Ole H asselbalch
Et Perspektiv
ü
J u r istfo r b u n d e ts F o rla g 1981
E t P e rsp e k tiv e r sa t m ed T im e s og try k t h o s
JJ try k te k n ik a -s, K ø b e n h a v n F o rs id e la y -o u t: K n u d B e rth e lse n
B o g b in d e ra rb e jd e t e r u d fø rt a f D ra g ø r B o g b in d e ri A p S , K ø b e n h a v n
IS B N 87-574-3590-1
© Ju r is tf o r b u n d e ts F o rla g .
Indholdsfortegnel se
Forord ... 7
1. Om arbejdsrettens grænser ... 9
2. R etsskaberne og retsskabelsens redskaber ... 12
3. En illustration ... 18
4. N y e konfliktflader – omkring retsskabelsen i offentligt regie 44 5. L ovforberedelse, lovm otiver og lovgivervilje ... 52
6. Om bem yndigelsesregler og bem yndigelsesreglernes mulig heder ... 61
7. Forvaltningspraksis og administrative afgørelser – gældende ret og praktiseret ret ... 75
8. Et perspektiv ... 85
English summary ... 87
Forord.
D ette skrift er blevet til i erkendelse a f en udvikling, som fører ar
bejdsretten – eller i hvert fald dele a f den – ind i ændrede baner. Det indeholder et tilbageblik på de tankegange, som dagens reguleringer af det lønnede ansæ ttelsesforhold udspringer af. Og det fokuserer i for
læ ngelse heraf på nogle af de problem er, som må forventes at ville trænge sig på i firserne.
D e forhold, der tages op , er i deres fulde udstrækning uhyre kom pli
cerede. Til trods herfor er der ikke tale om nogen udtøm m ende eller system atisk b eskrivelse. Også videnskabelige am bitioner savnes. I det hele taget hviler arbejdet på en prioritering og vurdering af stoffet, som alene repræsenterer koncipistens helt subjektive opfattelse.
S åledes er det frem lagte alt i alt yderst kritisabelt. For praktikeren ulæseligt og for videnskabsm anden primitivt og uforsvarligt.
Ikke desto mindre sidder forfatteren tilbage med håbet om , at skrif
tet på en eller anden måde vil skabe opm ærksom hed om en række forhold, der har opm æ rksom hed b ehov. M åske vil denne opmærk
som hed endog udstrække sig til nogle, der troede, at de ikke var ar- bejdsretsjurister.
H um lebæk i august 1981.
O le H a s s e lb a lc h .
1. Om arbejdsrettens grænser.
En jurist vil, når han taler om et retsom råde, normalt tæ nke på et system a f regler – de regler, der siger, hvad der er gæ ldende på det pågældende felt. Såfremt om rådet fremtræder med en selvstæ ndig identitet, som lader sig forsvare på system atisk grundlag, vil han eventuelt udskille det fra andre. U ndertiden vil man vel i denne lokali- seringsproces også lade dagens og gårsdagens praktiske behov spille ind og om nødvendigt legitim ere sit resultat gennem efterrationalise
ring.
På denne måde oparbejdes der ofte m eget faste forestillinger om , hvad et retsom råde er, og m eget faste forventninger m ed hensyn til, hvad et sådant om rådes foretrædere skal beskæ ftige sig med.
Således har det også været inden for arbejdsretten. I mange år an
skuede man dette felt gennem organisationsjuristernes briller. Når man talte om arbejdsret, tænkte man på den kollektive arbejdsret som juridisk system . D e retlige problem er, der knyttede sig til de kollektive
overen sk om ster, stod i fok u s, og organisationernes rolle som forvalte
re a f den enkeltes ret opsugede i øvrigt her den væ sentligste opmærk
som hed. Efterhånden har også de spørgsm ål, som knytter sig til den enkelte arbejdskontrakt, trængt sig frem , bl.a. båret a f den nødvendig
hed 70’ernes arbejdsm arkedslovgivning skabte. Sideordnet med den kollektive arbejdsret finder vi nu ansæ ttelsesretten , individualarbejds- retten. M en stadig står vi med en overvejende opfattelse af, at arbejds
retten udgør en system b esk rivelse, og at arbejdsretsjuristens opgave er at foretage denne b eskrivelse og at forstå og forvalte denne del af det juridiske system .
Jeg kan ikke følge dem , som vil fornægte system b esk rivelsen s b e
rettigelse til fordel for tågede sam fundsideologiske gætterier. Den retsdogm atiske frem stilling af gæ ldende ret udgør et nødvendigt fun
dament for al juridisk virksom hed. På den anden side kan jeg vanske
ligt opfatte den nøgne retsdogm atik som den en este legitim e endsige en este fornuftige ambition for den, der driver sådan virksom hed. A lle
rede af den grund, at man ved at begrænse sig hertil ville forskertse væ sentlige m uligheder for at fremprojicere de udviklingslinier, et rets
system bevæ ger sig efter og dermed også muligheden for at handle i god tid, inden begivenhederne tager magten fra én.
Inden for arbejdsretten er det af ganske afgørende betydning, at denne mulighed holdes åben.
D enne disciplin frem står allerede i sin nu kendte form som et mær
keligt konglom erat. D e m aterielle anvisninger, vi finder heri, vedrører f.ek s. en række uensartede og ikke nødvendigvis sam m enlignelige problem stillinger. M edbestem m elsesspørgsm ål, arbejderbeskyttelse, kontraktsproblem er, foreningsretlige forhold o .s .v . o .s.v . lægges i bunke og holdes i en ikke helt ubetydelig udstrækning kun ubehjælp
som t sam m en af den nødvendighed, en vurdering a f det praktisk hen
sigtsm æ ssige tilsiger. Bindem idlet er en overvejelse over, hvad ar
bejdsm arkedets praktikere har interesse i at få præ senteret sam let. Og de resultater, den m aterielle arbejdsret anviser i disse henseender, udgør i øvrigt produktet a f en række højst forskelligartede strøm nin
ger, eller om man vil påvirkningsfaktorer. A llerede i retlig sam m en
hæng strejfer vi flere forskellige discipliner, der hver især bæres af deres tankegange. M en hertil kommer de andre kræfter, hvis betyd
ning vi umuligt kan negligere, hvis vi ser et andet formål end øjebliks- videnskaben. For arbejdsretten udgør jo nemlig tillige en korsvej, hvor m ange a f de behov og tankesæ t, der præger sam fundet, udfældes og forløses i retsordningen. D et er f.e k s. her, dem okratiet som ideal, det m oderne sam funds tryghedsam bitioner og de gam m elkendte realøko
nom iske balancefaktorer legemliggjort i traditionelle kontraktsretlige principper og tanken om aftalefrihed skal forenes og helst forløses i en ny helhed m ed karakter a f retsordning.
D en indfaldsvinkel, vi i dag har på arbejdsm arkedets stof, udgør altså produktet a f en række kom plicerede valgsituationer. D isse opstår for så vidt både, når ny ret skabes, som når vi beskriver, hvad gæ lden
de ret er. Og vi har i d isse enkelte situationer truffet det valg, som vi ud fra det givne tidspunkts erfaring har fundet relevant. I denne sorte- ringsproces op- eller nedprioriterer vi f.e k s. kontraktsm om entets b e
tydning. Antager eller fortrænger strafferetlige aspekter. Anerkender eller underkender forvaltningsretlige principper. Indføjer de bag- grundsoplysninger og -vurderinger, som vi m ener er relevante – og rigtige. Og udfælder herudaf det, som vi præsenterer som arbejdsret
ten.
Skal vi ikke vok se fast som dødt træ, må denne sortering fortsæ tte kontinuerligt og helst såled es, at vi hele tiden er et hanefjed foran.
Lægger juristen den kritiske opm ærksom hed i skuffen, vil han opdage, at virkelighed og teori lidt efter lidt skilles ad. D et praktiske arbejds
livs bestandigt skiftende krav vil tage sin told. M uligheden opstår for, at man med rette kan tale om virkelighedsfjerne teoretikere og om praktikere, der ikke har levet op til forpligtelsen til at holde sig á jour.
Lad o s derfor en kort stund prøve at bryde det faststam pede m øn
ster og se, hvor vi egentlig står. Lad o s gøre et vue over de tankegange og påvirkningsfaktorer, hvorudaf det arbejdsretlige sy stem , som vi i dag tager for g ivet, er udm aterialiseret. Og lad o s overveje, om det på dette grundlag er muligt at kaste et blik ind i frem tiden og give et bud på, hvilke problem er der kan tænkes at ville trænge sig på for arbejds- markedsjuristen i de kom m ende år.
2. Retsskaberne og retsskabelsens redskaber.
A nskuer vi den retsdannelse, som finder sted på arbejdsm arkedet, under en helh ed ssyn s vinkel, udfælder der sig mange forskellige p å v irkn in g sfa kto rer. D isse har hver deres m u lig h e d e r for at forme det arbejdsretlige system s indhold. L ovgiver har f.e k s. skarpere redska
ber til rådighed end privatparter. Og de forskellige grupper har også hver deres am bitionsniveau med hensyn til udnyttelsen af d isse mulig
heder.
Man vil alm indeligvis opfatte Folketinget og organisationerne som de dom inerende retsskabere. D ette er givetvis rigtigt. Men det ville være forkert at stoppe op herved. Centraladm inistrationen under le
d else af pågældende minister har også en væ sentlig indflydelse. I vid udstrækning har man som bekendt tillagt forvaltningsm yndigheder b e
slutningskom petence i konkrete sager eller adgang til at udfærdige generelle forskrifter med hjemmel i bem yndigelseslovgivning. I sam arbejde im ellem administration og organisationer optræder også ofte udvalg og nævn. D er kan her være tale om vejledende eller rådgivende organer. M en der kan også være tale om organer, der har fået tillagt kom petence til at træffe afgørelse i enkeltsager. Som tillæg hertil komm er så den a f individualparterne skabte ret; den ret, der fremstår a f enkeltaftaler – eller den partsadfærd, som får aftalekvalitet. G en
nem handlem ønstre grupperet i større orden udm øntes f.ek s. sæ dva
nedannelser. M en i øvrigt kunne også de ju d icielle retsorganers rets- skabende virksom hed m edtages.
I grove træk kan der således opstilles følgende skema:
F o lketin g L ove
B ekendtgørelser m .v. i hen- y h o ld til b em yndigelseslov.
A d m in istra tio n
(m in ist e re n )
Forvaltningsakter.
Organisk partsindflydelse i udvalg, råd og nævn.
A fgørelser fra
► judicielle afgø- relsesorganer.
O rg a n isa tio n er K ollektive overenskom ster.
V Aftalesæ dvaner.
¡ndividualparter¿-*~ Individuelle aftaler.
Som det fremgår allerede heraf, må interessefeltet altså udvides ud over, hvad man hidtil har beskæ ftiget sig m ed inden for den teoretiske arbejdsret herhjem m e.
Det er rigtigt, at væ gten i mange år har været placeret i højere grad v isse steder inden for rammerne af det opridsede billede end andre.
M åske har man også ubevidst fortrængt v isse muligheder og under
kendt v isse sam m enhæ nge.
I en opbrudsfase undgår man imidlertid ikke at tegne helhedsbilledet for sit indre blik, såfrem t man skal gøre sig håb om at opnå en rimelig forståelse for de m ekanism er, der driver værket og derm ed de veje, der står åbne for retsdannelsen i frem tiden.
Erkendelsen af d isse veje siger jo imidlertid ikke i sig selv noget om , hvorledes de kan forventes udnyttet. Lad os derfor som supplem ent til den opstillede skitse gøre o s et overblik over de tendenser, der har præget udviklingen a f det arbejdsretlige system . Lad o s prøve ganske kort at klarlægge styrkeforholdet m ellem system ets aktører og ligele
des de tankesæ t, der har båret sam virket m ellem disse.
Arbejdsretten har i den sidste ende sigte på at regulere den enkelte arbejdstagers vilkår i arbejdet. D ette formål er udfra dansk tradition blevet tilgodeset ad 3 hovedindgangsveje:
O v e r e n s k o m s ts y s te m e t har opslugt de traditionelle områder for faglærte og ufaglærte arbejdere. H er finder vi de absolutte goder med hensyn til løn- og andre arbejdsvilkår indbygget i kollektivaftaler. D is
se goder er ikke mindst i nyere tid blevet udvidet langt ud over, hvad
der har med den rene løn og arbejdstid at gøre. For mange lønm odta- gergrupper m odsvarer de i betydelig udstrækning fuldt ud tryghedsre- gulering, som andetsteds er nedfældet i lovgivning; ja, i mange h en se
ender overgår de denne. Inden for området: M edbestem m else og m edindflydelse er overenskom sterne klart foran.
D et er imidlertid også karakteristisk, at etableringen a f ansæ ttelses- goder i overenskom sterne sjældent bygger på nøjere overvejelser over d isses juridisk/tekniske sam m enhæng. O rganisationsfolkene spekule
rer sæ dvanligvis ikke m eget herpå, hvilket i øvrigt genspejles i den arbejdsretlige litteratur. Man skruer sig helst fast i den nøgne konsta
tering af, hvad d isse goder går ud på, og i beskrivelsen af, hvorledes de adm inistreres i det fagretlige system . D et er ikke for m eget sagt, at der herigennem er oparbejdet særpræg, som for udefra kom m ende vil vir
ke ejendom m elige.
En række om råder har heroverfor traditionelt haft et stærkt indivi- d u a lretlig t p ræ g . D ette gælder for funktionærers, m edhjælperes og lærlinges vedkom m ende. A nsæ ttelsesgoderne er her bygget op om kring den personlige kontrakt og lovgivningen i m eget betydelig ud
strækning indrettet i dette kontraktlige m ønster.
R egelsæ t af denne art vil jæ vnligt have baggrund i mere udførlige juridiske overvejelser. Tekniske vurderinger over f.ek s. begreber som erstatning, m isligholdelse og svigtende forudsætninger er ingenlunde frem m ede her. D et er alt i alt næppe for m eget at sige, at denne om stæ ndighed i reglen forlener d isse områder med en væ sentlig større suveræ nitet, hvad reguleringen a f det enkelte arbejdsforhold angår, end den, som kan konstateres i de arbejdsforhold, der dom ineres af de kollektive overenskom ster.
Endelig finder man en tredje indgang, nemlig den man kan kalde den so cia le. Jeg tænker her på sam fundsm agtens rendyrkede øn sk e om at indlægge bestem te tryghedsværdier eller sikringsordninger i eller i til
knytning til det lønnede m ellem væ rende.
D isse ønsker kan kom m e op i forbindelse med den lige nævnte kontraktlige lovgivning. Som eksem pel kan næ vnes funktionæ rlovens regler om barselløn og fratræ delsesgodtgørelse. Eller de kan m anife
stere sig i relation til mere isolerede spørgsm ål, såsom ulykkesforsik
ring, arbejderbeskyttelse og arbejdsløshedsunderstøttelse. Karakteri
stisk er im idlertid, at de sociale am bitioner ofte vil have udgangspunkt
i en bred interesse rettet på lønnede arbejdsforhold i alm indelighed.
De respekterer derfor ikke nødvendigvis de traditionelle opdelinger i forskellige lønm odtagergrupper. Og de respekterer efter deres natur ej heller gerne organisationernes selvb estem m elsesret endsige de kon
traktlige m ekanism er, som har dom ineret de områder, der ovenfor blev karakteriseret som individualretlige. D et offentliges interesser af denne art kom m er derfor også ofte ind på en m åde, som for privatpar- terne fremtræder som en hund i et spil kegler.
Betragter man nu sa m sp ille t m ellem de opregnede, primære påvirk- ningsgrupper inden for de ligeledes opregnede reguleringsm odeller, er der vel især én ting, som springer i øjnene, nemlig d et, man kan ka
rakterisere som den indbyggede ufordragelighed. D e forskellige grup
per slides i indbyrdes spændinger, der gør det vanskeligt at se kontu
rerne skarpt, og som gør det vanskeligt at etablere den rigtige balance im ellem de redskaber, hver a f de pågældende grupper repræsenterer.
I hver sit hjørne a f den skitserede trekant finder man således en betydelig arrogance.
De dom inerende organisationer er sig selv nok. D e er i stand til at klare sig uden indblanding og accepterer i øvrigt helst kun indblanding, når det er påtrængende nødvendigt – eller når de lejlighedsvis kan opnå en hurtig gevinst derigennem . En grundliggende årsag til denne indadvendte holdning er g ivetvis, at sådanne indgreb vil kunne true organisationernes ek sisten s.
Set fra denne ende a f system et anskues indgreb fra lovgivnings
m agtens side i socialt øjem ed med den største mistro. Men man er for så vidt også valen over for dem , der repræsenterer individualregule- ringen. Man anerkender i og for sig gerne enkeltkontraktens proble
mer. Man erkender, at d isse også eksisterer på overenskom stom rå
derne i en form , som ikke nødvendigvis afviger særlig m eget fra det, der kendes andetsteds. Men man klarer sig helst uden at puste dem for m eget op. M åske betragter man dem som juridiske om svøb . Tænker man alligevel lejlighedsvis i enkeltkontraktlige baner, sker det ikke sjældent først og frem m est med sigte på at neutralisere lovgivers am bitioner.
Repræsentanterne for de enkeltkontraktlige områder vil heroverfor typisk være juridiske teknikere. D e vil anskue overenskom stom råder
ne med m istro – bl.a. fordi de ofte står uden for organisationsvæ senet.
Og de vil også ofte anskue lovgivers sociale initiativer som utidige - bl.a. fordi d isse ingenlunde passer ind i det m ønster, man kender og betragter som det korrekte.
Endelig finder man så i det tredje hjørne repræsentanterne for de såkaldt sociale intentioner. U den m egen indsigt i arbejdskontraktens facetter og organisationsvæ senets irgange fortrænger man her nok i virkeligheden disse m est muligt. A rbejdsm arkedslovgivningen bliver en frynse a f den sociale lovgivning og h enskydes helst til en isoleret plads inden for denne. T vinges man imidlertid i gang, er vejen indly
sende. Argum entation om social betryggelse a f uorganiserede og so c i
ale fremskridt i det hele taget ligger nær for. D et er ikke vanskeligt at få de andre to interessegrupper til at fremtræde som reaktionære ol
dinge, form alistiske stivnakker eller organisationspam pere.
D en forestillingsverden, eller om man vil den juridiske ideologi, der om giver reguleringen a f det lønnede arbejde, repræsenterer således vidt forskellige synssæ t. Og sam m ensm eltningen af et arbejdsretligt system til et organisk hele vanskeliggøres i øvrigt a f redskabernes forskellighed: D en sociale indfaldsvinkel varetages a f folketing og centraladm inistration under anvendelsen – om nødvendigt – af det m iddel, der ligger i ufravigelig lovgivning. D et organisationsm æ ssige varetages af de store organisationer på begge sider af arbejdsmarkedet - med det redskab til rådighed, som ligger i overenskom stinstituttet, en betydelig sagkundskab og økonom isk magt samt betydelige mulig
heder for at påvirke stem ningerne i og uden for folketing og admini
stration. D en enkeltkontraktlige indfaldsvinkel varetages a f f.ek s.
retsvidenskab og advokatstand – typisk uden andre midler end dem , som ligger i en bredere juridisk baggrund.
I denne forskelligartethed ligger tillige kim en til en afsporing af d e
batten om det arbejdsretlige system s m aterielle indhold. I bestræ bel
serne på at elim inere en påvirkningsfaktor underkender man f.ek s.
ofte det redskab, denne faktor repræsenterer i retsdannelsen. I b e
stræbelserne på at elim inere lovgivers indflydelse på den m aterielle retsudvikling attakerer organisationerne f.ek s. lovvejen som redskab for retsskabelsen på arbejdsm arkedet. O m vendt opfatter lovgiver til
syneladende ofte nyttiggørelsen a f den traditionelle arbejdsret og kontraktsret som tekniske om svøb , der blot tjener til at forhale en ønskelig udvikling.
H erved overses det f.e k s ., at ek sisten sen af en arbejdsm arkedslov
givning ikke nødvendigvis er uforenelig med organisationernes virke endsige m ed et højt teknisk niveau i den m aterielle regeldannelse.
Om vendt overser lovgiver og adm inistration, at socialt niveau ikke nødvendigvis er uforeneligt med en passende hensyntagen til ov eren s
kom ster, aftalefrihed og god juridisk teknik.
I forskelligartetheden a f den tyngde, hvorm ed de tre primære på
virkningsfaktorer har mulighed for at sæ tte deres vilje igennem – med hver sin vægt inden for rammerne af det ufravigelighedssystem , den prioritetsorden, i hvilken retskilderne indpasses – ligger følgelig en latent kilde til spænding. For denne prioritetsorden m odsvarer jo in
genlunde nødvendigvis den balance, som objektivt set måtte være den bedste i de situationer, der kom m er op. F. ek s. står der bag lovredska
bet vælgerpolitiske m otiver, der kan være ganske irrationelle. Og som penneførere i forbindelse med anvendelse af dette redskab står jæ vn ligt en stab, der er væ sentligt svagere funderet end den, der findes hos de private organisationer.
Til alt d ette, til de problem er, der opstår i spæ ndingszonerne, vil jeg senere vende tilbage. Men forinden vil det m åske være en idé at søge at illustrere det allerede sagte m ed nogle citater for bedre at forstå, hvad det er for brikker, spillet indeholder.
3. En illustration.
Spørgsm ålet om lovgivers forpligtelse til at regulere arbejdsvilkårene har optaget sindene langt tilbage i tiden. Jævnligt flød socialregulerin- ger sam m en med arbejdsmarkedsreguleringer.
I Betænkning af 1878 fra en kom m ission nedsat til undersøgelse af arbejderforholdene i Danmark kan bl.a. læses: (betænkningen side IX ff).
»Som det vil fre m g a a e a f nedenstaaende B etæ nkning have C om m issionens M edlem m er i det H ele kunnet enes om de i For
slag bragte Foranstaltninger, der tilsigte A rbejderbefolkningens O phjælpning ved S ta te n s B istand sa m t en Ordning a f denne S ta n d s Forhold ved L ovgivningsm agtens Indgriben. Dog vil det vise sig, at saadan Enighed ikke fuldstæ ndig har kunnet tilveie- bringes m ed H ensyn til eet væ sentligt P u n d , nemlig den egent
lige H aandvæ rkerstands O rganisation. M edens nem lig Alle have kunnet enes om , a t den Tilstand, der er bleven tilveiebragt ved Næ ringsloven a f 29de D ecem ber 1857, m aa ansees fo r utilfreds
stillende, idet S a m fu n d ets Interesser kræve større Begræ ndsnin- ger a f N æ ringsfriheden, end de der i 1857 bleve ansete fo r nød
vendige, vil det fin d e s, at Fleertallet dog i det Væ sentlige vil fo rb live indenfor de ved N æ ringsfriheden givne Tilstande, m e dens et M indretal (K re b s, F ra e n c k e l og A n d e rs e n sa m t C om m issionens undertegnede Form and) m aa kræve, at der til S a m fu n d e ts B etryggelse m o d Frihedens M isbrug oprettes lignende
Institutioner, som Fortiden havde i Laugsordningen, m en som ganske ere bortfaldne m ed N æ ringsfrihedens Indførelse. . . . D et fø r s te A fsn it a f C om m issionens B etæ nkning, ,,O m A rb e id s- s y s t e m e r n e t i l s i g t e r at angive C om m issionens Stilling Uge- overfor de i vor Tid fre m k o m n e Forsøg paa at løse Vanskelighe-
(lerne i A rbeiderspørgsm aalet ved at fje rn e M odsæ tningen m el
lem A rbeidsgiver og A rheider enten ved O prettelsen a f Produc- tionsforeninger eller ved at give Arbeiderne directe A n d eel i For- retningsudbyttet (det saakaldte A n d eelssystem ). M edens disse F orsøg have fu n d e t Tilslutning hos tvende a f C om m issionens M edlem m er (Jefsen og Faber), anseer C om m issionens øvrige F leertal dem f o r kun at have underordnet B etydning, idet dette F leertal anseer den nugjæ ldende Ordning, det a f den fr ie Con
currence regulerede L ønningssystem , f o r d et naturlige System , der ikke i nogen overskuelig F rem tid kan ventes fo ra n d ret. – M indretallet kan ikke tiltræde denne Fleertallets A nskuelse om N aturnødvendigheden a f den fr ie C oncurrences H erredøm m e over A rbeidsm arkedet; m en idet det betoner Statshjæ lpens N ø d vendighed til V anskelighedernes Løsning, kræ ver det en ny Or
ganisation a f den industrielle S ta n d som B etingelse fo r Ydelse a f B istand til P roductionsforeninger og lignende Forsøg.
Til Ordning a f det nu altfor løse C o n tr a c ts fo r h o ld m e lle m Ar- b e id sg iv e re og A rb e id e re , baade Svende og Fabrikarbeidere, fo resla a e s a f hele C om m issionen (dog m ed U ndtagelse a f F a ber) indført en A rb eid sco n tra ctsb o g , indeholdende de vigtigste P uncter til C onstutering a f de indgaaede O vereenskom ster m el
lem de P aagjæ ldende. Et herom handlende L ovudkast indehol
der tillige andre B estem m elser, der skulle værne om disse Con- tracter, saaledes F astsæ ttelsen a f en O psigelsesfrist, Forbud m o d A n ta g else a f en Arbeider, der ikke er lovlig løst fr a sit tidli
gere C ontractsforhold, Lønnens U dbetaling o. s. v. M edens dis
se B estem m elser i det H ele m aa være ufravigelig gjæ ldende fo r et h vilketsom helst C ontractsforhold a f denne Art, vil ¡øvrigt Ar- beidscontracten være at overlade til C ontractsfriheden. N avnlig m aa d ette efter F leertallets F orm ening ogsaa gjæ lde om Arbeids- tidens Læ ngde, m edens M indretallet ikke skulde være uvilligt til at fo re sla a e visse G ræ ndser herfor fa stsla a e d e ved L ovgivnin
gen, saaledes at den næ rm ere B estem m else indenfor disse over
lodes til vedkom m ende Corporations egen A fgjørelse. H vorledes m an tæ nker sig Stridigheder om L ønnens Størrelse udjevnede, vil fre m g a a e a f d et Følgende.
I F orbindelse herm ed er der gjort Forslag til, at Fabriklovens
M ed H ensyn til Ordningen a f L æ rlin g e fo rh o ld e t have C om m is- sionens sam tlige M edlem m er enedes om et L ovforslag, . . . H ele C om m issionen er enig om at fre m h æ ve N ødvendigheden a f en f a s t og b e s te m t, a f d e t O ffe n tlig e a n e r k je n d t F o rb in d e lse m e lle m S v e n d e n e i de e n k e lte F a g , hvilken nu fo r Tiden aldeles savnes. M en m edens Fleertallet haaber at kunne opnaae en saadan Forbindelse a d Frivillighedens Vei uden nye L o vb e
stem m elser ved enkelte M odificationer i de bestaaende F orenin
gers S tatuier, antager M indretallet, at det ikke tør overlades til Frivilligheden, m en at Indtræ delsen i Svendeforeningen bør være pligtig f o r enhver Svend, der arbeider i det paagjæ ldende Fag, saaledes at den nærm ere Ordning h e r a f fo re g a a e r paa Grundlag a f den ældre Laugsforening. . ..
H va d angaaer A fg jø r e ls e n a f egentlige R e ts s tr id ig h e d e r m e l
lem A rb e id sg iv e re og A r b e id e r e . . ..
H va d L a n d a r b e id e r n e s Forhold angaaer, fo rm e n e r C om m issi
onen, al den jo rd lø se Arbeiders Stilling vil fo rb e d res væ sentligt, naar . . .
Den overluiandtagende U dbredelse a f B ræ ndeviinsdrikken har fora n led ig et C om m issionen til F rem sæ ttelsen a f en R æ kke For
slag, der sigte til a t in d sk ræ n k e B r æ n d e v iin s fo r b r u g e t, . ..
Til O rdningen a f S y g e - og B e g ra v e lse s k a s s e r n e s F o rh o ld , .. . I A nerkjendelse a f H u sh o ld n in g s fo r e n in g e r n e s Betydning
M ed H ensyn til A ld e r d o m s fo r s ø r g e ls e n . . .
For det Tilfælde, at Arbeideren under U dførelse a f det ham p a alagte A rbeide ko m m er til Skade eller dræ bes under O m stæ n
digheder, der m aa tilskrives M angeI paa behørig F orsigtighed fr a A rbeidsgiverens Side, har C om m issionen fre m sa t Forslag til nærm ere Ordning a f den E r s ta tn in g s fo r p lig te ls e , der da bør paahvile A r b e id s g iv e r e n . . . .
M ed H ensyn til A c tie v æ s e n e t i d e ts F o rh o ld til de a rb e id e n d e d a s s e r . . .
For al m odarbeide de Skyggesider, der klæbe ved Livel i de store Fabriker, slutter C om m issionen sig til de B estræ belser, der gjøres fr a Technikens Side f o r ved sm a a K r a ftm a s k in e r m ed billig B evæ gkraft at sæ tte den lille Bedrift i S ta n d til at concurre- re m ed den store og at decentralisere A rbeiderbefolkningen til sm aa industrielle O rganism er. . . .
Tilsynet m ed L evnetsm idler fo resla a e s skjæ rpet ved Tilveie- bringelsen a f offentlige Slagtehuse og lignende M idler. . . . O prettelsen a f S p a r e k a s s e r . . ..
Tilveiebringelsen a f gode Arbeiderboliger. . . .
A rbeiderbefolkningens U dbytte a f S k o le u n d e r v iis n in g e n . . . Endelig har C om m issionen i A nerkjendelse a f den B etydning, det har f o r A rbeideren, a t der fo rs k a ffe s ham en virkelig H viledag paa S ø n - og H e llig d a g e n e , fo re sla a e t . ..
M en fo rin d en je g slutter, være det mig endnu tilladt til de fr e m sa tte Forslag, der alle selvfølgelig ere a f specielt Indhold, at kn ytte nogle fa a e B em æ rkninger a f alm indeligere N a tu r om , hvorledes je g troer, at A rbeiderspørgsm aalet i sin H elh ed bør betragtes og tilnæ rm elsesviis søges løst. F orstaaer m an ved dets L øsning, at F attigdom skal fo rsvin d e og L ykke og Tilfredshed tilveiebringes f o r A lle, er det klart, at der ikke kan være Tale om heelt at naae et saadant Form aal; thi F attige vil der altid fin d e s, og L ykke og T ilfredshed betinges a f saa m ange forskjellige O m stæ ndigheder og E genskaber hos den Enkelte, at der altid vil være M ange, som savne disse Goder. M en m an kan dog, hvor visse B etingelser herfor ere tilstede, haabe at kom m e M aalet næ rm ere. D isse B etingelser ere deels sociale hos F olket selv, deels bero de paa R e g je r in g e n s K raft og Villie til al fr e m m e og fo rb e d re A rbeidernes Kaar. B oer der hos F olket m andig K raft, fo rb u n d e n m ed sa n d R eligiøsitet og M oralitet, og F ortidens Tar
velighed a tter vender tilbage, og fin d e s der i de raadende S a m fu n d sk la sse r en politisk U ddannelse og M odenhed, der fo re n e r
Æ rbødighed fo r de nedarvede Institutioner m ed Villighed til at give disse de Form er, den frem skrid en d e Udvikling kræver; og
tager en kraftig Regjering, der fø le r sig stæ rk nok til baade at holde de re vo lu tio n ä re Tilbøieligheder i Tøm m e og til a tfy ld e st- gjøre Tidens store Krav, A rbeiderspørgsm aalet i sin H aand, saa vil F attigdom blive sjeldnere og Tilfredshed blive fre m h ersk en d e , h va d der er en nødvendig B etingelse fo r S a m fu n d ets R o og vir
kelige Frem gang. N a a r m an ikke skyer at tage f a t paa O pgaver
ne, m en successive gjennem hensigtsm æ ssige F oranstaltninger og L ove søger at fo rb e d re A rbeidernes Stilling i Sa m fu n d et, vil m egen M o d sta n d im o d en billig og retfærdig L øsning a f A rbei
derspørgsm aalet bøie sig, og m ange gode K ræ fter m ed varm Interesse f o r Sagen, som nu fo rh o ld e sig iagttagende og a fven tende, ville yde væ rdifuld B istand og arbeide hen til, at For
m a alet kan naaes, og efterhaanden ville fle re og fle re a f de som nødvendige fre m h æ ve d e B etingelser kom m e tilveie, som R esu l
tat a f R egjeringens og dygtige M edborgeres fø re n d e B estræ bel
ser.«
Am bitioner m anglede udvalget, som det vil, ses ikke, m en tidspunktet var næppe det rette. Kun på spredte punkter blev kom m issionens oplæg ført ud i livet. Og i m ellem tiden fandt arbejdere og svende deres egne veje gennem selvhjælp. Man tilkæm pede sig gennem arbejds
kamp p assende kollektive overenskom ster om arbejdsvilkårene. Efter århundredskiftet stod i hovedsagen kun m edhjælpere (tyende) og funktionærer tilbage med deres egne problem er. Og funktionærer var der ikke særlig mange af.
I 1910 afgiver T yendekom m issionen betænkning. D enne kom til at indeholde en del interessante ræ sonnem enter omkring spørgsm ålet:
Arbejdsm arkedslovgivning eller ikke, samt om denne lovgivnings ind
hold. I m otiverne til første mindretals forslag, p. 25 ff, hedder det:
»Fra enkelte Sider, ogsaa indenfor K om m issionen, er den prin
cipielle A nskuelse gjort gæ ldende, at B estræ belserne burde ret
tes p aa at tilvejebringe en alm indelig L ovgivning angaaende Ar- beidslejekontrakter eller dog fa s te Tjenestekontrakter i det hele, altsaa en Lovgivning, om fattende ikke blot Tyendet, m en ogsaa de saakaldte højere tjenende, H andelsbetjente, Søfolk, Lærlin
ge, H aandvæ rkssvende og saa videre. N æ rvæ rende M indretal har dog ikke kunnet slutte sig til denne A n s k u e ls e. . . . navnlig, fo rd i en saadan o m fa tten d e Lovgivning som den o m talte altid
m a a tte blive a f en saa overfladisk og svæ vende Karakter, at den hverken f o r de vedkom m ende private Parter eller de offentlige M yndigheder vilde have synderlig V æ rd i. . . . M indretallet nærer da ogsaa den A nsku else, at de forskellige T jenesteforhold hver f o r sig fre m b y d e r saadanne fa k tis k e Forskelligheder, at hver a f
dem har Krav pa a sin særlige retlige Behandling.
Der er fr a fo rskellig e Sider gjort gæ ldende, at den rette Løsning a f den K om m issionen stillede O pgave vilde være en fu ld stæ n d ig O phæ velse a f Tyendeloven og dennes A fløsning a f »frie K on
tra ktforhold«. O gsaa denne A nskuelse har haft sine T alsm æ nd indenfor K om m issionen. De, som saaledes tager til Orde fo r T yendelovens O phæ velse, tilsigter dog ikke en A fsk a ffe lse a f Ty
endelovgivning overhovedet, idet de sam tidig fre m sæ tte r Krav om en B eskyttelseslov fo r det um yndige Tyende sa m t om visse andre Lovregler, navnlig angaaende B eskaffenheden a f de B o
liger, der anvises Tyendet. N æ rvæ rende M indretal har im idlertid ikke ku n n et tiltræde den herom afgivne Indstilling.
For saa vidt m an im idlertid vil opstille B ibeholdelsen a f en Tyendelovgivning og H æ vdelsen a f K ontraktfriheden som to M odsæ tninger, m aa M indretallet anse d ette som fu ld stæ n d ig m isvisende. T yendeforholdet er allerede efter den bestaaende Lovgivning et fu ld stæ n d ig t fr it K ontraktsforhold, ikke blot saaledes, at det fu ld stæ n d ig beror paa Parterne selv, om de vil indgaa det eller ikke, m en ogsaa saaledes, at de i det videst m ulige O m fang er H errer over K ontraktens Indhold. N æ sten alle de R egler i den nugæ ldende Tyendelov, som angaar del rent indbyrdes Forhold m ellem Parterne, er a f deklaratorisk N atur, saaledes at de kun gæ lder, fo r saa vidt Parterne ikke ved deres fr ie K ontrakt har a ftalt andet. H eri er væ sentlig kun gjort In d
skræ nkning derved, at visse V edtagelser til U gunst fo r T yendet i Sygdom stilfæ lde er erklæ rede f o r uforbindende f o r dette. En Ting f o r sig er det, at de a f T yendelovens Regler, som angaar Forhol
d et til det offentlige eller Tredjem and, saasom R eglerne om Skudsm aalsbøger, om P rocesfrem gangsm aaden, om Tyendets Stilling overfor H usbondens K onkursbo og deslige, er hæ vede over P arternes fr ie B estem m else.
En A fsk a ffe lse a f Tyendelovgivningen vilde alt saa ikke m edfø-
re, at et Forhold, som nu er ufrit, hiev frit, m en kun, at et For
hold, som nu er lovordnet, blev uden Lovordning.
For saa vidt der im idlertid tages til Orde fo r A fsk a ffe lse a f Tyendelovgivningen, m aa Flertallet anse d ette som fo rfejlet.
Selv om m an nem lig afska ffed e Tyendeloven, vilde dog T yende
fo rh o ld et blive bestaaende. Der vilde stadig være H usbonder og H usm ødre, som havde Brug fo r denne Form a f A rbejdskraft, sikret ved en m ere langvarig K ontrakt og i videre O m fang til R aadighed derved, at den tjenende er o ptaget i H usstanden.
F rem deles vilde der stadig være Tilbud a f tjenestesøgende, som paa G rund a f deres personlige og økonom iske Forhold var hen
viste til at søge deres Livsophold paa denne M aade. N aar Tyen
deforholdet saaledes under ingen O m stæ ndigheder kan a fsk a f
fe s , m aa M indretallet anse del fo r ganske fo rfejlel at opgive Lovordningen deraf. D et er saavel f o r de um iddelbart interesse
rede P arter som f o r S a m fu n d et i det hele a f stor B etydning, at der fin d e s en bestem t fo r u d given R ettesnor, hvorefter o pstaaede K onflikter skal afgøres i alle de Tilfælde – og det vil sikkert blive de fle s te – hvor Parternes K ontrakt intet siger. F andtes en saadan ikke, vilde det blive D om stolenes Sag, naar T vistem aal opstod, at afgøre disse efter A nalogier og alm indelige R e ts
grundsæ tninger. I S te d et fo r en R etspleje, hvis Grundlag var aabenbart og tilgæ ngeligt fo r enhver, vilde m an da fa a en R e ts
pleje, hvis Grundlag kun var tilgæ ngeligt f o r Juristerne. Den U sikkerhed, som herved fo rv o ld te s, vilde være til Skade f o r beg
ge Parter, m est dog f o r T yendet, som paa G rund a f sin ringere økonom iske Stilling og sin g ennem snitlige U ngdom i Reglen maa fo ru d sæ tte s at være den underlegne Part i R etsforholdet. D et kan allerede være svært nok f o r Tyendet, naar d et staar m e d en skre
ven L ov i H aanden, at skaffe sig sin R et, m en det vilde sikkert blive endnu sværere fo r det, hvis det skulde staa uden udtrykkeli
ge Lovregler som S tø tte fo r sine Krav, det vilde da være langt lettere at fo rk n y tte og langt vanskeligere at hjæ lpe. D et vilde dog ogsaa være ganske ejendom m eligt, om L ovgivningsm agten, sam tidig m ed at den indgaaende beskæ ftiger sig m ed Ordningen a f F orhold som K øb og Salg, B efragtning og deslige, erklæ rede det Forhold, hvorved ca. 250,000 a f vore M edborgere erhverver deres Ophold, f o r sig uvedkom m ende.
N u kunde m an m aaske nok gaa ud fr a , at sa a frem t L ovord
ningen a f T yendeforholdet bortfaldt, vilde de private P arter i
større O m fang en d nu sæ dvanligt søge at klargøre deres indbyr
des M ellem væ rende ved udførlige kontraktm æ ssige B estem m el
ser. D et tør m aaske ogsaa antages, at L andboforeninger, H us- m ødreforeninger og lignende Sam m enslutninger til Brug f o r deres M edlem m er og andre vilde lade udarbejde N orm alkontrakter f o r T yendeforholdet. M uligvis T yendeforeninger vilde fo rsø g e noget lignende. D et kan dog næ ppe ventes, at der ved saadanne ensidig udarbejdede K ontrakter vil blive taget et saadant ligeligt H ensyn til begge Parters berettigede Interesser, som L o vg iv
ningsm agten kan tage. Og under alle O m stæ ndigheder m aa det befrygtes, at saadanne K ontrakter, selv om de ogsaa, h va d næ p
p e er troligt, vandt alm indeligt Indpas, i alt fo r m ange Tilfælde vilde vise sig ufuldstæ ndige og derfor give A nledning til Tvivl, idet det dog aldrig kunde ventes, at de skulde blive udarbejdede m e d den O m sigt og U dførlighed som en virkelig Lov.
I O verensstem m else m ed det anførte har M indretallet anset d et som sin H ovedopgave pa a Grundlag a f den gæ ldende Tyen
delov a t udarbejde en ny, hvis R egler kunde tjene til Regulering a f P arternes indbyrdes Forhold, sa a frem t disse ikke i det enkelte Tilfælde har a fta lt andet. Flertallet har herved, om m an vil, til
vejebragt en N o rm alkontrakt f o r P arternes M ellem væ rende. Ved Siden h e r a f har M indretallet im idlertid bestræ bt sig f o r a t give U dkastet et sa a d a n t Indhold, a t d et kan siges at udfylde en Plads i vor m oderne sociale Lovgivning.
Først og fr e m m e s t har M indretallet da fje rn e t de B estem m el
ser, der i den gæ ldende L o v ligesom sæ tter U nderklassestem plet pa a T yendestanden. . . .
D ernæ st har U dkastet sø g t i det O m fang, hvori det f o r Tiden skønnes m uligt under rimelig H ensyntagen til H usbondens be
rettigede Interesser, at yde T yendet L o ven s B eskyttelse, idet m an er gaa et u d fr a , a t Tyendet som den Part, der ordentligvis vil blive den sva g este i det fr ie K ontraktsforhold, saa vidt m uligt bør have denne. D ette er i nogle Tilfælde sket ved R egler, som er ufravigelige og ubetin g et fo rb in d en d e, saaledes a t Tyendet ikke retsgyldigt kan fra skriv e sig de Fordele, der gives det. . . . «
Betænkningen skulle m ed tiden kom m e til at sæ tte sig spor i m edhjæl
perlovgivningen. U den for dette om råde kørte udviklingen imidlertid ad sine egne veje.
D en sociale lovgivning havde lidt efter lidt fundet en ramme, der i nogen grad isoleredes fra de arbejdsretlige reguleringer.
K. K. Steincke siger i »Socialreform en« (K øbenhavn 1933) p. 5-6:
»Del er ret fo rskellig t, h vad m an fo rs ta a r ved Sociallovgivning, og i og f o r sig kan m an lige saa vel kalde f . Eks. Skole-, H u s
m ands- eller Sundhedslovgivningen som Fabriks- eller Sygelov- givningen f o r Sociallovgivning, m en m an har ved denne sidste dog som R eg e l kun fo rs ta a e t 3 H ovedgrupper a f Lovgivning:
Beskyttelseslovgivningen, eller snarere A rbejderbeskyttelsen, hvorunder m an har tæ nkt p a a Fabriklovgivningen eller den sæ r
lige B eskyttelse navnlig fo r unge Arbejdere gennem F orbud m od eller Regulering a f Børns eller unge M enneskers Arbejde i In dustrien, Forbud m o d Natarbejde, Lærlingeloven, M edhjælperlo
ven m .f l ., der alle har d et særlige ved sig at begræ nse A rbejdsgi
vernes M yndighed overfor A rbejdskraften eller pa a A rbejdsplad
sen.
N æ st efter A rbejderbeskyttelsen næ vner m an da som anden H ovedgruppe Socialforsikringen. D enne har vel det til fæ lle s m ed al anden P ersonforsikring, at H jælpen kun yd es, hvor en vis Ska d e er sket, alt saa som en Sikring m o d et eller andet p erson
ligt Tab; m en der er den væ sentlige F orskel m ellem Socialforsik
ring og al anden A ssurance, at den fø rstn æ v n te organiseres og o fte adm inistreres a f d et offentlige selv, der desuden yd e r saa væ sentlige Tilskud til Socialforsikringen, a t den enkelte Forsik
ringstager ingenlunde svarer den Præm ie, som han efter fo r r e t
ningsm æ ssige Beregninger m a a tte bære. V ed Socialforsikringen – der som o ftest etableres overfor A rbejdsløshed, S ygdom , U lyk
kestilfæ lde under A rbejde, Invaliditet, ved B arsel eller m o d A l
derdom ssvæ kkelse – er der derfor ofte Tale om en ligefrem »m a skeret F orsørgelse« eller i hvert F ald om en betydelig »H jælp til S elvhjæ lp«.
S om den tredie Gruppe næ vnes da Forsørgelseslovgivningen, den rene U nderstøttelseslovgivning, hvor H jæ lpen ydes veder
lagsfrit, altsaa uden nogen M odydelse fr a M odtageren og i R eglen efter et S køn over O m fanget a f hans Trang (Alm isseprin
cippet), undertiden dog som en R et og m ed fa s te Trangsgræ nser og Takster, naar de iøvrigt fa s ts a tte B etingelser er opfyldt (R e ts
princippet).
A f disse 3 H ovedgrupper a f sociale L ove rører Socialreform en ikke ved den fø r s te , den saakaldte B eskyttelseslovgivning, m e
dens den reform erer hele den o m fa tten d e Forsikrings- og For- sørgelseslovgivning.’«
Tanken om gennem førelsen a f en ansæ ttelseslovgivning og om de ge
vinster, de politiske partier kan h øste herved, spøger imidlertid.
I 1937 forelægger D et konservative Folkeparti et forslag til lov om individuelle arbejdsaftaler. Herom siger ordføreren for forslagsstiller
ne, Christm as M øller, ved forelæ ggelsen bl.a. (F olketingstidende 1936/37, spalte 7224-25):
»Vi f o r vort V edkom m ende ønsker paa K ontraktens O m raade, som m an vil vide det, betydelig Frihed. Vi ønsker, at F orholdene m aa fo r m e sig paa en saadan M aade, at der, hvor d et er m uligt, kan være F rihed til a t træ ffe A ftaler, og dér kan der i økonom iske og privatretlige F orhold være stor Frihed. Vi anerkender, saale- des som m an ogsaa vil vide det efter hele den Stilling, vi gennem A arene altid har ta g et til den fa g lig e O rganisation og den fa g lig e B evæ gelse, F agforeningernes R et, det rim elige i at staa som M edlem a f sin fa g lig e O rganisation, at fø lg e denne i de For
handlinger, eventuelt K am pe, der kan ko m m e im ellem disse Or
ganisationer, h va d enten m an er A rbejder eller A rbejdsgiver. Jeg kunde henvise til m angfoldige U dtalelser ju s t pa a et O m raade, der tangerer dette, hvori je g jo i m eget høj G rad har g ivet Udtryk fo r, a t den Stem ning, som der m aaske det ene og det andet S te d i visse K redse har væ ret im o d O rganisationstanken, har je g fo r m it V edkom m ende ikke væ ret Tilhænger af. M en paa den anden Side vil m an ikke kunne benæ gte – det gæ lder d ette F orhold, je g her om taler, som andre - , at Forholdenes Udvikling har vist, saaledes som Tingene har fo r m e t sig gennem Tiderne, a t der er betydningsfulde O m raader, hvor L ovgivningsm agten bør tage sin Stilling og angive, hvorledes d et efter dens M ening sk a l være.
D erfor har vi udarbejdet nærværende L ovforslag om de individu
elle A rbejdsaftaler, hvori vi giver en R æ kke R egler a f præ ceptiv K arakter og siger: S aaledes bør det, som S a m fu n d et har udviklet sig, være.«
R egeringens m odtagelse var ikke begejstret. Efter en gennem gang af det udvalgsarbejde, der på det tidspunkt var gjort omkring funktionæ-
rernes forhold, sagde socialm inisteren bl.a. (F olketingstidende 1937/38 spalte 2295 ff):
»Det a f D et konservative Folkeparti nu fo re la g te Forslag har efter sin O rdlyd et m eget vidt O m raade, idet det o m fa tte r enhver Form fo r A fta le om A rbejdsydelse m od Vederlag, m en M eningen er, som d et fre m g a a r a f d et ærede M edlem H r. C hristm as M øl
lers B em æ rkninger, at give Lovregler fo r de private F unktionæ rer. Der opstaar h erved en Inkonsekvens, idet L ovforslaget efter sin Form ulering gaar videre end F orm aalet. Im idlertid er det fo rsta a elig t, at m an har valgt den videre Form ulering, idet m an se t fr a et sam fu n d sm æ ssig t S yn sp u n kt kan sige, at der ikke er m egen B egrundelse f o r at indføre særlige L o vb estem m elser fo r en Gruppe Sam fundsborgere, som selv i sto rt O m fang o pfatter en saadan Lovgivning som en U ndtagelseslovgivning, der sæ tter S kel m ellem F unktionæ rer og A rbejdere, sam tidig m ed a t disses Forhold i d et store og hele m aa betragtes som ensartede. D et har heller ikke hidtil været dansk L ovgivnings S tandpunkt, at m an skulde have særlig Funktionæ rlovgivning; de skiftende R egerin
ger her i L a n d et har uanset Partifarve ikke gen n em fø rt en saadan Lovgivning, m en staaet pa a det S tandpunkt, a t Social
lovgivningen, særlig Socialforsikringen, ikke blot skulde gælde de egentlige L ønarbejdere, m en ogsaa o m fa tte M edhjæ lpere og andre P ersoner, som havde under en vis F orm ue og In d tæ g t. Der er ganske vist p a a enkelte O m raader gen n em fø rt en vis Sæ rlov
givning, saaledes f o r R etsforholdet m ellem H u sbond og M ed
hjælpere under 18 A ar, fo r S ø m æ n d og udenlandske Arbejdere, beskæ ftigede h er i L an d et, m en M otiveringen herfor har væ ret en ganske særlig Trang. D et skal ikke bestrides, at der kan være O m raader, hvor der saavel fo r A rbejdere som f o r M edhjæ lpere kan være Trang til a t underbygge den bestaaende Lovgivning.
Love i den R etning er ogsaa vedtaget a f Rigsdagen; je g skal næ vne L oven om privat A rbejdsanvisning og L oven om Tilsyn m ed P ensionskasser.
Ja, d ette høje Ting vil a f disse m ine B em æ rkninger fo rsta a , at je g ikke i m indste M aade er im poneret a f D et konservative F olke
partis Initiativ i denne Sag, et Initiativ, der j o paa afgørende
P unkter, navnlig i Spørgsm aalet om L ønproblem et, gaar uden om K æ rnen i P roblem et. Jeg tror, at F unktionæ rstanden i det lange Løb er bedre tjent m ed som alle andre A rbejdere at organi
sere sig, og at m an fr a S a m fu n d ets Side kun skal gribe ind, hvis det viser sig, at A rbejdsgiverne fo r ts a t hindrer P ersonalet i al organisere sig og derved skaber M uligheder f o r at underbetale deres A rbejdere, m en saa skal Indgrebet fr a S a m fu n d ets Side ogsaa være a f en saadan K arakter, at je g ikke venter, a t D et konservative F olkepartis R epræ sentanter her i d ette høje Ting vil m edvirke til G ennem førelsen a f den dertil sigtende Lovgivning.
D et forelig g en d e Lovforslag er altsaa efter min O pfattelse ikke egnet til at ophøjes til Lov. H vis Forslagsstillerne im idlertid øn
sker L ovforslaget h envist til B ehandling i et U dvalg, vil je g na
turligvis være villig til, dersom U dvalget m a a tte ønske det, at deltage i dets Forhandlinger. Den kom m en d e Tid vil vise, om der er M ulighed f o r at naa E nighed om et Forslag, der kan g en n e m fø r e s til Sikring a f visse O m raader vedrørende Funktionæ rernes
Vilkaar.«
Gennem udvalgsbehandlingen kom der som bekendt trods alt en funk
tionærlov ud a f det. Forbundsform and i H K og socialdem okratisk folketingsm edlem G ustav Pedersen udtrykker i en leder fra 1. maj 1938 en karakteristisk reaktion:
»Da det a f det konservative F olkeparti indbragte »Forslag til L ov om individuelle A rbejdsaftaler var til 2. Behandling i Folke
tinget, hvor D iskussionen fø r te s om det a f R egeringspartierne udarbejdede Æ ndringsforslag, der blev til »Lov om R etsforhol
det m ellem A rbejdsgivere og Funktionæ rer i p rivate E rhvervs
virksom heder«, betonede det konservative Folkepartis For
m and, H err C hristm as M øller, ret stæ rkt, at han hellere havde set det a f ham p a a P artiets Vegne stillede Forslag gennem ført.
B ortset fr a , at ingen kan fo rtæ n k e H err C hristm as M øller i at syn es bedst om sine egne Forslag, ligger der i denne U dtalelse en P aam indelse om , at selv om det konservative Folkepartis F orm and har fa a e t sin F olketingsgruppe og Flertallet, m en og
saa kun Flertallet a f sin L andstingsgruppe, til al ste m m e fo r R egeringspartiernes Forslag til en Funktionæ rlov, saa m aa vi ikke glem m e, at P artiet har H ensyn at tage til de A rbejdsgivere, hvis In teresse i at svæ kke M edhjæ lpernes O rganisationsbestræ -
heiser vanskeligt kan fo re n e s m ed Principperne i en virkelig Be- skyttelseslov fo r Funktionærer.
I denne M odsæ tning ligger nem lig ogsaa H ovedforskellen m ellem det konservative Folkepartis Forslag og den L ov, der er gennem ført.
De konservatives Forslag vilde, hvis det var blevet til Lov, have vanskeliggjort vort Fags O rganisationsarbejde m eget fø le ligt uden sam tidig at give nogen virkelig B eskyttelse.
Den gennem førte L ov derim od yd er en vidtgaaende retslig B e
skyttelse, uden at den i m indste M aade generer O rganisations
arbejdet – ja , endda m ed en stæ rk U nderstregning a f O rganisa
tions- og F orhandlingsretten.
U d over denne principielle F orskel er der i L oven betydelige Fordele i Sam m enligning m ed de konservatives Forslag.
Der er saaledes i L oven ikke Forskel paa Vilkaarene f o r over
ordnede og underordnede. Ekspeditricen, E kspedienten og K ontorm edhjæ lperen har sam m e R ettigheder som A fd elin g s
chefen og F uldm æ gtigen.
D erim od er d er givet F unktionæren, som den svage Part i Forholdet, en Preferencestilling i Forhold til Principalen vedrø
rende O psigelsesfristen.
H vo r Principalen skal give 3, 4, 5 eller 6 M aaneders O psigel
sesfrist, skal Funktionæ ren kun give I M aaned, der endda viger i Tilfælde a f lovlig varslet A rbejd ssta n d sn in g .
N a a r dertil læ gges en virkelig Forbedring a f Sygelønsordnin- gen, E fterløn ved D ødsfald, Begræ nsning i M ulighederne f o r at m isbruge anonym A vertering, og O rganisations- og F orhand
lingsretten, er det ikke u beskedent at fa stslå , at R egeringspar
tierne naaede a t udarbejde den B eskyttelseslov, som de konser
vative havde talt om , m en ikke fo r m e t i deres Forslag.«
Socialdem okratiets konkurrencesituation i forhold til de borgerlige partier skinner tydeligt igennem . Også heri kan fagbevæ gelsen dog se en linie: »U nder sam virkets Flag« (K øbenhavn 1948) p. 442:
»Som i B ism arcks T yskland gaves der ogsaa i D anm ark K onser
vative, der troede, at m an kunde vinde Arbejderne og hindre Socialism ens V æ kst ved sociale R eform er, og selve Tilstedevæ relsen a f Socialdem okraterne bevirkede saaledes i R ealiteten en Æ ndring a f sam tlige borgerlige Partiers Program i m ere social R etning.«
I betænkningen fra funktionæ rlovsudvalget a f 1946 p. 7 læ gges efter
rationaliseringens slør i nogen grad ud over d et, der foregik i 1938 omkring denne lov:
»Lov N r. 168 a f 13. A pril 1938 om R etsforholdet m ellem A r
bejdsgivere og Funktionæ rer i private E rhvervsvirksom heder b etø d en væ sentlig N ydannelse inden fo r den gæ ldende Ordning a f det privatretlige F orhold m ellem A rbejdsgivere og b eskæ fti
gede.
Indtil Funktionæ rloven havde d ette Forhold m ellem A rbejds
giver og F unktionæ r ligesom A rbejdskontrakter i A lm indelighed væ ret undergivet den saakaldte K ontraktsfrihedens G rundsæ t
ning, saaledes at Parterne uden nogen L ovregulering fa stla g d e Retsforholdet gennem individuelle A ftaler og Organisationsover- enskom ster.
Fra denne H ovedregel var der kun gjort U ndtagelse i Tilfælde, hvor særlige sociale H ensyn gjorde sig gæ ldende, som ved M ed
hjæ lperloven a f 6. M aj 1921, Søm andsloven a f 1. M aj 1923 og Lærlingeloven a f 7. M aj 1937.
V ed F unktionærloven fo re to g e s nu en Lovregulering a f den store F unktionæ rstands A rbejdskontrakter.
Begrundelsen f o r denne Lovregulering m aa søges i den Linie, som den økonom iske Udvikling har fu lg t m ed Storbedrifternes Frem træ ngen p a a den mindre, selvstæ ndige B edrifts B ekostning.
D ette bevirkede, at H ovedm assen a f F unktionæ rer saa sig berø
vet M uligheden f o r m ed Tiden at opnaa selvstæ ndig Virksom hed.
Fra a t være en O vergangsstilling m ed den selvstæ ndige Bedrift som endeligt M aal blev Funktionæ rstillingen f o r de m ange den endelige Placering i Erhvervslivet.
D enne Udvikling m aa tte naturligt fø r e m ed sig, at der a f Funktionærerne stilledes videregaaende K rav til B etryggelse a f deres økonom iske Stilling.
Som f o r A rbejdernes V edkom m ende er m egen B etryggelse a f Funktionærerne opn a a et gennem O rganisation, m en p a a G rund a f F unktionæ rgruppens U ensartethed er O rganiseringen ikke g ennem ført i sa m m e O m fang som f o r A rbejdernes V edkom m en
de. D ette i F orbindelse m ed, at Funktionæ rstillingen m ed den fa s te Tilknytning til Virksom heden og de Fordele, den byder A r
bejdsgiveren, naturligt fø r e r m ed sig, at der til F unktionæ rens B etryggelse paalæ gges A rbejdsgiveren visse Byrder, har be
grundet F unktionæ rloven. De anførte B etragtninger virkede m ed en saadan Styrke, a t L oven vedtoges een stem m ig t i saavel Fol
keting som Landsting.
Funktionæ rloven giver Funktionæ ren en M inim um sbeskyttel
se, som ikke kan fra v ig e s ved A ftaler, Jfr. L ovens § 13. D ette gæ lder m ed H ensyn til O psigelsesvarsel, Jfr. § 2, Løn under S y g dom og M ilitæ rtjeneste, jfr . §§ 5 og 6, Efterløn, jfr . § 7, og Orga
nisationsret, jfr . § 8. H erudover giver Loven enkelte andre B e
skyttelsesregler f o r Funktionæ ren.
Spørgsm aalet om L ønnes Størrelse berøres ikke a f L oven.
F astlæ ggelsen a f denne og videregaaende Fordele udover Loven er overladt til individuelle A fta ler og O rganisationsoverenskom - ster.«
M indste a n sæ ttelsesb esk yttelse for sig. Sociallovgivning for sig. L øn
spørgsm ål for sig. D isse grænser lader sig naturligvis i længden ikke opretholde. M est umuligt er det at finde grænsen im ellem de arbejds
kontraktlige reguleringer og de socialretlige beskyttelsesregler. På sy- gedagpengeom rådet m ødtes vejene i 1973 (Socialreform kom m issi
onens 1. betænkning – nr. 543/1969 p. 278):
» I . De gæ ldende dagpengeordninger fin a n sieres ad forskellig e veje: ved bidrag fr a de sikrede selv og fr a deres arbejdsgivere og ved tilskud fr a det offentlige. I arbejdsløshedsforsikringen og i sygeforsikringen indgår alle 3 finansieringskilder o m en d m ed fo rskellig væ gt, m ed en s udgifterne til ulykkesforsikringen stort
se t bæres alene a f arbejdsgiverne.
N å r der skal tages stilling til finansiering a f den fre m tid ig e dagpengeordning, er d et rim eligt at overveje, hvorledes fin a n sieringsform en kan tæ nkes at påvirke de beslutninger, der skal træ ffes, både de principielle beslutninger om ordningens indhold ved dens start og senere hen også enkeltafgørelserne om retten til dagpenge i de konkrete tilfæ lde. D et kan være en h ensigts
m æ ssig rettesnor, at de organer, der skal træ ffe de nødvendige beslutninger og afgørelser, også m å have et ansvar f o r tilveje
bringelsen a f m idlerne til ordningens finansiering.
2. N å r der skal tages stilling til den nærm ere tilrettelæ ggelse a f den frem tid ig e dagpengeordning, kan det være rimeligt at over
veje, om finansieringsreglerne kan tæ nkes al h ave indflydelse på,
i hvilken udstræ kning der gøres brug a f ordningen. Det kan være h en sig tsm æ ssig t, at de organer, der deltager i fin a n sie rin g e n, også er m e d til at træ ffe beslutninger om tildeling a f dagpenge, således a t de derigennem har indflydelse på, hvorledes ordnin
gen udnyttes.
3. U d fr a d ette synspunkt kan det være rim eligt at overveje, om der kan skabes en p a ssen d e fo rb in d else m ellem arbejdsgiverens deltagelse i finansieringen a f udgifterne ved en dagpengeordning og en m edvirken fr a arbejdsgiveren ved den praktiske g en n e m fø relse a f ordningen.
I denne fo rb in d else kan næ vnes, at det m åske fo r ulykkesfor
sikringens vedkom m ende kan antages, at den rene arbejdsgiver- fin a n sierin g betyder en vis alm indelig tilskyndelse fo r arbejdsgi
verne til at søge ulykkesrisikoen begræ nset. Præ m iernes størrel
se fa s ts æ tte s im idlertid efter ulykkesrisikoen inden fo r de enkelte brancher, og a f praktiske grunde er m an hidtil veget tilbage fr a at graduere præ m ien efter sikkerhedsstandarden inden f o r de enkelte virksom heder i sam m e branche.
4. V ed dagpenge under sygdom kan en indflydelse fr a arbejdsgi
veren på antallet a f dagpengedage navnlig tæ nkes fo r sygdom m e a f kortere varighed. Foreliggende oplysninger tyder på, at der er m eget store fo rskelle i antallet a f kortvarige fo rsø m m e lse r fr a arbejdsplads til arbejdsplads. D ette kan bl.a. skyldes fo rskelle m ed hensyn til arbejdsgiverens kontrol a f fo rsø m m e lse n s beret
tigelse, klim aet p å arbejdspladsen m .m ., sam t tillige fo rskelle m ed hensyn til arbejdets art og arbejdspladsens indretning.
5. De kortvarige sygdom stilfæ lde vil sam tidig stille m eget store krav til dagpengeordningens adm inistration. En m eget sto r del a f sam tlige dagpengetilfæ lde og derved a f fø rsteg a n g s h enven
delser angår kortvarige sygdom stilfæ lde. D agpengem yndighe
dens kontrolm uligheder vil være stæ rkt begræ nsede, bl.a. fo rd i det enkelte tilfælde vanskeligt kan bære m ere o m fa tten d e kon
trolforanstaltninger.
6. På denne baggrund kan det overvejes at pålæ gge arbejdsgi
verne at udrede dagpengehjæ lpen i den fø r s te del a f enhver fra - væ rsperiode på g rund a f sygdom eller ulykke.«
