Indholdsfortegnelse
Indledning ... 2
Tendenser ... 4
Livsmod generelt ... 4
At gøre tilbudet kendt for målgruppen ... 5
Pjecen ... 7
Kønsaspekt ... 9
Fremtidigt samarbejde ... 10
Forslag ... 10
Bilag 1 ... 12
Bilag 2 ... 14
Indledning
Projekt ”Livsmod” er et forsøgsprojekt, der begyndte i januar 1997, og forløb over en periode på 2 år. Projektet rettede sig til unge under 18 år, der havde forsøgt selvmord. Projektet, som blev implementeret af Frederiksborg Amts Børnerådgivning, tilbød primært ambulante samtaler til de unge.
Den foreliggende evaluering er en kvalitativ interviewundersøgelse blandt involveret plejepersonale på sygehusene i Frederiksborg Amt. Alle 4 sygehuse blev inddraget i
evalueringen, om end Hørsholm sygehus indtager en særstilling. Følgende sygehusafdelinger indgik i undersøgelsen.
Tabel 1. Involverede sygehusafdelinger i evalueringen af projekt ”Livsmod”.
AFDELING
SYGEHUS Afd. F. Skadestuen Medicinsk Observationsafsnittet Intensiv
Frederikssund X X
Helsingør X
Hillerød X X X
Hørsholm X
På Frederikssund og Hillerød sygehus blev der hvert sted interviewet tre sygeplejersker og en overlæge, på Helsingør sygehus blev der interviewet tre sygeplejersker og på Hørsholm sygehus blev der interviewet en sygeplejerske. Det samlede datamateriale er således 10 sygeplejersker og 2 overlæger. Heraf havde 5 sygeplejersker erfaringer med at anvende
”Livsmod”. For de øvrige involverede gjaldt det, at nogle havde et forholdsvis stort kendskab til projektet, og disse havde i forvejen gjort sig mange overvejelser over ”Livsmod”. Andre vidste kun at tilbudet eksisterede, og de havde ganske overfladisk forholdt sig til projektet.
Der blev på intet sygehus lagt skjul på, at en betragtelig del af plejepersonalet sandsynligvis ikke havde kendskab til projekt ”Livsmod”.
Det medvirkende plejepersonale var meget positive overfor at lade sig interviewe om deres opfattelse af ”Livsmod”, og som evalueringen viser, bidrager de med vedkommende aspekter.
Men som nævnt indtager Hørsholm sygehus en særstilling. Kendskabet til ”Livsmod” var på Hørsholm sygehus absolut minimalt. Ved den første telefoniske kontakt, fortalte
sygeplejersken, der var kontaktperson til ”Livsmod”, at det var korrekt, at hun havde modtaget mødeindkaldelser til møder om ”Livsmod”. Sygeplejersken havde imidlertid ikke deltaget i disse møder, og hun havde heller ikke opfordret andre sygeplejersker til at deltage i møderne, hvorfor hun ikke var af den opfattelse, at Hørsholm sygehus var en del af projektet.
Der var således ikke tvivl om, at denne afdeling, som var intensivafdelingen, ikke havde benyttet sig af tilbuddet ”Livsmod”. Dernæst blev distriktpsykiatrisk afdeling på Hørsholm sygehus kontaktet. De kendte heller ikke noget til ”Livsmod”, hvilket naturligvis ikke var overraskende, da kontakt-sygeplejersken allerede havde fortalt, at hun ikke havde gjort en indsats for at formidle tilbudet om ”Livsmod” videre. De forskellige sygeplejersker, som jeg talte med, var ikke interesserede i at lade sig interviewe om deres opfattelse af projekt
”Livsmod”, da de ikke kendte indholdet i tilbudet. Endelig blev en sygeplejerske på
skadestuen på Hørsholm sygehus involveret. Hun indvilgede i at lade sig interviewe, selv om hun heller ikke kendte til projekt ”Livsmod”. Interviewet handlede således ikke konkret om, hvordan det har været at håndtere projekt ”Livsmod”, men det interview handlede snarere om nogle overordnede betragtninger.
Det er overordentligt interessant, at Hørsholm sygehus har lagt sig på sidelinien af projektet.
Grundene hertil rækker ud over denne evaluerings rækkevidde, hvorfor der ikke skal gøres overvejelser i den retning. Blot skal det pointeres, at der her findes et felt, som muligvis rummer nyttig information, men som ikke yderligere vil blive behandlet i denne rapport.
Udgangspunktet for interviewene var en interviewguide, der vedlægges som bilag 1.
Evalueringen er opbygget som en tematisk fremstilling af tendenserne i materialet.
Udvalgte citater fra interviewene er vedlagt som bilag 2.
Tendenser
Livsmod generelt
• En stor del af sygeplejerskerne påpegede, at det var meget værdifuldt at vide, at der
eksisterede et tilbud til selvmordstruede unge. Plejepersonalet manglede ofte den fornødne tid til at tale med de unge, og sygeplejerskerne følte ligeledes, at de manglede
kompetencer. Der var derfor stor tilfredshed med at vide, at der fandtes et tilbud, som de kunne videreformidle til de unge.
• Der var blandt alle enighed om, at et samtaletilbud er et velegnet redskab, som kan hjælpe til, at de suicidalramte får vendt deres situation fra at være meget dårlig til at være mindre dårlig eller måske endda god.
• Ingen af de involverede sygeplejersker havde på noget tidspunkt haft erfaring med
gentagne indlæggelser blandt målgruppen. Om det i projektperioden skyldes indsatsen fra
”Livsmod”, kunne sygeplejerskerne hverken be- eller afkræfte.
• Der var stor tilfredshed med samarbejdet med medarbejderne fra ”Livsmod” blandt de sygeplejersker, der havde erfaring med at håndtere adgangen til ”Livsmod”. Der blev blandt andet af en sygeplejerske fremhævet, at hun var imponeret over fleksibiliteten hos
”Livsmod” – at medarbejderne havde mulighed for at komme til sygehuset, hvis det skønnedes mest hensigtsmæssigt.
• På samme måde som der var tilfredshed med samarbejdet, var der ligeledes tilfredshed med arbejdsgangen i forhold til ”Livsmod”. En sygeplejerske pointerede, at det var nyttigt, at Børnerådgivningen både kunne kontaktes via telefon og fax. Det var med til at gøre adgangen til ”Livsmod” enkel og hurtig.
• De enkelte sygehuse blev informeret om ”Livsmod” via de kontaktpersoner, som var tilknyttet projektet. En del af de interviewede sygeplejersker mente, at den modtagne information var tilstrækkelig, samt at formidlingen af information via en ansat på
sygehuset var optimalt. Argumentet, for at denne procedure er den mest hensigtsmæssige,
var, at plejepersonalet ved, hvilke afdelinger der bør informeres om ”Livsmod”, ligesom personalet jævnligt har mulighed for at minde deres kollegaer om tilbudet, samt
kontrollere at der findes pjecer om ”Livsmod” på de aktuelle afdelinger. En anden del af de interviewede sygeplejersker mente, at det ville have været at foretrække, om
Børnerådgivningen stod for formidlingen af projekt ”Livsmod”. Der var forslag om at lægge sådanne informationsmøder i forbindelse med sygeplejekonferencer,
personalemøder eller tema-timer. Nogle af de interviewede sygeplejersker mente, at personalet ville gøre noget mere for at blive kendt med projektet, hvis informanterne kom udefra. Flere nævnte, at et informationsmøde hvert halve år sandsynligvis ville være passende.
Herunder skal nævnes, at størstedelen af alle de interviewede manglede informationer om, hvad et samtaletilbud konkret indebærer. De følte ikke, at de i tilstrækkeligt omfang vidste, hvad indholdet i et samtaletilbud nærmere er, og dermed hvad det var for et tilbud, som de formidlede videre til de unge.
• Kun et lille mindretal af sygeplejersker savnede en tilbagemelding vedrørende de henviste unge. Generelt var man i deres branche vant til et stort flow af patienter, som de ikke fik nogen tilbagemelding om. I enkelte tilfælde kunne det naturligvis have været interessant, men generelt manglede de ikke en tilbagemelding.
At gøre tilbudet kendt for målgruppen
• Der var blandt plejepersonalet bred enighed om, at en overordentlig stor del af de suicidalramte bliver indlagt. På skadestueafdelingerne gjorde flere opmærksom på, at de forsøgte at overtale de unge mænd, der for eksempel havde skåret sig i håndledet, til at lade sig indlægge. På den måde fik plejepersonalet mulighed for at få en samtale med den unge samt formidle tilbudet om ”Livsmod”. Alle interviewede mente, at stort set alle suicidalramte i projektets målgruppe fik tilbud om en samtale på Børnerådgivningen.
Selv om en betydelig del af plejepersonalet ikke var bekendt med projektet, mente de interviewede alligevel, at projektet trods alt var så udbredt, at der til enhver tid ville være noget plejepersonale, som ville kende projektet, hvis en suicidalramt ung blev indlagt.
Naturligvis var de ikke så naive, som en sygeplejerske udtrykte det, at de troede, at samtlige havde fået tilbudet i projektperioden, men alligevel tæt på.
• Om selve formidlingen af tilbudet til de unge, varierede det meget, hvornår i forløbet den unge fik information om projekt ”Livsmod”. På skadestuerne blev tilbudet stort set givet umiddelbart efter, at den unge var ankommet til sygehuset. Hvis den unge var forgiftet, kom patienten videre fra skadestuen til en anden afdeling indenfor en halv time.
Personalet havde i disse situationer ikke ret meget tid sammen med patienten, hvorfor tilbudet blev givet med det samme. På de andre afdelinger var der bedre tid. Personalet her fortalte, at patienterne altid havde det somatisk meget dårligt det første stykke tid. Efter at patienterne begyndte at få det bedre, skønnede personalet, hvornår det mest gunstige tidspunkt var for at formidle ”Livsmod”. Patienten måtte godt sunde sig lidt, men hvis der gik for lang tid, så man en tendens til, at de unge bagatelliserede hændelsen. Eller sagt med andre ord, tilbudet blev givet afhængig af situationen og med variationer mellem afdelingerne.
• På samme måde som der var forskelle afdelingerne imellem med hensyn til tidspunktet for at formidle ”Livsmod”, var der ligeledes forskelle afdelingerne imellem med hensyn til hvilket beredskab, de mente vil være at foretrække, at ”Livsmod” var i besiddelse af. På skadestuerne var der en klar tendens til, at personalet mente, at et akutberedskab ville være en forbedring af projektet. De øvrige afdelinger var stort set enige om, at det aktuelle beredskab dækkede deres behov. Enkelte mente, at en kort åbningstid i weekenden kunne være ønskelig, men ingen havde haft brug for at kunne kontakte ”Livsmod” udenfor åbningstiderne.
• Hovedparten af de interviewede mente ikke, at det var vanskeligt at bedømme, hvornår det var relevant at tilbyde ”Livsmod”. Enkelte påpegede vanskeligheden med at skelne
mellem et selvmordsforsøg og unges nysgerrighed i forhold til at prøve, hvor meget de kunne tåle af alkohol, ecstasy, vægttab m.m.
• Der var delte meninger om ”Livsmods” placering på Børnerådgivningen. To af sygeplejerskerne på Hillerød sygehus så ingen ulemper ved placeringen på
Børnerådgivningen. En enkelt sygeplejerske fra Hillerød pegede på en mulig vanskelighed ved som ung at skulle tage på Børnerådgivningen og banke på en ukendt dør. Hun ville
derfor foreslå, at kontakten til ”Livsmod” etableredes på sygehuset som en fast rutine, sådan at den unge havde mødt en af medarbejderne i ”Livsmod”. Derefter så hun det som en betydelig fordel, at samtaleforløbet foregik udenfor sygehusregi. Den unge havde måske nogle dårlige oplevelser forbundet med sygehuset. Disse oplevelser kunne den unge sikkert bedre give slip på ved ikke at skulle i behandling på sygehuset. På de øvrige sygehuse så de ikke store ulemper ved ”Livsmods” placering i Hillerød, men hvis de frit kunne vælge, ville størstedelen foretrække en placering i nærheden af sygehuset, men udenfor sygehusregi. Der var enighed blandt alle de interviewede om, at det måtte være en fordel for de unge, at samtalen foregik udenfor sygehuset. For eksempel forestillede interviewpersonerne sig, at de unge ville befinde sig bedre i et miljø, hvor behandlerne gik i almindeligt tøj og dermed udstrålede mindre autoritet end plejepersonalet på sygehusene.
• De fleste af interviewpersonerne mente, at tilbudet var lige egnet til unge med dansk kulturbaggrund som unge med anden etnisk kulturbaggrund. Når først de unge befandt sig i en så alvorlig situation, var en samtale af stor betydning uanset om den unge havde dansk eller anden etnisk kulturbaggrund, argumenterede de. Enkelte interviewpersoner havde erfaring med at formidle projekt ”Livsmod” til en ung af anden etnisk herkomst.
Deres erfaring var, at den unges forældre var meget afvisende overfor tilbudet. Dette havde resulteret i, at den unge afslog tilbudet, selv om sygeplejerskerne fornemmede, at den unge gerne ville have taget imod tilbudet. Disse sygeplejersker mente, at
samtaletilbudet var lige velegnet til de unge uanset kulturbaggrund, men de unges forældre, som altid involveres hvis det er muligt, kunne være en hindring for foranstaltningen af tilbudet.
Pjecen
• Alle 5 sygeplejersker, som havde erfaringer med at benytte ”Livsmod”, fortalte, at de havde formidlet tilbudet til den unge i forbindelse med en samtale. Når plejepersonalet vurderede, at patienten var parat til at blive motiveret for et samtaleforløb, indledte de en samtale om alvoren i den handling, som den unge havde foretaget. Samtalen mundede ud i, at ”Livsmod” blev introduceret. Den unge fik pjecen, som hun kunne kigge i, og efter at have overvejet det, ville sygeplejersken vende tilbage for eventuelt at lave en aftale om at kontakte Børnerådgivningen. Et af nøgleordene i forbindelse med formidlingen af projekt
”Livsmod” var ’motivation’. Sygeplejerskerne forsøgte mest muligt at motivere den unge til at tage imod tilbudet.
• Vedrørende selve pjecen, var der tendens til, at interviewpersonerne delte sig i to nogenlunde lige store grupper. Den ene gruppe var af den opfattelse, at pjecen var velegnet til målgruppen. Forsiden på pjecen var afdæmpet, hvilket blev betragtet som en fordel, da den unges situation var så alvorlig, at det ikke var hensigtsmæssigt med et layout, der var præget af ’for meget fjas og pjat’, som en sygeplejerske udtrykte det.
Ligeledes var der forholdsvis enighed om, at pjecen var tilpas informativ. Der var dog en overvægt af interviewpersoner, der mente, at pjecen ikke primært henvendte sig til den unge. De mente snarere, at pjecen henvendte sig til plejepersonalet eller de unges forældre.
Blandt den anden gruppe af interviewpersoner, mente de alle klart, at der var alt for mange informationer i pjecen til unge under 18 år. Interviewpersonerne var af den opfattelse, at mange af informationerne var overflødige i forhold til de unge og deres forældre. For eksempel var det ligegyldigt at vide, at behandlingstilbudet var amtsfinansieret. Det ville være tilstrækkeligt at pointere, at det var gratis. Derudover forholdt et fåtal sig kritiske til den sproglige udformning. De troede ikke, at ret mange unge under 18 i en suicidalramt situation ville være i stand til at få ret meget ud af pjecen, da den ikke var skrevet i et sprog, der rettede sig til de unge.
Layoutet var ’en sædvanlig discount pjece fra Frederiksborg Amt’, som en overlæge formulerede det. Denne gruppe mente således, at der var yderst ringe sandsynlighed for, at en ung ville åbne en pjece med et sådant layout. En sygeplejerske foreslog, at man
udformede to pjecer, en pjece til den unge og en pjece til plejepersonalet. Pjecen til plejepersonalet kunne meget vel ligne den nuværende pjece, da det var væsentligt for plejepersonalet, at have alle relevante oplysninger. Pjecen til den unge kunne med fordel udformes med et ’ungt’ layout og i et ’ungt’ sprog. En anden sygeplejerske foreslog, at Børnerådgivningen henvendte sig til en af de unge, som ”Livsmod” havde haft kontakt med, for at få en ung, der selv havde været i en suicidalramt situation, til at være med til at udforme en egnet pjece.
• Omkring halvdelen af interviewpersonerne mente, at det var en barriere, at den unge skulle give tilladelse til at blive kontaktet af ”Livsmod”. De mente, at der var mange, der havde registreringsskræk forstået på den måde, at hvis de først var registrerede hos en psykolog, ville det opfattes på lige fod som at være registreret i det psykiatriske system, og dermed stemplet som psykiatrisk patient. Flere sygeplejersker henviste til de mange, der benytter sig af anonyme telefonlinier, hvilket understøtter synspunktet, at mange helst vil undgå at lade sig registrere. Ligeledes mente flere sygeplejersker, at især grupper med anden etnisk baggrund var særligt forbeholdne overfor at lade sig registrere. Denne gruppe af interviewpersonerne var ikke i tvivl om, at flere ville tage imod tilbudet, hvis det kunne foregå anonymt.
Den anden halvdel af interviewpersonerne mente ikke, at det havde nogen betydning overhovedet, at de unge ikke kunne være anonyme i ”Livsmod”. Personalet
argumenterede, at i Danmark er vi så vante til at skulle opgive vores cpr.numre i alle mulige sammenhænge, at det ikke vil have nogen betydning. Allerede når den unge ankommer til sygehuset, bliver den unge registreret. Det ville derfor ikke være en hindring, om den unge skulle opgive sit cpr.nummer endnu engang i forbindelse med
”Livsmod”, mente denne del af interviewpersonerne.
• Som allerede nævnt, var det kun ca. halvdelen af interviewpersonerne, der havde erfaring med at anvende ”Livsmod”. De havde ikke mange erfaringer med unge, der havde afslået tilbudet. Kun i et enkelt tilfælde, som allerede er nævnt, hvor den unge havde en anden etnisk baggrund blev tilbudet afslået på grund af den unges skeptiske forældre.
Kønsaspekt
• Der var bred enighed blandt alle de involverede interviewpersoner om, at ”Livsmod”
rettede sig lige meget mod begge køn. Plejepersonalet mente ikke, at et tilbud om en samtale henvender sig mere til piger frem for drenge, ligesom de heller ikke mente, at tilbudet særligt rettede sig til en bestemt aldersgruppe indenfor målgruppen.
• Sygeplejerskerne, som alle var kvinder, mente ikke, at deres eget køn kunne vanskeliggøre motivationen af drenge. Sygeplejerskerne ville have fået skabt tilliden hos drengene i
løbet af den somatiske behandling, og de så således ingen ulemper ved som kvinder at skulle formidle ”Livsmod”.
• Interviewpersonerne var stort set enige om, at det ikke var tilbudets karakter, der gjorde, at flere piger tog imod tilbudet. Det handlede om, at det næsten kun var piger, der forsøgte at begå selvmord. En enkelt sygeplejerske mente, at flere drenge måske ville tage imod tilbudet, hvis tilbudet tillige indeholdt en aktiv form for handling. Hun have ingen forslag til, hvad det nærmere kunne være.
Fremtidigt samarbejde
• Der var ingen tvivl blandt interviewpersonerne om, hvorvidt de mente, om der burde være et fremtidigt tilbud til unge suicidalramte. Alle anså det for særdeles væsentligt, at et sådant tilbud fandtes. Heldigvis var der ikke så ofte brug for tilbudet, men når behovet var der, var det overordentligt betryggende at vide, at der fandtes en ekspertise, som var bedre fagligt funderet til denne type opgaver, samt havde tid til opgaven. Faglig ekspertise og tid var de to faktorer, der oftest blev nævnt som særlige styrker ved ”Livsmod”.
Forslag
Interviewpersonerne kom med flere forslag til, hvordan man kunne justere projekt ”Livsmod”
med henblik på at udvikle projektet. Flere af forslagene er allerede nævnt ovenfor i
forbindelse med redegørelsen for det tema, som de indgår i. Disse samt de endnu ikke nævnte forslag vil i det følgende oplistes:
• Forslag om at Børnerådgivningen introducerede projekt ”Livsmod” på de aktuelle afdelinger på sygehusene. Herunder at Børnerådgivningen redegjorde for, hvad et samtaletilbud indebærer. En introduktion hvert halve år skønnedes passende.
• Forslag om at udvide tilbudet til at omfatte unge op til midt i tyverne, da en betydelig del suicidalramte er i aldersgruppen 18-25 år. Hermed ville tilbudet oftere skulle anvendes, og dermed ville det lettere blive kendt blandt plejepersonalet.
• Forslag om at praktiserende læger også kunne benytte sig af tilbudet. På den måde ville
”Livsmod” få en mere forebyggende karakter.
• Forslag om at udvide tilbudet til også at gælde unge, som endnu ikke har forsøgt at begå selvmord, men hvor plejepersonalet skønner, at den unge ville profitere betydeligt af en samtale med en professionel. Dette ville ligeledes have karakter af forebyggelse. Desuden ville projektet jævnlig være aktuelt, og det ville derfor ikke så let blive glemt.
• Forslag om at kontakten mellem ”Livsmod” og den unge etableres på sygehuset, mens den unge stadig er indlagt.
• Eventuelt forslag om et beredskab sådan at en kontakt til ”Livsmod” ville være mulig på angivne tidspunkter i weekenden.
• Forslag om at udarbejde to pjecer, en til plejepersonalet og en anden til de unge. En ung med erfaring fra selvmordsforsøg kunne eventuelt give inspiration til pjecen til de unge.
• Eventuelt fremstille en mappe til pjecerne i samme farve som pjecerne. Det ville gøre tilbudet lidt mere synligt.
• Eventuelt tilføje en handlingsdel for at forsøge at sikre, at drengene ikke afslår tilbudet.
• Eventuelt forslag om anonym behandling.
