Hvem trak Johannes's bukser ned?

Hvem trak Johannes's bukser ned?

eller: Balladen

den døde and

Af Søren Mulvad

Et af de livligste steder i den gamle købstad, Ribe, var Skibbroen. Midt i 1800-tallet kunne derliggeop tiltorækker afsmåskibeved kajen

og tidligeremåskeendnu flere. Detgavmulig¬

heder for indtægterfor driftige kroejere, der

kunne levere varm mad, drikkevarer og husly

til skippere og søfolk, som på de små både

havde ringe mulighed for forat gøreildoglave

mad. En af flere kromænd, eller som de også

kaldtes »skænkeværter« på Skibbroen i 1799

var HansNicolaisen. Han var engift mand på

26 år, hustruen Anne Margrethe var etpar år

ældre og sammen havde de tre små børn, og dervartilligeen tjenestepige i huset. Iskænke¬

stuen, der også fungerede som familiens opholdsstue,varbordeog stole, bagdetterum

var der køkken med åben skorsten, og bryg¬

gers, hvor der stod diverse bryggerkarogbød-

krede træbaljer til brug ved slagtning ogvask.

Hans Nicolaisen havde formodentlig også en båd liggende ved skibbroen, for i bryggerset opbevaredesendel tilbehør tilensådan.Ibag¬

gårdenhar derværet ethønsehus, hvori blandt

andetfjerkræ fandtes mindsteenand.

Den unge kromand har sandsynligvisværet nødt til at tagedesmå indtægter med for atfå

økonomien tilathængesammen, ogdet har da ogsåærgretham rædsomt, da hanen morgeni april måned1799 kom ud igårdenogfandten af sine ænder liggende med halsen vredetom.

»Det erogså de Satans gadedrenge, de skulle

have nogle tæsk«, tænkte han. Hvem der

kunneværegerningsmanden varhan næppei

tvivl om, for især en opløben knægt oppe fra Grønnegade havde ilde ry på sig i kvarteret.

DetvarJohannes, hvis far sad til leje ogindtog

så ringe en borgerlig stilling som at være

»geworben soldat«, hvilket vil sige, at han

havde ladetsiglejeienandens sted til attjene

i militsen. Dennebestilling kastede kun lidt af sig,ogda Christian Lanken,somsoldaten hed,

var enældre mand, 50årgammel^ogmed^enti

år yngre koneogto børn, havde familien ikke meget at gøre godt med. Faderen var optaget

dagen igennem, ogkonene havde nok at gøre medatpassedenlille påfireår, så denfemten¬

årigejohannes fikivid udstrækning lovatskøt¬

tesigselv-til skrækog terrorfor nabolaget!

Kromanden, HansNicolaisen, _søgterådhos naboerne,sområdede ham til atgiveJohannes

endragtklø, hvilket skete. Under påskud af, at

engæstiskænkestuen havde brug for en bud¬

dreng, lokkede Hans Nicolaisen drengen Johannes ind i sit bryggers, trak bukserne ned påham og gavham klø, først et parslag med træhåndtaget fra roret til en båd og derpå nogle slag med et »nybundet stilkris«. Ungen

vræledenaturligvis i vilden sky^oggik lige hjem

ogsladrede.

Den gode krigsmand blev opbragt, ^- eller ogsåblev hans kone det^-oggik til byfogeden,

som henviste ham til Stadens Forligskom- mission, der indkaldte de to familiefædre _og forsøgte at mægle mellem dem. Hans Nico- 77

HvemtrakJohannes'sbukserned?

laisen benægtede sin skyld, men tilbød dogat betale en rigsdaler til Christian Lanken. (Det

var billigt for at have fået lov til at give den

uvorne knægt endragt klø.) Lanken ville ikke

høre tale om så ringe en kompensation, men fik birkedommer NielsOutzen fraHundegade

tilatanlægge enregulærsagforbytinget.

Niels Outzen (født1755) varjuristoghavde

embedet som birkedommer ved det lille

Lustrup Birk, samt var foged for Grev Schack på Schackenborg for dennes strøgods i Ribeog

Hvidding Herreder. Da embedet ikke krævede

hans tilstedeværelse ret mange dage om ugen, havde hanrigelig tid tilatpraktiseresomadvo¬

kat. Niels Outzen kunne nok _se, at sagen var megettynd,^men togden alligevel.

Den 4. juni 1799 mødtes parterne første

gangfor Riber Bytings Ret. Niels Outzen havde

formalia i orden og indleverede et klageskrift

fra Christian Lanken over, at Hans Nicolaisen

på Skibbroen havde »med tyrrannisk og

umenneskelig adfærd mishandlet hans søn Johannes, først med etstykke træogsiden lagt

ham over et bryggerkar for dér at hudflette

ham med et dertil nybundet ris«. Som vanligt lagde han ikke fingrene imellem i sin beskri¬

velse af det passerede, og han havde vidner

parat,som skulle kunnestøttehans påstand.

Efter tidens skik havde Outzen på forhånd

forfattet de spørgsmål, der skulle stilles til vid¬

nerne.Dervar24 ialt,somblev indført ijustits¬

protokollen. Herefter skulle de fire indkaldte

vidner besvarerspørgsmålene.

Første vidnevarbageren, somleverede brød

til kromanden. Han havde været i bryggerset

og havde set, hvad der skete. Som næsten alle

vidner altid gjorde, svarede han yderst forsig¬

tigt påde stillede spørgsmål. Det korte af det lange i hans svar er forklaringen, hvor han sagde: »Da jeg kom ind i køkkenet, stod Hans

Nicolaisen og drengen Johannes og talte med

78

hinanden, hvorved den første spurgte den sid¬

ste,om det ikkevarham, der havde omvreden halsen på hans and, hvortil drengen svarede

»Nej«. Hans Nicolaisengavså tilgensvar,atdet

ikke var for meget, om han blev tvunget til bekendelse, hvortil drengen svarede: »Har I lyst, såprøvdet!« Og i detsammeløftede dren¬

gensine bukser ned ogvisede sin bare rumpe for Hans Nicolaisen. Dajeg så dette optrin, sagde jeg til drengen: »Detvarværd du skulle

have et par rap«! Jeg tog derpå af en lime (kost) en stult (håndfuld ris) ud ogafleverede

til Hans Nicolaisen, som da drengen endnu

stod og trodsede med sin bare rumpe, der af

fiketparsmæk.Jegså ikke mere passereimel¬

lemHansNicolaisen og drengen«.

Senere i forhøret indrømmede bageren, at Hans Nicolaisen forud havde truet drengen

medentræstang, ogatdrengen havdestået »så

stivsometstykketræ«da han fik de omtalterap.

Hans Nicolaisen førte selv sin sag og frem¬

førte en række modspørgsmål til bageren, der

svarede aldeles i kromandens favør ogbagatel¬

liserede hele sagen.

Næste vidne varJørgen Hansen Smed, som

formodentlig har siddet i skænkestuen og har

hørt, hvad derpasserede i bryggerset. Smeden

forklarede, at kromanden havde kaldt Johannes ind i huset under foregivende af, at der sad en skipper i stuen, som skulle have et brev båret om i byen, og atJohannes kunne tjene etpar skillingved at gøre det, men han nægtede, at der forud ^var aftalt noget om, at der skulletilføjes drengennogetondt. Smeden

havde godt forud hørt,at folk i almindelighed

havdeklagetoverJohannesogathan stod i»et slet rygte for adskillige slette handlingers skyld.« Iøvrigt havde smeden ikke set noget

somhelstaf, hvad dervarforegået.

Dernæst blev stadstambur Henrik Joakim

Brauer indkaldt til afhøring. Han må være

HvemtrakJohannes'sbukserned?

Johannes opnåedeatfåsine forældresof)mærksomhed;men såmegetsomFritz Jiirgensens bekendte Gyssefik han dog ikke.

kommet ind i kroen gennem bagdøren fra Fiskergadesiden, for han fortalte, atJohannes

stod ibryggersetoggræd, da han komderind, løvrigtsvaredehanundvigendeogukonkret på

flerespørgsmålog gavialmindelighed udseen¬

de af, at sagen var helt ubetydelig, han havde ingen interesse i at befatte sig med at huske detaljer. Han vidste blandtandetikke, hvorfor Johannes stod og græd i bryggerset, og han

interesserede sig ikke for at vide besked der¬

med.Hanoplyste dog, athan vidste »afTolder Guldbergs liden søn Holger« atJohannes skul¬

le have drejet halsen om på Hans Nicolaisens

and. (Så han har nokspurgtsigforalligevel).

Endelig blev MarenJensdatter indkaldt til

forhør. Hun burdevære etkronvidne, da hun tjente i huset hos krofolkene, og man burde forvente, at hun vidste besked med, hvad der foregik i huset. Men også Maren havde været

påfaldende døvogblind for, hvad dervarfore¬

gået i bryggerset den pågældende dag. I det

hele tagetkendte hun ikke ret megettil livet i

Den gamle Stad, da hun kun havde været i

huset her i ganske kort tid. Dog var Maren

bekendtmed, atJohannesvaranseti byen for

atvære enskarnsknægt.

Andet retsmøde var en måned senere, den

9.juli. Hans Nicolaisen mødte med et andra¬

gende, forfattet af ham selv, hvori han anførte,

atOutzenhavdeanklaget hamformishandling

af drengen uden at kunne føre bevis for sin påstand.I øvrigtgreb han til så komiske virke¬

midler, at det tyder på, at han allerede havde sympatien påsin side. Han anførte, at Outzen

havde anvendtforskellige ord for dentræstang, han skullehaveslåetdrengen med,bådekaldet

den en »tapstang« og en »rorstang«, og så

ålede han Outzenfor ikkeatkunne kende for¬

skel på sådanne to genstande. Ligeledes håne¬

de han Outzen for ikke klart at have skelnet imellem Länkens to sønner. Indlægget er megetvidtløftigt formuleret,ogrettenmå have

moretsig godt.

Ugedagen derpå mødte Niels Outzen så

med sitindlæg, hvor han hellerikkelagdefing¬

rene imellem, men hånede amatøradvokaten Hans Nicolaisen for »at ville vise sine store

talenter og vidt udstrakte kundskaber ^- især i 79

HvemtrakJohannes'sbukserned?

lovog ret- ser man dog ved første øjekastat hans færdighed deri ej har været eller er så

fuldkommen som hans egen indbildning har

forledet ham til at tro om sig selv. Hansforle¬

genhed for at fåstofattale over viser... dette

hans så jammerligt fordrejede og ved håret

trukne andragende; thi første grund til hans klogskab og skarpsindighed Han tillægger

Christian Lanken tvendesønner, (hvorfor han) ingen tak skal nyde, thi om så var, måtte

Lanken have en søn udenfor ægteskab, som ikke vel klæder en ægtemand, ...Thi hvad var

meresandt end atkællingen drømmeromsta¬

ven (!) _{og soen om}drævet,ognårnumin højt¬

ærede konsipist er kollega med Hans Nicolaisen, hvad under daom han ved siden af eller under øltønden, for enden af brænde- vinsbimlet harsom beruset afsammedunke og Bakki And kunnet drømme og producerede sligt pit-pjat, og da han da ikke er så tyksynet,

har kunnet se, om der stodJohan, men tror pokker eller Johannes,fårman da^somenhver fornuftig lade se ligheden... Ikke skulle jeg

ellers tro at Hans Nicolaisen har en ny og ukendtætmylogi, ^somjeg ikke kenderog som inden skal kunne forstå... Dog vil jeg ^næppe formode, at Hans Nicolaisen med sit højtra¬

vende ogindsigtsfulde andragende kan indvik¬

le ogfordrejeensåsoleklarsag.« Niels Outzen forlangtederpå,atHansNicolaisen idømtesen bøde på midst 10 rigsdaler for sin trætte¬

kærhed ogvidtløftiggørelse afsagen.

Christian Lanken skulle blive fader til endnu

ensøn inden_processenafsluttedes,mendeter

en anden sag.

Man kanformode,atstokkemændene (rets¬

vidnerne) forengangsskyld harmoretsigover lidt spasi den ellerssåtørrejuridiske luft irets¬

salen.Byfogeden,som ogsåvardommer,opsat¬

tesagen til afgørelsetomånedersenere.Den3.

september blev dommen afsagt. Spørgsmålet

80

var, omJohannes selv havde trukket sine buk¬

serned itrods, elleromHans Nicolaisen havde tvunget dem af ham for at kunne rise ham i

hans bare rumpe. Byfogeden redegjorde for

sagen, repeterede samtlige væsentlige indlæg,

men desværre »efter på det nøjeste af vidner¬

nes aflagte forklaringer var sammenholdte,

befandtes det,at end ikkeen enestepostaf ci-

tantens (anklagerens) sigtelser lovligt er bevi¬

ste.... Deteneste vidnernevarenige udi, varat folkklagerovercitantenssønsslette opførsel,...

så kunnedogsagensudslag tilcitantens faveur

blive uvis, når betragtes den trodsighed, egen¬

sindighed og æggende opfordring, som citan¬

tens søn med megen uanstændighed har vist

mod indstævnte. ^... Efter sådan denne sags

omstændigheder bliver herved af mig kendtog dømt for ret: At indstævnte Hans Nicolaisen bør for Christian Länkens ubeviste sigtelse og

påstand i denne sag fri at være. Processens omkostninger ophæves.«

Foruden den billige morskab i retten og i

Dengamle Stad har kun toprofiteret afsagen.

Den ene er birkedommer Niels Outzen, som

formodentlig har hævet sit gebyr hos Christian Lanken, og den anden Hans Nicolaisen, som

omkostningsfrit fik givet den frække unge

nogle velfortjenteklø.

Kilder:

RibeBytingsRet,Justitsprotokol1799 Folketælling 1801

By,marskoggeest1994,artikel»LustrupBirketing«

Søren Mulvad,født 1948, Varming Vesterby 9, 6760

Ribe. Lærer. Hartidligere skrevet artikler i Fra Ribe Amt, SeemSogns historie1997, samt artikler i loka¬

ledag-ogugeblade, i Ribevennen, Koldingbogen, By,

marks oggeest, Mandøposten. Har desuden skrevet flere teaterstykkerfor børnogvoksne.