K&K 105 (2008)
234
fikke. Det gælder fx Carsten Sestofts ligeledes glimrende introduktioner til Bourdieus arbejde med det litterære felt. Overordnet set har Wilken begå- et en god introduktion, der egner sig fint til at give mere fast grund under de fødder, der ønsker at bevæge sig i retning af et egentligt arbejde med detaljerede og konkrete feltanalyser.
Bjerre og Laustens bog om Žižek er på godt og ondt mere sprælsk og levende end Wilkens bidrag til serien.
Det skyldes ikke kun, at Bourdieus dynamiske strukturalisme egner sig bedre til et roligt tempo og klart ad- skilte hierarkiske niveauer end Žižeks springende og digressive ideologikri- tiske psykoanalyse, men også at Bjerre og Lausten har valgt en særlig stil og fremstillingsform. Tydeligvis skrevet på et stort fagligt overskud bærer de- res introduktion præg af at være bidt af Žižeks bidskhed, hvilket i mange passager forlener fremstillingen med en smittende begejstring og entusias- me. Som den mest kendte repræsen- tant for den såkaldte slovenske skole af tænkere, fremstår Žižek som en spændende og vild tænker, vokset ud af og i høj grad farvet af poststruktu- ralistisk tænkning (Derrida og Lacan, hvis svigersøn Miller oplærte Žižek i psykoanalyse). Introduktionen giver en række beviser på den revolutionæ- re vitalitet i Žižeks anti-kapitalistiske tænkning, og skildringerne af dens utvetydige og bidende kritik af mange mode-ideer (som fx det multikultu- relle samfund) er både stimulerende og inspirerende.
Betragtet som en introduktion
kan jeg nogle steder savne et mere kø- ligt overblik og en mere tydelig, eks- pliciteret struktur midt i begejstrin- gen. Samtidig opstår der flere steder en form for tomrum mellem på den ene side passager af en vis indforstå- ethed (det gælder omgang med den notorisk vanskelige lacanske tænk- ning såvel som formuleringer af ty- pen »selvfølgelig berømt manifesteret i Francis Fukuyamas bog The End of History and The Last Man«, p. 49)) og på den anden side eksempler, hvis forklaringskraft synes tvivlsom og som nogle steder behandles noget lemfæl- digt. Fx er der ingen »lille dreng« i H.C. Andersens »Kejserens nye Klæ- der«, der råber »Han har jo ikke no- get tøj på« (p. 42), men derimod »et lille Barn«, der siger »Men han har jo ikke noget paa«. Til gengæld har introduktionen til Žižek noget, som Bourdieu-bogen ikke kan sige sig fri for at mangle, nemlig et oplagt og velkomment aktualitetsperspektiv.
Stefan Iversen er postdoc-stipendiat ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.
Stefan Iversen Om igen
Annemette Hejlsted: Fortællingen i teori og analyse, Frederiksberg 2007 (Forlaget Samfundslitteratur).
For nu at spole frem til biljagten med det samme: Forlaget Samfundslit- teratur har set rigtigt, når de vælger at udgive en grundbog om fortæl-
K&K-ANMELDELSER
235 lingens teori og analyse til brug på
universiteternes grundniveau og på seminarier. Der mangler en opdate- ret indføring på universitetsniveau i, hvordan man forstår og analyserer fortællinger, både i de enkelte me- dier og på tværs af medier. Desværre mangler en sådan bog stadig efter udgivelsen af Hejlsteds Fortællingen.
Trods gode intentioner og trods flere steder omhyggelige gennemgange er bogen hverken klar eller bred nok til at kunne fungere som »introduktions- og referenceværk« ved højere uddan- nelser – dertil mangler bogen skarp- hed i begrebsbrugen samt mere viden om både klassiske og nyere teorier om fortællinger.
Bogens struktur er for så vidt vel- gennemtænkt, den fungerer inden for bogens egne rammer, og ambitions- niveauet er tilstrækkeligt: Hejlsted vil behandle de vigtige aspekter af for- tællingens struktur og funktion, re- degøre for eksisterende forskning og opstille en model til brug i arbejdet med at analysere fortællinger. Ho- vedparten af de enkelte kapitler be- handler hver deres begreb eller emne af særlig relevans for arbejdet med fortællinger (plot, fremstillet verden, karakter, fortæller, modus og genre), og kapitlerne forløber efter en fælles logik: først gennemgang af teori om det pågældende emne, derefter opstil- ling af en fremgangsmåde til brug ved analysen af dette emne og endelig en applikation af fremgangsmåden, hver gang på den samme tekst, H.C. An- dersens »Prinsessen på Ærten«. Den genkommende struktur er i sig selv
god, og gentagelsen af den gør det blot bedre. Også den stadige tilbage- venden til det samme, velkendte even- tyr både letter og anskueliggør. Med til at øge anskueligheden tæller også, at Hejlsted undervejs inddrager en mængde, som oftest velvalgte eksem- pler til at illustrere de begreber, der diskuteres. En studerende vil givetvis kende en del af eksemplerne og/eller få lyst til at læse videre i dem.
Også bogens stil fungerer efter hensigten. Sprogtone og sproglig sværhedsgrad rammer, så vidt jeg kan vurdere, målgruppen nogenlunde, om end nogle passager tenderer det lidt vel causerende, mens andre passager forfalder til upersonlige standardven- dinger af typen »I det følgende fore- tages en kortfattet analyse af »Prinses- sen på ærten [sic!]« med henblik på et signalement af fortælleren og hans funktionsmåde« (p. 148).
Når jeg trods disse gode ting ved bogen ikke vil anbefale mine (eller andres) studerende at bruge den, skyldes det to ting: Dens omgang med begreber er for slap og uklar og, hvilket er væsentligst, dens brug af eksisterende teori om fortællinger er for mangelfuld.
Som eksempel på det første kan nævnes den måske vigtigste definition i en bog med dette emne, nemlig de- finitionen af en fortælling. Tættest på kommer Hejlsted i følgende passus:
»Begrebet fortælling benyttes i bogen i to betydninger: dels som modus og dels som genre. Som modus er en for- tælling ikke identisk med dens plot«.
At en fortælling ikke er det sammen
K&K 105 (2008)
236
som dens plot kan næppe siges at ud- pege hverken fortællingens tilstræk- kelige eller nødvendige egenskaber.
Som en definition af fortællingens modus tjener det under alle omstæn- digheder ikke.
Hvad angår forholdet til eksisteren- de forskning, ytrer Hejlsted følgende i bogens indledning: »Det billede af fortællingen, der skitseres i bogen, bygger på en sammentænkning af primært aktuel teori om fortællingen.
Der er ikke tale om den allernyeste teori, men om velafprøvet teori, der stadig er virksom inden for de huma- nistiske forsknings- og læringsmiljøer både inden for og uden for Danmarks grænser. Hovedinspirationskilderne er foruden Wolfgang Iser Peter Brooks, Roland Barthes, Mikhail Bakhtin og Shlomith Rimmon-Kenan, der alle om end i forskellig grad lægger vægt på læserens rolle i læsningen […]« (p.
15)
Reelt udgøres Hejlsteds teoretiske grundlag af en kombination af nogle receptionsæstetiske pointer, med re- ference til to tekster af Iser, og noget strukturalisme, som den formidles af Culler i midten af 1970’erne og vi- dereføres hos Chatman og Rimmon- Kenan. En sådan position er ikke i sig selv problematisk, om end den kan forekomme lidt vel antikveret og lidt vel heterogen. Det problematiske er de måder, hvorpå Hejlsted forholder sig til eksisterende forskning: det sker dels inklusivt, men ikke syntetise- rende, dels eksklusivt, men tilsynela- dende uden at være indlæst i de for- skellige traditioners kernetekster. De
navne, som citatet ovenfor rummer, har nok haft betydning for teorier om fortællinger, men mens kun to af dem kan betegnes som fortælleteore- tikere (Brooks og Rimmon-Kenan), kunne man pege på en række andre, som ikke nævnes som inspirationskil- der, fx Booth, Genette, Todorov og Greimas fra 1960’erne og 1970’erne for slet ikke at tale om al den megen nyere forskning i fortællinger, der si- den 1990’erne er vokset frem hos fx Phelan, Ryan, Fludernik og Herman.
Der er klart, at en undervisningsbog hverken kan eller skal inddrage el- ler forholde sig til al ny teori om sit emne, men her er afstanden mellem bogens teoretiske valgslægtskaber og den internationale fortælleteoris vel- etablerede og rige forskningsfelt gan- ske enkelt for stor.
Det er fx ikke rigtigt at sige, at der fra teoretisk side har været »en yderst begrænset interesse for fortællingens verden« (p. 83), eftersom et helt forskningsfelt – possible world theory – netop har det som sin genstand. På samme måde forekommer det tvivl- somt, at Chatmans i øvrigt udmær- kede arbejde med tværmedialitet i 1970’erne skulle udgå fra en »epoke- gørende tese« (p. 36), eftersom helt beslægtede formuleringer stod at læse allerede i Barthes klassiske artikel fra Communications nr. 8 i 1966.
Sådanne kortslutninger peger mod et fundamentalt problem i bogen, nemlig at Hejlsted, når hun endelig forholder sig til de kanoniske tekster inden for arbejdet med fortællinger, forholder sig til dem på anden hånd.
K&K-ANMELDELSER
237 Hendes pointer om Barthes’ essay
stammer fra Cullers læsning af Bar- thes (p. 14), ligesom hendes pointer om Genette stammer fra Aaslestads introduktion til Genette (p. 146).
Mest galt går det i kapitlet om for- tælleren. Hejlsted afslutter to siders stort set intetsigende begrebshistorisk oversigt (»De nævnte teoretikere og en god håndfuld [5? 6?] unævnte har alle ydet væsentlige bidrag til den be- grebsdannelser [sic!] om fortællere og fortælleelementer, der er fremhersken- de i dag« (p. 133)) med at fremhæve Genettes begreb om fokalisering, der
»erstatter begreber om synsvinkel« (p.
133). To sider længere fremme taler Hejlsted dog fortsat om synsvinkel.
Genette – og det for udsigelsesana- lysen centrale fokaliseringsbegreb – dukker imidlertid op igen til slut i kapitlet, nu under den faretruende underoverskrift »Supplerende begre- ber«, men da ganske kort og i referat, ikke fra Genette, men som sagt fra en sekundær gennemgang af Genette.
Som studerende levnes man kun gan- ske ringe chancer for at gennemskue, hvad fokalisering er og hvad dets for- hold til synsvinkler måtte være.
Kapitlets modelanalyse af fortælle- ren i Andersens eventyr viser, at der ikke bare mangler et (eller andet) afklaret begreb om det, Genette kal- der fokalisering, men også greb om andre af udsigelsessituationens afgø- rende problematikker, ikke mindst et fænomen som dækning (p. 149).
Et begreb om dækning ville således gøre det muligt for Hejlsted (såvel som for de studerende, der skal tage
ved lære af modelanalysen) at nærme sig en mere præcis karakteristik af An- dersens velkendte, men drilske fortæl- lesituation.
En note i kapitlet forklarer, at »Føl- gende systematik over fortællere er i sin grundstruktur hentet fra Søren Schous artikel »Fortælleren i roma- nen« (1966). Ikke et ondt ord om Schous i sin tid med rette indflydel- sesrige artikel, men meget, endog rigtig meget, er sket i arbejdet med analysen af fortællere både i og uden for fiktion siden da.
Bogens afsluttende kapitel, »Ana- lyseeksempel: Karen Blixen: Den udødelige Historie«, viser endnu et eksempel på den manglende klarhed og stringens i omgangen med eksiste- rende teori. Hejlsted indleder kapitlet med at sige, at hun vil »analysere Ka- ren Blixens fortælling […] med ud- gangspunkt i Walter Benjamins essay [»Fortælleren«]« (p. 226). Det er der ikke i sig selv noget galt i, bortset fra at Benjamins essay slet ikke har været nævnt tidligere i bogen, selv om det altså nu skal fungere som udgangs- punkt for en samlet anvendelse af bo- gens analysemodel. Med denne uklare og ikke-intenderede dobbelthed af inklusion og eksklusion (enten burde Benjaminteksten havde været med fra begyndelsen, eller også burde bogens analysemodeller kunne klare sig uden) efterlader også bogens sidste kapitel sin læser forvirret og med alt for få faste holdepunkter.
Stefan Iversen er postdoc-stipendiat ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet.
