Kodreng i Hunderup i 1940erne
»...udeattjenesom10-årig-hjemlængseloghårdt arbejde«
AfErnstJensen
Kærestdu fødeland sødterditnavn
Mod dig står dinesønnersstærke længsel
Med lønligmagtvidrages tildinfavn
Hvert andet land mod digerkunetfængsel
Dentilknytning tilhjemstavnen-fødelandet
- hjemmet-som St. Steensen Blicher beskri¬
veridettevers,hargennemtiderneværeten
væsentlig del af grundlaget for menneskets personlighedsdannelse og identitetsudvik¬
ling.
Begrebet hjemve-eller hjemlængsel-har
da også en stor plads i skønlitteraturen på
mange sprog ogbeskriverdenpsykologiske oplevelse,somviser sig i forbindelsemed,at
manforlader sit hjem, familie og venner, og
flytter tilet nytsted. På engelsk kalderman det »homesickness«-altsåen slagssygdom,
og selvom det nok ikke rigtigt passer indi det traditionelle sygdomsbegreb, så er der
meget storlighed mellem hjemveens symp¬
tomer og så de træk, der kendetegner en
rækkefysiske eller psykiske sygdomstilstan¬
de. En af dem er depression. En almindelig
definition på hjemveersåledes »atværede¬
primeret på grund af adskillelse fra hjem¬
met«. Oghjemveen harmangelighedspunk¬
ter med denpsykiske belastning, der følger
aftab -feks. tabet afet nærtstående familie¬
medlem.
Idenpsykologiske litteraturerder imidler¬
tid ikkemegetathenteomhjemve,fordeter etfænomen, somikkeersærlig grundigt ud¬
forsket.Men dererdog skrevetomdet, bl.a.
også om forskellen mellem det traume, der følger afatmiste en nærtstående,ogsåsor¬
gen overadskillelsenfrahjemmethjemveen.
Tabetafetnærtstående menneskeeruigen¬
kaldeligt.Såledeserdetsomregel ikke med tilknytningen tilhjemmet Ofte kanman nem¬
lig vælge at vende tilbage. Hjemmet er der stadig, og man kan sefrem til atgense det.
En anden forskel er, at sorgen i forbindelse
med tabet af f.eks. et familiemedlem er al¬
mindeligt socialt accepteret. Med hjemveen
erdet anderledes. Omend den kanværenok såstærkogsmertelig, så har den ikke tilnær¬
melsesvis densamme seriøsestatusi den al¬
mindelige vurdering.
Dajegselvkom hjemmefrasom10-årig for
at blive kodreng hos fremmede på engård langt frahjemmet, mødtejeg -isærgennem den førsteaffiresomreipladsen-hjemveen
som en stærk og traumatisk følelse, og mu¬
ligheden for at vende tilbage til hjemmets tryghed var vanskelig at få øje på for mig.
Langtfrahjemmet betød omkring10kilome¬
ter,menformig oplevedes detsomenenorm afstand.Da minmorogjegendag tidligti maj
1943 cyklede fra Sneum til Hunderup, hvor jegskulle »udattjene«, såjeg adskillelsenfra
Gården iHunderup, Nørlundvej 6, Hunderup. (Foto: Privateje)
hjemmet imøde som enuafvendelig kends¬
gerning og som en skæbne, jeg nu engang måttebære.Vivar 10børnihjemmet,ogjeg
vardenyngsteaf femdrenge.Minfarvar ar¬
bejdsmand.Idestrengevintre ibegyndelsen
af 1940'ernearbejdedehan medatryddesne forkommunen, om sommeren huggede han
skærver tilvejarbejde.Lønnenvarbeskeden,
ogiperiodervarder slet ikkenogetarbejde.
Min mor var en stærkkvinde, oghun hjalp godt til-hun hakkederoerpågårdenesmar¬
ker, oghun stabledetørvimosen. Men der
var jo mange munde at mætte. Meget ofte stod der rabarbergrød, kartofler ogstuvede
kålrabi påmiddagsmenuen, for dervar ikke
råd til andet. Ind imellem var der så brød,
smurtmed fedt ellersmørogmedsirup eller sukker. Når vi strøede sukkerpå, skulle brø¬
det holdesnæstenlodret, såmankun fik det sukker, der kunnehængefast ismørret.Det
varikke kunpågrund af prisen på sukkeret,
men også fordi det jo var rationeret under krigen.
Ifattigearbejderhjem på den tidvardeten
selvfølge,atman skulle udattjene, såsnart
man vargammel nok til det. Og detvar man, nårmanblev 10år,måskeendogfør. Minsto¬
rebror kom ud attjeneallerede da hanvarni år. Min»plads«varikke ukendt for mig. To af
minebrødre havdeværet derførmig,og en
Barndomshjemmet... (Foto:Privateje)
gang havde jeg besøgt min storebror nogle dageogsovetsammenmed ham i karlekam¬
meretbag stalden. Så husbond NielsPeterog madmor Anna havdesetmigan.Jo,jegkun¬
nevelogsåbruges!Annamentegodt nok, at jegvarlidtklejn,oghun lagdestor vægtpå,at jeg måtte se atfå lidt mere sul på kroppen.
Mendet blev altså tilen aftale med mine for¬
ældre: den førstesommer-framajtil oktober,
skulle lønnenvære90kr.,tre pund uldoget partræsko. Skolemæssigtvarderingenpro¬
blemer, for jegvarjo omfattet afden særlige vestjyske skoleordning, der tillod, at børn,
der skulle udattjene,kun gikiskolei vinter¬
månederne. Detblevsåtilfældetformitved¬
kommende i de fire år, der gik, inden jeg
skulle konfirmeres, så skolegangen blev på
enmådesom enparentesi min tilværelse. Ef¬
ter7.klassevarder daogsåstadigstoreom¬
råder af de elementære skolekundskaber, der lå henimørke formig. (Senere i livetfik jegimidlertidmulighed for-ogviljen til- at indhente dette efterslæb. Allerede kort efter konfirmationen startede jeg med i et brev¬
skolekursus at udforske de fire regnearters mysterier).
Men entidlig majdag i 1943 blev jeg såle¬
des overladt til fremmedeogtilenarbejdstil- værelse, derdengang altsåvarganske almin¬
deligforbørn fra fattigehjem,men somi dag
Kodrengen Ernstsammenmed datteren på Hunderup Vestergård Mary. 1943. (Foto: Privateje)
villeværeistærk konflikt medbestemmelser, der-i hvert fald iDanmark-beskytter børn
mod at blive udnyttet som arbejdskraft. Det blev begyndelsen på den første af hele fire
somre i »pladsen« påHunderup Vestergård.
Afskeden med min mor var præget af den sædvanlige vestjyske tilbageholdenhed med
at give udtryk for stærkere følelser, og der
varda heller ikke såmeget atsige, ellersom kunne siges. Dajeg såhende cykle bort ad
denmarkvej, der førte ud til vejen mod Kra¬
gelund ogvidere mod Sneum, mærkedejeg
imidlertiden klump i halsen,for påenmåde oplevedes det,som omhunforlodmig for al¬
tid.
Jeg kom til at bo sammen med gårdens
voksne karl i det lille kammer bag stalden.
Foruden en seng til os hvervar der et lille bordog enstol,ogsåvarderetskab tilvores
tøj. Sengenvar redt med halm i bunden og med en tung og solid fjerdyne. Kammeret havdenøgne,kalkedevægge, ogsåvarderét vindueud modhaven, hvor de vældigetræer rakte deres greneindover stråtaget Karlen Jensvarflink mod mig,og omaftenenvarjeg glad for, at hanvarder, nårjeg skulle sove.
Detvar han ikke altid, for somme tider var han udepå pigesjov. Så kunne det godt ske,at kammeret føltes lidt ængstende. Der varly¬
dene fra kreaturerne i stalden ved siden af,
somjeg hurtigt kunne vænne mig til, men dervarogså andre, ubestemmelige lyde:mus i halmen undermig?elleri skabet? Og såvar derskolopendre,somkravledeopad den kal¬
kede væg. Dem kunne jeg ikke lide, ogjeg slog nogle ihjel med min træsko. Men det
blev detværreaf, for dissedyr indeholderet eller andetfosforstof, så nårlysetvarslukket,
varderenspøgelsesagtig,selvlysende pletpå
væggen der, hvor skolopenderen var kvast.
Det syntes jeg var uhyggeligt, og jeg trak dynenop overhovedetforikkeatse.
1tilbageblik kalderjeg mig kodrengen, for
enaf minevæsentligsteopgaverblevatpasse
nogle køer. Om morgenen skulle de ud af stalden efter malkningen, kobles sammen med kæderogføresud til den mark, hvor de skullegræsse.Jegfik lært, hvordanmankob¬
ler køersammenpådenrigtigemåde,ogselv
omdissestoredyr virkede lidt skræmmende
i begyndelsen, så måtte jeg overvinde min angstog prøveatvisedyrene,atdet altsåfak¬
tiskvarmig, der skulle bestemmeoverdem.
Det var nu i almindelighed heller ikke så svært,forkøernevarvant tilturen ogfandt selv deresbås, når de komtilbage til gården
om aftenen ogfik Løsnet kæden. De kendte ogsåvejen til græsmarkenogfulgteautoma¬
tisk med igod orden. Anderledesvardet, da
etpar nye, heltungekøer kom med ikoblet.
De var ikke så nemme at styre, og en dag kunnejegikke holde dem.Detrak hele kob¬
let med ind i roemarken ved siden afvejen, hvorde allebegyndteatædeafde friskeroe- blade. Det måtte naturligvis ikke ske. Dels
kunne deødelæggeroerne,dels vidste jeg,at komaver slet ikke har godt afat blive fyldt
med friske roeblade. Såjegtrakogsled i kæ¬
derne, jeg slog på de genstridige dyr med
minkæp,ogjegråbteogskældteoggræd af raseri,menkøerne ænsede migikke. Heldig¬
vishavde NielsPeterderhjemmefraset,hvad
der foregik, og han kom løbende til og fik
koblettilbagepå vejen.
Dervarogså får. Ienlængere periode skul¬
le deføres ireb ud tilengræsmark hver dag
ogtøjres der i god afstandfrahinanden,såde
ikkeblev viklet ind i hinandens tøjr. Senere
på dagen skulle tøjrepælen rykkes op og
fåretflyttes etstykke til friskgræs. Så gjaldt
det om atfå tøjrepælen slået godt ned med køllen,såfåretikke kunneslippe løs.Engang skete det medetaf fårene.Detvarsluppet løs
oghavde slæbt af sted med sit reb,somsåvar blevet godt og grundigt viklet ind i det trådhegn, deromgavmarken. I sinkampfor
atslippe frivarrebetstrammetmereog mere
omfåretshals, så det blev kvalt Dajegnæste
gangkom foratskulle flytte fårene, hang dy¬
retihegnet medtungenudafhalsenogmed
fremståendeøjne. Jegblevrædselsslagenog
prøvedeforgævesogudsigtsløstatbefrifåret ihåbomatsedet komme til liveigen. Under
disseanstrengelserrevjeg mit ben på pigtrå¬
denogfiketdybt sår på låret, så blodet flød i
stridestrømme. Detbehandlede Annasene¬
re vedathældekogesprit på, foratder ikke
skullegåbetændelseidet.Dendagidag,me¬
re end 50 årefter, minder et langt, hvidt ar
migstadigomdenne begivenhed.
Husbond Niels Peter blev rasendeoghæv¬
dede, atjegikke havde slået tøjrepælen or¬
dentligt ned. Men madmor Anna forsvarede mig og mente ikke, det kunne være min skyld,menatrebet havdeværetfor slidt Det
døde får blev slæbt ud tilvejen, hvor detse¬
nereskulle afhentes tilsæbekogeriet
Detkom imidlertid tilatligge nogle dage
og begyndte at lugte, før det omsider blev
hentetDetgjorde de andrefårbange,såide dagemåttejegbruge alleminekræfterforat trække dem forbi stedet
Arbejdsdagen begyndte tidligt Karlen og
jegblevrevet udafvores søvn ved atAnna
flåede døren til karlekammeretop: Så står vi op!råbte hun,ogsågjaldt detomatkommei tøjetogtræskoeneogaf sted ud i staldenog
kommei gangmed arbejdet:atmugeud bag køerne, strøfrisk halm, fodre griseogderef¬
ter lede køerne ud på marken. Så først var dermorgenmad. Malkningen stod de voksne for, men den anden sommer på Hunderup Vestergård fik jeg ogsålærtatmalkeoghjalp
med detengangimellem.
Enaf mineopgaver varindimellematpas¬
seMary,som varAnnasogNiels Petersene¬
stebarn. Hunvartreår,og mensforældrene
sovtilmiddag, som ved en række andre lej¬
ligheder, skulle jegtagemig afMary. Overfor hende kunnejeggiveudtryk forminhjemve,
og jeg fortalte hende om familien derhjem¬
me, omdet lille træhus vedjernbaneni Sne¬
um, ommine forældreogminesøskende og
omdeting, viplejedeatforetageossammen.
»skønerformigden blomsterløsevang-
den brune hedeerenedens have«
Hjemlængslen fortegner i erindringen den gråvirkelighedoglægger lysefarverind i bil¬
ledet afdet,manhar mistet, påtrodsaf,atdet
måske langt fra altid var positivt. Som i Bli¬
chersversfremstilledeshjemmeti mine be¬
retninger til Mary i etromantisk skær, der
slet ikkepassede særliggodt til de fattigere¬
aliteter i det overfyldte lille hjem i Sneum.
MenMarysyntesdetvarheltfint, ogdetva¬
rede ikkelænge, før hendes fantasi blev vakt,
oghun begyndte atfortælle historierom, at ogsåhun havdeenfamilie, der boede ietlille hus langt borte. Eftersom hun var enebarn passede det hende udmærketatopfindenog¬
le søskende.Hungav demnavne, ogdetge¬
nerede hende sletikke, at de lignede mine søskendetemmeligmeget Forhver historie jeg fortalte hende prøvede hunatovergå mig.
Men formigvarminehistorieromhjemmet
denskinbarlige virkelighed,ogjegblev godt gal på Maryover,athunpå den mådeplagie¬
rede mig og opbyggede en fantasiverden medminhjemlængselsomfundament
Hverandensøndag havde jeg friogkunne cykle den lange vej hjem til mine forældre.
Noglegangekunnejegendogtageafstedal¬
leredelørdagaften, når vivarfærdige medat røgte,ogdetvarnaturligvis lykken.Detvarjo underkrigen, ogmangetingvarrationeret-
mereeller mindre strengt Madmoder Anna havdeværetforudseendeoghavde hamstret betydeligeforsyninger afenrækkevarer.På loftet havde hun pakker med rigtig sæbe (godt emballeret, såmuseneikke kunne æde den). Den slags kunne man slet ikke købe i de sidste krigsår. Hun havde også forsynin¬
gerafekstra sukker, og såhavde hun cykel¬
dæk, så hun under hele krigen kunne køre med rigtige gummidæk på sin cykel. Det kunne jeg ikke. Efter utallige lapninger og omviklinger med sejlgarn måtte både dækog
slanger kasseres. Min gamle, rustne cykel, gået iarvtil mig fra mine brødre, blev deref¬
terforsynet med trædæk: stykkerafbøgetræ tilpassetsom enringblev lagtomfælgen,og gummi fra gamle dæk blev sømmetfast på
træetSåvarjegkørende,mensådanne dæk gjorde cyklen tung at trække på de ujævne grusveje, og der måtte arbejdes hårdt for at nå frem til det længe ventede gensyn med hjemmet
En delafarbejdet pågårdenvar athakke
roer, ogher gjaldt detomatværehurtigog
samtidig omhyggelig. Der skulle være den
helt rigtige afstand mellem planterne, og
ukrudtet skulle fjernes, uden at de blivende planter blev beskadiget Komman tilathak-
Treaf mine søskende foran vogterhuset i Sneum. (Foto: Privateje)
keenafde blivende planterom vardet ikke lovord, der lød fra Niels Peter eller karlen Jens. Derblev joethulirækken,ogudbyttet
blev mindre. Mange timer iroemarken kun¬
ne give vabler i hænderne og ømhed i alle muskler, men den anden sommer i Hunde¬
rup varjegblevet ganske ferm til roehakning
ogfik overladt 10 rækker,somjegskullepas¬
sesommerenigennemsomled ienroehak- ningskonkurrence, som landboforeningen arrangerede. 1 august blev marken synet af
medlemmer afbestyrelsen, ogjeg var stolt,
dajegfik tildelt 1. præmie:ensparekassebog
med10kr., for minevelpassede roerækker.
Høsten kom. Med den voksede arbejds¬
byrden, ogdagenevarlange ogslidsomme.
Detvar enhektisktid, når høet skulle ind, for detvar etkapløb med vejret. Mens detvar
tørvejr, og nårhøetvar lige tilpastørt,ja så
skulle det ind såhurtigtsommuligtHestene trak detene storelæs efter det andet hen til
lugen til staldloftet, hvor så karlen forkede
høet oppåloftet Niels Peter forkede det vi¬
dere til Anna og mig, der stuvede det væk.
Høetskullepressesgodt ind undertagetog sveden drev,mensvisled medatholdetem¬
poet.NielsPeterarbejdedeirasendefartog hans fork kom hele tiden med nye bundter
hø, somjeg skulle skaffe af vejen, samtidig
med atjeg skulle holde øje med forken og passepåatundgå dens spidser.
Påegnengik der frasagn omNiels Peters
voldsomme og til tiderubeherskede tempe¬
rament,somjegoplevede flereeksempler på.
Dahanpåensådan høstdag kom ind påloftet
for at kontrollere, om vi stuvede høet godt nok, stødte han i sintravlhed hovedet moden hanebjælke.Dette ansåhan ikke forethæn¬
deligt uheld, nej detvarklart,atdetvarhane¬
bjælken, der havde angrebet ham! Detskulle
den ikkeslippe godtfra,ogienpludselig eks¬
plosion af frådende raseri hamrede han sin forkigenogigenmod den solide bjælke. An¬
nakom tilogprøvedeatberolige ham,ogdet lykkedes da også for hende atdæmpe hans vrede,såarbejdet kunnefortsætte.
Enlignende episode indtrafenefterårsdag,
hvor han arbejdede med en maskine, der
tærskedelanghalm afrug, somskullebruges
tilatreparerestråtagetmed.Maskinen havde
en stor tromle, forsynet med lange pigge,
somhavde denfunktion, atde rettede halm¬
stråeneud, så de kunne bundtesnæstensom
tagrør.Eneller anden boltvargåetløs,ogNi¬
els Peter lå under tromlenogarbejdede med
ensvensknøgle.Derved stak hansigpa enaf piggene. Detvarnaturligvis maskinens skyld.
Den var ondsindet og var ude på at skade
ham. Men den havde tilsyneladende ikke
væretklarover,hvem denhavde medatgøre!
NielsPetergjorde gengæld med voldsomme
ogubeherskede slag med svensknøglen mod
denuskyldige maskine.
Menskornhøsten stodpåforekom der ofte situationer, hvor temperamentetkom i kog,
for selvbinderenvargammel,ogdet skete tit,
atderopstod problemer med eneller anden
mekanisme. Eksempelvis kunne det ske, at bindefunktionen strejkede, så selvbinderen
over en længere strækning kastede neg ud,
som ikke varbundet Når Niels Peteropda¬
gededet,kunnedet nok hænde,atmaskinen
forudenvoldsomme skældsordogsåfik både slagogspark.Derefter måttevisåigangmed
atopbindenegenepådengammeldags facon
medenvisk strå.
Detkunne ogsåske, atdetvaretkreatur,
det skullegåudover.HvisNiels Petervarved
at malke enko, og den svingede medhalen
foratviftefluernevæk, kunne det ske,atha¬
lenramteham iansigtet. Det kunne medføre
et raserianfald, men hvis Annavar i nærhe¬
den, greb hun ind, når han hævede malke-
skamlen foratgive detstakkels dyrenlære¬
streg. 1almindelighedvarNielsPeterdoget roligtogejegodtgemyt,mender skulle altså
ikkesåmegettilatvække hans hidsighed,og detvarikkealtid, han selv kunne kontrollere den. Anna havde imidlertid en beroligende indflydelsepåham.
Efterenafhøstdageneskulle arbejdet slut¬
temed,atjegskulle flytte nogle får ienfenne
etgodt stykkefragården. Detvarlangt hen påden lyse sommeraften, ogda jeg gikgen¬
nem detkølige græs på marken, varjeg så
træt, at det svimlede for mig, ogjeg kunne
næstenikke slæbemig afsted. Til sidst lagde jeg mig igræssetogkiggedeopihimlen. Det
snurrede ogværkedeialleminelemmer,og
det sved i hudenpå minebenog arme, som
varkradset til blods afarbejdetmedstråene.
Jegtænkte: blotligeetlille øjeblik skal jeg lig¬
geher, bareetminut!-Men ligeinden øjnene
faldti, blevjeg klarover,hvad dervarved at ske, ogjegsagde til mig selv: nej,dette her går ikke, du skal videre. Du SKAL! Ogselv
omjegnæstenikke havdekræfter tilatrejse mig,lykkedesdet mig alligevelatkomme på benene. Fårene blevflyttet,ogjegkompåen eller anden mådehjem i halmsengen.
Nårjegsiden har tænktpådenepisode ta¬
gerjeg den som enbekræftelse på, at man kan megetmere, end man selvi første om¬
gangtror,nårmansættersin vilje ind på det.
Måske har den været med til at bestemme minsenereindstilling til vanskelige, jaunder¬
tiden næsten uoverskuelige udfordringer.
Man kangøresigtankeromdette fænomen
og prøveatanalysere,hvorledes denne hold¬
ningdannesi personligheden, sometufravi¬
geligt imperativ: at man skal fuldføre det,
man nuengangharpåtagetsig, ellererblevet
»pålagt«, ellersom manselv har besluttetsig til at gøre. Hos nogle mennesker er det
måskefrygten for konsekvenserne, der »dri¬
verværker«,ogkonsekvenseridenneforbin¬
delse kanværesåmeget,måskeerdet tilen visgradfrygtenforikke atkunne leveoptil
egneeller omgivelsernesforventninger.
En anden afarbejdsopgaverne blevatren¬
se mælkejungerne, når de kom tilbage fra mejerietogskulle brugespåny.Detforegik
ved brønden på gårdspladsen, ogjungerne skulle skrubbes godt med en stivbørste og
skylles rigeligt. Der måtte ikke være den
mindste smuletilbageafdengamle mælk, for så kunne næste mælkepåfyldning blive for¬
ringetogpå mejeriet fåbetegnelsen»2.klas¬
se«,ogdetvarslemt,forden fikmanmindre
forvedafregningen. På detommejunger,der
kom tilbage fra mejeriet, var der heftet en seddelommejerietsanalyseafmælken.Den
skulleværegrøn,for såvarmælken 1. klasse.
Hvis den var rød var det ikke så godt Det blev mitansvar,atsedlerne skulleværegrøn¬
ne, ognårdevar detmange dage itræk fik jegros.Så jegskrubbedeogskrubbede.Der kunneformentligogsåværeandreårsagertil
enforringelse af mælken, somjegikke kun¬
nehaveansvarfor, mendetvarjegikke klar
overdengang.
Tilgården hørteetmoseområde,hvor der
kunnegraves tørv, og ogsåher fikjegbrug
for minespinkle drengekræfter. I krigsårene
vartørvenbetydningsfuldressource.Detvar
utrolighårdtatarbejdeimosen,læggetørve¬
neud tiltørring,senerevende demogende¬
lig samle dem istakke. Derblev produceret
mere,end gården selv kunneforbruge,og en afdepositiveerindringerhandlerom entur med hestevogn sammen med Niels Peter, hvor vi kørteetlæstørvud i skoven tilene¬
boeren Franziska. Hunvar enmegetgammel
kvinde ogboede ietlillehus i skoven langt
fraalfarvej. Påegnenblev hunomtaltsomzi- gøjner,»klog kone«, ja måskeligefrem heks,
som havde forbindelse med overnaturlige magter. Dervar da heller ikkeså få, dervar lidtbangeforatmøde hende, når hunensjæl¬
dengang kom ind til denlille købmandsfor¬
retning iHunderupforatkøbe sinebeskedne
fornødenheder.Detblevfortaltomhende,at hun altidplejedejulenatatgåtil kirkegården
ogtænde lys på sineforældres grav, ogikke
nok med det, hun satte også et fad med flæskesteg på graven. De døde skulle også
have deres andel ijuleglæden.
Der var vist ikke så mange, der besøgte
hende ihendes lille hus iskoven,mendergik frasagnom,hvorsnavsetoguordentligt hen¬
deshjemvar.Detfik Niels Peterogjegatse medegneøjne, fordavihavde læssettørvene af,blev vi inviteret ind til kaffe-for mitved¬
kommendeetglassaftevand. Forindenhavde
vifåetatvide,atFranziskaaldrig vaskedeop, så vi tog meget forsigtigt til kop og glas.
Imensså vios omiden lille stue,hvorvægge¬
ne var tæt beklædt med billeder, udklip fra blade, tørrede blomster ogbroderier. Fran¬
ziska smilede imødekommende tilosmed si¬
ne mørkeøjne ogfortalte omde forskellige ting-en rargammel kone,somikke umiddel¬
bart mindedeom enheks. Sidendengangvar
jeg ikkesporbangeforFranziskaogtalteog¬
så senere med hende, da hun var i købmandsbutikkenforathandle.
Efter den første sommer i Hunderup var det dejligt at komme hjem igen, og så be¬
gyndte vinterens skolegang i Allerup skole,
førjeghenpåforåret igen begyndtepå Hun¬
derup Vestergård. Nu havdejeg fåetmeresul påkroppen,somAnna udtrykte det,oghjem¬
veenfortogsig. Jeghavde flere kræfter tilat kunne magte køer og får, vaske mælkejun¬
ger, luge gårdsplads, skokkeneg efter selv¬
binderen i høsttideno.s.v.
Det følgende forår igen begyndte jeg i pladsen tidligtogkom endogentid tilatgå i
skole iHunderup.Detvarforåret 1945. Entid lang havde den tyske besættelsesmagt be¬
slaglagtendelafgården,bl.a. til opstaldning
afheste, som blev passet afrussiske krigs¬
fanger. Men så begyndte det store opbrud,
ogvioplevede5.majogfredsjublen. Gårdens karl, jeg husker ikke hvad han hed på det tidspunkt, havdegemtenflaskeafden ellers strengtrationeredeogeftertragtedesnapstil lejligheden. Flagetrøgtiltops ihaven, ogvi
skålede for freden-jo,ogsåjeg,somved den lejlighed for førstegangsmagteildvand.
Åreteftervarsåafslutningenpåenepoke,
hvorjeg påenmådevarkommet tilatbetrag¬
teHunderup Vestergårdsommitandet hjem.
Nårjegnu,såmangeår efter,tænker tilbage,
erindrerjeg ikke dissesomre som enond tid,
hvorjegblev misbrugtog udnyttetVilkåre¬
ne var nuengangsådanpåden tid.Jeglærte
at udholde hårdt fysisk arbejde, hvilket på
mangemådersenereiliveterkommet mig til gode, ogjeg tænker tilbage på Niels Peter,
AnnaogMarymedvarme ogsympati.
ErnstJensen,født1933.Kærvej 5,4243Rude.
Fhv. skoleinspektør og skolekonsulent på Grønland.
Cand.pæd.psych. Har udgivet flere undervisningsbøger til detgrønlandske skolevæsen.
