Forfatter(e) | Author(s): Pingel, J. Cl.; I. Cl. Pingel.
Titel | Title: Folkets Retsbevidsthed og den "Matzenske"
Fortolkning af Grundloven : et Foredrag, holdt i Udtog den 24. September 1890
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : trykt hos N. Herdahl, 1890 Fysiske størrelse | Physical extent: 42 s.
DK
Værket kan være ophavsretligt beskyttet, og så må du kun bruge PDF-filen til personlig brug. Hvis ophavsmanden er død for mere end 70 år siden, er værket fri af ophavsret (public domain), og så kan du bruge værket frit. Hvis der er flere ophavsmænd, gælder den længstlevendes dødsår. Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work may be copyrighted in which case the PDF file may only be used for personal use. If the author died more than 70 years ago, the work becomes public domain and can then be freely used. If there are several authors, the year of death of the longest living person applies. Always remember to credit the author
føj J. C. Pingel.
r Folkets 1'' tsb< • ■■ .Ft bed.
. * ■ * g j f
k *
Folkets Retsbevidsthed
og den „Matzenske££ Fortolkning af Grundloven.
Man hører ofte Y ttringer om, at nu er Sagen imellem Højre og V enstre u d p ro ced eret; R e tsstan d p u n k te t er frem sat fra begge Sider, og der er intet nyt at tilføje til G rundlovens Forstaaelse. D erfor bør F ortolkningerne tie, m edens Kends- gæ rningerne tale, og der er ingen anden Udvej end en G rund
lovsforandring eller en R igsretsdom , hvis V algene ikke til- sidst kunne give den ene eller den anden P art Sejren i H æ nde.
Indtil da m aa man taalm odigt finde sig i, åt K endsgæ rningerne, lem pede efter Forholdene, give K am pen dens yderligere Præg. D enne A nskuelse h ar je g aldrig kunnet dele; thi R etsstan d p u n k tet er først k lart og bestem t, naar R e tte n og U retten erkendes fra begge Sider, saa a t d et ikke h ed d er sig, at K endsgæ rningerne alene stø tte sig paa e t M agtsprog, som vil gøre M agt til R e t og paa den M aade i T idernes L øb bane Vejen for en anden R etsopfattelse og R etsbevidsthed.
Saalæ nge som de fleste her i L andet, som V enstre vil give F le rta lle tsR e t til at herske, synes uvidende om, at F o lk eth in g et i k k e a l e n e er F olkets R epræ sentation, og at F o 1 k e t s V i 1 j e i Følge vor Forfatning alene paa lovlig M aade kan aaben- bare sig igennem R i g s d a g e n s V i l j e , a t R igsdagens V i l j e b ety d er de enkelte Things s a m s t e m m e n d e indifferente Vilje eller sam stem m ende Vilje e n t e n for e l l e r imod, a t R i g s d a g e n s V i l j e e r d e n e n e s t e d o m i n e r e n d e V i l j e , d e r p a a L o v g i v n i n g s - o g Be v i l l i n g s - O m r a a d e t o g m e d H e n s y n t i l f o r e l ø b i g e L o v e s æ t t e r G r æ n d s e r o g I n d s k r æ n k n i n g e r f o r K o n g e n s h ø j e s t e M y n d i g h e d
E t F oredrag, h o ld t i U dtog den 24. S e p tem b e r 1890.
i K r a f t a f G r u n d l o v e n s § n , a t de enkelte T hings isolerede og afvigende Vilje i saa H enseende ingen B etydning faar, og a t K ongen og hans R egering derfor i k k e h a n d l e r p a a T r o d s a f F o l k e t s V i l j e eller i U overensstem m else m e d . denne, u n d t a g e n h v i s R i g s d a g e n s V i l j e e r i m o d o g s i g e r N e j — saa læ nge som disse Sandheder ere skjulte for F olket, saa læ nge er R e tsstan d p u n k te t ikke klart o g b estem t form uleret. V or politiske Situation er forsum pet, R e ts bevidstheden hos F o lk et forplum ret og man behøver ikke bed re Bevis derfor, end at H øjre og V enstre, naar de gaa ud fra samme R e tsstan d p u n k t med H ensyn til F olkethingets R e t lige overfor foreløbige Love og Finanslovens F orkastelse kom m er til e t forskelligt R e su lta t; H øjre til d e t R esultat, at R egeringen i F orening med L an d sth in g et kan forhindre F o lk eth in g et i m ed r e e l V irkning a t gøre sin grundlovs
m æ ssige R e t gæ ldende og frit udøve sam m e og i al F ald kan gøre R etten s V irkninger illusoriske ved at hengæ m m e P ro visorierne i L andsthinget, hjem sende R igsdagen og udstede Provisorier af sam m e Indhold som de fo rk a ste d e ; V enstre til d et R esultat, a t F o lk eth in g et ved a t udøve sin g rund
lovsm æssige R e t kan fordre R etten s U døvelse og dens fri V irkninger resp e k tered e og derfor kan standse al Lovgivning og S tatstyrelse, hvorved d et kan frem tvinge M inisteriets Af
gang. G rundlovskam pen staar herefter i Forgrunden, og S pørgsm aalet drejer sig om H øjres eller V enstres Grundlov skal væ re Grundlov i D anm ark, om P rovisorerne er m ed eller imod G rundloven.
D erfor er d et mig om a t gøre at væ kke og styrke R etsb ev id sth ed en i F olket, hvilket je g anser for ligesaa nød
vendigt som at N ationalfølelsen og Fæ drelandskæ rligheden næ res og vedligeholdes, thi saa kan ogsaa F o lk et bedre stille sig paa P ost overfor Socialism en. Skøndt Folkethingets tidligere Form and Hr. Folkethingsm and B erg og je g staar som E x trem e r m ed H ensyn til B esvarelsen af næ vnte Grundlovs- spørgsm aal, saa berøre E x trem ern e hinanden i flere Punkter.
Jeg er saaledes fuldstæ ndig enig m ed Hr. Berg i, at G rundloven er den H ovedregel, hvorefter vi alle, ogsaa R igsdagsm æ nd, skulle dømmes, og a t d et er vor Pligt a t søge at forstaa og handle efter Grundloven og at for-
svare og væ rge den, hvis den angribes af N ogen; lige
ledes er jeg enig i, at vi ikke m aa tie Grundloven ihjel og lade den visne i vort H jæ rte, men a t vi aabenlyst m aa frem bæ re V idnesbyrd om den og om vor grundlovsm æ ssige R et. Jeg giver ligeledes hans V enstreblad M edhold i, at G rundloven er det C entrale i vor nuvæ rende G rundlovskam p, som U dviklingen har ført vort F olk ind i, og a t d e n m a a f ø r e s t i l E n d e , uden a t nogen m aa skulke sig derfra.
Jeg indrøm m er endvidere, ligesom vistnok ogsaa Hr. Berg, a t G r u n d l o v e n , s o m v o r b e s t a a e n d e F o r f a t n i n g , i k k e b l o t s k a l r e s p e k t e r e s f o r m e l t , m e n o g s a a r e e l t , i k k e b l o t i O r d , m e n o g s a a i G æ r n i n g , og jeg føjer til, at je g ikke sæ tte r Pris p aa lukkede Møder, hvor G rundlovens F orstaaelse bevares som en H em m elighed for de T rofaste og U dvalgte og hvorfor A nskuelser ikke kunne kom m e til O rde derimod.
D et har altid væ ret min næ rm este B evæ ggrund til at holde offentlige F o re d ra g baade tidligere og nu, at kunne belæ re navnlig et af V enstreførerne >oplyst Vælgerfolk« om den sande F o rstaaelse af G rundloven og re t hjæ rtelig at læ gge det paa Sinde ikke at lade sin F ornuft tag e fangen af noksaa store m æ gtige F o lk etalere og p aa den M aade at opgive al sund og selvstæ ndig Tæ nkning, for at prise som Visdom sord, hvad der er til R e st af gam le T raditioner og en eller anden V idenskabsaands udlevede D oktriner, og hvis y d erste K onsekvenser lyser ud som D aarskab af V enstres Grundlov, den som F olkethingsm and Bing for nylig kaldte baade Bergs og sin egen Grundlov. A lle de her T il
stedevæ rende og selv Hr. Berg, hvis han er her, vil næ ppe tage mig det fortrydelig op, naar min S træ ben nu ligesom hidtil gaar ud paa at bringe Grundlovens re tte F o rstaae lse til F olkets B evisthed paa en ganske anderledes fyldig M aade, end som hidtil er sket, saaledes at F o lk e t ikke alene h en vises til at studere forskjellige S ta tsre tte r, der have væ ret docerede ved U niversitetet, men som nu tildels have udspillet d eies Rolle, eller til en eventuel R igsrets A fgjørelse, men faar en sam m enhæ ngende F orklaring af min G rundlovs-O p
fattelse, der gør de H andlinger af R egeringen grundlovs
mæssige, som V en stre stem pler som G rundlovsbrud.
3
Forinden er d et dog nødvendigt at sige Sandheden aab en t og æ rligt og uden Skaansel at om tale A arsagen til vor nuvæ rende politiske Forsum pning, saaledes som den frem stiller sig for mig, og hertil vil m it F o re d ra g indskræ nke sig i Aften. S enere hen vil jeg saa, hvis der er S tem ning derfor, eftervise G rundlovens Vilje, saaledes som den har objektiveret sig for mig i dens væ sentligste B estem m elser om K onge og Rigsdag, om foreløbige L ove og om R igs
dagens Bevillingsm yndighed m. m. Jeg vil forsøge p aa at give F o lk e t Syn paa d e t Livsprincip, som b æ rer G rund
lovens Tilvæ relse, p ræ ger dens V æ sen, dikterer dens O rd og forlanger tilsvarende H andlinger, S y n et for d et ledende og bevæ gende Princip, Grundlovens konstitutionelle T y n g d e punkt, for hvilket alle maa bøje sig, naar Grundloven ikke skal b e tra g tes som e t V rag for den første den b ed ste Vind uden K om pas eller R or og derfor ude af S tand til at angive og styre den re tte Kurs. Jeg vil da godtgøre, at vi virkelig have en forfatningsm æssig R egel, en konstitutionel Indskræ nk
ning, som binder alle og som baade sæ tte r R egeringen og F o lk erep ræ sen tatio n en S tolen for D øren, naar de gaar uden om den, hvis de da ikke ville anvende M agtm idler eller tage R evolutioner til H jæ lp. T h i u d e n S y n h e r p a a f or - p l u m r e s R e t s b e v i d s t h e d e n i L a n d e t o g B e f o l k n i n g e n g a a r i B l i n d e , ledes ikke af Fornuften, men har kun en i n s t i n k t m æ s s i g Følelse af, hvad der er R e t og U ret, en F ølelse søm b ed st paavirkes af de væ rste Skraal- hålse, der i R egelen faa den tankeløse H ob med sig, naar de b lo t brøle om G rundlovsbrud og blodig U ret og m aaske tilm ed sæ tte L øgnen i System .
M edens Sagen i V irkeligheden forholder sig saa
ledes, at vi A ar ud og A ar ind m aa leve under Provi
soriet, fordi F o lk e tin g s fle rta lle t hvert A ar byder R e geringen og L an d sth in g et V alget imellem Folkethings- despotism e og Provisoriet, og fordi K ongen, R egeringen, L an d sth in g et og den fornuftige D el af F o lk et ikke kan eller vil anse F olk eth in g ets Enevilje som øverste L ov i S taten og ikke vil tillade F o lk e ti n g e t at sæ tte sin egen Vilje i
■____________________________________________________ ____________
S ted e t for R igsdagens som en Indskræ nkning for K ongens M yndighed og hvorfor L an d sth in g et foretræ kker et g rund
lovsm æssigt Provisorium fremfor at overgive sig selv og derved ogsaa R egeringen paa N aade og U naade til Folke- th in g et — saa faar F o lk et i sin H elhed ikke d et re tte Syn paa Sagen, men m aa nøjes m ed en M orfinindsprøjtning af B erg i Form af G rundlovens § § 2 5 og 49. O g kom m er der saa en Slæde i V ejen m ed Provisoriet, saa er straks, saa- ledes som Bergs V enstreblad skriver, Provisorism en en m ørk Planet, som har form ørket vor Frihedssol, m edens d et i V irkeligheden forholder sig saaledes, at V enstreførerne a tte r har løbet Panden imod Grundlovsm uren og derved har faaet saa eftertrykkeligt paa P laneten, at d ette har form ørket deres Syn, saaledes at de ikke kunne se, hvor den re tte F rihedssol skinner.
Grundlovens § 49 er navnlig den Trylleform ular, som helt forhekser V enstre. I og udenfor R igsdagen er fornemmelig Hr.
Berg bleven ved med at ride paa denne sin K æ p h e st foruden at komme med den v i t t e r l i g e U s a n d h e d , at de M ænd, som byggede den almindelige V algret op i 1849 havde sam m e T ro som V enstreførerne paa F olketkings-Parlam entarism es B e re tti
gelse og a t D em okratiets grundlovsm æ ssige Princip var, at en R egering ikke skal kunne regjere lovligt i D anm ark uden i O verenstem m else m ed F olkethinget, saa a t ingen hæ derlig Politiker skal kunne p aatag e sig d et H verv at danne et M inisterium, uden at han ved sig i T ilslutning m ed Follce- thingets Flertal. R undt om i L an d e t har han i m ange A ar fortalt disse H istorier, og foruden at fortælle, at Provisoriet og Grundloven er m odsatte B egreber, har han navnlig s tø tte t sig paa Grundlovens § 49. »Siger I Nej«, sagde han sa a ledes paa B ræ d stru p -M ø d et den 31. Juli 1885, »kan ingen lovlig lukke Pungen op. G rundlovens § 49 er saa klar, at eth v ert Barn kan forstaa den og enhver F o rto lk er bræ kker Halsen paa d en ; d e r e r i n g e n M e n n e r f o r e l l e r b a g . H er mine H errer ligger deres Frihedsbolvæ rk. Bevillings
re tte n siger: jeg giver ikke M inisteriet Løn for Livstid og hvorfor? fordi d et skal væk, naar d et ikke duer. R eg erin g en kan ikke efter L oven blive den is te April, naar F in an s
loven ikke er færdig«. E ndnu paa K olding-M ødet i denne
Som m er har han g jen tag et sam m e T an k e: § 49 i Grundloven er efter Berg den m est bestem te, den klareste T ydning af F olkets R et, der blev u d try k t saa forstaaeligt, a t det Barn, der har læ st de to første Blade af sin ABC, kan forstaa det,
»men, tilføjede han, »det synes jo, at hvad der er aaben- b a re t for de Enfoldige, er skult for de Vise«.
Ja E nfoldigheden er ganske vist et S æ rkende for den stø rste D el af V enstre, men der behøves derfor næ ppe m egen V isdom til at forstaa, at V enstres Forklaring af G rund
loven, som d e t døber m ed N avnet »den ufortolkede G rund
lov«, er R em iniscenser og K onsekvenser af Højres tidligere og tildels af den nuvæ rende M atzenske F ortolkning af G rund
loven og at V enstebefolkningen ikke er saa sæ rlig begavet og udrustet af N aturen, naar den ikke kan kende F orskæ l paa en fortolket og en ufortolket Grundlov. E fter foreliggende K endsgæ rninger a t døm m e er denne D el af Befolkningen slet og re t ble ven d resseret af V enstreførerne til at tro paa disses U fejlbarlighed og til at antage, at V enstreførerens u m i d d e l b a r e S y n p aa Grundloven, dens Ord og Sam m en
hæ ng er et uigendriveligt Bevis for, a t Grundloven ikke b e høver at fortolkes anderledes, end som F ørerne finder for godt. U den sund E ftertan k e er V enstrebefolkningen strax enig m ed dens F ø rere i disses P aastand, at naar der ikke er nogen af R igsdagen vedtagen Finanslov, saa maa S k a t
te rn e ikke opkræ ves o g in g e n U d g ifta fh o ld e s ; Statsm askineriet maa standse og S tatssty relsen høre op, hvis R igsdagen ikke giver sit Ja og M inisteriet i dette Tilfælde ikke gaar sin Vej for at give P ladsen for et andet M inistrerium, der kan faa en Finanslov bevilget af R igsdagen. I Følge d ette for
k erte G rundsyn, male V enstreførerne hele G rundloven sønder og sam m en, fordi der i flere A ar ikke har væ ret nogen af R igsdagen vedtagen Finanslov, og fordi L an d e t i S te d e t for er bleven reg eret ved H jælp af provisoriske Love. Som Følge d eraf er der efter V enstreførernes B egreber ikke læ n
gere nogen grundlovsm æ ssig R e t her i L andet. R egeringen har b ru d t G rundloven, fordi den har væ ret n ø d sag et til at udstede foreløbige Finanslove og alle S k atte y d ere ere derfor fuldt b erettig ed e til a t næ gte at b etale Skat. Vi leve efter V enstreførernes P aastan d under en lovløs og en U ærligheds
7
T ilstand, i hvilken alle P rovisorister have Skyld, der fortolke Grundloven saa ruskende galt, som om der stod d et m od
satte i G rundloven: »forinden Finansloven er vedtagen, m a a S katterne opkræves«. D erfor er ogsaa Provisoristerne et Slags uærlige Folk, med hvilke ingen honnet V enstrem and kan have O m gang, men som han m aa sky som P esten. I K or gentages det trin d t om i L an d et, at enhver Ø re, der gaar ind og ud af Statskassen, s k a l f o r i n d e n v æ r e b e v i l g e t a f R i g s d a g e n , at R igsdagen absolut skal sige ja til enhver S katteopkræ vning og Udgift, og at navnlig Folke- thinget har en N æ gtelseret, hvis K ræ nkelse tillige indeholder en K ræ nkelse af Grundloven.
Den Grundlovsm edalje, som paa den M aade p ræ sen teres for V æ lgerne, b æ rer derfor overalt den Indskrift, at V enstre er Lovens, Sandhedens og R etsindighedens M ænd, som kun kæ m pe m ed grundlovsm æ ssige Midler for grundlovsm æ ssige Form aal. Men p aa R eversen af M edaljen, s o m m e d F o r s æ t s k j u l e s f o r e t o p l y s t V æ l g e r f o l k , sta ar der tydelig nok indskrevet: K am p imod Forfatningen, K am p imod Konge og Rigsdag-, F'olkethinget kan alene gøre alt, hvad d et lyster, d e t er enevæ ldigt, har, som Hr. H ørup siger, Ingen over sig og Ingen ved Siden af sig. E n næ rm ere al
m indelig Forklaring h eraf turde herfor være paa sit rette Sted, saa kan F o lk et alt paa F o rh aan d uden nøjere F o r
klaring b ed st selv dømme om hvor m egen sund Sans, der er tilstede.
N aar en regelm æ ssig af R igsdagen vedtagen F inans
lov var en absolut N ødvendighed for hele S tatsstyrelsens Lovlighed og M ulighed, kan F o lk eth in g ets F lertal standse hele S tatsstyrelsen ved at forhindre, at en saadan Finanslov kom m er ud, standse al Lovgivning ogsaa ved H jæ lp af foreløbige L ove og give F o lk eth in g et Hals og H aandsret over hele Staten. Paa den M aade kunde det g r u n d l o v s m æ s s i g t blive i S tand til at stille M inisteriets Fjernelse, eller et hvilket som helst andet Paafund op som V ilkaar for dets Sam tykke til al Lovgivning og til Finanslovens Givelse. Folkethingsflertallet kunde finde paa at paastaa, at et Ministerium skal være i O verensstem m else med F o lk e thinget alene eller m ed begge T hing og saa selv forhindre,
at der bliver nogen O verensstem m else med d et eller imellem T hingene indbyrdes, hvorved M inisteriets O verensstem m else med T hingene ogsaa blev til en Umulighed. S traks m aatte M inisteriet væk. F lertallet kunde finde paa at paastaa, at M inisteriet ikke duer, og derm ed m ed R e tte forlange, at K ongen skulde vrage enhver Minister, som ikke fandt N aade for Folkethingsflertallets Øjne. D e t kunde paastaa, at Mini
steriet skal regere efter G rundloven og derm ed forstaa en G rundlov, som V enstreflertallet alene erklæ rede for den vir
kelig gæ ldende Grundlov, u ag tet den m aaske indførte en republikansk Forfatning eller en republikansk Fortolkning, som aldeles kuldkastede den virkelige Grundlovs M agtfordeling.
I alt d e tte m aatte K onge, R egering og R igsdag (Lands- thinget indbefattet) med R olighed finde sig. Hele F olket blev kun den souveræ ne V enstrebefolkning, der igennem den alm indelige V algret skaffer F lertallet i F olkethinget til Stede. D et er dette F o lk .i R yggen paa Folkethingsflertallet der efter H r. Bergs Mening skal have A lt a t sige; F o rfat
ningen skal være uindskræ nket dem okratisk, saaledes a t R igs
dagen ingen Rolle spiller og K ongen ikke faar andet at gøre end at fuldbyrde V enstrefolkets Vilje, være dets F o r
valter og Skriver og give M inisteriet L øbepas, n aa rV e n stre - førerne ville til F ad et. L an d sth in g et og L andsthingsvæ lgerne skulle ingen B etydning have, thi R igsdagen skal gøres til en død T orsk, saaledes som H ørup vilde have F o rsv ars
sagen gjort til, og paa en hundsk M aade skal den kom m an
deres til at »ligge todt« paa F olkethingets Befaling. Paa den M aade kunde K ongen heller ikke b en y tte sine kongelige P ræ gotiver til at u d sted e foreløbige Love, opløse eller slutte R igsdagen o. s. v-, naar han ikke var vis paa F olkethings
flertallets Tilslutning. F o lk eth in g et kunde saaledes gøre sig perm anent, saalæ nge som det lystede for at gøre den aldeles uundvæ rlige Finanslov færdig. K o rt sa g t: K ongens og R igsdagens R e t og M yndighed blev en Saga blot og den grundlovsm æ ssige R ig sret fik heller ingen Betydning, naar V enstrefolket selv igennem Folkethingsflertallet kunde fælde D om m en.
E n s a a d a n G a l li m a t h i a s b y d er man det oplyste V æ lger
folk at tro paa, og d et adlyder. D et tro r derfor ogsaa, at
9
V enstre staar paa L ovens Grund, og a t d et alene er iS ta n d til at lovfæste M inisteriet og sæ tte d et paa L ovens Grund ved at g o d k e n d e dets form entlig grundlovsstridige provi
soriske Foranstaltninger.
H v a d e r d a G r u n d e n t i l , a t F o l k e t s a a l e d e s m i s t e r a l s i n s u n d e S a n s o g S a m l i n g , a t d e t s R e t s b e v i d s t h e d b l i v e r a l d e l e s f o r p l u m r e t o g om- t a a g e t ? S varet skal lyde for mit V edkom m ende højt og lydeligt og kan indbefattes under følgende tre P u n k ter:
1. D e t e r f ø r s t o g f r e m m e s t H ø j r e s t i d l i g e r e u k l a r e L æ r e , d e n V e n s t r e h a r k a l d t H ø j r e s B ø r n e l æ r d o m . D ets L æ re om N ødvendigheden af R egeringens O verensstem m else med R igsdagen, hvilken antoges for bristet, naar R igsdagen ikke sagde Ja og hvorved d et enkelte T hing ved at sige Nej fik H ovedindflydelsen. Man oversaa, at dette ikke er R igsdagens Nej, og at R igsdagens Vilje kun kan m a
nifestere sig e n t e n v e d e t J a e l l e r v e d e t N e j ! E r der intet saadant Ja eller Nej, m angler R igsdagen Vilje. D ern æ st H øjres L æ re om F olkethingets grundlovsm æ ssige F o rre t med H ensyn til Finansloven og dets d eraf form entlig resulterende Hovedindflydelse paa L an d ets Styrelse, endvidere L æ ren om F olkethingets absolute N ejret, der giver d etH a an d e n paa L aasen til Finanskassen, dets L æ re om, at G rundlovens A and kræn- kedes, naar F o lk eth in g et skulde nøjes med, at R igsdagen som H elhed beholdt sin fulde Bevillingsm yndighed, endelig dets L æ re om, at hele S tatsstyrelsen vilde gaa i Staa, naar Finansloven hindredes i a t kom m e ud af d et enkelte Thing, navnlig Folkethinget, og a t d ette havde R e t til, m ed absolut V irkning a t forkaste foreløbige L ove m. m.
2. T i l d e n n e L æ r e , h v i s K o n s e k v e n s e r i k k e k u n d e h o l d e s , k n y t t e d e s i g s a a s e n e r e P r o f e s s o r M a t z e n s F o r t o l k n i n g a f G r u n d l o v e n s § § 25, 48 og 49- H ans L æ re om, a t foreløbige L ove kunne forkastes med absolut Virkning af det enkelte Thing, som selv kunde tage Initiativet til den foreløbige Lovs F orkastelse, vandt naturligvis fuldstæ ndig V enstres Sym pathi, da den baner Vejen foi Folkethingsparlam entarism en. D a Fortolkningen saa senei e strandede paa K onsekvensernes S kæ r og K lipper, da ny provisoriske L ove og en kgl. R esolution reelt aldeles til-
intetgjorde F o lkethingets form entlige forfatningsm æssige F o r
kastelsesret, lød stra x R a a b e t om G rundlovsbrud. Men hele P ro fessorens L æ re er forkastelig, fordi den, som jeg ved en andenLej- lighed ven ter at skulle godtgøre, udelukkende hviler p aa P o stu later, F iktioner, gale, ulogiske Slutninger, K onsekvenser og In konsekvenser, som frem kalde de største M odsigelser og A nom a
lier i G rundloven. — Professorens L æ re om Finansloven blev dog en væ rre A n stø d ssten o g s lo g F o lk e t m edF orbauselse, fordi den staar i den m est skrigende M odstrid med G rundlovens Ord, og de U dtalelser, der faldt desangaaende paa den grundlovgivende R igsdag og senere, og fordi den ogsaa borteskam oterede hele R igsdagens Bevillingsm yndighed altsaa baade Junigrundlovens og den reviderede, nugjæ ldende Grundlovs finansielle Grundlag.
H ans hele F ortolkning af O rd et >vedtagen* i Grundlovens
§ 4 9 , som i F ølge S progbrugen og L o v sp ro g et aldeles ikke k a n betegne en V edtagelse af K ongen, men kun af R igs
dagen, og hans F o rsø g p aa a t om redigere d ette U dtryk i sit Skrift »til Gjensvar« (Pag. 52) v ed fortælle, at dette O rd, selv om d et i F ølge S progbrugen ikke kunde b ety d e det samme som »udstedt«, dog ligefuldt i Grundlovens §49 m aatte k o r r i g e r e s som b ru g t feilagtig i S te d e t for »udstedt« kan ingen dannet, intelligent og grundlovstro Mand, endsige en Jurist, der har bivaanet den grundlovgivende R igsdags Forhandlinger, gaa ind paa a t lade gælde. V ed G rund
loven blev L an d e ts S k atte r og U dgifter aldeles utvivlsomt gjo rt af hæ ngige af R igsdagens V i lj e o g a f F i n a n s l o v e n s d e r a f r e s u l t e r e n d e V e d t a g e l s e , altsaa naar R igsdagen havde ta g e t B eslutning om Finansloven og v o te ie t den.
R igsdagens Vilje blev B etingelsen for at S katterne kunne opkræ ves og U dgifterne afholdes, NB. naar Viljen var udtalt.
Men ikke destom indre har Professor Matzen søgt at gøie det til gæ ldende S tatsret, at R igsdagen er en ufornøden F ak to r for Finanslovens T ilendebringelse og derhos b en æ g tet, a tG iu n d - lovens § § 48 og 49 har fastslaaet R e tsstan d p u n k tet for R igsdagens Bevillingsm yndighed. U denvidere har han ud
ta lt i sin S tatsretslæ re Pag. 168, at R igsdagen i F01- ening m ed de M inistre, som K ongen paa grundlovsm æssig M aade har udnæ vnt, kun kan raadslaa og enes om den b e d st mulige O rdning af Statshusholdningen og at en Re-
__n_
gering kan holde sig paa sin Post, selv om hele R e p ræ sen tationen næ gter den de til S tatssty relsen fornødne Midler.
H erom siger han i sit Skrift om »Grundloven og F olkets Selvstyrelse« Pag. 52, at ingen nok saa hensigtsm æ ssig R e form kan gjennem føres paa P'inanslovgivningens eller den øvrige Lovgivnings O m raader uden eller imod R igsdagens Vilje«. M e n d e t b l o t n ø d v e n d i g e vi l K o n g e n i M e d f ø r a f G r u n d l o v e n s § 25 a l e n e k u n n e v a r e t a g e saavel paa Finanslovgivningens som paa hele den øvrige Lovgivnings O m raade u d e n j o s e l v i m o d R i g s d a g e n s s æ r l i g F o l k e t hi n g e t s Vi l j e . V ed uden Grund at paa- staa, at Finansloven i Følge G rundlovens § 49 er aldeles uundværlig for Statens B estaaen, og Grundloven i M angel af en Finanslov gaar i L øbet, og at K ongen derfor maa kunne give en saadan selv imod R igsdagens Vilje, borteska- m oterer Professoren paa den M aade hele R igsdagens B e
villingsm yndighed og skruer vort hele Frihedslivs Udvikling tilbage til en 'I id, der ligger forud for Juni-Grundloven af 1849.
D enne M atzenske F orto lk n in g kom i T id ern es L ø b til at gaa og gæ lde for Højres. D en burde naturligvis straks have væ ret aabenlyst desavueret af d et den G ang ledende national-liberale Parti, men d ette lod den løbe, saaledes som den var og ophørte senere ganske at tale om R i g s d a g e n s R e t og Bevillingsm yndighed, som det tidligere ivrig havde forfæ gtet under M inisteriet Ø rsted. Nu indskræ nkede det sig navnlig til at tale om L andsthingets L ig eb erettig else og om K ongens R e t til selv at vælge sine M inistre. O g dog havde Partiets Blade, F æ d relan d et og D agbladet, tidligere tydelig nok givet B esked om R i g s d a g e n s M yndighed og om dens Skattebevillingsret som F rihedens Paladium og b e tonet, at det var R igsdagens Pligt at søge et M inisterium fjernet, som var politisk fordærvelig for L andet, hvorfor en H envendelse til T hronen var nødvendig, der m otiverede Mistilliden til M inisteriet Ø rsted paa en saadan M aade, at der ikke kunde væ re Tvivl om R igsdagens V ilje; eventuelt m aatte Rigsdagens S kattenæ gtelse føre til M aalet. D a skrev ogsaa h æ d relan d et den 7 de N ovem ber 1854 og senere endnu den 4de Maj 1865, at det ikke var tilstræ kkeligt, at Ministrene
havde K ongens Tillid, men at de ogsaa m aatte have R e p r æ s e n t a t i o n e n s Tillid, thi d et var b ek lag elig t, naar K ongens Tillid stø d te sam m en med F olkets Mistillid og om vendt. M a n s k u l d e i k k e a t t e r s æ t t e d e t a b s o l u t i s t i s k e S y s t e m p a a H ø j s æ d e t o g o p s t i l l e d e n k o n g e l i g e T i l l i d s o m e n e s t e R e t t e s n o r. D et stem te m ed den konstitutionelle R egeringsform , at den fornuftige offentlige M ening i L andet, saadan som den udtalte sig gjennem F o lk ets R ep ræ sen tatio n (altsaa R i g s d a g e n ) , gav L ovene og b estem te R egeringens R etning. V i m a a t t e s t r æ b e h e n i m o d d e t p a r l a m e n t a r i s k e S y s t e m o g i k k e t i l b a g e t i l d e t p e r s o n l i g e R e g i m e n t e , s o m u m u l i g k a n g a a s a m m e n m e d e n f r i F o r f a t n i n g . Men senere, da V enstre var bleven F lertal i F olkethinget og da dette i 1873 forkastede Finansloven for at frem tvinge F olkethingsparlam entarism en, s t o d H ø j r e s a a l e d e s i n d f i l t r e t i s i n e t i d l i g e r e D o k t r i n e r s V æ v , navnlig om F o lk eth in g ers N ejret med H ensyn til foreløbige L ove og Finansloven, a t d e t m a n g l e d e d e r e t t e A r g u m e n t e r t i l a t m ø d e V e n s t r e me d . I n s t i n k t m æ s s i g følte man nok, at F o lk eth in g et og F olkethingets V æ lgere ikke kunne svare p aa d et statsretslige Spørgsm aal om F o lk e
thingets M agt, og a t F o lk eth in g et um uligt kunde have R e t til at frem sæ tte en absolut P aastand om, hvad dei ei R e t her i L a n d e t og frem tvinge den ved Finanslovens N æ gtelse.
Men man b eto n ed e ikke i fuld O verensstem m else med U d talelsern e paa den grundlovgivende R igsdag *), a t R igs
*) S aaledes t. Ex. udtalte O rdføreren K rieger, at den sande Folkevilje skulde frem gaa af en F o rh a n d lin g imellem K rone n som F o lk e ts a rve
lige R e p ræ se n ta n t og den for Ø jeblikket valgte Rigsdag, at f o l k e viljen ikke kunde standses ved en Deling i to Thing, da denne Deling ikke var en m ekanisk Deling, og a t Opgaven for T okam m ersystem et i sin m o ra lsk e F o rs ta n d var at gjøre d e t muligt, at en klog og dygtig R egering kunde b e s ta a ved Siden af en Folk e re p ræ se n ta tio n . Og P lo u g (F o rh a n d l. Pag. 1972) foretrak et Tokam m ersystem , fordi intet af K am re ne saa kunde g aa uden for sin K om petence som lovgivende Magt og gribe ind i den exekutive. F o r at forebygge Majoritetens Tyranni var der større Betryggelse i T okam m erindretningen. Kongens Veto kun d e ikke m odstaa en s tæ rk M ajoritet 1 et E tkam m er, som h a v d e en øjeblikkelig F o lkem ening for sig; thi denne vilde vide at
13
dagens V i l j e var den ene dom inerende, og ikke det enkelte Things, og man frem hæ vede ikke, at H øjres L æ re om F olkethingets R e t ikke v a r o b l i g a t o r i s k for K ongen og L andsthinget og desuden var b aseret paa faktiske F orhold, som nu ikke læ ngere eksisterede, nemlig paa, a t F o l k e t h i n g e t s o g L a n d s t h i n g e t s M a j o r i t e t u d g j o r d e e t o g s a m m e P a r t i , s o m f o r f u l g t e d e s a m m e P r i n c i p e r o g f ø l g e l i g i k k e s o m n u s t o d i p r i n c i p i e l M o d s æ t n i n g t i l h i n a n d e n , og at derfor L æ ren s A n vendelse den G ang var m indre betæ nkelig, m edens den nu paa Grund af de uholdbare K onsekvenser er aldeles umulig.
D et var ogsaa kun under saadanne betingende F o ru d sæ tninger, at M inisteriet F riy s’s K ultusm inister E. R osenørn den 18. Maj 1870 (10 D age før M inister A. H olsteins D an nelse) udtalte i F o lk e th in g e t:
En konstitutionel M inister bør efter min O pfattelse, naar R e p r æ s e n t a t i o n e n (altsaa ikke F olkethinget alene) har en A nskuelse, om hvis R igtighed han ikke kan over
bevise sig, og en A nskuelse, som R ep ræ sen tatio n en holder fast ved, træ k k e sig tiibage. »D et er min b estem te O p fattelse, at han tjener sit F æ dreland bedre, naar han gør dette, end naar han gør sig til O rgan for en M ajoritet, hvis A nskuelse han ikke deler . . . D et er en af de Veje, ad hvilken vi føres til et parlam entarisk System , naar en M inister stiller sig paa denne M aade . . . Om der virkelig skal til
vejebringes et saadant parlam entarisk S ystem her i L andet, beror for en stor D el paa V æ l g e r k o r p o r a t i o n e r n e ; men det beror endnu m eget m ere paa R e p r æ s e n t a t i o n e n , og d et beror fornemmelig paa dette T hing. Skab i d ette T hing en stæ rk og kom pakt M ajoritet, s o m t i l e g n e r s i g A n s k u e l s e r , h v o r e f t e r L a n d e t k a n r e g e r e s « (altsaa ikke A nskuelser, som staa i diam etral M odstrid m ed K ongens og L andsthingets lovmæssige R ettigheder), » s o m b æ r e s af e n o f f e n t l i g je g vil ikke sige Mening, som er een i
gjøre sig K ongens R aa d g iv ere underdanige, og saa h a v d e man i Virkeligheden et Despoti. Vi m aatte berolige os med T oka m m e r- system etet saaledes indrettet, at, h v o r b e g g e K a m r e v a r e e n i g e , k u n d e d e t a n s e s f o r a t v æ r e d e n v i r k e l i g e F o l k e m e n i n g o g F o l k e v i l j e .
dannet e n s a a d a n kom pakt M ajoritet, mine H errer, saa har de M agten i deres H æ nder, og saa bør D e have den« (Rigs
dagstidenden Side 6521).
Selv Justitsm inister K l e j n frem hævede i 1873 kun, at den praktiske N ødvendighed for a t skaffe Penge var m æ gtigere end alleT h eo rier, og Indenrigsm inister F o n n e b a c h , at R egeringen umulig kunde bøje sig for F olkethingets Finanslovs-N æ gtelse, men at N ødvendigheden var en Magt, der var stæ rkere end Loven, og at han satte S taten s B estaaen over L ovenes O ver
holdelse. Man kunde ikke m odsige Hr. Berg, da denne i A nledning af Hr. O ktavius H ansens U dtalelse om, at F o lk e thingets Finanslovs - N æ gtelse var et revolutionæ rt Skridt, beklagede, a t denne som Jurist havde saa m egen F an tasi og saa lidt B egreb om, hvad G rundlovens B estem m elser inde
holde. A l l e A r g u m e n t e r s l a p op, t h i G r u n d l o v e n s e l v o g d e n s a n d e F o r s t a a e l s e af dens objektive Vilje var man blind for og tæ n k te ikke paa a t frem hæve R i g s d a g s v i lj e n som det principale imod d et enkelte T hings Vilje, glem te helt, a t a l l e U d t a l e l s e r p a a d e n g r u n d l o v g i v e n d e R i g s d a g og senere hen gjaldt R igs
dagens og ikke d e t enkelte T hings Vilje, hvilket man selv, som ovenfor eftervist, tydelig nok havde udviklet. N u v a r R i g s d a g e n s M y n d i g h e d p a a e n G a n g b l æ s t v æ k , og baade D ag b lad et og F æ d relan d et blev enige om, at da V enstre havde faaet F lertallet i F olkethinget, kunde det parlam entariske S ystem ikke bruges hos os, men m aatte indtil videre blive e t from t Ø nke. Man m aatte nu alene holde sig til G rundlovens B o g s t a v, i Følge hvilket K ongen frit væ lger sine M inistre og stræ be efter at sam m enarbejde saa g o d t som m uligt m ed enhver hæ derlig R egering, hvad enten denne b esto d af M odstandere eller V enner. R igsdags
parlam entarism en i dens sande B etydning tæ n k te man ikke paa, thi R igsdagsviljens B etydning var man blind for. Seneie o p to g men endogsaa Professor M atzen som en af Højres væ senligste L edere, og han har i flere A ar væ ret Lands- thingets L ed er, den samme Mand, som havde slaaet H aanden af al R igsdagsparlarm entarism e og brudt Staven over Rigs-
15
dagens Bevillingsm yndighed. Paa den M aade blev F o rfat
ningstriden langt m ere b itter og principiel politisk, og den blev forlæ nget i en uendelig Tid, da m ange af den dannede A l
m enhed, navnlig d et liberale P art udsondrede sig fra H øjre og gik over til O ppositionen. V enstre fik den b ed ste Vind i Sejlene, thi nu kunde det m eget plausibelt daare M ængden m ed F ordølgelse af den re tte Sam m enhæ ng og bilde den ind, at H ø j r e h e l t h a v d e f o r l a d t s i n t i d l i g e r e B ø r n e l æ r d o m o g v a r v e n d t t i l b a g e t i l d e t a b s o l u t i s t i s k e S t a n d p u n k t , K o n g e n s p e r s o n l i g e R e g i m e n t e , f o r d i d e t h a v d e k a s t e t s i g i A r m e n e p a a d e n M a t z e n s k e F o r t o l k n i n g , og a t V enstre derfor m aatte føre Kam pen imod d et grundlovsbrydende H øjre for at b e vare F olkets grundlovsm æ ssige R ettigheder. D en M atzenske F ortolkning blev nu uden videre p a a d u tte t R egeringen og Højre. Nu hed det sig t. E ks. i Politiken: a t være H øjre og alligevel et selvstæ ndigt M enneske er d et syndigste, som en rettroende Højresjæl kan tæ nke sig. D e r e r k u n e t H ø j r e o g M a t z e n e r d e t s P r o f e t . S a a l e d e s e r k o r t o g s i m p e l t d e n r e n e H ø j r e l æ r e . « Og en F o rfa tte r af Skriftet: »Hvorledes forholder d et sig« (1885) kunde faa m ange f o lk med sig ved a t fortælle, at R egeringen ikke styrede ved H jælp af Grundloven, men ved H jælp af M atzens Fiffighed og D ialektik, og at denne havde o p h ø j e t s i n e f o r t o l k n i n g e r t i l V i d e n s k a b for at udruste R egeringen med en A u to ritet til at kunne disciplinere Folket, uafhæ ngig af dettes fri R ettigheder. E s t r u p , hed d et sig, stod nu i 2den R æ kke og E s t r u p holdt sig kun paa sin Plads i K i a f t a f K o n g e n s B o g s t a v r e t til at udnæ vne Ministre • f i g u r l i g t t a l t v a r h a n i k k e a n d e t e n d d e n g a l v a n i s k e L e d n i n g , h v o r i g j e n n e m d e n M a t z e n s k e G n i s t g a v s i g U d s l a g ; R e a k t i o n e n b e n y t t e d e H ø j r e s P a r t i m æ r k e , d a d e t i k k e t u r d e k æ m p e u n d e r s i t e g e t B a n n e r , m e n m a a t t e l a a n e e t M æ r k e m e d g r u n d l o v s m æ s s i g K l a n g . D erfor havde de i S andhed konservative grundlovstro H øjrem æ nd slu ttet sig til O p p o sitionen for at fjerne den F ortolkningens Gift fra vort F ri
hedslivs R ødder, hvorm ed man under G rundlovs-T roskabens E tik e tte vil forgifte Jordbunden, hvori F olkets Frihedsliv
i
4
1
skal udvikle sig. A f alt d e tte kan man tydelig se Grunden til, at d et liberale P arti udsondrede sig fra H øjre og siden væ sentlig h ar b id rag et til H øjres N ederlag ved V algene i K øbenhavn.
3. T hi Befolkningen føler instinktm æ ssig, at naar Folke- th in g et virkelig udøver en grundlovsm æ ssig R et, saa kan denne ikke gøres illusorisk og betydningsløs. D et, der kræ n k er R etsbevidstheden, er E rkendelsen af, at en R e t ingen B etydning faar, naar den ikke frit og fuldtud kan ud
øves og fuldhyrdes ved v i r k s o m m e G ærninger, der k o n sta tere R etten s E ksistens og den derm ed forbundne fri B en y t
telse af R etten. Ifølge E rfaringer fra d et daglige Liv styrkes den E rkendelse, at en R e t p aa P ap iret alene, som ikke kan føres ud i V irkeligheden, ikke h ar nogen reel Betydning, og at den R et, som G rundloven giver, derfor ikke kan væ re en P ap irret alene, men m aa have en reel og m ateriel Be
tydning- ellers stod den ikke indskreven i G rundloven, der skal indeholde R e t og F orpligtelser for A lle og væ re en bindende Statsforfatning, som ikke kan eluderes. Man kan ikke frigøre sig for, a t d ette ikke b lo t er M enigmands, men m ange D annedes T an k e trin d t om i L an d et, der ved V anens M agt blindt have h o ld t sig til den traditionelle G rundlovs
fortolkning. E n ten holde de sig bogstavelig til Grund
lovens Ord, eller de sæ tte n oget an d et i S ted et, alt-eftersom G rundloven tidligere er bleven forstaaet af Højre og fortolket af S tatsretslæ rere, og kom m e de paa Grund af K o n s e k v e n s e r n e s M a g t derved til d et R esultat, a t Statsstyrelsen egentlig er lagt i e t enevæ ldigt Folkethings H aand, saa blive de ved denne A nskuelse, fordi de ikke kunne faa a t vide, hvad der er gal F ortolkning og ikke have nogen R e tte sn o r i saa H enseende. N aar F o lk eth in g et virkelig hai en, baad e af H øjre og V en stre anerkendt R e t til a t forkaste foreløbige Love, og V enstre som en K onsekvens d eiaf paa- staar, at F o lk eth in g ets G odkendelse af den foreløbige L ov og af d e t hele Provisorium , hvorunder vi leve i Ø jeblikket, arene er i S tand til at lovfæste M inisteriet og til a t bringe d et paa L ovens Grund, kan F o lk et ikke forstaa, at R egei ingen og L an d sth in g et kunne stille sig hindrende i Vejen, ved at R egeringen forelæ gger de foreløbige L ove for L an d sth in g et
17
og d ette i aarevis hengæ m m er dem, uden at de kunne komme til Folkethingets Forkastelse*). F o lk et er blindt for, at S tatsretslæ rere tvertim od alle F ortolkningsregler som V idenskabens R esu ltat f a s t s l a a Sæ tninger, hvis uhold
bare, meningsløse og m odsigende K onsekvenser ikke kunne bortræ sonneres, og at de d esu ag tet lade S æ tningerne ved
blive at b estaa tvertim od den bek en d te Fortolkningsregel, at en Sætning, hvis K onsekvenser ikke kunne holdes, selv er uholdbar. Ikke en af T usinde kan forstaa og begribe, at K ongen eller L an d sth in g et i K raft a f G rundloven h ar M agt i H æ nde til at kunne eludere F olkethingets form entlige forfatningsm æssige R e t * **). Siger Befolkningen end ikke med
»Politiken«, a t enten maa den selv væ re gal eller G rund
loven Galm andsværk, saa staar dog dens F o rstan d stille, og den leder forgæves efter den Indskræ nkning i Grundloven, der sæ tte r G ræ ndsen for K ongens allerhøjeste M yndighed i K raft af Grundlovens § n . H ar »Politiken« af 30. Jan. d. A, saa oven i K ø b et R et, naar den siger, at vi ere e t F olk af Jurister, der hellere dø under en Proces end opgive R etten,
) J e§ b e h ø v e r her blot som et Exem pel at anføre den ansete Pastor k r e d e r ik J u n g e r s e n i Vig, som den 2. D e c e m b e r 1885 skrev en A rtikel i »Dansk K irketidende« om Præ stens Stilling under den nu
værende politiske Konflekt, i hvilken han g a a r ud fra den aldeles gale O pfattelse a f G rundlovens § 25, at d e t særdeles pa a træ nge nde Tilfælde, der foranlediger en foreløbig Lov, i k k e k a n indtræde, medens R igsdagen er samlet, m edm indre R egeringen selv skaber N ø d v e n d ig h e d en dertil, h v ilk e t er en Selvm odsigelse. H a n kom m er derved ogsaa til det Resultat, at vi leve udenfor Forfatningen, altsaa udenfor Lov og Ret. H a n kan ikke se rettere, end at naar R igs
dagens Sam tykke skal indhentes til den foreløbige L ov og naar et af Thingene ikke ved lovlige Midler kan m odstaa det Krav, der rejses af det andet, da b liv e r dette K ra v Folkeviljens rette U dtryk; thi, siger han, det er en Selvm odsigelse at ville væ rge L o v og R et ved Selvtæ gt, som selv er Uret og Ulovlighed, og en fri Forfatning til
steder ikke i Læ ngden, at der regeres imod F o lk e ts Vilje.
**) Som E xem Pel henvises til den Sag, der i N o v e m b e r 1887 blev p a a døm t v e d H ø je ste re t imod H øjskoleforstander M o r t e n P o n t o p p i d an, fordi denne havde sagt om Ministeriet, at det k ræ n k e d e Edens Hellighed, at det vilde k la re Sagen ved alle U dspekulerthedens og D u rchdrevenhedens M idler, og at det stadig k un h o ld t G rund
loven m ed K neb, endeløse Kneb.
h aard n ak k et ligesom det gamle T estam en tes Jøder, og som man, selv om man støder d et i Stykker, ikke vil kunne form aa til at legitim ere, at d et bedrages for sine lovlige R e ttig h ed er — ja saa kan man forstaa, at R etbevidstheden er d y b t ry stet i Folket, og at G rundlovskam pen har en saa b itter og uforsonlig K arakter.
Saaledes er Situationen og paa den M aade m angler F o lk et den sande F orstaaelse af Grundloven. D e t b l i v e r p o l i t i s k f o r d u m m e t o g d e t s h e l e R e t s b e v i d s t h e d f o r p l u m r e s e n d o g s a a i d e n G r a d , a t V e n s t r e s O r d f ø r e r i s i d s t e F o l k e t h i n g, G r e v H o l s t e i n L e d r e b o r g k u n d e f i n d e T i l t r o o g S y m p a t h i , d a h a n u d t a l t e , a t V e n s t r e s a a e n s t ø r r e F a r e h o s H ø j r e f o r d e n g r u n d l o v s m æ s s i g e O r d e n h e r i L a n d e t e n d h o s S o c i a l i s t e r n e . D enne O pfattelse har ogsaa gjort sig gæ ldende ved Alliancen imellem V enstre og Socialisterne under d et sidste L andthingsvalg i K øbenhavn.
Sandelig d et er paa høj Tid, at A arsagen til vor poli
tiske Stillings Forsum pning bliver klar for F o lk et og at V enstres B etragtning af R egeringens og H øjrepartiets A n skuelser vises V intervejen. Jeg har i d et F oregaaende efter
set A arsagen og med H ensyn til V enstres B etragtning kan je g kun foreløbig i Aften im ødegaa den ved k o rt at henvise til M inisteriets forskellige Indstillinger til K ongen og andre Skridt, som vise, a t M i n i s t e r i e t i k k e h a r n o g e t s o m h e l s t a t g ø r e m e d d e n M a t z e n s k e F o r t o l k n i n g . Navnlig viser Indstillingen til K ongen af 12. A pril 1877, at M inisteriet vil opretholde Forfatningen i O verens
stem m else m ed Grundlovens udtrykkelige O id og kæ m pe m od en ny O pfattelse af Grundloven, der m edførte en fuld
stæ ndig O m væltning i den bestaaende M agtfordeling. G rund
loven, h ed d er det, i n d e h o l d t i n g e n F o r s k r i f t om, h v o r l e d e s d e r s k u l d e f o r h o l d e s i M a n g e l a f e n O v e r e n s k o m s t i m e l l e m T h i n g e n e o m F i n a n s l o v e n , da den ikke havde tæ n k t sig M uligheden af, at et saadant Tilfælde nogen Sinde kunde indtræ de, IMinisteiiet saa deifor i G rundlovens § 2 5 det eneste konstitutionelle Middel til at b øde herpaa, thi man kunde dog ikke erklæ re Forfatningen
19
for spræ ngt ved d et blotte Faktum , a t der paa Grund af U enighed imellem R igsdagens tvende A fdelinger ingen Finanslov var kom m en til Veje til den lid , Finansperioden udløb. — Senere har jo ogsaa K onseilspræ sidenten, tvert- imod hele Professor M atzens A nskuelse om R igsdagens B e
tydning, erklæ ret at ville bøje sig for den af R i g s d a g e n vedtagne Finanslov, og skønt der ikke foreligger en sam m en
hæ ngende Frem stilling af R egeringens G rundlovsopfattelse, viser dog t. Eks. F o rslag et til den m idlertidige Finanslov for F inansaaret 1885—86, at d e t l i g g e r i R e g e r i n g e n s B e v i d s t h e d , a t R i g s d a g e n s V i l j e maa have den afgørende Betydning fremfor det enkelte T hings; thi det kræ vede Be
myndigelse til at afholde alle de U dgifter, s o m i k k e v a r e n æ g t e d e a f R i g s d a g e n * ) . E ndelig har R egeringen som
) Man k a ld te dette dengang en H a a n imod F o lk e th in g et og en en- S} 1 , L a n d th in SsP arlam entarism e, at de Udgifter p a a den Maade skulde kunne a fh o ld e s, som F o lk e th in g e t tidligere h avde nægtet og man fandt det stridende imod Grundloven, at K ongens Vilje skulde være Landets Lov, naar han ikke havde Rigsdagens Vilje imod sig (altsaa havde Støtte hos det ene a f Rigsdagens Thing). A fdøde Biskop M o n r a d talte om, at F o rs la g e t gjorde et lignende Indtryk pa a ham, som naar En sagde til ham, at han vilde give sin F a d e r en g od D ragt Prygl eller spytte pa a sin Moder, og indsaa ikke, at Grundloven m ed Hensyn til Finansloven kræ ver en R i g s d a g s - i e s l u t n i n g , altsaa i k k e b l o t Sam stemm en imellem begge T hing om J a e t m e n o g s a a om N e j’et. Grev Holstein fortalte, at F o r t f | lk ucl Paa Indførelse af et Ministervælde, paa O phæ velsen af det T okam m ersystem , vor Grundlov indeholder, og O phæ velse af al fornuftig Administration, Afskaffelse af Folk e th in g et o g Afskaffelse af regelmæssige Finanslove. Man viste sig uvidende om Rigsdags- v i l j e n s sande Betydning, s t i l l e d e d e t e n k e l t e T h i n g s R e t til 1 f ø l g e Gr. § 44 at forhindre simple Lovforslags F r e m m e o p s o m K a r d i n a l p u n k t e t i G r u n d l o v e n p a a R i g s d a g s vi lj e n s B e k o s t n i n g , endskønt det enkelte T hing i F ø lg e samme § ikke ha r Enebestemmelse over Lovforslagets I n d h o 1 d, men Rigsdagens Vi 1 i e o f T o ^ w " b RSt?mmr T dCtte ° g d e r v e d 1 Forening med Kongen skabe og ophæ ve Ret. Man oversaa, at Rigsdagens Vilje er den e n e s t e Norm, som Kongen kan rette sig efter, og at han derfor i Mangel af Trangenes Sam stemm en i a l l e P unkter h a n d le r fuldstændig grund- V n u l æ T S ° g konsj j tuhonelt, naar han vil respe ktere Rigsdagens V i l j e h v o r d e n f i n d e s , m e n i k k e t a g e r H e n s y n t i l e n a n g l e n d e R i g s d a g s v i l j e , da kun en p o s i t i v Rigsdagsvilje iF ø lg e / an<? !° vens § kan skabe °S ophæ ve Lovkraft. Derfor var det heller
ST V l e f 6r denSang m en te > en konstitutionel Umulighed, n a f r H dsen nf Ven? lge Statsudgifter bestem tes af Kongens Vilje, de^ne r e t t T o ^ tf ? agSV^ Var^ ° g at RiS ^ a g e n skulde sanktionere
• 2p fatt®lse af Grundloven ved at give den foreslaaede
“ !ge T * 1 * 3 * S u , l 8 85- 86 sin Stem m e m ed den Rettelse, at Regeringens Bemyndigelse til at a fh o ld e de nødvendige Udgiiter begræ ndsedes af, at de H ovedsum m er og særlige Poster som vare
b e k e n d t aldrig anerkendt Professor M atzens A nskuelse om d et private Initiativs B erettigelse til at forkaste foreløbige L ove, hvorfor vel ogsaa Professoren i en senere ny Udgave a f sin S tatsforfatningsret har forladt sit oprindelige S tandpunkt
i saa H enseende.
Men lysere havde d et ganske sikkert set ud i L andet, hvis H øjre havde haft det re tte Syn for Rigsdagsviljens B etydning, og stø tten d e sig derpaa, i S te d e t for at lade sig identificere m ed Professor M atzen, havde udviklet R igs
dagsparlam entarism ens sande B egreb som V æ rn imod Folke- thingsparlam entarism en. M e n e n d n u e r d e t i k k e f o r s i l d i g t , a t H ø j r e i n d t a g e r e t b e s t e m t o g k l a r t S t a n d p u n k t o g a n t a g e r e t P r i n c i p , s o m m a n u b e t i n g e t m a a b ø j e s i g f or . Vil d et overalt o g s a a m e d H e n s y n t i l f o r e l ø b i g e L o v e vedkende sig R i g s d a g e ns Vi lj e som d et principale i S te d e t for d et enkelte T hings Vilje, og vil R egeringen aa b en t erklæ re, at den, ligesom ved Finansloven, kun anerkender R igsdagens Vilje og ikke d et enkelte T hings Vilje som O phavsgrund for de foreløbige L ove — , saa har V enstre intet m ere, som d et skal have sag t om at lovfæste M inisteriet og bringe d et p aa Lovens Grund, o g G r u n d l o v s k a m p e n e r s n a r t e f t e r e n d t med, a t den re tte F o rstaaelse af Grundloven vil bæ re Sejren hjem.
V ed en senere L ejlighed skal jeg næ rm ere udvikle G rund
lovens bæ rende Princip, d et K om pas, hvorefter man maa styre ved at fortolke Grundloven. Principet, Grundlovens konstitutionelle T y n g d ep u n k t, dets to B ræ ndpunkter er K o n g e n s o g R i g s d a g e n s V i l j e , g r u n d l o v s m æ s s i g t a d s k i l t e e l l e r i P" o r e n i n g.
Gid d e t m aa lykkes mig at gøre d ette indlysende for F o lk et til H eld og L y k k e for F æ d relan d et, og a t lede det til den re tte F o rstaaelse af Grundloven. H erp aa skulle alle mine B estræ belser ligesom tidligere væ re re tte d e nu og i F rem tiden.
opførte p a a F inanslovforslaget m e d d e Æ n d r i n g e r , d e r v a r e v e d t a g n e a f b e g g e R i g s d a g e n s A f d e l i n g e r, ikke overskredes.
21
Om Grundlovens Fortolkning i Almindelighed og om Rigsdagsviljens sande Betydning.
— > ♦ <---
N aar jeg ved min F ortolkning af G rundloven kun anser G r u n d l o v e n s o b j e lc tiv e V i 1 j e som A utoritet, saa følger je g G rundprincipet for al Lovfortolkning, hvad enten den gæ lder Forfatningslove eller andre Love, altsaa Lovfortolkningens Opgave. D enne er i k k e a t udfinde L ovgiverens s u b j e k t i v e Mening og Vilje, hvorved man ledes til a t b etra g te L ovens Ord k u n s o m M i d d e l til Ø jem edets O pnaaelse og til at anse M otiver og A nskuelser, som gjorde sig gæ ldende ved Lovens F orhandling og U dstedelse, ja endogsaa politiske Theorier, K om m entarer ogH ensigtsm æ ssigheds-B etragtninger, for ligesaa tjenlige og b erettig ed e Midler. L ovgiverens M o
tiver og s u b j e k t i v e Vilje, F o rtid en s T ankegang og T h e o rier ved L ovens U d sted else og senere e r L o v e n u v e d kom m ende, efterat den, b ek e n d tg jo rt som L ovgiverens Vilje, aldeles har løsnet sig fra Lovgiveren, og kan alene tjene til som underordnede Fortolkningsm idler at oplyse L ovens O rd og Sam m enhæng, naar der derom hersker Tvivl. Lovgiverens subjektive O pfattelse af Loven, F ortidens F ortolkning af samme, hvis R igtighed ikke kan bevises af L oven selv, kan ikke binde kom m ende S læ gter og standse R etsvidenskabens Udvikling igennem F ortolkningens uhindrede Gang, efter- haanden som ny F orhold opstaa, tidligere F orudsæ tninger briste, og yngre Love maa forandre O pfattelsen. Saaledes har til Eks. den reviderede Grundlovs R egler om en anden Sam m ensæ tning af L an d sth in g et og dens § 11 nødvendigvis m edført e t andet Syn end det, som den oprindelige Juni
grundlov havde i Følge tidligere Fortolkning. D et er derfor L oven selv, saaledes som den o b j e k t i v t foreligger, dens Ord og Sam m enhæ ng med dens G rund og T ankeindhold, der som F o r to lk n in g s o b je k t e r d e n e n e s t e A u t o r i t e t , der tør anerkendes. L o v e n h v i l e r p a a s i g selv, o p re t
holdt ved sin egen K raft og T yngde, udfyldt af sit eget Tankeindhold, og foreliggende saaledes i F orbindelse med andre Lovgivningsregler, maa den udforskes, gennem tæ nkes
og eftertæ nkes for at faa udfunden dens o b j e k t i v e V i l j e m ed dennes K onsekvenser, som L ovgiveren m aaske aldrig har tæ n k t paa D enne objektive Vilje maa alene adlydes, og L ovgiveren m a a ville, hvad den tilsiger, fordi han lod L oven udgaa og b ek en d tg ø re som bindende R etsnorm . Loven tæ n k er og vil, hvad en fornuftig Fortolkning til enhver Tid erkender for dens Vilje, og derfor er E nhver med sund Fornuft og videnskabelig D annelse, som er fortrolig med de af V iden
skaben til enhver T id anerkendte Fortolkningsregler, k o m p e te n t til a t tæ n k e paa egen H aand og løsrivende sig fra al traditionel F ortolkning at fortolke og sæ tte sin Forstaa- else af L ovens objektive Vilje imod alle andres. Ifølge dette G rundprincip for al F ortolkning svinde alle de A rgum enter bort, som man har h e n te t til G rundlovens F orstaaelse fra tidligere U dtalelser og T heorier, navnlig betreffende forelø
bige Love, o g m a n k a n i k k e m e d R e t t e p a a s t a a , a t d e t , s o m H ø j r e t i d l i g e r e h a r e r k e n d t f o r a t v æ r e G r u n d l o v e n s s a n d e M e n i n g , e r d e t e n d n u .
V ed enhver F ortolkning maa man følgelig først og frem m est holde sig til L ovens O rd . E fter alle Fortolknings
regler maa disse ikke fraviges, m ed mindre de gjøre Brud paa den sunde Fornuft, ere m eningsløse, urimelige, ufuld
stæ ndige, tvetydige m ed snevrere eller videre B etydning eller i M odstrid med hinanden og L ovens Vilje. Kun i saadanne Tilfæ lde nødsages man til a t fravige den i Følge almindelig S progbrug eller L o v sp ro g et sædvanlige B etydning, som O rdene havde p aa den Tid, da L oven udstedtes. E r kun een F o rto lk n in g mulig efter O rdene, maa denne altsaa fast
holdes, hvis der ikke derved o p staar en M odsigelse i L oven selv eller m ed andre Love, som fører til den E rkendelse, a t L ovens Vilje tilsigter enten n oget m ere eller noget mindre end det, som d et snevrere eller vidtløftigere O rdbegreb til
sigter. Man udvider eller indskræ nker da O rdenes B etyd
ning ved u d v i d e n d e e l l e r i n d s k r æ n k e n d e F o r t o l k n i n g . O g p aa lignende M aade som ved O rdene tag er man ogsaa Sæ tningsdannelsen, Sæ tningsforbindelsen og In terp u n k tionen under Behandling. Men de klare og bestem te Ord og Sæ tningsdannelser, som frem kom m e ved en rigtig L æ sning
23
og F orstaaelse af Loven, maa man ellers fastholde, saaledes som de frem træ de efter L o v sp ro g et eller efter deres sæ dvan
lige sproglige Betydning, og man maa ikke læ gge noget Indhold ind i O rdene, som disse ikke kunne have eller rumme, og heller ikke bygge nogen anden eller videre gaaende R egel paa dem end den, som O rdene selv tilsige. In te t m aa føl
gelig antages uden antagelig Grund, og man m aa altid b e stem m e sig for d et R esultat, der m indst afviger fra de gæ l
dende R egler, hvis ikke L ovstrid bliver F ølgen deraf; thi L ovstrid m aa der aldrig være, og den m aa heller ikke skabes ved Fortolkninger, som m aaske frem kalde A nom alier, hvor der ingen er i Forvejen.
E r den ved O rdene og Sæ tningsforbindelsen direkte ud
talte R egel en Følge af eller b etin g et af en anden ikke u d talt R egels Existens, fordi R egelen ikke ellers vilde væ re rimelig eller fornuftig og vilde frem kalde L ovstrid, saa maa den ikke direkte udtalte R egel forudsæ ttes a t væ re Lovens Vilje. Loven, der er gæ ldende Norm, m aa som en nødvendig F orudsæ tning for dens L ovregels G yldighed v i l l e , at den ikke direkte u d talte R egel skal gæ lde under foreliggende O m stæ ndigheder, som F ølge af at den direkte udtalte gæ lder under visse O m stæ ndigheder. I saadanne Tilfælde er det F o r u d s æ t n i n g s - e l l e r F ø l g e s i u t n i n g s f o r t o l k n i n g e n , man anvender. L igeledes kan en ikke udtalt L ovregel væ re e n n ø d v e n d i g K o n s e k v e n s af den direkte udtalte.
E r K onsekvensen urimelig, ufornuftig eller i Strid med andre Lovregler, saa er d et samme Tilfæ ldet m ed den direkte ud talte R egel, som derfor maa rettes, hvis den ikke er bleven galt udtydet, i hvilket Tilfælde en saadan F ortolkning maa opgives. D eraf kom m er den bekendte og almindelig antagne Fortolkningssæ tning, men som forlades af saa mange, der ville fortolke Loven, a t naar man an tag er eller sæ tte r no g et som positivt gyldigt, saa maa der føres e t saa udtøm m ende Bevis derfor, a t alt bevises, hvad der skal bevises, navnlig ogsaa Lovligheden og R igtigheden af en nødvendig K onse
kvens. E r dette ikke muligt, fordi M odbeviset derfor kan føres ved andre ubestridelige D ata, saa har man bevist mere, end hvad man kan og skal, og da K onsekvensen bliver staa- ende ubønhørlig, lader den sig ikke bortræ sonnere eller af
vise som en p aatræ n g en d e S nyltegæ st • den man helt o p gives, og derved bortfalder ogsaa den fra B egyndelsen af antagne Sætning. D e n e r u h o l d b a r , f o r d i d e n s K o n s e k v e n s e r i k k e k u n n e h o l d e s .
E r den ud talte R egel en U ndtagelse, eller er den ud
trykkelig enten k n y tte t til visse Betingelser, beg ræ n d set i Om fang og nøje b estem t paa en saadan Maade, at man kan se, at d e t er L ovens Vilje, at der skal gæ lde en anden R egel for de ikke om talte Tilfælde, hvilken næ rm est kom m er til at gæ lde under m odsatte O m stæ ndigheder, saa udfindes d en n e R egel ved M o d s æ t n i n g s f o r t o l k n i n g (argumen- tatio e contrario). M angler der endelig enhver udtrykkelig R egel, saa maa L oven ville, a t der i Følge hele R etsordenens V æ sen dog i L ovens eller L ovenes udtalte eller forudsatte G rundsæ tninger skal være en Norm for ulovbestem te Tilfælde.
D enne Norm udfindes ved Analogi, saaledes at man opsøger de alm indelige R etssæ tninger, som en enkelt eller flere L ove eller en hel R æ kke af L ovbestem m elser indeholder, og ud
led er K onsekvensen af disses juridiske Principer for lignende F orholds A fgørelse som de ulovbestem te, hvorefter man i ligeartede Tilfælde anvender en ligeartet R egel (ubi eadem legis ratio, ibi eadem legis dispositio). Men en F orudsæ tning for al A nalogis A nvendelse er selvfølgelig, at den ikke strider imod den Vilje, d er er u d talt i Loven. D erfor kan der ikke h en tes A nalogi fra U n d ta g e ls e s lo v b e s te m m e ls e r eller fra L ovbestem m elser, som u d t ø m m e n d e angive de Tilfælde, i hvilke den foreskrevne R etsreg el skal anvendes-, altsaa kan der t. Ex. ikke hentes A nalogi fra Grundlovens § 44 til A f
gørelsen a f S pørgsm aalet om foreløbige L oves O phør. D ernæ st m aa der væ re et H ul i Lovgivningen, hvilket kun er til S tede, naar d et uom talte Tilfælde, der behøver en R e ts
regel, ikke ved F ortolkningen kan indbefattes under e t be- staaende L ovbud. A nalogien m aa ikke medføre en principiel F orrykkelse af F orholdene og maa som sagt kun anvendes, naar de P'orhold og E genskaber, der ligge til Grund for den udtalte L ovregel, ere ligeartede m ed dem, der læ gges til Grund for d et ulovbestem te Tilfælde, saaledes at dettes Forhold og E g en sk ab er ikke frem byde positive eller negative S æ reg en heder, der indeholde tilstræ kkelige M odgrunde for en anden
25
R egels B erettigelse end den, der udledes af det lovbestem te Tilfælde. D en næ rm ere A nalogi foretæ kkes for den fjærnere, og A nalogien for en i flere L o v b u d anerkendt G rundsæ tning fremfor en i et enkelt L ovbud forudsat. Om man kan b e nytte en eller nogle af de almindelige R egler, som kunne udledes af L oven til en partiel A nalogi i S te d e t for at b e n y tte alle, m aa bero paa F orholdene.
Saaledes ere i m uligste K o rth ed de videnskabelige Fortolkninger fremstillede, der ogsaa m aa anvendes ved
Fortolkningen af Grundloven.
B etrag ter man derefter først G rundlovens B estem m elser om R igsdagen som F olkets R epræ sentation maa man for at komme tilbunds i Sagen begynde med et k o rt historisk T ilbageblik:
Junigrundloven gav kun den alm ingelige V alg ret paa B etingelse af, a t der ved Siden af F o lk eth in g et o p retted es et selvstæ ndigt, ligeberettiget og ligestillet L andsthing, saa at kun begge T hings sam stem m ende Vilje som R i g s d a g e n s E n h e d s v i l j e kom til a t gæ lde som et sandt U d try k fol
den fornuftige offentlige M ening i L andet. E t enkelt Things, navnlig F o lkethingets Vilje, s k u l d e i k k e g æ l d e e n s i - d i g t , o g F o l k e t h i n g e t s k u l d e i k k e v e d b l o t a t s t a a f a s t p a a s i n M e n i n g k u n n e s æ t t e s i n V i l j e i g e n n e m , s o m o m d e t v a r d e t e n e s t e T h i n g . Og den almindelige V algrets nivellerende V irkninger søgte man oven i K øbet at im ødegaa ved a t indføre m iddelbare V alg og en V algbarhedscensur til L andsthinget. Junigrund
loven vilde, om man saa tør sige, kun have, at F o lk et skulde have S elvstyret i g e n n e m R i g s d a g e n s V i l j e . G ennem gaar man alle Junigrundlovens og den reviderede Grundlovs Bestem m elser, saa finder man ogsaa, a t den objektive Vilje aldeles utvivlsom t har v æ ret a t stille begge R igsdagens T hing ligeberettigede. D en stiller ikke d et ene T hing i noget som helt P u n k t u n derordnet d et andet, tvæ rt imod gør den dem overalt lige m æ gtige og an ty d er ikke mindste F o rskæ l i deres B erettigelse m ed H en syn til deres Beslutningers lige store K raft og Gyldighed.
D eres U kræ nkelighed er den sam m e (Grundlovens § 43 og
