Copy from DBC Webarchive
Copy from:
Sagens kerne
This content has been stored according to an agreement between DBC and the publisher.
www.dbc.dk
e-mail:dbc@dbc.dk
Skov, vild bevoksning, rust og tykke lag støv dækker
den forladte by, hvor verdens værste atomkraftulykke engang fandt sted.
En ulykke, der har dannet baggrund for en af året mest populære tv-serier.
Men hvad skete der i T J E R N O B Y L , og hvem var ofrene på længere sigt? Ud & Se giver dig
For nylig blev Tjernobyl-anlægget indkapslet. Den nye indkapsling kan holde i cirka 100 år.
S A G E N S K E R N E
D
E T O M M E B O L I G - B L O K K E i ukrainske Pripjat er gemt bag store træer og højt krat. Omkring de faldefærdige og spøgelsesagtige bygninger med knuste vinduer har græs langsomt ædt sig ind på de engang brede veje, der nu minder om cykelstier, og de mange legepladser i områ- det er underligt sunket i jorden i tidens ulige slagsmål med rusten.Et kulturcenter, der husede biograf og fitnesscenter, ligner nu indgan- gen til en bunker med sovjetisk hammer og segl ved indgangen, og ikke langt fra blokkene lå et su- permarked, der er næsten umuligt at genkende. Kun skiltene i loftet, som stadig inddeler de forskellige afdelinger i ost, grøntsager og kød, røber fortiden i en by, der engang havde 50.000 indbyggere.
Men så kom den. For 33 år si- den. Ulykken, der ikke bare blev Pripjats, men Europas og hele verdens værste atom-mareridt. Ti- tusinder døde senere som følge af strålingen, og cirka 115.000 men- nesker måtte forlade deres hjem.
Historien har i år fået nyt liv ef- ter den populære HBO-serie ’Cher- nobyl’ – der vandt tre Emmypriser – portrætterer byens skæbner og fortæller om, hvordan katastrofen sendte store mængder radioaktivi- tet ud over Europa og truede med at forpeste kontinentet. Og om hvordan verden fulgte med i frygt.
F O T O O G T E K S T E M I L F I L T E N B O R G
O G
S T E F A N W E I C H E R T
→
D
E N D E N G A N G 2 8 - Å R I G E reserveløjtnant i den sovjetiske hær, Sergii Mirnyi, blev i 1986 sendt til Tjernobyl for at være med til at mindske skaderne.”Der var militærlastbiler overalt, der arbejdede omkring 100.000 mennesker i døgndrift, der var en enorm larm, og de mange mennesker fik Tjernobyl til at virke som verdens hovedstad,” forklarer den i dag 60-årige Sergii Mirnyi, der blev leder af et oprydningshold efter katastrofen.
Datoen for ulykken – 26. april 1986, da reaktor fire i Tjernobyl-anlægget sprang i luften – står dog ikke klarest i Sergii Mirnyis hukommelse. Det var en helt almindelig dag for soldaten, der boede i den ukrainske by Kharkiv. Han var kemi-uddannet og leder af en sovjetisk taskforce, der skulle sættes ind i tilfælde af tredje verdenskrig for at begrænse skaderne af kemisk eller atomar krigsførelse. Alligevel fik han ikke noget op- kald fra de sovjetiske myndigheder den dag:
”Jeg vidste ikke, at der var sket en ulykke i Tjernobyl, før 30. april. Folk fik ikke noget at vide i Sovjet, og det samme var tilfældet for mig. Først fire dage efter ulykken opda- gede jeg det, og kun fordi jeg læste om det i avisen Pravda. Der var en kort notits på tre linjer om, at der var sket et uheld på atom- anlægget i Tjernobyl.”
Notitsen dvælede han dog ikke ved. Det var ofte måden, Kreml informerede folket om ulykker, forklarer han. Og Kreml lod som altid læserne vide, at der var styr på tingene.
30. april så Sergii Mirnyi frem til nogle helligdage, som han havde planlagt at bruge med sine to små børn. Men på vej hjem fra arbejde fik han pludselig at vide, at den overordnede militærafdeling ville have fat på ham.
”Jeg tænkte ikke rigtig over det. De rin- gede igen til mig derhjemme og sagde, at jeg
straks skulle melde mig hos dem. Det gjorde jeg selvfølgelig, men jeg var vred på dem. Jeg tænkte, at jeg skulle deltage i en øvelse, og det kunne de godt gøre på andre tidspunkter end i fe- rien,” erindrer Sergii Mirnyi, der gjorde grin med sin mor, da hun sagde, at det måske kunne have noget at gøre med notitsen om Tjernobyl-ulykken.
Men Sergii Mir- nyis mor havde ret.
Tjernobyl-anlægget havde fejlet ved en sik- kerhedstest, der resul- terede i en eksplosion.
Testen skulle sikre, at anlægget kunne klare en strømafbrydelse, men da personalet afveg fra proceduren, blev reaktoren ustabil og sprang i luften.
400 gange så meget radioaktivt materiale som atombomben over Hiroshima i 1945 blev ifølge Det Interna- tionale Atomagentur
sendt fra Tjernobyl-anlægget og ud over det europæiske kontinent.
”Jeg anede ikke, at nyheden ville komme til at præge mit liv,” fortæller Sergii Mirnyi.
I
LA N D S B Y E N Z A LY S J A tæt på Pripjat står en gammel rusten og forladt sovjetisk bil uden dæk og vinduer foran et lille landsbyhus, der næsten er gemtvæk af ustoppelige buske og træer. Huset har smadrede vinduer og mørnede gulve, og flere af de tilhørende bygninger, der engang husede kvæg, kæmper forgæves mod vind, vejr og tiden. ”Vi følger altid vores hoved- stad. Vi er klare i vores tro,” står der i en af de sovjetiske sangbøger, der ligger spredt ud i entreen blandt glasskår og afskallet maling.
Teksten i sanghæftet i det lille landsby- hus forsikrer om sovjetstyrets evne til at tage beslutninger for folkets og familiens bedste. En klar kontrast til HBO-serien, der fortæller, at de sovjetiske myndigheder ventede i flere dage med at evakuere ind- byggerne efter ulykken – blandt andet de indbyggere, der levede i den nu øde landsby.
De sovjetiske myndigheder ventede ifølge flere kilder med evakueringen, selv om de kendte til farerne for befolkningen.
Det knaser for hvert skridt på grund af de mange glasskår både indenfor og udenfor i det lille hjem. Nær huset er byens forsam- lingshus gemt bag ilter bevoksning. Den imponerende bygning byder velkommen med hammer og segl på facaden, og inde
1. Pripjat var på mange måder en modelby for, hvordan Sovjetunionen gerne ville have alle byer til at se ud. Der var blandt andet forlystelsespark.
2. Sport spillede en stor rolle i Sovjet- unionen, og der er flere sportshaller og idrætsanlæg i både omliggende landsbyer og i Pripjat.
3. Noget af det højeste strålingsniveau, Sergii Mirnyi har målt, var på et tog, der stod inde på Tjernobyl-anlægget, da det sprang. Toget blev flyttet væk fra anlæg- get i forbindelse med oprydningen og glemt i en skov.
1.
2.
3.
i teatersalen står der ”Lad kommunismen leve – Den lyse fremtid for menneskeheden”
over scenen.
D
A S E R G I I M I R N Y I mødte ind på det militære anlæg, var omfan- get af katastrofen stadig uklart for ham. Det tog tid, før de sovjetiske myndigheder anerkendte, at kernen var eks- ploderet. Noget af arbejdet med at fjerne de farlige materialer skete med brug af hånd- kraft – robotternes elektronik blev ødelagt, når de kom for tæt på den høje radioaktive stråling.De mange landsbyer, der ligger øde hen, er det, Sergii Mirnyi husker bedst.
”Jeg ledte cirka 100 mand i arbejdet med at måle radioaktivitet, så oprydningshol- dene kunne komme og bekæmpe den. Noget af det hårdeste var at måle radioaktivitet i stadig beboede landsbyer. Jeg mener, at vi var for overbeskyttende dengang. Det hjemsøgte mig i lang tid efter, at jeg ikke kunne gøre noget for at forhindre, at beboerne måtte for- lade deres hjem for altid,” siger Sergii Mirnyi.
Blikket skifter i hans øjne. Ofte var landsbyerne allerede undersøgt for radio- aktivitet, men Sergii Mirnyis hold var den sidste kontrol, der skulle bekræfte tidligere rapporter.
”De fleste vidste ikke, hvorfor vi var der.
Jeg så mange af borgerne i øjnene, men jeg måtte ikke fortælle dem noget om deres fremtid. Det svære var at vide, at hvis jeg
målte radioaktivitet blot 10 procent over den tilladte grænseværdi, skulle de flytte,”
siger Sergii Mirnyi, der blandt andet kom ud til en landsby, hvor der var et bryllup i gang.
Han husker den hvide brud, der lige var blevet gift på det lokale partikontor. De fik taget billeder med Sergii Mirnyi og hans hold. Men radioaktiviteten blev senere målt over det tilladte, og byens indbyggere, in- klusive det nye ægtepar, måtte flytte.
”Der er så megen smerte i at flytte fra sin hjemstavn. Folk har boet her i generationer, og de er ikke storbyfolk, der er vant til at flytte. De kendte tit ikke til andet og kunne ikke altid forstå denne usynlige fjende,” si- ger Sergii Mirnyi, der siden har dedikeret sit liv til at arbejde med at udbrede kendskabet til radioaktivitet og Tjernobyl generelt.
S T R Å L E F A R E Verdens værste atomulykke fandt sted 26. april 1986 i byen Pripjat nær den større by Tjernobyl. Ulykken skete i anlæggets reaktor 4 under et sikkerhedstjek, hvor anlæggets evne til at klare sig under en strøm- afbrydelse skulle testes. Tre gange tidligere havde sådan en test væ- ret forsøgt i USSR uden held, og da medarbejderne på Tjernobyl-an- lægget ikke fulgte proceduren, gik det galt.
I omegnen af 115.000 mennesker blev evakueret fra de mest påvirkede lande, Ukraine, Hviderusland og Rusland. 70 pro- cent af nedfaldet fra Tjernobyl faldt i Hviderusland, selv om anlæg- get lå i Ukraine.
Forskellige kilder anslår, at alt fra få brandfolk og op til 90.000 mennesker døde som følge af ulykken. Især kræft i skjoldbruskkirtlen steg ifølge Ver- denssundhedsor- ganisationen WHO blandt børn fra de berørte områder.
4. Hotellet på billedet spiller en stor rolle i HBO-serien ’Chernobyl’, hvor det er ho- vedkvarter for oprydningsarbejdet. I dag er det næsten ved at falde sammen.
5. Mange hunde går rundt i byen Pripjat og er meget opmærksomme på turister, som har det med at fodre dem. Generelt er der et livligt dyreliv i den lukkede zone med blandt andet rådyr og ugler.
6. Flere robotter blev sendt til Tjernobyl for at forsøge at skubbe det mest radioaktive materiale tilbage i anlægget, før det blev forseglet. Det var dog ikke altid muligt, da robotternes IT-system gik i stykker af den høje radioaktivitet.
5.
6.
4.
→
6 9 D E C E M B E R 2 0 1 9 Ud & Se
”Jeg kan godt forstå, at folk skal flyttes, hvis der er stor fare for deres helbred, men dengang var det tit kun lige over grænsen, og selvom den grænseværdi senere blev opjusteret, fik de stadigvæk ikke lov til at flytte tilbage,” forklarer Sergii Mirnyi.
HBO-serien viser også, hvordan flere be- boere nægter at flytte. Blandt andet en æl- dre dame, der sidder og malker,
da sovjetiske soldater kommer forbi for at evakuere hende. Hun nægter, men bliver tvunget af det sovjetiske militær, der blandt andet skyder hendes malkeko for at få hende til at flytte.
”Engang kom jeg til en landsby, hvor vi målte rigtig høj radioaktivitet. Vi vidste, at det var farligt for folk at opholde sig der, og vi fortalte det straks til hovedkvarteret. De var allerede opmærksomme på det, men havde svært ved at få beboerne væk. Landsbyboerne var gået med til at sende deres børn af sted, mens de fleste voksne strittede imod. Det viser noget om, hvor dybt forankret de var i deres områder,” fortæller Sergii Mirnyi.
P
Å E N L I L L E G Å R D i lands- byen Kupovate bor en af dem, der har trodset myndighederne og er flyttet tilbage i den lukkede 30- kilo meterzone omkring Tjernobyl- anlægget. Indenfor på gården, en hoved- bygning og en række stalde af træ, bor 87-årige Hanna, der kaldes ’Hanna Ba-bush ka’ – bedstemor på russisk. De mange stalde af træ er sunket sammen, og hun har udendørs bad. På et lille træ i haven hænger hun potter og pander til tørre i solen fra grenene. Hun er venlig og byder velkommen med dybe øjne og rynkede smil, mens hun tilbyder vandmelon, pandekager og hjem- mebrygget vodka.
”Jeg arbejdede i kartoffelmarken og var ved at lægge kartofler, da lederen af vores kollektive farm kom og sagde, at vi skulle evakueres i tre dage.
Derefter kunne vi komme hjem igen.
Vi fik at vide, at vi måtte tage et par L I G E
L O V L I G U L O V L I G T Officielt bor der cirka 100-150 men- nesker ulovligt i den lukkede zone. Det er hovedsageligt ældre menne- sker, der flyttede tilbage i årene efter katastrofen. Styret vendte nogle gange det blinde øje til, hvis ældre men- nesker uden børn valgte at flytte tilbage. Derud- over har et ukendt antal mennesker – internt fordrevne i Ukraine på grund af krigen i landets øst- ligste del – valgt at flytte til områderne nær Tjernobyl.
1. Flere svømmehaller i Pripjat står tomme og er hærget af graffiti fra folk, der bryder ind i zonen omkring de militære checkpoints.
2. 87-årige Hanna har problemer med sit ben og er afhængig af hjælp fra andre.
Hun er en af de få, der stadig bor i den lukkede zone.
1.
2.
→
sække kartofler, et par tæpper og nogle puder med, da det kunne være, at vi skulle op- holde os i en skov,”
husker Hanna Babush ka.
Men de tre dage var en løgn. Lands- byens beboere måtte aldrig vende tilbage. Og hendes
familie mistede deres ko og dens kalve, da hun skulle evakueres i 1986 som 54-årig.
”Jeg var i gang med at bage brød og malke, da vi skulle af sted. På en måde var det så uvirkeligt, at jeg ikke troede på det.
Jeg havde et godt liv her, men vi mistede alt,” forklarer Hanna Babushka, der i mod- sætning til andre blev evakueret til et hus på grund af helbredsproblemer i familien.
Men Hanna Babushka flyttede tilbage hurtigst muligt. Året efter ulykken var hun tilbage i sin fødeby trods myndighedernes regler og anbefalinger. I dag bor der 10
personer i lands- byen, der hjælper hinanden, siger Hanna Babus- hka:
”Det her er mit ophav. Det kan du ikke erstatte.
Det er det samme som ens mor. Der er kun én.”
B
sovjetiske myn-Ø R -N E N E V A R D E digheder særlig opmærksomme på. De skulle flyttes fra ra- dioaktiviteten.I børnehaver og skoler i den luk-
kede zone er bøger, bamser og legetøj spredt ud over gulve og borde. De fik få timer til at forlade området. Turister har løbende ryk- ket rundt på bamser for at få det helt rigtige billede, og de ødelagte bøger er ofte slået op på specifikke sider.
På en af skolerne i Pripjat ligger støvet som en dyne over bordene, og bordpladerne er ved at slippe bordbenene. I et klasselo- kale hænger et sort-hvidt klassebillede af en 4. klasse fra 1986. Det er svært at vurdere, om det er placeret efter ulykken, men bil- ledet af børnene får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Flere af børnene har det klas- siske, parate smil på læberne, og den ene af pigerne kigger på en klassekammerat, som om hun måske aldrig får sin bedste veninde at se igen.
Evakueringen betød, at mange af de eva- kuerede endte forskellige steder i Sovjet.
På grund af ulykken var det svært at leve et normalt liv for de evakuerede. Særligt for børnene. De blev ofte sendt ud til familier for at blive ’fedet op’, og her blev der set skævt til dem. De kunne jo være farlige.
Rygterne om Tjernobyl-børnene, der kunne gro ekstra arme og ben, spredte sig over det gamle Sovjet som en steppebrand.
I dag er radioaktiviteten næsten væk. De cirka 100.000 mand, der arbejdede med oprydningen, fjernede det øverste jordlag og fældede træer for at nedbringe forurenin- gen. Som andre besøgende i området får Ud
& Se mulighed for at blive udstyret med en geigertæller, som kan måle radioaktivitet.
Den giver kun sjældent udslag over den til- ladte grænseværdi.
A F D E 3 V Æ R S T E Tjernobyl er kategoriseret som en niveau 7-ulykke af INES – Den Internationale Atom-Event Skala.
Ulykken kostede ifølge de sovjeti- ske myndigheder 31 mennesker livet, men Green- peace peger på mellem 90.000 og 200.000 omkom- ne. Den eneste anden atomulykke, der har fået kate- gorien 7 af INES, er 2011-ulykken i Fukushima i Japan. Ulykken startede ved en række fejl efter et jordskælvsvarsel 11. marts 2011.
Jordskælvet forårsagede en tsunami, som skyllede ind over anlægget og oversvømmede anlæggets kældre.
Det førte til tre nedsmeltninger og efterfølgende eksplosioner.
Ifølge det japanske Reconstruction Agency, der har ansvaret for genopbygningen, blev 154.000 men- nesker evakueret.
Den tredjestørste atomulykke i ver- den er kategori- seret som niveau 6 af INES. Det er Kyshtym-ulykken i Rusland fra 1957, der skete på Mayak-anlægget.
Der vides ikke meget om ulyk ken, men anlægget pro- ducerede blandt andet atomvåben, og det menes, at en af anlæggets tanke sprang i luften efter en fejl i afkølingen. Der er ikke nogen tal for, hvor mange der omkom som følge af strålingen.
1. Forlystelsesparken i Pripjat var ikke færdigbygget, da ulykken skete. Men på grund af ulykken åbnede den før for at få folks opmærksomhed ledt hen på noget andet.
2. Pripjat byder velkommen med et stort byskilt. Tæt på er radioaktiviteten stadig høj.
3. Scener som denne var samlingspunkt i Sovjetunio- nen, hvor folk blev under- holdt af kommunistisk sang og dans.
1.
2.
3.
→
Men byen er stadig tom, ligesom lej- lighederne og hospitalerne, hvor man
behandlede syge før evakueringen.
Kun de døde pla- kater viser tegn på
liv. I en tom svømmehal i Pripjat hænger propaganda plakater om USSR’s storhed og sportslige bedrifter. Og i en biograf er der gamle filmplakater og billeder af datidens store skuespillere. En af dem er af den i dag 71-årige Igor Kostolevsky. Hans film blev set
af millioner i Sovjetunionen. I dag hænger hans bedrifter på væggene i en forladt biograf, der runger tomt, er støvet og lugter af mug.
S
E R G I I M I R N Y I drøm- mer om, at dele af Pripjat kan blive bevaret eller re- staureret, så turister kan se, hvordan livet så ud før katastrofen.”Det er vigtigt, at vi bevarer om- råder som det her. Jeg har brugt mit liv på at fortælle både akademisk og til turister om katastrofen. Det er en måde for mig at bearbejde mine oplevelser, men det er også en måde
for folk at få et forhold til radioaktivitet,”
siger den tidligere reserveløjtnant og fort- sætter:
”I Tjernobyl har jeg kørt i køretøjer med sikkerhedsudstyr for at undgå radioaktivi- tet, men i dag er det muligt at besøge områ- det uden større sikkerhedshensyn.”
Umiddelbart efter katastrofen var radio- aktiviteten 1.000 gange større end i dag, og besøgende får kun en meget lav og ufarlig dosis.
Sergii Mirnyi ser derfor sine ture som en form for uddannelse for de besøgende, der får mulighed for at forstå den usynlige ra- dioaktivitet.
”HBO-serien har gjort meget godt for at sætte fokus på Tjernobyl, men der er flere ting, der er forkerte eller for dramatiserede.
De sætter for eksempel meget fokus på, at soldater går rundt og skyder dyr i øde om- råder, men nedskydningen af dyr var kun en lille opgave i forhold til det store opryd- ningsarbejde, der fandt sted,” siger han og peger på, at det var lokale jægere, der stod for at skyde dyr.
Han mener også, at soldaterne sjældent drak alkohol, som det ellers vises i serien.
Soldaterne havde ikke tid til at drikke, og søvn blev vægtet højt, når de endelig havde et par ledige timer. Men de fejl er et lille problem. Et større problem er, at HBO ifølge ham fremstiller lederne af Tjernobyl- anlægget som skurke, der prøvede at skjule konsekvenserne:
”Jeg har selv snakket med flere af de folk, der var på anlægget, og grunden til, at de ikke gjorde noget, var ikke, at de prøvede at skjule det. De kunne bare ikke begribe det.
Dengang troede alle, at anlægget var fuld- stændig sikkert. En ulykke var umulig.” ■ T A G
S E L V T I L T J E R N O B Y L Firmaet Chernobyl Tour arrangerer ture på både en og to dage ind i den ellers lukkede 30-kilometer-zone omkring atom- anlægget. Det er lovpligtigt at have en guide med for turister til området, hvor der er afgange fra Kiev hver dag.
Det er en god idé at booke sin tur flere dage i forvejen, da der er fornyet interesse for at komme af sted efter HBO-serien
’Chernobyl’.
1. Nær Tjernobyl ligger et stort radaranlæg, som skulle holde øje med amerikanske mis- siler. Det blev også evakueret og er i dag muligt at besøge på en todages tur.
2. Efterladte børne- senge præger et af de forladte hospitaler i Pripjat.
4. Sovjetunionen var stolt af sit rum- program.
1.
2.
3.
