MANDDRABS- FORBRYDELSEN
I DEN SKAANSKE RET FRA VALDEMARST1DEN
AF
POUL JOHS. JØRGENSEN
K Ø B E N H A V N
T R Y K T I U N I V E R S I T i r r S B O G T R Y K K E I U E T (J. II. S C H U L T Z A/S».
1922.
FESTSKRIFT
UDGIVE T AF
K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T
I A N L E D N I N G AF
UNIVERSITETETS AARSFEST
NOVEMBER 1922
POUL JOHS. JØRGENSEN:
MANDDRABSFORBRYDELSEN I DEN SKAANSKE RET FRA VALDEMARSTIDEN
UNIVERSITETET I REKTORATSAARET 1921—1922
K Ø B E N H A V N
TRYKT I UN IVER SITE T SB OG T R Y KK E RI E T (J. H. SCH U L T Z A/S)
1922
Side
I. I n d l e d n in g ... 7
II. K i l d e r n e ... 14
III. B lo d h æ v n e n og Kirkens S tillin g til L o v g iv n i n g e n 0111 M a n d d r a b ... 26
IV. M an d d r a b sf o r b r y d e lse n i den sk a a n s k e Uet i den ti d lig ere Del af V a l d e m a r s t i d e n ... 33
1. In d l e d e n d e B e m æ r k n i n g e r ... 33
2. M anddraberens R e t s s t i l l i n g ... 33
3. F r æ n d e r n e s R e t s s t i l l i n g ... 43
4. Den d r æ b te s S l æ g t ... 56
5. M ed d elagtigh ed i M a n d d r a b ... 58
6. K o n g en s Ret til B ø d e r ... 64
7. De k v a lificered e M an d d r a b sf o r b r y d e lse r ... 65
V. M an d d ra b sfo rb ry d elsen i d en sk a a n s k e Ret i den s e n e r e D el af V a l d e m a r s t i d e n ... 77
1. F o r o r d n in g e n af 28. D e c e m b e r 1200 ... 77
2. N y e U b o d e m a a l s t i l f æ l d e ... 86
3. L o v e n om Æ l t e b o d ... 89
4. Den i J e r n b y r d s l o v e n foru dsatte n y e Ordning m ed H en s y n til Stralfen for M a n d d r a b ... 93
A n m æ rk n in g er 109
FO R K O R TE LSER .
A. Sun. b ety d er A nders S u n e s c n s Para frase af Skaanske L ov
E. sj. L. b e ty d e r E rik s s j æ l la n d s k e L o v J. L. b e ty d e r Jy d sk e L ov
S. L. b e ly d e r Sk aan sk e L ov
V. sj. L. betyd er V ald em ars s j æ l la n d s k e Lov.
S kaanske Lov er eilcre' efter »D anm arks g a m le L a n d s k a b s lo v e m ed K irkelo vene« ved J. B r ö n d u m - N i e l s c n I (Kbhvn. 1920—21), de andre sk a a n s ke R els k ild er, d e r u n d e r T il læ g e n e til S kaanske Lov, efter S c h l y t e r s U dgave i »Sam ling af S w e r ig e s garn la lagar« IX, de s j æ l la n d s k e R e tsb ø g e r og J y d sk e Lov efter T h o r s e n s Udgaver.
INDLEDNING.
D e t gælder i det hele om de danske L andskabslove fra Middelalderen (de skaanske og sjaîllandske Retsbøger og J y d s k e Lov), a t de ikke i den Skikkelse, hvori de er bevarede, er originale Arbejder, der hviler u m id d e lb a rt paa den m undtlige Overlevering. Ingen af dem kan betragtes som det første Forsøg paa a t bringe vedkom m ende Landsdels R e t i skriftlig Form. F orinden Udarbejdelsen af dem h a r der eksisteret ældre Retsoptegnelser, som h a r d a n n e t deres Kilder, og som de gennem Tilføjelser og R ettelser har søgt ai føre à jour eller h ar gjort fyldigere ved Udvidelse m ed nye Afsnit om E m ner, der ikke tidligere v a r behandlede.
Den Bearbejdelse af ældre Optegnelser, af hvilken de be
varede R e d a k tio n e r af Lovene er fremgaaede, er nu lan g t fra foretaget saa omhyggeligt, a t alle Spor af Bearbejdelsen er fjernede. Som Tilfældet i Reglen v a r i Middelalderen ved den A r t Arbejder, er m an ikke n a a e t til en virkelig S am m ensm elt
ning af det gamle og det nye. Ofte h a r m an blot føjei de tte ind ved Siden af det gamle, der har faa e t Lov til a t blive staaende, skønt de nye Bestem melser helt eller delvis havde o phæ vet det. Navnlig er det meget almindeligt, a t ældre F o r
skrifter er bevarede uforandret, hvor de nye kun delvis strider imod dem, idet de enten blot afviger fra dem i visse E n k e lt
heder eller blot dækker over en vis Del af deres Omraade. I an
dre Tilfælde er de nye Bestem melser indføjede paa Steder, hvor de efter deres Indhold ikke hører hjem me, eller endog m id t inde i andre Forskrifter, som derved er blevet sprængte i Stykker, saaledes som Tilfældet f. Eks. er i S. L. K ap. 96— 98, hvor B e
stemmelsen om Straffen for S langhug (Stokkeslag) i K ap. 9() ved forskellige uvedkom m ende F orskrifler er blevet skilt fra
8
F ortsæ ttelsen om Stenshug, Benshug og Nævehug, der forst følger i Kap. 98, eller i samm e Lovs K ap. 147, hvor det sidste P u n k t u m a a b e n b a rt en Gang h a r s lu tte t sig um id d e lb a rt til K ap. 146. Eller Fo rh o ld e t e r d e t , a t en nv Forskrift vel sta a r paa re tte Plads og ikke strider mod Lovens øvrige Indhold, men er saa m angelfuldt s a m m e n arb e jd e t med det forud- gaaende eller efterfølgende, a t U d try k sm a a d e n er blevet mere eller m indre ubehjælpsom eller ulogisk. H v o r noget først u d try k k e lig t siges kun at skulle gælde under en vis F o ru d s æ t
ning, men dog bagefter gøres anvendeligt ogsaa i andre Til
fælde, k an m an saaledes vistnok næsten altid gaa ud fra, a t det sidste først er in d k o m m et ved en senere Bearbejdelse.
Endelig k an en saadan ogsaa røbe sig gennem Inkonsekvenser hidrørende fra, a t der ikke er ta g e t H ensyn til nyere R e ts regler overalt, hvor det burde være sket, hv a d f. Eks. i S. L.
er Tilfældet m ed Reglen om, a t M ededsmændcnes A ntal r e tte r sig efter Sagsgenstandens Værdi, saavel sum m ed den Regel, a t T yven k un kan hænges og kun skal fri sig for Tyvssigtelsen ved J e rn b y r d eller Nævn, naar de stjaalne K oster er m in d s t en halv Mark værd. Dog er d e t i saadanne Tilfælde ikke altid let a t sige, om det er L ovtekstens R e d a k tø r, der h a r A nsvaret for Inkonsekvenserne, eller om disse foref and tes i selve R e tte n , idet f. Eks. nye G rundsætninger i B evissystem et oprindelig kun er blevet gennemførte i visse Sager og først lid t efter lidt h a r n a a et almindelig Anerkendelse.
D et siger sig selv, a t de næ vnte Ejendom m eligheder ved Landskabslovene, som de nu foreligger, hvilke fra e t form elt S y n s p u n k t er Mangler, i høj Grad forøger deres Værdi som Kilder for Retshistorien, idet de i v id t Omfang gør det m uligt a t sondre mellem ældre og yngre Lag i Overleveringen og i d e t hele at danne sig et Skøn over, i hvor høj Grad R e tte n er blevet forandret i den Periode, fra hvilken Lovene stam m er.
E t Hjælpemiddel til Bedømmelsen heraf h a r m an endvidere ofte i Bestemmelsernes Formulering, idet de ved paa en særlig eftertrykkelig Maade a t fastslaa en eller anden Sætning eller ved uden Nødvendighed a t fremhæve, a t noget, som gælder i el vist Tilfælde, ikke tillige skal gælde i andre Tilfælde, til
lader Slulninger til, hvad der tidligere har væ ret R et, eller til
forhaandenvæ rende Tendenser t i l at søge K e tte n ændret.
H vor m an l‘ra samm e Landsdel h a r (lere Retsbøger, saaledes som Tilfældet er i Skaane og Sjælland, vil en Sammenligning mellem disse selvfølgelig ogsaa ofte kunne være oplysende, idet den ene med Hensyn til et vist Spørgsmaal kan repræsen
tere et ældre Udviklingstrin end den anden, saa a t R e tte n ma a være ændret i den Periode, ira hvilken de stam m er. A t Resul
ta te rn e kan vinde i S tyrke ved Sammenligning ogsaa m ed andre Landsdeles Love eller endog frem m ede Love, der viser Tendenserne i Lidviklingen, skal endnu blot mævnes.
De danske Landskabslove har hidtil k un i forholdsvis ringe Grad væ ret undersøgte m ed det for Øje a t sondre mellem de ældre og yngre Bestanddele af dem eller a t drage Slut
ninger med H ensyn til R etsudviklingen p aa deres Tilblivelses- t i d 1). I Reglen har m an nøjedes m ed a t fremstille Indholdet af dem, som de foreligger, uden Sondring mellem g am m elt og nyt, og k un hvor Modsætningen indenfor den enkelte Lov frem træ der særlig grelt eller endog paapeges i Loven selv, s a m t hvor de forskellige Love sta a r p aa forskellige S ta n d p u n k te r, er de stedfundne F orandringer blevet stærkere frem dragne.
D e t Spørgsmaal er derfor heller aldrig blevet opkastet, hvor
v id t Landskabslovene hovedsagelig indeholder gammel eller ny R et, eller m ed andre Ord, om den danske R etsforfatning i større U dstræ kning er blevet æ n d re t i den Periode, om hvilken Lovene k an give Oplysning.
D enne Periode er, som bekendt, Valdem arstiden. 1 deres overleverede F o rm sta m m e r vistnok alle Landskabslovene fra første Halvdel af det 13. A arhundrede eller nærm ere b e ste m t fra V aldem ar Sejrs Regeringstid, og af de nu t a b t e ældre Rets- samlinger, som de bygger paa og har b e n y tt e t som Kilder, kan næppe nogen føres længere tilbage end i det tidligste til Valdem ar den Stores Tid. Maaske falder de endda snarere i sidste end i næstsidste Fjerdedel af det 12. Aarhundrede.
D e t er saaledes ikke noget særlig langt Spand af Tid, indenfor hvilket de bevarede Landskabslove og deres Forløbere er blevet til, m aaske ikke m eget over et h a lv t A arhundrede, en Tid, hvor Interessen for den Art Arbejder alfsaa maa have været særlig levende, og som herved ikke blot kom m er til at
10
s ta a i skarp M odsætning til den foregaaende Tid, der ikke k e n d te til skreven R et, m en ogsaa til Tiden efter V aldem ar Sejr, hvor den litterære V irksom hed p a a d ette Om raade næsten ganske horte op. B o rtse t fra, h v a d der i enkelte K øbstæ de r præsteredes ved Optegnelse af vedkom m ende K ø b sta d s særlige R et, er Thords Artikler, der m aa tilhøre Eirik Menveds Tid, det eneste juridiske Arbejde fra den senere Middelalder, der lader sig sammenstille med Landskabslovene, af hvilke de dog ikke naar nogen hverken i Omfang eller B etydning. Vil m an op fatte Thords Artikler som et Slags Tillæg til J. L., er det i h v e rt Fald kun den, som paa denne Maade er bleven ført à jour. Ingen af de andre Landskabslove fik et lignende om fangsrigt Tillæg, og hverken de eller J. L. blev nogensinde u n derkastede en mere almindelig Revision.
A t m an saaledes i V aldem arstiden ikke blot for første Gang skred til a t optegne den gældende R et, m en udfoldede en enestaaende Virksomhed p aa de tte Omraade, m aa have h a ft en speciel Grund, der ikke udelukkende kan søges i en i denne Periode særlig vaageu litteræ r juridisk Interesse, m en m aa hænge sam m en m ed Ejendom m eligheder ved selve R e ts tilstanden. Ikke blot J. L., der er en egentlig Lov, m en ogsaa de skaanske og sjællandske Landskabslove, der er Retsboger, forfølger u tv iv lso m t praktiske Form aal, saaledes som det i en Slutningsbem ærkning i et H a a n d s k rift af A. Sun. ogsaa u d trykkeligt siges om d e tte A rbejde1), og 'der m aa saaledes i det paagældende T idsrum i det praktiske Retsliv have v æ re t følt en stæ rk T rang til a t faa R e tte n optegnet, en Trang, som vistnok bedst forklares ved, a t R e tte n netop da undergik store F o ra ndringe r2). N a a r saadanne i betydelig U dstræ kning f a n d t Sted, og R eform erne h u rtig t afløste hinanden, m a a t te den gamle Form for Overlevering af R e tskundska be n, gennem m undtlig Belæring og Foredrag p a a Tinge, vise sig util
strækkelig og T rangen til skreven R e t melde sig m ed Styrke, og de Vidnesbyrd om en saadan Trang, som ligger i selve Landskabslovene, taler saaledes allerede p a a F o rh a a n d for, a t R e t te n er blevet s tæ rk t om form et i V aldemarstiden.
At dette har væ ret Tilfældet, er imidlertid ogsaa af andre Grunde højst sandsynligt. Siden Erslev i 1898 udgav sin Bog
om V aldem arernes S torhedstid1), h a r det s ta a e t fast, a t D a n m ark under V aldem arerne gennemlevede en stor okonomisk Opgangstid saavel med stærke F re m s k rid t indenfor L a n d bruget, særlig gennem Indta g n in g af ny J o rd til D yrkning, som m ed livlig O pblom string af H andel og K øbstadliv, sa m t a t Tiden p aa det politiske Om raade v a r en stor R eform tid, hvor der baade lagdes Grund til en ny social Lagdeling af Befolkningen og gennem Omordning af F orvaltningen og af S katte- og Militærvæsen skabtes Forudsæ tninger for U dvik
ling af en stærkere K o n g e m a g t2). N a a r hertil endnu føjes, a t det v a r i V aldem arstiden, a t den danske Kirkes Stilling ordnedes i Overensstemmelse med den almindelige K irkeret, saaledes som den i det væsentlige forblev i R esten af Middel
alderen, vil det ikke kunne undre, om ogsaa de Grene af R e tte n , med hvilke Landskabslovene især beskæftiger sig, P r iv a t retten, Strafferetten og Processen, i samm e Periode er blevet sta^rkt omformede. De forandrede økonomiske Forhold m a a t te nødvendigvis sætle Spor i P r iv a tre tte n , ligesom K ongem agtens V ækst i den olien tlige R et, og indenfor begge Forgreninger af R e tte n m ødte Kirken derhos frem med K ra v om Reformer, som den, s tø tte t som den blev af Kongen, k unde h aabe a t gennemføre.
D et R e s u l ta t m ed H ensyn til det rejste Spørgsmaal, som en F o rh a an d sb e tra g tn in g saaledes synes a t føre til, bekræftes ogsaa ganske ved en Undersøgelse af selve Lovene. D e t A r
bejde, jeg har m a a t t e t foretage i Anledning af min M edvirk
ning ved den for Tiden udkom m ende nye U dgave af disse3), foreløbig særlig med H ensyn til de skaanske Retsboger, har overbevist mig om, a t i h v e rt Fald de sidste — m en h v a d der gælder om dem, gælder sikkert ogsaa om de andre — i m eget stor U dstræ kning indeholder ung R et. Der er in te t Afsnit af S. L., hvor B rydningen mellem gam m elt og nyt ikke p aa de tidligere næ vnte M aader tydeligt viser sig (A. Sun. giver ogsaa i en Ræ kke Tilfælde direkte Oplysning derom), og selv hvor d e tte ikke er Tilfældet, vil det ofte ad anden Vej kunne sand
synliggøres, at de m eddelte Regler kun i kort Tid har væ ret gældende. I del hele fa ar m an det In d try k , al hvad Loven giver, navnlig er den aktuelle R el, den, som enten først for
12
nylig' havde sejret, eller om hvis fo rtsatte Gyldighed der var Strid1). Som b e k e n d t er det en Ejendom m elighed ved de skaanske Retsboger, a t de i ikke faa Tilfælde selv giver Op
lysning om verserende K ontroverser, idet de gor Rede for de m odstridende Anskuelser, som fra forskellig Side var blevet g jo rt gældende. S n a rt er det Kongen, som har en anden Mening end Folket, og som ikke vil anerkende en eller anden Regel, snart er det paa Tinge eller b lan d t de særlig lovkyndige, a t der er forskellige Anskuelser om, hv a d der bør være R et.
Nogle af disse Steder, særlig et enkelt Sted (S. L. K ap. 75 og 76), hvor ikke blot Anskuelserne, m en ogsaa Begrundelsen af dem om stændeligt refereres, fører paa en levende Maade Læseren ind i Datidens juridiske Drøftelser og viser, a t d e t ikke blot var gennem ny Lovgivning, m en ogsaa i høj Grad gennem Praksis, a t de forskellige Nydannelser e fterhaanden træ ngte igennem. D et er ogsaa værd at lægge Mærke til, a t A. Sun. kender adskilligt liere af den Slags Stridigheder end S. L. Om Sætninger, der i denne uden videre henstilles som gældende, oplyses det i Parafrasen, a t der dog var dem, som havde en anden Mening og vilde hævde afvigende Regler, se saaledes A. Sun. Kap. 19, 39, 48, 69, 87, 88 og 97. D a der næppe her allevegne kan være Tale om Meninger, der først er gjort gældende, efter a t den danske T ekst v a r nedskreven, ses det, a t der m aa regnes m ed den Mulighed, a t de m eddelte Regler ikke var almindeligt anerkendte, ogsaa i Tilfælde, hvor det ikke siges, og den p aa Lovens Tid gældende R e t har m aaske saaledes i endnu højere Grad, end m an efter Lovens Ord skulde formode, væ ret flydende.
At Valdemarstiden, h vad Retsudviklingen angaar, har væ ret en stor Reformperiode, bestyrkes ogsaa ved, a t den for E ftertidens B evidsthed stod som eil saadan. N a a r m an i den senere Del af det 13. eller i d e t 14. A arhundrede vilde betegne gældende Lov og R e t i Almindelighed, a nvendtes hertil ofte Lidtrykket Kong Valdemars Love (leges Valdemar i. regis), hvorved m an sikkert i første Linie h a r t æ n k t paa L a n d sk a b s
lovene, der indeholdt S tørsteparten af den skrevne R et. I mere end halvandel H undrede Aar eller V aldem ar Sejrs Dod stod Valdemarstiden saaledes for Retsopfattelsen som den
blevet til, et F a k tu m , som næppe fuldtud forklares ved, a t Nedskrivningen af L andskabslovene falder under Valdema- rerne, m en som bliver let forstaaeligt, hvis R e t te n u nder dem ogsaa i vidt Omfang er blevet ændret. I den ældre Middel
alder, i det 11. og Begyndelsen af det 12. Aarh., ser det ud, som om m an havde en lignende Opfattelse af H a ra ld Blaa- ta n d s T id 1), og det er ogsaa højst rimeligt, a t netop denne Tid, da K ristendom m en indførtes, og det gennem Vikinge- togene erhvervede K end sk a b til Forholdene i de vestlige L ande saavel som de ved dem frem kaldte økonomiske og sociale F orskydninger m a a tte alføde Æ nd rin g e r i den over
leverede Ordning, h a r væ ret en lignende Reform ernes Tid som Valdem arstiden.
Rigtigheden af, hv a d her er frem sat om Retsudviklingen i V aldem arstiden og om K a r a k te r e n af den i Landskabslovene indeholdte R et, lader sig selvfølgelig k u n godtgøre ved de
tailleret Undersøgelse af de enkelte R e ts in s titu tte r, og det siger sig selv, a t en saadan Undersøgelse lan g t vilde over
skride R a m m e n for den foreliggende Afhandling. Del er imidlertid Hensigten i del følgende a t levere el enkelt B idrag til den ved at undersøge de i V aldem arstiden i Skaane gæl- - dende Regler om M anddrab og deres Udvikling indenfor Perioden, et Spørgsmaal, til hvis Belysning der er el ret s to rt Materiale.
II.
KILDERNE.
De i B e tra g tn in g kom m ende Hovedkilder er selvfølgelig de skaanske Retsboger (Skaanske Lov og Anders Sunesens latinske Parafrase af Loven), der dog suppleres ved a n d e t selvstændigt overleveret Stof. Angaaende Forholdet mellem de to Retsboger haa b er jeg a t faa Lejlighed til a t u dtale mig nærmere andetsteds, men m aa allerede her bemærke, a t jeg o p fa tte r det noget anderledes, end Schlyter gør1). Medens Schlyter nemlig tæ n k e r sig den danske Tekst, der ligger til G rund for baade S. L. og A. Sun., som væsentlig forskellig fra og m eget ældre end begge disse, og endvidere antager, a t de to Bearbejdelser af den er indbyrdes helt uafhængige, tr o r jeg i M odsætning hertil, at den fælles Kilde (i det følgende b etegnet som den yngre R edaktion) h a r v æ re t en Tekst, der har s ta a e t S. L., som den nu foreligger, meget nær og kun paa nogle enkelte P u n k te r har afveget fra den. Denne Tekst, der h a r bygget paa en ældre T e kst (den ældre R e daktion) fra Tiden før A ar 1200 (om der har eksisteret m ere end een ældre R edaktion, tør jeg for Tiden in te t udtale om), er vistnok blevet udarbejdet, k o rt før den b e n y tte d es af A. Sun., og efter den Interesse, den røber for Æ rkebiskoppen, som gen
tagne Gange pa a en paafaldende Maade stilles ved Siden af Kongen, se K ap. 67, 69, 82, 133 og 171— 73, er der m aaske G rund til a t tro, a t F o rfa tte re n h a r v æ re t nær k n y t t e t til Æ rkesæ det, eller endog, at han h a r skrevet efter Opfordring af selve Anders Sunesen, der h a r ønsket et tidssvarende G rund
lag for sit p a a tæ n k te Arbejde. Senere er den danske T e k s t u n d e rg a a e t enkelte Æ ndringer, navnlig bestaaende i Tilføjelse af nogle nye Bestemmelser, af hvilke de fleste findes i 9. Bog, og herigennem er den nu foreliggende S. L. frem kom m et.
m en yngre end A. Sun., dog næppe r e t m eget yngre. Sand
synligvis har det H a a n d s k rift af den. hvorfra alle vore nu
værende H a a n d s k rifte r nedstam m er, foruden hv a d der sæd
vanlig regnes m ed til den oprindelige Tekst, som Tilføjelser ved Slutningen indeholdt de L ovstykker, som i Schlyters U dgave er try k te som A d d ita m e n ta B. 5 og B. 6— 7, det vil sige den saakaldte Lov om Æ tt e b o d og S ty k k e t om bod- løse Maal. Ogsaa disse Tilføjelser er først skete, efter a t Teksten v ar b e n y tte t af A. Sun., der saaledes ikke har Loven om Æ t t e bod fra sin danske Hovedkilde, ved hvis Udarbejdelse den endnu ikke v a r udstedt, m en fra en anden K ilde1). B aade A. Sun. og S. L. med de sidstnæ vnte Udvidelser er ældre end den udenfor R etsbogerne i særlig Opskrift bevarede Lov om Afskaffelse af J e rn b y rd , der m aa ligge efter 1215, m en næppe er m eget senere.
S. L .’s Bestem melser om M anddrab findes i 5. Bog, hvor de dog er spredte paa forskellige Steder. B o rtse t fra K ap.
85— 92, der indeholder to ganske unge kongelige Forordninger, henholdsvis fra 28. Dec. 1200 og fra Tiden efter 1202, hvilke vistnok først, er indføjede i den yngre af A. Sun. b e n y tte d e R e d a k tio n (om disse K a p itle r mere nedenfor), handles der navnlig om M anddrab i K ap. 92, 97, 111, 113, 118 og 121.
D e t nærmere om disse Bestemmelsers Alder kan tildels først finde Plads i det følgende, men nogle korte Bem ærkninger derom skal dog frem sæ ttes allerede p a a dette Sted.
Som de t vil blive vist, er der G rund til a t anse Kap. 111 og 113 for ældre end den nysnæ vnte Fr. 28. Dec. 12002), og det samm e gælder rimeligvis om K ap. 92, i h v e rt Fald om den første Del af det. K a p itle t synes a t hænge sam m en m ed de folgende K a p itle r om Legemsfornærmelser, og disse er, som det frem gaar af en Sammenligning mellem K ap. 96 og K ap.
89, hvilket sidste er t a g e t fra Forordningen, v itterlig t ældre end denne3). Maaske har K ap. 92 i den ældre R e d a k tio n d a n n e t Indledningen til hele Afsnittet, fra hvilken Plads det er blevet fortræ ngt ved Optagelsen af de to Forordninger, der i den yngre R e d a k tio n er stillede i Spidsen. K ap. 85, som nu indleder Afsnittet, begynder ogsaa o m tre n t som K ap.
16
92, og siger delvis det samme som dette. Slutningen af K ap. 92 indeholder vistnok temmelig ung R e t 1), men om den allerede har s ta a e t i den ældre R e d a k tio n eller forst er tilføjet i den yngre, og derfor ogsaa om Reglernes Alder set i Forhold til Fr. 1200 er det um uligt af sige noget sikkert. K ap. 97 er, som tidligere b e rø rt2), tilligemed Slutningen af K ap. 96 en Interpolation og sandsynligvis forst in d k o m m et i den yngre R edaktion. Reglerne synes ogsaa efter deres Indhold a t være r elativt unge, men heller ikke her kan det afgøres, om de er ældre eller yngre end Aar 12003). Kap. 121 bærer paa enkelte Steder tydelige Spor af Om arbejdelse4), men denne synes nærmest k un a t have vedrørt visse Sider af det processuelle (Indførelse af Stævning til tredie Ting og af Anklagevidner), hvilke er uden Interesse i den foreliggende Sam m enhæng, og iovrigt m aa K a p itle t antages a t indeholde ældre R et, hvad bl. a. fremgaar af en Sammenligning med den skaanske K irk e ret, der vistnok s ta m m e r fra c. 1170 og i K ap. 13 indeholder en langt kortere, men paa væsentlige P u n k te r overensstem mende Forskrift. H vad endelig K ap. 118 angaar, er Reglen i Slutningen af dette næppe m eget gamm el5), uden a t det dog kan siges, om den er ældre eller yngre end Fr. 28. Dec. 1200, men Begyndelsen indeholder intet, som kan udpeges som særlig ungt, og naar der sporges om den noget ældre skaanske R e ts System m ed H ensyn til Straffen for M anddrab, er det vistnok berettiget ved Siden af K ap. 121 ogsaa a t bygge paa den.
Medens de hidtil om talte Bestemmelsers Alder tildels er tvivlsom og i hvert Fald kun lader sig bestem me tilnærmelses
vis, ved m an, a t K ap. 85— 90, 1. P u n k tu m , hviler p aa en af K n u d VI u d s te d t Forordning af 28. Dec. 1200, hvilken ogsaa kendes i sin oprindelige latinske Diplomform, dog i en noget mangelfuld haandskriftlig Overlevering, der pa a flere P u n k te r kan suppleres fra den danske T e k s t6). Forordningen handler ikke udelukkende om M anddrab, men giver ogsaa Regler om H æ rvæ rk og om Saar. Hele Indholdet hænger dog, som det senere vil blive vist, nøje sammen, og s ta a r i h v e r t Fald indirekte i Forbindelse m ed M anddrabsforbrydelsen. I Slut
ningen af Forordningen, efter dennes dispositive Del, ud tale r Kongen, a t skønt det hører med til hans M yndighed at give
og forandre Lovene, giver han dog ikke denne Lov som noget n y t (legem hane ex nouo non condimns), men kalder blot en Lov, der h a r v æ re t gældende Ira gammel Tid (ab antiquis temporibus constilutam), m en ved Aarenes Mængde, der er Moder til Glemselen, er blevet fordunklet af U videnhedens Taage, tilbage i Folks Erindring, af hvilken den er gledet ud (ad humanam a qua lapsus est memoriam reuocamus). I Al
mindelighed har m an forstaaet Ordene legem hane om F o r
ordningen som Helhed, hv a d dog ikke har udelukket, a t m an har udpeget en enkelt eller nogle enkelte Bestem melser som dem, der er sigtet til ved Bem æ rkningen om den ældre Ret, som genoplives1). Senest har N. Cohn saaledes a ntaget, a t der ved den paagældende Bem ærkning er tænkt paa den et P a r Steder i Forordningen fre m tr a d e n d e Regel, hvorefter Sigtede, n a a r Anklagen mod ham stø ttes af Vidner, skal værge sig med J e rn b y rd , hvilken Regel vel næppe h avde væ ret gældende i ældre Tid, m en m aaske ifolge en i D atiden her
skende Teori, der m øder hos Saxo, er blevet o p f a tte t saaledes2).
D e t m a a ogsaa indrømmes, a t Slutningsbem ærkningen vanske
ligt k an gælde mere end nogle enkelte Bestemmelser, idet Forordningen utvivlsom t indeholder Ting, som hverken var eller af Sam tiden ansaas for gamle, men n a a r legem hane hen
føres til Forordningen som Helhed, bliver en Udpegning af saadanne enkelte Bestem melser dog altid noget vilkaarlig, og om de af Cohn udpegede gælder det tilmed, a t de ku n s ta a r i en løs Forbindelse med, h v a d der i Forordningens In d ledning betegnes som dens Hovedform aal. I Fort sættelse af den citerede Udtalelse indeholder Forordningen da ogsaa nogle Ord, som synes a t vise, a t det er U d gangspunktet, der er urigtigt, idet legem hane ikke h a r H ensyn til hele F o r
ordningen, m en k un til den Bestemmelse, der gaar u m id d e lb a rt forud, og hvorm ed dens dispositive Del slutter. D e t hedder nemlig videre: Ceteros vero nostre legis articulos parati su m u s, vbi necessitas postulauerit, tmendare. Der synes ikke godt a t kunne være Tvivl om, a t de her o m talte »øvrige A rtikler i vor Lov«, som Kongen erklærer sig rede til a t forbedre, er a t forstaa som Modsætning til det forud b e n y tte d e U d tr y k legem hane, og hvis m an da ikke vil henføre nosire legis til andre
2
18
Love end selve Forordningen, hvad ikke synes muligt, jfr.
navnlig E nkelttalsform en sa m t a t Forordningen stra ks efter omtales med Ordene nostre conslilucioni, svnes der ikke a t være anden Udvej end a t lade legem hane gælde den um iddel
b a r t lorudgaaende Bestemmelse, der fastsæ tter Fredlosheds- straf for H æ vndrab, efter a t der er b e ta lt Mandebod. D el ser ganske vist lidt underligt ud, a t lex det ene Øjeblik bruges om en enkelt Bestemmelse og det næste om hele Forordningen, jfr. ogsaa at hane legem i Indledningen har den sidste Be
tydning, og det kan ikke nægtes, at Bem ærkningen om Kongens Myndighed til a t give og forandre Love vilde passe bedre i en Omtale af den samlede Lov end i en Udtalelse, der kun ved
rører en enkelt af dens Bestemmelser. Iiv is Forordningens T ekst ikke er m angelfuldt overleveret, synes der imidlertid ingen anden Mulighed end a t henføre legem hcmc til den oven
næ vnte Forskrift, og som det senere vil blive vist, passer Ordene om den ældre Ret, der sættes i K r a ft paany, ogsaa u d m æ rk et godt netop p aa den1).
S. L. K ap. 90, 2. P u n k tu m , og K ap. 91 hviler, som det frem gaar af A. Sun. K ap. 61, paa en kongelig Forordning fra Valdem ar Sejrs Tid, hvilken ikke nøjere kan tidsfæstes, men som, da den er o ptaget i Retsbogerne, m aa tilhøre de første Aar af hans Regering.
B a a d e den sidstnævnte Forordning og Fr. 28. Dec. 1200 kan først være indføjede i den yngre R e daktion af den danske Tekst.
Om der samtidig er udeladt ældre Bestemmelser om M anddrab, er vanskeligt a t sige, men ikke meget sandsynligt. S. L .’s Behandling af M anddrab og andre dermed beslægtede F or
brydelser m a a ganske vist, selv om K ap. 85— 92 medregnes, betegnes som m eget ufuldstæ ndig2), hvad selvfølgelig i endnu højere Grad gælder, n a a r de næ vnte K a p itle r tænkes borte, men i B e tra g tn in g af, a t Loven fortrinsvis m eddeler den først nylig fastslaaede eller om tvistede R et, kan der ikke . lægges nogen afgørende Vægt herpaa. Ogsaa V. sj. L. er mærkelig fattig paa Bestemmelser om almindeligt M a n d d ra b 2), skont den i øvrigt indeholder et udførligt strafferetligt Afsnit.
Alle de ovenfor næ vnte Bestem melser i S. L. findes og
saa hos A. Sun., m en F o rfa tte ren af Parafrasen h a r aaben-
b a r t ikke fu n d et sig tilfredsstillet af den danske Teksts spredte og mangelfulde Behandling af M anddrabsforbrydelsen. Netop paa d ette Sted — og k un p aa de tte Sted — h a r ha n helt kas
seret S. L .’s System og fuldstændig æ n d re t Bestemmelsernes Rækkefølge, hvorved der er k o m m e t m eget bedre Orden i Fremstillingen. I Spidsen h a r han stillet Bestem melserne om almindeligt M anddrab (Kap. 43— 49) og derefter beh a n d le t en R æ kke særlige Tilfælde af Drab, hvortil h an ogsaa hen
regner det, som i S. L. behandles i K ap. 121 (Drab, som ikke vedgaas af nogen, det lønlige Drab, occiiltum homicidium), jfr. A. Sun. K ap. 57. A. Sun. h a r imidlertid ikke blot for
a n d re t Bestemmelsernes Rækkefølge, m en giver ogsaa i de t n æ vnte Indledningsafsnit (Kap. 43— 49) betydeligt mere end S. L., hvis K ap. 85, 92, 97, 113 og 118 her er indarbejdede i en samm enhængende, fyldig Fremstilling af alle Regler om Mandeboden, dens Størrelse, Udredelse og Modtagelse m. m.
K ap. 85 og de andre K a p itle r i S. L., som er h e ntede fra Fr.
28. Dec. 1200, kender A. Sun. kun fra den danske Gengivelse1).
Forordningens latinske Original har ha n ikke b e n y tte t.
De Forskrifter, hvorm ed A. Sun. har suppleret S. L / s Fremstilling af Reglerne om M anddrab, kan ikke i Almindelig
hed anses for yngre end den af h a m b e n y tte d e danske Kilde, m en indeholder ældre R e t, der al' en eller anden Grund ikke v a r k o m m e t m ed i denne. E n U ndtagelse herfra danner en i K ap. 45 refereret Lov, alm indeligt ka ld e t Loven om Æ tt e - bod, om hvilken A. Sun. u d try k k e lig t siger, a t den v a r u d s te d t for ganske nylig ( nouissime) , og som derfor rimeligvis er yngre end den om talte Kilde. Som tidligere n æ v n t2), er den dog vistnok senere, inden S. L. afskreves, blevet tilføjet ved Slut
ningen af den, hvor den i h v e rt Fald nu findes i um iddelbar Fortsæ ttelse af den øvrige T e k st i de fleste G rupper af middel
alderlige H a a n d s k rifte r3). Dog m angler den i et P a r Grupper, i h v e rt F ald i H ovedhaandskrifterne, hvorhos en enkelt G ruppe har in d sa t den et Sted i T e k ste n 4). I M odsætning til Fr. 28.
Dec. 1200 kendes Loven om Æ tt e b o d ikke i Diplomform, hvori den dog muligvis oprindelig h a r foreligget, men kun gennem den latinske Gengivelse hos A. Sun. og den danske i Tillæget til S. L. Selv om sidstnæ vnte først er tilføjet efter
2*
20
A. S u n / s Udarbejdelse af Parafrasen, kunde den g o d t for
inden have eksisteret som selvstændig Opskrift og som saadan være b e n y tt e t af ham, men en Sammenligning mellem de to Gengivelser taler ikke særlig for denne Mulighed, og som det senere vil blive vist, kan A. S un.’s K endskab til Loven ogsaa m eget godt forklares paa anden Maade. Den danske T ekst af Loven om Æ tt e b o d er af Schlyter t r y k t som Ad dit. B. 5.
Særlig lor A. Sun. i M odsætning til hans danske Kilde er endvidere en i K ap. 61 optagen Fortegnelse over bodløse Maal, h v o rib la n d t en R æ kke kvalilicerede M anddrabstilfælde, af hvilke kun nogle enkelte ogsaa nævnes i S. L. og her ikke samlede i en saadan Fortegnelse. Svarende til denne findes vel i mange H a a n d sk rifte r af Loven et lignende S tykke om bodløse Maal, m en dette Stykke s la a r paa et yngre S ta n d p u n k t end A. Sun. D et nævner liere Tilfælde af bodløst Drab, som han ikke kender, de riblandt to, som u tv iv lso m t m a a være yngre. Dels er Drab m ed Krænkelse af Husfreden ifølge det bodløst, hvad det ikke v a r efter Fr. 28. Dec. 1200 og A.
Sun. K ap. 59, dels er et i K ap. 61 fra Loven om Æ tt e b o d op
ta g e t Tilfælde (si post homicidium quis offene rcnnuit salis- f actionem) ude la d t og e r s t a tt e t m ed et a n d e t (ai dræpæ man saklôsæn, sua at han uar æij för sæktapær a fnggi), hvilket forud
sættes i Jernbyrdsloven, der er yngre end A. Sun. S ty k k e t om bodløse Maal kan saaledes ikke i den overleverede Skikkelse have sta a e t i den af h a m b e n y tte d e danske Kilde, og om han h a r h a ft nogen anden Kilde til K ap. 61, hvilken da m a a t te være en Opskrift af lignende A r t som det næ vnte Stykke, m en tilhørende et ældre Udviklingstrin, er m eget tvivlsomt.
Den kunde i givet Fald have eksisteret enten som selvstændig Opskrift eller som Bestanddel af den da foreliggende danske Tekst (den yngre R edaktion), af hvilken den da m a a t te være udeladt, samtidig m ed a t de t bevarede Stykke om bodløse Maal, som nedenfor nævnt, blev tilføjet i den. Denne Mulig
hed er dog lidet sandsynlig, i hvilken Henseende navnlig m aa erindres, a t den yngre R e da ktion dog h a r o m ta lt nogle af de i K ap. 61 næ vnte Tilfælde af bodløst D rab, nemlig dem, der stam m ede fra Fr. 28. Dec. 1200 og den noget yngre F orordning fra Valdem ar Sejrs Tid, men samm en m ed Gengivelsen af den
øvrige Del af førstnæ vnte F o r o rd n in g 1), og a t den ved Siden heraf tillige skulde have h a ft Bestem m elserne paa anden Maade, i en Fortegnelse svarende til A. Sun. K ap. 61, er ikke rimeligt.
Selv om dette er rigtigt, er del im idlertid ikke sikkert, a t alle de i K ap. 61 opregnede Tilfælde af bodløst Maal,* som ikke fandtes i den yngre R edaktion, først er anerkendte som saa- danne efter dennes Tilblivelse. Om et enkelt, der er h e n te t fra Loven om Æ tte b o d , gælder d ette vel nok, m en i øvrigt m aa der regnes med, a t de er ældre end den yngre R edaktion, men blot ikke har væ ret næ vnte i denne. ITerom vil blive talt mere pa a et senere S te d 2).
Soin ovenfor b e rø rt3), er det sandsynligt, a t d e t danske Stykke om bodløse Maal sam m en m ed Æ tte b o d slo v e n er blevet tilføjet ved Slutningen af S. L., inden M oderhaand- skriftet til vore H a a n d sk rifte r blev afskrevet. De H a a n d - skriftsgrupper, der har Æ ttebodsloven paa dette Sted, har ogsaa S ty k k e t om bodløse Maal her, bagefter næ vnte Lov;
og ved Slutningen af S. L., i um iddelbar Fortsæ ttelse af dennes øvrige Tekst, findes S ty k k e t ligeledes i den H aandskriftsgruppe, der ha r in d sa t Æ ttebodsloven e t Sted i T e k s te n 1). Saaledes som det forekommer i alle disse H aandskrifter, er det t r y k t hos Schlyter som Addit. B. 6 og 7. I de andre G rupper af middelalderlige H a andskrifter, der m angler Æ ttebodsloven, mangler ogsaa S ty k k e t om bodløse Maal, i h v e rt F ald i H oved- h aandskrifterne5). Dog findes det i et enkelt s a a d a n t (Rune- haandskriftet), men i en afvigende F orm og ikke i um iddelbar Fortsæ ttelse af den øvrige Tekst, sam tidig m ed hvilken det næppe er nedskrevet6). I denne F o rm er de t t r y k t af Schlyter som Addit. A.
^ Addit. A. svarer k un til B. 6 og Begyndelsen af B. 7 ind
til Ordene ojna iamlanganum incl. R esten af B. 7 (fra Sære man annar man ojna torghe) er egentlig ikke som det fore- gaaende et Stykke om bodløse Maal, m en handler om nogle kvalificerede Tilfælde af Legemsfornærmelser, der k un tildels straffes med Fredløshed, og indskræ nker sig derhos ikke som B. 6 og B. 7 in init. til en blot Opregning af Tilfældene, m en giver tillige forskellige nærmere Regler om dem, tildels af processuelt Indhold. Slutningen af B. 7 er derfor sandsynligvis
22
en selvstændig Bestemmelse, der er blevet til senere end det egentlige Stykke om bodløse Maal, m en da den altid ledsager de tte i den R edaktion, hvori det foreligger i B. 6 og 7, er den rimeligvis sam tidig med denne. Den anden R e da ktion, der foreligger i A., m aa altsaa være den oprindelige, hvad ogsaa s tem m er godt m ed Beskaffenheden af Forskellen mellem de lo R e d a k tio n e r1). R u n e h a a n d sk rifte t, der ikke oprindelig har h aft Stykket, har altsaa tilfældigt tilføjet det fra en Kilde, hvor det forelaa i dets ældste Form.
B aade i denne og i den yngre F orm synes det at falde i to tydeligt adskilte Bestanddele, der i den yngre Form svarer til henholdsvis B. 6 og Begyndelsen af B. 7. Den første B e
standdel indledes med Ordene Bolløsl m al, hvorefter følger en Opregning af ialt fem Tilfælde, den anden m ed Ordene botløs mal ær pæl (i B. 7 botløs mal mælh thæm för ær mælt), hvorefter opregnes andre fem Tilfælde. P a a F o r h a a n d ligger det nær a t tilskrive de to Bestanddele en forskellig Alder, og m an kunde da tæ nke sig, a t den ældste, d. v. s. den første, havde eksisteret før A. Sun. og som selvstændig Opskrift væ ret dennes Kilde til K ap. 61, medens den anden repræsenterede den senere Udvikling. Saaledes kan F orholde t imidlertid ikke være, og det er i det hele vanskeligt a t forlige, hvad m an ved om Tiden for de enkelte Ubodemaalstilfældes Anerkendelse, med den Opfattelse, a t de to B estanddele skulde være af ulige Alder. Den første nævner vel lire Tilfælde, som er ældre end A. Sun. (samtlige Tilfælde u ndtagen det første), medens den anden kender to, som enten er eller dog kan være yngre end han (Drab af sakløs man og D rab mçd Krænkelse af Hellig- dagsfreden). Men ogsaa det om vendte Forhold foreligger. D e t Tilfælde, som nævnes i Spidsen af den første B estanddel (Drab med Krænkelse af Husfreden), var endnu ikke bodløst Maal paa Parafrasens Tid, og paa den anden Side kender A. Sun.
allerede to af de Tilfælde, som først omtales i den sidste Del (Drab paa Tinge og Drab paa Kirkegaard). H vorledes Sam m en
hængen er hermed, ser jeg mig ikke i S ta nd til a t afgøre.
D et egentlige Stykke om bodløse Maal er selvfølgelig ikke nogen Lovtekst, men simpelthen en Liste, i hvilken Til
fælde af forskellig Alder er sammenstillede. Til Grund for de
enkelte Tilfælde k an ligge specielle Love, der først h a r aner
k e n d t dem, og ganske særlig gælder de tte vel om Tilfældet Drab af sakløs man. Den Lov, der h a r fastslaaet d e tte Til
fælde og vistnok sam tidig æ ndret Æ ttebodsloven, kendes des
værre ikke nærmere, m en ligger, som allerede berørt, til Grund for Jernbyrdslovens Bestem melser om Procesm aaden i D ra b s
sager. A t det egentlige Stykke om bodløse Maal er ældre end Jernbyrdsloven, frem gaar i øvrigt ogsaa af de Bestemmelser, som i B. 7 følger efter den (hvad der ovenfor er betegnet som Slutningen af B. 7), idet disse Bestemmelser, der jo er yngre end det foregaaencle, endnu kender J e rn b y rd .
F oruden Addit. A. og B. 5— 7 indeholder H aandskrif terne af S. L. som bek e n d t en R æ kke yderligere Tillæg, der i Mod
sætning til de nævnte ikke kan antages a t have s ta a e t i Moder- ha andskriftet, m en først er tilføjede senere, hvorfor de altid kun findes i enkelte H aandskriftsgrupper, og her tilm ed som oftest paa forskellig Plads. Mange af disse Tillæg er næppe m eget yngre end selve Loven og bør derfor m edtages i en Fremstilling af Yaldem arstidens Ret. D e tte gælder saaledes muligvis om alle dem, der berører M anddrabsforbrydelsen, nemlig Addit. D. 3 og 4 og F. 1.
D. 3 slutter sig til S. L. K ap. 92, som det p aa et enkelt P u n k t m aa antages a t ændre. H erom vil blive t a l t nærmere paa et senere S te d 1).
D. 4, der overskrives: um man læggær thæn dræpnæ frithløs, bygger p aa Jernbyrdslovens Forskrifter om Proces
m aa de n i Drabssager og er saaledes sikkert yngre end denne Lov. Da det selv er af processuelt Indhold og saaledes ikke af større Interesse for den følgende Undersøgelse, skal der iøvrigt angaaende det blot bemærkes, a t det modificerer Reglen i S. L. Kaj). 215, hvorefter Æ g te m a n d en , der dræber H orkarlen i Sengen hos H ustruen, k a n lægge den dræ bte ugild ved m ed Vidner a t bevise de Omstændigheder, hvorunder D ra b e t er begaaet, sa m t de tilsvarende Regler, der muligvis har v æ re t anerkendte i andre lignende Tilfælde. Forholdet mellem S. L.
Kap. 215 og Add. D. 4 er det samm e som mellem J . L.
I I I — 37 og Thords Art. 30.
F. 1, af hvilket kun Begyndelsen vedrører M anddrab,
24
forudsætter, som det vil blive vist, den ovenfor o m ta lte yngre Lov, der ændrede Æ ttebodsloven og ligger til G rund for S ty k k e t om bodløse Maal og for Je rnbyrdsloven, hvilken Lov ogsaa er forudsat i Skaanske B irkeret K ap. 43. D e t tilhører muligvis en noget senere Tid end de andre ovenfor næ vnte Bestemmelser, m en k an dog godt stam m e fra V aldem ars
tiden. D et er ejendom meligt ved, a t de sædvanlige Bøde- satser, Mandeboden paa 15 Mark Sølv, d. e. 45 Mark Penge, og 40 Marks Boden, er nedskrevne m ed en Trediedel til hen
holdsvis 30 Mark og 26 Mark og 16 Ørtug. Om de 30 Mark siges det dog, at de skal være gode Mark, og det samme er vel u nd e rfo rsta a et m ed H ensyn til det sidste Beløb. En ganske tilsvarende Nedskrivning af de sædvanlige Bødesatser med en Trediedel forekommer paa flere Steder i B irkeretten, saaledes i Kap. 40, hvor Boderne for Saar er sa tte til 2 i Stedet for til 3 Mark, i K ap. 50, hvor Lejerm aalsbøderne fra 6 Mark er ned
satte til 4 Mark, og endelig i K ap. 43, hvorefter M andeboden ligesom ifølge Addit. F. 1 udgør 30 Mark, medens 40 Marks Boden m ærkeligt nok kun er reduceret til 32 Mark, altsaa m ed en Fem tedel, hvilket først i yngre H a a n d s k rifte r er r e t t e t til 26 Mark og 16 Ørtug. P a a in te t af disse Steder er der til
føjet noget om, a t Markene skal være gode. I andre B e stem melser i B irk ere tte n er der ikke foretaget nogen R e d u k tio n af de sædvanlige Bødesatser, saaledes ikke i K ap. 47— 49. Den næ vnte N edskrivning m aa være foregaaet p a a en Tid, hvor Mønten v a r væsentlig bedre, end den v a r i Tiden nærm est før og efter A ar 12001). Paa dette T id s p u n k t v a r den saa for
ringet, a t tre Mark Penge i Værdi k un svarede til een Mark Sølv2), og a t der snarest har væ ret en Tendens til yderligere Forringelse, synes a t frem gaa af, a t det en Gang i Tiden mellem c. 1170 og 1200 blev bestem t, a t der ved Betaling af Bøder til private for hver tre Mark af de i Lovene fa s ts a tte B øde
beløb i det m indste skulde erlægges, h v a d der i Værdi svarede til een Mark Sølv3). H enim od Slutningen af Valdem ar Sejrs Regering synes Mønten derimod a t have væ ret bedre. I H o v e d sty k k e t af K ong Valdemars Jordebog findes et Sted4), hvoraf m an m ener a t kunne slutte, a t Forholdet mellem Mark Penge og Mark Sølv 1231 har været som 2 % til 1, og fra A aret 1240
er overleveret e t endnu gunstigere Forhold, nemlig 2 Mark Penge paa 1 Mark Sølv1), altsaa netop det samm e F o r
hold som i Addit. F. 1 og de anførte Steder af B irkeretten.
Fra Tiden om kring 1240 kun d e disse F orskrifter altsaa stam m e, derimod næppe fra en senere Tid, da M ønten igen forringedes s tæ rk t2). D e t m aa dog bemærkes, at begge de p a a b e ra a b te Bevissteder og særlig d e t fra 1240 er m eget usikre3), og da A. Sun. i K ap. 65 udtaler, a t M øntvæ rdien paa hans Tid h y p p ig t vekslede, kan der vistnok ogsaa være Tale om en væsentlig tidligere Periode af V aldem ar Sejrs Regeringstid, hvorfor kan anføres, a t m an et Sted i selve S. L. finder o m ta lt et Bøde
beløb, der er reduceret paa lignende M aade som i F. 1, nemlig i K ap. 175, hvor det om Tokkeboden hedder, a t den ikke udgør mere end to Øre sua gope sum fiura örtoha pæiiiiinga, hvilket m aa betyde, a t den sædvanlige to Øres Bod, der egentlig svarede til seks Ørtug, kunde afgøres m ed fire Ørtug. Da Bestemmelsen m angler hos A. Sun., hører den muligvis til dem, der er tilføjede i den danske T e kst efter hans B enyttelse af den, hvorm ed det stem m er, a t F lertallet af de øvrige Til
føjelser netop findes i sam m e Afsnit som K ap. 1754). Som det vil ses, er det ikke p a a det anførte G rundlag m uligt nøj
agtigt a t bestem m e Alderen af Addit. F. 1, m en der kan næppe være Tvivl om, a t det tilhører V aldem ar Sejrs Tid, m aaske endda en Tid, der s ta a r Retsbogerne temmelig nær.
I I I .
B L O D H Æ V N E N OG KIRKENS STILLING TIL LOVGIVNINGEN OM MANDDRAB.
D et foregaaencle vil have vist, a t Lovgivningen i Skaane ved Overgangen fra det 12. til det 13. A a rhundre de og i den næ rm est følgende Tid gentagne Gange har beskæftiget sig med Mand- drabsforbrydelsen, der saaledes m aa have lag t s tæ rk t Beslag p aa Opmærksomheden. I Indledningen til Fr. 28. Dec. 1200 anføres det ogsaa som G rund til Udstedelsen, a t Kongen gen
nem de bedste Mænds Klager og daglige V idnesbyrd hav d e erfaret, a t Skaane fremfor Rigets øvrige L ande hjemsøgtes af M anddrab (terram vestram pre ceteris regni nosiri homicidij sceleribus aggravatam), hvilket bekræftes af A. Sun., der i K ap. 43 siger, a t Folk der i L a n d e t (nostris partibus) altid havde væ ret tilbøjelige til a t begaa Drab. D e t er im idlertid af Interesse a t gøre sig klart, af h v a d A r t disse m ange M and
drab var. D e t drejede sig ganske sikkert ikke om Forbrydelser, der v a r U d tr y k for opløste S am fundstilstande og en deraf flydende almindelig Lovløshed saaledes som den, der vel danner Baggrunden for E rik Klippings Rigslov af 1284, gennem hvis Bestemmelser, særlig Bestem melserne om, a t ogsaa alle Medfølgere til grove F redsbrud, selv om de ikke begik D rab, skulde være fredløse, m an synes a t skimte D atidens selv- raadige Storm ænd, der m ed deres væbnede Følger førte p r iv a t K rig med hinanden, eller den, der efter Afslutningen af Grevens Fejde affødte K ristian I l l ’s Reces 1537 Art. 7, der under Henvisning til, a t det va r en menig Plage i Riget, a t den ene stod den anden efter Liv og Levned, foreskrev D ødsstraf for almindeligt forsætligt M anddrab b e gaaet af Borgere og Bønder.
K n u d den V I ’s og Valdem ar Sejrs Tid m ed dens stærke K onge
m a g t er ikke en Periode, hvor Sa m fu n d e t var i Opløsning, og de m ange M anddrab, som den Gang gik i Svang i Skaane,
har derfor sikkert en anden Forklaring, som det heller ikke ud fra selve Lovene er vanskeligt a t paavise. Forklaringen ligger a a b e n b a r t i Blodhævnen, som endnu i D atiden har floreret stæ rkt, og de m ange D rab har uden Tvivl for en stor Del v æ re t H æ vndrab.
H vilken B e tydning Blodhævnen endnu ha vde i Be
gyndelsen af det 13. Aarh., frem gaar paa det klareste af de skaanske Retsboger. I S. L. K ap. 97 paalægges det den, der har fæstet Bod for D rab, altsaa o p n a a et Forlig m ed den dræ btes Slægt, a t holde sig bo rte fra Vej og K irke og alle Sam m en
kom ster, indtil Boden bliver u d re d e t og Trygd tag e t, og v a r dette nødvendigt for den, der havde opn a a et Forlig, ha r H æ vnen selvfølgelig i endnu lan g t højere Grad tru e t den, der ikke havde væ re t saa heldig. Hele det da gældende System af Retsregler, der gjorde det til en frivillig Sag, om m an vilde m odtage Bod, og som, na a r det kom til Forlig, og de tte var opfyldt, omgærdede Overholdelsen af F reden m ed de stæ rkeste K auteler, b a a d e en E d p aa ikke a t ville øve H æ vn, den saa- k aldte Trygd eller Trygdeed, og streng Straf for a t bryde Forliget eller, som det hed, dræbe nogen efter bødede Bøder, endelig ikke m indst den ejendommelige Jævnedsed, som D rabsm anden og hans Slægt m a a tte aflægge, inden der fra M odpartiets Side blev svoret Trygd, og hvorved de m a a t te erklære, a t de, hvis de kom i samm e Tilfælde som det, hvori M odstanderne nu var, vilde tage imod en Bod af samm e Størrelse som den, disse lod sig nøje med, a lt de tte viser tyde
ligt, a t H æ vnen va r noget, m an nødigt gav Afkald paa, og a t det fra Æ re n s Side v a r en tvivlsom Sag a t tage m od Bod af sin Frændes D rabsm and, hv a d m an i h v e rt Fald kun k unde indlade sig paa, naar det v a r givet, a t m an ikke derved y d mygede sig for Modstanderne. A. Sun. siger udtrykkeligt i K ap. 46, hvor han ta le r om Jæ vnedseden, a t denne altid krævedes m ed særlig stor Iver, fordi gennem den F ornæ rm erne stilledes lige m ed de fornærmede, og den F o ra g t borttoges, som for de sidste plejede a t være Følgen af den dem tilføjede Vold, s a m t a t forstandige Folk altid lagde større Vægt paa, a t deres gode N avn v a r u s k a d t og deres Anseelse genoprettet, end paa a t faa en Pengebod. A t ogsaa Æ ttebodsloven
28
k la r t viser Blodhævnens Udbredelse, vil frem gaa af, hvad der senere vil blive udviklet om denne L o v 1).
H v a d der gav Blodhævnen dens særlige K a ra k te r, var, at den i videste F o rs ta n d v a r Slægtshævn. Ligesom den u d gik fra den dræbtes Slægt, og det i retlig Henseende v a r lige
gyldigt, hvilken af F ræ nderne der udøvede den (E. sj. L.
11-11'indeholder en Regel om, hvem der paa Slægtens Vegne kan give Afkald paa den), saaledes stod hele D rabsm andens Slægt o m v en d t som m edansvarlig for D r a b e t og m a a t te i Fællesskab bære Risikoen ved H æ vnen, der ikke blot k u n d e rettes mod den skyldige, men ligesaa vel mod hans Fræ nder, h v a d ogsaa frem gaar af, a t Mandeboden, naar det kom til Forlig, blev henholdsvis delt imellem og ud red e t af de v ed
kom m ende Frænder, sa m t af, a t disse altid i et større A ntal deltog i Trygde- eller Jævnedseden. Ifølge A. Sun. K ap. 48 g jald t Pligten til, efter a t der v a r indgaaet Forlig, at holde sig borte fra Steder, hvor den dræbtes Slægt færdedes, endelig ikke blot D rabsm anden, men ogsaa hans Slægtninge (jfr.
Ordene cum suis proximis).
Af B e tydning er det dernæ st a t erindre, a t ogsaa andre R e tsb ru d end Drab gav Anledning til Blodhævn. Af S. L.
Kap. 114 og A. Sun. K ap. 66, der viser, at der ogsaa aflagdes Jæ vnedsed ved Saar og Slag, omend k u n af Gerningsm anden selv, kan sikkert sluttes, a t der ogsaa ved disse Forbrydelser v a r Tilbøjelighed til ikke at tage mod Bod, men i Stedet for a t øve H æ vn, og a t der, som det sam m esteds siges, her ikke skulde aflægges Trygdeed, end ikke af den fornærm ede per
sonligt, viser kun, a t Faren for, a t et indgaaet Forlig ikke skulde blive holdt, ansaas for m indre end ved M anddrab.
Derimod ses det, a t m an regnede med, a t Slægten her ikke indblandedes i Forholdet; m en a t selv denne Forudsæ tning ikke altid holdt Stik, i h v e rt Fald ikke ved de grovere Legems- fornærmelser, følger m odsætningsvis af Fr. 28. Dec. 1200, jfr. S. L. K ap. 85, A. Sun. K ap. 48, hvor det u d try k k e lig t og vel som noget n y t udtales, a t i hvilken Sag eller Forbrydelse en Mand bliver indviklet, bortse t fra M anddrab, er F ræ nderne ikke forpligtede til a t bøde m ed ham. Sandsynligvis sigtes der særlig til de Tilfælde af Lemlæstelse, for hvilke Boden enten
v a r hel eller halv M andebod eller dog sa t i et v ist Forhold til denne. Om Lejerm aalsboden siges det i S. L. K ap. 224, a t den ikke v a r Sam m enskudsbod (skuiabot), m e n efter den Maade, hv o rp aa dette udtales, kan det næppe anses for givet, at* det ogsaa her drejer sig om en ny Regel.
D et v a r B lodhævnen og Slægtens kollektive Ansvar, som paa Valdem arstiden v a r de b ræ ndende Spørgsmaal m ed H e n syn til M anddrab. Begge Dele v a r gamle In stitu tio n e r, som v a r d y b t rodfæstede i Folkets Bevidsthed, og det er m aaske tvivlsomt, om K ongem agten af egen D rift vilde have fu n d et Anledning til a t begrænse dem. Derimod m a a t te de nødven
digvis møde den stæ rkeste Misbilligelse hos Kirken. M and
drab v a r efter Kirkens Opfattelse en af de sværeste Synder, ogsaa en af dem, der i den kanoniske R e t tidligst blev u d formede som egentlige Forbrydelser1), og det var fremdeles en Selvfølge, at det fra et kirkeligt S y n sp u n k t saa langt fra kunde diskulpere, a t et D rab v a r begaaet af Hæ vn, a t det snarere m a a t te virke skærpende. A t det v a r utilladeligt at straffe for at skaffe sig selv H æ vn eller Oprejsning for lid t Uret, frem
hæves ogsaa oftere u d try k k e lig t i de kanoniske Retskilder, samtidig m ed a t R e t te n til a t straffe ex amove iusticiae aner
kendes2). Heller ikke d e t kollektive Ansvar, som den nationale R e t ved Drab anerkendte for hele Slægten uden H ensyn til den enkeltes virkelige Skyld, v a r i Overensstemmelse med den kanoniske R e ts G rundsæ tninger3), selv om Kirken pa a dette O m raade langtfra v a r konsekvent, hvor det gjald t a t værne dens egne Interesser4), m en sandsynligvis bundede K irkens Uvilje mod den næ vnte Ansvarsregel dog ikke særlig heri, m en hang sam m en med, a t den bidrog til a t gøre M and
drab hyppigere. Selv b o rts e t fra de særlige Misbrug, som Reglen om Fræ ndernes P ligt til a t bidrage til M andeboden kunde give Anledning til, og m od hvilke Fr. 28. Dec. 1200 v a r rettet, m a a tte , som det fremhæves af A. Sun. i hans Om
tale af Loven om Æ tte b o d , den Omstændighed, a t k un en m indre Del af M andeboden udrededes af M anddraberen, have til Følge, a t Bodens præ ventive Virkning blev m indre 5), og i h v e rt Fald m a a t te H æ v n d ra b lettere forekomme, na a r H æ vnen k unde rettes mod enhver Slægtning.
30
K irken v a r saaledes interesseret i en F orandring i L ov
givningen om M anddrab, og der kan heller ingen Tvivl være om, a t det er den, der ha r inspireret de nye Love om E m n e t, som er ud ste d te i V aldem arstiden, i hve rt Fald Fr. 28. Dec.
1200 og Loven om Æ tte b o d . Den første af disse Love, der er givet af den meget kirkeligsindede K n u d VI1), bærer i In d ledningen tydeligt Spor af kirkelig Paavirkning. Ikke blot m øder m a n her en velkendt kanonisk R etssentens2), men det er ogsaa, som af ITolberg frem hæ vet3), klart, a t Kongen ved sin H envisning til, at han beklæder e t Em bede, der er over
draget h am af Gud, og som Følge deraf er pligtig til at fremme Retfærdigheden, vil give U d tr y k for et rent kirkeligt Syns
p unkt. Forordningen er, som bekendt, m a rk e lig ved, a t den, h vad tydeligt udtales længere nede i Indledningen, skønt u d s te d t i L und, er givet af Kongen paa egen H a a n d uden Medvirkning af L a n d s tin g e t4), og det er a a b en b a rt Meningen a t m otivere dette med, at K ongen lier handler i en højere Magts Tjeneste og derfor ikke behøver S a m ty k k e af det regel
mæssige Lovgivningsorgan. Selve den usædvanlige Maade, hvorpaa Loven er blevet til, og for hvilken Kongen i Slut
ningen af den næsten gør U ndskyldning, samtidig med, a t han hæ vder sin R e t til a t lovgive paa egen H a a n d , taler dernæst s tæ rk t for dens kirkelige Oprindelse. ITavde den v æ re t U d tr y k for et almindeligt Ønske hos Befolkningen, v a r denne Udstedelsesm aade næppe blevet valgt, hvorim od den er let forklarlig, hvis det er Kirken, der har ønsket Loven gennem ført, m en h a r ventet, a t den vilde finde M odstand hos Lands
tinget. I Indledningen tales der nok om, a t de bedste Mænd i L a n d e t (meliores terre) h avde klaget over de m ange M and
drab, som fan d t Sted, og i Slutningen nævnes som nærværende ved Udstedelsen foruden Absalon Petro eiusdem ciuilatis pre- fecto cam multis nobilibus eiusdem terre, m en de tte viser næppe mere end, a t Loven foruden hos K irken h a r v u n d e t Bifald hos en vis K reds af kirkeligsindede Storm ænd. A t af disse kun Gældkæren Peder, der som kongelig E m b e d sm a n d ikke go d t kunde rejse M odstand, nævnes ved Navn, er m aaske ingen Tilfældighed, og Absalons Nærværelse er jo i h v e rt Fald sikker.
Loven om Æ tt e b o d kendes, som ovenfor næ vnt, kun i en dansk Tekst, der alene m eddeler selve Lovbestemmelserne, sa m t i A. S u n .’s Gengivelse af dens Indhold i K ap. 45, og m an er derfor her m indre godt u n d e rr e tte t om Forholdene ved dens Udstedelse. Dog m eddeler A. Sun. noget herom, idet han siger, at den blev givet af de ansete Mænd i Skaane m ed K ong Valdem ars Sam ty k k e (auctorilate regis waldemar i, jr airis pre- dicti regis kanuti, prudeniiores scanie iali lege rtouissime decreue- runt). A t Ordene auctorithte regis skulde b e ty d e »efter Kongens Befaling« eller »efter Kongens Tilskyndelse«, er ikke rimeligt.
H avde Kongen ta g e t In itia tiv e t til Loven, havde han sikkert ogsaa selv givet den. Auctorilas sigter uden Tvivl til en Tilladelse eller en Stadfæstelse, og det m a a altsaa være de ansete og ledende Mænd, fra hvem Tanken om Loven er ud- gaaet. Da A. Sun. nu i sin Egenskab af Æ rkebiskop sikkert fremfor nogen h a r h ø r t til de politisk ledende Mænd i Skaane, er det næppe for dristigt a t antage, a t han selv har væ re t b la n d t de af ham næ vnte prudentiores. Som tidligere nævnt, er Behandlingen af M anddrabsforbrydelsen i P arafrasen usæd
vanlig udførlig og selvstændig, hv a d der tyder paa en særlig Interesse for den hos Forfatteren, en Interesse, som i det højeste har et Sidestykke i den, som frem træder i Kap. 37 om E je n d o m s træ tte r og m aaske i K ap. 24 om uægte Børn, altsaa ved Behandlingen af enkelte andre Spørgsmaal, der i høj Grad interesserede Kirken. Ogsaa i de af A. Sun. vistnok kort før 1206 u d ste d te S y n o d a lsta tu tte r, der særlig beskæftiger sig med den kirkelige Bodsdisciplin, spiller M anddrabsfor
brydelsen en frem træ dende Rolle. Maaske er det derfor til
la d t at formode, a t A. Sun. ikke blot h a r ta g e t Del i U dstedel
sen af Loven, m en at han er den egentlige F a de r til den, hvor
med det stem m er godt, at han gengiver Indholdet af den m eget udførligt, og a t h a n ogsaa udenfor K ap. 45, hvor denne Gengivelse findes, i Reglen tager H ensyn til den, hvor der er Anledning dertil, saaledes i K ap. 10 (jfr. Ordet interdum), i K ap. 17 og K ap. 61. Hvorledes det noget usædvanlige U d
t r y k tali lege decreuerunt, som A. Sun. bruger om de ansete Mænds Virksomhed, nærmere er a t forstaa, er vanskeligt a t sige. Man skulde snarest vente, a t de havde foreslaaet Loven
pa a L a n d s tin g e t og faaet den ved laget af dette, men de an
førte Ord leder ikke særlig T a n k e n i denne Retning, men peger snarere hen p aa en mere selvstændig O ptræden fra de ansete Mænds Side. Om der bagved de tte skjuler sig en lignende Uregelmæssighed, som ved Fr. 28. Dec. 1200, lader sig dog ikke afgøre.
Angaaende Tilblivelsen af de forskellige yngre Love, som efterhaanden udvidede Kredsen af kvalificerede Manddrobs- tilfælde, og hvis Udstedelse enten om tales i Retsbogerne (A. Sun. K ap. 61) eller kan sluttes af S ty k k e t om bodløse Maal, savnes nærmere Oplysninger. A t m a n b la n d t de nævnte Tilfælde bl. a. træffer D rab med Krænkelse af Helligdagsfreden, viser dog klart, a t Tilskyndelserne ogsaa her til Tider er ud- gaaede fra Kirken, og under H ensyn til, h vad ovenfor er op
lyst om Fr. 28. Dec. 1200 og om Æ ttebodsloven, har m an vel i det hele Lov til a t opfatte K irken som prim us m o to r i den K a m p for en strengere B ehandling af M anddrabsforbrydelsen, som giver sig U d tr y k i den om handlede Lovgivning1).
M A ND DR AB SF ORB RY DEL SEN I DEN SKAANSKE RET I DEN TIDLIGERE DEL AF
VALDEMARSTIDEN.
1. I n d l e c l e n d e B e m æ r k n i 11 g e r. I del fol
gende skal gives en Fremstilling af Reglerne om M anddrab, som de m a a antages at have væ ret gældende i Skaaue, inden de R eform er begyndte, som kan paavises gennem Retsbogerne og del øvrige Lovstof fra V aldem arstiden. Fremstillingen vil altsaa beskæftige sig med den skaanske R e t i den tidligere Del af denne Periode, nedenfor for K o rth e d s Skyld betegnet som den ældre skaanske Ret. Som Grænse gælder næ rm est Fr. 28. Dec. 1200, saa at der medtages, hvad der i Tid ligger forud for denne. Da der imidlertid i S. L. lindes Bestemmelser, hvis Alder ikke sikkert lader sig fastslaa, er det ikke m uligt a t gennemføre det nævnte Syn sp u n k t skarpt, og til den ældre R e t har saaledes m a a t t c t henføres alt, h v a d der ikke kan op
lyses a t være yngre end Forordningen, selv om de paagældende Regler efter deres Indhold m aa anses for ret unge og muligvis først er blevet optagne i den danske Teksts yngre Redaktion.
2. M a n d d r å b e r e n s R c t s s t i 11 i n g. Id et der foreløbig bortses fra de Tilfælde, hvor et Drab v a r forbunde t med Krænkelse af en særlig Fred (Ilusfred, Kirkefred, Ting- fred eller lign.), og alene tæ nkes paa almindeligt, ikke kvali
ficeret M anddrab, kan straks bemærkes, a t denne Forbrydelse ikke regnedes til de særlig grove, der medførte Fredløshed, de bodløse Maal eller Ubodemaalene. N a a r M anddraberen v a r rede til a t fæste Bod, saaledes som Loven krævede det, og han, hvis Bodfæstningen modtoges, betalte Boden, v a r der ingen Adgang til a t faa ham gjort fredløs. D e tte frem gaar m od
sætningsvis af Loven om Æ tte b o d , der endnu fastholder Reglen, men skærper Fordringerne til den Maade, hvo rp aa Boden skal tilbydes, og bestem mer, at M anddraberen, naar
3
