Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Skeletter i skabet

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

20

»O

POUL DUEDAHL

Skeletter i skabet

I dag er der ikke mange, der tror, at opmåling af kranier og andre af legemets knogler kan vise noget om intelligens, kulturtræk og raceopdeling. Men helt frem til Anden Verdenskrig var den fysiske antropologi, som disciplinen benævnes, en seriøs videnskab med storstilede forskningsprojekter. I Danmark var det navnlig de grøn- landske eskimoer, der fangede antropologernes interesse.

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

45712_saxo 4.indd 20

45712_saxo 4.indd 20 12/7/04 3:53:02 PM12/7/04 3:53:02 PM

21

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

Ordene er den danske grønlandsfarer, journalisten Ludvig Mylius-Erichsens. Da Den danske litterære Grønlandsekspedition slog sig ned i Kap York i vinteren 1903-1904, fordrev han, udstyret med målebånd og krumpasser, tiden med at foretage antropo- logiske opmålinger på de lokale indbyggere.

I lande som USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland havde tilsvarende under- søgelser allerede vist sig at have omfattende politiske anvendelsesmuligheder, fordi de tilsyneladende var i stand til at vise, at forskellige befolkningsgrupper, opdelt efter fysiske forskelle og kaldet racer, fra naturens side stod i rangorden. Ikke mindst opmålingerne af kraniedimensionerne, der af mange antropologer blev betragtet som et udtryk for racernes intellektuelle formåen, var i stand til at retfærdiggøre racediskrimination i alle dens varianter.

Antropologisk Museum på Køben- havns Universitet blev grundlagt i 1810 af kirurgen H.C.F. Schumacher efter engelsk forbillede. Kraniesam- lingen befi nder sig i dag i kælderen under Panuminstituttet. Den rummer adskillige hundreder grønlandske kranier, men også danske kranier og såkaldte »eksotika«, dvs. kranier og skeletter af mennesker fra alle ver- densdele. Polfoto

45712_saxo 4.indd 21

45712_saxo 4.indd 21 12/7/04 3:53:14 PM12/7/04 3:53:14 PM

22 SIDEN SAXO NR. 4, 2004

Nu blev Mylius-Erichsens opmålinger ganske vist aldrig anvendt til nogen af- handling om grønlændernes racetilhørsforhold. Som leder af Danmark Ekspeditionen, hvor han fortsatte sine opmålinger, omkom han i 1907 på tilbagerejsen fra Nordøst- grønland sammen med sine ledsagere Jørgen Brønlund og N.P. Høeg-Hagen. Men Mylius-Erichsens antropologiske opmålinger, der i dag befi nder sig på Rigsarkivet, er langt fra de eneste, der er foretaget i Grønland af danskere med interesse for antropologi. Danmark havde på det tidspunkt såmænd allerede masser af skeletter i skabet. I bogstaveligste forstand. Den dag i dag fi ndes de – om end nu på stålreo- ler – i kælderen under Panuminstituttet i København som et levn fra en tid, hvor antropologiske opmålinger af alverdens befolkningsgrupper blev dyrket fl ittigt af antropologer i den vestlige verden.

Ind til benet!

Den danske anatom Jacob B. Winsløw udgav i 1722 i Paris, som den første, en ana- tomisk beskrivelse af et kranium af en »vild« indfødt fra Nordamerika, fundet på Hunde-Eiland ved Egedesminde i Diskobugten.

På det tidspunkt handlede den slags undersøgelser af menneskelige skeletdele mest om at fastslå, hvordan verden var organiseret. Men den amerikanske naturfor- sker Samuel George Morton, der i 1820’erne havde opbygget en af verdens største kraniesamlinger, gik et skridt videre. Han havde nemlig fået den idé, at individets mentale værdi kunne afl æses af kraniets form, fordi kraniet jo var sædet for hjernen.

Så han fandt på en målemetode, der kunne understøtte hans forudindtagede opfat- telse af, at den hvide race var den mest intelligente og havde en medfødt ret til at herske over indianere og sorte. For ikke at tale om eskimoerne, som han omtalte som en af de laverestående racer på jorden.

Antropologien – eller »den fysiske antropologi«, som den siden blev kaldt – blev dog først for alvor populær, da den svenske anatomiprofessor Anders Retzius i 1842 fandt på en langt simplere målemetode, nemlig den såkaldte kraniometri. Den krævede nemlig kun en krumpasser og en smule matematisk sans, så kunne alle være med. Forfatteren Benjamin Jacobsen har i sin erindringsbog Fra min klunketid beskrevet, hvordan hans familie om aftenen forlystede sig med at foretage målinger på hinanden for at spore kriminelle træk, som målingerne selvfølgelig også var i stand til at påvise. Resultaterne faldt ikke altid heldigt ud.

Retzius’ metode gik ud på at måle kraniets længde og bredde, for derigennem at kunne skelne mellem de forskellige racer. Alle verdens racer kunne opdeles i kortskaller og langskaller, eller rettere blandinger af de to grundtyper, og der var nationale udsving. Målingerne gjorde det muligt naturvidenskabeligt at forklare alle nationers ejendommeligheder og indbyrdes forhold, fordi de angiveligt var et udtryk for graden af raceblanding.

Hvad man anså for at være den mest intelligente race afhang af undersøgelses- resultaterne. I starten var antropologerne mest tilbøjelige til at hylde langskallerne, men det ændrede sig, efterhånden som resultaterne viste, at mange europæere lå lige på grænsen, altså at de var »mellemskallede«, mens man i Afrika og i Grønland fandt nogle af verdens mest langskallede mennesker.

I kølvandet på antropologiens popularitet og den almindelige hang til at udstyre alle samfundsmæssige problemer med en biologisk forklaring, blev der igangsat en række kranieindsamlinger og kropsopmålinger rundt om i verden. I Danmark blev

Selvom grønlænderne allerede så småt var ved at blive en del af et moderne samfund, blev de betragtet som al- deles oprindelige, eller i bedste fald som dårlige efterligninger af os selv.

Lidt ligesom børn. Her er deres vilde, uciviliserede nøgenhed genstand for den danske fotografs fascinerede blik under premierløjtnant G. Amdrups ekspedition 1898-1900.

Fra Arktisk Instituts fotoarkiv, se udvalg på www.arktiskebilleder.dk.

45712_saxo 4.indd 22

45712_saxo 4.indd 22 12/7/04 3:53:16 PM12/7/04 3:53:16 PM

23

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

ikke mindst Grønland genstand for private samlere og bidragydere til Københavns Universitets antropologiske museum.

Kraniekassekommissionen

I 1878 nedsatte den danske regering Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografi ske Undersøgelser i Grønland under Indenrigsministeriet. Den planlagde og betalte en lang række ekspeditioner til handelskolonien i nord, og resultaterne blev publiceret i tidsskriftet Meddelelser om Grønland. Grønlandsforskningen blev nemlig betragtet som en national dansk forpligtelse, fordi Grønland var dansk territorium, og fordi den var noget, som Danmark kunne profi lere sig på internationalt.

Allerede under den første af kommissionens ekspeditioner, »Konebådsekspedi- tionen« til Østgrønland 1883-1885 ledet af premierløjtnant Gustav F. Holm, blev der foretaget kranieindsamlinger og antropologiske opmålinger af den indfødte befolkning. Af en samlet befolkning på Grønlands østkyst på 548 personer lykkedes det ekspeditionens medlemmer at foretage opmålinger på 136 voksne personer af begge køn og at indsamle 16 grønlandske kranier. Ved ekspeditionens hjemkomst blev hele materialet overdraget den unge læge Søren Hansen, der fi nansieret af Københavns Universitet i foråret 1886 rejste til Paris for at studere antropologi på École d’Anthropologie i Paris og bearbejde det omfattende materiale.

Opmålingerne af de levende individer viste, at den østgrønlandske befolkning var mellemskallede, ja nærmest langskallede, mens kranierne var endog meget langskal- lede. Samtidig viste kraniernes tandsæt, at visdomstænder var udbredt blandt dem, og det blev i datiden taget som et udtryk for, at de tilhørte en primitiv race, fordi visdomstænder forekom sjældnere »hos de i henseende til intellektuel udvikling

45712_saxo 4.indd 23

45712_saxo 4.indd 23 12/7/04 3:53:20 PM12/7/04 3:53:20 PM

24 SIDEN SAXO NR. 4, 2004

højtstående folkeslag, fordi kæbepartiet hos disse formentlig trænges tilbage i ud- viklingen af den egentlige hjernekasse, eller fordi de ikke har brug for en så kraftig tandbesætning som racer, der endnu står på et lavere udviklingstrin.«

Søren Hansens konklusion var, at østgrønlænderne var en ren og ublandet eskimo- stamme uden påviselige spor af fremmede elementer, og at de udgjorde en primitiv race. I hvert fald i fysisk forstand. Men deri lå selvfølgelig, at alle mennesker jo udmærket vidste, at de også var tilbagestående i kulturel henseende. For i samtiden blev børn opdraget med en forudindtaget holdning om, at den hvide race var den målestok, som andre racer skulle dømmes ud fra.

Efter offentliggørelsen af artiklen om østgrønlændernes antropologi fi k Søren Hansen fl ere midler fra Københavns Universitet, så han kunne besøge kolleger i London, Basel og München og forberede sin egen ekspedition til Grønland. Formålet med ekspeditionen var denne gang at undersøge vestgrønlændernes antropologi.

På rejsen, der fandt sted i 1888, foretog Søren Hansen det største antal antropolo- giske opmålinger af grønlændere, der nogensinde er foretaget. Alt i alt blev 2.500 vestgrønlændere opmålt.

I 1893 kom resultatet, der viste, at vestgrønlænderne, ligesom befolkningen på østkysten, var mellemskallede hen i mod langskallede. Desuden var de i besiddelse af en række »barnlige træk«, såsom små fødder og relativt korte arme. Søren Hansen betegnede derfor igen den eskimoiske race som en primitiv race – en race som stod

»på et lavere udviklingstrin, dvs. nærmer sig mere den barnlige type end nogen an- den menneskerace.« Og han gjorde opmærksom på, at fysiske forskelligheder kunne afspejle sig i tilsvarende forskelligheder i karakter og tænkemåde.

Søren Hansen (1857-1946) var politi- læge i København. Han var samtidig Danmarks førende antropolog gennem en menneskealder og foretog fl ere rejser til Grønland for at opmåle befolkningen og indsamle kranier. Her er han fotogra- feret sammen med sine gamle rejsefæller fra 1888 under et besøg i Sukkertoppen i april 1907.

Fra Arktisk Instituts fotoarkiv, se udvalg på www.arktiskebilleder.dk

45712_saxo 4.indd 24

45712_saxo 4.indd 24 12/7/04 3:53:25 PM12/7/04 3:53:25 PM

25

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

I 1887 indsamlede premierløjtnant C.H. Ryder yderligere 15 kranier fra grøn- landske grave under en ekspedition til Nordøstgrønland. De blev, som de fl este andre kranieindsamlinger, indleveret til Antropologisk Museum på Københavns Universitet, hvor det blev overladt Søren Hansen at opmåle dem. I resultatet, der udkom i 1895, beskrev Søren Hansen kranierne som unikke, fordi de, på grund af deres alder og oprindelige, geografi ske afsondrethed, tilsyneladende repræsenterede »det yderste led af den vidt udbredte eskimoiske race og må antages at have holdt sig fri for enhver indblanding af fremmede elementer.«

Det viste sig ved, at omkredsen af kranierne var det største fundet hos nogen men- neskerace i verden. Kranierne indsnævrede sig dog betydeligt over dette brede punkt og havde en »pyramidal form«, som gjorde, at hjernen ikke havde så megen plads, som man skulle tro. På samme tid fandt Søren Hansen en anden ejendommelig form, nemlig en udpræget skålformet udhvælving af nakkebenets øverste del, som ifølge en anerkendt fransk antropolog var det sted, der rummede de følelsesmæs- sige centre i hjernen i modsætning til det forstørrede pandeparti, der var typisk for europæere, og som rummede fornuften. Et af C.H. Ryders mandlige kranier havde en så stærk udvikling af dette træk, at det »ganske svarer til de menneskelignende abers bekendte issekam, hvortil man ellers ikke fi nder noget sidestykke på menne- skekranier … det er ikke uden interesse, at racen også i denne henseende indtager en særstilling som endeleddet i rækken af menneskeracer.« Dertil kom de svære tindingemuskler, som var typiske for primitive racer, og som gjorde de levende individer mindre langskallede.

Søren Hansens konklusion var endnu en gang, at grønlænderne tilhørte en særlig race med en ukendt afstamning, samt at denne race stod »på det laveste udviklingstrin i hele menneskeslægten.«

Knogleskørhed

Grønlandskommissionen fortsatte indsamlingerne af kranier og antropologiske op- målinger. Helt frem til Anden Verdenskrig blev der sendt talrige ekspeditioner nordpå for at opmåle grønlændere og indsamle kranier. Da Antropologisk Museum i 1915 udgav det digre og rigt illustrerede værk Crania Groenlandica, kunne den opregne hele 380 grønlandske eskimokranier, som befandt sig alene i skandinaviske samlinger.

Heraf lå cirka 300 på Antropologisk Museum i København.

Men der er, med enkelte undtagelser, en forskel på de første og de senere undersø- gelser, for allerede i begyndelsen af 1900-tallet er det som om, de danske antropologer og læger modererede deres sprogbrug.

Hvorfor nu det? Det mest fl atterende ville selvfølgelig være at søge svaret i en særlig demokratisk tradition i Danmark, i det vistnok ret gnidningsløse forhold til befolkningen i Grønland eller måske bare i de begrænsede pengemidler, der var til rådighed for antropologiske undersøgelser i et lille land som Danmark.

Men det er ikke hele forklaringen. I så fald smittede det i hvert fald ikke af på de mange skønlitterære forfattere, der formidlede antropologisk forskning ud til en bredere offentlighed, såsom nobelpristageren i litteratur Johannes V. Jensen, hvis teorier om den hvide race selv dansk antropologis førstemand Søren Hansen betragtede som outrerede. For ikke at tale om skolebogsmaterialet, sådan som det i 1935 blev omtalt af den danske højskolemand Hagmund Hansen:

Stereotyper fl orerede i 1800-tallets an- tropologi, men de statistiske gennem- snit dækkede over meget store udsving og sagde i bedste fald kun noget om udbredelsen af enkelte genudgaver i enkelte etniske grupper. Billederne i profi l og en face viser en »yngre mand, almindelig blandingstype«, hvis man skal tro billedteksten i Søren Hansens antropologiske undersøgelse fra 1895, hvor de blev anvendt. Anskuelsesbil- lederne var så anvendelige, at Ludvig Mylius-Erichsen havde dem på sig, da han i 1903 foretog sine egne opmålinger ved Kap York. Bag stereotypen gemte sig den 29-årige fanger Gabriel Thomasen fra Upernavik.

Fra Arktisk Instituts fotoarkiv, se udvalg på www.arktiskebilleder.dk

45712_saxo 4.indd 25

45712_saxo 4.indd 25 12/7/04 3:53:31 PM12/7/04 3:53:31 PM

26

»Det er ikke ualmindeligt, at man i toppen af udviklingen anbringer sit eget folk eller sin egen race, og denne tankegang indpodes og styrkes da også den dag i dag gennem den historie- og geografi undervisning, der gives i danske folkeskoler.

At negerens sorte hud også dækker over en sort sjæl, er en så almindelig mening, at den godt kan betegnes som også fælles dansk … Englænderen derimod er fuld af alle gode dyder, gudsfrygt, sparsommelighed, arbejdsomhed, kolonisationsevne, handelsdygtighed o.s.v., og denne række af smukke egenskaber har med rette gjort ham til jordens herre og hersker. Mangler danskeren en eneste af alle tænkelige gode og anerkendte egenskaber?«

At en sådan indlæring rent faktisk har fundet sted i danske folkeskoler, er siden dokumenteret af historikeren Niels-Christian Andersen, der ved en undersøgelse af dansk skolebogsmateriale har påvist, at sorte afrikanere blev vurderet som nederst i det fysiske og mentale hierarki. Så det lille antal antropologer og den moderate beskrivelse af rangordenen mellem de danske kolonisatorer og grønlænderne har desværre mindre fl atterende årsager:

Mens Frankrig og England omkring 1900 begge førte en aggressiv kolonipolitik og havde et overordentlig stort udbytte af at være kolonimagter, spillede Grønland ikke længere nogen økonomisk rolle for Danmark, og antropologiens storhedstid faldt i Danmark sammen med selvstændighedsbevægelsen i Grønland, der i 1908 førte til et moderat selvstyre. Antropologiens rolle blev derfor apolitisk, idet den først og fremmest koncentrerede sig om at give en biologisk forklaring på eskimo- ernes oprindelse. Søren Hansen forklarede da også, at det skyldtes »grønlænderne og deres såkaldte rettigheder«, at han droppede det fortsatte arbejde med Grønlands antropologi og i stedet kastede sig over opmåling og udregning af den danske ra- cesammensætning og siden slog til lyd for at udskille de dårligste raceelementer i Danmark; et arbejde der førte til, at Danmark i 1920’erne og 1930’erne fi k en lovgivning, der bl.a. omfattede tvangssterilisation af åndssvage, sindssyge og andre

»mindreværdige« raceelementer.

Dertil kom, at antropologien i Danmark spillede en underordnet rolle, når det gjaldt om at retfærdiggøre danskernes overherredømme i Grønland. Antallet af etnologer i Danmark var nemlig langt større end antallet af antropologer, de udgjorde størstedelen af de opdagelsesrejsende i Grønland, og de sad på en hel afdeling i Nationalmuseet.

Hos dem var der allerede en tradition for at rangordne menneskeheden på baggrund af kulturelle forskelligheder uden biologiske årsagsforklaringer.

Endelig fandtes der i Danmark en række videnskabelige autoriteter, som havde markante holdninger om antropologien og dens metoder, og som derved kom til at præge dens udvikling. Mest markant var den dengang verdensberømte plantefysiolog Wilhelm Johannsen, der med sin lærebog om arvelighed fra 1905 introducerede læren om de individuelle arveanlæg foruden sine egne teorier om forholdet mellem arv og miljø. I 1907 kastede han sig endvidere ud i en undersøgelse af kraniome- trien, som han påviste var meget usikker som videnskabelig metode.

Først efter Anden Verdenskrig skete der dog en generel holdningsændring til ra- cebegrebet hos antropologer og politikere i hele den vestlige verden. Det skyldtes kritikken af den videnskabelige racisme, der i de tyske jødeudryddelser havde været effektueret i sin allermest ekstreme variant. Anden Verdenskrigs rædsler var den di-

SIDEN SAXO NR. 4, 2004 I løbet af 1800-tallet og helt frem til Anden Verdenskrig blev der lavet et utal af fysisk antropologiske opmå- linger, der byggede på den antagelse, at der var overensstemmelse mel- lem udseende og indhold. Her er det en omslagstegning fra Earnest A. Hootons Crime and the Man fra 1939.

45712_saxo 4.indd 26

45712_saxo 4.indd 26 12/7/04 3:53:37 PM12/7/04 3:53:37 PM

27

SIDEN SAXO NR. 4, 2004

rekte anledning til den epokegørende konference for antropologer, psykologer og sociologer fra hele verden, som blev afholdt af UNESCO i december 1949 i Paris i kølvandet på menneskerettighedserklæringen. Ved konferencen tog videnskabsfolkene i en fælleserklæring afstand fra videnskabelig racisme.

I 1950 kunne Kaj Birket-Smith således se tilbage på fortidens racistiske antropo- logi med afsky: »Racer – for tusinder af mennesker vækker dette ord forestillingen om støvletramp i natten, navnløse lidelser og koncentrationslejrenes gaskamre, om racehad, undertrykkelse og lynchning. Politisk misbrug af et rent videnskabeligt begreb har medført, at det næsten er blevet et uartigt ord og noget, man kun taler om for at tage afstand fra det.«

På trods af antropologikongressens fælleserklæring og tidens mange fortalere for etnicitetsbegrebet opgav antropologerne dog ikke helt at anvende racebegrebet som en rent zoologisk opdeling af menneskearten. Det blev f.eks. stadig anvendt af netop Kaj Birket-Smith i hans meget udbredte, populærvidenskabelige bog Vi Mennesker.

Menneskets Udvikling og Racer, som udkom i store oplag i 1949 og 1960.

Også raceklassifi kationens metoder som kraniometri, blodtypebestemmelser og den statistik, der er så vigtig for at få inddelingerne til at fremstå homogene, fi nder man såmænd stadig den dag i dag. Men en biologisk rangordning af verdens befolkninger er derimod ikke længere god tone, og derfor har grønlænderne da også for nylig fået tilbudt kraniesamlingen med henblik på at lade kranierne genbegrave, i lighed med hvad der er sket i andre tidligere kolonier. Indtil videre står samlingen dog tilbage, som noget man kan grine af eller studere med antikvarisk charme. Eller måske snarere som et fortidigt skrækeksempel, der viser, hvor galt det kan gå, når mangelfulde eller ligefrem forfejlede teorier om verdens indretning får lov at styre vores syn på mennesket.

Poul Duedahl er mag.art. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet

Litteratur

Meddelelser om Grønland bd. 10-17, 1886-1885. Fürst, C.M. og Fr. C.C. Hansen: Crania Groenlandica, København 1915.

Duedahl, Poul: »Raceantropologi i Grønland«, Historisk Tidsskrift, bd. 103, hft. 2, 2003, s. 335-358.

Duedahl, Poul: Raceantropologi i Danmark 1837-1949, Odense 2001.

Hansen, Søren: »Det Eskimoiske Raceproblem«, Nordisk Tidsskrift, 1922, s. 132-144.

Arkivalier

Brev fra Søren Hansen til William Thalbitzer, 29. januar 1908, privatarkiv nr. 6424, A.I.3, Rigsarkivet.

Den antropologiske Komités arkiv, Københavns Universitet.

»Den danske litteraire Grønlandsekspedition. Anthropologiske Maalinger. Kap York 1903«, privatarkiv nr. 10.263, Rigsarkivet.

Søren Hansens levnedsberetning, 14. maj 1925, Ordenskapitlet.

45712_saxo 4.indd 27

45712_saxo 4.indd 27 12/7/04 3:53:41 PM12/7/04 3:53:41 PM