Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Levin, Poul.
Titel | Title: Den naturalistiske Roman : Flaubert. Zola.
Maupassant. Huysmans. Bourget.
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn ; Kristiania : Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1907 Fysiske størrelse | Physical extent: 282 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
|v<
r
* , .-''j
P ;Vi*
$?.m:
•• • •
Ife;
s.. .!!■
fe;
f t : 4 ’
f
i
* J!.
r
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
1 3 0 0 2 1 9 2 5 3 5 8
»
V'
POUL LEVIN
DEN NATURALISTISKE ROMAN
«FLAUBERT . ZOLA ■ M A U P A S S A N T H U Y S M A N S ■ BOURGET
/
ir tr
é
GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG
M D C C C C V I I
P O U L LEVIN
t
DEN NATURALISTISKE ROMAN
l' i'
* f !1
H,
i!
»'il,
.VSi
POUL LEVIN
DEN NATURALISTISKE ROMAN
(FLAUBERT • ZOLA • MAUPASSANT HUYSMANS • BOURGET)
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BO G H A N D EL NORDISK FORLAG
FORELÆSNINGER HOLDTE PAA KØBENHAVNS UNIVERSITET ______ ’ 1904— 1907
i*;
li ■%.
mm i
IN D H O LD
Si dø
I. Indledning. Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac.
— Plan... • j II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet
— Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils... 27 III. Flaubert...
IV. Videnskaben. — Claude Bernard — Pasteur — Berthelot — Renan
— T ain e. oc
V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. o g j. de
G oncourt... ^ a
/ \ V I - Z o l a ... 1 4 9
VII. Daudet — De yngre Naturalister — Les Soirées de M edan____ 199 VIII. Maupassant... 214 IX. Huysmans — Bourget — Slutning... 245
: 1 :K»•
v A'
s 1
T^vETer Hensigten med disse Studierat undersøge den Bevægelse J L ^ i den franske Digtning, der almindelig kaldes Naturalismen.
Med den naturalistiske Skole i Frankrig mener man den Retning, der tager sit Udspring fra Gustave Flauberts Madame Bovary og udvikles gennem Værker af Forfattere som Brødrene Goncourt,
* _
Emile Zola, Alphonse Daudet, Guy de Maupassånt, J. K. Huysmans i hans første Periode og adskillige andre, hvis Navne er mindre be
rømte. Det har her ved Begyndelsen af Undersøgelsen mindre In
teresse at nævne en lang Liste af Navne, derimod er det værd at lægge Mærke til, at de grundlæggende Forfattere tilhører tre Gene
rationer, hvorved Begrebet „Skole“ allerede udvides betydeligt. Hvis man vil regne Flaubert med, da er Forholdet dette: Flaubert fødtes 1821, E. de Goncourt 1822 og J. de Goncourt 1830, ti Aar senere Zola og Daudet, otte og ti Aar efter dem Huysmans og Maupassant.
Tager man Aarstallene fra deres Værker, da udkom Madame Bovary 1857, 30 Aar efter Hugos Cromwell med Romantikens Program, og 1893 afsluttede Zola Serien Rougon-Macquart; det gaar her som saa ofte i Litteraturens Historie, at en „Retning" just opnaar den Alder, man regner for en Menneskealder. I Løbet af tredive Aar sker netop det, at én Generation i sin Manddomskraft sprænger en ny Vej, paavirker den næste Generation, der gaar videre frem ad samme Vej, indtil den staar stille ved et Punkt, hvor den spærrer for dem, som følger efter og ikke vil standse. Men er Udviklingen for Naturalismen saaledes tidsfæstet, bør det næste være dette atter at gøre Grænserne flydende. En nærmere Undersøgelse vil snart
vise, at stiller man Flaubert véd den ene Side og den længstlevende af de øvrige nævnte Skribenter paa den anden, nemlig Huysmans, da har man med det samme flyttet Grænserne opad mod Roman- tiken og nedad mod en bevidst Reaktion mod Naturalismen. Det vil sige, at indenfor denne Retning rummes — som det er Tilfældet ved enhver — de Modsætninger, der udviklede og opløser den.
Først saaledes betragtet bliver en Skole i Litteraturen en Organis
me, og det er i denne Betydning, Benævnelsen Den naturalistiske Skole her er taget, altsaa ikke som en afsluttet Bevægelse med
Front mod en anden, men som en Udvikling og en Afdøen.
Det Stof, som Naturalisterne faar udleveret af den foregaaende Tid og bearbejder hver paa sin Vis, er det moderne Liv.
Netop saa vidt et Begreb som det moderne Liv maa her benyt
tes. Det vilde være for tidligt allerede nu at forsøge paa at definere det. Naar denne Undersøgelse er ført til Ende, vil det maaske lyk
kes at drage nogle Grænser for Begrebet, Grænser som i det næste Øjeblik skylles væk af det, der evigt fornyer sig, og ingen Grænser kender. Det moderne Liv — det er, som vilde man afgrænse et Stykke af Evigheden. Hvor begynder et Hav, og hvor hører det op?
Men ud i denne Strøm kaster saa Tænkerne en Grundtanke, lige- som man bygger Høfder ud i Havet, hvorved der danner sig en
Strandbred, fra hvilken man kan beskue det.
En saadan Grundtanke har for det nittende Aarhundrede Ud
viklingsbegrebet været, hvad enten det steg i store Drømme med Romantiken eller slog dybe Rødder i Virkeligheden. Naturalismen staar med fuld Bevidsthed under Videnskabens og Udviklingslærens Tegn. Kredsløbet er her meget skønt at iagttage: af Iagttagelser hen
tede direkte fra Jordens .Skød, fra Himlen, fra Menneskets Bevidst
hed dannes et System, der gennemtrænger alle Videnskabens Grene, som Jordens Safter stiger op i Planten, for atter derfra at trænge Jnd i Poesien, saaledes at Digterne anvender de fra Livet indvundne Love paa Livet selv. Saaledes befrugter Livet sig selv uden mys
tiske Magters Indgriben.
Selvfølgelig kan en saadan Sum af aandelige Kræfter som den, der rummes i Udviklingsbegrebet, ikke i ét bestemt Øjeblik præge Poesien. Kunde dette tænkes at ske, vilde Følgen blive, at Poe
sien vilde blive sprængt som et skrøbeligt Kar, i hvilket en altfor
f
kraftig Straale strømmer ud. Det, som hænder i den franske Poesi i det nittende Aarhundrede, er ogsaa netop det, at Karret gennem Generationernes fortsatte Arbejde bliver gjort stærkt nok til at mod-. *
tage og rummeligt nok til at optage Tidens Strøm. Det er fremfor alt Romanen, det her drejer sig om, selv om ogsaa Lyrikken tages i Tidens Brug baade til efter Lucretius’ Mønster at give en Livs
anskuelse Udtryk og til at skildre Samfundets Brydninger. Alligevel er Romanen med dens Evne til at optage det Billede, Digteren bærer i sig, helt og uforandet Naturalismens virkelige Udtryk. Baade Theatret og Verset har Love, hvis Virkninger strækker sig ind over Behandlingen af Emnet. Den fulde Realitet kan ikke opnaas paa en Scene, prøver man derpaa, vil Forsøget mislykkes — Naturalismens Historie kan tale derom —, og Verset kræver et Hensyn til Formen, som svækker Sandheden. Skildringen af Naturalismen bliver derfor først en Skildring af Romanen, hvis Rammer udvides og styrkes gennem det nittende Aarhundredes Poesi.
Det Spørgsmaal, vi nu maa søge besvaret, er derfor dette: hvad er der sket, siden Chateaubriand, Fru de Staél, Senancour og Constant i Aarhundredets Begyndelse, efter at Rousseau havde givet Stødet til til den moderne Roman, udgav deres Romaner, og til Balzac i Aarhun
dredets Midte segner under Vægten af den menneskelige Komedie?
Straks i Aarhundredets første Romaner gør Digterne Romanen til Udtryk for deres egne Oplevelser og Tilstaaelser. Skønt baade René, Obermann, Adolphe, Delphine og Corinne altid grubler over deres eget Forhold til „Samfundet", bryder Baand, foragter Sædvaner og ligger under for Fordomme, som udefra Livet kastes ind over deres
Eksistens, lægges dog Hovedvægten ikke paa Samfundet, men paa den Enkelte. René maa over til Amerika, Obermann flakker i ni Aar om fra Sted til Sted, Delphine maa til det forjættede Land Schweiz, og Corinna maa flygte fra sine Venner for at komme til Opgøret. Chateaubriand fordrer mest Dekoration, mest Storm og Lyn, men bort maa de alle. Samfundet foragter de — alle disse, der mere eller mindre blev aktive Deltagere i Samfundskampene —, men de studerer det ikke, eller studerer det i hvert Tilfælde kun ved Hjælp af deres Følelse. Fru de Staél, der havde haft sin Sam
tids Stormænd i sine Saloner, kender kun Typer, som blot er altfor
4 DEN NATURALISTISKE ROMAN
lidt sammensatte, og endda kun Typer fra det højere Selskab. Det falder aldrig nogen af disse Forfattere ind, at lade Livet, som det leves rundt om dem, komme til sin Ret. Den ulyksalige Konver
sation staar som en Mur mellem Fru de Staél og alle de smaa Ord, de smaa Bevægelser, de smaa Hændelser, der er Realiteten. Brev
formen eller Jeg-Formen er naturnødvendig for alle disse Skribenter, fordi de ogsaa i Livet elskede at føre Samtaler eller at skrive Breve, selv om de boede Dør om Dør med den, de skrev til. I vor Litte
ratur er Baggesen, Christian Molbech og Kamma Rahbek samtidige med disse.
j Sociale, filosofiske og erotiske Grublerier blev gjort til Romaner, men naar Digterne vilde skildre Optrin, havde de kun gamle Ro
mansituationer at ty til. Fru de Stael, som skrev om lutter Oplevel
ser, og som ved sit æstetiske Skarpsyn i sine teoretiske Værker var saa langt forud for sin Tid, benyttede i Delphine og Corinne en Mængde usande og urimelige Hændelser; alle mulige Romanfif, som nærmer hendes Romaner til langt ringere Forgængerinders, kom under hendes Pen — hun som hulkede sin dybeste Smærte ud i disse Bøger.
Der er det største Misforhold mellem Evnen til at gøre det Sete og Tænkte livagtigt og Følelsens Oprigtighed, Tankernes Dybde, Formaalets Alvor. Dér sidder Chateaubriand med alle sine Rejse
indtryk, med sin Ungdoms smærtelige og dybe Indtryk, med den mægtige Følelse af at skabe noget Nyt, og Resultatet bliver et Par smaa Noveller, der e~ beregnede paa at være Eksempler i en reli
giøs Afhandling, og to uformelige Romaner, hvis Betydning ikke ligger i det Skildredes Sandhed, men i Sprogets Skønhed og Land
skabernes dristige Udmalen. Chateaubriand skabte „Lokalfarven", der kunde lægges paa, selv om Digteren ikke selv har været paa Stedet. Thi ganske vist er Les Natchez og Les Martyrs skrevne paa Grundlag af Rejsebeskrivelser, men for det første var Chateaubri
and næppe meget paalidelig i sine Optegnelser, og for det andet benyttede han dem ganske frit i sine Romaner. Det er kun langt, langt ude i Horisonten, man fra dette Punkt kan skimte Naturali
sternes Dokumenter. Martyrerne er Forløber for den historiske Roman, gennem hvilken Sansen for Realiteten opøves og Realis
men styrkes, men som Menneskeskildring har Bogen ingen Betyd-
ning. Senancour, der kunde have skrevet fortræffelige Afhandlinger, og hvis digteriske Evne i Virkeligheden var lyrisk, foretrak at frem
bringe en Roman, man ikke læser uden Besvær. Betydningen og Nydelsen af disse Romaner finder man nu først, naar man vikler Tankeindholdet ud af den digteriske Iklædning.
Og dog — de var jo en dristig Udfoldelse af Digterens egen Per
son. Hvad gjorde det, at de enkelte Scener var mere eller mindre ægte, det afgørende var*jo dog, at selve det at skrive en Roman var ramme Alvor. Det var det første og det fremmeste, at Taarerne, Smærten, Stoltheden og Foragten var ægte. Det har vi vovet, synes disse Forfattere at sige. Klart og afgørende stilledes det store Spørgs- maal: hvad skal den Enkelte gøre, naar Samfundet og han staar i Kon
fliktforhold til hinanden. Det er altid Bruddet, det gælder. Saaledes til
kendegiver Revolutionen sig i Romanen, derfor hviler der endnu en ejendommelig Frigørelsens Aand over Fru de Staéls Romaner, som gør det muligt at læse dem tilende. Thi selv om baade Delphine og Corinne dør i Fortvivlelse, overvundne af Samfundet, saa er deres Død en Protest, og det er ikke de jammerlige Helte Léonce og Os- wald, som fører Udviklingen fremad. Vejen til George Sand gaar bogstaveligt over Delphines og Corinnes Lig.
Hvilke Udviklingsmuligheder, der laa i dette mægtige Anslag, er let at sé. Der var en Udvikling at fuldende til begge Sider. Baade Digterens Selvskildring og Skildringen af Samfundet kunde gøres dybere og tydeligere. Der var en uhyre Erobring at gøre for Livet, den Dag Digteren vovede at gaa bag om Deklamationerne, bag om den uhyre Medfølelse og bort fra Lyriken. Thi det er Hugos og Lam- artines og alle de andre Romantikeres Lyrik, der indvarsles i Cha- teaubriands og Senancours Romaner, Iagttagelsen bliver til Medliden
hed, og Skildringen udebliver. Op til Dommen vover Digteren ikke at svinge sig. Udviklingen for Romanen skulde bestaa i, at der i Stedet for Taaren, der blænder Øjet, og Krampen, der faar Haanden til at ryste, kom det stærke, gennemtrængende Blik, som tør se alt, og den sikre Haand, der fører Pennen som en Kniv.
Denne Lyrik standser eller forhindrer ogsaa Skildringen af Sam
fundet. Hos alle disse Digtere, hos Constant ikke mindre end hos Chateaubriand og Fru de Staél, er det i hver Roman kun én Person, Digteren skildrer saa udtømmende, han formaar — den Person, der
repræsenterer Forfatteren selv. Det er betegnende, at Romanerne bærer denne Hovedpersons Navn: René, Adolphe, Delphine, Corinne.
Det æstetiske Forsvar for denne Ensidighed fører, som rimeligt er, Fru de Staél. Det er i Corinne, hvor hun kommer ind paa at tale om Malerier med mange Figurer og i Virkeligheden udtaler sig om sine egne Romaner, naar hun siger: „Denne Genre er utvivlsomt meget vanskelig, men Udbyttet staar ikke i noget rimeligt Forhold til Arbejdet. De Skønheder, den rummer, er altfor uordentligt blan
dede imellem hverandre, eller ogsaa maa man for at finde dem gaa altfor meget i Enkeltheder. Den Concentration af Interessen, som er et Livsprincip for Kunsten som for alt andet, maa nødvendigvis brydes sønder i Kunstværker af denne Art.“ .
I den Grad er Digteren optagen af sig selv, at alt andet og selv den anden Part i Kærlighedsforholdet svinder ind til intet. „Jeg vil begynde paa en Roman om min egen Historie", skrev- Constant
1807 i sin Dagbog, og hvor omhyggeligt han fulgte den Plan kun at skrive om sig selv, ser man allerklarest, naar man sammenligner det Billede, Fru de Stael har givet af sig selv i sine Romaner, med hendes Spejlbillede, Ellénore, i Adolphe. Til Gengæld er da Mæn- dene hos Fru de Stael, Léonce og Oswald, ganske livløse til Trods for deres livlige Fagter: den skønne, i alle Livets og Kunstens Far
ver spillende Corinne ombejles ikke af levende Væsener men af Englands og Frankrigs saakaldte „Nationalkarakterer"! Det virke
lige, sjælelige Sammenspil mangler overalt, Romanerne bestaar af en Hovedperson, der faar Stikreplikkerne af de andre Personer, som ses i et Halvmørke.
Men her er der en Roman, som ene midt imellem de andre, ikke blot antyder, i hviken Retning Udviklingsmulighederne ligger, men som paa enkelte Punkter gaar forud for sin Tid og er det 19de Aarhundredes første nye Roman. Det er Constants Adolphe, der allerede er nævnet, fordi den i meget er de andre Romaner saa lig.
Constant selv har sikkert ikke anet, hvori det Nye egentlig bestaar.
Man maa have læst Chateaubriands og Fru de Staels Romaner umiddelbart før Adolphe for ret at føle Forskellen. Hos Chateau- briand finder man Farven, i Fru de Staels Skildringer Varmen, der kan stige til Glød, hos Constant Klarheden og Kulden. Men han naaede ikke til denne Klarhed uden smærtelig Kamp, han erhver-
L
CONSTANT 7
vede ikke denne Kulde uden at være blevet hærdet i en Skærsild/
Hans Journal intime er et af de interessanteste Vidnesbyrd i den moderne Litteratur, fordi en oprevet Sjæl her finder et fuldstændigt og oprigtigt Udtryk. I de korte, aldeles kunstløse Notitser har Con- stant noteret hver Følelse, der gennemstrømmede ham, den evige Debat, han førte med sig selv eller i Tankerne med de Kvinder, hvis Elskov han stræbte efter eller søgte at unddrage sig, altid med .
Følelsen af at gøre dem ulykkelige og sig selv uværdig. „Der er to Personer i mig, og den ene iagttager altid den anden “, skrev han en Dag. Saaledes blev Romanen Adolphe til.
Her er en Mand, der har iagttaget Kærlighedens Hendøen uden at lade sig forstyrre af de gængse Fagter eller de bevægede Optrin.
Skildringen af Adolphe gør det samme sandfærdige Indtryk som en , videnskabelig Afhandling, intet er glemt, intet er anset for at være for ringe til at anføres, selv de Tanker, som helst jages paa Flugt, de, som hverken gør Adolphe elskværdig eller ædel, er tagne med.
Her er endelig en Elsker, der er mere end en Ulykkelig, som pro
mener sin Melankoli gennem den gamle eller den nye Verden, Adol
phe er en Mand, sikkert nok paa Bunden haardhjærtet og forfæn
gelig, men en Mand, der føler, at Livet har Brug for ham, og som ender med at foragte den Kærlighed, han oprindelig attraaede, fordi den standser ham. Men for Corinne var Oswald ikke stort mere end Harpen, som hun faar overbragt i de bevægede Øjeblikke og.
stemmer efter Behag. Da hun slipper ham, er alle Strængene brudte, alle Melodierne forstummede.
Ganske vist er Slutningen af Adolphe ikke i Samklang med det ø rige. Constant ender sin Bog i samme Tone som Fru de Staél:
Bebrejdelser mod Samfundet, Heltindens Død, Heltens Fortvivlelse
— han holdt sig til Litteraturen, thi han havde intet Selvoplevet at støtte sig til her: hans Forhold til Fru de Staél var ikke endt, da Romanen skulde endes.
Tilsidst rystede hans Haand altsaa dog. Det betyder for Roma
nens Historie, at heller ikke her var Udviklingen endt. Var Skild
ringen af Hovedpersonens Psykologi end videnskabelig anlagt, mangler .Konsekvensen, ligesom man ogsaa blot hører, at Samfun
dets Krav og Kampe kalder paa Adolphe men ikke ser det og op
lever det.
I den følgende Generation af Digtere forrentes den Arv, som Forgængerne efterlod, i en saadan Grad, at den oprindelige Kapital næsten gaar i Glemme. Paa ethvert Punkt skabes videre med en
Kraft, som synes nyfødt.
Tre mægtige Strømme springer ud fra disse Kildevæld: den ro- mantisk-historiske Roman, den analyserende Roman og Samfunds
skildringen.
Den historiske Roman, saadan som fremfor alle Hugo og Vigny skrev den under Chateaubriands og Walter Scotts Paavirkning, hviler paa en realistisk Theori. Ganske vist svarede Resultatet ikke til Theorien, for det første fordi Digternes historiske Kundskaber ikke var saa fuldstændige, som det maatte forlanges, og for det andet fordi Personernes Kærne — hvis der er nogen — er skabt af Digteren selv uden Hensyn til Historien.
. Naar da den historiske Roman ikke tilfører den psykologiske - Skildring større Værdier, ligger det først og fremmest i, at dens Digtere ikke havde deres Betydning paa dette Punkt. Navnlig ikke Hugo, skønt der er visse Sider af en ung Mands Lidenskaber, som i Notre-Dame de Paris skildres med stor Oprigtighed, fordi Digteren under Kostymet haabede, at ingen skulde opdage, hvorledes han i Virkeligheden skrev om sig selv.
/ Men selv om Personerne ikke føler, „historisk",og ikke kunde /gøre det, har Digteren ved at sørge for, at deres Omgivelser var historiske, gjort Romanens Rammer videre, end de var før.
„Man begynder i vore Dage at forstaa, at den nøjagtige Lokalitet er et af Virkelighedens første Elementer," skrev Hugo i sin Crom- well-Fortale. Det var maaske overflødigt at sige det med saameget Eftertryk efter Chateaubriands Romaner og Fru de Staels Corinne, men Ordene blev grebne med en frisk Sans af Hugo og hans Sam
tid. Man vendte sig først med megen Glæde mod det i Tiden fjærne, man fordrede Sandheden dér, hvor det var mindst magtpaaliggende at finde den, men i selve Fordringen ligger Vinket. Den Dag, Dig
terne søgte den nøjagtige Lokalitet i de Stuer, Gader og Landskaber, de kendte fra deres eget Liv, var Romanen flyttet ind i Realiteten.
Og samtidig sprængte den historiske Roman — som Maigron smukt fremhæver det1) — Jeg- og Brevformen. Her er Walter Scott
vistnok Fornyeren. Sikkert er det, at det som bestaar i hans Roma
ner, er de levende, smaa Hverdagsbilleder, alle de muntre og friske Samtaler, der vækker den Interesse, som blideligt slumrer ind, me
dens „ Historien “ gaar sin Gang. Men et mægtigt Stød fremad faar det dramatiske Moment i Romanen ved Hugo, der udenfor al Paa- virkning paa dette Punkt just i Romanen opdagede, at han var Dramatiker. Den store Skare af Personer, der alle har lige Interesse, og som handler for Læserens Øjne, uden at et Jeg eller en Brev
skriverstiller sig imellem, og Lokaliteternes Udmalen med Omhu for, at alt bliver rigtigt — dette er den historiske Romans Betydning for Romanens Historie.
Men længere end til Udenværkerne naaede denne Indflydelse ikke. Ingen vil for Alvor paastaa, at der med Hensyn til Sandhed eller psykologisk Kunst er sket noget Fremskridt fra Adolphe til Notre-Dame de Paris eller Cinq Mars.
Hvad Constant havde begyndt fortsatte Sainte-Beuve, Beyle (Stend- hal) og Musset.
Mindst Musset, skønt La Confession d'un enfant du siécle har akkurat samme Oprindelse som Adolphe. Begge Skildringer er op- staaede umiddelbart efter et Brud som et Forsøg — ligesom Wer- ther — paa at skrive sig bort fra en Lidenskab. „Jeg vil se at skrive en Roman “, hedder det i et Brev fra Musset til George Sand.
„Jeg har megen Lyst til at nedskrive vor Historie. Jeg har en Fø
lelse af, at det vil helbrede mig og lette mit Hjærte. Jeg vil for
søge paa at bygge Dig et Alter, selv om det bliver af mine egne Knogler." Man kan beundre den Finhed, med hvilken Musset und
gik at skildre sin Elskede saa direkte, at det er nødvendigt at tænke paa George Sand — en Hensynsfuldhed som Eftertiden, der endda med usædvanlig Plumphed har gennemrodet Forholdet, har gjort illusorisk , og man kan betages dybt af den Elskovens Ridderlig
hed, med hvilken Musset tager al Skylden paa sine Skuldre, uden derfor at regne denne Roman blandt den franske Digtnings ypper
ste. Man føler Forbeholdet. Det er til Trods for det berømte Ind
ledningskapitel om Mussets egen Generation, som stod der ikke to Mennesker overfor hinanden i Smærte og Lykke, Stemningerne jager forbi som Skyer og Solblink over en Himmel, der fortoner sig i lutter Ulegemlighed. Det blev en Bog af den fortrolige Art,
der i Virkeligheden udelukker de Manges Medfølelse, fordi kun den, der skrev, og den, for hvem der blev skrevet, kan forstaa den helt.
Ligesom Musset skrev Sainte-Beuve kun én Roman, det er Vo- lupté, der har samme personlige Betydning for ham som Adolphe og
La Confession for deres Digtere.
Bogen foregiver at være en Gejstligs Bekendelse om hans Ung
doms Kamp mellem tre Kvinder, frygtsomt har Sainte-Beuve maske
ret sig, og den valgte Form har dræbt mere end én Side af Ro
manen.
Man har i denne Bog studeret Sainte-Beuves Overgang fra Ung
domslyrikken til den' kritiske Analyse af andres Værker, ligesom Mussets Confession i Virkeligheden kun har været Baggrunden for hans Lyrik og Drama.
Sainte-Beuve har haft en naturlig Trang til at begynde Analysen med sig selv. Her er et af de vigtigste Punkter i den moderne Kri
tiks Historie fra Sainte-Beuve til Georg Brandes. For at kunne vie deres Liv til Studiet af Digteres Værker, maa Kritikerne være Dig
tere selv. De behøver just ikke derfor at have udgivet Digterværker, og hvis de har gjort det, behøver de ikke at være Mesterværker
hyppigst vil de ikke kunne være det, fordi den kritiske Sans, der leder til at forstaa, kan tynge Evnen til at producere digterisk , men det kan man sikkert gaa ud fra, at ingen kommer ind i Poesiens
Rige uden at have forskrevet sig til Poesien med Blodet fra sit unge, hede Hjærte.
j
Forordet til Volupté begynder saaledes: „Formaalet med denne j Bog er at analysere en Drift, en Lidenskab, ja en Last og hele den I Side af Sjælelivet, som beherskes af denne Last." Man kommer til■ at tænke paa, at Medicinen var Sainte-Beuves oprindelige Studium, her er den første Forbindelse mellem Lægevidenskaben og Poesien.
1 Paa denne Basis kan skrives en psykologisk Roman eller en viden
skabelig Afhandling, men Bogen er ikke blevet noget egentligt Digter
værk, ingen umiddelbar Afspejling af Livet, den er blevet Reflektioner over det. Skønt der et enkelt Sted findes en Antydning af Spot over Rousseau, kan det ikke paastaas, at Romanen gennem Volupté er kommet Livet nærmere end i La nouvelle Heloise. Det kommer af, at Sainte-Beuves Vilje var meget større paa dette Punkt end hans Evne. Han vilde skildre Livet, sit eget Liv, og han skrev kun Eks-
t
SAINTE-BEUVE, STENDHAL . 1 1
empier i en Afhandling. Han har analyseret en Kvinde med ny og stærk Kunst, han har skildret en ung Mand med dyb Oprigtighed, med Vemod og Ironi, med Lyrik og Forstand, men han har som alle, der ikke er Digtere og dog har alle Elementer til en Digter i sig, set alt skønnere, stærkere og fremfor alt mere levende for sig, end det blev, da det fra hans Hjærne flyttedes ned paa Papiret.
Men den store Digter kendes paa, at han formaar at skabe en Verden. Han henter Materialerne i den Verden, han ser omkring sig, men han benytter dem saaledes, at de danner et Hele, der paa hvert Punkt har Lighed med det Gamle og dog er noget Nyt. Han tvinger det Skiftende og evigt Strømmende under sin stærke Haand.
Midt i Larmen lytter han efter sit eget. Denne Styrke havde Stend- hal, eller han skaffede sig den vel snarere for en Stund ved at skrive den Roman, i hvilken han førte en bitter Livsopfattelse ud i dens blodigste Konsekvenser.
Det var en Tid — og er maaske endnu — Skik i Frankrig at drive det største Afguderi med Stendhals to Romaner, Le Rouge et le Noir og La Chartreuse de Parme, navnlig med den første. Sainte-
Beuve og senere Flaubert fandt ganske vist disse Romaner afskye
lige og mislykkede, men Taine, der var stærkt betaget af dem i sin Ungdom, hvor han kæmpede mod Samfundet som Heltene hos Stendhal, slog hans Ry fast, og kaldte ham „dette og de foregaaende Aarhundreders største Psykolog". Da Naturalisterne søgte Til
knytning i Fortidens Poesi, gik de til Stendhal, og da den psykologiske, kosmopolitiske Retning vilde det samme, gik den samme Steds hen.
Mérimée og Balzac havde i hans egen Tid hyldet hans Værk, som de fleste ikke forstod.
Det vilde være forstaaeligt, om den, der slet intet kendte til den Litteratur, som er skrevet om disse Bøger, efter den første Læsning stod underlig bar for Indtryk. Stendhal er en Digter, som skønt han ikke er utilbøjelig til selv at tale med, dog aldrig giver sin
Læser et Vink, eller som, naar han gør det, bevarer et tvetydigt Smil om sin Mund: „Hvis Læseren er meget ung, vil han forarges over Forfatterens Beundring for dette T ræ k " --- „Det vilde maaske have været bedre slet ikke at omtale dette"--- „Denne Side vil paa mere end én Maade være til Skade for Forfatteren — ---•“ Han giver kun de allernødtørftigste Meddelelser om Om-
givelserne, i hvilke hans Romaner foregaar, alt det, som er udenom hans Personer, er saa livløst og fjærnt, som var Romanerne sym
bolske og ikke Nutidsskildringer. Stendhal, der som Filosof dyrkede det 18de Aarhundrede, minder i denne Henseende mest af alt om Voltaire. Heller ikke Personernes Ydre skildres med megen Kunst eller Udførlighed. Sligt interesserede ikke Stendhal. For ham var Analysen af de sjælelige Tilstande alt, en Sommernat var en Som
mernat, derom var ikke mere at sige, men i Menneskenes Tanker veksler det evigt; medens Munden frembringer Lyden, hvisker det et Sted i Hjærnen noget andet — derefter lytter han.
Man maa næsten vide i Forvejen, at saadan er det, for ret at kunne forstaa det. Man desorienteres ellers altfor let, desorienteres i Le Rouge et le Noir over at man skal forstaa det franske Samfund af disse Antydninger, desorienteres fordi man har altfor svært ved at fatte Hovedpersonens Overlegenhed. Det kommer maaske af, at man ikke ser Julien for sig. Intet er forunderligere end dette Men
neske, om hvis Tanker man ideligt oplyses, men som man aldrig iagttager. Édouard Rod, der har skrevet en fortræffelig Bog om Stendhal, kalder Romanen et Skakparti, Julien flyttes fra Felt til
Felt med megen Kløgt, men hvor er Livet i dette?
Det findes — naar man ser rigtigt til. Det findes, naar man til Forstaaelse af Romanerne bruger Stendhals Liv og tænker paa, at Julien er Stendhal selv. Han har i denne Person ikke blot villet gengive de Følelsessvingninger, han iagttog i sig selv, naar han stod overfor Kvinder, eller naar han bevægede sig igennem Samfundet, men han har ogsaa draget Konsekvenserne af sit aandelige Stand
punkt, de Konsekvenser, som Livet selv ikke gav ham Lejlighed til at drage. Storhedsdrømmen fra Napoleonstiden fyldte ham, han vilde hige efter det største, han tørstede efter Lykke, og for at naa den ænsede han ingen af de Love, Samfundet fandt sin Fordel i at diktere. Han maatte netop uden om Loven, men paa denne Flugt hindredes han ikke blot af Omgivelserne men ogsaa af sine egne Tanker, af den Selvbevidsthed, der i de afgørende Øjeblikke traadte hindrende mellem ham og Gærningen. Først til allersidst handler Julien rent instinktmæssigt, det er, som slynges han op i et friere Luftlag, hvorfra han ser ned paa de andre. Det synes ham ringe at betale denne sit Livs reneste Lykke med Livet selv.
MÉRIMÉE - . 1 3
En hensynsløs Dom over Tiden, en hensynsløs Sandhedsdrift i Sjælestudiet, en dyb Foragt for det smaaborgerlige Vaneliv og ende
lig en altbetvingende erotisk Higen, det er Summen af Stendhals Romaner. Analysen er her drevet ud til det yderste, saa langt, at Romanens Rammer i Virkeligheden er sprængt og Afhandlingen i Form af Monolog traadt i Stedet for.
Det var denne Skribent, Balzac og Mérimée hyldede. Og som Julien, saaledes skulde ogsaa Balzacs Rastignac udraabe sit å n o u s
mod det Samfund, i hvilket de levede.1)
Det er interessant og smukt at sé, hvorledes de Forfattere, der i litterær Henseende arbejder sammen og sætter hinanden i Gang som Hjulene i et Urværk, ogsaa i Livet mødes, saaledes at deres Skæbne knyttes sammen. Enten i Kærlighedsforhold som Fru de Stael — Constant, George Sand — Musset, eller i Venskabsforhold som Beyle — Mérimée eller senere George Sand — Flaubert. Livet synes En et Øjeblik mindre urimeligt, mindre tilfældigt, naar de, som hører sammen, finder hinanden. Den litterære Udvikling i denne Periode, underbygges i den Grad af Liv, at den synes usæd
vanlig klar. Litteraturhistoriens Paragraffer bliver levende, det er ikke Historikeren, som laver dem og fører alle disse Mennesker sammen for at skabe Oversigt. Her er naturlig Vækst.
Stendhals Korrespondance indledes af Mérimée med en lille Af
handling, i hvilken den bedste Karakteristik af Digteren er givet med de færrest mulige Ord. Saa knapt og sikkert skriver den Yngre kun om den ældre, han har forstaaet fuldt ud. Mérimées Produktion er da ogsaa paa flere Punkter af samme Art som Beyles, Georg Brandes har nøje paavist det i Den romantiske Skole i Frankrig.
Og dog har sikkert Augustin Filon, Mérimées franske Biograf Ret, naar han mener, at der af Fortælleren kun vil blive nogle Sider tilbage, medens Brevene vil bevare hans Navn. Skylden ligger ikke hos Mérimées Kunst, hvis man ved Kunst vil forstaa Evnen til at fortælle, til at tegne en Person med Streger, der ikke et Nu ryster, til at fremstille en Situation med det geniale Over
blik. Colomba, Carmen, Lokis, Vénus d’Ille, Matteo Falcone — man behøver blot at nævne saadanne spredte Navne fra Mérimées Ver
den for at fremkalde sære og stærke Indtryk. Kunst i at se og Kunst
J) Stedet findes i Le Rouge et le Noir I S. 76 (Collection M. Levy).
i at skildre mødes her som jævnbyrdige Magter og indgaar et ubry
deligt Forbund.
Men dybere set er Fejlen dog hos Mérimées Kunst, hvis man ved Kunst vil forstaa ikke Digterens Forhold til et Stof, han tager frem, naar han vil benytte det, men hans Forhold til Livet selv, som ikke et Øjeblik lader ham i Fred. Til denne hellige Uro, der ikke udelukker Kunstnerens Ro, mærkes intet hos Mérimée. Livet gav ham ingen Opgaver, kun Motiver. Derfor staar der intet Værk efter ham, derfor formaaede han kun at følge Stendhal i dennes Forhold til Kunsten, ikke i hans Forhold til Livet. Tilsidst forærer han sin høje Protektrice, Kejserinde Eugénie, Novellen Det blaa Kammer,
en glimrende udført Attrap, tom som en Salon-Aandrighed.
For den franske Romans indre Liv betyder Mérimée intet. For - Romanteknikens Udvikling har han derimod betydet meget. Han havde netop det, som man kunde lære af. Fasthed, Rankhed, Herre
dømme over sig selv, „ein ganzer Kerl“ kaldte Goethe ham (Ecker- mann) — Evnen til at begynde og ende, til at beregne Lysets og Skyggens Virkninger, til at holde Læseren fast, snurre ham rundt og støde ham bort med et Puf, naar Historien er ude alt dette, der er saa besnærende, lærte franske Digtere i Tidens Løb af Me-
■ rimée. Han har skabt den lille Form, den kølige Kunst fra hans /Værk strømmer Kulden ind i den franske Novelle. Hans Modsæt
ning er Mussets Noveller, der lyser som ungt Bøgeløv, eller Gautiers Romaner — tænk paa Sommerstemningen i Mademoiselle de Maupin og Vagabondhumøret i Le Capitaine Fracasse — ; Sentimentaliteten, den romantiske Hang til at slentre fremad, Selvbeskuelsen, det rent personlige Opgør, alt dette bryder Mérimée med og giver det i Vir
keligheden et Knæk. De ringe Skribenter lærte af ham at finde en Fagon. De virkelige Digtere kunde hos ham finde Impulsen til at beherske Emnet, bringe det paa Afstand, saa det kunde overskues v, y;.. ' i dets Realitet. Selv formaaede han ikke, hvilket Filon ogsaa frem-
■ U h æ v e r , at grundlægge Realismen i Frankrig, men han har været
t ’
. med til at skabe den realistiske Teknik.
1 Kunde Mérimée saaledes i Virkeligheden blot lære af Stendhals Holdning uden at have Kraft nok til at arbejde sig op til den Højde,
‘ hvorfra Samfundet overskues, findes samtidig med ham en Skri
bent, der paa en forunderlig Maade bringer Udviklingen til den
foreløbige Afslutning. Det er George Sand. Ved hende naaer den franske Roman saa vidt, som den under de givne Forhold kunde.
Hun staar nemlig i samme Forhold til sin Kunst som alle de tid
ligere Skribenter — Mérimée undtagen —, der hidtil er betragtede.
Forholdet var dette, at Digteren sagde: der er hændet mig noget, og nu maa jeg give det Udtryk. Saa skrev han uden anden Kon
trol end sin Følelse. Han var sig selv nok. Om noget Forbund med andre Aandsmagter var der ingen Tale; selv om Sjælestu
diet blev drevet med videnskabelig Sans, anvendtes ikke nogen videnskabelig Metode. Udsprunget fra det personlige Opgør ved
blev Romanen at bære dette personlige Præg. Dette personlige Indskud omformes saa paa mange Maader efter hver Digters Indi
vidualitet, der hulkes, klages, trues eller haanes, den samme Me
lodi gennemsynges i alle Stemmer.
Men Akkompagnementet skifter. Først er det Skovenes Susen, lidt efter lidt kommer det til at bestaa af Menneskers Stemmer.
Svagt, fjærnt til en Begyndelse, saa stigende, hos George Sand og Balzac — thi i meget kan de tages sammmen — er der to jævn
byrdige Magter, som forenes. Der er til en Begyndelse forunderlig folketomt i Romanerne, derfor bliver der ogsaa et tomt Rum mel
lem Personerne og Læseren. Hvor er ikke Chateaubriands og Fru de Staéls Romaner langt borte — havde man ikke Litteraturhistori
kerne til at slaa Bro mellem dem og os, man naaede vist næppe derover. Men efterhaanden befolkes det tomme Rum, og det, som fortælles, faar Bud til flere og flere. Det, der skal drøftes, bliver stort ikke blot for den ene men for os alle, Romanerne bliver ikke blot et Skrig af Smærte, som Oplevelsen aftvinger, men et Opgør og en alvorlig Samtale. Mange Gange har vi set Digterne gøre Til
løb dertil, men først hos George Sand og Balzac er Forbindelseri med Læseren egentlig fastslaaet.
Det er interessant at se, hvorledes dette nære Forhold til Livet giver Digterne en Kraft, som deres Forgængere ikke havde. Jordens Børn suger Kraft af Jorden. George Sands og Balzacs Produktioner er Kæmpers, thi de søgte ikke Afløb for deres Virksomhed noget andet Sted — de var ikke Politikere, Kritikere, Lyrikere eller Kunst- enthusiaster, som skrev et Par Romaner ved Siden af alt det andet.
For første Gang træffer vi her to Kunstnere, der aander, lever
0^ C\Å. V -Al-T'A. l ** eA/'-NX/-r
drømmer og handler i Romanen. Igennem Romanen diskuterer de sig selv og andre, de tager det hele Samfund til Medarbejdere, Ro
manen bliver Meddelelsesmiddel fra Livet til Livet, et stort Spejl i hvilket det beskuer sig selv.
Saaledes stiller George Sand sig i Tidens Tjeneste uden derfor at forlade det personlige Opgør. Gennem Elle et Lui, en Roman hvis Skønhed langtfra er vurderet tilstrækkeligt, er Forbindelsen
mellem hende og de foregaaende Digtere øjensynlig, og rundt i alle de andre Værker findes dybe personlige Opgør, men samtidig gør hun sig til Tolk for alt, hvad der bevæger Sindene, ligefra den en
kelte Kvindes Oprør mod Vedtægter til Socialisternes Krav og Kampe.
Fra det Øjeblik hun følte, at hun frigjorde sig ved at skrive, havde hun intet andet at gøre end at give efter. Hun vidste, at hun maatte skrive hver Dag, hun sluttede Kontrakter og opfyldte dem, og me
dens Bindene hobede sig op omkring hende, skabte hun stadig nye saa let som hendes enthusiastiske Sind begejstredes for en ny Tanke.
Produktionen var hende aldrig en Lidelse, den sled hende ikke op.
Gautier siger et Sted: „En af Geniets første Gaver er Overfloden,.
Frugtbarheden. Alle store Skribenter har produceret enormt, og der har aldrig været noget fortjenstfuldt i at være længe om at frem
bringe lidt. “ Om han har Ret eller ikke faar staa hen — han har det vist — , saa meget er utvivlsomt, at Overfloden just var en Gave for George Sand, en Gave, der gjorde hende lykkelig. Alt, hvad hun elskede, gjorde hun skønnere for sig selv ved at skrive derom, alt,, hvad hun drømte om lykkelig Fremtid for Menneskene, blev lykke
ligere endnu, medens hun gjorde det til Poesi. Og Smærten, Skuf
felsen, Trøsten — alt kastede hun fra sig i sin Digtning, tog det op igen, trykkede det til sit Hjærte og græd derover. Flun kendte sit Liv i det Virkelige, hun elskede sin Fantasi gennem det Fantastiske, hendes Hjærte bankede lige varmt, naar hun famlede gennem den hemmelighedsfulde Brønd i Consuelo, naar hun udmalede den socia
listiske Drøm i Le Compagnon du tour de France, naar hun svær
mede med Indiana, straalede som Edmée i Mauprat, naar hun hævnede sig for sine Lidelser i de mangfoldige Ægteskabsromaner eller trøstede sig selv og tilgav i Elle et Lui. „Jeg takker Dem, fordi De er saa stor en Sjæl," skrev Hugo en Gang til hende, og ved hendes Død udtalte han: „Vi trængte i dette Aarhundrede,
der skal fuldende den franske Revolution og begynde Menneske
hedens, til en Kvinde, som beviste, at hun kunde have alle Mandens Gaver uden at miste sine himmelske; som kunde være stærk uden at høre op med at være blid.“ „Alle Drømme drømte hun,“ skrev Re
nan ved samme Lejlighed, „hun smilte til alle, troede et Øjeblik paa alle; undertiden kom hendes praktiske Dømmekraft paa Vild
spor, men som Kunstner fejlede hun aldrig. “
Hun følte som en Idealist, og hendes Poesi var udelukkende bygget paa hendes Følelse. Hun tog de Spørgsmaal op, som var Tidens, men hun løste dem af egen Magtfuldkommenhed. Hun stod aldrig beskuende udenfor Samfundet, aldrig dømmende udenfor sit Værk. Hun var som en Moder — ogsaa dér. Hun brød sig hver
ken om at kontrollere sine Indtryk eller sin Poesi, derfor blev hen
des Flugt saa fri, derfor saae hun ikke, at Kravene, hun stillede til sig selv, maatte blive forskellige, naar Emnet blev et nyt. Hun an
vender den samme Fremgangsmaade, naar hun skriver om Elskov, som naar hun skriver om romantisk Kunstnermystik, landlig Idyl og om Politik. Derfor er det altfor skematisk, naar man ynder at dele hendes Produktion i Afsnit; hun gjorde i Virkeligheden alt, hvad der mødte hende, til en stor og skønt bevæget Kvindes Drøm, som hun ogsaa fik andre til at drømme.
Nu er Drømmen forbi, og George Sands Romaner har kun gen
nem enkelte fortrinlige Menneskeskildringer Livsværdi for os.
Hun vidste forøvrigt selv, at hun ikke skrev for Evigheden. Dig
tere som Stendhal og Flaubert, der skrev i Had til deres Samtid, ventede deres Løn af Eftertiden. George Sand skrev i et Brev, da hun var 68 Aar gammel: „Jeg tænker, at om 50 Aar er jeg ganske glemt eller maaske dybt miskendt. Det er *Loven for alt det, der ikke er af den højeste Rang, og jeg har aldrig ment, at mit Værk var det. Min Tanke har meget snarere været at indvirke paa mine Samtidige, selv om det kun var paa nogle enkelte, og lade dem dele mit Ideal om Mildhed og Poesi."*)
Det, som maatte betage Samtiden, var det vidunderlige Skær af Lykke, der hvilede over hendes Person og hendes Digtning, og den Sikkerhed, med hvilken hun bevægede sig i sin Verden midt imel
lem Romantik og Realisme. Hun kæmper ikke med Æmnet, aldrig
’) George Sand: Correspondance VI (Paris 1884} S. 267. .
Poul Levin : Den naturalistiske Roman o
har Læseren Følelsen af, at Digteren staar blændet af den Mang
foldighed, han ser foran sig. En saadan Sikkerhed erhverves paa Bekostning af Sandheden. Ved sit Skrivebord, med Papirdyngen foran sig følte hun sig sikker, og selv naar hun behandlede nye Æmner som Bøndernes Liv eller Arbejderforhold, gjorde hun For- staaelsen let, fordi hun løftede Æmnet op til sig og Læseren og fjærnede det fra den Virkelighed, der er svær og sørgelig og fryde
fuld at forstaa.
Forstod Balzac den? Han nævnes gærne som en Modsætning til George Sand, som Realiteten mod Drømmen. Hans Værk fremby- der jo ogsaa en ganske anden Ensartethed. Han famler først frem og tilbage og har indtil 1833 skrevet en Mængde historiske, fan
tastiske og moderne Romaner f. Eks.: Les Chouans — Gobseck La Femme de trente ans — Histoire des Treize — Peau de chagrin
— Le Réquisitionnaire — Louis Lambert, da han endelig faar Idéen at „sammenknytte de Personer, han havde skildret, og dem, han vilde skildre, for af dem at danne et helt Samfund?**) Senere fandt han Titlen: La comédie humaine.
Denne Inddeling af Balzacs Produktion i forskellige Grupper spil
ler en stor Rolle for ham. Han, hvis Temperament krævede uhyre Pla
ner, fandt endelig her den rette Plan, han uafladelig kunde tumle med.
I 1845 udkaster han f. Eks. følgende Plan: Der er tre Hoveddele:
Etudes de moeurs — Études philosophiques — Etudes analytiques.
Saa en Mængde Underafdelinger: Études de moeurs bestaar af 6 „Bøger**: Scener fra Privatlivet — Provinslivet — Pariserlivet — Politiken — Militærlivet — L^ndlivet, hver af disse Bøger har igen Afdelinger, der bestaar af Romanerne og Fortællingerne. Privat
livet 32, hvoraf kun fire aldrig blev skrevne, Provinslivet 19 (fem uskrevne), Pariserlivet 22 (fire uskrevne), Politiken 8 (fire uskrevne), Militærlivet 25, af hvilke kun to blev skrevne, Landlivet 5 (to uskrevne). Anden Del, Études philosophiques, bestaar af 27 Romaner og Fortællinger, hvoraf fem uskrevne, af sidste Del, der skulde be- staa af seks Skildringer, blev kun 2 skrevne.
Med en saadan — eller en lignende — Plan foran sig kunde Bal- . zac leve i den Fiktion, at hans Arbejde var forud reguleret. Han kunde gaa videre i det mægtige Arbejde, gribe ind hvor han lystede, skrive
snart en Roman fra denne Afdeling, snart fra en hel anden og tilsidst samle hele det franske Samfund i én kæmpestor Bygning. I den store Fortale fra 1842 grunder han saa hele denne poetiske Vision paa Videnskaben. Cuviers og Geoffroi Saint-Hilaires Strid om Arternes Udvikling og Skabelsen bliver et Slags Udgangspunkt for Balzacs Verdensopfattelse. Han vil sé „naturhistorisk*1 paa Samfun
det. Ligesom Dyreverdenen omformes af de Omgivelser, efter hvilke den tilpasses, saaledes danner Samfundet Mennesket efter det Mi
lieu, i hvilket det lever („suivant les milieux ou son action se déploie**). Balzac indrømmer, at det er Læsningen af Walter Scotts historiske Romaner, der har givet ham den første Impuls til at skil
dre Livet i dets Fylde. „Indtil vor Tid**, skriver han, „havde de be
rømteste Fortællere anvendt deres Talent til at skabe en eller* to ty
piske Personligheder, til at udmale én enkelt Side af Livet**, hos Walter Scott fandt han paa én Gang Dramaet, Dialogen, Portrættet, Landskabet og Beskrivelsen. Hvad Scott havde gjort for Fortiden, vilde Balzac gøre for sin egen Tid. Men han vilde gaa et Skridt videre. Walter Scott havde intet System, han havde fundet sin Ma
nér under selve Arbejdet, han tænkte ikke paa at knytte Værkerne til hinanden, saaledes at han skabte en fuldstændig Historie, i hvil
ken hvert Kapitel var en Roman, hver Roman en Epoke. Det var det, Balzac vilde gøre, det var her, Naturvidenskaben gjorde sin Indsats i hans Produktion — men han glemmer rigtignok, at det var gaaet ham akkurat som Walter Scott: ogsaa han havde faaet sin Idé „dans le feu du travail.** "
Hele Karakteristiken af Balzac liggér i dette, at Walter Scotts - Romaner og Naturvidenskaben er hans Udgangspunkter. Det er Romantik og Realisme, som mødes.
Denne nære Forbindelse med Videnskaben, som Balzac søgte at opnaa, har haft en mægtig Indflydelse paa Romanens videre Ud
vikling. Ingen havde endnu grundet Romanen paa saa bred en Ba
sis, ingen havde anset det for nødvendigt at anvende et saadant Arbejde med Detaljerne som det, der tynger saa mange af Balzacs Skildringer. Han planter Romanen som et mægtigt Træ midt i sin Samtid, og han lader dets Rødder suge Kraft til sig fra alle Sider.
Men naar han saaledes vilde og delvis opnaaede det uhyre store, var det, fordi han simplificerede det. Hans Love var enkle,
og han lod dem virke overalt. Dette er det uvidenskabelige hos ham. Han opfattede Livet, men han verificerede ikke de Indtryk, der under Inspirationen opstod i hans Hjærne. Han har Tusinder af Dokumenter: Lokaliteter af alle Arter, Menneskers Ydre og Be
vægelser og Vaner, men han uddrager af disse Dokumenter altid de samme Love. Mennesket er hverken ondt eller godt, det fødes med Instinkter og Vaner (Fortalen); Guldet og Elskoven, Drifterne og Lidenskaben ødelægger det. Taine karakteriserer ypperligt dette i sin fundamentale Afhandling om Balzac, og forklarer hans poli
tiske Standpunkt ud fra hans moralske. „Som alle de, der har en daarlig Mening om Mennesket, er han Absolutist. Naar man ikke
finder andet i Samfundet end Egoisme og gensidigt Fjendskab, maa man paakalde en almægtig Haand, som kan knuse dem eller holde dem nede“. (Nouv. Essais de Critique S. 159).
Absolutismen og Katolicismen, Gendarmeriet og Helvede (Taine)
— det er Frelsen for Balzacs Samfund, det er samtidig den hæslige Natside hos dette Geni.
Dette snævre Syn paa Menneskelivet behersker Balzacs Romaner og fjærner dem fra Livet, dette politiske Snæversyn, som avles deraf, fjærner ham fra Fremskridtet og Fremtiden. Hugo stod trods al sin Romantik sin Tids Ideer nærmere end Balzac.
Det er nu let at sé, hvilken Styrke der laa i denne Begrænsning.
Thi paa hvilkensomhelst Opgave, Livet stillede ham, havde han Løsningen fuldfærdig. Han behøvede blot et Indtryk og han fik det lynsnart i et genialt Blink —, saa skabte han selv Resten.
Debatten i hans Hjærne var af en forunderlig Simpelhed, drevet ud i de kæmpestore Paradokser, saaledes som det maatte ske hos en Mand, der vandrer bag nedrullede Gardiner, hidset af Mennesker, Lidenskaber — sig selv. Penge blev til Guld, en Flamme, en Ver
densbrand; Sorg blev til Ulykke, Jammer, Død; Elskov til en Liden
skab og en Lidelse, hele Livet var Menneskenes afsindige Klamren sig til Randen af den Afgrund, der opslugte dem. Han byggede Samfundet op i sine Værker, ja, men som en Kæmpe, der stabler
Klippeblokke oven paa hinanden og tror at han bygger en By for
I Mennesker. Derfor skildrer han Typer, Typer paa Gærrige, paa : Erotomaner, paa Pengemænd, paa Videnskabsmænd, paa Skøger,
• Slyngler og Stræbere. Typen er større end det enkelte Menneske,
Kontrollen er i Virkeligheden ophævet, Videnskabsmandens lang
somme Verificeren afløst af Drøm og Fantasi.
Udenfor Livet — ogsaa Balzac. Ad forskellige Veje drager George Sand, Balzac og Hugo (i Romanen „De Ulykkelige") op mod det samme Punkt, hvorfra de tror at overskue Samfundet men i Virkeligheden ser ind i et Skybillede, der afspejler Verden snart i
i
lette Solblink, snart i lynsvangert Uvejr.
Men saa nær til Livet, det vil sige Dagenés reelle Liv, det, der levedes i Værelser og paa Gader, i rige Saloner, i smaa Middel
standsstuer, i Kontorer og paa Tagkamre, i Paris og i Provinsen,
• saa nær til dette var ingen endnu naaet som Balzac. Først i det rent Ydre. Han havde fundet en hel ny Verden at skildre: den vir
kelige. Dernæst ogsaa i det Indre. Thi det er det vidunderlige, at disse Typer, disse overnaturligt store Mennesker, pludselig gør eller siger noget, der er saa vidunderligt sandt, saa uanet reelt, at det griber Læseren som fra et Baghold og slynger ham fra Fantasien
— hvor han følte sig nogenlunde sikker, fordi den skildrede Last var saa overdreven — lige ned i Virkelighedens haarde Stenbro.
Vi standser et Øjeblik her og ser, hvor vidt Romanen er naaet.
Den omspænder det hele Samfund, høj og lav, By og Land, det en
kelte geniale Menneske og Mængden. Den giver Rum for Selvbe
skrivelse og for Tidens Spørgsmaal. Den søger Støtte baade i Histo
rien, Politiken og Videnskaben. Den kan baade trøste og true, baade rive ned og bygge op.
I Aaret 1850 døde Balzac, og alle de Forfattere, der er nævnede,
■i
har paa dette Tidspunkt skrevet deres afgørende Værker, selv om enkelte af dem vedblev at skrive efter denne Tid, George Sand og Hugo, hvis De Ulykkelige først udkom 1862, men som i 1848 var en Roman i ét Bind, der godt kunde være og rimeligvis var tænkt som en afsluttet Helhed.1) Til de Navne, her er anførte, kan selv
følgelig føjes mange, blandt de berømteste Dumas pére med hans muntre Eventyrlyst, Eugen Sue, der blander Forbryderroman og Socialroman sammen i en Blanding, der nu ikke tages alvorligt, og andre, atter andre, som skulde karakteriseres, hvis det gjaldt om at skrive Romanens Historie ,og ikke om at følge de Udviklingstrin, der fører dem fremad mod vor Tid.
Vi har set, hvorledes disse Hovedværker, uden at Digterne var sig det bevidst, fortsætter hinanden, og hvorledes Romanen er vokset mel
lem deres Hænder. Højt over Mængdens Hoveder rækker de store Digtere Faklen, der lyser videre og videre, til hinanden. Betragter man særlig Balzacs Værk, er det let at se, hvor den næste Generation maatte gribe ind. Selvfølgelig ikke dér, hvor Balzac naaer Højdepunktet, ikke dér, hvor han med sit Genis Fordringsfuldhed har taget alt og gjort Men
neskene kolossale. Fantasibygningen i Balzacs Værk skulde nok staa urørt, thi ingen kunde naa dens Top. Men dér, hvor han lod Op
gaven ligge, den Tilknytning til Realiteten og Videnskaben, som han foretog og igen brød, den kunde atter iværksættes og gøres ubrydelig. Dette var Naturalismens Opgave, og derfor maatte den komme. Var det da den hele poetiske Bevægelses Maal at skabe just den naturalistiske Roman, er Naturalismen det Højdepunkt, mod hvilket Romanen i det nittende Aarhundrede stræber? Svaret vil afhænge af det Standpunkt, paa hvilket man stiller sig. Det er klart, at hvis man vil stille sig paa en bestemt Morals Standpunkt eller dømme ud fra sin personlige Smag, da vil Svaret blive for
skelligt for hver enkelt og ikke til at diskutere. Enhver Anskuelse af denne Art vil kunne finde Tilslutning i den Diskussion, som er blevet ført for og imod Naturalismen, og man vilde ud fra sin egen, grundfæstede Theori kunne ordne de forskellige Indlæg, saaledes at baade Tidens Billede og Ens egen Agitation traadte klart frem.
Der vilde intetsomhelst uærligt være deri, og Resultatet vilde blive meget interessant. Blot forrykkedes Tyngdepunktet derved fra Poe
sien selv til Tidens Kamp og den enkeltes Personlighed. Fra at være Maalet er den blevet Middel til Kritikerens Selvudfoldelse og Kamp. Værkerne ordnes som Tropper i Kampstilling, man kan over
skue dem med Lethed og gribes af Beundring for de faste Ram
mer, der begrændser Mangfoldigheden.
Set fra Standpunkter af denne Art vil Naturalismen enten synes et uhyre Fald fra en tidligere Poesi eller et mægtigt Fremskridt.
Begge Dele er forsvarede med glimrende Kunst, med stupid For
skrækkelse eller med Hykleri, men et Referat af denne Kamp vil der ikke blive givet i den følgende Afhandling. Det er en Del af Opgaven, som kun lejlighedsvis vil blive berørt, naar Kampen træn
ger fra Udenværkerne ind til Poesien 6elv.
Ser man Litteraturens Historie som Historien om en Udvikling, der ingen Spring tillader, og i hvilken hvert enkelt Led kan findes, da bliver Naturalismen et Kulminationspunkt akkurat som Roman- tiken har været det i sin Tid og Klassicismen i sin. Blot skal man være sig Vilkaarligheden derved bevidst. I en Udvikling kan der selvfølgelig intet fast Punkt være, thi det vilde forudsætte en Stands
ning, altsaa netop ingen Udvikling, men ligesom man kan under
søge, hvorledes Jorden, det vil sige den Jord, vi kender, er blevet til gennem en Række Begivenheder, eller hvorledes Mennesket er blevet, som det er nu, gennem en trinvis Udvikling og derved for et Øjeblik tænker sig Udviklingen standset for at finde de Love
%
efter hvilke den.er foregaaet i Fortiden og vil foregaa i Fremtiden, saaledes kan man standse Litteraturen dér, hvor den er paa et be
stemt Tidspunkt og sige: til dette Led i Udviklingen stræbte alt det foregaaende, gennem det drager Udviklingen videre efter sine egne Love uforstyrret af Kampen for og imod. Og man vil ikke hertil kunne indvende, at det, som man antager for et Led i- Udviklingen, ikke er andet end en Sygdom, en gal Vej, som Udviklingen er slaaet ind paa, og som den hurtigt igen vil forlade, man kan ikke paastaa, at det vilde være noget lignende som at drage et aandeligt eller le
gemligt deformeret Menneske frem og sige: her standser jeg fore
løbig Udviklingen, at frembringe dette Menneske var Maalet! For mange er jo netop Naturalismen en saadan Deformitet, der staar udenfor den egentlige Litteratur.
Paa denne Indvending giver Videnskaben to Svar, som det har Betydning for den følgende Undersøgelse straks at antyde. Det ene Svar er det, at Naturalismen paa intet Punkt betyder et Brud i Udviklingen. Der findes ikke i Naturalismen noget Element, til hvil
ket der ikke kan findes en Spire i den foregaaende Litteratur. Og hvis man vil forsøge paa at tænke sig Naturalismen borte, da vilde der blive et Hul i Udviklingen, som ikke kunde udfyldes af nogen anden Litteratur, der blev til paa samme Tid. At der findes en an
den Poesi er ikke noget Tegn paa, at Naturalismen ikke er den, som maatte komme i Følge Udviklingens Lov. Ligesom der i en Skov baade findes Løv, der visner, falder af og bliver til Muld og Løv, der er i Færd med at udfoldes og er udfoldet, saaledes fin
des der i en vis given Periode Repræsentanter for den Poesi,
der var, for den, som er og for den, der vil blive. Hver Tidsalder skaber sin Form for Poesi, som hvert Foraar skaber sine Blade. Men ligesom der er mange, som ikke føler, at deres Tidsalder forandres, saaledes varer det ogsaa længe, inden Poesiens Indhold er blevet saa nyt, at den gamle Form sprænges, og selv efter at dette er sket kan godt den gamle Poesi endnu føre et Skinliv. Saaledes er f. Eks. Forhol
det mellem de to Litteraturretninger, der gaar foran Naturalismen:
Klassicismen og Romantiken. Der findes herom et Par fortræffelige Sider i George Pellissiers meget udbredte og fortjenstfulde Skrift
„Den litterære Bevægelse i det 19de Aarhundrede."x)
Efter at han har fundet Bebudelsen af den nye Tid hos Rous- seau, Diderot og Chénier og dens Indvielse hos Fru de Stael og Chateaubriand, viser han, hvorledes der endnu inde i det 19de Aarhundrede lever Efternølere fra den klassiske Skole, der i sin Tid havde været Udtryk for Tidsalderens sande Liv, men som nu ved Revolutionens mægtige Hug var skilt fra det nye Aarhundre- des sociale Forhold og aandelige Liv.
Det er mod disse Efternølere, Romantikerne kæmper i 1830, det er dem, der frakender Romantiken al Livs- og Kunstværdi, som der i vor Tid er Efternølere, der stiller sig paa det samme Standpunkt overfor Naturalismen. Kun ved at afbryde Udviklingen, ved at hid
føre en Standsning i det, der ikke standser, vil det lykkes at gøre Naturalismen unaturlig og urimelig.
Det andet Svar paa Angrebene, der har været rettede mod Na
turalismen, er dette, at den ikke blot hænger sammen med Poesi
ens Udvikling men ogsaa med Tidens. Der hersker, som det allerede er nævnt, de samme Love for Naturalismen som for Videnskaben og Aandslivet i det Hele taget. Der findes intet i Naturalismen, som ikke findes i Tiden, akkurat ligesom Klassicismen afspejlede den Tid, der skabte den. Man vil indvende, at der er mere i Tiden, Strømninger af anden Art, som ikke har fundet Udtryk i Natura
lismen, hvis Verdensbillede er ensidigt. Dette er sandt, men Spørgs- maalet er da blot, om ikke Naturalismen netop udtrykker det cen
trale, det bærende i Tiden. Det er dette Spørgsmaal, vi i det føl
gende kommer til at beskæftige os med, det er Besvarelsen heraf, vi skal søge at finde.
