Tyve og landstrygere
AfOlga Pedersen
Der har altid været mennesker, for hvem det harværet svært atkende forskelpå,hvilke ting
dertilhørtedem,oghvilke dervarandres.
Tyvekalder vi dem,enfællesgermansk old¬
nordisk betegnelse, der egendig blot betyder
enperson,der harnogethemmeligt for.
I voredage erretsordenen lagt i faste ram¬
mer, enselvfølgelig del afvortliv. Fra fødsel til
død lever viinden for ordnedelovregler. Deer
etværn om voreskultur og om de værdier, vi
hararveteftervoreforfædre, ogsomviønsker
skalgåvidere tilvoreefterkommere. Dybt ios
ligger bevidsthedenomikkeatstjæle.
Sådanhar detværetsålænge mennesker har
haft etablerede samfund,men grunden til og
straffen foratovertrædereglerne har ikke altid
væretdesamme.
Jyske Lov
I 1241 »gav« kong Valdemar Sejr den første
danskelov, dererudstedt afenregerende kon¬
gei samarbejde med rigetsrådgivere.
Loven byggede i vid udstrækningpå ældre sædvaneret,menindeholdtogsåregler, dervar
udtryk for nye principper. I Valdemarstiden (1157-1241) fandtenlang rækkesamfundsæn¬
dringer sted i hele Europa, og lovgivningsar¬
bejdet måsesilyset af dette.
Deemner,der blevlovgivetom, varhovedsa¬
geligperson-,familie-ogarveret, fast ejendom
og forhold vedrørende landsbyfællesskabet
samtdrab, legemskrænkelser, hærværk, tyveri
og ran samt forbrydelser mod sædeligheden.
Lovenblevgældende fordansk retsbevidsthed
inæsten500 årogblevethåndgribeligt våben
modlovløshed af enhverartogkunnesomså¬
danbruges af dommerne ved herredstingene.
Derkan som nævntvære mangegrunde til
atforgribe sigpåandre menneskers ejendom.
Tyveri kan være dikteret af misundelse, men
tidligerevardet ofte af bitter nød. Simpelman¬
gel pådet daglige brødogklæder, gjorde ofte
både voksneogbørn tiltyve.
Dereraldrig blevetsetmed milde øjnepåty¬
veri,ejendomsretten erhellig for de fleste, og harviendforsøgtatopnåat»fåhar formeget ogfærre forlidt«, har det ikke betydet,atman haraccepteret, at derer nogle der tagerselv.
Det erstadig strafbartatstjæle.
Jyske lov indledes med ordene: »Med lov
skalmanlandbygge. Men ville hver især nøjes
med sitegetoglade andrenyde retfærdighed,
så behøvedemanikkenogenlov«.
Straffen
Ifølgegammel sædvaneret havde det altidvæ¬
ret tilladt selvat dræbe en tyv, hvis man greb
hampå ferskgerning. Detvarikke længere til¬
ladt,Jyske Lov bestemte,atdenbestjålneskulle
overlevere tyventil kongens embedsmand, for
atdenne kunnedømme ham til døden. Loven gavendogenbegrundelse for dette: »Kongens
embedsmand hænger tyven for retfærdighe¬
densskyldogforkongensmagt,ikke af hævn«.
Tyveog landstrygere
Herredsting med herredsfogedog-skriver ved bordetogde siddende stokkenuend, deromgiverdeto,derførersag.Udenfor
stokkene stodtingalmtien. Illustrationfra Betogstraf i Danmark. Nationalmuseet1986s. 14.
Denmagtfulde middelalderkirkevar envig¬
tig faktor i forarbejdet og udgivelsen cif Jyske
Lov. Frakirkelig side ønskedemanatstrafskul¬
le haveen afskrækkendevirkning. Det troede,
eller i hvert faldhåbedemanpåatdødsstraf vil¬
le have. Forøvrigt stod der i Moseloven i bibe¬
len, at Gud ønskede »øje for øje ogtand for
tand«.
Dødsstraf blev ud fra dissebetragtningeran¬
vendtbåde i middelalderen og opi 16-og1700-
årene.Straffedes der ikkehårdt, hidkaldteman Guds vredeoverfolket.Detsesf.eks.af,atder i 1537blevindført dødsstraf for méned med den
begrundelse, at »Gud er hårdelig fortørnet
overde mangeméneder...«.
Grænsen for hvornår dødsstraf blev an¬
vendt, varfra degamle lovreglers tid, atman
blev dømt tildødenfortyveri afenværdi afen halv mark. Detvardogogsået retbetydeligt be¬
løb, idetenoksef.eks. stod til én mark. Denne grænsebibeholdtes iJyskeLov.
Der blev dog også givet mulighed for at dødsdømme for tyveri af mindre end en halv mark, idet der i paragraf 89 stod: »Hvadtyven endstjæler af koster, derermindre endenhalv
markværd, så skal han, hvis han blivergrebet
med det ogførttil tings, have tyvsmærketoggi¬
vekongentremarkogbonden erstatning. Men
kommertyvenbundet til tinge med tyvekoster¬
ne,daskal han, hvorringeendtyvekosterneer, og hvis han i forvejen har tyvsmærket, hæn¬
ges...«
Tyvsmærket betød atden pågældende blev brændemærket, enten i panden ellerpå hån-
den. Pådet ville man altsåaltidkunne kende
enperson, der havdevære straffet for tyveriaf
enværdi til underenhalv markenenkeltgang.
Anden gangfaldt der dødsdom.
11600-årene stodtyveri af desammeværdier stadig til dødsdom. Mange erde mænd, derer blevetdømt til »galgeog gren«, somderstod i dombøgerne,enbetegnelse der stammede fra gammel tid, og efter hvilken detvar den be¬
stjålnes ret selvat klynge tyven op i en gren, hvorsomhelst han fandt det bedst.
Kvinders dødsstraffuldbyrdedes på anden
vis. »Forderesæres skyld« blev de levende be¬
gravetunderen galge. Hovedet lodmanblive
oven forjorden, men der sattesenbaljeover det. Derfor sesbetegnelsen atblive »dømt til galge eller balje«.
Fængselsstraf
Fraomkring 1550 blev det almindeligt i Euro¬
pa, ogdermedogsåi Danmark,atfrihedsberø¬
velovovertrædere. Blevenforbryder derfor ik¬
kedømt til døden, kunne han risikere livstid i fængsel. For mænds vedkommende betød det
at »arbejde i jern« på Bremerholm i Køben¬
havn, hvortil forbrydere fra hele landet blev
ført. Fangernevarlænketsammentoogto, og forholdene ifængslet betød,atenfjerdedel dø¬
de inden for detførste år. Livstidsstraffen blev derforsomregel ikkeretlang.
Danske Lov
11683indførtes Christian Vs Danske Lov. Prin¬
cippet om strafsom afskrækkelse blev opret¬
holdt, ligesom dødsstrafstadig anvendtes ved forbrydelsersom:»At bekende sig til den katol¬
ske religion, hvervning til fremmed krigstjene¬
ste, overfaldpå dommeren iretten, atslåsine forældre, manddrab, blodskam,voldtægt, om¬
gængelse mednaturen, tregangebegåetægte¬
skabsbrud, fosterdrab, røveri, mordbrand,guds-
Tyvf.og landstrygere
bespottelse, kirkeran, majestætsforbrydelseog atudgive sig foratvære kgl. embedsmand«.
Straffenblevialmindelighed fuldbyrdet ved halshugning, i enkelte tilfælde ved hængning.
Somenslags ekstrastraf i særliggrovetilfælde,
kunne det blive bestemt, at hovedet eller en hånd skulle sættes på stage, eller at tungen skulle rivesud.Ide fleste tilfældevarforbryde¬
rendog dræbt inden disse straftillæg blev bragt
til udførelse-i al faldmå det haveværetnød¬
vendigt, hvis hovedet skulle stages. Hensigten
med ekstrastraffenvar, atden skulle virkesær¬
lig afskrækkende, ogdet har den sikkertogså gjort.Detharværetenbarsk oplevelseatgå for¬
bi en galge og se en krop hænge og dingle,
menshovedet sadpåenstageved siden af.
I trolddomstilfælde, eller hvor det drejede sig om hekse, var straffen som oftest atblive
brændt levendepå bålet.Dervardogogsåan¬
dreforbrydelser, der straffedes med brænding,
menså havdeman somregel hugget hovedet af forbryderen først.
Danske Lovønskede atmildne straffen for flere forbrydelser, deriblandt tyveri, ogi 1700-
årene benådedekongen ofte tyve.De blev der¬
imod straffet med tugthus. Detvardog stadig
ikke til nogenglæde for forbryderne, idet for¬
holdene i landets fængsler på den tid må be¬
tegnes som umenneskelige. Først langt op i
1800-årenebegyndtemanatbetragte forbryde¬
re sommennesker, der efterathaveudståeten straf skulle tilbage til samfundet, og der blev
derforarbejdedetpåatforbedre fængslerne.
Tortur
Deter enudbredtopfattelse,at tortur stort set kun harværetanvendt i forbindelse med hek¬
seprocesseri Danmark. Jyske Lov omtaler slet
ikke tortur,ellersomdetogså betegnedes »pin¬
ligt forhør«. En forbryder blevpåde tider dog
ikkebetragtetsom en person,der skulle holdes
Tyveoglandstrygere
Bøddeltakster,fast- Forethovedmed sværdat afhugge 10 dir.
satvedkongeligre- Foret hoved med økseatafhugge 8dir.
skript af1698. pQrentøncleuerfingeratafhugge 4 dir.
^RHogstra/iDan ^ hoved °g en hånd at sætte på stejle for hver 2 4 dir.
mark.National- ^ora* dir.
museet1986s.27 Forenafgalgenatnedtage 4 dir.
Forenhelkropatlægge på stejleoghjul 7dir.
Forenatslåarmeogben i stykkeroglægge på stejle 14dir.
Forenkropatnedgravei jorden 3dir.
Forendødkropatudføre af by 2 dir.
Forenatpartereoglægge på stejle 12dir.
Forhvertkneb medgloendetænger 2dir.
Foratbrændemærke 4dir.
Forkagstrygning 5 dir.
Foratpiskes afbyen 7 dir.
Foratviseafbyenogherredet 4dir.
Foratbrændeenkrop 10 dir.
Foratbrændepasquiller ellerandet deslige 3dir.
Forat slånavnpå galgen 2dir.
håndover,oggrebman entyvpå fersk gerning,
havde man lov tilatbinde både ham oghans familie, indtilrettenhavde afgjort, omde alle
vartyvagtige. Dog havde derettilogkravpå»at have fred tiltingetogfra, med mindre han ved¬
gårtyveriet«..
Danske Lovsiger i sit 20. kapitelom tortur:
»Ingenskal pinligen forhøres, uden han tilforn
erdømttildøden for nogenugerning...«
Dererdog ingen tvivlom,atenform fortor¬
tur, eller hvad vi idag ville opfatte som tortur, harværetanvendt i mangetilfælde.11772siger
etkongeligt reskript,at»derpå forhåndskalta¬
gesbestemmelseom,hvormangeslag vedkom¬
mende skal have og derskal bruges al mulig forsigtighed for at undgå legemsbeskadigelse
og overalt forholdes,så kommissionen kanstå
tilansvar«.
Gravers Hansen
Det kan dog se ud som om Gravers Hansen,
der stod forrettenpå Ribe Rådhus den 8. juli
1597harværetudsat forenvispression.
Graversvarfødt iJernvedlund. Hanvartilsy¬
neladende kreatur- og hestehandler, men fri¬
stelsen tilathandle med andre endsine egne kreatureroghestevarforstorforham.
Han blev grebet påfersk gerning af Søren
Skriver ogbekendte forretten,athansammen med sin konessøsterAnna havestjåletenkoog
enoksepå Gabøl mark. DyrenetilhørteSøren Skriver, der daogsåfik sine dyr igen.
Måske kunne Gravers være sluppet med
skrækken for dettetyveri, hvis hanhavde ladet
detvære dermed. Men daman nu havde fat i ham, blev han forhørtangående andre tyverier påegnen,ogdet viste sigathanvarskyldig i fle-
reaf disse. Detdrejede sigom enbrun okse fra
PederMogensen i Kærbøl, enhest fra Jørgen
Villadsen iJernvedlund, en okse fra Jens Si¬
monsen iObbekjær, to gæsfraAnders Svend¬
sen, ogfemfår fra Jesper i Gelsbro. De sidste
blevslagtet, ogda Kristen Tækker stjal etsort øgfra jomfru Kristine i Wardho, solgte Gravers
den for ham tilengammelmand i Bredsted.
Endelig tilstod han, at han havde haft til hensigt at »tage livet af Thomas Dover, stads-
bud« dennæstedag, idet hanmentedervedat kunneseudvej foratflygte fra fængslet.
Nuskullemansynessynderegistretvarlangt
nok til atdømme ham tilgalgen, alene mord¬
truslen mod Thomas Dover skulle være nok.
Detvardogalligevel ensidste forbrydelse, der
blevafgørende,ogdetvar»da efterdi Gravers
Hansenselvbekender,athanstjalenlidensort
øgfraLaurids Knudsen i Skibelund,såfor den¬
nehans egenbekendelse dømte de ham til gal¬
ge og gren ogtilatbetale bonden hans koster igen«.
Marine Mikkelsdatter
Marine Mikkelsdatter hartilsyneladendeværet
en dreventyv, ogder kan nokværegrund tilat undre sig over, hvorfor og hvordan hun har
haftadgang til demangeRibe borgeres hjem.
Tilsyneladende har hun frit gået udogind i al¬
le huse.
Den 5.januar 1613 stod hun i Riberhus Ret
ogRåd ogbekendte 88 tyverier, begåede i by¬
en. De fleste aftyvekosterne varklæder af be¬
dre beskaffenhed. De blevvideresolgt til byens damer, ofte efterat havegennemgåeteneller
andenforandring.
Nogle af tyvekosterne blev solgt på torvet,
mensandreting,somf.eks. da hun stjaletpar
store messingkerter fra Hans Hansen i Sorte- brødregade, blev solgt til private. Den ene til
Anders Skjøtters hustru for halvanden mark,
Tyveog landstrygere
ogdenanden til Dorthe, Jacob Mejlbys hustru,
forotteskilling.
Frabiskoppen Peder Hegelunds hus, hvortil
huntilsyneladendeogsåhavde fri adgang, stjal
hun en barnekåbe. Den købte DortheJacob Mejlbyogså. Hun vari det hele tagetstorafta¬
geraf tyvekosterne.
Inde hosbispen tog hun i forbifarten også
enengelskkåbe, foretogmed fløjslsnore. Selve
kåben var vævet af det fineste stof. Foret og
fløjlssnorene sprættedehun af,ogkåbenkaste¬
de hun dereftertilbage i Hegelunds have. Den
har sikkertværetfor letgenkendelig,ogderfor farligatgåmedpåRibes gader.
Fra Mads Roed i Stenbrogade stjal hun et engelskklædesskørt. Hunpilledeunderforet af
ogsolgte dettil Margrethe Lauridses,menssel¬
ve skørtet gik til Karine Gregerskones datter.
Da Marinenu varindehos MadsRoed, toghun
et forklæde med, som blev solgt til Marine
Svertkone.
Marine Mikkelsdatter havde altså en livlig handel, og en lang række af byensdamervar
hendesaftagere.Vedrettergangenpåstod hun,
atde havdevidst, detvarstjålnesager, menhav¬
dealligevel opfordret hendetilatkommemed
mere. Flere af dem indrømmede,atde havde
væretkunder hosMarine,mennaturligvis ikke,
at de havde vidst detvar tyvekoster de havde købt,ogMarinespåstand omdet modsatte fik ingen indflydelsepådommen.
Ansigt til ansigt medsyvrådmændblev Ma¬
rine»dømt fra hendes halsoghendeshovedpå galgen«.
Idombogen blev skrevet at»hun upint har
bekendt«.
Derermåskegrund tilattænkepå,hvorfor
detvarnødvendigtatskrive athunvar upint,
hvisman aldrig brugtetortur.
Tyveoc landstrygere
Andreslagslyve
I 17- og 1800-talletvaromflakkende fattigfolk
et stortproblem iheleEuropa. Efter reforma¬
tionen i 1536vardet ikkelængere kirkens op¬
gaveatforsørge fattige. Dervarheller ikkemu¬
lighed herfor, idetkirken ikke længererådede
overde sammemidler, somden havde gjort i
middelalderen.
Egentlig lovgivningomforsørgelse af fattige
i Danmark blevder først taleomi1708.Loven
varstort setbloten vedtagelse af,atfattigeog
hjemløsevaruønskede,ogder blev derforgivet
de enkeltebyerog sognerettilatjage dem ud.
Detkom til atbetyde, atflokke af hjemløse
drev omkring fra sted til sted. Der findes ek¬
semplerpå,atder uden for destoreøstdanske byer blev afholdt klapjagter på fattige, og at børn fra byerne blev glemt i nærheden afen flok.
Dervedblevfattige forældre i det mindste fri
foratsepå,atderes børn døde af sult.
Det er klart atmange fattige stjal, hvor de
kom frem. Detvarderesenestemulighed forat få mad og husly. Befolkningen var bange for dem, hvilket nok heller ikke altidvarubegrun¬
det. For defattige gjaldt parolen: »Tænk først pådig selv, eller duer endød mand«.
Det kunnemanogså blive foratgåind ien anden mandsspisekammer eller hønsehus,og hentesigenflæskeside eller suppehøne. I flere
hundredeårvardødsstraffennemligenafme¬
toderne tilfattigdomsbekæmpelse. Løsgængeri
ogetomflakkende levned straffedeshårdt.Ien
lovplakat den 11. maj 1810 blev detpålagtdom¬
merneattagesærlige hensyn til børn under 15 år,»etbarn kan undertiden afungdomsdårlig¬
hed eller forlokkelse, begå en forbrydelse, u- denatdets karakter iøvrigterfordærvet,hvil¬
ket den derimodville udsættes foratbliveom ensådan skulleindespærres med andre gamle forbrydere«.
Detfik mangeløsgængere tilathåbe, der vil¬
le blivetagetsærlige hensyn til børn,ogiårene
derefter vrimler retsprotokollerne med sager
ombørn, der blev anholdtogforhørt for tyveri.
Iøvrigt kunnesmå børn jo lettere kravle ind
adenlilleluge til hønsehuset eller kommegen¬
nemetvindue, hvorde voksneuhjælpelig ville
komme til kort.
Enhver dommer dømte dog stadig efter,
hvilketsyn han selv havde på en anholdt, og
mange dommere mente, at et vanartet barn
skulle straffessåtidligtsommuligt for dervedat
Menneskefanger. Entometerlangstagemedetbøjleformet
redskabmedjempigge. Brugtes tilatfangeflygtendefanger,
idetmanbagfra skubbedebøjlen indoverhalsen på dem. R-
lutrationfra RetogstrafiDanmark. Nationalmuseet 1986
s.61.
Tyveoc landstrygere
forhindre, atdet senere ilivet bleven endnu
størreogforhærdet forbryder.
HansHenriksenfraRødding
Ellen Nielsdatterblevfødt iVarming omkring
år 1718. Hun hørte til blandt de fattigste og havnede, uden at det er klarlagt hvornår,
blandt de omflakkende flokke. Da hunvar om¬
kringtyveårgammel blev hunpåLolland gift
med Hans Hansen, og medham fik hun tre børn. Hunoplystesenere,athanvardød.
Ellen vendte derefter tilbage til hjemegnen
Seem og Varmingsammen med sine børn,to døtreog ensøn.Hun strejfedeomkringogtig¬
gede,ogmåskevarhun ikke ildeset allevegne,
idet hun ogbørnenegentagne gangeovernat¬
tede hos Peder Smed iSeem, dertilsyneladen¬
de ikkevar ene omathuseomstrejfere, idetbå¬
deJust Lassen i Lustrup ogMads Smed i Var¬
ming iretssagenblevnævntiforbindelse med
deulovlige overnatninger. Detvarikke tilladtat huseomflakkere,manhavde i stedetpligt tilat føre dem tilherredsfogeden, der så skulletage affære.
Den4. april1759kom Ellenoghendes flok
tilSeem,ogPeder Smeds datter gik ud foratly¬
sefordem,såde kunne findevej i mørket.
Flokken affattige omvandrere bestod foru¬
den Ellen Nielsdatter oghendes trebørn, Ma¬
ria, ChristinaogNiels, af Mette Marie Peders-
datterogHansHenriksen. Den sidste forsøgte
aternære sigved, foruden attigge, attilbyde
folk at lodde kedler og gryder. Efter at være kommet under tag og have drukket noget brændevin,snegEllenogHansHenriksen sig
ud til Iver Pedersen iVarming. Herbrød Hans
Henriksennoglestenud afmuren,såhan kun¬
nefå åbnetdøren ogkomme ind i huset, hvor
han måske iforvejenvidste, der stodetparud¬
mærkede kedler. Hanstjal dem, ogparret tog dem derefter medsig til Seem.
Tyverietblev naturligvis anmeldt straks efter
detvaropdaget,og om morgenenden 6. april
1759blev hele flokkentagettil fange og arres¬
teretfortyveriogløsgængeri. De blev alle ført
til RibeRådstueogindsat i arrestkamrene.
Da havde Hans Henriksentilsyneladende al¬
leredenåetatafhænde kedlerne tilgørtler Mo¬
gens Sivenborg i Ribe. Mogens afleverede
straksvarerne,dahan blev klarover,atdetvar
tyvekoster, han havde købt.
Den20.april blev derafholdt forhøroverde implicerede parter. De to døtre, Maria og Christina, dervarhenholdsvis 19og16årgam¬
le, kunne fortælleretten, atdevarukonfirme¬
rede, uden arbejde, uden fast opholdssted og
at de godt nok havde set moderen og Hans
Henriksen kommetilbage til PederSmeds med
detostjålnekedler. Christina havde endvidere bemærket,atmoderenvarberuset.
Christina fortalte, at hun varforlovet med Hans Henriksen. Den tolvårige Niels kunne
kunbidrage medatudtale, athan ikke havde
set moderen komme tilbage fra tyvetogten,
mennæstemorgenhavde hansetkedlerne.
Mette MariePedersdattervar15årgammel,
og hunvarret ny i de omflakkendes verden.
Hun havde haft flere forskellige pladser, men
var aldrig blevet ret længe de enkelte steder.
Heller ikke hunvarkonfirmeret oghavde der¬
for ikkenogetskudsmålatfremvise. Hun kend¬
teikkenogettil tyverietogsagde endvidere,at hunaldrig havde opdaget,athverken Ellen el¬
ler nogen afhendes børn havde stjålet, men
hun havdehørtatHans Henriksen havdestjå¬
letengangetsted i nærheden af Tønder.
Dommene
Derblevdømt i toomgangei dennesag. Den
19.april blev der truffet afgørelseom,hvad der
skulle skemed de ungeMaria, Christina, Niels
ogMette Marie.
Tyveog landstrygere
Mariahavdegåetledig længstogkunne ikke
fremvise noget skudsmål. Dommerne kunne godt se hun var afet svageligt helbred, men fandtalligevel,atdetvarnødvendigtatdømme
hende til trekvartårsarbejde i Viborg Tugthus.
Christina, der skønt hun kunvar16år, hav¬
de haft denfrækhedattrolovesig til ægteskab
uden atvære konfirmeret, blev idømtsamme straf.
Den 15-årige Mette Marie slap medethalvt
årsarbejdesammested fordi hun»både i årog forrigeår har løbet omkringogtigget«.
Til sidst stod den 12-årige Niels foran dom¬
merne. De vurderede, at han burde straffes, fordi hanligesomde forrige havde »omstrøjfet
landet medtryglerioglediggang«. Niels fiket halvtåriViborg Tugthus.
Efter de fire ungevar blevetført til Viborg
oghavde begyndt deres afsoning, stod Ellen Ni¬
elsdatter ogHans Henriksen foran otte dom¬
mereden 15.maj.
Detokedler blevfremvist,ogingen af deto fanger nægtede at have stjålet dem. Den ene kedelvaraf kobber ogvejede ti skålpund, den
anden var afmessing ogvejede tre pund. De
blev vurderet afrettentilathaveenværdi cif24
skillingpr. pund for kobberetog18 skilling for messinget. I alt blev det til 3 rigsdalerog6 skil¬
ling.
Ellen Nielsdatter havde ikke været straffet før,oghun havde jo heller ikkeværetmed i sel¬
ve tyveriet hos Iver Pedersen. Hun havde dog
som en slagshåndlanger hjulpet medatbære tyvekosterne til Seem. Hun varderforatanse
som tyvens medvider og burde selvfølgelig
straffes. Hun blevdømt tilat »miste sinhud i
fængslet«, samt til at arbejde tre år i Viborg Tugthus, fordi hun som løsgænger »havde strejfetom med trygleri oglediggang i denne
egn«.
At »miste sin hud ifængslet« betød,atEllen
Nielsdatter, nøgenogbundet til »kagen«, eller
»skampælen« skulle piskes af byens kagmand.
HansHenriksen tilstod, athan havdeværet straffet en gang før, nemlig for et tyveri i Rendsborg. Han havde været indsat i Gluck-
stadtTugthus. Det blev ham dyrtatstå. Dom¬
merne vurderede,atselvom hanvaratregne
som mindreårig, ogde to kedler ikke repræ¬
senterede nogenstørre værdi,vardet bedstat hænge ham, da han tilsyneladendevaruforbe¬
derlig og fængselsstraf var uden virkning på
ham.Ifølge forordningen af 4.marts1690 blev
Hans Henriksen fraRødding dømt til»atstraf¬
fes medgalgen«. Hanvar20år gammelogder
ståri dombogen, atbåde han og Ellen Niels¬
datter overhørte dommene »uden bånd eller
fængsel«, hvilket betødatde dog ikkevarså far¬
ligeforbrydere,atdetvarnødvendigtatholde
dem bundne.
Hans slap dog for galgen, i al fald denne
gang. Han fik tilsyneladende lejlighed til at flygte. Dommenblev konfirmeret af Højesteret
den 10. decembersammeår, menkunne ikke eksekveres føralle undersøgelser omkring sa¬
gen varfærdige, ogindenmanfik de relevante oplysninger om forbryderen frem fra retten i Tønder, gik der næsten et år, og den 3. juni
1760 omtales han i en skrivelse i sagen, som
»den bortrømtedelinqventHansHenriksen«.
AnneKjerstine Axelsdatter
Natten mellem den 9. og 10. oktober 1811 lå
Niels Pedersen Smed i NørreVejrup i sin sø¬
destesøvn.Alle døreogvinduervarlåst. Istor¬
stuen lå en gammel aftægtsmand i alkoven.
Hanblevpludselig klarover,athan ikkevarale¬
neistuenogråbte op,såhusets folk komstyr¬
tende til.
Detvistesig,atetvinduevarblevet brudtop, ogfraetchatolvardertagetendel kvindeklæ¬
der og nogetuld. Tyven varflygtet oghavde
Enafstraffelsesmetode
varatpiskes ved byens kag. Delikventen blev
lænketfast til kagenog piskedesaf bødlen. Bille¬
det -viserkagmanden fra Tønder.Figuren, dernu
findespå Tønder Mu¬
seum,harengangværet topfigurpå byens kag.
Det visermestermanden ifuld munderingmed
rettersvcerdet ved siden.
Foto:Tønder Museum.
TYveoglandstrygere
tabt de fleste aftyvekosterne i sølet lige uden
for vinduet.Niels Smedoghansfolk kunne ik¬
ke sporetyven iden mørke ogregnfulde nat, eller de havde ikke mod tilforfølgelsen,såde
ventede til det blev lyst, hvorefter de i samlet
flokdrog til Grisbæk nord for Vejrup, hvor de
havde hørt, atet fremmed kvindfolk holdt til
påetlille sted, der kaldtes Grisbækborg.
Herforlangte de atse den fremmede kvin¬
des pas ogatgennemgåhendes ting. Demåtte gåslukørede hjem. Anne Kjerstine Axelsdatter
havdetilsyneladenderentmel iposen.
Efterathave sundetsig lidtoveratværeble¬
vet antastetogforhørtoghave klaret frisag, fik
hunlyst tilathævne sigogbegav sig til Niels Pe¬
dersen Smeds gårdi Nørre Vejrup, hvor hun
kom i mundklammeri med Niels oghans kone.
Anne Kjerstine har nokværet lidt overmodig
oversinsejr med hensyn til tyveriet,ogråbte til
Niels »du harmistetmeget, mendu skal miste
mere«.
Attruenogen varaltid farligt,ogdennetrus¬
sel lød ekstra ondsindet. Var der ikke ligesom nogethekseagtigt isådanne ord? Angsten for
hekseri ogtrolddom havde ikke sluppet sittag i folk.Skønt destorehekseprocessers tidlå fle¬
rehundredeårbagude, vidstemantrods alt al¬
drig. Niels blev alvorlig bange, han anholdt
hende med detsammeogførtehende til her¬
redsfogeden, der straks kunnese sagensalvor
ogbragte kvinden tilarresteniRibe.
AnneKjerstine har nokværet etafdemen¬
nesker, der har svært ved kende forskel på,
hvad dervarhendes oghvad der ikkevar, for
da hunom nattenmellem den 9. og10. okto¬
berflygtede fra chatoltyverietogløben omvej
for ikke at blive grebet, kom hun hos Hans
Christian Pedersen iVibækborg for skadeat ta¬
geetparaf hans høns, ellerrettereenhøneog
enkylling. Hun togdyrene med sig dl det lille
huspå Grisbæk mark.
At de to dyr mangledes i hønsehuset, blev
førstopdaget langtopad dagenogblevnatur¬
ligvis straks anmeldt til herredsfogeden, men
davardet forsent.Høneogkyllinghavdemåt¬
tetlade livetog varspist. I modsætning til tøjet
fra chatollet, der aldrig blev fundet hos Anne Kjerstine, var det dogsvært atbortforklare de
hvide og gule fjers tilstedeværedelse uden for
husetGrisbækborg.
Anne Kjerstine blev siddende i Ribe Arrest megetlang tid. Af forskellige grunde traksagen i langdrag, oghunopnåedeenvis frihed tilat færdes i hele arresthuset, hvilketogsåville sige
i arrestforvarerens private lejlighed. Her stjal
hun en dag et blomstret køkkengardin med frynserogetmusselinshalstørklæde, ogpålof¬
tetsåhun sit snit tilattageennatskjorteog en serviet.
Tyverierne blevopdagetog varerne tilbage¬
leveret, oghavde det ikkeværetfordi hun alle¬
redetidligere havdeværetindsatetåri Gluck-
stad Tugthus for tyveri, var hun måske blevet
frikendt. Nu blev det imidlertidto høns,ansat tilenværdi afenrigsdaler, der kom tilatkoste
hende fireåriViborg Tugthus. Endvidere blev
hun dømt til at udrede sagsomkostningerne,
derbeløbsig til 55 rigsdaler til anklageren og 42 til forsvareren. Arrestantindenvar»løs ogle¬
dig« under domsafsigelsen og erklærede sig
ovenikøbetfornøjet med den.
Drengene JørgenChristianogPeder
Den 31.september 1810 blev derbegåetendel tyverierpånogle gårdei VejenogMaltsogne.
Enken Karen Lucas pågreb todrenge, Jørgen
ChristianogPeder Christensen. De stak dog af
fra hende og søgte tilsyneladende til Hans
Skrædderpå Sønderskov Mark, der siden blev
dømt forathave huset demogopmuntretdem
tiltyveri.
NielsJørgenpåMaltbæk Mark fangede den ni-årige Peder igen. Jørgen Christian blev først pågrebet sammen med forældrene ved »den
befaledealmindeligejagt på betlere« den 9. fe¬
bruaråret efter.Alle,også forældrene, blev der¬
efter stillet forretten.
Udbyttet af de to drenges tyveri blev ikke
stort. Fra kontrollør Kjeldsen drejede det sig
omnogle pjalter af linned, fra Karen Lucasen
dug, lidthørgarnog engammel sok,ogfra Ni¬
elsjørgenpåMaltbæk Markenskjorte. Værdi¬
en af det stjålne ansattes til fem rigsdaler fire
markogotteskilling.
Detodrengeogderesforældreereteksem¬
pelpå, hvordanetforholdsvislille tyveri kunne betyde, at en familie blev splittet ad. De om¬
flakkende kvinderfødte ofte deres børn i for¬
skellige sogne, og der hvorman var født, var
man senere forsørgelsesberettiget, mindre u- konfirmerede børn fulgte dog moderen til
hendesfødesogn.
Jørgen Christian Pedersen blev født i Næs¬
bjerg Sogn den 18. september 1801,mensbro¬
deren Peder blevfødt iTyrstrupSogn 1805. De
var halvbrødre og havde samme mor. Detvar Anna Chatrine Pedersdatter, der blev født i BurkalSognomkring 1760.Efter konfirmatio¬
nenbegyndte hun straksatflakkeom ogtigge sigtilsitbrød.Hungiftedesigpå ettidspunkt
med Christen Lauesen og fik med ham fire
børn. Under detomflakkende, hårdeliv døde de tre. Den første blev begravet på Stauning Kirkegård,den anden i Hvidbjerg,ogdentre- die på Gammelstrup Kirkegård. Da manden døde, havde hun altså kun sønnen Jørgen
Christian. Pået tidspunkt sad hun et års tid i
VardeTugthus, dømt for omløberi,oghunhav¬
de tillige udstået en straf i Tønder Arrest for tiggeri.
Senereslog hun sig sammen med Christen
Pedersen. Degiftede sig ikke, men levede »et
Tweog landstrygere
forargeligt levned«sammen. Etuægteskabeligt
samlivforargede altid mennesker, men værre
vardet, atGud så med storfortrydelse på så¬
danne forhold. Christen var født i Grandslev
Sogn i
Århus
Amt. Hanpåstodselv,athanvar 30 årgammel, men retten fandt dette usandt,da hanså ud tilatvære ca.5oår. Både hanog
drengenJørgen Christian, nægtede sig skyldig i nogensindeathavestjålet.
Dommene
Christen Pedersen og Anne Kjerstine blev
dømt foromflakkeri,liderlighed, ryggesløshed
ogslet omsorgfor deresbørn. Christen fiket
halvtår i Viborg Tugthus. Som en slags und¬
skyldning for ham, blev dersetpå, athanvar fattigogdesuden ikkevarlegemlig stærk. Anne Kjerstine fiketår, idetretten mentemankun¬
nehaveforventet,athunsommoderskulle ha¬
veværetendnumereomhyggelig end manden,
med sinebørnsopdragelse.
Nårstraffenvar udstået,skulle de hver især hjemsendes til deres fødesogne, han til Grands¬
lev oghun til Burkal,ogde fikpålægomathol¬
desig fra hinanden for fremtiden. Hjemsogne¬
neskullesåsørgeforatde blevsattilatarbejde
forføden.
Drengene JørgenChristianogPeder kunne ogsådømmes for omflakkeri, idet de»snartvar
langt oppe i Nordjylland ogsnart helt nede i
Holsten«. Den mindsteindrømmede endogat de ofte havdestjålet,menda hanvarfor lille til
atblive straffet i Viborg Tugthus, og der ikke
forelå nogetbevis for tidligere tyverier, måtte
rettenlade dette fare.
Om broderen, den 14-årigeJørgen Christi¬
ans sag, vurderede dommeren anvendelse af plakaten af 1810,menfandtatden »finder in¬
genanvendelsepådisse drenge, der fravuggen har drevet omløberi ogtiggerhåndværk, samt
erblottet for alsjæls dannelse...«
Tyveog landstrygere
Retten havde dog hidtilværetnådige over¬
for dem og ladet dem sidde i samme arrest,
menpågrund af demangearrestantervardet¬
teikkelængere muligt.
Drengene blev dømt til at blive i fængslet
indtil moderen komtilbage.Derefter skulle de
sendes til Burkal Sogn, hvor »vedkommende øvrighed skullesørgeforatde begge blevop¬
lært i kristendommen og anvendt til nyttige håndteringer«. Desuden skulle de piskes i fængslet.
Detsidstemåmanhåbeharhjulpet,såde al¬
drigmereflakkedeom ogstjal forføden,ogat den gode Gud ikkeer blevetalt for »hårdelig forarget« over de to fattige drenge og deres
færden rundt iJyllandogHolsten.
Kilder DenJyske Lov.
Christian V. Danske Lov.
RibeRådstuedombog. Afskrifter gjort af Bue Kaae.
Lustrup Birksjustitsprotokol1759.
Viborg Landsarkiv: B 85-2. Gørding-MaltHerreds justits¬
protokol 1812-1815.
Rasmussen Holger. RetogStraf i Danmark. København
1986.
Juul, Stig. LovogReti Danmark.København 1969.
Olga Pedersen. Født1935. Boldingvej 16,6752 Glejbjerg. Lokal¬
historiker. HarudgivetAastrup Sogns historie bd. 1og2. Slægten Rosendahl,samtartikler iFra Ribe Amt.
