Officerer gav ham. Feltmarchal, Friherre von der Goltz, havde gennem mange Aar gjort sit Bedste for at fremme Officersuddannelsen i Tyrkiet. Han var nu fore­

løbig borte, og i 1913 var General Liman von Sanders (Pascha) bleven udnævnt til Chef for „l)en tyske Militær-Mission i Tyrkiet", der bestod al 42 Officerer (senere flere), hvilke nu fremdeles skulde hjælpe Sultanens Hær paa Fode: „uden at blande sig i Poli­

tik", som Oidren lød. Liman fik efterhaanden adskillige Vanske­

ligheder at overvinde paa Grund af Enver Paschas Egenraadig- hed, og liere Gange var det paa Nippet til, at Liman inaatte vende hjem; men han blev fra sin egen Regering beordret til at blive, og Tyrkiets Hærledelse var vel tjent dermed, thi han viste sig under Krigen som en fremtrædende Fører, hvem For­

svaret af Gallipoli-Dardanellerne kom til at hvile paa, hvilket Hverv han løste paa en foi træffelig Maade. I Januar Maaned 1914 havde den ærgerrige Enver Pascha afløst den fortræffelige Krigs­

minister Izzet Pascha, uden at Sultanen blev bekendt dermed, før Ollentliggørelsen havde fundet Sted, hvilket viser de umulige indre borhold i Riget og Sultanens Afmægtighed over for „den nngtyrkiske Komité".

Enver begyndte nu at drive højt Spil med den tyrkiske Hær, i hvilken Forholdene i mange Henseender var elendige. De tyske Officerer søgte efter bedste Evne at raade Bod herpaa, og meget blev vel forandret til det bedre; inen dels blev Tyskerne modar­

bejdede paa forskellig Vis, og dels lagde den store Pengemangel Hindringer i Vejen for Forbedringer.

Først da Verdenskrigen kom, blev der fra Envers Side taget

Dardanellerne—Gallipoli 9

kraftig fat, men det var alt for sent. En af Envers første Hand- linger som Krigsminister viser hans Hensynsløshed og Mangel paa Forstaaelse af Hærens Tarv. Han afskedigede nemlig 1100 Officerer, som han ansaa for politiske Modstandere (Januar 1914) uden Hensyn til, om de iøvrigt var brugbare.

Da han blev Krigsminister havde han samtidig udnævnt sig selv til „Generalstabschef" for den tyrkiske Hær, med andre Ord som Hærens faktiske Leder. De tyske Officerer blev, da det be- byndte at knibe og alt tegnede til Krig, i August Maaned 1914 anvendte som tjenestegørende i Hæren, hvor navnlig de fortrin­

ligt uddannede Generalstabsofficerer ydede store Tjenester.

Enver Pascha forespurgte nu Liman, om denne vilde overtage Stillingen som Chef for Generalstaben under ham, hvad Gene­

ralen afslog med den Motivering, at han foretrak en Troppekom- mando — aabenbart, tordi han ikke vilde arbejde direkte under Enver.

oreløbig holdt Tyrkiet sig neutralt i Verdenskrigen, og de tyske Otticerer ønskede derfor at komme hjem for at tjene i deres egen Hær, som jo var draget i Felten; men det blev afslaaet af Kejser Wilhelm, som sikkert mente, at Tyrkiet snart ossaa _O skulde komme til at deltage i Krigen paa Centralmagternes Side.

Samtidig med den tyske Officers-Mission havde der i Tyrkiet væ­

ret en engelsk Mission, som tog sig af Flaaden. I Spidsen for den stod en engelsk Admiral, hvis Virksomhed selvfølgelig faldt bort, da I yrkiet kom i Krig med Ententemagterne.

Liman von Sanders har skrevet en fortræffelig Bog om sit Forhold i tyrkisk Tjeneste („Fünf Jahre Türkei"). I den resu­

merer han til Slutning det tyrkisk-tyske Sammenspil under Kri­

gen paa følgende Maade:

„I" em Aars militær Virksomhed i Tyrkiet i en høj ansvarlig Stilling ligger bag mig. De berettiger mig vel til at dømme om, hvad man vilde — og hvad man opnaaede:

De Forventninger, som Tyskland før Krigen havde haft til lyrkiets flersidige Udvikling, hvilken det i mange Retninger havde understøttet med direkte Hjælp, var højspændte, men de var ikke helt haabløse.

De F ordringer, som Tyskland under selve Krigen stillede til Tyrkiet som Allieret, blev for største Delen ikke opfyldte paa de Omraader, hvor det gjaldt Leveringer og Ydelser. Paa det

1(1 KAPTAJN DANIEL BRUUN

militære Omraade var de tyske Forventninger til Tyrkiets Virk­

somhed aldeles overspændte og derfor umulige; Tyrkiet skulde ikke blot forsvare Stræderne, dets egne Grænser af et uhyre Omfang det skulde ogsaa erobre Ægypten, gøre Persien uafhængigt og i Transkaukasien forberede Skabelsen af selvstændige Stater, om mulig dernæst true Indien gennem Afghanistan og endelig ogsaa yde Hjælp paa europæiske Krigsskuepladser.

Paa Tyrkiets og dets daværende militære Ledelse falder det fulde Ansvar for ikke at have t'orstaaet at bringe det Maal, man stillede sig, i Samklang med Landets militæie Midler.

Man maa ogsaa bebrejde Tyskland, at det har manglet nøg­

tern og klar saglig Bedømmelse af, hvad Tyrkiet med dets Magt­

midler var i Stand til at yde.

Liman slutter med følgende Udtalelse:

„Es scheint, dass die Gedanken an die Märchen von Tausend­

undeiner Nacht oder an die Luftspiegelungen der arabischen Wü­

ste das scharf abwägende Urteil in der Heimat getrübt haben."

Tyrkiet havde, da Krigen begyndte, M Armékorps paa Be­

nene og de var eller blev grupperede paa de forskellige Fronter paa følgende Maade:

Hovedgruppen stod i Konstantinopel og Thrakien samt paa den asiatiske Side af Dardanellerne og Bosporus:

1. og 3. Armékorps i Konstantinopel,

5. Armékorps ligeoverfor paa den asiatiske Side, 4. Armékorps ved Dardanellerne paa den asiatiske Side, 2. og (i. Armekorps i Adrianopel og paa Grænsen Syd derfor.

/ Syrien og Arabien:

8. Korps i Damaskus.

7. Korps sydligere.

Paa Kaukasus fronten og ved Persiens Nordvestgrænse:

9. Korps i Erzerum.

10. Korps i Ersinjan.

11. Korps i Van.

/ Mesopotamien:

12. Korps i Mosul.

13. Korps i Bagdad.

Dardanelltrne—Gallipoli

/ Jemen i Arabien endelig 14. Korps.

Nogen Hovedreserve, centralt opstillet i Lilleasien, fandtes ikke.

Opmarchen paa de forskellige Fronter lettedes ved, at Trop­

perne i Fredstid væsentlig var dislocerede i Nærheden. Kun 5.

og 6. Korps blev fra Syrien førte til Egnen om Konstantinopel.

Tyrkiets Mobilisering begyndte i Juli 1914 og fuldendtes i Au­

gust, September og Oktober Maaneder.

Der kom 500 000 Mand under Vaaben foruden 250 000 i De­

poterne.

Mobiliseringen gik, siger Liman von Sanders, „ganske glat", takket være de tyske Officerers Arbejde og den Omstændighed, at der levnedes Tid til samme.

løvrigt skete der snart Forskydninger af Tropperne, som vi ikke her kan komme ind paa, ogsaa af den Grund, at Meddelel­

serne herom er uoverensstemmende.

Armekorpsene var samlede i Armeer.

Liman fik nu Kommando over i . Armé (Konstantinopel), be- staaende af 5 Armékorps;

Marineministeren Djemaal Pcischn fik 2. Armé (ligeledes Konstantinopel) paa 2 Armékorps.

En 3. Armé paa 3 Armékorps opstilledes paa Kaukasus- Fronten.

I Løbet af Krigen opstillede Tyrkerne ialt 9 Armeer; men det var, siger Liman von Sanders, for en stor Del kun paa Papiret, at de eksisterede.

En meget stor Del af Hæren stod, som det vil ses, i det euro­

pæiske Tyrki for at forsvare Konstantinopel, og fordi Ungtyr­

kerne herfra vilde generobre, hvad der var tabt.

De Befæstningsanlæg, som forefandtes, var navnlig knyttede til Forsvaret af Darclanellerne, dels paa Gallipoli-Halvøen dels paa den asiatiske Kyst — samt paa begge Sider af Bosporus. En felt- befæstet Linie gik tværs over Gallipoli-Halvøen ved Bulair, og til Forsvar af Konstantinopel mod Vest laa den fra Krigen 1912—13 bekendte Tschataldscha-Stilling.

Endelig laa paa Kaukasusfronten den gamle Fæstning Erze- rum, paa Hovedvejen fra Kars til Transkaukasien.

12 KAPTAJN DANIEL BRUUN

II. PAA DE TYRKISKE KAMPFRONTER FORINDEN DARDANELLER-EKSPEDITIONEN

Ved Verdenskrigens Begyndelse var de tyske Krigsskibe Gä­

ben" og „Breslau tyede ind i Dardanellerne, hvor de blokeredes af en lille fransk-engelsk Flaade. De gik under andre Navne snart over i den tyrkiske Flaade.

I sidste Halvdel af August Maaned 1914 fandt et Møde Sted hos Enver Pascha, hvor militære Spørgsmaal drøftedes af højere Officerer. Der blev rejst det Spørgsmaal, om hvorvidt man anbe­

falede en Aktion mod Sueskanalen — for det Tilfælde, at Tyrkiet kom til at gribe ind i Krigen. Alle undtagen Liman von Sanders Pascha var for en saadan Aktion; men denne fraraadede den be­

stemt; derimod foreslog han, under Hensyn til Forholdene paa den tysk-østrigske Front, at foretage en stor tyrkisk Landgang mellem Odessa og Akkermann, saa den østrigske Sydfløj kunde blive understøttet.

„Göben' og „Breslau" skulde her hjælpe, og den russiske Flaade mente man (ogsaa indenfor tyrkiske Flaadekredse) at kunne hamle op med. General Liman mente, at de Styrker, der kunde komme til at angribe Ægypten, var for ringe og Land­

forbindelserne for slette; dertil kom, at da Briterne var Herrer til Søs, kunde de let med Forstærkninger fra Indien og Koloni­

erne naa til det angrebne Sted. Men hjemme fra Tyskland lod Rigskansleren Generalen vide, at han maatte frafalde sin Op­

position :

„In gemeinsamen Interesse ist Unternehmung gegen Ægypten von grossei' Wichtigkeit. Alle Bedenken gegen die von der Türkei vorgeschla­

genen Operationen haben Eure Excellenz daher diesem Gesichtspunkte unbedingt unterzuordnen".

Han havde intet andet at gøre.

Tyrkiske Torpedobaade under Kommando af tyske Søofficerer havde imidlertid fremtvunget Krigen mellem Tyrkiet og Rus­

land ved at bombardere Odessa — som det paastodes uden Ordre Ira Marineministeren Djemaal Pascha, ligesom „Göben" og „Bres­

lau" havde været i Kamp med russiske Krigsskibe i det sorte Hav (29. Oktober).

Tyrkiet maatte opgive sin Neutralitet.

Dardanel lerne Gallipoli

I de tyrkiske Regeringskredse havde man overvejende været for at stille sig paa Centralmagternes Side. Enver Pascha var fuldt ud tilbøjelig og Talaat Pascha var ret tilbøjelig dertil; men Djemaal Pascha havde fra et Ophold i Fiankrig under Flaade- manøvrerne laaet ret stærke Sympatier for Ententemagterne og stod vaklende. I)et tyrkiske Kabinet betragtede imidlertid det krigerske Sammenstød i Sortehavet som Anledning til Opgivelse af Neutraliteten, og det endte med, at Tyrkiet stillede sig paa Centralmagternes Side, og eftei nogle Dages Forløb var Tyrkiet i Krigstilstand mod Rusland.

Dardanellerne var, allerede i September 1914, bleven lukket med Miner, og Hær og Flaade var mobiliserede — for alle Til­

fældes Skyld. Efter Affæren i Sortehavet skulde dei tages Re­

pressalier, og engelske og franske Krigsskibe bombarderede i de første Dage af November paa lang Afstand Forterne ved Indløbet til Dardanellerne.

Der havde maaske dengang været en Mulighed for, at de Al­

lieredes Flaader kunde have forceret Stræderne op til Konstantin­

opel. Den Anskuelse har i alle Tilfælde været fremsat, og Liman von Sanders indrømmer i sin Rog, at man i de tyrkiske øverste Militærkredse ikke ansaa en saadan Aktion for umulig.

Tyrkiets Krigserklæring medførte foreløbig ingen større mili­

tære Regivenheder, hverken i Sortehavet eller foran Dardaneller­

ne, saalidt som andetsteds.

I November Maaned erklæredes „den hellige Krig"; man ventede i tyrkiske Regeringskredse en vældig Rejsning, men man blev grundig skuffet. I sig selv var den hellige Krig — siger Liman von Sanders — jo en Meningsløshed i Tilfældet, hvor Tyr­

kiet var i borbund med kristelige Stater, samtidig med, at tyske og østrigske Officerer og Soldater kæmpede i de tyrkiske Hære.

De store Krigsforetagender begyndte paa Kaukasus-Fronten og paa den ægyptiske Front.

I Begyndelsen at November havde 3. Armé, som stod paa først­

nævnte Front, under Kommando af Izzet Pascha, begyndt saa smaat at røre paa sig. Armeens Stabschef var den tyske Major Guse, og i Fæstningen Erzerum kommanderede den tyske Oberst Possfelat, saaledes at der var gode Chancer for Ledelsen af Ope­

14 KAPTAJN DANIEL BRUUN

rationerne. 3. Armé bestod af 9. og 10. Armékorps med Erzerum som Basis og 11. Armékorps i Egnen ved Van.

Rusland havde ved Krigens Udbrud paa Kaukasus-Fronten staaende et Armékorps (1.) samt nogle Reserve-Divisioner. Vice­

konge i Kaukasus var General Woronzow-Dashkow, og Cbef for Hæren var General Schabilow. Han fik efterhaanden saa mange Forstærkninger, bl. a. af turkestansk Infanteri og sibirisk Rytteri, at hans Hær i December naaede op til ca. 100,000 Mand; men i November var Styrken ikke saa stor.

Det Terræn, som Kampene her kom til at foregaa i, var et af de mest storstilede og vanskeligste for Operationer, som findes.

Kaukasusfjældene er som bekendt de højeste i Europa. Syd for dem ligger lavere Fjældpartier og mere aabent Land, paa Sydvestsiden, af hvilket Transkaukasiens vilde, forrevne Fjælde strækker sig. De dannede Grænsen mellem Ruslands og Tyrkiets Besiddelser.

I)cn russiske Grænse mod Persien, Øst derfor, gik gennem Højland til det kaspiske Hav. Persien som Militærmagt var uden Betydning. Dets nordlige Besiddelser blev gentagne Gange besat af russiske Tropper.

Tianskaukasien var for Rusland dog foreløbig kun en sekun­

dær Krigsskueplads.

Nogle Dage efter den første Razzia i Sortehavet var russiske Styrker i November gaaet over Grænsen og havde skærmydslet med Tyrkerne paa Vejen Kars-Erzerum. De tyrkiske Tropper sloges godt, og Modstanderne holdt hinanden Stangen med af­

vekslende Held. Det russiske Fremstød blev i alle Tilfælde bragt til at standse.

Enver Paseha, som personlig vilde høste Laurbær paa Kau­

kasusfronten, hvor alt foreløbig var gaaet godt for Tyskeine, be­

sluttede sig til i en kort Tid at lade andre (Ismail Hakki Pascha og Talaat Iiej, henholdsvis Generalintendant og Indenrigsmini­

ster) bestyre Krigsministeriet, medens han selv overtog Befalin­

gen over 3. Armé (Slut. Decbr.—Januar).

Forinden sin Afrejse til Fronten havde Enver Pascha skitseret sin Felttogsplan for General Liman von Sanders, som havde fra- raadet den. Enver vilde angribe Russerne frontalt paa Hovedvejen til Kars med 11. Armékorps, medens de to andre Korps (9. og 10.) skulde foretage en vældig omgaaende Bevægelse til venstre

Dardanel lerne Gall i poll" 15

for i Egnen ved Sarikamisch at falde Russerne i Flanke og Byg.

Senere skulde Kars tages.

Liman mente, at Operationen var for vanskelig at udføre i Bjærgegnene, hvor der mange Steder næppe var Fodstier. Men Enver stod fast. Felttoget endte med, at 3. Armé led et alvoi ligt Nederlag. Af ca. 90 000 Mand var kun (ifølge Liman) 12 000 tilbage.

Begge Hære havde kæmpet tappert, og man maa beundre baade Russernes og Tyrkernes Præstationer i en Højde af 3000 m. o. H. — tilmed ved Vintertid.

Tyrkerne var slaaet, men (ifølge andre Kilder) dog ikke helt knuste.

Efter de heftige Kampe i Januar indtraadte der en længere Ro paa denne Front, hvortil Vinteren og Kulden bidrog sit. Tyr­

kerne trængte til Reorganisation, men deres Opgave maatte dog stadig blive at binde saa mange Russere som muligt paa denne Front, og i alle Tilfælde at holde igen og forhindre en russisk Fremrykning i Lille Asien. Russerne trak imidlertid om Vinteren en Del Tropper til andre Fronter.

Udfaldet af Enver Paschas uheldige Felttog paa Kaukasus­

fronten blev, saavidt muligt, holdt hemmeligt, og han vendte til­

bage og overtog igen Posten som Krigsminister, medens Hawis Hakki Pascha, en efter Limans Sigende fremragende Personlig­

hed, som ansaas for en af Envers Medbejlere til Magten, fik Ordre til at overtage Kommandoen over 3. Armé — hvorved han samtidig holdtes paa Afstand fra Konstantinopel.

Imidlertid havde Felttoget mod Ægypten fundet Sted. I No­

vember var Djemaal Pascha bleven sendt til Syrien for at tage Befalingen over den Styrke, som skulde gaa mod Sueskanalen.

Foretagendet glippede, hovedsagelig fordi det var foretaget med for svage Kræfter*).

I Mesopotamien, paa Irak-Fronten, havde Tyrkerne ikke kun­

net forhindre, at Briterne gik frem. Den 22. November havde de besat Basra, hvorfra de rykkede videre, forbi Sammenløbet af Eufrat og Tigris, og naaede Knrna den 9. December 1914**).

I Begyndelsen af Aaret 1915 var Situationen altsaa den, at

*) Jvf.: Daniel Bruun: Englændernes Forsvar af Ægypten — (udg. af I)et Krigsvidenskabelige Selskab.)

**) Jvf.: Daniel Bruun: Fra Orienten (i „Gads Magasin", 1916.)

I<> KAPTAJN DANIEL BRUUN

Briterne trængte frem i Mesopotamien, at Tyrkernes Angreb paa Sueskanalen var afslaaet, — idet man dog her kunde vente, at de vilde forsøge et nyt Angreb — og at der paa Kaukasus­

fronten var Stilstand.

Mod Dardanellerne iværksatte de Allierede nu et Angreb, for om mulig at vinde frem til Konstantinopel; men ogsaa for sam­

tidig at tvinge Tyrkerne til at trække Tropper bort fra Kau­

kasusfronten og den ægyptiske Front, især den første.

III. DARDANELLERNE OG GALLI POL I-HALVØEN SOM KRIGSSKUEPLADS

Stævner man fra Ægæerhavet mod Indløbet til Dardaneller­

ne, det gamle Hellespont, er — siger en fransk Forfatter — alt blaat, Himlen som Havet. Til højre ligger en lav Kyststrækning med jævne Skraaninger. Til venstre ses hvide Kalkskrænter, indrammede af høje, gule og nøgne Bratninger. — Damper man videre ind i Strædet, ser man Asiens Kyst fjerne sig; det er Bug­

ten Erenkøi; men snart kommer Kysten igen nærmere, og For­

bjærget Kephez træder frem. — Over Bugten Sari-Siglar naar man dernæst den berømte Snævring („The Narrows"), der knap er 1400 Meter bred mellem de to Verdensdele. Kysterne stræk­

ker sig videre, ret ensformigt, til Gallipolibiigten, og saa kom­

mer Marmara Havet.

Der er i Dardanellerstrædet en betydelig Forskel paa de to Bredder. Paa Europasiden er Kysten næsten overalt høj og stejl og af og til furet af et mindre Vandløb eller en snæver Dal. Efter at have passeret Snævringen, sænker Kysten sig, og Bjærgene trækker sig tilbage mod det Indre.

Jordsmonnet strækker sig paa Europasiden i Terrasser ned til Vandet; det er kløftet og stenet. Det hele gør et øde og goldt Indtryk. Paa den asiatiske Side er Billedet et noget andet: Her bedækker Egekrat, Grupper af Fyr og store Lyngbuske Højder­

ne. Skønt Terrænet er mindre vildt end ved Gallipoli, er det dog meget bakket. Dale, Vandløb og Kløfter veksler som paa Europasiden. — Man følger Kysten videre og træffer smaa, smilende Pletter og Smaaøer liggende i Mundingen af de større Vandløb.

Dardanellerne—Gal li pol i 17

Hellespont er 47 miles lang og ikke over 7,000 Meter bredt.

To Strømninger, en Overflade- og en Undervandsstrøm, løber hver i sin Retning, førstnævnte ud i Ægæerhavet. Naar Vinden er med, bliver dennes Hastighed forøget til 3^2 Knob. Under­

strømmen gaar i modsat Retning til Marmara Havet. Dette Fæ­

nomen har sin Aarsag i forskellig Saltholdighed i øvre og nedre Lag i Vandet. Det mest saltholdige og tungeste Vand kommer fra Middelhavet. Overfladestrømmen bevirkede, at Tyrkerne kunde udsende Drivminer mod de Allieredes Eskadrer i Mun­

dingen af Dardanellerne, medens til Gengæld Undervandsstrøm- men hjalp de Allieredes Undervandsbaade fremad ind paa Tyr­

kernes Omraade.

Gallipoli-Halvøens Indre optages af Fjældrækker, der i Ho­

vedsagen er gennemskaarne af snævre, dybe Dale, vinkelret paa Kysterne. De muliggør saaledes, at Halvøen kan forsvares Stil­

ling paa Stilling.

Sydlig, nær Spidsen af Halvøen eller ,,Taaen'\ som ender i Kap Helles, ligger Atchi-Baba-Højderne (216 m), som spærrer Vejen til Maidos (N. for Midtersnævringen). De blev et attraaet Maal for de Allierede, og de dominerer hele Egnen Syd paa, lige til Kap Helles. Længere Nord paa træffer man Højderne ved Kilid Bahr og endnu længere mod Nord Sari Bair- og Anaforta- Højderne, der er endnu mere dominerende Plateauer, sidst­

nævnte Syd Øst for Suvla Bugten, paa Halvøens Nordvestside.

Terrænet er overalt vildsomt paa Gallipoli-Halvøen. Der fin­

des et Virvar af uregelmæssige Højder, kløvet af snævre Dal­

strøg og bratte Slugter. Jordbunden bestaar mest af løs Sand­

sten og er enten nøgen eller dækket af næsten uigennemtrænge­

ligt Buskads. I Regntiden er Vandløbene ret vandrige; men i den tørre Tid findes der intet Vand i dem, og Drikkevand er derfor i det hele taget vanskeligt at skaffe under almindelige Forhold. Til større Troppemasser er det i alle Tilfælde kun muligt ved Tilførsler at skaffe saadant i tilstrækkelig Mængde.

Voldsomme Storme raser ofte over Gallipoli-Halvøen. Somme­

ren er meget hed, og Fluerne en kolossal Plage. Vinteren er kold. — Betingelserne er saaledes elendige for Tropper, som skal operere her, og Landgang er yderst vanskelig og kan kun finde Sted paa l'aa Steder, hvor der tilmed kun er en yderst smal Kyst at sætte Foden paa. — Ikke desto mindre kom det

18 KAPTAJN DANIEL BRUUN

dertil, at en af Verdenskrigens betydningsfuldeste Operationer blev foretaget netop her.

Paa Gallipoli-Halvøen over dens smalleste Del, ved Bulair, var som ovenfor nævnt, en befæstet Tværlinie; herfra er der 75 km til Kap Helles. Omtrent midtvejs har Halvøen en Bredde af 20 km, gennemgaaende er den smallere. Dette Terræn blev paa mange Steder gennemfuret af Feltbefæstningsanlæg, da Kri­

gen blev ført over paa Landjorden.

I selve Dardaneller Strædet fandtes tre Fæstningsgrupper, beliggende paa de smalleste Steder, saaledes: 1) ved det vestlige Indløb, hvor Fortgruppen Sedd-ul-Dahr laa i Nærheden af Kap Helles, medens Kum Kale Fortet laa lige over for paa den asia­

tiske Side. 2) ved Snævringen i Midten af Strædet og 3) ved sam­

mes østlige Udløb i Marmarahavet, hvor Byen (iallipoli ligger.

Af Forterne var en Del gamle, forfaldne Værker; men efter 1864 blev der, paa engelsk Tilskyndelse og under Ledelse af en tgsk Officer paabegyndt Anlæg af moderne Værker, saaledes at Midtergruppen blev Dardanellernes Hovedforsvarsomraade. Be­

stykningen af disse Værker var dog af meget forskellig Værdi.

(iallipoli Halvøen, som blev vædet af britisk, fransk og tyr­

kisk Blod, og over hvilken Luften Maaneder igennem sitrede al Projektilernes Susen og Knalden, furedes efterhaanden af mile­

lange Skyttegrave, i hvilke modige, tørstige og stundom dødtrætte Mænd med aldrig svigtende Tapperhed og Snille stred for Pligt, Ære og — hver sit Fædreland, nogle som Tyrkerne for egen Jord, andre, der var hiddragne fra fjærne Egne i fire Verdensdele, for at vinde frem mod Konstantinopel, hvor jo Halvmaanen forlængst havde indtaget Korsets Plads. Men denne rasende Kamp var ikke haaren frem af religiøse Strømninger i Menneskenes Sjæle; men den var i al sin Realisme en af Faserne i Staternes frygtelige Kamp om Magten paa Hav og Jord. — Kun Musselmændene stred i deres eget Land, og det gav dem en vældig Styrke.

Sidste Gang en stor britisk Flaade var stævnet op gennem Dardanellerne, beredt til Kamp, var i 1878, da den frelste Kon­

stantinopel fra at falde i Russernes Vold. Den Gang som under Krimkrigen (1854—56) stod Storbritannien paa samme Side som Tyrkerne, der nu var deres Modstandere. Franskmændene havde ligeledes kæmpet sammen med Tyrkerne paa Krim. Og endnu længere tilbage i Napoleonskrigene, da Tyrkiet og Frankrig kom

Dardanellerne Gallipoli ₁₉

ti] Forstaaelse, lod England i 1807 Admiral Duckworth med en stærk Flaade forcere Dardanellerne og Bosporus, skønt disse Stræder allerede dengang, efter Forholdene, var stærkt befæstede.

Hvad der dengang lykkedes, skulde ikke senere gentage sig.

Dardanellerne s enorme strategiske Betydning havde til alle

rI ider været aabenbar, og vi skal ikke her nærmere komme ind derpaa. I 1809 afsluttede Tyrkiet og England en Traktat, ifølge hvilken Sejladsen gennem Dardanellerne var forbudt alle ikke- tyrkiske Skibe, og denne Traktat, som senere blev anerkendt af andre Stormagter, stod endnu i Hovedsagen ved Magt, da Verdens­

krigen udbrød. Dardanellerne og Bosporus var vedblivende Nøg­

len til det tyrkiske Riges Hjertekammer, Konstantinopel. Faldt denne By, var det ude med Ottomanernes Magt i Europa, og det asiatiske og europæiske Tyrki adskilt. I Dardanellernes snævre Del, ved Tschanak paa den asiatiske Side, laa som Regel den tyrkiske F laade lor at paase, at Reglerne om Sejladsen gen­

nem Stræderne opretholdtes; inen Forsvaret af dem skulde i det væsentlige tinde Sted ved de Forter, som var grupperede paa Strædernes Bredder.

Kommandofoi holdene her var til at begynde med meget ind­

viklede, og tørst i Slutningen af Aaret 1914, da General Liman von Sanders fik Kommandoen over hele Dardaneller-Gallipoli- Omraadet, kom der Enhed i Kommandoføringen.

Efter Limans Anskuelse vilde den allierede Flaade — selv om et Gennembrudsforsøg lykkedes og den havde vundet et Søslag i Marmarahavet — være kommen i en næppe holdbar Si­

tuation, saa længe Dardaneller-Passagens Bredder ikke var be­

satte al stærke, allierede Kræfter. Lykkedes det nemlig de tyr­

kiske 1 ropper at hævde sig paa Bredderne af „Snævringen" eller -efter at være fordrevet — paa ny at sætte sig fast der, saa blev det derved umuliggjort at eftersende Proviant- og Kulskibe.

En Landsætning ved Konstantinopel af Tropper, som der­

steds kunde proviantere sig i selve Landet, havde — som Følge af de trufne Forsvarsforanstaltninger — næppe Udsigt til at lykkes. Et virkeligt Resultat kunde derfor kun opnaas, om der samtidig med Flaade-Gennembrudet, eller forud, fandt en stor Landsætning af Tropper Sted.

En vis Udsigt til Besættelsen af Konstantinopel ved en en­

gelsk-fransk Flaade havdes dog, om der samtidig fandt en Land­

20 KAPTAJN DANIEL BRUUN

gang Sted ved Bosporusmundingen af stærke russiske Troppe­

styrker. Men ogsaa mod en saadan Landgang var der truffet For­

anstaltninger ved Anlæg af Batterier paa begge Sider af Bosporus- Mundingen og ved 6. tyrkiske Armékorps' Opstilling i St. Ste­

fano, hvorfra det kunde operere mod Landgangstropper.

Disse Forholdsregler var allerede trufne i December 1914.

Generalfeltmarschal Friherre v. d. Goltz kom fra Belgien til Konstantinopel for at blive Sultanens Generaladjudant. Senere fik han Kommandoen over en Armé.

Henry Morgenthau, amerikansk Ambassadør i Konstantinopel (fra 1913 til 1910), har i sin Bog: „Secrets of the Bosporus"

givet interessante Oplysninger oin, hvad der passerede i Tyr­

kiets Hovedstad i den her omhandlede Periode. De supplerer godt Liman von Sanders Meddelelser, og giver Udtryk for den Raadvildhed, der herskede blandt de fleste af Ungtyrkernes Le­

dere, som for Alvor frygtede for, at de Allieredes Flaader skulde forcere Dardanellerne og trænge frem til Konstantinopel. Den eneste, som i alle Tilfælde udadtil bevarede Ro og Koldblodighed, var Enver Pascha, som ikke for Alvor troede paa, at Dardanel­

lerne kunde blive forceret — og selv om saa var, vilde han forsvare Konstantinopel til sidste Mand —:

„De vil aldrig komme til at erobre en virkelig By — kun en Ruinhob," udtalte han til Morgenthau.

Det blev i alle Tilfælde fortalt — siger den amerikanske Gesandt — at der var magasineret Petroleum, for at man i givet Tilfælde kunde sættte Ild paa Byen, hvis mange Træhuse vilde blive et let Rov for Luerne. Sofiamoskeen, som jo op­

rindelig var en kristen Kirke, skulde ødelægges med Dyna­

mit o. s. fr.

Politipræfekten i Konstantinopel Bedri Bej, fortalte siden Mor­

genthau, at medens Enver var borte i Kaukasus, havde Talaat Pascha sammenkaldt et Slags Krigsraad for at drøfte Dardanel- lerspørgsmaalet. Det overværedes af Liman von Sanders, den tyske Admiral Usedom, som var Generalinspektør for det tyr­

kiske Kystforsvar, Tyskeren Bronsart, der var Generalstabschet, og forskellige andre. Alle som én var de af den Anskuelse, at den britiske og franske Flaade kunde forcere Dardanellerstrædet.

Det eneste, de diskuterede, var, hvorvidt det vilde tage 8 eller

Dardanellerne—Gallipoli 21

20 Timer for Skibene at naa Konstantinopel efter at de havde brudt Strædets Forsvar.

Man kendte vel Envers Mening; men man var besluttet paa at ignorere den Fraværende og uden hans Vidende gøre Forbe­

redelser. Tyskernes Kvinder og Børn skulde sendes bort til det indre af Landet, alle Bankerne skulde med deres Guldbehold­

ninger til Lille-Asien. Portens Arkiv var allerede bortsendt til Eski-Schehir, og de fremmede Ministre med deres Følge samt Embedsmændene havde gjort Forberedelse til at forlade Hoved­

staden sammen med Sultanen.

Da Enver kom tilbage fra Kaukasus, var han stadig overbe­

vist om, at Dardanellerne ikke kunde forceres. Han forstod ikke den Panik, som herskede i Konstantinopel, og han indbød den amerikanske Gesandt til med sig at besøge Befæstningsanlæg­

gene der. Det skete, og denne kunde nu overbevise sig om, at Tyskerne overalt havde betydelige Kommandoer — Forsvaret syntes i gode Hænder.

IV. FLAADEAKTIONEN MOD DABDANELLERNE Der toretaidt nogle aldeles resultatløse Beskydninger af de tyrkiske Yderforter, og en britisk Undervandsbaad var, den 13.

Januar, med stor Frejdighed løbet ind i Dardanellerne under Minespærringerne og havde torpederet et gammelt tyrkisk Pan­

serskib („Messudje"), som sank; en fransk Undervandsbaad, som senere forsøgte et lignende Kup, blev skudt i Sænk.

Efter at det i Januar 1915 var bleven besluttet, at de Allie­

rede for Alvor skulde angribe Dardanellerne, blev Blokadeski­

benes Antal forøget, saa at Flaaden i Februar talte ca. 80 Skibe, hvoraf en Snes store Slagskibe og Dreadnought's, blandt hvilke Englands nyeste: „Queen Elisabeth". Øerne Tenedos, Lemnos og Imbios ca. 50 km fra Lilleasiens Kyst blev besatte, og Mu- dros-Bugten paa sidstnævnte blev valgt som Hovedbasis for de kommende Operationer.

Den vældige Eskadre begyndte som tidligere antydet den 19.

Februar sine alvorlige Forsøg paa at forcere Strædet med et Bombardement af de ydre Forter, som dog ikke blev bragt til fuldkommen Tavshed. Den 25. Februar fandt der et nyt Bom­

22 KAPTAJN DANIEL BRUUN

bardement Sted paa Forterne paa begge Sider af Strædet. Næste Dag blev Fort Dardanos paa den asiatiske Side, inde i Strædet, beskudt, og Landgangsstyrker forsøgte at fuldende Ødelæggel­

sen af Forterne paa begge Sider af Strædet.

Den 1. Marts og i Dagene fra 5. Marts stævnede flere Skibe ind i Strædet mod Snævi ingen, ligesom andre, blandt hvilke

„Queen Elisabeth' beskød Forterne fra Saros-Bugten tværs over Gallipoli-Halvøen, saaledes Kilid Bahr og Tschanak i Snævringen;

men skønt der ofredes enorme Kvantiteter af Ammunition, og skønt der stundom blev skudt 2000 Skud pr. Dag, hvoraf en Del fra ,,Queen Elisabeth"s atten (38 cm) Kanoner, var Resultater­

ne ikke afgørende.

At forcere Dardanellerne ved Flaaden alene maatte opgives, og efterhaanden blev der nu, som det nærmere skal omtales, sat en Aktion i Gang af Hær og Flaade i Forening. Den endte, som bekendt, med, at de Allierede efter at have lidt meget store Tab, og efter forgæves at have opbudt deres yderste Kræfter for at tiltvinge sig Adgangen over Gallipoli-Halvøen og gennem Darda­

nellerne mod Konstantinopel, til sidst maatte give op.

Den offentlige Mening i England fordrede en Undersøgelse af, hvem der var Skyld i, at Ekspeditionen var sat i Værk, og en Undersøgelseskommission blev nedsat af Parlamentet midt under Krigen for at klargøre Forholdet ved Dardaneller-Ekspeditionens Tilblivelse.

Det blev Lord Cromer, Ægyptens Reformator, som kom til at staa i Spidsen for denne, og det blev ham, som kom til at affatte Rapporten om Resultaterne, der offentliggjordes i Fe­

bruar 1917. Det er uden for al Tvivl, at der fra denne Kommis­

sions Side — lige som for den, der undersøgte Forholdene, der medførte Kut-el-Amaras Fald — er udvist den størst mulige Upartiskhed; men det maa ikke overses, at Kommissionen var parlamentarisk og ikke militær, saaledes at det i Hovedsagen er bleven Politikernes Ansvar, som er bleven Genstand for Under­

søgelsen og dem (Krigsministeren, Marineministeren, Krigsraa- det og Premierministeren), som er bleven Genstand for Kritik, derimod ikke — eller i alle Tilfælde kun i ringe Grad — de kommanderende af Hær og Flaade, som ledede Operationerne ved Gallipoli.

Det viser sig da først og fremmest, at det engelske Regering

Dardanellerne—Gallipoli

maskineri, som havde med Krigen at gøre, var yderst kompli­

ceret, arbejdede med stærk Gnidning — stundom slet ikke — og at enkelte stærke Personligheder, især Krigsministeren Lord Kitchener og Marineministeren, Winston Churchill, fik en af­

gørende Indflydelse paa de Bestemmelser, som Regeringen tog med Hensyn til Angrebet paa Dardanellerne. I Krigens første Maaneder bistodes Regeringen af den saakaldte „Committee of Imperial Defence1', saaledes at Afgørelserne blev truffet af 22 Mænd i Forening, hvilket snart viste sig upraktisk. Der blev der­

for, den 25. November 1914, oprettet et „War Council'. Dette Krigsraad bestod dels af Ministre: PremierministerAsquith, Uden­

rigsminister (iieij, Finansminister Lloyd George, Minister for Indien Crewe, Krigsminister Kitchener og Marineminister Churchill, dels af specielt Sagkyndige som „First Sea Lord"

Lord Fisher og Admiral Wilson, begge paa Flaadens Vegne, me­

dens Lord Kitchener var den eneste Sagkyndige for Hærens Ved­

kommende. Den store Prestige, han nød, og hans staalsatte Ka­

rakter bevirkede, at han fik en afgørende Betydning — ja, i en lang Periode, fra 19. Marts til 14. Maj 1915, to af de mest be­

givenhedsrige Maaneder i Englands Krigshistorie, blev Ivrigs- raadet slet ikke samlet, og dets Medlemmer protesterede ikke.

Det var under disse Forhold, at Planen om et Angreb paa Dardanellerne modnedes og lidt efter lidt blev ført ud i Virke­

ligheden gennem forskellige Faser.

Det viste sig senere, at Mr. Churchill allerede i Slutningen af August Maaned 1914 var klar over, at Tyrkiet vilde gaa med Centralmagtei ne. Den 1. September skrev han privat til General Douglas Haig, som da var Chef for „The Imperial General Stalfu

og meddelte ham, at han (C.) og Lord Kitchener ønskede, at 2 Officerer af Flaaden og 2 af Generalstaben skulde udarbejde en Plan gaaende ud paa, at en græsk Hær og en engelsk Flaadeafde- ling skulde operere paa Gallipoli-Halvøen og i Marmara-Havet.

Den 3. September havde General Callwell, Direktøren for de mililære Operationer, udarbejdet et Memorandum, i hvilket han udtalte, at et Angreb paa Gallipoli-Halvøen fra Sø-Siden vilde være en overordentlig vanskelig Krigs-Operation. Han mente, at man ikke kunde udføre Angrebet med en Styrke, der var mindre end 60,000 Mand.

Mr. Churchill synes (som berørt) at have været den første,

24 KAPTAJN DANIEL BRUUN

der pegede paa Dardanellerne. Den 22. November fremkom han i Krigsraadet med en Udtalelse om, at den bedste Maade („the ideal method" ) at fora vare Ægypten paa, nar at angribe Darda­

nellerne.

Det var, forekommer det os, en fuldkommen rigtig Tanke.

Paa det daværende Tidspunkt truedes Ægypten fra Syrien, hvor der samledes Troppemasser til et Angreh paa Sues-Kanalen. I Mesopotamien var Briterne endnu ikke naaet videre langt frem, saa det kunde frygtes, at der fra Irakfronten kunde afgives Trop­

per til Angrebet paa Ægypten, endvidere var Tyrkerne tilsyne­

ladende stærke paa Kaukasusfronten — endelig kunde en Force­

ring af Dardanellerne, med Konstantinopel som Maal, skaffe Rus­

land Tilførsler, foruden at Forholdene paa Balkanhalvøen, hvor Bulgarien endnu ikke havde sluttet sig til Centralmagterne, i høj Grad vilde paavirkes deraf til Gunst for England og de Allie­

rede. Ogsaa Grækenland og Italien maatte paavirkes.

Hvorledes Angrebet paa Dardanellerne skulde udføres, og om det i det hele taget var muligt at sætte det i Værk, var man ikke straks klar over. Det synes, som om man nærmest tænkte sig en forenet Flaade- og Hæraktion. Lord Kitchener var vel klar over det forinaalstjenlige i, at der blev foretaget „en Diversion' mod de tyrkiske Forbindelseslinier, dog mente han ikke, at Øjeblik­

ket dertil endnu var kommet.

Saa kom der den 2. .Jannar 1915 et alarmerende Telegram fra den engelske Gesandt i Petrograd, i hvilket det hed, at Russerne, som blev haardt trængte i Kaukasus, bad om, at der maatte blive

„foretaget en Demonstration" et eller andet Sted for at frigøre dem noget.

Følgen blev, at det omdiskuterede Angreb paa Dardanellerne ved en af Hær og Flaade i Forening foretaget Aktion, efterhaan- den gled over til at blive et rent Flaadeangreb. Det fremgaar klart af Undersøgelserne, at dette Resultat ikke fremkom som Følge af de Sagkyndiges Raad; inen fordi Krigsministeren erklæ­

rede, at der ikke var Tropper rede til Operationer paa denne Front. Der blev fra Krigsraadets Side ikke forlangt nærmere Op­

gørelse over, hvilke Tropper der i det hele taget var paa Benene eller vilde blive til Brug i en nær Fremtid. I Undersøgelseskom­

missionens Rapport hedder det: „var dette sket, tror vi, at det vilde have vist sig, at der var et tilstrækkeligt Antal Tropper til

Dardanellerne Gallipoli 2f>

en forenet Flaade- og Hær-Operation paa et tidligere Tidspunkt end antaget. Men der skete i saa Henseende ingen Undersøgelse af Krigsraadet. Derfor blev det Spørgsmaal stillet i Krigsraadet den 13. Januar, om hvorvidt der overhovedet for Tiden skulde foretages nogen Aktion, eller om en saadan skulde blive udført af Flaaden alene, idet man gik ud fra, at der ikke var andre Kræfter rede end sømilitære."

Lord Kitcheners Vægring ved at yde Landtropper til et Darda- nellerangreb bevirkede ingenlunde, at Mr. Churchill fik Betænke­

ligheder; han fastholdt haardnakket sin Plan, som nu — efter den russiske Anmodning — var endnu mere paakrævet.

Den 3. Januar var Chefen for den engelske Eskadre i det østlige Middelhav, Admiral Garden, bleven spurgt, om han mente, at Dardanellerne kunde forceres med Skibe alene. Han svarede gentagne Gange (5. og 11. Januar), at han mente, det kunde gø­

res med et stort Antal Skibe ved metodisk F remgang smaade i Lø­

bet af ca. 1 Maaned. Den første Fase maatte blive Ødelæggelsen af de ydre Forter.

Som Følge heraf endte det betydningsfulde Møde i Krigsraadet den 13. Januar med den skæbnesvangre Beslutning:

„Admiralitetet beordres til at forberede en Flaadeekspedition, som til Februar skal bombardere og tage Gallipoli-Halvøen — med Konstantinopel som Maal."

Ingen protesterede, og de Sagkyndiges Stilling til Sagen blev refereret til Premierministeren som ,,meget gunstig". I alle Til­

fælde var Lord Kitchener gunstig stemt for Flaadeaktionen, me­

dens Lord Fisher og Sir Arthur Wilson havde foretrukket en forenet Hær- og Flaade-Aktion; men de blev ikke spurgte, og ansaa sig ikke for forpligtede til at gribe ind. Undersøgelseskom­

missionen siger: „Vi mener, at et overraskende Angreb paa Galli- poli-Halvøen frembød saa store militære og politiske Fordele, at det var et Misgreb og forkasteligt at risikere noget ved en ilsom Be­

slutning om at foretage et Flaadeangreb alene, hvilket, ifølge sin Natur, ikke fuldt ud kunde svare til „Ordlyden af Beslutningen".

Da Krigsraadet imidlertid igen holdt Møde den 28. Januar, var det klart for alle, at Lord Fisher havde faaet Betænkeligheder.

Tre Dage forud havde han indgivet et Memorandum angaaende Flaadens Optræden i det hele taget — uden dog deri at fordøm­

me Angrebet paa Dardanellerne.

KAPTAJN DANIEL BRUUN

Før Mødet erklærede han, at han vilde gaa af; men han gav efter for Lord Kitcheners og Mr. Churchills Pression og ind­

vilgede til Slutning halvt modvillig i Flaadeoperationen, men som det blev udtalt: „wi drifted into the big militari] attack"

Lord Kitchener erklærede, at et hæderligt Flaadeangreb var lige saa godt som et heldigt Felttog, og Grey, at man da ikke be­

høvede at frygte for en bulgarsk Indgriben. Det franske Marine­

ministerium lovede at medvirke, og den russiske Øverstkomman­

derende, Storfijrst Nikolaus, modtog Planen med Begejstring.

Man gik ud fra, at selv om Flaadeangi ebet mislykkedes, kunde man i Tide trække sig ud af Affæren; men man bedrog sig. Bor­

det fangede, og Englands Prestige fordrede, at man, da det virke­

lig gik galt, førte Sagen videre frem.

Imidlertid havde Krigsraadet, midt i Februar (den 16.), be­

sluttet, at der for alle Tilfældes Skyld, skulde samles Ti opper efter en større Maalestok paa de ægæiske Øer i Nærheden af Dardanellerne.

Øerne Tenedos, Imbros og Lemnos (50 km fra Lilleasiens Kyst) skulde besættes, og Mudros Bugten paa sidstnævnte blive Basis for de eventuelle Operationer gennem Dardanellerne.

Undersøgelseskommissionen fandt denne Koncentration af Tropper betænkelig, naar man ikke vilde eller kunde bruge dem straks til et Angreb sammen med Flaaden:

„Selv om Tropperne ikke blev landsatte, maa det dog være aabenlyst for alle, at man tilstræbte et alvorligt Angreb og at en Opgiven af dette ikke kunde ske uden at man mistede Prestige."

„Enten burde der straks gøres en voldsom Anstrengelse for at opnaa et gunstigt Resultat i Dardanellerne gennem en forenet Flaade- og Hærbesættelse, eller man maatte komme tilbage til den oprindelige Tanke at afstaa fra en Flaadeaktion alene, saafremt det viste sig, at Resultaterne af et Bombardement ikke var til­

fredsstillende."

Den 19. Februar begyndte imidlertid Flaadeaktionen, og fra nu af i en Maanedstid blev Forterne ved Udløbet udsatte for et voldsomt Bombardement, ligesom tyrkiske Minespærringer søgtes fjernede. I de første Dage af Marts dampede flere Slagskibe gen­

tagne Gange ind i Strædet; medens andre fyrede paa Afstand fra Farvandet Nord for Gallipoli-Halvøen og over denne mod For­

terne ved Strædet. Resultatet var ikke stort.

Dardanellerne—Gallipoli 27

Troppckoncentrationeme var imidlertid begyndt; men blev straks hæmmede. Lord Kitchener havde saaledes egenmægtigt den 20. Februar standset 29. Divisions Afgang til Levanten, vistnok som Følge af en — som det viste sig — ugrundet Frygt for Vestfronten. Dette affødte en skarp Diskussion mellem ham og Churchill nogle Dage efter i Ivrigsraadet. Først tre Uger efter (10. Marts) fik Divisionen Ordre til at afgaa; men en kostbar Tid var gaaet tabt.

Det tyrkiske Hovedkvarter, siger Liman von Sandeis, regnede for Alvor i Slutningen af Februar 1915 med, at et fjendtligt Flaade- Gennembrud kunde finde Sted gennem Dardanellerne, Marmara- havet og Bosporus mod Konstantinopel, og Liman siger, at der (som ovenfor angivet) var truffet alle mulige Forberedelser til at flytte Sultanen, Skatkammeret, Militær- og Civilautoriteter m. m. i Hast over til det Indre af Lilleasien. I Tiden fra 20. Fe­

bruar til 1. Marts blev disse Forberedelser trufne. Forsvaret af selve Dardanellerne var paa dette Tidspunkt i Virkeligheden ved at blive opgivet, og 1. Armé skulde derefter med Front mod Syd forsvare Nordkysten, 2. Armé, med Front mod Nord, Sydkysten af Marmarahavet — Forsvaret af Gallipoli-Halvøen's Yderkyst og Dardaneller-Mundingens asiatiske Kyst var opgivet.

Den 23. Februer rettede Liman von Sanders en Skrivelse til Enver Pascha, i hvilken han søgte at paavise det skadelige i de trufne Bestemmelser. Han hævdede, at der burde opstilles en tyr­

kisk Armé til Afværgning af et engelsk-fransk Fremstød i Dar­

danellerne, og en anden i Konstantinopels Omegn til Imødegaaelse af en russisk Landgang sammesteds — hvilke Angreb man maatte kunne vente. Der burde som Følge heraf ikke tages Front mod Syd og Nord, men mod Vest og Øst.

Den 25. s. M. modtog Liman Svar fra Enver, gaaende ud paa, at denne ikke delte Limans Anskuelser — og uden iøvrigt at begrunde Afslaget.

Den 1. Marts udgik der derefter fra det tyrkiske Hovedkvar­

ter Befaling til, at 2. Armékorps fra Adrianopel skulde trækkes tilbage til Tschataldscha-Linien, og til, at 4. Armékorps, som stod paa den asiatiske Kyst, Syd for Marmara-Havet, i Panderma-Ba- likesir-Omraadet, skulde dirigeres Øst paa til Ismid Bugten. Men netop disse to Korps var dem, der stod Dardanellerne nærmest,