Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
J rige Pebeu.
Social
Ny orientej ing,
130019383998
I N G E D E B E S
SOCIAL
NYORIENTERING
STEENSKE FORLAG KRISTIANIA
-iw- • • ' •/»• *
SOCIAL
NYORIENTERING
A V
I N G E D E B E S
STEENSKE FORLAG KRISTIANIA
-mr •
INDHOLD
England efter krigen side 5
Tyskland efter krigen 33
Norge efter krigen 39
England efter krigen.
Krigen har skapt en slik omdannelse paa det økono
miske omraade at næsten ikke noget længer gaar efter de gamle linjer. Staten har maattet gripe ind paa en række omraader, ikke altid med held; for mange vil feilgrepene være bevis for at Staten ikke bør blande sig op i det økonomiske liv; andre, og vel de fleste, vil hævde at i det store og hele har Statens indgripen været til gagn; misgrep kunde ikke undgaaes. I Tysk
land er det endog en sterk borgerlig bevægelse for at Staten efter krigen skal holde fast paa sin stilling til bedriftslivet og omsætningen, ja gaa endda skarpere til- verks. Rathenaus forslag til økonomisk nyordning viser klart hvorledes mellemmændenes og den fri spekulations dage er talte i Tyskland. Uten den mest koncentrerte samvirkeordning vil Tyskland aldrig kunne klare sig ut av miséren det er kommet op i.
De skarpe krav er ikke unaturlig i et land som Tysk
land der Staten altid har hat en stek indflydelse paa det økonomiske liv; mere unaturlig er det at man der likeoverfor arbejderklassen alene mante til underka
stelse, nøisomhet og øket arbeide. Selv socialistiske skri
benter hadde ikke anden trøst at gi for tiden efter krigen.
Imidlertid indvarsles der nu en ny periode i det tyske rike, og dermed kanske en anden fremtid for arbeider- klassen.
danske anderledes ser forholdene ut i England. Der har de som styrer altid vist en forbausende evne til at møte nye tider med en delvis imøtekommenhet, som bryter braadden av kravene. Saa har det ogsaa gaat nu.
Det som under krigen er sked i England paa det økono
miske omraade er av den allerstørste betydning ogsaa for den sociale utvikling i vort eget land. Derfor vil det være av interesse at undersøke nærmere den nyorien
tering som foregaar derover forsaavidt vi er istand til det paa grundlag av de oplysninger det er mulig at skaffe.
For at faa ordentlig oversigt er det imidlertid nød
vendig at se nærmere paa den myndighet den engelske stat for tiden har, og hvorledes denne myndighet er blit brukt.
Statens kontrol over næringslivet i England.
Før krigen hersket i England frihandel i videste ut- strækning. Staten hadde ikke myndighet til at blande sig ind i bedrifts- og forretningslivet. Krigen fremtvang en ændring i disse forhold og nu har Staten gjennem en række lover faat næsten diktatorisk magt.
Admiralitetet, krigsraadet og krigsforsyningsdepar- tementet har ret til:
at kræve at der skal bli stillet til deres raadighet alt eller en del av produktionen eller driftsmateriellet i en
hver bedrift i riket,
at ta i besiddelse og bruke i flaatens eller armeens tjeneste alle bedrifter eller deres driftsmateriel,
at kræve at ethvert arbeide i hvilkensomhelst virk- somhet skal bli utført overensstemmende med regler git av admiralitetet, krigsraadet eller krigsforsyningsdepar- tementet i den hensigt at gjøre bedrifterne, materiellet
_• • "W- • -anp* •
7
eller arbeidet der saa nyttig som mulig for produktio
nen av krigsmateriel,
at regulere eller indskrænke arbeidet i enhver bedrift eller paa ethvert sted, eller ansættelse og anvendelse av enhver arbeider eller alle eller enkelte klasser av arbei- dere i bedrifterne, eller at fjerne materiel derfra for at opretholde eller øke produktionen av krigsmateriel i an
dre bedrifter eller paa andre arbeidssteder eller regu
lere og kontrolere tilførslen av metaller og materiale som maa bli krævet til fabrikation av krigsmateriel,
at ta i besiddelse ethvert ledig hus for at skaffe bo
lig til arbeidere ansat ved produktion, lagring eller transport av krigsmateriel.
Gjennem en sterkt utvidet fortolkning av hvad som menes med «krigsforsyning» har Staten ved alle disse foranstaltninger i virkeligheten faat ret til at lægge un
der sin kontrol nær sagt al industri i riket like til byg
ning av hus.
Men til disse drastiske forholdsregler gik England ikke straks. De har tvunget sig frem av den haarde nød- vendighet efterhvert som de gamle økonomiske linjer viste sig uholdbare. England var i virkeligheten ganske uforberedt paa en krig tillands, og selvsagt slet ikke for
beredt for krig i aarrækker.
Staten og industrien.
Den eneste forberedelse som var blit tat i England med sigte paa en stor krig gjaldt jernbanerne. Saa langt tilbake som i 1871 fastsatte en parlamentsakt, at jern
banerne i tilfælde av krig straks skulde bli overtat av Staten. Denne ret blev ikke brukt før ved utbruddet av den nuværende krig. Et av de første skridt Staten tok var at jernbanerne i England. Skotland og Wales i
august 1914 blev overtat med alt materiel og hele perso
nalet. Kontrollen blev overdradd tii generaldirektørerne for de vigtigste jernbaneselskaper. Like nødvendig var det at faa øket saa hurtig som mulig produktionen av kanoner, ammunition og alt materiel som var nødven
dig for militære operationer. Det materiel som fandtes var haabløst utilstrækkelig til at møte behovene i en slik krig. Derfor maatte Staten sørge for en sterk økning av produktionen, og det blev straks tat skridt til at faa kontrollen over alle maskin- og kemiske fabrikker som kunde omlægges til produktion av krigsmateriel.
Eftersom maanederne gik, blev statskontrollen skridt for skridt utvidet indtil den praktisk talt dækket alle grener av den industri som producerte krigsmateriel — klær, utrustning, transportmidler. Men det viste sig snart, at skulde England kunne møte de uhørt store krav, som blev stillet, maatte Staten ha indflydelse paa ethvert punkt av produktionen. Derfor maatte ogsaa raama- terialerne ind under kontrol — jerngruber, støperier og staalverk, lær, uld, bomuld, jute, hamp, lin enten det var hjemmeproducert vare eller importert. Og saa langt har denne kontrol strakt sig, at nu praktisk talt al indu
stri enten den driver produktion av raamaterialer eller færdige fabrikata eller transport av krigsmateriel eller civile fornødenheter maa henvende sig til et departement
for at faa raamaterialer eller maskiner.
Paa ett omraade gik det forholdvis sent med Statens overtagelse, idet der likeoverfor kulgruberne blev prøvd en anden fremgangsmaate. Der blev ved en parlaments- akt i 1915 bestemt at ikke nogen kulgrubeeier maatte be
regne mere end 4/— pr. ton over prisen før krigen paa samme slags kul. Dette varte til 1916; men da blev det konflikter mellem grubeeierne og arbeiderne i Syd
9
Wales grubedistrikter. Da den britiske marine faar sin røksvake steamkul fra disse gruber, maatte konflikten hurtigst mulig bringes til løsning, og Staten blev nødt til at overta gruberne i Syd Wales. I mars 1917 blev kon
trollen utvidet til at omfatte alle kulgruber i riket.
Altsaa er praktisk talt al industri kommet under statskontrol eller direkte under Statens ledelse i Eng
land, der «frihandel» var det ene saliggjørende like til krigsutbruddet.
Staten og skibsfarten.
England var før krigen paa nær sagt alle hold av- hængig av oversjøisk tilførsel. For os har det derfor en særlig betydning at se, hvorledes det er gaat med skibs
farten. Naar en tænker paa tonnagemangelen nu, er det ganske interessant at i de første seks maaneder av krigen var det saa store forsyninger og slik overflod av tonnage i England at talrike dampskibe blev lagt op i britiske havne, og britiske skibsredere styrtet over hverandre for at slutte kontrakter med Staten til fragter som snaut dækket arbeidsutgifterne. Paa den maaten blev det ikke rekvirert nogen tonnage i den første tid av krigen. Det blev bare sluttet kontrakter til saakaldte
«Blaa boks» fragter — fragter som bare gav en ganske liten fortjeneste i forhold til skibenes værdi. Fortjene
sten var saa liten, at det ivaar under tryk fra skibsre
derne blev tat op til behandling spørsmaal om økning av utbyttet. Hvorvidt det ved de sidste fragtnedsæt
telser blev tat hensyn til dette saaledes at fragterne blev noget høiere end de ellers vilde været, savnes oplys
ninger om, men iethvertfald har den skarpe politik fra engelsk side paa dette punkt ogsaa skaffet vort hjem
memarked lettelser. Vi har selv saa fjernt faat merke.
hvilken stor magt Staten har, naar den vil bruke den og forstaar at bruke den paa den rette maaten.
Eftersom krigen gik og armeerne øket med millioner og krigsomraadet blev utvidet, øket efterspørselen efter tonnage meget hurtig, mens den disponible tonnage sam
tidig blev sterkt formindsket som følge av sænkninger ved krydsere, miner og undervandsbaater. Resultatet er at iaar er det blit nødvendig for Staten at rekvirere hole den britiske handelstonnage og alle skibsverfter, tørdokker og skibsreparationsvirksomheter i riket.
Staten og jordbruket.
Indtil vinteren 1917 hadde Englands tilførsler gaat nogenlunde som før, men der var dog, for at frigjøre tonnage, blit ført en sterk agitation for at faa bønderne til frivillig at øke produktionen av hvete og andre føde
varer. Den uindskrænkede u-baatkrig stillet imidlertid England overfor den fare at tilførslerne skulde stoppe op og der maatte derfor skrides til sterkere forholds
regler. Det gjaldt at skaffe en kraftigere spore til at øke det dyrkede areal, og ved en parlamentsakt blev det vaaren 1917 sikret bønderne en mindstepris for hvete 5 aar fremover og for poteter for 1 aar. Samtidig fik land- bruksdepartementet adgang til at frata bønder eller jord- eiere jord som blev daarlig eller ikke fuldt ut opdyrket, og det blev mindsteløn for landarbejderne av 25 sh. pr.
uke. Lønningerne fastsattes av lønningsraad sammen
sat av repræsentanter fra Staten, av arbeidsgivere og arbeidere for hvert grevskap.
For at faa det bedst mulige resultat fik hvert grev
skap et bestemt antal acres jord at dyrke op, og det blev i hvert grevskap dannet jordraad som igjen for
delte dette antal acres paa bønderne i grevskapet. Re
11
sultatet var, at der i 1917 blev lagt noget saadant som 1 million acres mere land under plogen (ca. 4 millioner maal). Iaar er det dyrkede land antagelig øket med end yderligere 3 millioner acres.
Staten, arbeidsgiverne og arbeiderne.
Forholdet mellem Staten og arbeidsgiverne er ord
net paa meget forskjellig maate. For jernbanerne er sel- skaperne praktisk talt garantert den nettoindtægt de hadde i 1913 og de har alle med nogen faa undtagel
ser utdelt det samme utbytte som de gav det aaret.
Overfor kanaler og vandveier er de samme linjer blit fulgt. De maskinverksteder, kemiske fabrikker og lig
nende foretagender som er sat under kontrol, har faat lov til at ta 20 pet. mere fortjeneste end de hadde før krigen, mens det blev truffet særlige ordninger for den nye kapital som blev anbragt i virksomheter, som vil bli unyttige naar krigen er over. Alle andre virksomheter kommer ind under krigsgevinstskatteloven, som lar Sta
ten faa en viss procent av alt utbytte som overskrider utbyttet før krigen. Denne procent var i 1915 50 pet., i 1916 60 pet. og siden 80 pet.
Den engelske stat har gjennem krigsforsyningslovene ogsaa faat andre og vigtige rettigheter likeoverfor in
dustrien foruten retten til at begrænse arbeidsgivernes utbytte. Alle bedrifter som er under kontrol er pligtig til at gi alle de oplysninger om bedrifter og arbeiderne som departementet finder det nødvendig at kræve, og departementet har ret til at regulere arbeidsvilkaarene, ordne tarifoverenskomster og arbeidstvister, fastsætte arbeidstid og løn, disciplinære regler og bestemmelser om flytning; og denne myndighet har departementet i vid utstrækning gjort bruk av, saaledes kan f. eks. en bedrift
ikke foreta nogen lønsændring for sine arbeidere, funk
tionærer eller direktører uten departementets samtykke.
Overfor arbeiderne har Staten ogsaa paa anden maate faat en meget sterk stilling. Dengang krigen brøt ut var det fra talrike fagforeninger reist krav om øket løn og kortere arbeidstid. Av hensyn til den nationale nødvendighet, besluttet fagforeningerne at la alle slike krav ligge saalænge krigen varte. Men fagforeningerne gik videre. Tarifavtaler eller regler som kunde tænkes at stille sig hindrende iveien for den hurtigst mulige pro
duktion blev efter overenskomst med Staten sat ut av kraft, mot Statens løfte om at de skulde bli virksomme igjen naar krigen var slut. Med andre ord: arbeiderne gik ind paa fuldstændig borgfred.
Tilslut nogen faa ord om Statens forhold til omsæt
ningen, hvor indgrepene er langt mindre væsentlige.
Rationering.
England kom heller ikke forbi fordelingsproblemet.
Den første fødevare som kom under kontrol var sukker.
Staten overtok i oktober 1914 alle beholdninger og sør
get for fordelingen. For alle andre fødevarer var det frit slag like til slutten av 1916, da hvete og hvetemel blev lagt under kontrol av en statskommission som se
nere ogsaa har faat kontrol over alle andre kornsorter og alle landets møller.
Men Staten maatte gaa videre og sætte maksimal
regler for den mat som kan serveres paa hoteller, re
stauranter og klubber og det er ogsaa blit fastsat regler for fastsættelsen av det maksimum av smør og kjøt som kan bli kjøpt av en enkelt person.
Helt gjennemført rationering har derimot vistnok ikke været nødvendig.
13
Prisregulering.
Ogsaa prisstigningen har krævet Statens indgripen.
I de første maaneder av krigen var det liten prisstigning i England, men fra 1915 til midten av 1917 var det en sta
dig stigning av prisen paa praktisk talt alle livsfornøden- heter. Dette har igjen gjort det nødvendig at øke alle lønninger i alle grener av industrien, og stort set har disse lønsforhøielser svaret til økningen i leveomkost
ninger. Denne lønsforhøielse har været baaret av Sta
ten som helhet — enten direkte som ved jernbanerne, hvor eierne blev garantert en fast indtægt, eller indi
rekte som i praktisk talt al anden industri, hvor det blev tillatt en tilsvarende forhøielse av vareprisen.
Men da prisen paa de uundværligste levnetsmidler i første halvdel av 1917 steg til en næsten uutholdelig høide grep Staten direkte ind og nedsatte brødprisen meget sterkt. De voldsomme utgifter blir baaret av Sta
ten. Ogsaa kjøtpriserne blev formindsket. Det lykkedes paa dette punkt virkelig Staten ikke bare at stanse stig
ningen av vareprisen, men endogsaa faa den til at falde
— i sin helhet omkring 8 pet.
Men senere har den dog paany steget om end ikke paa langt nær til de høider som her i Norge.
#
Den engelske stat har traadt ut av sin fornemme til- baketrukkenhet og har grepet ind i alle grener av næ
ringslivet. Det vældige arbeide som her er blit gjort og blir gjort er saameget mere beundringsværdig som det ligger helt utenfor det engelske folks almindelige tankegang og i strid med hele det borgerlige livssyn og hele den tidligere økonomiske utvikling i England.
Selvfølgelig har ikke denne revolution av de økono
miske forhold kunnet foregaa uten rivninger, misnøie og motstand.
Uro og misnøie i England.
Før krigen var det i England som alle andre steder i verden en stigende misnøie og uro i alle samfundslag, men særlig i arbeiderkredser. Krigsutbruddet virket lammende. Det var som om alt var slut, verdens ende nær. Hver en var glad for at en i det hele greide at leve.
Beretninger fortæller om hvorledes overklassen i Eng
land indskrænket sit forbruk paa alle maater, drak vand istedenfor te o. s. v. Da saa krigen vedblev og ikke saa ut til at skulle slutte paa de nærmeste maaneder, tok de «initiativrike» fat som før og søkte at faa mest mu
lig ut av situationen der som hos os. Lord Kitchener hadde rigtignok sagt, at krigen kom til at vare tre aar.
Det var ikke nogen som egentlig trod.de paa det, og folk fandt sig i at nogen utnyttet forholdene, for det kunde jo ikke vare saa længe. Men da aaret 1916 kom uten fred, og forholdene stadig blev værre, tok misnøien til at bre sig paa alle kanter. Statens indgrep blev efter- haanden større og større, det blev gjort feilgrep. Pri
serne steg og steg. Men arbeiderne hadde gaat med paa
«borgfred», de var bundet saa at si paa hænder og føt- ter, foaade likeoverfor arbejdsgiverne og overfor Sta
ten som stadig øket sine krav til arbeiderne. Tilslut blev det saa ilde, at arbeiderne flere steder gik til streik trods borgfreden. Alvorligst var kulgrubestreiken i Wales og streikerne ved ammunitionsfabrikken og skibsverfterne.
Arbeiderne hadde samtidig mistet tilliden til sine le
dere. Det var efterhaanden paa grund av Statens indgrep i industrien blit et intimt samarbejde mellem Staten, ar-
*i3f ' | (T 'JfiPP
15
beidsgiverne og fagforeningslederne, og dette maatte vække mistro, naar arbeiderne ikke saa nogen frugter for sig av arbeidet, men isteden blev stillet overfor nye krav, samtidig som livsvilkaarene stadig blev forværret.
Undersøkelseskomiteen.
Stillet overfor denne økende uro, hadde Regjeringen ett av to at gjøre. Enten følge eksemplet fra andre land og holde de misfornøiede i tømme med vaabenmagt; den kunde nok ha skaffet sig farvede tropper som vilde gjøre tjeneste. Den engelske regjering valgte den andre veien. I 1917 blev det nedsat en komité for at undersøke den sociale uro. Og komiteen fik av premierministeren nærmere oplysning om, at han ønsket at undersøkel- serne skulde bli anlagt paa bredt grundlag uten unødige formaliteter og bli foretat saa hurtig som det var for
enelig med grundighet.
Naar vi tænker paa vore hjemlige komiteers mindre hurtige tempo, er det ganske interessant at komiteen traadte sammen samme dag den var nedsat. Den delte sig straks i S avdelinger; hver skulde ha sin del av lan
det og skulde avgi selvstændig rapport. Dagen efter, den 13. juni, traadte særkomiteerne sammen, og allerede den 14. juni var de i virksomhet med at undersøke til
standen i riket. Den 10. juli kom den første rapport — Skotland, den 11. (1), 12 (5) og 16. juli (1) fulgte de øv
rige. Altsaa praktisk talt en maaned efter at komiteen var blit nedsat. Rapporten for Nordvest-England er paa 36 tættrykte foliosider, den for Wales paa 50 og inde
holder tillike en hel del statistiske oplysninger.
Det arbeide som blev utført av komiteerne er i vir- keligheten imponerende. De gik frem paa den maaten, at de indkaldte en række personer til at avgi forklaring.
I rapporten for Nordvest-England er fortegnelsen over de avhørte 7 foliosider, i Walesrapporten 6 petittrykte foliosider. Antallet av avholdte møter varierte mellem 10 og 30, antallet av avhørte personer mellem 100 og 200. Uttalelserne blev indhentet fra personer i alle sam
fundslag, fagforeningsledere, arbeidsherrer, pressefolk, arbeidere og funktionærer, kvinder og mænd, likesom skriftlige rapporter blev indhentet fra forskjellige fag
foreninger og institutioner.
Den betydningsfuldeste av alle rapporterne er utvil- somt den fra Wales. Den ridser op et alsidig billede av de sociale forhold, fortæller hvorledes arbeiderne ikke bare kjæmper for kort arbeidstid og høi løn, men hvor
ledes de i praksis har tat fat paa arbeidet med at skaffe arbeiderklassen adgang til høiere kultur. Men det vil føre for langt her at gaa ind paa alle de sociale spørs- maal som faar sin belysning i dette merkelige dokument.
*
Det som forbauser mest er det næsten samstemmige resultat komiteerne kom til. De vigtigste grunde til uroen blev av alle opgit at være de høie priser paa livs- fornødenheter, den ulike fordeling og den almindelige opfatning at producenter og handlende beregnet sig ublu fortjeneste. Endvidere den maaten krigsforsyningsloven blev praktisert paa, vernepligtsloven, boligmangel, ind
skrænkningerne i adgangen til at utskjænke brændevin, overtidsarbeide og forbudet mot at arbeiderne skulde kunne ta tjeneste i anden bedrift uten «reisetilladelse», et forbud som grundet sig paa den haarde nødvendighet da det gjaldt at holde krigsindustrien igang.
Komiteernes uttalelser er tildels skarpe nok og gir et godt billede av hvorledes Statens indgrep har virket
— eller ikke virket.
..imr • •>• •'"•MP"' - - . - :y-- • -4MP" " :——11— i
17
Arbeideren har paa grund av sine forholdsvis lave indtægter ikke tilstrækkelig let for at skaffe sig alle nødvendighetsartikler, og manglen paa tilstrækkelig føde maa i almindelighet antages at ha alvorligere virkninger for ham end for de andre samfundsklasser, som følge av hans tunge fysiske arbeide. Det er klart at en øk- ning av varepriserne vil skape vanskeligheter for ar- beiderne.
I en av rapporterne heter det:
«Sammen med følelsen av for haardt arbeide er det utvilsomt en indgrodd overbevisning hos arbeiderklas- sen at prisstigningen paa fødemidler ikke bare skriver sig fra vareknaphet, men er en følge av manipulationer med priserne av hensynsløse producenter og forretnings
mænd, som paa grund av Statens mangel paa mod til at gripe ind, har evnet at skaffe sig et fabelagtig utbytte paa forbrukernes bekostning. Det blir paastaat at im
portører har gjort urigtig bruk av kjølehus (d. v. s. har lagret varer istedenfor at bringe dem paa markedet), og ogsaa at mangelen paa enkelte fødevarer blev øket ved ulikhet i fordelingen.»
Særlig gjaldt dette sidste sukker. Det samme var tilfælde i de andre distrikterne.
Den engelske rationering av sukker bygget paa for
holdene før krigen. Hver handelsmand fik sukker i for
hold til sin tidligere omsætning. Nu hadde imidlertid de kooperative forretninger gaat sterkt frem under krigen;
bare i Newcastle og det nordlige England fra 300,000 til 400,000 medlemmer. Men allikevel fik de kooperative forretninger ikke mere sukker end efter sit medlems- skap før krigen. Forbrukerne fik altsaa der mindre suk
ker end de rettelig tilkom. Samtidig fik handelsmændene, som nu hadde mindre omsætning, sukker efter tidligere
2 — Debes: Social Nyorientering
forhold, og deres kunder fik altsaa mere sukker end de skulde ha.
Den metode som levnedsmiddelkontrolløren hadde valgt for rationering var med andre ord mildest talt uheldig.
Komiteerne sendte straks meddelelse til levnedsmid
delkontrolløren om disse forhold, og det blev bestemt uttalt at det for enhver pris maatte sørges for at vare
priserne ikke steg yderligere. Som utvei blev antydet at sætte maksimalpriser. Men i fuld forstaaelse av faren ved dette, blev det samtidig foreslaat at det tap som paa denne maaten blev tilføiet producent og handlende skulde bæres av Staten.
Levnedsmiddelkontrolløren kunde allerede den 23.
juli 1917 meddele at arbeide med begrænsning av pri
serne overensstemmende med komiteens forslag var i fuld gang. Sukkerrationeringen blev bragt i tilfredsstil
lende orden og den 26. oktober 1917 var praktisk talt alle fødevarer tat under kontrol, og det var blit sat faste priser samtidig som fortjenesten blev uttr.vkkelig fastsat for ethvert punkt av produktionen og omsætningen. Føl
gen var som nævnt at vareprisernes stigning stanset og at det almindelige prisnivaa sank fra 105 pet til 97 pet.
over normalhøide.
Indgrep i arbeidernes frihet.
Næsten like sterkt i retning av at øke misnøien som vareprisens høide og den ulike fordeling, virket krigs- forsyningslovens bestemmelse om at det var nødvendig , for arbeiderne at ha «reisetilladelse» for at kunne faa tjeneste ved en ny bedrift. Det heter i en av rapporterne om dette bl. a. at arbeiderne følte sig harme ved tanken om at de var bundet og som, de kaldte det, virkelig blev
19
holdt i et slags slaveri. Det blev videre hævdet at ikke faa formænd benyttet sig av at arbeiderne var bundet til bedriften og gjorde livet surt for dem, samtidig som de truet med militærtjeneste. «Det var adskillig styrke i disse paastande og det kan være at det er noget sandt i dem.» Endvidere var forbudet mot flytning til hjælp for arbejdsgiveren som kunde holde lavere løn end andre steder.
Til dette kom ogsaa den saakaldte «dilution», foran
staltninger som gik ut paa at utjevne forskjellen mellem faglærte og ikke faglærte arbeidere. Da fagforenings
lederne hadde gaat med paa dette, virket det likefrem opløsende i forholdet mellem fagarbeiderne og deres fagforeninger. Dertil kom at det almindelig blev hævdet at voldgiften av alle konflikter virket til at forhale re
sultatet. Følgerne av denne regjeringsforanstaltning vi
ste sig efter enkeltes paastand klart i maskiniststreiken vinteren 1917. Den var foraarsaket av at det gik saa sent med at faa saken avgjort. Ved et staalverk gik ar
beiderne til streik trods forbudet og gjennemførte sine krav i løpet av nogen faa dage.
Arbejdstidens længde i forbindelse med stadig over- tidsarbeide og daarlig ernæring, lange veier til arbeids- stedet og den ovenfor nævnte «slaveribestemmelse»
gjorde at arbeiderne følte stillingen næsten haabløs.
Dertil kom yderligere at lønnen blev for liten — og at kvinderne i industrien blev daarlig behandlet.
Deres løn var helt nede i 13 sh. uken.
Regjeringen grep ogsaa her virkningsfuldt ind. Den 27. november 1917 kunde Viscount Milner bl. a. meddele at kravet om økning av mindste-lønnen var blit efter
kommet. Likeledes var det efter Statens initiativ blit rettet paa det misforhold at faglærte arbeidere ofte
hackle mindre løn end nye. For 200,000 å 300,000 fag- arbeidere var lønnen blit hævet. Det kostet Staten mel
lem fem og seks millioner pund. Landarbejdernes løn
ninger var ogsaa blit øket for at skape større produktion av fødevarer, noget som ogsaa blev resultatet.
Forholdet mellem arbeidere og arbeidsgivere.
I almindelighet var forholdet mellem arbejdsgiverne og arbeiderne godt. Harmen var væsentlig rettet mot Staten for dens indgrep. De fleste arbeidsgivere hadde et almindelig, sympatisk syn paa arbeidernes forhold.
Men det voldsomme pres som krigen hadde lagt paa industrien hadde øket ulikheten og øket vanskelighe- terne, og det var ogsaa mange arbeidsgivere som ikke skjønte at arbeiderne bør ha reel behandling, «mens andre arbeidsgivere ikke tar i betragtning at øke van- skeligheterne ved en optræden som kan skape en slik uro at det vil lede til revolution av de industrielle for
hold.
Det er derfor nødvendig at ikke nogen arbejdsgiver faar lov til at lede sin bedrift paa en slik maate at det gir grund til klage ved at handle mot sine arbeidsgiver- fællers følelser eller arbeidets rettigheter. Klagerne mot enkelte arbeidsgivere er i almindelighet temmelig intet
sigende, men de tyder paa en mangel paa samfølelse som vil ha indflydelse paa forholdet mellem arbeidsgiver og arbeider. Naar de indtræffer, blir de ofte utnyttet av dem som ønsker at faa uro istand. Den usympatiske ar
beidsgiver er derfor ikke bare en fare for andre arbeids
givere men ogsaa for samfundet.»
Det blev derfor krævet at det straks maatte ske gjen- nemgripende ændringer i forholdet mellem arbeidsgiver og arbeidere.
.jfflåh >-»*StåtPr ' 'T > -"SUP*1" i -fv • •"iI
21
Vi ser altsaa at Statens indgrep i langt høiere grad gik utover arbeiderne end over de øvrige samfundsklas
ser. Rigtignok var fortjenesten for de andre klasser be
grænset. Men kapitalen har saa mange smugveier; og arbeidsgiverne hadde gjennem krigslovene faat langt større magt over arbeiderne end før krigen. En del ar- beidsgivere brukte sin magt til at skade arbeiderne, tra- kassere dem i ly av Statens bestemmelser. Den almin
delige opfatning av forholdene blev uttrykt saaledes av erkebiskopen av York i en tale i overhuset:
«De forandrede forhold under krigen har i langt høiere grad rammet arbeiderklassen end de andre klas
ser. Det er saa at den sociale uro blandt arbeiderklas
sen er meget stor, men det som overrasker er ikke at det er saamegen nervøs uro, men at det har været saa litet. (Applaus.) Den arbeidende klasse er blit haardt
prøvet.»
*
Baade fra arbeidsgiverhold og fra arbeiderhold kom det skarp kritik over Statens forhold.
En maa imidlertid huske paa at Staten ved krigen kom i en helt ny stilling. Ikke alene blev den selv den største arbeidsherre; men det hadde som nævnt været nødvendig for Staten at gripe direkte ind i produktionen for at sikre sig det bedste resultat. I begge retninger var dette nyt land for Staten, og det er ikke at undres over at det under disse vanskelige forhold som blev understreket av krigens voldsomme krav, ikke altid straks blev fundet den rette utveien.
Men som den engelske regjering paa de andre orn- raader hadde været rask til at handle da den hadde faat vite hvor skoen trykket, var den det ikke mindre paa dette omraade. hvor det gjaldt at skape ro paa arbejds
pladsen.
Samvirke mellem arbeidsgivere og arbeidere i England.
Ved krigens utbrudd gik som nævnt de engelske fag
foreninger med paa «borgfred» mot at de skulde faa alle sine rettigheter igjen efter krigen. Men eftersom tiden gik snek det sig ind i arbeidernes bevissthet ikke alene mistro til fagforeningslederne, men ogsaa motløshet paa grund av de stadig stigende krav. Det vokste frem en sterk mistro til Regjeringens hensigter og det blev en almindelig utbredt opfatning at den gamle tilstand ikke vilde bli gjenoprettet. Arbeiderne følte sig forraadt.
Men dette avlet efterhaanden krav om ikke bare at de gamle forhold skulde bli gjenoprettet; det maatte mere til for at svare til de byrder arbeiderne hadde baaret un
der krigen. Gjennemgripende reformer var nødvendige.
Allerede under den Asquithske regjering blev det der
for nedsat en stor «rekonstruktionskomité» og en av denne komités underkomiteer er da den bekjendte
«Whitleykomité» som skulde behandle forholdet mellem arbeidsgivere og arbeidere. Formand var vicepræsiden
ten i underhuset mr. Whitley.
Blandt medlemmerne kan nævnes Gilbert Claugthon, præsident i London og Nordvestjernbaneselskaperne, G. I. Carter, præsident for skibsbyggeriernes arbeidsgi- verforening, Allan M. Smith, præsident i maskinindu
striens arbeidsgiverforening, Robert Smilie, formand for grubearbeidernes fagorganisation, I. R. Clynes, formand for arbeidernes nationalunion, miss Susan Lawrence, medlem av styret for kvindernes fagarbeiderforbund og professor i socialøkonomi S. I. Chapman.
Komiteen fik i opdrag at finde en ordning som for fremtiden kunde sikre det bedst mulige forhold mellem arbeidsgiver og arbeidere.
23
Ogsaa denne komité handlet med upaaklagelig fart.
Den begyndte sit arbeide ved aarskiftet og den første foreløbige rapport blev avgit 8. mars 1917. Den behand
let forholdene ved organiserte bedrifter med organiserte arbeidere. Rapport nr. 2 blev avgit 17. oktober 1917 og behandlet de daarlig organiserte eller uorganiserte ar- beidsgrener. Den 18. oktober 1917 kom en tillægsrapport som utfylder de to andre, og endelig 31. januar 1918 den fjerde: indstilling om mægling og voldgift.
Komiteens indstillinger har vakt betydelig opsigt og har faat almindelig tilslutning i England. Rapporten av mars 1917 var hemmelig, men blev meddelt den før nævnte undersøkelseskommission som efter sine erfa
ringer og paa grundlag av de fremkomne uttalelser en
stemmig anbefalte Whiley-komiteens forslag som grund
lag for løsningen av vanskeligheterne i industrien.
Regjeringen har slaat ind paa den anviste vei.
En oljegren til arbeidet.
Whitleykomiteen uttaler:
«Det indrømmes fra alle hold at det nu som aldrig før er det rigtige øieblik til at skape en varig bedring av forholdet mellem arbeidsgivere og arbeidere. Gaar an
ledningen tapt, kan nationen komme op i alvorlige van- skeligheter efter krigen. Det er almindelig kjendt at kri
gen nødvendiggjorde en omlægning av industrien. Under den videre utvikling av denne omlægning gjælder det at sikre det videst mulige samarbeide mellem arbeids
givere og arbeidere. Det er en samfundssak av største betydning, at det fællesarbeide av alle klasser som be
gyndte under krigen, blir fortsat efter krigen, og da især i forholdet mellem arbeidsgiver og arbeider. Skal det kunne op-naaes forbedringer i denne retning, maa det
arbejdende folk bydes bedre arbeidsvilkaar og en høiere
«standard of life». Og folket maa opmuntres til paa sin side at yde aktiv og vedvarende bistand til at utvikle industrien. I dette øiemed anser komiteen det nødvendig for hver industrigren at oprette organisationer hvor baade arbejdsgivere og arbeidere er repræsentert med det formaal stadig at ha opmerksomheten henvendt paa alt som kan fremme denne industri fra alle deres syns
punkt som er beskjæftiget i den — saa langt dette stem
mer med det hele samfunds interesse.» Ut fra dette syn foreslog komiteen oprettelse av Joint Standing Industrial councils (faste industrielle fællesraad). Raadene er fore- slaat i tre instanser:
Work comittees for hver fabrik, District councils for hvert distrikt, National Industrial councils for det hele land.
Blandt raadenes hovedopgaver kan nævnes:
Forholdsregler for at sikre arbeiderne større del i og ansvar for arbeidsvilkaarenes fastsættelse og over
holdelse.
Arbejdernes andel i bedrifternes økede utbytte.
Overenskomster for at forebygge og bilægge ar- beidstvister.
Naar komiteen foreslaar tre instanser, er det utfra det syn at det i hver industri er visse spørsmaal, som løn og arbeidstid, som bedst løses for det hele land eller for større distrikter, men mange andre spørsmaal som gjælder det daglige liv, arbejdernes forhold paa arbejds
pladsen o. s. v. som bedst løses for hver bedrift, og «ar- beidskomiteernes» opgave er at gjennemføre samar- beidssystemet i alle disse specielle bedriftsspørsmaal.
25
Andel i utbyttet.
Det er betegnende hvad Whitleykomiteen sier om en særlig utredning av dette spørsmaal:
«Vi har ment at det var rigtig at avholde os fra at komme med forslag eller fremholde meninger om slike spørsmaal som andel i utbyttet, kompaniskap, lønnings-
maater o. s. v. Det vilde være umulig for os at gi nogen brukelig almindelig indstilling om slike forhold, naar en regner med de forskjellige forhold i de forskjel- lige industrigrener. Vi er desuten overtydet om at en varig bedring av forholdet mellem arbeidsgiver og ar- beider maa bli bygget paa noget andet end et penge- grundlag. Det som trænges er at arbeidsfolk skal ha en bedre adgang til at ta del i ordskifte om ordning av de deler av industrien som de er mest i berøring med.»
Naar den adgang er aapnet vil alt det andre, ogsaa andel i utbyttet, komme saa at si av sig selv, og derfor samler hele komiteen sig om dette forslag om:
Industrielle fællesraad.
Komiteen hadde her praktisk erfaring at bygge paa, og dens forslag er i pakt med utviklingen og finder til- like støtte i en sterk strømning indenfor arbeiderklassen, den syndikalistiske. «Work Comitees» er i virkelighe-
ten ældre end fagforeningsbevægelsen. Allerede i det 17. aarhundrede var det ved bogtrykkerierne saakaldte
«chapel», (verkstedklubber), i likhet med de «trykkeri- klubber» som er i boktrykkerierne hos os, men ikke bundet til nogen fagforening. Men av disse «chapels»
har det videre utviklet sig virkelige verkstedklubber og
saa i en række andre fag. Dette hadde for en stor del sin grund i at de store fagforeninger før krigen var overlæsset med arbeide og ikke altid kunde optræ paa
tilfredsstillende maate overfor de utallige spørsmaal som fra dag til dag opstaar paa verkstederne. Efter at fagforeningerne hadde gaat med paa borgfred, øket verkstedklubberne baade i indflydelse og i antal, og det er bare naturlig at denne utvikling, som er skapt av selve livets krav, blir ført videre.
Dette er da skedd ved at verkstedklubberne blir saa at si ophøiet til fællesorganisationer for arbejdsgivere og arbeidere. Alen — og det er vigtig — de skal ikke avløse de nuværende arbeidsgiver- og arbejderorgani
sationer; de skal tvertimot bygges saa nær som mulig op til disse organisationer og maa ikke paa nogen maate brukes til at svække dem. Det er en decentraliseret ord
ning, med den egentlige ledelse ved hver bedrift for alle saker som rettelig kan avgjøres der. De høiere instan
ser skal ikke blande sig op i disse avgjørelser ukaldet Fællesraadene skal være det sted hvor arbeiderne lægger frem sine klager for arbeidsgiverne. Fri tale fra begge sider om alle spørsmaal vedkommende bedriften og bedriftens ledelse. Arbeidsgiverne skal der gi for
klaringer om nye arbejdsmetoder, nye maskiner. Ar
beiderne har ret til at faa vite aarsakerne til forandringer som blir foretat, de maa være med paa at bestemme ak
kordsatser o. s. v.
Fremgangsmaaten ved behandlingen av klager fra aTbeidernes side antages at komme til at foregaa slik:
1. En arbeidsmand som har noget at klage over brin
ger det frem for sekretæren i raadet enten person
lig eller gjennem komitémedlemmet for sin avdeling.
Mindre klager som ikke gjælder flere folk eller ikke reiser spørsmaal av større rækkevidde, kan bli ord
net straks av sekretæren gjennem formanden eller avdeliingschefen.
27
2. Alvorlige klager blir behandlet av komiteen og av komiteen blir den fremlagt for direktionen.
3. Hvis konflikten ikke blir ordnet paa denne maaten blir den bragt videre til fagorganisationen og blir fremmet paa almindelig organisationsmæssig maate.
Konflikter som ikke kan bli løst paa denne vei fore- slaaes henvist til frivillig mægling eller voldgift — ikke tvungen.
Komiteen foreslaar ikke at de industrielle fællesraad skal oprettes ved lov. Og naar Regjeringen har optat forslag er det i virkeligheten ikke andet end en opfor
dring til landets industrier om at organisere sig paa denne maaten for deres egen skyld og til fælles bedste.
Altsaa helt frivillig. Men for at fremme interessen nævnes det at disse industriraad skal bli officielt aner- kjendte som mellemled mellem Staten paa den ene siden og arbeidsgivere og arbeidere paa den andre.
Fordelene ved industrielle fællesraad.
Den engelske arbejdsminister har utgit en beretning om «arbeidskomiteer». I den gaar han nærmere ind paa de fordele som disse fællesraad vil bringe begge parter, og han imøtegaar tillike en del av de indvendinger som er reist.
Fordelene er iøjnefaldende. For arbeidsgiverne en adgang til at komme i direkte forbindelse med arbei- derne, faa anledning til at drøfte med dem bedriftens forhold, klargjøre sine synsmaater og faa arbeiderne medinteressert. Som forholdene nu er, staar arbeidsgi
vere og arbeidere oppe i en tilsyneladende uløselig kon
flikt, som stadig skjærpes. Arbeidsgiverne faar ikke ar
beiderne direkte i tale. Det er fiendtlige leire, hvor hver
vogter paa den andens blottelser for at slaa til. Arbej
deren føler ikke nogen interesse i at hjælpe arbejds
giveren fordi han har den opfatning at hver indrømmelse bare styrker arbeidsgiveren i kampen mot arbejderne.
Ved det stadige møte med arbeidernes repræsentanter vil det bli et mere gjensidig tillidsforhold, misforstaael- ser vil let kunne opklares. Og med den økende tillid vil arbeiderne faa en stadig større forstaaelse av at indu
strien ikke bare er legemlig arbeide, at funktionærer og driftsledere har sin store del av ansvaret for et godt resultat, at det gode resultat for alle parter opnaaes bedst ved samvirke mellem alle parter. Det vilde med andre ord bli ro paa arbeidspladsen. Fællesraadene er en sikkerhetsventil mot misnøie og uro.
Opfatningen av disse arbeidskomiteers værdi kan efter arbejdsministerens undersøkeiser sammenfattes i et svar som blev git ham: «Dette er det bedste som nogen
gang har hændt paa fabrikken.-»
Og denne ytring kom ikke bare fra arbejdsgivere, den kom ogsaa fra arbeiderne; ti ogsaa for dem har disse fællesraad stor betydning. Ikke bare i dette, at de gir dem en tryg følelse av at det de har at klage over blir optat til alvorlig drøftelse av en komité hvor deres egne folk sitter, men ogsaa deri at de selv blir med at bestemme forholdene paa arbejdspladsen, og f. eks.
akkorder. Arbejdsgiveren vil fremlægge sine beregnin
ger over akkordene, ber komiteen se dem igjennem, om mulig paavise feil, uheldige bestemmelser o. s. v. Og end videre — arbeiderne faar indblik i og blir delagtig i administrationen, blir medledere av bedriften. De op- naar paa denne maate det syndikalisterne kræver: kon
trol over bedrifterne.
29
Men det er selvsagt ogsaa mange
indvendinger mot industrielle fællesraad.
Særlig ældre arbeidsgivere ønsker ikke at bli kikket i kortene, de ønsker at være «herre i sin bedrift». De vil ikke vite av nogen indblanding som kan bli skjæbne- svanger, da det her ofte gjælder driftshemmeligheter. De
mener ogsaa at det vil bli mere uro av det, endeløse diskussioner, og at det i det hele vil bli vanskelig at administrere bedriften naar det skal være saa mange kokker.
Og fra arbeiderhold fremhæves det en række be- tænkeligheter, faren ved at fællesraadene vil bli brukt som brækstang mot fagforeningen, akkurat som andel i utbyttet er blit brukt. Arbeiderne har ikke nogen in
teresse av at lette arbejdsgivernes byrder, tvertimot — det er bedre at de snarest mulig gaar træt og gir alt fra sig til arbeiderne. Desuten vil arbeidsgiverne let kom
me til at dominere arbeiderne under forhandlingerne.
Arbeiderne vil ha vanskelig for at kontrolere sandheten av de oplysninger som blir git o. s. v.
Skarpest kom disse indvendinger frem fra den sidste engelske fagorganisationskongres som behandlet Whit- leykomiteens indstilling, og der hele planen fra enkelte hold blev karakterisert som den gamle historie med
løven og lammet.
Det gjaldt et forslag om at Whitleyindstillingen skulde bli gjort gjældende i statsbedrifter.
/. E. Mills som er sekretær ved en av de største verk- stedklubber (Woolwich Arsenal Gomittee) sa at han øn
sket at advare mot at gaa med paa Whitleyindstillingen og de forslag den kom med overfor arbeiderne. «Den tid er forbi da Whitleyindstillingen kan bli godtat av
noget arbeidsfag som er biit sterkt nok til at staa paa egne ben. Whitleyindstillingen er bra nok for den slags industrigrener, der vi har været nødt til at sikre ret- færdighet gjennem lønningsraad og andre statsindgrep (der vil den engelske regjering forøvrig ikke følge ko
miteens indstilling), men saasnart et fag naar saa høit i organisation, at det kan gjøre endelige krav og tvinge dem igjennem, er det ikke nogen bruk for Whitleyind
stillingen. Vi har ikke bedt om Whitleyindstillingen og jeg haaber at kongressen vil betænke sig to ganger, før den vedtar en resolution som godtar principperne i den indstillingen. Det er naar alt kommer til alt det samme som at be os at lægge os ned, løven og lammet sammen og se hvem som kommer fra det med mest skind.-»
W. W. C.ooke (lokomotivførernes forening) var enig med Mills. Han haabet at man ikke vilde be regjeringen om at tvinge ind paa arbeiderne noget som de selv ikke stod færdig til at ta i mot. De hadde hat altfor meget av dette, av magtballansen mellem arbejdsgivere og ar- beidere rundt et bord. De ønsket litt mere magt for ar
beiderne ved underhandlingsbordet, saa deres krav kunde bli indrømmet. De ønsket ikke forsoning men ret og retfærdighet.
W. Roberts (skibsbygningsarbeiderne) erklærte, at i skibsbygningsindustrien hadde medlemmerne av hans forbund forkastet Whitleyindstillingen.
Og en repræsentant for tømmermændene uttalte, at tiltrods for al tale om forsoning, tok arbejdsgiverfor
eningerne forholdsregler for at passe paa sine egne in
teresser mot arbejdernes, og arbeiderne hadde da ikke noget andet at gjøre de heller.
Paa den andre side blev det hævdet av flere talere.
M. a. av miss E. H. Howse (postbud), at de ønsket at
31
Whitleyindstillingen skulde bli gjort gjældende for Sta
tens egne institutioner, ikke fordi de trodde at de da vilde ha naadd frem til en ideel stilling, de skjønte godt farerne ved slike komiteer, men de ønsket at faa nogen kundskap om administrationen for at den demokratiske kontrol skulde kunne gjennemføres med held.
Debatten endte forøvrig med at indstillingen blev vedtat med 2,374,000 mot 753,000 stemmer.
Vi ser altsaa at de uforsonlige paa begge sider staar haardt imot indstillingen; men det store flertal av ar- beiderne saavel som de arbeidsgivere som har lært sam
fundssyn under krigen er enig om at systemet bør bru- kes, og det indføres nu i flere industrigrener og ogsaa paa Statens verksteder — Staten burde jo ogsaa gaa i spidsen.
*
Det synes at være en god vei som her er slaat ind paa. Selv om der endnu er motstand blandt arbejds
giverne, vil den offentlige opinion tvinge de som holder igjen. De land som har været med i krigen har faat lære sandheten av Walther Rathenaus ord: «Forretning er ikke bare en privatsak, men en samfundssak.» Og for arbeiderne skulde det ikke være nogen betænkelig- heter ved at gaa med paa den vei, de beholder sine fag
foreninger usvækket, ja styrker dem, de faar kontrol paa arbejdspladsen og medkontrol over bedriften.
Veien er syndikalistisk, ikke socialistisk. Den fører i sin konsekvens til en revolution av hele bedriftslivet, men en fredelig og rolig revolution, som har som re
sultat at al virksomhet kommer over paa samfundets hænder og drives for samfundet.
Det er naturlig for det fri England at slaa ind paa denne vei. Al tvang ovenfra er det engelske væsen i.
bund og grund imot. Det som er beundringsværdig er dette at de straks uten nølen har slaat ind paa den veien uten hensyn til at arbejdsgivernes magt blir svækket.
Samfundet betyr mere end den enkelte.
*
Vi har her i Norge ikke faat lære samfølelsens be
tydning. Det er hos os blit litet av «fællesarbeide av alle klasser». Tvertimot staar vi, vor historie tro, mot hverandre. «Vikværing staar mot trønder og trønder mot vikværing, slik har det været og slik vil det bli, herre konge.» Hos os har hver prøvd at klore mest mulig til sig selv. Og den utvikling vi er kommet op i bærer rav ruskende galt ivei.
Vi lever fremdeles i troen paa pengenes værdi. Vi tror at lønsforbedring, andel i utbyttet, dyrtidstillæg kan hjælpe. Endda vi ser at det ikke nytter det spor.
Misnøien vokser. Produktionen minker. Og dyrtiden skyter fart!
Det gjælder at producere mere varer. Men økning av produktionen kommer i det lange løp ikke istand ved en lønningsforhøielse, som hver gang blir motvirket av vareprisens stigning. Vi maa svinge tilbake til en dy- pere forstaaelse av arbeidets værd.
Og her er det at Whitleykomiteens indstilling gir os et varsel om det som bør ske. Gjennem den er ar- beidet sat paa like plads med de øvrige faktorer i det økonomiske liv. Arbeidet faar samme start og under
trykkelse hindres, og gjennem samvirket vil det hele folk faa forstaaelsen av, at lykkeligere tider ikke skapes gjennem økede indtægter for alle klasser, men gjennem øket produktion. Aldrig før har vi følt arbeidets betyd
ning saa direkte og umiddelbart som nu. Løft det saa og- saa hos os op paa den plads det rettelig tilkommer.
33
Tyskland efter krigen.
Den løsning som England har fundet frem til av den sociale og økonomiske nyorganissring efter krigen le
der i sit praktiske resultat til store industriforbund. Det er ganske betegnende at tyske tænkere paa helt anden vei er naadd frem til næsten samme resultat, naar det gjælder reisningen av Tysklands industri efter krigen.
Hvorledes end den videre utvikling av revolutionen i Tyskland kan bli, vil det derfor ha interesse at se hvor
ledes slike industriforbund kan tænkes at virke og de fordeler de indebær for landets økonomiske velfærd. Den følgende fremstilling bygger paa planer fremlagt av den tyske forfatter Walther Rathenau, som er direktør i en av Tysklands største truster (A. E. G.) og som derfor kan tale med autoritet i disse spørsmaal.
Tyskland vil komme til at gaa ut av krigen med en krigsgjæld paa mindst 200 milliarder mark. Til renter og avbetaling vil der gaa mere end 10 milliarder om aaret. Desuten maa det ske en kjæmpemæssig gjenop- bygning av de ødelagte byer, av utslitte samfærdsels
midler, av nybygning over det hele land.
Samtidig er arbeidslønnen steget like til det firedob
belte av hvad den var før krigen, ja det er talrike be
drifter som betaler arbeiderne 2 mark timen og derover.
Selvfølgelig vil disse arbeidslønninger ikke holde sig efter krigen. Men Rathenau gaar ut fra, at det ialfald vil bli en lønsforbedring for arbeidere og lavere funk
tionærer av omtrent halvdelen av lønnen før krigen. lait omkring 6 milliarder mark som tillæg til Tysklands aar- lige utgifter.
3 — Debes: Social Nyorientering
For at bære denne aarlige byrde av tilsammen meget over 16 milliarder mark maa Tyskland skaffe sig en eksport langt utover den tidligere. Trods alle vanske- ligheter er det derfor nødvendig ikke bare at producere billigere, men produktionen maa økes i sterk grad.
Der er andre planer oppe om at lette byrden, f. eks.
gjennem en indtægtsskat en gang for alle. Men nytten av en slik indtægtsskat er saa omtvistet, at vi bør se væk fra den her. Rathenaus forslag synes at kunne bære frem uten en slik skat, og løser den tilsyneladende uløselige motsætning for industrien i at den maa bære større byrder og producere billigere.
Feilene ved det som' var.
Den gamle samfundshusholdning er nærmest lik den manden som kjøpte en kanon for at begynde for sig selv.
Hver drog til sin kant. Hver sørget bare for sig. Og det har været en ødselhet med arbeidskraft og materia
ler uten like. Gammeldagse bedrifter som kræver unø
dig arbeidskraft, maskiner som bruker mere drivkraft end nødvendig, arbejdsmetoder som sinker produktio
nen; det er i virkeligheten ikke bare en fordyrelse av det enkelte færdige produkt; men det har sin virkning baade opover og nedover i produktionsrækken. Damp
maskinen som kræver mere kul end nødvendig sætter flere kulgrubearbeidere i virksomhet end det skulde være behov for, og det halvfabrikat som frembringes fordyrer i sin følge det færdige produkt. Likesaa har et øket luksusforbruk ikke bare den virkning, at det trækker arbeidskraft til produktionen av denne vare, men det virker helt tilbake paa raastoffrembringelsen. For at sætte saken paa spidsen; om rike fruer finder paa at de maa bade i rosenvand hver dag, vil det ha tilfølge,
35
at jord som kunde brukes til produktion av fødevarer, blir brukt til fremdrift av roser. I Tyskland gaar det hvert aar mellem 2 og 3 milliarder mark til berusende drikke. Ti tusener av kraftige mænd staar bak disken i storbyerne og venter paa kunder. Hundre tusen ligger aar ut og aar ind langs jernbanerne i handelskonkurranse med det resultat, at hvert firma ved aarets utgang har solgt hverken mere eller mindre end aaret før. Og der
til kommer forsendelse av raaprodukter fra den ene enden av landet til den andre, — ikke til nærmeste fa
brik, men snart til en fjerntliggende bedrift, snart til en anden. Transportmidlerne blir unødig belastet. Desuten dette at hver fabrik har sin type, sin model — der skif
tes stadig, forandres i deler som ikke har nogen betyd
ning for det færdige produkt. Om en gasmaaler ved en fabrik lages med røraapningen paa høire side, lager en anden fabrik røraapningen paa venstre side; rørtyk
kelsen er et par millimeter forskjellig — nok til at de ikke kan skiftes ut mot hverandre. Produkter maa kas
seres og nye anskaffes uten nogensomhelst rimelig grund.
Alt dette er ikke bare direkte tap, det er et misbruk av de samlede produktionskræfter.
Plan og fællesskap.
Der maa bli plan i produktionen og videnskabelig gjennemført arbeidsordning fra først til sidst. Rathenau vil bygge et mægtig fællesskap i industrien fra raastof- frembringelsen like til det færdige produkt.
Først maa alle bedriftsgrupper samles i fælles for
bund,'og disse forbund maa staa i nær forbindelse med hverandre. Under salg fra forbund til forbund er det
ikke nødvendig at bruke mellemmænd, døde lagre fal
der væk, tvilsom kredit er unødvendig.
Alle gammeldagse maskiner, daarlige fabrikker maa væk. Al produktion maa samles i de teknisk mest fuld
komne bedrifter — netop det som Karl Kautsky har pekt paa som utveiene for «det seierrike proletariat». Nye opfindelser maa bli gjenstand for forsøksutnyttelse; det maa bli videnskabelig teknisk undersøkelse av arbeids- metoder og arbeidsmateriel.
Om alle tyske bedrifter blev videnskabelig drevet, vilde f. eks. Tysklands kulforbruk kunne formindskes til det halve.
Mindst mulig transport; bedrifterne koncentrert der raamaterialet findes. Arbejdsmetoderne maa forbedres.
Den videnskabelig gjennemtænkte arbejdsdeling maa gjennemføres fra gruppe til gruppe.
Og videre: normalisering av alle enkeltdeler, rør, skruer, vinkeljern o. s. v., bestemte typer, likeartede fremgangsmaater.
Bare i den tekniske industri indeholder katalogerne hundretusener av produktionsnumre som uten skade kunne utgaa.
Det vil paa denne maaten kanske bli 100 typer at vælge mellem, hvor der før var 1000.
Men om det nu paa grund av det mindre rikholdige utvalg blir solgt noget mindre av en varesort — f. eks.
støvler, viser det bare, at behovet var saa meget min
dre — og den ledige arbejdskraft vil kunne brukes f. eks.
til at fremstille motorploger.
En slik reform av bedriftslivet fra øverst til nederst vil virke baade til økning av produktionen og til at pro
dukterne blir billigere. En indskrænkning av kulforbru- ket ved en bedrift virker opover og nedover i produk-
37
tionsrækken til en mangedobbelt formindskning i salgs
prisen.
Indenfor de store industriforbund vil haandverk og smaaindustri faa de opgaver som særlig passer for dem.
Det maa ogsaa der ordnes efter fælles plan.
Likedan maa ogsaa handelen konsolideres. Ogsaa der er det en overflødighet av utsalgssteder. Ogsaa der er det noget galt paafærde. Det maa bli stormagasi
ner, saa flest mulige varesorter kan samles og omsæt
tes paa mindst mulig plads og med mindst mulig forbruk av arbeidskraft til betjening.
Under statskontrol.
Wilson sier i en av sine taler mot trusterne, at han vil behandle dem som visse engelske byer behandler leiekasernerne; ganger og trapper blir regnet til offent
lig gate. De ligger fuldt oplyst. Politiet patruljerer der.
Slik skal trusternes forretningsførsel ligge i fuldt dags
lys under offentlig kontrol.
Det er omtrent den samme stilling Rathenau vil op
rette mellem sine kjæmpeindustriorganisationer og Sta
ten. Ikke statsledelse, men statskontrol paa ethvert punkt.
*
Rathenaus planer ligger nær op til det som er skedd under krigen. Netop den har vist, at skal produktions- kraften utfolde sig med hele sin styrke, maa det være plan fra øverst til nederst; planmæssighet og kontrol, og en nærsammenslutning av alle bedriftsgrupper som hører sammen i produktionskjeden. Først derigjennem kan det bli den rigtige fælles arbeidsplan.
Rathenau beregner, at en reform som den han fore- slaar vil øke Tysklands produktion mindst til det dob-
belle og samtidig vil priserne kunne reduceres bety
delig.
Men med denne økning i avkastningen av den tyske industri vil de økede utgifter ved krigsgjæld, nybygning o. s. v. med lethet kunne bæres; ti de utgifter som ikke kan bæres av en indtægt paa 45 milliarder, de vil kunne bæres, naar indtægten blir 80 milliarder. Og styrket paa denne maate vil den tyske industri bli en langt farligere konkurrent end tidligere.
Det indvendes, at slike store statskontrolerte be- driftsgrupper vil være til ødelæggelse for initiativ og personlig arbeidsglæde. Rathenau som selv staar i spid
sen for en mægtig trust, svarer med at peke paa, at al
drig har personligheten faat større vingefang end netop gjennem de store sammenslutninger. Det er nok at tænke paa de store trustledere i Amerika — eller nær
mere og merkeligere, de store personligheter som har vist sine evner under de overvældende krav Staten har sat til folk under krigen. Des større sammenslutning, des større opgaver for dem som staar i spidsen. De store opgaver skaper de store personligheter.
I forbigaaende nævner Rathenau, at de store industri
forbund er den eneste utvei for en retfærdig utbyttede- ling, ellers har han litet at si om forholdet mellem ar
bejdsgivere og arbeidere. Det hænger sammen med det almindelige syn i Tyskland før revolutionen, selv blandt socialister, at arbeiderne skal være nøisomme og taal- modige.
*
Krigen har varet i mere end fire aar. Hvorfor krigen brøt ut, hvorfor den har fortsat vet ingen. Forklarin
gerne er motstridende og for hver maaned nye. I vir- keligheten, sier Rathenau, brænder den gamle samfunds-
•duf- •
39
ordning ned til grunden. I virkeligheten foregaar nu i alle land den proces, at formuernes størrelse vokser, mens varernes mængde avtar, at den voksende formues- forøkelse staar overfor minkende værdier, og at nu fore
gaar det som Marx kaldte ekspropriation av ekspro- priatørerne, katastrofen i en noget anden form end Marx tænkte sig den.
Langsomt brænder ilden ut og intet folk er mere hvad det var. Men endnu vil enkelte stemmer hæve sig og kjæmpe for de gamle idealer, kræve det gamle gjenop- rettet. Men at «sørge over det tapte, trygle om at faa tilbake det som ikke kan gjenoprettes, er ikke menne
skeværdig og kan ikke være tysk sæd».
Det er øiensynlig norsk!
Norge efter krigen.
Begivenheterne utvikler sig saa rakst ogsaa paa det sociale og økonomiske omraade, at det som var radi
kalt igaar alt er konservativt idag. I Tyskland har de styrende like til det sidste prøvd at holde igjen overfor utviklingen. Derfor kommer den ogsaa lik en voldsom flom nu da skrankerne endelig er brutt ned. Men det nye Tyskland som vil komme til at reise sig efter revo
lutionen, det vil sikkert nok for sin produktion komme til at slaa ind paa de linjer som Rathenau har trukket op.
De er i det væsentlige de samme som Kautsky har tænkt for det nye sociale samfund, det er ogsaa de lin
jer den russiske revolution følger avpasset efter de sær
lige russiske forhold. Ogsaa England har som vi har set
paa sin maate slaat ind paa veier som vil komme til at lede til samme resultat.
Det er kjendsgjerninger vi her i Norge staar overfor efter krigen. Det er disse forhold vi maa indrette os ef
ter, og de vil tvinge sig ind paa os med eller mot vor vilje. Spørsmaalet er om vi skal naa dit efter oprivende indre kampe eller om vi skal følge Englands eksempel:
«stretch the old formula to meet the new fact.»
Forskjellige uttalelser fra ledende mænd inden vor industri tyder paa, at de endnu ikke skjønner den ny
orientering som foregaar. De taler om at vende tilbake til forholdene før krigen. De «graater over det tapte», de vil gjenoprette det som ikke kan gjenoprettes. Et
hvert forsøk i den retning vil være i strid med den ut- vikling som nu gaar for sig, det vil indebære fare for voldsomme sammenstøt og vil i virkeligheten om det blev gjennemført, lede til at Norge vilde ligge helt under i konkurransen med utlandet. For dem som ikke tror paa mitraljøsen som det ene saliggjørende middel til losningen av det sociale spørsmaal, maa det være av den største vegt snarest mulig at faa trukket op linjerne for vor fremtidige sociale og økonomiske politik saaledes som utviklingens røst kræver det. En konservativ dikta
turpolitik kan muligens holde utviklingen tilbake en kort tid, men fotsporene burde skræmme. Flommen kan komme til at rive med sig mere end nogen ønsker.
Nu vil det bli sagt at det norske folk gjennem val
gene tydelig har vist at det ønsker konservativ ledelse.
I virkeligheten er dog det store flertal av vælgerne paa den andre siden — og skulde den kommende politiske ledelse i vort land komme til at slaa ind paa de veier som de nævnte industriherrer kræver, da vil det radi
kale flertal strømme sammen til fælles kamp.
