Pris og kvalitet på
pengeinstitutområdet
Henrik Juul
Center for kreditret og kapitalmarkedsret Handelshøjskolen i København
Kreditretsprojektet 10
Gjellerup
© 2006 H enrik Juul, C enter for kredit- og kapitalm arkedsret, H andelshøjskolen i K øbenhavn og G.E.C. G ads Forlag, A ktieselskabet af 1994, K øbenhavn
Omslag: L ennart Lynge A ndersen og H enrik Juul Sats og tryk: N arayana Press, Gylling
ISBN 87-13-04912-7 1. udgave, 1. oplag 2006
K opiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale m ed C O PY -D A N , og kun inden for de i aftalen nævnte ram m er. D et er tilladt at citere med kildeangivelse i anm eldelser.
www.gjellerup.com
Forord 13
Del I: Den finansielle sektor 2004-2005 Hvad kan vi lære af tilsynslovgivningen? 15
Kapitel 1. Introduktion 17
1. Afhandlingens emne og problemformulering 17 2. Disponering 19
3. Metode 20 4. Afgrænsning 24
5. Reliabilitet og validitet 25 Kapitel 2. Den finansielle sektor 28 1. Indledning. Disponering 28 2. Pengeinstitutterne 28
2.1. Danske Bank 33 2.1.1. Hafnia-sagen 33 2.1.2. Baltica-sagen 36 2.1.3. Færøbank-sagen 37 2.1.4. Danica 40
2.1.5. Norden som hjemmemarked 40 2.1.6. Fusionen med RealDanmark 40 2.1.7. Det nordeuropæiske marked 41 2.2. Nordea Bank Danmark 42
2.3. Jyske Bank 44 2.4. Sydbank 46
2.5. Spar Nord Bank 46 2.6. Nykredit Bank 47
2.7. Arbejdernes Landsbank 47 2.8. Alm. Brand Bank 48 2.9. Fionia Bank 48 2.10. Amagerbanken 48
2.11. Direkte bankerne 48 3. Realkreditinstitutterne 55
3.1. Nykredit 60 3.2. Totalkredit 64
3.3. Realkredit Danmark 64 3.4. BRFkredit 67
3.5. Nordea Kredit 68 4. Forsikringsselskaberne 69
4.1. Skadesforsikring 70 4.1.1. Tryg 71
4.1.2. Topdanmark 72 4.1.3. Codan 73 4.1.4. Aim. Brand 74
4.2. Livs- og pensionsforsikring 75 4.2.1. Danica 76
4.2.2. Nordea Liv & Pension 76 5. Ejendomsmæglerne 76
5.1. EDC 79
5.2. Nybolig (Nykredit Mægler A/S) 80 5.2.1. Estatemæglerne 81
5.3. Realmæglerne (tidligere Realgruppen) 81 5.4. Home 82
5.5. Danbolig 83
5.6. SAFE (Sammenslutningen af frie ejendomsmægle
re) 83
6. Sammenfatning 83
Kapitel 3. Den institutionelle lovgivning. Hvad kan vi lære a f historien? 90
1. Indledning. Disponering 90
2. Ajourføring af det institutionelle lovgrundlag 90 3. Nogle træk i den institutionelle lovgivning 96
3.1. Finansielle kriser 96 3.2. Finansiel stabilitet 96
3.2.1. Priskontrol 97
3.2.2. Kontrol med udlånsvækst 98 3.3. Orden og tryghed 99
3.4. Tilsynets rolle 100
3.4.1. Finanstilsynets sanktionsmuligheder 102
3.4.2. Hvem vogter Finanstilsynet 102 3.4.3. Finansiel stabilitet contra tilsyn 103 3.4.4. Regeludsteder og tilsyn 104
3.5. God skik 105
3.5.1. God skik reglernes retlige betydning 106 3.5.2. Finanstilsynets kontrol med god skik regler
ne 109
3.5.3. Sammenfatning 117
Del II:Kundeforholdene 121
Kapitel 4. Det historiske og kulturelle perspektiv 123 1. Indledning. Disponering 123
2. Det historiske og kulturelle perspektiv 124 2.1. Perioden 1880-1970 124
2 .2 .1970’erne 125 2 .3 .1980’erne 126 2 .4 .1990’erne 128 2.5. Efter år 2000 130 3. Undersøgelserne 131
3.1. Tillid til bankrådgiverne 132 3.1.1. Kundefokusgruppen 137 3.1.2. Bankrådgiverfokusgruppen 140 3.2. Årsager til valg og skift af bank 144
3.2.1. Analyse af årsager til skift af bank 144 3.2.2. Begrundelser for valg af bank 148 3.3. Loyalitet 150
3.4. Antallet af klager 154 3.5. Sammenfatning 158 Kapitel 5. Renter og gebyrer 161 1. Indledning. Disponering 161
2. Ajourføring af kundeforholdene 162 3. Standardvilkår 163
3.1. Renteændringsklausuler 166 3.1.1. Sammenfatning 171 3.2. Validering 171
3.2.1. Sammenfatning 173
4. Perspektivering 173
5. Pengeinstitutternes rente- og gebyrudvikling 175 6. Undersøgelserne 179
6.1. Bankkundernes syn på forhandlinger med banken 179 6.2. Sammenhæng mellem kundernes ’’aktivitet” og syn på
forhandlinger 181
6.3. Undersøgelse af bankrådgivernes kundeopfattelse 183 6.4. Forskellige typer af bankkunder 184
6.5. Bankkundernes syn på finansielle supermarkeder 187 6.5.1. Analyse af syn på finansielle supermarkeder 188 6.5.2. Bankkundernes lyst til selv at samle alle finansielle
forretninger ét sted 189
6.5.3. Kundernes syn på fordele og ulemper ved finan
sielle supermarkeder 190 7. Den retlige regulering 192
8. Hjemmelspørgsmålet 195 9. Krav til oplysninger 196 10. Priskontrol 198
11. Konkurrencesituationen 205 11.1. Koncentration 205 11.2. Mobilitet 207 11.3. Prissætning 208 12. Sammenfatning 209
Kapitel 6. Økonomisk rådgivning og det der ligner 213 1. Indledning. Disponering 213
2. Hvad er rådgivning 213
2.1. Hvad viser udviklingen 214 2.2. Problematisering 218
1. Hvad er rådgivning? 219 2. Krav til rådgiveren 219 3. Rådgivningsnormen 220 4. Rådgivningsforløbet 220
3. Rådgiveransvar og sanktionsspørgsmålet 220 4. Undersøgelserne 223
4.1. Rådgivningsfej 1 223 5. Den nuværende situation 227
5.1. Sammenfatning 230
6. Sælger eller rådgiver 231 6.1. Udviklingen 231 6.2. Undersøgelserne 233
6.2.1. Rådgivernes oplevelse og håndtering af salgspres- situationer 233
6.2.2. Undersøgelse af bankrådgivernes kundeopfat
telse 239
6.2.3. Håndtering af eventuelle interessekonflikter mel
lem banken på den ene side og kunderne på den anden 241
6.3. Problematisering 242 6.4. Sammenfatning 245 7. Egen interesse 248
7.1. Udviklingen 248 7.2. Undersøgelserne 251 7.3. Problematisering 256 7.4. Sammenfatning 258 8. Skriftlighed og bevisbyrde 260
8.1. Udviklingen 260 8.2. Undersøgelserne 262 8.3. Problematisering 266 8.4. Sammenfatning 267 9. Boligrådgivning 268
9.1. Indledning 268
9.2. Den retlige regulering 269 9.3. Udmeldingerne 269
9.4. Pengeinstitutankenævnets praksis 276 9.5. TV-optagelserne 277
9.5.1. Resultatet af boligrådgivningen 279 9.5.2. Bemærkninger 282
9.5.3. Observationer 282 9.5.4. Rentefølsomhed 284 9.5.5. Gældsfaktorer 288
9.6. Sammenfaldende interesser 291 9.7. Sammenfatning 291
Kapitel 7. Pengeinstitutankenævnet 293 1. Indledning. Disponering. 293
2. Pengeinstitutankenævnet 293
3. Pengeinstitutankenævnets kompetence 295 4. Pengeinstitutankenævnets status 295 5. Pengeinstitutankenævnets praksis 303
5.1. Boligområdet 304
5.1.1. Låneomlægning 304 5.1.2. Boligberegninger 307 5.2. Investeringsområdet 308
5.2.1. Aktier, obligationer og investeringsbeviser 309 5.2.2. Investeringspakker og porteføljeaftaler 311 5.2.3. Andre spørgsmål 311
5.3. Pensionsområdet 312 5.3.1. Rådgivning 312 5.3.2. Livrenter 312 5.3.3. Puljeordninger 313 5.3.4. Andre spørgsmål 313
5.4. Nærmere om Pengeinstitutankenævnets praksis 313 5.4.1. Rådgivning 314
5.4.2. Beslutning 315 5.4.3. Effektuering 316 5.4.4. Æ ndringer 316 5.5. De etiske retningslinier 317
6. Pengeinstitutankenævnet og domstolspraksis 318 7. Pengeinstitutankenævnets retskildeværdi 320 8. Sammenfatning 322
Kapitel 8. Er den nuværende regulering tilstrækkelig? 326 1. Indledning 326
2. Hvad er tilstrækkeligt? 326 3. God skik reglerne 327 4. Renter og gebyrer 330
4.1. Prisoplysning før aftaleindgåelse 331 4.2. De bestående prisaftaler 332
4,2,1. Priskontrol 333 5. Rådgivning 335
5.1. Boligrådgivning 338 5.2. Egen interesse 340
6. Skriftlighed og bevisbyrde 342
Del III: Sektoren i fremtiden 345
Kapitel 9. Fremtiden 347 1. Indledning. Disponering 347 2. De strategiske observationer 348 3. Sammenfatning 352
4. Prognosen 356
4.1. Den strukturelle udvikling 357 4.2. Teknologi 363
4.3. Produktudbuddet 367 4.4. Kampen om kunderne 370
4.4.1. Pris 374
4.4.2. Kvalitet (tryghed) 378 4.4.3. Sammenfatning 379 Kapitel 10. Sammenfatning 383 1. Indledning. Disponering 383 2. Den finansielle sektor 385
3. Den institutionelle lovgivning 386
4. Det historiske og kulturelle perspektiv 387 5. Renter og gebyrer 389
6. Økonomisk rådgivning og det der ligner 391 7. Pengeinstitutankenævnet 394
8. Er den nuværende regulering tilstrækkelig 397 9. Fremtiden 398
Chapter 11. Summary 401 1. Introduction. Predisposal. 401 2. The financial sector 403
3. The institutional legislation 405
4. The historical and cultural perspective 406 5. Interests and fees 407
6. Economic counselling and related subjects 409 7. The Banking Complaints Board 413
8. Is the present regulation sufficient? 416 9. The future 417
Supplerende litteraturfortegnelse Bilag 1 429
Bilag 2 434 Bilag 3 458 Bilag 4 462 Bilag 5 470
419
Denne bog: ’’Pris og kvalitet på pengeinstitutområdet” er sammen med: ’’Kundebeskyttelse på pengeinstitutområdet – en dokum entär”
min Ph.d.-afhandling, der handler om de private kunders bankvil
kår. Mit foreløbige arbejde viste, at dokumentationsmængden var så overvældende, at der var fare for, at analysedelen ville drukne i dokumentationsdelen, derfor blev bogen: ’’Kundebeskyttelse på pen
geinstitutområdet – en dokum entär” udgivet medio 2004.
Det er tanken at afhandlingens to bøger skal kunne læses hver for sig, hvorfor dele af kapitel 1 er identisk i de to bøger.
Formålet med afhandlingen har været, at (1) beskrive den histori
ske udvikling inden for pengeinstitutområdet, der indtager en central rolle i samfundet, (2) afdække forholdet mellem bank og kunde, (3) give en prognose for den fremtidige udvikling med henblik på, at (4) vurdere om den nuværende regulering er tilstrækkelig.
En stor tak går til min vejleder, professor Lennart Lynge Andersen, der har ydet en både værdifuld og værdsat indsats.
Derudover vil jeg takke centersekretær Kirsten Espersen, som i den afsluttende fase har hjulpet med korrekturlæsning. Herudover vil jeg takke Ebbe Brix, Birgitte Drewes, Kaj Egon Hansen, Betina Gulman og Michael Pedersen for gode drøftelser undervejs.
En stor tak til familien for vanlig og solid opbakning.
Tak til Lån & Spar Fond, der har ydet støtte til udgivelsen af bo
gen: ’’Kundebeskyttelse på pengeinstitutområdet – en dokum entär”
og dele af de kvalitative og kvantitative undersøgelser.
Der er i al væsentlighed ikke taget højde for materiale der er frem
kommet efter 5. juni 2005.
Spørgsmål og kommentarer til afhandlingen er velkomne. De kan rettes til hj.ckk@cbs.dk.
Christianshavn, september 2005
Henrik Juul
Den finansielle sektor 2004-2005 Hvad kan vi lære af
tilsynslovgivningen?
1. Afhandlingens emne og problemformulering
Den finansielle sektor spiller en væsentlig rolle i infrastrukturen for vækst og velstand i et moderne samfund. Pengeinstitutterne har en unik rolle i samfundet, idet stort set alle voksne danskere og alle virk
somheder har et forretningsforhold til et pengeinstitut. Ifølge Finans
rådet vil det moderne samfund ikke kunne fungere uden de ydelser pengeinstitutterne leverer. Det er derfor naturligt, at den finansielle sektor igennem mange år, har været undergivet en betydelig interesse fra regeringen, Folketinget, tilsynsmyndigheder, forbrugerorganisa
tioner, forskningsmiljøet og pressen.
Pengeinstitutterne beskæftiger sig med mange opgaver – indlån, ud
lån, betalingsformidling, handel med værdipapirer, likviditetsstyring, rådgivning om fx virksomhedskøb og finansiering. Produkterne retter sig mod forskellige kundegrupper; private, små og store virksomheder, investorer, børsmæglerselskaber m.v. Pengeinstitutter har eneret på at avertere efter indlånsmidler. Pengeinstitutter må alene beskæftige sig med opgaver, der har relation til omsætningen af penge, kreditmidler og værdipapirer og de dertil hørende ydelser. Pengeinstitutter må gennem særlige datterselskaber også beskæftige sig med forsikringer, realkreditlån og ejendomsformidling.
De seneste 10-15 år har været præget af en betydelig brancheglid
ning og en liberalisering, der har muliggjort, at pengeinstitutternes produktudbud er blevet stærkt forøget. Når denne udvikling kombi
neres med pengeinstitutternes centrale rolle, herunder muligheder for specielt på udlånssiden at sige ja og nej til kundernes låneønsker bliver den finansielle sektor en magtfaktor. Når man spørger sig for, er der ingen i den finansielle sektor, der vil indrømme, at de har magt. De vil maksimalt erkende, at man har en vis indflydelse. Det er på den baggrund ikke overraskende, at perioden fra begyndelsen af 1990’erne har været præget af begreber som etik, moral, god skik og gennem
sigtighed. Der er siden 1990’erne anvendt ganske mange ressourcer på at drøfte og udforme regler for kundebeskyttelsen. Spørgsmålet er
imidlertid om denne beskyttelse kun findes på papiret eller om den er reel. I pressen afdækkes konstant sager, hvor et pengeinstitut eller en anden finansiel virksomhed har fejlbehandlet en kunde. Den slags afsløringer følger efterhånden et fast og ganske forudsigeligt mønster.
En given problemstilling kommenteres fra virksomhedens side i første omgang med, at man overhovedet ikke kan genkende det billede der tegnes. Når der fremlægges dokumentation udtales, at der er tale om en enkeltstående og beklagelig fejl, som på ingen måde er i overens
stemmelse med den pågældende virksomheds forretningspolitik eller forretningsgange. I det omfang der kan fremlægges flere eksempler justeres argumentationen, således, at den finansielle virksomhed på ingen måde er interesseret i at behandle sine kunder dårligt, men at det er menneskeligt at fejle. Herudover vil det blive anført, at hvis der var tale om en generel problemstilling ville kunderne være langt mere utilfredse og der ville være flere kunder der skiftede pengeinstitut. Der vil drages en parallel til købmanden, hvis man er utilfreds finder man bare en anden. Det er utvivlsomt rigtigt, men spørgsmålet er om det ikke er lettere at skifte købmand end at skifte pengeinstitut. Argu
mentationskæden afsluttes med, at i et konkurrencebetonet marked er der en tæt sammenhæng mellem pengeinstitutternes forretnings
mæssige resultater og evnen til at skabe kundeloyalitet, og målingerne viser klart, at kunderne er meget loyale og tilfredse. Endelig bliver det præciseret, at antallet af klager til Pengeinstitutankenævnet er historisk lavt.
Argumentationen er også klar, hvis en bestemt sag skulle med
føre et krav om yderligere lovgivning. Et sådant krav vil blive mødt med argumentet om at sektoren er minutiøst reguleret, sektoren er allerede tynget af en betydelig mængde administrative og bureaukra
tiske byrder og nu må det være tid til at holde en reguleringspause.
Argumentationen vil blive suppleret med, at sektoren for nylig fik en god skik-bekendtgørelse som kontrolleres af Finanstilsynet og Pen
geinstitutankenævnet, og sektoren har i en lang årrække bakket op om Pengeinstitutankenævnets kendelser. Overholdelsen af god skik reglerne varetages nu af Finanstilsynet og dette arbejde er intensi
veret betydeligt de seneste år, idet Finanstilsynet ved inspektioner i pengeinstitutterne og ved tværgående undersøgelser kontrollerer om reglerne overholdes.
Man efterlades således med et billede af, at i forholdet mellem pengeinstitutterne og de private kunder er alt fryd og gammen. For
målet med denne afhandling er bl.a. at undersøge om dette billede er dækkende.
Som nævnt er et af de ord der i særlig grad har præget debatten de seneste 10-15 år gennemsigtighed. Vinklen på denne afhandling vil tage udgangspunkt i om der er den fornødne gennemsigtighed - om kunderne har tilstrækkelig information om prisfastsættelsen på markedet og derved er i stand til at vælge det produkt der bedst tilfredsstiller kundens behov. Det produkt som repræ senterer det bedste forhold mellem pris og kvalitet.
På den baggrund kan formålet med afhandlingen beskrives således:
- A t beskrive og analysere kundebeskyttelsen inden for pengeinsti
tutområdet, herunder at analysere om den nuværende regulering er tilstrækkelig. Afhandlingens hovedvægt vil være centeret om dette punkt.
- At prognosticere udviklingen inden for pengeinstitutternes privat
kundeområde.
2. Disponering
Det er tanken at afhandlingens to bøger: ’’Kundebeskyttelse på penge
institut-området – en dokum entär” og denne bog: ’’Pris og kvalitet på pengeinstitutområdet” skal kunne læses hver for sig, hvorfor enkelte dele af kapitel 1 identisk i de to bøger.
Afhandlingen er bygget således op, at i kapitel 2 behandles de se
neste 20-25 års strukturudvikling på pengeinstitut-, realkredit-, forsik- rings- og ejendomsmægler-området. I kapitel 3 behandles spørgsmålet om hvad der kan udledes af den historiske udvikling inden for den institutionelle regulering af pengeinstitutterne – stadig med hensyn til kundebeskyttelsen. Kapitel 4 behandler den finansielle sektor i et historisk og kulturelt perspektiv med henblik på at beskrive den udvikling der har præget pengeinstitutsektoren. I kapitel 5 behandles pengeinstitutternes prissætning, herunder rente- og gebyrindtjeningen.
I dette kapitel foretages en ajourføring af det materiale, der er frem
kommet efter udgivelsen af Dokumentären. Herudover behandles brugen af standardvilkår, herunder rentereguleringsklausuler, vali- deringsspørgsmålet, pengeinstitutternes rente- og gebyrudvikling, resultatet af den kvantitative og kvalitative befolkningsundersøgelse og undersøgelserne blandt bankrådgiverne. Endelig behandles den ret
lige regulering, kravene til oplysninger, spørgsmålet om priskontrol og konkurrencesituationen. Kapitel 6 omhandler økonomisk rådgivning, herunder hvad er rådgivning?, rådgiveransvaret og sanktions-spørgs- målet. I dette kapitel behandles også resultatet af den kvantitative og kvalitative befolkningsundersøgelse og undersøgelserne blandt bankrådgiverne, spørgsmålet om sælger eller rådgiver, egen interesse og spørgsmål om skriftlighed og bevisbyrde. Kapitel 6 afsluttes med en undersøgelse af forskellige pengeinstitutters boligrådgivning.
I kapitel 7 behandles Pengeinstitutankenævnet, herunder Anke
nævnets praksis på bolig-, investerings- og pensionsområdet, Pengein
stitutankenævnets status, og antallet af klager. Dette kapitel afsluttes med en undersøgelse af de Pengeinstitutankenævnskendelser, der efterfølgende er indbragt for domstolene og en vurdering af Penge
institutankenævnets retskildeværdi.
I kapitel 8 behandles spørgsmålet om den nuværende regulering er tilstrækkelig. Kapitel 9 behandler spørgsmålet om de kommende års udvikling inden for pengeinstitutternes privatkundeområde. I ka
pitel 10 opsummeres og sammenfattes afhandlingens resultater og konklusioner.
3. Metode
Afhandlingen bygger på en række kilder.
Lovgivningen inden for pengeinstitutområdet er gennemgået tilbage til 1880. Det er i det væsentligste reflekteret i bogen: ’’Kundebeskyt- telse på pengeinstitutområdet – en dokum entär”.
1) Afhandlingen er i øvrigt gennemført som en kombination af:
traditionel juridisk analyse,
en kvantitativ befolkningsundersøgelse og
en kvantitativ undersøgelse rettet mod de bankansatte. Begge undersøgelser er suppleret med et fokusgruppeinterview.
Jeg har udarbejdet en række spørgsmål1, som Epinion A/S2 har an
vendt ved gennemførelsen af en kvantitativ befolkningsundersøgelse.
1. Spørgsmålene er gengivet i afhandlingens bilag 1.
2. Epinion A/S oplyser, at: ”de gennemfører specialdesignede undersøgelser af høj kvalitet, som sikrer et solidt grundlag for optimale beslutninger. I samarbejde med
Undersøgelsen er foretaget ved hjælp af telefoninterview med 522 personer i perioden 4.-11. februar 2004. Undersøgelsen er gennemført som et CATI-interview (Computer Assisted Telephone Interviewing).
Det betyder, at interviewerne guides igennem spørgeskemaet og re
gistrerer svarene ved hjælp af en computerterminal. Den anvendte stikprøve dannes ved en statistisk tilfældig generering af telefonnumre blandt de åbne serier. Denne fremgangsmåde sikrer, at hemmelige numre kan blive inkluderet i stikprøven. For at sikre, at alle lands
dele bliver korrekt repræsenteret, er der stratificeret efter geografisk område. I husstande med flere personer udvælges der tilfældigt en svarperson ved hjælp af fødselsdagskriteriet. Der bliver kun gennem
ført et interview i en del af enpersonshusstandene, således at alle personer i populationen tilnærmelsesvis har den samme udvalgssand- synlighed. Udvælgelsen blandt enpersonshusstandene sker ligeledes ved hjælp af fødselsdagskriteriet. D er bliver gennemført op til syv genopringninger, hvis der ikke opnås kontakt ved første opringning.
For at korrigere for eventuelle skævheder i den endelige stikprøve, foretages en matriceopvejning af datamaterialet med hensyn til køn, alder, husstandsstørrelse og amt samt politisk tilhørsforhold.
Herudover har jeg udarbejdet en række spørgsmål3, som Epinion A/S har anvendt ved gennemførelse af en kvantitativ undersøgelse blandt bankrådgivere. Undersøgelsen er baseret på svarene fra spør
geskemaundersøgelsen, som Finansforbundet har gennemført blandt bankansatte4. I alt blev 1.014 bankrådgivere kontaktet via e-mail.
Disse bankrådgivere er fundet blandt bankpersoner registreret i Fi-
kunden udarbejder vi det analysekoncept, som bedst belyser den aktuelle problem
stilling. Vi indsamler data, analyserer data optimalt, formidler resultater og rådgiver omkring anvendelsen af resultaterne. Vort mål er at præsentere analyseresultater i højeste kvalitet, som er direkte anvendelige i beslutningsprocessen.” Læs mere på www.epinion.dk.
3. Spørgsmålene er gengivet i afhandlingens bilag 3.
4. E-mailen til de bankansatte var formuleret således: "Handelshøjskolen i København gennemfører i øjeblikket en undersøgelse blandt medarbejdere i den finansielle sektor om bl.a. forholdene i sektoren. Finansforbundet har valgt at medvirke til undersøgelsen ved at sende dette spørgeskema ud til blandt andet dig.
Da det for at få et fyldestgørende billede er meget vigtigt, at så mange som muligt deltager i undersøgelsen, håber vi meget, at du vil tage dig tid til at svare på spørgs
målene.
Undersøgelsen tager ca. 6-9 minutter.
Vi vil gerne understrege, at besvarelserne vil blive behandlet fortroligt og kun anvendte i anonymiseret form og kun af personer uden tilknytning til din arbejds
plads.”
nansforbundets database, som omfatter i alt 39.480 ansatte i finansielle virksomheder. Da de registrerede også omfatter edb-ansatte, elever og forsikringsansatte er disse sorteret fra. Da det var nødvendigt at have kendskab til deltagernes e-mailadresse, endte bruttolisten med at omfatte 1.578 bankansatte. Blandt disse blev der via statistikprogram
met SPSS trukket en simpel tilfældig udvælgelse af 1.100 respondenter.
Da ikke alle af de 1.100 udtrukne respondenter havde gyldige e-mail adresser kom listen af personer, som blev kontaktet via e-mail, til at omfatte de 1.014 respondenter. I e-mailen blev de henvist til et inter
netlink, hvor de kunne besvare spørgeskemaet. 502 af de kontaktede valgte at besvare spørgeskemaet inden for tidsfristen. Svarprocenten ligger således på knap 50 %. Det vurderes at være en meget tilfreds
stillende svarprocent, særligt fordi nogle af spørgsmålene omhandler kontroversielle emner, hvilket kan have fået nogle af bankrådgiverne til at afstå fra at deltage i undersøgelsen. Undersøgelsen er gennemført i perioden 23. juni – 13. juli 2004.
Som nævnt er de kvantitative undersøgelser suppleret med to fo- kusgruppe-interview. En fokusgruppe bestående af bankkunder og en fokusgruppe bestående af bankrådgivere.
I bankkundefokusgruppen, som skulle afdække opfattelser og handlemønstre blandt bankkunder, deltog fem personer. De fem del
tagere repræsenterede flere forskellige samfundslag. Set i relation til den danske befolkning som helhed var der en lille aldersmæssig skævhed.
I bankrådgiverfokusgruppen, som skulle afdække normer, opfat
telser og handlemønstre blandt bankrådgivere, deltog syv bankråd
givere.
Deltagerne i de to fokusgrupper blev præsenteret for en række emner, som de først blev bedt om at forholde sig til skriftligt hver for sig, hvorefter deres besvarelser blev drøftet samlet i plenum. Delta
gernes skriftlige besvarelser er gengivet i kapitel 4.
Formålet med bankkundefokusgruppen var at undersøge:
1. Hvilken opfattelse har kunderne af banker og bankrådgivere?
2. Hvilke forhold lægger kunderne vægt på i forhold til deres bank?
3. Hvilke fordele og ulemper ser kunderne ved finansielle supermar
keder?
Formålet med bankrådgiverfokusgruppen var at undersøge følgende forhold:
1. Hvilken opfattelse har bankrådgiverne af kunderne og deres rolle i forhold til kunderne?
2. Hvilken opfattelse har rådgiverne af deres rolle i forhold til ban
ken?
3. Hvordan håndterer bankrådgiverne eventuelle uoverensstemmel
ser mellem kundernes interesser og bankens interesser?
Jeg har endvidere til brug for vurderingen af pengeinstitutsektorens fremtidige udvikling udarbejdet et spørgsmål5, som TNS Gallup6 har anvendt ved gennemførelse af en kvantitativ befolkningsundersø
gelse. Undersøgelsen er gennemført i perioden 6.-12. september 2005 baseret på interview med 999 repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. TNS Gallups telefoninterview gennemføres i en CATI-afdeling, som består af cirka 300 interviewere, 9 supervisorer og en intervieweradministration på 3 fuldtidsansatte medarbejdere.
D enne undersøgelse er også gennemført som et CATI-interview.
Forud for gennemførelsen af et hvilket som helst CATI-projekt un
dergår spørgeformen en grundig test efter nøje fastlagte regler, og der udarbejdes en instruktion til interviewerne. Interviewsystemet mulig
gør en detaljeret håndtering af stikprøver og kvoter. CATI-metoden er derfor både velegnet til kvantitative undersøgelser af repræsen
tativ og landsdækkende karakter og til undersøgelser blandt mindre målgrupper. Telefonnumrene er genereret tilfældigt af en computer inden for gyldige nummerserier. Der ringes tilbage op til seks gange til respondenter der ikke umiddelbart træffes hjemme.
2) Med henblik på at vurdere om den nuværende regulering er til
strækkelig, har jeg foretaget en analyse af Pengeinstitutankenævnets kendelser. Da ankenævnet pr. 31. december 2004 har afsagt mere end 6.000 kendelser, er analysen begrænset til de kendelser, der er omtalt i Pengeinstitutankenævnets årsberetninger for 1988 – 2004. Analysen er centeret om bolig-, investerings- og pensionsområdet.
5. Spørgsmålet fremgår af tabel 9.11 i kapitel 9.
6. TNS tilbyder i dag markedsanalyse i mere end 80 lande.
4 . Afgrænsning
Ved fastlæggelsen af området for denne afhandling er der taget ud
gangspunkt i pengeinstituttets7 centrale rolle som modtager af indlån og formidler af udlån, formidling af betalinger og den rådgivning, der knytter sig dertil. De private kunders primære formål med at have en bankforbindelse er da også at have en konto, hvor der er den fornødne likviditet, og hvor man kan få placeret indlånsmidlerne på en sikker og hensigtsmæssig måde.
Det centrale for afhandlingen er således pengeinstitutternes umid
delbare modtagelse af indlån og formidling af udlån, hvilket betyder, at de spørgsmål, der knytter sig til den efterfølgende placering af indlånsmidlerne, herunder pension, puljer, værdipapirhandel (aktier, obligationer, pantebreve, investeringsbeviser og finansielle instrumen
ter) og placering i forsikringsrelaterede produkter, i al væsentlighed er fravalgt, da en fyldestgørende gennemgang af disse områder kræver en selvstændig gennemgang. Hvor reglerne imidlertid er relevante til belysning af udviklingen i forbrugerbeskyttelsen, vil disse blive inddraget.
På udlånssiden har jeg valgt at sondre mellem specielle love og neutrale love. De love, der generelt vedrører hele det danske er
hvervsliv, vil kun blive inddraget i det omfang, det er særligt relevant for at belyse de særlige forhold, der gør sig gældende i den finansielle sektor. Det gælder eksempelvis markedsføringsloven, lov om visse for
brugeraftaler, checkloven og betalingskortloven. Det betyder, at ek
sempelvis spørgsmål om kaution, gældsbreve, aftaleloven, tinglysning, sikkerhedsstillelse, hvidvaskning, renteloven, check og betalingskort er fravalgt, idet en fyldestgørende belysning af disse områder kræver en selvstændig gennemgang.
Bankbøger har selvsagt spillet en væsentlig rolle inden for kunde
beskyttelsen, men emnet er ikke centralt for mit emne. Jeg henviser til Lennart Lynge Andersen og Peter Møgelvang-Hansen\ Bankbogen og det der ligner8.
7. Pengeinstitutvirksomhed er defineret i bilag nr. 1 til lov nr. 453 af 10. juni 2003 – Lov om finansiel virksomhed.
8. Berettigelse og Legitimation, G A D JU R A (1995).
Kreditaftaleloven, der er en generel lov, er kun behandlet i relation til rente og gebyrspørgsmålene, se kapitel 5. Jeg henviser til Lennart Lynge Andersen: Lov om kreditaftaler9.
I regi af Nordisk Ministerråd er gennem de senere år udgivet en række publikationer, der mere eller mindre berører pengeinstitut
området. Disse publikationer og initiativer vil kun blive berørt i det omfang de er relevante i relation i bedømmelse af om den nuværende regulering er tilstrækkeligt.
I grønbogen om E U ’s forbrugerbeskyttelse10 blev der givet en beskrivelse af behovet for en reform af fællesskabslovgivningen om forbrugerbeskyttelse for at fjerne hindringerne for levering af varer og tjenesteydelser til forbrugerne på tværs af grænserne. Som et muligt udgangspunkt for en reform blev der bl.a. peget på et rammedirek
tiv, som medfører en generel forpligtelse for så vidt angår urimelig handelspraksis.
Tilbagemeldingerne på grønbogen bekræftede, at reformen skulle ske på grundlag af et rammedirektiv11. Rådet besluttede efterfølgende at gøre opfølgningen af grønbogen til et prioriteret område. Den 8.
juni 2002 meddelte Kommissionens strategi for forbrugerpolitikken 2002-200612, heraf fremgik at målsætninger er:
»• Et højt fælles forbrugerbeskyttelsesniveau
• Effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsesreglerne
• Inddragelse af forbrugerorganisationerne i E U ’s politikker.«
De EU-retlige initiativer vil af omfangsmæssige årsager ikke blive inddraget i afhandlingen.
5. Reliabilitet og validitet
Som beskrevet har jeg valgt at foretage såvel den kvantitative befolk
ningsundersøgelse som den kvantitative undersøgelse af bankrådgi
verne i samarbejde med Epinion. Den fremgangsmåde er valgt for at sikre at de gennemførte undersøgelser har den fornødne reliabilitet og validitet. Data er indsamlet via et gennemtestet og solidt undersø-
9. 3. reviderede udgave, Forlaget Thomson (2001).
10. KOM (2001) 531 endelig.
11. KOM (2002) 289 endelig.
12. KOM (2002) 208 endelig.
gelsesdesign. En pilottest af de anvendte spørgeskemaet sikrede, at undersøgelsen giver et dækkende billede af det at være bankkunde hhv. bankrådgiver. Ligeledes sikrede pilottesten, at de enkelte spørgs
mål i spørgeskemaet gav en valid og reliabel måling af forskellige forhold ved det at være bankkunde og bankrådgiver. Reliabiliteten af undersøgelsen blev yderligere sikret i den indledende databehandling, hvor der blev gennemført dels logiske tjek og datarens.
I undersøgelsen af de bankansatte er der stillet 4 spørgsmål, som er identiske med den medlemsundersøgelse som Finansforbundet gennemførte i 2003: Medlemmernes værdier – Individualitet og fæl
lesskab i Finansforbundet, København (2004). Denne fremgangsmåde blev anvendt for at sikre undersøgelsens validitet. Resultatet af min undersøgelse af de bankansatte gav følgende resultat:
Forestil dig, at du frit kunne vælge arbejde. Hvad ville følgende forhold betyde for dig?
Slet ingen betydning
Ingen betydning
Svært at sige
Nogen betydning
Stor betydning
Ved ikke Arbejdet er inter
essant og spændende
0 % 0 % 1 % 8 % 91 % 0 %
At jeg selv kan be
stemme en masse
0 % 2 % 4 % 43 % 51 % 0 %
At lønnen er høj 0 % 3 % 8 % 62 % 27 % 0 %
At ledelsen viser for
ståelse og respekt for de ansatte
0 % 0 % 1 % 7 % 92 % 0 %
Finansforbundets medlemsundersøgelse 2003: Medlemmernes værdier - Individualitet og fællesskab i Finansforbundet, København (2004) blev gennemført i september 2003 blandt 3.000 udvalgte medlemmer.
De medlemmer, der blev udvalgt, var medlemmer i beskæftigelse født den 7. eller 8. i hver måned eller den 9. januar eller juli. Denne gruppe udgjorde 3.082. Undersøgelsen resulterede i 1.841 svar. Disse svar er efterfølgende vurderet med henblik på at sikre, at de er re
præsentative.
Resultatet af Finansforbundets medlemsundersøgelse gav følgende resultat:
Forestil dig, at du frit kunne vælge arbejde. Hvad ville følgende forhold betyde for dig?
Slet ingen betydning
Ingen betydning
Svært at sige
Nogen betydning
Stor betydning
Ved ikke Arbejdet er interes
sant og spændende
0,1 % 0,1 % 1,3 % 14,2 % 84,2 % 0,1 % At jeg selv kan be
stemme en masse
0,1 % 1,3 % 6,4 % 43,5 % 48,5 % 0,2 % At lønnen er høj 0,4 % 3,4 % 9,0 % 57,0 % 29,7 % 0,5 % At ledelsen viser for
ståelse og respekt for de ansatte
0,1 % 0,2 % 1,0 % 16,3 % 82,3 % 0,1 %
De forskelle der er mellem Finansforbundets undersøgelse og min undersøgelse kan således forklares med almindelig statistisk usik
kerhed.
1. Indledning. Disponering
I dette kapitel behandles de seneste 20-25 års udvikling på om rå
derne pengeinstitutter, realkreditinstitutter, forsikringsselskaber og ejendomsmæglere. Perioden har været præget af en betydelig bran
cheglidning, hvilket primært skyldtes to forhold. For det første en betydelig kapitalmæssig konsolidering og for det andet en række li- beraliseringsforanstaltninger, herunder realkredit-institutternes mu
lighed for fri tillægsbelåning for erhvervskunder og ophævelse af en række hindringer for handel med værdipapirer mellem Danmark og udlandet1. Dette kapitel er disponeret således, at afsnit 2 behandler pengeinstitutternes udvikling, i afsnit 3 gennemgås realkreditinstitut
ternes udvikling. I afsnit 4 behandles forsikringsselskabernes udvikling og i afsnit 5 gennemgås ejendomsmæglerkædernes udvikling. Kapitlet afsluttes i afsnit 6 med en sammenfatning.
2. Pengeinstitutterne
Bank- og sparekasseloven blev vedtaget den 28. marts 1974, og den 2. april 1974 blev Lov nr. 199 om banker og sparekasser kundgjort.
På det tidspunkt var de 10 største sparekasser målt på indlån pr.
31. marts 1974 følgende:
Tabel: 2.1.
Pengeinstitut i mio. kr. i %
Sparekassen SDS 2.702 2,7
Sparekassen Danmark (Bikuben) 1.588 1,6
Sparekassen Sydjylland 525 0,5
Sparekassen Nordjylland 376 0,4
Sparekassen Sønderjylland 228 0,2
1. Se Peter Andreas Bøggild: Brancheglidning i den finansielle sektor, Fagskrift for Bankvæsen (1984), s. 53 ff. og Peter Andreas Bøggild: På tærsklen til den anden større brancheglidningsbølge, Fagskrift for Bankvæsen (1985), s. 105 ff.
Roskilde Sparekasse 173 0,2
Sparekassen for Randers By og omegn 106 0,1
Sparekassen Bornholm 96 0,1
Horsens Sparekasse 82 0,1
Laane- og Sparekassen for Embeds og Bestillingsmænd 76 0,1 Kilde: Sparekassen, maj (1974).
I 2004 eksisterer kun tre af disse som selvstændige sparekasser eller banker – Spar Nord Bank (Sparekassen Nordjylland), Sparekassen Kronjylland (Sparekassen for Randers By og omegn) og Lån & Spar Bank2 (Laane- og Sparekassen for Embeds og Bestillingsmænd).
De 10 største banker målt på indlån pr. 31. december 1974 var følgende:
Tabel: 2.2.
Pengeinstitut i mio. kr. i %
Handelsbanken 7.873 7,9
Den Danske Bank 6.845 6,9
Privatbanken 5.555 5,6
Andelsbanken 2.162 2,2
Den Danske Provisionsbank 1.847 1,9
Fællesbanken for Danmarks Sparekasser 623 0,6
Sjællandske Bank 505 0,5
Jyske Bank 502 0,5
Midtbank 308 0,3
De københavnske Forstæders Bank 236 0,2
Kilde: Beretning fra Tilsynet med Banker og Sparekasser (1975).
12005 eksisterer tre af disse som selvstændige banker – Danske Bank, Jyske Bank og Forstædernes Bank.
I perioden 1960-1990 fortsatte fusionerne, hvilket illustreres af følgende udvikling i antallet af banker og sparekasser3:
2. Se L e if B. Christiansen: Firmaånden er fra 1880, Finans & Samfund, nr. 2 (2001), Poul Dengsøe: Finanssektorens gule trøjer, Finans & Samfund, nr. 11 (2001) og Lene Rosenmeier: Går efter guldet, Finans & Samfund, nr. 12 (2003).
3. Se Peter Andreas Bøggild: Pengeinstitutternes filialkonkurrence, Fagskrift for Bank
væsen (1982), s. 143 ff. og Lars Eskesen: 20 år i de danske sparekassers historie 1970-1989 i Preben Kendal, H. Kruse Petersen og Niels Ørgaard (red.): Festskrift til Laurits Ringgård, GAD (1989), s. 87 ff.
Tabel: 2.3.
1960 1970 1980 1990
Banker 161 87 77 71
Sparekasser 482 337 168 128
Kilde: Konkurrencerådet: Den finansielle sektors struktur og konkurrenceforhold, bind 3 (1992).
Den 14. november 1989 meddelte Den Danske Bank, Handelsbanken og Provinsbanken4, at de fusionerede pr. 1. januar 19905 med Den Danske Bank som det fortsættende selskab6.
Den 4. december 1989 meddelte Privatbanken, Sammensluttede Danske Sparekasser, Sparekassen SDS og Andelsbanken, at de fu
sionerede7 ved at etablere et holdingselskab8 pr. 1. januar 1990 med navnet Unidanmark A/S9. Unibank blev etableret som et dattersel
skab, hvori alle bankaktiviteterne blev samlet.
Herefter var top 15 målt på indlån pr. 31. juli 1990 følgende insti
tutter:
Tabel: 2.4.
Pengeinstitut i mio. kr. i %
Den Danske Bank 153.406 29,1
Unibank 134.984 25,6
Bikuben 36.567 6,9
Jyske Bank 29.726 5,7
Sparekassen Nordjylland 13.807 2,6
Sydbank 12.219 2,3
4. I Peter Andreas Bøggilds artikel: Hvem ejer bankerne?, Fagskrift for Bankvæsen (1987), s. 65 ff. oplyste forfatteren, at det alene var et spørgsmål om tid, inden Den Danske Bank og Provinsbanken fusionerede, idet Den Danske Bank i 1985 købte 25 % af aktierne i Provinsbanken efter dennes overtagelse af Kronebanken.
5. Berlingske Tidende: Bank-gigant ryster dansk finansverden, 15. november (1989).
Af artiklen fremgik, at Finansverdenen fik et chok, da Danmarks to største banker den 14. november 1989 sluttede sig sammen. Kun en halv snes mennesker havde kendt til planerne.
6. Beretning fra Finanstilsynet (1990), s. 23.
7. Berlingske Tidende: Ny gigant på pengemarkedet, 4. december (1989). Af artiklen fremgik, at det var en længe ventet fusion, og at Unibank næsten bliver ligeså stor som Den ”nye” Danske Bank.
8. Se Ole Simonsen: De store pengeinstitutfusioner i Fagskrift for Bankvæsen (1990), s. 31 ff.
9. Beretning fra Finanstilsynet (1990), s. 23.
Sparekassen Sydjylland 8.721 1,7
Arbejdernes Landsbank 8.655 1,6
Varde Bank 7.268 1,4
Aktivbanken 6.941 1,3
Baltica Bank 4.298 0,8
Midtbank 3.925 0,8
Amagerbanken 3.920 0,8
Amtssparekassen for Fyns Amt 3.532 0,7
Sammenslutning af Danske Andelskasser 2.204 0,4
Kilde: Finans & Samfund, oktober (1990).
Perioden 1990-2004 har været præget af yderligere fusioner, først og fremmest dannelse af Den Danske Bank og Unibank, Bikubens fusion i 1996 med GiroBank, etableringen af Kapital Holding A/S (senere RealDanmark) i 1998, som var et fælles holdingselskab for Realkredit Danmark A/S og BG Bank A/S, og endelig fusionen i 2001 mellem Danske Bank og RealD anm ark (BG Bank og Realkredit Danmark).
Pr. 31. december 2004 var ind- og udlånsfordelingen for de ti største pengeinstitutter, sorteret efter indlån:
Tabel: 2.5.
(i mio. kr.) Indlån i % 10 Udlån i %
Danske Bank 484.828 46,7 505.971 47,5
Nordea Bank Danmark 212.344 20,5 190.516 17,9
Jyske Bank 62.652 6,1 54.756 5,1
Sydbank 43.276 4,2 47.467 4,5
Spar Nord Bank 20.544 2,0 19.133 1,8
Nykredit Bank 19.301 1,9 22.612 2,1
Arbejdernes Landsbank 11.156 1,1 7.984 0,8
Forstædernes Bank 9.277 0,9 11.727 1,1
Aim. Brand Bank 9.184 0,9 8.952 0,8
Fioniabank 8.404 0,8 10.233 1,0
I a lt 880.034 85,1 880.941 82,6
Kilde: Finansrådet (2005).
10. Procentberegninger er foretaget i forhold til de 101 gruppe 1-3 pengeinstitutter, der tegner sig for ca. 99 % af den samlede balancesum i pengeinstitutter. Gruppe 1 be
står af de 5 største pengeinstitutter med en arbejdende kapital på mindst 25 mia. kr.
Gruppe 2 indeholder de 22 næststørste pengeinstitutter og har en arbejdende kapital på mellem 3 mia. kr. og 25 mia. kr. Gruppe 3 består af de resterende pengeinstitut
ter med en arbejdende kapital over 250 mio. kr. og indeholder 74 pengeinstitutter.
En sammenligning af markedsandelene på indlån i 1974 og 2004 for de pengeinstitutter der har en markedsandel på over 1 % viser føl
gende:
Figur: 2.6.
M a r k e d sa n d e l – In d lån – 1974/1975
Handelsbanken Den Danske Bank Privatbanken Sparekassen S D S Andelsbanken Provinsbanken Bikuben
K ild e: T ils y n e t m ed b a n k e r o g sp a r ek a sser .
Figur: 2.7.
M arked san del – Indlån – 2(X)4
D a n sk e Bank N ord ea Bank Jyske Bank Sydhank Spar N ord N ykredit A rb ejd ern es
Bank L andsbank
K ild e: F in a n stilsy n e t.
Sammenligningen viser tydeligt, at der er sket en betydelig koncentration.
I 1975 havde ingen pengeinstitutter en markedsandel på over 10 %. De tre største pengeinstitutter havde en markedsandel på ca. 20 %. Dette
Arbejdende kapital er summen af posterne; indlån, udstedte obligationer, efterstil
lede kapitalindskud og egenkapital.
billede er i 2004 ændret radikalt, idet de tre største pengeinstitutter har en markedsandel på mere end 73 %. Herudover er det største pengein
stitut mere end dobbelt så stort som det næststørste. I de nordiske lande er det kun Finland der har en større koncentration, her er de tre største pengeinstitutters markedsandel 82 %, i Norge er det 56 % og i Sverige er de tre største pengeinstitutters markedsandel 65 %.
I det følgende vil de væsentligste begivenheder for disse penge
institutter blive behandlet. Det skal bemærkes, at fra top 15 i 1990 er 6 institutter forsvundet ved fusion eller anden overtagelse. Det er Bikuben, Sparekassen Sydjylland, Varde Bank11, Aktivbanken, Baltica Bank og Midtbank.
2.1. Danske Bank
Den 6. april 1990 blev fusionen mellem Den Danske Bank, Handels
banken og Provinsbanken endelig vedtaget12. Den første tid efter fusionen blev overvejende brugt til en økonomisk og organisatorisk konsolidering13. En central opgave var at sikre en hurtig og vellykket integration af de tre fusionsbankers edb-systemer. Samme år begyndte koncernen at udvikle nye forretningsområder og tog de første skridt hen imod den finanskoncern, som vi kender i dag.
2.1.1. Hafnia-sagen
Omkring maj 1989 begyndte Hafnia14 i det skjulte at foretage opkøb af aktieoptioner i Baltica Holding15. Da Hafnia havde erhvervet retten til
11. Om Varde Bank se Henrik Andersen, Kaj Egon Hansen og B.L. Rasmussen: Rapport afgivet af udvalget til undersøgelse af visse forhold omkring Aktieselskabet Varde Bank, Schultz Grafik A/S (1994), Økonomiministeriet: Den Danske Pengeinstitut
sektor, oktober (1994), s. 45 ff. og s. 218 ff., Peer Schaumburg-Müllers anmeldelse af rapporten i artiklen ’’Tem peraturen på den danske pengeinstitutsektor”, Finansln- vest nr. 8 (1994), Økonomiministeriet: Håndtering af pengeinstitutkriser, september (1997), og Erik Werlauffs anmeldelse af rapporten i U 1998.B.45-46.
12. Se Per H. Hansen og Søren Mørch: Den Danske Bank, Centrum (1997), s. 530 ff.
13. Se www.danskebank.dk.
14. Se Per Villum Hansen: Hafnia slår contra, Fagskrift for Bankvæsen (1986), s. 93 ff.
Her lancerede forfatteren tre strategier: 1. Samarbejdsstrategien, 2. Angrebsstrate- gien og 3. Tilbageerobringsstrategien. Hafnia valgte i første omgang strategi 3, hvor man ville tilbageerobre tabte markedsandele på det langfristede opsparingsområde ved at etablere Hafnia Bank. Forfatteren bemærkede dog, at angrebsstrategien var umiddelbart tiltalende.
15. Om baggrunden for oprettelse af Holdingselskaber se Peter Andreas Bøggild: På tærsklen til den anden større brancheglidningsbølge, Fagskrift for Bankvæsen (1985),
ca. 33 % af aktierne, fik Baltica nys om opkøbene, og for at forhindre disse planer tog Balticas direktør Peter Christoffersen kontakt til det store franske forsikringsselskab Suez. D er blev herefter indgået en samarbejdsaftale, der indebar, at selskaberne skulle overtage en post af hinandens aktier. På den måde lykkedes det Baltica at udvande Hafnias post i selskabet. I løbet af 1990 udnyttede Hafnia aktieop
tionerne og kunne den 14. juni 1990 meddele16, at de havde 28,7 % af aktierne i Baltica Holding. Aktieopkøbene var finansieret via lån i Den Danske Bank. Den 27. september 1990 tilbød Hafnia kurs 1.000 for alle nye Baltica aktier. Dagen efter blev det offentliggjort, at Bal
tica havde overtaget Statsanstalten for livsforsikring. Hafnias tilbud medførte, at Baltica ikke kunne finansiere overtagelse af Statsan
stalten for livsforsikring ved udstedelse af aktier, og derfor måtte en del af finansieringen fremskaffes ved lån i Den Danske Bank. Den 5.
november 1990 meddelte Hafnia, at de nu ejede 33,5 % af aktierne i Baltica Holding, herved havde Hafnia bundet ca. 4,5 mia. kr. i Bal- tica-aktierne. I november 1990 indgik Baltica en aktionæraftale, som sikrede selskabet mod fjendtlig overtagelse. I efteråret 1991 forhand
lede Baltica fusion med det svenske Skandia, det blev dog forhindret af ATP. H erefter besluttede Hafnias bestyrelse at sælge aktierne i Baltica. Den 1. november 1991 kontaktede det norske forsikrings
selskab UNI Storebrand Hafnia, og den 22. november 1991 købte Hafnia og UNI Storebrand en stor aktiepost i Skandia – Skandinaviens største forsikringsselskab – og fik dermed en majoritet, der dog ikke kunne udnyttes på grund af stemmeretsbegrænsninger. Samme dag offentliggjorde Hafnia og UNI Storebrand deres planer om Nordic Coorperation. Denne plan blev afvist af Skandia den 26. november 1991. Den 31. december 1991 måtte Hafnia konstatere store tab på sine aktiebesiddelser i Baltica og Skandia. Den 25. marts 1992 trak Hafnia kurs 1.000 tilbuddet tilbage, og den 9. april 1992 blev Hafnias regnskab for 1991 offentliggjort med et underskud på 1,2 mia. kr.
Dagen forinden var selskabets koncernchef Per Villum Hansen og vicekoncernchef Henrik Klæbel blevet afskediget. Herefter startede det, der senere blev kaldt den danske løsning, idet Lønmodtagernes Dyrtidsfond meddelte, at man var modstander af en løsning, der in
volverede Skandia. Den 23. april 1992 meddelte en gruppe Hafnia
s. 105 ff.
16. Se Stig Andersen: Dramaet i Hafnia – historien om Villums verden, Børsen Bøger (1992).
aktionærer med Lønm odtagernes Dyrtidsfond og Kommunernes Pensionsforsikring i spidsen, at de var villige til at tilføre Hafnia 1,5 mia. kr. Den 30. april 1992 blev det meddelt Skandia, at der var enig
hed om en dansk løsning, hvorfor Skandia-løsningen ikke kunne gen
nemføres. Den 16. juni 1992 var Børsprospektet for Hafnia Holding om tegning af nominelt kr. 708.106.200 nye A-aktier og nominelt kr.
1.202.911.400 nye B-aktier til kurs 105 en realitet17. Emissionen var arrangeret af Den Danske Bank, Paribas Capital Market Group og Bjørnskov & Co. Børsmægleraktieselskab.
Medio juni 1992 konstaterede Hafnias nye ledelse, at Hafnias egen
kapital var tabt. D er blev konstateret et underskud på 400 mio. kr.
Den 30. juni 1992 blev det meddelt, at der eksisterede hidtil ukendte forpligtelser. Det medførte usikkerhed hos garantikonsortiet, hvorfor aktietegningen blev udsat med henblik på en undersøgelse. Efter un
dersøgelsen stod garanterne dog stadig ved aftalen. Den 6. juli 1992 startede tegningen af nye aktier, og den 23. juli 1992 var aktieemis
sionen gennemført. I august 1992 indtrådte der alvorlige kurstab på både Baltica- og Skandia-aktierne.
På et krisebestyrelsesmøde den 17. august 1992 konstateredes det, at provenuet på ca. 2 mia. kr. fra aktieemissionen formentligt var tabt, og dagen efter blev Hafnia-aktierne suspenderet. Den 19. august 1992 trådte Hafnia Holding i betalingsstandsning. Et nyt Hafnia Holding blev oprettet, hvortil alle værdierne i koncernen overførtes. Den 31.
august 1992 fremlagde Hafnia et halvårsresultat med et underskud på 3,8 mia. kr.
Efter Den Danske Banks afvisning af Forsikringsselskabet Codans tilbud om overtagelse af Baltica Forsikring, lykkedes det Codan i april 1993 at overtage Hafnia Forsikring for 1,05 mia. kr. Herefter skulle Hafnia Holding afvikle aktiverne, og den 10. maj 1993 trådte selskabet i konkurs med et underskud for 1992 på 9,1 mia. kr.
Hermed var Den Danske Banks udfordringer med Hafnia ikke afsluttet. Den 6. oktober 1992 rettede en af investorerne i Hafnia, Ole Steffensen, henvendelse til Den Danske Bank, hvor han gjorde gældende, at banken var ansvarlig for det tab, han havde lidt som følge af betalingsstandsningen18. Den Danske Bank besvarede den 9. oktober 1992 Ole Steffensens henvendelse. Banken anførte, at det
17. Børsprospekt 1992 Hafnia Holding.
18. Hugo Gården: Ansvaret der blev væk – Skandalerne i erhvervsliv og politik, Børsens Forlag (1997).
af prospektet klart fremgik, at selskabets resultat og egenkapital var meget afhængig af udviklingen på obligations- og aktiemarkederne.
Det blev fremhævet, at selskabets problemer netop var forårsaget af et helt uforudsigeligt kursfald på obligations- og aktiebeholdningen.
Den Danske Bank afviste på den baggrund et ansvar for Ole Stef- fensens tab.
Den 14. februar 1996 tog Jyllandsposten på ny Hafnia-sagen under behandling. På forsiden beskrev avisen Den Danske Banks dobbelt
rolle i forbindelse med de forsvundne milliarder i Hafnia19.
Den 2. september 1999 afsagde Sø- og Handelsretten dom i Hafnia- sagen20. Et flertal på fire dommere udtalte, at prospektet på en række punkter ikke var retvisende21. Den 28. oktober 1999 meddelte Den Danske Bank via en fondsbørsmeddelelse, at dommen blev anket til Højesteret. I U 2002.2067 H frifandt en enig Højesteret Den Danske Bank. Dommere udtalte, at selvom der på enkelte punkter kunne ret
tes kritik mod prospektet kunne det ikke medføre et erstatningsansvar.
Højesteret lagde vægt på, at investorerne havde fået oplyst, at Hafnia Holding var i alvorlige økonomiske vanskeligheder og at aktieemis
sionen var et led i at forsøge en genopretning af selskabets økonomi.
De forhold der førte til selskabets sammenbrud, navnlig kursfaldene på aktiemarkedet, herunder specielt på Baltica- og Skandia-aktier var afgørende elementer i prospektets angivelser om selskabets stilling og udsigter.
2.1.2. Baltica-sagen
For at redde Baltica fra rentedøden måtte Den Danske Bank i oktober 1992 købe 32 % af aktierne i Baltica Forsikring fra Baltica Holding22
19. Kildematerialet var bestyrelsesreferater og interne notater, der uretmæssigt var fjernet fra Den Danske Bank.
20. Samme dag afsendte Den Danske Bank en fondsbørsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at banken finder dommen overraskende.
21. Se Per H. Hansen: For smed at rette bager – ansvar og moral i Hafnia-sagen, Fi- nansfokus nr. 4 (1999), s. 3 ff. og Jens Poulsen: Som man ser det, Finansfokus nr. 4 (1999), s. 13 ff.
22. Se Victor Andersen: Naboens græs er ikke grønnere – interview med koncernche
fen i Baltica Steen Hemmingsen, Finans & Samfund, nr. 2 (1993). Her anføres, at set i bakspejlet var forsikringsselskabernes involvering i bankvirksomhed helt galt timet.
for 2,5 mia. kr., og samtidig måtte banken deltage i finansieringen af Sanexco23, der havde kostet Baltica koncernen mange penge24.
I dagene den 21. og 22. marts 1993 faldt aktierne i Baltica H ol
ding med 30 %, og Den Danske Bank og Hafnia fik gennemført en suspension af aktierne for at forhindre større tab på aktierne25. På det tidspunkt havde Den Danske Bank et udestående på 3 mia. kr. i Hafnia og ca. 10 mia. kr. i Baltica. Den Danske Bank afviste et tilbud fra Forsikringsselskabet Codan, og en efterfølgende reorganisering medførte, at Den Danske Bank blev største aktionær i Baltica For
sikring med en ejerandel på ca. 45 % og samtidig fik en option fra Baltica Holding på køb af de resterende aktier.
2.1.3. Færøbank-sagen
Efter at likviditetskrisen i de færøske banker var konstateret26 ved Finanstilsynets rutinemæssige kontrol27 i august-september 1992, blev der iværksat forskellige initiativer fra den daværende Schlliter-rege- rings side. Den færøsk ejede Sjóvinnubankin fik tilført kapital i flere omgange fra Landsstyret via lån fra den danske stat. Den Danske Bank, som ejede aktiemajoriteten i Føroya Banki, tilførte ligeledes kapital til datterbanken, men ønskede at afvikle sit engagement på Færøerne28. En tværministeriel dansk embedsmandsgruppe udarbej
dede et notat med forskellige løsningsmodeller, herunder oprettelse af en færøsk ejet finansieringsfond, Finansieringsfonden af 1992, til at koordinere rekonstruktionen af den færøske finanssektor29.
Den 22. marts 1993 fandt der et aktiebytte sted, således at Den Danske Bank solgte aktiem ajoriteten i Føroya Banki til den fær
øsk ejede Finansieringsfond af 199230 mod mindretalsaktieposter i Sjóvinnubankin og Føroya Banki. Dermed kom Den Danske Bank ud af sin moderselskabsforpligtelse. Efterfølgende viste det sig, at især
23. Sanexco var udbyder af et betydeligt antal anpartsprojekter. Se Peter Andreas Bøg- gild’. På tærsklen til den anden større brancheglidningsbølge, Fagskrift for Bankvæsen (1985), s. 105 ff.
24. Se Eigil Mølgaard: Vagthund eller syndebuk, Børsens Forlag (2003), s. 75 ff.
25. Se Per H. Hansen og Søren Mørch'. Den Danske Bank, Centrum (1997), s. 577 ff.
26. Se Richard Mikkelsen: Færøerne: Økonomien er meget hårdt ramt, Finans & Sam
fund, nr. 10 (1993), s. 27 ff.
27. Se Finanstilsynet: Beretning fra Finanstilsynet (1992), s. 51 ff.
28. Se Per H. Hansen og Søren Mørch: Den Danske Bank, Centrum (1997), s. 601 ff.
29. Se Hugo Gården: Færøsagen, Børsen Forlag (1998).
30. Se Richard M ikkelsen: Færøerne i bankkrisens tegn, Handelshøjskolens Forlag (2001), s. 183 ff.
Føroya Banki havde behov for yderligere kapitaltilførsel. Men på det tidspunkt var det et færøsk problem at redde banken ved optagelse af nye lån. I oktober 1993 måtte Landsstyret låne ca. 1,8 mia. kr. til refinansiering af bankerne, hvoraf ca. 1,1 mia. kr. gik til Føroya Banki.
Den 11. april 1994 besluttede de to banker at fusionere med virkning fra 1. januar 1994 med Sjóvinnubankin som det fortsættende selskab, dog under navnet Føroya Banki.
Allerede inden de sidste rekonstruktioner af bankerne var der på Færøerne opstået en betydelig offentlig debat om bankredningerne, herunder især aftalen mellem Finansieringsfonden af 1992 og Den Danske Bank31 om aktiebyttet mellem de to banker. Færingerne havde en udbredt fornemmelse af, at de under pres og mod bedre vidende var blevet tvunget til at overtage en insolvent bank. Debatten førte til, at der fra færøsk side blev stillet krav om en uvildig undersøgelse af banksagen i form af en dommerundersøgelse.
Den danske regering afviste en dommerundersøgelse med hen
visning til, at Højesterets præsident havde opfordret til, at brugen af undersøgelsesretter i politiske sager blev vurderet af et udvalg. Som følge af den uafklarede situation om brugen af undersøgelsesretter fremsatte justitsministeren den 25. april 1995 forslag til lov om un
dersøgelse af den færøske banksag, hvorefter undersøgelsen skulle foretages af en undersøgelseskommission, der skulle nedsættes efter forhandling med det færøske landsstyre32.
Undersøgelseskommissionens medlemmer blev udpeget af Justits
ministeriet i samråd med Landsstyret33. Medlemmerne blev advokat Jørgen Grønborg (formand), den norske koncerndirektør Stein Wes
se I-A as samt statsautoriseret revisor Erik Holst Jørgensen. Desuden udpegede Justitsministeriet og Landsstyret hver 3 personer til en følgegruppe. Undersøgelseskommissionen gennemgik skriftligt ma
teriale fra alle involverede myndigheder og institutioner, og i alt blev 72 personer afhørt under vidneansvar. Et uafhængigt revisionsfirma, Deloitte & Touche, foretog en gennemgang af de regnskabsmæssige forhold i Føroya Banki og Sjóvinnubankin. Efter to års arbejde afle
verede undersøgelseskommissionen den 16. januar 1998 sin rapport.
Rapporten beskrev det faktiske hændelsesforløb bag redningsforsø
31. Hugo Gården: Ansvaret der blev væk – Skandalerne i erhvervsliv og politik, Børsens Forlag (1997).
32. Lovforslaget blev vedtaget som lov nr. 356 af 8. juni 1995.
33. Se Beretning afgivet af Undersøgelseskommissionen vedrørende Den Færøske Banksag Bind 1 - 5 , januar (1998).
